Om de overtroiske Forestillinger, som knytte sig til Hesten

Joh. Th. Storaker

Om de overtroiske Forestillinger, som knytte sig til Hesten

Historisk Tidsskrift, første Række, første Bind, 1871 (s. 457-484).

Ligesom Hesten var vore Fædres fornemste Dyr-Offer og er det klogeste og vigtigste Husdyr, saaledes er den ogsaa i Folketroen meget fremtrædende og særdeles hellig.

Noget forskjelligt lyder Fortællingen om dens Skabelse.

Da Vorherre skabte Hesten, var den Vonde ikke fornøiet med den, men vilde have den omskabt til et andet Dyr. Da han ikke fik sin Villie frem, blev han vond og spyttede paa dens Ben, og dette spyt sees den Dag idag som hornagtige Udvæxter^[1].

En anden Gjengivelse lader Djævelen spytte paa den, da han var misundelig over den Nytte, Mennesket havde af den^[2].

Da Gud havde skabt Hesten, skulde den Vonde sætte Øinene paa den, hvortil han havde faaet Lov. Med en Øx hug han ind i Hestens begge Forben dybe Skaar, og her vilde han have sat dem; men det tillod Vorherre ikke. Saarene sees der endnu med Skorpe paa^[3].

Atter andre Gjengivelser lade Hesten blive skabt af den Vonde. Denne spytter da paa den, fordi han ikke kan give den Liv^[4]. Tildels lader ogsaa Sagnet den Vonde bede Vorherre om Lov til ogsaa at skabe en Hest, da han saa, hvilket vakkert Fyr det var. Og naar saa dette ikke lykkes ham, bliver han sindt og spytter paa den^[5].

Men disse fra forskjellige Bygder i det Mandalske samt fra Sætersdalen gjengivne Former af det samme Sagn fremstille aabenbart Hesten som en af de ypperste Skabninger, som den Vonde er misundelig over, og som han har Grund til at søge at skade.

I Tidens Morgen, da „alle Ting kunde tale“, ytrede ogsaa Hesten, saaledes som nogle andre faa Dyr, sine Ønsker, noget før den skulde miste Talens Evne.

Et Ønske var dette: „Tør mine Øine“^[6]; men de Fleste glemme det og have ikke Øine og Hjerter for dens Taarer, som den stundom sees at fælde, navnlig naar den ved Handel gaar over i en Fremmeds Hænder.

Et andet Ønske var det, at man vilde hjælpe til at trække om ikke med mere end Lillefingeren (eller endog blot med en Uldtraad), naar den var spændt for Læs og skulde op for Bakke^[7]. Men fra den Tid af hjælper enhver brav Bonde sin Hest med at trække Læsset, naar det bærer opfor, selv om dette er noksaa lidet.

Ogsaa sagde den, at man gjerne maatte kjere Hø med den hver Dag, naar den bare maatte faa meget at æde, og gjerne pløie hver Dag med den, naar den blot fik meget Korn^[8]. Derfor har Hesten altid Lov til at æde af Hø-Mukken om Hesten, og Havre skal den i hvert Fald have under Vaar-Pløiningen^[9].

I Sverige gaa ogsaa lignende Sagn^[10]; saaledes bad den om „at blive kjørt svedt paa Juledag“, hvilket sigter til en der som hos os kjendt og urgammel Jule-Sædvane^[11]. Naar en Wärends-Bonde den Dag idag efter gammelt Brug giver sine Heste Sæd til Jul, siger han, at det er, fordi de saa have begjæret det, den Tid da de kunde tale. Troligvis har det samme Ord ogsaa været kjendt her i Landet ligesaavel som Sædvanen, der hos os er velkjendt.

Folketroen lader ogsaa Hesten, ligesom de øvrige Husdyr, knæle i Stalden i den hellige Julenat i den Tid og Time, da vor Frelser fødtes.

Hesten har staaet og staar tildels endnu noder Indflydelse af baade høiere eg lavere Væsener, Guder og Godvætter saavelsom af selve Naturen. Men ærlig efterstræbes den af de onde Væsener, hvorfor den ogsaa i høi Grad er udsat for ond Indflydelse.

Engang Jomfru Maria var ude at reise, vilde Hesten gnave paa Marken. Hun blev utaalmodig herover og sagde: „Du skal faa Stunder til at knage“! Men fra den Tid har den havt for Sædvane uophørlig at gnave paa Marken i enhver ledig Stund for at blive mæt^[12].

Det er en velkjendt Folketro, hvorledes Nissen ynder Heste, og hvorledes den trækker Hø til dem i saadan Mængde, at de staa saa fede paa Stalden, at det glindser af dem. Især gjælder dette enkelte Heste. Dette har ogsaa faaet den vending, at „Smaakallerne“ synes om adskillige Heste, som man derfor maa behandle med Forsigtighed; saaledes bør man ikke, medens Hesten staar paa Stalden, tage Foder, som har ligget i en anden Hests Krybbe, og give den. Smaakallerne vilde blive vrede derover, og man kunde mindste vente at blive kastet ud af Stalden^[13].

Et særligt Tegn paa God-Vætternes Yndest for Hesten er den saakaldte Nisse-Flette, Thusse-Flette eller Trold-Flette, der tilskrives dels Nissen, dels Thusserne, Smaathusserne, Smaakallerne og tildels Troldene. „I Halen, men især i Hænge- eller Faldmanen, vil man hos de Heste, som disse Væsener have kastet sin Elsk paa, se nogle besynderlig sammenhurvede Fletter. Dette Tegn paa de Usynliges yndest maa Ingen forsøge paa at løse op eller at klippe bort; thi deri er en besynderlig Lykke dermed, og man kan være vis paa, at de Heste ville blive røgtede og trives godt, blive fede og kvikke“. – „Da jeg engang fik se en slig Flette og prøvede paa at løse den, kom Hestens Eier ganske betænkelig og bød mig at lade det være“^[14].

Ogsaa Klüwer, Norske Mindesmærker No. 6^[15], meddeler den selvsamme Folketro om „Thusse- eller Troldfletter“ som et Værk af de Underjordiske. Og han har til det meddelte følgende Tillæg:

„Hvor der er en Hest, som saaledes flettes, vil man til visse Tider af Natten ei besøge Staldene for ei at forstyrre Thusserne, der ikke alene flette, men ogsaa fodre Hestene. De fleste Bønder, som tro dette, paastaa, at dersom Thusserne forstyrres, især ved Midnatstid, saa bliver den Hest, de have antaget sig, ligesaa mager, som den ellers pleier at være fed til“.

Saadanne Fletter træffes stundom i Haarene hos andre Kreaturer, i Halerne hos Kjør og endog i Haaret hos Folk og have fra Hedenold af været betragtede som en stor Udmærkelse^[16]. I Danmark bære de Navn af Marelokker og i Sverige Martofvar og tilskrives natligt Mareridt. De i et andet Afsnit omhandlede Marklung eller Sigmundssvøber paa Træer, hvilke ligne disse Fletter og tillægges en lignende lykkebringende og skjærmende Indflydelse, tilskriver Folketroen samme Oprindelse; i Sverige kaldes de Marqvaster og tilskrives udtrykkelig natligt Mareridt^[17].

Men omend disse Fletter i vort Land saaledes ikke tilskrives ond Indflydelse, er Hesten alligevel i hei Grad udsat derfor.

„Medens endel Heste ere afholdte af de Underjordiske, er der andre, som de tvertimod plage og ride paa hver Nat, saa de om Morgenen ere skumlagte; de vantrives og plages ofte af Trold-Vridning ɔ: Krampe eller Fangtilfælde“^[18].

Al Sygdom, som de lide af, er en Virkning af lignende ond Indflydelse; derfor er der ogsaa Trylleformularer til at gjøre aat med derfor, for Kversil, Magt-Stjæling, Flog osv.

Julenatten tager Aasgaardsreien Hestene ud af Staldene og rider paa dem, og om Morgenen finder man dem staaende dryppende af Sved.

Vort Land har ogsaa den samme Folketro fælles med Danmark, at Maren rider Hestene. „Naar de sees at svede, skjøndt de staa rolige paa Stalden, rides de af „Murua“^[19].

For at forebygge saadant Mareridt gjøres et Hug paa den venstre Side af Hesteskoen, hvilket da kaldes „Muru-Hug“^[20].

Andetsteds bruger man i samme Hensigt at sætte „Marekorset“ over Hestens Ryg i Stalden^[21]. Marekorset er den hemmelighedsfulde Femkant

Virkningen deraf kan sideordnes med den, Hammers- eller Korstegnet har.

Eller man hænger en død Skjær over Hestens Ryg i Stalden; Maren vil da ikke kunne skade den, og Hestene ville trives bedre^[22]. Ogsaa hedder det, at men enten hænger en Skjær eller en Kraake over den^[23].

I Sverige rides Hestene ligeledes af „Maran“, naar de staa svede og urolige paa Stalden, og af Nøkken, naar de faa „Ref“ eller indvortes Krampe. Derfor hænges enten et brændt Væderhorn eller en død Skjær op i Spiltouget. Ligeledes ophænges Rovfugle, saasom Ørne, Høge og Ugler, over Stalddøren, forat Hestene kunne trives og beskyttes for Mareridt^[24]. Naar man hos os tildels endnu spigrer en ihjelslaaet Ugle fast til Væggen over Stalddøren, er dette en hensvindende Levning af den samme Folketroens Brug.

Især i Julen, men ogsaa ellers, har man hos os brugt at hænge de førnævnte Marklung eller Sigmundssvøber i Fjøs og fornemmelig i Stald for at skjærme dem for Aasgaardsreien. I Sverige kjendes den samme Sædvane, og det var der Tro, at Maren red dem og sparede Hestene. Andetsteds i Sverige ophænger man en Maresten i Stalden^[25], antagelig en „Tordensten“, som paa Grund af Brugen mod Maren bærer dette Navn.

Bestemte „Sveiv“ pas Haarene paa bestemte Steder af Hesten kjendes endnu som Mærke paa, at den ei skal lide nogen Udød ved Udyr. Som Bjørn og Skrub endnu kaldes Troldskab, have disse Mærker i sin Tid været tillagte Kraft mod virkelig Troldskab. Og Sveivene ere vel en God-Vætternes Gave til den. En tilsvarende Folketro er knyttet til Hunde med „fire øine“, d. v. s. foruden de to virkelige Øine to Flekker over disse med lys Farve og af Øinenes Størrelse.

Hesten er ligesom Hunden synen eller synsk, saa den ofte Dag som Nat ser meget Spøgeri og Skrømt, Gjengangere, museer og Underjordiske, som Folk ikke ser^[26].

Derfor standser den ikke saa sjelden op paa Veiene. Vistnok sker det for endel ogsaa med Folk, der er bestemte Steder, hvor man aldrig vil komme frem uden at snuble. Det er de underjordiske eller andet Troldskab, som lægger sig i Veien eller som lægger Hindringer i Veien for En^[27]. Per Sannum blev endog saaledes bunden af de Underjordiske, at han maatte staa en hel Nat i Hjemhagen sin^[28]. Men dog er Hesten især udsat derfor. Paa visse Steder, især saadanne, hvor en Ulykke er skeet, eller hvor En har gjort en Ulykke paa sig selv, ville de fleste Heste standse op. Og ofte standser den, hvor man mindst venter det. Folk sige nutildags, at den da er stædig; men de Gamle vidste godt nok, at det var de Usynlige, som skræmte den eller holdt den fast til Stedet, saa man ikke kunde faa den frem^[29].

Engang imellem kan man ogsaa faa se, hvorledes de onde Væsener holde Hesten. Rasmus H. red engang sent om Kvelden udover fra Vigmostad. I et Skar kom en Karl fra det ene Berg. Han var som en tolvaars Gut af Størrelse og havde blank Hat paa Hovedet. Han standsede Hesten, saa den ingen Vei kunde komme, skjønt den var meget urolig. Endelig spændte den saa haardt i Veien, at der kom Ildgnister, og saa maatte Karlen slippe den; men med det samme blev Rasmus bidt i Haanden og var vanfør i lang Tid efter. Det var saaledes Thussen, som var hos ham, og han blev thussebidt. Da Thussen, som altid gaar med blank Hat, maatte vige, slog han til Hesten, saa den lek af alle Kræfter. Rasmus vidste selv ikke ganske, hvorledes han kom frem; han havde nok med at holde sig fast, og da han naaede hjem, havde Sadelen vredet sig paa Hesten, saa den hang under Bugen^[30].

Derfor er det ogsaa et Ordstød at sige om en rask Hest: „Den løb, som der var noget Ondt efter den“^[31].

Som oftest sees dog ikke det Onde, som holder den, af Andre end af Hesten selv. Naar den saa stopper op, saaledes som det gik med Per Sannum i Asmyrbakken^[32], er der det Raad at slaa Ild eller at faa fat i en Varmebrand og fyre over, rundtom og bagenfor Hesten med^[33], og har man ikke Fyrtøi med sig, eller man ikke kan faa fat i Ild, saa faar man lede Hesten rundt i Veien paa samme Flekken, til den slaar Ild med de staalsatte Sko.

Den Egenskab, at Hesten er synen eller synsk, kan ogsaa overføres paa Mennesket^[34]. Naar man saa har faaet Øie paa det Vonde, som holder den, taber det sin Magt og maa vige, endog om det var „Styggen“ selv.

Naar derfor Hesten bliver holdt for En, bøier han sig fremover dens Hoved, griber fat i Bidselringene og ser gjennem dem. Saa faar han se det Onde, og det er forskrækkeligt, hvordan det ser ud. Hesten løber da, og det gjælder blot at holde sig fast^[35].

Eller man løfter Bidselet lidt op fra Hovedet og ser gjennem Aabningen mellem dette og Hestene Hoved. Virkningen heraf er den samme^[36].

Eller man lægger begge dens Ører sammen med Spidserne og ser gjennem den derved dannede Aabning; saa faar man Øie paa de Underjordiske, og disse maa slippe^[37].

Eller man ser gjennem Aabningen mellem Høvret og Manken. Saa faar man se og bliver fri for det, som spøger og skriger ynkelig paa Ugjerningsstedet^[38].

Men at Hesten i saa hei Grad er udsat for det Onde, skal være en Følge af, hvad før er fortalt om dens Skabelse, hvorved den Vonde har faaet mere Magt over den end andre Dyr^[39].

Den er ogsaa udsat for ond Indflydelse fra de Døde, fra Mennesker og Dyr.

Aldrig bør man kjere Lig med en Hoppe, som er føl-tung, for da vil Føllet blive et Daud-Bæst^[40].

Har man Avind i en Mands Hest, maa denne, ogsaa efter den svenske Folketro, vantrives, just som Tilfældet er med det øvrige Kvæg.

Naar en drægtig Hoppe ligger paa Lammeskarn, vil den skyte ɔ: kaste Føllet for Tiden^[41].

For at skjærme Hesten for al ond Indflydelse gives foruden de ovenfor nævnte særlige Midler ogsaa mere almindelige.

Spyting. Naar Hesten om Vaaren slippes paa Skogen, skal man spytte efter den; somme spytte i Kors over den^[42], Andre spytte 3 Gange efter den^[43]. I Sætersdalen pleier man ogsaa at spytte over hvilketsomhelst Kreatur, som føres til Skogen; det vil da blive bevaret for al Slags Ulykke – Ligesaa skal der spyttes, naar Sælen tages af den^[44]. – Naar en Hest er skoet, spyttes under Hoven, idet man siger „tvi“; Somme have brugt at spytte 3 Gange paa hvert Ben. Undlod man det, vilde det paa en eller anden Maade gaa galt. Skoen vilde falde af, Sømmen vilde rive Hoven sønder, eller Benet vilde komme til Skade o. s. v.^[45].

Korsing. Andre bruge at korse med Haanden og nævne Jesu Navn, naar Hesten slippes paa Skogen, forat den kan gaa fri for Troldskab, som i de Gamles Mund betyder Udyr som Bjørn og Skrub^[46]. – Ved Skoing af Hesten bruger man andetsteds at slaa Kors for Hoven, naar Skoen er fæstet^[47].

Tilsvarende Sædvaner ere ogsaa kjendte i det øvrige Skandinavien. Hver Gang man i Sverige lægger Bidslet eller Grimen paa Hesten, har man at spytte paa Milet eller gjennem Grimen; thi ellers kommer „han i vattnet“, d. e. Nøkken, og fordærver Hesten. – I Danmark pleier Bonden, første Gang han Vaar eller Høst skal pløie, at kaste Plogøxen og Kjeppen overkors foran Hesten og kjere Plogen 3 Gange derover, at intet ondt skal ramme hverken ham, Hesten eller Sæden. – I Jylland pleier man at gjøre Kors foran Hestene, naar man vil ride ud, at intet ondt skal ramme dem^[48].

Navnene paa mange af Eddaens Gudeheste ere hentede fra Ildens, Guldets, Sølvets eller Ædelstenenes Egenskaber. Grimm antager, at de Guderne helligede fleste saavelsom deres Beslag og Bidsler vare paa forskjellig Maade prydede dermed. Men disse Gjenstande tillægger Folketroen stedse en helligt skjærmende Indflydelse. Endnu ser man de saakaldte „Ormehoveder“, d. e. en Art Søsneglehuse, fæstede i Rader paa Bidslerne og Metalprydelser paa Skylapperne^[49]. Det er troligt, at disse Gjenstande, foruden at pryde, tillige i sin Tid tillagdes en hemmelig Magt mod Forgjørelser, ligesom Kvindens Bryst- og Halssmykker.

Følgende Regler har man desuden at iagttage:

Naar Hesten slippes paa Skogen, maa man ikke slaa til den med Bidslet – saaledes som uvorne Gutter gjerne gjøre, naar de have taget det af den –; thi saa vil den ikke gaa i Fred for Udyrene^[50]. Jfr. Slag-Bjørn.

Det Søm, som har saaret Hestene Hov, saa den bløder, tages ud og slaaes ind i en Væg, saa skal Hesten ikke blive halt^[51].

Kun En, ikke To eller Flere, maa spænde Hesten for Slæden eller Vognen; den vil ellers snart kjøres træt^[52]; det vil gaa galt paa en eller anden Maade, især naar der skal kjøres over Is^[53]. Fra et Sted hedder det, at gamle Folk troede fast paa dette.

Naar Hesten spændes for Slæden eller Vognen, maa Sælen ikke tages af den, medens den staar i Skjækerne; thi da vil noget Ondt komme til at ramme den^[54].

Ikke skal man sige „Stakkel“ til en Hest, som staar i Sælen^[55]; – den kunde vel derved blive det.

Første Gang man kjører med den unge, utæmmede Hest, skal man have en Sopelime og en Sten paa Slæden. Grunden hertil var dog glemt i den Bygd i Gudbrandsdalen, hvorfra Meddelelsen skriver sig. Ved Mandal brugte nok de Gamle i saadant Tilfælde et Sten-Læs. Og fra en enkelt Bygd sammesteds har man vidst at fortælle, at det første Læs, som trækkes af et Føl, tilhører den Vonde. Har et Menneske været uforsigtigt nok til at sætte sig paa, er der lidet Haab .for ham om at blive salig^[56]. Gjemmer et Minde sig heri om det nære Forhold, hvori den unge, af Mennesker hidtil ubrugte Hest stod til de høie Guder, og om at de vare tilstede og modtoge det første Læs som et Offer, givet for Hestens Lykke og Trivsel?

Et andet Afsnit har meddelt Regler for, hvorledes man skal klippe dens Man og Hale, skjære dens Hove og sko den under det rette Maaneskifte samt tæmme den ved Vaxand^[57] eller endog i den hellige Julenat, idet man tillige lader den drikke al en Jordkilde, forat den kan blive fyrig som Ilden eg rask som Vinden og faa Julenattens hellige Natur i sig.

Men Hestene Indflydelse .baade paa den levende og livløse Natur er ogsaa meget stærk.

Paa flerehaande Maader er den varslende.

Den er god i Møde; foretager man en Reise, kan man ikke faa bedre Møde, som varsler et heldigt Udfald af Reisen, end Hest og Mand^[58].

Drømme om Hesten ere Uveirs-Varsler. – Men det hedder ogsaa, at det varsler Ulykker, Ildebrand, Dødsfald o. s. v.^[59]. I Buskerud gjælder det dog kun, naar Hestene ville skade den Drømmende. I Salten varsler det Ildebrand, naar man drømmer røde Heste, og i Hallingdal Dødsfald, naar man drømmer sorte Heste. Ved Mandal varsler det „et stort Fald“, at man drømmer, at man rider paa en sortbrun Hest.

Naar den saaledes i Drømme stedse varsler det, som ondt er, stemmer det vistnok med Hovedregelen for Drømmes Udtydning, at i Drømme er alt forkjert, omvendt; men Grunden dertil er nok egentlig at søge i de urgamle mythiske Forestillinger om den. Tilfældig Tale, Drømme o. s. v. om Gudeverdenen og alt, hvad dermed staar i Forbindelse, varsler overhovedet vigtige Ting, saasom Sorg og Dødsfald. Man erindre ogsaa den poetiske omskrivning af Galgen med „Odins Hest“. Hos vore Fædre skinner ogsaa Troen om den ildevarslende Betydning af Drømme om Hesten igjennem. Efter Olaf Trygvessøns Saga drømte Kark, at Olaf gav ham en Hest; men dette udtydede Jarlen saaledes, at han vilde lade ham hænge. Her synes ogsaa at være en Forbindelse mellem Hesten og „Odins Hest“.

I Sverige har man det Varsel, at om Bondens Hest dør, saa tyder det paa, at Far selv skal dø, eller at en anden stor Ulykke er paafærde^[60]. Regelen er mærkelig derved, at den synes at stille Hesten i et lignende Forhold til Husbonden som Tuntræet, der falmer, naar han bliver syg, og dør, naar han dør.

Naar Hesten ryster sig med Sælen eller Sadelen paa, varsler det Uveir^[61]. – Andre sige, at man snart skal komme til at handle paa den^[62]. Men det hedder ogsaa: Naar den Hest, hvormed man kjører Barnet til og fra Kirken, den Dag det er til Daaben, ryster sig, medens den har Kjøregreierne paa, skal Barnet dø^[63]. – Ryster den sig tæt ved Husets Dør med Greierne paa, er der en Feig i Huset^[64]. – Ryster den sig med Sælen paa, skal den snart trække Lig^[65]; i Danmark er ogsaa det samme Dødsvarsel kjendt^[66].

Naar Hesten saaledes rystede sig, var det Sædvane hos de Gamle at spytte paa den, tildels 3 Gange. Man tænkte sig, at noget Ondt var over den. Nogle sagde, at det var den Vonde, som var paa Ryggen af den, hvorfor man maatte spytte, sad Høsten kunde blive ham kvit^[67].

Ser Hesten tung og sorgfuld ud, spaar den, at den snart skal trække Lig^[68]. – I Sverige gjælder det samme Varsel den Syge, naar Presten kommer i Sognebud, i Tydskland ligesaa, naar Presten kommer for at meddele den sidste Olie^[69].

Gnaver Hesten sit Hovskjæg, spaar den, at den snart skal trække Lig^[70].

Vælter en Hest sig for Stuedøren, er En feig derinde^[71].

Knegger en Hest – Andre: Lighesten – i et Ligfølge, er det sikkert Tegn paa, at der snart skal blive et Lig til^[72].

Ser Lighesten sig tilbage, naar den drager en Død til Graven, skal snart en Død til føres til Graven samme Vei^[73].

Standser Lighesten under Bortkjørselen fra Huset, vil En snart „komme efter“ fra samme Hus; tverstandser den i Ledet eller Grinden, som gaar af Gaarden, vil snart et andet Lig gaa samme Vei^[74]. Der bliver snart Lig i den Familie, paa hvis Eiendom Lighesten standser^[75].

Skynder Lighesten sig meget, naar den trækker et Lig til Graven, skal den snart trække et til^[76].

Begynder Lighesten Gangen med et af de nedre Ben, skal et Mandfolk dø først paa Gaarden dernæst; begynder den derimod med venstre Fod, vil et Kvindfolk blive den næste, som skal kjøres bort^[77].

Naar Lighesten efter Tilbagekomsten fra Graven stikker Hovedet ind i Stuen, er En feig derinde^[78].

Som Lighesten i høi Grad varsler, maa ogsaa bestemte, betegnende Sædvaner iagttages, den angaaende.

Naar man saaledes skal kjøre et Lig med en Hest, maa man fortælle den det, med det Samme den tages ud af Stalden, og inden Greierne ere lagte paa den; undlod man det, vilde den siden blive meget frygtsom af sig^[79], eller vilde Liget blive saa tungt, at Hesten vilde blive ganske udslidt ved at trække det^[80].

Naar Ligfølget kommer til Kirkegaarden, spændes Lighesten bagvendt med Hovedet mod Slæden, indtil Liget er begravet^[81]. I Hallingdal ligesaa; dog spændes om igjen, før Liget tages af Slæden. Hermed stemmer nok ogsaa Regelen fra Romerike: at man skal lade Lighesten lugte paa Ligkisten, før man bærer Liget ind paa Kirkegaarden. I Guldalen^[82] spændes Hesten ligeledes fra; men derpaa føres den 3 Gange omkring Kjærren, før Kisten løftes af. – I Danmark samme Sædvane med at vende Hesten om, hvorved man agter at forhindre, hvad man ellers tror kan indtræffe, nemlig at Hesten faar Ligfald^[83].

Endnu et Par varslende Mærker:

Sukker Hesten, skal man snart komme til at handle den bort^[84].

Ligesaa, naar den klør (ved at bide) sig paa Knæet eller et af Forbenene^[85].

Letter Hesten paa Foden under Maalingen af dens Høide, naar der er Spørgsmaal om Handel, vil den ikke fra sin Husbonde^[86]. – I Danmark vil en Hest, som skal sælges, finde en Kjøber, om den løfter paa Ørene, idet den trækkes ud af Stalden^[87].

Hesten staar naturligt som et Sindbillede paa Kraft og Udholdenhed. Ligesom man siger: „stærk som en Bjor“, d. e. Bæver, hedder det ogsaa: „stærk som en Hest“, eller: „han arbeider som en Hest“. Denne Hestens Kraft kan overføres paa Mennesket.

Føder en Kvinde og en Hoppe paa engang, kan man svøbe Barnet ind i den „Sæk“ eller Hinde, som har omgivet Føllet. Naar det har ligget deri en kort Stund, tages det ud igjen. Derpaa maa Barnet faa Hoppens Melk at drikke. Det maa ikke før have nydt noget af Modersmelken, ligesaalidt som Føllet maa have smagt Hoppens Melk. Saa vil Barnet, naar det voxer op, blive stærkt som en Hest; men Føllet vil ikke blive stærkere end et Menneske^[88]. – Som det sees, er Vægten lagt paa den første Melk, Hoppen giver, ikke som i Eventyret om Grimsborken^[89] paa Mængden.

Ogsaa efter den danske Folketro er den Hinde, hvori Føllet kastes, meget virksom; den Pige, som ved Midnat kryber igjennem den, vil kunne føde Børn uden Smerte; men rigtignok blive hendes Sønner til Varulve og hendes Døtre til Marer^[90].

Troen paa denne Hindes Kraft staar ellers i nøie Forbindelse med de Forestillinger, man har knyttet til den saakaldte „Seierskjorte“, „Seierssærk“ eller „Sigerhue“, hvori endel Børn fødes.

I Sverige sees Hesten i flere Henseender at tillægges lignende Indflydelse baade paa Folk og Fæ. Faar et udøbt Barn først røre ved en Hest, faar det god Lykke med Heste. Sættes et spædt Barn at ride paa en Hest, saa vil det som ældre kunne bøde Sygdom paa disse Dyr blot ved at røre ved dem. Tager man en nyfødt Kalv op i et Hestedækken, bliver den glathaaret^[91].

Dragen har sin Kraft for endel fra Hesten. Det er en velkjendt Folketro, at naar Ormen har hugget en Mand, faar den Forstand; naar den har hugget en Fugl, faar den Vinger, og naar den har hugget en Hest, faar den Manke, og saa er den Drage.

Hestens hemmelighedsfulde Kraft er ogsaa stundom forgjørende og trolddomsagtig.

Man maa vogte sig for at gaa saaledes med Melkebøtterne, at Hestene skulle faa se ned i dem; thi da tager Melken Skade^[92].

Hestesælen maa ikke komme ind i Stuen, hvis der er en svanger Kvinde^[93]. Meningen er antagelig den, at hun da ei vil blive forløst.

En svanger Kone maa ikke gaa ind i nogen Drog; thi da vil Barnet faa Fødder, som ligne Hestens^[94].

Et Slags „Fald“ er „Heste-Fald“ Har en Hest væltet sig paa Marken, og en svanger Kone er den første, som gaar over det Sted, da faar det Barn, som hun gaar med, Hestefald, der bestaar i, at Barnet vil komme til at knegge som en Hest.

Hermed kan sammenholdes vore Fædres Tro paa, at der med et afhugget Hestehoved kunde øves Trolddom, som naar Egil Skallagrimsson ved Hjælp deraf reiser Nidstang mod Kong Erik og Dronning Gunhild.

Dens stærke og hellige Kraft er dog ogsaa virksom mod Sygdom og anden Forgjørelse.

Saaledes kan man blive Vorter kvit ved at stryge dem paa en sved Hest^[95].

Ligesaa ved at bade sig i Heste-Urin^[96].

Mod Kighoste bruges det at drikke Hoppemelk, som i den Henseende skal være et fortrinligt helbredende Middel^[97]. – I Sverige er Regelen den, at man mod Kighoste skal drikke almindelig Ko-Melk af en Hestehov^[98]. .

Findes en Hestesko med alle Søm, er den, især naar den bliver opbevaret i en Kirke, et ypperligt Middel, og ved Nedrivning af gamle Kirker har man fundet saadanne. Et andet Afsnit vil fortælle nærmere herom. I Danmark og Tydskland sees ogsaa en Hestesko, slaaet fast paa Dørtrinnet, at være et godt Middel mod Gjengangeres Spøgeri, og den bringer Lykke, begge Dele især, om der er 9 Huller i den. Lignende Folketro ogsaa i England^[99].

Naar „Rid-Hammeren“ plager Kreaturer, bruger man at lægge Hestesæle paa det plagede Dyr.

Tager man et Bidsel af en Hest og lægger det indenfor Kirkedøren, vil Troldkjærringen, om hun kommer ind, vrinske som en Hest, og derpaa kan man da kjende hende^[100].

Og fra Sverige hedder det, at naar Mæskningen er forgjort under Brændevinsbrænding, saa den ikke vil lykkes, skal man blot lade Hesten nyse i Brændevinspanden^[101].

Endelig kan det ogsaa anføres, hvad i et tidligere Afsnit er meddelt, at man i Thelemarken^[102] paa Julaften bagede en Kage, som fik Navn af „Hel-Hesten“, og som blev fortæret paa Kyndelmessedagen efter, – vistnok en Levning af en Offerbrug, som i sin Tid tillagdes en vigtig Indflydelse.

Det er en bekjendt Sag, hvorledes Hesten i den hedenske Tid agtedes som et særligt helligt Offerdyr, og at Hestekjød derfor ogsaa var en yndet spise ved Offermaaltiderne, medens Nydelsen deraf efter Kristendommens Indførelse snart blev anseet som det største Brud paa den nye Tro. Desaarsag nyde i Folkesagnene kun Riser og Trold Hestekjød, som naar den i et sætersdalsk Sagn levende Kjæmpe Grette Aasmundssøn træffer en Rise og Gygr, der i en uhyre Kjedel, som siden bliver givet af ham til Røldals Love-Kirke, koger paa engang en hel Hest. „Kristent Folk maa derfor ikke æde Hestekjød“. Nogle sætte ogsaa denne Folketro i Forbindelse med Sagnet om den Vondes Indflydelse paa den ved dens Skabelse^[103].

Et Minde om Hesten som Offerdyr er endvidere den nedarvede Mening, som engang var gjængs i vort Land saavelsom i Sverige^[104], at det at slagte Heste med Kniv og flaa Huden af dem (ligesom Hunde og Katte) var et uærligt Arbeide, et Rakkerarbeide, som man lod udføre af omreisende Tatere. Ved den af den nye Tro fremkomne forandrede Anskuelse arvede disse denne Del af Offerpresternes Gjerning.

Vore gamle Myther stille Hesten i et nøie Forhold til Guderne. Maaske var den især helliget Odin og Frey. Gudernes Kræfter overførtes derfor ogsaa paa Hesten, endog paa saadan Maade, at denne dyrkedes, vistnok som deres Sindbillede. Som man ved Gudetemplerne holdt hellige Heste, der ikke alene tjente som Offerdyr og til at hente Forudsigelser fra, men ogsaa til at trække Gudevognen omkring, saaledes tillagdes ogsaa Guderne Heste med særegne Navne. Solen, Maanen, Dag og Nat kjøre med Heste. Paa Sleipner, som Loke havde avlet med et Trold, for Odin over Landene. I den svenske Folketro rider endnu Odin paa en høi, sort Ganger; eller han kommer kjørende i Vogn med sorte Heste for og med en eller to Tjenere foran sig, ligeledes ridende paa sorte Heste^[105]. Hvorledes man der som hos os har ofret til Odins Heste ved at spare lidt Hø efter paa Marken, er allerede meddelt i et andet Afsnit^[106]. Ligesom Sigurd Fafnesbanes Hest, Grane, nedstammede fra Sleipner, saaledes have Heltenes Heste overhovedet arvet de samme Egenskaber, som Gudernes Heste have. Naar Guder og Helte fore over Landene paa stolte Gangere, farer Aasgaardsreien paa samme Vis om i Julen. Ogsaa dens Heste ere sorte^[107] og have Øine, der lyse i Mørke og funkle som Ildgløder. Og tager den Heste ud af Staldene, finder man dem om Morgenen saa svede, at det drypper af dem, just som Fraaden af Rimfaxe skaffer Dug i Dalene.

Træffende Træk, som vise denne Sammenhæng mellem Hesten og Gudeverdenen, er Folketroen om, at baade Nøkken og Djævelen vise sig i en Hests Lignelse. Efter den norske Folketro gaar stundom Nøkken paa Land som Hest, og de, som forledes til at sætte sig paa den, bærer den med sig i Dybet. Paa Island samme Tro. I Sverige bærer Nøkken som saadan endog Navnet „Vattenhästen“ eller „Bäckahästen“^[108]. Efter den norske Folketro omskaber Djævelen sig i en Hests Lignelse, men kjendes da paa Kløerne; skaber den sig om til en Mand, kjendes han paa Hestefoden. I Danmark sees ogsaa hans Hestefod, naar han som Gjæst er med ved Spillebordet^[109]. I Sverige gik endog Sagn om, at Djævelen i en Hests Lignelse dandsede hver Nat paa et Loft, – at man søgte at „bortlæse“ den „svarte Hesten“ paa en Kirkegaard, – at en Mand skjød den „store Hesten“ lige i Panden^[110].

Men Folketroen om Nøkken viser Odin som Vandaand. Da den nye Tro brød igjennem, bleve Hedendommens Guder til onde Aander; dette fremtræder overmaade klart i de svenske Overleveringer, hvad Odin og Djævelen angaar, idet hins Egenskaber overførtes paa denne. Hyltén-Cavallius antager ogsaa, at naar det er svensk Folketro, at Nøkken saavelsom Maren rider Hestene, hvorfor man hænger den Odin helligede Skjær i Stalden eller Rovfugle, ligeledes Odin helligede, over Stalddøren for at fri dem for Mareridt, saa grunder dette sig ligeledes paa en Forvexling med Odin eller Djævelen. Og han ser ogsaa heri et Vidnesbyrd om, at Hesten var Odin helliget.

Den nøie Sammenhæng, som der findes mellem Hesten og Gude- og Helteverdenen, viser sig ogsaa i Hestens Egenskaber. Den særlige Klogskab og Kraft, som den har, er en Gudernes Gave til den. Hest og Rytter vare som Et, og Rytterens Egenskaber bleve ogsaa Hestens, hvad enten Odin, Sigurd Fafnesbane, Hellig Olaf eller Askeladden sad paa dens Ryg.

Naar Helten var falden, sørgede Hesten; saaledes da Sigurd Fafnesbane var død:

„Grane da sørged,
Mod Grans bøied Hoved;
Hesten jo vidste,
Herren ei leved“.

Og i Eventyret hedder det: „Hest fik hun; hun skulde bare slaa den under det venstre Øre og bede den gaa hjem, saa gik den“^[111].

Paa Grund af denne dens Klogskab gjør Sagnet den ogsaa tildels ansvarlig for, hvad den gjør.

Oppe paa Helle i Undalen boede en Kjæmpe ved Navn Stigan^[112]. Han havde en Hest, som „etter Maaden“ ikke var ringere end han selv. Dens Mage saaes ikke. Den var blakket og kaldtes derfor Helleblakken. Naar Stigan var ved Kirken, bandt han den paa en bestemt Plads nær en Bæk. Stedet kaldes derefter endnu Blakstad-Vadet. En Søndag rev den sig løs og løb paa Hjemveien. Underveis greb den en Pige, som skulde til Kirke, løb med hende i Gabet og mishandlede hende saaledes, at hun døde kort efter. Derfor skulde Hesten lide Straf. Den blev spændt for Greierne og kjørt hen til det Sted, hvor den havde gjort Ugjerningen. Her læssede Bygdens Mænd saalænge Sten paa, som det var den muligt at trække, hvorpaa de alle sloge til den med sine Stokke, og da den ikke kunde orke længere, men var sprængt, sloge de den ihjel paa Stedet. Stenlæsset blev kastet over den. Det er en meget stor Stenhob, som endnu sees og kaldes „Blakstad-Læsset“^[113].

Det første Legetøi, som Landsgutten skal have, er en Træ-Hest. Guttens første Tegning er Hesten. Det er en Begivenhed i Guttens Liv, første Gang han faar Lov til at sidde paa Hesteryggen; han ter sig da som en Helt. Et spottende Stev ved ogsaa at tale om „Gutten med den gule Vesten, som sad saa kjækt, da han kom paa Hesten“. Den er Husbondens Stolthed, og man kan ikke sjelden faa høre om En: „Han holder vist mere af Hesten end af Konen sin“. Man har ogsaa den Regel:

Som Manden er mod Hesten, saa er han ogsaa mod Konen^[114].

Endnu gjævere maatte den være i den gamle nordiske Krigers Øine. Betegnende er det, at der til dere af Aarets største Høitids- og Mærkedage er knyttet det Mærke, at Veiret vil blive godt i den paafølgende Tid, om Solen skinner saalænge, at en Mand kan faa sadlet sin Hest. I et tidligere Afsnit have vi seet det at være en Sædvane i en enkelt Bygd at tegne Hest og Rytter, som kjæmpe mod en Julebuk, og hænge Billedet paa Væggen Julen igjennem. Paa Guldbrakteaterne gjælder dens Kamp Drager.

Den gamle Helt maatte være troldkyndig, og Hesten havde Tryllekraft. Endnu seirer den begunstigede Hest i Kamp, hvor Troldskab er med i Spillet.

Der var engang en Mand, som aldrig kunde beholde sine Heste for Bjørnen. Manden vidste intet Raad. Endelig fik han høre Tale om en Hest, som Bjørnen ikke kunde faa Bugt med. Denne Hest kjøbte han og reiste strax med den til sin Støl, hvor Hesten skulde gaa, og hvor Bjørnen holdt til. Han blev en Tid for at se, hvorledes det vilde gaa. Om en Stund kom Bjørnen, og der blev en stor Kamp mellem den og Hesten. Denne værgede sig godt, og Bjørnen blev tilsidst træt, gik fra Hesten hen i en Bakke og satte sig.

Som Manden sidder godt skjult i en Lade og giver nøie Agt paa Bjørnen, faar han til sin store Forundring se, at Bjørnen forvandler sig til en Mand foroven, medens han er Bjørn forneden, og at han faar Piben frem og tager sig en Røg. Manden skjønner, at Troldskab er her paafærde. Han har Værge med sig og skyder paa Bjørnen, og denne stuper paa Stedet. Da han kommer derhen, ligger hans egen Nabo død der, hvor han ventede at finde Bjørnen^[115].

Sagnets Hest kjender ingen Hindring. Engang skal St. Olafs Hest have hoppet over Skagestadvandet i Holme. Paa Gaarden Skagestad sees Sporene af dens Bagben og paa Vætnes paa den anden Side af Vandet Sporene af dens Forben. Spranget har været saa omtrent en Halvfjerding^[116].

Paa begge Sider af Vandet Framvaren paa Lister sees i Klippen Sporene af Hoverne paa St. Olafs Hest. Stedet hedder „Hestespranget“ og er en Fjerding langt.

Paa et Nes paa den sydøstlige Side af Storøen og ligeledes paa den ligeoverfor liggende Klosterø vises Spor af Hestehove, omtrent en Favn i Gjennemsnit. En Hest – om St. Olafs, melder ikke Sagnet – skal her have hoppet over fra Ø til Ø. Afstanden er vel en halv Mil.

Lignende Sagn ere kjendte omtrent i hver Bygd i Landet.

Folketroens Hest er hellig, varslende og klog. Den farer med uimodstaaelig Kraft paa Land, over Hav, gjennem Luften saasom Odins og Aasgaardsreiens Heste, opad den bratte Bergside og Glasberget som Askeladdens i Eventyrene^[117], gjennem Ild og røde Flammer som Skirners og Sigurd Fafnesbanes Gangere. Den er sort og frygtindgydende som Natten, kommer med Døn og Dur og fører Rædsel med sig, som naar det bliver stille i det lystige Julelag, naar Aasgaardreiens Heste høres. Den har ildige Øine som Helten, der sidder paa den, og som Bingsens, der lyse i Mørke. Ud af Næseborene fraser den Ild og Luer som Risens Hest i Eventyret^[118]. Hovslagene falde saa kraftigt, at Bergene blive som bløde, og „Hestehovene“ staa som Vidnesbyrd den Dag idag om Folketroeos og Folkedigtningens Kamphest for Guder og Helte.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Meddelt fra Bjelland, Konsmo, tildels Øslebø.
2. Finsland.
3. Øslebø, Sætersdalen.
4. Vigmostad, Hartmark.
5. Øslebø, Vigmostad.
6. Mandal.
7. Mandal.
8. Mandal.
9. I en nyere Vise, hvori de forskjellige Dyr udtale sine ønsker fra den Tid, da alle Ting kunde tale, synger Hesten:

   „Kjør sagte ved Reisens Begyndelse og Slut;
   „Opfor og udfor kan du la’ meg gaa smaat;
   „Kommer eg paa Sletta, kan eg nok strække ud,
   „Naar du kun paa Stallen vil stulla meg godt“. (Mand.).

10. Hyltén-Cavallius, Wärend I, 317; II Till. til § 83.
11. Meddelt i et tidligere Afsnit. Henvisningerne ville i det Følgende blive udeladte.
12. Lister.
13. Guldalen.
14. Romer., Hdm., Gudbr., Østerd., Hadel. Ørked., Guld., Thjm, Strind., Verd., Namd Helgel.
15. Manuskr. i Thjm. Vidensk. Selsk. Bibliothek.
16. Det er bekjendt, hvorledes Kristian den Fjerde havde en saadan i Haaret paa den venstre Side, hvilken han lod flette som en Pidsk og bar nedhængende paa Brystet.
17. Thiele, Den dansk. Alm. overtr. Men. 752. F. Magnusen Eddalære IV 286. Wär. I 349. – Den tydske Frau Holle er en Spinderske, bærer selv sammenviklet Haar og sammenspinder ogsaa Andres. Den tydske Mare sammentygger eller forvilder ligedan Haaret hos Folk og Fæ til Wichtelzoph, Alpzoph, Mahrenlocke etc., eller Husaanderne eller Følgesvendene danne disse uopløselige Knuder til Sellentost etc. I England gaa Fletterne under Navnene elflocks, elvish knots, og de ere kjendte langt videre. Engang opførtes disse Haar som en særegen Art, Plica polonica (Grimm, D. M. 247, 433).
18. Klüwer, anf. Manuskr.
19. Hedem.
20. Hedem.
21. Jarlsb., Laurvik. Denne, under Navn af Pentagramma, Pentalpha ogsaa Pentagon kjendte, tre Gange sammenslyngede Trekant har fra Oldtiden af og gjennem Middelalderen været nyttet som et hemmelighedsfuldt Sindbillede og et kraftigt Tryllemiddel. Den var ogsaa optaget i Druidernes Sædvaner. I Tydskland hed den Truhtenfuss, i Danmark ligesom hos os Marekors. I en svensk Optegnelse af svartebogen eller Cypriani Formaning har den faaet Navnet „Jomfru Marias Vaaben“, udenat det sees, hvorledes den dersteds anvendtes. Den ovenfor anførte Meddelelse indeholder det eneste Tilfælde, hvori jeg har truffet paa Marekorsets Anvendelse i de norske Folkesædvaner.
22. Rom., Gudbr., Jarlsb., Laurv., Strind., Salt.
23. Salten.
24. Wär. I 211–12.
25. Wär. I 350.
26. Buskerud, Mand., Helgel. Ligesaa i Sverige, Wär. I 333.
27. Mandal.
28. Asbjørnsen Huldreev. 2 Udg, 1, 60.
29. Mandal.
30. Sammesteds.
31. Mandal.
32. Asbj. Huldreev. I, 60.
33. jvfr. smst. p. 61.
34. Ogsaa efter den svenske Folketro, Wär. I, 333.
35. Mandal, Jæderen. Sml. Asbj. Huldreev. I, 62.
36. Strinden.
37. Mandal, Helgeland.
38. Jarlsberg.
39. Mandal.
40. Gudbrd.
41. Søndm.
42. Mandal, Søndfj.
43. Sætersd.
44. Østerd., Mandal, Søndfj.
45. Mandal.
46. Sammesteds.
47. Gudbrd., Hallingd., Nordm., Guld.
48. Wär. II Till. til § 65. Thiele 301, 253.
49. Mandal.
50. Sammesteds.
51. Østerd., Guld.
52. Verdalen.
53. Østerd., Guld., Thjem., Inderøen.
54. Østerd.
55. Aker.
56. Mandal.
57. d. e. ved tiltagende Maane.
58. sml. Grimm 1081.
59. Hedem., Mandal, Guld.
60. Wär. I, 334.
61. Flere andre Veirmærker hentes fra Hesten.
62. Mandal.
63. Sammesteds.
64. Mandal.
65. Solør, Bamble, Mand., Verd.
66. Thiele Nr. 379.
67. Mand.
68. Solør.
69. Wär. I 334. Thiele 379.
70. Solør.
71. Gudbr., Valders, Ringer., Mand., Guld., Senj.
72. Østerd., Hedem. – Det er svensk Folketro, at om Hesten knegger i et Brudefølge, er Bruden ikke Mø (Wär. I 334). Hestevrinsken har ellers været et heldbringende Tegn, for Krigere et Forbud om Seier. Nærmere Grimm D. M. 624.
73. Ørked.
74. Hedem.
75. Nordfj.
76. Lister.
77. Søndfj.
78. Gudbr.
79. Helgel.
80. Salt., Senj.
81. Valdres, Hedem., Mand.
82. Folkevennen 8 Aarg. 469. Sundt, Ædruelighedstilst. 101.
83. Thiele 258.
84. Mand.
85. Mand., Sætersd.
86. Mand., Lister.
87. Thiele 254.
88. Salt., Helgel., Mand.
89. Asbj. og Moe, Folkeev. 4 Udg. 183.
90. F. Magnusen, Eddalære IV 141.
91. Wär. I 322. 344. Se ogsaa Grimm D. M. 624.
92. Guldalen. Etter Sundt, Ædruelighedstilst. 95.
93. Hardanger.
94. Sammesteds.
95. Mandal.
96. Jarlsb., Mand., Søndfj.
97. Mand.
98. Wär. I 334.
99. Thiele 150. 708. F. Magnusen Eddalære IV 281.
100. Namd.
101. Wär. I 334. Sml. ogsaa Grimm D. M. 624.
102. Efter Wille, Sml. Beskr. 245 Jvfr. F. Magnusens Eddalære IV 350 fl.
103. Mand.
104. Se f. Ex. Wär. I 156. 333.
105. Wär. I 210. 219.
106. Sml. Grimm D. M. 140 fl.
107. Ogsaa Bonde Veirskjæg red paa en sort Hest, Asbj. & Moe, Folkeev. 295 fl.
108. Wär. I 211. 259. 264.
109. Thiele 765.
110. Wär. I 211. – Det kan tilføies, at i Eventyret om Enkesønnen er Hesten en Prinds, som var kastet Troldham paa, Asbj. & Moe, Folkeev. 55 fl.
111. Asbj. & Moe, Event. 206 fl.
112. Sagnet om ham er en liden Heltesaga.
113. Mand.
114. Mand.
115. Mand.
116. Sammesteds.
117. Asbj. & Moe, Ev. 183 fl. 262 fl.
118. Asbj. & Moe, Ev. 230 fl.