Svigermoder var Karl Knutssøns egen Datter. Fru Gyrild var tidlig død efter at have født Hr. Knut to Sønner og en Datter, og han var allerede opgift med den norske Rigsraad Anders von Bergens Enke, Fru Merete (eller Mette) Ivarsdatter af den danske Familie Dyre, som senere hen optog Navnet Lunge. Men Fru Merete var ligesom andre af hendes Familie, som vi om ikke ret lang Tid skal lære at kjende, ikke saa fastgroet til sit Fødeland, at Hensynet til det skulde hindre hende fra at slutte sig til dets Fiender. Men endnu laa den Navnkundighed, Fru Merete skulde vinde, i Svøb.
Den Gjæring, som var oppe i Tiden, ytrede sig ogsaa i det Len, Hr. Knut havde modtaget efter sin Broder, og den fandt den rigeste Næring i de Voldsomheder og Vilkaarligheden som de raae og liderlige Fogder og deres Hovmænd tillod sig ligeoverfor Bønderne. I Novbr. Maaned 1497 indgav Bønderne i søndre Gudbrandsdalen en Klage over den hele Maade, hvorpaa de i Lenet indsatte Fogder regjerede. “Nogle var som Udlændinge vankundige i Norges Lov og kunde derfor ikke dømme rettelig, Andre, som kjendte Loven, havde Lyst til Uret og Vold. Af en liden Sag gjorde de ofte en stor for at kunne kræve høie Bøder og derved blev en stakkels Mand stundom aldeles ødelagt og ude af Stand til at betale Kongen sin Skat. Ogsaa plagedes den fattige Almue af Fogderne ved ulovlig Gjæstning og overdrevne Fordringer om offentlige Ydelser. Mange, baade Mænd og Kvinder, vilde gjerne begive sig til Kongen for at bringe deres Klagemaal for ham, hvis de blot kunde. De bad derfor Kongen indstændig, indtil han efter det Løste, han nylig havde givet, selv kunde komme og se til sine Embedsmænd og Fogder, at ville sende en retsindig og ersaren Mand, der kunde skaffe dem Ret, som Uret havde lidt“. Blandt disse Blodsugere, som Hr. Odd og senere Hr. Knut havde i sin Sold, fæster Opmerksomheden sig især ved Romerikes Foged, Lasse Skjold, dels paa Grund af hans gemene Optræden, dels paa Grund af den sørgelige Skjæbne, som ramte ham. Om ham gav Eidsvolds Almue senere hen forskjellige Oplysninger, der yder et ganske merkeligt Indblik i Tidens hele Raahed og Useldom. Saaledes heder det, at de fattige Bønder hverken maatte nyde Lov eller Ret for ham. Engang gav han en Mand ved Navn Saxe Halvardssøn, der skulde hen for at betale ham sin Visøre, tre Slag med sin Stridshammer, saa Manden styrtede omkuld. Da han igjen reiste sig og bød Lov og Ret for sig, var Lasse Skjold døv paa det Øre. Men neppe var Saxe kommen ud i Svalen, før Lasse Skjold kom sættende efter og gav ham to Slag med Stridshammeren, idet han udraabte: “Du skal faa tre stortandede Djævle, jeg skal sætte mit Sværd igjennem dig, hvor jeg saa maatte finde dig“. En anden Gang kom han til Bonden Aaslak Throndssøn, som fagnede ham paa bedste Vis; det lønnede han med at voldtage en af hans Piger. En anden Bonde, Peter Ingemarssøn, drev han ud af hans Hus og ud i en Strøm, hvor han nær
