Renæssanse-mennesker/Machiavelli's psyke1

Tidens virvar og arten av hans kancellivirksomhet, — billedet av det er uundværlig for at kunne se Machiavelli’s konturer klart, for at bedømme ham og hans system rigtig. Her, mot denne bakgrund, staar han, en av verdens skarpest tænkende hoder og længst skuende øie, den stateligste energi som renæssansen skapte. Hans skikkelse staar jo ellers ikke alene; i en saadan tid av optrevlende individualisme var ogsaa andre store aander i arbeide for at finde et fast holdepunkt i røret. Det blev dem en psykologisk nødvendighet. Nordom Alperne, hvor jo det religiøse ligger menneskene mest paa sinde, søkte saaledes Luther, og andre, og mente at finde det nye ordnende princip i den enkeltes egen samvittighet, idet han overførte al tidens skepsis, al autoritetsløsheten, som delvis var en følge av det katolske presteskaps utskeielser, til djævlenes gjerninger og satte alt det op paa deres konto. Det var derimot paa statskunstens omraade, hvor fyrsterne med en vinglende politik som den under Leo X og den under Clemens VII hadde kjørt sig fast i et svikefuldt klungerkrat, det var her, at Machiavelli søkte princippet; det var imot opløsningen her han griper om sig efter lægemidler. Og de femten aar i statens tjeneste var for ham en forfærdelig oplevelsernes tid. Resultatet av alle hans legationer var, som nævnt, den faste overbevisning, at mundlær alene redder ikke en stat. Og han kjendte ingen djævler som Luther. Han kjendte bare de ledendes planløshet, al viljesforvirringen; han visste at kræftskaden var den manglende disciplin, bristen paa evne til at underordne sig. Den dype, smertefulde indsigt fødte hans trang efter kræfter, som virkelig bar. Den indsigt er den sjælelige drivfjær under og bak hele hans moralske system. Endog selve hans stil brænder av og har faat præg av denne tørst efter realitet. Den trang træder frem i hans arbeide for avskaffelsen av leiehære og oprettelsen av nationalmilits. Og i statskunsten fandt han princippet i hensynet til det fælles vel istedenfor hensynet til privat vinding og egennytte; hans tro er troen paa det politiske genis komme, paa den høvding som skaper ny jord ut av kaos, paa den Messias, som vil paata sig kaldet og som evner at følge det til slut; det er ham, Machiavelli’s aldrig hvilende blik speider efter gjennem et helt liv. Det er nemlig sandt, som det er sagt, at er der nogen, som i sit liv og i sine bøker har vist sig at være det motsatte av det, almenheten sedvanligvis kalder „machiavellisme“, saa er det Machiavelli selv. Han er heller ingen blodløs teori, saaledes som hans hykkelske forfølgere ned gjennem tiden, saavel blandt prælater som blandt fyrster, har villet gjøre ham til: han er et levende menneske, som aldrig et eneste øieblik maa rives løs fra dette sit miliø, fra sin historiske bakgrund.

Som antydet ved et par citater fra komedien Mandragora, hvor den lastefulde munk sutrer over troens forfald i tiden, staar Machiavelli personlig utenfor ethvert forhold til den officielle religion og dens tjenere paa jorden; de citater fortæller at han ser koldt og klart paa presteskapet og dets forfald. Politisk mener han jo desuten, at det just er kirken som hindrer samling i Italien; den næret spliden og fremelsket derved bl. a. leiehær-væsenet. Men ikke bare derfor er han kjølig: ogsaa i forholdet til Savonarola møtte vi jo hans kirkelige likegyldighet. Og som humanisten Erasmus Rotterdamus hadde han heller ikke noget tilovers for den tyske reformation, hvis brod jo dog netop var rettet rnot dette av ham flængede presteskaps vandel; den bevægelse berører han vistnok neppe med et eneste ord, endskjønt han jo i stigende grad er optat av det tyske folks liv. Samme art indifferentisme kommer tilsyne i hans kjølige syn paa Giulio II, denne pave som jo med sin ordnende jernvilje skulde været manden efter hans hjerte; skikkelsen interesserer ham øiensynlig slet ikke, hans stil dirrer aldrig, naar han berører denne fyrste med det blinde patriark-mod; han gjennemskuer ham, han blir ham bare en tom talemaate i en tid, da ingen har grund til at stole paa sin gode sak i likhet med de første kristne. Og hertil kommer da, at det blot er i klerikal hensigt Giulio II samler landet.

Men selv om han ikke paa det hold, i religionen og de magter, som sa sig at være dens organer, nogen gang søkte middel til redning ut av opløsningen, og selv om hans private tro paa forsynets styrelse er overmaade lunken — om den da overhodet har eksistert, saa er der derfor ingensteds en antydning til angrep paa religionen som saadan. Tvertimot, Machiavelli hadde et altfor skarpt øie til, at han ikke saa dens værd; som realist og som filosofer flest saa han ialfald i den et faktum, som bare mangelfuld virkelighetssans kunde overse; ja, han tilraader ensteds i sine skrifter endog fyrsterne at hævde religionens grundsatser, han har blik for troens nødvendighet i et folk. Det hænder endog, han gaar saavidt, at han i den manglende tro i Italien ser et hinder for dets gjenreisning; men da forstaar han rigtignok ved tro en hel og en sund tro, uten vilkaarlige fortolkningsknep, uten teologisk flisespikkeri, uten dogme-trældom, — ogsaa den uten patologi: al den art av tro angriper han og latterliggjør han. Ellers staar han personlig likeoverfor dette paa samme maate som en kjølig religionshistoriker. Men i sit lønkammer — saafremt han nogengang hadde et saadant for religiøst behov i en mørk, syk stund, eller naar tidernes opløsning og forvirring syntes at ville kvæle alt —, der sat han vel og speidet efter lys og lise i de okkulte videnskaper, som hans samtids store mænd flest; den slags astrologiske lønkammertimer var i tidens aand. Og for Machiavelli’s vedkommende har man i det mindste fundet horoskoper, stillet for hans sønner, i en gammel Florentiner-codex.

Men er han privat ikke ganske gudløs, saa er han det som tænker, naar han bygger op sit politiske system. Hans erfaring har sagt ham at gudsfrygt og statskunst aldrig gaar haand i haand. I menneskenes liv tar hans virkelighetssans endvidere bare hensyn til deres handlinger, ikke til konfessioner eller ord. I og for sig, og videre set, er det jo ellers ikke grund til at undres over hans kjølige holdning: i motsætning til den hedenske antik syntes den kristne religion ham at ha fremelsket knæhønerne i verden, de som ved overlast bare vender det andet kind til. Og ialfald lærer ikke evangelierne noget menneske national stolthet. — Dette er altsammen hans inderste tanker.

Selve Machiavelli’s politiske system er et utslag av hans smertefulde erfaring; i og med systemet søker han trøsten og redningen. Og systemet bærer præg av det; det har en heftig, intim psykologi, hans hele tørst efter orden og vilje, efter fast holdepunkt, gaar igjen i hver sats. Han eier tilslut i sit sjæls-dyp en stor grundstemning, der han søker veier ut av virvaret og bygger sin livsvisdom op: mandig desperation; det er den drivende uro i ham, den hellige, evige kilde. Den stiger og synker nok; men den blir der altid. Forsaavidt er Machiavelli som tænker subjektiv.

Men paa samme tid er han en objektiv tænker av høi rang, som med sikker haand destillerer regelen ut av mangfoldigheterne; hver begivenhet blir indlemmet, forbener sig til en almensats, en lære. Og tiltrods for det, under dette generaliserende arbeide med det tilfældige og vekslende stof og med de ting han selv oplever, overser han ikke et øieblik mennesket og dets væsen. Derfor blir han aldrig nogen gold stuelærd; det er jo desuten ogsaa det praktiske livs behov som driver ham i dette hans arbeide. I sin menneske-kundskap er han søn av den ny tid, det moderneste menneske, renæssansen eier: Mennesket er trods alt princippet i hans moral-filosofi. — Og hans hang og evne til at utskille almensatser av begivenheternes umiddelbare virvar, det er det man forstaar ved „renæssanse“. Fremfor alt er det antikkens oplevelser han ordner og skaper om til levende eksempler; det er hos ham ikke tom mode eller hul retorik, som saa tit hos humanisterne. Trods alt hadde nemlig, mener jeg, hans samtid vanskelig for at forbinde noget nærværende og haandgripelig ved antikken; der var et svimlende fjernt forhold, som f. eks. vore første romantikeres likeoverfor sagaold, — noget gispende uopnaaelig som ved at skue op i stjernehimlen, og som ovenpaa det tomme slaar om i uklar livslede, slik som to-tre sekler senere Tiepolo i sine psykologisk merkelige „Scherzi di fantasia“ (fantasi-lek) uforvarende er kommet til at tegne denne dunkle følelse av romantisk svimmelhet. Det var ikke saa hos Machiavelli: Der er antikken kun tilstede som virkelighet; han eiet fantasi stor nok til at gjøre den nærværende og haandgripelig. Alt har en aktuel bakgrund; naar han taler om „Brutus’s sønner“, mener han Medici; der er virkelig gjenopvækkelse, gjenfødelse; det er igrunden endog et meget inderligere forhold end hvad man faar indtryk av, naar Machiavelli senere fortæller fra sit liv ute paa landgodset, hvor han klær sig om før han sætter sig til med sine klassikere ved arbeidsbordet. Hans kjærlighet til antikken er personlig, og kultusen har et konkret maal, mere kanske end hos nogen anden renæssanse-skikkelse; der søker han saa tit stoffet for sin sats, selve fablen.

Og allikevel! Selv om han det gjør, saa er de klassiske paralleler bare død ornamentik i forhold til det andet, til nuet. Likesom hos Dante. Jeg tror at endog for hans vedkommende ser man rigtigere, naar man ikke overvurderer hans forhold til antikken; naar man med andre ord heller betoner indflydelsen fra det som i tid ligger ham nærmere: fra middelalderen. Føler man sig nemlig nøie for, er der noget mekanisk ved hans ræsonnement: Det er efter min mening skolastikkens tænkning, som leder tilvirkningen av hans hovedsatser. Men netop dette mekaniske er paa den anden side kraften ved hans bevisførsel, det ubestikkelige; og han griper stundom til metoden med samme heftighet som han søkte til møtet med sit første fyrste-emne, Cæsar Borgia. Det er mit indtryk, at den skolastiske stripe i Machiavelli’s aand er for litet fremhævet av hans biografer, om den overhedet er fremhævet. Det gjælder bare formen, særlig antithesernes anordning; for trods den metode kjender han jo i grunden ingen dualisme i sin livsfilosofi, nemlig intet absolut godt og intet absolut ondt. Hvilket jo var hin teologiske middelalder-filosofis hovedindhold.

Tiepolo: Et blad av „Scherzi di fantasia“.

Skolastikken virker ved første øiekast som en middelalderlig avlægger av selve den klassiske sofistik. Men det er den jo egentlig ikke. Den er selve middelalderens filosofi, skapt gjennem en forholdsvis selvstændig utvikling og til bruk for dens teologi. Men den randt jo ut i den skjære formalisme og satte sig ganske fast, idet den i overensstemmelse med sin aandsnaive samtid ikke evnet at skille mellem væsentlig og uvæsentlig. Den bevæger sig ellers i sin tænkning paa den golde vei fra det almene mot det individuelle, den motsatte av moderne filosofis vei, — ialfald hittil. Paa Machiavelli’s tid spiller forresten ind ogsaa gammel græsk filosofi, særlig Pythagoras med sin blanding av mystik og matematisk kosmologi, og den likeledes, men i høiere grad mystisk prægede neoplatonisme, hvilke retninger humanisterne tok op til fornyet behandling, og som avløste den middelalderlige teologis tjenerinde. I Giordano Bruno satte denne retning som bekjendt sin smukkeste blomst.

I middelalderen synes hjernevindingerne for logikkens sæte hos alle at være saa primitive, at man f. eks. følte som fysisk smerte det dilemma, en spidsfindig bruk av Aristoteles’s slutningsformer kunde skrue en fast i; der er saaledes i virkeligheten ingen komik over hin scene mellem Erasmus Montanus og Per Degn, hvor denne sætter i at graate, fordi Erasmus beviser at han er en hane. Fænomenet som saadant heter nemlig ellers intet mindre end videnskabelig overbevisning, som er en større og sund bror av det som avfeies „fiks idé“ eller „tvangsforestilling“. Galileo Galilei, Giordano Bruno og andre kjettere led av ganske samme art smerte som Per Degn. Og møter vi det i det religiøse, kalder vi det „fanatisme“; Calvin var f. eks. tydeligvis en av dem som led av syken; og det var den selvsamme smerte, som utløste sig hos Luther, da han stønnet: Jeg kan ikke andet! Amen! — Jeg ser nu hele tiden bort fra de tilfælde, hvor sindstilstanden synes at maatte føres tilbake til en gjennem cølibat skakkjørt hjerne. Naar jeg gjør det, saa bunder fænomenet i dette, at logik og karakter har indgaat uløselig forbindelse; det heter ogsaa ubestikkelighet. Og godtfolk flest gaar altsaa ganske fri smerten; de kjender den ofte ikke av navn. Men ved det syn paa fænomenet er vi imidlertid nede i nutiden. Der er med andre ord tillike noget almenmenneskelig, ikke middelalderlig, ved den slags tænkning. Først og fremst tilhører den det enkelte, cerebrale anlæg, hvis væsen er, aldrig at tillate at fem er like. Men dernæst dukker den op den dag idag og kan bli en uløselig del av hele moderne perioder, hvor nyt syn, nye teorier kommer til gjennembrud, eller doktriner „sættes paa spidsen“, som det vrangvillig stemples av det godtfolk, hvem de foruroliger. Denslags tænknings dyrkere indregistreres som farlige borgere. Og det maa man jo ogsaa indrømme at de er; men det er ikke utelukket at det stundom likesaameget er det slappe, ulogiske miliø eller som det heter „gængs syn“, — som da bærer skylden. De er det motsatte av en veir-hane. De har ingen betingelse for at bli journalister. Vi har saavidt overlevet en saadan ung tankeperiode herhjemme; naar vi nemlig ser bort fra det kostelige bourgeoisi, som slængte sig paa retningen for at „nyde livet“, saa var det netop dette vi møtte i „bohêmens“ doktrinarisme i 80-aarene: Hans Jæger ræsonnerer paa samme haardkokte, udifferentierte vis som en middelalderlig skolastiker. Der var ogsaa en celeber retssak fra omtrent samme tid, fra begyndelsen av 90-aarene, hvor en begavet jurist viser sig at ha et snev av tænkningen, idet han forstod at sætte flaaeri i system ut fra uangripelige almensatser og laa under for en envis, uimotstaaelig trang til at følge systemet, for saa at gaa tilgrunde paa det i kampen med en helt borgerlig logik (straamands-saken mellem advokaterne Westrem og Ludv. Meyer). Og under Wiborg-saken nys slog atter et sildig blaf fra samme tankeperiode imot os; hans ræsonnement aandet samme sky for halve forholdsregler. Strindberg, hos hvem jo forresten posen og et skarpt øie for reklame kommer til, opviser umiskjendelige tegn paa samme primitive hjerne-vindinger, hvor tillike tænkningen bevæger sig fra det generelle til det specielle. I det hele er dette kanske fortrinsvis en folkesyke i gotikkens lande; Heinrich von Kleist har skrevet typen et fuldgyldig epos i Michal Kohlhaas, hvis retssans gjorde ham til røver. Ogsaa Ibsen har søkt at tegne skikkelsen i Brand, som dog desværre blev et benrangel, der baade sol og maane skinner igjennem. — Men man møter nu den art tænkning sjeldnere og sjeldnere blandt aandslivets mænd; i vor tidsalder er der jo saamangt som driver syken tilbake. Man har bl. a. merkantilismen, den store befrier for al saadan logikkens pedanteri, ogsaa for den moralske detalj; man har, som bekjendt, ogsaa alkoholismen, som heller ikke har noget imot at la fem være like, eller som det engang høitidelig het, hvor det gjælder det etiske: at „svigte sin ungdoms idealer“ — den har kurert mere end én Per Degn, og Erasmus Montanus med.

Machiavelli har et logisk grep paa hvert emne, som straks ordner, grupperer, gir oversigt og utreder — efter vor smak kanske litt omstændelig i det elementære, litt for almindelig og omfattende i underbygningen; men den brede, solide planering blir tillike hans styrke, netop det bestikkende, ogsaa som talemaate, eftersom den ikke lar sig gjendrive. Jeg skal gi et par eksempler paa hans ræsonnement, forsaavidt det aapner ens blik for det almene ved hans dialektiske bygningsmetode. Der er saaledes et brev til Piero Soderini, som efter forjagelsen fra Firenze opholder sig paa den tyrkiske borg Ragusi; brevet er uten datum, men det maa være fra ca. 1514. Der skriver han om Scipio og Hannibal, at der er mange maater at naa sit maal, nævner eksempler; falder saa ned til at behandle Medici’s politik i øieblikket og Soderini’s uheld: en fremgangsmaate som skader én, kan gagne en anden, sier han — det er underlig nok. Og hensigten med brevet er i virkeligheten at faa fremholdt, der intet mere er at gjøre — Soderini har tapt, han faar resignere: „... Jeg tror at likesom naturen har skjænket mennesket forskjellig ansigt, slik har den ogsaa skjænket det forskjellig talent og forskjellig sind. Herav følger at man ledes hver av sit talent og av sit sind. Men fordi paa den anden side tiderne skifter og omstændigheterne er forskjellige, saa naar én i sin higen sit maal, — og han er heldig, som faar sin fremgangsmaate til at stemme med tiden, mens en anden derimot er uheldig, som i sine handlinger kommer i konflikt med tiden og omstændigheterne. Herav kan det meget godt bli følgen at to personer, selv om de handler forskjellig, dog kan naa det samme maal, fordi hver av dem kan indpasse sig efter det han kommer an imot, idet der nemlig er likesaa stor overflod paa omstændigheter i verden, som der er provinser og stater. Men fordi tiderne og omstændigheterne, baade hvad det hele og hvad det enkelte angaar, ofte skifter, mens menneskene ikke skifter sind, ei heller maate at være paa, hænder det at en og samme mand én tid har held, en anden tid uheld. Og i sandhet, den som var saapas vis at han kunde forutse tiderne og omstændigheterne og vilde indrette sig derefter, han vilde altid ha held, eller han vilde altid ta sig ivare for uheldet; og da kom det til at sandes at den vise bød over stjernerne og skjæbnerne. Men fordi der ingen eksisterer av disse vise, saasom menneskene for det første har kort syn, og de dernæst ikke magter at byde over sin natur, saa følger derav at det blir naturen som ændrer og behersker menneskene og holder dem under sit aak. Og for at bevise denne min opfatning ønsker jeg at de ovenanførte eksempler skal være tilstrækkelig...“ Det er jo en omsvøpsfuld og snedig almindelighet som ved en av hans ambassader, hvor intet skal avgjøres. Men metoden for hans dialektik er der. — Eller denne prøve paa samme skolering av tanken ved følgende almenbetragtning over historien: „Historien er vor læremester i livets tilskikkelser. For verden har altid været bebodd av mennesker, som er like i passioner: der var altid nogen som styrte og nogen som lystret, — og der var altid blandt dem, som lystret, nogen som lystret gjerne, og nogen som lystret ugjerne eller gjorde oprør...“ Eller hør av tredje akt ensteds i Machiavelli’s komedie Mandragora, hvor han lar munken, husets skriftefar, sofistisk forsvare egteskapsbrud likeoverfor Lucrezia, som tilslut er den eneste med moralske betænkeligheter tilbake: „... Hvad samvittigheten angaar, har I at ta følgende hensyn i sin almindelighet: Hvor der er et gode som er sikkert, og et onde som er usikkert, der maa man aldrig slippe fra sig dette gode av frygt for dette onde. Her er der et sikkert gode, nemlig det at I skal besvangres og derved skaffe Herren vor Gud en ny sjæl. Det usikre onde er at den, som har omgang med Jer like ovenpaa drikken, han dør, — men der er ogsaa dem som ikke dør; men eftersom saken er tvilsom, saa er det dog bra at ikke mester Nicia (ɔ: egtemanden) løper den risiko. Hvad nu det angaar, at det er synd, saa er det bare prat, fordi det nemlig er viljen som synder, ikke legemet, og det som gjør det til synd, er at egtemanden er imot det: nu er han tvertimot for det. Desuten, hensigten har man at ta i betragtning i enhver sak: Jer hensigt er at besætte en sitteplads i Paradis og gjøre jer egtemand til viljes. Bibelen fortæller at, da Lots døtre trodde de var blit alene i verden, hadde de omgang med faren; og efterdi deres hensigt var god, syndede dog ikke....“

Dette faar være tilstrækkelig for at belyse hans bygningsmaate. Ser man nøie efter, er det den samme art dialektiske metode man møter overalt; den er saa at si fast skabelon ved hver vanskeligere sak, som foreligger til utredning. Men her var en klar aandsintuition med i spillet, dens evne til bestandig og uten ensidighet at træffe det væsentlige i enhver sak, den instinktive sky for skolastikkens golde haarkløveri og syllogistiske snurrepiperier. Det var det nye ved Machiavelli’s almenræsonnements. Og han følte ikke logikken som smerte eller som tvangsforestilling, han hersket og behersket den; han færdedes sikkert paa dette usikre og farlige grænsedistrikt, hvorfra elvene flyter ut, baade den til pedantisme og den til karakter. Logikken var ham bare et redskap til optømring av læresætningerne, som hos ham var vokset sig ut av patologi og frem til moderne overbevisning.

Men ikke bare i den ytre konstruktionsmetode skimter jeg merker av skolastisk indøvelse; et snev av dens jernhaarde mekanik kan ogsaa snike sig ind i selve stoffet, i praksis. Den gaar saaledes efter min mening igjen, da han arbeider for oprettelsen av den nationale milits, og han som sin høire haand foretar den merkelige ansættelse av Cæsar Borgia’s grumme bøddel Don Michele: likesom det haardkokte ræsonnement alene kunde skape orden i begrepernes forvirrede verden, saa syntes det ham at alene en slik skikkelse uten menneskelige træk og menneskelig væsen atter kunde bringe det militære paa fote; denne korporal var bare en maskine, som hadde ved sin instruktion at fremtrylle orden, disciplin, lydighet, at omskape med ett slag Firenze til en krigsmaskine i sit billede. Han var spanier, en fremmed, som altsaa aldrig kunde gro fast eller vokse sammen med folket — bare staa for det som det umenneskelige, logiske begrep: orden. Og den nimbus av grumhet skulde gi autoritet. — Det forekommer mig at der umiskjendelig stikker skolastik i Machiavelli’s valg av ham til soldaternes instruktør.

Jeg kommer senere leilighetsvis under kritik av hans sætninger ind paa mere av samme art; her skal bare nogen almene træk ved hans politiske system anføres. Som første almentræk gjælder at, da Machiavelli grep om sig efter lægemidler imot tiden, var han i valget av dem virkelighetens store beseirede. Det er aabenbart ogsaa det han inderst inde mener, naar han ensteds sier: „Den sande maate at komme i Paradis paa er at lære veien til helvede.“ Det har med andre ord svidd sig ind i hans sjæl, at i slik samtid kan ingen være kræsen med midlerne; han bruker bare livets ord, det vil si, sin egen mensvorne samtids: er ordene gift, er de ialfald ikke hans. Ikke han, men livet blandet giften. Og derfor maa hans system aldrig skjæres løs fra sin bakgrund. — Men som næste almentræk gjælder at i valget av maal var han sterkere end seklerne, var deres vældige betvinger, just i kraft av sin sky for de halve maal. Der blev han med andre ord aldrig en partigjænger, i motsætning til sine mægtigste venner Fr. Guicciardini og Fr. Vettori, som lik tyende bare flyttet over fra det ene herskap til det andet. Ogsaa i motsætning til folkets helter for dagen, stortalere som hans kollega førstesekretæren Marcello Virgilio, som forstod den kunst at utløse øieblikkets tarv i veltalende ord; denne retoriske, lærde façade av en statsmand blev derfor ogsaa staaende like fast som sekretær under Medici’s styre efter Soderini’s fald.

Hovedsætningen i hans politiske system, slik den træder os imøte særlig i Fyrsten og i kommentarerne til Livius, er i grunden samlet i det han sier ensteds i boken om Livius: „Til at grunde og reformere en stat maa man være alene“ („a fondare e riordinare uno stato bisogna esser solo“). Romulus, Solon, Lykurg. Statsmandsgeniet taler her tillike stilfærdig om sin samtids svakhet: de for mange kokkers søl. En stat blir efter hans mening til paa samme vis som en bygning — et billede som han stadig gjentar; bygmesteren er husets herre, saalænge arbeidet varer; lovene er materialet, og dem staar han suverænt over, eftersom de er hans eie: de kan med andre ord brytes av ham og de kan overholdes, efter behag. Men naar saa staten er muret op, skal han gjøre som Romulus: han overlot staten til senatet, det vil si, til folket, saa det kan flytte ind. Hvori der altsaa ligger en anerkjendelse av folkesuveræniteten. — Dette syn kommer i grunden tydelig til orde allerede i hans første politiske avhandling, der han skriver om hvorledes oprørerne i Chiana-dalen bør behandles; og i virkeligheten sier han det samme i sit skrift til Medici („Avhandlingen om at reformere staten Firenze“). I skriftet om Chiana-oprørerne ser han Firenze som Rom, og befolkningen, som gjør oprør, er for ham Latium; konsulen Lucius Furius Camillus er hans første helt. Den antikke Romerrepublik er i det hele hans mønster; klassiske paralleler besætter ham. Ja, det kan hænde at Machiavelli i grunden er mere optat av antikken med dens problemer end maaske nogen samtidig kunstner, end Donatello, Michel Angelo o. a. Han har set „Urbs“ i forfald, den evige stad; i Rom laa dens ruiner spredt dryssende fuldt rundt om ham; det var ogsaa særlig paa hans Roma-sendelses tid at man grov frem statuer og gammel skulptur. Problemet laa like foran hans fot, selve mysteriet, som altid optok ham, nemlig mysteriet om den inderste og dypeste grund til at store stater skapes og til at de forfalder. Han maa være blit grepet av dette syn av forfaldet; sin personlige bevægelse derved nævner han rigtignok aldrig; men vi kan læse den ut av saa mangt blad i hans skrifter, vi føler det evige sug, som har sat sig fast under hans brystben, efter den sidste og inderste forklaring. Dette syn av Roma i grus har øket hans tørst efter at avdække den til alle tider almengyldige, dulgte lov for staters liv, loven om den vitale kjerne; Machiavelli er med andre ord den første i den nye tid som lytter efter et folks sjæl, den første som har øie for et folks mystik.

Dette var det rent politiske ved hans syn. Hvad nu det moralske og folkestoffet angaar, saa sier han at fordelingen av gode og slette elementer ikke er éns til alle tider: Italien for øieblikket er slemt stillet med hensyn til fordelingen, der sees kun egoismer og smaa maal. Just derfor bør man søke eksemplet i antikken og ved hjælp av dens lære igjen hæve sig til den store aand, som vil statens enhet, og som kræver frihetens princip holdt høit og i ære.

Der leker et billede av en læge i hans sind, en fyrste, hvis profil langsomt arbeider sig frem for hans indre syn og hvis mission er at skape en stat paa trods av enkeltmenneskenes egoismer og manglende almenaand. Først møter han en uvorren læge i Cæsar Borgia; siden spiller nye ind, ogsaa av Medici-ætten som Giuliano, ja endog den forsvirede Lorenzo. For en slik læge blir staten og det almene vel at sætte over alt; likeoverfor det maa altsaa ogsaa ethvert hensyn til midler vike. Og hans paralleler fra antikken, baade fra den græske og den romerske, søktes mest der, hvor grumhet og de ukræsne midler behøvdes, de som smaker ikke bare av vold, men ogsaa av list, ja svik; særlig maa saaledes de græske tyranner paa Sicilien holde for. Dette er jo moral for mennesket paa krigssti, generalstabs-moral. Men han mener da ogsaa at staternes tilværelse er bare en eneste forfærdelig kamp: staterne lever paa en slagmark. Og paa slagmarken faar den historiens pris som seirer, likegyldig om han seirer ved list eller vold; historiens dom kjender i grunden ikke brøde eller ret, den spør bare efter om skud træffer blinken eller bommer. I disse dage har vi hørt noget lignende plumpe brutalt ut i anledning av misgjerningerne mot Belgien; det fik den kyniske form: Det er vi selv som skriver historien! — Machiavelli arbeider ustanselig ogsaa med dette moralske problem. Og kommer da tillike ind paa sammensvergelser; det er i hans politiske prækener til tekst av Livius. — Men han indrømmer ialfald at nogen ærefuld seir er det ikke, naar den er vundet ved svik; man staar da bare med den rent materielle vinding i haanden: et rike. Og Vorherre impliceres ikke i affæren.

Dette er i store træk hans system. Men ilden bak den, det er, som sagt, den claustrofobes trang efter at se vilje i praksis; kultus av vilje som saadan ligger bak, den er hans store nydelse.

Den mand, som handler efter disse politiske og moralske principper og har held, er for Machiavelli fyrsten; han er upersonlig, en idé, skapt ut av hans tørst efter en høvding, som rager op i det politiske røre, i den av egennytte gjennemsyrte stat, og levendegjør systemet. Og det er en rasert sjæls ulægelige patriotisme, ikke moralsk forvildelse, som ligger bak hans uhyggelig kolde satser. Den sats, som enkelte fører tilbake til ham, at hensigten helliger midlet, var for Machiavelli bare til bruk for en stat i havsnød; den er et eggende paradoks, med sin bestemte og aktuelle bakgrund, utgaat av en ædel og uegennyttig trang efter at hitte paa det sidste middel til redning. Selv om de, som op gjennem tiderne strævet med at skape stater og samle nationer, i krumrygget hykleri smyger sig for at staa ved sin vitterlige politiske leveregel, eller bent frem uttaler sin harme og avsky for satsen, saa ser man jo likefuldt at den har sin gyldighet, endog ned til den dag idag. Gives der nogen saa barnslig, han tiltænker sin næste den grad av lettroenhet, at vi virkelig lar os overtale, naar han forsikrer, at f. eks. Fredrik II av Preussen, midt i sin moralske indignation over satsen, veg tilbake for den? at Cavour gjorde det? Bismarck? Venizelos nu? eller endog politikere i en stormagt, hvis fædreland slet ikke var i havsnød? Saalænge overhedet krigens attavistiske spøkelse gaar igjen paa jorden, er selvfølgelig satsen i allerbedste velgaaende; og man maa kunne spare sig flere betragtninger for eller imot. Satsen er den dag idag lyslevende det fuldgyldige uttryk for den internationale moral; straks det skal staa sin prøve, kjender man ingen anden.

Forøvrig heter satsen hos Machiavelli, nærmere beset, ikke det korte: Maalet retfærdiggjør midlerne. Men den heter: Midlerne retfærdiggjøres av maalets hellighet. Det blir en smule forskjel: det ene et erobringsmaksime for imperialister og voldsmænd, for samvittighetsløse saakaldte overmennesker, for jesuiter-kollegiet, som vil grundlægge det klerikale imperium paa jorden; det andet skapt for folkeslag og stammer i havsnød. Det var just ikke Machiavelli’s tanke at alverdens skidne hjerner skulde ha ret til at filtrere ut en ren hensigt av hver tilfældig skurkestrek.