Orm Lyrgja og Lundesola
Ormen var fæstet med Sola, en fager Mø, (hvis Fader var Smed og boede paa Lunde) som en mægtig Mand vilde berøve ham. Denne forsøgte først at vinde hende med kostbare Gaver og store Løfter til hendes Brudgom, og da dette ikke hjalp, vilde han tage hende med Vold. Ormen, som fornam dette, samlede sine Venner, der vare hele Dalens Indbyggere, saasom han var afholdt af Enhver, og jog sin Fiende ud af Sengen den Morgen, denne vilde bortføre Sola. Ormen drev ham til Jarlsdalen i Meelhus, hvor han gjemte sig, og fik Leilighed til om Natten at flygte til Throndhjem. Men da denne mægtige Mand siden blev dræbt paa Rimol, saa drog Ormen derhen og begrov ham paa den da brugelige Maade, da han vel hadede ham for hans Fremfærd mod Sola, men ærede ham som en dygtig Kjæmpe. Derefter blev Ormen tilbuden af en Konge, der afskaffede Hedendommet, at blive Hofmand. Det vilde han dog ikke være; men flyttede til Bones, hvor han og Sola døde paa samme Dag, begge 100 Aar gamle. Paa Bones bleve de begravne af deres Børnebørn, der alle vare Kjæmper. Man reiste to Bautastene til deres Minde, af hvilke den ene endnu staaer.
Anm. Dette Sagn, fortæller Klüver (i de norske Mindesmærker 107) at han 1811 har hørt af en 90 Aar gammel Bonde i Rennebo, hvis Forældre havde boet i Nærheden af Bones. Hans 96 Aar gamle Fader havde af sin ligesaa gamle Fader lært at synge en Vise om Ormen og Sola, som vare begravne under Bautastenene paa Bones. Før skal han have boet paa Gaarden Stein i Bynesset. Sagnet er poetisk bearbeidet af Klüver og Schwach (Sneklokken 1843).
Sammenlign med dette Sagn Snorre. Olaf Tryggvasons Saga C. 53, hvor der berettes, at Aarsagen hvorfor Bønderne gjorde Opstand mod Hakon Jarl var, at denne med Vold vilde bortføre Gudrun, Bergthors Datter paa Lunde, der for sin Fagerhed blev kaldet Lundarsol og var gift med en mægtig Bonde, der hedte Orm Lyrgja. At Jarlen flygtede til Jarlsdalen og blev dræbt paa Rimol, hvor tilforn fandtes en Haug,som kaldtes Jarlshaugen, er vist; men at Orm lod ham begrave, derom tier Historien, som i Olaf Tryggvasons Saga, C. 56, fortæller, at Jarlens Hoved blev fæstet til en Galge paa Nidarholm og hans Krop tagen af Graven og brændt. At Orm ei vilde tage Tjeneste hos den nye Konge Olaf Tryggvason, er sandsynligt, da Orm var blandt de anseede Thrøndere, som Olaf paa Hlade kaarede til Offer for de hedenske Guder, og som alene ved at lade sig døbe kunde undgaae Døden (Snorre Cap. 74).
Til Sagnene om den mægtige Hladejarl kunne henføres, at der ved Livaag (Oldtidens Hjørungavaag) endnu findes blandt Bønderne Sagn om et vældigt Slag i Oldtiden (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 409. Snorre, Olaf Tryggvasons Saga C. 33–48), og at i Opdals Sogn ved Dovrefjeld det Sagn gaaer, at den flygtende Torkild Turefrost fandt et Tilflugtsted i denne Egn og opholdt sig paa det Sted, hvor Gaarden Ishoel nu ligger. (Budstikken 2, 121. Sigurd Brestesons Saga).