Reise i Sibirien/1
Det falder ikke i Enhvers Lod at reise til Sibirien, og de som Loddet træffer, foretage sjelden Reisen med deres gode Villie. Da jeg nu efter eget Ønske har udført dette Foretagende, saa vil jeg som Indledning til de fragmentariske Beretninger over Begivenhederne paa denne Reise, som jeg efter Fleres Opfordring i det Følgende leverer, meddele Læseren Foranledningen til mit Ønske.
Som Lærer i Mathematik ved den lærde Skole i Hillerød, nær ved det af Christian den 4de byggede Residentsslot Fredriksborg blev i Aaret 1807 ved en Hændelse min Interesse hendraget til Studiet af Jordens magnetiske Phænomener. Enhver veed, at Compasnaalen (en magnetiseret Staalnaal, der paa en fiin Staalspids frit kan dreie sig omkring) viser med den ene Ende omtrent mod Nord, med den modsatte mod Syd. Men denne Retning er ikke nøiagtig mod Nord og Syd. I Christiania viser Nordenden f. Ex. omtrent 16½ Grad mod Vest, i Bergen 20 Grader, og jo mere man i denne Bredegrad nærmer sig mod Grønland, desto større bliver denne Afvigelse, eller som man sædvanlig kalder den, Misviisning, da den ved Sydspidsen af Grønland er over 45 Grader. Længer mod Vest tager den af igjen, og Naalen viser lige mod Nord nær Vestkysten af Hudsonsbai. Naalens Nordende viser i dette Strøg overalt henimod et Punkt, som ligger omtrent 20 Grader fra Jordens Nordpol og i en Meridian nær Vestkysten af Hudsonsbai. Nær dette Punkt maa man altsaa antage, at der findes en tiltrækkende Kraft, eller en Magnetpol.
Ved det gode Haabs Forbjerg viser Magnetnaalens Nordende 29 Grader mod Vest, altsaa Sydenden ligesaa mange Grader mod Øst; men naar man i det Indiske Hav nærmer sig Nyholland i 40 Graders Brede, bliver denne Misviisning efterhaanden mindre, og Naalen viser lige mod Syd i en Meridian, som gaaet omtrent midt igjennem Nyholland. I dette Strøg viser Naalens Sydende overalt henimod et Punkt, der ligger omtrent 21 Grader fra Jordens Sydpol. Her maa man altsaa antage, at Jorden har sin magnetiske Sydpol.
Dersom Jorden ikke havde flere, end disse to tiltrækkende Punkter, vilde Magnetnaalen overalt vise hen mod disse. Men af nogle faa paa tidligere Reiser i Sibirien udførte Iagttagelser viste det sig, at Magnetnaalens Nordende der begyndte at vise mod Øst, længere hen atter mod Vest; her maatte altsaa findes et andet, skjønt svagere, tiltrækkende Punkt. Paa den største Deel af Sydamerikas Østkyst afviger Naalens Sydende mod Vest, og denne Misviisning stiger ved Ildlandet til 25 Grader, men aftager igjen længer mod Vest i det stille Hav. Retningen af Naalens Sydende viser i dette Strøg henimod et Punkt, der ligger omtrent 14 Grader fra Jordens Sydpol i det stille Hav. Heraf følger, at Jordkloden har 4 magnetiske Regioner eller Poler; to stærkere, i den nordlige Halvkugle nordenfor Hudsonsbai og i den sydlige under Nyholland; og to svagere, den nordlige i Sibirien og den sydlige i det stille Hav sydvest for Ildlandet; og hvad som er særdeles mærkværdigt: ved at sammenligne ældre og nyere Iagttagelser viste det sig, at de nordlige bevæge sig langsomt fra Vest mod Øst, de sydlige i modsat Retning fra Øst mod Vest.
I Begyndelsen af Aaret 1811 udsatte det kongelige Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn den sædvanlige Priis paa Besvarelsen af følgende Spørgsmaal: „Kan man forklare alle Jordens magnetiske Særsyn af en enkelt Magnetaxe, eller nødes man til at antage flere?“ I Begyndelsen af det følgende Aar indleverede jeg en Afhandling, indeholdende Beviserne for det dobbelte System, ledsaget af en Atlas, fremstillende paa forskjellige Karter Misviisningssystemets Forandringer fra Aaret 1600 til Aaret 1800, samt et Kart over den magnetiske Inclination. Prisen blev mig tilkjendt, men Afhandlingen blev ikke trykt, formedelst Landets forstyrrede Pengevæsen som Følge af den ulykkelige Krig, i hvilken Englænderne havde berøvet de da forenede Riger den fælleds Flaade. Først i Aaret 1818 blev Afhandlingen ved Understøttelse af Kong Carl Johan trykt paa Tydsk under Titel: „Untersuchungen über den Magnetismus der Erde“.
Efter min Ansættelse i 1814 ved det nystiftede Norske Universitet fortsatte jeg Studiet af Jordens magnetiske System, især med Hensyn paa den magnetiske Krafts Størrelse (Intensiteten). Paa forskjellige Reiser i Norge, Tydskland og rundt om den Bothniske Bugt anstillede jeg selv Iagttagelser, og formaaede forskjellige af mine videnskabelige Venner, som jeg udrustede med Apparater, til at anstille lignende Iagttagelser paa Reiser i England, Tydskland og Italien. Det vigtigste Bidrag fik jeg af den Engelske Søecapitain Phillip Parter King, som fra 1826 til 1830 foretog en videnskabelig Reise fra London langs Kysterne af Sydamerika til Valparaiso, og var udrustet med et af mine Apparater. Ved Hjælp af disse Iagttagelser forsøgte jeg for første Gang at forestille en Deel af Intensitetssystemet paa to specielle Karter; det ene fremstillede de isodynamiske Linier[1] i Nordamerika, en Deel af Sydamerika, det Atlantiske Hav og hele Europa; det andet Liniesystemet om Nyholland.
Da imidlertid det magnetiske System var aldeles ubekjendt i hele det Russiske Rige ligefra Petersburg til Kamtschatka, saasom der i hele Sibirien kuns var anstillet Observationer over Misviisningen paa nogle faa Punkter i Aarene 1761, 1769 og 1805, men ingen over Inclinationen og Intensiteten, og det for at bestemme Beliggenheden af den Sibiriske Magnetpol var aldeles nødvendigt, at erholde Iagttagelser fra denne Deel af Jordens Overflade, saa forestillede jeg Hans Majestæt Kong Carl Johan i Aaret 1824, hvor nødvendigt det var for en tilkommende Theorie af Jordmagnetismen, at undersøge det magnetiske System paa denne store Strækning. Jeg anmodede ham om, at fremsætte for det næstkommende Storthing et Andragende om Bevillingen af en passende Sum til denne Hensigts Opnaaelse. Hans Majestæt gik med sin sædvanlige Agtelse for videnskabelige Foretagender ind paa denne Idee, indførte paa Norges Budget for Aarene 1827—1830 et Anslag paa en Sum til Reisens Udførelse; og det i Aaret 1827 forsamlede Storthing bevilgede i Midten af Juli samme Aar næsten eenstemmigt[2] den foreslaaede Sum, uagtet dette Foretagende var reent videnskabeligt, og aldeles ingen materiel Interesse havde for Norge. Hans Majestæt befalede sin Minister i Petersburg, Baron N. Fr. Palmstierna, at underhandle med Ruslands Keiser om Tilladelse til Reisens Udførelse. Ved denne Underhandling spurgte Keiseren strax: hvad vil han foretage sig i Sibirien? — Svar: udføre endeel videnskabelige Undersøgelser, fornemmelig over de magnetiske Phænomener. — Formodentlig i Spøg udbrød Keiseren: „eh bien! S’il veut rester la“[3]. Men da Palmstierna yttrede: Hans Majestæt min Konge interesserer sig særdeles for dette Foretagende, svarede Keiseren: „Nu vel! saa lad ham komme“.
Vor Geolog, Professor Keilhau, havde yttret det Ønske, at ledsage mig paa denne Reise, men blev forhindret, i det Regjeringen havde paalagt ham, at foretage en mineralogisk Undersøgelse af Norges nordlige Regioner. Dette var meget beklageligt, da de østlige Egne af Sibirien omkring Baikal Søen og Tunguserlandet, som jeg senere besøgte, visselig vilde have givet Geologen Anledning til interessante Opdagelser. Da det imidlertid i flere Henseender var behageligt, paa en saa lang og besværlig Reise at have en Ledsager, saa tilbød sig Hr. Lieutenant Due af den Norske Marine, der havde nogen Øvelse i Brugen af astronomiske Instrumenter, at ledsage mig. I Aaret 1824 havde jeg i Berlin gjort Bekjendtskab med Professor Paul Erman, som havde beskjæftiget sig med Jordens magnetiske Phænomener og selv anstillet endeel Iagttagelser. Han viste mig en stor Kapsel, som havde Udskriften „Hansteniana“ og indeholdt Excerpter af mine Arbeider, og hans egne derhen hørende Iagttagelser. Da han af Tidningerne saae, at det Norske Storthing havde bevilget de nødvendige Midler, saa spurgte han mig i et Brev af 24de Juli 1827, om jeg ikke vilde medtage hans Søn Adolph Georg Erman, som den Gang var 21 Aar gammel, som „Assistent ved Expeditionen“. Jeg svarede, at jeg ikke behøvede nogen Medhjælper til de magnetiske og astronomiske Bestemmelser; men dersom den unge Erman kunde overtage mineralogiske og botaniske Undersøgelser, saa troede jeg det kunde lade sig gjøre, da den Mineralog, som jeg havde gjort Regning paa, var bleven forhindret. I Følge heraf blev aftalt, at vi skulde træsfe sammen i Petersburg i Juni 1828. Da imidlertid den Norske Regjering under Reisens Løb gjorde Indsigelser mod dette Arrangement, var jeg nødt til at lade Erman betale omtrent en Trediedeel af Udgifterne paa den Deel af Reisen, i hvilken han ledsagede os.
- ↑ Linier, som forbinde alle de Punkter paa Jordens Overflade, hvor den magnetiske Intensitet har samme Styrke Magazin for Naturvidenskaberne 7de Bind 1825; Poggendorff’s Annalen 9de Bind 1827; Schumachers astronom. Nachrichten 9de Bind.
- ↑ Af 100 Stemmer var kuns een mod Bevillingen.
- ↑ Ja vel! dersom han vil forblive der.