Renæssanse-mennesker/Kancellisten2
Dette blir Machiavelli’s første færd til Cæsar Borgia, det er forsommeren 1502; han følger bare med som andenmand, idet en geistlig, Soderini’s bror, er sendefærdens øverste. Han var hoven, da de utbad sig forklaring paa hans hensigter: Spørg Orsini! svarte han. Det gjorde de, de spurte kondottiererne Orsini, Medici’s venner, og der fik de det svar at alt var færdig til en invasion av Toscana: 20 à 25 tusen mand stod ved grænsen. Dette visste de imidlertid var løgn, mer end 16 tusen kunde det ikke være. Og saa blev de en kveld atter opkaldt til Cæsar Borgia’s sterkt bevogtede palads: nu forlangte han det endelige svar av Firenze om dets holdning likeoverfor ham; det var med nød og neppe de utvirket en frist paa fire dage. Og det blev Machiavelli som tok avsted for at avhente det endelige svar. Imens indtraf da det som Firenze ønsket og ventet paa: franske tropper med artilleri kom marscherende. Og dermed sænket Cæsar Borgia sine rovfuglevinger. Da var det, han som sagt kastet sine hjælpere overbord — Orsini, Vitelli og Medici; florentinerne fik alt sit tilbake i Chiana-dalen, og han sluttet sig atter til Frankrike, som han nu saa, desuten hadde planer oppe mot kongeriket Napoli.
Om denne affære nedskrev Machiavelli sin første politiske avhandling, som ikke hadde noget med hans pligter som sekretær at gjøre: „Om maaten at behandle de oprørske distrikter i Chiana-dalen“ (Del modo di trattare i popoli della Val di Chiana ribellati). Den har den svakhet at han driver sammenligningen med antikken vel vidt, og derved løsningen paa øjeblikkets foreteelser blir en smule kunstig; begivenheterne kan nu engang ikke saadan uten videre lægges side om side. Han imøtekommer vel her tildels tidens humanistiske krav. Men paa den anden side kommer der just ved de historiske paralleler fra antikken høihet og linje over døgnets forvirrede kaos av hændelser. En ørneklo er allerede her ute og ordner det tilfældige.
Men saa sammensverger de sig mot Cæsar Borgia, de kondottierer, som paa denne svikefulde vis var latt i stikken; og de har til en begyndelse held. De søker ogsaa hjælp i Firenze og Venezia; men der faar de ingensteds noget bestemt tilsagn. Hertugen beder Frankrike om hjælp og faar ja. Og dermed var i virkeligheten „oprørerne“ færdige. Paven og hans søn ønsket endvidere venskap og forbund med Firenze; for i syd grænset jo Toscana i sin helhet til Kirkestaten. I Rom hadde republikken sin ordinære gesandt; nu skulde der altsaa sendes én nordpaa til sønnen, som vilde slutte evig „alliance“. Først halte de saken ut; for noget intimere forbund med Borgia’erne ønsket de, som rimelig var, ikke; man visste heller ikke hvorledes Frankrike i tilfælde vilde like det; og for det tredje vilde man nødig ryke i aabenbart fiendskap med „oprørerne“ — en hel sværm av kondottierer. Skjønt de altsaa vel visste, det var nordpaa hos Cæsar Borgia i Imola at sakerne i virkeligheten blev avgjort, ikke i Rom, saa blev de allikevel enig om, for at lykkes i sin forhalingspolitik, at bare „Timandsraadet“ skulde besørge budet til ham. Og den, disse sendte, blev sekretæren Machiavelli. Dette var altsaa hans anden ambassade til hertugen.
Han likte just ikke hvervet; sendelsen blev daarlig utstyrt pekuniært, han var desuten nygift; men især var den utilfredsstillende, fordi han i grunden ingen fuldmagt hadde; „Timandsraadet“ var jo underlagt Signoria-raadets sanktion. Hvilket netop var pointet ved ordningen denne gang. Det staar da ogsaa tydelig nok i hans instruks: han skulde heftig forsikre hertugen om Firenze’s store venskap og bl. a. fremholde at det hadde svaret „oprørerne“ nei til deres bøn om hjælp mot Cæsar Borgia; han skulde brede sig mest mulig om dette punkt. Men vilde hertugen noget mere, saa skulde Machiavelli indskrænke sig til at si, han vilde gi Firenze’s raad besked om det, og saa avvente svar.
Utpaa høsten 1502 reiser han nord til hertugen i Romagna. Og ved hans hof, som stadig flyttet fra by til by, alt eftersom Cæsar Borgia kom i besiddelse av nye byer, opholdt han sig de tre à fire høst- og vintermaaneder; først i januar 1503 blev han avløst. — Skjønt mange skrivelser blev snappet op eller ialfald aldrig naadde til Firenze — man betaler kureren dobbelt og tredobbelt, og endda blir det borte —, saa eksisterer der dog en hel del raske redegjørelser for dagen til raadet fra Machiavelli’s haand; skrivelserne fra denne ambassade er kanske den rikholdigste, man har fra ham. Og med al ønskelig tydelighet fortæller de, hvad han er blit sendt til: et bøle av uigjennemtrængelig fortielse, troløshet, hyklet hjertelighet avløst med haanlige trusler, aabenbar løgn, grumhet, men hvor han var paalagt ikke at træffe nogen avgjørelse og hvorfra han ikke kunde komme i paalidelig direkte forbindelse med sit eget raad i Firenze, saa han ett øieblik hadde klar oversigt over politikken utenom og rundt om sig. Faktisk spionens rolle i ambassadørs klædebon. Men en slik stilling fordret lalfald rikelig med lommepenger til bestikkelser, gilder o. l.; heller ikke den støtte fik han fra Firenze, han er tvertimot altid i penge-forlegenhet. Det kom til. — Der er neppe mange depecher som bringer én saa levende nær hin tids diplomatiske kunst som disse Machiavelli’s daglige rapporter; de er desuten saa godt som eneste historiske kilde for hine begivenheter i Romagna.
Grundstemningen i Cæsar Borgia’s sind var flammende hevnfølelse mot „oprørerne“. Som altsaa er de fordrevne Medici’s venner (Orsini, Vitelli) og republikken Firenze’s fiender. Men Machiavelli’s opgave var at fodre ham med tomme ord, denne handlingens mand, som tørstet efter hjælp i gjerning, nemlig til avstraffelse av kondottiererne, — og det var jo netop denne fortættede, mutte energi som for nogen maaneder siden hadde gjort et saa uutslettelig indtryk paa ham, da han første gang stedtes for ham, og som for al tid hadde hans hemmelige beundring, fordi det var den evne, han selv brændte efter at se og som jo tidens og Firenze’s politik saarest trængte. Som borger av Firenze hadde han nu faat i erend at kvæle den sjeldneste evne, han visste i verden; Firenze ønsker bare en ting: at faa rede paa Cæsar Borgia’s hemmelige planer. Her ligger i mine øine det sjælelige midtpunkt ved denne tragiske ambassade.
Intet under om Machiavelli mange ganger skriver og ber Firenze’s raad at kalde ham tilbake; allerede i november klager han og sier, han kan intet mere gjøre her; han er syk, har feber, skriver han, og kjender sig nedfor — han bruker uttrykket „chioccio“, som egentlig brukes om brest i lerfat o. l. Han ber sine venner sende ham Plutarch. Og for dog at tækkes Cæsar Borgia litt skriver han engang et ivrig brev til Firenze’s myndigheter om et kostbart stod — Cæsar’s eneste uskyldige privat-passion var hester — som er stjaalet paa fjeldbeiter i Apennin: Prøv at knipe tyven og find hopperne! Han er gladere i dem end i et kongerike, sier han. Allerede en ti-tolv dage efter første klagebrev gjentar han sin bøn og sier, han blir daarligere og daarligere — da kalder han sin stilling „dette ulykkelige“ („questo disagio“). Men Signoria-raadet bare roser ham, og holder ham paa post; ogsaa hans venner gjør det, de skriver og fortæller hvor staten sætter pris paa hans virksomhet og depecher: ingen kan greie det bedre end han! og de skaffer ham paalæg i løn. Der blir simpelthen noget patologisk over hans ambassade tilslut; han er aabenbart mer sjælelig syk end legemlig. En forfærdelig gjennembruddets, eller nyfødelsens, tid, ond og frugtbar i samme stund, en lummer, bedøvende grotid, en slags mare. Og samtidig som det brændte sig ind i hans sind, hvilke var de seirende kræfter i virkeligheten, maa den viljelammelse og den uvirksomhetens sump, som han nu gjorde sit bedste for at fremkalde i andres sind, ha virket tilbake paa ham selv. Det er vel heller ikke for dristig at anta, det i længden ogsaa har oprevet ham at leve blandt alt dette svik, at veire alt dette blod.
Imidlertid gaar sakerne sin gang; Cæsar Borgia æter sig frem i Romagna, slaar under sig by efter by, rykker for hver dag tættere ind paa Toscana’s grænser. Og Pisa gjør allerede kurtiserende tilnærmelser til ham. Machiavelli flytter efter. Han fritter og fritter om hans planer. Men han fritter forgjæves. I slutten av oktober indgaar Cæsar Borgia høitidelig forlik med „oprørerne“, som sverger ham og hverandre fred og alliance. Nu var de altsaa atter hans haandgangne mænd og hjalp ham med byernes erobring. Men dette gjør han bare for at lokke dem i fælden. Saa kommer da avslutningen: Sinigaglia’s fald og „sacco“ (blodbad), hvor Cæsar Borgia ved svik griper sine hjælpere, de fire kondottierer, og lar dem dræpe. Da det er skedd, kalder han Machiavelli op og melder ham hvad tjeneste han just nu gjorde Firenze: ved den fangst var Frankrike’s og Firenze’s fiender for evig bastet og bundet! Saa var turen til republikken at vise ham en velvilje igjen.
Machiavelli har skildret dette i mange depecher, hvorav flere er blit borte paa veien; der er raskt nedskrevne meldinger, og der er vidtløftigere utredninger. Hver dag gaar der sydover av dem; Cæsar Borgia’s energi har atter besat ham, næsten eksalteret beskriver han begivenheterne. De følger slag i slag. Og nu rykker Borgia’s tropper videre; de tar Perugia, gaar imot Siena; smaafyrsterne flygter som mus for katten. Først nu, i slutten av januar 1503, faar Machiavelli reise; og Firenze’s nye gesandt ankommer. Paa samme tid lægger atter Frankrike sin hemmende haand over Cæsar Borgia’s ærgjerrige planer.
Men denne begivenhet med sviket og drapet av de fire kondottierer har grepet Machiavelli saa sterkt, at han like efter tok emnet op igjen og i korthet skrev dens historie, hvor der, betegnende nok for hans sans for væsentlig og uvæsentlig, er indkommet smaa feil f. eks. i det topografiske. Det lille skrifts titel er: „Beskrivelse av den maate hvorpaa hertugen av Vanlenza dræpte Vitellozzo Vitelli, Oliverotto fra Fermo, herr Paolo og hertug Orsini av Gravina.“
Saa hænder altsaa det eneste som Cæsar Borgia ikke hadde forutset: at faren, Alexander VI, dør (1503). Og like før Giulio II blev pave, skikkes Machiavelli i ekstraordinær ambassade senhøstes 1503 til Rom, hvor han blev en halvanden maaneds tid. Hans officielle erend er det kostelige at kondolere med Pio III’s død. Egentlig skulde han snappe op nyheter under konklavet, samt utspeide det vordende pavedømmes syn med hensyn til Romagna og til Pisa-krigen. Firenze var nemlig i vildrede med sin holdning likeoverfor Cæsar Borgia’s rike i Romagna, hvor nu smaafyrsterne vilde ha sine borge og byer tilbake, tiltrods for at Romagna holdt paa hertugen: Firenze visste med andre ord slet ikke, hvor mægtig Cæsar Borgia i grunden var under de ændrede forhold. Og forøvrig skulde Machiavelli avslutte en kontrakt om leietropper med en kondottier, i sin bys navn, men til Frankrikes gagn. — I Rom var man ved hans ankomst midt op i værste kjøp og salg av stemmer til ny pave, det var som en lammende børs. Kandidaterne overbød hverandre. Og over dem igjen bød de fremmede fyrster ut fra sine interesser; det gir et billede hvad Cæsar Borgia sa om kardinalen av Rouen, som var Frankrikes kandidat: „Vil han bli pave ved den Hellig Aands hjælp, blir han det aldrig i verden!“ For intrigerne om pavevalget var i grunden intet mindre end kampen om kongeriket Napoli mellem paa den ene side Cæsar Borgia og spanierne, som ikke kunde tillate at Frankrike ogsaa fik kirken i sin magt, og paa den anden side Venezia’s diplomati, som vilde ha Romagna tilbake fra Cæsar Borgia. Der var vildt røre, — eller som Machiavelli skriver hjem: der mangler „høvdinger for skandalen“. Han staar kold og ser til handelen som interesseret tilskuer; forstaar det hele tilbunds, som man ser av hans depecher. Men han kaster sig ikke ind i intrigerne, ja, vi ser, han tar i rapporterne endog litt feil med hensyn til de forskjellige kandidaters chancer og valgets utfald — i den grad idéløst nemlig foregik kjøpet og salget. — I samme øieblik Della Rovere var valgt, krævet Firenze’s sikkerhet at Cæsar Borgia gik under, samt at paven røk uklar med Venezia om Romagna. Man ser derfor, hvor Venezia’s gløgge gesandt Giustinian advarer og advarer sin regjering mot at kollidere med dette jern av en pave; Machiavelli hadde altsaa akkurat motsat hverv: han skulde netop bringe dem i haarene paa hverandre, saa mistanke og splid — paven blir bare deres kapellan, hvis de blir mægtigere, putter han i Giulio II’s omgivelser. Men det som gjorde situationen særlig indviklet for Machiavelli, var at Cæsar Borgia tilsyneladende var den nye paves mand; han hadde jo lagt sig i sælen for hans valg; og det var en avtale at han skulde beholde Romagna, samt vedbli som Kirkestatens gonfaloniere eller generalissimus. Det løfte agtet imidlertid i virkeligheten ikke paven at holde; ialfald skulde Cæsar Borgia først drive venezianerne ut av Romagna. Men pavens virkelige tanke her var til en begyndelse helt uigjennemtrængelig. Machiavelli traf ham personlig sjelden; det blev hertugen han snakket med. Og i de depecher han nu sender hjem om deres samtaler, er tonen mellem de to en ganske anden end sidst, — og det er jo dog ikke gaat ett aar siden Sinigaglia-begivenheten; der er kulde, ja haan; han gir ham kaute svar paa hans hidsige ord. Der er dem, som i dette omslag har villet se et lavt og uridderlig træk ved Machiavelli’s karakter: hovmod likeoverfor en falden storhet. For det første kan man hertil svare at Machiavelli’s gamle begeistring for Cæsar Borgia ikke gjaldt hans person: han saa kun et fyrste-emne i ham. Men nu er der just ingen fyrste tilbake: bare den magtløse rest av en grum bandit, endog med denne nimbus av terror strøket av sig! Machiavelli møter en blodhund, som jo slikker krypende sine gamle offres føtter. Men dernæst er der vel ogsaa et rent psykologisk moment med: Machiavelli har nu engang oplevet fænomenet og var færdig med ham, hadde vokset sig fra det statsmands-ideal. Det gik slik for sig: I Cæsar Borgia’s nærhet kom engang hans sind i kok, hans vældige fantasi i flugt; det var et naturfænomen, som man ikke kan lægge moralsk maalestok paa eller dadle: det var en stor viljes umiddelbare virkning paa en anden vilje. Og saa hadde i disse maaneders fravær billedet av en fyrste klarnet sig; han var blit ham et kunstprodukt, som han nu spyttet ut som et allerede benyttet motiv. Derfor er hans dom nu rammende, gjennemborende, ubønhørlig som døden; paa sit vis er det noget av det samme som da han paa sin pupille hadde indfanget billedet av Maximilian og gjorde sig færdig med dette Carolus Magnus’s middelalderlige gjenfærd. — Det er en kunstners maate, hans forhold til modellen; det kan ikke være noget andet han mener heller, naar han sier om ham, engang han gik fra ham, at han syntes ham „tusen aar“. — Og skulde dette forsvar ikke være nok, men der fremdeles sitter en stemme av bebreidelse mot Machiavelli igjen hos nogen, saa faar man ialfald holde ham tilgode hvad tid og hvad miliø han lever i: selv den sterkeste karakter aander vel ikke ustraffet i den slags. — I en av de samtaler, han nævner i sine rapporter, melder han ham skadefro at nu har Venezia tat hans Imola i Romagna, og nu marscherer de alt mot Faenza! Da flyr Cæsar Borgia i flint: Det var Firenze’s skyld, som ikke bragte hjælp; men
Da Machiavelli midt i december atter er hjemme i Firenze, kommer der melding om vældig fransk nederlag i Napoli likeoverfor spanierne under Consalvo de Cordoba (slaget ved Garigliano 1503). Det var liten trøst for Firenze at derunder den ældste av huset Medici (Piero) druknet. For nu var situationen pludselig blit fuld av fare for republikken: Vilde spanierne jage franskmændene ut av Italien? Hvordan vilde det i saa fald gaa Firenze i dets krig med Pisa?
Og i den anledning blev Machiavelli over hals og hode sendt i ekstraordinær ambassade — hans anden — til Frankrike i begyndelsen av 1504 for at sikre Firenze hurtig hjælp. Da hadde imidlertid Frankrike i al hast sluttet en treaarig vaabenstilstand (tregua) med Spanien; og denne fik altsaa Firenze nyde godt av.
Man gik følgelig atter trygt i gang med Pisa-krigen. Der faar Machiavelli og Soderini bl. a. den vilde idé, trods protest fra felttogets øverstbefalende Giacomini, at lede Arnoen væk fra Pisa og ut i havet ved Livorno isteden; indfaldet virker jo paa én næsten literært, som det var resultat av klassisk læsning. Forsøket kostet en hel del arbeide og penger; og som avslutning kom flom og ødela resultatet. Efter den præstation blev hæren hjemforlovet paa grund av pengemangel. Pisanerne kom og kastet til gravene igjen. Og ved aarets slut saa det paany mørkt ut for Firenze. Bl. a. visste man ikke hvor man hadde alle smaafyrsterne, som saa mistænkelig undslog sig, nu man vilde fornye kontrakten om leiesoldater. Da saa Firenze vaaren 1505 led et helt litet nederlag mot Pisa, blev Machiavelli sendt rundt til dem for at utspeide hvad de egentlig hadde i sinde. Først gik turen til Perugia, hvor han skulde undersøke, om det bare var i den hensigt at faa prisen skruet i veiret dets fyrste Baglioni lot som han var likehændt med fornyelse av kontrakten, eller om han pønset paa at slutte sig til Firenze’s fiender, spanierne, som nu under Consalvo rykket søndenfra. Machiavelli gir i en klar depeche fuld besked: alt, fyrsten her kommer med, er lumsk løgn — skriver han — og han kommer til at slutte sig til Firenze’s fiender, som vil ta Pisa fra os. — Næstemand er markgreven av Mantua: ogsaa han svarer undvikende, da Machiavelli vil faa istand en leiekontrakt. — Saa kommer Soderini paa den tanke at skikke Machiavelli direkte helt til Spanien; men da gjør dennes misundere i de forskjellige raad straks motstand: Han faar derfor det beskednere hverv at ta til Siena for at utspeide dets fyrste, den før nævnte Pandolfo Petrucci, den snedigste av dem alle tilhope. I denne rævs ansigt kan Machiavelli intet bestemt læse, og vender hjem like klok — det var vistnok første gang det skedde. Saameget ser han dog at det i øieblikket var hans politik at fjerne sig litt fra Firenze og Frankrike, fordi Spanien var i opgaaende.
Resultatet av rundturens erfaringer var imidlertid at der for Firenze nok ikke var andet for end at indrette sig paa krig. Timands-raadet tilkalder atter sin feltherre, den før nævnte Giacomini, som dog bad sig fritat for befatningen med den uheldige idé med Arno’ens uttørring; denne Giacomini var oprindelig kjøbmand, men ofret sig nu for Firenze’s forsvar paa samme maate som Machiavelli, ubønhørlig i sit krav til hæren, derfor ogsaa forhadt. Foreløbig kunde spanierne og de allierte ikke angripe Firenze, som jo var indbefattet i „tregua“; men Pisa kunde de altid ta i ventetiden. Her møter Giacomini dem, og han slaar dem. Ved det held faar de florentinske feltherrer blod paa tand: de vil nu med det samme ta Pisa, Lucca, Siena. Soderini sætter igjennem de nødvendige pengebevilgninger, og Machiavelli drar avsted til fronten med ordrer. Han er paafærde allesteds, leier tropper fra Bologna, Romagna, ja helt fra Rom; han ekspederer artilleri, ammunition, fæstningsarbeidere. Bombardementet begynder; og man forsøker at storme. Angrepet blev slaat tilbake. Spanierne sender tropper til undsætning. Nyt angrep. Og nyt nederlag. Demoralisation blandt de beleirende soldater. Og saa kommer der fra Firenze ordre om at opgi affæren for denne gang. Folket gav Giacomini al skylden for vanheldet. Og han nedla for altid sit militære førerskap.
Da saa Giulio II — 64 aar gammel — skal avsted nordover paa sit fanatiske kirke-felttog mot Bologna og Perugia og sender bud til Firenze, ber om at faa utlaant dets kondottier (Colonna), blir Machiavelli skikket paa sin anden ambassade til Rom (1506) for at meddele, at Firenze ikke tør undvære sin feltherre just nu. Dette gesandtskap er kort og har liten rolle spillet for Machiavelli. Han har været ganske aandsfraværende.
Ti det, som denne tid optar ham sent og tidlig, er en plan om at oprette egen hær for Firenze, en nationalmilits som for den tid kommer saa nær som mulig det vi nu kalder indførelse av almindelig vernepligt. Man ser hvor han paa sine reiser ustanselig skriver om sin nye idé, bl. a. til sin ven i kancelliet Biagio Buonaccorsi. For derute foran Pisa hadde han jo nu oplevet noget av hvert: der var saaledes engang skutt en svær bresche i muren, og saa negter simpelthen leietropperne at gaa paa! Cæsar Borgia hadde skapt sig en liten, personlig hær: og hvad fik ikke han utrettet! Egen hær hadde ogsaa Frankrike, Tyskland, Spanien, endog det lille Schweiz hadde egen hær. Likesom det antikke Rom hadde hat det. I det hele alle stater, som respektertes blandt folkeslagene. Og i Siena’s fyrste Pandolfo Petrucci hadde han nylig møtt det ustolte og foragtelige, en liten stats vergeløshet fører til. Dette er Machiavelli’s grundlæggende ræsonnement.
Han blusser op i en vældig, uegennyttig patriotisme, maser, skriver breve, reiser rundt, hverver. Som ingen av sine samtidige medborgere. Selve ideen var jo ikke ny i republikken Firenze’s historie, men vel den hete tro og utrættelighet, hvormed han satte den ut i livet. Borgerne var naturligvis imot den; delvis fordi de var ræd at Soderini skulde slaa sig op til tyran i byen ved en slik hærs hjælp. Derfor maatte Machiavelli prøve sig langsomt og varlig frem, saa de av sig selv begyndte at indse det nyttige ved reformen. Der var ogsaa andre forsigtighetshensyn at ta ved oprettelsen av en privilegeret krigerkaste i staten: de fjernere, undertvungne byer vilde ha lettere for at slite sig løs, om alle mand blev vaabenføre; derfor fik man ikke fjerne sig for langt fra Firenze under utskrivningen. Han hadde ogsaa den vanskelighet at kjæmpe med at hans plan gik kondottiererne i næringen, vilde frata dem levebrødet; det viste sig da ogsaa ganske rigtig siden under felttog: de kom straks stimende til og gav glimrende, billige anbud.
Allerede i februar 1506 kan han paa Signoria-pladsen fremvise 400 mand nye indekserserte tropper. Og han hadde sukces med dem. Saa gjaldt det at faa en lov istand; Machiavelli skrev indstillingen. Og før aaret var omme, hadde „Det større raad“ (Consiglio maggiore) nedsat en indrullerings- og armékommission, et militært „Nimands-raad“ („Nove della Milizia“), som valgte Machiavelli til sin sekretær; under krig skulde det hele gaa over til „Timandsraadet“, som da fik overkommandoen. Don Michele, Cæsar Borgia’s forhenværende bøddel, ansatte han som krigs-kommissær for distriktet. — Machiavelli hadde i de ni’s navn selvsagt alt arbeidet, og ogsaa alt ansvaret; han skrev ustanselig breve rundt til kommunerne, at myndigheterne skulde opta liste over de vaabenføre mandskaper paa stedet; han sendte instruktører, vaaben, han sørget for mynt til matforsyningen; blev der revolt nogensteds i anledning av utskrivningen, skikket han Don Michele avsted med straffe-kompaniet. Og satte noget sig fast paa nogen kant, maatte han i egen person avsted for at faa det paa glid igjen. Hele det aar og det meste av næste (1507) arbeidet han uten hvile for at skaffe sit folk en hær.
Høsten samme aar er den middelalderlige Don Quijote Maximilian ventende sydover for at bli kronet til keiser i Rom. Italiens stater og smaafyrster vimser om i spænding, for man vet jo, han er i pengenød. Av Firenze hadde han, som før nævnt, til alles bestyrtelse forlangt hele 500 000 dukater: den sum vilde de ialfald ikke betale; men det var spørsmaal, om de overhodet vilde betale noget. Blev han imidlertid kronet, kunde det bli en slem affære, om de ingen ting hadde ydet; men paa den anden side var jo Frankrike, hans motpart, Firenze’s allierte og ven. — Men nu er der desuten konkurrenter om keiserkronen: Spaniens konge, Frankrikes, ja Englands.
Machiavelli skikkes paa eftersommeren atter til Siena for der at træffe den legat, som paven har sendt nordover til møtes med Maximilian, og hos ham at opsnappe litt om det virkelige forhold mellem paven og den vordende keiser, samt om Maximilian’s utsigter for kroning. Resultatet var magert, forsaavidt man jo paa forhaand visste at paven ikke likte Maximilian’s besøk.
Riksdagen hadde bevilget sin Don Quijote endel penger, og straks satte han sig i bevægelse sydover. Samtidig gjorde franskmændene og Venezia sig rede til at ta imot Habsburgeren. — Soderini’s fiender nytter nu paa og gir hans franskvenlige politik skylden for dilemmaet. Han vilde sendt Machiavelli avsted til Maximilian, forut for den officielle ambassadør, for at sondere; men hans misundere er atter fremme: Francesco Vettori blev saa sendt i steden. Og denne skikker da om en tid besked at nu har Maximilian slaat av til 50 000 — en tiendepart! — paa betingelse av at han faar summen pr. omgaaende. Der blev ny bestyrtelse; og diskussionen knepret i alle Firenze’s forskjellige raad. Først heldet man til at sende gesandter; men de som blev utset, svarte at de reiste ikke uten med hel fuldmagt til at avgjøre saken. Spørsmaalet bringes saa ind for det høie raad; og der blir det da tilslut bestemt hvorlangt man til nød skulde strække sig. Men denne beslutning tør man ikke meddele pr. brev, for det vilde bare bli opsnappet. Soderini faar da Machiavelli til at overbringe Vettori svaret mundtlig. Han skulde by Maximilian 30 000; men de skulde betales først, naar det var avgjort og sikkert at Maximilian virkelig kom til Italien; og i rater, alt eftersom han rykket frem. — I sidste halvdel av december 1507 reiste Machiavelli nordover; han reiste over Genf, Bozen, Trento. Paa veien blev der naturligvis søkt efter hans breve, men han fik forsigtigvis i tide revet dem istykker. I januar 1508 er han fremme. Og saa byr man de 30 000; Maximilian optar det just ikke naadig. Og man lægger paa til 40 000. Men det værste er: han er i øieblikkelig pengeknipe, maa derfor ha summen uten vilkaar og paa timen til troppernes sold.
Det er under denne legation Machiavelli skriver de indberetninger, hvor han ridser op hin karakteristik av Maximilian; det er han som skriver dem alle, Vettori bare undertegner nogen. Maximilian driver paa med sit og vil ha pengene straks; de to holder ham hen med prat. Maximilian rykker frem og tilbake foran Venezia’s grænse uten at angripe, nervøs og stundesløs som det bør sig en pengelæns skyldner; reiser saa tilbake til Innsbruck, pantsætter sine juveler. Og de to florentinske gesandter følger uavladelig efter og ser paa. Men leiehæren opløser sig tilsidst, da den ikke faar sold, og reiser sporenstreks hjem. Det er en krig med forhindringer paa alle hold... motsætningen mellem plan og evne... en tiger i bur. Og enden paa det blir at Maximilian paa alles vegne og uten at underrette de andre slutter vaabenstilstand med Venezia for hele tre aar. Men baade paven og Frankrike følte sig misligholdt ved denne egenmægtige fredsslutning; de svor Venezia hevn, og sidst i aaret indgaar de med Spanien og endog med keiseren hin før nævnte avtale i Cambray, som i navnet gjaldt bekjæmpelsen av tyrken, men i virkelighet var rettet mot Venezia’s eksistens; man delte jo endog dets besiddelser mellem sig: paven skulde faa Romagna, keiseren byer i Venezia’s nærmeste opland, Spanien kongeriket Napoli, Frankrike omtrent hele Nord-Italien. En avtale, som vaaren efter ved Agnadello fører til hint blodige nederlag for Venezia og til dets ydmygelse, — et slag hvor italienere staar mot italienere og forsaavidt indleder en ny og fordærvelig penode i halvøens histone, med broderkrig og blodbad i de erobrede byer. Og de, som vinder paa dette, er de fremmede; men den nye faktor blandt disse er tyskekeiseren, som nu efterhaanden faar fotfæste.