Reise i Sibirien/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (s. 91-108).
◄  I.

Den 19de Mai 1828 begav jeg mig, i Selſkab med Lieutenant Due og en Norſk Betjent Anders Nielſen, nuværende Portner ved Univerſitetet, paa Reiſen til Stockholm. Vi reiſte langs Gøtha-Kanalen, af hvilken den ſtørſte Deel allerede var fuldendt, med Anbefalingsbreve fra Norges daværende Statholder, Grev Platen, til alle Beſtyrere af dette vigtige Anlæg, til hvilket Grev Platen ſelv havde udkaſtet Planen og ledet Udførelſen, og ankom den 1ſte Juni til Stockholm. Jeg havde beſluttet, at reiſe fra Stockholm over Åbo til Petersburg, og da jeg vidſte, hvor ualmindeligt beſværligt det var at komme løs fra det Petersburgſke Toldvæſens Viſitationer, ſaa anmodede jeg den Rusſiſke Miniſter i Stockholm Grev v. Suchtelen, efter bedſte Evne at lette mig Ankomſten; og han lovede mig, derom at henvende ſig til Miniſteren for Told- og Finantsvæſenet Grev Cancrin. Ulykkeligviis fandtes intet Skib, ſom ſkulde gaae til Åbo; men derimod var en Svenſk Skipper i Begreb med at afgaae directe til Petersburg; og da jeg anſaae det for ligegyldigt, paa hvilken Vei jeg kom til Keiſerſtaden, ſluttede jeg med ham en Accord, ſom jeg ved min Ankomſt til Petersburg fik Anledning til meget at beklage.

Ved Afſkeds-Audientſen hos Hans Majeſtæt Kongen gav han mig adſkillige faderlige Formaninger. „Souvenez Vous, Monsieur“, ſagde han tilſidſt, „que le sol da la Russie n’est pas le même, que le sol de la Norvège; ici Vous pouvez dire tout ce que Vous voulez; mais c’est une autre chose dans la Russie. Il ne faut pas se mêler dans la politique[1]. Jeg forſikkrede, at jeg aldrig havde befattet mig med Politik, hvoraf jeg intet forſtod; at jeg altid havde anſeet det for rigtigſt, at Enhver beſkjæftigede ſig med det, hvortil han af Natur følte ſig kaldet, og at mine Interesſer havde en ganſke anden Retning. Han ønſkede mig Lykke til mit Foretagende, yttrede den Overbeviisning, at jeg vilde komme ubeſkadiget tilbage fra den beſværlige Reiſe og omarmede mig ved Afſkeden. Jeg forlod den elſkværdige Konge, ganſke rørt over hans Venlighed.

Om Morgenen den 12te Juni gik vi ombord i Skibet Sappho, men kom førſt den 18de om Eftermiddagen til Kronſtadt. Store Skibe kunne, ſom bekjendt, ikke gaae lige op til Petersburg, men maae losſe i Kronſtadt. Mængden af Skibe, ſom her laae tæt ved hinanden, var ſaa ſtor, at vi, da vi paa Afſtand ſaae igjennem en Kikkert, troede at ſee en ſand Granſkov; ſelv da vi kom nærmere kunde vi neppe ſkimte noget af Himmelen imellem Maſterne. Fæſtningsverker og Bygninger vare ſamtlig anlagte i en ſtorartet Stil. Indenfor Fæſtningsverkerne laae to ſtore Krigsſkibe, ſom ved en uſædvanlig høi Vandſtand i den Finnſke Bugt i Aaret 1824, der var foraarſaget af en længe vedholdende Veſtenvind, vare blevne kaſtede derop, og nu ikke mere kunde bringes tilbage. Ved vor Ankomſt bleve vi overfaldne af en Sværm af høiere og lavere Toldbetjente, ſom forſeglede vore Kufferter, Skibets Luger, endog Kahyttens Vægge, med lange Baand og rødt Vox, paa det at intet hemmeligt Aflukke, ifald noget ſaadant fandtes, ſkulde kunne aabnes. Selv vore Reiſeſække bleve forſeglede, uagtet vi viſte dem, at de intet indeholdte uden Toiletſager, og et Par rene Skjorter og Strømper; og man tilkjendegav os, at for hvert Segl, der ved vor Ankomſt til Petersburg fandtes løſt, maatte betales 100 Rubel i Bøder. Det værſte var, at vi ikke forſtode disſe Menneſker, ligeſaalidt ſom de os, ſaa at alle Foreſtillinger vare forgjæves. Vi maatte henvende os til en Tydſk Mægler paa Stedet, ſom forfattede en Fortegnelſe over alle de af os medbragte Sager, og inden disſe og alle andre Formaliteter vare bragte i Orden, forgik næſten to hele Dage, ſaa at vi førſt den 10de om Middagen kunde ſegle videre. Men nu var Vinden ſprunget om, ſaa at vi førſt naaede Petersburg om Aftenen Kl. otte, og ankom uvaſkede og ubarberede til en Tydſk Hotelvert Heide paa Waſilii-Oſtrow, en af de Øer, paa hvilke Hovedſtaden ligger. Under Indſeglingen ſtod Aftenſolen i Veſt bag os, og foran os laae mod Øſt den uhyre Keiſerſtad i Glands af den allerede lavt ſtaaende Sol, hvis Straaler tilbagekaſtedes af de ſtærkt forgyldte Kuppler og ſpidſe Taarnſpire. Høie Palladſer i en mere ſtorartet Stil, end jeg nogenſinde før havde ſeet, alle byggede af en gulagtig Sandſteen, mange med næſten græsgrøn Tagbedækning, viſte ſig for vore forundrede Blikke og gjorde en imponerende Virkning.

Indklareringen ved Kronſtadt og Udklareringen i Petersburg var forbundet med ſaa mange Vanſkeligheder og Vidtløftigheder, at jeg, hvis jeg før havde haft en Anelſe derom, viſt længe vilde have betænkt mig paa, at foretage denne Reiſe. Da jeg traadte ind i Toldboden i Petersburg, bleve Kufferterne gjennemrodede og mine faa Bøger borttagne og plomberede, for at ſendes til Cenſur-Commisſionen. Det hjalp intet at jeg viſte Betjenterne, at det kuns var Logarithmetabeller og aſtronomiſke Aarbøger, ſom indeholdte lutter Tal, tillige nogle Bind af Schumachers „aſtronomiſche Nachrichten“, en Rusſiſk Grammatik og et Bind af Münſters Prædikener; de ſkulde alligevel underkaſtes Cenſur! Endelig kom vi til en Pakke indbundne Bøger med reent Papir, beſtemte til deri at antegne Obſervationerne; jeg ſpurgte, om disſe ogſaa ſkulde ſendes til Cenſuren; men de bleve dog frigivne. Mine Chronometre vilde man tage fra mig, for at indſpærre dem tilligemed de øvrige Inſtrumenter i et Pakhuus. Men da jeg herved bemærkede, at ſaa maatte man ogſaa indſpærre mig i Pakhuſet, ſaaſom de hver Dag ſkulde optrækkes, var man ſaa naadig, at tillade mig at tage dem med til Hotellet.

En heel lang Uge gik jeg eller Lieutenant Due hver Dag til Toldboden, for at faae vore Sager udleverede, men forgjæves; vi bleve affærdigede med ubeſtemte og undvigende Svar. Den ſtørſte Vanſkelighed gjorde en Pakvogn, ſom jeg til Transport af vore Kufferter, Inſtrumenter og de mange Fornødenheder, ſom til en Reiſe igjennem Sibirien ere uundværlige, havde medbragt fra Chriſtiania. Mægleren i Kronſtadt havde ſpurgt, hvor mange Collies vi medbragte, og det faldt mig ikke ind hertil at regne denne Pakvogn; den ſtod altſaa ikke paa Liſten. Den ſkulde derfor confiſkeres, og Skipperen, ſom ikke havde angivet den, betale 100 Rubler i Bøder. En Dag traf jeg hos vor Banquier Baron Stieglitz en Geheimeraad Druſchini, ſom arbeidede under Cancrin, og beklagede for ham min Nød. Han var ſaa artig, at opſætte for mig en Franſk Skrivelſe til Miniſteren, hvilken jeg underſkrev; og han lovede mig, ſtrax at ſende den til Bureauet, for at bevirke Udleveringen. Men Alt dette hjalp ikke. Ulykken var, at Grev Cancrin, ifølge Grev Suchtelens Meddelelſe, at jeg vilde reiſe over Åbo og Wiburg, havde givet Autoriteterne paa disſe Steder Befaling, at lade mig pasſere uden de ſædvanlige Formaliteter; men da jeg var kommen directe til Kronſtadt og Petersburg ſaa vare ingen Foranſtaltninger os vedkommende her trufne.

Endelig blev det mig antydet, at ingen anden Udvei var mulig, for at faae Ende paa Sagen, end at henvende mig perſonlig til Miniſteren, ſom gav Audients Kl. 4 om Eftermiddagen. Jeg gik altſaa derhen, og da den Rusſiſke Betjent, ſom ſtod ved Døren, gav at forſtaae, at Hans Excellents var hjemme, og jeg ikke forſtod, hvad han tilſøiede, bankede jeg paa, og gik ind. Jeg traf Miniſteren i Samtale med en geiſtlig Mand, og klagede ham min Nød. Han ſvarede i vred Tone: „Det er Deres egen Skyld!“ Han havde ifølge mit Udſagn, at jeg vilde reiſe igjennem Finnland givet Toldembedsmændene i Åbo og Wiburg Befaling, at lade mig pasſere uden Vanſkelighed. Var jeg kommet den Vei, ſkulde jeg ſeet, hvor høfligt man vilde behandlet mig. Jeg kunde ſpørge Dr. Erman, hvorledes man havde modtaget ham ved den Rusſiſke Grændſe, da han kom fra Berlin. Toldperſonalet havde paa det prægtigſte beværtet ham“. — Til min Undſkyldning ſvarede jeg: „Over Omſtændighederne, Deres Excellents, kan man ikke raade; paa den Tid, da jeg vilde afreiſe fra Stockholm, laae der intet Skib i Havnen, ſom var beſtemt til Åbo, derimod laae et ſeglfærdigt for at gaae directe til Petersburg, og jeg havde ingen Anelſe om, at denne Omſtændighed kunde have ſaa ubehagelige Følger“. — Han blev imidlertid ved ſin Paaſtand, at det var min egen Skyld, og i det han vendte ſit Blik mod et Uhr ved Væggen, tilføiede han kort: „og Klokken er jo endnu ikke 4“ (jeg var altſaa kommen lidt for tidligt). Derpaa vendte han mig Ryggen, og jeg maatte gaae med uforrettet Sag. Aldrig hverken før eller ſiden er jeg af Nogen bleven behandlet ſaa uhøfligt. Nu var altſaa det ſidſte Haab ſluppet, alle Veie vare ſperrede; jeg kunde ikke reiſe til Sibirien uden mine Inſtrumenter; jeg kunde ikke vende tilbage til Norge uden dem, og dette vilde desuden være en Proſtitution, efter alle de Foranſtaltninger, der Aaret tilforn vare gjorte til Expeditionen, hvilke ved videnſkabelige Journaler vare bleven bekjendtgjorte over hele Europa.

Nogle Dage gik hen i denne trøſtløſe Stilling, indtil jeg endelig beſluttede mig til nok et Forſøg. Om Formiddagen imellem Kl. 9 og 10, ſagde man, gav han een Gang ugentlig Audients for Enhver, der havde noget at anſøge. Jeg gik derfor derhen den 4de Juli om Morgenen, og fandt Miniſterens Forgemak fuldt af en Mængde fattige Folk — for det meſte gamle Mænd i Faareſkinds Peltſe og ligeſaa ſimpelt klædte gamle Fruentimmer — ſom alle vare opſtillede i en ſtor Kreds langs Væggene. Miniſteren, klædt i en graae Düſfels Morgenfrak og røgende af en lang Tyrkiſk Tobakspibe, gik om i Kredſen fra den Ene til den Anden, hørte paa Enhvers Andragende og ſvarede et Par trøſtende Ord. Jeg tog min Plads imellem de Anſøgende; og da jeg var ſortklædt og havde Nordſtjerneordenen paa Bryſtet, trak jeg hans Opmærkſomhed til mig. Efterhaanden ſom han nærmede ſig til det Sted i Kredſen, hvor jeg ſtod, kaſtede han flere Gange ſit Blik paa mig, og jeg kunde merke, at han gjenkjendte mig. Endelig kom han hen til mig, og ſagde i en ſærdeles høflig og undſkyldende Tone: „Hvorfor er De kommen paa denne Tid, da jeg, ſom De ſeer, er belemret med alle disſe ſimple Folk, ſom have et eller andet at beklage ſig over, eller noget at bede mig om? Hvorfor er De ikke kommen paa den ſædvanlige Audientstid om Eftermiddagen?“ Jeg ſvarede, at jeg allerede een Gang paa denne Tid var kommen Hans Excellents til Uleilighed, og derfor ikke vovede, at gjentage Forſøget. Han bemerkede derpaa ſærdeles høfligt: „Vent blot nogle Minuter: jeg har et Par Ord at tale med denne Herre her (han pegede paa en Mand i Uniform, den eneſte velklædte Perſon i Salen), ſaa ſkal jeg være til Deres Tjeneſte“. Han tog nu denne Mand med ſig ind i ſin Arbeidsſtue, kom efter et kort Ophold tilbage, og førte mig ind. Han var nu ligeſaa høflig, ſom han førſte Gang havde været fraſtødende. Han yttrede: „Mine Toldbetjente have handlet ret; de torde ikke andet; men nu ſkal De ſee, hvor ſnart Sagen ſkal være bragt i Orden“. Han ſkrev et Par Ord paa en Lap Papir, trak i en Klokkeſtreng og befalede den indtrædende Tjener, at bringe Seddelen til Toldboden. Han viſte mig derpaa Manuſkriptkarter over Uralkjæden i en ſtor Maaleſtok, paa hvilke alle de Steder, hvor man havde fundet Guld, vare angivne med guul Farve, og gjorde opmærkſom paa, at de alle laae paa den øſtlige Skraaning af Fjeldet, hvilket ſyntes at antyde, at engang en mægtig Vandmasſe havde ſtødt an mod den ene Side af Bjergkjæden, og havde afſat dette tungere Material paa den modſatte. Han bad mig tilſidſt, ifald jeg paa min Reiſe opdagede nogen Uorden, ſom fortjente at dadles, at jeg i ſaa Tilfælde vilde melde ham den. Jeg gik nu med let Hjerte fra ham til Toldboden, hvor jeg fandt, at den lille Lap Papir havde virket ſom en Trylleformular. Alt lige indtil Pakvognen blev mig udleveret med den ſtørſte Beredvillighed, ſaa at den Svenſke Skipper blev befriet for at betale de 100 Rubler i Bøder.

Dagen efter vor Ankomſt gik vi ud for at opſøge vor tilkommende Medreiſende Dr. Erman, hvis Bopæl Baron Stieglitz havde angivet os, med Tilføiende, at han var ganſke fortvivlet over vor lange Udeblivelſe. Hans Bopæl fandt vi derved, at vi i et Vindue i andet Stokverk af et Huus opdagede et lidet aſtronomiſkt Inſtrument Ltnt. Due gik foran op ad Trappen, og ſpurgte en liden ung Mand, der kom os imøde, med ſorte Haar, og i en blaarudet Bluſe, ſamt med et rødt uldent Skærf om Halſen, paa Rusſiſkt, om han kunde ſige os, om den Tydſke (Nemetſchki) Doctor Erman var hjemme? Han betragtede os med ſtirrende Blik, jeg ligeledes ham, og gjenkjendte endelig i ham den vi ſøgte, hvorpaa han fløi mig om Halſen. Han ledſagede os derpaa til ſin Stue, hvor han viſte mig et dobbeltløbet Gevær, hvormed han ſamme Dag havde beſluttet at ſkyde ſig af Fortvivlelſe over vor Udeblivelſe.“ Men ulykkeligviis var Laaſen i Uſtand, og ſaaledes blev hans Liv reddet. Han logerede hos en elſkværdig ung Videnſkabsmand, Lieflænderen Adjunct Lenz (ſenere Medlem af Videnſkabernes Akademie i Petersburg), ſom nyligen var vendt tilbage fra en videnſkabelig Jordomſegling under Capitain Kotzebue. Nogle Dage efter flyttede Dr. Erman ind til os.

Blandt de interesſante Bekjendtſkaber, vi ved Dr. Erman gjorde, foruden Adjunct Lenz, maa jeg iſær nævne Baronerne, Søecapitain Ferdinand v. Wrangel (nuværende Admiral), og hans yngre Fætter Lieutenant v. Wrangel, hvilken ſidſte var beſkjæftiget med en Opmaaling af den Finnſke Bugt. Den førſte har i Aarene 1820 til 1824 udført en Opdagelſesreiſe langs Nordkyſten af det øſtlige Sibirien, beſtemt Beliggenheden af en Mængde Punkter i det nordøſtlige Sibirien og langs dets Kyſter, og udført en Række af meteorologiſke ſamt magnetiſke Iagttagelſer over Misviisning og Inclination i disſe af Videnſkabsmænd aldrig før beſøgte Egne[2]. En Afſkrift af disſe meddelte han mig, hvorved de Iagttagelſer, jeg ſiden gjorde i den ſydligere Deel af Sibirien bleve betydelig completterede. Hans Skildring af den frygtelige Kulde indtil 400 Reaumur, ſom han der havde udholdt, indjagede mig Skræk for hvad jeg muligen kunde vente at udſtaae, omendſkjønt jeg ikke, ſom han og hans Reiſefælle Lieutenant Anjou, tænkte at nærme mig til den 76de Bredegrad. Fra den 14de Marts til 4de Mai 1822 havde han tilbragt 51 Dage paa Ishavet, kjørende med Hunde paa Iſen. „Ved ſaa lav Temperatur“, ſagde han, „tør man ikke anderledes drage Aande, end igjennem en Bjørnefæld, ſom man holder tæt ſluttet til Munden, ſaa at den ſparſomt dragne Aande førſt filtreres igjennem Haarene, for at Lungerne ei ſkal angribes“. Ogſaa medgav han mig et Brev til Civilgouverneuren Zeidler i Irkutſk, i hvis Familie han under ſit Ophold der i 1820 havde nydt et hjerteligt Gjeſtevenſkab, ledſaget med en Kviſt af det Egetræe i Longwood paa St. Helena, under hvilket Napoleon ofte pleiede at ſidde henſunken i Tanker. Af denne Kviſt brak jeg et Blad, og ſendte det, ſom en Erindring om den ſtore Mand, i et Brev til min Kone. Af Lenz erholdt jeg en Afſkrift af de Iagttagelſer over Misviisningen, ſom han havde gjort under Jordomſeglingen. Iagttagelſer over Inclinationen og Intenſiteten havde han ikke kunnet udføre; thi det medbragte Inclinatorium var ubrugeligt, og en magnetiſeret Staalcylinder (om jeg erindrer ret en af mine, ſom Capit. Sabine i England havde ſendt Kotzebue), hvis Svingningstider han ſkulde obſervere til Intenſitetens Beſtemmelſe, havde Chefen lagt i ſit Reiſechatouille; og den kom førſt for en Dag ved Reiſens Ende i Petersburg.

Om Aftenen den 30te Juni beſøgte jeg, ledſaget af Dr. Erman, Jordomſegleren Admiral Kruſenſtern, til hvem jeg havde Brev fra Grev Suchtelen i Stockholm. Vi traf ham i hans Have ved Thebordet i Selſkab med ſin Frue, Capitain Kotzebue, ſom tre Gange havde omſeglet Jorden (den førſte Gang under Kruſenſtern, og de to følgende Gange ſom Chef), hans Frue og hendes Fader Grev Manteuffel. Jeg erindrede Admiralen om den traurige Colliſion imellem hans Pligter og Følelſer, under hvilken han begyndte ſin Jordomſegling, hvilken han ſkildrer i Indledningen til ſin Reiſebeſkrivelſe. Han havde nemlig flere Aar i Forveien udkaſtet Planen til en ſaadan Opdagelſesreiſe, den førſte Jordomſegling, der ſkulde udføres af den Rusſiſke Marine; men den blev ved indtrædende Forhindringer i lang Tid opſat. Da fik han pludſelig, faa Dage efterat han havde giftet ſig med ſin elſkværdige Frue, Befaling at tiltræde Reiſen, ſaa at de unge Ægtefolk paa tre Aar maatte ſkilles ad med den ſmertelige Tanke, maaſkee aldrig mere at forenes. Jeg laante Admiralen et Kart over Magnetnaalens Misviisning i to Blade, ſom foreſtillede Syſtemet paa den øſtlige og veſtlige Halvkugle, hvilket jeg havde conſtrueret efter en Mængde Iagttagelſer, ſom jeg i Aaret 1819 havde uddraget af Skibsjournaler i det Engelſke Admiralitet i London. Han vilde lade Kartet copiere.

En Uge ſenere (9de Juli) beſøgte jeg atter Admiralen i Selſkab med Dr. Erman. Han overleverede os fire Brevet til Irkutſk, Jakutſk og Ochotſk, og Erman et til Kamtſchatka, hvori han anmodede Capitain Hagemeiſter, Chef for en Rusſiſk Fregat, Krotkoi, ſom han troede vilde indtræffe der paa ſamme Tid ſom E. at bringe denne min Reiſefælle med ſig tilbage til Europa, hvilket ogſaa ſiden ſkede. „Af ſaadanne Breve kunne De ikke faae formange“ føiede han til. I det han leverede mig mine Misviisningskarter tilbage, ſagde han: „Kan De troe, at disſe Karter have gjort mig ſyg i et Par Dage?“ Han havde nemlig givet det ene Blad til en ung Søeofficier til at copieres, og nogle Dage efter var denne Ofſicier i Admiralens Fraværelſe gaaet ind i hans Contoir og havde taget det andet. Derpaa havde en Engelſk Capitain Widall beſøgt Kruſenſtern, og denne vilde han viſe Kartet; men uagtet han gjennemſøgte alle ſine Sager, og vendte op og ned paa alle ſine Papirer, var Kartet ikke at ſinde. „Den Tanke“, ſagde han, „at jeg ved Uagtſomhed ſkulde have ladet mig det af en Fremmed betroede Arbeide forkomme, ærgrede mig ſaaledes, at jeg blev ſyg, og maatte ſøge Sengen. Førſt den følgende Dag, da min Lieutenant bragte mig begge Blade tilbage og forklarede mig Sagen, ſtod jeg igjen op“. Da vi havde taget Afſkeed, og vare komne ud i Newſki-Perſpectiv, ſom gik langs med Admiralens Have, bleve vi kaldte tilbage af en Betjent, ſom ſagde os, at Admiralen ønſkede endnu at tale et Par Ord med os. Strax efter ſaae vi ogſaa Admiralens Hoved over Stakittet, og blev af ham under venlige Undſkyldninger anmodede om, endnu engang at vende tilbage, da hans Frue gjerne vilde ſige os Farvel. Da vi kom ind, traadte den elſkværdige Dame med Taarer i Øinene os imøde, og ønſkede os al Lykke til vor foreſtaaende beſværlige Reiſe. Hun tilføiede, at hun havde en Søn, der ſom Søcadet var ombord paa det Rusſiſke Skib, ſom ſandſynlig vilde optage Dr. Erman, og at hun nu, bekymret over denne Søns Skjæbne, i Phantaſien havde gjennemgaaet alle de Farer, ſom man paa en ſaadan Reiſe, ſom den, hvilken vi vare i Begreb med at udføre, kunde være udſat for. Da jeg, rørt over denne venlige Afſkeed, tog hendes Haand og kysſede den, bukkede hun ſig og kysſede mig paa Kinden. Det var førſte Gang, at jeg blev bekjendt med denne Rusſiſke Skik. Miniſteren Suchtelen i Stockholm havde allerede ſkildret mig denne Dame ſom „en from Engel“. Overalt vakte Bekjendtſkabet med dette elſkværdige Par, om hvilket jeg af Admiralens Reiſebeſkrivelſe allerede havde dannet mig et lignende Billede, min ſærdeles Interesſe.

Særdeles interesſant var mig ogſaa Bekjendtſkabet med Generallieutenant Schubert, daværende Chef for Generalſtaben og Directeur for Kartedepotet. Han er en Søn af den berømte Aſtronom Friedrich Theodor Schubert, ſom Aaret før vor Ankomſt til Petersburg var død, og ſom i Aaret 1805 havde gjort en Reiſe igjennem Sibirien til den Chineſiſke Grændſe paa den ſamme Vei, ſom vi tænkte at følge, og der anſtillet nogle Iagttagelſer over Misviisningen, ſom jeg med Held havde benyttet i min ovenomtalte Underſøgelſe. Generalen førte os om i alle Contoirer, Værkſteder og lithographiſke ſaavel ſom Kobberſtikker-Anſtalter i den uhyre for Generalſtaben beſtemte Bygning, og forærede mig det nyeſte Kart over Sibirien med Rusſiſk Skrift. Da jeg herved yttrede det Ønſke, at beſidde et Kart over denne Strækning med latinſke Bogſtaver, for at ſende min Kone ſamme, at hun paa Kartet kunde følge mig paa min Reiſe, gik han ſtrax bort og lod tre Kobberplader af et ældre Kart med latinſk Skrift opſøge, og ſtrax deraf tage Aftryk. Omendſkjønt dette Kart blev afſendt med Kabinetspoſten til Stockholm, kom det dog aldrig i min Kones Hænder, hvilket var mig ſærdeles fortrædeligt, da jeg i mine Breve beſtandig henviſte til Kartet. Det maa i Stockholm være faldet i en Liebhabers Hænder, ſom har holdt det tilbage. Derpaa viſte Generalen mig det ſaakaldte Jern-Archiv, en aflang rund, flere hundrede[3] Fod lang Sal af overordentlig Høide, hvori Alt, Gulv, Tag, Säuler, Reoler, Bænke ere af Støbejern. Tilforn har det været et Theater. Fra Gulvet af løber paa den høire og venſtre Side rundt om Væggene et Galerie i Form af to Spiraler „med ſex eller otte Vendinger lige til Taget. Den ene Spiral omſlutter den anden; imellem begge Galerier er det temmeligt dunkelt, ſaa at man endog om Dagen maa antænde Lys. I Buerne af disſe Spiraler ſtaae Jern-Reoler, i hvilke Krigsarchivets Protokoller opbevares. Denne ſtore Sal er paa begge Galerier opfyldt med Acter, og indeholder dog kun det Nyeſte; thi det Ældre bliver ſendt til Moscwa.

Ogſaa hos Miniſteren Grev Speranſki, forhenværende Generalgouverneur over hele Sibirien, hvilket under mit Ophold der var deelt i to Gouvernementer, det veſtlige og øſtlige Sibirien, havde jeg Audients; Denne udmærkede Mand, Søn af en ſimpel Pope, havde blot ved ſit Talent opſvunget ſig til den høie Rang, han beklædte. Han har ſelv udgivet en Beſkrivelſe over Sibirien, og beſad formedelſt ſin nøiagtige Kundſkab til dette ſtore Land, ſtor Indflydelſe paa dets Forvaltning; tillige ſtod han formedelſt ſin videnſkabelige Dannelſe og humane Tænkemaade i ſtor Gunſt hos Keiſeren. Han meddelte os mange nyttige Efterretninger angaaende vor foreſtaaende Reiſe; iblandt Andet gav han os Sundhedsregler for de forſkjellige Aarstider, og ſkildrede de forſkjellige Localiteter. „Veiene“, ſagde han, ere nu fortræffelige; Kulden i Sibirien er ikke ubehagelig, da Luften om Vinteren er ganſke rolig og tør. Man lider derfor ved 17 Graders Kulde i Petersburg mere, end ved 26—28 Grader i Sibirien“. Ogſaa gav han os det Raad, paa Tilbagereiſen fra Irkutſk at tage en ſydligere Vei, end den ſædvanlige over Tobolſk, nemlig fra Tomſk mod Syd til det Kolyvanſke Bjergverk og den chineſiſke Grændſe, og derfra langs de ſaakaldte Kirgiſiſke Linier gaae til Orenburg og Aſtrachan. Han ſkildrede os disſe Egne, ſom han ſelv havde bereiſt, med megen Varme, ſom den interesſanteſte Deel af Sibirien, og gav os forſkjellige Anbefalingsbreve med, hvorved han bemerkede, at vi vilde overalt modtages „á bras ouvertes[4], hvilket da ogſaa blev Tilfældet; thi han havde tilſtrækkelig ſørget derfor.

I vor Miniſters, Baron Palmſtiernas Huus bleve vi ſærdeles gjeſtfrit modtagne; ligeſaa hos Banquier Stieglitz, hvis Søn nyligen var hjemkommen fra Univerſitetet i Dorpat; og hos den Svenſk-Norſke Generalconſul Sterky, hvilke to ſidſte oftere indbøde os til deres ſkjønne Landſteder, hvor vi altid fandt det udſøgteſte Selſkab og den ſmagfuldeſte Beværtning. Omegnen om Petersburg er formedelſt de mange Øer, paa hvilke Staden er anlagt, af Naturen ret ſmuk; dog har den fornemmelig ved Kunſt erholdt betydelige Forſkjønnelſer. Vi beſøgte en Søndags-Aften Sommerpalladſets ſtore pragtfulde Have, i hvis ſkyggefulde Alleer en ſtor Deel af Petersburgs beau monde ſpadſerede, og ſom var ſmykket med mange Marmorſtatuer og Floras herligſte Frembringelſer. I rigere Familier finder man altid i Nærheden af et Vindue i Selſkabsſalen en pragtfuld Blomſter-Etagere. Man træffer ſædvanlig Accord med en Gartner, ſom hver Løverdag forſyner den med de ſkjønneſte friſke Blomſter.

En Aften beſøgte vi det Rusſiſke Theater, hvor et franſkt Stykke i fem Acter, og derpaa et Syngeſtykke („Hovmeſteren i Knibe“), begge overſatte paa Rusſiſkt, bleve givne. Omendſkjønt vi ikke forſtode meget af Dialogen, ſaa morede vi os dog fortræffeligt. Declamation og Mimik var livlig og naturligt og Actionen fri og utvungen, ſaa at jeg idet hele Spil fandt megen Lighed med Franſke Acteurers.

Overhoved troede jeg at finde en temmelig Lighed imellem Rusſer og Franzoſer; thi begge Folk ere meget livlige, ſnakkeſalige og af et let Sind. Leiekudſke, Færgemænd kunne ei komme ſammen, uden at Munden kommer paa Gang. De tale med Heftighed og med livfulde Geberder, ſom om de vare i Lidenſkab. Matroſerne paa Skibene, Arbeiderne paa Verfterne larme og ſkrige, ſom om de vare raſende. Intet ſkeer uden Snak. Forøvrigt ere de upaalidelige og ſøge at prelle Enhver. Byder man en Femtedeel af den forlangte Priis, ſaa kan man i Almindelighed regne paa, at man efter endeel Prutten faaer det Forlangte. En Accord med Rorskarle eller Droſchkekudſkene, af hvilke ſidſte der i hver Gade holde et Par Duſin, er en formelig Komoedie. Gauer man paa Fortouget, komme ofte fire, fem eller flere Kudſke (ſædvanlig halvvoxne Drenge) farende, og tilbyde deres Droſchker. Enhver roſer ſin ſom den ſmukkeſte og bequemmeſte, og den Ene overſkriger den Anden. Ofte maa de ſelv lee, naar de ſaaledes gjøre deres heftige Anfald paa den forskrækkede Vandrer. Nu begynder Handelen. Kudſken forlanger 3—4 Rubel; man ſvarer kort: „for meget“, „for meget!“ og gaaer ligegyldig et Par Skridt videre. Han kjører efter og ſkynder ſig at gjøre en ringere Fordring, og man gjentager ſpottende ſit „otſchen dorogo“ (meget for dyrt), og gaaer uden at ſee ſig om nogle Skridt videre. Han kjører efter og raaber igjen, og ſaaledes gaaer det fort, indtil man endelig er kommen til en Fjerdedeel eller en Femtedeel af det førſte Forlangende, hvorpaa man gjør et pasſende Bud, ſom i Regelen beſvares med „ſadites“ (ſæt Dem). Den ſamme Scene har man, naar man nærmer ſig en KræmmerBoutik.

Da vi fra Jekatharinenburg vilde reiſe mod Nord langs Uralkjæden, hvor den rige Demidoff beſidder den ſtore Fabrik (Savod) Niſchne-Tagilſk og flere Guld- og Platina-Vaſkerier, beſøgte vi Chefen for hans Comptoir, Hr. Kolonoff, ſom jeg allerede i Stockholm havde gjort Bekjendtſkab med hos Grev v. Suchtelen. Han medgav mig Brev til Fabrikens Forvalter. Iblandt flere Kunſtſager og Koſtbarheder i det Demidoffſke Pallads viſte han os et elegant rundt Bord med en enkelt Fod af Jakaranda og to med ſleben Malachit belagte runde Bordplader, af hvilke den underſte omtrent havde fire, den øverſte to Fods Diameter (hvilket Englænderne kalde „a dumb servant“), og gjorde os derved opmærkſom paa en paa den underſte Bordplade indridſet Cirkel, om hvilken han fortalte os følgende Anecdote: „Ved den Feſt, ſom Fyrſt Carl von Schwarzenberg den 1ſte Juli 1810 gav i Anledning af Napoleons Formæling med Erkehertuginde Marie Louiſe, opſtod en frygtelig Brand i Balſalen, hvorved Fyrſtinde Pauline von Schwarzenberg, en Datter af Hertugen af Aremberg, miſtede Livet. Napoleon, ſom ſelv var tilſtede ved Feſten, opmuntrede perſonlig Brandfolkene, og da han ſtærkt havde udſat ſig for Ilden, følte han en heftig Tørſt. Han ilede derfor til det i Nærheden værende Demidoffſke Palads, og bad om et Glas Vand. Man bragte en Flaſke Champagner og et Glas, og ſatte begge paa det omtalte Malachitbord. Keiſeren drak, ſatte Glasſet igjen paa Bordet, og ilede tilbage til Brandſtedet. Kolonoff, ſom var tilſtede, ridſede en Kreds i Malachiten rundt om Glasſets Fod, for derved at bevare Erindringen om Keiſerens Beſøg ved denne ſørgelige Begivenhed. Enhver af de Tilſtedeværende ønſkede at drikke af det ſamme Glas, hvoraf Keiſeren havde drukket, og Flaſken blev tømt“. Bordet var nu ført tilbage til Petersburg. I Bergverkscorpſet havde vi ſeet en Mængde ſtore Platina-Klumper, os iſær en ſtor Klump gediegent Guld, ſom omtrent veiede 40 rusſiſke Pund. Da nu Rusland ogſaa er rigt paa Sølv og de fleſte andre Metaller, ſaa yttrede jeg til Hr. Kolonoff, at Rusland var det rigeſte Land i den gamle Verden, og da man, ſom jeg havde hørt, nu endog havde lært, at tilberede Champagner af Aſtrachanſke Druer, ſaa manglede det intet andet af Jordens Herligheder, end at det ogſaa frembragte Diamanter. Han ſvarede: „dem vil man vel ogſaa ſnart ſinde“. Og virkelig ſyntes denne Forventning ſtrax efter under Hr. v. Humboldts Ophold i Ural at være gaaet i Opfyldelſe.

En Dag da vi havde ſpiiſt til Middag i vort Hotel, indtraadte to Perſoner i Salen og bade om Tilladelſe til at viſe deres Kunſter for Gjeſterne. Den ene ſpillede paa een Gang 6 Inſtrumenter, Harpe, Mundorgel, Trompet, Gongon, Bækken og Klokkeſpil. Klokkeſpillet var befæſtet paa en Hjelm, han bar paa Hovedet, Mundorgelet var ſtukket ned i Veſten, og naar han dreiede Hovedet imedens han blæſte i de forſkjellige Piber af dette, ringlede Klokkerne. Harpen ſtod paa Gulvet og ſpilledes med den ene Haand, i den anden holdt han Trompeten, Bækken og Gongon bleve ſlaaede med Knæet og Foden. Den anden var en Taſkenſpiller, ſom havde været Huſar i Danſk Tjeneſte i Holſteen. Iblandt de ſædvanlige Kunſter ſaadanne Perſoner pleie at viſe, var der en, ſom foraarſagede megen Munterhed. Han ſtillede paa det lille Bord, hvorved han ſad, tre omvendte Metalbægere, rullede nogle Brødkugler og kaſtede 4 af disſe under det midterſte Bæger, og ſpurgte derpaa, under hvilket man vilde, at Kuglerne ſkulde ligge, og da Bægerne løftedes op, laae de virkelig paa det forlangte Sted. I Hotellet logerede to unge Kjøbmænd fra Bergen, af hvilke den Ene ſtillede ſig tæt ved Bordet paa Taſkenſpillerens høire Side, for at opdage, hvorledes det gik til. En Gang tog Kunſtneren Bægeret paa høire Side i Haanden og lagde 4 Kugler paa Stedet, men i det han ſatte Bægeret over dem, dreiede han, ſom om han tilfældigviis ſaae efter noget, Hovedet til venſtre Side, og i dette Øieblik ſnappede vor Landsmand hurtigt den ene Kugle. Nu ſpurgte Kunſtneren, hvor mange Kugler der var under Bægeret? Vor Landsmand, ſom ſtod med Kuglen i den lukkede Haand, ſagde driſtigt 3. Kunſtneren paaſtod 4, og ſpurgte, om han vilde vædde. Ja, ſvarede den førſte, en Rubel. Nei, ſagde den anden, „lad det blive ved et Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/131 Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/132 Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/133 Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/134

  1. Kom ihu, min Herre, at Ruslands Jordbund ikke er den ſamme ſom Norges; her kan De ſige Alt hvad De vil; men det forholder ſig anderledes i Rusland. Man maae ikke blande ſig i Politiken.
  2. En Beſkrivelſe over denne interesſante Reiſe med et Kart er udkommen paa Tydſk i Berlin 1839 under Titel: „Reiſe des kaiſerlich rusſiſchen Flotten-Lieutenants Ferdinand v. Wrangel langs der Nordküſte von Sibirien und auf dem Eismeere in den Jahren 1820 bis 1824“.
  3. I den Tydſke og Franſke Overſættelſe ſtaaet blot det betydningsløſe „flere Fod lang“.
  4. Med aabne Arme.