I Norge stod Kong Hans’s Sag snart saa uheldig, som det bedst var muligt. Den Holdning, som Rigsraadet søndenfjelds indtog, maa vistnok nærmest kaldes passiv; men der var meget, som tydede hen paa, at det, hvad Øieblik det skulde være, kunde gjøre fælles Sag med Oprørerne. Ialfald var Kongen kjendelig misfornøiet med dets hele Forhold. Under disse fortvivlede Omstændigheder var det, at Kong Hans tilbød sin Broder Hertug Fredrik af Holsten-Gottorp, der, som vi ovenfor har set, havde antaget Titelen Arving til Norge, Halvdelen af dette Rige mod til Gjengjæld at erholde Hjælp af ham. Heldigvis for Norge gjorde den griske Hertug sig nu saa kostbar, at Kongen derved blev fritagen for at staa ved sit lidet overveiede Tilbud.
Paa samme Tid, som Kong Hans begav sig med sin Hær til Stockholm, overdrog han til sin Søn Kristiern at undsætte Hr. Henrik Krumedike. Med stor Iver og Kraft paaskyndede den unge Prins Rustningerne, og i den anden Halvdel af Juni 1502, da Kong Hans uformodet tidlig var kommen tilbage fra Sverige, drog han med en Flaade opover til Gøtaelven. Her skaffede han strax Baahus og Hr. Henrik Luft, idet han drev Beleiringshæren tilbage efter voldsomme Sammenstød, hvorpaa Henrik strax tænkte paa Tunsbergs og Akershus’s Tilbageerobring. Kristiern derimod vendte sig mod Elfsborg, som Nils Klaussøn nogen Tid i Forveien havde forsvaret i hele fem Maaneder. Men allerede tredie Dagen efter, at Kristiern havde begyndt Beleiring, overgav den daværende Høvedsmand Erik Gyldenstjerne den sterke Fæstning, hvis Besætning dels indlemmedes i den danske Hær, dels erholdt fri Afmarsch. Kun to Mile derfra stod den svenske Hær under Knut Alvssøn og Aake Hanssøn. Da de erholdt Efterretning om det sterke Elfsborgs Fald, blev de betagne af den største Sorg og Harme. Endnu samme Kveld brød Aake Hanssøn op med Rytteriet og rykkede ud mod den danske Leir i den Mening at tage Slottet tilbage. En tæt Taage begunstigede hans Forehavende. I den tidlige Morgenstund, som man kalder Overfaldenes Hyrdetime, kom han lige hen til den danske Leir, hvor alt laa i den tryggeste Søvn. Nattevagterne havde trukket sig tilbage, og ved en uforklarlig Skjødesløshed havde Dagvagterne endnu ikke troppet op. Prins Kristiern laa paa Slottet. Allerede var Aake Hanssøn i Begreb med at sprænge ind i den danske Leir med sine Ryttere, da han med et besindede sig, holdt sin Hest an og bød Hornblæseren, der red ved hans Side, at blæse Allarm. Denne studsede og saa forundret paa Aake. “Blæs!“ raabte denne med frygtelig Røst og løftede Sværdet mod Hornblæseren. “Ilde sømmer det sig at overfalde en Kongesøn sovende!“ Aake stod nemlig i den Tro, at Prinsen selv var i Leiren. Hornblæseren adlød. Neppe var de sidste Toner af Signalet hendøde, før han med sine Ryttere styrtede ind i Leiren. Her opstod en forfærdelig Uro. Teltene redes overende. De søvndrukne Krigsmænd, som stak Hovederne op af Teltdugen, blev nedhuggede. Rundt omkring løb
