Reise-Erindringer (Hansteen)/Forord

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Anledningen til de Reiſer, hvoraf jeg her har givet Skildringer, er angivet i Begyndelſen af Beretningen om den Sibiriſke Reiſe. Efterat jeg nemlig af alle trykte videnſkabelige Reiſebeſkrivelſer og af en Mængde haandſkrevne Skibsjournaler fra det Danſke Oſtindiſke Kompagnie i Kjøbenhavn havde uddraget alle til den Tid tilgængelige Materialier til Oplysning over Jordens magnetiſke Syſtem, og ved Hans Majeſtæts Kong Carl Johans Underſtøttelſe i 1818 havde udgivet „Underſøgelſer over Jordens magnetiſke Syſtem“ i det Tydſke Sprog, ønſkede jeg ved egne Iagttagelſer at tilveiebringe Materialier fra ſaa mange af de uunderſøgte Strækninger paa Jorden ſom mueligt. Til den Ende reiſte jeg i Sommeren 1819 til London, for at beſtille de nødvendige magnetiſke Inſtrumenter. Der fik jeg Adgang til det Engelſke Admiralltets Søekarte-Archiv (hydrographical Office), hvis Chef Kapt. Hurd velvillig lod opſøge Skibsjournaler fra alle de Have, ſom vare beſeilede af Engelſke Krigsſkibe, og fra hvilke jeg ønſkede Oplysninger. Af disſe uddrog jeg en ſtor Mængde Materialier til mine Underſøgelſers Fortſættelſe. Min førſte Underſøgelſe gjældte Fædrelandet, og dertil valgte jeg en Reiſe til Bergen. De Reſultater, jeg paa denne Reiſe havde erholdt, vilde ingen Interesſe have for de daværende faa Blades Læſere, og forekom mig ikke værdige til at trykkes i det Throndhjemſke Videnſkabs-Selſkabs Skrifter, ſom var det eneſte videnſkabelige Tidsſkrift Norge den Gang havde. Da jeg imidlertid ønſkede, at de maatte blive opbevarede, henvendte jeg mig til Budſtikkens daværende Redacteur, den lærde Juſtitiarius J. C. Berg. Dette Tidsſkrift havde dog en videnſkabelig, ſkjønt hovedſagelig hiſtoriſk Tendents. Men da jeg frygtede, at mine mange Talreſultater ſelv for dette Blads Læſere vilde blive for ufordøielige, ſøgte jeg at indſmugle dem i en Reiſebeſkrivelſe. Jeg var i Begyndelſen ængſtelig for at blive for vidtløftig med mine ubetydelige Skildringer; men Redacteuren og Andre opmuntrede mig efter de førſte Numere til ikke at være for ſparſom. Til min Forundring og langt over min Forventning vandt dette førſte Forſøg temmelig almindeligt Bifald.

Den næſte Reiſe i ſamme Henſigt gjorde jeg i 1824 igjennem hele Jylland fra Fredrikshavn til Hamburg og Berlin, og leverede nogle afbrudte anonyme Skitſer over ſamme i Bladet Hermoder. Den tredie Reiſe i 1825 gik til Throndhjem over Jämtelands Veien til Sundsvall og videre til Torneå, igjennem Finnland til Åbo, ſamt tilbage over Stockholm, i Selſkab med Lieutenant Segelcke af den Norſke Marine. Over denne Reiſes ſmaae Begivenheder havde jeg ikke Tid at give nogen Beretning, omendſkjønt de maaſkee kunde have haft nogen Interesſe for almindelige Læſere, da de nordlige Kyſter af den Bothniſke Bugt og iſær Finnland og dets Befolkning hos os er mindre bekjendt. Disſe tre Reiſer anſaae jeg ſom Prøveforetagender til den ſtørre Reiſe igjennem Sibirien, da jeg ved dem efterhaanden af Erfaring lærte den beqvemmeſte Indretning af mine Obſervationsbøger og øvrige Apparater paa den for den daglige Brug og Transport henſigtsmæsſigſte Maade.

Efter Hjemkomſten fra Sibirien var jeg ſygelig og hypochonder, ſom en Følge af Reiſens Beſværligheder; jeg maatte igjen begynde mine Forelæsninger ved Univerſitetet og den militaire Høiſkole; fandt det fornødent at udarbejde et Par Lærebøger; efter Grev Wedels Forſlag havde Storthinget beſluttet at bygge et aſtronomiſkt Obſervatorium, hvortil Grunden allerede var kjøbt før min Afreiſe. Under dets Bygning fandt jeg det nødvendigt, dagligt at gaae derhen for at ſee til Arbejdets Udførelſe. Alle disſe Aarſager forhindrede mig fra at tænke paa at udgive en Beretning om denne ſtørre Reiſe, uagtet jeg i Begyndelſen af Flere blev ſtrængt foreholdt, at det endog var min Pligt. Det er ikke uſandſynligt, at den aldrig var kommen for Dagen, derſom ikke Hr. Asbjørnſen i 1846 havde anmodet mig om, at give et Bidrag til hans Aarbog „Hjemmet og Vandringen“. Jeg valgte dertil Skildringen af mit Ophold i Irkutſk og Reiſen derfra til Jeniſeiſk paa Floderne Angara og Werchne-Tunguſka. I 1847 begyndte Bogtrykker Malling at udgive en „Norſk Folkekalender“, og anmodede mig ved hver Aargang fra 1849 til 1856 om at levere en liden Skildring af mine Erindringer fra Reiſen i Sibirien. Disſe bleve tagne fra mine Breve til Hjemmet, ſom hældigviis ere bleven opbevarede, og leveredes uden chronologiſk Orden. I disſe Breve fortalte jeg, hvad jeg troede kunde have Interesſe for Familien; men da jeg formedelſt de mange daglige videnſkabelige Iagttagelſer, ſom vare Reiſens Formaal, og Reiſens Beſværligheder ikke havde Tid og Kræfter til at holde en Dagbog, ſaa er adſkilligt forbigaaet, ſom mueligen kunde fortjent at optegnes, men ſom nu efter ſaa lang Tids Forløb ei kan erſtattes.

Dette er disſe Beretningers Oprindelſe, og maa tjene til Undſkyldning for de Mangler der visſelig klæbe ved dem. Da imidlertid Publicum har modtaget dem med Venlighed, og man ønſkede at have dem ſamlede i chronologiſk Orden, ſaa har jeg efter flere Forlæggeres og Andres Opfordring ladet mig overtale til at udgive dem i Sammenhæng i Orden efter Tidsfølgen med enkelte ſmaae Tillæg.


Da Forlæggeren af egen Drift har lovet Subſcribenterne Forfatterens Biographie, og dette Løfte maa holdes, ſinder jeg det rigtigſt at ſkrive den ſelv. Jeg er født i Chriſtiania den 26 September 1784 i den Gaard i øvre Slotsgade, hvor Studenterſamfundet har ſine Forſamlingsværelſer, og hvor min Fader døde. Førend han kjøbte denne, havde mine Forældre beboet den Gaard i nedre Slotsgade, hvor nu de Mæhriſke Brødre holde deres Forſamlinger, og hvor mine to ældre Sødſkende ere fødte. Min Fader Johannes Mathias Hanſteen var Conſumptions-Inſpecteur i Chriſtiania, og født i Sjelland, hvor hans Fader var Præſt, og gift med Ane Cathrine Treſchow, en Datter af Albrecht Treſchow[1], Toldinſpecteur i Fredrichshald, hos hvem min Fader tilforn havde været Fuldmægtig. Da Familien har mange Sidegrene, ſaavel her ſom fornemmelig i Danmark, ſkal jeg tilføje hvad man veed om Familiens Oprindelſe.

Bartholomæus Pederſen Hanſteen, min Tipoldefader, en Præſteſøn fra Malmøe, var Raadmand i Kjøbenhavn og Secretair i det Tydſke Cancellie, gift med Maren Dalhuus, en Datter af Kjøbenhavns Byfoged og Raadmand Laurits Dalhuus, og døde 1666. Han havde en Søn

Magiſter Jakob Bartholomæi H. født 1652, ſom blev Sognepræſt i Vordingborg 1682, Provſt 1685; var gift med Elſe Clausdatter Friis, og døde 1725. Af dette Ægtepar ere et Par ret gode Portraiter opbevarede i Familien. De havde 16 Børn. Blandt disſe var

Henrik H., Sognepræſt til Tyſtrup og Hallagerlille i Sjelland, født 6te Febr. 1699. Med ſin tredie Kone Conradine Nygaard, Datter af Provſt Nygaard i Høyby; havde han 5 Børn, blandt hvilke min Fader

Johannes Mathias H. var født 1748, og døde den 12te Marts 1792, inden jeg havde fyldt det 8de Aar.

Familien er formodentlig oprindelig kommet fra Tydſkland, da Navnet Hanſtein der ikke er ſjeldent. I Hannover, om jeg mindes ret, findes Ruinerne af en Borg, ſom kaldes Hanſtein. I Beſkrivelſen over det Pontoppidanſke Kart over Norge omtales to Forſtjunkere Hanſteen, ſom vare de førſte, der udførte Opmaalinger i Norge, hvilke Pontoppidan har benyttet ved Conſtructionen af Kartet. De vare formodentlig Tydſkere og ere vendte tilbage til deres Fædreland. Da min Mormoder Birgitte Brochmann, hvis Fader var en Broderſøn af den bekjendte Biſkop Brochmann, var født i Fladſtrand i Jylland, min Fader, født i Sjelland, Tipoldefaderen født i Malmøe, og Treſchow-Familien Norſk, ſaa ſees heraf, at jeg er en fuldſtændig Skandinav.

Min Fader var en livsglad, munter, ſpøgefuld og godmodig Mand, ſom havde et behageligt Væſen og Smag for Elegance. Et Træk af hans Spøgefuldhed og Godmodighed har indgravet ſig i min Hukommelſe fra mit 4de Aar. I Aaret 1788 ventedes Kronprinds Fredrik (ſenere Kong Fredrik VI) til Norge. En Søndag Formiddag, da min Fader havde alle ſine Conſumptionsbetjente ſamlede paa Gaardspladſen i ſin Bolig, for at fordele dem paa de forſkjellige Poſter for den følgende Uge, kom en gammel Betler med et langt hvidt Skjæg, ſom rakte ham langt ned paa Maven, ind paa Gaarden, og bad om en Almisſe, ſom min Fader ſædvanlig var rundhaandet til at uddele. Min Fader ſpurgte ham: „hvorfor gaaer din gamle Skjelm med det lange hæslige Skjæg og ſeer ud ſom en Gjedebuk[2]?“ Jo, Hr. Inſpecteur! jeg vil beholde det til Kronprindſen kommer; det kan maaſkee bevæge ham til at give mig en liden Hjælp paa min gamle Alder — Ih! taabeligt Snak! troer Du det ſmudſige Skjæg ſkal bevæge ham? Du ſkal tage det af. Han befalede derpaa en af Betjenterne at gaae op paa hans Contoir og hente en Papirſax, en anden fra Kjøkkenet at hente en Træſtol. Denne blev ſat midt paa Gaardspladſen, den Gamle af tvende af Betjenterne ført til Stolen, hvor de holdt ham faſt ved Skuldrene, og en Tredie ſtod foran ham med den opløftede truende Papirſax og ventede paa Ordre til Executionen, imedens Synderen klynkende bad om at maatte beholde ſit Skjæg ubeſkaaret. Omſider, da Spøgen havde varet længe nok, blev han løsſluppet, beholdt ſit Skjæg og fik en Mark til Erſtatning for ſin Skræk og den Munterhed han havde frembragt hos Tilſkuerne.

Den Dag Kronprindſen ventedes, havde min Moder bragt mig ned i et Huus i Kongens Gade, hvor H. K. Højhed ſkulde pasſere forbi ved Indtoget, for at vi fra Vinduet kunde ſee ham. Da han kjørte forbi og fra Vognen hilſede, ſagde man mig, at dette var Prindſen. Jeg raabte: „han ſaae jo ud ſom en anden Mand!“ jeg havde ſnarere troet, at den Lakej med rødt Livrée og trekantet Hat med Sølvtræsſer om, ſom ſtod bag paa Vognen, var Prindſen. Ved Indkjørſelen til Torvet lidt indenfor den daværende Corps de garde (ſenere Brandvagt) og den nuværende Viinkjælder ſtod en Æreport, udſmykket efter Datids tarvelige Leilighed, med Zirater af Blikkenſlager Schøne, hvilken ſenere blev flyttet op paa Kammerherre Bernt Ankers Lyſtſted Sommerroe, og der forvandlet til et Lyſthuus, hvor den endnu ſtod efter 1814.

Efter min Faders Død ſolgte min Moder ſin Gaard og en anden Eiendom i Oslo, der laae paa det gamle Kloſter Nonneſæters Grund, og kjøbte en anden liden Gaard i Chriſtiania. De 3000 Rdlr., hun derefter havde i Behold, laante hun til ſin Lagværge, en Juſtitsraad Smidt, ſom eiede Ruſeløkken. Da hans Bo ved hans Død befandtes fallit, tabte hun disſe, og kunde med 5 ſmaae Børn og en ringe Enkepenſion ei tænke paa at udføre min Faders Beſlutning, ſom havde beſtemt mig til Søetaten. Efter at have i nogle Aar beſøgt et Par ſaakaldte Pugeſkoler, hvor der, iſær hos en Danſk Tyran ved Navn Thorius, ſørgedes langt mere for Optugtelſe end for Oplærelſe, ſatte min Moder mig i mit 9de Aar i Chriſtianias Kathedralſkole, ſom den Gang i de tre nederſte Clasſer havde høiſt maadelige Lærere. I den nederſte eller anden Lectie (thi den førſte var ſløifet) læſte man lidt Geographie, den gamle Hiſtorie efter Kall, dog uden at have Karter over det gamle Grækenland til Veiledning, latinſk Grammatik, Eutropius og Fædrus; i tredie og fjerde Lectie græſk Grammatik, Evangelierne i det græſke Teſtamente, der blev overſat paa Latin, og Juſtinus; i femte Lectie hebraiſk Grammatik, de førſte Capitler af førſte Moſebog paa hebraiſk, mere af det græſke Teſtamente, Epiktets Haandbog og noget af Ciceros Bog om Pligterne, ſamt nogle af Horatſes Oder.

Man kunde, ſom Flere have bemærket, den Tid blive Student, næſten uden at kunne ſkrive og regne. Dette var næſten bogſtaveligt Tilfældet med mig. Da jeg efter 4 Aars Forløb var kommen til femte Lectie, hvis Hører var Herman Amberg (ſiden Rector ved Skolen i Chriſtianſand), og en Dag leverede ham min latinſke Stil, vendte han Papiret førſt paa den ene, derpaa paa den anden Side og lod det derpaa falde paa Gulvet, og ſagde: „det ſeer jo ud ſom om Du havde dyppet en Flue i Blækhuſet og derpaa ladet den krybe over Papiret“. I det jeg bukkede mig for at tage det op fra Gulvet, ſatte han Foden paa det, og gav mig et drøit Ørefigen. Jeg bemærkede frygtſomt: man formaaer jo ikke at ſkrive bedre end man kan. „Man kan hvad man vil, Din Lømmel“ var Svaret. Ved den næſte Stil havde jeg gjort mig ſærdeles Umage for at tegne Bogſtaverne efter de mig bekjendte Former, og fik Roes; „Der ſeer Du“, tilføiede ham „at jeg havde Ret; man kan hvad man vil“. Denne Roes virkede ſaa meget, at jeg omſider, ved at copiere en Meddiſcipels (Cloeds) Bogſtaver, der ſkrev, en ſmuk rund Haand (en Middelting imellem latinſke og gothiſke Bogſtaver), omſider kom til at ſkrive en anſtændig Haand.

Amberg var en kundſkabsriig„ brav og godmodig Mand, men hans heftige Sind og Opfarenhed formindſkede den Agtelſe, Diſciplene ellers vilde varet tilbøielige til at viſe ham. Undertiden kaſtede han Diſcipelen den hebraiſke Bibel eller en anden tyk Bog i Hovedet; undertiden gik han i ſit Raſerie langs det lange Skolebord, og feiede alle de der liggende Skolebøger ned paa Gulvet. Men hans ſædvanlige Tugteredſkab, foruden den knyttede Næve, hvormed han undertiden ved et forfeilet Slag kom til at ſlaae i Bordet, ſaa det ſmertede ham, var en af de lange Kiler, ſom holdt Skolebordenes Fødder ſammen. Med denne huggede han Diſcipelen i Hovedet. Lagde Synderen ſig tilbage paa Bænken, for at undgaae Slaget, bukkede A. ſig over det ſmale Bord og kneb ham i Laaret, og naar denne rettede ſig lidt op, for at forhindre ham i Fortſættelſen af Torturen, fik han en vældig Øredaſk, hvorpaa A. med en halv comiſk Triumf raabte: „det var et Krigspuds, Din Satan“. Da han en Gang med Kilen i Haand nærmede ſig til en Diſcipel ved Navn Jablonſky, trak denne en Trækaarde, ſom han til dette Brug havde ſkaaret og ſtukket i Buxeſmækken, ſatte ſig en garde, og ſpurgte med en rolig comiſk Mine: „Vil Hr. Amberg fægte?“ hvorved denne maatte ſmile, og gik tilbage til ſin Stol. Samme Jablonſky bragte engang alle de af ſine Bøger, hvis Bind ved den ovenomtalte Maneuvre vare bleven afrevne, til en Bogbinder for at indbindes paa nyt, og preſenterede Amberg Regningen, hvilken denne uden Modſigelſe betalte[3].

Som Exempel paa den Orden og Tone, der den Tid herſkede imellem Skolens Diſciple, ſkal jeg endnu anføre følgende. I den ſtore. Sal var ved et Skillerum af en Mands Høide, ſom oventil havde et aabent Trallværk af dreiede Stave, der gik op til Loftet, afdeelt et Rum for den ſaakaldte Meſterlectie, ſom kunde lukkes ved et Par ſtore Porte, ligeledes oventil forſynede med lignende Trallværk, ligeſom et Par Chordøre i Kirkerne, men ſom beſtandigt ſtode aabne. Udenfor Meſterlectien var den ſtørre Deel af Salen beſat med Borde og Bænke for de lavere Lectier, hvis Diſciple af Meſterlectianerne kaldtes plebes (Pøbel), og ſom ikke vovede at ſætte en Fod indenfor Meſterlectiens Dør, uden at kaſtes ud og faae Prygl. Strax naar En hvilkenſomhelſt af Lærerne i en Lectie om Morgenen kom paa Skolen, ſkulde der holdes en ſaa kaldet Bøn, hvilken udførtes paa følgende Maade. Førſt blev der fra Meſterlectien ſunget en Pſalme; derpaa traadte tre af de lavere Lectiers Diſciple hen og knælede i Meſterlectiedøren; En af femte Lectie oplæſte en latinſk Bøn; En af fjerde Lectie en Bøn i Modersmaalet, og tilſidſt En af anden Lectie, ſom oplæſte „Fader vor“ o. ſ. v. Derefter blev et Pſalmevers ſunget, og endelig traadte En af Meſterlectianerne hen i Døren og oplæſte et vilkaarligt Capitel af det gamle Teſtamente. Var Rector eller Conrector tilſtede, gik dette aldeles anſtændigt til; men var den ulykkelige Lærer i tredie og fjerde Lectie den Førſtankomne, iſtemmedes fra Meſterlectien undertiden mere et Kattehyl end en Sang. Var det om Vinteren havde Meſterlectianerne undertiden det Indfald at lægge ſtore Sneedynger i Meſterlectiedøren, hvor de tre ſtakkels Plebeier maatte knæle; undertiden ſtødte hine en af Kammeraterne ind paa de Knælende, ſaa at de alle faldt om i Sneevandet. Til Oplæsning af Bibelen valgtes det 29de Capitel af 1ſte Moſebog, hvor der i 17de Vers fortælles om Lea, at hun havde rindende Øine, fordi den omtalte Lærer havde denne Svaghed; eller ogſaa valgtes det for vore Øren høiſt uſømmeligt 23 Capitel af Ezechiel om Ohola og Oholiba. Til en Forandring blev den, ſom forelæſte dette, ſat paa Skuldrene af en af de høieſte Meſterlectianere, og i denne ophøiede Stilling læſte han ſit Capitel. Vilde man drive Spaſen endnu videre, løb en anden Meſterlectianer mod Ryggen af den ſom bar Forelæſeren, ſaa at denne ſtyrtede ned fra ſit høie Sæde, og Bogen derved kaſtedes hen ad Gulvet.

For at undgaae Synet af disſe Uordener var Amberg med ſin femte Lectie flygtet fra den for ham og hans Diſciple i den ſtore Sal beſtemte Plads ned i et lidet Værelſe, ſom laae paa en lavere Gang, og af Diſciplene kaldtes Fugleburet. Skolebygningen (en Deel af den nuværende Departementsbygning) var nemlig ſammenflikket af tre ældre Bygninger af meget forſkjellig Høide, og Fugleburet laae i en af de lavere, ſaa at man, for at komme fra den almindelige Skoleſal dertil, maatte ſtige ned ad en temmelig høi Trappe For at Hr. Amberg dog ikke ganſke ſkulde ſavne Nydelſen af deres Munterhed, veltede en eller anden af Meſterlectianerne en Gang imellem ſtore Brændeſtykker med ſtort Rabalder ned over denne Trappe. En Gang havde en af dem af en Vægter faaet laant hans Kabudſe og Morgenſtierne, aabnede ſaaledes udruſtet Døren, og ſang et af Vægterverſene. Efter ſaadanne Optrin var Amberg mere end almindelig irritabel. En Dag havde min Moder paalagt mig, at indbyde ham til et lidet Aftenſelſkab. Den Eftermiddag traf det ſig juſt, at han temmelig ſtærkt havde knebet mig i Armene og hundſket mig. At det var mig en bitter Commisſion ved Læſetimernes Slutning, med forgrædte Øine at træde hen for ham og fremføre Indbydelſen, er begribeligt.

Saaledes var Skolens Forfatning i de ſidſte Aar af det forløbne Aarhundrede; men Rector og Conrector fik ſjelden Nys om disſe Uordener. Skolen havde ogſaa i de førſte Aar, jeg beſøgte den, i Meſterlectien Karle, der ragede ſig to Gange om Ugen. De fleſte af disſe mislykkedes, eller i det mindſte forlod Studeringerne efter Udgangen af Skolen. Marcus Widerøe endte ſine Dage ſom Degn i Sjelland; Øſtergaard blev Lærer i en Fattigſkole i en af Chriſtianias Forſtæder; Jens Aalborg blev, efterat have taget theologiſk Embeds-Examen og gjort et aldeles mislykket Forſøg til at holde en Prædiken i vor Frelſers Kirke, Hoſpitalslem; En blev Matros; en Anden druknede ſig ved Tyveholmen. Lars Roverud, ſom aldrig havde haft Lyſt til Studeringer, hvortil han af ſin Fader var bleven tvunget, endte dog hæderligere ſom Muſiklærer.

Megen Tid tabtes for Diſciplernes Underviisning derved, at de vare forpligtede til at gjøre Kirketjeneſte. Til den Henſigt var Skolen inddeelt i 4 Afdelinger, ſom ſkifteviis hver i ſin Uge førte Sangen, og hver havde en Coraliſt eller Sanganfører, blandt hvilke jeg var den Ene. Hans Pligt var det tillige ved Tjeneſtens Begyndelſe og Ende i Chordøren at fremſige den endnu brugelige Bøn. Foruden Søndagen, da Orgelet ſpillede ved Høimesſe og Aftenſang, var der Tirsdag Skriftebøn Kl. 2 Eftermiddag; Onsdag Communion Kl. 9 Form.; Thorsdag Skriftebøn; Fredag Communion; Løverdag ſimpel Bøn, hvorved en Pſalme blev afſunget og hvortil ſædvanlig kun nogle faa Fattigſtuelemmer indfandt ſig. Paa de ſtore Høitider var der desuden Froprædiken og Skolen opførte under Høimesſen Kantater paa Orgelet, ledſagede af Inſtrumentalmuſik og anførte af Skolens Cantor Iſak Andreas Flintenberg, ſom hver Onsdag og Løverdag Eftermiddag øvede os i Sang, og af ſærdeles Godhed lærte mig at ſpille Violin, hvoraf jeg ſenere under mit Ophold i Kjøbenhavn havde baade Nytte og Fornøielſe. Endelig anførte vi Sangen ved Ligbegængelſer; og naar der paa ſamme Dag vare to eller flere Lig, der ſkulde begraves paa forſkjellige Kirkegaarde, maatte vi løbe fra vor Frelſers Gravlund, til Akers, Vaterlands, eller Chriſtkirkegaarden.

Efterat Treſchow hos Regeringen havde udvirket Tilladelſe til at foretage en høiſt nødvendig Reform, blev Skolen i Aaret 1800 inddeelt i 4 Klasſer, og endeel nye og fortrinlige Lærere anſatte, ſom hver havde en ſpeciel Videnſkab at foredrage, iſtedetfor de forrige Hørere, ſom hver i ſin Lectie ſkulde beſørge Alt. Treſchow læſte over Propertius’s Elegier og over Tacitus’s ſærdeles interesſante Germania og hans Annaler, hvorved de Tids Tydſkeres ſimple og rene Sæder ſtilledes i en ſtærk Modſætning mod det fordærvede Roms; fremdeles gav han en kort Udſigt over den naturlige Theologie og Anthropologien. Sverdrup foredrog Hiſtorie og Geographie; Roſted Græſk (Plutarch og Homer); Rasmuſen Mathematiken ligefra de førſte Begyndelſesgrunde om Talſyſtemet til Opløsning af de høiere Ligninger og Kegleſnittenes Theorie, en Overſigt over Aſtronomie og mathematiſk Chronologie, ſamt Phyſik. Hans klare Foredrag vakte min Lyſt til de mathematiſke og phyſiſke Videnſkaber, og gave det førſte Stød til min følgende Skjæbne; jeg lærte derved i de 2 Aar fra 1800 til 1802 omtrent ſaameget af disſe Videnſkaber, ſom jeg ſenere havde fornødent til den philoſophiſke Examen i Kjøbenhavn. Dr. Rohde foredrog Theologie og Hebraiſk; M. R. Flor Naturhiſtorie.

Ved Skolens Reform havde Treſchow udvirket Tilladelſe til at de afgaaende Diſciple kunde tage examen artium ved Chriſtianias Skole, hvilken dog et Par Aar efter blev tilbagekaldt. Efter at jeg i Aaret 1802 i Forening med to andre Diſciple heldigen havde overſtaaet denne, erholdt jeg i October nogle Dage før min Afreiſe til Kjøbenhavn, for der ved Univerſitetet at fortſætte mine Studeringer, fra Høieſterets Asſesſor Omſen et Brev, hvori laae en Bancoſeddel paa 50 Rdlr., og hvori han ſagde: at da Lykken ei havde været mig ſaa gunſtig ſom Naturen, ſendte han mig det Indlagte ſom Bidrag til min Reiſe. Med denne Sum og en liden Arv paa 200 Rdlr., ſom var mig tilfalden efter en af min Faders Slægtninge i Danmark, og indſat i det Danſke Overformynderie, var jeg iſtand til at beſtride mine Udgifter i det følgende Aar, i hvilket jeg underkaſtede mig den philologiſk-philoſophiſke Examen.

I denne Tid blev jeg af min ſamtidige Meddiſcipel og Ven Jakob Bull (ſenere Juſtitiarius i Norges Høieſteret) indført hos en riig og velgjørende Farver-Enke Madame Møller, Ørſtedernes Tante, hos hvem Bull og Øhlenſchlæger logerede, og fik for en billig maanedlig Betaling et kraftigt Middagsmaaltid. Her fik jeg Anledning til at gjøre Bekjendtſkab med Øhlenſchlæger, Phyſikeren H. C. Ørſted, Lehman, Asſesſor i Kommercecolegiet (Fader til Amtmand Orla L.), ſom alle ſpiſte der, ſaavel ſom et Par Norſke Studenter Hjort; thi den gode Madame M. ſagde, at hun gjerne ſaae unge Menneſker om ſig. Paa Høitidsdagene ſpiſte ogſaa Juriſten A. S. Ørſted og hans aandrige Frue, Øhlenſchlægers Søſter der. Øhlenſchlæger havde i den Tid begyndt at ſkrive ſit „Sct. Hans Aftens Spil“, og „Thors Reiſe til Jothunheim“, og andre mindre Digte[4]. Han indbød undertiden Bull og mig efter Middagsbordet op paa ſit Kammer, hvor han forelæſte os de foregaaende Dages Digtninger, ſaa friſke ſom de vare komne fra Pennen. Dette var mig ligeſaa interesſant, ſom Bekjendtſkabet med Phyſikeren Ørſted i den følgende Tid var mig gavnligt, ſaavel ved hans Forelæsninger, ſom ved hans Opmuntring og Anbefaling under mine ſenere videnſkabelige Underſøgelſer.

Jeg beſtemte mig for Lovkyndigheden, og beſøgte nogle juridiſke Forelæsninger; men da efter 112 Aars Ophold i Kjøbenhavn mine pecuniære Reſourcer vare udtømte, og jeg forgjæves havde ſøgt Plads paa Regentſen, reddedes jeg uventet af min Nød, ved at kaldes til Hovmeſter for en ung Adelsmand, ſom Faderen ønſkede at fjerne fra hans daværende Omgivelſer i Kjøbenhavn, for at han i det ſtille Sorøe under Tilſyn af Amtmand Stemann kunde forberede ſig til Danſk juridiſk Examen, hvilket for ham ſom tilkommende Stamgods-Eier kunde bære gavnligt. Efter et Par Aars Forløb ſkulde vi gjøre en Udenlandsreiſe. Denne Anſættelſe ſkylder jeg udentvivl min forrige Lærers Profesſor Sverdrups Anbefaling. Men jeg var ikke fuldt 20 Aar og min Elev allerede 19, og han var langt mere verdenserfaren end jeg, da han ſom Kadet paa Gjethuſet og under maadeligt Tilſyn havde tumlet ſig om iblandt ſine Kammerater.

Hvad der iſær generte mig, da Faderen førſte Gang bragte mig ſammen med ham, for at kjøre os ud til Sorøe, var at jeg ſaae, at vi ikke vare hinanden aldeles ubekjendte. Nogle Studenter havde nemlig i Forening med nogle Elever og Figurantinder fra det kongelige Theater (blandt hvilke var den ſenere ved ſamme anſatte Skueſpiller Rind), dannet et Privattheater paa et Loft i Adelgaden, hvor Localet var afdeelt fra den øvrige Deel af Loftet ved uhøvlede Bredder, og den ligeſaa plumpe Dør lukkedes med en Haspe og Hængelaas. Til Koulisſer havde man Rammer, paa begge Sider betrukne med Lærred, ſom paa den ene Side foreſtillede Partier af en Skue paa den anden af en Skov. Hver Ramme havde oven og nedentil en Tap, hvorom den kunde dreies, og ved hver Ramme ſtod En af Selſkabet, ſom ved Sceneforandringer ſkulde dreie den. Var Perſonen ikke opmærkſom i rette Tid, eller i Øieblikket ikke tilſtede, ſtod der undertiden et Træe i Stuen, eller et Vindue midt i Skoven. Orcheſteret beſtod af en ret god Violinſpiller Mathieſen, ſom ſiden blev anſat ved det kgl. Theater, og ſom ſpillede førſte Violin, min Contubernal, en Danſk Student Wiinholdt fra Lolland, og jeg ſpillede anden Violin, og en gammel fattig Tydſker Violoncel. Denne havde altid hos ſig en liden Datter Malchen, ſom han ſædvanlig, for at holde hende rolig, ſtillede imellem ſine Laar bag Violoncellen. W. og jeg ſpillede hvad vi kunde og pauſerede, naar Pasſagerne overſteeg vor Evne, og overlod ſaadanne Pasſager til førſte Violin og Violoncellen. Orcheſter-Perſonalet var fritaget for det ringe maanedlige Bidrag af 1 Rdlr. Udenfor Theatret ſtod en ſimpel Mand i kort Trøie og hans Kone, ſom over et Par paa Ende reiſte Tønder havde lagt et Bret, hvorpaa der opvartedes med Danſkt Kornbrændeviin, Smørrebrød og Anchovis, Selſkabet kaldte ſig Svada. Dette gav Anledning til følgende ſpottende Spørgsmaal og Svar i Adresſeaviſen.

A. „Hvor boer Svada her i Staden?“
B. „Paa et Loft i Adelgaden“.

Blandt Tilſkuerne og de dandſende ſamt betalende Medlemmer var Lieutenanten, min tilkommende Elev. Et Bekjendtſkab fra et ſaadant Sted var juſt ikke ſkikket til at indgyde Eleven Reſpekt for ſin Hovmeſter.

Efter halvandet Aars Forløb forlod jeg denne Stilling, da den unge Mand ei var at formane til alvorligt Studium, og vendte tilbage til Kjøbenhavn, hvor jeg i et Aars Tid beſøgte juridiſke Forelæsninger. Da ved Enden af dette Aar mine ved Hovmeſterſkabet opſparede Penge vare til Ende, kom atter en uventet Hjælp; jeg blev kaldet til Lærer i Mathematik ved Latinſkolen i Fredriksborg, hvilken Poſt jeg tiltraadte i October 1806.

Jeg vedblev vel her at beſkjæftige mig med Fortſættelſen af det juridiſke Studium; men det trættede mig, og jeg fandt ingen Interesſe i at lære at kjende disſe vilkaarlige, alene for Danmark og Norge gjældende Love, ſom i et andet Land og for et andet Liv ingen Betydning havde. En tilſyneladende ubetydelig Tilfældighed gav her min Beſkjæftigelſe og mit Liv en heelt ny Retning. Min Kollega Overlærer (ſenere Profesſor) Steenbloch fortalte mig, at han engang havde haft det Indfald, at ville forfærdige Glober, og havde til den Ende taget Underviisning af den Danſke Kobberſtikker Lahde, da han ſelv vilde gravere Segmenterne til ſin Globus; men han ſtødte paa forſkjellige Vanſkeligheder, i det han manglede de nødvendige mathematiſke Forkundſkaber til Nettets Konſtruction og det mechaniſke Talent til Kuglens Sammenſætning. Jeg greb denne Idee, da jeg troede i begge disſe Henſeender at være Opgaven voxen. I den franſke Encyclopædie fandt jeg Anviisning til Papkuglens Konſtruction, og i en Afhandling af Käſtner i det Gøttingſke Videnſkabs Selſkabs Afhandlinger Theorien for Nettets Konſtruction, og havde allerede min Papkugle færdig, og conſtrueret flere Segmenter til dens Overtrækning, da et nyt Tilfælde gav min Virkſomhed en mere frugtbringende Retning.

En Læge i Helſingør, forhenværende Diſcipel af Fredriksborgs Skole, var død og havde teſtamenteret to 2 Fods upſalſke Glober til Skolen; Rektor afſendte mig til Helſingør for at indpakke og afhente disſe. Imedens jeg i den ſtore Klubſal, hvor de vare henſtillede, ventede Pakkasſerne, hvori de ſkulde transporteres, betragtede jeg dem naturligviis ifølge min daværende Beſkjæftigelſe med ſtor Opmærkſomhed. Jordglobens Titelblad berettede, at den var forfattet af det kosmographiſke Selſkab i Upſala og at den fremviſte den ſydlige magnetiſke Polarregion, opdaget af Naturforſkeren Wilcke ved Hjælp af de Misviisnings-Obſervationer, der vare anſtillede af Kapitainerne Cook og Fourneaur paa Cooks anden Opdagelſes-Reiſe, da han ſeilede rundt om Sydpolen. Nær Sydpolen var tegnet en langagtig elliptiſk Figur, ſomt var betegnet „Regio magnetica australis“, og nær de modſatte Ender af denne Figurs ſtore Axe vare to runde Figurer anmærkede, den ene under Nyholland omtrent 20° fra Sydpolen betegnet Regio fortior, den anden nærmere ved Sydpolen ſydveſt for Ildlandet Regio debilior. Paa Oceanet, ſom omgav denne Region, var afſat en Mængde Pile, hvis Retning angav de paa Cooks Reiſe obſerverede Misviisninger, og ſom i det indiſke Hav alle viſte mod Regio fortior, i Nærheden af Ildlandet mod Regio debilior. Denne Mærkelighed vilde jeg ogſaa anføre paa min Globus; og for at overbeviſe mig om Rigtigheden af Sagen laante jeg Cooks anden Reiſe, uddrog alle Misviisningens Obſervationer, konſtruerede et Polarkart over den ſydlige Halvkugle og afſatte paa denne Pile, ſom angave Misviisningen, og beregnede end yderligere trigonometriſkt Beliggenheden af deres Skjæringspunkter. Men jeg ſluttede, at Jorden maatte nødvendig ogſaa have en Regio magnetica borealis med 2 Foci.

Disſe beſluttede jeg at opſøge, for dog at pryde min Globus med et Tillæg.

Dette bragte mig ind i de Underſøgelſer, hvorom jeg har fortalt i Begyndelſen af Beretningen om min Reiſe i Sibirien S. 85, 86 og ſom gav Anledning til at man i 1813 foreſlog mig til Lærer ved det nyoprettede Norſke Univerſitet. Man havde beſluttet, at jeg og to andre udnævnte Lærere ſkulde ved en Udenlandsreiſe i et Aar udvide vore Kundſkaber, men dette blev forhindret ved Finantſernes ſlette Forfatning. Imidlertid fritoges jeg for mit Embede i Latinſkolen, og fik Tilladelſe til at opholde mig et Aar i Kjøbenhavn, for der at forberede mig til min tilkommende Stilling. Den 15de Mai 1814 giftede jeg mig med en Datter af Thrønderen Caspar Borch, Profesſor ved Sorøe Akademie, med hvem jeg havde været forlovet ſiden Opholdet i Sorøe. Min eventyrlige Opreiſe med hende til Norge findes i Beretningen om Bergensreiſen S. 65—69.

Den 23de September 1833 flyttede jeg ind i det nye Obſervatorium. Det var kort tilforn paa en Maade bleven indviet ved følgende Leilighed. Hans kgl. Høihed Kronprinds Oscar, ſom paa den Tid opholdt ſig i Hovedſtaden, ønſkede en Dag at beſee alle Univerſitetets Inſtituter. Det akademiſke Collegium havde til den Dag foranſtaltet en Collation paa Obſervatoriet, hvorved alle til Univerſitetet hørende Functionærer vare tilſtede. Det eneſte Inſtrument, ſom til den Tid var opſtillet i Obſervatoriet var en 6 Fods Kikkert, ſom jeg havde beſluttet at rette mod et fjernt Punkt i Omegnen, for dog at kunne viſe Kronprindſen Virkningen af et af Obſervatoriets Apparater. Da jeg hertil havde valgt Stiftamtmand Thygeſens Eiendom Skøjen ved Ryenbjerget, underrettede jeg denne derom paa et Bal i Palaiet Aftenen iforveien, og yttrede, at det vilde være behageligt, om han kunde paa Forſiden af Bygningen anbringe Noget, ſom havde Henſyn til Prindſens Nærværelſe, ſamt at hans kgl. Højhed førſt vilde ankomme noget over Middag. Thygeſen lovede at forſøge, om det var mueligt at bringe noget iſtand i den korte Tid. Kort før Prindſens Ankomſt havde jeg i Kikkerten ſeet, at der paa Huſets mod Obſervatoriet vendende Forſide var hængt en hvid Dug, hvorpaa læſtes Navnet Oscar dannet af blaae Klokkeblomſter; over ſamme ſaaes en Krone af gule Solſikker, og det Hele var omringet af en oval Krands af grønne Egeblade. Den Danſke Digter B. Ingemann, ſom var tilſtede paa Ballet, ſkrev ſtrax efter Thygeſens Anmodning et ſmukt Vers i fire Linier til Prindſens Ære, hvilket ſkulde ſkrives under Prindſens Navn. Man kunde tydeligt ſee hvert Blad af Blomſterne, uagtet Afſtanden er oven en halv Miil; men Indſkriften kunde jeg neppe ſkimte; den var for fiin. Efter Frokoſten bragte jeg Prindſen ind i det mod Øſt vendende Kammer, hvor Kikkerten ſtod, og i det han ſaae i den, udbrød han: „Der står ju Oscar!“ — Ja Deres kgl. Høihed. — „Hvad står det då?“ — Kan Deres kgl. Høihed over Kikkerten ſee den hvide Plet under Aaſen; det er Stiftamtmand Thygeſens Eiendom, hvor det er anbragt? — „Det er omöjligt“ ſvarede han. Maaſkee han troede, at det var en Emaille anbragt i Kikkerten ſelv. Jeg bad ham da ſee endnu engang i Kikkerten, og ſtødte lidt til den; derved forſvandt Billedet og Prindſen blev overbeviiſt. Efterat flere af de Tilſtedeværende havde tilfredsſtillet deres Nysgjerrighed, traadte Ingemann til Kikkerten, og ſagde: „der ſtaaer et Vers nedenunder;“ og reciterede det. „Det var da Fanden til Øine!“ raabte jeg — „Ja var det ikke Fa’en til Ögon, så var det Fa’en til Hufvud“, ſagde Prindſen, ſom formodentlig antog Verſet for en Impromptu. Herved gjorde Sagen en forhøiet Virkning.

I Sommeren 1839 foretog jeg en Reiſe til Gøttingen, for at lære at kjende de af Geheime Hofraad Gauſs opfundne nye magnetiſke Inſtrumenter, ſom bleve beſtilte for vort Obſervatorium og ſenere der opſtillede, ſamt øve mig i deres Brug. I Altona hos Conferentsraad Schumacher traf jeg uventet den berømte Kønigsbergſke Aſtronom Geheimeraad Fr. Besſel, ſom tilbød mig at ledſage ſig til Bremen for at beſøge hans gamle Velynder, den høitfortjente Aſtronom Olbers, Dr. medicinæ, ſom i Aaret 1802 opdagede den lille Planet Pallas og i 1807 Veſta, og tillige havde beſkjæftiget ſig heldigen med Beregning af Kometernes Baner[5]. Hos denne ſmukke og elſkværdige Olding, havde vi en behagelig Middag, omringede af hans interesſante Familie. Da Gauſs ikke kunde modtage mig førend om tre Uger, gjorde jeg i Mellemtiden, i Følge med Chronometermageren Kesſels i Altona, en Reiſe over Magdeburg, Leipzig, Dresden til det Sachſiſke Schweitz; beſøgte paa Tilbageveien Obſervatoriet i Gotha, hvor jeg fornyede Bekjendtſkabet med dets Directeur Hanſen[6], ſom jeg tilforn havde ſeet i Altona hos Schumacher, og ſom ſenere iſær har udmærket ſig ſom theoretiſk Aſtronom; fremdeles Wartburg, hvor Luthers Arbeidsbord og Blækklatten paa Væggen foreviſtes; endelig Casſel og dets Wilhelms-Höhe med det ſtore Springvand, og Hannover. Bekjendtſkabet med Gauſs var mig ligeſaa lærerigt, ſom behageligt, da han ſtrax tilſtod, at det var mine foregaaende Underſøgelſer, der havde opmuntret ham til at henvende ſig til Studiet af Jordens Magnetisme.

Lille Juleaften 1840 gav Skjæbnen mig et ſmerteligt Stød, da min fortræffelige Huſtrue døde, kort efter at have beſøgt ſit Fædreneland. Aaret efter døde min yngſte haabefulde Søn Viggo. Mit ſenere Liv er mine Landsmænd tilſtrækkeligt bekjendt.

Den 28de October 1856 feiredes mit Jubilæum af Univerſitetets Lærere og Studerende paa en for mig ſærdeles rørende Maade, idet man havde ladet ſlaae en Medaille i denne Anledning og de Studerende havde ladet forfærdige en Buſte af Gibs, ſom blev opſtillet i Obſervatoriets runde Sal, en anden af Marmor, ſom opſtilledes i Samfundets Locale, og i ſtort Optog med Fahner ankom til Obſervatoriet, afſang en Sang, og lod mig af Samfundets Formand lykønſke i dets Navn. Hans Majeſtæt lod mig ved den ældſte Statsraad Vogt overbringe Medaillen for Borgerdaad i Guld [7]. Ved at kaſte Blikket tilbage paa mit foregaaende Liv kan jeg ikke andet end tilſtaae, at Skjæbnen har været mig ualmindeligt gunſtig, og at mine Beſtræbelſer ere bleven vurderede langt over Fortjeneſte.

  1. Dennes Broder var Kjøbmand i Drammen, og Fader til den lærde Niels Treſchow, Rector ved Chriſtianias Kathedralskole, ſiden Profesſor i Philoſophie ved Kjøbenhavns Univerſitet, derpaa ved det i 1813 oprettede Univerſitet i Chriſtiania, endelig Statsraad og Chef for Kirke- og Underviisnings-Departementet.
  2. I nuværende Tid vilde den gamle Tigger, hvad det lange Skjæg angaaer, været aldeles á la mode.
  3. Denne Jablonſky traf jeg mange Aar efter i Kjøbenhavn udenfor Regentſen i en meget lugſlidt ſort Kjole, mager og med gulagtig Anſigtsfarve, og ſpurgte ham, „hvordan gaaer det gamle Kammerat?“ — „Oh! min Broder, det gaaer ſ’gu ſkidt“. — Har Du da ingen Patron, der kan anbefale Dig? — „Jeg har ingen anden Patron end Gud i Himmelen og han formaaer ikke ſtort her paa Jorden“. — Han havde i nogen Tid kummerligt opholdt Livet ved at flikke Skoe for Regentſianerne; men Kjøbenhavns Laugsmeſtere havde til Conſiſtorium indgivet Klage over dette Indgreb i deres Profesſion.
  4. Hans førſte Fremtrædelſe paa Prent troer jeg var en Overſættelſe af Romanen Aimar og Adelaide af Anton Wall.
  5. Besſel havde fra ſit 15de Aar været Lærling i et af de førſte Handelshuſe i Bremen; og da dette vilde ſende et Skib til Oſtindien, blev han beſtemt til at ledſage det ſom Factor. Dette foranledigede ham til at gjøre ſig bekjendt med Brugen af Sextant og Chronometer, for under Reiſens Løb at kunne beſtemme Skibets Sted paa Havet. Men Afreiſen blev forhalet et Aar; imidlertid havde denne foreløbige Beſkjæftigelſe trukket hans Interesſe til Aſtronomien. En Underſøgelſe af Banen for den ſtore Komet 1811, tiltrak ham Olbers’s Bekjendtſkab, ſom opmuntrede ham til at fortſætte denne Virkſomhed. Han blev efter 4 Aars Arbeide kaldet ſom Profesſor i Aſtronomie i Kønigsberg. Med ham beſøgte vi Rathskelleren i Bremen, hvorhen hans gamle Handelsvenner, der vare ſtolte af ham, havde indbudet ham, og hvor vi beſaae de ſtore Viinfade, ſom indeholde flere hundrede Aars gammel Rhinſkviin, og ſom bære Navn efter de 12 Apoſtle, blandt hvilke Judas indeholder den ældſte.
  6. Hanſen var fra Begyndelſen Uhrmagerſvend, og viſte mig i Gotha et kunſtigt Tafel-Uhr, han ſelv havde forfærdiget.
  7. Beretning herom findes i Illuſtreret Nyhedsblad for 1856 No. 44 for 1ſte November.