Renæssanse-mennesker/Kancellisten3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
H. Aschehough & Co. (W. Nygaard) (s. 145-163).

Men for at komme tilbake til Firenze’s gesandter: Vettori ber sig fritat for hvervet; og Machiavelli er syk — det er første gang han nævner stensmerterne — og reiser ogsaa. Da har Maximilian ikke mottat saameget som én soldo av republikken! Midtsommers er atter Machiavelli hjemme efter et halvt aars fravær.

Like efter hjemkomsten samler han sine indtryk, som han før har git spredt i depecher: „Rapport om Tysklands affærer“ (Rapporto di cose della Magna), et rids av keiseren og av folket. I grundighet staar den, som sagt, ikke paa høide med den tilsvarende avhandling om Frankrike; han hadde jo desuten været bare i Schweitz og Tyrol. Men han dømmer rigtig, der han redegjør for politikken nordenom Alperne, kort og koldt og ubønhørlig. Det er forresten tillike noget av et aktuelt tendensskrift, moraliserende i likhet med Tacitus’s „Germania“, idet han vil gi et manende billede av nøisomhet til efterfølgelse for Firenze og for Italien; han priser tysk enkelhet i levesæt, tysk kraft, det folks krigerske egenskaper. Men rigtignok — jeg synes ikke det skal forbigaaes her — bare et aars tid senere, da han passerer Verona, falder han straks i tanker, hvorledes den by bedst skal kunne befæstes. Mot hvem? Det kan fornuftigvis kun være mot tysk invasion ned gjennem Tyrol.

Saa er det Pisa-krigen igjen, som har ligget helt nede under Machiavelli’s fravær i Tyskland. Franskmændene hjælper til; de hadde i det hele et ondt øie til Pisa, fordi det i sin tid hadde støttet republikken Genua i dennes motstand mot Frankrike. Machiavelli er tilstede med sin milits og forestaar i virkeligheten alt, endda han slet ikke har ledelsen. Han driver paa med slik kraft at franskmændene blir misnøid og endog søker smaa paaskud til krangel; for de blir bange for at de paa dette vis skal miste brorparten av det forestaaende bytte. Men Machiavelli tar intet hensyn til dem, bare driver utrættelig paa; han vet jo at franskmændene og de allierte ved Cambray-avtalen staar med hænderne i den grad fulde av andre vældige planer, at nu er de ikke farlige; det gjælder at nytte paa just nu, mens alt staar i kamp i Italien. Der blir sendt gesandter til Frankrike, likesaa til Spanien med 50 000 dukater til hver, og desuten 50 000 ekstra til Frankrike, men dette sidste i hemmelighet, for ellers kommer Spanien og forlanger det samme! Altsaa betalte Firenze 150 000 dukater for at faa lov til at gjenerobre Pisa!! Og det var første gang det hadde hat helt frie hænder. — Machiavelli ledet som sagt beleiringen, mens han holdt generalkommissæren mest mulig unna fronten; samtidig skrev han ustanselig til Firenze og maset med tilførselen o. l., sørget for mat og for mynt. 10. mars 1509 kommer der brev, at borgere av Pisa ønsker tale med Machiavelli i en nærmere angit by om overgivelse. Men han ser straks, det kun er et forsøk paa forhaling. Og reiser sin vei fra dem. Han tar en snartur til Firenze for at avlægge rapport og stive sine medborgere op. Saa er han igjen ved fronten som inspektør. Allerede 20. mai kommer ny henvendelse fra Pisa. Nu ser han det er alvor. Og 24. mai drar Machiavelli med Pisa’s fuldmægtige til Firenze. Pisa’s ubetingede overgivelse er resultatet av forhandlingerne. 8. juni rykket Firenze’s hær ind i byen, som blev mildt behandlet saa forskjellig fra f. eks. Frankrike’ behandling av Genua. Og det bør nævnes at det netop var Machiavelli’s fortjeneste. Man hadde endog mat med til den utsultede befolkning. Men Pisa, den engang saa mægtige handels- og sjøkrigs-by, mistet al politisk frihet; de stolte storætter flyttet da ogsaa ut i mængde. Og dets herlige kirkegaard, dets største seværdighet til den dag idag, ligger der igjen næsten som symbol paa falden storhet. — Da hadde krigen altsaa staat paa i hele 15 aar.

Det var en triumf for den nationale milits. Og denne begivenhet betegner vel høidepunktet av Machiavelli’s magt som offentlig mand; hans venners glade breve synes ogsaa at tyde paa det. Byens gjenerobring var ene og alene sekretærens fortjeneste. Men selvfølgelig styrtet forfængelige borgere til, satte forbi hverandre i kapløp for at tilrane sig æren. Og det er eiendommelig at se at ogsaa denne gang har historien hugget feil navn ind i sin marmortavle: Machiavelli’s navn mangler over raadhusporten i Pisa; der staar to-tre andres navne, som intet hadde med militsen at gjøre.

Machiavelli lot det skure. Det tør nok tillike hænde at der lekte et eget smil om hans mund, da han saa disse halvt uvedkommende krabbe over hverandre for at faa sit navn hugget ind i anledning av Pisa’s endeligt, — et smil, som var en krusning over dypt vand og som i øieblikket ingen saa, end si: forstod. I forholdet til Pisa nemlig er der atter en motsigelse, motsigelsen mellem hans sympati og hans pligt som florentinsk sekretær, en konflikt, som et saa følsomt og logisk instinkt som Machiavelli nok ogsaa selv har fornemmet: En fristat som Pisa maatte han personlig føle varmt for. Ensteds sier denne skarp-øiede frihetsskjønner: „Av al haard trældom er den haardest som slaar dig under en republik“; han sier ogsaa hvorfor: fordi den trældom er varigere og uutslippeligere, og fordi en republiks maal er at svække den enkelte til styrkelse av det hele. —

Jeg har gjennemgaat disse Machiavelli’s legationer saa vidtløftig, fordi de gir et klart billede av hvad slags affærer hans stat benyttet ham til. For det første skikkes han altid som ekstraordinær gesandt. Ser man dernæst nøiere efter, er han som oftest paa sendefærd for at sondere, spionere, lytte og lure og læse meninger bak ordene. Ofte uten klare instrukser. Vi ser ham gang paa gang paa reise til Italiens snedigste smaafyrster og Firenze’s hemmelige fiender; det er rent psykologiske undersøkelser han er utsendt til, han skal sokne efter det som ligger gjemt paa bunden av deres sjæl. Allerede hans første sendelse, den til Caterina Sforza, er av den art. Ved sit gjennemborende blik og sin uendelige snedighet er han dømt til slike missioner. Fremfor alt er den til Siena’s fyrste Pandolfo Petrucci en saadan sendelse. — Eller han skikkes for at forhale en avgjørelse: Den til Cæsar Borgia 1502 var av den art, den første til Maximilian likesaa i grunden; hans hverv under Pisa-koncilet 1511 er av samme art: det gjaldt jo at forkludre en sak, at rende brodden av noget uundgaaelig. Det foregaar tit under de vanskeligste postforhold; og det hænder at han, for at ta en stikprøve av brevsikkerheten, eller for at slappe sine fiender i opbringelsesiveren, maa skikke cifferbreve av intetsigende indhold i forveien for saa like efter at smelde i med et par depecher fulde av vigtige oplysninger. — Og ved alle disse sendelser høster han den mest ubetingede ros fra sine overordnede og fra sine venner.

Nu, denslags hverv er muligens i grunden de fleste diplomatiske missioners væsen. Men hans evne til at veire de store, bærende passioner bak ordene i enhver sak driver ham samtidig til at gi orienterende utsigter over hele et lands eller en fyrstes politik. Det er han jo slet ikke anmodet om; men vi har set hvor driften vaakner i ham, straks han er paa fremmed grund. Derved skaffet han sin stat en almengyldig rettesnor for dens diplomati under døgnets forvirrede hændelser. Han var, med andre ord, den første som forstod at bruke det materiale, diplomaterne hadde opsamlet gjennem tiderne; hans rapporter er i det hele intet mindre end kildeskrifter for Firenze’s utenrikspolitik fremover. Derunder indsaa han nok Tysklands styrke; men som grundlag for Firenze’s politik anviste han alliance med Frankrike. Det blev Firenze’s skjæbne at det raad ikke blev fulgt. —

Vi vender tilbake til kancellistens sidste virkeaar. Tyskekeiseren staar i Italien. I november 1509 faar Machiavelli det hverv at ta til Mantua for at erlægge hans keiserlige pengeutpresser Maximilian en rate av det bidrag, Firenze nu omsider har bundet sig til at betale. Men man skikker netop ham, forat han samtidig
Giuliano de’ Medici.
skal sætte sig ind i forholdene nordpaa; det er jo midt under krigen med Venezia. Allerede fjorten dage efter hans avreise begynder breve at løpe; her gir han atter en av sine almene oversigter, hvor hans beregninger for fremtiden viser sig at slaa ind. Han mener særlig paa grundlag av folkets stemning mot adelen og for Venezia, at de allierte ikke skal være for trygge paa endelig seir; ingen magt kan nemlig — sier han — i længden orke at holde stand mot slik dødsforagtende trods og slikt indætt had som det hos bønderne mot de plyndrende hære nu.

Da saa næste aar paven og Frankrike pludselig ryker uklar, sender Soderini ham avsted paa hans tredje sendefærd til Firenze’s allierte Frankrike, — som før nævnt, i det forfængelige haab at det lot sig gjøre at forlike Frankrike og paven. Krigen kom jo likefuldt mellem paven og Venezia paa den ene side, Frankrike og tyskekeiseren paa den anden. Det blev en spændende tid for Firenze, mens krigen gik sin gang under vekslende held; spændingen øker utover. Firenze bar kappen efter evne paa begge skuldre. Og det var Machiavelli, som Soderini valgte til at utføre det kunststykke for staten. — Ellers arbeidet han utrættelig paa at utvikle sin milits; han saa klarere end før at der er ingen anden redning end egen hær. Og det var særlig utdannelsen av kavaleriet, som nu stod for tur. Samtidig inspicerte han befæstningsverkerne i Pisa og Arezzo. Reiste omkring hele vinteren, utskrev hester, holdt sessioner, var tilstede overalt. Men da næste aar (1511) Frankrikes konge trækker frem paa dagsordenen det førnævnte kirkekoncil for at øve pres paa paven, forstyrrer Soderini atter Machiavelli og skikker ham i hast avsted paa ørkesløs sendefærd, først til Frankrike i den tro at han kan forlike pave og konge; senhøstes faar Machiavelli efterpaa Pisa-koncilet at forkludre. Men dette blev ogsaa hans sidste diplomatiske erend. Fra nu av ofrer han sig bare for militsen; det begynder ogsaa at gaa op for andre at blot med mundlær kan ingen stat i længden reddes.

Koncilet var nemlig bare indledningen til den store kamp. Franskmændene rykker sydover under sin unge, begavede feltherre Gaston de Foix; jager igjen de pavelige ut av Ferrara, Bologna. Firenze gjør hvad det kan, for at holde sig utenfor; det sender bud og forsikrer sin bundsforvant, de franske, at det i øieblikket ikke kan undvære flere tropper. Og de sendte en gesandt til Spanien. Medici dukker ogsaa op i horisonten, kardinal Giovanni (senere Leo X) følger med i de alliertes hær. De pavelige staar i Romagna med en stor hær under spanieren Cardona, og tilslut faar de franske tvunget ham til slag ved Ravenna vaaren 1512 — det første store moderne slag i historien. Frankrike seiret. Men dets strateg Gaston de Foix faldt. Paven er ganske bestyrtet. — Men som ved et mirakel ændrer sakerne sig for ham: først forlanger Maximilian sine tropper tilbake; saa kommer schweiziske leiesoldater for at hjælpe paven; saa falder England ind i Frankrike over Spanien. Resultatet er at de franske flygter nordover som skodden for vind, og byerne falder overalt fra, gaar over til paven.

Der staar saa Firenze mutters alene og forlatt tilbake, ansigt til ansigt med paven og med spanierne. Ludvig XII var jo misnøid med sin bundsforvant Firenze, han ansaa republikken bent ut som forræder, mens de forbundne paa sin side betragtet den som hans eneste trofaste tilhænger og ven. Og Medici vokser truende, vider sig ut. — Paven sender bud og beder Firenze gaa i alliance med ham; keiserens agent beder dem hellere betale litt til Maximilian, saa paatar han sig nok at beskytte dem. Her stod Firenze foran et uomgjængelig valg; det kunde allikevel ikke bestemme sig: Maximilian var jo langt borte, paven og spanierne var nær... Saa spør de allierte ikke mer denne republik, som bare stod og byttet skuldre under kappen; ved avtale i Mantua blir de uten videre enige om at hjælpe Medici til magten i Firenze, uten at Firenze’s gesandt, som var i Mantua, saameget som faar nys om affæren: Medici skulde straks betale 10 000 dukater, og gav løfte om mere siden. Cardona rykker sydover med sine tropper.

Soderini mister ganske jorden under sig. Som antydet, hadde man jo længe motarbeidet ham i Firenze; og det var ikke bare folk som vilde republikken tillivs. Magternes repræsentanter tutet ham endvidere motstridende ting i ørene: Spaniens mand sa saaledes at hans konge vilde øke pavens magt i Italien; pavens sa at paven egentlig hadet Spanien og ved første givne anledning vilde helde dets tropper ut med samt Medici.

Machiavelli bare bygget sit haab paa militsen, som han uten stans arbeidet med. Han var som før stadig paa farten, helt nord i Romagna, hvorfra han skaffet hester; indgjød de mistrøstige mod; holdt sessioner i Pisa, Siena, Firenzuola. — Saa staar Cardona ved Toscana’s grænse med sin hær av øvede, men forsultne soldater; der er endog maurere iblandt. Det er førsterangs tropper; det var jo de samme, som nylig under nederlaget ved Ravenna hadde holdt urokkelig orden i geleddet. Firenze sender fuldmægtige nordpaa for at kræve en forklaring paa troppe-ansamlingen; man svarer bl. a. at Firenze fik avsætte Soderini og betale 100 000 dukater. Fienden rykker ind over grænsen; og de nye, mindre øvede folk, som sendes imot disse kjernetropper, formaar ikke at holde stand. Soderini erklærer at han vil verge staten, hvis borgerne saa ønsker; men han tilbyder sig ogsaa at fratræde regjeringen, om borgerne heller skulde ønske det. Et taapelig spørsmaal nu, fordi det bare opnaar for alt folket at blotte hans ubeslutsomhet og saa tvil om det selvfølgelige. Man lager sig imidlertid til at gjøre motstand ved den lille by Prato like nord for Firenze. Der blev bevilget 50&nbsoM000 dukater til forsvaret; 4 000 mand sendes til Prato. Men ogsaa her var det jo nye, uøvede soldater, som aldrig hadde været i slag; og det med en gammel, udygtig knark til hærfører. Resten av deres hær stod under Firenze’s mure. Og forræderi var nu i fuld gang overalt. Cardona’s stilling var dog just heller ikke briljant: han hadde saaledes ingen mat til tropperne; han hadde to kanoner, hvorav den ene sprang! Saa han kom med nye tilbud til Firenze: Medici skulde bare faa lov til at vende tilbake som almindelige borgere, og Firenze bare betale ham 3 000 dukater, samt skaffe 100 æsler med brød. — Soderini kunde paany ikke faa bestemt sig til et klart svar. I ventetiden kom forræderi Cardona til hjælp, saa de tok en liten by og fandt sig mat selv. Bombardementet av Prato begynder; de stormer, militsen flygter feig; om aftenen en dag i slutten av august rykker spanierne ind. Og „il sacco“ tar fat, — som før nævnt, et av de hæsligste blodbad tiden hadde oplevet; 5 000 mand blev dræpt, klostre og kirker blev bordeller. Eller som kardinal Giovanni Medici, den senere Leo X, uttrykker det i et brev fra de dage til paven: „ikke ganske uten litt grusomhet i retning av nedsabling, men den mindst mulige...“ („della quale non si è possuto fare meno“). Men rygtet vil jo vite at Prato’s rædsler plaget hans hellighets sind like til hans død. Han er jo ikke ganske fri skyld; nævnte brev ender han nemlig med at si at dette skedde bare til velgjørende skræk og advarsel „for de andre“. Machiavelli sier i et senere brev til en frue, som har bedt ham om besked, at han i sin beskrivelse ikke kan gaa i detaljer for ikke at gjøre hende ondt („dare la molestia d’animo“).

Efter dette lægger selvfølgelig Cardona paa i sine krav likeoverfor Firenze: han fordrer Medici indsat, Soderini forjaget og 150 000 dukater utbetalt straks. Der er vild forvirring i byen. Soderini flygter. Man kappes, alle uten undtagelse, om at skifte sympati. Pludselig en nat er republikkens vægtere borte fra Signoria-paladset: Er det rædslen som staar av Prato’s „sacco“? eller Medici’s guld? eller begge dele? Byens gater vrimler efterhaanden av spanske soldater, som frembyder til salgs de plyndrede kostbarheter fra Firenze’s forstads-kommune. Francesco Vettori sætter Medici’s sak igjennem i Signoria-raadet. Under hyldningsrop og festligheter holder kardinal Medici nogen dage efter sit indtog i Firenze. Soderini’s æt forvises til forskjellige kanter og paa bestemt aaremaal. Der nedsættes et raad, som skal reformere staten, det vil si: paany indføre styret som det var før 1494, da huset Medici blev forjaget; og medlemmerne til dette raad utpeker Medici. Dermed var altsaa friheten forbi; og Medici regjerer nu til 1527, i virkeligheten enevældig, men i maskeret republikanske former.

Statsomveltningen blev altsaa ganske ublodig for Firenze’s vedkommende. Huset Medici kurtiserer folket, lager fester, arrangerer karnevals-tilstellinger, hvortil gamle republikanere skriver sangene. Og statens første sekretær beholder sin post.

Machiavelli var i en særlig vanskelig stilling. Først og fremst hadde han jo været sjælen i Firenze’s forsvar helt til slut. Derunder hadde han oplevet militsens feighet ved Prato, som han fremholder i brevet til den omtalte frue („la viltà che si era veduta in Prato ne’ soldati nostri“). Saa hadde han oplevet Soderini’s angst og mangel paa fasthet i motgangen; han kalder ham jo ogsaa senere i et sarkastisk epigram ved hans død en dum sjæl („anima sciocca“); Pluto vil ikke ha ham i helvede: „Gak til børnenes strand!“ sier han (i „Decennale“). Og tilslut oplever han altsaa det servile kapløp mellem det gamle styres mænd, hvem der kan faa utført kuvendingen raskest; det er et kapløp om poster og om livet.

Og ogsaa Machiavelli falder paa en maate fra paa grund av trykket og henvender sig ifølge tidernes pinagtighet til huset Medici; han gjør det utvilsomt i haab om at beholde sin plads som andensekretær. Det vil si: han henvendte sig i brev først til den nævnte frue av huset Medici, sandsynligvis enke efter den kardinal Giovanni’s bror Piero som druknet; hun har bedt ham om tidender fra Toscana, og han gir et resumé av det som er hændt fra den tid da Cardona satte sig i bevægelse nordenfra, og herunder lægger han just ikke skjul paa begivenheternes gang. En klar og kold utsigt. Læser man det brev igjennem, finder man saamen ingen feil ved dens rygrad, som skrev det — det er bare den ene ting at han henvender sig til en av huset Medici; men hun hadde jo skrevet først. — Saa findes der fra samme tid rester av et brev til kardinal Giovanni, hvor han sier han er saa fri at gi ham nogen advarende raad med hensyn til de eiendomme, som før har tilhørt huset Medici og i sin tid blev konfiskert av staten og solgt; han bør ikke nu saadan uten videre ta dem tilbake, for deres nuværende eiere har jo kjøpt og betalt dem; det er klokere isteden at la sig bevilge en sum penger aarlig som erstatning. — Fra disse dage er der endnu en tredje skriftlig henvendelse til Medici, hvor han gir dem det raad at bygge paa „folket“, ikke paa aristokratiet. Som man ser, er dette skrift i grunden et forsvar for Soderini’s politik; det var som bekjendt just det han hadde gjort. Men det var selvfølgelig ganske imot Medici’s taktik nu — det var jo netop aristokratiet som hadde sammensvoret sig mot Soderini og nu tilsidst hitført Medici’s indkaldelse: aristokratiet var Medici’s støtte.

Man behøver saaledes ikke være særlig gløgg for at se at politisk syn har Machiavelli ikke ændret. Huset Medici veiret da ogsaa hvad det var for en mand de hadde foran sig. Og er en tviler ikke nøid med de anførte breve, saa er der andre beviser: Machiavelli blev øieblikkelig avsat fra sin stilling i militskommissionen; nogen dage efter var han heller ikke længer sekretær i „Timandsraadet“, samtidig som ogsaa hans nærmeste ven Biagio blev avsat. Under en kaution paa 1 000 dukater blev det ham forbudt at forlate republikkens grund, likesom han og Biagio paa ett aar ikke fik lov til at sætte sin fot i Signoria-paladset. Det forbud blev kun hævet, hvergang han var indkaldt for at avlægge regnskap for sin embedstid. Det regnskap avla han forøvrig med glans. —

Nogen maaneder senere er pave Giulio II død. Og vi har tidligere betragtet resultatet av hans utenrikspolitik: Italien staar fuld av tyskere, spaniere, schweizere istedenfor av franskmænd; da saa siden Spanien og Tyskland smelter sammen til ett under det habsburgske hus, er alt haab ute for halvøen. En to-tre uker efter hans død er kardinal Giovanni pave (mars 1513). Kroningen foregaar under vældige fester i Rom; og Firenze er stolt over sit bysbarn. Den ære kom jo staten dyrt at betale; det gik som en borger fra Genua sa, da han saa Firenze’s fryd: „Før dere har hat saamange paver som Genua, kommer dere nok paa egen bekostning til at lære hvad paveværdighet fører med sig for frie stæder.“

Men just paa denne tid kommer man under veir med en sammensvergelse i Firenze mot huset Medici. Ved et tilfælde opsnapper politiet hos en almenkjendt fiende av Medici en liste med navne paa en 18—20 borgere, blandt dem ogsaa Machiavelli’s navn. Vedkommende fængsles og bekjender aapent under tortur at det var hensigten at dræpe kardinal Giovanni og befri Firenze. Men hele planen var blot paa det første stadium, det var kun listen paa dem man agtet at spørge. Et par blev halshugget. Men de 19—20 borgere paa listen? — Firenze’s borgere krøp for at tækkes Medici; det hændte endog at de anklagedes slegtninger gik op og bad, man endelig maatte fare haardt frem. Som ovenfor sagt, huset Medici visste nok, hvad slags mand de hadde i Machiavelli; og han blev fængslet med de andre, forhørt under tortur; men man fik intet paa ham. Det sier sig vistnok selv at han var uskyldig; allerede av den grund, at han var ikke saa uerfaren, han ikke visste at en slik plan var blottet for al utsigt til gjenklang i folket, endsi: til held.

Men begivenheten, dødsfaren, torturen har oprevet ham, han med et moderne menneskes intense mottagelighet. Særlig naar det kommer saadan næsten slag i slag med det han oplevet under republikkens sidste dage. Han, som ellers skriver saa litet om sig selv, nævner et par ganger dette, han har været ute for i det helvede, som en middelalderlig rettergang med tortur kan lage istand; han nævner saaledes sin „ulykke“ like efter oplevelsen i et kort brev til sin ven og Firenze’s daværende gesandt i Rom, Francesco Vettori, og uttaler haab om at slikt ikke oftere skal hænde, „saavel fordi jeg skal være forsigtigere som fordi tiderne kommer til at bli mer frisindet og ikke saa fuld av mistænksomhet“. Næste brev er fra aaret efter og til en søstersøn, en forretningsmand i Pera ved Byzans; han undskylder sig at han ikke har skrevet: „... Det er tvertimot et under at jeg overhodet lever, for de har tat posten fra mig og jeg har været nærved at miste livet, som bare gud og min skyldfrihet reddet; alle fængslets ulykker og andet har jeg døiet...“

Og trænger man ellers mer dokumenter paa hans sindsstemning, saa har man tre sonetter fra fængselsopholdet, som Machiavelli’s biografer helst har gaat av veien for. De lar sig imidlertid ikke bortforklare, skriften er hans.

De er skrevet i vildelse. Et grimt vanvid gliser en imøte fra disse kyniske sonetter. Det er et sind, som et øieblik ikke orker mer; og saa kaster sig frem paa svøm i en latter-bølge. — Den første sonet handler om Musen, som kommer paa besøk til digteren i cellen og ikke kjender ham igjen: saa fordreiet er hans ansigtstræk blit! — og tar ham for en avsindig. Den anden beskriver fængsels-cellen, hvor han holder til efter torturen — et skinbarlig ekskrementhelvede, med de martredes klage rundt om sig: Ja, til helvede med dem alle, naar bare han kan slippe ut! staar der. I den tredje sender Machiavelli en Medici en bundt mager trost til gave og beder ham gi hans fiender dem at gnage paa: „... og er de magre, saa vil jeg si at mager er ogsaa jeg.“ Det er Giuliano Medici, Leo X’s bror, han takker og hylder paa dette vis. Mon de sonetter i virkeligheten er sendt ham? mon tro Giuliano i tilfælde var saa uklok at han sat og hygget sig ved dem?

Jeg fatter ikke hvad sjælelig uforklarlig der er ved denne grimme lek med digte. Det er Machiavelli’s avsked fra statens styre. En i sin skjærende mislyd mer betegnende svanesang har vel intet statsmands-geni i verden levert.