Bemærkninger og Iagttagelser paa en Reise fra Christiania til Bergen og tilbage i Sommeren 1821

Christopher Hansteen

Reise-Erindringer

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (s. 3-9).

Den 22de Juni reiste jeg fra Christiania til Kongsberg, for derfra at gaa mod Vest ind i Thellemarken og besøge den meget omtalte Riukand-Fos og det ligesaa mærkværdige Gousta-Fjeld, der, saavidt mig bekjendt, er det høieste i det søndenfjeldske Norge. Derfra agtede jeg at gaa mod Nord igjennem Nummedal indtil Grændserne af Hallingdal, og derfra over Hardanger-Fjeldet til Eidfjord i Bergens Stift. Da den geographiske Opmaalning endnu ikke har strukket sig til disse Egne, ventede jeg her at finde betydelige Urigtigheder i det Pontoppidanske Kort, og tog derfor med mig en Sextant, et Chronometer, Barometer og Thermometer, for, saa ofte som Omstændighederne tillode det, at gjøre geographiske Bestemmelser. Ved Hjelp af disse Instrumenter kunne nemlig de 3 saa kaldte geographiske Coordinater, Brede, Længde og Høide over Havfladen, bestemmes. Endelig og fornemmelig interesserede det mig, at gjøre nogle magnetiske Iagttagelser i Norges vestlige Egne. Magnetnaalens vestlige Misvisning bliver nemlig større mod Vesten, Heldingen (Inclinationen) og Kraften (Intensiteten) mod Norden. Da Erfaring havde lært mig, at Fjeldene have nogen Indflydelse paa disse 3 magnetiske Phænomener, saa ønskede jeg nærmere at undersøge dette i den klippefulde vestlige Deel af Landet. Jeg medbragte derfor endnu et lidet Azimuthal-Compas, et Heldings-Instrument, og et Svingnings-Apparat til at bestemme Jordmagnetismens Styrke paa forskjellige Steder.

Allerede ved Dunserud, en Mils Vei paa denne Side af Kongsberg, begynder man at komme i Fjeldegnene; men da man for Sølvværkets Skyld har anlagt og vedligeholdt en god Kjørevei ligetil Kongsberg, saa mærkes ei Fjeldegnens Ubeqvemmeligheder, førend man kommer vestenfor Bergstaden. Den første Mil herfra til Gaarden Moen kan endnu til Nød kjøres med Kjærre, men den hele øvrige Vei maa tilbagelægges til Hest eller til Fods, og alt Tøi føres paa Kløv. Til min Ulykke beholdt jeg Kjærren, og da min gamle Veiviser (som han siden bekjendte) ikke havde været paa denne Vei i de sidste 40 Aar, saa foer han vild, og imedens vi, for at komme tilbage paa ret Vei, kjørte henad en Fodsti imellem Busker og Krat, der hvert Øieblik truede med at vælte Kjærren, eller i det mindste kaste Instrumenterne ud, sank Hest og Kjærre pludselig i et dybt Morads, hvoraf det først efter en Times Forløb ved 4 Bønders forenede Kræfter lykkedes os at faa dem opdragne.

Inden man kommer til Gaarden Bolkesjø i Grans-Herred, maa man stige over en temmelig høi Aas (Bolkesjø-Heia), hvis Høide over Havet fandtes at være 1763 Fod. Her overraskes man pludselig af en imponerende Fjeldegn. Fem forskjellige Fjelde vise sig i Baggrunden, det ene fjernere, høiere og blaaere end det andet, lig en Rad af Coulisser; bagerst hæver Gousta sin majeftætiske Top ligesom en skarp tilspidset Kile. Fra dette Punkt synker Veien sig indtil Tindsjøen, hvis Høide besandtes 612 Fod.

Mit lille Eventyr i Moradset mellem Kongsberg og Moen havde forsinket mig saa meget, at jeg, uagtet jeg var reist fra Kongsberg den 24de Juni Kl. 9 Formiddag, først om Eftermiddagen henved Kl. 5 ankom til Bolkesjø, yderst udmattet af den brændende Solhede. Reaumnrs Thermometer angav nemlig i Skyggen Kl. 3¹⁄4 Eft. ved Bue-Vand (Hvis Høide over Havet er 1471 Fod) 18°, paa Bolkesjø-Heia (i 1763 Fods Høide) Kl. 4¹⁄2 Eft. 200, og paa Bolkesjø (i 1240 Fods Høide) Kl. 5¹⁄2 190 Varme^[1]. Jeg besluttede derfor at forblive paa Bolkesjø til næste Morgen, og imidlertid at udføre en Deel astronomiske og magnetiske Iagttagelser, hvortil det deilige Veir og det særdeles godlidende Opholdssted gav den bedste Anledning. Efterat Instrumenterne vare udpakkede og opstillede, krøbe^[2] Unge og Gamle af begge Kjøn, fra den gamle rystende Bedstemoder til en 4 Aars Dreng, der formedelst Heden gik i den bare Skjorte, hen, for i Sextantens Kikkert at betragte de farvede Solbilleder. Især morede det dem at see, hvorledes disse Billeder, eftersom Solen dalede, med kjendelig Bevægelse nærmede sig til eller fjernede sig fra hinanden. Fra Fruentimmerne fornemmelig lød, saavel her som overalt ved dette Syn, det gjentagne Udraab: „Aldrig skulde Du seet Sligt!“ Saa kjært det var mig paa saa let en Maade at kunne underholde disse godlidende Folk, saa var det mig dog paa den følgende Reise ofte til Byrde; thi uagtet de af Beskedenhed, for ei at forstyrre mig, sædvanlig leirede sig i en temmelig stor Kreds om mig, for at oppebie det Øieblik, naar jeg var færdig, og de følgelig efter Løfte skulde faa Tilladelse til nærmere at betragte Instrumenterne, saa gjorde dog deres lydelige Hvisken mig det ofte besværligt at tælle Uhrets Slag. Prøvede jeg deres Taalmodighed for længe, saa hjalp undertiden Solvarmen mig, ved at dysse en Deel af dem i en sød Slummer, hvorved Taushed lidt efter lidt indfandt sig. Mindre betænksomme fandt jeg adskillige Folk udenfor Bondestanden, der ikke sjelden nødede mig til, uden tilsyneladende Distraction, at føre en sammenhængende Conversation, paa samme Tid som jeg var sysselsat med paa een Gang at tælle Secunderne efter Uhret, manoeuvrere med Instrumentet, betragte Solbillederne i Kikkerten, derpaa aflæse Graderne paa Randen og nedskrive Iagttagelserne. Med megen Øvelse og Anspændelse lader det sig vel gjøre, men altid til nogen Skade for Iagttagelsernes Nøiagtighed.

Den hypochondriske Kjøbstædboer, hvis Legems Functioner ved stillesiddende Arbeide ere halvstandsede, og hvis Aandslivlighed er tilintetgjort ved en halvvoxen Kjøbstads Uselskabelighed, Egoisme og Halvcultur, skulde engang imellem gjøre en Reise i Fjeldegnene. Ligesaa meget som den rene Fjeldluft og Reisens Besværligheder anspore Legemets Functioner, ligesaameget opmuntres Sindet af de overrafkende Naturscener og af det elskværdige Fjeldfolks ufordærvede Natur. Ærlighed, Ligefremhed, Naivetet, god Forstand, et oprømt Sind og en ualmindelig Takt for det Passelige i Opførsel, ere disse Naturens Børns Særkjender. Den Fremmede tiltales strax med det broderlige Du. Rang og Titler ere dem ubekjendte. Den Fremmedes Navn (især Døbenavn) og Forretning spørge de gjerne strax efter; ikke, som et Par reisende Udlændinge troede, af Mistænkelighed; men fordi de ved Hjelp af Navnet og de øvrige Omstændigheder stræbe at binde en dem interessant Begivenhed paa Hukommelsen. I disse afsidesliggende Egne er nemlig en Fremmeds Ankomst en saare sjelden og mærkelig Tildragelse. Har man opholdt sig noget længere Tid, og vundet Fjeldbondens Bifald, vil man vel undertiden ved Afreisen see ham fremtage en liden Lommebog, og deri antegne sine Gjæsters Navne. Med Forundring hørte jeg derfor i Vestfjorddalen adskillige Bønder opregne Navnene Esmark, Smith, Schouw, Flor, Dahl: kort alle de Personer, der havde besøgt Riukand-Fossen, og besteget Gousta, saavelsom alt hvad de der havde foretaget sig, vare endnu i friskt Minde. Denne Mangel paa Begivenheder er sandsynligviis ogsaa Aarsagen, hvorfor Fjeldbonden interesserer sig meget for de politiske Optog paa Europas store Skueplads. Den Reisende udspørges derfor gjerne, efterat de første Expositioner ere tilendebragte, om der nogensteds seer ud til Ufred. Grækernes Friheds-Kamp var derfor gjerne den første, og Storthingets Forhandlinger den anden Gjenstand, der paa denne Tid bragtes paa Bane. Mange af dem læse flittig Aviser, som de faa til Laans af Præster eller andre nærboende Embedsmænd, og ere sædvanlig temmelig vel bevandrede i Europas Geographie, men fornemmelig i sit Fædrenelands ældre Historie. Snorre Sturlesøn, Bastholms Philosophie for Ulærde og flere af den sidste populære Skribents Verker findes jævnlig paa en Hylde.

Agerbruget er ubetydeligt, og nærmere Sneegrændsen endog umuligt. Desto fordeelagtigere er Fædriften; de kraftige Fjeldurter give Qvæget i kort Tid en Fedme, som det frodigere, grønnere og længere Græs paa de lavere Sletter ikke kan fremvirke. Bondens meste Næring er derfor Melk, som han nyder under mange Slags Former. Denne kraftige Næring, som kun lidet udfylder Fordøielses-Redskaberne, gjør dem derfor lette og beqvemme til Arbeide; den besværlige Fjeldgang udvikler Laar— og især Læg-Musklerne, hvorfor de sædvanlig have en smuk og kraftig Figur, og ere særdeles skikkede til alle Slags Legemsøvelser og til de mest halsbrækkende Spring i deres bekjendte Nationaldandse.

Vedhængen ved det Gamle er Fjeldbonden egen. Intet Nyt har formaaet at trænge ind Blandt Fjeldkløfterne. Nationaldragterne, der sædvanlig ere smukke og smagfulde, og klæde Bonden langt bedre, end en slet efterlignet Kjøbstæddragt, træffes her temmelig uforandrede. Paa en Tid, da man begynder omhyggelig at opbevare Folkesagn, Eventyr og alle andre Fortidens Minder, vilde det ikke være upassende ogsaa at tænke paa en tro Afbildning af alle Norske Nationaldragter, førend ogsaa de forsvinde og glemmes. Maaskee kunne vi af vor fortjente Landskabsmaler Flintoe engang vente Bidrag til en saadan Samling^[3]. Ogsaa Navnene minde om Snorre Sturlesens Tid; saaledes traf jeg paa Gaarden Fossum ved Riukand-Fossen 2 Søstre ved Navn Søvei og Thuri (Thyri), paa Hardanger-Fjeldet 2 Brødre ved Navn Baard og Thormod; en Bonde fra Hallingdal havde Navnet Gaute, hvilket var mig ganske ubekjendt, men som der ikke skal være sjeldent; Ouen (Oudin, Odin) er derimod paa sine Steder almindeligere.

For hvert 1000 Rd. Bonden har samlet og lagt paa Kistebunden eller sat paa Rente, anskaffer han en stor Kobberkjedel, der lægges paa en Hylde over Døren i Gjæstestuen, og aldrig bruges. Paa Bolkesjø forefandt jeg 3 saadanne, paa hvilke hvert Hammerslag endnu var synligt, og vidnede om, at Kjedlerne endnu vare i samme Stand, som da de kom fra Kobbersmedens Haand. En 4de, som var til dagligt Brug og ikke forundtes en saa udmærket Plads, havde formodentlig ingen saadan symbolisk Betydning. Rundt omkring Væggene i en Mands Høide og paa Himlerne af 2 store Senge fandtes Karnisser eller Gesimser af Egetræ, paa hvilke i store ophøiede Uncial-Bogstaver vare udskaarne Bibelsprog til Gudsfrygts og Huusligheds Priis.

Næste Morgen den 25de Juni Kl. 7, efter atter at have maalt nogle Solhøider, reiste jeg fra Bolkesjø. Her stiger man ned over et steilt Fjeld, roer over 2de Søer, og fortsætter derpaa Veien mod Vest til den sydligste Ende af Tindsjøen, Tindosen kaldet. Herifra roer man mod Nord opad den smale Tindsjø, der paa begge Sider er indsluttet af meget høie Fjelde, fra hvis næsten lodrette Sider en Mængde Smaa-Elve nedstyrte sig; nogle af disse forvandle sig til Støv inden de naa Søens Flade. I nogen Afstand see de ud som hvide Traade, der hænge ned ad Fjeldets Sider. Men saasom det allerede begyndte at mørknes, da jeg roede fra Tindosen, fik jeg kuns et utydeligt Begreb om denne interessante Egns Udseende.

En Arm af Tindsjøen gaaer mod Vest ind i Vestfjorddalen i Tinds Præstegjeld, uden Tvivl den smukkeste Dal i hele Øvre Thellemarken. Igjennem denne Dal flyder fra Vest mod Øst, med adskillige Krumninger, den stride Maane-Elv, der lidt nedenfor sit Udspring fra Mjøs-Vandet danner det bekjendte Vandfald Riukand-Fossen. Imod Syd indsluttes Dalen af Gousta, imod Nord af en lavere Fjeldrad. Her traf jeg den 26de Juni mine 3de Reisefæller, Ingenieur-Capitain Broch, Lieutenant Munthe og Landskabsmaler Flintoe, der havde ilet forud for at benytte deres knappe Tid. Vi indlogerede os hos Bonden Eystein Hansen, en Mand af ligesaa megen Anseelse for sine Aandsgaver og Charakter, som for sine udmærkede Legemskræfter^[4]. Hos ham voldgives de fleste personlige Trætter i Bygden; det er uvist, om Eysteins Fornuftgrunde eller hans stærke Arme mest bidrage til Forligets heldige Udfald; men vist er det, at Processer sjelden eller aldrig her sinde Sted. Ligesaalidet kjender man til Tyverie i Vestfjorddalen. Man tror, at Gjerningsmanden dog ei kunde blive skjult for Eyfteins mere end almindelige Penetration (eller tror, som det almindelig heder, at han kan vise igjen), og denne veed med stor Klogskab at drage et Slør over denne Sags rette Sammenhæng. Han fortalte os, hvorledes han ved et Par Tilfælde i Førstningen ved Klogskab og Overlæg havde vidst at skaffe nogle stjaalne Smaating for Dagen, hvilket begrundede hans Rygte. Disse Anecdoter erindrede os om Historien med Sølvskeen i Abracadabra. Kort, i Eystein synes man at see en af Fortidens

Ingolfsland i Vestfjorddalen.

Høvdinger, der herskede, fordi de kunde herske, d. e. fordi de vare de klogeste og de stærkeste. Den første Dag, vi vare ankomne til Ingolfsland, kom Eystein hjem fra Veiarbeide med en stor Jernstang paa Nakken, og havde udført et sandt herkuliskt Arbeide. Som Rodemester uddeelte han Veistykkerne til de forskjellige Bønder. Et Stykke Vei paa 20 Alens Længde skulde graves 1 Alen dybere; men da der paa samme, foruden en Mængde mindre Stene, laa 2de af saadan Størrelse og Vægt, at de ei ved menneskelige Kræfter kunde rokkes, saa skulde disse først sprænges. To Bønder, som dette Stykke blev tilbudt, erklærede at de ei kunde udføre dette Arbeide i mindre end 2 Dage; et Par Andre af de stærkeste vilde ei heller paa andet Vilkaar paatage sig samme. Eystein paastod, at det ei var mere, end han turde forbinde sig til at udføre alene i een Dag. Da de andre ved Solens Nedgang gik fra Arbeidet, begyndte Eystein paa at brænde og sprænge Stenene; væltede derpaa Stykkerne ned over Siden af Fjeldet, gravede Veien en Alen ned, og ved Solens Opgang (man betænke Nattens Længde hos os i Slutningen af Juni Maaned) var han færdig. Næste Dag arbeidede han med samme Munterhed, som de andre. — I sit Huus deelte han trolig Arbeide med Hustruen. Snart vuggede han sin lille Søn, eller bar ham paa Armene, snart hentede han tørret Kjød fra Stolpeboden, og stegte eller kogte det til os, vidskede Kopper eller Boller, dækkede Bord o. s. v. imedens Hustruen syslede med sin Væv.

Uagtet Ingolfsland ligger saa tæt under Gousta, kan man dog derfra ikke see Fjeldets Top. Det bestaar nemlig af et Fodstykke, som en afskaaren Pyramide, paa hvilket er opreist en anden Pyramide med mindre Grundflade end Fodstykkets øverste Overslade. Kanten af Fodstykket kaldes Goustas Knæer, og da den øverste Pynt ligger inden for disse Knæer, saa skjules den af samme. Vi maalte ved Ingolfsland en liden Grundlinie, og fra Endepuncterne af samme Vinklerne imellem det høieste Punkt af Knæerne og Horizontallinien, hvoraf fandtes dette Puncts Høide over Gaarden Ingolfsland = 2360 Fod^[5]. Af denne lille Operation følger tillige, at Dalen paa dette Sted ikke er mere end henved 4000 Fod bred. Skjønt Goustas Top skal være 6000 Fod over Havets Overflade, altsaa indenfor den bestandige Snees Grændse, saa kan Sneen dog ei der blive liggende, formedelst Fjeldsidernes Brathed. Kuns i en Mængde Rifter, der som lange parallele Striber strække sig fra Toppen ned imod Knæerne, fæster Sneen sig og giver denne Fjeldspids et eget characteristisk Udseende.

Den 27de Juni gjorde vi en Vandring længer op i Dalen, for at besee Riukand-Fossen^[6]. I Begyndelsen stiger Dalen næsten umærkelig; men efterhaanden, som man nærmer sig Gaarden Vaae, bliver Veien besværligere, Maane-Elven flyder her i Bunden af en smal, omtrent 1000 Fod dyb, med Grantræer bevoxet Dal; saa at man kun meget sjelden fra Veien kan see den. I en Afstand af omtrent ¹⁄2 Miil fra Fossen viser sig med eet, oppe i en vild Fjeldegn mellem sortegraa Fjelde, en stærk Røg eller Damp, hvilken Røg, ligesom af en uhyre kogende Kjedel, vexelviis stiger og falder. Dette Syn giver den første imponerende Idee om dette vældige Vandfalds Størrelse og Høide.

Endelig naar man hen til Maristiens Begyndelse, og her seer man Fossen næsten lige for sig, dog i en Afstand af omtrent ¹⁄2 Fjerdingvei, styrtende sig ud af „en smal Klipperevne ned i Dybet. Dette Punct er udentvivl det fordeelagtigste Standpunkt, fra hvilket Fossen kan betragtes, og herfra kan ventes den første tro Afbildning af denne udmærkede Naturscene fra Hr. Flintoes Pensel^[7]. De utallige Partier, hvori det udstyrtende Vand deler sig, de Bevægelser og Afvexlinger, som denne Skummasse fremviser for Øiet, lade sig vanskelig male, men aldeles ei ved Ord beskrive. Den Dal, i hvilken Fossen styrter ned, er en kileformig Fordybning imellem 2 høie Fjelde, hvis nøgne og næsten glatte Sider synes at gjøre en Vinkel af 50 til 60 Grader med Horizonten. Den skummende Elv dækker den hele smale Bund i denne Dal. Vil man hen til Fossen selv, maa man enten stige over det høie Fjeld, som indslutter Dalen paa den nordre Side, hvilket er en yderst besværlig Omvei af over ¹⁄2 Miil, eller gaa over den saakaldte Maristi, der slynger sig hen ad den skraa Klippevæg i en 700 til 800 Fods Høide over Elven omtrent midt imellem Klippens Top og dens Fod. Vi valgte det sidste. For ei at glide aftoge vi vore Sko; og saaledes krøbe vi paa Hænder og Fødder over denne berygtede Sti. Saasom jeg ei er fri for Hovedsvimmel, gik Eystein bag ved mig, og greb mig ved de farligste Steder med en vældig Haand i den ene Skulder. Da man vender Ansigtet mod Klippevæggen, og saaledes ei seer ned det rædsomme Dyb, saa er efter min Formening denne Sti langt mindre farlig end dens Rygte. Paa Gaarden Fossum tæt ved Fossen traf vi en Krøbling uden Fødder, der endog paa Knæerne var gaaet over Stien.

Ved Siden af Fossen ligge adskillige store nedstyrtede Stenmasser, paa hvilke man kan krybe ned næsten midt i Fossen selv. Her seer man, naar Solen skinner, under sine Fødder i den skummende og rygende Fos en heel Regnbue eller Regnkreds, og man bliver ikke snart træt af at krybe om paa disse Stene; thi ved hvert Skridt vise sig nye Scener, som fængsle Opmærksomheden. Den Revne, hvoraf Fossen styrter ud, synes ikke at være mere end 8 Fod bred, saa at man ved et dristigt Spring maatte kunne hoppe derover. Desto dybere maa den være, siden en saa stor Vandmasse kan trænge sig derigjennem.

At maale dette Vandfalds lodrette Høide er yderst vanskeligt, saasom det er næsten umuligt at komme ned til dets Fod. For at komme her ned maatte man fra Maristien krybe ned ad den steile og glatte Fjeldside, hvilket synes ugjørligt Dog fortalte Søvei, en Datter af Manden paa Gaarden Fossum tæt ved Riukand, at hun som liden Pige var krøben derned, for at optage en nedrullet ringe; og at en Bissekræmmer, der havde tabt sin Kramkiste paa Maristien, ligeledes var nedsteget for at samle sit Kram. Professor Esmark maalte en Barometerhøide ved Fossens Udløb og en anden ved en Bro, en halv Mil nedenfor Fossen, og fandt saaledes en Høide af 800 Fod; men da Elven her har et stridt Løb, maa dens Fald paa denne halve Mil være større, end det af ham er antaget. Om Vinteren skal det undertiden lade sig gjøre, at gaa langs op ad den frosne Elv og saaledes komme tæt under Fossen. De af Fossen bestandig opkastede Vanddraaber fryse da efterhaanden sammen, og danne et stort Isrør, hvorigjennem Fossen falder, saa at man kan høre dens Bulder uden at see den. Ved at iagttage den Tid, som Vandpartierne behøvede til at falde, troede jeg ei at kunne anslaa den til mere end imellem 400 og 500 Fod, og mine Reisefæller, som betjente sig af forskjellige andre Gisningsmaader, vare heri enige med mig, saaledes at denne Fos herved nedsættes til omtrent det Halve af dens hidindtil antagne Høide (800 Fod eller derover).

Den 28de Juni begave vi os fra Ingolfsland til Milan, en Gaard, som ligger længere nede i Dalen mod Øst. Herifra seer man for Enden af Dalen Gousta-Fjeldet lige fra dets Top til dets Fod. Vi maalte her en Basis og nogle Vinkler, som gave os Høiden af Goustas Varde over Milan: 4600 Fod^[8] og dens Afstand fra Milan omtrent 24,206 Fod i Syd 33°18ʹ mod Vest. 24 Solhøider om Middagen den 26de gave Polhøiden af Ingolfsland = 59°52ʹ51ʺ,4, og Uhret angav Tidsforskjellen fra Christiania 7ʹ43ʺ,9. 24 Solhøider paa Milan den 29de gave Polhøiden = 59°55ʹ41ʺ,2, Tidsforskjellen fra Christiania = 7ʹ9ʺ,5. Af de ovenanførte Iagttagelser følger altsaa Polhøiden af Gousta-Varden = 59°52ʹ2ʺ,6 og Tidsforskjellen fra Christiania: 7ʹ18ʺ,4. Af disse Bestemmelser sees, at hele Vestfjorddalen ligger paa det Pontoppidanske Kart omtrent 7 Minuter for langt mod Syd, hvilket udgjør henved 1¹⁄6 Norsk Mil. Den samme Feil fandtes ogsaa den 30te Juni paa Tinds Præstegaard Attraa, hvis Polhøide formedelst overtrukken Himmel vel ei nøiagtig kunde bestemmes, men dog efter lang forgjeves Venten een eneste Solhøide blev snappet imellem Skyerne omtrent 1 Time før Middag, hvilken Høide angiver Præstegaardens Polhøide omtrent = 60°0ʹ¹⁄4.. Heraf følger altsaa, at saavel hele Tindsjøen som Vestfjorddalen maa rykkes 7 Minuter mod Nord, hvorved Afstanden imellem Tindosen og Kongsberg, der paa Kartet angives for liden, vil faa sin behørige Størrelse. Herved vil ogsaa Bratsberg Amt og følgelig Christiansands Stift blive en halv Snees Qvadrat-Mile større, end det er efter bemeldte Kart, da den hele nordlige Grændse maa tykkes betydelig imod Nord.

Efterat Hr. Flintoe paa Tind havde gjort et heldigere Udbytte af smukke Prospecter, end jeg af astronomiske Iagttagelser, vandrede vi lidt over Middagen den 30te Juni i Sneeveir mod Nord til Tessungdalen, hvor vi, trætte og forfrosne og vaade af det bestandige Slud, ankom sildig om Aftenen, og indlogerede os paa Gaarden Midbøen. Ved de heftige Bevægelser, som den besværlige Overgang over Fjeldet foraarsagede, var Chronometret, som jeg bar i en Læderkapsel i horizontal Stilling fastspændt paa Brystet, standset, og dette Uheld forhindrede mig fra at bestemme de følgende Steders Lengdeforskjel fra Christiania. Regn og Kulde i Forening med den barske Fjeldegn gjorde vort Ophold her den 1ste Juli mindre behageligt. Da det imidlertid var Søndag, saa forsamledes en stor Deel af Almuen fra Nabolauget i festlig Dragt paa Midbøen: for at see paa de Fremmede og igjennem deres Kikkerter. Blandt disse fængslede et Par særdeles smukke Koner, hver med sit Barn paa Armen, især vor Opmærksomhed, og en Pige ved Navn Sigrid vidste med ualmindelig Livlighed og Lune at forkorte os Tiden.

Den 2den Juli begave vi os fra Thellemarken over Tessung-Fjeldet til Opdal i den øvre Deel af Nummedal. Denne Overgang — og især Nedgangen af Fjeldet i Dalen — var den besværligste, vi hidtil havde prøvet. Det er næsten ubegribeligt, hvorledes en Hest, betynget med en saa svær Byrde, som vores Tøi og alle mine Instrumenter, kan stige ned ad saadanne steile, ujævne, med store nedrullede Stene bedækkede og med Buske bevoxede Bjergsider, uden at brække Benene, eller i det mindste ved den store Overvægt paa Ryggen gjøre et ufrivilligt salto mortale. For at forhindre det sidste maa Føreren, ved særdeles vanskelige Steder, af alle Kræfter holde Hesten tilbage ved Halen, for at forskaffe den fornødne Modvægt.

Da vi endelig lykkelig og vel vare komne ned i Dalen, mødte os det Uheld, at finde alle Døre lukkede og Husene tomme. Thi uheldigviis vare der 2de Brylluper i Dalen, hvortil alle Gaardmænd og deres Familier vare indbudne, og da saadanne Brylluper høitideligholdes uafbrudt i 8 Dage, saa var der for os kuns lidet Haab om at faa Natteqvarteer. Vi vandrede saaledes omtrent ³⁄4 Mil lige til Dalens østlige Ende, førend vi traf nogen aaben Dør. Paa Gaarden Røgsland, hvor vi for vores Kløvdrivers Skyld, der tilforn havde tjent her, endelig bleve modtagne, maatte vi trætte og hungrige og vaade af en Bæk, vi havde vadet igjennem, endnu vente en god halv Time udenfor Døren, inden man havde raadslaaet og paa det skarpeste forhørt os om, hvo og hvorfra vi vare, hvorfor vi vare komne her? o. s. v. da man ei kunde begribe, som det hedte, at vi kunde gjort en saa lang og kostbar Reise uden at have noget Ærende. Det hele Forhør udførtes i en bydende og skrigende Tone. En høi Grad af Ureenlighed saavel i Huset som hos dets Beboere tilligemed det hele Ensemble, sammenlignet med den venlige Modtagelse, vi hidindtil havde truffet, opvakte hos mig den høieste Uvillie. Imidlertid maa man gjøre gode Miner ved slet Spil. Vi maatte paatage os det venligste Ansigt, som under disse Omstændigheder lod sig fremtvinge; Karlens og vor Forsikkring om, at vi baade kunde og vilde betale, og adskillige Smigrerier, som bleve sagte den gamle Vertinde, bevirkede endelig, at der blev givet Ordre til at bringe os ind i Maala-Stua. Paa denne Gaard herskede en besynderlig Blanding af Umulighed og et Slags Pragt, ligesom hos dens Beboere af Stolthed og Uvidenhed. Den saakaldte Maala-Stue var en Sidebygning, der udgjorde et eneste meget stort Værelse, en saakaldet Spærrestue^[9], der var opført til Thingstue. Løftets 2 skraa Flader vare malede hvide, og inddeelt med farvede Linier i 300 til 400 Ruder, og i hver af disse Ruder var med de mest skrigende Farver malet Figurer, forestillende Dyr og Scener af Bibelen, med en saare nødvendig Underskrift under hver, som tilkjendegav, hvad Figuren skulde betyde. Her saaes Noahs Ark og Babels Taarn, fra hvilke 2 Hovedpunkter hele den øvrige tobenede og firbenede Vrimmel (naar de faa antediluvianske Personer undtages) maa ansees at være udstrømmede. Blandt denne brogede Forsamling forekom følgende Naboskab mig ret pudseerligt: de 7 kloge og de 7 daarlige Jomfruer, en Drage, en Bisp, en Præst, en Klokker og en Kirkesanger (alle med den sædvanlige Underskrift), blandt hvilke de 2 sidste, uagtet de vare rene Karrikaturer, dog havde,en vis Individualitet, som syntes at tilkjendegive, at de vare malede ad vivos og for Honneurens Skyld indbragte i denne fornemme Forsamling; hvorimod de øvrige sandsynligviis vare rene Idealer, Fostere af Kunstnerens egen glødende Phantasie. Paa Døren saaes en lang tynd Figur med friseret Haar, høirød Kjole med stive Skjød, sorte Buxer, hvide Strømper og Sko, der i den ene Haand holdt en liden trekantet Hat, inden anden en lang tynd Stav, hvorpaa han støttede sig. Han havde aldeles Udseende af en gammel verkbruden Skræddersvend; men Underskriften sagde: „Dette er Roland“, og ved nøiere, Betragtning forvandlede Staven sig til et Slagsværd. I Stuen stod, foruden adskilligt andet Skramlerie, 3 uhyre store Kar af 3 til 4 Alens Gjennemsnit, hvori var nedlagt Læder i Barkelud til Garvning.

Efterat vor Skydsbonde, formedelst gammelt Venskab, var bleven bevertet med det bedste Huset formaaede (Flødegrød), og vi andre, som det kunde falde sig, med tyk Melk, Fladbrød og Ost, lagde vi os til Hvile; men i hvor mødig jeg var, saa fik jeg neppe en Times Blund formedelst en Mængde Lopper, der her, som sædvanlig i Bøndernes Senge, vrimlede, og foraarsagede en Fornemmelse lig den at hvile paa Brændenelder. Om Morgenen beklagede jeg mig for Vertinden, og fik til Trøst, „at det kunde være slemt nok for dem der ei var vant dertil“. Dog skiltes vi i al Venskabelighed fra hende; ja hun bad os endelig hilse vore Koner fra hende, og føiede til, at dersom vi en anden Gang kom der til Dalen, især en famille, da kunde vi tage ind hos hende.

Saaledes styrtet og forberedet maatte jeg den 3die Juli om Morgenen sige mine muntre Reisefæller Farvel, for alene at begynde den besværligste Deel af min Reise, nemlig Gangen over Hardangerfjeldet, mod hvilken den hidtil udførte Reise maatte ansees som en let og behagelig Spadseregang. De gik mod Øst, og jeg lidt hjerteklemt mod Vest langs opad Dalen for at faa Hest over Fjeldet fra en af de høieste Fjeldgaarde paa Fjeldets østre Side. Bestandig steeg Dalen høiere og høiere, og Gangen blev tungere og tungere; Solheden udmattede end mere. Her mødte jeg en Kone førende en Kløvhest, paa hvilken i hver Kløv var fastbunden en dyb Kurv, fuldpakket med Hø, og af hver Kurv stak 2 Børnehoveder frem. Dette er den eneste Maade, paa hvilken de Stakler kan føres opad de steile og ujævne Fjeldstier, hvor et voxent Menneske kuns med Anstrengelse og Forsigtighed kan gaa. Naar Foraaret kommer, maa nemlig Moderen med Børnene, om de end ei vare mere end et Par Maaneder gamle, drage til Fjeldsæteren med Kreaturene. Imidlertid spares omhyggelig de faa Græsstraa, der voxe hjemme omkring Gaarden, for i det mindste at afgive nogen Hjelp til en tarvelig Vinterfourage. Dette synes mig at være den traurigste Side af Fjeldbondens Liv, at han maa opleve 2 Vintre i hvert Aar. Saasnart nemlig Sneen er af Marken, hvilket her først indtræffer i Slutningen af Juni Maaned, drager han op i en Egn, hvor endnu alle November Maaneds ubehagelige Ledsagere vente paa ham. Efter lidt mere end 2 Maaneders Liv i en øde Fjeldegn, hvor ingen Blomst mere kan gro, men hvor ikke sjelden Snee, Slud og Nattefrost, og altid skjærende Vinde hjemsøge ham, vender han tilbage til sin Arne, og bereder sig til den alvorligere 9 Maaneders Vinter. Disse Sæterstuers Indretning, som siden nøiere skal beskrives, er særdeles ynkelig. Og dog sortalte en Kone os, at hun havde ligget i Barselseng der. Vanen og stærke Nerver gjøre Alt udholdeligt. De ere ret tilfreds i deres Stilling; thi lykkeligvis kjende de intet bedre.

Overalt, hvor vi spurgte efter Hest, fik vi til Svar, at alle Kreaturene vare paa Sæteren. Min Skydsbonde blev omsider utaalmodig, og yttrede flere Gange, at han nu ikke kunde føre min Bagage længer. Kuns med Møie fik jeg ham overtalt til at ledsage mig til Østre-Nørstebø, den øverste Fjeldgaard paa den østre Side af Fjeldet, hvor man sagde, der boede en Mand, som var forpligtet til at skaffe Skyds. Vi ankom her omtrent Kl. 2 Eftermiddag. Da Afstanden imellem Nørstebø og Maursæter (den første Fjeldgaard, i Hardanger i Bergens Stift, paa den vestre Side af Fjeldet) regnes for 9 norske Mile, og disse naturligviis formedelst Fjeldets Høide (der omtrent falder i Sneegrændsen) ere meget besværlige, faa bestilte jeg 2 Heste, for saavidt muligt at spare mine udtømte Kræfter ved at ride, hvor Terrainet tillod det. Jeg spurgte derpaa Konen i Huset, om hun kunde give mig noget at spise, og overraskedes ved det saare behagelige Spørgsmaal: „Kan Du spise Fisk?“ Hun tillavede mig derpaa en liden Ret sprængt Ørret, og det var første Gang siden jeg forlod Tinds Præstegjeld, at en saa kostelig Forfriskning var bleven mig til Deel. Ei heller var jeg selv kommen aldeles tomhændet til Huus. Paa en af de nærmeste Gaarde havde jeg opdaget og tilhandlet mig en halv Snees Æg, hvilket jeg i min udtømte Pengepung forsigtig bar i Haanden. Af disse kogte jeg selv med Secunduhret i Haanden et Par (en Forretning jeg ei torde betroe min Vertinde) og forhøiede Maaltidets Glands ved et Glas Maderavin. Ingen, der ei selv har været i lignende Omstændigheder, kan forestille sig den Rigdom af Nydelse, der laa i dette Maaltid. Ved en saa lang og usædvanlig Anstrengelse, forenet med en, i det mindste for den Uvante, slet Føde og Mangel af den behørige Søvn, kommer Legemet i en saa stærk Underballance af Kræfter, og den physiske Trang til nærende Føde bliver saa stor, at man ordentlig synes at føle sin Tilværelse med Behagelighed, naar denne Trang for et Øieblik afhjelpes.

Da jeg er kommet til at berøre Capitlet om Mad og Drikke, vil jeg med et Par Ord omtale den Diæt, som den Reisende maa holde i Fjeldegnene. Af Brød findes intet uden grovt Havre-Fladbrød; sød Melk er om Sommeren ei at faa, da alle Kreature ere til Sæters; suur Melk derimod savnes næsten aldrig. Dog er denne ofte Maaneder gammel; thi paa Sæteren skummes den, og efter at man har lavet Ost af en stor Deel, sendes det Overblevne paa Kløv i store Bimpler ned til Gaarden, og bevares i en almindelig Melkebeholdning; hvor Nyt og Gammelt blandes om hinanden. Dens Farve spiller derfor undertiden i det Grønlige, og den pirrer Næsen inden man endnu faar den i Munden^[10]. Foruden flere Slags skarp Ost finder man undertiden endnu en Melkespise, nemlig den saakaldede Prim^[11], fra hvilken dog enhver Kjøbstad-Mave strængeligen maae afholde sig, da selve Bønderne, der ere vante til den, kun spise nogle faa Skeer ad Gangen. Smør erholdes altid særdeles godt og friskt. Det frembæres i en trebenet Træringe, hvoraf det fremrager i Form af en Halvkugle. For Fremmede maa altid ene ny og urørt Halvkugle fremsættes; jo større den er, desto bedre tolker den Vertens Velstand og hans Opmærksomhed for Gjæsterne. Af Kjødspiser faar man intet andet end saltet og vindtørret Gjedekjød, som sædvanligt er flere Aar gammelt. Dette skjæres med en skarp Tællekniv langs efter Trævlerne i lange tynde Spaaner, lig Høvlespaaner, og hvo der ei har Tænder, hvormed han formaar at overklippe Træpinder, maa endnu karve det smaat, ligesom man karver Tobak. Vi forsøgte det baade kogt og stegt, men fandt den oprindelige spegede Tilstand at være den fordrageligste. Øl er undertiden at faa; men uagtet det er meget stærkt, saa er det dog usmageligt, saasom det sædvanlig er dovent og tykt; det foraarsager Hovedpine og slukker ei Tørsten. Af en Tønde Malt brygges ei mere end en Tønde Øl. Bonden sætter ligesaa megen Ære i, ved Gjæstebudet at beverte med stærkt og fedt Øl, som den bemidlede Kjøbstædboer i at opvarte med udsøgt gammel Vin. Ved Brylluper løbe Ølbollerne mange Gange Bordet rundt, førend Maden røres; og dette foranstaltes, som det hedte, af den Grund, at naar Gjæsterne flittig havde smagt Øllet, saa regnede de det Eie saa nøie med Maden. Som et Bevis paa den Pris, Bonden sætter paa sit Øl, og tillige paa hans Gjæstfrihed, tjener følgende Træk. Nils Milan i Vestfjorddalen (en smuk, høi, blaaøiet 70aarig Olding) havde overladt sin betydelige Gaard til sin Svigersøn, og blot forbeholdet sig (foruden Livsophold) 12 Tønder Byg aarlig til at brygge Øl af. Naar han havde brygget en Tønde, stod han i Stuedøren eller gik endog henad Veien for at indkalde enhver Vandrer, at smage hans Øl, og havde ei Ro, førend Tønden var tom. Da vi opholdt os paa Milan, havde han nylig brygget, og krøb i det mindste hvert Qvarteer ned i Kjelderen for at fylde sin Bolle. Det hjalp ei at vi undsloge os med den Forsikkring, at vi ei vare tørste, saasom vi nylig havde drukket. „Drik Du kuns, det er godt!“ sagde han, og ingen kunde sige det venlige Ansigt Nei. — Brændevin er ikke sjeldent, dog gjøre Bønderne sjelden Brug deraf; i det mindste har jeg i Fjeldegnene ikke seet Spor af Drukkenskab, og paa nogle Gaarde havde man slet intet, uden hvad man fik fra Kjøbstaden. Thee og Caffe kjender man i det høieste af Navn, og om end den Reisende medbringer samme, kan han dog ei saa dem tillavede, af Mangel paa Melk og Fløde og af Mangel paa Koge- og Drikke-Kar. Træboller og et Par Gryder ere i disse Egne det eneste Huset formaaer.

Førend jeg begiver mig paa Overgangen over Fjeldet, vil jeg endnu med et Par Ord berøre Fjeldbøndernes Huse og Husgeraad. I Vestfjorddalen er sædvanlig Husets Hoved-Indgang forsynet med et lidet Skur, hvis Tag bæres af et Par tykke dreiede Colonner eller Støtter, der vel ikke høre til nogen af de bekjendte 5 Ordener, men dog gjøre en ganske god Effect. Paa en af Husets Ender seer man en Frontespice, der bæres af lignende Støtter^[12]. Huset bestaar sædvanlig blot af et Par smaae Stuer, hvoraf den forreste er Kjøkken og Dagligstue, den inderste Sovekammer. Et Stykke derifra staar, ganske isoleret, den saakaldede Stolpebod, som indeholder Husets Rigdom. I underste Etage gjemmes nemlig Fødevarer, saasom Korn, tørret og speget Gjede- og Souve-Kjød, o. s. v., i den øverste alle Slags Huus- og Kunst-Flids Producter. Paa Snorer under Loftet hænge her flere Dusin uldne og linnede hjemmevirkede Teppener af alle Slags Farver og Mønstre; paa Væggene sees Mandens og Hustruens Brude- og Høitids-Klædninger med dertil hørende Belter og Hovedstads. To store brogede Kister, bemalede den ene med Mandens, den anden med Hustruens Navn, indeholde forskjellige Kramvarer af finere Slags, saasom Silketørklæder, smaae Speile, gamle Sølvskeer, Sølvbægere, Kruse, Linned og forskjellige mindre Sager, henhørende til mandlig og qvindelig Syssel. Alting er opstillet til Skue i en Slags symmetrisk Orden, og Kisterne staae med opstaaet Laag, at den Fremmede kan see sin Glæde i Husets Velstand. Laagets indvendige Flade er sædvanlig prydet med brogede Kobberstykker eller Tegninger. Saaledes saaes hos Eystein Hansen paa Ingolfsland Manden og Konen afbildede i deres Bryllupsstads. Paa en Hylde finder man gjerne nogle Glas, et Par umage Thekopper, en Caffekande uden Laag, eller andre lignende Fajance- eller Porcellains-Artikler; Ting, der aldeles ei ere bestemte for dagligt Brug, men kuns tjene til Stolpebodens Prydelse. Her findes ogsaa gjerne de store, med brogede Blomster og Løvverk bemalede, Ølboller, hvis Rand aldrig mangler en Indskrift, der bevidner Øllets Kraft. Paa en saadan Træbolle hos Eystein Hansen stod omtrent følgende:

Det var et grepa Øl, det var Øxhammer Drikka;
Hvo drikker vel deraf, maa sig om Skjægget flikka.

Paa et andet Sted broutede en saadan Bolle med, at den første Gang havde slaaet 12 Mand under Bordet. — I dette Værelse findes ogsaa et Par Senge, bestemte til Leie for.den Fremmede. Disse Senge ere opredede med Halm, hvorpaa er udbredt uldne Tepper; over sig har man enten et Par lignende Uldteppers eller en Lammeskinds Feld. Lagen bruges ikke; et Stykke Linned lægges vel over Hovedgjærdet; men det strækker sig ei længer, end til Sengens halve Længde. Ere disse Skindfelder ganske nye, og Sengen ei i dagligt Brug, saa hviler man saare behagelig i den; i modsat Fald har den sine Ubeqvemmeligheder. — For al denne Herlighed er der ofte ingen anden Lukkelse, end en simpel Trælaas, der dog sikkerlig er mere dirkefri, end den kunstigste engelske Laas, og for sin sindrige Simpelheds Skyld fortjener at tages in Øiesyn. — En Ting maa jeg til Slutning berøre, der især støder den Fremmede i Fjeldbøndernes Huse, nemlig deres Gulves Ureenlighed. Lige fra den Tid at Huset blev bygget og Gulvet blev lagt i Bedstefaders eller Oldesaders Tid, har Gulvet aldrig været reengjort anderledes, end ved at feies med en Kost (en Lime); alt det Snaus, som ved Bondefamiliens daglige Færdsel paa Marken indbringes i Stuen, nedtrædes og indtørres i Gulvet; og man kan let begribe, hvad Udseende et saadant Gulv efter et halvt Seculum kan faa. Jo høiere man kommer op i de kolde Regioner, desto større bliver denne Ureenlighed; Livet bliver her saa besværligt, at man ei kan tænke paa dets Zir.

En stor Deel af Eftermiddagen (Tirsdagen den 3die Juli) og den paafølgende Formiddag tilbragte jeg paa Nørstebø med at gjøre astronomiske og magnetiske Observationer, saasom den bestilte Skyds først ankom efter 24 Timers Forløb. Desuagtet oppebiede jeg den med den største Taalmodighed; thi min Frygt for i denne Afkrog maaskee ingen Hest at faa, var dog tilintetgjort; og da min Skydsbonde just samme Dag skulde flytte til Sæteren, og desuden ei kunde vente at komme tilbage fra denne lange Overreise førend om otte Dage, saa vare fra hans Side adskillige Foranstaltninger nødvendige, der ei hastigere kunde tilendebringes. Foruden ovenomtalte videnskabelige Beskjæftigelser, benyttede jeg ogsaa denne lange Mellemtid til at udruste mig til den forestaaende Fjeldreise. I Forening med Vertinden gjorde jeg nemlig Endeel mislykkede Forsøg paa, af de overblevne Æg at bage Pandekager; men da vi vare uenige i Principerne, og i Grunden begge ligemeget forstode os paa det Practiske af Kunsten, saa blev det erholdte Product saa lidet tillokkende, at jeg skjænkede min mindre nøieregnende Skydsbonde det hele Qvantum. Først Kl. 2 om Eftermiddagen den 4de Juli begave vi os paa Reisen; og dette havde den Ubehagelighed til Følge, at jeg blev nødt til at tilbringe 2de Nætter paa Fjeldet.

Den store Fjeldryg, der adskiller Bergens Stift fra Christiansands og Agershuus Stifter, — eller det Vestenfjeldske fra det Søndenfjeldske, — og hvis sydligere Deel fører Navn af Hardanger-Fjeld, den nordligere af Fille-Fjeld, gaar omtrent fra Syd til Nord med nogen Afvigelse mod Østen. Fra denne Ryg gaa mindre Fjeldrygge, ligesom Ribbeen, ud imod Østsiden, og danne der lange snevre Dale, der strække sig fra Vest mod Øst. Naar man gaar fra Thellemarken mod Nord, maa man derfor idelig overstige betydelige Fjelde, for at komme fra den ene Dal til den anden. Alle Elvene løbe ogsaa fra Vest mod Øst. Hovedfjeldets Brede er meget forskjellig; fra Hallingdal til Eidsfjord angives det for 14 Mile; fra Nørstebø til Maursæter, som ovenfor anført, for 9 Mile; fra Nørstebø til Ullensvang for 14 Mile; sydligere er Breden endnu større. Det snevreste Pas er det, hvor den almindelige Postvei gaar, imellem Lysne i Leirdal udi Sogn og Slogstad i Valders. Veien slynger sig her langs med Fordybninger eller et Slags snevre Dale, saaledes at den næsten overalt ligger i Ly af høiere Fjelde. Kuns paa et kort Stykke Vei i Nærheden af Suletind, hvor Veien har naaet Fjeldets Høide, er man udsat for den paa aabne Bjergflader skjærende Vind, og alle den urolige Athmosphæres Angreb. Den Vei, vi skulde vandre, gaar bestandig mod Vest, skyder omtrent 2 Mile fra Nørstebø over Lougen Elv, og gaar derpaa paa den nordlige Side af Normanns-Lougen Sø, fra hvilken Lougen-Elv kommer^[13]; herfra gaar den i Nordvest, imellem Fjeldene Haarteigen og Hallingskarven, til Maurset i Eidsfjord^[14].

Det Opdalske Compas, skulde man tro, havde en Misvisning af 90° mod Vest; thi den Verdens Kant, som hos alle andre Christne Folk kaldes Vest, heder i denne Dal Nord. Saaledes kalde de Hardangerne, der komme til dem over Fjeldet fra Vest, Normænner; at gaae fra Rogsland til Nørstebø eller over Fjeldets kaldes at reise Nord paa; og Normans-Lougen Søe vil, efter deres Compas udlagt, sige „den Søe, hvorfra Lougen udspringer, og som man maa reise forbi, naar man vil besøge Normænnerne“. “ Førend jeg var kommen underveir med denne besynderlige Sprogbrug, kunde jeg aldrig blive enig med min Leder, naar vi talte om Beliggenheden af en eller anden Gjenstand. Endelig fik jeg Oplysning om den rette Sammenhæng ved følgende catechetiske Dialog. Jeg: „Er det ikke nu Middag?“ Han: „Jo“. Jeg:. „Staaer ikke Solen i Syd om Middagen?“ Han: „Jo“. “Jeg: „Altsaa ligger jo hin Fjeldspids lige under Solen, ikke, som Du siger, i Vest, men i Syd?!“ — Hidindtil var det gaaet godt, og han havde uden Vanskelighed indrømmet Præmisserne; men Conclusionen opbragte ham, og han svarede ganske tvært: „Mæ kalder de inte saa mæ“. — Anledningen til disse forkeerte Benævnelser kommer formodentlig deraf, at Dalen stiger mod Vest op mod Fjeldet og bliver der koldere og ufrugtbarere. Denne umildere Egn forvexlede med det sande Nord, og alle de, som komme fra den Ende af Dalen, hede saaledes Normænner.

I flere Timer bleve vi ved bestandig at stige opad; først ud paa Eftermiddagen havde vi tilendebragt den besværligste Deel af Opstigningen paa Fjeldets Side, endskjøndt vi først den neestfølgende Eftermiddag naaede det høieste Punct. Intet kan tænkes mere melancholskt, end det Syn, der her frembyder sig for Øiet. Det hele Fjeld udgjør en ensformig og uoverseelig Flade, hvor intet Spor af Vegetation findes, undtagen et Par graa og gule Mosarter (formodentlig Rensdyr-Mos og Islandsk-Mos), der dog paa Afstand aldeles falde sammen med Fjeldets naturlige Farve; og et Slags sortagtigt Ris, som jeg ikke ret veed, enten det var Dvergbirken eller den paa de danske Heder almindelige Lyng. Den eneste Afvexling, Øiet undertiden støder paa, er store Sneefonder af mere end 100 Alen i Længde og Brede og flere Alen i Dybde. Alle Fordybninger i Fjeldet ere nemlig opfyldte og udjævnede med Snee; hvor Fjeldets Overflade er nogenlunde jævn, er den deels afblæst af den her bestandig herskende Vind, deels paa denne Aarstid optøet af Solen. Midt om Sommeren er denne Snee temmelig blød, især lidt efter Middag og noget under Overfladen. Hesten er derfor frygtsom ved at gaa paa den, saasom den jævnlig træder igjennem,: og da synker i til Bugen. For at komme løs igjen, velter den sig om paa Siden, hvorved den kaster Rytteren ubarmhjertigen i Sneen, og gjør derpaa et Par voldsomme Spring, for at komme paa et fastere Sted. Man støder sig vel ikke, men da man ved det uventede Fald let kan komme under Hesten, eller ved dens uregelmæssige Spring faa et farligt Slag, faa maatte jeg, efter at have gjort et Par saadanne Vølter, gribe til at stige af ved Sneefonderne og følge Hesten i sømmelig Afstand. Paa andre Steder ere store Myrer (Moser), der vel ikke ere dybe, men dog ere Fodgængeren til megen Besvær. Adskillige større og mindre Kjærre (smaae Søer) findes her og; men disse ere langt fra at forskjønne denne Ørken. De mangle den venlige Omkrandsning af gavnlige Skove og græsbeklædte Bakker, og ligne saaledes et Speil uden Indfatning, der blot tjener til at fordoble Billederne af den sørgelige Livløshed. Det hele Fjeld ligger overstrøet med en Mængde større og mindre Steenbrokker, hvoraf en stor Deel holde en Cubikfavn og derover. Paa mange Steder bestaar hele Grunden af saadanne Sammenstyrtninger, hvorover Gangen saavel for Menneske som Hest baade er besværlig og farlig, naar de alendyde Aabninger mellem de sammenstyrtede Stene skjules af Mos. Overalt seer det ud, som om der over det hele Fjeld var gaaet en stor og almindelig Ødelæggelse; thi om man end kan antage de mindre Stene som en Frembringelse af flere Aartusinders Forvittring, saa synes dog de større isolerede Masser vanskelig paa denne Maade at kunne forklares. Min Cicerone erklærede ogsaa om disse Masser, at de laa der fra Syndfloden.

Disse store Steenmasser, hvoraf man næsten overalt i en Kreds om sig seer en 50 Stykker, tjene til at sinde Vei i denne Ørken uden Compas. Thi paa de største af disse have Vandringsmændene, i den Linie hvor Veien gaar, opstablet 2 eller 3 mindre Stene, saaledes at man, saasnart man har forladt en af disse Mærkestene, gjerne snart igjen faar Øie paa den næste. I den levende Følelse af sin Hjelpeløshed paa disse Steder er man alt for alvorlig stemt til, at den hos raa Mennesker ellers almindelige Ødelæggelses-Lyst her skulde kunne yttre sig. At nedrive disse Mærkestene vilde derfor betragtes som et ugudeligt Foretagende; tvertimod anseer enhver Vandrer sig forpligtet til at opsætte dem, som af Vinden kunde være omkastede. Om Vintertiden eller i mørke Sommernætter, da disse trøstende Veiledere blive usynlige, er derfor Gangen over Fjeldet saare farlig^[15]. Jeg kaldte disse Mærkestene trøstende Veiledere, og det med Flid; thi de ere paa denne Vandring det eneste Spor af Mennesker, man kan vente at træffe; og naar man i nogen Tid ingen saadan Mærkesteen har seet, saa tilintetgjør den næste, man opdager, den opvaagnende Ængstelighed ved det trøstelige Udsagn: „Du er endnu paa ret Vei“.

Min Ledsager gik foran og talte med sin Hest, udrustet med en gammel Bjørne-Rifle, for dermed, ifald Leiligheden tilbød sig, at kunne skyde et Reensdyr^[16]. Bag efter fulgte jeg, snart ridende, snart gaaende for at vedligeholde Varmen. I sidste Tilfælde satte Karlen sig op paa min Hest, for at hvile sig ud. Undertiden gik Veien over Bekke eller store Vandsamlinger, der ikke uden stor Omvei kunne undgaaes; og da kastede han sig paa Maven paa Hestens Lænd bag ved Kløven, og det lille Dyr gik nu med vaklende Skridt under den dobbelte Byrde over den stenige og ujævne Bund. Langt hen paa Eftermiddagen traf vi 4—5 Mennesker og nogle Heste, der kom fra den anden Side af Fjeldet. Da det er ligesaa sjeldent for Vandreren her at træffe Mennesker, som for et Skib i rum Sø at opdage en Seiler, saa passerer man ikke forbi, uden at praie hinanden. Den ene var fra Omegnen af Bergen, de øvrige vare hardangerske Handelsmænd; og jeg hørte nu første Gang paa Reisen det bergenske Tungemaal. De gave os den glædelige Efterretning at der ikke var meget Snee paa Fjeldet og at Lougen ikke var større eller stridere, end at vi uden Vanskelighed kunde sætte over den.

Kl. 10¹⁄2 om Aftenen ankom vi til det Sted, hvor Lougen skal passeres; her ligger paa den nordlige Side af Elven en Fjeldstøl eller Sæterhytte, som om Sommeren er beboet, og hvori vi skulde overnatte. Til vor store Lykke laa Prammen, som Hardangerne havde brugt til Overfarten, endnu paa den sydlige Bred af Elven; thi i andet Fald havde vi maattet bivouaqvere, saasom al vor Raaben ikke vilde været istand til at vække Hyttens Beboere af deres Søvn, for at bringe os den. Da denne Pram var saa liden, at den netop kunde føre os 2 Mennesker, saa maatte Hestene, een for een, svømme over den stride Elv; og for at Strømmen ei skulde tage Hesten med sig, førte jeg den ved Bidslet, imedens Karlen roede. Det var ynkeligt at see de stakkels Heste, der svedende vare komne i den iskolde Elv, staa paa den anden Elvebred i den kolde gjennemtrængende Vind, zittrende som et Aspeløv over det hele Legeme. Den stærke Afkjølning, som en saadan Afdampning, især under Paavirkningen af en kold Vind, foraarsager, er noksom bekjendt. Da vor Dagsrejse paa et Par tusinde Skridt nær var tilendebragt, kunde de ikke engang gaa sig varme, imedens de bleve tørre, men bleve, belemrede med en Beenhelle, overladte til Nattekulden, for at gnave et Par Græsstraaer til Recreation for Dagens Byrder. Lykkeligviis taaler Fjeldhesten ligesom Fjeldmanden en god Dyst, inden han faaer noget Meen.

Efter en god halv Times Banken og Raaben aabnedes endelig Hyttens Dør. Allerede denne Hyttes Udside opvakte Gru hos mig. Den er opstablet af utilhugne afrundede Graasteen (Geschieber) uden mellemlagt Leer eller Jord, saaledes at man paa mange Steder kan stikke en Arm ind igjennem Væggen. Af den bestandige udtrængende Røg vare disse Stene kulsorte; dette tilligemed Hyttens, ifølge Materialiernes Ubeqvemhed, saare uregelmæssige Form, gav samme Udseende mere af et Tilflugtssted for vilde Dyr, end af en Bopæl for Mennesker. Indvendig var den ved et Bræde-Skillerum afdelt i to Rum, af hvilke det yderste benyttedes til at melke Køerne i, det inderste til Familiens Ophold. Det sidste holdt vel neppe set Alen i Qvadrat. Paa de 2de Sidevægge vare et Slags faste Koier, fyldte med noget gammel Halm^[17], hvori den middelaldrende Kone, 3 Piger og 2 halvvoxne Drenge laa. I hver Koie, der havde samme Længde som Stuevæggen, laae 2 Partier i Længden med Fødderne imod hinanden. Midt paa Gulvet laae 4 raa Stene, hvorpaa opgjordes en Ild af tørre Qviste. Den største Deel af Røgen gaar op igjennem et firkantet Røg- eller Lys-Hul i Taget (thi til Vinduer er der ingen Plads); men da Væggene ei ere vindtætte, saa stiger Røgen aldrig lodret op, men en stor Deel gaar ud af den Væg, som vender fra Vinden. Den, der ei er vant til dette Slags Bopæle, vilde derfor reent qvæles af Røg, dersom han ei søgte hen til den Side af Ildstedet, som vender imod Vinden. En bestandig Ild maa vedligeholdes, saasom man for Lysets Skyld altid maa have Røghullet aabent, og saaledes Varmen ligesaa fort gaar forloren, som den erholdes. Den øvrige Plads paa Gulvet var afbenyttet til alle de Kar og Redskaber, som til Familiens Ophold og Sæteriets Drist vare fornødne. Men hvad som mest forskrækkede mig, var at see en Ko med sin nybaarne Kalv staaende derinde, fordi de endnu ei kunde udholde Nattekulden under aaben Himmel. Med nogen Betuttelse saa jeg mig om, men kunde ingensteds opdage nogen Plads, hvor jeg blot kunde hvile mine trætte Lemmer; thi paa Søvn saae jeg nok her ikke var at tænke. Jordgulvet var af Familiens daglige Bedrift, og Koens Mangel af Respect for Stedet, vaadt og slibrigt; et Par Træbænke vare saa smale, at knapt den halve Ryg kunde hvile derpaa; alle Senge vare fulde, og saa desuden lige saa lidet tillokkende ud som Jordgulvet. Jeg gjorde Anslag paa en af Bænkene, men Konen, der ei vilde tillade dette, vækkede en af sine Sønner, bad ham at lægge sig paa den ene Bænk, Karlen paa den anden, og mig at tage Plads ved Siden af hendes yngste Søn. „Om Jorden end var gloende, maatte Du dog gaa paa den“, tænkte jeg ved mig selv, i det jeg stred med min Modbydelighed for dette Leie, „det er dog blot en Overgang“. Men førend jeg i fuld Paaklædning lagde mig ned, bandt jeg Snore om Haandleder og Ankler, knappede Kjolen tæt sammen om Halsen, udbredte et Haandklæde under Hovedet, kort søgte at spærre alle Adgange for en indtrængende Fiende, og belavede mig paa at udholde en skarp Beleiring. Men desværre opdagede jeg, at det lille muntre Insect, som de Naturkyndige meget passende have givet Tilnavnet irritans, ogsaa gjerne kunde fortjene at bære sin Frændes Navn penetrans. Efter en Times Blund var al Ro forsvunden. Hertil kom, at Koen, der stod paa den anden Side af Ildstedet, blev tørstig og, begyndte at vandre omkring og snuse til alle Kar, for at opdage Vand. Deels denne Drift, deels maaskee ogsaa den dette Dyr medfødte Nysgjerrighed, bragte den tilsidst til at anstille en Undersøgelse mellem mine Instrumentkasser, der stode opstillede ved Siden af min Koie, og at belugte den fremmede Gjæst. Af Frygt for, at den her skulde foranstalte Nogen Ødelæggelse, maatte jeg tilbringe en stor Deel af det øvrige af Natten med at tilbagedrive dens ofte fornyede Angreb. Kl. 5 om Morgenen begyndte Familien at komme i Bevægelse og Koen blev dreven ud. Efter saa haard en Dag og en saa lidet vederqvægende Hvile trængte vi begge til nogen Forfriskning. En Blikkasse, hvori jeg bevarede nogen indkogt Bouillon (et kosteligt Efterladenskab af mine Reisekammerater), og som paa hele Reisen havde gjort Tjeneste som Forraadskammer, Koge- og Drikke-Kar, blev altsaa fremtaget. Jeg lavede mig noget Bouillon, og spiste et Stykke Brød til denne vederqvægende Drik; til min Ledsager, der deels af det ubeqvemme Leie, deels af Kulde, var stiv og utidig, lavede jeg en Hjertestyrkning af varmt Vand, Rum og Sukker, hvilken Drik satte nyt Liv i ham, og af hele Familien blev rost som en sand Nectar. Efter en hjertelig Afsked begave vi os paa Veien (Thorsdagen den 5te Juli).

Morgenstunden var kold og fugtig, men efterhaanden trængte Solen igjennem Taagen. Klokken imellem 8 og 9 om Formiddagen opdagede vi med Glæde en Flok Kreature (Koer, nogle Faar og et Par Heste) i Nærheden af en Steenhytte. Men denne Glæde forsvandt for en stor Deel, da vi traadte nærmere og fandt Hytten uden Dør og i samme et Par Drenge, som vare ifærd med at klæde sig om, og som blot havde overnattet her med deres Qvæg. Paa Gulvet laa et Par Hestedækkener, der udgjorde disse Nomaders Seng. I Hytten var ellers intet at see, uden en stor Kobberkjedel med nogen grønlig tyk Melk; udenfor stode 3 store Tiner, indeholdende deres Mundforraad og øvrige Fornødenheder, nemlig en Bunke sort Havrefladbrød, Nogle Læderstumper, Skomager-Redskaber o. s. v. De fortalte os, at dette unge Qvæg blev opkjøbt i Hardanger, Christiansands Stift og flere til Fjeldet stødende Egne, og derpaa øm Vaaren drevet op paa Fjeldet. Her maa Røgterne lade sig lede af Qvæget, der den hele Sommer vandrer omkring for at opsøge Beite (Græsgang). Disse stakkels Drenge tilbringe saaledes den hele Sommer, saavel Nat som Dag, under aaben Himmel, hvad enten det sneer eller regner. Naar Veiret var alt for slemt, stablede de nogle Stene sammen til et Slags Skuur, hvori de om Natten kunde krybe ind og idet mindste skjule den øverste Deel af Kroppen; men desuagtet forsikkrede de, at de ofte krøbe ud af samme aldeles gjennemblødede indtil Skindet. Paa disse Skuurs Opbyggelse kunde de ei heller anvende nogen synderlig Flid, da Qvæget bestandig driver omkring efter Føden, og de, som lydige Tjenere, maatte følge^[18]. Og med alt det saa de rødmossede ud. Deres Underholdning bestod i det omtalte Havrefladbrød og Melk, de fik af Køerne. Om Qvæget, naar det om Foraaret kommer paa Fjeldet, er nok saa magert, bliver det inden Efteraaret fedt, og drives da langs Lougen-Elv til Kongsberg eller Drammen, for at sælges som Slagt. En saadan Dreng har, om jeg mindes ret, en 10 til 15 Rdlr. for Sommeren, og kan vel ved den Ost, han laver, gjøre sig en liden Fordeel, saasom Husbonden ikke saa nøie kan beregne, hvad der fra det daglige Underhold kan blive tilovers. Jeg mærkede snart, at her var intet at vente, og at mit Partie var det velholdneste; at Touren altsaa var til mig at agere Vert. Min Blikkasse maatte altsaa igjen for en Dag; i den hentede den ene Dreng reent Vand, imedens den anden opgjorde Ild, og vi lavede os en oplivende Toddi. Blikkassen gik rundt; vi sværtede vel Fingrene og brændte Lipperne lidt, men Indholdet var kraftigt, og inden den var udtømt, vare alle cordiale og ved godt Mod.

Formiddagen var smuk, Himmelen aldeles klar, og Solen skinnede temmelig varmt; heller ikke var Vinden stærk, saaat Vandringen efter Omstændighederne gik ret behageligt. Imellem Klokken 1 og 2 om Middagen indtraf vi ved en øde Steenhytte, hvis Tag var nedfaldet, og som min Ledsagere kaldte Holmekjærn-Lægret^[19]. Da her var Beite for Hesten, ønskede han at hvile et Par Timers Tid, imedens vi nød vort tarvelige Middagsmaaltid. Min Ledsager fremsatte til fælleds Brug sin Smøræske, til Vederlag for hvilken jeg fremlagde et Stykke Spegepølse og en Flaske Rum, et Stykke Brød havde jeg, ved særdeles Afholdenhed paa hele Veien, sparet for at have i Behold til Forfriskning paa Fjeldet; og uagtet det var over 14 Dage gammelt, og følgelig saa haardt, at det vanskelig kunde skjæres med en Tællekniv, var det mig dog mere velsmagende, end min Kammerats Havresladbrød. Efter fuldendt Maaltid lagde min Sancho sig paa Maven paa Fjeldet for at sove. Hans egentlige Navn har jeg glemt. Han var ligesaa fiirskaaren og rundrygget og ligesaa enfoldig, som hin vidt berømte Vaabendrager, men desværre langt fra ikke saa lunefuld. Jeg havde derfor kuns liden Underholdning af ham paa Veien. Uagtet han et Snees Gange havde gjort Touren over Fjeldet, vidste han dog kuns lidet at fortælle mig om de her mødende Gjenstande. Uagtet jeg maaskee trængte mere til denne Vederqvægelse end han, overvandt jeg mig dog, for at gjøre de sædvanlige astronomiske og magnetiske Iagttagelser.

Da vi havde vandret en Stund, gav min Veiviser mig den Efterretning, at nu begyndte alle Vande (Elve) at løbe med os (mod Vest), istedetfor at de hidindtil havde løbet imod os (mod Øst), d. e. med andre Ord, at vi nu havde naaet Fjeldets høieste Punct paa dette Sted. Jeg maatte her igjen beklage, at mit Barometer var sprunget. Som bekjendt har der for nogle Aar tilbage været foreslaaet at lægge en ny Vei til Bergen omtrent over dette Strøg af Fjeldet. I denne Hensigt, for personligt at undersøge den locale Beskaffenhed, foretog nu værende Hs. Excellence Herr Statsminister Anker i Aaret 1811 en Reise igjennem Nummedal over Hardanger-Fjeldet til Bergen. I denne Henseende vilde det være interessant at have et Nivellement af Fjeldet og en nøiagtig Bestemmelse af dets Bredde i forskjellige Gjennemsnit af samme fra Øst mod Vest. Dette vilde give det klareste Begreb om Fordelene og Vanskelighederne ved dette Projects Udførelse. At Fjeldet her er høiere, end paa det snævre Pas, hvor Postveien gaar, er klart saavel af den længere Tid, der behøves til at bestige det, som af den større Mængde Snee, her ligger om Sommeren, og af Vegetationens næsten fuldkomne Død. Det høieste Punct af Postveien paa Fillefjeld fandt jeg, som siden skal vises, 4095 Fod; og jeg formoder, at det høieste Punct paa Hardangerfjeldet ikke var langt under 5000 Fod. Skraaningen her er ellers saa liden, at jeg i Begyndelsen ligesaalidet kunde mærke at vi stege ned, som jeg i lang Tid tilforn havde bemærket, at vi endnu stege opad.

En Følge af at vi havde naaet det høieste Punct var dog, at Udsigterne mod Vest nu begyndte stærkt at udvide sig. To Gjenstande beholdt vi den hele Eftermiddag for Øine, nemlig Fjeldene Haarteigen og Hallingskarven. Disse to Fjelde paa Fjeldet reise sig ganske lodret op af den øvrige uhyre Steenmasse. Den første seer ud som et lodret trekantet Prisma, hvis øverste Flade ligger bedækket med evig Snee^[20]; den sidste som Ruinerne af en lang lodret Muur, hvis øverste Flade ligeledes er bedækket maaskee med 100 Fod dyb Snee og blaaagtig Iis. Paa sine Steder, hvor denne Muur er ujævnt afbrudt, hænger Sneen og Isen ned over de hældende Skraaflader, og naar næsten lige ned til Foden; men paa de fleste Steder ere Sidefladerne aldeles lodrette, saa at ingen Snee kan fæste sig paa dem. Denne Fjeldrad strækker sig omtrent fra Øst mod Vest i en Længde af sikkerlig 1¹⁄2 Norsk Miil; den vestligste Ende er uregelmæssig afbrudt, og i samme Linie, men i en Afstand af maaskee ¹⁄2 Miil, hæver sig atter en Ruin af denne Fjeldmuur, under Navn af Halling-Jøkulen^[21].

Efterhaanden som Bjergfladen begyndte at hælde mod Vest, blev den mere og mere ujævn; her hæve sig paa alle Kanter betydelige Fjeldtoppe, og Vandringen kan ikke længer, som hidindtil, fortsættes i lige Linie. For at beskytte mig imod den skarpe Nordvestvind, maatte jeg uden paa Kappen endnu tage en stor Skindkrave, som bedækkede mere end det halve Legeme. Søvnen overvældede mig saaledes, at jeg slumrede mellem hvert Skridt Hesten gik. Deels af denne Grund, deels for at holde Varmen, nødtes jeg til at gaa hele den øvrige Vei.

Om Eftermiddagen Kl. 7 kom vi til den første Bergenhusiske Fjeldstøl, som ligger 2 Mile fra Maurset og tilhører en Gaardmand i Syssendal (om jeg erindrer ret). Her traf vi 3 af Eiermandens Børn, en Pige paa 20 Aar og to særdeles vakkre og godlidende Smaadrenge paa 5—6 Aar ved Navn Thormod og Baard. Pigen var iført den i Bergens Stift almindelige Vampe, d. e. en Kofte af Faareskind, paa hvilket den korte Uld vender indad mod Kroppen. Denne Dragt er intet mindre end klædelig, især naar den er gammel og smudsig. Alle 3 havde et stille og belevent Væsen. Den lille Stue saa mindre ureenlig ud, end den Støl, hvor vi tilbragte forrige Nat, og min Veiviser, der ynkedes over sine Heste, og beklagede, at de 2 Mile herifra til Maurset vare de besværligste af den hele Vei, ønskede at hvile her. Nødig gav jeg mit Minde hertil; thi jeg havde endnu ei forglemt forrige Nats Besværligheder, og Pigen yttrede heller ikke synderlig Lyst til at beholde os; det høieste vi kunde bringe ud af hende, var den negative Tilladelse: „jeg kan jo ikke drive dem ud paa Fjeldet saa seent om Aftenen, men de seer selv Leiligheden“. Og denne var i Sandhed meget simpel. I det ene Hjørne var ved Hjelp af 2 Bræder paa Gulvet afdeelt en liden Firkant, hvori laa nogle Faareskinds Overfælde; dette var de tre Sødskendes Seng. For Resten var en trebenet Krak det eneste Møbel, jeg saa. Denne overlodes mig, Pigen satte sig paa Sengkanten og min Veiviser paa Jordgulvet. Hun opvartede os med ganske fortræffelig nymalket Melk og tændte Ild for at varme os. Imidlertid fik min Veiviser fat paa en kort Haandlee, hvormed han paa en Myr møisommelig afslog noget Storr-Græs, redede mig deraf et Leie paa Gulvet under en Favn Qvæs eller Qvistebrænde, som i en Mands Høide var opstablet imod Væggen. Klokken 10 lagde vi os til Ro, men Klokken 11 sprang Døren op, og 2 Mandfolk, der lode til at være bekjendte med det Locale, styrtede i største Iil henimod Sengen; den mindste Dreng begyndte at skrige, den ene af de Fremmede at skjænde paa ham. Pludselig opvaagnet kunde jeg i Førstningen ei begribe Hensigten af dette natlige Besøg i denne Ørken 2 Mile fra Mennesker; men endelig erindrede jeg at have hørt noget tale om Bønderkarlenes Maade at fri paa, og fandt endelig Opløsning paa Gaaden. Ved den Uro, som dette foraarsagede, begyndte Brændestablen, hvorunder jeg laa, at bevæge sig og truede hvert Øieblik med at begrave mig. Yderst fortrædelig over denne forstyrrede Nattero, spurgte jeg hvad dette skulde betyde, og hvad de vilde her, og fik til Svar, at de ei vidste her vare Fremmede. Da jeg indsaae, at her ei var videre at tænke paa Søvn, stod jeg op, vækkede min Veiviser og bad ham sadle paa Hestene. „I Jesu Navn skal vi ud paa Fjeldet nu midt om Natten!“ raabte han; jeg forestillede ham, at da jeg ikke kunde faa Ro til at sove, ønskede jeg heller at fortsætte Reisen til Maurset, hvortil han endelig fandtes villig. Imidlertid samlede jeg al min Bagage og bar samme udenfor Hytten, imedens Hestene bleve sadlede. Under disse Forberedelser var der begyndt en Raadslagning imellem Pigen og hendes Elskere, og da jeg kom ind for at hente det sidste af mit Tøi, tilbød den ene, at de vilde gaa sin Vei, om jeg vilde blive. Dette virkelig ædelmodige Tilbud roste og takkede jeg dem meget for, men Hestene vare allerede sadlede, og min Sancho var nu bleven trodsig og vilde afsted. Jeg undsaa mig ogsaa for at benytte mig deraf, da de i Mulm og Mørke vare vandrede herop paa Fjeldet, og skulde nu idetmindste gaae L. Miil tilbage med uforrettet Sag. Det var at forlange formeget af Gjæstfrihed. At Pigen var forlegen over det Forefaldne, var tydeligt; thi hun talte selv ikke et Ord, men lod alle Underhandlinger udføre ved de Andre. Da jeg lagde nogle Penge paa en Hylde for at betale min Fortæring, lød hun ved den ældste af Drengene fremsætte den ivrigste Protest, saasom jeg, hedte det, intet havde erholdet, som var værd at tale om.

Saaledes begyndte vi igjen vores møisommelige Vandring Klokken 12 om Natten. Himmelen var aldeles stjerneklar, Maanen stod endnu lidt over Horizonten; Thermometret viste 3—4 Graders Kulde, Græsset var belagt med Rimfrost, og der var frosset ¹⁄4 Tomme tyk Iis paa Vandet. Den stjerneklare Himmel forjagede lidt efter lidt den Mismod og Uvillie, som mine Fatalia havde opvakt. Efterhaanden begyndte det at dages; Solen kom frem over Fjeldtopperne saa klar og reen som paa den klareste Vinterdag. Hvo kjender ei det oplivende Indtryk af den opgaaende Sol paa Vandringsmanden, der har været under aaben Himmel den hele Nat? Min Længsel efter at komme fra disse sørgelige Høider ned igjen i den lavere Verden blev stærkere og stærkere; men naar vi havde steget nogle 100 Fod ned, hævede Bjergfladen sig igjen opad, og jeg begyndte atter at blive utaalmodig. Endelig — o Glæde! — en Smørblomst! den første Afsending fra den levende Verden, der bød mig velkommen. Jeg nænnede ei at afplukke den; den var maaskee den eneste i denne Ørken i en halv Mils Distance rundt omkring. Naturens maaskee i flere Aarhundreder forgjeves gjentagne Forsøg paa at frembringe og vedligeholde den paa dette Sted vilde da været forspildte. Jeg kaldte min Sancho tilbage for at dele Glæden med mig; men ligesom Synet af den døende Natur paa ham formodentlig gjorde et mindre traurigt Indtryk, saaledes syntes han ogsaa kuns ufuldkomment at begribe min Glæde ved Tegnet til dens Opleven. Fra dette Øieblik var al Mismod forjaget; Veiene hældede nu meer og meer; med raske og muntre Skridt vandrede vi fremad, og endelig viste sig — et ordentligt Huus med Skorsteenspibe og Vinduer, og flere andre Udhuse i Nærheden paa en meget stor Græsmark. Det var det længe forønskede Maurset. Dog kuns et Par 100 Skridt fra Maalet mødte os en Vanskelighed; vi skulde ned over en stærk hældende og aldeles glat Bjergflade, paa hvilken Hestene ikke kunde fæste Fod. Efter flere forgjeves Forsøg lykkedes det os endelig at saa dem uskadte ned.

Klokken var omtrent 4 om Morgenen (den 6te Juli), da vi traadte ind. Et Par unge Folk laa her, fuldkommen afklædte (uden Linned) i en Seng under en Skindfæld; ved Siden af Sengen hang en Vugge i to Jernlænker under Loftet. Jeg traadte udenfor, for at give dem Leilighed til at paaklæde sig. Efter at have nydt lidt Forfriskning lagde jeg mig Kl. 5 paa Gulvet i Stolpeboden, og fik en særdeles forfriskende Søvn til henimod Kl. 8. Det forekom mig som om denne halvtredie Times Søvn aldeles havde givet mig Erstatning for de to foregaaende gjennemvaagede Nætter. Det er en herlig Indretning, at Naturen saaledes kan skynde sig, naar den har noget at afgjøre i kort Tid. Dog var jeg ganske stiv af den stærke Træk igjennem det aabne Gulv.

Jeg har allerede før anmærket, at man sædvanlig hos Bonden udspørges om Navn og Bestilling. Det sidste var gjerne en vanskelig Post at gjøre Rede for; thi at svare „Professor ved Universitetet“ var det samme som intet Svar at give. Jeg greb derfor enten til at sige „at jeg var en af dem, som underviste de unge Folk, der gik i Præstelære“^[22], eller „at det var mig som skrev Almanakken“. Det sidste Svar gav jeg paa Maurset, og Manden hviskede derpaa sin Hustru i Øret: „det er Almanak-Mesteren“ og under denne Titel passerede jeg lige til Ullensvang, hvor det ombyttedes med „Stjernekikkeren“.

Maurset ligger netop lidet under Sneegrændsen, altsaa vist meer end 3000 Fod over Havfladen. Korn trives ei; det korte Græs har ogsaa her, som i alle de høie Fjeldegne, en brunladen Farve; ogsaa det har tabt sin eiendommelige Skjønhed. Ingen Markblomst er at see. Man fortalte mig, at for en 30 Aar siden var denne Egn ubeboet; her fandtes kun nogle Fjeldstøle. Regjeringen opmuntrede nogle Colonister til at flytte herop ved at give dem Skattefrihed. Den nærværende Beboers Fader var (troer jeg) den første, der nedsatte sig paa Maurset. Nedenfor Maurset ligge 4—5 andre af disse nye anlagte Gaarde paa Fjeldet inden man kommer ned til Eidsfjord. Saa lidet frugtbar Egnen seer ud, saa leve dens Beboere dog ganske vel. Manden paa Maurset sagde: „de fleste tro, at Fjeldmanden lever et usselt Liv, men jeg vil ei bytte med nogen Dalboer“. Han beskrev mig derpaa deres 4—5 daglige Maaltider, og det er sandt, deriblandt forekom Retter, som vare ganske antagelige; iblandt andet var Regelen 2 Gange om Ugen Flødegrød, og jævnlig Reensdyrsteeg og Fuglevildt.

Det skjønne Veir indbød mig til at forblive her indtil noget over Middag, for at bestemme Stedets geographiske Beliggenhed. Kl. 8 maalte jeg adskillige Solhøider; men henimod Middag trak en stor Sky for Solen, og truede med at tilintetgjøre mit Forehavende. Noget over Middag skinnede den i faa Secunder igjennem tynde Skyer, og jeg var heldig nok til at snappe en Solhøide, som gav Polhøiden af Maurset 60°24ʹ53ʺ. Paa Nørstebøe fandt jeg Polhøiden = 60°19ʹ38ʺ, og Uhret angav Tidsforskjellen imellem disse 2 Steder = 4°54ʹ5, altsaa Længdeforskjellen = 1°13ʹ37ʺ (som Nørstebøe ligger østenfor Maurset). Heraf findes den lige Horizontallinie imellem disse 2 Gaarde at være = 9.1 geographiske Mile, eller 35900 Rhinlandske Favne, hvilket meget nær udgjør 6 Norske Mile. Veiens Krumninger til høire og venstre og Afvigelser fra Horizontallinien kunne vel forøge dens Længde adskillige Procent, men 9 Norske Mile, som den er angivet for, bliver den vel neppe, endog efter denne Forøgelse.

Konen i Huset var Assistent ved de astronomiske Iagttagelser, for hvilke hun yttrede en særdeles Interesse, og ønskede idetmindste ligesaa ivrigt som jeg, at det dog maatte blive klart til Middag, saa at jeg kunde udføre mine Iagttagelser. Hun fortalte mig, at Solformørkelsen den 7de Septbr. 1820 havde været ringformig paa Maurset, hvilket efter Stedets Beliggenhed ogsaa er sandsynligt^[23]. For ei at tage Feil af hendes Mening tegnede jeg en sigd- eller segeldannet Figur, lig Maanen nogle Dage efter Nyet, og spurgte om Solen ei havde seet saaledes ud; men hun vedblev sin Paastand, at den saa ud som en heel Ring. Ligeledes talte hun meget om den store Comet 1811. Efter Mandens Forlangende opsøgte jeg ved Hjælp af Compasset i det sydlige Fjeld et Punct, der ligger lige i Syd for Huset, for at han ved Hjelp deraf kunde see, naar det var Middag. Himmelen have vi Nordboere, Gud skee Lov! tilfælles med Jordens lykkeligere Climater. Den er det eneste Skjønne, som kan oplive den stakkels Fjeldmands Øie og Sind. Det er intet Under, om han med Interesse betragter den.

Efterat vore astronomiske og physiske Arbeider vare tilendebragte, og efterat alle Gaardens Beboere havde stillet sin Nysgjerrighed med at see igjennem min Kikkert^[24], (et Instrument de vel kjendte af Navn, men aldrig før havde seet), blev jeg kaldet til Bords. Paa Bordet, der var dækket for mig alene, stod paa et reent hvidt Klæde en Træbolle med Flødegrød og et Sølvstøb, og ved Siden laa en Sølvskee, der efter Figuren at dømme var sine 100 Aar og derover. Under Maaltidet fortalte Manden, at skjøndt han selv ingen Hest eiede til at skydse mig videre, kunde han dog hos sin Huusmand faa en laant; men saasom vi, for at komme ned til Eidsfjord, skulde stige ned over en steil Klippevæg paa en Slags Steentrappe, der havde over 1000 Trin, hvorpaa en Hest med Vanskelighed kunde stige op, men med Oppakning aldeles ikke ned, saa vilde han og en ung Hallingdøl, som var i hans Tjeneste, paatage sig at bære min Bagage paa Ryggen til Eidsfjord; thi paa denne Maade maatte de bringe deres Ost og Smør og andre Producter ned af Fjeldet. For denne yderst besværlige, 2 Mil lange, Gang forlangte de tilsammen 1 Rdlr. Mit Tøi blev altsaa sammenbundet i 2 omtrent lige tunge Partier, og hver tog sit paa Ryggen og vandrede afsted. For at Ingen skulde have noget at klage over byttede de Byrde, hver Gang vi hvilede. Allene Sextant-Kassen vilde paa et Par 1000 Skridt medtaget alle mine Kræfter; hver af dem bar vist den tredobbelte Vægt. Men det var ogsaa et Par Karle i deres bedste Alder (den ene 21 den anden 25 Aar), imod hvilke jeg kuns var en liden Dverg.

Veien gik bestandig nedad; Græsset begyndte at faa en grønnere Farve, og Løvbusker at blive hyppigere. Efterat have vandret en halv Mils Vei, kom vi til en Elv, der i en vild Fjeldegn slyngede sig imellem de uregelmæssige og skarpe Klipper i de forunderligste Bøininger. Klippernes Dannelse nøder Vandreren til 4 eller 5 Gange at sætte over een og samme Elv, naar nemlig Veien paa den ene eller anden Side bliver alt for ufremkommelig. Elven flyder eller, rettere sagt, bruser i bestandig Fos i 10—20 Alen dybe Klippe-Kløfter. De Broer, over hvilke man her gaar, ligne Klipperne i Raahed, ei i Styrke. To Tømmerstokker ere forbundne med Tverstykker i Form af en Stige. Den Ende af Stigen, som vender fra Fossen, er betynget med et Par Stene; den anden Ende rækker ud over Gabet, hvorigjennem Fossen løber. Fra den anden Side rækker en lignende Stige frem, og de nærmeste Ender af disse Stiger ere forenede ved en tredie Stige, som hviler løs paa Enderne af de forrige. Altsammen ligger løst paa Fjeldet, og man gaar egentlig paa en dobbelt Vægtstang, hvis lange Ender ere stærkt nok betyngede til i Nødsfald at bære 2 Mand, skjøndt de ved denne Vægt allerede gynge, naar man er paa Midten lige over den hvidskummende Fos. En større Tyngde vilde upaatvivlelig hæve Endevægterne, og Vandreren dumpede da, ligesom fra en Fælde, med den midterste Stige i Svælget. Jeg lod derfor altid mine svære Ledsagere gaa foran, og skyndte mig med lette og hastige Trin over det midterste Stykke. Jeg tvivler paa, at denne Construction findes beskrevet i noget Verk over Bro-Bygningskunsten.

Paa flere Steder havde Elven betydelige lodrette Fald; især blev jeg i nogen Afstand opmærksom paa et, der var saa høit, at det opkastede en stærk Røg lig Riukand-Fossen. Jeg yttrede Lyst til at betragte det nærmere, men mine Ledsagere svarede: „den Fos er ei værd at see paa; nei har Du Lyst at see en Fos, skal vi vise Dig en, som er ¹⁄2 Fjerding (¹⁄8 Miil) høi. — En halv Fjerding høi, og det i eet Fald, det er umuligt?! — „Jo ganske rigtigt, en halv Fjerding i eet Fald og uden at berøre Fjeldet; det er kuns en Fjerdings Vei til Krogs for os, og vi følge dig gjerne derhen, naar Du har Lyst til at see den“. Vi dreiede af mod Norden, og kom efter nogen Vandring ind i et Vildnis, hvor vi snart krøbe op, snart ned af Klippe-Afsatser, snart trængte os frem imellem Buske. „Nu have vi kuns et kort Stykke igjen“, sagde de, „her ville vi aflægge vores Byrde til vi komme tilbage, da Gangen er besværlig“. Hallingdølen blev ved Tøiet, og jeg fulgte langsomt efter den anden, da den stærke Solvarme i Forening med den yderst besværlige Gang udpressede Sveden, og nødte mig til ofte at standse for at drage Aande. Det foruroligede mig, at Hallingdølen ikke fulgte med. Iblandt mit Tøi fandtes en stor Lædercapsel, hvori ved Begyndelsen af Reisen var over 30 Rdr. i Kobber; hver Gang denne skulde lægges paa Kløven, hedte det: „ka har Du i Skreppa Di, hu er saa tung?“ Ogsaa paa Manrset var dette Spørgsmaal fremsat, og da det var besvaret, lød det: „Du er vel forsynet“. Allerede engang tilforn havde Følelsen af Vægten og Klangen af Pengene fristet en Dreng, der skydsede mig til Bolkesjø, til at fraliste mig en liden Pengepung med et Par Rixdaler, som jeg havde leveret ham at bære (en, efter Gullik Bolkesjøes Erklæring, i Tind uhørt Gjerning, som han ærgrede sig over skulde være udført i hans Huus). Da Pungen savnedes, var jeg ganske forberedet derpaa, og kjendte Tyven. Det er en gammel Regel i Fægtekunsten, at man ei skal hæfte Opmærksomheden paa sin Modstanders Klinge, men paa hans Øine; thi den første viser kuns det næste Angreb, efterat det allerede er begyndt, de sidste Planen dertil førend det begyndes. Den forslagne Fegter gjør sig derfor undertiden Umage for at skele, for at hans Øine ei skulle røbe hans Planer. Der foregaar sjelden nogen stærk Bevægelse i det Indre, uden at ledsages af et lidet Bølgeslag paa Overfladen. Fuldkommen at tilbagetvinge dette formaar vist ingen Øvelse eller Kunst; mindste vil den opmærksomme Iagttager blive Bestræbelsen vaer. Naar jeg steg af Hesten og gik ind i Skoven for at ophænge mit Barometer, hvilket paa Gangen over Bolkesjø-Heia flere Gange skede, stillede Drengen sig altid saaledes, at jeg fra mit Standpunct kunde see ham, og holdt Pungen frem, eller lagde den foran sig paa en Træstub. Dette forekom mig strax noget søgt, og det var tydeligt, at han vilde vise mig, at han intet tog af Pungen. Det var Fegtemesterens Skelen. Paa Bolkesjø listede han sig, imedens jeg paa Gaarden opstillede mine Instrumenter, op i Gjæstestuen, tog den hele Pung, og skyndte sig afsted. Naar man stolede mere paa saadanne Bemærkninger, vilde man ofte kunne forebygge lignende Tilstød. Paa Maurset havde man, bedraget af de vel slebne Instrumenters Glands, spurgt mig, om de vare af Guld. Jeg havde vel nedsat denne Idee om deres Kostbarhed ved at sige, at de kuns vare af Messing; men Fjeldbonden sætter høi Priis paa alle Metaller. Et Uhr veed han saare vel at skattere, og hos mig havde man seet 2. „Skulde de have noget Anslag i Sinde imod Dig ?“ tænkte jeg; „intet er lettere for disse 2 Kjæmper, end at kaste dig ned over Brinken, og dele dine Efterladenskaber. I denne Ørken kan saadant ei let opdages“. Maursetterens Ansigt havde jeg endnu ei ret dechifsreret; det var forstandigt, men havde et Træk omkring Øinene, som forekom mig lidt forborgent; idetmindste forstod jeg det endnu ikke. Han havde desuden som Soldat været nogle Aar i Frederiksstad og Christiania, gode Skoler for slumrende Talenter. For Hallingdølen selv var jeg rolig; men han var Tjenestekarl og maatte vel lyde sin Husbonde. De havde ofte gaaet foran mig, og talt sammen, uden at jeg havde lagt Mærke til deres Samtale. Planen var maaskee aftalt. Enhver veed, hvor faa Secunder der behøves til at saadan Tankerække kan gjennemkrydse Hovedet, uagtet den bliver vidtløftig at fremsætte i Ord. Jeg fortsatte imidlertid uafbrudt min Gang; „have de noget i Sinde“, tænkte jeg, „saa finde de dig nok, om du end ei kommer op paa Brinken“. Frygt følte jeg egentlig ikke; det var kuns en Tanke-Beskjeftigelse. Lidt førend jeg var kommen op paa Brinken, hørte jeg Hallingdølens ilsomme Trin bag ved mig, og glemte snart den hele Sag over det Syn, som her viste sig for mig. Vi kom fra et Krat pludselig ud paa Kanten af en lodret Kløft i Fjeldet, der syntes saa smal, at jeg troede med et Steenkast at kunne naa den modsatte, endnu høiere, Fjeldvæg. To, aldeles lodrette, Fjeldvægge indslutte en Slags snever Dal, hvis Dybde er saa stor, at alle Gjenstande paa Bunden have et blaaagtigt Skjær. For at give Indbildningskraften en Slags Maalestok for denne Høide, eller en Stige at hæve sig paa, vil jeg blot gjøre følgende Sammenligning. Enhver, som har seet Vor Frue Kirkes gamle i 1807 ødelagte Spir i Kjøbenhavn (det forhenværende høieste i bemeldte Stad) veed, at naar man gik tæt under Kirken, syntes den øverste gyldne Krone at svæve i Skyerne. Denne Krones Høide angaves til 380 Fod; man tænke sig nu denne Krone hævet til den tredobbelte Høide (thi Dalens Dybde her, fandt jeg over 1200 Fod), og sig selv fra dette Standpunct at skue ned under sine Fødder; eller endnu bedre: man stille sig ved Foden, og tænke sig en Elv — af Størrelse som Agers-Elven^[25] — styrtende sig lodret ned fra den forrige Høide, og man har nogenlunde et Begreb idetmindste om Dimensionerne af dette Natursyn. Det øvrige Gjennemrystende ved denne Scene vil jeg ei vanhellige ved kraftløse Beskrivelser. Naturen er ofte for stor for vore svage Ord; den sønderlemmende og successive Fremstilling af alle Dele, noksaa heldig udført, mangler dog den væsentligste Effect — Total-Indtrykket. Reis selv hen og sku! er alt hvad jeg har at sige.

Mine to Reisekammerater vare, uagtet de ofte havde været ved Fossen, blevne ligesaa oplivede og begeistrede som jeg. Deres Munterhed og Snaksomhed var uden Ende. I Tankerne gjorde jeg dem med Undseelse Afbigt for min Mistanke. I Førstningen havde jeg ikke vovet mig hen til Brinken for at see ned, uden at klamre mig fast til en stor løs Steen af et Par Mands Høide, der laa lige paa den yderste Kant, deels af den ovenfor anførte Grund, deels for ei at blive hovedsvimmel. Men, ligesom de kunde ahne mine Betænkeligheder, holdt de sig bestandig i nogen Afstand fra mig; hver sysselsatte sig kun med sig selv, og med Beskuelsen af Fossen; de krøb omkring paa forskjellige Puncter og lagde sig paa Maven med Hovedet ud over Klippen for at see ned i Dybet, og yttrede den barnligste Glæde ved hver nyopdaget Gjenstand. Jeg tog derfor ikke i Betænkning, at lade den ene holde mig ud over Brinken, for noget tydeligere at see ned i Dybet, og — han slap mig ikke.

Følgende er et kort Sammendrag af deres Fortælling og mine egne Bemærkninger.

Denne Fos, hvis Navn er Vøringsfossen, dannes af 2de Elve Bjorei og Leiro (af hvilke den første var den, vi allerede ofte havde passeret), der kort ovenfor det store Fald forene sig til een Elv, som endnu vedbliver at føre Navnet Bjorei. Den samlede Elv dreier sig ganske faa Skridt fra Faldet med eet under en ret Vinkel, og styrter sig derpaa pludselig ned i den føromtalte Kløft, som kaldes Maabbe-Dalen. I Bunden af denne under Fossen er en stor bundløs Hule, udhalet af Vandet, der ved den stærke Luftpresning og Stødets Heftighed springer tilbage i Skum, og hæver sig som en Regnstøtte lige op til Faldets Begyndelse. Om Vinteren danner sig af dette ogsaa ligesom ved Riukand-Fossen et Iisrør, der skjuler Vandfaldet. Da kan man hugge Hul paa Isen og med Stang støde ned i Hulen, men sinder ingen Bund. Dalen, som egentlig kuns er en Revne i Fjeldet, dreier sig i mangfoldige Bugtninger og Vinkler, saa at man nede i den synes, man er indsluttet paa alle Kanter. Elven fylder i Begyndelsen næsten, dog ei ganske, Bunden i den trange Dal; paa hver Side af den saaes en smal Rabat, hvorpaa man fra Dalens modsatte Ende kan trænge frem næsten lige under Fossen. Lidt Græs voxer her paa Bredderne; dette lokker aarlig nogle Bønder herind. Om Dalens Sneverhed og Dybde, endog noget længere nede, kan man gjøre sig et Begreb af følgende. Manden paa Maurset fortalte, at hans yngre Broder, som boer paa en Gaard i denne Dal (jeg tror ei der er mere, end den samme i hele Dalen) kan, naar han sidder i Høgsæte^[26], uden at bevæge Hovedet, paa een Gang igjennem Lioren^[27] see begge de modstaaende Fjeldtoppe eller Fjeldkanter.

Jeg ønskede nu at have nogenledes en Idee om Fossens Høide, og valgte, i Mangel af bedre, følgende Methode. Den ene af mine Ledsagere blev beordret at tage en Steen, saa stor som han med een Haand kunde løfte, og kaste den ud over Brinken; den anden at lægge sig paa Maven paa Kanten, og ved et kort og tydeligt „Stop!“ tilkjendegive Øieblikket, naar han saa Stenen slaa an paa Vandet. I nogen Afstand satte jeg mig med Chronometret og tællede Antallet af Slag, der forløb imellem Kastet og Kammeratens Stop. Dette Forsøg blev 2 Gange gjentaget, og gav begge Gange nøiagtigt 22 Slag. Chronometret gjør 5 Slag i 2 Secunder, altsaa er hvert Slag = ² Secund = 0,ʺ4, følgelig 22 Slag = 8⁴⁄5 Secund = 8,ʺ8. Nu er Legemers frie Fald i første Secund = 15,6 rhinske Fod, og da Faldhøiderne i forskjellige Tider forholdes sig som Qvadraterne af Tiderne, bliver Faldhøiden i 8,ʺ8 = 1208 rhinlandske Fod, hvilket er vores Standpuncts Høide over Dalens Bund. Men Fossestupet eller Fossens Udløb laa noget lavere, end det Punct paa hvilket vi stode; jeg lod ligeledes kaste 2 Stene ned i Fossens Begyndelse, og fandt første Gang Faldtiden at udgjøre 10, anden Gang 11 Chronometer-Slag, altsaa ved Middel 10¹⁄2 Slag, som er 4ʺ2, der svarer til Faldhøiden 275 Fod. Drages disse 275 Fod fra den ovenstaaende Høide, sinder man Fossens Høide = 933 Fod.

For saameget som muligt at nærme mig Sandheden, eller idetmindste ei at angive Fossens Høide større, end den virkelig er, vil jeg gjøre følgende Bemærkninger. Uagtet Stenene saavidt muligt bleve udkastede horizontalt, saa medfører deels Kastets Natur, deels Vanen, naar man vil udkaste et Legeme i betydelig Afstand, at det udkastede Legeme faar en liden Elevation, og beskriver saaledes en liden Bue over Horizontalfladen, hvorfra det blev udkastet. Jeg vil antage, at ved hvert Kast medgik en Secund til at gjennemløbe denne Bue, saa have Stenene brugt ¹⁄2 Secund til at stige, og naar denne halve Secund drages fra de ovenstaaende Tal, saa bliver Faldtiden for Faldet til Dalens Bund = 8,ʺ3 og for Faldet til Fossens Begyndelse = 3,ʺ7, hvilket giver Fossefaldets Høide = 861 Fod. Endelig forudsætter den Theorie, hvorpaa ovenstaaende Beregning grunder sig, et lufttomt Rum; Luftens Modstand formindsker Faldhastigheden og forlænger altsaa Faldtiden, hvorved de beregnede Høider blive noget for store. Men dette kan ved saa store og specifisk tunge Legemer, som de udkastede Stene, neppe udgjøre ret mange Fod. Jeg tror altsaa at kunne paastaa med Sikkerhed, at Fossefaldets Høide falder imellem 850 og 900 Fod, og maaskee nærmere det sidste end det første Tal^[28]. Fossen kan forresten maales nøiagtig med Barometer, ja formedelst Klippevæggenes Perpendicularitet endog med Snor, hvilket jeg overlader til mine Efterfølgere. Især vilde jeg tilraade at trænge ind i Dalen under Fossen for at betragte den nedensra, hvilket ustridigt vil give et endnu langt frappantere Syn, naar man ei seer Fossefaldet i saa stærk Forkortning. Om den herfra kan males (hvilket jeg næsten tror) tør jeg dog ei paastaa, saasom det er muligt, at denne betydelige Høide, betragtet i saa liden Frastand, overstiger den Synsvinkel, som er den perspectiviske Fremstillings Grændse. Mine to Ledsagere fortalte mig tillige, at der i Nærheden var en anden Fos med frit Fald, der var næsten dobbelt saa høi som denne, men havde en meget ringere Vandmasse. Navnet og Stedet har jeg desværre glemt^[29]. Mine Bønder sagde til mig: „Du maa endelig skrive dette; thi disse Vandfald ere ikke beskrevne før; vi skal sige Dig Navnene igjen, naar Du kommer ned til Eidsfjord, og finder Dit Skrivertøi“. Dette blev desværre forsømt.

Vi gik nu tilbage og kom efter en halv Times Tid til en Vinkel af samme Dal^[30], hvor Nedstigningen skeer. Ogsaa her er Høiden saa stor, at Gjenstanden paa Dalens Bund ligge i blaaagtigt Skjær. Fjeldsiderne ere aldeles lodrette; paa dem kan man ei stige ned. Men i en Urd (en Stenrøse, Stenlavin) har man af de nedfaldne Stene opstablet en Slags Trap, der formedelst Fjeldvæggens Lodrethed er ledet i en Slangelinie eller rettere Zigzag frem og tilbage, saaledes, at naar man har nedsteget 10—12 Trin, dreier Trappen sig med eet i modsat Retning (i en Bøining af 180°), og derpaa efter lige saamange Trin atter tilbage o. s. v. Denne Trap er naturligviis ikke saa beqvem som vore Hustrapper, men bestaar af store og smaa Trin om hinanden efter Omstændighederne. Mine Ledsagere yttrede stor Lyst til at tælle hvormange Vendinger Trappen gjør. For ei at tælle Feil, blev følgende Foranstaltninger gjort. Naar den Forangaaende havde tællet 10 Vendinger, raabte han høit „ti“ og standsede, indtil de to Esterfølgende kom til samme Sted. Vare alle 3 enige om Tallet, tog jeg en Qvist og stak ind i Opslaget paa Ermet i min Kappe, og Marschen gik videre. Da vi vare nedkomne, bleve Kvistene tællede, og det viste sig, at Trappen vender sig 124 Gange.^[31] Antager man blot, at hver Vending i Gjennemsnit bestaar af 12 Trin, saa bliver Trinenes Antal i den hele Trap henved 1500. Vi maatte meget ofte hvile paa Trappen, og mine Ledsagere forsikkrede, at de altid i et Par Dage, efter at have befaret den med Oppakning, vare stive og ømme i Under-Extremiteterne, hvilket jeg finder saare naturligt. Naar man endelig er kommen ned, og seer tilbage eller opad, forsvinder Trappen i Uren, og man kan knap selv begribe, hvorledes man kan være kommen ned af en saadan Præcipice.

Yderst paa den øverste skarpe Kant af Fjeldet, hvorifra man kom, vise sig flere store Bartræer, betragtede fra denne Dybde, ei større end Bregner; og da Uren hist og her er bevoxet med Løvbusker, især omkring Trappen, saa frembyder den et ganske malerisk Syn. Jeg erindrer ei ret, hvilken Veimester der foreslog og udførte denne Trap. Før var Passagen her endnu besværligere. Om Vinteren beskadiges Trappen sædvanlig af Sneen, og maa hvert Foraar forbedres. En endnu levende Bonde har paa Ski staaet ud over Fjeldet her, og kom derfra med Livet, skjøndt med brudte Skier.

Denne Maabbe-Dal er ellers i flere Henseender mærkværdig, og man træffer under Gangen bestandig noget, som fængsler Opmærksomheden. Dens mange Bugter eller Vinkler ere før omtalte; mine Ledsagere yttrede, at den havde ligesaa mange Vendinger som Trappen. Steenarten i Sidefjeldene er saa skjør, at der jævnlig nedstyrter store Masser; her ligge mange saadanne nedfaldne Stene af Størrelse som et middelmaadigt Huus, paa hvis øverste Flade allerede 2-3 store Træer ere sremvoxede. Vandrere have besteget enkelte af dem, og, til Tegn paa at de have været det, opreist Kors eller andre Mærker paa Udkanterne. De fleste ere af cubisk Form, med glatte Sider, og saaledes virkelig ei lette at bestige. Mærkeligt er det, at de fleste af disse Stene falde ud fra Foden af Fjeldvæggen og ei som sædvanligt fra Toppen, hvorved Fjeldet paa mange Steder helder betydeligt ud over Dalen, saa at man kan gaa ind under et tæt, skjønt farligt Tag. Disse Udstyrtninger have paa sine Steder dannet de forunderligste Grupper, blandt hvilke jeg kun vil nævne to, som Maursetteren lignede ved en Kirke og en Prædikestol. For at vise mig den sidste, krøb han ind, som det syntes, i Fjeldet, og efter nogen Tids Forløb hørte jeg hans Røst over mit Hoved, og saa ham staaende der høit oppe paa Klippevæggen. De store løsfaldne Steenmasser have nemlig her ved et besynderligt Træf dannet en Slags Vindeltrappe inde i Fjeldet, hvorpaa man useet kan opstige paa Kanten af en overordentlig stor Steen (et lidet Fjeld), og dette er Prædikestolen. Tæt ved Opgangen til Prædikestolen sees Indgangen til Kirken, nemlig nogle Klipperevner, igjennem hvilke man seer ind i store mørke Huler, lig Gravhvælvinger, hvor man skal kunne vandre dybt ind under Fjeldet imellem de nedfaldne Massen. Formedelst Dalens Snæverhed og mange Bøininger og de indsluttende Fjeldvægges Lodrethed, skinner Solen, endog midt om Sommeren, kuns et Par Timer paa Dalens Bund, og sikkerlig i det halve Aar seer man den slet ikke. Ved den lange Tørke var Græsset ganske afbrændt, kuns langs med den venstre Fjeldvæg havde Fjeldets Fugtighed i nogle Alnes Bredde vedligeholdt dets grønne Farve. Dalbunden er, som man let kan tænke sig, oversællet med Stene; forat skaffe sig af med disse, har man stablet dem op i lange, tildeels unødvendige Gjærder, der paa sine Steder have Udseende af smaa Fæstningsverker.

Noget efter at man er sluppen ud af denne Dal, kommer man paa en stærk heldende Bjergflade, og fra denne, efter nogen Nedstigen, ganske uventet paa Skraaningen af et temmelig høit Fjeld, fra hvilket man lavt under sine Fødder seer ned i en temmelig bebygget og videre Dal. Det er den øverste Deel af Eidfjord eller Eidsfjord^[32]. Jeg mindedes her om Krogkleven, skjønt hverken Overraskelsen er saa pludselig, ei heller det underliggende Landskab saa yndigt som Ringerige. Dette er saaledes det fjerde store Trappetrin, man stiger ned fra Hardanger-Fjeldet mod Havet; nemlig det første fra Fjeldets høieste Punct nær Holmekjærnlægret til Fjeldstølen, det andet herifra til Maurset, det tredie ned ad Trappen i Maabbe-Dalen, og endelig det fjerde ned i Eidfjord. Her saa jeg et mig ganske uvant Syn. Alt Græs var ved den lange Tørke saa aldeles afbrændt, at det var guult som Halm; paa mange Steder var det endog ganske gaaet bort i Støv, saa at den sorte Jord stak frem, og Jorden var saa tør som et Pulver, og støvede under Fødderne. Man kan neppe tænke sig et saadant straagult Landskab, naar man ei har seet det. Midt paa disse gule Skraaninger viste sig hist og her nogle smaa stærkt grønne Agre, og disse tilligemed adskillige Løvbuske gave Egnen et besynderligt broget Udseende. At Græsset brænder af for dem, ere Bønderne her saa vante til, at de ei engang beklagede sig derover. Kornet vide de at redde ved en kunstig Vanding. Fra Fjeldet ledes Vand i Trærender ned til Grøfter, der gjennemskjære Agrene, og fra disse Grøfter stænkes det med en langagtig Sløv ud til alle Sider over Kornet. Den samme Skik bruges ogsaa i Ullensvang og paa flere Steder i Bergens Stift, ligesom den og er brugelig paa sine Steder i Gudbrandsdalen.

Denne øverste Deel af Eidsfjord er afskaaren fra den nederste ved en Sø af ¹⁄4 Mils Længde, der aldeles udfylder Dalen fra det ene Fjeld til det andet. Man kan altsaa ikke komme ud af Eidfjord, uden først at roe over denne Indsø. Mine 2 Ledsagere laante en Baad hos En, et Par Aarer hos en Anden, et halvt Øsekar hos en Tredie og et Vandspand hos en Fjerde. Uden det sidstes Hjelp vare vi ei komne levende frem; thi Baaden, der laae paa Land, var af Solvarmen bleven saa læk, at vi ei før havde skudt den ud, førend den var halv fyldt med Vand endog inden vi satte Fod i den. Mine Bønder sparede ikke sine Kræfter; men Fjeldbonden er paa Søen ligesaalidet i sit Element, som en Sømand, der er kommen til Hest. Imod sin Villie krydsede de fra den ene Side af Søen til den modsatte. Imidlertid øste jeg med Spanden saa fort, som det lod sig gjøre; ved hvert Tag fik jeg Spanden mere end halv fuld, og kunde paa denne Maade netop bringe Vandet til lidet at synke; hvilede jeg blot ¹⁄2 Minut, saa steeg det langt op paa Benene. Langs med Kjølen stod et peblende Kildevæld ligesom et Springvand. Jeg beordrede dem at holde nær til den sydlige Klippe; men kuns lidet havde det nyttet, ifald Baaden havde truet med at synke; thi vi vilde paa den steile og glatte Klippevæg neppe fundet et Fodfæste, hvorpaa vi kunde have reddet os. Svedende og meer udmattet end mine Rorskarle kom jeg, efter en Times Arbeide, endelig til Enden af Søen. Herifra havde vi endnu en stærk halv Miil til den nederste, mere bebyggede, Deel af Eidsfjord, hvor Kirken ligger. Efter en besværlig Vandring ankom vi her henimod Midnat. Mine Ledsagere fortalte, at her var et Gjestgiveri; men saasom dette nylig var kjøbt af en Bonde, der ei endnu havde arrangeret sig, saa var der intet at faae, neppe engang Natteqvarteer. De vilde derfor bringe mig til Prestens Medhjælper Conrad Lægereid, hvilken de roste som en agtværdig og gjestfri Mand, hos hvem Presten pleiede at logere. Ulykkeligviis var Manden fraværende, og vi maatte altsaa vandre til Gjæstgiveren. Her, sagde de, var det nødvendigt at tage afsted, som om man vilde rive hele Huset ned, ifald man skulde bringe dem til at lukke op. De afbrækkede derfor en Gjærdestav, og bearbeidede Døren dermed en lang Tid saaledes, at det gjenlød i Fjeldene. Efter en liden Pause hørte vi en svag og fjern Stemme raabe: „hvo banker saa sildig?“ Da der efter nogen Venten ei endnu blev oplukket, blev den forrige Storm igjentaget, og nu saae vi et Hoved udstikkes igjennem en sønderslagen Vinduesrude i et Qvistkammer, og det forrige Spørgsmaal blev gjentaget. Endelig gik Døren op; en sygelig Dreng, der var det eneste levende Væsen i hele Huset (saasom Eieren var reist til Bergen for at gjøre Indkjøb), førte os ind i de tomme Stuer, og skaffede os med Vanskelighed Natteleie.

Om Morgenen den 7de Juli indtraadte mine to Reisekammerater, og erklærede, at saasom vi nu havde deelt Godt og Ondt sammen den forrige Dag, og været gjensidig tilfreds med hinanden, saa vilde de, ifald de kunde gjøre mig en Tjeneste dermed, fremdeles ledsage mig til Ullensvang. De havde Løfte om en Baad, som de kunde faae leiet for en Ort. Paa forrige Dags Tour havde de foraccorderet sig; Gangen til Vøringsfossen regnede de ikke paa, thi den havde de havt ligesaamegen Fornøielse af som jeg; men deres Mening havde egentlig blot været at bringe mig til den lille Sø i det Indre af Eidsfjord, og derfra samme Nat vende tilbage. Nu vilde mere end to Dage gaae bort, inden de kunde komme hjem. Jeg kunde, for at erstatte dem for den møisommelige Gaarsdag, betale dem lidt rundeligen for Reisen til Ullensvang. „Dog“, tilføiede Maursetteren flere Gange, „Du maae gjøre som Du selv vil; for Resten staae vi ved vores Accord, og ere tilfreds med vores Rigsdaler“^[33]. Jeg takkede dem for dette venskabelige Tilbud; men erklærede aabenhjertigt, at jeg var bange for at give mig ud paa en 4 Miles Fart, paa den snævre, af høie lodrette Fjelde indesluttede, Fjord, hvor Kastevinde ere saa hyppige, med Folk, som ei vare søvante; de havde selv i Gaar seet, at jeg forstod bedre at føre Aaren, end nogen af dem. De tilstode det sidste, men stolede paa deres stærke Arme, og lovede at lægge desto flere Kræfter til, for at erstatte, hvad de manglede i Øvelse. I hvor fast jeg ved Samtalens Begyndelse var i min Beslutning, og hvor klart jeg indsaae Daarligheden af at rokke den, saa blev dog Enden, at jeg sagde Ja. De to ærlige Gutter viste saadan Lyst til at følge med; de havde den foregaaende Dag saa troligen trællet, og med saa megen jovialsk Munterhed og Forstandighed bidraget til at more mig, ja til at gjøre denne Dag til en af de interessanteste paa den hele Reise, at jeg ei kunde skille mig fra dem. De 24 Skilling bleve altsaa Maursetteren overantvordede, og han gallopperede afsted efter Baaden.

Imidlertid var Husets Eier kommen hjem fra Bergen; flere Almuesmænd samlede sig i Stuen. Maursetteren traadte ind; og fremstillede mig for den i en Halvkreds om mig forsamlede Mængde omtrent paa følgende Maade: „det er Almanak-Mesteren fra Christiania; hans Navn er Christopher. I Gaar gik han med os til Vøringsfossen og var rask til at gaae i Fjeldet; han var ei bange for at gaae derhen med os fremmede Mennesker, uagtet det ingen Sag havde været for os to at kaste saa liden en Karl ned i Fossen og tage fra ham, hvad han havde; men han kunde nok skjønne, at vi vare brave Folk“. Man kan tænke sig, hvor meget den sidste Bemærkning slog mig; de havde altsaa tydelig gjennemskuet vores Situation. Ligesom min Tiltro havde smigret dem, saa bidrog deres herved røbede Retsindighed og naturlige Skarpsindighed ikke lidet til at binde mig end mere til dem.

En stor bredskuldret og velvoxen gammelagtig Mand, med et kraftigt, forstandigt og godmodigt Ansigt og lysebrunt krøllet Haar^[34], traadte frem blandt Mængden og sagde, at da Hændelsen sjelden førte saadanne brave Folk til deres Bygd, saa skulde man behandle dem saaledes, at man ei havde Skam deraf; det var uforsvarligt at give sig med den Fremmede ud paa saa lang en Fart med saa liden en Baad. Maursetteren, som ved denne Erklæring blev lidt forlegen, sagde, at han ingen anden Baad havde kunnet faae, og at han allerede havde betalt en Ort for den. „Kan Du ingen anden faae“, sagde den Gamle, „saa kan Du tage min; den skal ei koste Dig noget“. Hvad Orten angaaer, sagde jeg, saa kan den anden Baads Eier gjerne beholde den; men den Gamle erklærede, at han intet skulde have. „Vil Du“, tilføiede han, „give ham 8 Skilling, saa skal han dermed lade sig nøie; sig ham det fra mig“. Et Par andre Karle tilbøde sig at følge med for at assistere ved Seiladsen; jeg svarede dem, at jeg nu allerede havde sluttet Accorden med mine to gamle Venner. „Vi forlange Intet derfor“, sagde de, „det er smukt Veir og vi høre i Morgen Prædiken i Ullensvang“.

Samtalen kom nu paa den lange Tørke, som havde opbrændt alt Korn næsten i hele Bergens Stift. Den Gamle (som var den samme Præstens Medhjælper Conrad Lægereid, jeg Natten tilforn skulde have logeret hos) spurgte, om vi paa Østlandet ogsaa havde lidt saa megen Skade paa Ageren af Tørke. Jeg svarede, at vi snarere havde havt for meget end for lidet Regn. „Gud skee Lov!“ udbrød han og flere andre, „at der dog er Nogen, der har det Godt; saa lider dog ikke det hele Land; En skal Ulykken træsfe“. Derpaa kom Talen paa Storthinget og Kongen. Jeg vidste kun saare ufuldstændigt at tilfredsstille deres Videlyst; men kunde ikke andet, end med inderlig Rørelse betragte den dybe Ærbødighed og hjertelige Hengivenhed for Landets Regent, som her saa lydelig yttrede sig. Jeg gjenkjendte heri Stockfleths skjønne Skildring i Heimatkomsten^[35], som aldeles er tegnet efter Naturen. Conrads hele Væsen, det Ydre saavelsom det Indre, den rolige Bevidsthed af egen Kraft og Aandsgaver, modereret ved en elskværdig Beskedenhed, imponerede mig. Jeg undsaae mig for at sidde, medens denne værdige Olding stod foran mig, og var ifærd med at reise mig; men ligesom om han havde bemærket min Tvivlraadighed, tog han en Stol og satte sig ved min Side.

Vi Kjøbstædboere troe os sædvanlig beføiede til at hæve os over Landmanden. Hvorpaa grunder sig denne Indbildning? Vi have fra Barns Been lært Ord og Tegn for en Mængde Begreber og Føelser, som vi endnu ei ved egen Anskuelse kjende, og ofte aldrig ere i Stand til at naae. Med denne Rigdom pryde vi os, og indsee ei, at den under saadanne Omstændigheder blot er en slet funderet Seddelmasse, der liden eller ingen indvortes Værdi har. Hos Naturens Søn, som de tause Fjelds have opdraget, yttre sig hverken Følelser eller Begreber, uden de ere klare og stærke nok til selv at bryde frem og danne sig et Tegn; derfor have disse Udbrud ogsaa Sandhedens ægte Guldklang. Vi have bemærket, at et mildt og harmoniskt Gemyt yttrer sig med venlige Miner og runde Bevægelser, en stærk Charakteer med et mandigt Skridt og en rank Holdning; vi lade os derfor af Dandsemestere og Opdragere bøie i alle disse Former, for at kunne spille en høiere Rolle, end den vi ere skabte til. Naar vi ere vel indøvede i disse Kunster, siges vi at have et smukt Væsen. Vort Ydre viser Kraft og Sagtmodighed, Venlighed, Ærbødighed o. s. v.; men det er i Grunden kun Legemets Færdigheder. Hos Landmanden have disse Dyder deres Sæde i Hjertet, og Skaberen selv har dertil skjænket ham de langt skjønnere udvortes Tegn, hvoraf vore ofte kuns ere slette Copier. Alle Kunstens og Geniets Skatte ere aabnede for os; hvad Frugter have vi høstet deraf? Mængden har neppe trængt længere end til Skallen: en Deel Realkundskaber have vi erhvervet os, det er vel sandt; men Tænkningens vigtigste Resultater for Livet (saavel dette som det tilkommende) har Landmanden paa en kortere Gjenvei ogsaa sat sig i Besiddelse af. Naturligviis kan det ikke være min Mening, at Kunst og Dannelse ere det bedre Menneske skadelige; kuns at det Middelmaadige (altsaa Mængden) vilde i det Væsentlige (altsaa det Vigtigfte) naae et høiere Standpunct ved Landlivets end ved Bylivets Udviklingsmaade. Held den, der ved al denne Formen besidder Selvstændighed nok til ei at tabe sin egen indre Form, og til at adskille det Væsentlige fra det Uvæsentlige, Tegnet fra det Betegnede; han har vundet mere, end han har tabt.

Fra Eidsfjord roede vi den 7de Juli henimod Middag. Fjorden, der her gaaer omtrent imod Vest, er, som de fleste Fjorde i Bergens Stift, meget smal og omgiven af høie lodrette Fjelde^[36]. Søreiser i Bergens Stist ere baade langsomme, kjedsommelige og kostbare. Hver Skydsende betales med 20 Skilling for Milen, foruden Drikkepenge og en Recognition for Baaden; man kan sjelden komme frem med mindre end 4 Rorskarle; vil man lidt hurtigere frem tager man 6. Tre Timer om Milen er forsvarlig roet, og er Vind og Strøm imod, kan vel den dobbelte Tid gaae med. Faaer man et lidet Vindstød fra det rette Hjørne, saa maae Folkene sidde med Seilskjødene i Haanden, for øieblikkeligt at kunne rive dem ned; thi intet er ustadigere end Vinden i de bergenhusiske Fjorde. I en Haandvending springer den rundt om i alle fire Verdens Hjørner, eftersom den støder paa forskjellige Skraaninger af de høie Fjeldvægge. Intet Oplivende har Øiet at hvile paa; paa de sorte Fjeldvægge findes sjelden et Græsstraa eller en Busk. Det bedste, man kan gribe til, for at faae Ende paa Tiden, er at lægge sig til at sove. Dette ere ogsaa Rorskarlene sædvanlig beredte paa, og rede for den Reisende et Leie bag i Baaden af Løv og Qviste. En af mine nye Rorskarle holdt mig vaagen ved sine satiriske Bemærkninger; hans Sarkasmer løb saa nær paa Grændserne mellem Spøg og Alvor, at jeg ei ret vidste, hvordan jeg skulde tee mig derved, og omsider blev smekvred. Jeg troer dog næsten, jeg gjorde ham Uret. Det Lunefulde eller Comiske er i et fremmedt Sprog (altsaa for en Kjøbstædmand og i Bondesproget) altid det, man sidst lærer at forstaae; det støtter sig paa en Mængde Localiteter, som først et langt Bekjendtskab gjør En fortrolig med.

Kl. 10¹⁄2 om Aftenen lagde Baaden an ved Præstegaardens Hauge i Ullensvang. Da det var saa seent om Aftenen, gik jeg først op paa Gaarden for at recognoscere, og fik at høre, at Provst Nils Herzberg allerede var gaaet til Sengs. Saasom jeg endnu ikke var bleven fortrolig med den paa Landet i Norge brugelige Skik, at forvexle, om just ei Slotte, saa dog privat Mands Huse med Kroer (en Udelicatesse, hvortil rigtig nok de egentlige Vertshuses elendige Forfatning ofte tvinger den Reisende), og saasom jeg veed, at man ei om Løverdagen bør distrahere nogen Præstemand, endelig da jeg fandt det kuns lidet sømmeligt at aflægge den første Introductions-Visit hos en fremmed Mand, efter at han er gaaet i Seng og ligger i sin første Søvn, saa besluttede jeg at indlogere mig hos en tæt ved Præstegaarden boende Bonde. Denne Bonde var Præstegaardens Forpagter, og hos ham fik jeg den sørgelige Efterretning at Provsten næste Morgen tidlig skulde reise til Kinzervig, for der at holde Gudstjeneste, og derfra umiddelbar tage til sin Broder Provst Christian Herzberg i Findaas paa Bommeløen, for at bivaane Bispevisitatsen. Denne Efterretning var et Tordenskrald for mine Øren; jeg trængte saa meget til en Dags Hvile og Recreation; det sikkre Haab til at naae dette Maal og tillige til at gjøre denne værdige Videnskabsmands Bekjendtskab, var med eet strandet. Den hele Dag havde jeg næsten intet nydt undtagen et Stykke af en harsk røget Sild, som jeg fik et Sted paa Veien, hvor vi hvilede, og som i Forening med Bølgegangen foraarsagede mig en ubehagelig Qvalme. Da jeg traadte ind hos Bonden i Ullensvang, sad Manden paa en Stol midt paa Gulvet i den store Røgstue, og Hustruen foretog, saasom det var Løverdags Aften, en, som det lod, høist nødvendig Renselse og Udfeielse i hans om Øine og Øren nedhængende lange Haar, hvilken end mere forøgede min Maves antiperistaltiske Bestræbelser. Endelig sagde han: „det er nok“, hvorpaa Hustruen fremsatte for mig Melk, Brød og Smør; men uagtet mit Legeme zittrede af Udmattelse, var det mig næsten ei muligt at smage noget. Jeg kom i en reenlig Seng, og laae endnu om Morgenen tidlig i en dyb Søvn, da jeg vækkedes af en Mand i hvid Nathue og Tøfler, med Tobakspibe i Haanden, der stod midt paa Gulvet, skjændte af alle Kræfter og dreiede Nathuen fra det ene Øre til det andet. Efter nogen Betænkning kom jeg efter, at det var Provst H., som gjæstfri bebreidede mig, ei at have vækket ham Aftenen i Forveien. Fra dette Øieblik ophørte min Reises Besværligheder; og da de Egne, som jeg herefter gjennemreiste, ere mere bekjendte, kan jeg være desto kortere med Resten af mit Reise-Eventyr.

Provsten havde den Godhed, at opsætte sin Reise til Findaas til Middagen den 9de Juli, for at jeg i god Roe kunde udføre mine Iagttagelser. Imedens Provsten tog til Kinzervig, var jeg sysselsat med magnetiske Iagttagelser. Himmelen var uklar, og ved Middag fik jeg med Vanskelighed maalt 4 Solhøider igjennem Skyer; ved Nedgangen bag Folgefonden om Eftermiddagen var Solen aldeles klar, hvorved jeg atter fik nogle Høider til Bestemmelsen af Uhrets Gang. Mandagen den 9de var heldigere for de astronomiske Iagttagelser, saasom Himmelen var aldeles klar. 44 Circummeridianhøider af Solen gave Polhøiden af Ullensvangs Kirke = 60°19ʹ31ʺ, og ved corresponderende Solhøider fandtes formedelst Uhret Tidsforskjellen fra Nørstebø = 7ʹ50ʺ, altsaa Længdeforskjellen = 1°57ʹ30ʺ; Nørstebøes Polhøide var som ovenfor er anført — 60°19ʹ38ʺ. Disse tvende Puncter ligge altsaa yderst nær under samme Parallel, og deres Afstand findes = 57400 Rhinlandske Favne, hvilket udgjør lidet over 14¹⁄2 (14,55) geographiske eller omtrent 9³⁄5 norske Mile, som er Fjeldets Brede i denne Retning. Magnetnaalens Misvisning fandtes =22°51ʹ vestlig, Inclinationen = 73°44ʺ, og den magnetiserte Staalcylinder, som i Christiania gjør 300 Svingninger omtrent i 815 Secunder (13ʹ35ʺ), fuldførte her 300 Svingninger den 8de Juli Kl. 11 Formiddag i 843ʺ,50 og samme Dag Kl. 12 Middag 842ʺ,65, altsaa ved Middel af begge i 843ʺ,07.

Den hele Omegn er særdeles mærkværdig saavel formedelst dens naturlige Beskaffenhed som formedelst Fortidens Minder. Sør- eller Syd-Fjorden^[37], paa hvis østre Bred Ullensvang ligger, er her meget smal, nemlig omtrent 3500 Alen eller ¹⁄5 Norsk Mil bred^[38].

Fjeldet paa den vestlige Side (som formodentlig er i det mindste 4000 Fod — eller efter Provst Herzberg endog over 5000 Fod — høit) gaaer næsten lodret ned mod Havet, og paa dets Overflade ligger den store Snee- og Is-Bræ Folgefonden, omtrent 5 Mile i Længden fra Nord til Syd, og 1 til 2 Mile i Brede fra Øst til Vest. Der fortælles, at under denne Bræ skal være begravet et heelt Bygdelag, kaldet Folgedalens Præstegjeld, i hvilket Folket tilligemed Præsten skal have været meget ugudeligt, hvorudover der faldt saa megen Snee, at den store Dal, de beboede, ei bleven opfyldt og lige med Fjeldene. Som Bekræftelse paa dette, allerede af Pontoppidan i hans Norges naturlige Historie (1 D. S. 49) ommeldte, Sagns Troværdighed, hvilket nylig Prof. Smith^[39] vel ikke uden Føie erklærer for usandsynligt, enten man saa betragter Sagen fra den historiske eller physiske Side, fortælles, at de Bække, som udflyde fra Bræen, ofte medføre Qværne-Kalde, tilhugne Tømmerstokke, gamle Fade, Bøtter og andet Huusgeraad. Lignende Sagn forekommer det mig ogsaa at have læst om andre Snebræer. At den ellers aarlig voxer i Høide, synes af følgende temmelig afgjort. En endnu levende gammel Bonde har fortalt Provst H., at i hans Barndom (eller maaskee i hans Faders Ungdom, hvilket jeg ei ret erindrer), kunde man over det foran hans Gaard liggende Fjeld netop see den øverste Linie af Isbræen paa Folgefonden; nu sees deraf paa samme Sted et betydeligt Stykke. At en saadan uhyre Iismasse, naar den eengang er samlet, kan voxe, finder jeg begribeligt; men hvorledes den fra Begyndelsen kan have dannet sig paa et Fjeld, hvis Høide er betydelig lavere end den høieste Ryg af Hardanger-Fjeldet (hvor ingen saadanne faste Iismasser findes), er mig ubegribeligt. Begrebet om den saakaldede Sneelinie bliver saaledes vaklende. Skulde Fjeldmassernes forskjellige specifikke Bestanddele give dem en forskjellig Evne til at binde Varmen? Det forekommer mig, som om jeg har læst den Bemærkning, at metalførende Bjerge ere Vegetationen ugunstige, saaledes at paa samme Skov sjelden trives. Maaskee kan den electrochemiske Virkning, som saadanne Bestanddele nødvendig maae frembringe, decomponere de i Luften opløste Dampe og befordre Sneens og Isens Chrystallisation. Jeg erindrer, at Provst H. havde forsøgt en Opløsning paa denne Gaade; og det var at ønske, at han derom vilde yttre sin Formening. Ingen kan bedre dømme om en Gjenstand, end den, som daglig har den for Øine, og Sagen fortjente, synes mig, en Undersøgelse^[40].

Paa den vestre Side af Fjorden ligger i Sydvest for Præstegaarden den gamle Gaard Aga, hvis Afstand fra Præstegaarden fandtes ved den ovenomtalte Operation at være = 5568 Alne. Husene paa Gaarden ere af usædvanlig Størrelse og Ælde, og byggede paa en besynderlig Maade; især er et af Værelserne mærkværdigt. En Stok er tykkere end 2 af de nuværende største; Dørene saa store som Kirkedøre. Der ere skjønne murede Kjeldere derunder, et Begravelses Capel og en skjøn Frugthauge; kort denne udmærker sig i alle Henseender fra alle andre Træbygninger, og formodes at være bygget i Magnus den Kronedes (Magnus Erlingssøns?) Tid^[41]. Paa denne Gaard have ogsaa flere af Hardangers berømte Mænd boet, saasom Brynjolfr Jonssøn, som formodes at have været den samme, der ofte omtales i Hakon den Gamles Historie^[42], og hans Søn Lagmanden Sigurd Brynjolfsøn, der levede endnu i Kong Erik Præstehaders Tid 1298, og efter Sagnet skal være druknet i Næsset nær Hesthammer, til Erindring om hvilken Begivenhed det der endnu staaende Steenkors skal være opsat. Den sidste ligger begraven i Ullensvangs Kirke, i det mindste sees der hans Gravsteen, en stor hvid Marmorsteen^[43], med Paaskrift: „Her hvilir Herra Sygurthr, er var Gulathings Logmadr, Son Brynjolfs (nogle læse Thrydiolers) a Aga, hans Artid er thrim nottum firir Michaels Messo“. Dragten siger Schøning ifølge Schnabel, viser bemeldte Laugmand som Adelsmand, og Skjoldet, hans Vaaben, hvori tre Lillier, ligner en gammel Norsk Families, der kaldte sig Haar^[44]. Muligt har Laugmanden og været Ridder, da han baade har et eget Slags Sporer, og jeg ikke rettere veed, bemærker Schnabel, end at Verdslige, endog af Adel, ei fik det Prædicat af Herre, med mindre denne Værdighed kom til, i det mindste seer man det saaledes brugt indtil Souveræniteten^[45]. Her boede og Thormod Aga, en Mand, som især har gavnet Kinzervig Præstegjeld, da han var den første, som indbragte det Slags Æbler, som endnu kaldes Thormod-Æbler, og derved først begyndte Æbletræers Plantning her. Det første Træ, han plantede, og som Provsten Gerhard Milzow^[46] i sin Tid anfører for at være vist over 100 Aar gammelt, staaer endnu paa Gaarden Aga, og uagtet dets Ælde, som følgelig nu maa være over halvtredie Aarhundred, overgaaer det dog alle sine Børn i Frugtbarhed. Mindet af denne Thormod, som altsaa maa have levet i K. Frederik den Andens Tid, bør derfor, siger Schnabel med Rette, erindres med Taknemmelighed og fortjener en Æresstøtte i Hardanger. Den nærværende Beboer af Gaarden er den hæderværdige Bonde, Johannes Aga, der var Storthings-Repræsentant ved næstforegaaende Storthing (1818), og visselig hos sine Med-Repræsentanter saavelsom hos alle dem af Christianias Indbyggere, der lærte at kjende ham, erhvervede sig en velfortjent Agtelse.

Ganske tæt nordenfor Præstegaarden ligger den betydelige Gaard Oppedal (den største og høiest skyldsatte i hele Hardanger og nu henhørende under Lyse-Kloster i Søndhordlehn), paa hvilken før har staaet en Kirke, førend den i Ullensvang blev bygget. I Haugen sees endnu Spor af Kirkegaarden. Her har ogsaa ligget et Kloster, kaldet Oppedals-Kloster, hvoraf endnu sees nogle Kjeldere. Man veed endnu at tale om den bekjendte Kloster-Lasse (Lars Nilsen fra Tønsberg), som for et Par hundrede Aar eller noget mere skal have opholdt sig paa denne Gaard og der i Stilhed søgt at udbrede sin papistiske Overtro. I Nordvest for Oppedal ligger lige ved Søkanten Gaarden Helland, en meget gammel Gaard, som er deelt i to Timer eller Bosæder (Gaardeparter), hvorom der fortælles, at de skal have været beboede af 2de fornemme og meget rige Søstre. De have havt en grundmuret Løngang fra den ene Gaard til den anden, hvoraf endnu sees Levninger. Begge disse Gaarde Oppedal og Helland udmærke sig ved særdeles skjønne Frugthauger, hvor de fineste Træfrugter frembringes og den sidste især ved de saa kaldte Hellands-Æbler, som tilforn have været meget søgte i Bergen^[47].

Ullensvangs Kirke og Præstegaard ere i Følge af deres Beliggenhed mod Fjeldene udsatte for de heftigste Storme.^[48] For en 12 Aar siden (om jeg erindrer ret) kastede en saadan Storm en Fløi af Præsteboligen aldeles overende, og det var netop at Provsten H. og hans Familie reddede Livet ud af Ruinerne; en stor Lade har flere Gange været ødelagt, og er endelig nu ved en særegen Bygningsmaade og svære Støttebjelker i Stand til at trodse Stormens Magt. Denne Lade er, som næsten alle Bygninger i Hardanger, tækket med store tynde Steenheller, hvoraf man ofte finder nogle paa 2 til 3 Alen i Qvadrat. Plankeverket omkring Præstegaardens Hauge blev ofte af Stormen revet overende, uagtet Provst H. hver Gang opbyggede det stærkere og befæstede det bedre; han har endelig maattet give sig tabt, og sat det paa en Fod løst ovenpaa Jorden. Eftersom Stormens Heftighed tiltager, vandrer det nu med en Vinkelbevægelse ind ad mod Bygningen, og standser først, naar det gjør en saa spids Vinkel med Vindens Retning, at den skjæve Kraft ei længer er i Stand til at overvinde Modstanden. Det tjener saaledes som en Storm-Maaler, da man af den gjennemvandrende Vinkel kan slutte sig til Stormens Styrke. Naar Stormen begynder, maae alle Døre og Vindueslemmer tilspærres, og dens Tryk paa Huset kan være saa stort, at Stokkene i Bygningen glide frem og tilbage over hinanden. Heldigviis har Stormen aldrig saadan Magt, undtagen naar den kommer fra en vis Kant, hvorved man bedre er sat i Stand til at blive bekjendt med dens Virkninger, og tage de nødvendige Forholdsregler^[49].

Da jeg ønskede at see saa meget som muligt af Bergens Stift, modtog jeg med Fornøielse Provst Herzbergs Forslag at følge med til Findaas. Vi roede fra Ullensvang henved Klokken 3 om Eftermiddagen, toge vort Middagsmaaltid paa Gaarden Helland hos Hr. Sorenskriver Korens Familie (han var selv fraværende), og fortsatte derpaa vor Reise den følgende Nat. Fra Sør-Fjorden dreier man lidt norden for Kinzervig mod Vest ind i Utnes-Fjord, og derpaa ved Utnes nær Hesthammer imod Sydvest ind i Samlen-Fjord. Denne deles ved den lille Ø Qvamsø (som er bevoxet med tyk Hassel-Skov) i Yttre og Indre Samlen-Fjord. Lige over for denne Ø ligger paa det faste Land et Nees, kaldet Hattestrut, bekjendt deraf, at Hardangerne i gamle Dage, førend de selv fik Kirker, efter Sagnet skal have bragt alle deres Lig derhen, og sat dem i en Hule, indtil de havde samlet saa mange, at de paa store Fartøier kunde bringe dem til Skudesnæs eller Findaas^[50], som da allerede havde faaet Kirker og Kirkegaarde; og da de i denne Hule drak deres Jule-Øl, førend de reiste afsted med Ligene, har den derover faaet det Navn, den endnu bærer, nemlig Julestuen. Fra Yttre Samlen-Fjord kommer man ind i His-Fjord, der adskilles fra Hardanger-Fjorden ved Varilds- eller Varalds-Øen. Det Sund, som paa Øens vestlige Side forbinder fornævnte 2de Fjorder, kaldes Bondesund. Paa den vestlige lodrette Klippevæg af denne Ø sees en hvidgraa Figur, der har Lighed med en kjæmpemæssig Hest; en Vig under denne Hest kaldes derfor Hestvigen. Ved Middagstider den 10de Juli roede vi paa den vestre Side af Bondesund lige ud for Hestvigen. Jeg steg i Land paa Fastlandet, noget nordenfor Rauholens Saug, paa en liden Fjeldknabbe ved Fjeldets Fod, der netop var stor nok til at give Plads for mig og Instrumentet, og maalte 11 Solhøider, hvorved dette Puncts Bredde fandtes = 60°7ʹ15ʺ.

Lidet sydligere seer man mod Sydost, i en Bugt imellem nøgne Fjeld, et lidet Glimt af Baroniet Rosendals Hovedgaard. Omgivet paa de tre Kanter af høie nøgne Fjelde, paa Østsiden af Folgefonden, paa Vestsiden (som vender ud ad imod Hardanger-Fjorden) skjult af tre Øer, kan man ei tænke sig nogen mere passende Retraite for en med Regjerings-Forandringen 1660 misfornøiet dansk Adelsmand, der vilde tilbringe sine Dage i Eensomhed, og ved det traurige Indtryk af de daglige Omgivelser vedligeholde den Bitterhed, som han i denne Afkrog uhindret kunde yttre^[51]. Paa den Tid nemlig, da den hele gamle danske Adel ved Souveranitetens Indførelse syntes at have tabt sin Frihed, flyttede Ludvig Rosenkrands hertil fra Danmark, og beboede paa dette Sted den adelige Sædegaard Hatteberg (saa hedte den før Baroniets Oprettelse). Over Bygningens Port satte han paa en hvid Steen følgende kraftfulde Indskrift, som man anseer for et Udtryk af hiin Bitterhed: Melius est mori in libertate, quam in servitute vivere (bedre at dø i Frihed, end leve i Trældom). Han ansaae altsaa selv Livet i denne Eensomhed som en Slags Død! Hr. Justitiarius Berg, Budstikkens Redactør, har hertil føiet følgende Bemærkninger: „Dog opholdt han sig ikke blot her i Ensomhed; thi han forestod offentlige Embeder, og var en Tid General-Krigskommissair og siden Amtmand i Stavanger og derefter i Lister og Mandals Amt, og var den første Stiftamtmand i Christiansand, da Stifsdirectionens Sæde blev flyttet derhen fra Stavanger, ligesom han og var Ridder (Storkors) af Dannebrogen; Anledningen til at han kom hertil, var hans Giftermaal med Karen Moath, en Datter af den rige Axel Moath eller Mouatt, som boede paa Sædegaarden Hovland, paa Østsiden af Tysnæs-Øen eller den gamle Jarlsø i Søndhordlehn, hvorved han fik en stor Mængde Jordegods i disse Egne, og dette rige Parti har vel mere end hiint formeentlige Misnøie trukket ham hid. Af en Deel af dette Gods tilligemed Hovedgaarden Hatteberg, blev der da i Kong Christian den Femtes Tid, da Greve og Friherre-Værdigheden var oprettet, oprettet et Friherskab, hvorpaa han under 14de Januar 1678 erholdt Kongeligt Forlehnings-Brev, hvorefter samme Baroni eller Friherskab, som var et Mands-Lehn, skulde hede Rosendal; og til Følge deraf blev det et eget Birk eller fik sin egen fra Sorenskrivernes unddragne Jurisdiction, samt fik jus patronatus til Qvindherres Præstekald, tilligemed de øvrige Rettigheder, det endnu har, undtagen forsaavidt disse i de nyere Tider ere indskrænkede eller ophævede. Hans yngre Søn Axel Rosenkrands, som i nogen Tid var Vicarius for Stiftsbefalingsmanden i Bergens Stift og skal have været noget vanfør, var den sidste af denne Familie, der besad Godset, og han beboede Hovedgaarden, hvor han levede paa en meget høi Fod, og omsider døde 1723, uden af sit Ægteskab med Provsten i Stavangers M. Jens Godsen’s Datter, at efterlade Livsarvinger. En Søster af denne Axel Rosenkrands var den berygtede Chatharina Justina Rosenkrands (Hofdame hos Kong Christian den 5tes Dronning Charlotte Amalia), der af Jalousi forgiftede Dronningens første Hofdame Frøken Dalvig i en Skaal Risengrød, og derfor blev dømt til at halshugges, men ved den Kongelige Confessionarius Dr. Peder Jespersens og Hofpræsten Dr. H. G. Masins’s forenede Bestræbelser slap derifra med Livet og døde i Fængsel paa Bornholm“.

Kl. 11 om Aftenen ankom vi til Kaarevigen paa den sydlige Ende af Stord-Øen. Dette Sted beboes af Hr. Sorenskriver Budz, og har en særdeles skjøn Beliggenhed. Ved corresponderende Solhøider undersøgtes Uhrets Stand, og af 39 særdeles gode Høider om Middagen fandtes Polhøiden af et Haugehuus omtrent 300 Skridt fra Hovedbygningen = 59°45ʹ22ʺ. Ved Middagstider ankom Hans Høiærværdighed Hr. Biskop Pavels, og i Selskab med ham og flere andre Embedsmænd afreiste jeg Kl. 6 om Eftermiddagen til Findaas, hvor Niels Herzbergs yngre Broder var Præst. Bømmelen bestaar af 2 Halvøer, der blot hænge sammen ved en smal Tunge, paa hvilken Præstegaarden Findaas ligger. Paa den nordlige Halvø ligger Bremnes Kirke, paa den sydlige Bømmelens Kirke, men Hovedkirken ligger „paa Mostur-Øen. Denne sidste Ø adskilles fra Bømmelen ved et Sund, som kaldes Ryksund (eller Røgsund), der er saa smalt, at man kuns med en liden Baad kan roe derigjennem. Ved lavt Vand maae Passagererne stige af Baaden og denne lægges da paa Siden, og trækkes saaledes igjennem Sundet. Sagnet fortæller, at dette Sund fordum var bredere, men at en Jetteqvinde, som boede paa Mosturøen, ønskede at forbinde den med Bømmeløen; til den Ende gik hun i Land paa den sidste Ø, satte sig under den lodrette Fjeldvæg, befæstede sit Strømpebaand i den modsatte Fjeld tog med Fødderne et godt Fæste mod en stor Steen (et Spendetag som det kaldes hos Bønderne) og trak af alle Kræfter i Baandet, hvorved Mosturøen langsomt nærmede sig. Men i det Øieblik begge Øer skulde forenes sprang Baandet, hvorved hun voldsomt slog Ryggen, Hovedet og den høire Arm imod den bag hende liggende Fjeldvæg. Det Indtryk som derved skede i Fjeldet, vises endnu, og har Lighed med en kjæmpemæssig kvindelig Figur med udstrakt Arm. Heldigt var det for Præsten paa Findaas, at Strømpebaandet sprang i rette Tid, thi ellers havde han hver Søndag maattet gjøre en halv Mils Omvei sønden om Mosturøen for at komme til Kirke.

Søndagen den 15de Juli holdtes Visitats i Hovedkirken paa Mostur-Øen. Denne Kirke ligger paa Østsiden af Øen tæt ved Mostur-Havn, hvor et anseeligt Vertshuus er anlagt, og skal være den samme, som af Kong Oluf Tryggvesøn blev opbygget 997, da han landede paa denne Ø; den er altsaa, hvis dette forholder sig saa, den ældste Christne Kirke i Norge. Den er af Steen, meget liden og plump bygget, og Bygningen viser i det mindste Spor af en betydelig Ælde. Sagnet fortæller, at Oluf Tryggvesøn, da han saae den nybyggede Kirke, blev saa misfornøiet over dens Uanseelighed og ringe Størrelse, at han, for at gjøre Bygmesteren dette ret anskueligt, med eet Spring hoppede op paa Taget over Døren; i det han sprang ned igjen, satte han i Vrede Fødderne noget haardt i den nedenunder liggende flade Steen, hvoraf endnu vises Indtryk, i Form af et Par Fodtrin. Paa Kirkegaarden vises ogsaa en pyramidalsk Bautasteen med et Hul midt igjennem, lig et Naaleøie, som bærer Vidne om hans Vælde. Da han en Gang kom ridende til Kirken, og forgjeves søgte om noget, hvortil han kunde binde sin Hest, gik han til denne Bautasteen, og sparkede med Hælen imod samme, hvorved et rundt Stykke sprang ud. Igjennem det derved opkomne Hul stak han Bidslet, og hjalp sig saaledes ud af Forlegenheden. Paa Mosturøen er et skjønt Marmorbrud af blaaagtig stribet Marmor, som blev sat i Drift af sal. Provst Peder Harboe Herzberg, Sognepræst til Findaas og Fader til de nu levende Herzberger. Han indrettede ved Præstegaarden en Sauge- og Polere-Maskine, som blev drevet med Vand, og hvor Bordplader, Trappe- og Ligstene bleve saugede, tilhugne og polerede, og Marmor-Mortere forfærdigede.

Herzberg fortalte mig, at hans Fader havde af en „Provst Atke faaet til Foræring en Hattepuld med Potetes, de første, som vare komne til Bergen. Disse lagde han i et Beed i sin Have, og høstede af dem en heel Skjeppe. Af disse forærede han nogle faa til en Bonde i Nabolaget, og bad ham forsøge dem; som et godt Fødemiddel. Efter nogen Tid spurgte han Bonden, hvad han syntes om dem, og fik til Svar: „æt ikkje ho, mæg, æg æt ikkje hænne“. Det viste sig, at Bonden havde forsøgt at spise dem raae.

Den 17de Juli ved Middagstider reiste jeg fra dette behagelige Opholdssted, og igjenkjendte i en af mine Roersfolk en gammel Bekjendt og Ulykkeskammerat fra Krigsaaret 1814. Som bekjendt holdtes Norges Kyster strængt blokerede af Engelske og Svenske Krydsere, og al Samfærdsel mellem Norge og Danmark var spærret. I Danmark var det ved en Placat af 28de Mai s. A. under Livsstraf enhver Nordmand forbudet at reise til Norge paa anden Vei, end igjennem Sverige. Men her kunde man ei komme frem paa andet Vilkaar, end at aflægge Troskabs-Eed til Sveriges Konge, en under daværende Omstændigheder stærkere Bom for Reisen, „end Livsstraf og fiendtlige Krydsere. Enhver, der nødvendig skulde til Norge (og det var Tilfældet med mig, da jeg Aaret tilforn var udnævnt til Lector ved det Norske Universitet), maatte altsaa under adskillige Forevendinger stjæle sig bort paa en liden Baad, overladende til Forsynet, om man skulde sluges af Bølgerne eller Fienden, eller komme lykkelig frem. I Kjøbenhavn fandtes flere 100 Norske Matroser, der nylig vare udkomne af et sexaarigt Engelsk Fangenskab, og længtes efter at komme tilbage til Fædrelandet. En Deputation af disse, anført af en Baadsmand, kom op i mit Logis og denne fremførte: „at de havde hørt, at jeg vilde til Norge, at de, efterat have udstaaet et sexaarigt Fangenskab i et Engelsk Blokskib, længtes efter at komme tilbage til Fædrelandet; og foreslog mig at kjøbe en hurtigseilende Kaperlugger Mazarino, som havde tre Master og var at faae for 400 Rigsbanksdaler. En Skipper Christensen, som havde deelt Fangenskabets Lidelser med dem, vilde paatage sig Førelsen og havde foreløbig accorderet med Mazarinos Eiermand; en anden Normand L. som var gaaet ind paa Forslaget, havde af Frygt for dets Farlighed trukket sig tilbage“. Jeg optog med Glæde Forslaget, leverede Pengene og fik Fartøiets Papirer. Da vi maatte vente, i Kattegat og især mellem Skagen og den Norske Kyst, at visiteres af Engelske eller Svenske Krydsere, indeholdt Papirene Ordre fra et Kjøbenhavnsk Handelshuus at gaae til Fladstrand for at kjøbe tørrede Flyndrer, eller ifald Markedet der ikke var heldigt, at gaae til Ringkjøbing paa Vestkysten af Jylland. Saaledes kunde vi, ifald vi endog bleve trufne vestenfor Skagen, i Nødsfald maaskee redde os fra Fangenskab. Jeg, min Kone og yngste Broder (nu Præst i Løjten) vare anførte som Passagerer, der skulde til Jylland. Jeg tillod kun 20 af disse Matroser tilligemed Skippere at følge med, og sagde, at de kuns maatte medbringe een Skibskiste; indeholdende den nødvendige Proviant for samtlige Mandskab, da den lille aabne Baad ei kunde rumme mere. Da jeg paa Pascontoiret i Kjøbenhavn forlangte Pas for mig og Familie, sagde Passkriveren, i det han leverede mig det, med et Smiil: „Jeg.veed nok, hvor De vil hen, lykkelig Reise“.

Den 14de Juli 1814 gik vi om Morgenen til Toldboden, og stege ombord; over hundrede Mennesker stode ved Strandbredden, svingede med Hattene og raabte: „lykkelig Reise!“ Min unge Kone høitideligholdt saaledes paa een spændende Maade sin Fødselsdag med Afreise fra Fædreland, Familie og Venner og med Tiltrædelse af en farrefuld Reise.

Med en gunstig Vind havde vi den næste Eftermiddag allerede naaet Læsø; uden andet Eventyr, end at vi om Natten vare i over en Time bleven jagede af en Svensk Kaper. Denne søgte at afskære os Passagen, men havde dog ei rigtig Mod til at angribe os, i det han saae vor stærke Besætning, der maaskee kunde være ham overlegen. Imidlertid bleve vi utaalmodige over dette lange Følgeskab, og Skipperen gav Ordre til at tage Finkenætterne ned og lægge Aarene ud. For at give Mandskabet Kraft, lod jeg en medbragt Brændeviins-Bimpel gaae rundt, og efterat de havde faaet denne Hjertestyrkning, lagde de Aarene ud, 8 eller 10 paa hver Side og raabte: „Hurra! Hurra!, Gutter, drag paa“. Og nu begyndte vor Forfølger lidt efter lidt at sakke af, hvorpaa vort Mandskab sagde ham far vel! paa en temmelig hoverende, men mindre høflig Maade.

Den 16de stillede Vinden af, og vi maatte lavere langs Jyllands Nord-Vestkyst, saasom den øvrige farligste Deel af Overreisen, hvor vi kunde vente at træsfe flere og mægtigere Krydsere, maatte tilbagelægges med gunstig Vind og om Natten. Kl. 5 om Eftermiddagen blæste en rask Vind op af Nordvest, hvorpaa vi efter holdt Skibsraad i Guds Navn begave os paa Veien. Kl. 3 om Morgenen den 17de saae vi allerede det høie Land af Norge, og jeg sagde til Skipperen, at denne Reise var gaaet langt heldigere, end jeg havde ventet. Han svarede: „vi ere endnu i 7 Miles Afstand, og Enden er ikke endda“. Ester en Times Forløb opdagede en af Matroserne en Seiler i Nordvest. En god Haandkikkert, som jeg for dette Tilfælde havde medbragt, blev rettet mod Skibet, og Matrosen erklærede det for en Fregat. En af Folkene foreslog, at vi skulde stryge Seilene, saa kunde han maaskee ikke see os; men Skipperen indvendte, at han laa høiere og havde gode Kikkerter, saa han upaatvivlelig længe havde seet os; vi maatte ligesaagodt fortsætte vor Cours. Der ventileredes nu om det var en Engelskmand eller en Svensk; i første Tilfælde meente man der var mindre at frygte; han vilde nok lade os løbe. Noget senere opdagedes to Brigger længere vester ud langs Kysten, hvilke ogsaa gik øster over. Fregatten gik roligt langs Kysten, og maatte nødvendigt overskære vor Cours; men saalænge han ikke satte flere Seil til, troede Mandskabet, at han ikke brød sig om os. Efter nogle Timers Forløb raabte en af Mandskabet: „nu heiser han Læseilene op., nu bliver det Alvor“. Vi fortsatte imidlertid vor Cours uforandret; men da Havet var i stærk Bølgegang, og vi ikke længer, som før kunde rette Forstavnen mod Bølgerne, fik vi jevnlig Bølgeslag fra Vest ind over Relingen; som sinkede vor Fart og halv fyldte vort lille Æggeskal, saa at min Broder, som sad med Ryggen mod Vest, maatte trække et Gulvkleede over Hovedet og Ryggen, for nogenlunde at beskytte sig. Endelig kom vi saa nær, at vi kunde see Kanonportene paa Fregatten, og den gav et løst Skud, som Signal til at dreie bi. Da vi imidlertid fortsatte vor Seillads, gik nok et Skud, og nogen Tid efter Glimtet slog en Kanonkugle ned paa Havet bag os. Da dette ingen Virkning havde, gik noget efter et Skud, og Kuglen slog ned et Stykke foran os. Endelig gik det tredie Skud, og Kuglen gik lige over vor Mast; „Nu“, sagde Skipperen, „er det ikke Tid at trodse længer; næste Gang faae vi Kuglen lige i Fartøiet“. Vi strøg Seilene; da vi allerede paa Kartætsche-Skuds Afstand vare saa nær, at vi kunde see Matrosernes Hoveder stikke ud af Kanonportene. Kl. var 6¹⁄2 om Formiddagen og vi vare omtrent ¹⁄2 Mil fra Øster-Riisøer. Naar man paa lang Afstand seer Glimtet af Skuddet, saa veed man, at der er en Kugle paa Veien, som søger os; en Snees Secunder efter hører man Knaldet, og næsten lige saa længe efter dette slaaer Kuglen ned. Efter at have seet Glimtet, bukkede man instinctmæssig Hovedet ned, ei idet Haab at den da muligen kunde gaae over. Jo nærmere man kommer, desto kortere ere Mellemrummene imellem disse tre betydningsfulde Standsninger.

Det var den forrige Danske Fregat Venus, fort af Capt. Mackenzie. Vor Skipper gik ombord med sine Papirer fra det Engelske Fangeskib, forklarede, at Mandskabet saavelsom han havde udholdt et sexaarigt Fangenskab i England, og ønskede at vende tilbage til Fædrelandet; at Passagererne vare en Mand, ansat ved det Norske Universitet, hans unge Kone og Broder, som altsaa gik i fredeligt Ærende. Imidlertid spurgte mine Folk de Engelske Matroser, som stak Hovederne ud for at see os, om de troede, at Capitainen vilde slippe os løs? Nogle rystede paa Hovedet; andre smilede og spurgte: hvad skulde vi gjøre med Eder? Endelig kom vor Skipper med et saa glædestraalende Ansigt ud paa Faldrebs-Trappen, at jeg sagde til min Kone: „see! paa det Ansigt og læs deri vor Befrielse“. Capitainen traadte ud paa Trappen og spurgte, om vi havde Lyst til at besee Fregatten. Som en ægte Gentleman steeg han ned ad Trappen og hjalp min Kone op, jeg fulgte efter. Efter at have siddet i tre Dage og Nætter ubevægelig, med bøiede Knæ paa Toften i Baaden, var min Gang paa Dækket temmelig usikker, og da jeg forsøgte, at forklare Capitainen min Stilling, var efter tre gjennemvaagede Nætter min Tale i det fremmede Sprog saa uklar, at hans Læber fortrak sig til et svagt Smiil, hvorpaa jeg opgav Forsøget. Den menneskevenlige Capitain ynkedes over de stakkels Matroser, om hvis Fangenskab saavel deres Pas som deres gule Prisonklæder og bleggule Ansigtsfarve tilstrækkelig vidnede, og hvoraf de for saa Maaneder siden vare udslupne. Han viste os al mulig Høflighed, hjalp min Kone ned ad Skibstrappen i Baaden, og ønskede os lykkelig Reise.

Vi fortsatte uhindrede vor Seillads, indtil vi i Nærheden af Langesund nær havde faaet en Affaire med de Norske Kanonbaade, der tog os for en fiendtlig Krydser, og lavede sig til at hilse os paa samme Maade, som Fregatten. Paa Landingsstedet, hvor vi ankom Kl. 2 Eftermiddag, traf vi Professor Christen Smith, som ventede paa et Engelsk Skib, der skulde bringe ham til England, for som Botaniker at deeltage i en Opdagelses-Reise paa Floden Congo i Afrika. Jeg er saaledes den sidste af hans Embedsbrødre, der har seet og talt med ham, da han, tilligemed de fleste af Videnskabsmændene paa denne forulykkede Expedition, døde af Feber, som Følge af Overanstrængelse under dette usunde Klima. Smith og Constantius Rasch førte os til en Kjøbmand Wrights Huus, da de erklærede Vertshuset for at være yderlig slet. Men da Familien var indbuden om Aftenen til en Kjøbmand Erreboe, bleve vi, efterat have nydt nogle Forfriskninger, nødte til at omklæde os og gaae i Selskab, hvorfra vi kom tilbage ved Midnat. Efterat have forgjæves søgt Hvile i en Seng, som vrimlede af Sengetæger, (ciimex lectularius), bleve vi nødte til at staae op igjen, og min Kone vandrede paa Gulvet den hele Nat. Dette var den fjerde gjennemvaagede Nat.

Saaledes endtes dette lille Reise-Eventyr, i hvilket jeg i en Tid af 4 Dage var Dansk Undersaat, Kaperfører, Skibsrheder, Engelsk Fange og fri norsk Borger, og to Gange bestemt til Døden; nemlig for Retfærdighedens Øxe, ifald jeg var bleven opbragt til Danmark; og for Engelske Kugler, ifald Capitain M. havde skjøttet om at sigte lidt bedre. Men — jeg gaar igjen tilbage til min Bergens-Reise; Jeg blev opmærksom ved, at den ene af mine Rorskarle betragtede mig med Agtpaagivenhed, og endmere ved at høre adskillige afbrudte Ord af en Fortælling, som han halv høit underholdt sine Kammerater med, saasom Reise fra Kjøbenhavn — Luggert — Engelsk Fregat o. s. v. Med eet stod den hele allerede forlængst forglemte Reise tydelig for min Erindring, og høist forundret udraabte jeg: hvad er det Du der fortæller? Har Du gjort en Reise fra Kjøbenhavn til Norge paa en Luggert? Ja! I 1814? Ja! Og blev tagen til Fange af en Engelskmand under den norske Kyst? Ja! Altsaa tilligemed mig? Ja! Nu saa vel mødt igjen min gamle Kammerat og Krigsbroder! aldrig havde jeg troet at see nogen af Eder igjen. Man kan tænke, at vi havde Stof til behagelig Samtale den hele Eftermiddag; hver fortalte sin Stump af Eventyret, og den anden tilsatte hvad der var forglemt. Med denne Reise tilbagekaldtes alle Minder fra hiin høist interessante Tidspunct. Jeg fik nu ogsaa høre hans og endeel af de Andres senere Skjæbne; han havde strax kjendt mig, men da han ei vidste paa hvad Maade han skulde give sig tilkjende, og ei troede det passende; at begynde en directe Samtale med mig, saa havde han grebet til at gjøre sig kjendelig, ved at tale om Ting, som han troede maatte vække min Opmærksomhed.

Om Natten laae vi i Bekkervig paa Selbøen i Søndhordlehn, og ankom næste Eftermiddag den 18de Juli til Bergen.

Denne Stad ligger omkring en Bugt, der gaar fra Nordvest til Sydost, og som kaldes Byfjorden. I denne Bugt ligger en Halvø i Form af en Hammer; der ved sit Skaft er befæstet ved den østre Bred af Bugten. Imellem Hammerens Spids, som kaldes Nordnæs, og den østlige Strandbred, indsluttes en Vig, som kaldes Vaagen, paa hvilken Skibene ligge. Paa den østre Bred af Vaagen ligger den saakaldede Tydske-Brygge, hvor de Contoirske (Hanseatiske Kjøbmænd) fordum havde deres Stuer. Imellem Hammerens bredere Ende, som vender imod Sydost, og Bunden af Bugten, indsluttes ganske en Deel af Fjorden, som kaldes Lunggaards-Vandet. Fortil (imod Nordvest) er Byfjorden bedækket ved Askøen, hvorpaa det høie Bjerg Askelands-Fjeldet ligger. Paa Fjordens vestre Side ligge de 3 høie Bjerge Lyderhorn, Damsgaards-Fjeld og Løvstakken; paa den østre Side Uldrikken eller Olrikken, Fløifjeldet^[52] og Blaamanden.

Naar man kommer ind fra det vestre Indløb søndenfor Askøen, viser sig først i Sandvigen en Rad bordklædte, hvidmalede Pakboder^[53], hvilke jeg først tog for at være Staden selv. Først naar man har passeret Nordnæs, kommer hele Staden tilsyne; Jeg maa tilstaae, at det første Syn af den overraskede mig. Næsten alle Huse ere hvidmalede, og glindse af den stærke Oliefarve, hvormed de formedelst den hyppige Regn aarlig maae overstryges. Fem betydelige Kirker^[54] hæve deres Spiir høit over de øvrige Vaaningshuse. Vaagen vrimler af Skibe; man seer her en Skov af Master, deri det Smaa minder om Themsen. I hver Fjeldkløft, man ror forbi, opdager man et smagfuldt Landhuus, omgivet af skjønne og frodige Løvtræer, Anlæg som Kunst og Rigdom have kappets om at forskjønne, og hvormed saare faa eller ingen af Christianias Lyststeder taale at sammenlignes. Man stiger i Land og forundres over Folkevrimmelen, der især paa Torvedagene her er ligesaa stor, som i Kjøbenhavn og Stockholm. Ligesom Øiet med Behag hviler paa et sandt og livligt Ansigt og en kraftig Figur, saaledes føler man sig ogsaa opmuntret i en Stad, hvor alt vidner om Kraft, Rigdom og Rørelse. Man vandrer opad de jævne, skjønt ei alt for jævnt brolagte, Gader; de forskjellige Dragter og Tungemaal gjøre her paa den: Fremmede et ganske behageligt Indtryk. Ved Siden af unge Mandfolk; klædte efter nyeste Parisiske eller Londonske Mode, seer man Vossekoner i deres svovelgule Skindvamper med et Skout paa Hovedet, der ved begge Øren staar ud som et Par store Horn; Bondepiger med Haaret i tre store Fletninger hængende langt ned over Ryggen, eller i en stor Fletning slynget rundt om Hovedet som en Krands. Bagved sig hører man en uvant hvislende Lyd; man vender sig om og seer en hæslig Strilebonde trave afsted med en stor Torsk, der i Gjællerne hænger paa hans ene Finger, imedens Halen slæber hen ad Gadestenene. Man gaar hen paa Tydske-Bryggen, og seer der alle Stuerne^[55] (Kjøbmands-Contoirerne) prydede hvert med sit gamle Vaaben. Langs ad Bryggen staar en Rad af store Vippegalger, hvormed Fisken med største Lethed og Hurtighed hæves op fra Skibet og trækkes i Land. En Sværm af Skutenjunger arbeide sig frem imellem Nordlands-Jægterne med deres store Joller fyldte med Varer. Vi tage en Baad og roe ud paa Vaagen, for at betragte Driftigheden lidt nærmere. Der ligger et næsten firkantet Skib i Form af en Træsko; paa Dækket gaar en Frisisk Skippers unge Kone med et spædt Barn paa Armen; paa Hovedet har hun en til Hovedet tæt sluttende sort Fløiels Hue, besat med en Kant af smale Kniplinger; omkring Baghovedet ligger en bred sølvforgyldt Bøile, der ved hvert Øre ender sig i en oval Øreklap; paa den anden Side af Masten gaar Myn Heer Adrian i kort Trøie med en liden Tobakspibe i Munden op og ned med hurtige Skridt; paa Ruffet over Kahyt-Trappen staar den rygende Caffekjedel. Tæt ved ham ligger en liden sort Engelskmand; man lugter ham allerede paa langt Hold, og de af Steenkuldamp sorte Seil gjøre det unødvendigt at spørge hvad Landsmand han er. Nærmere Toldboden see vi to Norske Skibe, nylig hjemkomne fra Bordeaux og Rouen med Vine og Silkevarer; et tredie har heldigen afsat sin Fisk i Spanien. Der ligger en blank Danziger med Kornvarer; men hvad bestiller hiin lille Flensburger? Han har dog vel ei Brændeviin, ombord? Nei idetmindste intet hvidt, deraf have vi nu selv mere end nok, det er kuns Fedevarer. Men hvad er det for et underligt Fartøi, der kommer indseilende paa Vaagen med et høit opstaaende Kjøltræ istedetfor Bougspryd? Det er en Nordlands-Jægt. Fisken er opstablet lige til midt op paa Masten, og alle Klude ere sammenbundne til et eneste stort Lagen eller Bomseil, hvoraf Stykke for Stykke afløses, eftersom de komme nærmere ind. Ovenpaa Fisken løbe 10 til 12 nordlandske Bønder i sædvanlig Bondedragt imellem hinanden. Enhver er paa engang Handelsfactor, Skipper, Styrmand, Matros og Koksmat. Enhver synes at befale, og alle — eller maaskee ingen — at adlyde; en ægte Republik. Der kommet en Hardanger-Jagt med Brændeveed. Vi ere nu komne lige ud for den anseelige Toldbod; den lange Rad af Pakhuse ere alle aabne og vrimle af Mennesker; Sjouere, som rulle Foustager, bære Pakkasser og Baller, Betjentere som eftersee, og Kjøbmænd som modtage.

En Uleilighed møder strax den til Bergen ankomne Reisende, det er Mangel af offentlige Vertshuse. Denne Mangel kommer sandsynligviis af Stadens isolerede Beliggenhed; de fleste Reisende, der komme til Bergen, ere Handelsmænd, der indlogere sig hos deres Kunder, og saaledes kunde maaskee ikke engang et Herbergersted her bestaae. Der ere rigtignok 2 til 3 Personer, som give sig af med undertiden at herbergere Reisende; men deels ere Localerne middelmaadige, deels beroer det paa Verternes gode Villie, om de ville modtage den Fremmede eller ei^[56]. Uagtet jeg havde en Anbefalings-Skrivelse fra Findaas til Beboerne af Halvkanden, blev jeg dog afviist med den Beskeed, at Halvkanden var fuld. Efter nogle andre forgjæves Forsøg fik jeg endelig ved mange Bønner og Overtalelser Logis hos en Madame Bugge paa Mur-Almindingen^[57].

At skildre de mange Mærkværdigheder og Oltids-Minder, som findes i Bergen, vilde være for vidtløftigt og langt overstige mine Evner og mit korte Bekjendtskab med denne Norges vigtigfte og folkerigeste Stad, især da under mit korte Ophold der min Tid og Opmærksomhed hovedsagelig var henvendt paa ganske andre Gjenstande. Enhver, som ønsker at kjende den meest Norske Deel af Norge, det meest charakteristiske af en Fjeldegn, Naturen i dens Storhed og dens Rædsler, maa selv reise derhen. Det Egne, hvorigjennem Postveien gaaet, ere saa afvexlende, og stige saa gradviis fra Christiania-Omegnens og Ringeriges blidere Sletter, igjennem Hadeland langs Randsfjordens Bred, til Valders’s alvorligere og snevrere Dale, langs Strandefjordens og Mjøse-Vandets Bredder, og endelig derifra til de nøgne Egne omkring Suletinds Fod, at Opmerksomheden ved denne Klimax altid holdes spændt. Ikke mindre mærkværdig er Nedgangen igjennem Leirdal, Gudvangen og det skjønne Vos. I Bergen selv mødes man med den meest forekommende Velvillie, Tjenstfærdighed og Gjæstfrihed; og jeg tvivler ikke paa, at enhver, der gjør denne Rejse, vil, som jeg, komme tilbage, oplivet paa Legeme og Sjel og beriget med nye Ideer, og finde den paa Reisen anvendte Tid, Bekostning og Møie fuldkommen betalt.

Paa Fortet Fredriksberg^[58] har Hr. Lector Bohr opført et lidet astronomisk Observatorium, hvori er opstillet et middelmaadigt Passage-Instrument (Middags-Kikkert) af Ahl i Kjøbenhavn og et Penduluhr af Jahnson sammesteds. Dette — tilligemed en tofods engelsk Kikkert, en liden Sextant og en geographisk Cirkel (men som senere er afleveret til sin Eiermand) — udgjøre det hele Instrument-Forraad. Med disse Instrumenter har Hr. B. i flere Aar troligen arbeidet paa en nøiere Bestemmelse af Bergens geographiske Beliggenhed. Hvad Apparaterne mangle i Fuldkommenhed, maa en Observator søge at erstatte ved en mangefold forøget Anvendelse af Tid, Skarpsindighed og Kræfter. Med gode Apparater kan man gjøre slette Iagttagelser, og omvendt. Den sidste Sætnings Sandhed har Hr. B. beviist. I dette lidet Observatorium fandt jeg ved 22 Solhøider den 20de Juli Polhøiden = 60°23ʹ49ʺ3; ved 20 Høider den 21de Juli = 60°23ʹ47ʺ,5; ved 11 Høider den 22de Juli = 60°23ʹ52ʺ,0, og ved 16 Høider den 25de Juli = 60°23ʹ50ʺ,5; altsaa ved Middel af 69 Høider (naar man tager Hensyn til Antallet af Høider hver Dag) Polhøiden af Observatoriet = 60°23ʹ49ʺ,4. Da Universitetets Sextant ved en stor Mængde Høider af Solen og Polarstjernen i Christiania har givet Polhøiden 3ʺ,6 større end af de sidste, saa maa denne Forskjel sandsynligviis have sin Oprindelse af en liden Feil i Speilene, og den halve Forskjel eller 1ʺ,8 bør fradrages ovenstaaende Resultat, som altsaa efter denne Rettelse bliver = 60°23ʹ47ʺ,6. Domkirken ligger, saavidt jeg af et Kart over Bergens Omegn kan slutte, 7ʺ sydligere end Observatoriet paa Fredriksberg. Altsaa bliver Domkirkens Polhøide = 60°23ʹ40ʺ,6. Afgangne General-Krigscommissair N. A. Vibe har med en geographisk Cirkel fundet Domkirkens Polhøide = 60°23ʹ40ʺ^[59] Ved 60 Sol- og Stjernehøider i 1814, 1815 og 1816 med den geographiske Cirkel fandt B. Polhøiden af hans daværende Observatorium paa Sverresborg = 60°23ʹ56ʺ og reduceret til Domkirken = 60°23ʹ36ʺ; af endeel andre Høider i 1818 fandt han Polhøiden af det nye Observatorium paa Fredriksberg = 60°23ʹ38ʺ, altsaa af Domkirken = 60°23ʹ31ʺ. Sammenstilles disse forskjellige Resultater, faa findes Polhøiden af Bergens Domkirke

efter Vibe	= 60°23ʹ40ʺ
— Bohr 1814—1816	= 60 23 36
— Bohr 1818	= 60 23 31
— Hansteen	= 60 23 40,6

Større Overeensstemmelse kan ei ventes med saa ufuldkomne Instrumenter. Et Middeltal af disse 4 Bestemmelser giver 60°23ʹ37ʺ, hvilket dog neppe kan afvige mere end 2 til 3 Secunder fra Sandheden.

For at bestemme Bergens Længde har Bohr deels beregnet endeel ældre Iagttagelser, deels nogle af ham selv observerede Stjernebedækninger og Solformørkelser. Af Solformørkelsen den 4de Mai 1818 fandt han Tidsforskjellen imellem Bergen og Paris = 11^m 53^s, af den ringformige Solformørkelse 7de September 1820 fandtes den = 11^m 45^s, 9. Ved Middel af disse er altsaa Tidsforskjellen imellem Observatorierne i Bergen og Paris =11^m 49^s, 5, altsaa Bergens Længde fra Ferro Meridianen = 22°57ʹ21ʺ. Af Christianias af mig bestemt Længde og Bredde, sammenlignet med Bergens, finder jeg Længden af Buen fra Vor Frelsers Kirke i Christiania til Fortet Fredriksberg i Bergen = 20°44ʹ40ʺ, hvilket udgjør omtrent 27 Norske Mile. Postveiens Længde angives for 53 Norske Mile; hvis det var muligt at lægge Veien i ret Linie kunde den altsaa nedsættes til det Halve.

I Anledning af Reiser over besværlige og høie Fjelde kan jeg ei undlade her at fremsætte nogle Bemærkninger, som jeg troer fortjente at tages i Betragtning af Vedkommende. De høiere Fjeldegne ere ifølge deres Ufrugtbarhed lidet beboede, altsaa Afstanden imellem Skydsstationerne usædvanlig lang, Antallet af Skydsheste lidet, og disse Heste, formedelst den slette Fodring og ligesaa hyppige som besværlige Skyds, meget udslæbede og kraftesløse. I øde og farlige Fjeldegne altsaa, hvor den Reisende trængte til den kraftigste Hjelp for at komme lykkelig frem, vil han sædvanlig blive slettest betjent. Jeg taler af Erfarenhed. Paa Postveien over Filefjeld er Afstanden imellem Stationerne Lysne og Hæg f. Ex. 3¹⁄2 Mil, imellem Hæg og Skogstad 5¹⁄2 Mil; imellem de to første Stationer ligger Vindhellen, hvis lodrette Høide maaskee er imellem 500 og 600 Fod, og imellem de to sidste ligger tæt ved Maristuen en endnu sværere Bakke, som fører op paa Fjeldets Ryg og hvis lodrette Høide er 1500 Fod. Imellem Lysne og Hæg fik jeg en stor Hest, som var 24 Aar gammel, og saa kraftesløs, at den ikke engang formaaede at drage den tomme Kjærre op ad Vindhellen. Skydskarlen skjød næsten alene Kjærren frem, og jeg førte Hesten ved Bidslet for at lette den, og hindre den fra at falde i Knæ; vi lode den ved hvert tiende Skridt standse for at drage Veiret; og desuagtet zittrede den af Mathed over det hele Legeme, og det var med al Nød at vi kunde afholde den fra at falde overende eller gaa tilbage i Bakken. Paa Hæg fik jeg en liden Hest, som endnu ikke var 3 Aar gammel, men som allerede var saa afkræftet, at den var endnu udueligere ends den forrige. Jeg tilbagelagde derfor den største Deel af Fjeldet til Fods. En svagelig Reisende, der ei formaaede at gaae op ad disse steile Bakker, vilde upaatvivleligt med saadan Hest tilsat Liv eller Lemmer, naar den styrtede overende og Vognen løb baglænds; og sæt endog at han slap derfra med Skrækken, saa maatte han nødes til at sende Skydskarlen 2 til 3 Mile fra sig for at hente Hjelp, og imidlertid tilbringe 6 til 8 Timer i denne øde Egn under aaben Himmel, udsat for Veirets Ubehageligheder. Den Reisende nødes saaledes til, for sin egen Rednings Skyld, imod sit Hjertes Tilskyndelse, at behandle det udpinede Kreatur ubarmhjertigt. Omhu for den Reisendes Sikkerhed saavelsom Menneskeligheds-Følelse synes mig saaledes stærkt opfordre til at tage denne Sag i Overveielse. Jeg indseer ikke at dette paa anden Maade kunde afhjelpes, end at de Skydspligtige i disse Egne ved offentlig Understøttelse bleve forsynede med flere og bedre Heste, samt med den nødvendige Fourage, og at Øvrigheden ved aarligt Eftersyn strængt paasaa, at disse Heste vare i forsvarlig Stand. Da det er ubilligt, at den Mil, paa hvilken Jordsmonnet hælder 10 til 20 Grader, skal betales lige med den, hvor det er ganske horizontalt, saa kunde for disse Fjeldmile betales en forøget Skyds.

I de første 8 Dage af mit Ophold i Bergen var Himlen bestandig klar, og hvad som i denne Stad, der med Rette fører Tilnavnet den regnsulde^[60], var endnu mærkværdigere, havde i 2¹⁄2 Maaned uafbrudt været klar, uden at skjænke den tørstige Jord en eneste Regndraabe. Følgen heraf var, at alle Kilder og Bække vare udtørrede, og at man maatte hente Vand en halv Mils Vei fra Staden, hvorfor det til daglig Renselse fornødne Vand tildeeltes i knappe Portioner. Kyndige Mænd paastode, at der paa den Tid var mere Viin i Bergen end Vand. Som en Følge heraf vare alle Veie særdeles, tørre, og man kunde aldeles uhindret nyde de skjønne Spadseretoure til Kalfaret, langs Lunggaards-Vandets Bredder og udad mod Svartediget: Man trængte mere til at benytte Parapluien, eller, som den i Bergen meget passende kaldes, Regnhatten, som Solskjærm end som Regnskjærm.

Ifølge denne Vandmangel stode daglig en halv Snees Tjenestepiger flere Timer omkring Bispens Kilde, for med deres Krukker at opsamle de fra denne langsomt flydende Draaber. Lector Bohr gik en Dag der forbi og hørte dem beklage sig over denne Besværlighed; idet En af dem tilføiede: „Men nu skal vi nok snart faae Vand; thi nu er her kommen en Stjernekikker fra Christiania, som med Bohr skal opsøge Vandstjernen, der er bleven borte, og naar de have fundet den, faae vi nok Vand“.

Mine Beskjæftigelser tillode mig kuns at besee lidet af Bergen; dog kan jeg ei undlade at omtale Latinskolen, hvis Locale-forekom mig skummelt, trangt og ubeqvemt. Lærernes Antal var vel ogsaa, ligesom i Christianias Latinskole, noget for indskrænket i Forhold til Disciplernes Mængde, og deres Lønninger for knapt tildeelte. Naar en Mand, efter at have tjent 15 til 20 Aar ved Skolevæsenet, ei har opnaaet mere end 400 til 500 Rdlr. aarlig Gage, og dertil har en betydelig Familie, maa han tabe Lysten. Lærer-Posten maa under saadanne Omstændigheder betragtes som en Avancepost, som man jo før des heller søger at forlade, altsaa netop naar man er bleven ret fortrolig med, og duelig til dens Bestyrelse.

En meget efterlignelsesværdig Indretning saa jeg i Bergen, nemlig en Kunstflids-Udstilling af alle Slags Snedker- Dreier-, Vognmager-, Sadelmager-, Skomager- og Metal-Arbeider, hvilke solgtes til bestemte Priser. Intet Stykke Arbeide tilstededes Adgang, som ei var forfærdiget i selve Staden, og ei udmærkede sig ved fortrinlig Godhed og Smag. Hvormeget dette tjener til at vække Kappelyst hos Arbeiderne, og derved bringe dem til at hæve dem over Middelmaadighed og Selvklogskab, hvori Haandværkerne i Norge, uagtet Nationens umiskjendelige Anlæg til mechaniske Kunster, befinde sig, vil enhver indsee. Her var derfor intet Stykke at see, som man jo med sand Fornøielse kunde betragte. Dersom vi havde en lignende Indretning i Christiania, saa vilde vist snart Byens Damer blive fritagne for den besværlige Nødvendighed, at forskrive deres Sko fra London, Paris, Stockholm eller Kjøbenhavn (thi at en skikkelig Fod krymper sig for at indæskes i en Christiania Træsko, kan man ei fortænke den i, hvor upatriotiskt det Modsatte end monne lade), ei at tale om de andre Fuskerier, hvormed man maa tage til Takke^[61].

Ved denne bergenske Udstilling blev ethvert Arbeide tilbageviist, om hvilket Mesteren ei kunde bevise, at han selv havde forfærdiget det. En Skomager havde forfærdiget et Par smukke Sko, som man fandt faa udmærkede, at man tvivlede om de ikke vare Franske eller Engelskt Arbeide. Mesteren svarede, at han om et Par Dage kunde levere Mage til dem. — Ja men disse kunde jo ogsaa være bestilte fra Udlandet! — Ih! svarede Mesteren, I kunne jo forlange dem af vilkaarlige Dimensioner, saa store, at det er klart, at ikke saadanne kunne være sendte fra Udlandet. — Dette fandt man antageligt, og der forlangtes en Sko af tre Quarteers Længde. Skomageren leverede efter nogle Dages Forløb en saadan Kjæmpesko, som endog vilde have været for stor til den bekjendte Kjæmpe Bernhard Gilli, men var ligesaa smukt gjort, som de forhen indleverede; og Commiteen blev tilfredsstillet.

Paa alle Karter forestilles Hardanger- og Filefjeld som en høi Fjeldryg, der adskiller Agershuus Stift fra Bergens Stift og saavel mod Vest som mod Øst sænker sig ned til lavere Egne. Denne Forestilling er urigtig. Hele Bergens Stift er en eneste Fjeldmasse^[62], der mod Vest lidt efter lidt sænker sig fra omtrent 5000 Fod til 1000 eller 1500 Fods Høide, og derpaa ved Norges vestlige Kyster brat styrter sig ned i Havet. Man kunde forestille sig Bergens Stift at være fremkommet paa følgende Maade: Et stærkt Tryk fra Vesten har drevet en blød Masse foran sig indad mod Norges Kyster, og derved opdynget den til en Høide af over 5000 Fod. Efterat Trykket er ophørt, har den bløde Masse efterhaanden sunket tilbage imod Udkanterne, og derved faaet adskillige store Revner (Sørfjorden, Hardangerfjorden o. s. .v.) og nærmest Søkanten adskilt sig i mindre Brokker, den nærværende Skjærgaard. Uden disse Revner eller Fjorder vilde den største Deel af Bergens Stift være en aldeles ubeboelig Steenmasse; thi kuns langs med Fjordene boe de tyndt adspredte Indbyggere i Fjeldkløfter under de lodrette Fjeldvægge, hidlokkede af Søen, somt er deres vigtigste Næringskilde. Naar man betragter Stiftet i Sammenhæng, saa kan man f. Ex. ikke sige, at man er nede af Hardanger-Fjeldet, naar man er kommen til Ullensvang; man er blot nedstegen i en af dets Revner. Thi sætter man over den ¹⁄4 Mil brede Sørfjord, saa har det vestlige Fjeld Folgefonden atter omtrent samme Høide, som det østlige. Ved Samlensjord ere vel Fjeldvæggene mindre lodrette, men Fjeldet selv ser dog endnu for høit til at kunne beboes undtagen langs Fjordene. Det samme er for det meste Tilfældet med Øerne langs Vestkysten. Jeg bilder mig aldeles ikke ind, at Bergens Stift virkelig er blevet til paa denne Maade (det maa Geologerne bedst forstaae), men det forekommer mig, som om denne Forestillings-Maade giver Phantasien et let fatteligt Billede af det vestlige Norges Dannelse. Med faa Ord: hele Bergens Stift og den største Deel af Christianssands Stist er Fjeldet; det hele nordlige Europas Dige og stærke Formur.

Den 3die August sagde jeg mine Bergenske Venner Farvel, og med det samme vil jeg tage Anledning til at tage Afskeed fra Læseren, som jeg frygter for allerede for længe at have trættet med nærværende ubetydelige Reisebemærkninger. Reisebeskriver-Sygdommen er, siger Pram^[63], en Paroxysme, der overfalder enhver Reisende, saasnart han kommer nogle Skridt udenfor sin Husdør; naar den er kommen til sin Høide, saa er Patienten, saafremt Skriveri-Mechanismen ikke er ham alt for uvant, ei let istand til at see et Blekhorn og øvrige Apparat, uden han med den samme Kraft, som jager Hydrophobiaden fra Vandskaalen, drives til Skriverbordet. Jeg kan dog ikke sige, at jeg har følt noget til den af Pram beskrevne pruritus; min første Hensigt var blot at levere Resultatet af mine Iagttagelser, hvilket jeg alene ansaa værdige til at bevares. Har man imidlertid taget livlig Deel i alt, hvad man paa Reisen har mødt, og Omstændighederne lede En til, at omtale Gjenstande, der ved Tid eller Sted eller paa anden Maade ere associerede med andre Reisens Begivenheder, saa staaer den sundeste Reisende i Fare for et Anfald af den omtalte Sygdom, og gjør vel bedst i som Mester Geert, itide at stikke Tørklædet i Munden. Den Norske Bondestand, især Fjeldbonden, som jeg tilforn lidet eller intet kjendte til, er saaledes beskaffen, at enhver Reisende, der seer sig noget om imellem dem, og hvis Hjerte har en fuldstændig Resonantsbund, der ei blot ved enkelte Toner sættes i Svingning, men kan give Gjenklang af hvilkensomhelst Modulation paa den syv- eller tolvtonede Scala, fristes til at qvæde sin Vise for andre. Har jeg ved disse Reisebemærkninger været heldig nok til at give smaa Bidrag til Kundskab om denne Bondestands Sæder, Leve- og Tænkemaade, saa haaber jeg man tilgiver mig, at jeg først saa sildig har betjent mig af Mester Geerts Tørklæde, overladende til Læseren paa egen Haand og paa hvilken Vei ham lyster at sinde hjem igjen fra Bergen. I øvrigt maa jeg anmærke, at ovenstaaende Bemærkninger, naar Tallene undtages, ere nedskrevne blot efter Hukommelsen, og saa længe efter Reisens Tilendebringelse, at maaske Et og Andet er mindre nøiagtigt, end jeg ønskede. En anden Reisende vil med andre Øine maaskee opfatte et andet Billede; subjectiv Sandhed er vel alt, hvad man af en Reisebeskriver med Billighed kan forlange.

Det vilde være utaknemmeligt af mig at nedlægge Pennen, uden at omtale den Gjæstfrihed og Velvillie, hvormed jeg saavel i Bergen som paa Frem- og Tilbagereisen blev imodtaget af Familier udenfor Bondestanden, hvis Beskedenhed jeg ikke vover at saare ved nærmere Berørelse. Skulde disse Blade hændelsesviis komme nogen af dem tilhænde, da modtage de herved min uskrømtede Tak.

1. Jeg gjorde her, saavel som paa flere Steder, den Bemærkning at i snevre Fjeldegne gjelder ei den ellers almindelige Regel, at Varmen aftager i større Højder fra Havets Overflade. Denne Uregelmæssighed har en ufordeelagtig Indflydelse paa Nøiagtigheden af Høidemaalninger ved Barometret, hvor Theorien forudsætter en saadan Aftagelse.
2. Thi Sextanten stod paa en lav Fod paa Jorden.
3. En Samling Norske Nationaldragter, tegnede af Frich og Eckersberg, er nu udkommet i et særskilt Værk, udgivet af Chr. Tønsberg.
4. Ikke sjelden faar han derfor fra Nabo-Egnene Hallingdal og Nummedal Udfordringer fra de bekjendteste Slagsbrødre, til at møde paa et eller andet Sted, for at prøve Styrke, hvilke Udfordringer den sindige Eystein dog jævnllg undslaar sig for.
5. See hoslagte Tegning af Ingolfsland, som sorestiller Eystein Hansens colossale Figur samt mine Reisesæller betragtende en Kamp imellem hans lille Søn og en anden Dreng; Belønningen for Seiervinderen var en Kobberskilling.
6. Deromkring kaldes den blot Riukand, d. e. den Rygende. Det maa her ikke forbigaaes, at efterat Begyndelsen af disse Bemærkninger og Iagttagelser var trykt, har ovennævnte Hr. Ingenieur-Capitain Th. Broch i Ugeskriftet Hermoders No. 41 og 42 leveret: „En Fodreise til Riukand-Fossen i Vestfjorddalen“, hvormed fulgte et Blad forestillende norske Nationaldragter.
7. En god Afbildning af Riukansos findes nu i Værket „Norge fremstillet i Tegninger“ udgivet af Chr. Tønsberg.
8. I von Zachs Correspondance astronomique, 1 Cahier Side 90 fortæller Dr. Schow, at han i Forening med vor afdøde Professor Smith har maalt Gousta med Barometer, og fundet dets Høide = 6080 Fod; cfr. dennes Iagttagelser især over Iisfjeldene, i Topographisk-statistiske Samlinger 2 D. 2 B. S. 18. Prof. Esmark skal omtrent have fundet det samme. Tindsjøens Høide fandt jeg 612 Fod; lægges hertil ovenstaaende 4600 Fod, faaer man kun 5212 Fod. Vel løber Maane-Elven fra Milan med temmelig stridt Løb, og Jordsmonnet maa altsaa synke sig betydeligt fra Milan til Tindsjøen; men at dette Fald skulde kunne udgjøre de resterende 863 Fod, synes mig utroligt. En anden noget mindre Grundlinie med tilhørende Vinkler gav endog Goustas Høide over Milan noget mindre, nemlig 4462 Fod. Uheldigviis havde den stærke Hede sprængt mit Barometer (hvori Qviksølvet var indespærret ved en Jernhane), saa at jeg ikke kunde berigtige ovenstaaende Tvivl ved en umiddelbar Barometer-Maalning paa Fjeldets Top. At bestige Fjeldet sagde man desuden var umuligt saa tidlig paa Sommeren, formedelst Sneen.
9. Jeg troer man kalder saaledes det Slags Bygninger, hvor det sædvanlige Loft Mangler, saaledes at Stuen rækker op under Spaerrebjælkerne, og saaledes oventil ender sig i en Kile.
10. I Begyndelsen torde jeg ei smage denne Melk, men mærkede snart, at af al den Kost, her var at saa, var denne den mest nærende og velgjørende for Constitutionen. Jeg vil vel tro, at en saadan Diæt vilde hos en Kjøbstædboer ved hans sædvanlige Liv foraarsage en fuldkommen Indigestion: men imellem Fjeldene taaler man Alt.
11. Prim kaldes Myse-Osten, førend den er indkogt til saadan Fasthed, at den kan formes. Dog er den saa stiv, som en meget haard Meelgrød. Den spises med Skeer og dyppes i tyk Melk. Det er formodentlig den concentrerede Melkesyre, der, naar denne Spise ikke nydes særdeles sparsomt, selv i en Bondemave foraarsager de voldsomste Udtømmelser.
12. See foranstaaende Tegning af Ingolssland.
13. Egentlig udspringer den fra Fjeldet Hartog eller, som Hardangerne kalde det, Haarteigen.
14. Denne saavelsom de øvrige Stier, paa hvilke Bønderne deels om Sommeren til Fods, deels om Vinteren paa Ski vandre over Fjeldet, findes rigtig anførte paa det Pontoppidanske Kart. Dog maa den Sti, vi fulgte, ligge lidt nordligere, end paa Kartet; thi vi fik ikke Normans-Lougen Sø at see.
15. At denne Vei tilforn er befaret af Biskopen i Stavanger, naar han drog paa Visitats til Hallingdal, og at den da ogsaa ansaaes for farlig, kan sees af følgende Sted, uddraget af: „Udkast til en Beskrivelse over Hardanger i Bergens Stift i Norge, samlet af sal. Hr. Marcus Schnabels efterladte Papirer af H(ans) S(trøm)“, hvor det heder S. 39: „at ellers Eidsfjord, som i gamle Dage har udgjort et Præstegjeld for sig selv, har ligget under Stavanger Stift“, og af hvad Aarsag, det viser Peder Claussen i hans Norriges Beskrivelse S. 74—75, naar han saaledes skriver: „Inderst i Hardanger Fjord ligger et lidet Præstegjeld, heder Eidsfjord, oc ligger til Stavangers Stict, oc er skifft dertil i fordum Tid fra Bergen Stivt i (imod) en Sogn kaldet Suede Sogn, ligger norden for Karmsund, paa det at Bispen i Stavanger kunde disbedre faae Forderskab offuer Fjeldet, naar hand drager til Hallingdal at visitere; oc er det fra Stavanger oc ind til Eidsfjords Gjeld 18 store Mile, de 6 i Nordnordost til Sandeid, oc siden de 12 mod Ostnordost; siden hafuer hand 14 Mile ofsuer Halne-Fjeld eller Hardangers-Fjeld til Hallingdal, oc ere der Boder paa Fjeldet, som Folck kand blifue i om Natten, af hvilcke den ene kaldes Biskops-Bo, thi der er ingen Gaard paa Fjeldet, oc det er forbødet, at ingen skal drage ofsuer dette Fjeld efter Bartholomei Tid (24 Augusti, hvilket efter den forbedrede Calender egentlig svarer til vores 4 Septemder) oc inden Korsmes om Vaaren (3 Maji eller vores 14 Maji), paa det de skulde icke offuerfaldis aff Snee, eller forvildis oc blifue borte“. Foranførte Suede Sogn er ventelig Sveens Annexsogn til Findaas Præstegjeld i Søndhordlehn.
16. I Vestfjorddalen gaar Kløvdriveren bag sin Hest, og kjører den med et Par lange Tømmer; paa Fjeldet derimod, hvor enhver har nok med sig selv at bestille, og især ved Opgangen ad Fjeldets Side, hvor Hesten ofte maa trænge sig igjennem Krat og fremragende Grene, og stundom gjøre et Sprang, gaar dette ikke an. Karlen styrer sin Hest ved Formaninger og Trusler, ligesom de engelske Fragtvognskudske. Naar et Reensdyr skydes paa Henreisen over Fjeldet, nedgraves det i Sneen, og afhentes paa Tilbageveien.
17. At man omgaaes sparsomt med denne Halm, og at den vist ofte er flere Aar gammel, kan man slutte deraf, at den paa Kløv maae bringes 3 Miles Vei herop fra Bygden, ja vel endog fra andre Bygder, da Fjeldbygderne lidet eller intet Korn frembringe.
18. Telte kjendte de engang ikke af Navn.
19. Formodentlig af et nærliggende Kjern eller Vand ved Navn Holmekjærn. Ved Læger forstaaes formodentlig en saadan Hytte, hvor Fædriverne undertiden lette sig med deres Qvæg, og (efter Budstikkens 2den Aargang 1820 No. 49—50 S. 388) betyder Fælæger det samme som Havnegang.
20. Dens Høide er af Provst N. Herzberg og Prof. C. Smith fundet = 5408 Fod.
21. Dog er jeg uvis, om dette virkelig var Hallingjøkulen, saasom min Veivisers ubestemte Udsagn noksom viste, at han ei var sikker i sin Sag. Hverken Hallingskarven eller Hallingjøkulen findes angivne paa det Pontoppidanske Kart, og deres geographiske Beliggenhed er meget uvis. Om jeg erindrer ret, kunde man fra Tessungfjeldet see Gousta, Haarteigen og Hallingskarven. Dersom man fra Goustas Top kan see Suletind (imellem Maristuen og Nystuen paa Fillefjeld), hvilket jeg finder temmelig sandsynligt, saa kunde man ved en stor Triangel (hvis største Side, Suletind — Gousta, blev henved 18 geographiske Mile, de 2 andre 14 og 12) sammenbinde disse 3 mærkværdige Fjeldtoppe, Gousta, Suletind og Haarteigen, og derved bestemme deres Beliggenhed. Med det af Prof. Gauss i Gøttingen nylig opfundne Heliotrop kunde man let signalisere fra det ene af disse Puncter til det andet; kuns faa saadanne Triangler udfordredes til med Kjæmpeskridt at gjennemvandre det hele Norge fra Kongsvinger til Bergen, og fra Sneehætten paa Dovre til Lindesnæs.
22. Dette Svar var just ikke ganske correct; men Bonden har ikke ret Begreb om anden Lærdom, end Præste-Lærdom. Naar andre, som ikke havde faaet denne Underretning, saa mig omgaaes med Instrumenterne, dannede de sig selv et Slags Begreb; saaledes spurgte nogle mig, om jeg var af dem, som skrive Landkarter; i Leirdalsøren sagde En: Du er vel en Uhrmager?
23. I Bergen var den ringformig, og de 4 Hovedmomenter af dette sjeldne Phænomen iagttoges der under de heldigste Omstændigheder af Hr Bohr.
24. I nogen Forlegenhed over hvad jeg skulde sinde for en Gjenstand at stille Kikkerten paa, valgte jeg i Mangel af andet nogle Sneepletter i de omliggende sorte Fjelde. Men da jeg havde overgivet Kikkerten i deres egen Vold, hørte jeg strax efter det af Overraskelsen fremtvungne Udraab: „nei se hu Svartsie borte i Fjeldet; jeg seer saa skjellig hu slikker sig om Munden!“ Fra dette Øieblik var Kikkerten dem først ret interessant.
25. Mine Ledsagere erklærede, at de aldrig havde seet Fossen saa liden som denne Gang, da man her, som næsten i hele Bergens Stist paa den Tid, ei havde havt Regn i 2¹⁄2 Maaned.
26. Højsædet er den øverste Ende af det lange Bord, der i Røgstuerne staar langs efter Midten af Stuen; dette er Husbonden Plads.
27. Lioren er Røg- og Lyshullet under Loftet. Vinduer ere først nylig indførte i disse Egne og ei endnu overalt.
28. Det blotte Øiemaal viser ogsaa, at den omtrent kan være dobbelt saa høi, som Riukand-Fossen.
29. Min Blyant havde jeg forlagt, og nødedes derfor til med en Tællekniv at indkradse paa Bunden af Chronometer-Cassen Navnene paa Fossen og Elvene, og de observerede Faldtider. Navnet paa den anden Fos, og hvad mere derom blev sagt, er siden blevet ulæseligt.
30. Man erindre sig, hvad ovenfor er anmærket, at denne smale Dal eller Revne i Fjeldet løber i forskjellige Retninger i et Slags Zigzag, og ofte vender sig under temmelig stærke Vinkler.
31. Eller maaskee endog 144 Gange, thi jeg erindrer ei ret, hvilket af disse Tal er det retteste. Sagen er ogsaa ligegyldig.
32. Bønderne her udtale det nu Øifjord, fordum hedte det efter Milsovii Presbyterologia Vos-Hard. p. 62 Eidafyrdi.
33. Allerede den foregaaende Eftermiddag hørte jeg ham give en hjemreisende Nabo Budskab til sin Hustru, at, om han ei kom hjem paa den bestemte Tid, skulde hun ei blive urolig, da det var muligt, han fulgte den Reisende længer, end efter den første Bestemmelse.
34. Hans Dragt var næsten aldeles som en Sjællandsk Bondes, nemlig rød Trøie og gule Skindbuxer; men Figuren mere kjæmpemæssig og rankere.
35. Dette skjønne Stykke findes i det norske periodiske Skrift Hermoders 4de Bind (Christiania 1798) No. 12 Side 30 ff. og deraf i Dr. Hallagers norske Ordsamling (Kbhavn. 1802) S. 167 ff. Berg.
36. Dens Figur paa det Pontoppidanske Kart afviger meget fra Naturen; den forekom mig for bred og for kort.
37. Paa Pontoppidans Kart og i hans geographiske Oplysning dertil S. 63 er den urigtig kaldet Søefjorden.
38. For at udfinde Fjordens Bredde paa dette Sted, maalte jeg med Hr. Provst H. en liden Grundlinie paa Strandbredden nedenfor Præstegaarden, og fra begge Endepuncterne af denne, Vinklerne til en liden hvid Plet i det modstaaende vestlige Fjeld, hvilken Operation gav dette Puncts Afstand fra den østlige Strandbred = 3893 Alen.
39. See hans „Nogle Iagttagelser, især over Iisfjeldene (Gletscher), paa en Fjeldreise i Norge 1812“, i Topographisk-statistiske Samlinger, 2 D. 2 B. S. 39 ff. B.
40. See forøvrigt „Noget om Sneebræen Folgefond i Søndhordlehns og Hardangers Fogderi“ af Provst N. Herzberg, i Budstikkens 1ste Aargang 1818 No. 90—91, og L. v. Buch om den evige Snees Grændser i Norden, i 2den Aargang 1820, No. 7—8.
41. See Schnabel l. c. Pag. 45.
42. See Norske Krønike af Peder Claussøn (udgaven af 1633) S. 695, 731, 732, 750, 775, 785.
43. Denne Ligsteen findes, tilligemed nogle andre Mindesmærker i Bergens Stist, afbildet i (C. B. Sandvigs) Samlinger til den danske (og norske) Historie 2 Binds 3 Hefte; cfr. sammesteds S. 37. B.
44. Cfr. Adels-Lexikon, under Artikelen Haar No. 2. B.
45. Det var Brug længe efter, endnu 1808, at i alle Udfærdigelser, som skede i H. M. Kongens Navn igjennem det saa kaldte danske Cancelli, fik blot Riddere og Præster dette Prædicat. B.
46. Denne Hr. Gerhard Milzow var Sognepræst til Voss og Provst der og i Hardanger, og har gjort sig bekjendt ved sit 1679 udkomne Skrift Presbyterologia Vos-Hardangriana. See Schnabel l. c. S. 37, hvor man vil sinde mange flere Mærkværdigheder saavel med Hensyn til Hardangers naturlige Beskrivelse som Oldsager. B.
47. Denne Gaard beboes for nærværende Tid af Hr. Sorenskriver Koren.
48. Cfr. Noget om Kingservigs Præstegjeld af Provst N. Herzberg i Budstikkens 1ste Aargang 1818 No. 86—87.
49. Foruden andre historiske og antiqvariske Mærkværdigheder, indeholder den ofte omtalte Beskrivelse over Hardanger, som den lærde Forfatter desværre døde fra ufuldendt, 4 gamle Pergamentsbreve (det ældste fra Kong Hakon Hakonsens eller den Gamles Tid) og en Gildeskraa for Sanct Olafs Gildet i Hardanger. Udgiveren Prof. Strøm har i sin Ekers Beskrivelse S. 285—87 leveret nogle Anmerkninger til bemeldte Beskrivelse.
50. Formodentlig til Kirken paa Mostur-Øen.
51. Procul a Jove, procul a fulmine.
52. Saa kaldet af en stor Fløi, der til de Søefarendes Nytte er opsat paa samme, og som over hele Staden kan sees.
53. Hvormeget var det ikke at ønske, at de hæslige graae Pakboder, som ved Indsejlingen i Christiania-Fjorden aldeles skjule den smukke Omegn og Staden selv, og saameget vanzire Rigets Hovedstad, havde saa pynteligt et Udseende.
54. Af disse var dog paa den ene, Ny-Kirken kaldet, Spiret afbrændt.
55. Disse Stuer svare omtrent til de Londonske Counting-houses, d. e. store Bygninger i Nabolauget af Børsen, hvor en Mængde Kjøbmænd i Stuer ved Siden af hinanden afgjøre alle deres Handelsforretninger, saasom de ei skjøtte om at have det byrdefulde Contoirhold hjemme i deres Bopæl.
56. „Ligesaa hos os“, kan rigtignok en Christianienser sige.
57. Almindinger kaldes i Bergen nogle bredere Pladse eller smaa Torve; Muren er et isoleret Huus, der ligger lige for en af de længste Gader, og er gjennemskaaret med en Hvælving for at skaffe fri Gjennemfart. Af denne har den omtalte Alminding Navn.
58. Her har Hr. Observator Åstrand nu et lidet Observatorium hvor han arbeider med Flid og Dygtighed.
59. Bodes astronom. Jahrbuch 1797 S. 237.
60. Da jeg havde meldt Hr. Dr. Peters, Directør for Observatoriet i Altona, at man i Bergen har anlagt et lidet Observatorium for Hr. Åstrand, og tarvelig udrustet det med Instrumenter, svarede han:
     „Meget interessant var det mig at erfare, at der ogsaa i Bergen er oprettet et Observatorium, og en dygtig Mand der ansat. Himlen er dog vel der ikke gunstig for Observationer. Man fortæller her, at en Skibscapitain, efter at han havde været 50 Gange i Bergen, og hver Gang der truffet Regnvejr, da han den 51de Gang sandt klart Vejr, troede, at han havde forfejlet Stedet, og var seglet forbi.“
     Professor Forbes, som fra Edinburg var reist til Bergen, for at iagttage den totale Solformørkelse den 28de Juli 1851, havde den samme uheldige Skjæbne, at have reist forgjæves formedelst vedholdende Regn.
61. Som f. Ex. at man ikke kan faa skaaret en Jernskrue med ordentlige Gænger, da jeg neppe troer der er en eneste Smed, som eier et Engelskt Skrueblik. Jeg siger, jeg tror; Smedelauget tilgive mig, om jeg feiler; jeg har rigtignok mange Erfaringer for mig, men muligt er det, at jeg ei har truffet den Eneste rette.
62. At det egentlig i det Hele maa, som anført, ansees som en saa at sige eneste Fjeldmasse, deraf kommer det, at det dyrkelige Jordsmon her et saa saare ubetydeligt i Forhold til det hele Areal, hvilket med mere læres af de interessante „Oekonomiske Efterretninger om Bergens Stift“, som daværende General-Toldforvalter, siden Toldinspectør i Bergen, salig Justitsraad Nicolai Christian Lassen har meddeelt i Maanedsskriftet Dansk Museum for Marts 1782 Side 247-90.
63. Pathologiske Bemærkninger over Reisebeskriver-Sygdommen, tilligemed et lille Stykke Reisebeskrivelse af C. Pram, i Skandin. Lit. Selsk. Skr. 1805, tredie Qvartal.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.