tæt sammenstuvede Masser, der hverken kunde komme frem eller tilbage. Slusen aabnedes, og Vesterhavets Bølger brød ind over Mark og Grøft og Vei. Alligevel hævdede Garden endnu sit Krigerry. To Udfald, som Ditmarskerne gjorde fra sin Skanse, blev drevne tilbage, men da de den tredie Gang under Raabet: “Nu wahr di, Gard, de Bur, de kumt!“ (Nu vogt dig, Garde, Bonden kommer!) styrtede frem, formaaede intet at modstaa dem. Gardens Rækker gjennembrødes, Junker Schlenitz selv faldt, og alt opløste sig i vild Flugt. Ingen Fanger blev tagne; men den hele Kamp blev et Slagteri uden lige. Mindst 4000 Mand maatte her lade sit Liv, deriblandt Kjernen af den slesvigholstenske Adel, af hvilken enkelte Ætter mistede opimod et halvt Snes Medlemmer og flere. Mange Aar efter faaes de strunke Adelsherrers afpillede Benrader i Ditmarskens Grøfter, hvori de var henslængte til Føde for Hund og Korp. Et rigt Bytte faldt i Ditmarskernes Hænder: alt Skytset, et Par tusinde Heste, Vaaben, Klæder, Guld, Sølv og Ædelstene i sand Overflod, og det fortælles, at Bønderne i Ditmarsken i lang Tid bandt sine Lænkehunde i Guldkjæder, uden at vide, hvad Bindslet bestod af. 8 Faner blev tagne, deriblandt Danebrog, som i snart tre Aarhundreder havde vaiet foran de danske Hære.
Hvorledes Kongen og Hertugen reddede sig, vides ikke. Men de slap dog ud af den alvorlige Klemme med Livet, skjønt de begge vistnok maa have lidt alvorlige Tab. Saaledes anslog Kongen alene, hvad han her havde mistet, til over 200,000 Gylden. Alligevel maa de her have udfoldet en Aandsstyrke, som man efter det frygtelige Nederlag neppe skulde have tiltroet dem. Det lykkedes dem i forholdsvis kort Tid at saa Resterne af Hæren samlet, hvorpaa de agtede at friste et nyt Angreb. De fik imidlertid andet at tænke paa, da Ditmarskerne foretog Indfald i Holsten, hvor de afstedkom ikke ubetydelige Ødelæggelser Skjønt Hansestæderne gottede sig hjerteligt over det Uheld, Kongen havde havt, fandt de det dog hensigtsmæssigt at faa mæglet Fred. Der sluttedes da en Vaabenstilstand, hvorunder Voldgiftsmænd skulde dømme mellem de Stridende. Kunde disse ikke komme til Enighed, skulde den hamburgske Domherre, Historieskriveren Albert Krantz, afgjøre Sagen. Videre kom det ikke; noget Voldgiftsmøde blev nemlig ikke afholdt, lige saa lidet som Fjendtlighederne begyndte paany.
Skjønt Ditmarskertogets umiddelbare Følger under normale Forhold neppe vilde have havt synderlig Betydning for Kongens virkelige Magt, led han dog derved, at Rygtet i urimelig Grad forstørrede hans Nederlag, et sterkt Skaar i sin Anseelse. “Gjennem hele Norden gik som et Jordskjælv, hvis Stød da selvfølgelig sterkest rystede den skrøbelige Bygning, Kongen nylig havde faaet opført i Sveriges Rige“. Navnlig tør Sten Sture, til Trods for det gode Forhold, som nu skulde være indtraadt mellem ham og Kong Hans, med en vis Spænding havde lyttet til Rygtet, der bebudede, at et Slags Vederlag skulde han nu opnaa for de Ydmygelser, som var bleven
