ham til Del. Det ulmede vistnok i Grunden. Men foreløbig fik Ilden ingen Næring. Thi Svenskerne havde allermindst nogen Grund til at være misfornøjede med Kong Hans’s hidtidige Styre. Men Gjæring var der, og denne foranledigede Kong Hans i Januar Maaned 1501 at begive sig til Stockholm, hvor han strax udskrev en Herredag.
Ved denne var Stemningen for Kongen imidlertid yderst kjølig. Høsten i Forveien var Grænsefeiden mellem Russer og Finner paany udbrudt med alle de Gjenvordigheder, denne pleiede at have i Ledtog med sig. I Sverige herskede der Dyrtid og smitsom Syge. Mellem Sten Sture og Erkebiskopen opblussede der paany Strid, som krævede Kongens Mellemkomst for at blive bilagt. Men det værste var dog, naar alt kom til alt, at der indfandt sig Sendebud fra den russiske Storfyrste, paa hvis Vegne de krævede Afstaaelse af en Del af Finland. Kong Hans afviste imidlertid paa det bestemteste den derom nedlagte Paastand.
I Slutningen af Marts eller Begyndelsen af April begav Kong Hans sig paa Tilbagereisen til Danmark. Men neppe var han naaet til Vadstena, før han erfarede, at der var udbrudt Oprør i de Dele af Landet, som han havde forladt, og at Sten Sture, som forresten var i hans Følge, agtede at anfalde ham paa Stimandsvis med en Styrke paa ikke mindre end 3000 Bønder. Kongen vendte derfor tilbage til Stockholm, hvorhen Sten Sture negtede at følge ham uden sikkert Leide.
Men nu optraadte der paa den svenske Skueplads en mægtig Personlighed, der i de følgende Aar skulde spille en Hovedrolle. Det var Hemming Gad fra Østergøtland, der var Domprovst i Linkøping og kaldte sig udvalgt Biskop til Linkøpings Stift. Denne havde i sin Ungdom studeret i Rostock, og var senere hen i 20 Aar paa Grund af sit Talent for Intrigen bleven anvendt af Sten Sture som Regjeringens Agent i Rom, hvor han ved Borgiaernes Hof til Fuldkommenhed havde tilegnet sig alle den italienske Politiks Slangelinier og Krogveie. I 1499 var han rimeligvis kommen hjem til Sverige. Han havde hidtil, skjønt fraværende, været Domprovst i Linkøping, og da nu Bispestolen i denne By blev ledig, blev han valgt til at beklæde den. Men Paven overdrog den til en Kardinal. Da Kong Hans ikke foretog noget Skridt for at udjevne de herved opstaaede Vanskeligheder, opflammede dette om muligt end mere Hemmings Had til Danskerne, som han allerede med Modersmelken havde inddrukket. Han blev nu om ikke af Navn saa i Virkeligheden den første Mand i Sverige. “Hans Kjendskab til de politiske Forhold i og udenfor Norden, hvori han stod over alle andre, hans dybe Menneskekundskab, hans Kløgt blandet med Underfundighed, hans henrivende Veltalenhed maatte i Tider som disse altid sikre ham en udmerket Plads; men han var tillige snarraadig, hurtig og utrættelig, naar det gjaldt om at handle, og modig til Forvovenhed. I Raadskammeret forstod han baade at vække og dysse Lidenskaber, at afvinde enhver Sag
