Reise i Sibirien/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (s. 87-91).
II.  ►
I. Foranledning til Reisen.

Det falder ikke i Enhvers Lod at reiſe til Sibirien, og de ſom Loddet træffer, foretage ſjelden Reiſen med deres gode Villie. Da jeg nu efter eget Ønſke har udført dette Foretagende, ſaa vil jeg ſom Indledning til de fragmentariſke Beretninger over Begivenhederne paa denne Reiſe, ſom jeg efter Fleres Opfordring i det Følgende leverer, meddele Læſeren Foranledningen til mit Ønſke.

Som Lærer i Mathematik ved den lærde Skole i Hillerød, nær ved det af Chriſtian den 4de byggede Reſidentsſlot Fredriksborg blev i Aaret 1807 ved en Hændelſe min Interesſe hendraget til Studiet af Jordens magnetiſke Phænomener. Enhver veed, at Compasnaalen (en magnetiſeret Staalnaal, der paa en fiin Staalſpids frit kan dreie ſig omkring) viſer med den ene Ende omtrent mod Nord, med den modſatte mod Syd. Men denne Retning er ikke nøiagtig mod Nord og Syd. I Chriſtiania viſer Nordenden f. Ex. omtrent 16½ Grad mod Veſt, i Bergen 20 Grader, og jo mere man i denne Bredegrad nærmer ſig mod Grønland, deſto ſtørre bliver denne Afvigelſe, eller ſom man ſædvanlig kalder den, Misviisning, da den ved Sydſpidſen af Grønland er over 45 Grader. Længer mod Veſt tager den af igjen, og Naalen viſer lige mod Nord nær Veſtkyſten af Hudſonsbai. Naalens Nordende viſer i dette Strøg overalt henimod et Punkt, ſom ligger omtrent 20 Grader fra Jordens Nordpol og i en Meridian nær Veſtkyſten af Hudſonsbai. Nær dette Punkt maa man altſaa antage, at der findes en tiltrækkende Kraft, eller en Magnetpol.

Ved det gode Haabs Forbjerg viſer Magnetnaalens Nordende 29 Grader mod Vest, altſaa Sydenden ligeſaa mange Grader mod Øſt; men naar man i det Indiſke Hav nærmer ſig Nyholland i 40 Graders Brede, bliver denne Misviisning efterhaanden mindre, og Naalen viſer lige mod Syd i en Meridian, ſom gaaet omtrent midt igjennem Nyholland. I dette Strøg viſer Naalens Sydende overalt henimod et Punkt, der ligger omtrent 21 Grader fra Jordens Sydpol. Her maa man altſaa antage, at Jorden har ſin magnetiſke Sydpol.

Derſom Jorden ikke havde flere, end disſe to tiltrækkende Punkter, vilde Magnetnaalen overalt viſe hen mod disſe. Men af nogle faa paa tidligere Reiſer i Sibirien udførte Iagttagelſer viſte det ſig, at Magnetnaalens Nordende der begyndte at viſe mod Øſt, længere hen atter mod Veſt; her maatte altſaa findes et andet, ſkjønt ſvagere, tiltrækkende Punkt. Paa den ſtørſte Deel af Sydamerikas Øſtkyſt afviger Naalens Sydende mod Veſt, og denne Misviisning ſtiger ved Ildlandet til 25 Grader, men aftager igjen længer mod Veſt i det ſtille Hav. Retningen af Naalens Sydende viſer i dette Strøg henimod et Punkt, der ligger omtrent 14 Grader fra Jordens Sydpol i det ſtille Hav. Heraf følger, at Jordkloden har 4 magnetiſke Regioner eller Poler; to ſtærkere, i den nordlige Halvkugle nordenfor Hudſonsbai og i den ſydlige under Nyholland; og to ſvagere, den nordlige i Sibirien og den ſydlige i det ſtille Hav ſydveſt for Ildlandet; og hvad ſom er ſærdeles mærkværdigt: ved at ſammenligne ældre og nyere Iagttagelſer viſte det ſig, at de nordlige bevæge ſig langſomt fra Veſt mod Øſt, de ſydlige i modſat Retning fra Øſt mod Veſt.

I Begyndelſen af Aaret 1811 udſatte det kongelige Videnſkabernes Selſkab i Kjøbenhavn den ſædvanlige Priis paa Beſvarelſen af følgende Spørgsmaal: „Kan man forklare alle Jordens magnetiſke Særſyn af en enkelt Magnetaxe, eller nødes man til at antage flere?“ I Begyndelſen af det følgende Aar indleverede jeg en Afhandling, indeholdende Beviſerne for det dobbelte Syſtem, ledſaget af en Atlas, fremſtillende paa forſkjellige Karter Misviisningsſyſtemets Forandringer fra Aaret 1600 til Aaret 1800, ſamt et Kart over den magnetiſke Inclination. Priſen blev mig tilkjendt, men Afhandlingen blev ikke trykt, formedelſt Landets forſtyrrede Pengevæſen ſom Følge af den ulykkelige Krig, i hvilken Englænderne havde berøvet de da forenede Riger den fælleds Flaade. Førſt i Aaret 1818 blev Afhandlingen ved Underſtøttelſe af Kong Carl Johan trykt paa Tydſk under Titel: „Unterſuchungen über den Magnetismus der Erde“.

Efter min Anſættelſe i 1814 ved det nyſtiftede Norſke Univerſitet fortſatte jeg Studiet af Jordens magnetiſke Syſtem, iſær med Henſyn paa den magnetiſke Krafts Størrelſe (Intenſiteten). Paa forſkjellige Reiſer i Norge, Tydſkland og rundt om den Bothniſke Bugt anſtillede jeg ſelv Iagttagelſer, og formaaede forſkjellige af mine videnſkabelige Venner, ſom jeg udruſtede med Apparater, til at anſtille lignende Iagttagelſer paa Reiſer i England, Tydſkland og Italien. Det vigtigſte Bidrag fik jeg af den Engelſke Søecapitain Phillip Parter King, ſom fra 1826 til 1830 foretog en videnſkabelig Reiſe fra London langs Kyſterne af Sydamerika til Valparaiſo, og var udruſtet med et af mine Apparater. Ved Hjælp af disſe Iagttagelſer forſøgte jeg for førſte Gang at foreſtille en Deel af Intenſitetsſyſtemet paa to ſpecielle Karter; det ene fremſtillede de iſodynamiſke Linier[1] i Nordamerika, en Deel af Sydamerika, det Atlantiſke Hav og hele Europa; det andet Linieſyſtemet om Nyholland.

Da imidlertid det magnetiſke Syſtem var aldeles ubekjendt i hele det Rusſiſke Rige ligefra Petersburg til Kamtſchatka, ſaaſom der i hele Sibirien kuns var anſtillet Obſervationer over Misviisningen paa nogle faa Punkter i Aarene 1761, 1769 og 1805, men ingen over Inclinationen og Intenſiteten, og det for at beſtemme Beliggenheden af den Sibiriſke Magnetpol var aldeles nødvendigt, at erholde Iagttagelſer fra denne Deel af Jordens Overflade, ſaa foreſtillede jeg Hans Majeſtæt Kong Carl Johan i Aaret 1824, hvor nødvendigt det var for en tilkommende Theorie af Jordmagnetismen, at underſøge det magnetiſke Syſtem paa denne ſtore Strækning. Jeg anmodede ham om, at fremſætte for det næſtkommende Storthing et Andragende om Bevillingen af en pasſende Sum til denne Henſigts Opnaaelſe. Hans Majeſtæt gik med ſin ſædvanlige Agtelſe for videnſkabelige Foretagender ind paa denne Idee, indførte paa Norges Budget for Aarene 1827—1830 et Anſlag paa en Sum til Reiſens Udførelſe; og det i Aaret 1827 forſamlede Storthing bevilgede i Midten af Juli ſamme Aar næſten eenſtemmigt[2] den foreſlaaede Sum, uagtet dette Foretagende var reent videnſkabeligt, og aldeles ingen materiel Interesſe havde for Norge. Hans Majeſtæt befalede ſin Miniſter i Petersburg, Baron N. Fr. Palmſtierna, at underhandle med Ruslands Keiſer om Tilladelſe til Reiſens Udførelſe. Ved denne Underhandling ſpurgte Keiſeren ſtrax: hvad vil han foretage ſig i Sibirien? — Svar: udføre endeel videnſkabelige Underſøgelſer, fornemmelig over de magnetiſke Phænomener. — Formodentlig i Spøg udbrød Keiſeren: „eh bien! S’il veut rester la[3]. Men da Palmſtierna yttrede: Hans Majeſtæt min Konge interesſerer ſig ſærdeles for dette Foretagende, ſvarede Keiſeren: „Nu vel! ſaa lad ham komme“.

Vor Geolog, Profesſor Keilhau, havde yttret det Ønſke, at ledſage mig paa denne Reiſe, men blev forhindret, i det Regjeringen havde paalagt ham, at foretage en mineralogiſk Underſøgelſe af Norges nordlige Regioner. Dette var meget beklageligt, da de øſtlige Egne af Sibirien omkring Baikal Søen og Tunguſerlandet, ſom jeg ſenere beſøgte, visſelig vilde have givet Geologen Anledning til interesſante Opdagelſer. Da det imidlertid i flere Henſeender var behageligt, paa en ſaa lang og beſværlig Reiſe at have en Ledſager, ſaa tilbød ſig Hr. Lieutenant Due af den Norſke Marine, der havde nogen Øvelſe i Brugen af aſtronomiſke Inſtrumenter, at ledſage mig. I Aaret 1824 havde jeg i Berlin gjort Bekjendtſkab med Profesſor Paul Erman, ſom havde beſkjæftiget ſig med Jordens magnetiſke Phænomener og ſelv anſtillet endeel Iagttagelſer. Han viſte mig en ſtor Kapſel, ſom havde Udſkriften „Hansteniana“ og indeholdt Excerpter af mine Arbeider, og hans egne derhen hørende Iagttagelſer. Da han af Tidningerne ſaae, at det Norſke Storthing havde bevilget de nødvendige Midler, ſaa ſpurgte han mig i et Brev af 24de Juli 1827, om jeg ikke vilde medtage hans Søn Adolph Georg Erman, ſom den Gang var 21 Aar gammel, ſom „Asſiſtent ved Expeditionen“. Jeg ſvarede, at jeg ikke behøvede nogen Medhjælper til de magnetiſke og aſtronomiſke Beſtemmelſer; men derſom den unge Erman kunde overtage mineralogiſke og botaniſke Underſøgelſer, ſaa troede jeg det kunde lade ſig gjøre, da den Mineralog, ſom jeg havde gjort Regning paa, var bleven forhindret. I Følge heraf blev aftalt, at vi ſkulde træſfe ſammen i Petersburg i Juni 1828. Da imidlertid den Norſke Regjering under Reiſens Løb gjorde Indſigelſer mod dette Arrangement, var jeg nødt til at lade Erman betale omtrent en Trediedeel af Udgifterne paa den Deel af Reiſen, i hvilken han ledſagede os.

  1. Linier, ſom forbinde alle de Punkter paa Jordens Overflade, hvor den magnetiſke Intenſitet har ſamme Styrke Magazin for Naturvidenſkaberne 7de Bind 1825; Poggendorff’s Annalen 9de Bind 1827; Schumachers aſtronom. Nachrichten 9de Bind.
  2. Af 100 Stemmer var kuns een mod Bevillingen.
  3. Ja vel! derſom han vil forblive der.