Sellestad-Kjæmpen
I gamle Dage blev i øvre Thelemarken og Bygderne deromkring en Slagsbroder regnet mellem de bedste Mænd, om han tidt gik af med Seiren. Naar Karlfolk og Kvinder fore til Gjestebuds, tog Konerne Linklude med sig for at forbinde de Saar, som Mændene fik i Slagsmaal. „Haand i Haar og Kniv i Strube“ var et almindeligt Ord dengang. De, som havde mest Lyst til at slaas, reiste sommetider til Drikkelag med en sort og en hvid Strømpe, og naar saa En lo af dem for det, brød Ufreden strax løs. Et af de styggeste Slagsmaal var at spænde Belte. Dette gik saaledes til, at de to, som skulde nappes, gik Ryg mod Ryg og lod sig binde sammen med et Belte, hver med sin Kniv i Haanden. Knivene skulde efter Aftale altid være af ens Længde og Bredde. Med disse Knive stak og rispede de hinanden, indtil den Ene enten gav sig eller blev dræbt.
Paa Sellestad i Aamotsdals Annexsogn til Sillegjords Præstegjeld boede en Mand, som hedte Knut. Han var saa berømt for sine Seiervindinger i Slagsmaal, at han fik Besøg langveis fra af Mange, som vare stolte af sit Mod, sin Styrke og Uvorrenhed. Thi de vidste, at der skulde gaa Ord af dem, hvis de kunde staa sig mod Sellestadkjæmpen. Men allesammen maatte de gaa fra ham mere eller mindre skamslaaede og med Følelsen af, at de vare Smaafolk i Sammenligning med ham. I Setersdalen var der ogsaa en Kjæmpe, som var kjendt vidt og bredt som Slagsbroder. Ikke før fik han høre Tale om Knut Sellestad, før han strax gav sig paa Veien og gik tretten Mil for at prøve Styrke med ham. Da han kom til Sellestad, var Knut ikke hjemme, men i et Gjestebud paa en Nabogaard Svinom. Setersdølen eller Sæbyggen reiste da did, og da han kom ind i Gjestebudsstuen, sad Mændene omkring et Bord og drak omkap, Omgang efter Omgang, Øl af en uhyre Ølbolle, som stod midt paa Bordet, medens somme af Kvindfolket stevjedes og andre legede. Da Sæbyggen kom ind, blev der en Stands baade med Drikken og Stevene og Legen; thi Alle saa de paa den fremmede Mand, da de kunde se paa hans Klæder, han var en Langfærdende. Efter at de havde hilst paa hverandre, og man havde drukket Sæbyggen til med Ølbollen, spurgte den Fremmede efter Knut Sellestad. Knut sprat da op fra Bordet, stod Ansigt til Ansigt med Sæbyggen og svarede med stærkt Maal: „Her er Sellestadgutten, om Nogen vil ham vel eller ilde.“ Setersdølen saa skjevt paa Knut og sagde: „Ikke ser du ud til at være saadan Ovrøiving, som Ordet er gaaet om dig, og ikke ser du ud til at skulle kunne skræmme nogen med Marg i Benene og Mod i Bringen!“ Knut svarede, at den, som tog store Ord i Munden, maatte have en stærk Ryg, og at Ingen, som før havde prøvet Karlsstyrke med ham, kunde rose sig af den Leg. Saaledes gav de hinanden Fanteord, og Enden paa det blev, at de skulde spænde Belte. Der blev da et saadant Basketag, at Karlmændene stod som „fortrollede“ og Kvindfolkene skreg af Rædsel over den Styghed, som de saa for fine Øine. Kniven faldt endelig ud af Haanden paa Sæbyggen, et Mærke paa, at han var overvunden, og Beltet blev da løst. Knut havde vel faaet nogle Sting og Risp, men ikke noget af dem var farligt. Men Sæbyggen saa saa ilde ud, at de tvivlede om, enten der var Botevon for ham eller ikke. Knut tog strax Hesten sin og førte den mere end halvdøde Mand hjem til sin Gaard, og der blev han pleiet i flere Uger, indtil han igjen kom sig. Saa toge de to Kjæmper Farvel med hinanden som de bedste Venner af Verden.
En Juleaften kom en anden Slagsbroder, Fosheim-Kjæmpen, til Sellestad for at prøve Kræfter med Knut. Endnu for nogle Menneskealdre siden viste man paa Staburdøren paa Sellestad Mærker efter Fosheims-Kjæmpens Øxe.
Dette Sagn er først meddelt i H. J. Willes Beskrivelse over Sillegjord, Kbhvn. 1786, S. 56, og er derfra optaget af Faye (2. Udg. S. 235). Udførligere fortælles det i „Dølen“ for 25de Marts 1860 (2. Aarg. No. 23).
Med Hensyn til Slagsmaal i Gjestebud kan her mærkes en Notits, som E. Pontoppidan meddeler i sit Glossar. Norvag., Bergen 1749, S. 75. „Nifgange, verb. at stinges eller skjæres med Kniven, som særdeles Fjeldbonden pleiede indtil Lensmand Jørgen Bjelkes Tid, som paa Gjestebudet befalede strax efter Maaltidet, og før Rusen kom, at tage alle Knive fra Gjesterne, som dog ofte havde nogle skjulte i deres Strømper. Undertiden skede saadan Nifgang med sammenhagede Belter, hvorpaa man dog neppe nu har noget Exempel.“ Jørgen Bjelke har forøvrigt aldrig været Lensmand i
Bergens Stift, hvilken Del af Landet Pontoppidan her, som ogsaa fordetmeste ellers, har for Øie, men derimod baade hans Fader og hans Broder, Kantslerne Jens og Ove Bjelke, og P. forvexler ham rimeligvis med en af disse.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |