Ravnebryllupet i Kraakelund
En af de folkesange, som ikke blot er mest kjendt i vore bygder, men som ogsaa har naaet til Sverige, er den saakaldte fuglevise eller „Ravnebryllupet i Kraakelund“.[1] Allerede i forrige aarhundrede var den flere gange særskilt trykt, uden at dog noget exemplar deraf vides at være bevaret, optoges derpaa i Hallagers norske ordsamling (Kbh. 1802) og gik derfra over i Landstads folkeviser (Kra. 1853). En af disse uafhængig optegnelse findes i „Norske viser og stev“, 3die udgave ved H. Ross (Kra. 1869).
Naar Landstad antager, at digtet i sin nuværende skikkelse skriver sig fra Sogn i Bergens stift, er dette neppe ganske rigtigt, da flere kjendetegn ubetinget peger hen paa, at det har Nordhordland og Bergens nærmeste omegn til hjemstavn. Landstad selv – ligesom ogsaa Ross – har antydet dette ved nogle af de mest karakteristiske udtryk.
I en samling af forskjellige stykker i bunden og ubunden stil, som er nedskrevne i Østerdalen omkring midten af forrige aarh., fandt jeg for nogen tid siden visen i lidt fuldstændigere form end den hidtil kjendte. Hvad der imidlertid giver denne gjengivelse af visen den største interesse, er følgende korte notits, hvoraf den ledsagedes: „Denne vise er komponeret af hr. Anfind, prest til Sunds prestegjeld ved Bergen“.
Om Anfind Johannessøn Breder ved man kun meget lidet. Født omkring aar 1600 blev han 1630 medtjener og 1635 sogneprest til Sunds prestegjeld. Han afstod i 1674 embedet til sin søn Søren Broder og døde i aaret 1677. Fra ham nedstammer den endnu blomstrende familie Breder.
Til trods for den anerkjendelse og udbredelse, visen har faaet, har den dog unegteligt sit største værd ved, at den under eventyrets maske leverer et virkeligt billede af forskjellige optrin, som fandt sted ved deslige festlige sammenkomster, der i mere end en henseende slaaende minder om sagatidens sammenskudslag. Formodentlig her dette ogsaa været grunden til, et Landstad her henført den til en mere fjern fortid, end den virkelig tilhører. Den slutter sig med hensyn til indhold i flere punkter til de af Nicolaysen i Folkevennen 8de aarg. s. 263 fg. meddelte optegnelser fra Nordhordland, som ikke er meget yngre end visen.
Jeg har troet, det kunde have sin interesse at hidsætte visen overensstemmende med min original, da det vistnok er den ældste optegnelse, som findes af den, om den end bærer præg af dialekten paa det sted, den er optegnet.
O. A. Ø.
1. Langt i auster i Kraakelund
Der æ so fager ein by;
Adle dei dyr, i være æ,
Dei saankest der uti.
Biødnen han æ yppeste kar uti skogin.
2. Biødnen sat i backa,
Mangt so monne han hugsa:
„Ska æg sømja dan breia fjor,
Vaat so værte mi bugsa.“
Biødnen vista ingen raa uti skogin.
3. „Sute hæve æg den heila nat
Mæ graat aa idla laat;
søte Halvar, laane mæg skuta di,
Mæg bær slet ingen baat.
Æg æ baaen te brudlups uti skogin.
4. Æg æ baaen te brudlop
Uti Rabnabur.
Rabnen ska han brugom væra,
Trana vær’ has brur.
Æg ska væra kiøkiamester uti skogin.“
5. Sia kom ulven laupande,
Spodde sæg so ein pil.
„Give villa æg inqvart godt
Æg vore tvert øve ein mil.
Di æg ske værta klokkar uti skogin.“
6. Ottrin smaug han i ein grov,
Vart han vaer ein fisk.
Dan so skienkte han brugommen
Da va deira ottebisk.
Ottrin va deira fiskar uti skogin.
7. Kiøtmeisa kom ho fykande
Mæ sin væsal molle kjøt,
Dan la ho te gjestabos,
Da smagte hadla søt.
Kiøtmeisa ho va teenostpika i skogin.
S. Jasen kom han bygsande,
Dat han paa si nosa.
Han skudne sig utaa backine,
Han haur’e ikodne blaasa,
Ikodne blees i luren uti skogin.
9. Aarren kurra punde biørkerot,
Fadn ein væsal mack.
Da so skienkte han brugommen
Han fæk Gudslæ-go-tak.
Aarren han var kockin uti skogin.
10. Ein feit smørklack bar høno fram,
Hu va deirra kockataus,
Dan laante ho aa heimate.
Kietta gav ei mus;
Kietta ho va dyreskytter uti skogin.
11. Houkin gav sin kiuckling,
Dan stal han som ein tiov.
Kraaka svara: „Staalin kost
Hæve me inkie behov“.
Brugommen sa: „Os vantast kost i skogin.“
12. Hanen gav sin flabrøleiv,
Kom utor stabur,
Spaanka, sparka, gjore sæg te,
Goel han kukulur.
Han va deira saangamester uti skogin.
13. Sporvin skulle han drickia skaffa,
Da la dei haano paa;
Fadn han sæg eit maltakodn,
Dar giore han mungaat aa.
Sporvin han va mungaatsman uti skogin.
14. Ein søtmelkkees paa deira fat
Dan monne svole bringa.
Dan kjøbte ho taa an danch ju mat;
Dei toke mæ, qva dei finge.
Svola ho va bruropika i skogin.
15. Suggo gav at kamshove
Komparutar aa supa,
Havrasupa, kidnakling,
Søte drik aa blænda;
Dar va baae saup og syra i skogin.
16. Reven gav ein lepsekling,
Levragraut aa gumba,
Lavrakaka, kalvedans,
Kiesa, skiør aa dravle,
Riomesold aa møssebrim i skogin.
17. Krossbrø, kabratta, søtebrø
Dei to bryllups gav;
Rognakaka, lefrakling,
kieseost aa rav
Da gav geita, boriskslikkar uti skogin.
18. Knøost, tvibrygga aa brendevin,
Brim aa rømmagraut
Da gav lerko, saangafugl,
Gaukin gav eit naut.
Gaukin han va slagter uti skogin.
19. Ulven sto i kiørkele,
Stødde stag paa sit svær,
Siaar han sæg aat strandet ner
So fager ei fuglafær:
Han siaar trana trinaude i skogin.
Han saag trana trinande
Mæ si høga bein;
Hegrin mæ sin langa hals
Va henna leiasvein.
Staindulpin buldra paa tromma uti skogin.
21. Da vart mykie glira,
Halva mein gamma,
Ulvin skul han klockar væra
Kunne icke ringa samma.
Revin va dan treskaste kar uti skogin.
22. Souvin va deira førisman,
Kadla va han te prest,
Gick han i kiørko in,
Las so fager ein text.
Nu tog paa at qveldast uti skogin.
23. Nu tog paa at qveldast,
Dei kunde icke lenger bia;
Dei skunde sæg te bryllupsgar,
Magin bar paa at svia.
Dar gjorest so ei slupsing uti skogin.
24. Jasin utaa sin dristigheit
Fæk han sæg ein bran,
Skaut han tryor styckir aav,
Dar reddast quar ein man;
Han giore so ein fnysing uti skogin.
25. Brurgommin tæk si brur mæ sæg,
Sætte sæg i høgsæte;
Mydlo hina giestane
Yppast stor skitlæti,
Da va alt om høgheite i skogin.
26. Spurven sætte sæg manna høgst,
Han tyckst icke væra liten,
Kiøtmeisa bygste ho haano nest
Aa sette sæg i bricken.[2]
27. Skiora skulle he skienka
I mykin manna trang,
Ho kunne sæg icke paa gulve snu,
Di vele va for lang.
Nu beit mungaati gilt paa i skogin.
28. Ugle drog ut tassakin,
Hogga ville ho kiøtmeisa,
di tog ho se te ore:
Di skitlaat me finst ret om i skogin
29. Ulvin drack taa sølverskaal,
Slengde han henne mot golv.
In so kom han bamse bonde:
„Æg trur, du raar dæg siølv,
Var herreate famen, halt mæg icke i skogin!“
30. Op sprang spurven lustig aa gla,
Dansa han mæ mærra;
Han tala te henne: „Vogta dæg,
Æg bygsa di har ferderva.“
Hiortin han tuta i buckahodn uti skogin.
31. Ind kom kraaka hoppande
Mæ ei svarta hætte:
„Sittia no alle hæl aa sæl!
Æ de braat adle mætte?
Villia de braat halda op aa æta uti skogin?“
32. Te svara Ørna gamla gomor
I bricka dar ho sat:
„Oss hæve icke skorta idag
Korkje øll elle mat.
Guslæ hæve de, so ’te hæve kosta i skogin.“
33. Biødnen vart han rusande,
Kuk han i si brok:
„Somme hæve da laata paa sæg,
Dei fæ ret aldrig nok.
Jamnen æ da yppaste gras uti skogin.“
34. Da vart mykin elskogin
Uti Ravna-bur;
Ravnin tæke trano i fagn,
Ho vart has vænaste brur.
Nu drog qver te sino uti skogin.
35. Fore dei icke vel i denne fær
Uti Ravnabur,
Gud late os fara ævindelig vel!
Skai i brurgom aa brur,
Gud late dei aldrig dagen trivast uti skogin!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |