Om en paatænkt restauration af Trondhjems domkirke i begyndelsen af det 18de aarhundrede
Man ved af Schønings beskrivelse over Trondhjems domkirke, at der et par gange i begyndelsen af forrige aarhundrede var paa tale at sløife de tilbagestaaende mure af kirkens vestre del for at benytte de tilhugne stene til opførelsen af Vor Frue kirkes taarn og en bygning paa kongsgaarden, samt at dette hindredes ved kongelige resolutioner. Derimod har det hidtil været upaaagtet, at der paa samme tid arbeidedes alvorlig i Trondhjem for at faa hele kirken istandsat, saa at dens fremtidige ødelæggelse kunde hindres.
Det var maaske biskop Krog, som udvirkede de ovenomtalte resolutioner. Han blev imidlertid ikke staaende derved, men indgik strax efter (1706) til regjeringen med andragende om, at halvdelen af de finmarkske kirkers aarlige indkomst maatte skjenkes til domkirkens reparation. Ved reskript af 5 oktbr. s. a. fik stiftsbefalingsmand Iver v. Ahnen opfordring til at lade kirken besigtige af sagkyndige mænd og indsende deres beregning over, hvormeget en saadan istandsættelse vilde koste. Under synsforretningen, som afholdtes i løbet af vinteren, blev der da udtalt ønskeligheden af, at den vestre del af kirken „for sit rare arbeides skyld“ maatte komme under tag igjen, selv om den ikke skulde tjene til andet end begravelsesplads for byens rige og fornemme borgere. Den jevne stiftsbefalingsmand anbefalede d. 31te decbr. 1706 sagen paa en maade, som viste, med hvor stor interesse han omfattede den, men tillige, at han ei turde nære haab om dens lykkelige fremme. I virkeligheden var ogsaa de bekostninger, som udkrævedes hertil (over 13000 rdlr.), alt for store til, at regjeringen skulde forhaste sig med at fatte nogen beslutning. Først d. 4de juni 1708 blev biskopens andragende indvilget saaledes, at 1000 rdlr. aarlig af de finmarkske kirkers indtægter skulde komme Trondhjems domkirke til gode.
Men sagen var nu engang bragt paa bane og havde fundet adskillig tilslutning blandt domsognets lemmer, saa at man kun ventede paa en gunstig leilighed til at faa den sat igjennem.
D. 2den august 1708 hjemsøgtes byen af en frygtelig ildebrand, hvorved hele strøget mellem Munkegaden og elven lagdes i aske. Blandt de afbrændte bygninger var baade Vor Frue kirke og domkirken, men den første havde dog uden sammenligning lidt mest. Da ulykken indtraf, var biskopen og stiftsbefalingsmanden netop fraværende paa en kirkeinspektionsreise i Nordlandene. Men domkirkens prester, Gert Bonsach og Niels Juell, tog sagen i sin haand, og inden en uges forløb havde de faaet istand et andragende fra domsognets menighed til kongen om, at Vor Frue kirke maatte sløifes og den vestre del af domkirken indredes til brug for dens menighed, da man derved kunde have haab om, at denne del af kirken med tiden igjen vilde blive en pragtfuld bygning. Paa grund af vor Frue kirkes beliggenhed var den ødelagt af enhver større ildebrand, som havde overgaaet den del af byen, som omgav den. Domkirken, som laa ganske isoleret, var mere sikker, og sandsynligheden for, at den skulde rammes af en saadan ulykke, blev end mindre ved den nye regulering af gaderne, som nu skulde foretages. Man fremhævede ogsaa meget sterkt som en grund, der ganske vist maatte finde et villigt øre hos høieste vedkommende, den store besparelse for kongens kasse, som ved disse foranstaltninger vilde finde sted. – Generallieutenant Johan Wibe, som dengang boede paa Lade ved Trondhjem, var meget gunstigt stemt for planen, saa det saa ud til, at man kunde vente sig det bedste udfald.
Men da Vor Frue menighed fik nys om, hvad der var igjære, blev der ikke liden fortrydelse over, at byens fornemste og rigeste borgere ikke længere skulde have nogen egen kirke og dertil opgive sine familiebegravelser i den nys afbrændte. Man overhængte nu generalen om, at han maatte forandre sin indstilling. Menigheden skulde selv gjerne bære omkostningerne ved sin kirkes opførelse, ikke blot denne gang, men ogsaa, hvis kirken i fremtiden skulde rammes af ildebrand. Men generalen blev ved sit, og menigheden indgav derfor med sine prester, Sebastian White og Peter Lund, i spidsen d. lode august et bønskrift til kongen om, at ogsaa Vor Frue kirke maatte gjenopbygges. Paa samme tid opkjøbte nogle rige kjøbmænd for sikkerheds skyld alle de materialier, som var udseede til domkirkens gjenopførelse, forat hindre, at der skulde blive gjort noget ved sagen, før den kongelige resolution faldt; men ogsaa her traadte generalen imellem ved at lægge beslag paa dem. – Ved stiftsbefalingsmand v. Ahnens tilbagekomst fandt domsognets menigheds forslag en meget kraftig støtte i ham. Han paaviste tillige, hvorledes de fornødne midler til arbeidets iverksættelse bedst lod sig tilveiebringe. Kort efter indløb regjeringens resolution, at domkirken først og fremst skulde istandsættes; for vor Frue kirkes vedkommende lød den derimod noget ubestemt. Da nu dennes menighed neppe kunde være i tvivl om, hvad det endelige udfald vilde blive, gav den sig strax ifærd med at gjenopbygge sin kirke paa egen bekostning. D. 24de oktbr. holdtes der for første gang efter branden gudstjeneste i domkirken, skjønt den endnu ikke paa langt nær kan have været færdig. Men at arbeidet ved vor Frue kirke maaske har gaaet end raskere fra haanden, synes at fremgaa af menighedens bønskrift til kongen af 6te oktober, hvori den søger at forsvare sin fremgangsmaade mod forskjellige beskyldninger, som var fremkomne mod den. Det var vel neppe regjeringen ukjært, at sagen fik dette udfald, og omendskjønt den endnu et aars tid vakte nogen splid og røre i byen, døde den lidt efter lidt hen under den paafølgende række af krigsaar. Paa v. Westens foranstaltning henlagdes ved reskript af 20de novbr. 1716 den indtægt, domkirken hidtil havde nydt af de finmarkske kirker, til missionsverkets fremme, saa at dens økonomiske stilling især efter dens brand 1719 var altfor maadelig til, at man kunde tænke paa at gjenoptage planen. Men ihvorvel det maaske var til held for kirken, at denne restauration ikke kom istand, fortjener det dog vor opmerksomhed, at der i denne nedbrydelsens tid fandtes dem, som havde sands og interesse for vort lands skjønneste mindesmerke.
O. A. Ø.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |