Sagn om Gretter fra Sætersdalen

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I dette Tidsskrifts 1ste Bind (S. 478) omtalte afdøde Lærer Storaker et sætersdalsk Sagn om Grette Aasmundssøn. Af dette Sagn har jeg havt Anledning til at benytte tre Optegnelser, alle fra Bygland, den første er optegnet af Hr. Ivar Aasen ved Juletid 1843,[1] den anden optegnet i 1871 af Storaker efter Fortælling af Hr. Ole Sannæs, den tredie optegnet c. 1875 af Hr. Johannes Skar (meddelt mig af Hr. Moltke Moe). Jeg leverer dem her i samme Orden:

1. Af Hr. Ivar Aasen (nedenfor betegnet A): „Paa en Gaard havde man i lang Tid været plaget af de Underjordiske, især ved Juletider: da trængte de sig ind i Husene og jagede Folket bort. Der var en stor vakker Stue paa Gaarden, og denne havde de aldeles maattet overlade dem til at holde Jul i, og dersom nogen af Husets Folk kom derind Jul-aften, var man vis paa, at han aldrig kom tilbage; paa den Maade var allerede tiere Mennesker bortkomne. Da hendte det sig en Jul-aften, at der kom en Mand og bad om Natteleie; han kaldte sig Grette Aasmundssøn og var saa stor og tyk, at man aldrig havde seet eller tænkt sig saa stor en Mand. Folket i Huset svarede, at de selv var forlegne for Natteleie, da den Stue, som de skulde være i, var opfyldt af Troldfolk, saa at ingen turde komme der. Manden sagde, at han ikke var ræd for Trold; fik han Lov at ligge der, saa vilde han det gjerne; det kunde dog være morsomt at se, hvad Troldene vilde gjøre. Man fortalte ham, hvad der før var hendt, men da han vilde det saa gjerne, fik han dog gaa ind i Stuen. Han gik da først ind i Stuen, og der var intet at se, saa gik han op paa Loftet, og der lagde han sig. Kort efter blev der støi af Folk i Stuen; saa kom der ogsaa En op paa Loftet og tog til at snuse og rode i alle Kroge, som om han ledte efter Noget; og endelig kom han da did, hvor Manden laa. Denne lod, som han sov fast, og rørte sig ikke; saa tog Troldet ham og drog ham ned af Loftet og ud i Skoven, uden at han gjorde den mindste Modstand. Troldet gik nu op gjennem Skoven og tilfjelds med ham; paa Fjeldet var der en dyb Revne eller Hule, som der stod en Røg op af; der vilde Troldet kaste ham ned; men nu syntes Manden, at han dog endelig maatte røre paa sig og prøve, hvad han kunde gjøre. Han reiste sig derfor lige op, greb saa Troldet med al sin Magt og kastede det ned i Kløften. Saa listede han sig ind i skoven og gik hjem og fortalte, hvad der var hendt ham. Dagen efter fik han nogle til at følge sig med et stort Toug og gik saa til Fjeldhullet igjen; der fæstede de Enden af Touget i en stor Sten, den anden Ende bandt Grette omkring sig og bad saa de Andre at fire ham ned i Hullet. Da han kom til Bunden af Hulen, sad der en skrækkelig stor Troldmand og lagde Ild under en Kjedel, som var saa stor, at den tog tolv Tønder. Saasnart Troldmanden saa ham, slog han til ham, men Grette slog igjen, og nu blev der en svær Kamp, saa at det længe var uvist, hvem der skulde vinde; tilsidst vandt dog Grette og dræbte Troldmanden, hvorpaa han kastede ham ud gjennem et Hul, som gik ud gjennem en tverbrat Side af Fjeldet. Da nu hans Kammerater, som sad ved Touget, fik se, at en stor Mand blev kastet ud af Fjeldet, troede de, at det var Grette, blev rædde og sprang hjem. Grette tog Tolvtønderkjedlen og bandt den i Touget, derpaa rykkede han i Touget, for at de skulde hale ham op, men da var de borte. Nu blev rigtignok ogsaa han ræd, da han intet Raad vidste til at komme derfra. Han lovede da, at hvis han kom hjem og fik Kjedelen med sig, skulde han give den til sognets Kirke. Saasnart han havde lovet dette, fik han atter Mod og begyndte at hale sig selv op efter Touget og kom lykkelig op paa Fjeldet; derpaa halede han Kjedelen op; da han kom hjem, gav han den til Kirken. Der er ogsaa Folk, som sige, at de har seet den.

2. Storaker (St): „Der var en Gaard i Røldals Prestegjeld, hvor ingen kunde faa Julefred. Engang kom en stor Kjæmpe did ved Navn Grette Aasmundsen og bad om Hus for Natten. Folket fortalte ham, hvorledes det var, og sagde: „Dersom du tør ligge alene, skal du faa baade Mad og Drikke.“ Manden takkede, og de satte frem Med og Drikke for ham og reiste derpaa til sin Nabo for at blive der i Julen. Da Kjæmpen havde spist og drukket, gik han paa Loftet og lagde sig. Henved Midnatstid kom en gammel Kone ind i Stuen og begyndte at rusle. Da hun havde været i hver Krog der, kom hun ogsaa paa Loftet, hvor Grette var. Han lod, som om han intet mærkede. Konen bar ham ud og reiste til et stort Fjeld med ham. Inde i Fjeldet sad en gammel Mand og kogte paa en Hest i en stor Kjedel. Konen, som havde taget Kjæmpen, var en „Jyvr“, og Manden var en „Ryse“. De vilde dræbe Grette, men han fik Bugt med dem og kastede dem i et stort Vand, hvor de druknede. Derpaa tog han Kjedelen, stødte ud det, som var i den, og drog afsted. Da han havde reist et Stykke, kom han til et trangt Fjeldskar, hvor han hverken kunde komme frem ener tilbage. Han lovede da Kjedelen bort til flere „Lovekirker“, men Intet hjalp; først da han lovede den til Røldals Kirke, var det, som om En skaffede ham frem. Kjedelen bragte han ogsaa til Røldals Kirke, og der skal den staa den Dag idag.“

3. Hr. Skar (Sk)[2]: „Det skulde været en, som hed Gretti Aasmundssøn, som skulde være stor og stærk fremfor alle, som fandtes i Kirkesognet. Han kom engang til en Gaard om Julekvelden og bad om Hus. Manden svared, han skulde nok faa Hus, men de turde ikke være der selve, for det havde hendt flere Gange, at der havde kommet bort et Menneske om Julenatten – de fedeste og største, som var i Huset. Gretter svared, han var træt og sulten; maatte han være der, vilde han gjerne, om han skulde være alene. Saa reiste de andre bort til en anden Gaard og satte Med og Drikke paa Bordet for Grette. Da han havde ædt og drukket, gik han op paa Loftet; der fandt han, at alle Sengene var for korte og smaa. Saa tog han Halmen og alle Klæderne og kasted paa Gulvet, og rusked paa sig Skindfelder og Skind og alt det, han fandt. Da det led en Stund, saa slog det op Forstuedøren og Stuedøren og kom ind i Stuen og rusked i alle Sengene; saa tog det fat paa Skindhaugen, der Grette laag han laa stille, som om han sov. Saa tog det ham under Hærderne og under Laaret og „dussed“ ud af Huset med ham; saa bar det opover Lierne og op paa Fjeldet. Der vilde det kaste ham udover. Da han forstod det, tog han Kniven sin, stak til og dræbte det; da han saa til, var det en stor „Jøyver“ skabt som en Kvinde. Saa gik han ned af Fjeldet og til Kirke om Juledagen; saa fortalte han altsammen, hvorledes det havde gaaet med ham; saa fik han hele Selskabet af Unggutter med sig, som vilde op og se det store Legeme, som laa paa Fjeldet. Saa havde de med sig en lang Line, han vilde hanke sig ned og se, hvorledes det saa ud der, han vilde væltet ham nedover. Saa bandt han Linen fast i en Furu med den ene Enden, og saa banked han sig ned. Saa kom han ned i en „Skor“, og der gik han og saa sig om. Saa saa han det lyste ind i en Heller under Fjeldet; der sad en stor Mand og kogte med en stor Kjedel paa Ilden. Saa sprang han fra en „Kro“ (Vraa) til den anden med Kniven i Haand og stak den store Mand mellem Hærderne. Saa blev det Kamp mellem ham og Gretter, men tilsidst fik Grette fældet ham. Saa drog han ham ud af Hullet og vælted ham ud over Fjeldet i en Aa, som randt nedenunder. Da de saa det de, som stod paa Fjeldet, tænkte de, det var Grette, som var dræbt og kastet udover, og rømte saa fort de kunde nedefter. Saa vilde han se, hvad der var i den store Kjedelen paa Ilden; da var det en halv Hest, som Risen kogte – det skulde være Juledagsmaden. Saa loved han bort Kjedelen til næste Kirke, om han maatte komme op igjen med Livet. Saa hængte han Kjedelen paa Hærderne og hanked sig opefter. Da han kom op, var Linen næsten af, men han kom dog op ligevel. Kjedelen skulde tage 6 Tønder, den gav han bort til Kirken, og der skal den hænge den Dag i Dag. Siden fik Folk være i Fred paa den Gaarden, ikke andet end jeg har hørt.“

Det er let at overbevise sig om, at dette Sætersdalske Sagn er identisk med hvad Grettes Saga fortæller om dennes Ophold hos Enken Steinvör paa Sandhaugar i Bárdardal[3]; men der findes væsentlige Afvigelser. Dels er Sagaens Beretning mere fuldstændig og detaljeret (f. Ex. at Gretter kalder sig Gestr, at han Dagen forud bærer Enken og hendes Datter paa sin ene Arm over Eyjardalsá, og at Gretter hug høire Haand af Troldkvinden, hvilket ikke kjendes i Sagnet), dels har Sagnet en Række Tillæg og Forandringer, som Sagaen ikke kjender, af hvilke jeg vil fremhæve følgende:

1) Gretter lægger sig paa Loftet (A, St, Sk).

2) Gretter gjør sig et Leie af Skindfælde o. l. (Sk).

3) Gretter lader, som han sover, da Troldkvinden tager fat paa ham, og lader sig uden Modstand slæbe ud af Huset (A, St, Sk).

4) Risen har en umaadelig Kjedel over Ilden (A, Sk).

5) Risen koger en Hest i Kjedelen (St).

6) Gretter bemægtiger sig Kjedelen (A, St, Sk) og kaster dens Indhold ud (St);

7) for at komme op lover han Kjedelen til sognets Kirke (A, Sk) eller til Røldals Kirke, efterat det havde vist sig, at Løfter til andre Kirker ikke virkede (St).

Disse Afvigelser synes at vise, at det Sætersdalske Saga ikke direkte kan stamme fra Sagaen. Efterat Vigfusson har paavist, at dette Saga om Gretter er en Aflægger af Bjójulf-Sagnet[4], vilde det norske sagn have havt stor Betydning, om det kunde bevises at være uafhængigt af Sagaen. Men saa er ikke Tilfældet; jeg ser mig nemlig istand til at kunne vise, hvorfra Sagnet med alle baade Udeladelser og Tilføielser stammer; det er Jens Lauritssøn Wolff’s Norrigia illustrata (Kbh. 1651), hvor samme Sagn berettes saaledes: „Ellers har der og været en anden Kjæmpe paa Island, hvis Navn var Gretter Asmundsøn, som ikke var en med de ringeste; han kunde alene bære Stene, som var 4 eller 5 Alne lang, foruden ellers andet, som om ham adskilligt skrives og siges han bedrevet har; han var paa Væxt 8 Alen høi, som og havde Tykkelse derefter. Denne Gretter er engang kommen til den Gaard, som kaldes „Sandgoffver“ for Norden, efter som (kanske) han havde hørt tale om, at der blev af en Bjerge-Pusling eller Jette altid hver Julenat bortstjaalet en Mand; der han [kom] did, bad [han] om Hus; men Kvinden negtede ham det og sagde: det er farligt for Eder, om I blev her, eftersom hver Julenat en Mand borttages. Han svarede hende sig at ville vove, bad dem ikkun fare som de pleie til Krist-mes; han lagde sig ned at sove i Vinterstuen, og først gjorde sig en Seng af store stene og lagde sig derpaa, kasted saa paa sig nogle Ruder og Skind. Der det stunded mod Midnat, kom Trold-puslingens Kvinde ind som han laa og tog fat paa Gretter; men han lod ligesom at han sov. Hun havde udi den ene Haand et „Toru“, og udi den anden Haand en stor Tellekniv, som hun vilde slagte med. Efter at Gretter formerkte hvad ske vilde, tog hun om hans ene Ben og vilde slæbe ham ud af Døren, hvilket hende var be- sværligt, hvorefter hun blev mødig og afmægtig; og som hun var kommen med ham slæbende til det Sted, hvor hun vilde kaste ham ned for et høit Bjerg, som hun boede i, da sprang han op snarlig, tog sin Kniv ud og slog i Livet paa hende og kasted hende saa ned for Klippen, hvor hun havde villet kaste ham ned; derefter skyndte han sig til Gaarden igjen, som hun ham uddrog [af], og beretter som alting med ham var tilgaaet. Nogle faa Dage derefter kommer han i Tale med en Clericus og sagde ham om den Handel; den samme blev tilsinds at følge ham derhen, hvor han nedkasted Kvinden (hos hvilket Bjerg løb et Vand), det med Klippen at bese og hvad sig Indgang udi Klippen kunde være, og tog saa med sig en lang og stærk Line, gjort af Ruder eller Skind, og binder den ene Ende deraf om en stor Sten, som laa paa Bjerget. Gretter bad den Clericus tage vel vare paa den Ende, som om stenen bunden var, saa for Gretter ned ved Fossen neden for Bjerget. Da saa han og blev var en gammel skaldet Pusling, som var Vært (sive maritus uxoris) i den Bolig (hvis Kvinde Gretter havde dræbt og nedkastet), sidde ved en Ild, hvor paa der stod en stor Kjedel, fuld med Kjød slagtet af Heste. Gretter krøb hen udi en vraa at skjule sig, indtil saalænge at han ser denne Jette tage Kjedelen af Ilden; da faldt Gretter an og slog sin Kniv i ham og brødes med ham; men efter det Sting døde han paa Stedet. Gretter forsømmede sig saa ikke, men strax opskar ham og udtog al hans Indvold og kasted i Fossen, som flød nedenfor Klippen; der den Clericus, som stod paa Klippen, ser Indvolden flyde udi Vandet, blev han meget bange og søgte auxilium in pedibus, giver sig paa Løb det meste han kunde, fordrister sig ikke til at se sig tilbage engang. Men Gretter kasted af Kjedelen alt, hvad der udi var, og begynder at hjelpe sig op med Linen, som var belagt om stenen oppe paa Klippen, og var det ham meget besværligt op at komme, eftersom han havde Kjedelen, hvilken ham forhindrede. Udi denne Fare og Besværlighed, han var bestedt [i], gjorde han det Løfte. at om saa var, at han med Kjedelen vel opkom, da vilde han forære og give den til Domkirken paa Hole, hvilket Løfte han og holdet har, at og saa skede. Efterat Gretter havde dræbt denne Bjerge-pusling, som kaldtes Glamus, kunde han aldrig være ene i Mørke. Mere om hans Gjerninger findes blandt Islænderne at siges.“

Jeg antager det, at begge Beretninger lægges ved Siden af hinanden, for tilstrækkeligt til at vise, at det norske Sagn stammer fra „Norrigia illustrata“, hvilken Bog har været udbredt i Norge baade i 17de og 18de Aarhundrede og saaledes nok kan have været læst i Bygland. Forsaavidt nogen skulde ville indvende, at Wolff kunde have laant Sagnet fra Sætersdal, behøver jeg blot at henvise til Bogen selv, hvoraf fremgaar paa det klareste, at han benytter en islandsk Beretning. Denne, der tydeligvis er skrevet paa Latin, har ikke holdt sig nøiagtigt til Sagaberetningen; dels har den indblandet Træk af Kampen med Glámr[5] (f. Ex. at Gretter havde Skindfeld over sig, at Troldet hed Glamus), dels har den ogsaa fulgt senere islandske Folkesagn.

Det forekommer mig idetheletaget, at man ikke altid ved de i nyere Tid optegnede historiske Sagn har været opmærksom nok paa, hvorledes den lærde Litteratur fra 17de og 18de Aarhundrede har formaaet at kalde tillive Sagn; naar saaledes nutildags paa Harham (Søndmør) Sagnet om Gretters Bedrifter endnu lever[6] – rigtignok uden at Navnet nævnes –, anser jeg det sandsynligst, at Strøms Bemærkninger om Stedsforhold og Henvisning til Torfæus’s Beretning om Gretter er tilstrækkelig til at forklare Sagnets Opkomst. Hvis man fremdeles skulde være uvillig til at tro, at en „død Bog“ kunde fremkalde et „levende Sagn“, behøver man blot at tænke sig en af det 18de Aarhundredes lærde Præster som Sagnets „levende“ Kilde.

Gustav Storm.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Hr. Ivar Aasen oplyste mig om, at han hørte Beretningen af Manden paa Langerak (Bygland), men optegnede den efter Tilbagekomsten til Christianssand; han havde da endnu ikke læst Grettes Saga.
  2. Hr. Skars Optegnelse er paa Dialekt, som jeg har overført paa Skriftsproget.
  3. se Grettis Saga ved G. Magnussøn og G. Thordarson (Kbh. 1859) cap. 64–66.
  4. se Vigfussons Prolegomena til hans Sturlungasaga p. XLIX.
  5. Sagaens cap. 34–36.
  6. se Hist. Tidsskrift 1ste Bind S. 500.