Rømningsmænd

Fra Wikikilden
Utgitt av Ludvig DaaeJ. W. Cappelens Forlag (Første Samlings. 163-164).

En Bonde i Christianssands Stift, Knut Knutssøn, havde i Aaret 1705, i sit 81de Aar, begaaet Leiermaal med sin afdøde Hustrues Søster, Ingerid Tollaksdatter, som var 39 Aar gammel. Begge dømtes til Døden, men flygtede tilfjelds, skjulte sig 30 Aar i Skoven og levede der „som Eremitter af Jagt og hvorledes de kunde“, indtil Kvinden blev 70 og Manden 111 Aar gammel. Da meldte Knut sig hos Præsten for at faa den hellige Nadvere, men Presten „bragte af en indiscret Nidkjærhed disse arme Mennesker i Øvrighedens Hænder og nyt Fængsel.“ De bleve dog benaadede, men forinden var Manden død. Kvinden udstod offentligt Skriftemaal.

Indberettet til det danske Cancelli af Stiftsbefalingsmand With i Christianssand 1737. Pontoppidans Norges naturl. Hist.. II, S. 412–413.

I Wiwets Forsøg til Fortælling om Sager i Høiesteret, Kbh. 1774, 1, S. 3 flg. findes en interessant Beretning om en dødsdømt Morder fra Gol i Hallingdal, Herbrand Rotnem, som i hele sytten Aar, trods Dommen, gik paa fri Fod i Bygden, indtil ham myrdedes af den Dræbtes Søn.

Hyppig fandt Rømninger Sted, fordi man vilde undgaa militær Udskrivning. I Søbygderne søgte Bondegutterne gjerne at komme afsted til Udlandet, især Holland, men fra Indlandet søgte de ofte op til fremmede Fjeldbygder. Saaledes heder det i 1665 fra Nes og Gol i Hallingdal i Anledning af den da foretagne Folketælling: „Anlangendes Mandkjønnet, da er her saadan Maner, at her kommer løbende fremmede Karle fra Valders, Hadeland, Gudbrandsdalen o. s. v. at arbeide eller fly for Udskrivelse. Som de findes idag, ere de borte imorgen, hvorfor det Uvisse er ondt at gaa efter. Somme entholder sig af Bygdens egne Folk, at de sjelden eller aldrig kommer for Lyset, at man kan vide af dem at sige, thi de ere i Fjeldene.“ Langes Tidsskr. for Videnskab og Literatur, II (1848), S. 333. Om Rømningerne til Holland findes udførlig Besked i mit Skrift: Nordmænds Udvandringer til Holland og England. Chra. 1880.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.