To fremmede Helgener, som har forvildet sig ind i den norske Historie
Det er bekjendt nok, hvorledes de kirkelige Kalendarier, som var anlagt til at optegne de kirkelige Festdage, i Middelalderen ogsaa benyttedes til deri at optegne mærkelige Personers Dødsdage. Da man i forrige Aarhundrede udskrev disse til Trykning blandt historiske Kildeskrifter, var man ikke altid opmærksom paa Forskjellen mellem de kirkelige og de historiske Notitser, og derved er man undertiden kommen til at indføre i Nordens Historie Festdage for ikke-nordiske Helgener, hvorpaa her skal gives to Prøver.
1. I et islandsk „Necrologium“ fra 13de og 14de Aarhundrede, som efter en nyere Afskrift er trykt først i Finn Jonssons islandske Kirkehistorie, derpaa hos Langebek[1] og nu nylig i Vigfussons Sturlungasaga[2], læses ved 9de Mai: Nicolai episcopi ton ... Da man uden videre forudsatte, at alle kalendariske Notitser vedkom Nordens Historie, gjættede man strax paa den mest berømte Biskop af dette Navn, Nicolaus Arnessøn i Oslo († 1225); Finn Jonsson, derpaa Langebek og Suhm antog altsaa, at „ton“ skulde læses „Tonsbergensis“, og at Biskopen urigtigt var henført til Tønsberg (som rigtignok aldrig har været Bispesæde) istedenfor til Oslo. Allerede denne Forklaring maatte jo vække Betænkelighed; end større bliver denne, naar man ser, at Haakon Haakonssøns Saga, der i alle Detaljer er saa vel underrettet, lader Biskop Nikolaus dø senhøstes, en af Dagene omkring 7de November[3]. Munch afviste derfor med Rette Formodningen om, at Kalendariets Nicolaus var Baglerbiskopen, uden dog at forsøge paa at forklare, hvilken Nicolaus der menes, og hvad „ton“ betyder. G. Vigfusson har i sin Udgave ikke været opmærksom paa Munchs Udtalelser og har endog i Texten uden videre rettet „ton“ til „Osloensis“, uden at oplyse, at der ikke staar saa; dog er han under Trykningen bleven var Uoverensstemmelsen med Haakon Haakonssøns Saga og erklærer derfor i Fortalen, at Nicolaus episcopus „whoever it be, cannot be the great antagonist af Sverri, who died in Nov. 1225“. Sagen er ganske simpel: Afskriveren har læst ton istedetfor tan ɔ: translatio. Nicolai episcopi translatio findes i de fleste Kalendarier under 9de Mai; det er Mindefesten for den lilleasiatiske Biskop Nicolaus af Myra’s Translatio til Bari, der skede 9de Mai 1087, og har intet med Baglerbiskopen eller Norges Historie at gjøre.
2. I et „Necrologium“, der er uddraget af Kalendariet i en Tønsbergsk Lovcodex fra c. 1330 og trykt hos Langebek (V, 386), findes ved 16de November: transitus sancte Margarete Regine. Ogsaa her har man uden videre forudsat, at Kalendariet omtalte en norsk Dronning. Den norske Historie kjender 4 Dronninger af dette Navn: Inge Steinkelssøns Datter, gift med Magnus Barfot, Erik den helliges Datter, gift med Kong Sverre, Skules Datter, gift med Haakon den gamle, og den skotske Kongedatter, gift med Erik Magnussøn. Da Margrete Ingesdatters Dødsdag var 30te November (1130), men ingen af de 3 øvrige Margreter (hvis Dødsdag ikke kjendtes) omtaltes som hellig, var det ganske vist temmelig vilkaarligt af Suhm at gjætte paa den skotske Kongedatter. Nu oplyste desuden Munch, at hun efter skotske Kilder var død enten 9de April eller 27de Febr. (1283)[4]; han gjættede derfor, at Necrologiets „Margareta“ var Eriks Datter, „Pigen fra Norge“. Men Munchs egen Fremstilling viser, at Rygtet om hendes Død var naaet til Skotland allerede omkring 1ste Oktober[5] 1290, saa hun maa være død i September; desuden haves der heller ikke om hende noget Sagn om Hellighed, hun var jo ogsaa kun 7 Aar gammel ved sin Død. Den nyeste Formodning – af Prof. Daae – er, at ved „Sancta Margareta regina“ skal menes den „falske“ Margrete, der brændtes paa Nordnes 1301[6]. Hun har ialfald baaret Helgennavn; men rigtignok var hun ikke Dronning, og det er jo kun Historikernes Kombinationer, der har fremkaldt den Tro, at hun har gjort Forsøg paa at blive Dronning. Det er Suhms Formodning, der har forledet baade Munch og Daae til at gjætte paa en norsk Fyrstinde, og denne Formodning var naturlig nok, naar man kun kjendte de Excerpter af Kalendariet, Suhm meddeler. Jeg har undersøgt dette Kalendarium i forrige Sommer i Kjøbenhavn, og det viste sig da strax, at „transitus sancte Margarete regine“ hører til de oprindelige kirkelige Festdags-Optegnelser, ikke til de senere tilskrevne historiske Notitser. Den „hellige Dronning Margrete“ er den bekjendte skotske Dronning af dette Navn († 1093), hvis Død (transitus) netop falder paa 16de November.
Gustav Storm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |