Reise i Sibirien/2
Den 19de Mai 1828 begav jeg mig, i Selskab med Lieutenant Due og en Norsk Betjent Anders Nielsen, nuværende Portner ved Universitetet, paa Reisen til Stockholm. Vi reiste langs Gøtha-Kanalen, af hvilken den største Deel allerede var fuldendt, med Anbefalingsbreve fra Norges daværende Statholder, Grev Platen, til alle Bestyrere af dette vigtige Anlæg, til hvilket Grev Platen selv havde udkastet Planen og ledet Udførelsen, og ankom den 1ste Juni til Stockholm. Jeg havde besluttet, at reise fra Stockholm over Åbo til Petersburg, og da jeg vidste, hvor ualmindeligt besværligt det var at komme løs fra det Petersburgske Toldvæsens Visitationer, saa anmodede jeg den Russiske Minister i Stockholm Grev v. Suchtelen, efter bedste Evne at lette mig Ankomsten; og han lovede mig, derom at henvende sig til Ministeren for Told- og Finantsvæsenet Grev Cancrin. Ulykkeligviis fandtes intet Skib, som skulde gaae til Åbo; men derimod var en Svensk Skipper i Begreb med at afgaae directe til Petersburg; og da jeg ansaae det for ligegyldigt, paa hvilken Vei jeg kom til Keiserstaden, sluttede jeg med ham en Accord, som jeg ved min Ankomst til Petersburg fik Anledning til meget at beklage.
Ved Afskeds-Audientsen hos Hans Majestæt Kongen gav han mig adskillige faderlige Formaninger. „Souvenez Vous, Monsieur“, sagde han tilsidst, „que le sol da la Russie n’est pas le même, que le sol de la Norvège; ici Vous pouvez dire tout ce que Vous voulez; mais c’est une autre chose dans la Russie. Il ne faut pas se mêler dans la politique“[1]. Jeg forsikkrede, at jeg aldrig havde befattet mig med Politik, hvoraf jeg intet forstod; at jeg altid havde anseet det for rigtigst, at Enhver beskjæftigede sig med det, hvortil han af Natur følte sig kaldet, og at mine Interesser havde en ganske anden Retning. Han ønskede mig Lykke til mit Foretagende, yttrede den Overbeviisning, at jeg vilde komme ubeskadiget tilbage fra den besværlige Reise og omarmede mig ved Afskeden. Jeg forlod den elskværdige Konge, ganske rørt over hans Venlighed.
Om Morgenen den 12te Juni gik vi ombord i Skibet Sappho, men kom først den 18de om Eftermiddagen til Kronstadt. Store Skibe kunne, som bekjendt, ikke gaae lige op til Petersburg, men maae losse i Kronstadt. Mængden af Skibe, som her laae tæt ved hinanden, var saa stor, at vi, da vi paa Afstand saae igjennem en Kikkert, troede at see en sand Granskov; selv da vi kom nærmere kunde vi neppe skimte noget af Himmelen imellem Masterne. Fæstningsverker og Bygninger vare samtlig anlagte i en storartet Stil. Indenfor Fæstningsverkerne laae to store Krigsskibe, som ved en usædvanlig høi Vandstand i den Finnske Bugt i Aaret 1824, der var foraarsaget af en længe vedholdende Vestenvind, vare blevne kastede derop, og nu ikke mere kunde bringes tilbage. Ved vor Ankomst bleve vi overfaldne af en Sværm af høiere og lavere Toldbetjente, som forseglede vore Kufferter, Skibets Luger, endog Kahyttens Vægge, med lange Baand og rødt Vox, paa det at intet hemmeligt Aflukke, ifald noget saadant fandtes, skulde kunne aabnes. Selv vore Reisesække bleve forseglede, uagtet vi viste dem, at de intet indeholdte uden Toiletsager, og et Par rene Skjorter og Strømper; og man tilkjendegav os, at for hvert Segl, der ved vor Ankomst til Petersburg fandtes løst, maatte betales 100 Rubel i Bøder. Det værste var, at vi ikke forstode disse Mennesker, ligesaalidt som de os, saa at alle Forestillinger vare forgjæves. Vi maatte henvende os til en Tydsk Mægler paa Stedet, som forfattede en Fortegnelse over alle de af os medbragte Sager, og inden disse og alle andre Formaliteter vare bragte i Orden, forgik næsten to hele Dage, saa at vi først den 10de om Middagen kunde segle videre. Men nu var Vinden sprunget om, saa at vi først naaede Petersburg om Aftenen Kl. otte, og ankom uvaskede og ubarberede til en Tydsk Hotelvert Heide paa Wasilii-Ostrow, en af de Øer, paa hvilke Hovedstaden ligger. Under Indseglingen stod Aftensolen i Vest bag os, og foran os laae mod Øst den uhyre Keiserstad i Glands af den allerede lavt staaende Sol, hvis Straaler tilbagekastedes af de stærkt forgyldte Kuppler og spidse Taarnspire. Høie Palladser i en mere storartet Stil, end jeg nogensinde før havde seet, alle byggede af en gulagtig Sandsteen, mange med næsten græsgrøn Tagbedækning, viste sig for vore forundrede Blikke og gjorde en imponerende Virkning.
Indklareringen ved Kronstadt og Udklareringen i Petersburg var forbundet med saa mange Vanskeligheder og Vidtløftigheder, at jeg, hvis jeg før havde haft en Anelse derom, vist længe vilde have betænkt mig paa, at foretage denne Reise. Da jeg traadte ind i Toldboden i Petersburg, bleve Kufferterne gjennemrodede og mine faa Bøger borttagne og plomberede, for at sendes til Censur-Commissionen. Det hjalp intet at jeg viste Betjenterne, at det kuns var Logarithmetabeller og astronomiske Aarbøger, som indeholdte lutter Tal, tillige nogle Bind af Schumachers „astronomische Nachrichten“, en Russisk Grammatik og et Bind af Münsters Prædikener; de skulde alligevel underkastes Censur! Endelig kom vi til en Pakke indbundne Bøger med reent Papir, bestemte til deri at antegne Observationerne; jeg spurgte, om disse ogsaa skulde sendes til Censuren; men de bleve dog frigivne. Mine Chronometre vilde man tage fra mig, for at indspærre dem tilligemed de øvrige Instrumenter i et Pakhuus. Men da jeg herved bemærkede, at saa maatte man ogsaa indspærre mig i Pakhuset, saasom de hver Dag skulde optrækkes, var man saa naadig, at tillade mig at tage dem med til Hotellet.
En heel lang Uge gik jeg eller Lieutenant Due hver Dag til Toldboden, for at faae vore Sager udleverede, men forgjæves; vi bleve affærdigede med ubestemte og undvigende Svar. Den største Vanskelighed gjorde en Pakvogn, som jeg til Transport af vore Kufferter, Instrumenter og de mange Fornødenheder, som til en Reise igjennem Sibirien ere uundværlige, havde medbragt fra Christiania. Mægleren i Kronstadt havde spurgt, hvor mange Collies vi medbragte, og det faldt mig ikke ind hertil at regne denne Pakvogn; den stod altsaa ikke paa Listen. Den skulde derfor confiskeres, og Skipperen, som ikke havde angivet den, betale 100 Rubler i Bøder. En Dag traf jeg hos vor Banquier Baron Stieglitz en Geheimeraad Druschini, som arbeidede under Cancrin, og beklagede for ham min Nød. Han var saa artig, at opsætte for mig en Fransk Skrivelse til Ministeren, hvilken jeg underskrev; og han lovede mig, strax at sende den til Bureauet, for at bevirke Udleveringen. Men Alt dette hjalp ikke. Ulykken var, at Grev Cancrin, ifølge Grev Suchtelens Meddelelse, at jeg vilde reise over Åbo og Wiburg, havde givet Autoriteterne paa disse Steder Befaling, at lade mig passere uden de sædvanlige Formaliteter; men da jeg var kommen directe til Kronstadt og Petersburg saa vare ingen Foranstaltninger os vedkommende her trufne.
Endelig blev det mig antydet, at ingen anden Udvei var mulig, for at faae Ende paa Sagen, end at henvende mig personlig til Ministeren, som gav Audients Kl. 4 om Eftermiddagen. Jeg gik altsaa derhen, og da den Russiske Betjent, som stod ved Døren, gav at forstaae, at Hans Excellents var hjemme, og jeg ikke forstod, hvad han tilsøiede, bankede jeg paa, og gik ind. Jeg traf Ministeren i Samtale med en geistlig Mand, og klagede ham min Nød. Han svarede i vred Tone: „Det er Deres egen Skyld!“ Han havde ifølge mit Udsagn, at jeg vilde reise igjennem Finnland givet Toldembedsmændene i Åbo og Wiburg Befaling, at lade mig passere uden Vanskelighed. Var jeg kommet den Vei, skulde jeg seet, hvor høfligt man vilde behandlet mig. Jeg kunde spørge Dr. Erman, hvorledes man havde modtaget ham ved den Russiske Grændse, da han kom fra Berlin. Toldpersonalet havde paa det prægtigste beværtet ham“. — Til min Undskyldning svarede jeg: „Over Omstændighederne, Deres Excellents, kan man ikke raade; paa den Tid, da jeg vilde afreise fra Stockholm, laae der intet Skib i Havnen, som var bestemt til Åbo, derimod laae et seglfærdigt for at gaae directe til Petersburg, og jeg havde ingen Anelse om, at denne Omstændighed kunde have saa ubehagelige Følger“. — Han blev imidlertid ved sin Paastand, at det var min egen Skyld, og i det han vendte sit Blik mod et Uhr ved Væggen, tilføiede han kort: „og Klokken er jo endnu ikke 4“ (jeg var altsaa kommen lidt for tidligt). Derpaa vendte han mig Ryggen, og jeg maatte gaae med uforrettet Sag. Aldrig hverken før eller siden er jeg af Nogen bleven behandlet saa uhøfligt. Nu var altsaa det sidste Haab sluppet, alle Veie vare sperrede; jeg kunde ikke reise til Sibirien uden mine Instrumenter; jeg kunde ikke vende tilbage til Norge uden dem, og dette vilde desuden være en Prostitution, efter alle de Foranstaltninger, der Aaret tilforn vare gjorte til Expeditionen, hvilke ved videnskabelige Journaler vare bleven bekjendtgjorte over hele Europa.
Nogle Dage gik hen i denne trøstløse Stilling, indtil jeg endelig besluttede mig til nok et Forsøg. Om Formiddagen imellem Kl. 9 og 10, sagde man, gav han een Gang ugentlig Audients for Enhver, der havde noget at ansøge. Jeg gik derfor derhen den 4de Juli om Morgenen, og fandt Ministerens Forgemak fuldt af en Mængde fattige Folk — for det meste gamle Mænd i Faareskinds Peltse og ligesaa simpelt klædte gamle Fruentimmer — som alle vare opstillede i en stor Kreds langs Væggene. Ministeren, klædt i en graae Düsfels Morgenfrak og røgende af en lang Tyrkisk Tobakspibe, gik om i Kredsen fra den Ene til den Anden, hørte paa Enhvers Andragende og svarede et Par trøstende Ord. Jeg tog min Plads imellem de Ansøgende; og da jeg var sortklædt og havde Nordstjerneordenen paa Brystet, trak jeg hans Opmærksomhed til mig. Efterhaanden som han nærmede sig til det Sted i Kredsen, hvor jeg stod, kastede han flere Gange sit Blik paa mig, og jeg kunde merke, at han gjenkjendte mig. Endelig kom han hen til mig, og sagde i en særdeles høflig og undskyldende Tone: „Hvorfor er De kommen paa denne Tid, da jeg, som De seer, er belemret med alle disse simple Folk, som have et eller andet at beklage sig over, eller noget at bede mig om? Hvorfor er De ikke kommen paa den sædvanlige Audientstid om Eftermiddagen?“ Jeg svarede, at jeg allerede een Gang paa denne Tid var kommen Hans Excellents til Uleilighed, og derfor ikke vovede, at gjentage Forsøget. Han bemerkede derpaa særdeles høfligt: „Vent blot nogle Minuter: jeg har et Par Ord at tale med denne Herre her (han pegede paa en Mand i Uniform, den eneste velklædte Person i Salen), saa skal jeg være til Deres Tjeneste“. Han tog nu denne Mand med sig ind i sin Arbeidsstue, kom efter et kort Ophold tilbage, og førte mig ind. Han var nu ligesaa høflig, som han første Gang havde været frastødende. Han yttrede: „Mine Toldbetjente have handlet ret; de torde ikke andet; men nu skal De see, hvor snart Sagen skal være bragt i Orden“. Han skrev et Par Ord paa en Lap Papir, trak i en Klokkestreng og befalede den indtrædende Tjener, at bringe Seddelen til Toldboden. Han viste mig derpaa Manuskriptkarter over Uralkjæden i en stor Maalestok, paa hvilke alle de Steder, hvor man havde fundet Guld, vare angivne med guul Farve, og gjorde opmærksom paa, at de alle laae paa den østlige Skraaning af Fjeldet, hvilket syntes at antyde, at engang en mægtig Vandmasse havde stødt an mod den ene Side af Bjergkjæden, og havde afsat dette tungere Material paa den modsatte. Han bad mig tilsidst, ifald jeg paa min Reise opdagede nogen Uorden, som fortjente at dadles, at jeg i saa Tilfælde vilde melde ham den. Jeg gik nu med let Hjerte fra ham til Toldboden, hvor jeg fandt, at den lille Lap Papir havde virket som en Trylleformular. Alt lige indtil Pakvognen blev mig udleveret med den største Beredvillighed, saa at den Svenske Skipper blev befriet for at betale de 100 Rubler i Bøder.
Dagen efter vor Ankomst gik vi ud for at opsøge vor tilkommende Medreisende Dr. Erman, hvis Bopæl Baron Stieglitz havde angivet os, med Tilføiende, at han var ganske fortvivlet over vor lange Udeblivelse. Hans Bopæl fandt vi derved, at vi i et Vindue i andet Stokverk af et Huus opdagede et lidet astronomiskt Instrument Ltnt. Due gik foran op ad Trappen, og spurgte en liden ung Mand, der kom os imøde, med sorte Haar, og i en blaarudet Bluse, samt med et rødt uldent Skærf om Halsen, paa Russiskt, om han kunde sige os, om den Tydske (Nemetschki) Doctor Erman var hjemme? Han betragtede os med stirrende Blik, jeg ligeledes ham, og gjenkjendte endelig i ham den vi søgte, hvorpaa han fløi mig om Halsen. Han ledsagede os derpaa til sin Stue, hvor han viste mig et dobbeltløbet Gevær, hvormed han samme Dag havde besluttet at skyde sig af Fortvivlelse over vor Udeblivelse.“ Men ulykkeligviis var Laasen i Ustand, og saaledes blev hans Liv reddet. Han logerede hos en elskværdig ung Videnskabsmand, Lieflænderen Adjunct Lenz (senere Medlem af Videnskabernes Akademie i Petersburg), som nyligen var vendt tilbage fra en videnskabelig Jordomsegling under Capitain Kotzebue. Nogle Dage efter flyttede Dr. Erman ind til os.
Blandt de interessante Bekjendtskaber, vi ved Dr. Erman gjorde, foruden Adjunct Lenz, maa jeg især nævne Baronerne, Søecapitain Ferdinand v. Wrangel (nuværende Admiral), og hans yngre Fætter Lieutenant v. Wrangel, hvilken sidste var beskjæftiget med en Opmaaling af den Finnske Bugt. Den første har i Aarene 1820 til 1824 udført en Opdagelsesreise langs Nordkysten af det østlige Sibirien, bestemt Beliggenheden af en Mængde Punkter i det nordøstlige Sibirien og langs dets Kyster, og udført en Række af meteorologiske samt magnetiske Iagttagelser over Misviisning og Inclination i disse af Videnskabsmænd aldrig før besøgte Egne[2]. En Afskrift af disse meddelte han mig, hvorved de Iagttagelser, jeg siden gjorde i den sydligere Deel af Sibirien bleve betydelig completterede. Hans Skildring af den frygtelige Kulde indtil 400 Reaumur, som han der havde udholdt, indjagede mig Skræk for hvad jeg muligen kunde vente at udstaae, omendskjønt jeg ikke, som han og hans Reisefælle Lieutenant Anjou, tænkte at nærme mig til den 76de Bredegrad. Fra den 14de Marts til 4de Mai 1822 havde han tilbragt 51 Dage paa Ishavet, kjørende med Hunde paa Isen. „Ved saa lav Temperatur“, sagde han, „tør man ikke anderledes drage Aande, end igjennem en Bjørnefæld, som man holder tæt sluttet til Munden, saa at den sparsomt dragne Aande først filtreres igjennem Haarene, for at Lungerne ei skal angribes“. Ogsaa medgav han mig et Brev til Civilgouverneuren Zeidler i Irkutsk, i hvis Familie han under sit Ophold der i 1820 havde nydt et hjerteligt Gjestevenskab, ledsaget med en Kvist af det Egetræe i Longwood paa St. Helena, under hvilket Napoleon ofte pleiede at sidde hensunken i Tanker. Af denne Kvist brak jeg et Blad, og sendte det, som en Erindring om den store Mand, i et Brev til min Kone. Af Lenz erholdt jeg en Afskrift af de Iagttagelser over Misviisningen, som han havde gjort under Jordomseglingen. Iagttagelser over Inclinationen og Intensiteten havde han ikke kunnet udføre; thi det medbragte Inclinatorium var ubrugeligt, og en magnetiseret Staalcylinder (om jeg erindrer ret en af mine, som Capit. Sabine i England havde sendt Kotzebue), hvis Svingningstider han skulde observere til Intensitetens Bestemmelse, havde Chefen lagt i sit Reisechatouille; og den kom først for en Dag ved Reisens Ende i Petersburg.
Om Aftenen den 30te Juni besøgte jeg, ledsaget af Dr. Erman, Jordomsegleren Admiral Krusenstern, til hvem jeg havde Brev fra Grev Suchtelen i Stockholm. Vi traf ham i hans Have ved Thebordet i Selskab med sin Frue, Capitain Kotzebue, som tre Gange havde omseglet Jorden (den første Gang under Krusenstern, og de to følgende Gange som Chef), hans Frue og hendes Fader Grev Manteuffel. Jeg erindrede Admiralen om den traurige Collision imellem hans Pligter og Følelser, under hvilken han begyndte sin Jordomsegling, hvilken han skildrer i Indledningen til sin Reisebeskrivelse. Han havde nemlig flere Aar i Forveien udkastet Planen til en saadan Opdagelsesreise, den første Jordomsegling, der skulde udføres af den Russiske Marine; men den blev ved indtrædende Forhindringer i lang Tid opsat. Da fik han pludselig, faa Dage efterat han havde giftet sig med sin elskværdige Frue, Befaling at tiltræde Reisen, saa at de unge Ægtefolk paa tre Aar maatte skilles ad med den smertelige Tanke, maaskee aldrig mere at forenes. Jeg laante Admiralen et Kart over Magnetnaalens Misviisning i to Blade, som forestillede Systemet paa den østlige og vestlige Halvkugle, hvilket jeg havde construeret efter en Mængde Iagttagelser, som jeg i Aaret 1819 havde uddraget af Skibsjournaler i det Engelske Admiralitet i London. Han vilde lade Kartet copiere.
En Uge senere (9de Juli) besøgte jeg atter Admiralen i Selskab med Dr. Erman. Han overleverede os fire Brevet til Irkutsk, Jakutsk og Ochotsk, og Erman et til Kamtschatka, hvori han anmodede Capitain Hagemeister, Chef for en Russisk Fregat, Krotkoi, som han troede vilde indtræffe der paa samme Tid som E. at bringe denne min Reisefælle med sig tilbage til Europa, hvilket ogsaa siden skede. „Af saadanne Breve kunne De ikke faae formange“ føiede han til. I det han leverede mig mine Misviisningskarter tilbage, sagde han: „Kan De troe, at disse Karter have gjort mig syg i et Par Dage?“ Han havde nemlig givet det ene Blad til en ung Søeofficier til at copieres, og nogle Dage efter var denne Ofsicier i Admiralens Fraværelse gaaet ind i hans Contoir og havde taget det andet. Derpaa havde en Engelsk Capitain Widall besøgt Krusenstern, og denne vilde han vise Kartet; men uagtet han gjennemsøgte alle sine Sager, og vendte op og ned paa alle sine Papirer, var Kartet ikke at sinde. „Den Tanke“, sagde han, „at jeg ved Uagtsomhed skulde have ladet mig det af en Fremmed betroede Arbeide forkomme, ærgrede mig saaledes, at jeg blev syg, og maatte søge Sengen. Først den følgende Dag, da min Lieutenant bragte mig begge Blade tilbage og forklarede mig Sagen, stod jeg igjen op“. Da vi havde taget Afskeed, og vare komne ud i Newski-Perspectiv, som gik langs med Admiralens Have, bleve vi kaldte tilbage af en Betjent, som sagde os, at Admiralen ønskede endnu at tale et Par Ord med os. Strax efter saae vi ogsaa Admiralens Hoved over Stakittet, og blev af ham under venlige Undskyldninger anmodede om, endnu engang at vende tilbage, da hans Frue gjerne vilde sige os Farvel. Da vi kom ind, traadte den elskværdige Dame med Taarer i Øinene os imøde, og ønskede os al Lykke til vor forestaaende besværlige Reise. Hun tilføiede, at hun havde en Søn, der som Søcadet var ombord paa det Russiske Skib, som sandsynlig vilde optage Dr. Erman, og at hun nu, bekymret over denne Søns Skjæbne, i Phantasien havde gjennemgaaet alle de Farer, som man paa en saadan Reise, som den, hvilken vi vare i Begreb med at udføre, kunde være udsat for. Da jeg, rørt over denne venlige Afskeed, tog hendes Haand og kyssede den, bukkede hun sig og kyssede mig paa Kinden. Det var første Gang, at jeg blev bekjendt med denne Russiske Skik. Ministeren Suchtelen i Stockholm havde allerede skildret mig denne Dame som „en from Engel“. Overalt vakte Bekjendtskabet med dette elskværdige Par, om hvilket jeg af Admiralens Reisebeskrivelse allerede havde dannet mig et lignende Billede, min særdeles Interesse.
Særdeles interessant var mig ogsaa Bekjendtskabet med Generallieutenant Schubert, daværende Chef for Generalstaben og Directeur for Kartedepotet. Han er en Søn af den berømte Astronom Friedrich Theodor Schubert, som Aaret før vor Ankomst til Petersburg var død, og som i Aaret 1805 havde gjort en Reise igjennem Sibirien til den Chinesiske Grændse paa den samme Vei, som vi tænkte at følge, og der anstillet nogle Iagttagelser over Misviisningen, som jeg med Held havde benyttet i min ovenomtalte Undersøgelse. Generalen førte os om i alle Contoirer, Værksteder og lithographiske saavel som Kobberstikker-Anstalter i den uhyre for Generalstaben bestemte Bygning, og forærede mig det nyeste Kart over Sibirien med Russisk Skrift. Da jeg herved yttrede det Ønske, at besidde et Kart over denne Strækning med latinske Bogstaver, for at sende min Kone samme, at hun paa Kartet kunde følge mig paa min Reise, gik han strax bort og lod tre Kobberplader af et ældre Kart med latinsk Skrift opsøge, og strax deraf tage Aftryk. Omendskjønt dette Kart blev afsendt med Kabinetsposten til Stockholm, kom det dog aldrig i min Kones Hænder, hvilket var mig særdeles fortrædeligt, da jeg i mine Breve bestandig henviste til Kartet. Det maa i Stockholm være faldet i en Liebhabers Hænder, som har holdt det tilbage. Derpaa viste Generalen mig det saakaldte Jern-Archiv, en aflang rund, flere hundrede[3] Fod lang Sal af overordentlig Høide, hvori Alt, Gulv, Tag, Säuler, Reoler, Bænke ere af Støbejern. Tilforn har det været et Theater. Fra Gulvet af løber paa den høire og venstre Side rundt om Væggene et Galerie i Form af to Spiraler „med sex eller otte Vendinger lige til Taget. Den ene Spiral omslutter den anden; imellem begge Galerier er det temmeligt dunkelt, saa at man endog om Dagen maa antænde Lys. I Buerne af disse Spiraler staae Jern-Reoler, i hvilke Krigsarchivets Protokoller opbevares. Denne store Sal er paa begge Galerier opfyldt med Acter, og indeholder dog kun det Nyeste; thi det Ældre bliver sendt til Moscwa.
Ogsaa hos Ministeren Grev Speranski, forhenværende Generalgouverneur over hele Sibirien, hvilket under mit Ophold der var deelt i to Gouvernementer, det vestlige og østlige Sibirien, havde jeg Audients; Denne udmærkede Mand, Søn af en simpel Pope, havde blot ved sit Talent opsvunget sig til den høie Rang, han beklædte. Han har selv udgivet en Beskrivelse over Sibirien, og besad formedelst sin nøiagtige Kundskab til dette store Land, stor Indflydelse paa dets Forvaltning; tillige stod han formedelst sin videnskabelige Dannelse og humane Tænkemaade i stor Gunst hos Keiseren. Han meddelte os mange nyttige Efterretninger angaaende vor forestaaende Reise; iblandt Andet gav han os Sundhedsregler for de forskjellige Aarstider, og skildrede de forskjellige Localiteter. „Veiene“, sagde han, ere nu fortræffelige; Kulden i Sibirien er ikke ubehagelig, da Luften om Vinteren er ganske rolig og tør. Man lider derfor ved 17 Graders Kulde i Petersburg mere, end ved 26—28 Grader i Sibirien“. Ogsaa gav han os det Raad, paa Tilbagereisen fra Irkutsk at tage en sydligere Vei, end den sædvanlige over Tobolsk, nemlig fra Tomsk mod Syd til det Kolyvanske Bjergverk og den chinesiske Grændse, og derfra langs de saakaldte Kirgisiske Linier gaae til Orenburg og Astrachan. Han skildrede os disse Egne, som han selv havde bereist, med megen Varme, som den interessanteste Deel af Sibirien, og gav os forskjellige Anbefalingsbreve med, hvorved han bemerkede, at vi vilde overalt modtages „á bras ouvertes“[4], hvilket da ogsaa blev Tilfældet; thi han havde tilstrækkelig sørget derfor.
I vor Ministers, Baron Palmstiernas Huus bleve vi særdeles gjestfrit modtagne; ligesaa hos Banquier Stieglitz, hvis Søn nyligen var hjemkommen fra Universitetet i Dorpat; og hos den Svensk-Norske Generalconsul Sterky, hvilke to sidste oftere indbøde os til deres skjønne Landsteder, hvor vi altid fandt det udsøgteste Selskab og den smagfuldeste Beværtning. Omegnen om Petersburg er formedelst de mange Øer, paa hvilke Staden er anlagt, af Naturen ret smuk; dog har den fornemmelig ved Kunst erholdt betydelige Forskjønnelser. Vi besøgte en Søndags-Aften Sommerpalladsets store pragtfulde Have, i hvis skyggefulde Alleer en stor Deel af Petersburgs beau monde spadserede, og som var smykket med mange Marmorstatuer og Floras herligste Frembringelser. I rigere Familier finder man altid i Nærheden af et Vindue i Selskabssalen en pragtfuld Blomster-Etagere. Man træffer sædvanlig Accord med en Gartner, som hver Løverdag forsyner den med de skjønneste friske Blomster.
En Aften besøgte vi det Russiske Theater, hvor et franskt Stykke i fem Acter, og derpaa et Syngestykke („Hovmesteren i Knibe“), begge oversatte paa Russiskt, bleve givne. Omendskjønt vi ikke forstode meget af Dialogen, saa morede vi os dog fortræffeligt. Declamation og Mimik var livlig og naturligt og Actionen fri og utvungen, saa at jeg idet hele Spil fandt megen Lighed med Franske Acteurers.
Overhoved troede jeg at finde en temmelig Lighed imellem Russer og Franzoser; thi begge Folk ere meget livlige, snakkesalige og af et let Sind. Leiekudske, Færgemænd kunne ei komme sammen, uden at Munden kommer paa Gang. De tale med Heftighed og med livfulde Geberder, som om de vare i Lidenskab. Matroserne paa Skibene, Arbeiderne paa Verfterne larme og skrige, som om de vare rasende. Intet skeer uden Snak. Forøvrigt ere de upaalidelige og søge at prelle Enhver. Byder man en Femtedeel af den forlangte Priis, saa kan man i Almindelighed regne paa, at man efter endeel Prutten faaer det Forlangte. En Accord med Rorskarle eller Droschkekudskene, af hvilke sidste der i hver Gade holde et Par Dusin, er en formelig Komoedie. Gauer man paa Fortouget, komme ofte fire, fem eller flere Kudske (sædvanlig halvvoxne Drenge) farende, og tilbyde deres Droschker. Enhver roser sin som den smukkeste og bequemmeste, og den Ene overskriger den Anden. Ofte maa de selv lee, naar de saaledes gjøre deres heftige Anfald paa den forskrækkede Vandrer. Nu begynder Handelen. Kudsken forlanger 3—4 Rubel; man svarer kort: „for meget“, „for meget!“ og gaaer ligegyldig et Par Skridt videre. Han kjører efter og skynder sig at gjøre en ringere Fordring, og man gjentager spottende sit „otschen dorogo“ (meget for dyrt), og gaaer uden at see sig om nogle Skridt videre. Han kjører efter og raaber igjen, og saaledes gaaer det fort, indtil man endelig er kommen til en Fjerdedeel eller en Femtedeel af det første Forlangende, hvorpaa man gjør et passende Bud, som i Regelen besvares med „sadites“ (sæt Dem). Den samme Scene har man, naar man nærmer sig en KræmmerBoutik.
Da vi fra Jekatharinenburg vilde reise mod Nord langs Uralkjæden, hvor den rige Demidoff besidder den store Fabrik (Savod) Nischne-Tagilsk og flere Guld- og Platina-Vaskerier, besøgte vi Chefen for hans Comptoir, Hr. Kolonoff, som jeg allerede i Stockholm havde gjort Bekjendtskab med hos Grev v. Suchtelen. Han medgav mig Brev til Fabrikens Forvalter. Iblandt flere Kunstsager og Kostbarheder i det Demidoffske Pallads viste han os et elegant rundt Bord med en enkelt Fod af Jakaranda og to med sleben Malachit belagte runde Bordplader, af hvilke den underste omtrent havde fire, den øverste to Fods Diameter (hvilket Englænderne kalde „a dumb servant“), og gjorde os derved opmærksom paa en paa den underste Bordplade indridset Cirkel, om hvilken han fortalte os følgende Anecdote: „Ved den Fest, som Fyrst Carl von Schwarzenberg den 1ste Juli 1810 gav i Anledning af Napoleons Formæling med Erkehertuginde Marie Louise, opstod en frygtelig Brand i Balsalen, hvorved Fyrstinde Pauline von Schwarzenberg, en Datter af Hertugen af Aremberg, mistede Livet. Napoleon, som selv var tilstede ved Festen, opmuntrede personlig Brandfolkene, og da han stærkt havde udsat sig for Ilden, følte han en heftig Tørst. Han ilede derfor til det i Nærheden værende Demidoffske Palads, og bad om et Glas Vand. Man bragte en Flaske Champagner og et Glas, og satte begge paa det omtalte Malachitbord. Keiseren drak, satte Glasset igjen paa Bordet, og ilede tilbage til Brandstedet. Kolonoff, som var tilstede, ridsede en Kreds i Malachiten rundt om Glassets Fod, for derved at bevare Erindringen om Keiserens Besøg ved denne sørgelige Begivenhed. Enhver af de Tilstedeværende ønskede at drikke af det samme Glas, hvoraf Keiseren havde drukket, og Flasken blev tømt“. Bordet var nu ført tilbage til Petersburg. I Bergverkscorpset havde vi seet en Mængde store Platina-Klumper, os især en stor Klump gediegent Guld, som omtrent veiede 40 russiske Pund. Da nu Rusland ogsaa er rigt paa Sølv og de fleste andre Metaller, saa yttrede jeg til Hr. Kolonoff, at Rusland var det rigeste Land i den gamle Verden, og da man, som jeg havde hørt, nu endog havde lært, at tilberede Champagner af Astrachanske Druer, saa manglede det intet andet af Jordens Herligheder, end at det ogsaa frembragte Diamanter. Han svarede: „dem vil man vel ogsaa snart sinde“. Og virkelig syntes denne Forventning strax efter under Hr. v. Humboldts Ophold i Ural at være gaaet i Opfyldelse.
En Dag da vi havde spiist til Middag i vort Hotel, indtraadte to Personer i Salen og bade om Tilladelse til at vise deres Kunster for Gjesterne. Den ene spillede paa een Gang 6 Instrumenter, Harpe, Mundorgel, Trompet, Gongon, Bækken og Klokkespil. Klokkespillet var befæstet paa en Hjelm, han bar paa Hovedet, Mundorgelet var stukket ned i Vesten, og naar han dreiede Hovedet imedens han blæste i de forskjellige Piber af dette, ringlede Klokkerne. Harpen stod paa Gulvet og spilledes med den ene Haand, i den anden holdt han Trompeten, Bækken og Gongon bleve slaaede med Knæet og Foden. Den anden var en Taskenspiller, som havde været Husar i Dansk Tjeneste i Holsteen. Iblandt de sædvanlige Kunster saadanne Personer pleie at vise, var der en, som foraarsagede megen Munterhed. Han stillede paa det lille Bord, hvorved han sad, tre omvendte Metalbægere, rullede nogle Brødkugler og kastede 4 af disse under det midterste Bæger, og spurgte derpaa, under hvilket man vilde, at Kuglerne skulde ligge, og da Bægerne løftedes op, laae de virkelig paa det forlangte Sted. I Hotellet logerede to unge Kjøbmænd fra Bergen, af hvilke den Ene stillede sig tæt ved Bordet paa Taskenspillerens høire Side, for at opdage, hvorledes det gik til. En Gang tog Kunstneren Bægeret paa høire Side i Haanden og lagde 4 Kugler paa Stedet, men i det han satte Bægeret over dem, dreiede han, som om han tilfældigviis saae efter noget, Hovedet til venstre Side, og i dette Øieblik snappede vor Landsmand hurtigt den ene Kugle. Nu spurgte Kunstneren, hvor mange Kugler der var under Bægeret? Vor Landsmand, som stod med Kuglen i den lukkede Haand, sagde dristigt 3. Kunstneren paastod 4, og spurgte, om han vilde vædde. Ja, svarede den første, en Rubel. Nei, sagde den anden, „lad det blive ved et Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/131 Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/132 Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/133 Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/134
- ↑ Kom ihu, min Herre, at Ruslands Jordbund ikke er den samme som Norges; her kan De sige Alt hvad De vil; men det forholder sig anderledes i Rusland. Man maae ikke blande sig i Politiken.
- ↑ En Beskrivelse over denne interessante Reise med et Kart er udkommen paa Tydsk i Berlin 1839 under Titel: „Reise des kaiserlich russischen Flotten-Lieutenants Ferdinand v. Wrangel langs der Nordküste von Sibirien und auf dem Eismeere in den Jahren 1820 bis 1824“.
- ↑ I den Tydske og Franske Oversættelse staaet blot det betydningsløse „flere Fod lang“.
- ↑ Med aabne Arme.