Side:Øverland - Illustreret Norges Historie 4.djvu/229

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
179
Knut Alvssøns Opstand.

Danskerne i fuld Forvirring. Efter dem red Aale med sine Ryttere og uddelte drøie Sværdhug. Men med en beundringsværdig Snarraadighed plantede den danske Fanebærer sit Mærke midt i Leiren, og omkring det samledes efterhaanden flere og flere Krigsmænd, der vilde holde Stand. Under den Kamp, som her udspandt sig, kom Kongesønnen Kristiern ilende til med en Skare fra Slottet, og i det Basketag, som nu gik for sig, blev Aake Hanssøn og hans Mænd fuldstændig slagne. Men den ridderlige Optræden, Aake her havde udvist, stod endnu efter Aars Forløb levende for Kristierns Minde.

Efter at have sat Ild paa Elfsborg, hvis uheldige Forsvarer Erik Gyldenstjerne faa Dage efter Overgivelsen var bleven dræbt i Oprørernes Leir af Aakes forbitrede Vestgøter, drog Kristiern opover til Baahus. Her afgav han en Del af sine Folk til Henrik Krumedike og gjorde saa med Resten et Tog ind i Vestergøtland. Paa Veien brændtes Lødøse. Fæstningen Øresten, som Aake Hanssøn havde i Forlening, blev indtagen, men Hærens videre Fremrykning blev stanset ved et Mytteri i hans Hær. Han vendte derfor tilbage til Vardberg, hvor han for en Del opløste sin Hær, og befandt sig i Begyndelsen af August Maaned atter i Kjøbenhavn.

Det var en glimrende Debut, den unge Kongesøn havde gjort, idet han paa nogle faa Uger havde bragt sin Faders faldefærdige Sag paa Fode og givet Krigen paa den norske Grænse en hel ny Vending. Hvad der nu stod tilbage at gjøre, for at Oprøret fuldstændig skulde blive kuet, var Smaating i Sammenligning med, hvad der allerede var udrettet.

Allerede medens Kriftiern foretog Toget ind i Vestergøtland, havde Hr. Henrik Krumedike med sin Hær, der for en Del bestod af Skoter, som Kong Jakob IV havde sendt sin Morbroder til Undsætning, gjort et Forsøg paa at tage Akershus og Tunsberg tilbage. Dette løb dog ikke heldigt af. Under 24de Juli kunde Knut Alvssøn indberette til Sten Sture: “Kom og Krumedike dragendes til Akershus og vilde tage det igjen. Men han blev slagen tilrygge igjen, og en stor mægtig Hob af de Skoter, hannem fulgte, blev ihjelslagne, de, som sluppe, rømte tilsøs og en Part drog til Skotland igjen. Mine Svende fik tre skjønne Skibe fra hannem, og ligger han selv i Marstrand Havn“. I dette Sammenstød, hvorom der ikke er bevaret noget andet Vidnesbyrd end Knut Alvssøns anførte Skrivelse, eller maaske lidt tidligere, lader det til, at Hr. Henrik har mistet sin højre Haand. Alligevel afholdt dette ham ikke fra snart igjen at optage Kampen, efterat han først havde opbudt hver tredie Mand af Vigsiden og Vestfold. Tunsberg, hvorimod han først rettede sit Angreb, overgav sig nu vistnok uden Forsvar, og allerede i Dagene før den 14de August stod han i Oslo, maaske i den Agt at begynde Beleiring af Akershus Fæstning. Denne havde dog nu foruden den Besætning, Knut Alvssøn havde lagt her, tillige modtaget en Forsterkning af Bønder, der havde taget Stilling paa Akersnesset og i