Reise-Erindringer (Hansteen)/Forord
Anledningen til de Reiser, hvoraf jeg her har givet Skildringer, er angivet i Begyndelsen af Beretningen om den Sibiriske Reise. Efterat jeg nemlig af alle trykte videnskabelige Reisebeskrivelser og af en Mængde haandskrevne Skibsjournaler fra det Danske Ostindiske Kompagnie i Kjøbenhavn havde uddraget alle til den Tid tilgængelige Materialier til Oplysning over Jordens magnetiske System, og ved Hans Majestæts Kong Carl Johans Understøttelse i 1818 havde udgivet „Undersøgelser over Jordens magnetiske System“ i det Tydske Sprog, ønskede jeg ved egne Iagttagelser at tilveiebringe Materialier fra saa mange af de uundersøgte Strækninger paa Jorden som mueligt. Til den Ende reiste jeg i Sommeren 1819 til London, for at bestille de nødvendige magnetiske Instrumenter. Der fik jeg Adgang til det Engelske Admiralltets Søekarte-Archiv (hydrographical Office), hvis Chef Kapt. Hurd velvillig lod opsøge Skibsjournaler fra alle de Have, som vare beseilede af Engelske Krigsskibe, og fra hvilke jeg ønskede Oplysninger. Af disse uddrog jeg en stor Mængde Materialier til mine Undersøgelsers Fortsættelse. Min første Undersøgelse gjældte Fædrelandet, og dertil valgte jeg en Reise til Bergen. De Resultater, jeg paa denne Reise havde erholdt, vilde ingen Interesse have for de daværende faa Blades Læsere, og forekom mig ikke værdige til at trykkes i det Throndhjemske Videnskabs-Selskabs Skrifter, som var det eneste videnskabelige Tidsskrift Norge den Gang havde. Da jeg imidlertid ønskede, at de maatte blive opbevarede, henvendte jeg mig til Budstikkens daværende Redacteur, den lærde Justitiarius J. C. Berg. Dette Tidsskrift havde dog en videnskabelig, skjønt hovedsagelig historisk Tendents. Men da jeg frygtede, at mine mange Talresultater selv for dette Blads Læsere vilde blive for ufordøielige, søgte jeg at indsmugle dem i en Reisebeskrivelse. Jeg var i Begyndelsen ængstelig for at blive for vidtløftig med mine ubetydelige Skildringer; men Redacteuren og Andre opmuntrede mig efter de første Numere til ikke at være for sparsom. Til min Forundring og langt over min Forventning vandt dette første Forsøg temmelig almindeligt Bifald.
Den næste Reise i samme Hensigt gjorde jeg i 1824 igjennem hele Jylland fra Fredrikshavn til Hamburg og Berlin, og leverede nogle afbrudte anonyme Skitser over samme i Bladet Hermoder. Den tredie Reise i 1825 gik til Throndhjem over Jämtelands Veien til Sundsvall og videre til Torneå, igjennem Finnland til Åbo, samt tilbage over Stockholm, i Selskab med Lieutenant Segelcke af den Norske Marine. Over denne Reises smaae Begivenheder havde jeg ikke Tid at give nogen Beretning, omendskjønt de maaskee kunde have haft nogen Interesse for almindelige Læsere, da de nordlige Kyster af den Bothniske Bugt og især Finnland og dets Befolkning hos os er mindre bekjendt. Disse tre Reiser ansaae jeg som Prøveforetagender til den større Reise igjennem Sibirien, da jeg ved dem efterhaanden af Erfaring lærte den beqvemmeste Indretning af mine Observationsbøger og øvrige Apparater paa den for den daglige Brug og Transport hensigtsmæssigste Maade.
Efter Hjemkomsten fra Sibirien var jeg sygelig og hypochonder, som en Følge af Reisens Besværligheder; jeg maatte igjen begynde mine Forelæsninger ved Universitetet og den militaire Høiskole; fandt det fornødent at udarbejde et Par Lærebøger; efter Grev Wedels Forslag havde Storthinget besluttet at bygge et astronomiskt Observatorium, hvortil Grunden allerede var kjøbt før min Afreise. Under dets Bygning fandt jeg det nødvendigt, dagligt at gaae derhen for at see til Arbejdets Udførelse. Alle disse Aarsager forhindrede mig fra at tænke paa at udgive en Beretning om denne større Reise, uagtet jeg i Begyndelsen af Flere blev strængt foreholdt, at det endog var min Pligt. Det er ikke usandsynligt, at den aldrig var kommen for Dagen, dersom ikke Hr. Asbjørnsen i 1846 havde anmodet mig om, at give et Bidrag til hans Aarbog „Hjemmet og Vandringen“. Jeg valgte dertil Skildringen af mit Ophold i Irkutsk og Reisen derfra til Jeniseisk paa Floderne Angara og Werchne-Tunguska. I 1847 begyndte Bogtrykker Malling at udgive en „Norsk Folkekalender“, og anmodede mig ved hver Aargang fra 1849 til 1856 om at levere en liden Skildring af mine Erindringer fra Reisen i Sibirien. Disse bleve tagne fra mine Breve til Hjemmet, som hældigviis ere bleven opbevarede, og leveredes uden chronologisk Orden. I disse Breve fortalte jeg, hvad jeg troede kunde have Interesse for Familien; men da jeg formedelst de mange daglige videnskabelige Iagttagelser, som vare Reisens Formaal, og Reisens Besværligheder ikke havde Tid og Kræfter til at holde en Dagbog, saa er adskilligt forbigaaet, som mueligen kunde fortjent at optegnes, men som nu efter saa lang Tids Forløb ei kan erstattes.
Dette er disse Beretningers Oprindelse, og maa tjene til Undskyldning for de Mangler der visselig klæbe ved dem. Da imidlertid Publicum har modtaget dem med Venlighed, og man ønskede at have dem samlede i chronologisk Orden, saa har jeg efter flere Forlæggeres og Andres Opfordring ladet mig overtale til at udgive dem i Sammenhæng i Orden efter Tidsfølgen med enkelte smaae Tillæg.
Da Forlæggeren af egen Drift har lovet Subscribenterne Forfatterens Biographie, og dette Løfte maa holdes, sinder jeg det rigtigst at skrive den selv. Jeg er født i Christiania den 26 September 1784 i den Gaard i øvre Slotsgade, hvor Studentersamfundet har sine Forsamlingsværelser, og hvor min Fader døde. Førend han kjøbte denne, havde mine Forældre beboet den Gaard i nedre Slotsgade, hvor nu de Mæhriske Brødre holde deres Forsamlinger, og hvor mine to ældre Sødskende ere fødte. Min Fader Johannes Mathias Hansteen var Consumptions-Inspecteur i Christiania, og født i Sjelland, hvor hans Fader var Præst, og gift med Ane Cathrine Treschow, en Datter af Albrecht Treschow[1], Toldinspecteur i Fredrichshald, hos hvem min Fader tilforn havde været Fuldmægtig. Da Familien har mange Sidegrene, saavel her som fornemmelig i Danmark, skal jeg tilføje hvad man veed om Familiens Oprindelse.
Bartholomæus Pedersen Hansteen, min Tipoldefader, en Præstesøn fra Malmøe, var Raadmand i Kjøbenhavn og Secretair i det Tydske Cancellie, gift med Maren Dalhuus, en Datter af Kjøbenhavns Byfoged og Raadmand Laurits Dalhuus, og døde 1666. Han havde en Søn
Magister Jakob Bartholomæi H. født 1652, som blev Sognepræst i Vordingborg 1682, Provst 1685; var gift med Else Clausdatter Friis, og døde 1725. Af dette Ægtepar ere et Par ret gode Portraiter opbevarede i Familien. De havde 16 Børn. Blandt disse var
Henrik H., Sognepræst til Tystrup og Hallagerlille i Sjelland, født 6te Febr. 1699. Med sin tredie Kone Conradine Nygaard, Datter af Provst Nygaard i Høyby; havde han 5 Børn, blandt hvilke min Fader
Johannes Mathias H. var født 1748, og døde den 12te Marts 1792, inden jeg havde fyldt det 8de Aar.
Familien er formodentlig oprindelig kommet fra Tydskland, da Navnet Hanstein der ikke er sjeldent. I Hannover, om jeg mindes ret, findes Ruinerne af en Borg, som kaldes Hanstein. I Beskrivelsen over det Pontoppidanske Kart over Norge omtales to Forstjunkere Hansteen, som vare de første, der udførte Opmaalinger i Norge, hvilke Pontoppidan har benyttet ved Constructionen af Kartet. De vare formodentlig Tydskere og ere vendte tilbage til deres Fædreland. Da min Mormoder Birgitte Brochmann, hvis Fader var en Brodersøn af den bekjendte Biskop Brochmann, var født i Fladstrand i Jylland, min Fader, født i Sjelland, Tipoldefaderen født i Malmøe, og Treschow-Familien Norsk, saa sees heraf, at jeg er en fuldstændig Skandinav.
Min Fader var en livsglad, munter, spøgefuld og godmodig Mand, som havde et behageligt Væsen og Smag for Elegance. Et Træk af hans Spøgefuldhed og Godmodighed har indgravet sig i min Hukommelse fra mit 4de Aar. I Aaret 1788 ventedes Kronprinds Fredrik (senere Kong Fredrik VI) til Norge. En Søndag Formiddag, da min Fader havde alle sine Consumptionsbetjente samlede paa Gaardspladsen i sin Bolig, for at fordele dem paa de forskjellige Poster for den følgende Uge, kom en gammel Betler med et langt hvidt Skjæg, som rakte ham langt ned paa Maven, ind paa Gaarden, og bad om en Almisse, som min Fader sædvanlig var rundhaandet til at uddele. Min Fader spurgte ham: „hvorfor gaaer din gamle Skjelm med det lange hæslige Skjæg og seer ud som en Gjedebuk[2]?“ Jo, Hr. Inspecteur! jeg vil beholde det til Kronprindsen kommer; det kan maaskee bevæge ham til at give mig en liden Hjælp paa min gamle Alder — Ih! taabeligt Snak! troer Du det smudsige Skjæg skal bevæge ham? Du skal tage det af. Han befalede derpaa en af Betjenterne at gaae op paa hans Contoir og hente en Papirsax, en anden fra Kjøkkenet at hente en Træstol. Denne blev sat midt paa Gaardspladsen, den Gamle af tvende af Betjenterne ført til Stolen, hvor de holdt ham fast ved Skuldrene, og en Tredie stod foran ham med den opløftede truende Papirsax og ventede paa Ordre til Executionen, imedens Synderen klynkende bad om at maatte beholde sit Skjæg ubeskaaret. Omsider, da Spøgen havde varet længe nok, blev han løssluppet, beholdt sit Skjæg og fik en Mark til Erstatning for sin Skræk og den Munterhed han havde frembragt hos Tilskuerne.
Den Dag Kronprindsen ventedes, havde min Moder bragt mig ned i et Huus i Kongens Gade, hvor H. K. Højhed skulde passere forbi ved Indtoget, for at vi fra Vinduet kunde see ham. Da han kjørte forbi og fra Vognen hilsede, sagde man mig, at dette var Prindsen. Jeg raabte: „han saae jo ud som en anden Mand!“ jeg havde snarere troet, at den Lakej med rødt Livrée og trekantet Hat med Sølvtræsser om, som stod bag paa Vognen, var Prindsen. Ved Indkjørselen til Torvet lidt indenfor den daværende Corps de garde (senere Brandvagt) og den nuværende Viinkjælder stod en Æreport, udsmykket efter Datids tarvelige Leilighed, med Zirater af Blikkenslager Schøne, hvilken senere blev flyttet op paa Kammerherre Bernt Ankers Lyststed Sommerroe, og der forvandlet til et Lysthuus, hvor den endnu stod efter 1814.
Efter min Faders Død solgte min Moder sin Gaard og en anden Eiendom i Oslo, der laae paa det gamle Kloster Nonnesæters Grund, og kjøbte en anden liden Gaard i Christiania. De 3000 Rdlr., hun derefter havde i Behold, laante hun til sin Lagværge, en Justitsraad Smidt, som eiede Ruseløkken. Da hans Bo ved hans Død befandtes fallit, tabte hun disse, og kunde med 5 smaae Børn og en ringe Enkepension ei tænke paa at udføre min Faders Beslutning, som havde bestemt mig til Søetaten. Efter at have i nogle Aar besøgt et Par saakaldte Pugeskoler, hvor der, især hos en Dansk Tyran ved Navn Thorius, sørgedes langt mere for Optugtelse end for Oplærelse, satte min Moder mig i mit 9de Aar i Christianias Kathedralskole, som den Gang i de tre nederste Classer havde høist maadelige Lærere. I den nederste eller anden Lectie (thi den første var sløifet) læste man lidt Geographie, den gamle Historie efter Kall, dog uden at have Karter over det gamle Grækenland til Veiledning, latinsk Grammatik, Eutropius og Fædrus; i tredie og fjerde Lectie græsk Grammatik, Evangelierne i det græske Testamente, der blev oversat paa Latin, og Justinus; i femte Lectie hebraisk Grammatik, de første Capitler af første Mosebog paa hebraisk, mere af det græske Testamente, Epiktets Haandbog og noget af Ciceros Bog om Pligterne, samt nogle af Horatses Oder.
Man kunde, som Flere have bemærket, den Tid blive Student, næsten uden at kunne skrive og regne. Dette var næsten bogstaveligt Tilfældet med mig. Da jeg efter 4 Aars Forløb var kommen til femte Lectie, hvis Hører var Herman Amberg (siden Rector ved Skolen i Christiansand), og en Dag leverede ham min latinske Stil, vendte han Papiret først paa den ene, derpaa paa den anden Side og lod det derpaa falde paa Gulvet, og sagde: „det seer jo ud som om Du havde dyppet en Flue i Blækhuset og derpaa ladet den krybe over Papiret“. I det jeg bukkede mig for at tage det op fra Gulvet, satte han Foden paa det, og gav mig et drøit Ørefigen. Jeg bemærkede frygtsomt: man formaaer jo ikke at skrive bedre end man kan. „Man kan hvad man vil, Din Lømmel“ var Svaret. Ved den næste Stil havde jeg gjort mig særdeles Umage for at tegne Bogstaverne efter de mig bekjendte Former, og fik Roes; „Der seer Du“, tilføiede ham „at jeg havde Ret; man kan hvad man vil“. Denne Roes virkede saa meget, at jeg omsider, ved at copiere en Meddiscipels (Cloeds) Bogstaver, der skrev, en smuk rund Haand (en Middelting imellem latinske og gothiske Bogstaver), omsider kom til at skrive en anstændig Haand.
Amberg var en kundskabsriig„ brav og godmodig Mand, men hans heftige Sind og Opfarenhed formindskede den Agtelse, Disciplene ellers vilde varet tilbøielige til at vise ham. Undertiden kastede han Discipelen den hebraiske Bibel eller en anden tyk Bog i Hovedet; undertiden gik han i sit Raserie langs det lange Skolebord, og feiede alle de der liggende Skolebøger ned paa Gulvet. Men hans sædvanlige Tugteredskab, foruden den knyttede Næve, hvormed han undertiden ved et forfeilet Slag kom til at slaae i Bordet, saa det smertede ham, var en af de lange Kiler, som holdt Skolebordenes Fødder sammen. Med denne huggede han Discipelen i Hovedet. Lagde Synderen sig tilbage paa Bænken, for at undgaae Slaget, bukkede A. sig over det smale Bord og kneb ham i Laaret, og naar denne rettede sig lidt op, for at forhindre ham i Fortsættelsen af Torturen, fik han en vældig Øredask, hvorpaa A. med en halv comisk Triumf raabte: „det var et Krigspuds, Din Satan“. Da han en Gang med Kilen i Haand nærmede sig til en Discipel ved Navn Jablonsky, trak denne en Trækaarde, som han til dette Brug havde skaaret og stukket i Buxesmækken, satte sig en garde, og spurgte med en rolig comisk Mine: „Vil Hr. Amberg fægte?“ hvorved denne maatte smile, og gik tilbage til sin Stol. Samme Jablonsky bragte engang alle de af sine Bøger, hvis Bind ved den ovenomtalte Maneuvre vare bleven afrevne, til en Bogbinder for at indbindes paa nyt, og presenterede Amberg Regningen, hvilken denne uden Modsigelse betalte[3].
Som Exempel paa den Orden og Tone, der den Tid herskede imellem Skolens Disciple, skal jeg endnu anføre følgende. I den store. Sal var ved et Skillerum af en Mands Høide, som oventil havde et aabent Trallværk af dreiede Stave, der gik op til Loftet, afdeelt et Rum for den saakaldte Mesterlectie, som kunde lukkes ved et Par store Porte, ligeledes oventil forsynede med lignende Trallværk, ligesom et Par Chordøre i Kirkerne, men som bestandigt stode aabne. Udenfor Mesterlectien var den større Deel af Salen besat med Borde og Bænke for de lavere Lectier, hvis Disciple af Mesterlectianerne kaldtes plebes (Pøbel), og som ikke vovede at sætte en Fod indenfor Mesterlectiens Dør, uden at kastes ud og faae Prygl. Strax naar En hvilkensomhelst af Lærerne i en Lectie om Morgenen kom paa Skolen, skulde der holdes en saa kaldet Bøn, hvilken udførtes paa følgende Maade. Først blev der fra Mesterlectien sunget en Psalme; derpaa traadte tre af de lavere Lectiers Disciple hen og knælede i Mesterlectiedøren; En af femte Lectie oplæste en latinsk Bøn; En af fjerde Lectie en Bøn i Modersmaalet, og tilsidst En af anden Lectie, som oplæste „Fader vor“ o. s. v. Derefter blev et Psalmevers sunget, og endelig traadte En af Mesterlectianerne hen i Døren og oplæste et vilkaarligt Capitel af det gamle Testamente. Var Rector eller Conrector tilstede, gik dette aldeles anstændigt til; men var den ulykkelige Lærer i tredie og fjerde Lectie den Førstankomne, istemmedes fra Mesterlectien undertiden mere et Kattehyl end en Sang. Var det om Vinteren havde Mesterlectianerne undertiden det Indfald at lægge store Sneedynger i Mesterlectiedøren, hvor de tre stakkels Plebeier maatte knæle; undertiden stødte hine en af Kammeraterne ind paa de Knælende, saa at de alle faldt om i Sneevandet. Til Oplæsning af Bibelen valgtes det 29de Capitel af 1ste Mosebog, hvor der i 17de Vers fortælles om Lea, at hun havde rindende Øine, fordi den omtalte Lærer havde denne Svaghed; eller ogsaa valgtes det for vore Øren høist usømmeligt 23 Capitel af Ezechiel om Ohola og Oholiba. Til en Forandring blev den, som forelæste dette, sat paa Skuldrene af en af de høieste Mesterlectianere, og i denne ophøiede Stilling læste han sit Capitel. Vilde man drive Spasen endnu videre, løb en anden Mesterlectianer mod Ryggen af den som bar Forelæseren, saa at denne styrtede ned fra sit høie Sæde, og Bogen derved kastedes hen ad Gulvet.
For at undgaae Synet af disse Uordener var Amberg med sin femte Lectie flygtet fra den for ham og hans Disciple i den store Sal bestemte Plads ned i et lidet Værelse, som laae paa en lavere Gang, og af Disciplene kaldtes Fugleburet. Skolebygningen (en Deel af den nuværende Departementsbygning) var nemlig sammenflikket af tre ældre Bygninger af meget forskjellig Høide, og Fugleburet laae i en af de lavere, saa at man, for at komme fra den almindelige Skolesal dertil, maatte stige ned ad en temmelig høi Trappe For at Hr. Amberg dog ikke ganske skulde savne Nydelsen af deres Munterhed, veltede en eller anden af Mesterlectianerne en Gang imellem store Brændestykker med stort Rabalder ned over denne Trappe. En Gang havde en af dem af en Vægter faaet laant hans Kabudse og Morgenstierne, aabnede saaledes udrustet Døren, og sang et af Vægterversene. Efter saadanne Optrin var Amberg mere end almindelig irritabel. En Dag havde min Moder paalagt mig, at indbyde ham til et lidet Aftenselskab. Den Eftermiddag traf det sig just, at han temmelig stærkt havde knebet mig i Armene og hundsket mig. At det var mig en bitter Commission ved Læsetimernes Slutning, med forgrædte Øine at træde hen for ham og fremføre Indbydelsen, er begribeligt.
Saaledes var Skolens Forfatning i de sidste Aar af det forløbne Aarhundrede; men Rector og Conrector fik sjelden Nys om disse Uordener. Skolen havde ogsaa i de første Aar, jeg besøgte den, i Mesterlectien Karle, der ragede sig to Gange om Ugen. De fleste af disse mislykkedes, eller i det mindste forlod Studeringerne efter Udgangen af Skolen. Marcus Widerøe endte sine Dage som Degn i Sjelland; Østergaard blev Lærer i en Fattigskole i en af Christianias Forstæder; Jens Aalborg blev, efterat have taget theologisk Embeds-Examen og gjort et aldeles mislykket Forsøg til at holde en Prædiken i vor Frelsers Kirke, Hospitalslem; En blev Matros; en Anden druknede sig ved Tyveholmen. Lars Roverud, som aldrig havde haft Lyst til Studeringer, hvortil han af sin Fader var bleven tvunget, endte dog hæderligere som Musiklærer.
Megen Tid tabtes for Disciplernes Underviisning derved, at de vare forpligtede til at gjøre Kirketjeneste. Til den Hensigt var Skolen inddeelt i 4 Afdelinger, som skifteviis hver i sin Uge førte Sangen, og hver havde en Coralist eller Sanganfører, blandt hvilke jeg var den Ene. Hans Pligt var det tillige ved Tjenestens Begyndelse og Ende i Chordøren at fremsige den endnu brugelige Bøn. Foruden Søndagen, da Orgelet spillede ved Høimesse og Aftensang, var der Tirsdag Skriftebøn Kl. 2 Eftermiddag; Onsdag Communion Kl. 9 Form.; Thorsdag Skriftebøn; Fredag Communion; Løverdag simpel Bøn, hvorved en Psalme blev afsunget og hvortil sædvanlig kun nogle faa Fattigstuelemmer indfandt sig. Paa de store Høitider var der desuden Froprædiken og Skolen opførte under Høimessen Kantater paa Orgelet, ledsagede af Instrumentalmusik og anførte af Skolens Cantor Isak Andreas Flintenberg, som hver Onsdag og Løverdag Eftermiddag øvede os i Sang, og af særdeles Godhed lærte mig at spille Violin, hvoraf jeg senere under mit Ophold i Kjøbenhavn havde baade Nytte og Fornøielse. Endelig anførte vi Sangen ved Ligbegængelser; og naar der paa samme Dag vare to eller flere Lig, der skulde begraves paa forskjellige Kirkegaarde, maatte vi løbe fra vor Frelsers Gravlund, til Akers, Vaterlands, eller Christkirkegaarden.
Efterat Treschow hos Regeringen havde udvirket Tilladelse til at foretage en høist nødvendig Reform, blev Skolen i Aaret 1800 inddeelt i 4 Klasser, og endeel nye og fortrinlige Lærere ansatte, som hver havde en speciel Videnskab at foredrage, istedetfor de forrige Hørere, som hver i sin Lectie skulde besørge Alt. Treschow læste over Propertius’s Elegier og over Tacitus’s særdeles interessante Germania og hans Annaler, hvorved de Tids Tydskeres simple og rene Sæder stilledes i en stærk Modsætning mod det fordærvede Roms; fremdeles gav han en kort Udsigt over den naturlige Theologie og Anthropologien. Sverdrup foredrog Historie og Geographie; Rosted Græsk (Plutarch og Homer); Rasmusen Mathematiken ligefra de første Begyndelsesgrunde om Talsystemet til Opløsning af de høiere Ligninger og Keglesnittenes Theorie, en Oversigt over Astronomie og mathematisk Chronologie, samt Physik. Hans klare Foredrag vakte min Lyst til de mathematiske og physiske Videnskaber, og gave det første Stød til min følgende Skjæbne; jeg lærte derved i de 2 Aar fra 1800 til 1802 omtrent saameget af disse Videnskaber, som jeg senere havde fornødent til den philosophiske Examen i Kjøbenhavn. Dr. Rohde foredrog Theologie og Hebraisk; M. R. Flor Naturhistorie.
Ved Skolens Reform havde Treschow udvirket Tilladelse til at de afgaaende Disciple kunde tage examen artium ved Christianias Skole, hvilken dog et Par Aar efter blev tilbagekaldt. Efter at jeg i Aaret 1802 i Forening med to andre Disciple heldigen havde overstaaet denne, erholdt jeg i October nogle Dage før min Afreise til Kjøbenhavn, for der ved Universitetet at fortsætte mine Studeringer, fra Høiesterets Assessor Omsen et Brev, hvori laae en Bancoseddel paa 50 Rdlr., og hvori han sagde: at da Lykken ei havde været mig saa gunstig som Naturen, sendte han mig det Indlagte som Bidrag til min Reise. Med denne Sum og en liden Arv paa 200 Rdlr., som var mig tilfalden efter en af min Faders Slægtninge i Danmark, og indsat i det Danske Overformynderie, var jeg istand til at bestride mine Udgifter i det følgende Aar, i hvilket jeg underkastede mig den philologisk-philosophiske Examen.
I denne Tid blev jeg af min samtidige Meddiscipel og Ven Jakob Bull (senere Justitiarius i Norges Høiesteret) indført hos en riig og velgjørende Farver-Enke Madame Møller, Ørstedernes Tante, hos hvem Bull og Øhlenschlæger logerede, og fik for en billig maanedlig Betaling et kraftigt Middagsmaaltid. Her fik jeg Anledning til at gjøre Bekjendtskab med Øhlenschlæger, Physikeren H. C. Ørsted, Lehman, Assessor i Kommercecolegiet (Fader til Amtmand Orla L.), som alle spiste der, saavel som et Par Norske Studenter Hjort; thi den gode Madame M. sagde, at hun gjerne saae unge Mennesker om sig. Paa Høitidsdagene spiste ogsaa Juristen A. S. Ørsted og hans aandrige Frue, Øhlenschlægers Søster der. Øhlenschlæger havde i den Tid begyndt at skrive sit „Sct. Hans Aftens Spil“, og „Thors Reise til Jothunheim“, og andre mindre Digte[4]. Han indbød undertiden Bull og mig efter Middagsbordet op paa sit Kammer, hvor han forelæste os de foregaaende Dages Digtninger, saa friske som de vare komne fra Pennen. Dette var mig ligesaa interessant, som Bekjendtskabet med Physikeren Ørsted i den følgende Tid var mig gavnligt, saavel ved hans Forelæsninger, som ved hans Opmuntring og Anbefaling under mine senere videnskabelige Undersøgelser.
Jeg bestemte mig for Lovkyndigheden, og besøgte nogle juridiske Forelæsninger; men da efter 11⁄2 Aars Ophold i Kjøbenhavn mine pecuniære Resourcer vare udtømte, og jeg forgjæves havde søgt Plads paa Regentsen, reddedes jeg uventet af min Nød, ved at kaldes til Hovmester for en ung Adelsmand, som Faderen ønskede at fjerne fra hans daværende Omgivelser i Kjøbenhavn, for at han i det stille Sorøe under Tilsyn af Amtmand Stemann kunde forberede sig til Dansk juridisk Examen, hvilket for ham som tilkommende Stamgods-Eier kunde bære gavnligt. Efter et Par Aars Forløb skulde vi gjøre en Udenlandsreise. Denne Ansættelse skylder jeg udentvivl min forrige Lærers Professor Sverdrups Anbefaling. Men jeg var ikke fuldt 20 Aar og min Elev allerede 19, og han var langt mere verdenserfaren end jeg, da han som Kadet paa Gjethuset og under maadeligt Tilsyn havde tumlet sig om iblandt sine Kammerater.
Hvad der især generte mig, da Faderen første Gang bragte mig sammen med ham, for at kjøre os ud til Sorøe, var at jeg saae, at vi ikke vare hinanden aldeles ubekjendte. Nogle Studenter havde nemlig i Forening med nogle Elever og Figurantinder fra det kongelige Theater (blandt hvilke var den senere ved samme ansatte Skuespiller Rind), dannet et Privattheater paa et Loft i Adelgaden, hvor Localet var afdeelt fra den øvrige Deel af Loftet ved uhøvlede Bredder, og den ligesaa plumpe Dør lukkedes med en Haspe og Hængelaas. Til Koulisser havde man Rammer, paa begge Sider betrukne med Lærred, som paa den ene Side forestillede Partier af en Skue paa den anden af en Skov. Hver Ramme havde oven og nedentil en Tap, hvorom den kunde dreies, og ved hver Ramme stod En af Selskabet, som ved Sceneforandringer skulde dreie den. Var Personen ikke opmærksom i rette Tid, eller i Øieblikket ikke tilstede, stod der undertiden et Træe i Stuen, eller et Vindue midt i Skoven. Orchesteret bestod af en ret god Violinspiller Mathiesen, som siden blev ansat ved det kgl. Theater, og som spillede første Violin, min Contubernal, en Dansk Student Wiinholdt fra Lolland, og jeg spillede anden Violin, og en gammel fattig Tydsker Violoncel. Denne havde altid hos sig en liden Datter Malchen, som han sædvanlig, for at holde hende rolig, stillede imellem sine Laar bag Violoncellen. W. og jeg spillede hvad vi kunde og pauserede, naar Passagerne oversteeg vor Evne, og overlod saadanne Passager til første Violin og Violoncellen. Orchester-Personalet var fritaget for det ringe maanedlige Bidrag af 1 Rdlr. Udenfor Theatret stod en simpel Mand i kort Trøie og hans Kone, som over et Par paa Ende reiste Tønder havde lagt et Bret, hvorpaa der opvartedes med Danskt Kornbrændeviin, Smørrebrød og Anchovis, Selskabet kaldte sig Svada. Dette gav Anledning til følgende spottende Spørgsmaal og Svar i Adresseavisen.
A. „Hvor boer Svada her i Staden?“
B. „Paa et Loft i Adelgaden“.
Blandt Tilskuerne og de dandsende samt betalende Medlemmer var Lieutenanten, min tilkommende Elev. Et Bekjendtskab fra et saadant Sted var just ikke skikket til at indgyde Eleven Respekt for sin Hovmester.
Efter halvandet Aars Forløb forlod jeg denne Stilling, da den unge Mand ei var at formane til alvorligt Studium, og vendte tilbage til Kjøbenhavn, hvor jeg i et Aars Tid besøgte juridiske Forelæsninger. Da ved Enden af dette Aar mine ved Hovmesterskabet opsparede Penge vare til Ende, kom atter en uventet Hjælp; jeg blev kaldet til Lærer i Mathematik ved Latinskolen i Fredriksborg, hvilken Post jeg tiltraadte i October 1806.
Jeg vedblev vel her at beskjæftige mig med Fortsættelsen af det juridiske Studium; men det trættede mig, og jeg fandt ingen Interesse i at lære at kjende disse vilkaarlige, alene for Danmark og Norge gjældende Love, som i et andet Land og for et andet Liv ingen Betydning havde. En tilsyneladende ubetydelig Tilfældighed gav her min Beskjæftigelse og mit Liv en heelt ny Retning. Min Kollega Overlærer (senere Professor) Steenbloch fortalte mig, at han engang havde haft det Indfald, at ville forfærdige Glober, og havde til den Ende taget Underviisning af den Danske Kobberstikker Lahde, da han selv vilde gravere Segmenterne til sin Globus; men han stødte paa forskjellige Vanskeligheder, i det han manglede de nødvendige mathematiske Forkundskaber til Nettets Konstruction og det mechaniske Talent til Kuglens Sammensætning. Jeg greb denne Idee, da jeg troede i begge disse Henseender at være Opgaven voxen. I den franske Encyclopædie fandt jeg Anviisning til Papkuglens Konstruction, og i en Afhandling af Kästner i det Gøttingske Videnskabs Selskabs Afhandlinger Theorien for Nettets Konstruction, og havde allerede min Papkugle færdig, og construeret flere Segmenter til dens Overtrækning, da et nyt Tilfælde gav min Virksomhed en mere frugtbringende Retning.
En Læge i Helsingør, forhenværende Discipel af Fredriksborgs Skole, var død og havde testamenteret to 2 Fods upsalske Glober til Skolen; Rektor afsendte mig til Helsingør for at indpakke og afhente disse. Imedens jeg i den store Klubsal, hvor de vare henstillede, ventede Pakkasserne, hvori de skulde transporteres, betragtede jeg dem naturligviis ifølge min daværende Beskjæftigelse med stor Opmærksomhed. Jordglobens Titelblad berettede, at den var forfattet af det kosmographiske Selskab i Upsala og at den fremviste den sydlige magnetiske Polarregion, opdaget af Naturforskeren Wilcke ved Hjælp af de Misviisnings-Observationer, der vare anstillede af Kapitainerne Cook og Fourneaur paa Cooks anden Opdagelses-Reise, da han seilede rundt om Sydpolen. Nær Sydpolen var tegnet en langagtig elliptisk Figur, somt var betegnet „Regio magnetica australis“, og nær de modsatte Ender af denne Figurs store Axe vare to runde Figurer anmærkede, den ene under Nyholland omtrent 20° fra Sydpolen betegnet Regio fortior, den anden nærmere ved Sydpolen sydvest for Ildlandet Regio debilior. Paa Oceanet, som omgav denne Region, var afsat en Mængde Pile, hvis Retning angav de paa Cooks Reise observerede Misviisninger, og som i det indiske Hav alle viste mod Regio fortior, i Nærheden af Ildlandet mod Regio debilior. Denne Mærkelighed vilde jeg ogsaa anføre paa min Globus; og for at overbevise mig om Rigtigheden af Sagen laante jeg Cooks anden Reise, uddrog alle Misviisningens Observationer, konstruerede et Polarkart over den sydlige Halvkugle og afsatte paa denne Pile, som angave Misviisningen, og beregnede end yderligere trigonometriskt Beliggenheden af deres Skjæringspunkter. Men jeg sluttede, at Jorden maatte nødvendig ogsaa have en Regio magnetica borealis med 2 Foci.
Disse besluttede jeg at opsøge, for dog at pryde min Globus med et Tillæg.
Dette bragte mig ind i de Undersøgelser, hvorom jeg har fortalt i Begyndelsen af Beretningen om min Reise i Sibirien S. 85, 86 og som gav Anledning til at man i 1813 foreslog mig til Lærer ved det nyoprettede Norske Universitet. Man havde besluttet, at jeg og to andre udnævnte Lærere skulde ved en Udenlandsreise i et Aar udvide vore Kundskaber, men dette blev forhindret ved Finantsernes slette Forfatning. Imidlertid fritoges jeg for mit Embede i Latinskolen, og fik Tilladelse til at opholde mig et Aar i Kjøbenhavn, for der at forberede mig til min tilkommende Stilling. Den 15de Mai 1814 giftede jeg mig med en Datter af Thrønderen Caspar Borch, Professor ved Sorøe Akademie, med hvem jeg havde været forlovet siden Opholdet i Sorøe. Min eventyrlige Opreise med hende til Norge findes i Beretningen om Bergensreisen S. 65—69.
Den 23de September 1833 flyttede jeg ind i det nye Observatorium. Det var kort tilforn paa en Maade bleven indviet ved følgende Leilighed. Hans kgl. Høihed Kronprinds Oscar, som paa den Tid opholdt sig i Hovedstaden, ønskede en Dag at besee alle Universitetets Instituter. Det akademiske Collegium havde til den Dag foranstaltet en Collation paa Observatoriet, hvorved alle til Universitetet hørende Functionærer vare tilstede. Det eneste Instrument, som til den Tid var opstillet i Observatoriet var en 6 Fods Kikkert, som jeg havde besluttet at rette mod et fjernt Punkt i Omegnen, for dog at kunne vise Kronprindsen Virkningen af et af Observatoriets Apparater. Da jeg hertil havde valgt Stiftamtmand Thygesens Eiendom Skøjen ved Ryenbjerget, underrettede jeg denne derom paa et Bal i Palaiet Aftenen iforveien, og yttrede, at det vilde være behageligt, om han kunde paa Forsiden af Bygningen anbringe Noget, som havde Hensyn til Prindsens Nærværelse, samt at hans kgl. Højhed først vilde ankomme noget over Middag. Thygesen lovede at forsøge, om det var mueligt at bringe noget istand i den korte Tid. Kort før Prindsens Ankomst havde jeg i Kikkerten seet, at der paa Husets mod Observatoriet vendende Forside var hængt en hvid Dug, hvorpaa læstes Navnet Oscar dannet af blaae Klokkeblomster; over samme saaes en Krone af gule Solsikker, og det Hele var omringet af en oval Krands af grønne Egeblade. Den Danske Digter B. Ingemann, som var tilstede paa Ballet, skrev strax efter Thygesens Anmodning et smukt Vers i fire Linier til Prindsens Ære, hvilket skulde skrives under Prindsens Navn. Man kunde tydeligt see hvert Blad af Blomsterne, uagtet Afstanden er oven en halv Miil; men Indskriften kunde jeg neppe skimte; den var for fiin. Efter Frokosten bragte jeg Prindsen ind i det mod Øst vendende Kammer, hvor Kikkerten stod, og i det han saae i den, udbrød han: „Der står ju Oscar!“ — Ja Deres kgl. Høihed. — „Hvad står det då?“ — Kan Deres kgl. Høihed over Kikkerten see den hvide Plet under Aasen; det er Stiftamtmand Thygesens Eiendom, hvor det er anbragt? — „Det er omöjligt“ svarede han. Maaskee han troede, at det var en Emaille anbragt i Kikkerten selv. Jeg bad ham da see endnu engang i Kikkerten, og stødte lidt til den; derved forsvandt Billedet og Prindsen blev overbeviist. Efterat flere af de Tilstedeværende havde tilfredsstillet deres Nysgjerrighed, traadte Ingemann til Kikkerten, og sagde: „der staaer et Vers nedenunder;“ og reciterede det. „Det var da Fanden til Øine!“ raabte jeg — „Ja var det ikke Fa’en til Ögon, så var det Fa’en til Hufvud“, sagde Prindsen, som formodentlig antog Verset for en Impromptu. Herved gjorde Sagen en forhøiet Virkning.
I Sommeren 1839 foretog jeg en Reise til Gøttingen, for at lære at kjende de af Geheime Hofraad Gauss opfundne nye magnetiske Instrumenter, som bleve bestilte for vort Observatorium og senere der opstillede, samt øve mig i deres Brug. I Altona hos Conferentsraad Schumacher traf jeg uventet den berømte Kønigsbergske Astronom Geheimeraad Fr. Bessel, som tilbød mig at ledsage sig til Bremen for at besøge hans gamle Velynder, den høitfortjente Astronom Olbers, Dr. medicinæ, som i Aaret 1802 opdagede den lille Planet Pallas og i 1807 Vesta, og tillige havde beskjæftiget sig heldigen med Beregning af Kometernes Baner[5]. Hos denne smukke og elskværdige Olding, havde vi en behagelig Middag, omringede af hans interessante Familie. Da Gauss ikke kunde modtage mig førend om tre Uger, gjorde jeg i Mellemtiden, i Følge med Chronometermageren Kessels i Altona, en Reise over Magdeburg, Leipzig, Dresden til det Sachsiske Schweitz; besøgte paa Tilbageveien Observatoriet i Gotha, hvor jeg fornyede Bekjendtskabet med dets Directeur Hansen[6], som jeg tilforn havde seet i Altona hos Schumacher, og som senere især har udmærket sig som theoretisk Astronom; fremdeles Wartburg, hvor Luthers Arbeidsbord og Blækklatten paa Væggen forevistes; endelig Cassel og dets Wilhelms-Höhe med det store Springvand, og Hannover. Bekjendtskabet med Gauss var mig ligesaa lærerigt, som behageligt, da han strax tilstod, at det var mine foregaaende Undersøgelser, der havde opmuntret ham til at henvende sig til Studiet af Jordens Magnetisme.
Lille Juleaften 1840 gav Skjæbnen mig et smerteligt Stød, da min fortræffelige Hustrue døde, kort efter at have besøgt sit Fædreneland. Aaret efter døde min yngste haabefulde Søn Viggo. Mit senere Liv er mine Landsmænd tilstrækkeligt bekjendt.
Den 28de October 1856 feiredes mit Jubilæum af Universitetets Lærere og Studerende paa en for mig særdeles rørende Maade, idet man havde ladet slaae en Medaille i denne Anledning og de Studerende havde ladet forfærdige en Buste af Gibs, som blev opstillet i Observatoriets runde Sal, en anden af Marmor, som opstilledes i Samfundets Locale, og i stort Optog med Fahner ankom til Observatoriet, afsang en Sang, og lod mig af Samfundets Formand lykønske i dets Navn. Hans Majestæt lod mig ved den ældste Statsraad Vogt overbringe Medaillen for Borgerdaad i Guld [7]. Ved at kaste Blikket tilbage paa mit foregaaende Liv kan jeg ikke andet end tilstaae, at Skjæbnen har været mig ualmindeligt gunstig, og at mine Bestræbelser ere bleven vurderede langt over Fortjeneste.
- ↑ Dennes Broder var Kjøbmand i Drammen, og Fader til den lærde Niels Treschow, Rector ved Christianias Kathedralskole, siden Professor i Philosophie ved Kjøbenhavns Universitet, derpaa ved det i 1813 oprettede Universitet i Christiania, endelig Statsraad og Chef for Kirke- og Underviisnings-Departementet.
- ↑ I nuværende Tid vilde den gamle Tigger, hvad det lange Skjæg angaaer, været aldeles á la mode.
- ↑ Denne Jablonsky traf jeg mange Aar efter i Kjøbenhavn udenfor Regentsen i en meget lugslidt sort Kjole, mager og med gulagtig Ansigtsfarve, og spurgte ham, „hvordan gaaer det gamle Kammerat?“ — „Oh! min Broder, det gaaer s’gu skidt“. — Har Du da ingen Patron, der kan anbefale Dig? — „Jeg har ingen anden Patron end Gud i Himmelen og han formaaer ikke stort her paa Jorden“. — Han havde i nogen Tid kummerligt opholdt Livet ved at flikke Skoe for Regentsianerne; men Kjøbenhavns Laugsmestere havde til Consistorium indgivet Klage over dette Indgreb i deres Profession.
- ↑ Hans første Fremtrædelse paa Prent troer jeg var en Oversættelse af Romanen Aimar og Adelaide af Anton Wall.
- ↑ Bessel havde fra sit 15de Aar været Lærling i et af de første Handelshuse i Bremen; og da dette vilde sende et Skib til Ostindien, blev han bestemt til at ledsage det som Factor. Dette foranledigede ham til at gjøre sig bekjendt med Brugen af Sextant og Chronometer, for under Reisens Løb at kunne bestemme Skibets Sted paa Havet. Men Afreisen blev forhalet et Aar; imidlertid havde denne foreløbige Beskjæftigelse trukket hans Interesse til Astronomien. En Undersøgelse af Banen for den store Komet 1811, tiltrak ham Olbers’s Bekjendtskab, som opmuntrede ham til at fortsætte denne Virksomhed. Han blev efter 4 Aars Arbeide kaldet som Professor i Astronomie i Kønigsberg. Med ham besøgte vi Rathskelleren i Bremen, hvorhen hans gamle Handelsvenner, der vare stolte af ham, havde indbudet ham, og hvor vi besaae de store Viinfade, som indeholde flere hundrede Aars gammel Rhinskviin, og som bære Navn efter de 12 Apostle, blandt hvilke Judas indeholder den ældste.
- ↑ Hansen var fra Begyndelsen Uhrmagersvend, og viste mig i Gotha et kunstigt Tafel-Uhr, han selv havde forfærdiget.
- ↑ Beretning herom findes i Illustreret Nyhedsblad for 1856 No. 44 for 1ste November.