var omkommen. Anders Asses Kone beskyldte han for en Fredløshedsgjerning, dog uden at fremlægge nogensomhelst Bevisligheder derfor. Den stakkels Kvinde nødtes da til at begive sig barbenet til Sverige for at skaffe gode Mænds Vidnesbyrd for, at hun var uden Skyld. Ikke desmindre maatte hendes Mand betale Fogden ni Lod Sølv. To andre navngivne Bønder plyndrede han ligeledes for Gods og Penge, uanset at de bød Lov og Ret for sig. En Gang kom Udyret over Olaf Arnessøn, der laa paa Gulvet og sov sin Rus ud. Han rettede ham først op og gav ham saa et Slag, saa han faldt om som livløs. Da han om Morgenen kom til sig selv, maatte han til Tak for naadig Straf, hvorved der forresten hverken var spurgt om Lov eller Ret, give Fogden et Pund Malt og en Kohud. At “Hunen“ eller Bondeklubben sent eller tidlig maatte blive anvendt mod en slig Slubbert, er ikke at undres over. Samme Høst, Hr. Knut kom til Lenet, blev Lasse Skjold dræbt under Visøreopkrævningen af en Bonde ved Navn Engelbrekt Gunnarssøn. Men det tyktes Bønderne af Næs og Ullenshof at være saa godt gjort, at de i en rigtignok ubeseglet Skrivelse lod vide, at Hr. Knut skjønt der i denne Daad kun var en, som var optraadt paa alles Vegne, vilde de alle svare for den ene. Det kan vel være tvivlsomt, om denne Selvtægt var et Udslag af et fælles Overlæg fra Bøndernes Side. Men ikke desmindre saa det en Stund ud til, at den hele Almue paatog sig det gjensidige Ansvar. Fra Nes og Odalen sendtes nemlig over det hele Len Budkavler, der var brændte i den ene Ende og forsynede med en Hank (d. e. Krog)i den anden: det var i Tidens Billedsprog en Trusel om, at den vilde se sin Gaard brændt og selv vorde hængt, som ikke fulgte Opbudet. Urolighederne bredte sig snart saa vide omkring i Lenet, at alt tegnede til at blive en ganske alvorlig Opstand. Intet Under derfor, at Hr. Knut blev alvorlig bange og saa sig om efter Hjælp til at faa Opstanden kuet.
I denne sin Nød henvendte han sig til Høvedsmanden paa den nærmeste Fæstning, Baahus, om Hjælp. Men denne Høvedsmand var ingen anden end Hr. Henrik Krumedike, en Søn af Hartvig Krumedike, som hans Fader havde gjort saa meget ondt, og som alt tidligere havde vist sig som Alvssønnernes Arvefiende.
Hr. Henrik Krumedike er en af de interessantere Skikkelser, vi i denne Tid støder paa. Da hans Fader i 1476 afgik ved Døden, var han endnu kun et tiaarsgammelt Barn. Men han maa have udviklet sig meget hurtigt, saasom han allerede i 1487 blev anbetroet Akershus Slot, hvilken vigtige Forlening han to Aar efter ombyttede med det ikke mindre vigtige Baahus Slot med tilhørende store Len i Viken. De danske Sympathier, som hans Fader havde næret, og som paa en Gang havde været baade dennes Lykke og Ulykke, var ogsaa sterkt fremtrædende hos Sønnen. Ligesom Faderen var han en magtbegjærlig Mand, der ikke lod nogen Anledning til at forøge sin Velstand gaa ubenyttet hen. Ja, onde Tunger vidste ogsaa at berette, at
