Bemærkninger og Iagttagelser paa en Reise fra Christiania til Bergen og tilbage i Sommeren 1821

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den 22de Juni reiſte jeg fra Chriſtiania til Kongsberg, for derfra at gaa mod Veſt ind i Thellemarken og beſøge den meget omtalte Riukand-Fos og det ligeſaa mærkværdige Gouſta-Fjeld, der, ſaavidt mig bekjendt, er det høieſte i det ſøndenfjeldſke Norge. Derfra agtede jeg at gaa mod Nord igjennem Nummedal indtil Grændſerne af Hallingdal, og derfra over Hardanger-Fjeldet til Eidfjord i Bergens Stift. Da den geographiſke Opmaalning endnu ikke har ſtrukket ſig til disſe Egne, ventede jeg her at finde betydelige Urigtigheder i det Pontoppidanſke Kort, og tog derfor med mig en Sextant, et Chronometer, Barometer og Thermometer, for, ſaa ofte ſom Omſtændighederne tillode det, at gjøre geographiſke Beſtemmelſer. Ved Hjelp af disſe Inſtrumenter kunne nemlig de 3 ſaa kaldte geographiſke Coordinater, Brede, Længde og Høide over Havfladen, beſtemmes. Endelig og fornemmelig interesſerede det mig, at gjøre nogle magnetiſke Iagttagelſer i Norges veſtlige Egne. Magnetnaalens veſtlige Misvisning bliver nemlig ſtørre mod Veſten, Heldingen (Inclinationen) og Kraften (Intenſiteten) mod Norden. Da Erfaring havde lært mig, at Fjeldene have nogen Indflydelſe paa disſe 3 magnetiſke Phænomener, ſaa ønſkede jeg nærmere at underſøge dette i den klippefulde veſtlige Deel af Landet. Jeg medbragte derfor endnu et lidet Azimuthal-Compas, et Heldings-Inſtrument, og et Svingnings-Apparat til at beſtemme Jordmagnetismens Styrke paa forſkjellige Steder.

Allerede ved Dunſerud, en Mils Vei paa denne Side af Kongsberg, begynder man at komme i Fjeldegnene; men da man for Sølvværkets Skyld har anlagt og vedligeholdt en god Kjørevei ligetil Kongsberg, ſaa mærkes ei Fjeldegnens Ubeqvemmeligheder, førend man kommer veſtenfor Bergſtaden. Den førſte Mil herfra til Gaarden Moen kan endnu til Nød kjøres med Kjærre, men den hele øvrige Vei maa tilbagelægges til Heſt eller til Fods, og alt Tøi føres paa Kløv. Til min Ulykke beholdt jeg Kjærren, og da min gamle Veiviſer (ſom han ſiden bekjendte) ikke havde været paa denne Vei i de ſidſte 40 Aar, ſaa foer han vild, og imedens vi, for at komme tilbage paa ret Vei, kjørte henad en Fodſti imellem Buſker og Krat, der hvert Øieblik truede med at vælte Kjærren, eller i det mindſte kaſte Inſtrumenterne ud, ſank Heſt og Kjærre pludſelig i et dybt Morads, hvoraf det førſt efter en Times Forløb ved 4 Bønders forenede Kræfter lykkedes os at faa dem opdragne.

Inden man kommer til Gaarden Bolkeſjø i Grans-Herred, maa man ſtige over en temmelig høi Aas (Bolkeſjø-Heia), hvis Høide over Havet fandtes at være 1763 Fod. Her overraſkes man pludſelig af en imponerende Fjeldegn. Fem forſkjellige Fjelde viſe ſig i Baggrunden, det ene fjernere, høiere og blaaere end det andet, lig en Rad af Coulisſer; bagerſt hæver Gouſta ſin majeftætiſke Top ligeſom en ſkarp tilſpidſet Kile. Fra dette Punkt ſynker Veien ſig indtil Tindſjøen, hvis Høide beſandtes 612 Fod.

Mit lille Eventyr i Moradſet mellem Kongsberg og Moen havde forſinket mig ſaa meget, at jeg, uagtet jeg var reiſt fra Kongsberg den 24de Juni Kl. 9 Formiddag, førſt om Eftermiddagen henved Kl. 5 ankom til Bolkeſjø, yderſt udmattet af den brændende Solhede. Reaumnrs Thermometer angav nemlig i Skyggen Kl. 314 Eft. ved Bue-Vand (Hvis Høide over Havet er 1471 Fod) 18°, paa Bolkeſjø-Heia (i 1763 Fods Høide) Kl. 412 Eft. 200, og paa Bolkeſjø (i 1240 Fods Høide) Kl. 512 190 Varme[1]. Jeg beſluttede derfor at forblive paa Bolkeſjø til næſte Morgen, og imidlertid at udføre en Deel aſtronomiſke og magnetiſke Iagttagelſer, hvortil det deilige Veir og det ſærdeles godlidende Opholdsſted gav den bedſte Anledning. Efterat Inſtrumenterne vare udpakkede og opſtillede, krøbe[2] Unge og Gamle af begge Kjøn, fra den gamle ryſtende Bedſtemoder til en 4 Aars Dreng, der formedelſt Heden gik i den bare Skjorte, hen, for i Sextantens Kikkert at betragte de farvede Solbilleder. Iſær morede det dem at ſee, hvorledes disſe Billeder, efterſom Solen dalede, med kjendelig Bevægelſe nærmede ſig til eller fjernede ſig fra hinanden. Fra Fruentimmerne fornemmelig lød, ſaavel her ſom overalt ved dette Syn, det gjentagne Udraab: „Aldrig ſkulde Du ſeet Sligt!“ Saa kjært det var mig paa ſaa let en Maade at kunne underholde disſe godlidende Folk, ſaa var det mig dog paa den følgende Reiſe ofte til Byrde; thi uagtet de af Beſkedenhed, for ei at forſtyrre mig, ſædvanlig leirede ſig i en temmelig ſtor Kreds om mig, for at oppebie det Øieblik, naar jeg var færdig, og de følgelig efter Løfte ſkulde faa Tilladelſe til nærmere at betragte Inſtrumenterne, ſaa gjorde dog deres lydelige Hviſken mig det ofte beſværligt at tælle Uhrets Slag. Prøvede jeg deres Taalmodighed for længe, ſaa hjalp undertiden Solvarmen mig, ved at dysſe en Deel af dem i en ſød Slummer, hvorved Taushed lidt efter lidt indfandt ſig. Mindre betænkſomme fandt jeg adſkillige Folk udenfor Bondeſtanden, der ikke ſjelden nødede mig til, uden tilſyneladende Diſtraction, at føre en ſammenhængende Converſation, paa ſamme Tid ſom jeg var ſysſelſat med paa een Gang at tælle Secunderne efter Uhret, manoeuvrere med Inſtrumentet, betragte Solbillederne i Kikkerten, derpaa aflæſe Graderne paa Randen og nedſkrive Iagttagelſerne. Med megen Øvelſe og Anſpændelſe lader det ſig vel gjøre, men altid til nogen Skade for Iagttagelſernes Nøiagtighed.

Den hypochondriſke Kjøbſtædboer, hvis Legems Functioner ved ſtilleſiddende Arbeide ere halvſtandſede, og hvis Aandslivlighed er tilintetgjort ved en halvvoxen Kjøbſtads Uſelſkabelighed, Egoisme og Halvcultur, ſkulde engang imellem gjøre en Reiſe i Fjeldegnene. Ligeſaa meget ſom den rene Fjeldluft og Reiſens Beſværligheder anſpore Legemets Functioner, ligeſaameget opmuntres Sindet af de overrafkende Naturſcener og af det elſkværdige Fjeldfolks ufordærvede Natur. Ærlighed, Ligefremhed, Naivetet, god Forſtand, et oprømt Sind og en ualmindelig Takt for det Pasſelige i Opførſel, ere disſe Naturens Børns Særkjender. Den Fremmede tiltales ſtrax med det broderlige Du. Rang og Titler ere dem ubekjendte. Den Fremmedes Navn (iſær Døbenavn) og Forretning ſpørge de gjerne ſtrax efter; ikke, ſom et Par reiſende Udlændinge troede, af Mistænkelighed; men fordi de ved Hjelp af Navnet og de øvrige Omſtændigheder ſtræbe at binde en dem interesſant Begivenhed paa Hukommelſen. I disſe afſidesliggende Egne er nemlig en Fremmeds Ankomſt en ſaare ſjelden og mærkelig Tildragelſe. Har man opholdt ſig noget længere Tid, og vundet Fjeldbondens Bifald, vil man vel undertiden ved Afreiſen ſee ham fremtage en liden Lommebog, og deri antegne ſine Gjæſters Navne. Med Forundring hørte jeg derfor i Veſtfjorddalen adſkillige Bønder opregne Navnene Esmark, Smith, Schouw, Flor, Dahl: kort alle de Perſoner, der havde beſøgt Riukand-Fosſen, og beſteget Gouſta, ſaavelſom alt hvad de der havde foretaget ſig, vare endnu i friſkt Minde. Denne Mangel paa Begivenheder er ſandſynligviis ogſaa Aarſagen, hvorfor Fjeldbonden interesſerer ſig meget for de politiſke Optog paa Europas ſtore Skueplads. Den Reiſende udſpørges derfor gjerne, efterat de førſte Expoſitioner ere tilendebragte, om der nogenſteds ſeer ud til Ufred. Grækernes Friheds-Kamp var derfor gjerne den førſte, og Storthingets Forhandlinger den anden Gjenſtand, der paa denne Tid bragtes paa Bane. Mange af dem læſe flittig Aviſer, ſom de faa til Laans af Præſter eller andre nærboende Embedsmænd, og ere ſædvanlig temmelig vel bevandrede i Europas Geographie, men fornemmelig i ſit Fædrenelands ældre Hiſtorie. Snorre Sturleſøn, Baſtholms Philoſophie for Ulærde og flere af den ſidſte populære Skribents Verker findes jævnlig paa en Hylde.

Agerbruget er ubetydeligt, og nærmere Sneegrændſen endog umuligt. Deſto fordeelagtigere er Fædriften; de kraftige Fjeldurter give Qvæget i kort Tid en Fedme, ſom det frodigere, grønnere og længere Græs paa de lavere Sletter ikke kan fremvirke. Bondens meſte Næring er derfor Melk, ſom han nyder under mange Slags Former. Denne kraftige Næring, ſom kun lidet udfylder Fordøielſes-Redſkaberne, gjør dem derfor lette og beqvemme til Arbeide; den beſværlige Fjeldgang udvikler Laar— og iſær Læg-Muſklerne, hvorfor de ſædvanlig have en ſmuk og kraftig Figur, og ere ſærdeles ſkikkede til alle Slags Legemsøvelſer og til de meſt halsbrækkende Spring i deres bekjendte Nationaldandſe.

Vedhængen ved det Gamle er Fjeldbonden egen. Intet Nyt har formaaet at trænge ind Blandt Fjeldkløfterne. Nationaldragterne, der ſædvanlig ere ſmukke og ſmagfulde, og klæde Bonden langt bedre, end en ſlet efterlignet Kjøbſtæddragt, træffes her temmelig uforandrede. Paa en Tid, da man begynder omhyggelig at opbevare Folkeſagn, Eventyr og alle andre Fortidens Minder, vilde det ikke være upasſende ogſaa at tænke paa en tro Afbildning af alle Norſke Nationaldragter, førend ogſaa de forſvinde og glemmes. Maaſkee kunne vi af vor fortjente Landſkabsmaler Flintoe engang vente Bidrag til en ſaadan Samling[3]. Ogſaa Navnene minde om Snorre Sturleſens Tid; ſaaledes traf jeg paa Gaarden Fosſum ved Riukand-Fosſen 2 Søſtre ved Navn Søvei og Thuri (Thyri), paa Hardanger-Fjeldet 2 Brødre ved Navn Baard og Thormod; en Bonde fra Hallingdal havde Navnet Gaute, hvilket var mig ganſke ubekjendt, men ſom der ikke ſkal være ſjeldent; Ouen (Oudin, Odin) er derimod paa ſine Steder almindeligere.

For hvert 1000 Rd. Bonden har ſamlet og lagt paa Kiſtebunden eller ſat paa Rente, anſkaffer han en ſtor Kobberkjedel, der lægges paa en Hylde over Døren i Gjæſteſtuen, og aldrig bruges. Paa Bolkeſjø forefandt jeg 3 ſaadanne, paa hvilke hvert Hammerſlag endnu var ſynligt, og vidnede om, at Kjedlerne endnu vare i ſamme Stand, ſom da de kom fra Kobberſmedens Haand. En 4de, ſom var til dagligt Brug og ikke forundtes en ſaa udmærket Plads, havde formodentlig ingen ſaadan ſymboliſk Betydning. Rundt omkring Væggene i en Mands Høide og paa Himlerne af 2 ſtore Senge fandtes Karnisſer eller Geſimſer af Egetræ, paa hvilke i ſtore ophøiede Uncial-Bogſtaver vare udſkaarne Bibelſprog til Gudsfrygts og Huusligheds Priis.

Næſte Morgen den 25de Juni Kl. 7, efter atter at have maalt nogle Solhøider, reiſte jeg fra Bolkeſjø. Her ſtiger man ned over et ſteilt Fjeld, roer over 2de Søer, og fortſætter derpaa Veien mod Veſt til den ſydligſte Ende af Tindſjøen, Tindoſen kaldet. Herifra roer man mod Nord opad den ſmale Tindſjø, der paa begge Sider er indſluttet af meget høie Fjelde, fra hvis næſten lodrette Sider en Mængde Smaa-Elve nedſtyrte ſig; nogle af disſe forvandle ſig til Støv inden de naa Søens Flade. I nogen Afſtand ſee de ud ſom hvide Traade, der hænge ned ad Fjeldets Sider. Men ſaaſom det allerede begyndte at mørknes, da jeg roede fra Tindoſen, fik jeg kuns et utydeligt Begreb om denne interesſante Egns Udſeende.

En Arm af Tindſjøen gaaer mod Veſt ind i Veſtfjorddalen i Tinds Præſtegjeld, uden Tvivl den ſmukkeſte Dal i hele Øvre Thellemarken. Igjennem denne Dal flyder fra Veſt mod Øſt, med adſkillige Krumninger, den ſtride Maane-Elv, der lidt nedenfor ſit Udſpring fra Mjøs-Vandet danner det bekjendte Vandfald Riukand-Fosſen. Imod Syd indſluttes Dalen af Gouſta, imod Nord af en lavere Fjeldrad. Her traf jeg den 26de Juni mine 3de Reiſefæller, Ingenieur-Capitain Broch, Lieutenant Munthe og Landſkabsmaler Flintoe, der havde ilet forud for at benytte deres knappe Tid. Vi indlogerede os hos Bonden Eyſtein Hanſen, en Mand af ligeſaa megen Anſeelſe for ſine Aandsgaver og Charakter, ſom for ſine udmærkede Legemskræfter[4]. Hos ham voldgives de fleſte perſonlige Trætter i Bygden; det er uviſt, om Eyſteins Fornuftgrunde eller hans ſtærke Arme meſt bidrage til Forligets heldige Udfald; men viſt er det, at Procesſer ſjelden eller aldrig her ſinde Sted. Ligeſaalidet kjender man til Tyverie i Veſtfjorddalen. Man tror, at Gjerningsmanden dog ei kunde blive ſkjult for Eyfteins mere end almindelige Penetration (eller tror, ſom det almindelig heder, at han kan viſe igjen), og denne veed med ſtor Klogſkab at drage et Slør over denne Sags rette Sammenhæng. Han fortalte os, hvorledes han ved et Par Tilfælde i Førstningen ved Klogſkab og Overlæg havde vidst at ſkaffe nogle ſtjaalne Smaating for Dagen, hvilket begrundede hans Rygte. Disſe Anecdoter erindrede os om Hiſtorien med Sølvſkeen i Abracadabra. Kort, i Eyſtein ſynes man at ſee en af Fortidens
Ingolfsland i Vestfjorddalen.

Høvdinger, der herſkede, fordi de kunde herſke, d. e. fordi de vare de klogeſte og de ſtærkeſte. Den førſte Dag, vi vare ankomne til Ingolfsland, kom Eyſtein hjem fra Veiarbeide med en ſtor Jernſtang paa Nakken, og havde udført et ſandt herkuliſkt Arbeide. Som Rodemeſter uddeelte han Veiſtykkerne til de forſkjellige Bønder. Et Stykke Vei paa 20 Alens Længde ſkulde graves 1 Alen dybere; men da der paa ſamme, foruden en Mængde mindre Stene, laa 2de af ſaadan Størrelſe og Vægt, at de ei ved menneſkelige Kræfter kunde rokkes, ſaa ſkulde disſe førſt ſprænges. To Bønder, ſom dette Stykke blev tilbudt, erklærede at de ei kunde udføre dette Arbeide i mindre end 2 Dage; et Par Andre af de ſtærkeſte vilde ei heller paa andet Vilkaar paatage ſig ſamme. Eyſtein paaſtod, at det ei var mere, end han turde forbinde ſig til at udføre alene i een Dag. Da de andre ved Solens Nedgang gik fra Arbeidet, begyndte Eyſtein paa at brænde og ſprænge Stenene; væltede derpaa Stykkerne ned over Siden af Fjeldet, gravede Veien en Alen ned, og ved Solens Opgang (man betænke Nattens Længde hos os i Slutningen af Juni Maaned) var han færdig. Næſte Dag arbeidede han med ſamme Munterhed, ſom de andre. — I ſit Huus deelte han trolig Arbeide med Huſtruen. Snart vuggede han ſin lille Søn, eller bar ham paa Armene, ſnart hentede han tørret Kjød fra Stolpeboden, og ſtegte eller kogte det til os, vidſkede Kopper eller Boller, dækkede Bord o. ſ. v. imedens Huſtruen ſyslede med ſin Væv.

Uagtet Ingolfsland ligger ſaa tæt under Gouſta, kan man dog derfra ikke ſee Fjeldets Top. Det beſtaar nemlig af et Fodſtykke, ſom en afſkaaren Pyramide, paa hvilket er opreiſt en anden Pyramide med mindre Grundflade end Fodſtykkets øverſte Overſlade. Kanten af Fodſtykket kaldes Gouſtas Knæer, og da den øverſte Pynt ligger inden for disſe Knæer, ſaa ſkjules den af ſamme. Vi maalte ved Ingolfsland en liden Grundlinie, og fra Endepuncterne af ſamme Vinklerne imellem det høieſte Punkt af Knæerne og Horizontallinien, hvoraf fandtes dette Puncts Høide over Gaarden Ingolfsland = 2360 Fod[5]. Af denne lille Operation følger tillige, at Dalen paa dette Sted ikke er mere end henved 4000 Fod bred. Skjønt Gouſtas Top ſkal være 6000 Fod over Havets Overflade, altſaa indenfor den beſtandige Snees Grændſe, ſaa kan Sneen dog ei der blive liggende, formedelſt Fjeldſidernes Brathed. Kuns i en Mængde Rifter, der ſom lange parallele Striber ſtrække ſig fra Toppen ned imod Knæerne, fæſter Sneen ſig og giver denne Fjeldſpids et eget characteriſtiſk Udſeende.

Den 27de Juni gjorde vi en Vandring længer op i Dalen, for at beſee Riukand-Fosſen[6]. I Begyndelſen ſtiger Dalen næſten umærkelig; men efterhaanden, ſom man nærmer ſig Gaarden Vaae, bliver Veien beſværligere, Maane-Elven flyder her i Bunden af en ſmal, omtrent 1000 Fod dyb, med Grantræer bevoxet Dal; ſaa at man kun meget ſjelden fra Veien kan ſee den. I en Afſtand af omtrent 12 Miil fra Fosſen viſer ſig med eet, oppe i en vild Fjeldegn mellem ſortegraa Fjelde, en ſtærk Røg eller Damp, hvilken Røg, ligeſom af en uhyre kogende Kjedel, vexelviis ſtiger og falder. Dette Syn giver den førſte imponerende Idee om dette vældige Vandfalds Størrelſe og Høide.

Endelig naar man hen til Mariſtiens Begyndelſe, og her ſeer man Fosſen næſten lige for ſig, dog i en Afſtand af omtrent 12 Fjerdingvei, ſtyrtende ſig ud af „en ſmal Klipperevne ned i Dybet. Dette Punct er udentvivl det fordeelagtigſte Standpunkt, fra hvilket Fosſen kan betragtes, og herfra kan ventes den førſte tro Afbildning af denne udmærkede Naturſcene fra Hr. Flintoes Penſel[7]. De utallige Partier, hvori det udſtyrtende Vand deler ſig, de Bevægelſer og Afvexlinger, ſom denne Skummasſe fremviſer for Øiet, lade ſig vanſkelig male, men aldeles ei ved Ord beſkrive. Den Dal, i hvilken Fosſen ſtyrter ned, er en kileformig Fordybning imellem 2 høie Fjelde, hvis nøgne og næſten glatte Sider ſynes at gjøre en Vinkel af 50 til 60 Grader med Horizonten. Den ſkummende Elv dækker den hele ſmale Bund i denne Dal. Vil man hen til Fosſen ſelv, maa man enten ſtige over det høie Fjeld, ſom indſlutter Dalen paa den nordre Side, hvilket er en yderſt beſværlig Omvei af over 12 Miil, eller gaa over den ſaakaldte Mariſti, der ſlynger ſig hen ad den ſkraa Klippevæg i en 700 til 800 Fods Høide over Elven omtrent midt imellem Klippens Top og dens Fod. Vi valgte det ſidſte. For ei at glide aftoge vi vore Sko; og ſaaledes krøbe vi paa Hænder og Fødder over denne berygtede Sti. Saaſom jeg ei er fri for Hovedſvimmel, gik Eyſtein bag ved mig, og greb mig ved de farligſte Steder med en vældig Haand i den ene Skulder. Da man vender Anſigtet mod Klippevæggen, og ſaaledes ei ſeer ned det rædſomme Dyb, ſaa er efter min Formening denne Sti langt mindre farlig end dens Rygte. Paa Gaarden Fosſum tæt ved Fosſen traf vi en Krøbling uden Fødder, der endog paa Knæerne var gaaet over Stien.

Ved Siden af Fosſen ligge adſkillige ſtore nedſtyrtede Stenmasſer, paa hvilke man kan krybe ned næſten midt i Fosſen ſelv. Her ſeer man, naar Solen ſkinner, under ſine Fødder i den ſkummende og rygende Fos en heel Regnbue eller Regnkreds, og man bliver ikke ſnart træt af at krybe om paa disſe Stene; thi ved hvert Skridt viſe ſig nye Scener, ſom fængſle Opmærkſomheden. Den Revne, hvoraf Fosſen ſtyrter ud, ſynes ikke at være mere end 8 Fod bred, ſaa at man ved et driſtigt Spring maatte kunne hoppe derover. Deſto dybere maa den være, ſiden en ſaa ſtor Vandmasſe kan trænge ſig derigjennem.

At maale dette Vandfalds lodrette Høide er yderſt vanſkeligt, ſaaſom det er næſten umuligt at komme ned til dets Fod. For at komme her ned maatte man fra Mariſtien krybe ned ad den ſteile og glatte Fjeldſide, hvilket ſynes ugjørligt Dog fortalte Søvei, en Datter af Manden paa Gaarden Fosſum tæt ved Riukand, at hun ſom liden Pige var krøben derned, for at optage en nedrullet ringe; og at en Bisſekræmmer, der havde tabt ſin Kramkiſte paa Mariſtien, ligeledes var nedsteget for at ſamle ſit Kram. Profesſor Esmark maalte en Barometerhøide ved Fosſens Udløb og en anden ved en Bro, en halv Mil nedenfor Fosſen, og fandt ſaaledes en Høide af 800 Fod; men da Elven her har et stridt Løb, maa dens Fald paa denne halve Mil være ſtørre, end det af ham er antaget. Om Vinteren ſkal det undertiden lade ſig gjøre, at gaa langs op ad den frosne Elv og ſaaledes komme tæt under Fosſen. De af Fosſen beſtandig opkaſtede Vanddraaber fryſe da efterhaanden ſammen, og danne et ſtort Isrør, hvorigjennem Fosſen falder, ſaa at man kan høre dens Bulder uden at ſee den. Ved at iagttage den Tid, ſom Vandpartierne behøvede til at falde, troede jeg ei at kunne anſlaa den til mere end imellem 400 og 500 Fod, og mine Reiſefæller, ſom betjente ſig af forſkjellige andre Gisningsmaader, vare heri enige med mig, ſaaledes at denne Fos herved nedſættes til omtrent det Halve af dens hidindtil antagne Høide (800 Fod eller derover).

Den 28de Juni begave vi os fra Ingolfsland til Milan, en Gaard, ſom ligger længere nede i Dalen mod Øſt. Herifra ſeer man for Enden af Dalen Gouſta-Fjeldet lige fra dets Top til dets Fod. Vi maalte her en Baſis og nogle Vinkler, ſom gave os Høiden af Gouſtas Varde over Milan: 4600 Fod[8] og dens Afſtand fra Milan omtrent 24,206 Fod i Syd 33°18ʹ mod Veſt. 24 Solhøider om Middagen den 26de gave Polhøiden af Ingolfsland = 59°52ʹ51ʺ,4, og Uhret angav Tidsforſkjellen fra Chriſtiania 7ʹ43ʺ,9. 24 Solhøider paa Milan den 29de gave Polhøiden = 59°55ʹ41ʺ,2, Tidsforſkjellen fra Chriſtiania = 7ʹ9ʺ,5. Af de ovenanførte Iagttagelſer følger altſaa Polhøiden af Gouſta-Varden = 59°52ʹ2ʺ,6 og Tidsforſkjellen fra Chriſtiania: 7ʹ18ʺ,4. Af disſe Beſtemmelſer ſees, at hele Veſtfjorddalen ligger paa det Pontoppidanſke Kart omtrent 7 Minuter for langt mod Syd, hvilket udgjør henved 116 Norſk Mil. Den ſamme Feil fandtes ogſaa den 30te Juni paa Tinds Præſtegaard Attraa, hvis Polhøide formedelſt overtrukken Himmel vel ei nøiagtig kunde beſtemmes, men dog efter lang forgjeves Venten een eneſte Solhøide blev ſnappet imellem Skyerne omtrent 1 Time før Middag, hvilken Høide angiver Præſtegaardens Polhøide omtrent = 60°0ʹ14.. Heraf følger altſaa, at ſaavel hele Tindſjøen ſom Veſtfjorddalen maa rykkes 7 Minuter mod Nord, hvorved Afſtanden imellem Tindoſen og Kongsberg, der paa Kartet angives for liden, vil faa ſin behørige Størrelſe. Herved vil ogſaa Bratsberg Amt og følgelig Chriſtianſands Stift blive en halv Snees Qvadrat-Mile ſtørre, end det er efter bemeldte Kart, da den hele nordlige Grændſe maa tykkes betydelig imod Nord.

Efterat Hr. Flintoe paa Tind havde gjort et heldigere Udbytte af ſmukke Proſpecter, end jeg af aſtronomiſke Iagttagelſer, vandrede vi lidt over Middagen den 30te Juni i Sneeveir mod Nord til Tesſungdalen, hvor vi, trætte og forfrosne og vaade af det beſtandige Slud, ankom ſildig om Aftenen, og indlogerede os paa Gaarden Midbøen. Ved de heftige Bevægelſer, ſom den beſværlige Overgang over Fjeldet foraarſagede, var Chronometret, ſom jeg bar i en Læderkapſel i horizontal Stilling faſtſpændt paa Bryſtet, ſtandſet, og dette Uheld forhindrede mig fra at beſtemme de følgende Steders Lengdeforſkjel fra Chriſtiania. Regn og Kulde i Forening med den barſke Fjeldegn gjorde vort Ophold her den 1ſte Juli mindre behageligt. Da det imidlertid var Søndag, ſaa forſamledes en ſtor Deel af Almuen fra Nabolauget i feſtlig Dragt paa Midbøen: for at ſee paa de Fremmede og igjennem deres Kikkerter. Blandt disſe fængſlede et Par ſærdeles ſmukke Koner, hver med ſit Barn paa Armen, iſær vor Opmærkſomhed, og en Pige ved Navn Sigrid vidſte med ualmindelig Livlighed og Lune at forkorte os Tiden.

Den 2den Juli begave vi os fra Thellemarken over Tesſung-Fjeldet til Opdal i den øvre Deel af Nummedal. Denne Overgang — og iſær Nedgangen af Fjeldet i Dalen — var den beſværligſte, vi hidtil havde prøvet. Det er næſten ubegribeligt, hvorledes en Heſt, betynget med en ſaa ſvær Byrde, ſom vores Tøi og alle mine Inſtrumenter, kan ſtige ned ad ſaadanne ſteile, ujævne, med ſtore nedrullede Stene bedækkede og med Buſke bevoxede Bjergſider, uden at brække Benene, eller i det mindſte ved den ſtore Overvægt paa Ryggen gjøre et ufrivilligt salto mortale. For at forhindre det ſidſte maa Føreren, ved ſærdeles vanſkelige Steder, af alle Kræfter holde Heſten tilbage ved Halen, for at forſkaffe den fornødne Modvægt.

Da vi endelig lykkelig og vel vare komne ned i Dalen, mødte os det Uheld, at finde alle Døre lukkede og Huſene tomme. Thi uheldigviis vare der 2de Brylluper i Dalen, hvortil alle Gaardmænd og deres Familier vare indbudne, og da ſaadanne Brylluper høitideligholdes uafbrudt i 8 Dage, ſaa var der for os kuns lidet Haab om at faa Natteqvarteer. Vi vandrede ſaaledes omtrent 34 Mil lige til Dalens øſtlige Ende, førend vi traf nogen aaben Dør. Paa Gaarden Røgsland, hvor vi for vores Kløvdrivers Skyld, der tilforn havde tjent her, endelig bleve modtagne, maatte vi trætte og hungrige og vaade af en Bæk, vi havde vadet igjennem, endnu vente en god halv Time udenfor Døren, inden man havde raadſlaaet og paa det ſkarpeſte forhørt os om, hvo og hvorfra vi vare, hvorfor vi vare komne her? o. ſ. v. da man ei kunde begribe, ſom det hedte, at vi kunde gjort en ſaa lang og koſtbar Reiſe uden at have noget Ærende. Det hele Forhør udførtes i en bydende og ſkrigende Tone. En høi Grad af Ureenlighed ſaavel i Huſet ſom hos dets Beboere tilligemed det hele Enſemble, ſammenlignet med den venlige Modtagelſe, vi hidindtil havde truffet, opvakte hos mig den høieſte Uvillie. Imidlertid maa man gjøre gode Miner ved ſlet Spil. Vi maatte paatage os det venligſte Anſigt, ſom under disſe Omſtændigheder lod ſig fremtvinge; Karlens og vor Forſikkring om, at vi baade kunde og vilde betale, og adſkillige Smigrerier, ſom bleve ſagte den gamle Vertinde, bevirkede endelig, at der blev givet Ordre til at bringe os ind i Maala-Stua. Paa denne Gaard herſkede en beſynderlig Blanding af Umulighed og et Slags Pragt, ligeſom hos dens Beboere af Stolthed og Uvidenhed. Den ſaakaldte Maala-Stue var en Sidebygning, der udgjorde et eneſte meget ſtort Værelſe, en ſaakaldet Spærreſtue[9], der var opført til Thingſtue. Løftets 2 ſkraa Flader vare malede hvide, og inddeelt med farvede Linier i 300 til 400 Ruder, og i hver af disſe Ruder var med de meſt ſkrigende Farver malet Figurer, foreſtillende Dyr og Scener af Bibelen, med en ſaare nødvendig Underſkrift under hver, ſom tilkjendegav, hvad Figuren ſkulde betyde. Her ſaaes Noahs Ark og Babels Taarn, fra hvilke 2 Hovedpunkter hele den øvrige tobenede og firbenede Vrimmel (naar de faa antediluvianſke Perſoner undtages) maa anſees at være udſtrømmede. Blandt denne brogede Forſamling forekom følgende Naboſkab mig ret pudſeerligt: de 7 kloge og de 7 daarlige Jomfruer, en Drage, en Biſp, en Præſt, en Klokker og en Kirkeſanger (alle med den ſædvanlige Underſkrift), blandt hvilke de 2 ſidſte, uagtet de vare rene Karrikaturer, dog havde,en vis Individualitet, ſom ſyntes at tilkjendegive, at de vare malede ad vivos og for Honneurens Skyld indbragte i denne fornemme Forſamling; hvorimod de øvrige ſandſynligviis vare rene Idealer, Foſtere af Kunſtnerens egen glødende Phantaſie. Paa Døren ſaaes en lang tynd Figur med friſeret Haar, høirød Kjole med ſtive Skjød, ſorte Buxer, hvide Strømper og Sko, der i den ene Haand holdt en liden trekantet Hat, inden anden en lang tynd Stav, hvorpaa han ſtøttede ſig. Han havde aldeles Udſeende af en gammel verkbruden Skrædderſvend; men Underſkriften ſagde: „Dette er Roland“, og ved nøiere, Betragtning forvandlede Staven ſig til et Slagſværd. I Stuen ſtod, foruden adſkilligt andet Skramlerie, 3 uhyre ſtore Kar af 3 til 4 Alens Gjennemſnit, hvori var nedlagt Læder i Barkelud til Garvning.

Efterat vor Skydsbonde, formedelſt gammelt Venſkab, var bleven bevertet med det bedſte Huſet formaaede (Flødegrød), og vi andre, ſom det kunde falde ſig, med tyk Melk, Fladbrød og Oſt, lagde vi os til Hvile; men i hvor mødig jeg var, ſaa fik jeg neppe en Times Blund formedelſt en Mængde Lopper, der her, ſom ſædvanlig i Bøndernes Senge, vrimlede, og foraarſagede en Fornemmelſe lig den at hvile paa Brændenelder. Om Morgenen beklagede jeg mig for Vertinden, og fik til Trøſt, „at det kunde være ſlemt nok for dem der ei var vant dertil“. Dog ſkiltes vi i al Venſkabelighed fra hende; ja hun bad os endelig hilſe vore Koner fra hende, og føiede til, at derſom vi en anden Gang kom der til Dalen, iſær en famille, da kunde vi tage ind hos hende.

Saaledes ſtyrtet og forberedet maatte jeg den 3die Juli om Morgenen ſige mine muntre Reiſefæller Farvel, for alene at begynde den beſværligſte Deel af min Reiſe, nemlig Gangen over Hardangerfjeldet, mod hvilken den hidtil udførte Reiſe maatte anſees ſom en let og behagelig Spadſeregang. De gik mod Øſt, og jeg lidt hjerteklemt mod Veſt langs opad Dalen for at faa Heſt over Fjeldet fra en af de høieſte Fjeldgaarde paa Fjeldets øſtre Side. Beſtandig ſteeg Dalen høiere og høiere, og Gangen blev tungere og tungere; Solheden udmattede end mere. Her mødte jeg en Kone førende en Kløvheſt, paa hvilken i hver Kløv var faſtbunden en dyb Kurv, fuldpakket med Hø, og af hver Kurv ſtak 2 Børnehoveder frem. Dette er den eneſte Maade, paa hvilken de Stakler kan føres opad de ſteile og ujævne Fjeldſtier, hvor et voxent Menneſke kuns med Anſtrengelſe og Forſigtighed kan gaa. Naar Foraaret kommer, maa nemlig Moderen med Børnene, om de end ei vare mere end et Par Maaneder gamle, drage til Fjeldſæteren med Kreaturene. Imidlertid ſpares omhyggelig de faa Græsſtraa, der voxe hjemme omkring Gaarden, for i det mindſte at afgive nogen Hjelp til en tarvelig Vinterfourage. Dette ſynes mig at være den traurigſte Side af Fjeldbondens Liv, at han maa opleve 2 Vintre i hvert Aar. Saaſnart nemlig Sneen er af Marken, hvilket her førſt indtræffer i Slutningen af Juni Maaned, drager han op i en Egn, hvor endnu alle November Maaneds ubehagelige Ledſagere vente paa ham. Efter lidt mere end 2 Maaneders Liv i en øde Fjeldegn, hvor ingen Blomſt mere kan gro, men hvor ikke ſjelden Snee, Slud og Nattefroſt, og altid ſkjærende Vinde hjemſøge ham, vender han tilbage til ſin Arne, og bereder ſig til den alvorligere 9 Maaneders Vinter. Disſe Sæterſtuers Indretning, ſom ſiden nøiere ſkal beſkrives, er ſærdeles ynkelig. Og dog ſortalte en Kone os, at hun havde ligget i Barſelſeng der. Vanen og ſtærke Nerver gjøre Alt udholdeligt. De ere ret tilfreds i deres Stilling; thi lykkeligvis kjende de intet bedre.

Overalt, hvor vi ſpurgte efter Heſt, fik vi til Svar, at alle Kreaturene vare paa Sæteren. Min Skydsbonde blev omſider utaalmodig, og yttrede flere Gange, at han nu ikke kunde føre min Bagage længer. Kuns med Møie fik jeg ham overtalt til at ledſage mig til Øſtre-Nørſtebø, den øverste Fjeldgaard paa den øſtre Side af Fjeldet, hvor man ſagde, der boede en Mand, ſom var forpligtet til at ſkaffe Skyds. Vi ankom her omtrent Kl. 2 Eftermiddag. Da Afſtanden imellem Nørſtebø og Maurſæter (den førſte Fjeldgaard, i Hardanger i Bergens Stift, paa den veſtre Side af Fjeldet) regnes for 9 norſke Mile, og disſe naturligviis formedelſt Fjeldets Høide (der omtrent falder i Sneegrændſen) ere meget beſværlige, faa beſtilte jeg 2 Heſte, for ſaavidt muligt at ſpare mine udtømte Kræfter ved at ride, hvor Terrainet tillod det. Jeg ſpurgte derpaa Konen i Huſet, om hun kunde give mig noget at ſpiſe, og overraſkedes ved det ſaare behagelige Spørgsmaal: „Kan Du ſpiſe Fiſk?“ Hun tillavede mig derpaa en liden Ret ſprængt Ørret, og det var førſte Gang ſiden jeg forlod Tinds Præſtegjeld, at en ſaa koſtelig Forfriſkning var bleven mig til Deel. Ei heller var jeg ſelv kommen aldeles tomhændet til Huus. Paa en af de nærmeſte Gaarde havde jeg opdaget og tilhandlet mig en halv Snees Æg, hvilket jeg i min udtømte Pengepung forſigtig bar i Haanden. Af disſe kogte jeg ſelv med Secunduhret i Haanden et Par (en Forretning jeg ei torde betroe min Vertinde) og forhøiede Maaltidets Glands ved et Glas Maderavin. Ingen, der ei ſelv har været i lignende Omſtændigheder, kan foreſtille ſig den Rigdom af Nydelſe, der laa i dette Maaltid. Ved en ſaa lang og uſædvanlig Anſtrengelſe, forenet med en, i det mindſte for den Uvante, ſlet Føde og Mangel af den behørige Søvn, kommer Legemet i en ſaa ſtærk Underballance af Kræfter, og den phyſiſke Trang til nærende Føde bliver ſaa ſtor, at man ordentlig ſynes at føle ſin Tilværelſe med Behagelighed, naar denne Trang for et Øieblik afhjelpes.

Da jeg er kommet til at berøre Capitlet om Mad og Drikke, vil jeg med et Par Ord omtale den Diæt, ſom den Reiſende maa holde i Fjeldegnene. Af Brød findes intet uden grovt Havre-Fladbrød; ſød Melk er om Sommeren ei at faa, da alle Kreature ere til Sæters; ſuur Melk derimod ſavnes næſten aldrig. Dog er denne ofte Maaneder gammel; thi paa Sæteren ſkummes den, og efter at man har lavet Oſt af en ſtor Deel, ſendes det Overblevne paa Kløv i ſtore Bimpler ned til Gaarden, og bevares i en almindelig Melkebeholdning; hvor Nyt og Gammelt blandes om hinanden. Dens Farve ſpiller derfor undertiden i det Grønlige, og den pirrer Næſen inden man endnu faar den i Munden[10]. Foruden flere Slags ſkarp Oſt finder man undertiden endnu en Melkeſpiſe, nemlig den ſaakaldede Prim[11], fra hvilken dog enhver Kjøbſtad-Mave ſtrængeligen maae afholde ſig, da ſelve Bønderne, der ere vante til den, kun ſpiſe nogle faa Skeer ad Gangen. Smør erholdes altid ſærdeles godt og friſkt. Det frembæres i en trebenet Træringe, hvoraf det fremrager i Form af en Halvkugle. For Fremmede maa altid ene ny og urørt Halvkugle fremſættes; jo ſtørre den er, deſto bedre tolker den Vertens Velſtand og hans Opmærkſomhed for Gjæſterne. Af Kjødſpiſer faar man intet andet end ſaltet og vindtørret Gjedekjød, ſom ſædvanligt er flere Aar gammelt. Dette ſkjæres med en ſkarp Tællekniv langs efter Trævlerne i lange tynde Spaaner, lig Høvleſpaaner, og hvo der ei har Tænder, hvormed han formaar at overklippe Træpinder, maa endnu karve det ſmaat, ligeſom man karver Tobak. Vi forſøgte det baade kogt og ſtegt, men fandt den oprindelige ſpegede Tilſtand at være den fordrageligſte. Øl er undertiden at faa; men uagtet det er meget ſtærkt, ſaa er det dog uſmageligt, ſaaſom det ſædvanlig er dovent og tykt; det foraarſager Hovedpine og ſlukker ei Tørſten. Af en Tønde Malt brygges ei mere end en Tønde Øl. Bonden ſætter ligeſaa megen Ære i, ved Gjæſtebudet at beverte med ſtærkt og fedt Øl, ſom den bemidlede Kjøbſtædboer i at opvarte med udſøgt gammel Vin. Ved Brylluper løbe Ølbollerne mange Gange Bordet rundt, førend Maden røres; og dette foranſtaltes, ſom det hedte, af den Grund, at naar Gjæſterne flittig havde ſmagt Øllet, ſaa regnede de det Eie ſaa nøie med Maden. Som et Bevis paa den Pris, Bonden ſætter paa ſit Øl, og tillige paa hans Gjæſtfrihed, tjener følgende Træk. Nils Milan i Veſtfjorddalen (en ſmuk, høi, blaaøiet 70aarig Olding) havde overladt ſin betydelige Gaard til ſin Svigerſøn, og blot forbeholdet ſig (foruden Livsophold) 12 Tønder Byg aarlig til at brygge Øl af. Naar han havde brygget en Tønde, ſtod han i Stuedøren eller gik endog henad Veien for at indkalde enhver Vandrer, at ſmage hans Øl, og havde ei Ro, førend Tønden var tom. Da vi opholdt os paa Milan, havde han nylig brygget, og krøb i det mindſte hvert Qvarteer ned i Kjelderen for at fylde ſin Bolle. Det hjalp ei at vi undſloge os med den Forſikkring, at vi ei vare tørſte, ſaaſom vi nylig havde drukket. „Drik Du kuns, det er godt!“ ſagde han, og ingen kunde ſige det venlige Anſigt Nei. — Brændevin er ikke ſjeldent, dog gjøre Bønderne ſjelden Brug deraf; i det mindſte har jeg i Fjeldegnene ikke ſeet Spor af Drukkenſkab, og paa nogle Gaarde havde man ſlet intet, uden hvad man fik fra Kjøbſtaden. Thee og Caffe kjender man i det høieſte af Navn, og om end den Reiſende medbringer ſamme, kan han dog ei ſaa dem tillavede, af Mangel paa Melk og Fløde og af Mangel paa Koge- og Drikke-Kar. Træboller og et Par Gryder ere i disſe Egne det eneſte Huſet formaaer.

Førend jeg begiver mig paa Overgangen over Fjeldet, vil jeg endnu med et Par Ord berøre Fjeldbøndernes Huſe og Husgeraad. I Veſtfjorddalen er ſædvanlig Huſets Hoved-Indgang forſynet med et lidet Skur, hvis Tag bæres af et Par tykke dreiede Colonner eller Støtter, der vel ikke høre til nogen af de bekjendte 5 Ordener, men dog gjøre en ganſke god Effect. Paa en af Huſets Ender ſeer man en Fronteſpice, der bæres af lignende Støtter[12]. Huſet beſtaar ſædvanlig blot af et Par ſmaae Stuer, hvoraf den forreſte er Kjøkken og Dagligſtue, den inderſte Sovekammer. Et Stykke derifra ſtaar, ganſke iſoleret, den ſaakaldede Stolpebod, ſom indeholder Huſets Rigdom. I underſte Etage gjemmes nemlig Fødevarer, ſaaſom Korn, tørret og ſpeget Gjede- og Souve-Kjød, o. ſ. v., i den øverſte alle Slags Huus- og Kunſt-Flids Producter. Paa Snorer under Loftet hænge her flere Duſin uldne og linnede hjemmevirkede Teppener af alle Slags Farver og Mønſtre; paa Væggene ſees Mandens og Huſtruens Brude- og Høitids-Klædninger med dertil hørende Belter og Hovedſtads. To ſtore brogede Kiſter, bemalede den ene med Mandens, den anden med Huſtruens Navn, indeholde forſkjellige Kramvarer af finere Slags, ſaaſom Silketørklæder, ſmaae Speile, gamle Sølvſkeer, Sølvbægere, Kruſe, Linned og forſkjellige mindre Sager, henhørende til mandlig og qvindelig Sysſel. Alting er opſtillet til Skue i en Slags ſymmetriſk Orden, og Kiſterne ſtaae med opſtaaet Laag, at den Fremmede kan ſee ſin Glæde i Huſets Velſtand. Laagets indvendige Flade er ſædvanlig prydet med brogede Kobberſtykker eller Tegninger. Saaledes ſaaes hos Eyſtein Hanſen paa Ingolfsland Manden og Konen afbildede i deres Bryllupsſtads. Paa en Hylde finder man gjerne nogle Glas, et Par umage Thekopper, en Caffekande uden Laag, eller andre lignende Fajance- eller Porcellains-Artikler; Ting, der aldeles ei ere beſtemte for dagligt Brug, men kuns tjene til Stolpebodens Prydelſe. Her findes ogſaa gjerne de ſtore, med brogede Blomſter og Løvverk bemalede, Ølboller, hvis Rand aldrig mangler en Indſkrift, der bevidner Øllets Kraft. Paa en ſaadan Træbolle hos Eyſtein Hanſen ſtod omtrent følgende:

Det var et grepa Øl, det var Øxhammer Drikka;
Hvo drikker vel deraf, maa ſig om Skjægget flikka.

Paa et andet Sted broutede en ſaadan Bolle med, at den førſte Gang havde ſlaaet 12 Mand under Bordet. — I dette Værelſe findes ogſaa et Par Senge, beſtemte til Leie for.den Fremmede. Disſe Senge ere opredede med Halm, hvorpaa er udbredt uldne Tepper; over ſig har man enten et Par lignende Uldteppers eller en Lammeſkinds Feld. Lagen bruges ikke; et Stykke Linned lægges vel over Hovedgjærdet; men det ſtrækker ſig ei længer, end til Sengens halve Længde. Ere disſe Skindfelder ganſke nye, og Sengen ei i dagligt Brug, ſaa hviler man ſaare behagelig i den; i modſat Fald har den ſine Ubeqvemmeligheder. — For al denne Herlighed er der ofte ingen anden Lukkelſe, end en ſimpel Trælaas, der dog ſikkerlig er mere dirkefri, end den kunstigſte engelſke Laas, og for ſin ſindrige Simpelheds Skyld fortjener at tages in Øieſyn. — En Ting maa jeg til Slutning berøre, der iſær ſtøder den Fremmede i Fjeldbøndernes Huſe, nemlig deres Gulves Ureenlighed. Lige fra den Tid at Huſet blev bygget og Gulvet blev lagt i Bedſtefaders eller Oldeſaders Tid, har Gulvet aldrig været reengjort anderledes, end ved at feies med en Koſt (en Lime); alt det Snaus, ſom ved Bondefamiliens daglige Færdſel paa Marken indbringes i Stuen, nedtrædes og indtørres i Gulvet; og man kan let begribe, hvad Udſeende et ſaadant Gulv efter et halvt Seculum kan faa. Jo høiere man kommer op i de kolde Regioner, deſto ſtørre bliver denne Ureenlighed; Livet bliver her ſaa beſværligt, at man ei kan tænke paa dets Zir.

En ſtor Deel af Eftermiddagen (Tirsdagen den 3die Juli) og den paafølgende Formiddag tilbragte jeg paa Nørſtebø med at gjøre aſtronomiſke og magnetiſke Obſervationer, ſaaſom den beſtilte Skyds førſt ankom efter 24 Timers Forløb. Desuagtet oppebiede jeg den med den ſtørſte Taalmodighed; thi min Frygt for i denne Afkrog maaſkee ingen Heſt at faa, var dog tilintetgjort; og da min Skydsbonde juſt ſamme Dag ſkulde flytte til Sæteren, og desuden ei kunde vente at komme tilbage fra denne lange Overreiſe førend om otte Dage, ſaa vare fra hans Side adſkillige Foranſtaltninger nødvendige, der ei haſtigere kunde tilendebringes. Foruden ovenomtalte videnſkabelige Beſkjæftigelſer, benyttede jeg ogſaa denne lange Mellemtid til at udruſte mig til den foreſtaaende Fjeldreiſe. I Forening med Vertinden gjorde jeg nemlig Endeel mislykkede Forſøg paa, af de overblevne Æg at bage Pandekager; men da vi vare uenige i Principerne, og i Grunden begge ligemeget forſtode os paa det Practiſke af Kunſten, ſaa blev det erholdte Product ſaa lidet tillokkende, at jeg ſkjænkede min mindre nøieregnende Skydsbonde det hele Qvantum. Førſt Kl. 2 om Eftermiddagen den 4de Juli begave vi os paa Reiſen; og dette havde den Ubehagelighed til Følge, at jeg blev nødt til at tilbringe 2de Nætter paa Fjeldet.

Den ſtore Fjeldryg, der adſkiller Bergens Stift fra Chriſtianſands og Agershuus Stifter, — eller det Veſtenfjeldſke fra det Søndenfjeldſke, — og hvis ſydligere Deel fører Navn af Hardanger-Fjeld, den nordligere af Fille-Fjeld, gaar omtrent fra Syd til Nord med nogen Afvigelſe mod Øſten. Fra denne Ryg gaa mindre Fjeldrygge, ligeſom Ribbeen, ud imod Øſtſiden, og danne der lange ſnevre Dale, der ſtrække ſig fra Veſt mod Øſt. Naar man gaar fra Thellemarken mod Nord, maa man derfor idelig overſtige betydelige Fjelde, for at komme fra den ene Dal til den anden. Alle Elvene løbe ogſaa fra Veſt mod Øſt. Hovedfjeldets Brede er meget forſkjellig; fra Hallingdal til Eidsfjord angives det for 14 Mile; fra Nørſtebø til Maurſæter, ſom ovenfor anført, for 9 Mile; fra Nørſtebø til Ullensvang for 14 Mile; ſydligere er Breden endnu ſtørre. Det ſnevreſte Pas er det, hvor den almindelige Poſtvei gaar, imellem Lysne i Leirdal udi Sogn og Slogſtad i Valders. Veien ſlynger ſig her langs med Fordybninger eller et Slags ſnevre Dale, ſaaledes at den næſten overalt ligger i Ly af høiere Fjelde. Kuns paa et kort Stykke Vei i Nærheden af Suletind, hvor Veien har naaet Fjeldets Høide, er man udſat for den paa aabne Bjergflader ſkjærende Vind, og alle den urolige Athmoſphæres Angreb. Den Vei, vi ſkulde vandre, gaar beſtandig mod Veſt, ſkyder omtrent 2 Mile fra Nørſtebø over Lougen Elv, og gaar derpaa paa den nordlige Side af Normanns-Lougen Sø, fra hvilken Lougen-Elv kommer[13]; herfra gaar den i Nordveſt, imellem Fjeldene Haarteigen og Hallingſkarven, til Maurſet i Eidsfjord[14].

Det Opdalſke Compas, ſkulde man tro, havde en Misvisning af 90° mod Veſt; thi den Verdens Kant, ſom hos alle andre Chriſtne Folk kaldes Veſt, heder i denne Dal Nord. Saaledes kalde de Hardangerne, der komme til dem over Fjeldet fra Vest, Normænner; at gaae fra Rogsland til Nørstebø eller over Fjeldets kaldes at reiſe Nord paa; og Normans-Lougen Søe vil, efter deres Compas udlagt, ſige „den Søe, hvorfra Lougen udſpringer, og ſom man maa reiſe forbi, naar man vil beſøge Normænnerne“. “ Førend jeg var kommen underveir med denne beſynderlige Sprogbrug, kunde jeg aldrig blive enig med min Leder, naar vi talte om Beliggenheden af en eller anden Gjenſtand. Endelig fik jeg Oplysning om den rette Sammenhæng ved følgende catechetiſke Dialog. Jeg: „Er det ikke nu Middag?“ Han: „Jo“. Jeg:. „Staaer ikke Solen i Syd om Middagen?“ Han: „Jo“. “Jeg: „Altſaa ligger jo hin Fjeldſpids lige under Solen, ikke, ſom Du ſiger, i Vest, men i Syd?!“ — Hidindtil var det gaaet godt, og han havde uden Vanſkelighed indrømmet Præmisſerne; men Concluſionen opbragte ham, og han ſvarede ganſke tvært: „Mæ kalder de inte ſaa mæ“. — Anledningen til disſe forkeerte Benævnelſer kommer formodentlig deraf, at Dalen ſtiger mod Veſt op mod Fjeldet og bliver der koldere og ufrugtbarere. Denne umildere Egn forvexlede med det ſande Nord, og alle de, ſom komme fra den Ende af Dalen, hede ſaaledes Normænner.

I flere Timer bleve vi ved beſtandig at ſtige opad; førſt ud paa Eftermiddagen havde vi tilendebragt den beſværligſte Deel af Opſtigningen paa Fjeldets Side, endſkjøndt vi førſt den neeſtfølgende Eftermiddag naaede det høieſte Punct. Intet kan tænkes mere melancholſkt, end det Syn, der her frembyder ſig for Øiet. Det hele Fjeld udgjør en ensformig og uoverſeelig Flade, hvor intet Spor af Vegetation findes, undtagen et Par graa og gule Mosarter (formodentlig Rensdyr-Mos og Islandſk-Mos), der dog paa Afſtand aldeles falde ſammen med Fjeldets naturlige Farve; og et Slags ſortagtigt Ris, ſom jeg ikke ret veed, enten det var Dvergbirken eller den paa de danſke Heder almindelige Lyng. Den eneſte Afvexling, Øiet undertiden ſtøder paa, er ſtore Sneefonder af mere end 100 Alen i Længde og Brede og flere Alen i Dybde. Alle Fordybninger i Fjeldet ere nemlig opfyldte og udjævnede med Snee; hvor Fjeldets Overflade er nogenlunde jævn, er den deels afblæſt af den her beſtandig herſkende Vind, deels paa denne Aarstid optøet af Solen. Midt om Sommeren er denne Snee temmelig blød, iſær lidt efter Middag og noget under Overfladen. Heſten er derfor frygtſom ved at gaa paa den, ſaaſom den jævnlig træder igjennem,: og da ſynker i til Bugen. For at komme løs igjen, velter den ſig om paa Siden, hvorved den kaſter Rytteren ubarmhjertigen i Sneen, og gjør derpaa et Par voldſomme Spring, for at komme paa et faſtere Sted. Man ſtøder ſig vel ikke, men da man ved det uventede Fald let kan komme under Heſten, eller ved dens uregelmæsſige Spring faa et farligt Slag, faa maatte jeg, efter at have gjort et Par ſaadanne Vølter, gribe til at ſtige af ved Sneefonderne og følge Heſten i ſømmelig Afſtand. Paa andre Steder ere ſtore Myrer (Moſer), der vel ikke ere dybe, men dog ere Fodgængeren til megen Beſvær. Adſkillige ſtørre og mindre Kjærre (ſmaae Søer) findes her og; men disſe ere langt fra at forſkjønne denne Ørken. De mangle den venlige Omkrandsning af gavnlige Skove og græsbeklædte Bakker, og ligne ſaaledes et Speil uden Indfatning, der blot tjener til at fordoble Billederne af den ſørgelige Livløshed. Det hele Fjeld ligger overſtrøet med en Mængde ſtørre og mindre Steenbrokker, hvoraf en ſtor Deel holde en Cubikfavn og derover. Paa mange Steder beſtaar hele Grunden af ſaadanne Sammenſtyrtninger, hvorover Gangen ſaavel for Menneſke ſom Heſt baade er beſværlig og farlig, naar de alendyde Aabninger mellem de ſammenſtyrtede Stene ſkjules af Mos. Overalt ſeer det ud, ſom om der over det hele Fjeld var gaaet en ſtor og almindelig Ødelæggelſe; thi om man end kan antage de mindre Stene ſom en Frembringelſe af flere Aartuſinders Forvittring, ſaa ſynes dog de ſtørre iſolerede Masſer vanſkelig paa denne Maade at kunne forklares. Min Cicerone erklærede ogſaa om disſe Masſer, at de laa der fra Syndfloden.

Disſe ſtore Steenmasſer, hvoraf man næſten overalt i en Kreds om ſig ſeer en 50 Stykker, tjene til at ſinde Vei i denne Ørken uden Compas. Thi paa de ſtørſte af disſe have Vandringsmændene, i den Linie hvor Veien gaar, opſtablet 2 eller 3 mindre Stene, ſaaledes at man, ſaaſnart man har forladt en af disſe Mærkeſtene, gjerne ſnart igjen faar Øie paa den næſte. I den levende Følelſe af ſin Hjelpeløshed paa disſe Steder er man alt for alvorlig ſtemt til, at den hos raa Menneſker ellers almindelige Ødelæggelſes-Lyſt her ſkulde kunne yttre ſig. At nedrive disſe Mærkeſtene vilde derfor betragtes ſom et ugudeligt Foretagende; tvertimod anſeer enhver Vandrer ſig forpligtet til at opſætte dem, ſom af Vinden kunde være omkaſtede. Om Vintertiden eller i mørke Sommernætter, da disſe trøſtende Veiledere blive uſynlige, er derfor Gangen over Fjeldet ſaare farlig[15]. Jeg kaldte disſe Mærkeſtene trøſtende Veiledere, og det med Flid; thi de ere paa denne Vandring det eneſte Spor af Menneſker, man kan vente at træffe; og naar man i nogen Tid ingen ſaadan Mærkeſteen har ſeet, ſaa tilintetgjør den næſte, man opdager, den opvaagnende Ængſtelighed ved det trøſtelige Udſagn: „Du er endnu paa ret Vei“.

Min Ledſager gik foran og talte med ſin Heſt, udruſtet med en gammel Bjørne-Rifle, for dermed, ifald Leiligheden tilbød ſig, at kunne ſkyde et Reensdyr[16]. Bag efter fulgte jeg, ſnart ridende, ſnart gaaende for at vedligeholde Varmen. I ſidſte Tilfælde ſatte Karlen ſig op paa min Heſt, for at hvile ſig ud. Undertiden gik Veien over Bekke eller ſtore Vandſamlinger, der ikke uden ſtor Omvei kunne undgaaes; og da kaſtede han ſig paa Maven paa Heſtens Lænd bag ved Kløven, og det lille Dyr gik nu med vaklende Skridt under den dobbelte Byrde over den ſtenige og ujævne Bund. Langt hen paa Eftermiddagen traf vi 4—5 Menneſker og nogle Heſte, der kom fra den anden Side af Fjeldet. Da det er ligeſaa ſjeldent for Vandreren her at træffe Menneſker, ſom for et Skib i rum Sø at opdage en Seiler, ſaa pasſerer man ikke forbi, uden at praie hinanden. Den ene var fra Omegnen af Bergen, de øvrige vare hardangerſke Handelsmænd; og jeg hørte nu førſte Gang paa Reiſen det bergenſke Tungemaal. De gave os den glædelige Efterretning at der ikke var meget Snee paa Fjeldet og at Lougen ikke var ſtørre eller ſtridere, end at vi uden Vanſkelighed kunde ſætte over den.

Kl. 1012 om Aftenen ankom vi til det Sted, hvor Lougen ſkal pasſeres; her ligger paa den nordlige Side af Elven en Fjeldſtøl eller Sæterhytte, ſom om Sommeren er beboet, og hvori vi ſkulde overnatte. Til vor ſtore Lykke laa Prammen, ſom Hardangerne havde brugt til Overfarten, endnu paa den ſydlige Bred af Elven; thi i andet Fald havde vi maattet bivouaqvere, ſaaſom al vor Raaben ikke vilde været iſtand til at vække Hyttens Beboere af deres Søvn, for at bringe os den. Da denne Pram var ſaa liden, at den netop kunde føre os 2 Menneſker, ſaa maatte Heſtene, een for een, ſvømme over den ſtride Elv; og for at Strømmen ei ſkulde tage Heſten med ſig, førte jeg den ved Bidſlet, imedens Karlen roede. Det var ynkeligt at ſee de ſtakkels Heſte, der ſvedende vare komne i den iskolde Elv, ſtaa paa den anden Elvebred i den kolde gjennemtrængende Vind, zittrende ſom et Aspeløv over det hele Legeme. Den ſtærke Afkjølning, ſom en ſaadan Afdampning, iſær under Paavirkningen af en kold Vind, foraarſager, er nokſom bekjendt. Da vor Dagsrejſe paa et Par tuſinde Skridt nær var tilendebragt, kunde de ikke engang gaa ſig varme, imedens de bleve tørre, men bleve, belemrede med en Beenhelle, overladte til Nattekulden, for at gnave et Par Græsſtraaer til Recreation for Dagens Byrder. Lykkeligviis taaler Fjeldheſten ligeſom Fjeldmanden en god Dyſt, inden han faaer noget Meen.

Efter en god halv Times Banken og Raaben aabnedes endelig Hyttens Dør. Allerede denne Hyttes Udſide opvakte Gru hos mig. Den er opſtablet af utilhugne afrundede Graaſteen (Geſchieber) uden mellemlagt Leer eller Jord, ſaaledes at man paa mange Steder kan ſtikke en Arm ind igjennem Væggen. Af den beſtandige udtrængende Røg vare disſe Stene kulſorte; dette tilligemed Hyttens, ifølge Materialiernes Ubeqvemhed, ſaare uregelmæsſige Form, gav ſamme Udſeende mere af et Tilflugtsſted for vilde Dyr, end af en Bopæl for Menneſker. Indvendig var den ved et Bræde-Skillerum afdelt i to Rum, af hvilke det yderſte benyttedes til at melke Køerne i, det inderſte til Familiens Ophold. Det ſidſte holdt vel neppe ſet Alen i Qvadrat. Paa de 2de Sidevægge vare et Slags faſte Koier, fyldte med noget gammel Halm[17], hvori den middelaldrende Kone, 3 Piger og 2 halvvoxne Drenge laa. I hver Koie, der havde ſamme Længde ſom Stuevæggen, laae 2 Partier i Længden med Fødderne imod hinanden. Midt paa Gulvet laae 4 raa Stene, hvorpaa opgjordes en Ild af tørre Qviſte. Den ſtørſte Deel af Røgen gaar op igjennem et firkantet Røg- eller Lys-Hul i Taget (thi til Vinduer er der ingen Plads); men da Væggene ei ere vindtætte, ſaa ſtiger Røgen aldrig lodret op, men en ſtor Deel gaar ud af den Væg, ſom vender fra Vinden. Den, der ei er vant til dette Slags Bopæle, vilde derfor reent qvæles af Røg, derſom han ei ſøgte hen til den Side af Ildſtedet, ſom vender imod Vinden. En beſtandig Ild maa vedligeholdes, ſaaſom man for Lyſets Skyld altid maa have Røghullet aabent, og ſaaledes Varmen ligeſaa fort gaar forloren, ſom den erholdes. Den øvrige Plads paa Gulvet var afbenyttet til alle de Kar og Redſkaber, ſom til Familiens Ophold og Sæteriets Driſt vare fornødne. Men hvad ſom meſt forſkrækkede mig, var at ſee en Ko med ſin nybaarne Kalv ſtaaende derinde, fordi de endnu ei kunde udholde Nattekulden under aaben Himmel. Med nogen Betuttelſe ſaa jeg mig om, men kunde ingenſteds opdage nogen Plads, hvor jeg blot kunde hvile mine trætte Lemmer; thi paa Søvn ſaae jeg nok her ikke var at tænke. Jordgulvet var af Familiens daglige Bedrift, og Koens Mangel af Reſpect for Stedet, vaadt og ſlibrigt; et Par Træbænke vare ſaa ſmale, at knapt den halve Ryg kunde hvile derpaa; alle Senge vare fulde, og ſaa desuden lige ſaa lidet tillokkende ud ſom Jordgulvet. Jeg gjorde Anſlag paa en af Bænkene, men Konen, der ei vilde tillade dette, vækkede en af ſine Sønner, bad ham at lægge ſig paa den ene Bænk, Karlen paa den anden, og mig at tage Plads ved Siden af hendes yngſte Søn. „Om Jorden end var gloende, maatte Du dog gaa paa den“, tænkte jeg ved mig ſelv, i det jeg ſtred med min Modbydelighed for dette Leie, „det er dog blot en Overgang“. Men førend jeg i fuld Paaklædning lagde mig ned, bandt jeg Snore om Haandleder og Ankler, knappede Kjolen tæt ſammen om Halſen, udbredte et Haandklæde under Hovedet, kort ſøgte at ſpærre alle Adgange for en indtrængende Fiende, og belavede mig paa at udholde en ſkarp Beleiring. Men desværre opdagede jeg, at det lille muntre Inſect, ſom de Naturkyndige meget pasſende have givet Tilnavnet irritans, ogſaa gjerne kunde fortjene at bære ſin Frændes Navn penetrans. Efter en Times Blund var al Ro forſvunden. Hertil kom, at Koen, der ſtod paa den anden Side af Ildſtedet, blev tørſtig og, begyndte at vandre omkring og ſnuſe til alle Kar, for at opdage Vand. Deels denne Drift, deels maaſkee ogſaa den dette Dyr medfødte Nysgjerrighed, bragte den tilſidſt til at anſtille en Underſøgelſe mellem mine Inſtrumentkasſer, der ſtode opſtillede ved Siden af min Koie, og at belugte den fremmede Gjæſt. Af Frygt for, at den her ſkulde foranſtalte Nogen Ødelæggelſe, maatte jeg tilbringe en ſtor Deel af det øvrige af Natten med at tilbagedrive dens ofte fornyede Angreb. Kl. 5 om Morgenen begyndte Familien at komme i Bevægelſe og Koen blev dreven ud. Efter ſaa haard en Dag og en ſaa lidet vederqvægende Hvile trængte vi begge til nogen Forfriſkning. En Blikkasſe, hvori jeg bevarede nogen indkogt Bouillon (et koſteligt Efterladenſkab af mine Reiſekammerater), og ſom paa hele Reiſen havde gjort Tjeneſte ſom Forraadskammer, Koge- og Drikke-Kar, blev altſaa fremtaget. Jeg lavede mig noget Bouillon, og ſpiſte et Stykke Brød til denne vederqvægende Drik; til min Ledſager, der deels af det ubeqvemme Leie, deels af Kulde, var ſtiv og utidig, lavede jeg en Hjerteſtyrkning af varmt Vand, Rum og Sukker, hvilken Drik ſatte nyt Liv i ham, og af hele Familien blev roſt ſom en ſand Nectar. Efter en hjertelig Afſked begave vi os paa Veien (Thorsdagen den 5te Juli).

Morgenſtunden var kold og fugtig, men efterhaanden trængte Solen igjennem Taagen. Klokken imellem 8 og 9 om Formiddagen opdagede vi med Glæde en Flok Kreature (Koer, nogle Faar og et Par Heſte) i Nærheden af en Steenhytte. Men denne Glæde forſvandt for en ſtor Deel, da vi traadte nærmere og fandt Hytten uden Dør og i ſamme et Par Drenge, ſom vare ifærd med at klæde ſig om, og ſom blot havde overnattet her med deres Qvæg. Paa Gulvet laa et Par Heſtedækkener, der udgjorde disſe Nomaders Seng. I Hytten var ellers intet at ſee, uden en ſtor Kobberkjedel med nogen grønlig tyk Melk; udenfor ſtode 3 ſtore Tiner, indeholdende deres Mundforraad og øvrige Fornødenheder, nemlig en Bunke ſort Havrefladbrød, Nogle Læderſtumper, Skomager-Redſkaber o. ſ. v. De fortalte os, at dette unge Qvæg blev opkjøbt i Hardanger, Chriſtianſands Stift og flere til Fjeldet ſtødende Egne, og derpaa øm Vaaren drevet op paa Fjeldet. Her maa Røgterne lade ſig lede af Qvæget, der den hele Sommer vandrer omkring for at opſøge Beite (Græsgang). Disſe ſtakkels Drenge tilbringe ſaaledes den hele Sommer, ſaavel Nat ſom Dag, under aaben Himmel, hvad enten det ſneer eller regner. Naar Veiret var alt for ſlemt, ſtablede de nogle Stene ſammen til et Slags Skuur, hvori de om Natten kunde krybe ind og idet mindſte ſkjule den øverſte Deel af Kroppen; men desuagtet forſikkrede de, at de ofte krøbe ud af ſamme aldeles gjennemblødede indtil Skindet. Paa disſe Skuurs Opbyggelſe kunde de ei heller anvende nogen ſynderlig Flid, da Qvæget beſtandig driver omkring efter Føden, og de, ſom lydige Tjenere, maatte følge[18]. Og med alt det ſaa de rødmosſede ud. Deres Underholdning beſtod i det omtalte Havrefladbrød og Melk, de fik af Køerne. Om Qvæget, naar det om Foraaret kommer paa Fjeldet, er nok ſaa magert, bliver det inden Efteraaret fedt, og drives da langs Lougen-Elv til Kongsberg eller Drammen, for at ſælges ſom Slagt. En ſaadan Dreng har, om jeg mindes ret, en 10 til 15 Rdlr. for Sommeren, og kan vel ved den Oſt, han laver, gjøre ſig en liden Fordeel, ſaaſom Husbonden ikke ſaa nøie kan beregne, hvad der fra det daglige Underhold kan blive tilovers. Jeg mærkede ſnart, at her var intet at vente, og at mit Partie var det velholdneſte; at Touren altſaa var til mig at agere Vert. Min Blikkasſe maatte altſaa igjen for en Dag; i den hentede den ene Dreng reent Vand, imedens den anden opgjorde Ild, og vi lavede os en oplivende Toddi. Blikkasſen gik rundt; vi ſværtede vel Fingrene og brændte Lipperne lidt, men Indholdet var kraftigt, og inden den var udtømt, vare alle cordiale og ved godt Mod.

Formiddagen var ſmuk, Himmelen aldeles klar, og Solen ſkinnede temmelig varmt; heller ikke var Vinden ſtærk, ſaaat Vandringen efter Omſtændighederne gik ret behageligt. Imellem Klokken 1 og 2 om Middagen indtraf vi ved en øde Steenhytte, hvis Tag var nedfaldet, og ſom min Ledſagere kaldte Holmekjærn-Lægret[19]. Da her var Beite for Heſten, ønſkede han at hvile et Par Timers Tid, imedens vi nød vort tarvelige Middagsmaaltid. Min Ledſager fremſatte til fælleds Brug ſin Smøræſke, til Vederlag for hvilken jeg fremlagde et Stykke Spegepølſe og en Flaſke Rum, et Stykke Brød havde jeg, ved ſærdeles Afholdenhed paa hele Veien, ſparet for at have i Behold til Forfriſkning paa Fjeldet; og uagtet det var over 14 Dage gammelt, og følgelig ſaa haardt, at det vanſkelig kunde ſkjæres med en Tællekniv, var det mig dog mere velſmagende, end min Kammerats Havreſladbrød. Efter fuldendt Maaltid lagde min Sancho ſig paa Maven paa Fjeldet for at ſove. Hans egentlige Navn har jeg glemt. Han var ligeſaa fiirſkaaren og rundrygget og ligeſaa enfoldig, ſom hin vidt berømte Vaabendrager, men desværre langt fra ikke ſaa lunefuld. Jeg havde derfor kuns liden Underholdning af ham paa Veien. Uagtet han et Snees Gange havde gjort Touren over Fjeldet, vidſte han dog kuns lidet at fortælle mig om de her mødende Gjenſtande. Uagtet jeg maaſkee trængte mere til denne Vederqvægelſe end han, overvandt jeg mig dog, for at gjøre de ſædvanlige aſtronomiſke og magnetiſke Iagttagelſer.

Da vi havde vandret en Stund, gav min Veiviſer mig den Efterretning, at nu begyndte alle Vande (Elve) at løbe med os (mod Veſt), iſtedetfor at de hidindtil havde løbet imod os (mod Øſt), d. e. med andre Ord, at vi nu havde naaet Fjeldets høieſte Punct paa dette Sted. Jeg maatte her igjen beklage, at mit Barometer var ſprunget. Som bekjendt har der for nogle Aar tilbage været foreſlaaet at lægge en ny Vei til Bergen omtrent over dette Strøg af Fjeldet. I denne Henſigt, for perſonligt at underſøge den locale Beſkaffenhed, foretog nu værende Hs. Excellence Herr Statsminiſter Anker i Aaret 1811 en Reiſe igjennem Nummedal over Hardanger-Fjeldet til Bergen. I denne Henſeende vilde det være interesſant at have et Nivellement af Fjeldet og en nøiagtig Beſtemmelſe af dets Bredde i forſkjellige Gjennemſnit af ſamme fra Øſt mod Veſt. Dette vilde give det klareſte Begreb om Fordelene og Vanſkelighederne ved dette Projects Udførelſe. At Fjeldet her er høiere, end paa det ſnævre Pas, hvor Poſtveien gaar, er klart ſaavel af den længere Tid, der behøves til at beſtige det, ſom af den ſtørre Mængde Snee, her ligger om Sommeren, og af Vegetationens næſten fuldkomne Død. Det høieſte Punct af Poſtveien paa Fillefjeld fandt jeg, ſom ſiden ſkal viſes, 4095 Fod; og jeg formoder, at det høieſte Punct paa Hardangerfjeldet ikke var langt under 5000 Fod. Skraaningen her er ellers ſaa liden, at jeg i Begyndelſen ligeſaalidet kunde mærke at vi ſtege ned, ſom jeg i lang Tid tilforn havde bemærket, at vi endnu ſtege opad.

En Følge af at vi havde naaet det høieſte Punct var dog, at Udſigterne mod Veſt nu begyndte ſtærkt at udvide ſig. To Gjenſtande beholdt vi den hele Eftermiddag for Øine, nemlig Fjeldene Haarteigen og Hallingſkarven. Disſe to Fjelde paa Fjeldet reiſe ſig ganſke lodret op af den øvrige uhyre Steenmasſe. Den førſte ſeer ud ſom et lodret trekantet Prisma, hvis øverſte Flade ligger bedækket med evig Snee[20]; den ſidſte ſom Ruinerne af en lang lodret Muur, hvis øverſte Flade ligeledes er bedækket maaſkee med 100 Fod dyb Snee og blaaagtig Iis. Paa ſine Steder, hvor denne Muur er ujævnt afbrudt, hænger Sneen og Iſen ned over de hældende Skraaflader, og naar næſten lige ned til Foden; men paa de fleſte Steder ere Sidefladerne aldeles lodrette, ſaa at ingen Snee kan fæſte ſig paa dem. Denne Fjeldrad ſtrækker ſig omtrent fra Øſt mod Veſt i en Længde af ſikkerlig 112 Norſk Miil; den veſtligſte Ende er uregelmæsſig afbrudt, og i ſamme Linie, men i en Afſtand af maaſkee 12 Miil, hæver ſig atter en Ruin af denne Fjeldmuur, under Navn af Halling-Jøkulen[21].

Efterhaanden ſom Bjergfladen begyndte at hælde mod Veſt, blev den mere og mere ujævn; her hæve ſig paa alle Kanter betydelige Fjeldtoppe, og Vandringen kan ikke længer, ſom hidindtil, fortſættes i lige Linie. For at beſkytte mig imod den ſkarpe Nordveſtvind, maatte jeg uden paa Kappen endnu tage en ſtor Skindkrave, ſom bedækkede mere end det halve Legeme. Søvnen overvældede mig ſaaledes, at jeg ſlumrede mellem hvert Skridt Heſten gik. Deels af denne Grund, deels for at holde Varmen, nødtes jeg til at gaa hele den øvrige Vei.

Om Eftermiddagen Kl. 7 kom vi til den førſte Bergenhuſiſke Fjeldſtøl, ſom ligger 2 Mile fra Maurſet og tilhører en Gaardmand i Sysſendal (om jeg erindrer ret). Her traf vi 3 af Eiermandens Børn, en Pige paa 20 Aar og to ſærdeles vakkre og godlidende Smaadrenge paa 5—6 Aar ved Navn Thormod og Baard. Pigen var iført den i Bergens Stift almindelige Vampe, d. e. en Kofte af Faareſkind, paa hvilket den korte Uld vender indad mod Kroppen. Denne Dragt er intet mindre end klædelig, iſær naar den er gammel og ſmudſig. Alle 3 havde et ſtille og belevent Væſen. Den lille Stue ſaa mindre ureenlig ud, end den Støl, hvor vi tilbragte forrige Nat, og min Veiviſer, der ynkedes over ſine Heſte, og beklagede, at de 2 Mile herifra til Maurſet vare de beſværligſte af den hele Vei, ønſkede at hvile her. Nødig gav jeg mit Minde hertil; thi jeg havde endnu ei forglemt forrige Nats Beſværligheder, og Pigen yttrede heller ikke ſynderlig Lyſt til at beholde os; det høieſte vi kunde bringe ud af hende, var den negative Tilladelſe: „jeg kan jo ikke drive dem ud paa Fjeldet ſaa ſeent om Aftenen, men de ſeer ſelv Leiligheden“. Og denne var i Sandhed meget ſimpel. I det ene Hjørne var ved Hjelp af 2 Bræder paa Gulvet afdeelt en liden Firkant, hvori laa nogle Faareſkinds Overfælde; dette var de tre Sødſkendes Seng. For Reſten var en trebenet Krak det eneſte Møbel, jeg ſaa. Denne overlodes mig, Pigen ſatte ſig paa Sengkanten og min Veiviſer paa Jordgulvet. Hun opvartede os med ganſke fortræffelig nymalket Melk og tændte Ild for at varme os. Imidlertid fik min Veiviſer fat paa en kort Haandlee, hvormed han paa en Myr møiſommelig afſlog noget Storr-Græs, redede mig deraf et Leie paa Gulvet under en Favn Qvæs eller Qviſtebrænde, ſom i en Mands Høide var opſtablet imod Væggen. Klokken 10 lagde vi os til Ro, men Klokken 11 ſprang Døren op, og 2 Mandfolk, der lode til at være bekjendte med det Locale, ſtyrtede i ſtørſte Iil henimod Sengen; den mindſte Dreng begyndte at ſkrige, den ene af de Fremmede at ſkjænde paa ham. Pludſelig opvaagnet kunde jeg i Førſtningen ei begribe Henſigten af dette natlige Beſøg i denne Ørken 2 Mile fra Menneſker; men endelig erindrede jeg at have hørt noget tale om Bønderkarlenes Maade at fri paa, og fandt endelig Opløsning paa Gaaden. Ved den Uro, ſom dette foraarſagede, begyndte Brændeſtablen, hvorunder jeg laa, at bevæge ſig og truede hvert Øieblik med at begrave mig. Yderſt fortrædelig over denne forſtyrrede Nattero, ſpurgte jeg hvad dette ſkulde betyde, og hvad de vilde her, og fik til Svar, at de ei vidſte her vare Fremmede. Da jeg indſaae, at her ei var videre at tænke paa Søvn, ſtod jeg op, vækkede min Veiviſer og bad ham ſadle paa Heſtene. „I Jeſu Navn ſkal vi ud paa Fjeldet nu midt om Natten!“ raabte han; jeg foreſtillede ham, at da jeg ikke kunde faa Ro til at ſove, ønſkede jeg heller at fortſætte Reiſen til Maurſet, hvortil han endelig fandtes villig. Imidlertid ſamlede jeg al min Bagage og bar ſamme udenfor Hytten, imedens Heſtene bleve ſadlede. Under disſe Forberedelſer var der begyndt en Raadſlagning imellem Pigen og hendes Elſkere, og da jeg kom ind for at hente det ſidſte af mit Tøi, tilbød den ene, at de vilde gaa ſin Vei, om jeg vilde blive. Dette virkelig ædelmodige Tilbud roſte og takkede jeg dem meget for, men Heſtene vare allerede ſadlede, og min Sancho var nu bleven trodſig og vilde afſted. Jeg undſaa mig ogſaa for at benytte mig deraf, da de i Mulm og Mørke vare vandrede herop paa Fjeldet, og ſkulde nu idetmindſte gaae L. Miil tilbage med uforrettet Sag. Det var at forlange formeget af Gjæſtfrihed. At Pigen var forlegen over det Forefaldne, var tydeligt; thi hun talte ſelv ikke et Ord, men lod alle Underhandlinger udføre ved de Andre. Da jeg lagde nogle Penge paa en Hylde for at betale min Fortæring, lød hun ved den ældſte af Drengene fremſætte den ivrigſte Proteſt, ſaaſom jeg, hedte det, intet havde erholdet, ſom var værd at tale om.

Saaledes begyndte vi igjen vores møiſommelige Vandring Klokken 12 om Natten. Himmelen var aldeles ſtjerneklar, Maanen ſtod endnu lidt over Horizonten; Thermometret viſte 3—4 Graders Kulde, Græsſet var belagt med Rimfroſt, og der var frosſet 14 Tomme tyk Iis paa Vandet. Den ſtjerneklare Himmel forjagede lidt efter lidt den Mismod og Uvillie, ſom mine Fatalia havde opvakt. Efterhaanden begyndte det at dages; Solen kom frem over Fjeldtopperne ſaa klar og reen ſom paa den klareſte Vinterdag. Hvo kjender ei det oplivende Indtryk af den opgaaende Sol paa Vandringsmanden, der har været under aaben Himmel den hele Nat? Min Længſel efter at komme fra disſe ſørgelige Høider ned igjen i den lavere Verden blev ſtærkere og ſtærkere; men naar vi havde ſteget nogle 100 Fod ned, hævede Bjergfladen ſig igjen opad, og jeg begyndte atter at blive utaalmodig. Endelig — o Glæde! — en Smørblomſt! den førſte Afſending fra den levende Verden, der bød mig velkommen. Jeg nænnede ei at afplukke den; den var maaſkee den eneſte i denne Ørken i en halv Mils Diſtance rundt omkring. Naturens maaſkee i flere Aarhundreder forgjeves gjentagne Forſøg paa at frembringe og vedligeholde den paa dette Sted vilde da været forſpildte. Jeg kaldte min Sancho tilbage for at dele Glæden med mig; men ligeſom Synet af den døende Natur paa ham formodentlig gjorde et mindre traurigt Indtryk, ſaaledes ſyntes han ogſaa kuns ufuldkomment at begribe min Glæde ved Tegnet til dens Opleven. Fra dette Øieblik var al Mismod forjaget; Veiene hældede nu meer og meer; med raſke og muntre Skridt vandrede vi fremad, og endelig viſte ſig — et ordentligt Huus med Skorſteenspibe og Vinduer, og flere andre Udhuſe i Nærheden paa en meget ſtor Græsmark. Det var det længe forønſkede Maurſet. Dog kuns et Par 100 Skridt fra Maalet mødte os en Vanſkelighed; vi ſkulde ned over en ſtærk hældende og aldeles glat Bjergflade, paa hvilken Heſtene ikke kunde fæſte Fod. Efter flere forgjeves Forſøg lykkedes det os endelig at ſaa dem uſkadte ned.

Klokken var omtrent 4 om Morgenen (den 6te Juli), da vi traadte ind. Et Par unge Folk laa her, fuldkommen afklædte (uden Linned) i en Seng under en Skindfæld; ved Siden af Sengen hang en Vugge i to Jernlænker under Loftet. Jeg traadte udenfor, for at give dem Leilighed til at paaklæde ſig. Efter at have nydt lidt Forfriſkning lagde jeg mig Kl. 5 paa Gulvet i Stolpeboden, og fik en ſærdeles forfriſkende Søvn til henimod Kl. 8. Det forekom mig ſom om denne halvtredie Times Søvn aldeles havde givet mig Erſtatning for de to foregaaende gjennemvaagede Nætter. Det er en herlig Indretning, at Naturen ſaaledes kan ſkynde ſig, naar den har noget at afgjøre i kort Tid. Dog var jeg ganſke ſtiv af den ſtærke Træk igjennem det aabne Gulv.

Jeg har allerede før anmærket, at man ſædvanlig hos Bonden udſpørges om Navn og Beſtilling. Det ſidſte var gjerne en vanſkelig Poſt at gjøre Rede for; thi at ſvare „Profesſor ved Univerſitetet“ var det ſamme ſom intet Svar at give. Jeg greb derfor enten til at ſige „at jeg var en af dem, ſom underviſte de unge Folk, der gik i Præſtelære“[22], eller „at det var mig ſom ſkrev Almanakken“. Det ſidſte Svar gav jeg paa Maurſet, og Manden hviſkede derpaa ſin Huſtru i Øret: „det er Almanak-Meſteren“ og under denne Titel pasſerede jeg lige til Ullensvang, hvor det ombyttedes med „Stjernekikkeren“.

Maurſet ligger netop lidet under Sneegrændſen, altſaa viſt meer end 3000 Fod over Havfladen. Korn trives ei; det korte Græs har ogſaa her, ſom i alle de høie Fjeldegne, en brunladen Farve; ogſaa det har tabt ſin eiendommelige Skjønhed. Ingen Markblomſt er at ſee. Man fortalte mig, at for en 30 Aar ſiden var denne Egn ubeboet; her fandtes kun nogle Fjeldſtøle. Regjeringen opmuntrede nogle Coloniſter til at flytte herop ved at give dem Skattefrihed. Den nærværende Beboers Fader var (troer jeg) den førſte, der nedſatte ſig paa Maurſet. Nedenfor Maurſet ligge 4—5 andre af disſe nye anlagte Gaarde paa Fjeldet inden man kommer ned til Eidsfjord. Saa lidet frugtbar Egnen ſeer ud, ſaa leve dens Beboere dog ganſke vel. Manden paa Maurſet ſagde: „de fleſte tro, at Fjeldmanden lever et usſelt Liv, men jeg vil ei bytte med nogen Dalboer“. Han beſkrev mig derpaa deres 4—5 daglige Maaltider, og det er ſandt, deriblandt forekom Retter, ſom vare ganſke antagelige; iblandt andet var Regelen 2 Gange om Ugen Flødegrød, og jævnlig Reensdyrſteeg og Fuglevildt.

Det ſkjønne Veir indbød mig til at forblive her indtil noget over Middag, for at beſtemme Stedets geographiſke Beliggenhed. Kl. 8 maalte jeg adſkillige Solhøider; men henimod Middag trak en ſtor Sky for Solen, og truede med at tilintetgjøre mit Forehavende. Noget over Middag ſkinnede den i faa Secunder igjennem tynde Skyer, og jeg var heldig nok til at ſnappe en Solhøide, ſom gav Polhøiden af Maurſet 60°24ʹ53ʺ. Paa Nørſtebøe fandt jeg Polhøiden = 60°19ʹ38ʺ, og Uhret angav Tidsforſkjellen imellem disſe 2 Steder = 4°54ʹ5, altſaa Længdeforſkjellen = 1°13ʹ37ʺ (ſom Nørſtebøe ligger øſtenfor Maurſet). Heraf findes den lige Horizontallinie imellem disſe 2 Gaarde at være = 9.1 geographiſke Mile, eller 35900 Rhinlandſke Favne, hvilket meget nær udgjør 6 Norſke Mile. Veiens Krumninger til høire og venſtre og Afvigelſer fra Horizontallinien kunne vel forøge dens Længde adſkillige Procent, men 9 Norſke Mile, ſom den er angivet for, bliver den vel neppe, endog efter denne Forøgelſe.

Konen i Huſet var Asſiſtent ved de aſtronomiſke Iagttagelſer, for hvilke hun yttrede en ſærdeles Interesſe, og ønſkede idetmindſte ligeſaa ivrigt ſom jeg, at det dog maatte blive klart til Middag, ſaa at jeg kunde udføre mine Iagttagelſer. Hun fortalte mig, at Solformørkelſen den 7de Septbr. 1820 havde været ringformig paa Maurſet, hvilket efter Stedets Beliggenhed ogſaa er ſandſynligt[23]. For ei at tage Feil af hendes Mening tegnede jeg en ſigd- eller ſegeldannet Figur, lig Maanen nogle Dage efter Nyet, og ſpurgte om Solen ei havde ſeet ſaaledes ud; men hun vedblev ſin Paaſtand, at den ſaa ud ſom en heel Ring. Ligeledes talte hun meget om den ſtore Comet 1811. Efter Mandens Forlangende opſøgte jeg ved Hjælp af Compasſet i det ſydlige Fjeld et Punct, der ligger lige i Syd for Huſet, for at han ved Hjelp deraf kunde ſee, naar det var Middag. Himmelen have vi Nordboere, Gud ſkee Lov! tilfælles med Jordens lykkeligere Climater. Den er det eneſte Skjønne, ſom kan oplive den ſtakkels Fjeldmands Øie og Sind. Det er intet Under, om han med Interesſe betragter den.

Efterat vore aſtronomiſke og phyſiſke Arbeider vare tilendebragte, og efterat alle Gaardens Beboere havde ſtillet ſin Nysgjerrighed med at ſee igjennem min Kikkert[24], (et Inſtrument de vel kjendte af Navn, men aldrig før havde ſeet), blev jeg kaldet til Bords. Paa Bordet, der var dækket for mig alene, ſtod paa et reent hvidt Klæde en Træbolle med Flødegrød og et Sølvſtøb, og ved Siden laa en Sølvſkee, der efter Figuren at dømme var ſine 100 Aar og derover. Under Maaltidet fortalte Manden, at ſkjøndt han ſelv ingen Heſt eiede til at ſkydſe mig videre, kunde han dog hos ſin Huusmand faa en laant; men ſaaſom vi, for at komme ned til Eidsfjord, ſkulde ſtige ned over en ſteil Klippevæg paa en Slags Steentrappe, der havde over 1000 Trin, hvorpaa en Heſt med Vanſkelighed kunde ſtige op, men med Oppakning aldeles ikke ned, ſaa vilde han og en ung Hallingdøl, ſom var i hans Tjeneſte, paatage ſig at bære min Bagage paa Ryggen til Eidsfjord; thi paa denne Maade maatte de bringe deres Oſt og Smør og andre Producter ned af Fjeldet. For denne yderſt beſværlige, 2 Mil lange, Gang forlangte de tilſammen 1 Rdlr. Mit Tøi blev altſaa ſammenbundet i 2 omtrent lige tunge Partier, og hver tog ſit paa Ryggen og vandrede afſted. For at Ingen ſkulde have noget at klage over byttede de Byrde, hver Gang vi hvilede. Allene Sextant-Kasſen vilde paa et Par 1000 Skridt medtaget alle mine Kræfter; hver af dem bar viſt den tredobbelte Vægt. Men det var ogſaa et Par Karle i deres bedſte Alder (den ene 21 den anden 25 Aar), imod hvilke jeg kuns var en liden Dverg.

Veien gik beſtandig nedad; Græsſet begyndte at faa en grønnere Farve, og Løvbuſker at blive hyppigere. Efterat have vandret en halv Mils Vei, kom vi til en Elv, der i en vild Fjeldegn ſlyngede ſig imellem de uregelmæsſige og ſkarpe Klipper i de forunderligſte Bøininger. Klippernes Dannelſe nøder Vandreren til 4 eller 5 Gange at ſætte over een og ſamme Elv, naar nemlig Veien paa den ene eller anden Side bliver alt for ufremkommelig. Elven flyder eller, rettere ſagt, bruſer i beſtandig Fos i 10—20 Alen dybe Klippe-Kløfter. De Broer, over hvilke man her gaar, ligne Klipperne i Raahed, ei i Styrke. To Tømmerſtokker ere forbundne med Tverſtykker i Form af en Stige. Den Ende af Stigen, ſom vender fra Fosſen, er betynget med et Par Stene; den anden Ende rækker ud over Gabet, hvorigjennem Fosſen løber. Fra den anden Side rækker en lignende Stige frem, og de nærmeſte Ender af disſe Stiger ere forenede ved en tredie Stige, ſom hviler løs paa Enderne af de forrige. Altſammen ligger løſt paa Fjeldet, og man gaar egentlig paa en dobbelt Vægtſtang, hvis lange Ender ere ſtærkt nok betyngede til i Nødsfald at bære 2 Mand, ſkjøndt de ved denne Vægt allerede gynge, naar man er paa Midten lige over den hvidſkummende Fos. En ſtørre Tyngde vilde upaatvivlelig hæve Endevægterne, og Vandreren dumpede da, ligeſom fra en Fælde, med den midterſte Stige i Svælget. Jeg lod derfor altid mine ſvære Ledſagere gaa foran, og ſkyndte mig med lette og haſtige Trin over det midterſte Stykke. Jeg tvivler paa, at denne Conſtruction findes beſkrevet i noget Verk over Bro-Bygningskunſten.

Paa flere Steder havde Elven betydelige lodrette Fald; iſær blev jeg i nogen Afſtand opmærkſom paa et, der var ſaa høit, at det opkaſtede en ſtærk Røg lig Riukand-Fosſen. Jeg yttrede Lyſt til at betragte det nærmere, men mine Ledſagere ſvarede: „den Fos er ei værd at ſee paa; nei har Du Lyſt at ſee en Fos, ſkal vi viſe Dig en, ſom er 12 Fjerding (18 Miil) høi. — En halv Fjerding høi, og det i eet Fald, det er umuligt?! — „Jo ganſke rigtigt, en halv Fjerding i eet Fald og uden at berøre Fjeldet; det er kuns en Fjerdings Vei til Krogs for os, og vi følge dig gjerne derhen, naar Du har Lyſt til at ſee den“. Vi dreiede af mod Norden, og kom efter nogen Vandring ind i et Vildnis, hvor vi ſnart krøbe op, ſnart ned af Klippe-Afſatſer, ſnart trængte os frem imellem Buſke. „Nu have vi kuns et kort Stykke igjen“, ſagde de, „her ville vi aflægge vores Byrde til vi komme tilbage, da Gangen er beſværlig“. Hallingdølen blev ved Tøiet, og jeg fulgte langſomt efter den anden, da den ſtærke Solvarme i Forening med den yderſt beſværlige Gang udpresſede Sveden, og nødte mig til ofte at ſtandſe for at drage Aande. Det foruroligede mig, at Hallingdølen ikke fulgte med. Iblandt mit Tøi fandtes en ſtor Lædercapſel, hvori ved Begyndelſen af Reiſen var over 30 Rdr. i Kobber; hver Gang denne ſkulde lægges paa Kløven, hedte det: „ka har Du i Skreppa Di, hu er ſaa tung?“ Ogſaa paa Manrſet var dette Spørgsmaal fremſat, og da det var beſvaret, lød det: „Du er vel forſynet“. Allerede engang tilforn havde Følelſen af Vægten og Klangen af Pengene friſtet en Dreng, der ſkydſede mig til Bolkeſjø, til at fraliſte mig en liden Pengepung med et Par Rixdaler, ſom jeg havde leveret ham at bære (en, efter Gullik Bolkeſjøes Erklæring, i Tind uhørt Gjerning, ſom han ærgrede ſig over ſkulde være udført i hans Huus). Da Pungen ſavnedes, var jeg ganſke forberedet derpaa, og kjendte Tyven. Det er en gammel Regel i Fægtekunſten, at man ei ſkal hæfte Opmærkſomheden paa ſin Modſtanders Klinge, men paa hans Øine; thi den førſte viſer kuns det næſte Angreb, efterat det allerede er begyndt, de ſidſte Planen dertil førend det begyndes. Den forſlagne Fegter gjør ſig derfor undertiden Umage for at ſkele, for at hans Øine ei ſkulle røbe hans Planer. Der foregaar ſjelden nogen ſtærk Bevægelſe i det Indre, uden at ledſages af et lidet Bølgeſlag paa Overfladen. Fuldkommen at tilbagetvinge dette formaar viſt ingen Øvelſe eller Kunſt; mindſte vil den opmærkſomme Iagttager blive Beſtræbelſen vaer. Naar jeg ſteg af Heſten og gik ind i Skoven for at ophænge mit Barometer, hvilket paa Gangen over Bolkeſjø-Heia flere Gange ſkede, ſtillede Drengen ſig altid ſaaledes, at jeg fra mit Standpunct kunde ſee ham, og holdt Pungen frem, eller lagde den foran ſig paa en Træſtub. Dette forekom mig ſtrax noget ſøgt, og det var tydeligt, at han vilde viſe mig, at han intet tog af Pungen. Det var Fegtemeſterens Skelen. Paa Bolkeſjø liſtede han ſig, imedens jeg paa Gaarden opſtillede mine Inſtrumenter, op i Gjæſteſtuen, tog den hele Pung, og ſkyndte ſig afſted. Naar man ſtolede mere paa ſaadanne Bemærkninger, vilde man ofte kunne forebygge lignende Tilſtød. Paa Maurſet havde man, bedraget af de vel ſlebne Inſtrumenters Glands, ſpurgt mig, om de vare af Guld. Jeg havde vel nedſat denne Idee om deres Koſtbarhed ved at ſige, at de kuns vare af Mesſing; men Fjeldbonden ſætter høi Priis paa alle Metaller. Et Uhr veed han ſaare vel at skattere, og hos mig havde man ſeet 2. „Skulde de have noget Anſlag i Sinde imod Dig ?“ tænkte jeg; „intet er lettere for disſe 2 Kjæmper, end at kaſte dig ned over Brinken, og dele dine Efterladenſkaber. I denne Ørken kan ſaadant ei let opdages“. Maurſetterens Anſigt havde jeg endnu ei ret dechifſreret; det var forſtandigt, men havde et Træk omkring Øinene, ſom forekom mig lidt forborgent; idetmindſte forſtod jeg det endnu ikke. Han havde desuden ſom Soldat været nogle Aar i Frederiksſtad og Chriſtiania, gode Skoler for ſlumrende Talenter. For Hallingdølen ſelv var jeg rolig; men han var Tjeneſtekarl og maatte vel lyde ſin Husbonde. De havde ofte gaaet foran mig, og talt ſammen, uden at jeg havde lagt Mærke til deres Samtale. Planen var maaſkee aftalt. Enhver veed, hvor faa Secunder der behøves til at ſaadan Tankerække kan gjennemkrydſe Hovedet, uagtet den bliver vidtløftig at fremſætte i Ord. Jeg fortſatte imidlertid uafbrudt min Gang; „have de noget i Sinde“, tænkte jeg, „ſaa finde de dig nok, om du end ei kommer op paa Brinken“. Frygt følte jeg egentlig ikke; det var kuns en Tanke-Beſkjeftigelſe. Lidt førend jeg var kommen op paa Brinken, hørte jeg Hallingdølens ilſomme Trin bag ved mig, og glemte ſnart den hele Sag over det Syn, ſom her viſte ſig for mig. Vi kom fra et Krat pludſelig ud paa Kanten af en lodret Kløft i Fjeldet, der ſyntes ſaa ſmal, at jeg troede med et Steenkaſt at kunne naa den modſatte, endnu høiere, Fjeldvæg. To, aldeles lodrette, Fjeldvægge indſlutte en Slags ſnever Dal, hvis Dybde er ſaa ſtor, at alle Gjenſtande paa Bunden have et blaaagtigt Skjær. For at give Indbildningskraften en Slags Maaleſtok for denne Høide, eller en Stige at hæve ſig paa, vil jeg blot gjøre følgende Sammenligning. Enhver, ſom har ſeet Vor Frue Kirkes gamle i 1807 ødelagte Spir i Kjøbenhavn (det forhenværende høieſte i bemeldte Stad) veed, at naar man gik tæt under Kirken, ſyntes den øverſte gyldne Krone at ſvæve i Skyerne. Denne Krones Høide angaves til 380 Fod; man tænke ſig nu denne Krone hævet til den tredobbelte Høide (thi Dalens Dybde her, fandt jeg over 1200 Fod), og ſig ſelv fra dette Standpunct at ſkue ned under ſine Fødder; eller endnu bedre: man ſtille ſig ved Foden, og tænke ſig en Elv — af Størrelſe ſom Agers-Elven[25] — ſtyrtende ſig lodret ned fra den forrige Høide, og man har nogenlunde et Begreb idetmindſte om Dimenſionerne af dette Naturſyn. Det øvrige Gjennemryſtende ved denne Scene vil jeg ei vanhellige ved kraftløſe Beſkrivelſer. Naturen er ofte for ſtor for vore ſvage Ord; den ſønderlemmende og ſuccesſive Fremſtilling af alle Dele, nokſaa heldig udført, mangler dog den væſentligſte Effect — Total-Indtrykket. Reis ſelv hen og ſku! er alt hvad jeg har at ſige.

Mine to Reiſekammerater vare, uagtet de ofte havde været ved Fosſen, blevne ligeſaa oplivede og begeiſtrede ſom jeg. Deres Munterhed og Snakſomhed var uden Ende. I Tankerne gjorde jeg dem med Undſeelſe Afbigt for min Mistanke. I Førſtningen havde jeg ikke vovet mig hen til Brinken for at ſee ned, uden at klamre mig faſt til en ſtor løs Steen af et Par Mands Høide, der laa lige paa den yderſte Kant, deels af den ovenfor anførte Grund, deels for ei at blive hovedſvimmel. Men, ligeſom de kunde ahne mine Betænkeligheder, holdt de ſig beſtandig i nogen Afſtand fra mig; hver ſysſelſatte ſig kun med ſig ſelv, og med Beſkuelſen af Fosſen; de krøb omkring paa forſkjellige Puncter og lagde ſig paa Maven med Hovedet ud over Klippen for at ſee ned i Dybet, og yttrede den barnligſte Glæde ved hver nyopdaget Gjenſtand. Jeg tog derfor ikke i Betænkning, at lade den ene holde mig ud over Brinken, for noget tydeligere at ſee ned i Dybet, og — han ſlap mig ikke.

Følgende er et kort Sammendrag af deres Fortælling og mine egne Bemærkninger.

Denne Fos, hvis Navn er Vøringsfosſen, dannes af 2de Elve Bjorei og Leiro (af hvilke den førſte var den, vi allerede ofte havde pasſeret), der kort ovenfor det ſtore Fald forene ſig til een Elv, ſom endnu vedbliver at føre Navnet Bjorei. Den ſamlede Elv dreier ſig ganſke faa Skridt fra Faldet med eet under en ret Vinkel, og ſtyrter ſig derpaa pludſelig ned i den føromtalte Kløft, ſom kaldes Maabbe-Dalen. I Bunden af denne under Fosſen er en ſtor bundløs Hule, udhalet af Vandet, der ved den ſtærke Luftpresning og Stødets Heftighed ſpringer tilbage i Skum, og hæver ſig ſom en Regnſtøtte lige op til Faldets Begyndelſe. Om Vinteren danner ſig af dette ogſaa ligeſom ved Riukand-Fosſen et Iisrør, der ſkjuler Vandfaldet. Da kan man hugge Hul paa Iſen og med Stang ſtøde ned i Hulen, men ſinder ingen Bund. Dalen, ſom egentlig kuns er en Revne i Fjeldet, dreier ſig i mangfoldige Bugtninger og Vinkler, ſaa at man nede i den ſynes, man er indſluttet paa alle Kanter. Elven fylder i Begyndelſen næſten, dog ei ganſke, Bunden i den trange Dal; paa hver Side af den ſaaes en ſmal Rabat, hvorpaa man fra Dalens modſatte Ende kan trænge frem næſten lige under Fosſen. Lidt Græs voxer her paa Bredderne; dette lokker aarlig nogle Bønder herind. Om Dalens Sneverhed og Dybde, endog noget længere nede, kan man gjøre ſig et Begreb af følgende. Manden paa Maurſet fortalte, at hans yngre Broder, ſom boer paa en Gaard i denne Dal (jeg tror ei der er mere, end den ſamme i hele Dalen) kan, naar han ſidder i Høgſæte[26], uden at bevæge Hovedet, paa een Gang igjennem Lioren[27] ſee begge de modſtaaende Fjeldtoppe eller Fjeldkanter.

Jeg ønſkede nu at have nogenledes en Idee om Fosſens Høide, og valgte, i Mangel af bedre, følgende Methode. Den ene af mine Ledſagere blev beordret at tage en Steen, ſaa ſtor ſom han med een Haand kunde løfte, og kaſte den ud over Brinken; den anden at lægge ſig paa Maven paa Kanten, og ved et kort og tydeligt „Stop!“ tilkjendegive Øieblikket, naar han ſaa Stenen ſlaa an paa Vandet. I nogen Afſtand ſatte jeg mig med Chronometret og tællede Antallet af Slag, der forløb imellem Kaſtet og Kammeratens Stop. Dette Forſøg blev 2 Gange gjentaget, og gav begge Gange nøiagtigt 22 Slag. Chronometret gjør 5 Slag i 2 Secunder, altſaa er hvert Slag = 2 Secund = 0,ʺ4, følgelig 22 Slag = 845 Secund = 8,ʺ8. Nu er Legemers frie Fald i førſte Secund = 15,6 rhinſke Fod, og da Faldhøiderne i forſkjellige Tider forholdes ſig ſom Qvadraterne af Tiderne, bliver Faldhøiden i 8,ʺ8 = 1208 rhinlandſke Fod, hvilket er vores Standpuncts Høide over Dalens Bund. Men Fosſeſtupet eller Fosſens Udløb laa noget lavere, end det Punct paa hvilket vi ſtode; jeg lod ligeledes kaſte 2 Stene ned i Fosſens Begyndelſe, og fandt førſte Gang Faldtiden at udgjøre 10, anden Gang 11 Chronometer-Slag, altſaa ved Middel 1012 Slag, ſom er 4ʺ2, der ſvarer til Faldhøiden 275 Fod. Drages disſe 275 Fod fra den ovenſtaaende Høide, ſinder man Fosſens Høide = 933 Fod.

For ſaameget ſom muligt at nærme mig Sandheden, eller idetmindſte ei at angive Fosſens Høide ſtørre, end den virkelig er, vil jeg gjøre følgende Bemærkninger. Uagtet Stenene ſaavidt muligt bleve udkaſtede horizontalt, ſaa medfører deels Kaſtets Natur, deels Vanen, naar man vil udkaſte et Legeme i betydelig Afſtand, at det udkaſtede Legeme faar en liden Elevation, og beſkriver ſaaledes en liden Bue over Horizontalfladen, hvorfra det blev udkaſtet. Jeg vil antage, at ved hvert Kaſt medgik en Secund til at gjennemløbe denne Bue, ſaa have Stenene brugt 12 Secund til at ſtige, og naar denne halve Secund drages fra de ovenſtaaende Tal, ſaa bliver Faldtiden for Faldet til Dalens Bund = 8,ʺ3 og for Faldet til Fosſens Begyndelſe = 3,ʺ7, hvilket giver Fosſefaldets Høide = 861 Fod. Endelig forudſætter den Theorie, hvorpaa ovenſtaaende Beregning grunder ſig, et lufttomt Rum; Luftens Modſtand formindſker Faldhaſtigheden og forlænger altſaa Faldtiden, hvorved de beregnede Høider blive noget for ſtore. Men dette kan ved ſaa ſtore og ſpecifiſk tunge Legemer, ſom de udkaſtede Stene, neppe udgjøre ret mange Fod. Jeg tror altſaa at kunne paaſtaa med Sikkerhed, at Fosſefaldets Høide falder imellem 850 og 900 Fod, og maaſkee nærmere det ſidſte end det førſte Tal[28]. Fosſen kan forreſten maales nøiagtig med Barometer, ja formedelſt Klippevæggenes Perpendicularitet endog med Snor, hvilket jeg overlader til mine Efterfølgere. Iſær vilde jeg tilraade at trænge ind i Dalen under Fosſen for at betragte den nedenſra, hvilket uſtridigt vil give et endnu langt frappantere Syn, naar man ei ſeer Fosſefaldet i ſaa ſtærk Forkortning. Om den herfra kan males (hvilket jeg næsten tror) tør jeg dog ei paaſtaa, ſaaſom det er muligt, at denne betydelige Høide, betragtet i ſaa liden Fraſtand, overſtiger den Synsvinkel, ſom er den perſpectiviſke Fremſtillings Grændſe. Mine to Ledſagere fortalte mig tillige, at der i Nærheden var en anden Fos med frit Fald, der var næſten dobbelt ſaa høi ſom denne, men havde en meget ringere Vandmasſe. Navnet og Stedet har jeg desværre glemt[29]. Mine Bønder ſagde til mig: „Du maa endelig ſkrive dette; thi disſe Vandfald ere ikke beſkrevne før; vi ſkal ſige Dig Navnene igjen, naar Du kommer ned til Eidsfjord, og finder Dit Skrivertøi“. Dette blev desværre forſømt.

Vi gik nu tilbage og kom efter en halv Times Tid til en Vinkel af ſamme Dal[30], hvor Nedſtigningen ſkeer. Ogſaa her er Høiden ſaa ſtor, at Gjenſtanden paa Dalens Bund ligge i blaaagtigt Skjær. Fjeldſiderne ere aldeles lodrette; paa dem kan man ei ſtige ned. Men i en Urd (en Stenrøſe, Stenlavin) har man af de nedfaldne Stene opſtablet en Slags Trap, der formedelſt Fjeldvæggens Lodrethed er ledet i en Slangelinie eller rettere Zigzag frem og tilbage, ſaaledes, at naar man har nedſteget 10—12 Trin, dreier Trappen ſig med eet i modſat Retning (i en Bøining af 180°), og derpaa efter lige ſaamange Trin atter tilbage o. ſ. v. Denne Trap er naturligviis ikke ſaa beqvem ſom vore Hustrapper, men beſtaar af ſtore og ſmaa Trin om hinanden efter Omſtændighederne. Mine Ledſagere yttrede ſtor Lyſt til at tælle hvormange Vendinger Trappen gjør. For ei at tælle Feil, blev følgende Foranſtaltninger gjort. Naar den Forangaaende havde tællet 10 Vendinger, raabte han høit „ti“ og ſtandſede, indtil de to Eſterfølgende kom til ſamme Sted. Vare alle 3 enige om Tallet, tog jeg en Qviſt og ſtak ind i Opſlaget paa Ermet i min Kappe, og Marſchen gik videre. Da vi vare nedkomne, bleve Kviſtene tællede, og det viſte ſig, at Trappen vender ſig 124 Gange.[31] Antager man blot, at hver Vending i Gjennemſnit beſtaar af 12 Trin, ſaa bliver Trinenes Antal i den hele Trap henved 1500. Vi maatte meget ofte hvile paa Trappen, og mine Ledſagere forſikkrede, at de altid i et Par Dage, efter at have befaret den med Oppakning, vare ſtive og ømme i Under-Extremiteterne, hvilket jeg finder ſaare naturligt. Naar man endelig er kommen ned, og ſeer tilbage eller opad, forſvinder Trappen i Uren, og man kan knap ſelv begribe, hvorledes man kan være kommen ned af en ſaadan Præcipice.

Yderſt paa den øverſte ſkarpe Kant af Fjeldet, hvorifra man kom, viſe ſig flere ſtore Bartræer, betragtede fra denne Dybde, ei ſtørre end Bregner; og da Uren hiſt og her er bevoxet med Løvbuſker, iſær omkring Trappen, ſaa frembyder den et ganſke maleriſk Syn. Jeg erindrer ei ret, hvilken Veimeſter der foreſlog og udførte denne Trap. Før var Pasſagen her endnu beſværligere. Om Vinteren beſkadiges Trappen ſædvanlig af Sneen, og maa hvert Foraar forbedres. En endnu levende Bonde har paa Ski ſtaaet ud over Fjeldet her, og kom derfra med Livet, ſkjøndt med brudte Skier.

Denne Maabbe-Dal er ellers i flere Henſeender mærkværdig, og man træffer under Gangen beſtandig noget, ſom fængſler Opmærkſomheden. Dens mange Bugter eller Vinkler ere før omtalte; mine Ledſagere yttrede, at den havde ligeſaa mange Vendinger ſom Trappen. Steenarten i Sidefjeldene er ſaa ſkjør, at der jævnlig nedſtyrter ſtore Masſer; her ligge mange ſaadanne nedfaldne Stene af Størrelſe ſom et middelmaadigt Huus, paa hvis øverſte Flade allerede 2-3 ſtore Træer ere ſremvoxede. Vandrere have beſteget enkelte af dem, og, til Tegn paa at de have været det, opreiſt Kors eller andre Mærker paa Udkanterne. De fleſte ere af cubiſk Form, med glatte Sider, og ſaaledes virkelig ei lette at beſtige. Mærkeligt er det, at de fleſte af disſe Stene falde ud fra Foden af Fjeldvæggen og ei ſom ſædvanligt fra Toppen, hvorved Fjeldet paa mange Steder helder betydeligt ud over Dalen, ſaa at man kan gaa ind under et tæt, ſkjønt farligt Tag. Disſe Udſtyrtninger have paa ſine Steder dannet de forunderligſte Grupper, blandt hvilke jeg kun vil nævne to, ſom Maurſetteren lignede ved en Kirke og en Prædikeſtol. For at viſe mig den ſidſte, krøb han ind, ſom det ſyntes, i Fjeldet, og efter nogen Tids Forløb hørte jeg hans Røſt over mit Hoved, og ſaa ham ſtaaende der høit oppe paa Klippevæggen. De ſtore løsfaldne Steenmasſer have nemlig her ved et beſynderligt Træf dannet en Slags Vindeltrappe inde i Fjeldet, hvorpaa man uſeet kan opſtige paa Kanten af en overordentlig ſtor Steen (et lidet Fjeld), og dette er Prædikeſtolen. Tæt ved Opgangen til Prædikeſtolen ſees Indgangen til Kirken, nemlig nogle Klipperevner, igjennem hvilke man ſeer ind i ſtore mørke Huler, lig Gravhvælvinger, hvor man ſkal kunne vandre dybt ind under Fjeldet imellem de nedfaldne Masſen. Formedelſt Dalens Snæverhed og mange Bøininger og de indſluttende Fjeldvægges Lodrethed, ſkinner Solen, endog midt om Sommeren, kuns et Par Timer paa Dalens Bund, og ſikkerlig i det halve Aar ſeer man den ſlet ikke. Ved den lange Tørke var Græsſet ganſke afbrændt, kuns langs med den venſtre Fjeldvæg havde Fjeldets Fugtighed i nogle Alnes Bredde vedligeholdt dets grønne Farve. Dalbunden er, ſom man let kan tænke ſig, overſællet med Stene; forat ſkaffe ſig af med disſe, har man ſtablet dem op i lange, tildeels unødvendige Gjærder, der paa ſine Steder have Udſeende af ſmaa Fæſtningsverker.

Noget efter at man er ſluppen ud af denne Dal, kommer man paa en ſtærk heldende Bjergflade, og fra denne, efter nogen Nedſtigen, ganſke uventet paa Skraaningen af et temmelig høit Fjeld, fra hvilket man lavt under ſine Fødder ſeer ned i en temmelig bebygget og videre Dal. Det er den øverſte Deel af Eidfjord eller Eidsfjord[32]. Jeg mindedes her om Krogkleven, ſkjønt hverken Overraſkelſen er ſaa pludſelig, ei heller det underliggende Landſkab ſaa yndigt ſom Ringerige. Dette er ſaaledes det fjerde ſtore Trappetrin, man ſtiger ned fra Hardanger-Fjeldet mod Havet; nemlig det førſte fra Fjeldets høieſte Punct nær Holmekjærnlægret til Fjeldſtølen, det andet herifra til Maurſet, det tredie ned ad Trappen i Maabbe-Dalen, og endelig det fjerde ned i Eidfjord. Her ſaa jeg et mig ganſke uvant Syn. Alt Græs var ved den lange Tørke ſaa aldeles afbrændt, at det var guult ſom Halm; paa mange Steder var det endog ganſke gaaet bort i Støv, ſaa at den ſorte Jord ſtak frem, og Jorden var ſaa tør ſom et Pulver, og ſtøvede under Fødderne. Man kan neppe tænke ſig et ſaadant ſtraagult Landſkab, naar man ei har ſeet det. Midt paa disſe gule Skraaninger viſte ſig hiſt og her nogle ſmaa ſtærkt grønne Agre, og disſe tilligemed adſkillige Løvbuſke gave Egnen et beſynderligt broget Udſeende. At Græsſet brænder af for dem, ere Bønderne her ſaa vante til, at de ei engang beklagede ſig derover. Kornet vide de at redde ved en kunſtig Vanding. Fra Fjeldet ledes Vand i Trærender ned til Grøfter, der gjennemſkjære Agrene, og fra disſe Grøfter ſtænkes det med en langagtig Sløv ud til alle Sider over Kornet. Den ſamme Skik bruges ogſaa i Ullensvang og paa flere Steder i Bergens Stift, ligeſom den og er brugelig paa ſine Steder i Gudbrandsdalen.

Denne øverſte Deel af Eidsfjord er afſkaaren fra den nederſte ved en Sø af 14 Mils Længde, der aldeles udfylder Dalen fra det ene Fjeld til det andet. Man kan altſaa ikke komme ud af Eidfjord, uden førſt at roe over denne Indſø. Mine 2 Ledſagere laante en Baad hos En, et Par Aarer hos en Anden, et halvt Øſekar hos en Tredie og et Vandſpand hos en Fjerde. Uden det ſidſtes Hjelp vare vi ei komne levende frem; thi Baaden, der laae paa Land, var af Solvarmen bleven ſaa læk, at vi ei før havde ſkudt den ud, førend den var halv fyldt med Vand endog inden vi ſatte Fod i den. Mine Bønder ſparede ikke ſine Kræfter; men Fjeldbonden er paa Søen ligeſaalidet i ſit Element, ſom en Sømand, der er kommen til Heſt. Imod ſin Villie krydſede de fra den ene Side af Søen til den modſatte. Imidlertid øſte jeg med Spanden ſaa fort, ſom det lod ſig gjøre; ved hvert Tag fik jeg Spanden mere end halv fuld, og kunde paa denne Maade netop bringe Vandet til lidet at ſynke; hvilede jeg blot 12 Minut, ſaa ſteeg det langt op paa Benene. Langs med Kjølen ſtod et peblende Kildevæld ligeſom et Springvand. Jeg beordrede dem at holde nær til den ſydlige Klippe; men kuns lidet havde det nyttet, ifald Baaden havde truet med at ſynke; thi vi vilde paa den steile og glatte Klippevæg neppe fundet et Fodfæſte, hvorpaa vi kunde have reddet os. Svedende og meer udmattet end mine Rorskarle kom jeg, efter en Times Arbeide, endelig til Enden af Søen. Herifra havde vi endnu en ſtærk halv Miil til den nederſte, mere bebyggede, Deel af Eidsfjord, hvor Kirken ligger. Efter en beſværlig Vandring ankom vi her henimod Midnat. Mine Ledſagere fortalte, at her var et Gjeſtgiveri; men ſaaſom dette nylig var kjøbt af en Bonde, der ei endnu havde arrangeret ſig, ſaa var der intet at faae, neppe engang Natteqvarteer. De vilde derfor bringe mig til Preſtens Medhjælper Conrad Lægereid, hvilken de roſte ſom en agtværdig og gjeſtfri Mand, hos hvem Preſten pleiede at logere. Ulykkeligviis var Manden fraværende, og vi maatte altſaa vandre til Gjæſtgiveren. Her, ſagde de, var det nødvendigt at tage afſted, ſom om man vilde rive hele Huſet ned, ifald man ſkulde bringe dem til at lukke op. De afbrækkede derfor en Gjærdeſtav, og bearbeidede Døren dermed en lang Tid ſaaledes, at det gjenlød i Fjeldene. Efter en liden Pauſe hørte vi en ſvag og fjern Stemme raabe: „hvo banker ſaa ſildig?“ Da der efter nogen Venten ei endnu blev oplukket, blev den forrige Storm igjentaget, og nu ſaae vi et Hoved udſtikkes igjennem en ſønderſlagen Vinduesrude i et Qviſtkammer, og det forrige Spørgsmaal blev gjentaget. Endelig gik Døren op; en ſygelig Dreng, der var det eneſte levende Væſen i hele Huſet (ſaaſom Eieren var reiſt til Bergen for at gjøre Indkjøb), førte os ind i de tomme Stuer, og ſkaffede os med Vanſkelighed Natteleie.

Om Morgenen den 7de Juli indtraadte mine to Reiſekammerater, og erklærede, at ſaaſom vi nu havde deelt Godt og Ondt ſammen den forrige Dag, og været gjenſidig tilfreds med hinanden, ſaa vilde de, ifald de kunde gjøre mig en Tjeneſte dermed, fremdeles ledſage mig til Ullensvang. De havde Løfte om en Baad, ſom de kunde faae leiet for en Ort. Paa forrige Dags Tour havde de foraccorderet ſig; Gangen til Vøringsfosſen regnede de ikke paa, thi den havde de havt ligeſaamegen Fornøielſe af ſom jeg; men deres Mening havde egentlig blot været at bringe mig til den lille Sø i det Indre af Eidsfjord, og derfra ſamme Nat vende tilbage. Nu vilde mere end to Dage gaae bort, inden de kunde komme hjem. Jeg kunde, for at erſtatte dem for den møiſommelige Gaarsdag, betale dem lidt rundeligen for Reiſen til Ullensvang. „Dog“, tilføiede Maurſetteren flere Gange, „Du maae gjøre ſom Du ſelv vil; for Reſten ſtaae vi ved vores Accord, og ere tilfreds med vores Rigsdaler“[33]. Jeg takkede dem for dette venſkabelige Tilbud; men erklærede aabenhjertigt, at jeg var bange for at give mig ud paa en 4 Miles Fart, paa den ſnævre, af høie lodrette Fjelde indeſluttede, Fjord, hvor Kaſtevinde ere ſaa hyppige, med Folk, ſom ei vare ſøvante; de havde ſelv i Gaar ſeet, at jeg forſtod bedre at føre Aaren, end nogen af dem. De tilſtode det ſidſte, men ſtolede paa deres ſtærke Arme, og lovede at lægge deſto flere Kræfter til, for at erſtatte, hvad de manglede i Øvelſe. I hvor faſt jeg ved Samtalens Begyndelſe var i min Beſlutning, og hvor klart jeg indſaae Daarligheden af at rokke den, ſaa blev dog Enden, at jeg ſagde Ja. De to ærlige Gutter viſte ſaadan Lyſt til at følge med; de havde den foregaaende Dag ſaa troligen trællet, og med ſaa megen jovialſk Munterhed og Forſtandighed bidraget til at more mig, ja til at gjøre denne Dag til en af de interesſanteſte paa den hele Reiſe, at jeg ei kunde ſkille mig fra dem. De 24 Skilling bleve altſaa Maurſetteren overantvordede, og han gallopperede afſted efter Baaden.

Imidlertid var Huſets Eier kommen hjem fra Bergen; flere Almuesmænd ſamlede ſig i Stuen. Maurſetteren traadte ind; og fremſtillede mig for den i en Halvkreds om mig forſamlede Mængde omtrent paa følgende Maade: „det er Almanak-Meſteren fra Chriſtiania; hans Navn er Chriſtopher. I Gaar gik han med os til Vøringsfosſen og var raſk til at gaae i Fjeldet; han var ei bange for at gaae derhen med os fremmede Menneſker, uagtet det ingen Sag havde været for os to at kaſte ſaa liden en Karl ned i Fosſen og tage fra ham, hvad han havde; men han kunde nok ſkjønne, at vi vare brave Folk“. Man kan tænke ſig, hvor meget den ſidſte Bemærkning ſlog mig; de havde altſaa tydelig gjennemſkuet vores Situation. Ligeſom min Tiltro havde ſmigret dem, ſaa bidrog deres herved røbede Retſindighed og naturlige Skarpſindighed ikke lidet til at binde mig end mere til dem.

En ſtor bredſkuldret og velvoxen gammelagtig Mand, med et kraftigt, forſtandigt og godmodigt Anſigt og lyſebrunt krøllet Haar[34], traadte frem blandt Mængden og ſagde, at da Hændelſen ſjelden førte ſaadanne brave Folk til deres Bygd, ſaa ſkulde man behandle dem ſaaledes, at man ei havde Skam deraf; det var uforſvarligt at give ſig med den Fremmede ud paa ſaa lang en Fart med ſaa liden en Baad. Maurſetteren, ſom ved denne Erklæring blev lidt forlegen, ſagde, at han ingen anden Baad havde kunnet faae, og at han allerede havde betalt en Ort for den. „Kan Du ingen anden faae“, ſagde den Gamle, „ſaa kan Du tage min; den ſkal ei koſte Dig noget“. Hvad Orten angaaer, ſagde jeg, ſaa kan den anden Baads Eier gjerne beholde den; men den Gamle erklærede, at han intet ſkulde have. „Vil Du“, tilføiede han, „give ham 8 Skilling, ſaa ſkal han dermed lade ſig nøie; ſig ham det fra mig“. Et Par andre Karle tilbøde ſig at følge med for at asſiſtere ved Seiladſen; jeg ſvarede dem, at jeg nu allerede havde ſluttet Accorden med mine to gamle Venner. „Vi forlange Intet derfor“, ſagde de, „det er ſmukt Veir og vi høre i Morgen Prædiken i Ullensvang“.

Samtalen kom nu paa den lange Tørke, ſom havde opbrændt alt Korn næſten i hele Bergens Stift. Den Gamle (ſom var den ſamme Præſtens Medhjælper Conrad Lægereid, jeg Natten tilforn ſkulde have logeret hos) ſpurgte, om vi paa Øſtlandet ogſaa havde lidt ſaa megen Skade paa Ageren af Tørke. Jeg ſvarede, at vi ſnarere havde havt for meget end for lidet Regn. „Gud ſkee Lov!“ udbrød han og flere andre, „at der dog er Nogen, der har det Godt; ſaa lider dog ikke det hele Land; En ſkal Ulykken træſfe“. Derpaa kom Talen paa Storthinget og Kongen. Jeg vidſte kun ſaare ufuldſtændigt at tilfredsſtille deres Videlyſt; men kunde ikke andet, end med inderlig Rørelſe betragte den dybe Ærbødighed og hjertelige Hengivenhed for Landets Regent, ſom her ſaa lydelig yttrede ſig. Jeg gjenkjendte heri Stockfleths ſkjønne Skildring i Heimatkomſten[35], ſom aldeles er tegnet efter Naturen. Conrads hele Væſen, det Ydre ſaavelſom det Indre, den rolige Bevidſthed af egen Kraft og Aandsgaver, modereret ved en elſkværdig Beſkedenhed, imponerede mig. Jeg undſaae mig for at ſidde, medens denne værdige Olding ſtod foran mig, og var ifærd med at reiſe mig; men ligeſom om han havde bemærket min Tvivlraadighed, tog han en Stol og ſatte ſig ved min Side.

Vi Kjøbſtædboere troe os ſædvanlig beføiede til at hæve os over Landmanden. Hvorpaa grunder ſig denne Indbildning? Vi have fra Barns Been lært Ord og Tegn for en Mængde Begreber og Føelſer, ſom vi endnu ei ved egen Anſkuelſe kjende, og ofte aldrig ere i Stand til at naae. Med denne Rigdom pryde vi os, og indſee ei, at den under ſaadanne Omſtændigheder blot er en ſlet funderet Seddelmasſe, der liden eller ingen indvortes Værdi har. Hos Naturens Søn, ſom de tauſe Fjelds have opdraget, yttre ſig hverken Følelſer eller Begreber, uden de ere klare og ſtærke nok til ſelv at bryde frem og danne ſig et Tegn; derfor have disſe Udbrud ogſaa Sandhedens ægte Guldklang. Vi have bemærket, at et mildt og harmoniſkt Gemyt yttrer ſig med venlige Miner og runde Bevægelſer, en ſtærk Charakteer med et mandigt Skridt og en rank Holdning; vi lade os derfor af Dandſemeſtere og Opdragere bøie i alle disſe Former, for at kunne ſpille en høiere Rolle, end den vi ere ſkabte til. Naar vi ere vel indøvede i disſe Kunſter, ſiges vi at have et ſmukt Væſen. Vort Ydre viſer Kraft og Sagtmodighed, Venlighed, Ærbødighed o. ſ. v.; men det er i Grunden kun Legemets Færdigheder. Hos Landmanden have disſe Dyder deres Sæde i Hjertet, og Skaberen ſelv har dertil ſkjænket ham de langt ſkjønnere udvortes Tegn, hvoraf vore ofte kuns ere ſlette Copier. Alle Kunſtens og Geniets Skatte ere aabnede for os; hvad Frugter have vi høſtet deraf? Mængden har neppe trængt længere end til Skallen: en Deel Realkundſkaber have vi erhvervet os, det er vel ſandt; men Tænkningens vigtigſte Reſultater for Livet (ſaavel dette ſom det tilkommende) har Landmanden paa en kortere Gjenvei ogſaa ſat ſig i Beſiddelſe af. Naturligviis kan det ikke være min Mening, at Kunſt og Dannelſe ere det bedre Menneſke ſkadelige; kuns at det Middelmaadige (altſaa Mængden) vilde i det Væſentlige (altſaa det Vigtigfte) naae et høiere Standpunct ved Landlivets end ved Bylivets Udviklingsmaade. Held den, der ved al denne Formen beſidder Selvſtændighed nok til ei at tabe ſin egen indre Form, og til at adſkille det Væſentlige fra det Uvæſentlige, Tegnet fra det Betegnede; han har vundet mere, end han har tabt.

Fra Eidsfjord roede vi den 7de Juli henimod Middag. Fjorden, der her gaaer omtrent imod Veſt, er, ſom de fleſte Fjorde i Bergens Stift, meget ſmal og omgiven af høie lodrette Fjelde[36]. Søreiſer i Bergens Stiſt ere baade langſomme, kjedſommelige og koſtbare. Hver Skydſende betales med 20 Skilling for Milen, foruden Drikkepenge og en Recognition for Baaden; man kan ſjelden komme frem med mindre end 4 Rorskarle; vil man lidt hurtigere frem tager man 6. Tre Timer om Milen er forſvarlig roet, og er Vind og Strøm imod, kan vel den dobbelte Tid gaae med. Faaer man et lidet Vindſtød fra det rette Hjørne, ſaa maae Folkene ſidde med Seilſkjødene i Haanden, for øieblikkeligt at kunne rive dem ned; thi intet er uſtadigere end Vinden i de bergenhuſiſke Fjorde. I en Haandvending ſpringer den rundt om i alle fire Verdens Hjørner, efterſom den ſtøder paa forſkjellige Skraaninger af de høie Fjeldvægge. Intet Oplivende har Øiet at hvile paa; paa de ſorte Fjeldvægge findes ſjelden et Græsſtraa eller en Buſk. Det bedſte, man kan gribe til, for at faae Ende paa Tiden, er at lægge ſig til at ſove. Dette ere ogſaa Rorskarlene ſædvanlig beredte paa, og rede for den Reiſende et Leie bag i Baaden af Løv og Qviſte. En af mine nye Rorskarle holdt mig vaagen ved ſine ſatiriſke Bemærkninger; hans Sarkasmer løb ſaa nær paa Grændſerne mellem Spøg og Alvor, at jeg ei ret vidſte, hvordan jeg ſkulde tee mig derved, og omſider blev ſmekvred. Jeg troer dog næſten, jeg gjorde ham Uret. Det Lunefulde eller Comiſke er i et fremmedt Sprog (altſaa for en Kjøbſtædmand og i Bondeſproget) altid det, man ſidſt lærer at forſtaae; det ſtøtter ſig paa en Mængde Localiteter, ſom førſt et langt Bekjendtſkab gjør En fortrolig med.

Kl. 1012 om Aftenen lagde Baaden an ved Præſtegaardens Hauge i Ullensvang. Da det var ſaa ſeent om Aftenen, gik jeg førſt op paa Gaarden for at recognoſcere, og fik at høre, at Provſt Nils Herzberg allerede var gaaet til Sengs. Saaſom jeg endnu ikke var bleven fortrolig med den paa Landet i Norge brugelige Skik, at forvexle, om juſt ei Slotte, ſaa dog privat Mands Huſe med Kroer (en Udelicatesſe, hvortil rigtig nok de egentlige Vertshuſes elendige Forfatning ofte tvinger den Reiſende), og ſaaſom jeg veed, at man ei om Løverdagen bør distrahere nogen Præſtemand, endelig da jeg fandt det kuns lidet ſømmeligt at aflægge den førſte Introductions-Viſit hos en fremmed Mand, efter at han er gaaet i Seng og ligger i ſin førſte Søvn, ſaa beſluttede jeg at indlogere mig hos en tæt ved Præſtegaarden boende Bonde. Denne Bonde var Præſtegaardens Forpagter, og hos ham fik jeg den ſørgelige Efterretning at Provſten næſte Morgen tidlig ſkulde reiſe til Kinzervig, for der at holde Gudstjeneſte, og derfra umiddelbar tage til ſin Broder Provſt Chriſtian Herzberg i Findaas paa Bommeløen, for at bivaane Biſpeviſitatſen. Denne Efterretning var et Tordenſkrald for mine Øren; jeg trængte ſaa meget til en Dags Hvile og Recreation; det ſikkre Haab til at naae dette Maal og tillige til at gjøre denne værdige Videnſkabsmands Bekjendtſkab, var med eet ſtrandet. Den hele Dag havde jeg næſten intet nydt undtagen et Stykke af en harſk røget Sild, ſom jeg fik et Sted paa Veien, hvor vi hvilede, og ſom i Forening med Bølgegangen foraarſagede mig en ubehagelig Qvalme. Da jeg traadte ind hos Bonden i Ullensvang, ſad Manden paa en Stol midt paa Gulvet i den ſtore Røgſtue, og Huſtruen foretog, ſaaſom det var Løverdags Aften, en, ſom det lod, høiſt nødvendig Renſelſe og Udfeielſe i hans om Øine og Øren nedhængende lange Haar, hvilken end mere forøgede min Maves antiperiſtaltiſke Beſtræbelſer. Endelig ſagde han: „det er nok“, hvorpaa Huſtruen fremſatte for mig Melk, Brød og Smør; men uagtet mit Legeme zittrede af Udmattelſe, var det mig næſten ei muligt at ſmage noget. Jeg kom i en reenlig Seng, og laae endnu om Morgenen tidlig i en dyb Søvn, da jeg vækkedes af en Mand i hvid Nathue og Tøfler, med Tobakspibe i Haanden, der ſtod midt paa Gulvet, ſkjændte af alle Kræfter og dreiede Nathuen fra det ene Øre til det andet. Efter nogen Betænkning kom jeg efter, at det var Provſt H., ſom gjæſtfri bebreidede mig, ei at have vækket ham Aftenen i Forveien. Fra dette Øieblik ophørte min Reiſes Beſværligheder; og da de Egne, ſom jeg herefter gjennemreiſte, ere mere bekjendte, kan jeg være deſto kortere med Reſten af mit Reiſe-Eventyr.

Provſten havde den Godhed, at opſætte ſin Reiſe til Findaas til Middagen den 9de Juli, for at jeg i god Roe kunde udføre mine Iagttagelſer. Imedens Provſten tog til Kinzervig, var jeg ſysſelſat med magnetiſke Iagttagelſer. Himmelen var uklar, og ved Middag fik jeg med Vanſkelighed maalt 4 Solhøider igjennem Skyer; ved Nedgangen bag Folgefonden om Eftermiddagen var Solen aldeles klar, hvorved jeg atter fik nogle Høider til Beſtemmelſen af Uhrets Gang. Mandagen den 9de var heldigere for de aſtronomiſke Iagttagelſer, ſaaſom Himmelen var aldeles klar. 44 Circummeridianhøider af Solen gave Polhøiden af Ullensvangs Kirke = 60°19ʹ31ʺ, og ved correſponderende Solhøider fandtes formedelſt Uhret Tidsforſkjellen fra Nørſtebø = 7ʹ50ʺ, altſaa Længdeforſkjellen = 1°57ʹ30ʺ; Nørſtebøes Polhøide var ſom ovenfor er anført — 60°19ʹ38ʺ. Disſe tvende Puncter ligge altſaa yderſt nær under ſamme Parallel, og deres Afſtand findes = 57400 Rhinlandſke Favne, hvilket udgjør lidet over 1412 (14,55) geographiſke eller omtrent 935 norſke Mile, ſom er Fjeldets Brede i denne Retning. Magnetnaalens Misvisning fandtes =22°51ʹ veſtlig, Inclinationen = 73°44ʺ, og den magnetiſerte Staalcylinder, ſom i Chriſtiania gjør 300 Svingninger omtrent i 815 Secunder (13ʹ35ʺ), fuldførte her 300 Svingninger den 8de Juli Kl. 11 Formiddag i 843ʺ,50 og ſamme Dag Kl. 12 Middag 842ʺ,65, altſaa ved Middel af begge i 843ʺ,07.

Den hele Omegn er ſærdeles mærkværdig ſaavel formedelſt dens naturlige Beſkaffenhed ſom formedelſt Fortidens Minder. Sør- eller Syd-Fjorden[37], paa hvis øſtre Bred Ullensvang ligger, er her meget ſmal, nemlig omtrent 3500 Alen eller 15 Norſk Mil bred[38].

Fjeldet paa den veſtlige Side (ſom formodentlig er i det mindſte 4000 Fod — eller efter Provſt Herzberg endog over 5000 Fod — høit) gaaer næſten lodret ned mod Havet, og paa dets Overflade ligger den ſtore Snee- og Is-Bræ Folgefonden, omtrent 5 Mile i Længden fra Nord til Syd, og 1 til 2 Mile i Brede fra Øſt til Veſt. Der fortælles, at under denne Bræ ſkal være begravet et heelt Bygdelag, kaldet Folgedalens Præſtegjeld, i hvilket Folket tilligemed Præſten ſkal have været meget ugudeligt, hvorudover der faldt ſaa megen Snee, at den ſtore Dal, de beboede, ei bleven opfyldt og lige med Fjeldene. Som Bekræftelſe paa dette, allerede af Pontoppidan i hans Norges naturlige Hiſtorie (1 D. S. 49) ommeldte, Sagns Troværdighed, hvilket nylig Prof. Smith[39] vel ikke uden Føie erklærer for uſandſynligt, enten man ſaa betragter Sagen fra den hiſtoriſke eller phyſiſke Side, fortælles, at de Bække, ſom udflyde fra Bræen, ofte medføre Qværne-Kalde, tilhugne Tømmerſtokke, gamle Fade, Bøtter og andet Huusgeraad. Lignende Sagn forekommer det mig ogſaa at have læſt om andre Snebræer. At den ellers aarlig voxer i Høide, ſynes af følgende temmelig afgjort. En endnu levende gammel Bonde har fortalt Provſt H., at i hans Barndom (eller maaſkee i hans Faders Ungdom, hvilket jeg ei ret erindrer), kunde man over det foran hans Gaard liggende Fjeld netop ſee den øverſte Linie af Isbræen paa Folgefonden; nu ſees deraf paa ſamme Sted et betydeligt Stykke. At en ſaadan uhyre Iismasſe, naar den eengang er ſamlet, kan voxe, finder jeg begribeligt; men hvorledes den fra Begyndelſen kan have dannet ſig paa et Fjeld, hvis Høide er betydelig lavere end den høieſte Ryg af Hardanger-Fjeldet (hvor ingen ſaadanne faſte Iismasſer findes), er mig ubegribeligt. Begrebet om den ſaakaldede Sneelinie bliver ſaaledes vaklende. Skulde Fjeldmasſernes forſkjellige ſpecifikke Beſtanddele give dem en forſkjellig Evne til at binde Varmen? Det forekommer mig, ſom om jeg har læſt den Bemærkning, at metalførende Bjerge ere Vegetationen ugunſtige, ſaaledes at paa ſamme Skov ſjelden trives. Maaſkee kan den electrochemiſke Virkning, ſom ſaadanne Beſtanddele nødvendig maae frembringe, decomponere de i Luften opløſte Dampe og befordre Sneens og Iſens Chryſtalliſation. Jeg erindrer, at Provſt H. havde forſøgt en Opløsning paa denne Gaade; og det var at ønſke, at han derom vilde yttre ſin Formening. Ingen kan bedre dømme om en Gjenſtand, end den, ſom daglig har den for Øine, og Sagen fortjente, ſynes mig, en Underſøgelſe[40].

Paa den veſtre Side af Fjorden ligger i Sydveſt for Præſtegaarden den gamle Gaard Aga, hvis Afſtand fra Præſtegaarden fandtes ved den ovenomtalte Operation at være = 5568 Alne. Huſene paa Gaarden ere af uſædvanlig Størrelſe og Ælde, og byggede paa en beſynderlig Maade; iſær er et af Værelſerne mærkværdigt. En Stok er tykkere end 2 af de nuværende ſtørſte; Dørene ſaa ſtore ſom Kirkedøre. Der ere ſkjønne murede Kjeldere derunder, et Begravelſes Capel og en ſkjøn Frugthauge; kort denne udmærker ſig i alle Henſeender fra alle andre Træbygninger, og formodes at være bygget i Magnus den Kronedes (Magnus Erlingsſøns?) Tid[41]. Paa denne Gaard have ogſaa flere af Hardangers berømte Mænd boet, ſaaſom Brynjolfr Jonsſøn, ſom formodes at have været den ſamme, der ofte omtales i Hakon den Gamles Hiſtorie[42], og hans Søn Lagmanden Sigurd Brynjolfſøn, der levede endnu i Kong Erik Præſtehaders Tid 1298, og efter Sagnet ſkal være druknet i Næsſet nær Heſthammer, til Erindring om hvilken Begivenhed det der endnu ſtaaende Steenkors ſkal være opſat. Den ſidſte ligger begraven i Ullensvangs Kirke, i det mindſte ſees der hans Gravſteen, en ſtor hvid Marmorſteen[43], med Paaſkrift: „Her hvilir Herra Sygurthr, er var Gulathings Logmadr, Son Brynjolfs (nogle læſe Thrydiolers) a Aga, hans Artid er thrim nottum firir Michaels Mesſo“. Dragten ſiger Schøning ifølge Schnabel, viſer bemeldte Laugmand ſom Adelsmand, og Skjoldet, hans Vaaben, hvori tre Lillier, ligner en gammel Norſk Families, der kaldte ſig Haar[44]. Muligt har Laugmanden og været Ridder, da han baade har et eget Slags Sporer, og jeg ikke rettere veed, bemærker Schnabel, end at Verdslige, endog af Adel, ei fik det Prædicat af Herre, med mindre denne Værdighed kom til, i det mindſte ſeer man det ſaaledes brugt indtil Souveræniteten[45]. Her boede og Thormod Aga, en Mand, ſom iſær har gavnet Kinzervig Præſtegjeld, da han var den førſte, ſom indbragte det Slags Æbler, ſom endnu kaldes Thormod-Æbler, og derved førſt begyndte Æbletræers Plantning her. Det førſte Træ, han plantede, og ſom Provſten Gerhard Milzow[46] i ſin Tid anfører for at være viſt over 100 Aar gammelt, ſtaaer endnu paa Gaarden Aga, og uagtet dets Ælde, ſom følgelig nu maa være over halvtredie Aarhundred, overgaaer det dog alle ſine Børn i Frugtbarhed. Mindet af denne Thormod, ſom altſaa maa have levet i K. Frederik den Andens Tid, bør derfor, ſiger Schnabel med Rette, erindres med Taknemmelighed og fortjener en Æresſtøtte i Hardanger. Den nærværende Beboer af Gaarden er den hæderværdige Bonde, Johannes Aga, der var Storthings-Repræſentant ved næſtforegaaende Storthing (1818), og visſelig hos ſine Med-Repræſentanter ſaavelſom hos alle dem af Chriſtianias Indbyggere, der lærte at kjende ham, erhvervede ſig en velfortjent Agtelſe.

Ganſke tæt nordenfor Præſtegaarden ligger den betydelige Gaard Oppedal (den ſtørſte og høieſt ſkyldſatte i hele Hardanger og nu henhørende under Lyſe-Kloſter i Søndhordlehn), paa hvilken før har ſtaaet en Kirke, førend den i Ullensvang blev bygget. I Haugen ſees endnu Spor af Kirkegaarden. Her har ogſaa ligget et Kloſter, kaldet Oppedals-Kloſter, hvoraf endnu ſees nogle Kjeldere. Man veed endnu at tale om den bekjendte Kloſter-Lasſe (Lars Nilſen fra Tønsberg), ſom for et Par hundrede Aar eller noget mere ſkal have opholdt ſig paa denne Gaard og der i Stilhed ſøgt at udbrede ſin papiſtiſke Overtro. I Nordveſt for Oppedal ligger lige ved Søkanten Gaarden Helland, en meget gammel Gaard, ſom er deelt i to Timer eller Boſæder (Gaardeparter), hvorom der fortælles, at de ſkal have været beboede af 2de fornemme og meget rige Søſtre. De have havt en grundmuret Løngang fra den ene Gaard til den anden, hvoraf endnu ſees Levninger. Begge disſe Gaarde Oppedal og Helland udmærke ſig ved ſærdeles ſkjønne Frugthauger, hvor de fineſte Træfrugter frembringes og den ſidſte iſær ved de ſaa kaldte Hellands-Æbler, ſom tilforn have været meget ſøgte i Bergen[47].

Ullensvangs Kirke og Præſtegaard ere i Følge af deres Beliggenhed mod Fjeldene udſatte for de heftigſte Storme.[48] For en 12 Aar ſiden (om jeg erindrer ret) kaſtede en ſaadan Storm en Fløi af Præſteboligen aldeles overende, og det var netop at Provſten H. og hans Familie reddede Livet ud af Ruinerne; en ſtor Lade har flere Gange været ødelagt, og er endelig nu ved en ſæregen Bygningsmaade og ſvære Støttebjelker i Stand til at trodſe Stormens Magt. Denne Lade er, ſom næſten alle Bygninger i Hardanger, tækket med ſtore tynde Steenheller, hvoraf man ofte finder nogle paa 2 til 3 Alen i Qvadrat. Plankeverket omkring Præſtegaardens Hauge blev ofte af Stormen revet overende, uagtet Provſt H. hver Gang opbyggede det ſtærkere og befæſtede det bedre; han har endelig maattet give ſig tabt, og ſat det paa en Fod løſt ovenpaa Jorden. Efterſom Stormens Heftighed tiltager, vandrer det nu med en Vinkelbevægelſe ind ad mod Bygningen, og ſtandſer førſt, naar det gjør en ſaa ſpids Vinkel med Vindens Retning, at den ſkjæve Kraft ei længer er i Stand til at overvinde Modſtanden. Det tjener ſaaledes ſom en Storm-Maaler, da man af den gjennemvandrende Vinkel kan ſlutte ſig til Stormens Styrke. Naar Stormen begynder, maae alle Døre og Vindueslemmer tilſpærres, og dens Tryk paa Huſet kan være ſaa ſtort, at Stokkene i Bygningen glide frem og tilbage over hinanden. Heldigviis har Stormen aldrig ſaadan Magt, undtagen naar den kommer fra en vis Kant, hvorved man bedre er ſat i Stand til at blive bekjendt med dens Virkninger, og tage de nødvendige Forholdsregler[49].

Da jeg ønſkede at ſee ſaa meget ſom muligt af Bergens Stift, modtog jeg med Fornøielſe Provſt Herzbergs Forſlag at følge med til Findaas. Vi roede fra Ullensvang henved Klokken 3 om Eftermiddagen, toge vort Middagsmaaltid paa Gaarden Helland hos Hr. Sorenſkriver Korens Familie (han var ſelv fraværende), og fortſatte derpaa vor Reiſe den følgende Nat. Fra Sør-Fjorden dreier man lidt norden for Kinzervig mod Veſt ind i Utnes-Fjord, og derpaa ved Utnes nær Heſthammer imod Sydveſt ind i Samlen-Fjord. Denne deles ved den lille Ø Qvamsø (ſom er bevoxet med tyk Hasſel-Skov) i Yttre og Indre Samlen-Fjord. Lige over for denne Ø ligger paa det faſte Land et Nees, kaldet Hatteſtrut, bekjendt deraf, at Hardangerne i gamle Dage, førend de ſelv fik Kirker, efter Sagnet ſkal have bragt alle deres Lig derhen, og ſat dem i en Hule, indtil de havde ſamlet ſaa mange, at de paa ſtore Fartøier kunde bringe dem til Skudesnæs eller Findaas[50], ſom da allerede havde faaet Kirker og Kirkegaarde; og da de i denne Hule drak deres Jule-Øl, førend de reiſte afſted med Ligene, har den derover faaet det Navn, den endnu bærer, nemlig Juleſtuen. Fra Yttre Samlen-Fjord kommer man ind i His-Fjord, der adſkilles fra Hardanger-Fjorden ved Varilds- eller Varalds-Øen. Det Sund, ſom paa Øens veſtlige Side forbinder fornævnte 2de Fjorder, kaldes Bondeſund. Paa den veſtlige lodrette Klippevæg af denne Ø ſees en hvidgraa Figur, der har Lighed med en kjæmpemæsſig Heſt; en Vig under denne Heſt kaldes derfor Heſtvigen. Ved Middagstider den 10de Juli roede vi paa den veſtre Side af Bondeſund lige ud for Heſtvigen. Jeg ſteg i Land paa Faſtlandet, noget nordenfor Rauholens Saug, paa en liden Fjeldknabbe ved Fjeldets Fod, der netop var ſtor nok til at give Plads for mig og Inſtrumentet, og maalte 11 Solhøider, hvorved dette Puncts Bredde fandtes = 60°7ʹ15ʺ.

Lidet ſydligere ſeer man mod Sydoſt, i en Bugt imellem nøgne Fjeld, et lidet Glimt af Baroniet Roſendals Hovedgaard. Omgivet paa de tre Kanter af høie nøgne Fjelde, paa Øſtſiden af Folgefonden, paa Veſtſiden (ſom vender ud ad imod Hardanger-Fjorden) ſkjult af tre Øer, kan man ei tænke ſig nogen mere pasſende Retraite for en med Regjerings-Forandringen 1660 misfornøiet danſk Adelsmand, der vilde tilbringe ſine Dage i Eenſomhed, og ved det traurige Indtryk af de daglige Omgivelſer vedligeholde den Bitterhed, ſom han i denne Afkrog uhindret kunde yttre[51]. Paa den Tid nemlig, da den hele gamle danſke Adel ved Souveranitetens Indførelſe ſyntes at have tabt ſin Frihed, flyttede Ludvig Roſenkrands hertil fra Danmark, og beboede paa dette Sted den adelige Sædegaard Hatteberg (ſaa hedte den før Baroniets Oprettelſe). Over Bygningens Port ſatte han paa en hvid Steen følgende kraftfulde Indſkrift, ſom man anſeer for et Udtryk af hiin Bitterhed: Melius est mori in libertate, quam in servitute vivere (bedre at dø i Frihed, end leve i Trældom). Han anſaae altſaa ſelv Livet i denne Eenſomhed ſom en Slags Død! Hr. Juſtitiarius Berg, Budſtikkens Redactør, har hertil føiet følgende Bemærkninger: „Dog opholdt han ſig ikke blot her i Enſomhed; thi han foreſtod offentlige Embeder, og var en Tid General-Krigskommisſair og ſiden Amtmand i Stavanger og derefter i Liſter og Mandals Amt, og var den førſte Stiftamtmand i Chriſtianſand, da Stifsdirectionens Sæde blev flyttet derhen fra Stavanger, ligeſom han og var Ridder (Storkors) af Dannebrogen; Anledningen til at han kom hertil, var hans Giftermaal med Karen Moath, en Datter af den rige Axel Moath eller Mouatt, ſom boede paa Sædegaarden Hovland, paa Øſtſiden af Tysnæs-Øen eller den gamle Jarlsø i Søndhordlehn, hvorved han fik en ſtor Mængde Jordegods i disſe Egne, og dette rige Parti har vel mere end hiint formeentlige Misnøie trukket ham hid. Af en Deel af dette Gods tilligemed Hovedgaarden Hatteberg, blev der da i Kong Chriſtian den Femtes Tid, da Greve og Friherre-Værdigheden var oprettet, oprettet et Friherſkab, hvorpaa han under 14de Januar 1678 erholdt Kongeligt Forlehnings-Brev, hvorefter ſamme Baroni eller Friherſkab, ſom var et Mands-Lehn, ſkulde hede Roſendal; og til Følge deraf blev det et eget Birk eller fik ſin egen fra Sorenſkrivernes unddragne Jurisdiction, ſamt fik jus patronatus til Qvindherres Præſtekald, tilligemed de øvrige Rettigheder, det endnu har, undtagen forſaavidt disſe i de nyere Tider ere indſkrænkede eller ophævede. Hans yngre Søn Axel Roſenkrands, ſom i nogen Tid var Vicarius for Stiftsbefalingsmanden i Bergens Stift og ſkal have været noget vanfør, var den ſidſte af denne Familie, der beſad Godſet, og han beboede Hovedgaarden, hvor han levede paa en meget høi Fod, og omſider døde 1723, uden af ſit Ægteſkab med Provſten i Stavangers M. Jens Godſen’s Datter, at efterlade Livsarvinger. En Søſter af denne Axel Roſenkrands var den berygtede Chatharina Juſtina Roſenkrands (Hofdame hos Kong Chriſtian den 5tes Dronning Charlotte Amalia), der af Jalouſi forgiftede Dronningens førſte Hofdame Frøken Dalvig i en Skaal Riſengrød, og derfor blev dømt til at halshugges, men ved den Kongelige Confesſionarius Dr. Peder Jeſperſens og Hofpræſten Dr. H. G. Maſins’s forenede Beſtræbelſer ſlap derifra med Livet og døde i Fængſel paa Bornholm“.

Kl. 11 om Aftenen ankom vi til Kaarevigen paa den ſydlige Ende af Stord-Øen. Dette Sted beboes af Hr. Sorenſkriver Budz, og har en ſærdeles ſkjøn Beliggenhed. Ved correſponderende Solhøider underſøgtes Uhrets Stand, og af 39 ſærdeles gode Høider om Middagen fandtes Polhøiden af et Haugehuus omtrent 300 Skridt fra Hovedbygningen = 59°45ʹ22ʺ. Ved Middagstider ankom Hans Høiærværdighed Hr. Biſkop Pavels, og i Selſkab med ham og flere andre Embedsmænd afreiſte jeg Kl. 6 om Eftermiddagen til Findaas, hvor Niels Herzbergs yngre Broder var Præſt. Bømmelen beſtaar af 2 Halvøer, der blot hænge ſammen ved en ſmal Tunge, paa hvilken Præſtegaarden Findaas ligger. Paa den nordlige Halvø ligger Bremnes Kirke, paa den ſydlige Bømmelens Kirke, men Hovedkirken ligger „paa Moſtur-Øen. Denne ſidſte Ø adſkilles fra Bømmelen ved et Sund, ſom kaldes Rykſund (eller Røgſund), der er ſaa ſmalt, at man kuns med en liden Baad kan roe derigjennem. Ved lavt Vand maae Pasſagererne ſtige af Baaden og denne lægges da paa Siden, og trækkes ſaaledes igjennem Sundet. Sagnet fortæller, at dette Sund fordum var bredere, men at en Jetteqvinde, ſom boede paa Moſturøen, ønſkede at forbinde den med Bømmeløen; til den Ende gik hun i Land paa den ſidſte Ø, ſatte ſig under den lodrette Fjeldvæg, befæſtede ſit Strømpebaand i den modſatte Fjeld tog med Fødderne et godt Fæſte mod en ſtor Steen (et Spendetag ſom det kaldes hos Bønderne) og trak af alle Kræfter i Baandet, hvorved Moſturøen langſomt nærmede ſig. Men i det Øieblik begge Øer ſkulde forenes ſprang Baandet, hvorved hun voldſomt ſlog Ryggen, Hovedet og den høire Arm imod den bag hende liggende Fjeldvæg. Det Indtryk ſom derved ſkede i Fjeldet, viſes endnu, og har Lighed med en kjæmpemæsſig kvindelig Figur med udſtrakt Arm. Heldigt var det for Præſten paa Findaas, at Strømpebaandet ſprang i rette Tid, thi ellers havde han hver Søndag maattet gjøre en halv Mils Omvei ſønden om Moſturøen for at komme til Kirke.

Søndagen den 15de Juli holdtes Viſitats i Hovedkirken paa Moſtur-Øen. Denne Kirke ligger paa Øſtſiden af Øen tæt ved Moſtur-Havn, hvor et anſeeligt Vertshuus er anlagt, og ſkal være den ſamme, ſom af Kong Oluf Tryggveſøn blev opbygget 997, da han landede paa denne Ø; den er altſaa, hvis dette forholder ſig ſaa, den ældſte Chriſtne Kirke i Norge. Den er af Steen, meget liden og plump bygget, og Bygningen viſer i det mindſte Spor af en betydelig Ælde. Sagnet fortæller, at Oluf Tryggveſøn, da han ſaae den nybyggede Kirke, blev ſaa misfornøiet over dens Uanſeelighed og ringe Størrelſe, at han, for at gjøre Bygmeſteren dette ret anſkueligt, med eet Spring hoppede op paa Taget over Døren; i det han ſprang ned igjen, ſatte han i Vrede Fødderne noget haardt i den nedenunder liggende flade Steen, hvoraf endnu viſes Indtryk, i Form af et Par Fodtrin. Paa Kirkegaarden viſes ogſaa en pyramidalſk Bautaſteen med et Hul midt igjennem, lig et Naaleøie, ſom bærer Vidne om hans Vælde. Da han en Gang kom ridende til Kirken, og forgjeves ſøgte om noget, hvortil han kunde binde ſin Heſt, gik han til denne Bautaſteen, og ſparkede med Hælen imod ſamme, hvorved et rundt Stykke ſprang ud. Igjennem det derved opkomne Hul ſtak han Bidſlet, og hjalp ſig ſaaledes ud af Forlegenheden. Paa Moſturøen er et ſkjønt Marmorbrud af blaaagtig ſtribet Marmor, ſom blev ſat i Drift af ſal. Provſt Peder Harboe Herzberg, Sognepræſt til Findaas og Fader til de nu levende Herzberger. Han indrettede ved Præſtegaarden en Sauge- og Polere-Maſkine, ſom blev drevet med Vand, og hvor Bordplader, Trappe- og Ligſtene bleve ſaugede, tilhugne og polerede, og Marmor-Mortere forfærdigede.

Herzberg fortalte mig, at hans Fader havde af en „Provſt Atke faaet til Foræring en Hattepuld med Potetes, de førſte, ſom vare komne til Bergen. Disſe lagde han i et Beed i ſin Have, og høſtede af dem en heel Skjeppe. Af disſe forærede han nogle faa til en Bonde i Nabolaget, og bad ham forſøge dem; ſom et godt Fødemiddel. Efter nogen Tid ſpurgte han Bonden, hvad han ſyntes om dem, og fik til Svar: „æt ikkje ho, mæg, æg æt ikkje hænne“. Det viste ſig, at Bonden havde forſøgt at ſpiſe dem raae.

Den 17de Juli ved Middagstider reiſte jeg fra dette behagelige Opholdsſted, og igjenkjendte i en af mine Roersfolk en gammel Bekjendt og Ulykkeskammerat fra Krigsaaret 1814. Som bekjendt holdtes Norges Kyſter ſtrængt blokerede af Engelſke og Svenſke Krydſere, og al Samfærdſel mellem Norge og Danmark var ſpærret. I Danmark var det ved en Placat af 28de Mai ſ. A. under Livsſtraf enhver Nordmand forbudet at reiſe til Norge paa anden Vei, end igjennem Sverige. Men her kunde man ei komme frem paa andet Vilkaar, end at aflægge Troſkabs-Eed til Sveriges Konge, en under daværende Omſtændigheder ſtærkere Bom for Reiſen, „end Livsſtraf og fiendtlige Krydſere. Enhver, der nødvendig ſkulde til Norge (og det var Tilfældet med mig, da jeg Aaret tilforn var udnævnt til Lector ved det Norſke Univerſitet), maatte altſaa under adſkillige Forevendinger ſtjæle ſig bort paa en liden Baad, overladende til Forſynet, om man ſkulde ſluges af Bølgerne eller Fienden, eller komme lykkelig frem. I Kjøbenhavn fandtes flere 100 Norſke Matroſer, der nylig vare udkomne af et ſexaarigt Engelſk Fangenſkab, og længtes efter at komme tilbage til Fædrelandet. En Deputation af disſe, anført af en Baadsmand, kom op i mit Logis og denne fremførte: „at de havde hørt, at jeg vilde til Norge, at de, efterat have udſtaaet et ſexaarigt Fangenſkab i et Engelſk Blokſkib, længtes efter at komme tilbage til Fædrelandet; og foreſlog mig at kjøbe en hurtigſeilende Kaperlugger Mazarino, ſom havde tre Maſter og var at faae for 400 Rigsbanksdaler. En Skipper Chriſtenſen, ſom havde deelt Fangenſkabets Lidelſer med dem, vilde paatage ſig Førelſen og havde foreløbig accorderet med Mazarinos Eiermand; en anden Normand L. ſom var gaaet ind paa Forſlaget, havde af Frygt for dets Farlighed trukket ſig tilbage“. Jeg optog med Glæde Forſlaget, leverede Pengene og fik Fartøiets Papirer. Da vi maatte vente, i Kattegat og iſær mellem Skagen og den Norſke Kyſt, at viſiteres af Engelſke eller Svenſke Krydſere, indeholdt Papirene Ordre fra et Kjøbenhavnſk Handelshuus at gaae til Fladſtrand for at kjøbe tørrede Flyndrer, eller ifald Markedet der ikke var heldigt, at gaae til Ringkjøbing paa Veſtkyſten af Jylland. Saaledes kunde vi, ifald vi endog bleve trufne veſtenfor Skagen, i Nødsfald maaſkee redde os fra Fangenſkab. Jeg, min Kone og yngſte Broder (nu Præſt i Løjten) vare anførte ſom Pasſagerer, der ſkulde til Jylland. Jeg tillod kun 20 af disſe Matroſer tilligemed Skippere at følge med, og ſagde, at de kuns maatte medbringe een Skibskiſte; indeholdende den nødvendige Proviant for ſamtlige Mandſkab, da den lille aabne Baad ei kunde rumme mere. Da jeg paa Pascontoiret i Kjøbenhavn forlangte Pas for mig og Familie, ſagde Pasſkriveren, i det han leverede mig det, med et Smiil: „Jeg.veed nok, hvor De vil hen, lykkelig Reiſe“.

Den 14de Juli 1814 gik vi om Morgenen til Toldboden, og ſtege ombord; over hundrede Menneſker ſtode ved Strandbredden, ſvingede med Hattene og raabte: „lykkelig Reiſe!“ Min unge Kone høitideligholdt ſaaledes paa een ſpændende Maade ſin Fødſelsdag med Afreiſe fra Fædreland, Familie og Venner og med Tiltrædelſe af en farrefuld Reiſe.

Med en gunſtig Vind havde vi den næſte Eftermiddag allerede naaet Læsø; uden andet Eventyr, end at vi om Natten vare i over en Time bleven jagede af en Svenſk Kaper. Denne ſøgte at afſkære os Pasſagen, men havde dog ei rigtig Mod til at angribe os, i det han ſaae vor ſtærke Beſætning, der maaſkee kunde være ham overlegen. Imidlertid bleve vi utaalmodige over dette lange Følgeſkab, og Skipperen gav Ordre til at tage Finkenætterne ned og lægge Aarene ud. For at give Mandſkabet Kraft, lod jeg en medbragt Brændeviins-Bimpel gaae rundt, og efterat de havde faaet denne Hjerteſtyrkning, lagde de Aarene ud, 8 eller 10 paa hver Side og raabte: „Hurra! Hurra!, Gutter, drag paa“. Og nu begyndte vor Forfølger lidt efter lidt at ſakke af, hvorpaa vort Mandſkab ſagde ham far vel! paa en temmelig hoverende, men mindre høflig Maade.

Den 16de ſtillede Vinden af, og vi maatte lavere langs Jyllands Nord-Veſtkyſt, ſaaſom den øvrige farligſte Deel af Overreiſen, hvor vi kunde vente at træſfe flere og mægtigere Krydſere, maatte tilbagelægges med gunſtig Vind og om Natten. Kl. 5 om Eftermiddagen blæſte en raſk Vind op af Nordveſt, hvorpaa vi efter holdt Skibsraad i Guds Navn begave os paa Veien. Kl. 3 om Morgenen den 17de ſaae vi allerede det høie Land af Norge, og jeg ſagde til Skipperen, at denne Reiſe var gaaet langt heldigere, end jeg havde ventet. Han ſvarede: „vi ere endnu i 7 Miles Afſtand, og Enden er ikke endda“. Eſter en Times Forløb opdagede en af Matroſerne en Seiler i Nordveſt. En god Haandkikkert, ſom jeg for dette Tilfælde havde medbragt, blev rettet mod Skibet, og Matroſen erklærede det for en Fregat. En af Folkene foreſlog, at vi ſkulde ſtryge Seilene, ſaa kunde han maaſkee ikke ſee os; men Skipperen indvendte, at han laa høiere og havde gode Kikkerter, ſaa han upaatvivlelig længe havde ſeet os; vi maatte ligeſaagodt fortſætte vor Cours. Der ventileredes nu om det var en Engelſkmand eller en Svenſk; i førſte Tilfælde meente man der var mindre at frygte; han vilde nok lade os løbe. Noget ſenere opdagedes to Brigger længere veſter ud langs Kyſten, hvilke ogſaa gik øſter over. Fregatten gik roligt langs Kyſten, og maatte nødvendigt overſkære vor Cours; men ſaalænge han ikke ſatte flere Seil til, troede Mandſkabet, at han ikke brød ſig om os. Efter nogle Timers Forløb raabte en af Mandſkabet: „nu heiſer han Læſeilene op., nu bliver det Alvor“. Vi fortſatte imidlertid vor Cours uforandret; men da Havet var i ſtærk Bølgegang, og vi ikke længer, ſom før kunde rette Forſtavnen mod Bølgerne, fik vi jevnlig Bølgeſlag fra Veſt ind over Relingen; ſom ſinkede vor Fart og halv fyldte vort lille Æggeſkal, ſaa at min Broder, ſom ſad med Ryggen mod Veſt, maatte trække et Gulvkleede over Hovedet og Ryggen, for nogenlunde at beſkytte ſig. Endelig kom vi ſaa nær, at vi kunde ſee Kanonportene paa Fregatten, og den gav et løſt Skud, ſom Signal til at dreie bi. Da vi imidlertid fortſatte vor Seillads, gik nok et Skud, og nogen Tid efter Glimtet ſlog en Kanonkugle ned paa Havet bag os. Da dette ingen Virkning havde, gik noget efter et Skud, og Kuglen ſlog ned et Stykke foran os. Endelig gik det tredie Skud, og Kuglen gik lige over vor Maſt; „Nu“, ſagde Skipperen, „er det ikke Tid at trodſe længer; næſte Gang faae vi Kuglen lige i Fartøiet“. Vi ſtrøg Seilene; da vi allerede paa Kartætſche-Skuds Afſtand vare ſaa nær, at vi kunde ſee Matroſernes Hoveder ſtikke ud af Kanonportene. Kl. var 612 om Formiddagen og vi vare omtrent 12 Mil fra Øſter-Riisøer. Naar man paa lang Afſtand ſeer Glimtet af Skuddet, ſaa veed man, at der er en Kugle paa Veien, ſom ſøger os; en Snees Secunder efter hører man Knaldet, og næſten lige ſaa længe efter dette ſlaaer Kuglen ned. Efter at have ſeet Glimtet, bukkede man inſtinctmæsſig Hovedet ned, ei idet Haab at den da muligen kunde gaae over. Jo nærmere man kommer, deſto kortere ere Mellemrummene imellem disſe tre betydningsfulde Standsninger.

Det var den forrige Danſke Fregat Venus, fort af Capt. Mackenzie. Vor Skipper gik ombord med ſine Papirer fra det Engelſke Fangeſkib, forklarede, at Mandſkabet ſaavelſom han havde udholdt et ſexaarigt Fangenſkab i England, og ønſkede at vende tilbage til Fædrelandet; at Pasſagererne vare en Mand, anſat ved det Norſke Univerſitet, hans unge Kone og Broder, ſom altſaa gik i fredeligt Ærende. Imidlertid ſpurgte mine Folk de Engelſke Matroſer, ſom ſtak Hovederne ud for at ſee os, om de troede, at Capitainen vilde ſlippe os løs? Nogle ryſtede paa Hovedet; andre ſmilede og ſpurgte: hvad ſkulde vi gjøre med Eder? Endelig kom vor Skipper med et ſaa glædeſtraalende Anſigt ud paa Faldrebs-Trappen, at jeg ſagde til min Kone: „ſee! paa det Anſigt og læs deri vor Befrielſe“. Capitainen traadte ud paa Trappen og ſpurgte, om vi havde Lyſt til at beſee Fregatten. Som en ægte Gentleman ſteeg han ned ad Trappen og hjalp min Kone op, jeg fulgte efter. Efter at have ſiddet i tre Dage og Nætter ubevægelig, med bøiede Knæ paa Toften i Baaden, var min Gang paa Dækket temmelig uſikker, og da jeg forſøgte, at forklare Capitainen min Stilling, var efter tre gjennemvaagede Nætter min Tale i det fremmede Sprog ſaa uklar, at hans Læber fortrak ſig til et ſvagt Smiil, hvorpaa jeg opgav Forſøget. Den menneſkevenlige Capitain ynkedes over de ſtakkels Matroſer, om hvis Fangenſkab ſaavel deres Pas ſom deres gule Priſonklæder og bleggule Anſigtsfarve tilſtrækkelig vidnede, og hvoraf de for ſaa Maaneder ſiden vare udſlupne. Han viſte os al mulig Høflighed, hjalp min Kone ned ad Skibstrappen i Baaden, og ønſkede os lykkelig Reiſe.

Vi fortſatte uhindrede vor Seillads, indtil vi i Nærheden af Langeſund nær havde faaet en Affaire med de Norſke Kanonbaade, der tog os for en fiendtlig Krydſer, og lavede ſig til at hilſe os paa ſamme Maade, ſom Fregatten. Paa Landingsſtedet, hvor vi ankom Kl. 2 Eftermiddag, traf vi Profesſor Chriſten Smith, ſom ventede paa et Engelſk Skib, der ſkulde bringe ham til England, for ſom Botaniker at deeltage i en Opdagelſes-Reiſe paa Floden Congo i Afrika. Jeg er ſaaledes den ſidſte af hans Embedsbrødre, der har ſeet og talt med ham, da han, tilligemed de fleſte af Videnſkabsmændene paa denne forulykkede Expedition, døde af Feber, ſom Følge af Overanſtrængelſe under dette uſunde Klima. Smith og Constantius Raſch førte os til en Kjøbmand Wrights Huus, da de erklærede Vertshuſet for at være yderlig ſlet. Men da Familien var indbuden om Aftenen til en Kjøbmand Erreboe, bleve vi, efterat have nydt nogle Forfriſkninger, nødte til at omklæde os og gaae i Selſkab, hvorfra vi kom tilbage ved Midnat. Efterat have forgjæves ſøgt Hvile i en Seng, ſom vrimlede af Sengetæger, (ciimex lectularius), bleve vi nødte til at ſtaae op igjen, og min Kone vandrede paa Gulvet den hele Nat. Dette var den fjerde gjennemvaagede Nat.

Saaledes endtes dette lille Reiſe-Eventyr, i hvilket jeg i en Tid af 4 Dage var Danſk Underſaat, Kaperfører, Skibsrheder, Engelſk Fange og fri norſk Borger, og to Gange beſtemt til Døden; nemlig for Retfærdighedens Øxe, ifald jeg var bleven opbragt til Danmark; og for Engelſke Kugler, ifald Capitain M. havde ſkjøttet om at ſigte lidt bedre. Men — jeg gaar igjen tilbage til min Bergens-Reiſe; Jeg blev opmærkſom ved, at den ene af mine Rorskarle betragtede mig med Agtpaagivenhed, og endmere ved at høre adſkillige afbrudte Ord af en Fortælling, ſom han halv høit underholdt ſine Kammerater med, ſaaſom Reiſe fra KjøbenhavnLuggertEngelſk Fregat o. ſ. v. Med eet ſtod den hele allerede forlængſt forglemte Reiſe tydelig for min Erindring, og høiſt forundret udraabte jeg: hvad er det Du der fortæller? Har Du gjort en Reiſe fra Kjøbenhavn til Norge paa en Luggert? Ja! I 1814? Ja! Og blev tagen til Fange af en Engelſkmand under den norſke Kyſt? Ja! Altſaa tilligemed mig? Ja! Nu ſaa vel mødt igjen min gamle Kammerat og Krigsbroder! aldrig havde jeg troet at ſee nogen af Eder igjen. Man kan tænke, at vi havde Stof til behagelig Samtale den hele Eftermiddag; hver fortalte ſin Stump af Eventyret, og den anden tilſatte hvad der var forglemt. Med denne Reiſe tilbagekaldtes alle Minder fra hiin høiſt interesſante Tidspunct. Jeg fik nu ogſaa høre hans og endeel af de Andres ſenere Skjæbne; han havde ſtrax kjendt mig, men da han ei vidſte paa hvad Maade han ſkulde give ſig tilkjende, og ei troede det pasſende; at begynde en directe Samtale med mig, ſaa havde han grebet til at gjøre ſig kjendelig, ved at tale om Ting, ſom han troede maatte vække min Opmærkſomhed.

Om Natten laae vi i Bekkervig paa Selbøen i Søndhordlehn, og ankom næſte Eftermiddag den 18de Juli til Bergen.

Denne Stad ligger omkring en Bugt, der gaar fra Nordveſt til Sydoſt, og ſom kaldes Byfjorden. I denne Bugt ligger en Halvø i Form af en Hammer; der ved ſit Skaft er befæſtet ved den øſtre Bred af Bugten. Imellem Hammerens Spids, ſom kaldes Nordnæs, og den øſtlige Strandbred, indſluttes en Vig, ſom kaldes Vaagen, paa hvilken Skibene ligge. Paa den øſtre Bred af Vaagen ligger den ſaakaldede Tydſke-Brygge, hvor de Contoirſke (Hanſeatiſke Kjøbmænd) fordum havde deres Stuer. Imellem Hammerens bredere Ende, ſom vender imod Sydoſt, og Bunden af Bugten, indſluttes ganſke en Deel af Fjorden, ſom kaldes Lunggaards-Vandet. Fortil (imod Nordveſt) er Byfjorden bedækket ved Aſkøen, hvorpaa det høie Bjerg Aſkelands-Fjeldet ligger. Paa Fjordens veſtre Side ligge de 3 høie Bjerge Lyderhorn, Damsgaards-Fjeld og Løvſtakken; paa den øſtre Side Uldrikken eller Olrikken, Fløifjeldet[52] og Blaamanden.

Naar man kommer ind fra det veſtre Indløb ſøndenfor Aſkøen, viſer ſig førſt i Sandvigen en Rad bordklædte, hvidmalede Pakboder[53], hvilke jeg førſt tog for at være Staden ſelv. Førſt naar man har pasſeret Nordnæs, kommer hele Staden tilſyne; Jeg maa tilſtaae, at det førſte Syn af den overraſkede mig. Næſten alle Huſe ere hvidmalede, og glindſe af den ſtærke Oliefarve, hvormed de formedelſt den hyppige Regn aarlig maae overſtryges. Fem betydelige Kirker[54] hæve deres Spiir høit over de øvrige Vaaningshuſe. Vaagen vrimler af Skibe; man ſeer her en Skov af Maſter, deri det Smaa minder om Themſen. I hver Fjeldkløft, man ror forbi, opdager man et ſmagfuldt Landhuus, omgivet af ſkjønne og frodige Løvtræer, Anlæg ſom Kunſt og Rigdom have kappets om at forſkjønne, og hvormed ſaare faa eller ingen af Chriſtianias Lyſtſteder taale at ſammenlignes. Man ſtiger i Land og forundres over Folkevrimmelen, der iſær paa Torvedagene her er ligeſaa ſtor, ſom i Kjøbenhavn og Stockholm. Ligeſom Øiet med Behag hviler paa et ſandt og livligt Anſigt og en kraftig Figur, ſaaledes føler man ſig ogſaa opmuntret i en Stad, hvor alt vidner om Kraft, Rigdom og Rørelſe. Man vandrer opad de jævne, ſkjønt ei alt for jævnt brolagte, Gader; de forſkjellige Dragter og Tungemaal gjøre her paa den: Fremmede et ganſke behageligt Indtryk. Ved Siden af unge Mandfolk; klædte efter nyeſte Pariſiſke eller Londonſke Mode, ſeer man Vosſekoner i deres ſvovelgule Skindvamper med et Skout paa Hovedet, der ved begge Øren ſtaar ud ſom et Par ſtore Horn; Bondepiger med Haaret i tre ſtore Fletninger hængende langt ned over Ryggen, eller i en ſtor Fletning ſlynget rundt om Hovedet ſom en Krands. Bagved ſig hører man en uvant hvislende Lyd; man vender ſig om og ſeer en hæslig Strilebonde trave afſted med en ſtor Torſk, der i Gjællerne hænger paa hans ene Finger, imedens Halen ſlæber hen ad Gadeſtenene. Man gaar hen paa Tydſke-Bryggen, og ſeer der alle Stuerne[55] (Kjøbmands-Contoirerne) prydede hvert med ſit gamle Vaaben. Langs ad Bryggen ſtaar en Rad af ſtore Vippegalger, hvormed Fiſken med ſtørſte Lethed og Hurtighed hæves op fra Skibet og trækkes i Land. En Sværm af Skutenjunger arbeide ſig frem imellem Nordlands-Jægterne med deres ſtore Joller fyldte med Varer. Vi tage en Baad og roe ud paa Vaagen, for at betragte Driftigheden lidt nærmere. Der ligger et næſten firkantet Skib i Form af en Træſko; paa Dækket gaar en Friſiſk Skippers unge Kone med et ſpædt Barn paa Armen; paa Hovedet har hun en til Hovedet tæt ſluttende ſort Fløiels Hue, beſat med en Kant af ſmale Kniplinger; omkring Baghovedet ligger en bred ſølvforgyldt Bøile, der ved hvert Øre ender ſig i en oval Øreklap; paa den anden Side af Maſten gaar Myn Heer Adrian i kort Trøie med en liden Tobakspibe i Munden op og ned med hurtige Skridt; paa Ruffet over Kahyt-Trappen ſtaar den rygende Caffekjedel. Tæt ved ham ligger en liden ſort Engelſkmand; man lugter ham allerede paa langt Hold, og de af Steenkuldamp ſorte Seil gjøre det unødvendigt at ſpørge hvad Landsmand han er. Nærmere Toldboden ſee vi to Norſke Skibe, nylig hjemkomne fra Bordeaux og Rouen med Vine og Silkevarer; et tredie har heldigen afſat ſin Fiſk i Spanien. Der ligger en blank Danziger med Kornvarer; men hvad beſtiller hiin lille Flensburger? Han har dog vel ei Brændeviin, ombord? Nei idetmindſte intet hvidt, deraf have vi nu ſelv mere end nok, det er kuns Fedevarer. Men hvad er det for et underligt Fartøi, der kommer indſeilende paa Vaagen med et høit opſtaaende Kjøltræ iſtedetfor Bougſpryd? Det er en Nordlands-Jægt. Fiſken er opſtablet lige til midt op paa Maſten, og alle Klude ere ſammenbundne til et eneſte ſtort Lagen eller Bomſeil, hvoraf Stykke for Stykke afløſes, efterſom de komme nærmere ind. Ovenpaa Fiſken løbe 10 til 12 nordlandſke Bønder i ſædvanlig Bondedragt imellem hinanden. Enhver er paa engang Handelsfactor, Skipper, Styrmand, Matros og Koksmat. Enhver ſynes at befale, og alle — eller maaſkee ingen — at adlyde; en ægte Republik. Der kommet en Hardanger-Jagt med Brændeveed. Vi ere nu komne lige ud for den anſeelige Toldbod; den lange Rad af Pakhuſe ere alle aabne og vrimle af Menneſker; Sjouere, ſom rulle Fouſtager, bære Pakkasſer og Baller, Betjentere ſom efterſee, og Kjøbmænd ſom modtage.

En Uleilighed møder ſtrax den til Bergen ankomne Reiſende, det er Mangel af offentlige Vertshuſe. Denne Mangel kommer ſandſynligviis af Stadens iſolerede Beliggenhed; de fleſte Reiſende, der komme til Bergen, ere Handelsmænd, der indlogere ſig hos deres Kunder, og ſaaledes kunde maaſkee ikke engang et Herbergersted her beſtaae. Der ere rigtignok 2 til 3 Perſoner, ſom give ſig af med undertiden at herbergere Reiſende; men deels ere Localerne middelmaadige, deels beroer det paa Verternes gode Villie, om de ville modtage den Fremmede eller ei[56]. Uagtet jeg havde en Anbefalings-Skrivelſe fra Findaas til Beboerne af Halvkanden, blev jeg dog afviiſt med den Beſkeed, at Halvkanden var fuld. Efter nogle andre forgjæves Forſøg fik jeg endelig ved mange Bønner og Overtalelſer Logis hos en Madame Bugge paa Mur-Almindingen[57].

At ſkildre de mange Mærkværdigheder og Oltids-Minder, ſom findes i Bergen, vilde være for vidtløftigt og langt overſtige mine Evner og mit korte Bekjendtſkab med denne Norges vigtigfte og folkerigeſte Stad, iſær da under mit korte Ophold der min Tid og Opmærkſomhed hovedſagelig var henvendt paa ganſke andre Gjenſtande. Enhver, ſom ønſker at kjende den meeſt Norſke Deel af Norge, det meeſt charakteriſtiſke af en Fjeldegn, Naturen i dens Storhed og dens Rædſler, maa ſelv reiſe derhen. Det Egne, hvorigjennem Poſtveien gaaet, ere ſaa afvexlende, og ſtige ſaa gradviis fra Chriſtiania-Omegnens og Ringeriges blidere Sletter, igjennem Hadeland langs Randsfjordens Bred, til Valders’s alvorligere og ſnevrere Dale, langs Strandefjordens og Mjøſe-Vandets Bredder, og endelig derifra til de nøgne Egne omkring Suletinds Fod, at Opmerkſomheden ved denne Klimax altid holdes ſpændt. Ikke mindre mærkværdig er Nedgangen igjennem Leirdal, Gudvangen og det ſkjønne Vos. I Bergen ſelv mødes man med den meeſt forekommende Velvillie, Tjenſtfærdighed og Gjæſtfrihed; og jeg tvivler ikke paa, at enhver, der gjør denne Rejſe, vil, ſom jeg, komme tilbage, oplivet paa Legeme og Sjel og beriget med nye Ideer, og finde den paa Reiſen anvendte Tid, Bekoſtning og Møie fuldkommen betalt.

Paa Fortet Fredriksberg[58] har Hr. Lector Bohr opført et lidet aſtronomiſk Obſervatorium, hvori er opſtillet et middelmaadigt Pasſage-Inſtrument (Middags-Kikkert) af Ahl i Kjøbenhavn og et Penduluhr af Jahnſon ſammeſteds. Dette — tilligemed en tofods engelſk Kikkert, en liden Sextant og en geographiſk Cirkel (men ſom ſenere er afleveret til ſin Eiermand) — udgjøre det hele Instrument-Forraad. Med disſe Inſtrumenter har Hr. B. i flere Aar troligen arbeidet paa en nøiere Beſtemmelſe af Bergens geographiſke Beliggenhed. Hvad Apparaterne mangle i Fuldkommenhed, maa en Obſervator ſøge at erſtatte ved en mangefold forøget Anvendelſe af Tid, Skarpſindighed og Kræfter. Med gode Apparater kan man gjøre ſlette Iagttagelſer, og omvendt. Den ſidſte Sætnings Sandhed har Hr. B. beviiſt. I dette lidet Obſervatorium fandt jeg ved 22 Solhøider den 20de Juli Polhøiden = 60°23ʹ49ʺ3; ved 20 Høider den 21de Juli = 60°23ʹ47ʺ,5; ved 11 Høider den 22de Juli = 60°23ʹ52ʺ,0, og ved 16 Høider den 25de Juli = 60°23ʹ50ʺ,5; altſaa ved Middel af 69 Høider (naar man tager Henſyn til Antallet af Høider hver Dag) Polhøiden af Obſervatoriet = 60°23ʹ49ʺ,4. Da Univerſitetets Sextant ved en ſtor Mængde Høider af Solen og Polarſtjernen i Chriſtiania har givet Polhøiden 3ʺ,6 ſtørre end af de ſidſte, ſaa maa denne Forſkjel ſandſynligviis have ſin Oprindelſe af en liden Feil i Speilene, og den halve Forſkjel eller 1ʺ,8 bør fradrages ovenſtaaende Reſultat, ſom altſaa efter denne Rettelſe bliver = 60°23ʹ47ʺ,6. Domkirken ligger, ſaavidt jeg af et Kart over Bergens Omegn kan ſlutte, 7ʺ ſydligere end Obſervatoriet paa Fredriksberg. Altſaa bliver Domkirkens Polhøide = 60°23ʹ40ʺ,6. Afgangne General-Krigscommisſair N. A. Vibe har med en geographiſk Cirkel fundet Domkirkens Polhøide = 60°23ʹ40ʺ[59] Ved 60 Sol- og Stjernehøider i 1814, 1815 og 1816 med den geographiſke Cirkel fandt B. Polhøiden af hans daværende Obſervatorium paa Sverresborg = 60°23ʹ56ʺ og reduceret til Domkirken = 60°23ʹ36ʺ; af endeel andre Høider i 1818 fandt han Polhøiden af det nye Obſervatorium paa Fredriksberg = 60°23ʹ38ʺ, altſaa af Domkirken = 60°23ʹ31ʺ. Sammenſtilles disſe forſkjellige Reſultater, faa findes Polhøiden af Bergens Domkirke

efter Vibe = 60°23ʹ40ʺ
— Bohr 1814—1816 = 60 23 36
— Bohr 1818 = 60 23 31
— Hanſteen = 60 23 40,6

Større Overeensſtemmelſe kan ei ventes med ſaa ufuldkomne Inſtrumenter. Et Middeltal af disſe 4 Beſtemmelſer giver 60°23ʹ37ʺ, hvilket dog neppe kan afvige mere end 2 til 3 Secunder fra Sandheden.

For at beſtemme Bergens Længde har Bohr deels beregnet endeel ældre Iagttagelſer, deels nogle af ham ſelv obſerverede Stjernebedækninger og Solformørkelſer. Af Solformørkelſen den 4de Mai 1818 fandt han Tidsforſkjellen imellem Bergen og Paris = 11m 53s, af den ringformige Solformørkelſe 7de September 1820 fandtes den = 11m 45s, 9. Ved Middel af disſe er altſaa Tidsforſkjellen imellem Obſervatorierne i Bergen og Paris =11m 49s, 5, altſaa Bergens Længde fra Ferro Meridianen = 22°57ʹ21ʺ. Af Chriſtianias af mig beſtemt Længde og Bredde, ſammenlignet med Bergens, finder jeg Længden af Buen fra Vor Frelſers Kirke i Chriſtiania til Fortet Fredriksberg i Bergen = 20°44ʹ40ʺ, hvilket udgjør omtrent 27 Norſke Mile. Poſtveiens Længde angives for 53 Norſke Mile; hvis det var muligt at lægge Veien i ret Linie kunde den altſaa nedſættes til det Halve.

I Anledning af Reiſer over beſværlige og høie Fjelde kan jeg ei undlade her at fremſætte nogle Bemærkninger, ſom jeg troer fortjente at tages i Betragtning af Vedkommende. De høiere Fjeldegne ere ifølge deres Ufrugtbarhed lidet beboede, altſaa Afſtanden imellem Skydsſtationerne uſædvanlig lang, Antallet af Skydsheste lidet, og disſe Heſte, formedelſt den ſlette Fodring og ligeſaa hyppige ſom beſværlige Skyds, meget udſlæbede og kraftesløſe. I øde og farlige Fjeldegne altſaa, hvor den Reiſende trængte til den kraftigſte Hjelp for at komme lykkelig frem, vil han ſædvanlig blive ſletteſt betjent. Jeg taler af Erfarenhed. Paa Poſtveien over Filefjeld er Afſtanden imellem Stationerne Lysne og Hæg f. Ex. 312 Mil, imellem Hæg og Skogſtad 512 Mil; imellem de to førſte Stationer ligger Vindhellen, hvis lodrette Høide maaſkee er imellem 500 og 600 Fod, og imellem de to ſidſte ligger tæt ved Mariſtuen en endnu ſværere Bakke, ſom fører op paa Fjeldets Ryg og hvis lodrette Høide er 1500 Fod. Imellem Lysne og Hæg fik jeg en ſtor Heſt, ſom var 24 Aar gammel, og ſaa kraftesløs, at den ikke engang formaaede at drage den tomme Kjærre op ad Vindhellen. Skydskarlen ſkjød næſten alene Kjærren frem, og jeg førte Heſten ved Bidſlet for at lette den, og hindre den fra at falde i Knæ; vi lode den ved hvert tiende Skridt ſtandſe for at drage Veiret; og desuagtet zittrede den af Mathed over det hele Legeme, og det var med al Nød at vi kunde afholde den fra at falde overende eller gaa tilbage i Bakken. Paa Hæg fik jeg en liden Heſt, ſom endnu ikke var 3 Aar gammel, men ſom allerede var ſaa afkræftet, at den var endnu udueligere endſ den forrige. Jeg tilbagelagde derfor den ſtørſte Deel af Fjeldet til Fods. En ſvagelig Reiſende, der ei formaaede at gaae op ad disſe ſteile Bakker, vilde upaatvivleligt med ſaadan Heſt tilſat Liv eller Lemmer, naar den ſtyrtede overende og Vognen løb baglænds; og ſæt endog at han ſlap derfra med Skrækken, ſaa maatte han nødes til at ſende Skydskarlen 2 til 3 Mile fra ſig for at hente Hjelp, og imidlertid tilbringe 6 til 8 Timer i denne øde Egn under aaben Himmel, udſat for Veirets Ubehageligheder. Den Reiſende nødes ſaaledes til, for ſin egen Rednings Skyld, imod ſit Hjertes Tilſkyndelſe, at behandle det udpinede Kreatur ubarmhjertigt. Omhu for den Reiſendes Sikkerhed ſaavelſom Menneſkeligheds-Følelſe ſynes mig ſaaledes ſtærkt opfordre til at tage denne Sag i Overveielſe. Jeg indſeer ikke at dette paa anden Maade kunde afhjelpes, end at de Skydspligtige i disſe Egne ved offentlig Underſtøttelſe bleve forſynede med flere og bedre Heſte, ſamt med den nødvendige Fourage, og at Øvrigheden ved aarligt Efterſyn ſtrængt paaſaa, at disſe Heſte vare i forſvarlig Stand. Da det er ubilligt, at den Mil, paa hvilken Jordsmonnet hælder 10 til 20 Grader, ſkal betales lige med den, hvor det er ganſke horizontalt, ſaa kunde for disſe Fjeldmile betales en forøget Skyds.

I de førſte 8 Dage af mit Ophold i Bergen var Himlen beſtandig klar, og hvad ſom i denne Stad, der med Rette fører Tilnavnet den regnſulde[60], var endnu mærkværdigere, havde i 212 Maaned uafbrudt været klar, uden at ſkjænke den tørſtige Jord en eneſte Regndraabe. Følgen heraf var, at alle Kilder og Bække vare udtørrede, og at man maatte hente Vand en halv Mils Vei fra Staden, hvorfor det til daglig Renſelſe fornødne Vand tildeeltes i knappe Portioner. Kyndige Mænd paaſtode, at der paa den Tid var mere Viin i Bergen end Vand. Som en Følge heraf vare alle Veie ſærdeles, tørre, og man kunde aldeles uhindret nyde de ſkjønne Spadſeretoure til Kalfaret, langs Lunggaards-Vandets Bredder og udad mod Svartediget: Man trængte mere til at benytte Parapluien, eller, ſom den i Bergen meget pasſende kaldes, Regnhatten, ſom Solſkjærm end ſom Regnſkjærm.

Ifølge denne Vandmangel ſtode daglig en halv Snees Tjeneſtepiger flere Timer omkring Biſpens Kilde, for med deres Krukker at opſamle de fra denne langſomt flydende Draaber. Lector Bohr gik en Dag der forbi og hørte dem beklage ſig over denne Beſværlighed; idet En af dem tilføiede: „Men nu ſkal vi nok ſnart faae Vand; thi nu er her kommen en Stjernekikker fra Chriſtiania, ſom med Bohr ſkal opſøge Vandſtjernen, der er bleven borte, og naar de have fundet den, faae vi nok Vand“.

Mine Beſkjæftigelſer tillode mig kuns at beſee lidet af Bergen; dog kan jeg ei undlade at omtale Latinſkolen, hvis Locale-forekom mig ſkummelt, trangt og ubeqvemt. Lærernes Antal var vel ogſaa, ligeſom i Chriſtianias Latinſkole, noget for indſkrænket i Forhold til Disciplernes Mængde, og deres Lønninger for knapt tildeelte. Naar en Mand, efter at have tjent 15 til 20 Aar ved Skolevæſenet, ei har opnaaet mere end 400 til 500 Rdlr. aarlig Gage, og dertil har en betydelig Familie, maa han tabe Lyſten. Lærer-Poſten maa under ſaadanne Omſtændigheder betragtes ſom en Avancepoſt, ſom man jo før des heller ſøger at forlade, altſaa netop naar man er bleven ret fortrolig med, og duelig til dens Beſtyrelſe.

En meget efterlignelſesværdig Indretning ſaa jeg i Bergen, nemlig en Kunſtflids-Udſtilling af alle Slags Snedker- Dreier-, Vognmager-, Sadelmager-, Skomager- og Metal-Arbeider, hvilke ſolgtes til beſtemte Priſer. Intet Stykke Arbeide tilſtededes Adgang, ſom ei var forfærdiget i ſelve Staden, og ei udmærkede ſig ved fortrinlig Godhed og Smag. Hvormeget dette tjener til at vække Kappelyſt hos Arbeiderne, og derved bringe dem til at hæve dem over Middelmaadighed og Selvklogſkab, hvori Haandværkerne i Norge, uagtet Nationens umiskjendelige Anlæg til mechaniſke Kunſter, befinde ſig, vil enhver indſee. Her var derfor intet Stykke at ſee, ſom man jo med ſand Fornøielſe kunde betragte. Derſom vi havde en lignende Indretning i Chriſtiania, ſaa vilde viſt ſnart Byens Damer blive fritagne for den beſværlige Nødvendighed, at forſkrive deres Sko fra London, Paris, Stockholm eller Kjøbenhavn (thi at en ſkikkelig Fod krymper ſig for at indæſkes i en Chriſtiania Træſko, kan man ei fortænke den i, hvor upatriotiſkt det Modſatte end monne lade), ei at tale om de andre Fuſkerier, hvormed man maa tage til Takke[61].

Ved denne bergenſke Udſtilling blev ethvert Arbeide tilbageviiſt, om hvilket Meſteren ei kunde beviſe, at han ſelv havde forfærdiget det. En Skomager havde forfærdiget et Par ſmukke Sko, ſom man fandt faa udmærkede, at man tvivlede om de ikke vare Franſke eller Engelſkt Arbeide. Meſteren ſvarede, at han om et Par Dage kunde levere Mage til dem. — Ja men disſe kunde jo ogſaa være beſtilte fra Udlandet! — Ih! ſvarede Meſteren, I kunne jo forlange dem af vilkaarlige Dimenſioner, ſaa ſtore, at det er klart, at ikke ſaadanne kunne være ſendte fra Udlandet. — Dette fandt man antageligt, og der forlangtes en Sko af tre Quarteers Længde. Skomageren leverede efter nogle Dages Forløb en ſaadan Kjæmpeſko, ſom endog vilde have været for ſtor til den bekjendte Kjæmpe Bernhard Gilli, men var ligeſaa ſmukt gjort, ſom de forhen indleverede; og Commiteen blev tilfredsſtillet.

Paa alle Karter foreſtilles Hardanger- og Filefjeld ſom en høi Fjeldryg, der adſkiller Agershuus Stift fra Bergens Stift og ſaavel mod Veſt ſom mod Øſt ſænker ſig ned til lavere Egne. Denne Foreſtilling er urigtig. Hele Bergens Stift er en eneſte Fjeldmasſe[62], der mod Veſt lidt efter lidt ſænker ſig fra omtrent 5000 Fod til 1000 eller 1500 Fods Høide, og derpaa ved Norges veſtlige Kyſter brat ſtyrter ſig ned i Havet. Man kunde foreſtille ſig Bergens Stift at være fremkommet paa følgende Maade: Et ſtærkt Tryk fra Veſten har drevet en blød Masſe foran ſig indad mod Norges Kyſter, og derved opdynget den til en Høide af over 5000 Fod. Efterat Trykket er ophørt, har den bløde Masſe efterhaanden ſunket tilbage imod Udkanterne, og derved faaet adſkillige ſtore Revner (Sørfjorden, Hardangerfjorden o. ſ. .v.) og nærmeſt Søkanten adſkilt ſig i mindre Brokker, den nærværende Skjærgaard. Uden disſe Revner eller Fjorder vilde den ſtørſte Deel af Bergens Stift være en aldeles ubeboelig Steenmasſe; thi kuns langs med Fjordene boe de tyndt adſpredte Indbyggere i Fjeldkløfter under de lodrette Fjeldvægge, hidlokkede af Søen, ſomt er deres vigtigſte Næringskilde. Naar man betragter Stiftet i Sammenhæng, ſaa kan man f. Ex. ikke ſige, at man er nede af Hardanger-Fjeldet, naar man er kommen til Ullensvang; man er blot nedſtegen i en af dets Revner. Thi ſætter man over den 14 Mil brede Sørfjord, ſaa har det veſtlige Fjeld Folgefonden atter omtrent ſamme Høide, ſom det øſtlige. Ved Samlenſjord ere vel Fjeldvæggene mindre lodrette, men Fjeldet ſelv ſer dog endnu for høit til at kunne beboes undtagen langs Fjordene. Det ſamme er for det meſte Tilfældet med Øerne langs Veſtkyſten. Jeg bilder mig aldeles ikke ind, at Bergens Stift virkelig er blevet til paa denne Maade (det maa Geologerne bedſt forſtaae), men det forekommer mig, ſom om denne Foreſtillings-Maade giver Phantaſien et let fatteligt Billede af det veſtlige Norges Dannelſe. Med faa Ord: hele Bergens Stift og den ſtørſte Deel af Chriſtiansſands Stiſt er Fjeldet; det hele nordlige Europas Dige og ſtærke Formur.

Den 3die Auguſt ſagde jeg mine Bergenſke Venner Farvel, og med det ſamme vil jeg tage Anledning til at tage Afſkeed fra Læſeren, ſom jeg frygter for allerede for længe at have trættet med nærværende ubetydelige Reiſebemærkninger. Reiſebeſkriver-Sygdommen er, ſiger Pram[63], en Paroxysme, der overfalder enhver Reiſende, ſaaſnart han kommer nogle Skridt udenfor ſin Husdør; naar den er kommen til ſin Høide, ſaa er Patienten, ſaafremt Skriveri-Mechanismen ikke er ham alt for uvant, ei let iſtand til at ſee et Blekhorn og øvrige Apparat, uden han med den ſamme Kraft, ſom jager Hydrophobiaden fra Vandſkaalen, drives til Skriverbordet. Jeg kan dog ikke ſige, at jeg har følt noget til den af Pram beſkrevne pruritus; min førſte Henſigt var blot at levere Reſultatet af mine Iagttagelſer, hvilket jeg alene anſaa værdige til at bevares. Har man imidlertid taget livlig Deel i alt, hvad man paa Reiſen har mødt, og Omſtændighederne lede En til, at omtale Gjenſtande, der ved Tid eller Sted eller paa anden Maade ere asſocierede med andre Reiſens Begivenheder, ſaa ſtaaer den ſundeſte Reiſende i Fare for et Anfald af den omtalte Sygdom, og gjør vel bedſt i ſom Meſter Geert, itide at ſtikke Tørklædet i Munden. Den Norſke Bondeſtand, iſær Fjeldbonden, ſom jeg tilforn lidet eller intet kjendte til, er ſaaledes beſkaffen, at enhver Reiſende, der ſeer ſig noget om imellem dem, og hvis Hjerte har en fuldſtændig Reſonantsbund, der ei blot ved enkelte Toner ſættes i Svingning, men kan give Gjenklang af hvilkenſomhelſt Modulation paa den ſyv- eller tolvtonede Scala, friſtes til at qvæde ſin Viſe for andre. Har jeg ved disſe Reiſebemærkninger været heldig nok til at give ſmaa Bidrag til Kundſkab om denne Bondeſtands Sæder, Leve- og Tænkemaade, ſaa haaber jeg man tilgiver mig, at jeg førſt ſaa ſildig har betjent mig af Meſter Geerts Tørklæde, overladende til Læſeren paa egen Haand og paa hvilken Vei ham lyſter at ſinde hjem igjen fra Bergen. I øvrigt maa jeg anmærke, at ovenſtaaende Bemærkninger, naar Tallene undtages, ere nedſkrevne blot efter Hukommelſen, og ſaa længe efter Reiſens Tilendebringelſe, at maaſke Et og Andet er mindre nøiagtigt, end jeg ønſkede. En anden Reiſende vil med andre Øine maaſkee opfatte et andet Billede; ſubjectiv Sandhed er vel alt, hvad man af en Reiſebeſkriver med Billighed kan forlange.

Det vilde være utaknemmeligt af mig at nedlægge Pennen, uden at omtale den Gjæſtfrihed og Velvillie, hvormed jeg ſaavel i Bergen ſom paa Frem- og Tilbagereiſen blev imodtaget af Familier udenfor Bondeſtanden, hvis Beſkedenhed jeg ikke vover at ſaare ved nærmere Berørelſe. Skulde disſe Blade hændelſesviis komme nogen af dem tilhænde, da modtage de herved min uſkrømtede Tak.

  1. Jeg gjorde her, ſaavel ſom paa flere Steder, den Bemærkning at i ſnevre Fjeldegne gjelder ei den ellers almindelige Regel, at Varmen aftager i ſtørre Højder fra Havets Overflade. Denne Uregelmæsſighed har en ufordeelagtig Indflydelſe paa Nøiagtigheden af Høidemaalninger ved Barometret, hvor Theorien forudſætter en ſaadan Aftagelſe.
  2. Thi Sextanten ſtod paa en lav Fod paa Jorden.
  3. En Samling Norſke Nationaldragter, tegnede af Frich og Eckersberg, er nu udkommet i et ſærſkilt Værk, udgivet af Chr. Tønsberg.
  4. Ikke ſjelden faar han derfor fra Nabo-Egnene Hallingdal og Nummedal Udfordringer fra de bekjendteſte Slagsbrødre, til at møde paa et eller andet Sted, for at prøve Styrke, hvilke Udfordringer den ſindige Eyſtein dog jævnllg undſlaar ſig for.
  5. See hoslagte Tegning af Ingolfsland, ſom ſoreſtiller Eyſtein Hanſens colosſale Figur ſamt mine Reiſeſæller betragtende en Kamp imellem hans lille Søn og en anden Dreng; Belønningen for Seiervinderen var en Kobberſkilling.
  6. Deromkring kaldes den blot Riukand, d. e. den Rygende. Det maa her ikke forbigaaes, at efterat Begyndelſen af disſe Bemærkninger og Iagttagelſer var trykt, har ovennævnte Hr. Ingenieur-Capitain Th. Broch i Ugeſkriftet Hermoders No. 41 og 42 leveret: „En Fodreiſe til Riukand-Fosſen i Veſtfjorddalen“, hvormed fulgte et Blad foreſtillende norſke Nationaldragter.
  7. En god Afbildning af Riukanſos findes nu i Værket „Norge fremſtillet i Tegninger“ udgivet af Chr. Tønsberg.
  8. I von Zachs Correspondance astronomique, 1 Cahier Side 90 fortæller Dr. Schow, at han i Forening med vor afdøde Profesſor Smith har maalt Gouſta med Barometer, og fundet dets Høide = 6080 Fod; cfr. dennes Iagttagelſer iſær over Iisfjeldene, i Topographiſk-ſtatiſtiſke Samlinger 2 D. 2 B. S. 18. Prof. Esmark ſkal omtrent have fundet det ſamme. Tindſjøens Høide fandt jeg 612 Fod; lægges hertil ovenſtaaende 4600 Fod, faaer man kun 5212 Fod. Vel løber Maane-Elven fra Milan med temmelig ſtridt Løb, og Jordsmonnet maa altſaa ſynke ſig betydeligt fra Milan til Tindſjøen; men at dette Fald ſkulde kunne udgjøre de reſterende 863 Fod, ſynes mig utroligt. En anden noget mindre Grundlinie med tilhørende Vinkler gav endog Gouſtas Høide over Milan noget mindre, nemlig 4462 Fod. Uheldigviis havde den ſtærke Hede ſprængt mit Barometer (hvori Qvikſølvet var indeſpærret ved en Jernhane), ſaa at jeg ikke kunde berigtige ovenſtaaende Tvivl ved en umiddelbar Barometer-Maalning paa Fjeldets Top. At beſtige Fjeldet ſagde man desuden var umuligt ſaa tidlig paa Sommeren, formedelſt Sneen.
  9. Jeg troer man kalder ſaaledes det Slags Bygninger, hvor det ſædvanlige Loft Mangler, ſaaledes at Stuen rækker op under Spaerrebjælkerne, og ſaaledes oventil ender ſig i en Kile.
  10. I Begyndelſen torde jeg ei ſmage denne Melk, men mærkede ſnart, at af al den Koſt, her var at ſaa, var denne den meſt nærende og velgjørende for Conſtitutionen. Jeg vil vel tro, at en ſaadan Diæt vilde hos en Kjøbſtædboer ved hans ſædvanlige Liv foraarſage en fuldkommen Indigeſtion: men imellem Fjeldene taaler man Alt.
  11. Prim kaldes Myſe-Oſten, førend den er indkogt til ſaadan Faſthed, at den kan formes. Dog er den ſaa ſtiv, ſom en meget haard Meelgrød. Den ſpiſes med Skeer og dyppes i tyk Melk. Det er formodentlig den concentrerede Melkeſyre, der, naar denne Spiſe ikke nydes ſærdeles ſparſomt, ſelv i en Bondemave foraarſager de voldſomſte Udtømmelſer.
  12. See foranſtaaende Tegning af Ingolſsland.
  13. Egentlig udſpringer den fra Fjeldet Hartog eller, ſom Hardangerne kalde det, Haarteigen.
  14. Denne ſaavelſom de øvrige Stier, paa hvilke Bønderne deels om Sommeren til Fods, deels om Vinteren paa Ski vandre over Fjeldet, findes rigtig anførte paa det Pontoppidanſke Kart. Dog maa den Sti, vi fulgte, ligge lidt nordligere, end paa Kartet; thi vi fik ikke Normans-Lougen Sø at ſee.
  15. At denne Vei tilforn er befaret af Biſkopen i Stavanger, naar han drog paa Viſitats til Hallingdal, og at den da ogſaa anſaaes for farlig, kan ſees af følgende Sted, uddraget af: „Udkaſt til en Beſkrivelſe over Hardanger i Bergens Stift i Norge, ſamlet af ſal. Hr. Marcus Schnabels efterladte Papirer af H(ans) S(trøm)“, hvor det heder S. 39: „at ellers Eidsfjord, ſom i gamle Dage har udgjort et Præſtegjeld for ſig ſelv, har ligget under Stavanger Stift“, og af hvad Aarſag, det viſer Peder Clausſen i hans Norriges Beſkrivelſe S. 74—75, naar han ſaaledes ſkriver: „Inderſt i Hardanger Fjord ligger et lidet Præſtegjeld, heder Eidsfjord, oc ligger til Stavangers Stict, oc er ſkifft dertil i fordum Tid fra Bergen Stivt i (imod) en Sogn kaldet Suede Sogn, ligger norden for Karmſund, paa det at Biſpen i Stavanger kunde disbedre faae Forderſkab offuer Fjeldet, naar hand drager til Hallingdal at viſitere; oc er det fra Stavanger oc ind til Eidsfjords Gjeld 18 ſtore Mile, de 6 i Nordnordoſt til Sandeid, oc ſiden de 12 mod Oſtnordoſt; ſiden hafuer hand 14 Mile ofſuer Halne-Fjeld eller Hardangers-Fjeld til Hallingdal, oc ere der Boder paa Fjeldet, ſom Folck kand blifue i om Natten, af hvilcke den ene kaldes Biſkops-Bo, thi der er ingen Gaard paa Fjeldet, oc det er forbødet, at ingen ſkal drage ofſuer dette Fjeld efter Bartholomei Tid (24 Auguſti, hvilket efter den forbedrede Calender egentlig ſvarer til vores 4 Septemder) oc inden Korsmes om Vaaren (3 Maji eller vores 14 Maji), paa det de ſkulde icke offuerfaldis aff Snee, eller forvildis oc blifue borte“. Foranførte Suede Sogn er ventelig Sveens Annexſogn til Findaas Præſtegjeld i Søndhordlehn.
  16. I Veſtfjorddalen gaar Kløvdriveren bag ſin Heſt, og kjører den med et Par lange Tømmer; paa Fjeldet derimod, hvor enhver har nok med ſig ſelv at beſtille, og iſær ved Opgangen ad Fjeldets Side, hvor Heſten ofte maa trænge ſig igjennem Krat og fremragende Grene, og ſtundom gjøre et Sprang, gaar dette ikke an. Karlen ſtyrer ſin Heſt ved Formaninger og Truſler, ligeſom de engelſke Fragtvognskudſke. Naar et Reensdyr ſkydes paa Henreiſen over Fjeldet, nedgraves det i Sneen, og afhentes paa Tilbageveien.
  17. At man omgaaes ſparſomt med denne Halm, og at den viſt ofte er flere Aar gammel, kan man ſlutte deraf, at den paa Kløv maae bringes 3 Miles Vei herop fra Bygden, ja vel endog fra andre Bygder, da Fjeldbygderne lidet eller intet Korn frembringe.
  18. Telte kjendte de engang ikke af Navn.
  19. Formodentlig af et nærliggende Kjern eller Vand ved Navn Holmekjærn. Ved Læger forſtaaes formodentlig en ſaadan Hytte, hvor Fædriverne undertiden lette ſig med deres Qvæg, og (efter Budſtikkens 2den Aargang 1820 No. 49—50 S. 388) betyder Fælæger det ſamme ſom Havnegang.
  20. Dens Høide er af Provſt N. Herzberg og Prof. C. Smith fundet = 5408 Fod.
  21. Dog er jeg uvis, om dette virkelig var Hallingjøkulen, ſaaſom min Veiviſers ubeſtemte Udſagn nokſom viſte, at han ei var ſikker i ſin Sag. Hverken Hallingſkarven eller Hallingjøkulen findes angivne paa det Pontoppidanſke Kart, og deres geographiſke Beliggenhed er meget uvis. Om jeg erindrer ret, kunde man fra Tesſungfjeldet ſee Gouſta, Haarteigen og Hallingſkarven. Derſom man fra Gouſtas Top kan ſee Suletind (imellem Mariſtuen og Nyſtuen paa Fillefjeld), hvilket jeg finder temmelig ſandſynligt, ſaa kunde man ved en ſtor Triangel (hvis ſtørſte Side, Suletind — Gouſta, blev henved 18 geographiſke Mile, de 2 andre 14 og 12) ſammenbinde disſe 3 mærkværdige Fjeldtoppe, Gouſta, Suletind og Haarteigen, og derved beſtemme deres Beliggenhed. Med det af Prof. Gauſs i Gøttingen nylig opfundne Heliotrop kunde man let ſignaliſere fra det ene af disſe Puncter til det andet; kuns faa ſaadanne Triangler udfordredes til med Kjæmpeſkridt at gjennemvandre det hele Norge fra Kongsvinger til Bergen, og fra Sneehætten paa Dovre til Lindesnæs.
  22. Dette Svar var juſt ikke ganſke correct; men Bonden har ikke ret Begreb om anden Lærdom, end Præſte-Lærdom. Naar andre, ſom ikke havde faaet denne Underretning, ſaa mig omgaaes med Instrumenterne, dannede de ſig ſelv et Slags Begreb; ſaaledes ſpurgte nogle mig, om jeg var af dem, ſom ſkrive Landkarter; i Leirdalsøren ſagde En: Du er vel en Uhrmager?
  23. I Bergen var den ringformig, og de 4 Hovedmomenter af dette ſjeldne Phænomen iagttoges der under de heldigſte Omſtændigheder af Hr Bohr.
  24. I nogen Forlegenhed over hvad jeg ſkulde ſinde for en Gjenſtand at ſtille Kikkerten paa, valgte jeg i Mangel af andet nogle Sneepletter i de omliggende ſorte Fjelde. Men da jeg havde overgivet Kikkerten i deres egen Vold, hørte jeg ſtrax efter det af Overraſkelſen fremtvungne Udraab: „nei ſe hu Svartſie borte i Fjeldet; jeg ſeer ſaa ſkjellig hu ſlikker ſig om Munden!“ Fra dette Øieblik var Kikkerten dem førſt ret interesſant.
  25. Mine Ledſagere erklærede, at de aldrig havde ſeet Fosſen ſaa liden ſom denne Gang, da man her, ſom næſten i hele Bergens Stiſt paa den Tid, ei havde havt Regn i 212 Maaned.
  26. Højſædet er den øverſte Ende af det lange Bord, der i Røgſtuerne ſtaar langs efter Midten af Stuen; dette er Husbonden Plads.
  27. Lioren er Røg- og Lyshullet under Loftet. Vinduer ere førſt nylig indførte i disſe Egne og ei endnu overalt.
  28. Det blotte Øiemaal viſer ogſaa, at den omtrent kan være dobbelt ſaa høi, ſom Riukand-Fosſen.
  29. Min Blyant havde jeg forlagt, og nødedes derfor til med en Tællekniv at indkradſe paa Bunden af Chronometer-Casſen Navnene paa Fosſen og Elvene, og de obſerverede Faldtider. Navnet paa den anden Fos, og hvad mere derom blev ſagt, er ſiden blevet ulæſeligt.
  30. Man erindre ſig, hvad ovenfor er anmærket, at denne ſmale Dal eller Revne i Fjeldet løber i forſkjellige Retninger i et Slags Zigzag, og ofte vender ſig under temmelig ſtærke Vinkler.
  31. Eller maaſkee endog 144 Gange, thi jeg erindrer ei ret, hvilket af disſe Tal er det retteſte. Sagen er ogſaa ligegyldig.
  32. Bønderne her udtale det nu Øifjord, fordum hedte det efter Milsovii Presbyterologia Vos-Hard. p. 62 Eidafyrdi.
  33. Allerede den foregaaende Eftermiddag hørte jeg ham give en hjemreiſende Nabo Budſkab til ſin Huſtru, at, om han ei kom hjem paa den beſtemte Tid, ſkulde hun ei blive urolig, da det var muligt, han fulgte den Reiſende længer, end efter den førſte Beſtemmelſe.
  34. Hans Dragt var næſten aldeles ſom en Sjællandſk Bondes, nemlig rød Trøie og gule Skindbuxer; men Figuren mere kjæmpemæsſig og rankere.
  35. Dette ſkjønne Stykke findes i det norſke periodiſke Skrift Hermoders 4de Bind (Chriſtiania 1798) No. 12 Side 30 ff. og deraf i Dr. Hallagers norſke Ordſamling (Kbhavn. 1802) S. 167 ff. Berg.
  36. Dens Figur paa det Pontoppidanſke Kart afviger meget fra Naturen; den forekom mig for bred og for kort.
  37. Paa Pontoppidans Kart og i hans geographiſke Oplysning dertil S. 63 er den urigtig kaldet Søefjorden.
  38. For at udfinde Fjordens Bredde paa dette Sted, maalte jeg med Hr. Provſt H. en liden Grundlinie paa Strandbredden nedenfor Præſtegaarden, og fra begge Endepuncterne af denne, Vinklerne til en liden hvid Plet i det modſtaaende veſtlige Fjeld, hvilken Operation gav dette Puncts Afſtand fra den øſtlige Strandbred = 3893 Alen.
  39. See hans „Nogle Iagttagelſer, iſær over Iisfjeldene (Gletſcher), paa en Fjeldreiſe i Norge 1812“, i Topographiſk-ſtatiſtiſke Samlinger, 2 D. 2 B. S. 39 ff. B.
  40. See forøvrigt „Noget om Sneebræen Folgefond i Søndhordlehns og Hardangers Fogderi“ af Provſt N. Herzberg, i Budſtikkens 1ſte Aargang 1818 No. 90—91, og L. v. Buch om den evige Snees Grændſer i Norden, i 2den Aargang 1820, No. 7—8.
  41. See Schnabel l. c. Pag. 45.
  42. See Norſke Krønike af Peder Clausſøn (udgaven af 1633) S. 695, 731, 732, 750, 775, 785.
  43. Denne Ligſteen findes, tilligemed nogle andre Mindesmærker i Bergens Stiſt, afbildet i (C. B. Sandvigs) Samlinger til den danſke (og norſke) Hiſtorie 2 Binds 3 Hefte; cfr. ſammeſteds S. 37. B.
  44. Cfr. Adels-Lexikon, under Artikelen Haar No. 2. B.
  45. Det var Brug længe efter, endnu 1808, at i alle Udfærdigelſer, ſom ſkede i H. M. Kongens Navn igjennem det ſaa kaldte danſke Cancelli, fik blot Riddere og Præſter dette Prædicat. B.
  46. Denne Hr. Gerhard Milzow var Sognepræſt til Voſs og Provſt der og i Hardanger, og har gjort ſig bekjendt ved ſit 1679 udkomne Skrift Presbyterologia Vos-Hardangriana. See Schnabel l. c. S. 37, hvor man vil ſinde mange flere Mærkværdigheder ſaavel med Henſyn til Hardangers naturlige Beſkrivelſe ſom Oldſager. B.
  47. Denne Gaard beboes for nærværende Tid af Hr. Sorenſkriver Koren.
  48. Cfr. Noget om Kingſervigs Præſtegjeld af Provſt N. Herzberg i Budſtikkens 1ſte Aargang 1818 No. 86—87.
  49. Foruden andre hiſtoriſke og antiqvariſke Mærkværdigheder, indeholder den ofte omtalte Beſkrivelſe over Hardanger, ſom den lærde Forfatter desværre døde fra ufuldendt, 4 gamle Pergamentsbreve (det ældſte fra Kong Hakon Hakonſens eller den Gamles Tid) og en Gildeſkraa for Sanct Olafs Gildet i Hardanger. Udgiveren Prof. Strøm har i ſin Ekers Beſkrivelſe S. 285—87 leveret nogle Anmerkninger til bemeldte Beſkrivelſe.
  50. Formodentlig til Kirken paa Moſtur-Øen.
  51. Procul a Jove, procul a fulmine.
  52. Saa kaldet af en ſtor Fløi, der til de Søefarendes Nytte er opſat paa ſamme, og ſom over hele Staden kan ſees.
  53. Hvormeget var det ikke at ønſke, at de hæslige graae Pakboder, ſom ved Indſejlingen i Chriſtiania-Fjorden aldeles ſkjule den ſmukke Omegn og Staden ſelv, og ſaameget vanzire Rigets Hovedſtad, havde ſaa pynteligt et Udſeende.
  54. Af disſe var dog paa den ene, Ny-Kirken kaldet, Spiret afbrændt.
  55. Disſe Stuer ſvare omtrent til de Londonſke Counting-houses, d. e. ſtore Bygninger i Nabolauget af Børſen, hvor en Mængde Kjøbmænd i Stuer ved Siden af hinanden afgjøre alle deres Handelsforretninger, ſaaſom de ei ſkjøtte om at have det byrdefulde Contoirhold hjemme i deres Bopæl.
  56. „Ligeſaa hos os“, kan rigtignok en Chriſtianienſer ſige.
  57. Almindinger kaldes i Bergen nogle bredere Pladſe eller ſmaa Torve; Muren er et iſoleret Huus, der ligger lige for en af de længſte Gader, og er gjennemſkaaret med en Hvælving for at ſkaffe fri Gjennemfart. Af denne har den omtalte Alminding Navn.
  58. Her har Hr. Obſervator Åſtrand nu et lidet Obſervatorium hvor han arbeider med Flid og Dygtighed.
  59. Bodes aſtronom. Jahrbuch 1797 S. 237.
  60. Da jeg havde meldt Hr. Dr. Peters, Directør for Obſervatoriet i Altona, at man i Bergen har anlagt et lidet Obſervatorium for Hr. Åſtrand, og tarvelig udruſtet det med Inſtrumenter, ſvarede han:
     „Meget interesſant var det mig at erfare, at der ogſaa i Bergen er oprettet et Obſervatorium, og en dygtig Mand der anſat. Himlen er dog vel der ikke gunſtig for Obſervationer. Man fortæller her, at en Skibscapitain, efter at han havde været 50 Gange i Bergen, og hver Gang der truffet Regnvejr, da han den 51de Gang ſandt klart Vejr, troede, at han havde forfejlet Stedet, og var ſeglet forbi.“
     Profesſor Forbes, ſom fra Edinburg var reiſt til Bergen, for at iagttage den totale Solformørkelſe den 28de Juli 1851, havde den ſamme uheldige Skjæbne, at have reiſt forgjæves formedelſt vedholdende Regn.
  61. Som f. Ex. at man ikke kan faa ſkaaret en Jernſkrue med ordentlige Gænger, da jeg neppe troer der er en eneſte Smed, ſom eier et Engelſkt Skrueblik. Jeg ſiger, jeg tror; Smedelauget tilgive mig, om jeg feiler; jeg har rigtignok mange Erfaringer for mig, men muligt er det, at jeg ei har truffet den Eneſte rette.
  62. At det egentlig i det Hele maa, ſom anført, anſees ſom en ſaa at ſige eneſte Fjeldmasſe, deraf kommer det, at det dyrkelige Jordsmon her et ſaa ſaare ubetydeligt i Forhold til det hele Areal, hvilket med mere læres af de interesſante „Oekonomiſke Efterretninger om Bergens Stift“, ſom daværende General-Toldforvalter, ſiden Toldinſpectør i Bergen, ſalig Juſtitsraad Nicolai Chriſtian Lasſen har meddeelt i Maanedsſkriftet Danſk Muſeum for Marts 1782 Side 247-90.
  63. Pathologiſke Bemærkninger over Reiſebeſkriver-Sygdommen, tilligemed et lille Stykke Reiſebeſkrivelſe af C. Pram, i Skandin. Lit. Selſk. Skr. 1805, tredie Qvartal.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.