Renæssanse-mennesker/Kancellisten1
Midt i en saadan tid levet og virket renæssansens dypeste aand. Heller ikke for Niccolò Machiavelli var tiden en glad og straalende tid likesaa litt som den var det for Michel Angelo. Og mellem alt dette motstridende virvar, mellem disse idéløse mænd skulde en vaabenløs og svak stats gesandt manøvrere. Det var den utsatte post kancellisten saa tit fik at indta. Ti, som før sagt, Timands-raadets medlemmer skiftet, saa det blev sekretæren som repræsenterte kontinuiteten og blev sjælen i styret, eftersom det jo var han som kjendte sakerne tilbunds. Det kan man ialfald vistnok straks slaa fast, at det bare var Firenze’s snu diplomati, som i denne første fjerdepart av 1500 reddet det fra undergang, fra beleiringer og fra „sacco“ — det som overgik saa mangen by, endog av Rom’s og Napoli’s størrelse; det var ikke tropper, ikke magt, men tungen og det glatte ord.
Firenze’s og Soderini’s politik bygget paa Frankrike’s venskap; det var jo et gammelt, vel indpodet forhold, særlig som følge av det livlige handelssamkvem; man faar et levende indblik i dette allerede av gammelitalienske noveller, f. eks. hos Boccaccio, hvor Paris vrimler av florentinske kjøbmænd, som føler sig ganske som hjemme der. Forresten var der allerede tidlig uenighet inden de styrende om dette utenrikske spørsmaal; der var saaledes nogen som begyndte at logre for Frankrike’s og for Sforza’s fiender; ialfald søkte de at ta avstand fra Frankrike. Dette gav f. eks. anledning til smaa rivninger allerede saa tidlig som mellem Lorenzo Magnifico og hans søn Giovanni, den senere Leo X. — før altsaa end Savonarola var optraadt. Men under Medici’s landflygtighet var Firenze saa nøie knyttet til Frankrike at det ganske enkelt delte dets skjæbne: var Frankrike sterkt, var Firenze det ogsaa, og tapte Frankrike et slag, saa det mørkt ut for republikken. Da pave Giulio 1510 slaar helt om og faar istand forbund med Spanien og Venezia, ja søker om mulig avtale med tyskekeiseren, virker det øieblikkelig direkte tilbake paa Firenze’s indrepolitik og Soderini’s styre, hvis fiender straks retter sine hoder i veiret og kommer med sin anklage: at nemlig hans styre bare var et personstyre, hvor han og Machiavelli omgav sig med lavættede og derfor uselvstændige mænd, og at regjeringen da maatte komme til at mangle autoritet; samtidig begynder ogsaa Medici’s parti at røre paa sig. Pavens politiske anslag hin gang virket tilbake saa sterkt og paatagelig at Soderini endog fandt det forsigtigst i tide at avlægge regnskap for sit styre som gonfaloniere, skjønt embedet nu var livsvarig; ja, der var til og med statskup- og mord-planer oppe imot ham. Det er her det florentinske diplomatis hovedvanskelighet ligger: at balansere mellem Frankrike og paven. Og Toscana’s geografiske beliggenhet øker alvoret; gjennem dets dalfører gaar jo alle veier mellem nord og syd paa halvøen.
Et levende billede paa mellemstillingens vanskelighet gir den situation som indtraadte 1510-11, da Giulio II som sagt pludselig slaar om og begynder krig mot Frankrike og Tyskland og i forbund med Venezia, sin forrige fiende. Nøitral fik Firenze ikke lov at være; begge parter krævet at det skulde ta stilling til konflikten, og det straks. Machiavelli blev i hui og hast av Soderini sendt til Frankrike, hvor han raadet Ludvig XII til snarest at slutte fred med Venezia og paven. Dette fremførte han som sit erend ifølge instruksen; det var jo ganske unyttig og blev selvfølgelig ikke tat mindste hensyn til. Men desforuten bearbeidet han kongen og hans omgivelser for at gjøre dem Firenze’s vanskelige stilling begripelig: Hvis det nemlig nu — fremholdt han — sluttet sig aapenlyst til Frankrike, vilde paven og de omliggende smaastater øieblikkelig angripe Toscana, — og Kirkestaten grænset jo nu op til Toscana i hele dets længde; men følgen av det igjen vilde bli at Frankrike, istedenfor at faa hjælp av Firenze, tvertimot blev nødt til at sende hjælp. Og ved det fattigmands-ræsonnement lykkedes det Machiavelli delvis at overbevise dem i sin retning. — Men saa fik Ludvig XII, den „allerkristeligste majestæt“, den idé at ville sammenkalde et stort kirkekoncil for der at anklage paven; og det koncil bad han om at faa holde i Pisa, som da var kommet i Firenze’s besiddelse: saapas imøtekommenhet burde da Firenze, hans allierte, ialfald vise ham! Nu først blev situationen rigtig vanskelig, for det var jo netop i den gode, gamle republiks aand at rope paa koncilium — det hadde man saaledes gjort under Savonarola. „De otti’s raad“ holder lange raadslagninger; man kvier sig, man kan ikke godt si nei heller. Og enden paa det blir at man avstaar kongen Pisa til det bruk; kun bad man om at dette valg av sted skulde holdes hemmelig længst mulig. Saa læser da paven med egne øine stevningen til Pisa-koncilet paa Rimini-katedralens dør. Han sender øieblikkelig en biskop til Firenze og beder dem negte Ludvig XII Pisa til kirkemøtet. Men imens blusset al hans krigerske trods i veiret: han belægger Pisa og Firenze med interdikt, slutter en hellig liga med Spanien og Venezia mot Frankrike, og i spidsen for tropperne blir vicekongen i Napoli, feltherren Cardona, sat. Ludvig gir sig ikke: Kirkemøtet skal ha sin gang! Og han faar støtte av Maximilian, som jo gaar om med sin drøm om selv at bli pave. — Machiavelli blir sendt rundt for at møte kardinalerne, som de stevner til Pisa-koncilet, og overtale dem til at vente litt; han drog til Milano for at besnakke den franske feltherre og vicekonge der; han ilte til Frankrike for at sondere der og atter prøve at forlike paven og kongen. Men Ludvig er strid: han vil ha koncilet. Saa er der intet andet fore: han tar til Pisa for at lede møtet saadan rent politimæssig. Først negter han i Firenze’s navn kardinalerne at indfinde sig med krigerfølge, og prøver at lægge andre lignende baand. Ved denslags vanskeligheter, som lægges for koncilet, formilder man paven, saa han i erkjendtlighet hæver interdiktet. Samtidig bearbeidet Machiavelli utrættelig kardinalerne og foreslog dem heller at henlægge koncilet til Frankrike eller til Tyskland: derved vilde møtets avgjørelser faa saameget større klem, sa han. Pisa selv voldte ogsaa vanskeligheter, idet det til en begyndelse negtet at aapne katedralen for møtets deltagere; muligens var Machiavelli ikke fremmed for denne byens fiendtlige holdning, ialfald hjalp den ham. Men saa blev der da holdt tre møter i november 1511; og derunder kom det til opløp og uroligheter i byen. Fjerde møte blev derfor holdt i Milano, hvorhen altsaa koncilet nu faktisk var flyttet. — Jeg nævnte dette kirkeraad i Pisa, fordi kampen omkring det er et meget talende eksempel blandt de mange paa, hvadslags arbeide en svak stats diplomati maa levere for at bevare skinnet av nøitralitet — uten at det allikevel tilslut nytter den.
For da ogsaa Tyskland kommer til ved kampen om halvøen, blir vanskeligheterne for Firenze selvfølgelig dobbelt saa store. Og naar Medici atter er naadd til magten, har Firenze den tvilsomme fornøielse at faa politik fælles med Kirkestaten, som oftest er franskfiendtlig. Den førte da ogsaa Firenze, og hele Italien, like til undergangens rand. For at redde sig hadde tilsidst Firenze intet andet at gjøre end atter at befri sig for huset Medici. —
Nedenfor skal kortest mulig og i kronologisk rækkefølge Machiavelli’s legationer og reiser gjennemgaaes, med deres specielle foranledning; derved ser man bedst hvad slags affærer han utsees til at ordne. Men jeg springer over enkelte avstikkere, han gjør til de avhængige smaastater for at bilægge strid mellem borger-ætterne o. l. Som før nævnt, var han gonfalonieren Soderini’s høire haand og nød hans ubegrænsede tillid. Med fuld ret; for i det samarbeide viste Machiavelli sig overmaade lojal, selv ved affærer, hvor han paa grund av rivalers eller motstanderes tryk blir tilsidesat; han lar sig endog sende avsted paa rent intetsigende ambassader, som tilfældet var — skal vi se — med den sidste til Frankrike. Han hadde overmaade meget at gjøre; foruten de løpende forretningers talløse breve skriver han endog de taler, Soderini holder for det bevilgende raad, f. eks. om utligning av ekstraskat til Pisa-krigen (1503).
I de første aar gjaldt hans virksomhet væsentlig gjenerobringen av Pisa, som jo hørte ind under „Timands-raadet“ og hans departement. For at føre den affære til ende trængtes fremforalt Frankrikes venskap. Krigen hadde staat paa en 4—5 aar, da Machiavelli 1498 kom til. Først støttet Milano, det vil si Ludovico il Moro, hemmelig Firenze; det svake Lucca motarbeidet det derimot, likeledes hemmelig; og Venezia gjorde det aapenlyst, idet det truet med indfald nord i Toscana og skikket samtidig Pisa hjælpetropper. Disse tropper blev første aarsak til stans, fordi Firenze maatte bruke sin hær imot dem, — og da trykket ophørte, videt Pisa sig ut. Men det er umulig at gaa ind paa krigens enkeltheter; i disse femten aar, den stod paa, svaiet den ustanselig frem og tilbake, snart vellykkede fremstøt, snart gaatefulde tilbaketog; den slæpte sig frem under trakasserier mellem de rivaliserende hærførere, som Machiavelli fik at snakke til fornuft, — under aabenbart forræderi fra de leiede kondottierers side, som han hadde at undersøke og dømme, — under tømt statskasse, som han hadde at fylde. Og alt dette under den mest intime og direkte indflydelse fra den stadig skiftende militære situation paa halvøen forøvrig. Til sine tider dovnet krigen helt av. Men hvergang Machiavelli fik maskineriet paa glid, var han stadig paa færde, skrev og skrev, sendte ordre og sold, sørget for tilførsel, forlikte de rivaliserende hærførere. Og samtidig hadde han at stelle med folket, som var under permanent misnøie som følge av alle disse uttællinger, og stundom truer bent frem med revolt.
Sommeren 1499 faar Machiavelli sin første ambassade. Den gjælder tidens mest berømte dame, den snedige Caterina Sforza, hertuginde av Imola og Forli i Romagna, av Sforza’ernes kraftige æt; kanske ogsaa tidens mest prøvede kvinde, bl. a. Cæsar Borgia’s ukuelige offer. En av renæssansens allermerkeligste skikkelser. En blodfuld storraade, motsætningsrik, sterk erotiskt anlagt og paa samme tid viljesterk, hvis personlige liv som kvinde tit kolliderer med stillingen som statsoverhoved. Ti hun var nok fuld av mandhaftig energi, men allikevel mest og paa sjælebunden kvinde, ute av likevegt, urolig som en hind. Naar vi nemlig titter igjennem hendes private opskrifter paa husraad, som jo egentlig skulde være mot sygdom og saar, saa er det recepterne paa skjønhetsmidler som har den første og allerstørste plads, og de har faat sine egne, hidsige overskrifter, som „fare bella“ (gjøre smuk), „fare bellissima“ (gjøre meget smuk); i enrum, der kvinde-naturen tar ut sin ret og taler likefrem, lyder hendes stemme som het hvisk. Nei, hun var ingenlunde nogen naturstridig amazone. — Men ogsaa hende har den litet psykologiske instans, som heter historiens dom, latt leve i skygge som noget bortimot en furie, paa grund av et par ukvindelige kraftsatser, som faldt midt i kampens gny og som traditionen graadig grep; da saaledes Cæsar Borgia under beleiringen av hendes by vilde fremtvinge overgivelse av kastellet og derfor truet med at dræpe hendes unge sønner, som var i hans vold, skal hun ha svaret at det kunde han gjerne: hun skulde nok lage nye barn, og ledsaget satsen med en uartig gestus! Hun hadde oplevet mange vilde eventyr. Hun var gift tre ganger; og første gang og i sit hjertes grønneste vaar med en utsvævende mand av Della Rovere’s opkomling-æt, som hun siden saa paa kom av dage ved snikmorder-dolk. I sidste egteskap blev hun mor til sin tids mest paagaaende kondottier Giovanni delle Bande nere, hvis far var en forsviret Medici av sidelinjen, men som selv umiskjendelig slegter Sforza’erne paa; og han blev far til den Cosimo, som senere blev Toscana’s første storhertug. — Da Machiavelli ankom, var hun enke for tredje gang, bare 36 aar gammel. Hun levet bl. a. av at leie ut soldater, og sælge kuler og krudt. Firenze pleiet at betale hende en liten aarlig sum for en troppekontingent; og det skedde væsentlig for at ha en venligsindet nabo i nord, — som støtpute mot
Man har sagt om denne ambassade, at det var Machiavelli som blev overlistet, fordi han endnu var uøvet. Jeg synes ikke, det er saa ganske avgjort; ti hovedhensigten med sendelsen er at faa paa det rene hvor Firenze i tilfælde hadde Romagna, uten ellers at binde sig til noget bestemt. Og det er jo opnaadd: der foreligger for det første intet brud, hun er fremdeles en venligsindet støtpute i nord, og som pant paa det blev det avtalt at hun skal sende en mand sydover for at forhandle videre. Det vage resultat av ambassaden er kanske netop det tilsigtede. For at vurdere det efter fortjeneste maa man heller ikke bortse fra, at hun er i nær slegt med Frankrike’s fiende, som hindrer det i at tilegne sig Milano, det Ludvig XII hævder han er arveberettiget til. Og dernæst er der altsaa sonderet. —
Næste aar falder hans første større ambassade til Frankrike, hvor han i det hele skikkedes fire ganger. Foranledningen var følgende:
Firenze’s gesandt i Frankrike hadde med Ludvig XII, som netop hadde tat til fange sin motstander i Milano Ludovico il Moro, indgaat en nøiere avtale om hjælp til erobringen av Pisa: Firenze skulde betale den store sum av hele 24 000 dukater maaneden. Men da nu hans leiehær, som bestod av schweizere og gascognere, satte sig i bevægelse nordenfra, plyndrer de og brandskatter de overalt, endog Firenze’s specielle venner. Til disse horder sender raadet i al hast to kommissærer med Machiavelli for at sørge for matforsyningen og faa stanset uvæsenet. Den ene kommissær vilde ikke være pant for et insolvent fædreland og rømte straks hjem igjen fra dette utsultede røverpak, som leiehæren var; den anden — Luca degli Albizzi — og Machiavelli blev paa post, og fulgte tropperne, uten et øieblik at miste besindelsen: da saaledes Pisa vilde overgi sig til Frankrike og den franske feltherre tok imot tilbudet, protesterte Albizzi i Signoria-raadets navn. Og bombardementet begynder, og alt forløper efter ønske; men da man saa skal til at storme, viser det sig at pisanerne har gravet dype løpegraver paa indsiden av muren, saa hæren maa retirere. Leiesoldaterne blev misnøid; de begyndte at knurre, klaget over kostmangel, krævet sold utbetalt; den franske general meldte de to at han ikke kunde svare for noget længer, og gav Firenze’s mangelfulde matforsyning al skyld for revolten; han holdt sig væk fra det hele og lot de to ta støten alene. En vakker dag tok schweizerne Albizzi til fange, truet ham med fældet hellebard til at betale sold endog til en ganske uvedkommende flok schweizere, som netop ankom søndenfra Rom; ja, han maatte til og med punge ut med 1 300 dukater av sin private kasse. Og straks det var erlagt, opløste leiehæren sig og drog sin vei!! — Dette skedde midtsommers 1500. Kong Ludvig XII skrev til Firenze og beklaget hændelsen; og lovet vel for fremtiden: han skulde nok ta Pisa! vilde sende en ny general og andre soldater, som skulde ligge efter byen hele vinteren og trætte den ut, og saa ta den eftertrykkelig til næste sommer. Firenze svarte nei tak, de hadde nu faat nok av franske og schweiziske leiesoldater. Da blev Ludvig XII fornærmet, og slængte i dem, at skyld i uheldet var Firenze selv, som bl. a. ikke sørget punktlig for kost og sold. Men den egentlige grund til hans harme var jo at han nu for fremtiden gik glip av Firenze’s klækkelige pengebidrag pr. maaned til hæren.
Da skikkedes altsaa Machiavelli selvanden i ekstra-gesandtskap til Frankrike for at bringe en forsoning istand; de skulde bortforklare mest mulig, bukke og skrape og stulle for den saarede forfængelighet; forøvrig skulde de bare melde at nu ankom der med det allerførste nye gesandter til kongen. Og saa maatte de søke at faa ham fra hans overdrevne pengekrav, — ialfald som forskud, før Pisa var erobret. — Det var just intet let gesandtskap. Mindre behagelig ogsaa av den grund at de var daarlig betalt av Firenze, og selv var fattigfolk, som ikke hadde anledning til at skyte til av egen kasse, — saameget mere som de kom til et flot og snobbet hof, hvor man bare estimerte folk efter hvad de hadde raad at bruke. Machiavelli har i sine breve til raadet udmerket tegnet hint billede av møtet mellem fattigstatens legater og en hovmodig konge. I august fik de foretræde for kongen. Den audiens løp bare ut i kjekl; kongen avbrøt dem grætten og hoven, sa, at pengene fik han nok ha først. De to gesandter smøg og svarte, det var ganske umulig for Firenze nu i øieblikket; men vel, naar Pisa var indtat. Da ropte de op alle som én: Franskekongen skulde kanske lægge ut for florentinerne!... Slik var tonen mot dem ved hove; tilslut blir Machiavelli’s følge syk, saa han endog er alene om affæren. Men da æser sendelsen op for ham, til at omfatte en utredning av hele den politiske situation i Italien. Han ser for det første klart at Firenze’s forhold til Frankrike er analogt med Venezia’s til Tyskland; og ved dette syn har han i virkeligheten truffet kjernen i halvøens politik gjennem hele det 16. aarhundrede, han er saa at si blit autoritet paa det omraade. — Han snakker dagstøt med kongens omgivelser, særlig med kardinalen av Rouen, den indflydelsesrikeste av dem, senere Frankrikes kandidat ved pavevalg, dels paa fransk, dels paa latin. Det begynder som debatter: Firenze forstaar sig ikke paa krig! sier de haanlig. Ikke Frankrike paa statskunst heller! svarer han slagfærdig, — naar det kan hjælpe kirken til slik magt, som det gjør. Og omsider faar han gjort dem begripelig, hvor farlig paven igrunden er; Machiavelli har nemlig i mellemtiden faat vite at paven tænker paa at indsætte Medici i Firenze ved Venezia’s hjælp, — og Venezia har bare én plan: at utvide sin egen magt i Italien, mens Firenze kun søker at hævde sig som det er. — Det utvikler sig til svære diskussioner, hvorunder han faar orientert franske politikere, og lægger derved et bredt grundlag for forstaaelse mellem republikken og Frankrike. Han saar mistanke. Og det ender med at han, den fattige sekretær fra Firenze, ogsaa aapner kongens øine for Frankrikes virkelige fare i Italien. Denne tok mot en sum penger fra Firenze, og sendte ordre til Cæsar Borgia, at han ikke tillot ham at gaa imot Bologna. — Fra den sendelse vendte Machiavelli tilbake til Firenze med øket autoritet.
I sine daglige indberetninger meddeler han selv, hvad de har talt om. Og av dem fremgaar det, paa hvilken maate han har søkt at indgi franske politikere den hele oversigt over faren og lovene for Frankrikes holdning til Italien i fremtiden. For kongens kardinal redet han det — i korthed gjengit — ut i følgende almenræsonnement: Fører de krig mot paven, maa de gjøre det enten alene eller i forbund med en anden; gjør de det alene, kommer de nok til at indse, hvad det vil ha paa sig; men gjør de det i forbund med en anden, maa de altsaa finde sig i at dele Italien med denne anden, det vil si: da faar de en ny krig at føre mot denne anden; og den krig vil bli farligere end nogen av dem de har ført mot paven. — Denne anden, som ikke nævnes, det er Tyskland.
Men likeoverfor den slags visionære ord bare maapet man; de maatte først gaa i opfyldelse, før man forstod dem. Med overlegen klarhet og politisk evne ser han altsaa straks spændingens store linjer. Men i øieblikket til ingen nytte; hverken hinsides Alperne eller i hans eget folk kunde man følge hans kjølige ørneblik. Det var tillike saa altfor overraskende nyt.
I hele fire maaneder opholdt han sig ved hoffet. Han studerer samtidig folk og stat; og dette ophold har lagt grunden til hans mindre milde dom om det franske folk. Hurtig og kort gir han en militær, politisk, økonomisk, kulturhistorisk, fra folkepsykologisk
Han skrev ogsaa ned nogen korte aforismer om franskmændenes karakter (Della natura dei Francesi), som tildels ikke er videre hensynsfulde eller smigrende; det er vel personlige erfaringer ved hoffet som iblandt gaar igjen. Jeg skal oversætte nogen: „De er heller tause end netop kloke. — De bryr sig ikke stort om det man skriver eller sier om dem. — De lider mer av pengetørst end av blodtørst. — De er gavmilde bare i ord. — Naar de blir bedt om en velvilje, tænker de først paa hvad nytte de kan ha, om de gjør den tjenesten. — De er krypende i motgang; i medgang er de hovmodige. — De er foranderlige og lette paa det...“ Jeg nævner dette, ikke netop fordi dommen er saa særlig træffende om det vi idag forstaar ved en franskmand, men fordi det er betegnende for Machiavelli at en slik kold og knivskarp dom fælder han om det folk, paa hvis venskap og hjælp det just er hans inderste overbevisning at Firenze’s hele eksistens beror.
Næste større gesandtskap gjælder Cæsar Borgia. Da denne nemlig faar franskekongens ordre om ikke at røre Bologna, vender hans interesse sig mot Toscana; han sværmer rundt om det, anmoder om tilladelse til at marschere gjennem det o. l. Og altid med de fordrevne Medici i sit følge. Tilsidst tar han Piombino, en sjøby i vest, og sætter sig fast der (1501). Pisa og Lucca i nærheten vider sig straks ut og blir frække; og næste aar har Firenze Val di Chiana-affæren, som jeg før har nævnt: Cæsar Borgia kommer med en flok kondottierer sopende foran sig; Firenze’s smaabyer indover Chiana-dalføret falder fra — de som lar være, gjør det ene og alene av frygt for Frankrike, som atter blir betænkelig ved denne Borgias graadighet; ti hans drøm var aabenbar: at favne om Toscana, kongedømmet Napoli, kirkestaten — foruten Romagna. Denne mistænksomhet er selvfølgelig Cæsar Borgia den første til at veire; og ofrer straks Medici med alle de fiendtlige kondottierer. Som han siden ifølge Machiavelli’s indberetninger — de er skrevet av ham, bare undertegnet av legaten — selv frækt sier: „Jeg staar ikke her (ɔ: i Toscana) for at tyrannisere; men for at utrydde tyrannerne...“ Og saa melder han Firenze fra Urbino at nu faar de komme og forhandle med ham. — Samtidig som denne ambassade avgaar til ham, skikker Soderini bud til franskekongen med bøn omhjælp.