Akershagen. At Beleiringen vilde have draget længe ud, er ikke utænkeligt. En Række af sammenstødende Omstændigheder skulde imidlertid afgjøre Kampen hurtigere, end det for Øieblikket saa ud til.
Skjønt de Begivenheder, der staar i Forbindelse med den Katastrofe, hvorom her skal fortælles, kun kjendes af Hr. Henrik Krumedikes og hans Tilhængeres Fremstilling, tør Hovedtrækkene vistnok tillægges fuld Troværdighed, hvor farvet den end kan være i sine Enkeltheder og hvor upaalidelig den øiensynlig er med Hensyn til de Motiver, den tillægger Modstanderne.
Paa Rygtet om Hr. Henriks fornyede Angreb paa Vestfold og hans Marsch mod Akershus traf Knut Alvssøn og Nils Ravaldssøn, der efterfulgte af Prins Kristiern og hans Hær havde trukket sig tilbage til Vestergøtland, Anstalter til at fange ham i en Fælde. For at vinde Tid aabnede Hr. Knut Underhandlinger med Hr. Henrik om Vaabenstilstand, der blev ham indrømmet, og der blev tilstaaet ham Leide til en Sammenkomst i Oslo, der skulde afholdes Torsdag den 18de August. Til dette Møde skulde Hr. Knut i det høieste føre 100 Mand med sig. Hvad Tid, dette Leidebrev blev udfærdiget, vides ikke. Men tvivlsomt kan det vel være, om Stilstanden holdtes fra nogen af Siderne. Den 14de August skrev nemlig Hr. Henrik Krumedike til sin Hustru, der i hans Fravær førte Befalingen paa Baahus, at han samme Dag vilde underhandle med Almuen i Oslo Omegn, hvorpaa han strax vilde rette et Angreb paa Slottet. Hvad Hr. Knut angaar, har han ikke baaret sig bedre ad. Ogsaa han opbød Bønderne af Hedemarken og Romerike, som han stevnede til Oslo omtrent ved den Tid, Mødet der skulde holdes, og da Hamars Biskop, Herman, neppe forekom ham ganske paalidelig, lod han ham gribe. Nils Ravaldssøn, der i ethvert Fald ikke kan have været langt borte fra Hr. Knut, skulde ligeledes rykke frem mod Oslo, hvorved Hr. Henrik og hans i Oslo staaende Hær vilde komme i en alvorlig Klemme, saasnart Vaabenstilstanden udløb. I ethvert Fald gjør man neppe nogen af Parterne synderlig Uret ved at tro, at de begge havde søgt at skaffe sig størst mulig Fordel af den indrømmede Frist. Men det synes dog at have været Tilfældet, som her blev det afgjørende Moment. Under Vaabenstilstanden opsnappede Hr. Knuts Mænd nemlig en af Hr. Henriks Brevdragere og satte sig i Besiddelse af de Skrivelser, som denne medbragte. Hvad Indhold disse har været af, er naturligvis ikke fortalt; men Hr. Knut maa dog deraf have fundet sig beføiet til med et Følge af 150 Ryttere at ile til Akershus, hvor han Natten mellem den 17de og 18de August slap ind. Sandsynligvis maa Slottet have været haardt truet, ialfald efter Hr. Knuts Formening. Da han ved sine tidligere Dispositioner havde truffet Forberedelser til at rette det afgjørende Slag mod Hr. Henrik Dagen efter Vaabenstilstandens Udløb, besluttede han sig nu til at komme denne i Forkjøbet ved at beramme et Udfald fra Slottet allerede Natten efter Mødets Afholdelse, og under dette skulde Oslo By stikkes
