frygtelig ved sin Orden og sin Krigsøvelse. Men hele Herkjet var ikke andet end en Samling af Galgenfugle og Landstrygere fra alle Kanter, som man nødig betjente sig af længere end høist nødvendigt, da de i Grunden var lige brysomme for Ven som for Fiende. Dette var Kjernen i den Hær, Kongen og Hertugen vilde anvende mod Ditmarskens Befolkning. Forøvrigt blev der hvervet andre mindre Skarer af Landsknegte, hvorhos der udbødes Almue af Nørrejylland og Hertugdømmerne samt Hertugdømmernes sværtrustede ridderlige Rytteri. I det store Hele kan dog siges, at det maatte blive en Kamp af Tyskere mod Tyskere. Kongen og Hertugen indbildte sig, at Krigstoget vilde blive ført tilende paa høist et Par Ugers Tid, især da man til Udførelsen af sit Forehavende valgte Vinteren, da alle Grøfter og Damme, som afgav det bedste Værn for Landet, var tilfrosne. Alligevel skulde et Felttog i Ditmarsken snart vise sig at være et saa vanskeligt Foretagende, at det udfordrede ganske anden Erfarenhed og Talenter, end en Landsknegthøvding raadede over. Thi nogen virkelig Krigsmand til Anfører havde Kong Hans ikke sørget for. Derfor maatte det ogsaa gaa, som det gik.
Hæren udgjorde 12—15000 Mand og var saa vel udrustet i alle Maader, at Junker Schlenitz fandt sig beføiet til at spørge Kongen, om Ditmarsken da var lænket til Himmelen, siden man gjorde saa store Forberedelser for at indtage det. Saa vanskeligt troede nok ingen det var; thi Riddere og Junkere gik pyntede som til et Bryllup. Det lyste lang Vei af de digre Guldkjæder, de bar over Brystet og Axlerne Hver og en førte spækkede Pengepunge med sig for at afkjøbe Soldaterne det rige Bytte, de kom til at gjøre. Derhos havde de ogsaa sine Signeter med for i Nødsfald at kunne udstede Gjældsbreve. Efter Toget fulgte 3000 Trosvogne, der skulde tjene til at føre Rovet bort.
Det eneste, som holdt Stik, var, at Krigen blev af kort Varighed. Men forøvrigt gik det bagvendt med hele Beregningen. Uden Sværdslag stod den kongelige Hær midt inde i Ditmarsken, hvor Meldorf hurtig blev tagen og plyndret under vilde Optrin. Bønderne havde imidlertid taget Stilling paa Dusentdüwelswarf, nær Hemmingsted, 500 Mand i Tallet. De anførtes af Bonden Wolf Isebrandt, og deres Banner bares af Telse Hansdatter, en Jomfru, som fra denne Dag indviede sit Liv til Gud.
Tæt sluttet rykkede den kongelige Hær den 17de Februar frem mod Bøndernes Stilling ad den smale Landevei, der paa begge Sider var omgiven af dybe Grøfter. Frosten var slaaet over i Lindveir, og Veien var en eneste Lersørpe. Mange mente, det var bedst at vente et Par Dage; men Junker Schlenitz skyndte paa, og under Raabet: “Nu wahr di, Bur, de Gard, de kumt!“ (Vogt dig, Bonde, nu kommer Garden!) togede Hæren frem. Da blæste der op en forrygende Storm, og Regnet høljede ned. Fra Bøndernes Skanse løsnedes der nogle Kanonskud, der anrettede frygtelige Ødelæggelser inden de
