Sagn fra Kampe med Russerne

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
J.M. Cappelens Forlag (Anden Samlings. 50-53).

1. I gamle Dage var Makur i Finmarken langt mere beboet end senere. Foruden fjorten bosiddende og gifte Mænd var der atten „Selvfosterkarle.“ Sent en Thorlaksmesse-Aften, da Folket paa Makur sad sammen uden ad ane, at der var nogen Fare paafærde, mærkede man pludselig, at et Menneske gik paa Taget paa en af Stedets Gammer og hørte, at det blev banket paa Ljoren. Det var en Lap, som bragte Ufredsbudskab. Russerne var i Nærheden, og Lappen havde selv maattet tjene dem som Veiviser, ingen Tid var at spilde, hvis Makurfolket ikke vilde lade sig hugge ned som Fæ. Lappen havde givet Russerne det Raad at dele sig i tre Hobe for ad kunne overraske Nordmændene fra forskjellige Sider. Forinden havde de dog opslaaet sine Telte for at hvile ud og samle Kræfter til Striden og sendt Lappen afsted til Bygden som Speider. I Førstningen vilde Ingen rigtig fæste Lid til, hvad Lappen sagde, men da han vedblev at forsikre dem, at han talte sandt, begyndte de Norske endelig at lave sig til Forsvar. De vare Fiskere, og havde altsaa ikke stort Forraad paa Vaaben, derfor maatte nogle af dem ruste sig med store Stænger, Andre gjorde sig Spyd ved at stikke sine Tolleknive paa lange Stokke. Med disse Vaaben nærmede nu de Norske sig først den ene af Hobene. Lappen, som nu var vendt tilbage til Russerne, gjorde vel Anskrig og varede disse om, at Landsfolket var kommet dem imøde, men forinden havde han sørget for, at alle Vaabnene vare satte udenfor Teltet. Inden nu de søvnige Russer fik fat paa sine Vaaben, bleve de allesammen huggede ned. Ligedan gik det de to andre Hobe. Kun en Russer undgik det almindelige Nederlag og maatte udstaa et pinligt Forhør, for at man kunde faa vide, om der kunde ventes endnu flere Fiender, men derefter blev ogsaa han dræbt. Hvor Russerne vare faldne, bleve de ogsaa begravede, og den Dag idag viser man deres Grave paa tre forskjellige Steder i Nærheden af Makur. Det ene af disse Steder kaldes endnu Russeskardet.

Meddelt mig af Provst Johan Fritzner, der har optegnet Sagnet, medens han var Sognepræst til Vadsø.

2. Engang hændte det sig en-Søndags Formiddag, medens der var Gudstjeneste Vardø Kirke, at Russerne kom seilende i stor Mængde og landede i Russeviken, en Bugt omkring Huken strax ved Vardøhus Fæstning. Ingen blev dem var uden en gammel Kone paa Fæstningen. Hun greb en rygende Brand og affyrede med den en Kanon. Strax kom naturligvis Folk løbende ud af Kirken, og Russerne trak sig tilbage, men Nordmændene satte efter dem og slog dem ihjel. De ligge begravne ved Russeviken, hvor endnu deres Ben findes, naar man graver i Jorden. Men for den stakkels Kone var det Sæt eller Stød, som Kanonen gav, for stærkt. Hun styrtede ud over Muren og slog sig ihjel i den Ref, som efter hende endnu kaldes Kjærringrefen. I denne Ref lande alle de Baade, som løbe lige ind til Fæstningen.

Bergensposten 1872. No. 198.

3. I Kjelvig i Finmarken findes en liden Ø, Kirkeholmen, hvorpaa en Kirke efter Sagnet har staaet. Den antages at have været den samme, der nævnes under Navn af Honningvaags Kirke, og som skal være blevet ødelagt af Russerne. Det fortælles ogsaa her at der holdtes Gudstjeneste, da man mærkede, at Fiendens Skibe vare i Nærheden. Præsten begyndte da strax at holde Ligprædiken over sig selv og den hele Forsamling, i hvilken der den Dag var ikke mindre end syv Brudepar. Alle Mennesker i Kirken bleve Ofre for de mordlystende Russer, kun den ene af de syv Brudgomme reddede sig over til Fastlandet og bragte Tidende om de Øvriges Død. Efter et andet Sagn var samme Skjebne tiltænkt ogsaa Kjelvig Kirke, men der skrev Præsten tre Gange efter hverandre nogle Ord paa et Stykke Papir og kastede det i Søen, og da dette var gjort tredie Gang, reiste der sig en Storm af Vest, som kastede Skibene tilbage paa den bratte Klippestrand udenfor Sverholt: Mandskabet slyngedes af Stormen op i et Hul i Fjeldet, som endnu heder Russe-Helleren, og hvorfra de ikke vare istand til at komme nogensteds hen. De døde da der af Sult.

F. Rode, Optegnelse fra Finmarken, Skien 1842. 8. S. 264. Disse Sagn er et Vidnesbyrd, om hvorlænge Erindringen holdt sig i Landets nordligste Egne om de Herjinger af Russer og Kareler, som fandt Sted især i 14de og 15de Aarhundrede, men fortsattes i det Mindre meget længere ned i Tiden. Endnu i 1717 skriver Th. v. Westen, blev Hasvigs Kirke plyndret af russiske Røvere, der ved samme Leilighed brændte det da svenske Torneå o. s. v. og altsaa formodentlig have benyttet den Anledning, som Krigstilstanden gav dem til frit at røve paa Sverige. til med det samme ogsaa at gjeste Norge. For noget over en Menneskealder siden gaves endnu dem i Finmarken, som fortalte, at deres Forældre havde lidt Overfald af Russerne. – Ogsaa i Nordland findes Sagn om russiske Indfald. I Ivar Aasens i det Throndhjemske Blad „Nordlyset (1847. No. 11) indførte Reiseberetning fortælles f. Ex. at der engang kom Budskab til Vefsen om, al „Røssen“ vilde trænge ind i Helgeland, og al Folket skulde væbne sig og samles ved Røsvandet. De begav sig ogsaa derhen, men Fienden havde imidlertid trukket sig tilbage.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.