Nogle Breve fra E. C. Werlauff og I. Chr. Berg
I 1859 meddelte jeg i Illustr. Nyhedsblad en Del af den senere Christiansandske Rektor H. Ambergs Breve til Justitiarius Berg, og i den Samling af Nordmænds Breve til Nyerup, som jeg udgav 1861, forekom adskillige af Bergs egne Breve til denne danske Literator. Dette foranledigede, at Justiarius Bergs Søn, Amtmand (nu Sorenskriver) F. A. Wessel-Berg viste mig den Tillid og Forekommenhed at overlade mig til Benyttelse en stor Del af sin lærde Faders Brevvexling. Flere af disse Breve til Berg (fra I. S. Munch, Chr. Krohg, Nyerup, Debes og G. L. Baden) lod jeg trykke i Illustr. Nyhedsblad for 1865.
Af de endnu utrykte af hine Papirer ere Werlauffs Breve de vigtigste. Denne de nordiske Historieforskeres nys afdøde Nestor har derhos baade paa Grund af sine store Fortjenester af Norges Historie og formedelst den Kjærlighed, hvormed han stedse omfattede vort Land, hans egen slægts Hjemstavn, et stort Krav paa Nordmænds taknemlige Erindring. Et Udvalg af hans Breve til Berg, med hvem han i et halvt Aarhundrede stod i venskabelig Forbindelse, vil derfor nedenfor blive meddelt, ligesom ogsaa nogle Prøver af Bergs Breve til ham. Disse sidste har Werlauff selv nogle Aar før sin Død foræret vort Universitetsbibliothek, der allerede før har modtaget flere Gaver fra hans Haand. Ligeledes medgives et Par Breve fra Werlauff til P. Botten-Hansen, med hvem han i flere Aar (fra 1856 af) stod i flittig og fortrolig Brevvexling.
- Kiære Hr. Berg!
Det Bekiendtskab, vi giordte med hinanden i Kiøbenhavn, var mig alt for behageligt – især da vi begge havde et Yndlingsstudium – til at jeg ikke skulde ønske det fortsat ved en Brevvexling, som jeg troer vilde være ganske fordeelagtig, paa begge Sider. Vi ere begge nær ved Bibliotheker, som indeholde betydelige Værker, saa vel trykte som haandskrevne, De ved det Deichmanske og jeg ved det store kongelige. Da de forloed Kiøbenhavn, var jeg, som de nok erindrer, ikke saa lykkelig, at komme i deres Sted paa Læsesahlen, men det varede ikke længe før Copiisten fik et andet Embede, Halling hans Post, og jeg succederede denne paa Læsesahlen. Jeg har nu fuldkommen Adgang til alle de litteraire Skatte, dette Bibliothek indeholder, og benytter mig ogsaa af dem det bedste mueligt. Fædrenelandets Historie, besynderlig Antiqvitæterne og Litterairhistorien, ere de Videnskaber jeg meest lægger mig efter; til den Ende excerperer jeg de hidhørende Manuscripter, og for nyelig har jeg begyndt at giennemsee alle danske Skrivter fra de forrige Aarhundreder, ved hvilken Anledning, jeg ofte i Dedicationer og Fortaler, finder Efterretninger og noticer, som man forgjæves søger andetsteds. Men dog eyer det Deichmanske Bibliothek, som jeg af Catalogen kan see, adskillige lærde Mænds Breve og andre Manuscripter til Litterairhistorien, som det Kongelige Bibliothek mangler, og dette besidder igien mange Slægtebøger og andet til Adelshistorien samt ved de Suhmiske Manuscripters Indlemmelse Afskrivter af de Rostgaardske Manuscripter, som savnes paa det Deichmanske Bibliothek. Mit Forslag er derfor, at vi indbyrdes meddele hinanden Excerpter af hvilke Manuscripter eller Bøger, vi begge kunde mangle; skulde da De finde Behag deri skal jeg bede, dem med det første vil underrette mig derom, som og hvad de ønskede at have efterseet, da jeg altid med største Beredvillighed skal forrette det. – – – – – –
Gierne vilde jeg nu meddele dem nogle Nyeheder fra Kiøbenhavn, som kunde interessere dem, om jeg ikke frygtede for, at det lidet, jeg vidste skulde være dem bekiendt. At det heele Academie, at mange af højeste Rang i Staten og i Videnskabernes Rige fulgte vor dyrebare, vor ulignelige Suhm til Graven, at Studenterne og Professorerne kappedes om at bære hans Levninger til sit Hvilested, kan ikke være dem, eller nogen som Suhm har interesseret, ubekiendt. Med sin Danmarks Historie er han kommet til Aar 1400; havde han levet et par Aar til, havde han faaet den fuldført. Den 7de Tome er under Pressen og vil med det første udkomme; desuden skal 4 Tomer udgives af hans efterladte Manuscripter, som besørges af Registrator Weber. Gid det kun ikke maa vare for længe? og gid vor Fædrenelands Historie ikke for evig maa være uddøed med ham? Ligeledes faaer vi et Tillæg til hans samlede Skrifter, som skal indeholde endeel, som han selv har supprimeret, ex. gr. Brevet til Kongen og endeel anecdota. Maatte vi kun faa meer af hans lærde Brevvexling? Her tales stærkt om, at der paa Academiet skulde holdes Parentation over ham, ligesom over Bernstorff, og mig synes det var en Skam, om det ikke skeedte. Islænderen Stephen Biørnson, som har udgivet endeel Sagar, er død i disse Dage. I denne Vinter skal Nyerup og Rahbek læse et Collegium over de danske Digtere, saaledes at Nyerup læser de litteraire notiser og Rahbek Critiken.
Men dette maae være nok for dennegang. I Forventning af hastig Svar forbliver jeg
med sand Høiagtelse
Deres meget forbundne Ven
Erich Christian Werlauff.
Kiøbenhavn d. 21 Octobr. 1798.
P. S. Min Adresse er, lille Kiøbmagergade No. 60 første Sahl.
23 Oct. 1823.
At jeg saa sildig besvarer Deres Velbyrdigheds kiærkomne Skrivelse af 12 forr. Maaned, maa jeg venligst bede undskyldt paa Grund af Ex. Artium, som hele October lige til nu har sysselsat mig, som flere af mine Colleger. 142 Deposituri vare tegnede; antager man nu, som jeg hører er Tilfældet, det norske Universitets aarlige Tilvæxt at være med et rundt Tal 50, udkommer ialt henved 200, som nok i gamle Dage var det almindelige Antal fra begge Rigerne, men som man dog efter den forøgede Folkemængde og andre Næringsveies Standsning, nu skulde vente større. Især finder jeg det uforklarligt, at Antallet af de Studerende i Norge nu ikke er større. Maaskee bidrager Christianias Dyrhed noget dertil.
Jeg har modtaget de tilsendte Nummere af Budstikken med megen Erkiendtlighed, og føler mig D. V. dobbelt forbunden, da saa mange af den Norske Litteraturs Produkter desværre seent eller aldrig komme herned og saadanne, i et periodisk Skrift af blandet Indhold, trykte historiske Aktstykker, lettelig kunde undgaae Opmærksomheden. Jeg vilde kun ønske at jeg maatte sættes i Stand til at vise nogen Giengjeld. For denne Gang giver jeg mig den Frihed at sende et Ex. af mit Program. Ogsaa tilføier jeg en statistisk Tabel, hvis Værd Høistærede! bedre kan bedømme end jeg, tilligemed et Par Bidrag til Hist. af Uroelighederne 1765, som maaskee kunde supplere Akterne i Sagen. Det hele beder jeg De ikke vil forsmaae; dog – dersom De lader noget deraf trykke – ønsker jeg at det maae skee absque nominis mei commemoratione. Dog vil det vel neppe qvalificere sig dertil. Jeg fik det for en Deel Aar siden med andre Ubetydeligheder i et Bundt, om jeg husker ret, paa den gamle Studiosi Stolpes Auction. – – – – – –
Krafts Norges Beskr. 2. D. har jeg i disse Dage faaet. Første Deel, som jeg forlængst har giennemlæst, bebuder i mine Tanker et Værk, som i Grundighed og Nøiagtighed søger sin Lige. Jeg vilde ønske, vi havde et lignende over Danmark. – Falsens N. Hist. har jeg endnu ikke seet; noget egentlig nyt kan man vel deri ikke vente, men muligt en interessant Fremstilling. – – – – – – –
Der skal nu udkomme et Bind af Mag. for Adelshistorien for at de for mange Aar siden udkomne Hæfter dog engang kan komme ud i Verden. Til Fortsættelse af Brünnich om Norske Bergværker høres nu intet. Han har rigtig nok sagt, at han arbeidede paa Fortsættelsen, men – han er 87 Aar. Hans Værk er vist nok høist fortienstfuldt Arbeide. Skade at det mangler Inddeeling, Register m. m. Hans betydelige, ved deres Fuldstændighed, Propreté og Orden udmærkede Samlinger til de norske Bergværkers Historie, lige til den nyeste Tid har han skiænket til Univers. Bibliotheket. Jeg er ikke Patriot nok, til ei at erkiende, at de havde været hensigtsmæssigere placerede i Christiania. – Kiender de noget nærmere til den Instrux af Dr. Margrethe for Erik af Pommern som Langebek nævner i sin Afh. om de N. Bergv. S. 497?
En ung Studerende, Mosait, ved Navn Nathan David, Søn af en rig Kiøbmand her i Kbhvn., har i Gøttingen promoveret. Hans Disputation handler de principiis, e quibus redituum Daniae per posteriorem sec. XVIII. partem administratio fluxit. Naturligvis har han ikke kunnet bruge andet end trykte Kilder; men han agter ogsaa at udarbeide en dansk Finantshistorie, dersom han dertil kan erholde de fornødne Materialier. Han beretter, at Sartorius i Gøttingen agter at udgive en aldeles nye Bearbeidelse af sin Hanse-Geschichte, hvortil han nu har faaet Adgang til Arkiverne i Lybek, Cøln og fl. Steder. Det vil da ogsaa blive eet for vor Historie vigtigt Værk.
Prof. F. Magnussen er i denne Tid bleven Medhielper ved Geh. Arkivet, hvor han da engang formodentlig kommer til at succedere Thorkelin. Middelalderens Hist. er rigtig nok ikke hans Fag; derfor havde jeg heller seet Prof. W. Simonsen paa den Post, som tillige med Et. Rd. Manthey, Prof. Rosenvinge og mig vare af Kancelliet foreslaaede dertil; men Magnussen var fortrinlig ønsket af Thorkelin.
Som en Indledning til min Bibliothekshistorie har jeg i Sinde at skrive en Afh. om de nordiske Bibliotheker og overhoved om det udvortes Bogvæsen her i Middelalderen. Hvad Norge angaaer, kjender jeg hvad der hist og her i Clausens Beskr., Schønings Throndh. Domk. – Holbergs Bergen, Suhms Saml., Nyerups Statistik – findes derom; men jeg tvivler ei paa at jo D. Velb. udbredte historiske Lærdom vilde være i Stand til at meddele mig adskillige sieldne Notiser til denne Gienstand, dersom De ei selv skulde behøve dem ved et eller andet literarisk Arbeide. Alle de norske Topographier har jeg i sin Tid gjennemgaaet, men uheldigvis intet anmærket deraf om den Ting, om ellers noget saadant findes deri. Rosteds Beskr. over det Deichmanske Bibl. Bibel kiender jeg. Hvad De mueligt kunde og vilde behage at meddele mig herom, skal med Erkiendtlighed blive benyttet af mig. Jeg ønskede óg at vide, om der endnu ved nogen Norske Kirker, skulde existere Levninger af gamle Bibliotheker? om der ingensteds i Norge existerer Bøger som har tilhørt Norske Klostere eller Capitler.
Baden hensidder endnu i Arrest; man hører intet til hans Sag, han synes ganske at hvile. Heller ikke har man i lang Tid seet noget litterarisk fra ham. Den første D. af hans Histor. Afhandl. er i denne Tid bleven (meget grundig) recensert i Lit. Tidenden, formodentlig af Conf. Rd. Schlegel.
I Dag har jeg gjennem Schubothe erholdt en nye literarisk Gave fra Deres Haand. De forøger stedse min Forbindtlighed til Dem. Med de bedste Ønsker for Deres Velgaaende og med udmærket Høiagtelse henlever jeg
Deres Velbyrdigheds ærbødigst hengivne
Werlauff.
22de Juli 1825.
Jeg føler kun alt for meget, hvor stor Grund Deres Velbyrdighed kunde have til at tiltree mig en uskiønsom Ligegyldighed, i det jeg først nu melder Modtagelsen og aflægger min ærbødigste Tak for de tilsendte No. 93–104 af Budstikken forr. Aar samt 1–18 for i Aar, som og for de foregaaende af dette interessante og instructive Blad. De indeholde i Sandhed en Skat af grundig historisk Lærdom, som i vore Dage bliver meer og meer sielden. Jeg tør ikke undskylde min Forsømmelighed med Forretninger; thi skiøndt disse ikke mangle mig, har D. Velb. dog sikkert ligesaamange og ligesaa vigtige. Men jeg har stedse ventet paa noget ret interessant for at giøre nogen Giengield; især paa at erholde det af Dem ønskede Dokument i det danske Selskab (Griffenfeld vedkommende). Dette har jeg nu endelig faaet; jeg kunde gierne have sendt en Copie, men da jeg troede, det mueligt kunde interessere dem at see selve Originalen, følger denne. – – – – Skulde der være noget lignende som De ønskede Dem hernede fra, beder jeg mig derom underrettet. “
Bergraad Petersens 3 Skrifter[1] (mon ikke paa Titelbladene nær, trykte her i Kbhvn.?) har jeg gjennembladet; thi til at giennemlæse dem med Interesse, manglede mig den fornødne Sag- og Lokalkundskab. Han er vist en Mand af Hoved, Kundskaber og Frimodighed, men mangler Øvelse i at skrive, har mere halv Lærdom end Grundighed og anbringer det historiske meget som et politisk Vehikel. Mange af hans Ideer om Nordens ældste Beboere etc. ere vist baade sindrige og skarpsindige, men neppe rigtige. Imidlertid har jeg dog ikke mærket noget til, at enten Rask eller Magnussen eller nogen anden her agter at tage til Gienmæle. At han havde noget under Hænder om det gamle Norske Flag, kunde jeg alt lier mærke; derover kunde han vel geraade i en Feide med Baden, som „i Fængslets skumle Vraae“ endnu ikke kan fornægte sin polemiske Natur. Han sidder endnu der, uden at man kan vide naar hans Sag vil blive afgjordt. Han skriver – skiønt under Censur – Smaaeafhandlinger i N. C. Østs Archiv for Psychologie„ Historie etc. Der siges og, at en nye Udgave af hans Danmarks Historie i 3 Bind skal udkomme. I en anden vigtig og interessant Proces – (Proc. Bierrings) – vil derimod i August M. falde Dom – rimeligvis Confirmation af Lands-Overrettens – 3 Aars Landsforviisning. Maaskee vil han da reise til Norge. Han har af sin hele Proces ladet deponere Afskrivter paa forskjellige Steder; ogsaa een i Christiania.
Falsens Norges Hist. har jeg gjennemgaaet; det eneste nye, jeg har bemærket, var Bestemmelse af enkelte Localiteter, hvorfor jeg og har benyttet den ved Registeret til Snorre, som udkommer i Aar. Forøvrigt forekommer den mig temmelig at mangle Grundighed og har vel heller ikke havt anden Tendents end Popularitet. Den er i Litteraturtidenden recenseret af P. E. Müller, ligesom Krafts klassiske Norges Beskr. der er anmeldt med fortient Berømmelse af Prof. Molbech.
Mine historiske Efterretninger om det Kongel. Bibl. udkomme endnu i Sommer. Saasnart de ere færdige, lægger jeg Haand paa mine Oplysninger til den norske Historie under de 2 første Unionskonger. Jeg troer vel at have benyttet adskillige ei almindelig bekiendte Kilder, men om der vil kunde komme noget egentlig Nyt for en saadan Kiender som Deres Velbyrdighed maae jeg omtvivle. – Haver De noget mere om eller af en Instrux af Margrethe for Er. af Pommern som Konge i Norge, hvoraf Langebek i de Norske Bergværker har anført en Passus?
I disse Dage ere de Herrer Geijer, Schrøder og Atterbom her i Besøg; de ere vist hver paa sin Viis, udmærkede Mænd. De agte sig ogsaa til Sorøe. – – – – Geijer agter sig til Rhinegnene.
Endnu engang beder jeg min lange Taushed og tilsyneladende Uskiønsomhed undskyldt. Med megen Agtelse og Venskab Deres Velbyrdigheds ærbødigste og forbindtligste
Werlauff.
Steffens’s Skrift om det norske Storthing er Dem formodentlig bekiendt. Hvorledes blev St. optagen i Christiania og mon han der, som man sagde, vilde ansættes.
S. T.
- Hr. Justitiarius I. C. Berg!
Endelig opfylder jeg da den ligesaa kiære, som skyldige Pligt at besvare den interessante Skrivelse, jeg alt i Foraaret modtog fra deres Velbyrdighed. Overbringeren Lector P. Møller var her bekiendt som en Mand af meget Talent og en god Philolog; han er heller ikke fremmed for Verden og det selskabelige Liv, hvorfor jeg ikke omtvivler, at han jo vil giøre Lykke i Christiania, baade ved og udenfor Universitetet. Han er nylig bleven forlovet med en Datter af en Proprietair Berg paa Schioldemose i Fyen.
Jeg takker ret meget for de tilsendte sidste Nummere af Budstikken. Jeg har alt deraf fra No. 27 i 1823. Jeg har læst meget deraf, især af D. Velb. lærde og grundige Anmærkninger og beklager derfor desmere, at De har frasagt Dem Redactionen; men jeg haaber, at De vil være betænkt paa, paa et andet Sted at meddele os Resultaterne af Deres omfattende og dybe Undersøgelser i Norges Historie. – Jeg haaber at De har modtaget det længe ventede 6te Bind af Norske Historier. Endelig, per vanos casus, er dette Værk da sluttet. Det næste fra El. Rd. Thorlacius (som for Tiden befinder sig i Italien bliver da Slutningen af Scr. rer. Dan. Det halve af VIII D., der standsedes ved Ildebranden 1795, er D. V. formodentlig bekiendt. Det indeholder blandt mere, Chr. I. Breve, hvilke jeg tildeels har benyttet i min Afhdl. til denne Konges Historie. Jeg formoder at der med Register og alt vil blive endnu 8–9de Bind. Skulde De kunde giøre mig opmærksom paa noget, Dansk eller Norsk, som kunde qvalificere sig til Indrykkelse, vil jeg være meget forbunden. Det er baade beklageligt og forunderligt, at Krafts Norges Beskr. skal staae i Fare for at standse af Mangel paa Afsætning. Jeg kan ikke rime denne Ligegyldighed for et i hver Henseende saa ypperligt og eneste Nationalværk med den Norske Patriotisme, Nationens tiltagende Velstand og det større Publicum, ved Foreningen med Sverrig[2]. De kiender formodentlig alt Brünniches Kongsbergs Historie fra 1623–1723, der er udkommen for nyelig, efterat Forf. var indtraadt i sit 90de Aar; men han har ogsaa i det sidste Aar et Par Gange for Alvor tænkt paa at gifte sig igien. Hans vigtige Samlinger til de Norske Bergværkers Historie har han skiænket til Kbhvns. Universitet; de havde rigtig nok været bedre placerede i Christiania. Hvorledes gaar det med det Andersenske Bibliothek? Er det opstillet alt? For nogen Tid siden hørte jeg, at det endnu skulde staae indpakket i Kasser paa Fæstningen. Naar det engang blev tilgiængeligt, var der noget som jeg gierne ønskede efterseet, angaaende de Holbergske skrifters Litteratur. Mon noget af Holbergs Skrifter skulde være eftertrykt i Norge, undtagen hans Levnet i Bergen 1741?
Høist mærkeligt er det i Neumanns Reise omtalte gamle Malerie. Jeg har hørt at det skulde udkomme i Steentryk. En lignende Opdagelse er i Aar giordt i Chr. I. Capel i Roskilde Domkirke, hvis Vægge ere bemalede med Jesusmalerier fra 15de Aarh., som træde frem, naar Hvidtningen bliver afvasket.
Jeg har nu i Sinde i Vinter at begynde at ordne mine Samlinger angaaende adskillige punkter af den norske M. Ald. Historie; dog er der noget deraf ældre end Unionshistorien, jeg først vilde have færdigt. Jeg venter snart at kunne sende D. V. et Kobberstik af K. Hanses og Dronnings Monument i Odense, som H. Exc. Geh. Rd. Bülow til Sanderumgaard besørger stukket, og jeg ledsager med en Beskrivelse.
Jentoft, som forlængst er kommen ned, har jeg endnu ikke talt med. At den Schønnigske-Reise ikke alt er udkommen, er hans Skyld; thi for mange Aar siden blev han tilstaaet Kongelig Understøttelse for at afskrive den; om jeg mindes ret, vilde Jac. Aall bekoste Kobberne; den Gyldendalske Boghandling paatog sig Forlaget, og Prof. P. E. Müller og jeg skulde besørge Udgaven; men Jentofts Forsømmelse og tilsidst ophør med Reenskrivningen, var Aarsag at der intet blev af.
G. L. Badens Gield til det Offentlige er bleven saaledes afgiordt, at han derfor er friefunden. Der skeedte et Sammenskud for ham, hvortil man sagde, at noget ogsaa var kommet fra Norge. Hans Dom til 3 Aars Landsforvisning er, ved Kongelig Resolution formildet til 1 Aars Kastelsfængsel og da han nu alt har sadt der i nogen Tid, kan han snart ventes ud. Han haver nu Danmarks Historie i 3 Bind færdig, men jeg veed ikke, om den kommer ud.
Det vil i mange Henseender være godt for Norge at faae en egen udenlandsk Boghandling. En Dansk, som har været i den Gyldendalske Bogh. har i denne Tid nedsat sig som Boghandler i Lund og vil, som man haaber, bidrage til den litterære Communication mellem Rigerne. I Sverrig har det hidtil været maadeligt bestilt med Boghandelen.
Jeg takker ret meget for Efterretningen om Deres Datters Ægteskab. Jeg formoder at een eller flere af Deres Sønner alt ere ved Akademiet. Med mine er det længer frem, da den ældste endnu ikke er 9 Aar.
Fra Prof. Nyerup hilses venskabeligst. Den 15de October blev hans Studenterjubilæum celebreret paa Skydebanen ved en Tale af Genf. Rd. Schlegel og et Maaltid. Det er her i den senere Tid bleven stærk Mode med slige Jubilæer, som kan være ganske gode, naar man iagttages en vis Oeconomi ved Valget. Nyerup havde vist den almindelige Stemme for sig.
Det skulde være mig kiært, om jeg her kunde være Deres Velbyrdighed til en eller anden litterarisk Tieneste. Anbefalende mig i Deres fortsatte venskabelige Erindring, henlever jeg med Høiagtelse Deres ærbødigste og forbindtligste
D. 30te Oct. 1826.
Werlauff.
S. T.
- Hr. Justitiarius og Ridder I. C. Berg!
Det er ikke uden en vis Følelse af Undseelse, at jeg tilskriver min Høistærede Ven disse Linier, naar jeg erindrer, hvor længe det er siden De sidst modtog noget Brev fra min Haand, til Tak for de, baade Sendinger og Breve, hvormed De Tid efter anden har glædet og beæret mig. En langvarig og haardnakket Feber 1830–31, netop paa den Tid, da Deres Søn giordte mig den Fornøielse at besøge mig, flere Familie-Dødsfald og mange heterogene, stedse tiltagende Embedsforretninger, som med tiltagende Alder stedse bliver besværligere – maae tiene til min Undskyldning, dersom noget kan. Imidlertid vil jeg nu haabe, at Nærværende fra min Side igien skal aabne en noget stadigere vedligeholdt Correspondence imellem os, der vil være mig saameget mere interessant, som jeg, af flere Grunde har indskrænket min, baade inden- og udenlandske Brevvexling til yderst faae Individer. – – – – – – – – – – – – – – –
De haver Ret, Høistærede! at der i det sidst udkomne 1ste Hefte, (som ogsaa i Deres tidligere Arbeider) forekommer adskillige bittre og skarpe Udladelser om den gamle Forening mellem Rigerne, som her dog kun kiendes af de Enkelte, der interessere sig for den Fædrelandske Histories Detail. Meget kunde vel siges og disputeres om denne Materie; men hvortil mig mangler baade Lyst, Tid og Evne. Her altsaa kun nogle faae Yttringer om denne Sag, som jeg haaber at meddele en gammel Ven. Erz-Patriot haver jeg aldrig været og jeg staaer temmelig upartisk – vil jeg haabe – mellem mit Fødeland Danmark og mine Fædres Land Norge.
Ved at betragte saavel Individers som Nationens Forhold, haver jeg temmelig giordt mig det til Regel, hvad en af de største Viise (Spinoza) foreskrev: Res humanas nec ridere, nec lugere, nec admirari, nec despicere – sed intelligere – skiøndt jeg vil tilstaae, at dette sidste ikke altid er saa let. Man haver vel neppe Exempel paa nogen Stat af stort Omfang, hvor alle enkelte Bestanddele, fandt sig lige tilfredsstillede eller havde Grund til at være det – med deres Regiering. Endnu mindre kan man vente saadant der, hvor Skiebnen og Tidernes Medfør mere end egentligt frit Valg have ført Folk af meer eller mindre forskjellig Herkomst m. v. sammen. Engelland og Irland, Engelland og Skotland, Østerrig og Nederlandene, Østerrig og Ungarn, Spanien og Portugal, Spanien og Neapel og mange flere, som De selv kiender ligesaa godt som jeg, afgive Beviser herfor. Ved en Forening mellem to, i ethnographisk Henseende vel overeensstemmende, men i physisk Henseende saa høist divergerende Lande, som Danmark og Norge med Regenternes nødvendige Residenz i førstnævnte Rige m. v. kunde det nu vel blive Grund for sidstnævnte Rige at dolere om nogen Tilsidesættelse, Forsømmelse af dets Tarv og deslige. Men hvad jeg aldrig haver kunnet finde eller overbevise mig om, er at det nogensinde skulde have været en forsætlig Plan hos de danske Magthavere at holde Norge i nogen egentlig Afhængighed. Før 1660 haves jo endog Spor til, at Regenterne havde for dette Rige et Slags Prædilection, som det, der var eller ansaaes for at være Arverige; og efter hiin Revolution er der dog vel, for det som for Danmark giordt noget meer end tilforn. Kiender man noget til Danmarks indre Forfatning i Tiden før Souverainiteten, vil man vist ikke finde den i nogen Maade bedre end Norge til samme Tid. – Et trykkende Aristokratie med alle dets Følger, maaskee endog mere trykkende her, rugede over begge Riger. Man erindre sig Forhandlingerne 1660. Og efter denne Tid, hvor mange Klager ere da ikke hørte fra Provindserne – Jylland især – over at Kbhvn. berigedes paa det øvrige Riges Bekostning, over Handelens og Kiøbstædernes Forfald; men at disse Klager, for en stor Deel kunde være grundede, kan man vel ikke nægte, naar man tænker sig, hvor lidet sand Statsoeconomie var kiendt og fulgt selv i det 18de Aarh. endnu, og selv i større og betydeligere Stater end vore.
At alle Norges Ulykker sene og alene skulde hidrøre fra Calm. Unionen, som saadan, hvilket adskillige overfladiske Qvasi-Historikere have antaget, troer jeg min Høistærede Ven alt for fortroelig med Norges Historie fra Magnus Lagabæters Død indtil terminus qvæstionis, til at statuere. Borgerkrigens Følger, der ikke paafulgte strax, Søemagtens Forfald, Hanseforbundets Tiltagende, den sorte Død, svage Regieringer, Uroelighederne under og efter Magnus Smek, var meer end nok til at bringe Hakon Hakonsens Rige ned til den lave Standpunkt, hvorpaa det befandt sig ved Slutningen af 14de Aarhundrede. Om Tilstanden havde blevet bedre, dersom den norske Kongestamme ikke var uddød med Olaf – hvilken Dødelig kan bestemme det? – Om det var noget Tab for N., at Hakon Jonsen traadte tilbage? Hans personlige Qvaliteter ere os ubekiendte; der er ingen Grund til at antage, at de have været synderlig store; i det ringeste haver neppe noget egentligt Herskertalent rørt sig i ham, thi ellers vilde han neppe saa godvilligen have fraskrevet sig sin virkelige eller formeentlige Ret. Hvorvidt nu Erik af Pom. Valg var i Overeensstemmelse med den Tids norske Statsret, er ei let at sige, da denne kun kiendes meget ufuldkomment; i hvert Tilfælde var det de norske Magnater, der, paa en eller anden Maade vundne af Margreta, dreve Sagen, til Magtanvendelse findes ligesaa lidet Spor, som til Medvirkning af de øvrige Stænder. Havde N. efter henved 50 Aars Erfaring fundet sig meget brøstholdent ved sin Regiering, havde der efter Eriks Afsættelse jo været Anledning til et særskildt Valg; saameget mere, som der under Eriks sidste Regieringsaar havde været betydelige Uroeligheder i Norge. Dog – endnu det Misgreb, om det var et saadant, at vælge Christopher, vil man skiænke Norge. Men, da han nu døde 1448 uden Børn, havde det da ikke været dem et høiere Vink, at hæve en Forbindelse, som to Menneskealdere maatte have lært dem at kiende og vurdere, slutte sig til Sverrig og beholde den af dette Rige og en Deel af det norske, valgte Karl Knutsen, vistnok en talentfuld Mand, skiøndt nok dueligere som Rigsforstander (Chef for et Aristokratie), end som Konge. I dets Sted forlod man ham og valgte Christian – Gud veed hvorfor, thi om hans Arveret kunde vel siges meget – som dog neppe med et Par 1000 Mand haver kunnet intimidere Norge. Denne hele Valgsag er vist nok endnu dunkel og vil maaskee altid blive det, vel tildeels, fordi der i Norge som hos os i M.alderen ikke existerede nogen paa faste Bestemmelser bygget Statsret; men saa meget er klart, at sand Patriotisme ved denne Leilighed ikke viser sig i noget gunstigt Lys i Norge, at de norske Magnater ikke staae med Palmer i Hænderne, og de stridbare norske Bønder spille en maadelig Rolle, at en egentlig norsk Statsret ikke er synderlig kiendelig, at der ingen Eenighed var, kort sagt, at de Norske ved denne deres Opførsel baade fremkaldte og forskyldte mange af de paafølgende politiske Calamiteter. Blandt disse hørte da ogsaa Christian II. Fremfærd under hans Faders Regiering. Men hvorfor reiste Folket sig da ikke i Masse – man havde jo Sverrigs Exempel og i Nødsfald her en kraftig Støtte. Dog, mærkeligt nok, hverken ved denne eller anden Leilighed viiste sig her noget ledende Princip – ingen Eng. Engelbrektsen, ingen Sturer, ingen Gustav Vasa blandt de norske Aristokrater. Endelig kom det vigtige Aar 1523. Norge havde nu 136 Aars dyrekiøbte Erfaring for sig – hvi valgte det ikke nu enten en norsk Adelsmand eller den samme kraftfulde Konge som Sverrig. Danmark og Fred. I. havde vist ikke kundet tvinge det. Men, uagtet man ved alle Leiligheder skieldte paa udenlandsk Regiering og tydske Regenter, saa kom dog Frederich, uden synderlig Vanskelighed paa Thronen, og Ingen synes at have tænkt paa G. Vasa. 9 Aar senere glemte man, hvorledes Christian 30 Aar tidligere havde – som Huitfeldt udtrykker sig – „holdt Huus med den norske Adel“ og – i det ringeste et Partie – antog ham igien for en føie Tid, ligesom man kort efter igien vaklede mellem ham og Christian III. Saaledes findes den hele Periode af Unionen igiennem, ingen Eenighed, ingen Selvstændighed, ingen kraftig Handling, ingen Benyttelse af store lokale Fordeele eller af politiske Forandringer i Omgivelserne, kort, Vingen egentlig Nationalitet i Norge. Man kan altsaa let forklare, hvorledes en Bestemmelse, som den famøse om Norge, kunde komme ind i Chr. III. Haandfæstning; jeg finder den selv ubillig; men vist er det ogsaa, at ingen Nation lider Uret, naar den selv ikke vil; at alle saadanne politiske Ulykker almindelig ere foranledigede og forskyldte giennem flere Generationer (cfr. Polen i 18de Aarh.?) og at man i den hele norske Historie fra 1387 at for ikke at gaae længer tilbage i Tiden, ei finder synderlige Spor til den Energie, Frihedskiærlighed, Selvstændighed, som almindelig tillægges det norske Folk i Almindelighed og den norske Bondestand i Særdeleshed. See! dette er nu i Korthed min Anskuelse af denne Sag. Hvad jeg nu nedskrev, var i Fortroelighed til en gammel høitagtet Ven og for ham allene. Da Norge og Danmark ikke kan undgaae mangehaande Berørelser, som vel maa og kan være til giensidigt Tarv, troer jeg, at man bør undvige alt, hvad der kan bidrage til at vække eller vedligeholde en fiendsk eller uvenlig Stemning mellem Nationerne. Det norske og danske Folk for 300 Aar siden var jo dog ganske Andet end det nuværende; hvi da giøre hiin Tids Ufuldkommenheder gieldende endnu. Paa begge Sider haver været feilet, og paa begge Sider haver man maattet bøde derfor. En stor Rolle mellem Nationerne haver ingen af vore været kaldet til at spille; vi have holdt os til en tarvelig Middelmaadighed; maaskee desbedre for os.
Forøvrigt behøver jeg ikke at forsikre Deres Velbaarenhed om, med hvor megen Interesse jeg haver giennemgaaet det første Hefte af de norske Samlinger, samt med hvormegen Begierlighed jeg seer Fortsættelsen imøde. Jeg skal selv bestræbe mig for, at kunde meddele et eller andet Bidrag til muelig Optagelse. Mine Samlinger til Unionshistorien, især hvad Norge angik, haver jeg ellers henlagt, indtil jeg seer, hvad der kommer i Jahns Værk, der med et stort Apparat af Dokumenter, m. v. snart vil komme for Lyset. Hans Død var et stort Tab for den nordiske Historie; maaskee var han et af de fortrinligste Hoveder, der nogensinde haver beskieftiget sig dermed. Min Oversættelse og Bearbeidelse af den gl. Grændsebestemmelse mellem Norge og Sverrig er forlængesiden – maaskee 3 Aar – tilsendt Vitterh. och Antiqv. Acad. i Stokholm, hvoraf jeg var blevet Medlem, for hvis næste Bind det er bestemt. Havde jeg tænkt de nærværende norske Samlingers Muelighed, havde jeg maaskee holdt det tilbage for disse. I næste Hefte af Nye dansk Magazin kommer uden Tvivl den instrux af Dr. Margreta for Erik af Pommern, til hans norske Reise, som allegeres i Langebeks norske Bergværkshistorie, med en Indledning og Anmærkninger af mig.
Af vigtige nyeudkomne Skrifter i vor Literatur fortiener især at nævnes Molbechs danske Ordbog og 2den D. af Nathansons bekiendte Værk; det sidste vil formodentlig ogsaa indeholde et og andet, som vil kunne interessere i Norge.
Storthinget er formodentlig nu endt; hvilke ere vel de vigtigste Resultater? Ere Regieringens Propositioner ang. en norsk Adel, en norsk Ridderorden – aldeles henlagte? Er det sandt, at den unge Wergeland skal være bleven molesteret?
Prof. Øhlenschlæger venter i denne sommer at kunne besøge Christiania. Min bedste Hilsen til Deres Hr. Søn, i hvis Ansigt og Væsen jeg med behagelige Erindringer gienkiendte hans Fader. Er han endnu hjemme hos Dem? Til fremtidig venskabelig Erindring anbefaler sig Deres velbaarenheds uforandrede og ærbødigste
Werlauff.
Kbhvn. d. 16de Juni 1833.
S. T.
- Hr. Justitiarius I. C. Berg
- Ridder!
– – – – Jeg beundrer den Hurtighed hvormed disse indholdsrige og høist interessante Norske Samlinger skride frem, de giøre i den Henseende, som maaskee i flere, vort „Nye danske Magazin“, af hvilket en nye Række nu skal begynde, til skamme. Ogsaa vi ber være erkjendtlige for Oplysning af enkelte Punkter af vor Historie, som skyldes Deres Værk. Megen Tak for de tilsendte Luxdorphske Extracter; der haves vel i det Kgl. Bibl. Afskrifter af de Cancelliregistranter, hvoraf de ere tagne, hvis Originaler igien befinde sig i Geh. Archivet; men fra en saa smagfuld Kienders som Luxdorphs Haand blive de dog altid interessante. Der er ellers nu Haab om, at vi efterhaanden ville, ligesom vore Naboer, ogsaa erholde et Diplomatarium. En ung Historiker, Stud. H. Knudsen, Copiist i Geh. Archivet, Forf. til en geogr. statistisk Beskrivelse af Danmark i Middelalderen, hvoraf desværre kun 1ste Hefte er udkommet 1834, men som bebuder meget Talent for historisk Grandskning, er Arbeidet nærmest overdraget af Videnskabernes Selskab. Dog er han beklageligen af en saa svagelig Helbred, at man neppe tør giøre sig Haab om nogen lang Virksomhed. I dette Tilfælde vil den danske Historie maaskee aldrig have lidt et større Tab af den Art; han staar i mine Tanker langt over, hvad Sandvig i sin Tid var.
Jeg længes meget efter Prof. Keysers Afhdl. om det norske Folks Oprindelse, som, uden al Tvivl, vil indeholde meget nyt og giennemtænkt; Sprogkundskaben er nu langt videre, og Forklaringen af de Gamles Kundskab om Norden langt rigtigere nu end i Schønnings og Suhms Dage. Aalls Oversættelse af Suhms Værk maae blive et sandt Pragtarbeide; det udkomne er endnu neppe kommet hertil. – –
Det vil formodentligen være D. Velb. bekiendt, at det norske Universitet ved Grevinde Rosenkrones Død erholder 20,000 Rbdlr. Den største Deel af Formuen tilfalder efterhaanden offentlige Stiftelser; naar alt er blevet realiseret, troer man dog ikke, at den hele Capital vil overstige 400,000 Rbdlr.
Ovenstaaende var, som D. Velb. behageligen vil kunne slutte, skrevet, forinden jeg modtog Deres seneste kiærkomne af 30te Juni, med de sidste 2 Hefter af Norske Samlinger. Fortrinligvis tiltrækker mig vist nok Prof. Keysers Afhandling. Da jeg i denne Tid bereder mig til en Recreations- og Familiereise til Fyen (hvor jeg ogsaa agter at besøge min gamle Ven prof. Wedel Simonsen paa Elvedgaard), har jeg endnu ei faaet Tid til at giennemstudere den, som jeg ønsker. Jeg haaber i Fyen at kunne faae Roe dertil. Imidlertid har jeg dog, ved Giennembladning, allerede havt Anledning til at skatte Forfatterens Lærdom og Skarpsindighed; skiøndt jeg tillige har opdaget, at han i adskillige Punkter aldeles afviger fra de af mig fremsatte Forklaringer over de Gamles Efterretninger om Norden, i min Afhdl. om Ravhandelens Historie, hvilken han har kjendt og anført, men ei forekommer mig at have taget synderligt Hensyn til. Forf. har uden Tvivl den Fortieneste allerførst at have anvendt Resultaterne af nyere Tids Sprog-Undersøgelser, især vor for tidlig tabte Rask’s, paa Undersøgelser af Folke-Oprindelsen og Slægtskabet i alle 3 nordiske Riger. Suhms og Schønings Arbeider om denne Gjenstand høre uden Tvivl, blandt disse ellers fortiente Mænds Svageste. For øvrigt er dette en Materie, hvorom der, ifølge dens Natur, stedse vil kunne disputeres. Mine i omtalte Afhdl. fremsatte Meninger ere Resultater af flere Aars Grandskninger og Eftertanke; jeg vil altsaa vanskeligen lade mig rokke i dem; og ved nogle, f. Ex. om Pytheas’s Ravkyst, kan ikke engang Prof. Keyser bringe mig til at forandre dem.
Ogsaa Hr. Aalls Oversættelse af Snorre har jeg nu faaet. Det er eet i hver Henseende fortienstfuldt Arbeide; især fortiene de geographiske Oplysninger at skattes. Skulde et Exemplar af Budstikken ei eengang kunne erholdes for en taalelig Pris? Vi savne den paa det Kongel. Bibliothek. – – – – – – – –
D. Velbyrdighed spurgte mig engang for et Par Aar siden om Conferentsraadstitelens Oprindelse. Den forekommer allerførst i Rangforordn. 1693, under No. 15 i anden Klasse; i Anordninger af 1717, 30 og 34 derimod i 3die Kl. Jeg kan ikke vide, om der oprindeligen haver været nogensomhelst Function forbunden med denne Værdighed, som, uden Tvivl, med Etatsraadstitelen, der begyndte 1671 (i Anordn. 1693 forekommer allerede Prædicatet virkelige Etatsraader og i An. 1699 andre Etatsraader). En af de første Confer. Rder. turde maaskee have været Will. Worm, Ole W.s Søn, Professor, Kgl. Bibliothekar og Justitiarius i Høiesteret, (een af N. Lovs Concipister), der ifølge Worms lærde Lex. blev Confer. Rd. 1694. Formodentlig er Conf. Rd. Titel en Efterligning af en eller anden tydsk Institution.
I Gaar reiste endeel danske Naturforskere og Læger til Mødet i Gothenborg. Man vil sige at kun faae Svenske og Norske der skulle indfinde sig; hverken Berzelius eller Agardh, hverken Rathke, Skielderup eller Sørensen; prof. Hansteen er for Tiden her i Byen. Er det sandt, at den svenske Regiering eller det royalistiske Partie i Sverrig ei gierne skal see dette Møde? For Videnskaben tror jeg rigtig nok ikke, at der vil vindes stort med 8 Dages Samværen, som vel meget anvendes til Dinéer, Lysttoure m. m. Men slige Congresser ere nu siden Wienercongressen blevne en Modesag.
Prof. Dahl har paa sin Giennemreise ledsaget mig; hans Reises Maal var nok egentlig hans Fødebye Bergen. Med Hensyn til Udgivelsen af de gamle norske Love, da haaber jeg, at denne vil gaae hurtigere fra Haanden end vor danske Lovsamling, hvoraf kun 4 Bind ere udkomne 1821–37, men mueligen ere der flere Codices at collationere af de danske Love end af de norske, og Et. Rd. Kold. Rosenvinge kan heller ikke glæde sig ved et saadant Otium som Lector Munch.
Prof. Keyser bedes hierteligst hilset. Han var almindelig afholdt her i Kbhvn, ei blot for sin videnskabelige Dygtighed, men ogsaa for sin hele Personlighed, hvilket ikke er Tilfælde med alle hans literate Landsmænd, der nu og da gieste os.
- Med Høiagtelse, forbindtligst og venskabeligst
- Werlauff.
Kbhvn. d. 24de Juni–10de Juli 1839.
S. T.
- Hr. Justitiarius I. C. Berg, R. N. O.!
Jeg erkiender alt for vel, at jeg ikke burde have ladet Deres Velbaarenheds kiærkomne og interessante Skrivelse af 13de Mai ubesvaret i saa lang Tid. Men, en flittig Brevskriver har jeg aldrig været, og bliver det, med tiltagende Alder, endnu mindre; mine Embedsforretninger medføre i og for sig meget Skriverie, og den excessive Hede, vi i lang Tid have havt – den stærkeste siden 1826 – har giordt mig, som Flere, uskikket næsten til alt Arbeide. Nu griber jeg Pennen, for at opfylde en kiær Pligt, og jeg haaber, at disse Linier ville modtages af Allerhøistærede, ikke uden Interesse og med Erindring om gammelt Venskab.
Det Uheld, som i A. 1843 traf D. Velb., var mig allerede forlængst bekiendt fra reisende Nordmænds Beretning; Deres Entledigelse havde jeg erfaret af norske Blade. Det er mig ellers kiært at spore, at denne legemlige Skade ikke har svækket Aandskraften eller betaget Dem Lyst og Evne til vigtige literære Arbeider, [det] kan de i Aar udgivne Efterr. om Røraas Kobberværk m. m. noksom vise. Det undrer mig, at De ikke har kunnet erholde en mechanisk Indretning, hvorved det vilde være mueligt, uden Vanskelighed at skrive, det forekommer mig, at man her haver opfundet noget lignende. Omtalte Skrift om Røraas, navnligen dets historiske Deel har jeg læst med megen Interesse og Belæring, som Alt hvad der er kommet fra Deres Haand. Vare vi samlede, kunde jeg vel have Lyst til at opponere noget mod Yttringerne S. 201 om den Struensee-Brandtske Affaire; men, skriftligen, vilde det blive alt for vidtløftigt. Jeg glæder mig ved, at min Udg. af den norsksvenske Grændsebestemmelse har mødt Deres Bifald; det var naturligt, at de geographiske Oplysninger af en Udgiver, der manglede tilstrækkelige Hielpemidler og al Lokal-Kundskab, maatte blive heel utilstrækkelige; de have derfor ogsaa modtaget mange Berigtigelser af prof. Munch i et Bidrag, som vil blive meddelt i næste Hefte af Antiqv. Annaler. – – – – – –
Mere kan det maaskee interessere D. V. at modtage hosfølgende Skrifter af Et Rd. WedelSimonsen, om Rud-Slægten og om Elvedgaard, da disse indeholde adskillige Bidrag, ogsaa til den norske Historie. Forfatteren, der vel af tidligere Arbeider, vil være Dem bekiendt, lever nu, siden mange Aar, paa sin Fædrenegaard Elvedgaard i Fyen (hvorfra dog det meste Bøndergods er bortsolgt) eene beskieftigende sig med sin skiønne og store Hauge, og med literære Arbeider, hvortil han haver et saa lykkeligt Otium, som neppe nogen Anden i Danmark. Han er ugift (blev for mange Aar siden separeret fra sin Kone) og er uden Børn, da hans eeneste haabefulde Søn, 17 Aar gammel, paa en sørgelig og uforklarlig Maade kom af Dage i A. 1824. Hans Arbeider, meest til Fyens Historie og Beskrivelser, have vel store Ufuldkommenheder, hvad Kritiken angaar; men de røbe dog altid en flittig Samler, og man kan ikke gaae strængt i Rette med ham, da han ikke lader dem komme i Boghandelen, men bortskienker alle Exemplarerne.
Prof. P. A. Munch er for nogle Dage siden kommen hertil paa Hiemreisen fra Paris. Baade han, Chr. Lange og Rud. Keyser erindres her med megen Agtelse og Velvillie, deels for deres grundige Lærdom og udmærkede Talent for historiske Gienstandes kritiske Behandling, deels, navnligen Chr. L., for deres elskværdige Personlighed. Alle kunne de ansees som udgangne af den Bergske Skole! Det vilde være ønskeligt, at de N. histor. Samlinger maatte blive igien fortsatte. At et saa vigtigt og indholdsrigt Arbeide, som endnu ikke er overgaaet af noget andet i alle 3 Riger, maatte standse, er mig uforklarligt; det synes dog næsten, som om Norges Selvstændighed og politiske Frihed ikke har bidraget saa meget til at fremme de literære som de materielle Interesser, cfr. den mærkelige Yttring i Fort. til Krafts ypperlige, i sit Slags eeneste Beskr. over N. VI D.
Prof. Welhaven har ogsaa med sin Kone været her et Par Maaneders Tid, og synes at være meget tilfreds med sit Ophold; vist nok et høist genialsk Hoved.
Skriftet: „Schl. Holst., ein Wort – – Lpz. 1846 er er forfattet af en temmelig ung Mand ved Navn Rosen, uden Tvivl en Søn eller Beslægtet af Amtmand Rosen i Segeberg. Hvad Enden og Resultatet skal blive af disse i Hertugdømmerne meer og meer om sig gribende Bevægelser, er ei let at beregne; men den Deeltagelse de fremkalde, selv i det sydlige Tydskland viser noksom deres Betydenhed. Det kan ikke nægtes, at det meget Skriverie i D.ske og sl. holst. Blade fra begge Sider, meget har bidraget til at forbittre Stemningen, især i Hertugdømmerne. Forsaavidt der trættes om Successionen, da beroer denne jo paa fierne, maaskee seent eller aldrig indtræffende Eventualiteter. Havde man dog kunnet forudsee denne Røre paa Wienercongressen? For øvrigt vilde en Adskillelse mellem Kongeriget og Hertugdømmerne medføre for Begge lige fordærvelige Følger; for de sidstes Vedkommende tilstaaes det selv af upartiske og sagkyndige Holstenere.
Jeg vilde nok ønske, at jeg kunde føre en Samtale med min Høistærede Hr. Ven om de for Tiden stedfindende skandinaviske „Umtriebe“, som vel for største Deel ere at tilskrive Foranledninger fra Østen og Syden, og følgelig ikke ret have nogen indre Rod. Jeg troer, at vore Anskuelser i denne Henseende vilde temmelig stemme overeens. Men – skriftligt kan sligt ikke discuteres.
Det kgl. danske Selskab for Fædr. Hist. og Sprog, som i Januar 1845 i alt stilhed festligholdt sin 100aarige Tilværelse, haver anmodet mig – nu dets ældste Medlem – om at udgive dets Historie i fornævnte Tidsrum. I denne, som jeg haaber snart at kunne levere til Pressen, forekommer ogsaa en Episode om det i A. 1810 med det Kgl. danske Selskab foreenede genealogiskheraldiske Selskab, hvis Historie er meget lidet bekiendt. Blandt dette Selskabs ældste Medlemmer var en Gert Hornemann, Kammerherre (siden 1770), som skal have levet, deels i Throndhiem, deels i Christiansand, men som netop 1758 opholdt sig i Kbhvn. Han synes at være død omtrent i Midten af 80erne. D. V. vil vist kunne meddele mig Underretning om, hvad denne Mand egentlig var (om han ikke engang eiede Reinskloster?) naar han døde m. m. Ligeledes vilde det interessere mig at vide, naar Pastor Andr. Mørch paa Hurum døde, hans Alder, om han har ladet noget trykke m. m.
Striden mellem Geijer og Fryxell m. v. skal endnu ikke være tilende; den vil altid bidrage til at udbrede et klarere Lys over enkelte partier af Sverrigs – og næsten hele Nordens indre Historie. En Forandring i den svenske Repræsentation vil vist nok kunne ventes engang; maatte den kun ikke helde for meget til den modsatte Yderlighed. Mærkeligt forekommer mig i denne Tid, den svenske Prindses Besøg i Rusland og udmærkede Modtagelse der.
Jeg vil ønske og haabe, at D. V. om end den fordums Legemskraft ikke vender tilbage, dog endnu i mange Aar maa beholde Aandskraft og Lyst til literær Virksomhed; til Grandskning og Arbeider i Norges Historie, som har Dem at takke mere end nogen Anden. Jeg selv gaar nu i mit 66de Aar, og bør takke Forsynet for en, efter den Alder, ret god Sundhedstilstand; jeg kan saaledes læse og skrive uden Briller, samt gaa, sove, arbeide omtrent som for 20 Aar siden. Kun lider jeg temmelig af Mangel paa Fordøielse, hvilket igien medfører en jævnlig Tungsindighed; langt og vedholdende Arbeide kan jeg heller ikke taale.
Maatte jeg ved Leilighed bede mig venskabeligen erindret hos DHrr. Rud. Keyser, C. Lange, Kraft, Hansteen, Holst og Andre, som endnu mindes mig (Sverdrup ei at forglemme), og som De mueligen kunde faae at see. Men for Alting beder jeg D. Velb. ikke glemme, men nu og da, om endog kun med nogle faa Linier, glæde Deres ærbødigst som venskabeligst
hengivne
Werlauff.
Kbhvn. d. 31te August 1846.
- Allerhøistærede Hr. Ven!
Jeg kan ikke lade det norske Dampskib formodentligen for sidste Gang i Aar afgaae uden at takke Dem for Deres indholdsrige og interessante Skrivelse af 11te f. M., hvilken jeg saa meget mere ber paaskiønne, som jeg kan forestille mig, hvor physisk besværligt et saa vidtløftigt Brev maa have faldet Dem. For de fuldstændige Oplysninger om G. Hornemann og A. Mørch takkes forbindtligst; de ere allerede benyttede paa sit Sted og min Historie af det Danske Selskab er allerede leveret til Pressen.
Just nu modtog jeg med Skrivelse fra den værdige Rigsarchivar Lange Expl. af hans norske Klosterhistories 3. H. og af prof. Keysers Afhandling om de norske Samfundsforholdes Udvikling; begge disse interessante Skrifter glæder jeg mig til at giennemlæse. L. giver mig Haab om snart at erholde de norske Love. Jeg beder D. Velbaarenhed ved Leilighed takke disse ædle og fortiente Mænd for deres venskabelige Erindring, de mindes her af Alle, som personligen have kiendt dem, med Høiagtelse og Hengivenhed.
Forholdene i Holsten have taget en noget forandret Retning ved de mere energiske og bestemte Forholdsregler, Kongen nu har begyndt. Man antager her i Almindelighed, at Kongen inden det aabne Brev af 8de Juli d. A. har truffet Aftale, saavel med Keis. Nicolaus, som med Engellands og Frankrigs Monarcher. Man er nu meget spendt efter Udfaldet af den slesvigske Stænderforsamling. Imidlertid vil det vel endnu vare længe, inden den usalige Strid bliver endt. Vist nok havde der ved Wienercongressen været god Anledning for Friderich VI. til at andrage paa en pragmatisk Sanction, hvorved alle til den danske Stat hørende Lande vare blevne arvelige baade i hans mandlige og qvindelige Linie; men det kan være mueligt, at selv en mere omskuende og dygtig Minister end den ærlige, men indskrænkede N. Rosenkrands, ei vilde have faldet derpaa dengang, da Chr. VIII. havde en 7aarig Søn og, selv 29 Aar gammel, netop i den Tid blev formælet med en 19aarig rask og kraftig Prindsesse. Det bliver overhoved altid misligt og stundom ubilligt, at bedømme ældre Tider og Forhold efter Nutidens Erfaring og Maalestok. Jo længere man gaaer tilbage i Tiden, jo mere maa dette gielde. Saaledes bl a. med Hertugdømmernes Deeling 1544; Exemplet var allerede givet 1490, og Tydsklands Historie frembyder baade før og senere mange Exempler derpaa, det var altsaa i Tidens Aand, og Chr. III. kunde mueligen ikke, uden despotisk Fremfærd, have fulgt Joh. Ramus vist nok, efter senere Erfaring, gavnlige Raad. Denne Deeling kunde dog aldrig have blevet saa fordærvelig, som den i Sverrig, Gustav Wasas Disposition letteligen kunde have fremkaldt, dersom Lykken ei havde været bedre end Forstanden. Hvad derimod, efter min Mening, neppe lader sig negte, er det, at Foreeningen af forskiellige Nationer eller Lande under een Regiering (naar de ei ere af meget ringe Omfang) altid for een eller anden af Parterne medfører Ulempe og Grund til Misfornøielse. For min ærede Ven behøver jeg ikke at henvise til mange Exempler fra en ældre og nyere Tid; kun eet, som ligger os nær, vil jeg nævne – Foreningen mellem Sverrig og Landene hinsides Østersøen; mon disse havde det bedre under svensk end under russisk Herredømme? Ogsaa for en Regent kan det ofte blive pinligt nok, at maatte regiere efter forskjellige Grundlove, rette sig efter forskiellige Anskuelser, mægle mellem stridige Interesser m. m. Dog – hvormeget kunde ikke siges og disputeres herom, som hverken Tiden eller Rummet vil tillade. Chr. III. Frid. IV. og Frid. VI have vist nok foretaget sig adskilligt, som vi nu, fra vor Standpunkt maa dadle og misbillige, og under hvis Virkninger vi endnu maa lide, og egentlig store Regenter vare de vist nok ikke; men „Nidingsværker“ trøster jeg mig dog ikke til at beskylde nogen af dem for, uden for saavidt ethvert paa egen Fordeel og paa øieblikkets Interesse spundet politisk Skridt af endog de meest udmærkede Regenter, næsten altid kan benævnes saaledes.
Paludan-Müller har i denne Tid været i Stockholm og Upsala paa en kort Tid, nærmest for at undersøge nogle Haandskrifter af den Historie om den nordiske Syvaarskrig, hvoraf saamange Afskrifter existere, og hvis egentlige Forhold og Beskaffenhed han har i Sinde at undersøge. Det er unægteligen en af vore dygtigste og meest talentfulde historiske Grandskere. I næste Hefte af „Hist. Tidsskr.“ kommer fra ham en udførlig Afhandling, hvori han vil stræbe at goedtgiøre, at Carl XII. ikke faldt for nogen Forræders Haand, men for en norsk Kugle. Dette er vel ogsaa et Factum, som vel aldrig kan bringes til nogen fuldkommen Sikkerhed. Pr. Geijer yttrede ved sit seeneste Ophold her i Sommer, at det Første endnu var den almindelige Opinion i Sverrig, og han selv syntes at hælde til denne. En vigtig Kildesamling til de to fordum forenede Rigers Historie kan her ventes udgivet, nemlig en Samling af Christian IV. Haandbreve, ved Et.-Rd. Molbech. Mon ikke nogle Saadanne endnu ligge skiulte paa et eller andet Sted i Norge?
Hosfølgende Expl. med Brevet til Rigsarchivar Lange bedes mueligst fremsendte efter Bestemmelse. Med hierteligste Ønsker for Deres Velbaarenheds sundhed og usvæk- kede Aandskraft endnu en lang Række af Aar henlever jeg
D. V. ærbødigst forbundne
Werlauff.
Kbhvn. 11te October 1846.
- Allerhøistærede Hr. Ven!
Ret meget takker jeg for Deres kiærkomne og indholdsrige Skrivelse af 30te April, som kom mig tilhænde d. 14de d. Jeg bør saameget mere paaskiønne den, som jeg kan forestille mig, hvor megen Besvær Brevskrivning maa volde Dem, formedelst den legemlige Svaghed. Derimod glæder det mig ei at spore nogen Aftagelse af Aandskræfterne i de lærde og interessante Oplysninger til Orig. af Wimpfens Skrift, som jeg allerede havde læst i det Exemplar, jeg havde taget for det Kgl. Bibliothek. Vist nok har De Ret i, at det sl. holst. Oprer er af „indgribende Interesse for Danmark, ja for hele Norden“. Dog, det er ikke første Gang, at de sl. holst. Forhold gribe ind i hele Nordens; Hertugdømmerne i de to sidste Aarhundreder kunne vel i denne Henseende sammenlignes med Lifland i det 16de og 17de. Nu maa man ønske at Forholdene maatte blive saaledes ordnede, at de ei i Fremtiden skulle forurolige, ei blot Danmark, men hele Norden. Dog vides ikke, hvad man i denne Henseende tør haabe eller vente paa en Tid, da en stor Deel, maaskee den største Deel af Europa staaer i Flamme, og da den ungarske Krig, Uroelighederne i Tydskland, Giæringen i Frankrig, Interventionen i Italien, og et mueligt Ministerskifte i Engelland kan have enten en heldig eller uheldig Indvirkning paa Afgjørelsen af vore Forhold. Om den stedse meer og meer om sig gribende Ueenighed mellem Tydskerne selv vil være til vor Fordeel eller ikke, er vel endnu uafgjordt; man antager almindelig det Første. Medens jeg skriver dette (d. 20de Mai), tales her stærkt om separate Fredsforslag fra Preussen; og vist er det, at Kammerh. Reedtz, som i disse Dage er ankommen hertil fra sit Gods Palsgaard i Jylland, skal afreise til Berlin. Maatte det nu snart blive afgiordt, inden Jylland bliver alt for meget udpiint!
Vist nok kunde Danmark nu behøve en Griffenfeld; men hans Lige have vi siden ikke havt og faae maaskee ikke igien. Udenrigsminister her er egentlig – nomine – den redelige og patriotiske Wilh. Moltke, hvis Færd i Marts 1848 vi ikke noksom kunne paaskiønne; re er det, uden Tvivl, Geh. Conf. Rd. Dankwart, en Slesviger eller Holstener af Fødsel, men Danmark, hvor han har henlevet sin meeste Tid, af Hiertet hengiven, og af megen diplomatisk Routine og Dygtighed. Uagtet han i forrige Aar, paa en ei ganske skaansom Maade, fik sin Afskeed, er det dog nok han, som meest benyttes i vore udenlandske Forhold; ligesom han ogsaa er den, for hvem alle de udenlandske Diplomater her have meest Respect, og meest holde sig til. Ogsaa Reventlov-Criminil nød megen Agtelse, som en duelig og retsindig Udenrigsminister; mange fandt ogsaa her, at han ei burde have været entlediget. Baade han og Dankwart udmærke sig ved en høist tiltalende Personlighed; ligesom og begge bevæge sig med fuldkommen sikkerhed og Lethed i det franske Sprog; to Egenskaber, som jo ere vigtige og ønskelige for en Udenrigsminister og Diplomat. Reedtz er en redelig og kundskabsrig Mand, og mangler vel heller ikke Routine; men om hans Dygtighed haves ikke store Tanker; cf. „Fædrelandet“ d. .A. No. 114, S. 454, Sp. 1. Treschow, som har gaaet tilhaande ved Underhandlingerne i London, hvor han endnu opholder sig, er en dygtig Jurist og Sagfører; men i diplomatiske Forretninger har han aldrig været brugt, og synes hidtil heller ikke at have udrettet noget synderligt. Imidlertid er han nok en Mand af en fast Character, og hans Stilling som en rig Possessionat kan ikke andet end give hans Navn en god Klang i Engelland. Han har ellers omtalt Brunow i London som den, hvis Raad og Bistand har været ham til meest Nytte. Mærkeligt nok, at Rusland synes nu at have de fortrinligste Diplomater.
Jeg troer ganske vist, at Fredsunderhandlingernes Langvarighed – nu i 3 Fierdingaar – for en Deel maa hidrøre fra at det danske Successionsspørgsmaal tillige skal afgjøres; thi uden dettes Afgjørelse, vilde, om kort ell. lang Tid, den gamle Strid atter dukke op. For en Tid siden meentes at en af de svenske Prindser vilde blive adopteret; seenere har man talt om en Prinds af Glücksborg (endnu et Barn) eller en Prinds af Oldenborg; nu standses især ved Hertugen af Leuchtenburg eller maaskee hans Søn. Med Hensyn til den befrygtede russiske Indflydelse er jeg af min gamle Meening; jeg veed overhoved ikke om en saadan Indflydelse nogensinde vilde blive giordt gieldende; man har dog intet hørt om russisk Indflydelse i Weimar, Oldenborg eller Nederlandene. I hvert Tilfælde vilde K. Nic. neppe gaae ind paa en saadan Adoption, uden en fortsat Personal-Union mellem Danmark og Hertugdømmerne. Daaes Skrift har jeg endnu ikke faaet Tid at læse; men haaber det snart.
Angaaende Scandinavismen har jeg samme Anskuelse som min ærede Ven og Prof. Munch. Jeg anseer en bestandig Eenighed mellem de 3 nordiske Riger for lige ønskelig og gavnlig for dem alle; jeg vilde ansee det for hensigtsmæssigt, om de tre, ved Herkomst, Sprog, Religion, Sæder m. m. beslægtede og forbundne Folk gjensidigen begunstigede hinanden, ei blet i de materielle, men ogsaa i de aandelige Forhold.
En fælleds Myntfod for alle 3 Riger vilde vel stedse blive uopnaaelig; men en Indretning var f. Ex. vel tænkelig, hvorved Studerende fra eet af Rigerne kunde erholde Lettelse, ja endog Understøttelse ved hvert af de to andre Rigers Universiteter. Flere saadanne, for alle parter gavnlige Tilnærmelser, kunde maaskee finde Sted. Derimod troer jeg, at enhver sindig og Forstandig i alle 3 Riger maa paa det Bestemteste erklære sig mod en politisk Eenhed, en Personal-Union eller deslige. Erfaringen viser, at Forening af forskiellige Nationaliteter under eet Hoved sielden bliver til alle Parters Tilfredshed. Da man letteligen kunde indsee, hvad de saakaldte „Scandinaver“ egentlig havde i Sigte, har jeg stedse holdt mig fra deres „Umtriebe“; jeg har aldrig været Medlem af det scandinaviske Selskab. Den i Deres Skrift[3] S. 13, Not. 2 anførte Yttring af enkelte Norske, at Svenske og Norske burde kunne opnaae Indfødsret i Danmark, er i denne Tid ogsaa kommen under Discussion. Paa Rigsdagen er nemlig den geniale, men fanatiske og eensidige Grundtvig fremkommen med det Forslag, at „Ingen Tydsker eller anden Udlænding kan faae dansk Indfødsret uden ved Lov, men Svenske og Nordmænd skulle, ligesom Islændere og Færinger, agtes for Indfødte, naar de have fast Ophold i Riget“. Ørsted giorde opmærksom paa, at Norske og Svenske ikke giensidigen have Indfødsret i Rigerne, og Rigsdagen var saa fornuftig at forkaste den Gr. Galskab og, med 119 St. mod 1 at antage Udkastets Bestemmelse: „Ingen Udlænding kan erholde Indfødsret uden ved Lov“. Mueligen kan det her bekiendtblevne Factum, at den norske Regiering har afslaaet det akademiske Collegiums Indstilling at Svenske og Danske kunde indbydes til Concurrence om den anatomiske Lærestol efter Pr. Skielderup, her har havt Indflydelse paa Rigsdagen. Overhoved har Skandinavismen her faaet et betydeligt Knæk siden i Fior, da den svensk-norske Regierings Optræden i Realiteten vel var os mere til Skade end til Gavn, og i Grunden var Vand paa Sl. Holstenernes Mølle. Man maa derfor være tilfredse med at vore Naboer i Aar ei gjøre Mine til nogen Hielp. Naturligvis maa Tonen i enkelte norske og svenske Blade ogsaa bidrage til at kiøle Begeistringen hos vore skandinaviske Exaltadors.
Hvad De i Deres Brev yttrer om Tydskernes ei usandsynlige Tendents til Republikanisme, er nu desværre gaaet i Opfyldelse, hvad det sydvestlige T. angaaer. Det synes nu vel egentlig ikke at have nogen dyb Rod (især da den franske Republikanisme er meest af Navn) men bidrager dog til at forvikle Forholdene. Kunde Tydskland komme til Roe og faae sine Sager ordnede paa en fast og sikker Maade, vilde ogsaa vort Anliggende faae et bedre Udseende for Fremtiden. Jeg troer heller ikke, at vor Tidsalder i sig selv er republikansksindet; det er kun enkelte Sværmere og Hobe af Arbeiderclassen, som falde paa slige Griller. Et constitutionelt Monarkie er vist nok det sikkreste; imidlertid er ogsaa det jevnligen udsat for indre Bevægelser; og en Constitution, som ei skulde behøve Forandringer og Modificationer af og til, er neppe tænkelig. Det er unægteligt at de oldenborgske Kongers Politik, i sine Følger og Resultater som oftest har været skadelig for Danmark, skiøndt jeg ikke veed, at de her i Skrifter ere blevne forgudede – i en senere Tid ei engang Chr. IV. –, uden for et Aarhundrede siden eller længere, da det hørte til Tonen i ethvert Land at forgude sine Konger. Men, Billighed vil, uden Tvivl, ogsaa erkiende det for et vanskeligt Problem, at styre et Monarchie, der ved Natur og Forhold havde saa forskiellige Interesser som vort, bestaaende af a) Danmark, hvor igien Skaane, Sielland og Jylland-Fyen havde forskiellige Interesser, b) de mellem flere Herskere deelte og tildeels til et andet Statsforbund hørende Hertugdømmer, og c) Norge. Mon Carler eller Gustaver vilde her have giordt deres Sag bedre? Uagtet Enhver af disse, hvad Personligheden angaaer, vist nok staaer langt over Oldenborgerne, er det dog et Spørgsmaal, om Sverrig i det Væsentlige vandt noget ved dem, uden, uden, i en vis Henseende, ved Carl XI.
Det interesserer mig ret meget at følge det betydelige Opsving den norske historiske Litteratur i den seenere Tid har faaet, især ved Kildeskrifters Udgivelse. Man seer, at Kilderne til Norges ældre Historie ei ere saa aldeles tabte eller forsvundne, som man for en Tid siden antog. Norge, saavelsom Sverrig, ere komne os i Forkiøbet, med Hensyn til et Diplomatarium, skiøndt et Saadant hos os blev paabegyndt for 100 Aar siden. Jeg beundrer ogsaa Prof. P. A. Munchs Forfatter-Productivitet; især da hans oeconomiske Stilling maatte synes at betage ham den fornødne Sindsroe. Han besidder unægteligen en sielden Combinationsevne; hvorved hans udmærkede Sprogtalent ogsaa hielper ham meget. Af Rosenvinges gamle danske Lovsamling udkom 1ste D. 1 Afd. allerede 1846; den indeholder blot A. Sunesens Paraphiar til skaanske Lov; anden Afdeling skal indeholde skaanske Lov og Waldemars Siellandske Lov; den vil vel komme snart, da R. nu har mere Otium.
Mag. Allen takker meget for sin Velynders venlige Efterspørgsel og takker for det tilsendte Skrift, hvoraf han er sindet at levere en Anmeldelse i et af vore Blade. Desværre have vi nu for Tiden ikke et seneste kritisk Tidsskrift – maaskee med Undtagelse af et i Odense udkommende „For Literatur og Kritik“, hvori Recensioner dog ere en Bisag. Er den norske „Litteraturtidende“ standset med A. 1846? jeg har idetmindste intet senere Nummer faaet. Allen er nu beskieftiget med sine Samlinger af Arbeider til Christ. II. Historie; jeg vilde ønske denne talent- og kundskabsrige Mand i en god Vei. Var Sorøe Academie ei blevet nedlagt, vilde der have været en Plads for ham.
Conf. Engelstoft vil, uden Tvivl, selv takke Høistærede Hr. Ven for det Tilsendte; Han har i den seenere Tid været meget svagelig. De to Expl. gav jeg til vor grundige og skarpsindige Historieforsker Prof. Velschow (af hvem en Afhdl. er begyndt at trykkes i de Antisl. holst. Fragmenter) og til Mag. Schiern. – – – – – – – – –
Mon K. Oscars Kroning i Throndhiem endelig vil finde Sted i dette Aar? Den blev jo udsat i de to foregaaende. I vor Rigsforsamling blev vedtaget, at det staaer til Kongen selv at lade sig krone (salve) eller ikke; hvilket sidste vel vilde blive Tilfældet, naar vedkommende Rigsdag ei vilde bevilge omkostningerne derved. I mine Tanker en meget uheldig Bestemmelse i Vor Rigsforsamling vil, uden Tvivl, blive sluttet med Ugen efter Pindse, c. 2den Juni. At de fleste jydske Deputerede, under de nærværende Forhold have havt Roe til at forblive her, bør vist nok paaskiønnes. For vor Grundlov, som for enhver Anden, maa Erfaringen være den bedste Prøvesteen; den kan endnu komme til at medtage flere Modifikationer, naar engang det slesvigske Spørgsmaal bliver afgiordt. Har De læst Geh. Conf. Rd. Ørsteds Prøvelse af Grundlovsudkastet, hvoraf 4de og sidste Hefte skal udkomme?
Det er mig kiært, at min Høistærede Ven faar den brave og lærde Rigs-Archivar Lange i Deres Huus. Jeg beder ham venligst hilset. De sidste Hefter af hans Tidsskrift ere endnu ikke komne herned.
Der existerer en Samling af „norske Reskripter“ udgiven af Deres ældste Søn, Wessel-Berg, med tilføiede Anmærkninger af Dem selv. Hvor mange Bind udgiør den? Allen har engang omtalt den som meget vigtig. Skulde den ikke engang forekomme paa en Auction? de norske Bøger ere meget dyre.
Af de norske Professorer er der nu kun tre tilbage, som jeg fra gammel Tid har kjendt – Schielderup, Sverdrup og Rathje. I den seenere Tid her jeg hernede lært at kiende Prof. Welhaven; han har siden sin Hiemreise engang tilskrevet mig og faaet Svar; skulde engang paa anden Haand kunne bringes ham en Hilsen fra mig, vilde det være mig kiært.
Jeg ønsker min Høistærede gamle Ven en saa blid og roelig Alderdom som mueligt; til den sidste Stund Arbeidskraft og Arbeidslyst. Jeg selv befinder mig i det Hele ret vel. Et aabent saar i Panden (sinu frontali) som for Aar siden kom tredie Gang igien, læges nu vel ikke mer; det vilde vel heller ikke være godt for mit Syn (jeg kan endnu, Gud være lovet! læse uden Briller) eller øvrige Befindende. Men jeg bliver snart 68 Aar, er altsaa ældre end Nogen, saavidt mig bekiendt, af min talrige fædrene Slægt i Norge er bleven, og ældre end Nogen af min mødrene Slægt, paa en Morbroder nær, der naaede de 70, og under nærværende Udsigter for det Hele og for hver Enkelt, har Livet kan liden Interesse for mig, og jeg seer med en vis Længsel Opløsningen imøde.
Til fortsat venskabelig Erindring anbefaler sig
høiagtelsesfuldt og hengivnest
Werlauff.
Kbhvn. d. 25de Mai 1849.
– – – – – – – – – – – – – – – – –
- Høistærede Hr. Ven!
At 8 Maaneder ere henrundne, inden jeg besvarer Deres venlige Brev af 10de August f. A. vil De vist tilgive Oldingen, der nærmer sig det 76de Aar. Det er mig kiært, at De har fundet Dem tilfredsstillet, baade ved Danske Selskabs Historie og min Anmeldelse af Geh. Arch. Aarsberetning. I min nærværende Alder kan ikke stort Mere ventes fra min Haand. Imidlertid vil dog, giennem Samfundet f. d. danske Lit. Fremme, udkomme en nye, meget forøget og tildels fortsat Udgave af mine Antegnelser til Holbergs Lystspil. Omtrent Halvdelen deraf er allerede trykt; som Medlem af Samfundet vil De, haaber jeg, inden Aarets Udgang modtage den.
For det skiønne Exemplar af P. Paars 1720 og det norske Billedværk takkes meget. Med sand Interesse har jeg giennemlæst Deres livlige Skildring af Studentertoget. Af flere Steder slutter jeg mig til, at De betragter den her i en vid Kreds raadende Skandinavisme omtrent paa samme Maade som jeg selv. Jeg kan godt forstaa, at min geniale Ven Welhavens Tale maa have henrevet alle Tilhørere, ligesom hans Sang ved Afreisen fra Stokholm enhver nordisk Læser. Jensens hiertelige sang rørte mig næsten til Taarer; den mindede mig om fordums lykkelige Dage i Studenterlivet og om Omgang med saa mange norske Commilitoner, der nu vel alle ere gangne til Hvile.
Jeg sender herved nogle litterære Smaating, der maaske ville være Samleren og Bibliophilen ikke uvelkomne, saafremt jeg ikke allerede – hvad jeg ei bestemt mindes – tidligere skulde have sendt noget deraf. Lad mig ved Leilighed erfare, om De har de af Vid. Selskab udgivne Regesta; i manglende Fald skal det blive sendt.
F. Magnussens Auction har maaske ogsaa skaffet Deres Samling nogen Forøgelse. Han efterlod sig flere Haandskrifter, end man i vor Tid er vant til at se efter Afdøde. Blandt de trykte Bøger fandtes vel adskilligt godt og sieldent, men, som Følge af at de, som Pant for den Afdødes Gield til en islandsk Kiøbmand, i saa mange Aar havde staaet indpakkede, vare mange Exemplarer saa fordærvede, at man maatte undre sig over, at Vedkommende vilde lade dem komme paa Auction. Manuskripterne kom, for største Deel, til Prof. Stephens, det islandske litt. Selskab og det Kgl. Bibliothek. Geh. Archivet fik den største Deel af den Afd. Correspondance og den endnu vigtigere Samling af Breve til Thorkelin, som indeholder mange Breve allerede fra forrige Aarhundrede, fra Guldberg, Bülow paa Sanderumgaard, Suhm og flere Notabiliteter. Blandt norske har jeg især bemærket Breve fra Herm. Amberg, Stiftsprovst Wille og Præsten Mørch paa Hurum. I et Brev fra Amberg (1796) forekommer en høist fordeelagtig Characteristik af den 21aarige I. C. Berg, som jeg ikke længe efter det Aar lærte personlig at kiende; jeg skal, om De ønsker det, afskrive den fuldstændig og sende den ved Leilighed. Auctionen udbragtes i alt til 1,512 Rdl.; deductis deducendis vil Beløbet vel svinde ind til omtrent 1000 Rdl., man havde tilbudt Bogh. Lynge det Hele for 6,000 Rdl.! Confer. Rd. Lassens Bogsamling, som indeholdt en udsøgt Litteratur af de juridiske og historiske Videnskabsfag, for største Deel i gode Exemplarer, indbragte derimod ved Auctionen over 3000 Rdl.
Tør jeg bede Dem hilse Prof. Welhaven, hvem jeg nyelig har tilskrevet, og Rigsarkivar Lange, som jeg med Tilfredshed har hørt, nu befinder sig bedre, hvem jeg ogsaa med det Allerførste skal skrive til. Hos D’Hrr. Keyser, Munch, Nicolaysen og Petersen beder jeg mig ligeledes bragt i venlig Erindring. Det vilde være mig særdeles kiært engang at se nogle Linier fra Deres Haand; maaskee tillige et enkelt No. af det med mig saa velsindede „Illustr. Nyehedsblad“, der kunde indeholde et eller andet her interesserende.
Jeg og min Datter mindes med Interesse Deres Besøg i afvigte Sommer; maatte vi endnu engang see det gjentaget.
- Med Høiagtelse og med de bedste Ønsker Deres
Kbhvn. d. 12te April 1857.
Werlauff.
S. T.
- Hr. Cand. P. B. Hansen!
Kiøbenhavn d. 20de Juli 1857.
Hr. Archiv-Assistent P. Botten Hansen!
De tager storligen Feil, Høistærede Ven! naar de tror at jeg endnu vedligeholder mange ældre og vigtige litterære Forbindelser. Jeg har selv i yngre Dage været en temmelig træg Epistolograph; efterhaanden har Døden løst alle mine gamle Baand, og den Eneste, med hvem jeg uden directe Foranledning af og til vexler Breve er min ældste Ven, Conferentsraad Vedel Simonsen til Elvedgaard i Fyen. Men jeg bliver sielden Svar skyldig, og det er mig altid kiært at modtage og giengielde (deres) Breve, for hvem jeg nærer Agtelse og Hengivenhed, især naar de ville finde dem i at mine skriftlige Meddelelser stundom komme meget seent og bære over med Sporene af de 76 Aar baade i Form og Materie.
Megen Tak for de tilsendte Litteraria, som jeg med Interesse har giennemlæst. Det „Illustr. Nyhedsblad“ fortiener vist nok at være mere kiendt her, end Tilfældet er. Det interesserer mig meget at erfare noget om de norske Historikere, af hvis Værker jeg har læst saa meget. Prof. Munch er mig især et uforklarligt Phænomen, jeg kiender ingen hos os, som jeg i eet og alt vil sætte ved Siden af ham. Skulde han komme til Rom, som tør haabes, og faae Adgang til Vaticanet, vilde jeg ønske, at han ogsaa maatte faae Tid og Leilighed til at skiænke vor Historie nogen Opmærksomhed. Forklaringen over Tune-Indskriften er sindrig og skarpsindig ligesom den over Guldhorneindskriften, men saavel disse som de Blekingske Monumenter, med de Folkebevægelser i en forhistorisk Tid, som de lade ahne, blive mig i det mindste altid dunkle. Det skarpe Udfald paa Et. Rd. Hafn er vist ikke ufortient; samme Anskuelse af hans Færd deles her af Mange. Imidlertid kan ikke nægtes, at Selskabet har præsteret meget fortrinligt, hvori han har en umiddelbar Deel; ogsaa har Selskabet ved dets udstrakte Forbindelser erholdt mange Værker fra Udlandet, især fra de andre Verdensdele, som ellers vilde være her aldeles ukiendte. Hansteens Characteristik af Greve Horn, som ogsaa jeg har kiendt, er meget træffende; det er dog ikke rigtigt, at han efter Gustav III. Mord skulde være flygtet til Danmark. Han og Flere af de Sammensvorne bleve dømte fra Livet; men, da Gustav havde ønsket, at Ingen uden den egentlige Morder skulde straffes paa denne Maade, blev Dommen formildet til Landsforvisning og Tab af Adel. Han fandt det altid en Daarlighed, yttrede han, at stille sig i Spidsen for en Revolution, thi denne fik som oftest et andet Udfald end det tilsigtede, hvilket netop der var Tilfældet.
Ogsaa hos os ere ivrige Bogsamlere fast forsvundne; den sidste, hvad dansk Litteratur angaar, var Forstander Borch paa Opfostringshuset. Den største og vigtigste Samling af historisk og klassisk Litteratur i udsøgte Exemplarer er Confer. Rd. Wegeners; den største af naturhistoriske og medicinske Fag er Et. Rd Eschrichts. Letheden ved her at faa Bøger tillaans, de mange Selskabers Bogsamlinger, Mangel af Plads og hyppige Omflytninger; endelig den i saa stærk Progression voxende Bogmasse – alt dette skal just ikke opmuntre til Bogsamling.
Mit Portrait sendes herved til behagelig Anvendelse efter Tid og Leilighed; jeg har endnu nogle faa Exemplarer tilbage, som staae til meste for Venner og Bekiendte. I Norge haver – om jeg mindes ret – Prof. Welhaven det. Det er fra 1842, men jeg tør antage, at jeg ikke just har forandret mig meget siden den Tid. Til mine Personalia, senere end Erslews Forf. Lex., hører mit Jubilæum 1855, hvoraf „Ill. Nyh.“ i sin Tid tog en saa venlig Notice, og at jeg i Marts d. A. blev Commandeur af den nederlandske Eegekrone-Orden, paa Grund af Tienester, jeg har vist det Kongel. Bibliothek i Haag og Univ. Bibl. i Leiden. Skiøndt jeg desværre aldrig har seet mine Fædres Land, har jeg dog, baade i ældre og nyere Tid, staaet i fleersidig Berørelse med Norge og med Nordmænd. Som Student havde jeg megen Omgang med begge Muncherne og med I. Rynning, siden Præst til Ringsaker, nu formodentlig død[4]. Jeg var 1796 blandt de „Indkaldte“; Wulfsberg holdt ved den Leilighed Petitio og Storm Munch Gratiarum actio. Med Rynning giorde jeg Bekiendtskab hos Berg; han var fortroelig med norsk Statistik og med de norske Forhold; som flere Nordmænd var han misfornøiet med Norges Styrelse hernedefra. Fra en seenere Tid mindes jeg med Interesse Proff. Schielderup og Hersleb. Den Første besøgte jævnligen det Kongel Bibl. og kom ofte til en god Ven af os Begge, Lægen Prof. Wendt, hvor han altid var Sielen i den lille Kreds, ved sin Lune og Vittighed, ved underholdende Fortællinger om hans Fodvandringer med Skuespiller Lindgreen og skolelærer Klagenberg i Sielland eg paa Lolland, om Scener fra Felttoget 1807, hvor han var Stabschirurg ved den improviserede Armee; endelig ved sine Bellmanske Sange. Hersleb blev 1807 Inspecteur paa Bibl. Læsesal; han var med Molbech, Amanuensis Widerøe (ogsaa Nordmand) og mig der tilstede i Rædselsnætterne 2–5te Sept. 1807; han var den roligste og meest resignerede af os alle, blandt hvilke jeg nu er den Eeneste tilbagelevende. Gamle Moldenhawer interesserede sig meget for ham; og han var egentlig prædestineret til Ansættelse i det theologiske Facultet. Han skrev mig nogle Gange til fra Norge; jeg erfarede seenere med sand Veemod hans tunge Lidelser, inden Døden kaldte ham. I A. 1806 laae jeg syg af Skarlagensfeber paa Friederichs Hospital, hvor Dr. Sørensen dengang var Reservelæge; en elskeligere Læge har jeg aldrig kiendt, hverken før eller siden. Han er jo nyelig død, og som jeg med veemodig Deeltagelse har hørt, af en smertefuld Sygdom. Af mine norske Colleger her ved Universitetet mindes jeg med Hengivenhed og Interesse den aandfulde Sverdrup, den blide, beskedne, kundskabsrige Rathje og den ærlige, diærve Reinhardt, i nogle Aar min Sidemand i Consistorium; hans sørgelige Endeligt gjorde dybt Indtryk paa mig; sit ei terra levis! Blandt Nordmænd, hvis ædle og aabne Personlighed har tiltalt mig, mindes jeg ogsaa Tønder Lund og Jacob Aall. Hiin var Formand i det skandinaviske Literaturselskab, da jeg i 1806 blev Medlem. Ogsaa han fik et tragisk Endeligt[5]; han ahnede sin Skiebne, da han reiste bort. Med J. Aall gjordes jeg bekiendt hos hans Ven P. E. Müller; han bekostede Trykningen at min Vatnsdælasaga 1811. Hans blide Character, hans danske Sind maatte indtage Alle; han besøgte mig den sidste Gang han var i Kbhvn., uden Tvivl i Anledning af hans Sygdom.
Med Berg blev jeg bekiendt paa Nyerups Forelæsninger. Han var før mig i nogen Tid Custos (som det dengang heed) paa Bibliothekets Læsesal, hvor han excerperede alt, hvad der i Ligprædikenerne angik Norge. Han havde, som ogsaa berettes i hans Biographie, Løfte og Haab om at blive ansat ved Skolen i Christiania og kunde aldrig tilgive Moldenhawer, at dette Haab glippede; men Flere, som havde været Disciple i Metropolitanskolen, hvor han i nogen Tid var Lærer i Historie, have forsikkret, at han vilde have været aldeles uskikket til den Post, hvilket, efter hans hele Individualitet, ogsaa kan tænkes. Mærkeligt, at denne Miso-Danus var født i Kbhvn., ligesom Miso-Gallus Pitt i Frankrig! Han, ligesom Rynning, ivrede stærkt mod den norske Odelsret, hvilket meget undrede mig og Andre, som ikke kunde rime dette med T. Rothes prosaiske og Nord. Bruns, Zetlitzes, Frimans poetiske Lovtaler. Jeg opbevarer alle Bergs Breve til mig indtil faae Aar før hans Død; de ere efter min Bortgang bestemte for det norske Universitet; maaskee kunne de endog komme der tidligere. Ambergs Anbefaling af ham til Thorkelin, som indsluttet følger[6], tør jeg antage, ikke har frugtet stort. Thorkelin nærede kun ringe Sympathie for Norge og Nordmænd; heller ikke findes der noget Brev fra Berg i den Thorkelinske Samling. Overhoved troer jeg ikke, at Berg vilde have lært synderligt af ham selv; han var min Velynder og havde mange gode Sider, men stak i videnskabelig Henseende ikke dybt.
Endnu har jeg temmelig nøie kiendt to andre Nordmænd, som kunde paa en vis Maade ansees for Antipoder – S. K. Jentoft og O. Dewegge. Den første besad en ikke almindelig Hukommelse, som dog kun omfattede en indskrænket Sphære, nemlig den norske Personalhistorie, navnligen den norske Presbyterologie i forrige og nærværende Aarhundrede; heri var han stærkt bevandret og kiendte en stor Mængde Anecdoter. Vedel Simonsen meddelte han mange Notiser – Norge vedkommende – til hans Afbdl. om Nationalhistoriens Kilder. I A. 1807 skulde han have udgivet Schønings utrykte Reise paa Gyldendalske Bogh. Forlag, under mit Tilsyn, med J. Aalls Understøttelse, men Krigen indtraf, han havde faaet Forskud, hans Financer vare stedse i maadelig Forfatning, saaledes faldt det hele hen. Vistnok fortiente dette Værk, hvoraf dog enkelte Brudstykker Tid efter anden ere trykte, endnu at komme for Lyset. Han var en ivrig norsk Patriot. Han samlede hvor han kunde Gaver til det Deichmanske Bibliothek og til Vid. Selskab i Throndhiem. Hans Recension af Bings Norges Beskr. i lærde Efterretninger 1797 er i flere Henseende mærkelig og tidsbetegnende. Han levede for det meste i trange Kaar; et Aarstid for han døde søgte og fik han en af Universitetets Senge i Vartov, men giorde ikke Brug af den. Dewegge, Classensk Bibliothekar og Inspecteur ved det Kongel. Myntcabinet, besad mange Kundskaber i Litterærhistorie, Kunsthistorie og Numismatik; han var maaskee den lærdeste Kiender af de nordiske Mynter paa sin Tid; men han har ikke udgivet noget uden Myntcataloger. Han var en af de ivrigste Bog- Kunst- og Myntsamlere, jeg har kiendt; hans Samlinger og Collectanea vare i den ypperligste Orden. Han var i høi Grad tienstagtig og meddelsom; hans med en fuldkommen Troskab, med Pen og Blæk, udførte Tegninger af gamle Mynter findes i Mængde, deels ved Myntcabinettet, deels hos private Samlere. Men han var, Gud veed af hvilken Grund. antinorsk, havde kun liden Omgang med sine Landsmænd og havde kun liden Agtelse for deres videnskabelige Bestræbelser. Han legerede til Myntcabinettet af sin betydelige Samling, alt hvad det manglede; jeg foreslog ham undertiden ogsaa at betænke sit Fødelands Universitet, men det havde han ikke Øre for.
Foruden hvad der nævnes hos Erslev, har jeg intet skrevet, Norske Sager vedkommende. I September 1849 afgav jeg til det norske Universitet endeel Dokumenter m. m., som jeg deels havde kiøbt paa Auctionen efter den afdøde Weinwich, deels i sin Tid erholdt af Abr. Kall. I Cholerasommeren 1853, da man ikke havde Sands for eller Roe til noget egentligt Arbeide, foretog jeg mig at undersøge et i flere Aar tillukt Rum paa Bibliotheket, hvor fra gammel Tid fandtes en stor Mængde Landkarter, Kobbere, Stamtavler m. m., som vare komne med den Thottske Donation eller kiøbte paa Auctionen. Ved at giennemgaae disse, som paa Grund at mange Stykkers colossalske Dimensioner og den støvede Tilstand, hvori det Alt befandt sig, (sic!) traf jeg paa endeel norske Karter og Grundtegninger, som jeg antog bedre at være paa sin Plads i Norge end her. Jeg søgte og erholdt Kgl. Tilladelse til at afgive dem til det norske Universitet; og det er mig en sand Tilfredsstillelse derved, at de have bidraget til at oplyse Christianias og Bergens ældre Topographie. Mindre heldige vare mine Bestræbelser 1851 for at skaffe den hele Magnæanske Diplomsmling til Norge. Dog veed jeg, at de Norske have erkiendt min gode Villie; mere herom kan Rigsarchivar Lange berette.
Af mine Antegnelser til Holbergs Lystspil ere 25 Ark trykte; Hexerie eller bl. Allarm bliver det sidste Stykke. Ere ingen af Holbergs Stykker udgivne i Norge? Det forekommer mig at have [hørt?] noget Saadant. Af den Dorphske Overs. af N. Klim ogsaa en nye Udgave, hvori mine Oplysninger blive noget forøgede.
En Eiendommelighed ved mit Liv er det, at jeg aldrig har betraadt Europas Fastland i nogen Retning, jeg har hverken været i Skaane eller i Jylland; kun paa Sielland, Fyen, Lolland og Falster (giennemreist) og – Amager. I vor reiselystne, for ei at sige reisegale Tid er det noget characteristisk; man maa næsten være stolt deraf; dog angrer mig især, at jeg ei har seet mine Forfædres Land, da jeg maaskee havde kunnet det. Men jeg har aldrig været meget for Forandring i nogen Henseende; heller ikke af Opholdssted.
Og nu, min kiære unge Ven! tag til Takke med disse desultoriske Meddelelser om mig selv, og bær over med Oldingens loqvacitas senilis; De har selv fremkaldt den.
Rigsarchivaren saae jeg kun en halv Time paa Bibliotheket ved hans Udreise; det er uvist, om han ved Hiemreisen kommer her igiennem. Gid hans Reise maatte bringe et godt Udbytte.
Venligst Hilsen til Professorerne Keyser (som takkes særdeles for hans norske Kirkehistorie), Welhaven med Familie og Søster, P. A. Munch (der kun som Giest har kiendt Molbech), Hansteen eg Fl., Hr. Nicolaysen ei at forglemme
fra Deres med sand Agtelse hengivne
Werlauff.
Det er mig kiært at kunne forøge Deres Samling med et Par Bidrag; Separataftr. af A. Magnussen har De maaskee ikke før. Der bliver kun trykt 30 Expl. Lad mig ved et Par Ord vide, at Sendingen er fremkommen i god Behold.
Kbhvn. d. 12te Sept. 1859.
- Høistærede Hr. Ven!
Det ere mig kiært et mine Rettelser i det ringeste kunne optages i Separataftrykket; mueligen kunne de ogsaa anføres som Trykfeil i et af „Nyebedsbladets“ følgende Nummere, eller i en Trykfeilsliste ved Aargangens Slutning, dersom en Saadan tilføies.
Det Deichmanske Anecdoton følger herhos til behagelig Afbenyttelse; naar det bliver trykt, har jeg intet videre Brug for det.
Med Hensyn til de ønskede Oplysninger kan jeg i det ringeste meddele Følgende:
Det omskrevne Slagsmaal fandt Sted d. 2den Februar 1793. I Fr. Barfods nyelig begyndte nordiske Tidsskrift „Folke“, 3die Hefte S. 214 flg. findes nogle Erindringer af en Samtidig em denne Begivenhed, men som dog i flere Henseender kunne modtage Berigtigelser. Studenten angives her at have været N. C. Michelsen, dim. 1787, død 1835 som res. Kapellan ved Holmens Kirke. Det forekommer mig ikke, at han var den, jeg tidligere har hørt nævne; mueligen har jeg ogsaa hørt Koren nævne, men min Hukommelse er nu ikke længer sikker. Officeren var daværende Fændrik i Garden til Fods, Karl v. Rømling, født i Norge 1769, 1807 Major ved Norske Livregiment, død 1839 som Generalmajor. Den der ringede med Regentsklokken for at samle Studenterne, skal ifølge „Folke“ have været den siden lidet fordeelagtig bekiendte Eiler Hagerup, men da denne allerede 1789 var Katechet ved Holmens Kirke og 1793 blev res. Kapellan i Verdalen, er det lidet troeligt. Jeg har engang hørt at det skulde have været Henr. Steffens, der tilligemed en dansk Student P. Wieck fik en Irettesættelse af Consistorium; men i hans „Was ich erlebte“, 2den D. omtaler han det ikke; saa det dog rimeligt kan have været E. Hagerup. Et Bevis paa at Steffens’s Hukommelse her, som paa flere Steder, har slaaet ham feil, er det, at han henfører Begivenheden til Juni Maaned. Der blev i denne Anledning nedsat en Commission af Civile og Militære, af hvilken Officeren dømtes til at erlægge en Maanedsgage, 24 Rdl., til Krigshospitalskassen og Studenten en Mulkt af 30 Rdl. til Politiekassen. Hvorvidt Holmens Folk virkelig have tilbudt Studenterne deres Assistence, vides neppe med Vished; jeg erindrer godt, at det almindelig blev sagt. Overhoved giorde den lille Begivenhed mere Opsigt, end den egentlig fortiente; det var midt under den franske Revolutions Skrækkeoptrin, og netop i de samme Dage kom Efterretningen om Ludvig d. 16des Henrettelse. „Folkes“ Beretning, at Kanoner bleve opkiørte, er vist nok en Overdrivelse. Jeg boede dengang i Nærheden af Politiemester Flints Gaard paa Hiørnet af Raadhuusstrædet og Torvegaden, her bleve Vinduerne indslagne, men da Porten var nærved at blive sprængt, ankom et Detachement af Hestgarden, som adsplittede Sværmen. Vist er det, at Tumulten nærmest udgik fra Studenterne; af Militære deeltog ingen deri; men Pøbelen sluttede sig snart til Tumultuanterne, og af den forøvedes de fleste Voldsomheder. Der er ingen Grund til at antage, at norske Studenter skulle have udgiordt nogen overveiende Pluralitet. Tumulten kaldtes „Posthuusfeiden“, fordi sammenstødet fandt Sted i Nærheden deraf og Rømling maatte tye ind paa Postgaarden. Den „philosophiske“, rettere „Philosophgangsfeiden“ forefaldt 1787, opstod ved en Officers Fornærmelse mod en Borger, fortsattes i længere Tid mellem Militære og Civile, blandt hvilke vel ogsaa enkelte Studerende, og var i det Hele af større Betydenhed.
Om Magnus Bergs Arbeider forekommer noget i L. Spenglers Afhdl. om Elphenbenets Egenskaber i Vid. Selsk. Skrifter, nye Saml. 2det Bd. I det Kgl. Billedgalleri haves 3 Malerier af ham, blandt hvilke hans eget Portrait; se I. C. Spenglers Catalog, No. 827–29. Der haves to haandskrevne Arbeider af ham, begge blandt de Thottske Mspter. Det eene Folio Nr. 114: „En lys Sandhedsbrille for aandelige domme (dumme?) og formørkede Kundskabsøine, hvorigjennem klarligen kan sees og beskues den falske, som og den sande, reene og orthodoxe Lærdom, som grandgivelig udviser sig udi trende Discurser holdne imellem en lutherisk høilærd Orthodox og en Christen, dog saa kaldet en Frigeist og Syncretist“. Det andet i Qvarto No. 453: „Spørgsmaal, om dette bedærvede Kiød og Blod eller Legeme, som vi nu alle efter Syndefaldet ere omgivne med, skal eller kan arve Guds Rige, eller om dette Legeme kan igienfødes paa nye. Resp.: Til begge Dele svares Ney“.
Begge ere de af et mystisk og sværmerisk Indhold; i Foliohaandskriftet roser han Jacob Bøhme. Hans hos Worm og Nyerup nævnte trykte Skrifter ere af lignende Beskaffenhed. De haves her kun i den Hielmstierneske Samling (Catalog I. S. 128), af hvilken egentlig Intet maa udlaanes; dog kan det vel skee paa en kort Tid, dersom det er Dem meget om at giøre.
Med Separataftrykket maa det naturligvis beroe efter Deres gode Leilighed. Venligst Hilsen til alle Bekiendte i Christiania.
Hengivnest og forbindtligst
Werlauff.
Hr. cand. P. Botten Hansen!
Kiøbenhavn den 17de Juni 1860.
- Høistærede Hr. Ven!
Maatte jeg længe savne Brev fra Dem, kom Deres sidste des fyldigere og indholdsrigere: tarditatem gravitate compensasti. Det glæder mig, at den ædle Rigsarchivar nu er restitueret; maatte han endnu længe nyde Sandhed og Kraft til sin for hans Fædrelands Historie saa gavnlige Virksomhed. Dipl. Norvegicum har jeg nyelig modtaget fra min Boghandler. 5te H. af Norsk Forf. Lex. kan altsaa snart ventes. Det giør mig ondt at erfare den nye Ulykke, der har rammet den stakkels prof. Munch; i denne kan han i det mindste ikke selv være Skyld. Han er mig et aldeles uforklarligt Phænomen, omgivet af trykkende Næringssorg, der vilde lade enhver Anden bukke under, kan han fortsætte en næsten vidunderlig literarisk Virksomhed. Jeg vil dog haabe, at hans Undersøgelser i Rom derved ikke ville lide nogen Afbræk; de love et rigt Udbytte ikke blot for Norges, men ogsaa for Sverrigs og Danmarks M. Alders Historie. Af den danske Regiering har han ogsaa faaet et Tilskud for at afskrive Dokumenter. Jeg har modtaget et Par høist interessante Breve fra ham i denne Anledning, som vise bedst, hvad man ogsaa her tar haabe af hans Efterforskninger.
Med megen Tilfredsstillelse erfarede jeg Nicolaysens Ansættelse. Naar Danmark siden 1849 har havt en „Inspecteur for de antiqvariske Mindesmærkers Bevaring“, Prof. Worsaae, da fortiener Norge med de udstrakte og adspredte Lokaliteter, og hvis Fortidslevninger vel ikke (sic!) ere udsatte for Tilintetgjørelse, det ikke mindre; og jeg er overbeviist om at N. er ligesaa fuldt skabt for den Post, som W. her. Det vilde altsaa være beklageligt, om den ikke i Norge, ligesom her, forvandledes fra en midlertidig til en fast Stilling. Jeg har engang tegnet mig som contribuerende Medlem (efterat jeg var bleven Corresponderende eller Æresmedlem), men jeg erindrer ikke, at man har afkrævet mig noget Contingent.
Siden De sidst fik Brev fra mig, har vi lidt et uerstatteligt Tab ved Friderichsborgs Brand. Mange Nordmænd, som have seet denne majestætiske Borg, Christian IV. Storværk, ville vist med smærtelig Følelse have modtaget dette sørgelige Budskab.
Hvad der i Deres Skrivelse især har vakt min Deeltagelse, er Deres Udsigt til en Ansættelse ved det norske Universitetsbibliothek. Maatte denne blive til Virkelighed! Det er min Overbevisning, at selv de underordnede Poster ved et stort, offentligt Bibliothek ikke bør besættes med Saadanne, om end ikke ganske qualificerede, der kun betragte dem som midlertidige Indtægtskilder eller som Overgange og anbefalende Motiver, naar de sage andre Livsstillinger. Saadanne, der nære en sand Interesse for denne Art af Virksomhed, uden andre Bihensigter, bør i mine Tanker foretrækkes. Endnu mere er det min Overbevisning, at ethvert stort og stærkt benyttet Bibliothek bør have en Bestyrer, som kan og vil hellige det sin hele Tid og Virksomhed, uden at noget andet Embede eller oeconomiske Hensyn deri ere ham til Hinder. Da med hvert offentligt Bibliotheks stadige Tilvext dets Benyttelse ogsaa tiltager, bliver det med hvert Aar nødvendigere, at det har sin Bestyrelse udeelt.
Ved det store kongelige Bibliothek, hvor dette hidtil ikke har været Tilfælde, haaber jeg derfor, at det ved Overbibliothekarpostens eventuelle Besættelse vil blive iagttaget. Begyndelsen er allerede giort ved vort Universitetsbibliothek, hvis Bestyrelse tidligere altid var foreenet med et akademisk Professorat; men i A. 1848, da Madvig fratraadte, erholdt det en Bibliothekar uden anden Embedsstilling, nemlig Prof. Thorsen. At en ved et offentligt Bibliothek ansat Embedsmand selv eier en stor Bogsamling, er, i mine Tanker, heller ingen Hindring. Det borger altid for hans Bogkundskab og Interesse for Bogvæsen, og han vil derved have faaet et Greb paa selve de mechaniske Arbeider, som forefalde ved ethvert Bibliothek, og som den, der uforberedt blev ansat ved et stort, vanskelig nok vilde kunne erhverve sig. Min Formand ved det store Kgl. Bibl., Moldenhawer, en udmærket og fortienstfuld Bibliotheksbestyrer, efterlod sig en af de største private Bogsamlinger i Kbhvn., baade af trykte Bøger og M.ster, som han tildeels havde erholdt paa sine Udenlandsreiser, inden han kom til Bibliotheket. Forinden, efter hans Død, Auction afholdtes over Samlingen, bleve, ifølge hans tidligere Bestemmelse, alle Haandskrifterne afgivne til Bibliotheket, ligesom ogsaa alle de her manglende trykte Værker, ja endog samlingens bedre Exemplarer ombyttede med Bibliothekets ringere, saavidt mig bekiendt, eier Bibliothekar Klemming ved det Kgl. Bibl. i Stokholm ligeledes en rig Samling af svensk Literatur. Som analoge Tilfælde kan anføres, at den i A. 1847 afdøde Inspecteur ved det kongelige Mynt- og Medaillecabinet, Cancelliraad Dewegge, eiede en betydelig Myntsamling, af hvilken han ved Testament skiænkede til Cabinettet alle der manglende Stykker, og at Cabinettets nuværende Directeur, Conferentsraad Thomsen, ikke vilde være bleven en saa stor Myntkiender og Numismatiker, dersom han ikke fra sin tidlige Ungdom havde erhvervet en Myntsamling, der her er den største private, og maaskee en af de største private i Europa. Og ved et Myntcabinet kunde mueligen dog flere Betænkeligheder i denne Henseende, med et Slags Føie, giøre sig gieldende. Endnu et Hensyn fortiener særlig Betragtning, naar Talen er om en norsk Universitetsbibliothekars Ansættelse i Fremtiden. Det norske Univers. Bibliothek maa ansees som Norges Centralbibliothek, ligesom det store Kongelige er Danmarks. Her bør altsaa forefindes først og fremmest en, saavidt mueligt, fuldstændig Samling af ældre og nyere norsk Literatur. Men da hertil høre en stor Mængde i og for sig Ubetydeligheder, trykte i Officiner fra Christiania til Throndhiem og til Tromsøe, som af flere Grunde, navnligen fordi der ikke som her paahviler Bogtrykkerne nogen Forpligtelse at afgive Friexemplarer, efterhaanden ville forsvinde, kan der kun ventes en levende og virksom Interesse for denne Side af Bibliothekets Bestemmelse af en med sit Fødelands Literatur og literære Forhold saa Fortrolig, som Hr. Botten Hansen. – – – – – –
Jeg imødeseer med Taknemmelighed de belovede trykte Sager. Af det „Illustr. Nyehedsblad“ vil jeg formodentligen faae klarere Oplysning om de seeneste Differencer mellem de foreenede Riger, end af vore Blade. Hvorledes hænger det egentlig sammen? Formodentlig har de norske Deputeredes Nærværelse ved Kroningen i Stokholm bidraget til at hæve Misforstaaelse, og end mere kan dette vel blive Tilfælde ved den forestaaende Kroning i Throndhiem. Er det rigtigt, at Domkirken skal være mere forfalden end man havde troet? – – – – – – – – – – – – –
Med de bedste Ønsker for Deres Fremtid
Deres hengivne og forbundne
Werlauff.
Christiania 20 Juli 1799.
– – Jeg har i Sommer tilbragt megen Tid med at følge som Secretair med Generalkrigscommissaire Anker og Dr. Treschow, hvilke det er som Commissarier overdraget at realisere det til Christiania Skole og de forrige Laugstole beneficerede Gods i endel Egne af Agershuus Stift. Herved har jeg god Anledning til at se mig om, men imidlertid maa jeg opsætte Historica. – – For nogen Tid siden har Stiftamtmand Kaas givet mig Adgang til Rigsarkivet paa Agershuus Slot, hvori findes endel om norske Sædegaarde fra det 17de Aarhundrede, hvilket jeg har begyndt at bruge og tildels at udskrive. Noget, hvad især kunde interessere kjære Ven, har jeg endnu ikke mærket. Jeg stødte ellers paa K. Chr. d. 4des Fundatz af 1636 for Christiania Gymnasium, hvilket jeg, naar jeg, naar jeg er færdig med Reiserne til foranførte Gods, skal udskrive og lade trykke i Hermoder tilligemed nogle samlede Efterretninger om Lærerne og om Gymnasiums Varighed, da Thura tror det ikke har staaet ved Magt længer end til 1653, hvilket er urigtigt, endskjønt jeg ikke bestemt kan angive, naar det gik ind. Imorgen skal Touren ske til Ringerike for det første. – – Hr. Prof. Nyerup beder jeg hilset og takket for hans i Deres Brev indesluttede Skrivelse. Hils Hr. Revisor Andersen.
Vale & ama Tuum totum
J. Christian Berg.
S. T.
- Hr. Erik Christian Werlauff,
- Amanuensis ved det Kgl. Bibl. i Kbhvn.
Christiania 12 Sept. 1823.
– – –
Om at Stiftamtmand Chr. Stockfleth til Tøien, som døde 1704, hans Arvinger skulde have tilbudet Kongen hans Bogsamling, derom erindrer jeg ikke at have hørt eller læst noget, ei heller, om desangaaende findes noget i Nova literaria maris Baltici for 1704, hvor Efterretning om ham gives[7].
Der skal efter Sigende være udkommet i Weimar eller Jena eller et andet Sted i Tydskland en Piece indeholdende en Correspondance mellem Cabinetterne i Stockholm og Petersburg angaaende norske Anliggender i 1821. Maaskee tør D. Vbhd. kjende den og kunne opgive Titelen derpaa? I saa Tilfælde tør jeg udbede mig den Godhed at tegne samme paa en Seddel og give til Hofboghandler Schubothe, som jeg hidtil forgjeves har anmodet om at ville skaffe mig denne Piece.
Mon man snart tør haabe Fortsættelse af Brünnichs Efterretninger om de norske Bergværker? Den udkomne Deel, som gaar til 1623, indeholder meget eller rettere, paa faa Undtagelser nær, lutter nyt. Dog har han ikke kjendt et Privilegium, som Kong Hans 1490 gav Henr. Krumedige paa et Kobberværk i Sandsvær, som er det ældste man veed af. – – – Nogle faa Feil ere med al hans Nøiagtighed dog ikke undgaaede at den ærværdige Brünnich.
Af et Magazin for Naturvidenskaberne er her udkommet 3die Hefte. Hidtil have de vigtigste Arbeidere deri været Prof. Hansteen og Bergcandidat Keilhau, en ung talentfuld og arbeidsom Mineralog. Falsens Norske Histories 2de første Dele sender jeg til Dr. Baden ifølge hans Forlangende, og D. Vbh. vil altsaa hos ham kunne faa samme. Falsen faar 1000 Spd. i Honorarium for dette Værk, hvoraf 500 Spd. ere betalte ved de 2de første Deles Udgivelse, de øvrige 500 betales, naar de 2de sidste Dele komme ud.
Jeg længes efter at see P. Bendtzens Programma om den sorte Død[8]; da han har faaet W. Simonsens Excerpter desang., tvivler jeg ikke paa, der vil blive meget at lære. Mon W. Simonsen ikke vil fortsætte sit historiske Værk, eller er han tabt for Historien?
Jeg har nylig ladet trykke i Budstikken Rosenkreutz’s Relation om Norges itzige Tilstand 1699, som er meget interessant. Da deraf er et Exemplar blandt Thottiana (1710, 4to) i det Kgl. Bibl., er jeg nysgierrig at vide, om samme Haandskrift stemmer i alt med det, jeg har bragt. Jeg har sammenlignet 2de, hvoraf det ene blev mig meddeelt af Kammerherre G. d’Albedyhl, en Søn af den i Kjøbenhavn 1789 værende svenske Minister og et Menneske af meget gode historiske Kundskaber især i Henseende til Sverige, det andet er i det Deichmannske Bibliothek, hvilket sidste synes at være meget nøjagtigt. Der nævnes i Slutningen af Rosenkreutz en til F. 3 48 Aar forhen, altsaa 1651, indgiven Relation om Norges daværende Tilstand. Men den endnu existerer? Han anfører ikke Forfatterens Navn. – – Det er ilde, at Afsætningen paa Budstikken er saa slet, at Selskabet for Norges Vel maa give Tilskud til Trykningen.
Statsminister Kaas’s Stifdatter, Statsfrue Thulstrup her, døde i Gaar Morges. Statsraad Treschow, sum nu tillige er bleven Procantsler ved Universitetet, har begyndt at holde Forelæsninger over Moral-Philosophien. Den 3die Deel af hans Lovgivnings-Principer, hvormed dette hans Systema politicum sluttes, er udkommet.
– – Dr. Baden har i Statsvennen holdt et slemt Huus med Brynjolfsens peric. Run., hvilket Skrift jeg endnu ikke havt Tid at læse, og ved den Leilighed ogsaa antastet Prof. Stenersen, en rigtignok bigot Mand og Tilbeder af Grundtvig, men en overmaade honnet Mand. Det glæder mig, at Prof. Nyerup er i Stand til, sine svage Øine uagtet, at skjænke os 12te Deel af Suhms D. H. – – – – –
- Med Høiagtelse henlever jeg Deres Vbhds.
ærb. forbundne
I. Chr. Berg.
– – –
Her er udkommet en svensk Histories 1ste Deel af en M. Bergh, forhen Caperierer, nu Toldbetjent, aldeles ukyndig i det, han har skrevet ent. Han har nok egentlig oversat Lacombe og saaledes lagt Joh. Magnus & Co. til Grund. Der er foran en Indholds Liste eller chronologisk Tabel (jeg erindrer ikke hvilket, thi jeg har kun som snarest seet Bogen), hvor der iblandt andet staaer om Gustaf III, – dette Menneske uden Tro og Love –, at han mishandledes af Adelen og Stænderne, istedetfor at det med Rette burde have hedt: Han mishandlede Stænderne, især Adelen. – –
Den 16 Febr. 1824.
Ærb.
I. Chr. Berg.
– – –
Dr. Baden, seer jeg, har i sin supprimerede 2den Deel af Smaa-Afhandlingerne gjort sin Opvartning for Dem, men især for Etatsraad Thorlacius, som Udgivere af Snorre & Contim. At han er i slet Humeur, kan man ikke undres over i hans ulykkelige Stilling, hvorfor der desværre vel neppe er Redning. Det lader, som han tror, man søger at udhale hans Sag tor et skade ham, men, om saa er, skulde jeg snarere tro, det er til hans Bedste, forudsat, at han bliver sat i Stand til at betids sin Gjeld. I Ansøgningen til vores Konge om ikke et udleveres, har han givet sin Sag et meget godt Udseende, men desværre er han Debitor efter For. 4 Marts 1690 og Feb. 1739 for offentlige Penge, og den Reqvisition, som afgik hertil frit den danske Regjering om hans Udleverelse, indeholdt særdeles haarde Udtryk, som om han var den største Spidsbub, hvorimod Reqvisitionen om Holsts udleverelse, som samme Gang skede, brugte meget milde Udtryk, hvilket vel meget har bidraget til et bestemme Hs. Majestæt til at befale Badens Udleverelse, som desuden var grundet i Reciprociceten, da man forhen fra dansk Side har udleveret Byfoged Normann, som maa ansee denne Udfordring for en Lykke, da den bidrog til, at han nu er paa fri Fod i sit Fædreland. Baden har desuden handlet yderst uklogt, da han har saa at sige opirret de, som skulde kunne hjelpe ham, uagtet han vist ikke dermed har udrettet noget andet Godt eller Stort. Ogsaa her har han opbragt Mange imod sig i den korte Tid, han var her, uagtet hans Stilling ellers maatte opvække Deeltagelse. Gud veed, naar han bliver mere sindig og forsigtig. – – – – –
Deres Vbhds. ærb. og hengivne
I. Chr. Berg.
Chr.a 23 Martii 1824.
– – –
Bergraad Petersen reiste til Kbhvn. 1817 for at blive der i tre Maaneder og blev der i syv Aar. Hid kom han forrige Efteraar med Forsæt at opholde sig i Christiania i 14 Dage, men blev her indtil i Junii d. A., da han reiste til sit Hjem Laurvigen. Under Opholdet her havde han bestandig Bøger laante fra Univers. Bibliotheket, hvilke han med Iver studerede med Hensyn især til hans Skrift om det norske Flag, hvilket dog nok endnu ikke er kommet under Pressen. Han arbeider tillige paa en Udgave af Hirdskraaen. Der kommer nok blot Texten med Anmærkninger, men ingen Oversættelse paa Latin eller vort nu brugelige Sprog, thi han har den curieuse Idee, at nærværende Generation af Norske skal og bør forstaae Forfædrenes for flere 100 Aar aflagte Sprog uden videre!!! Om disse Skrifters Trykning tror jeg, han har sluttet Accord med Rectoren i det Wulfsbergske Bogtrykkeri, som skal anskaffe sig nye Typer og deriblandt Þ til Hirdskraaens Trykning. Hans 3de Opsigt gjørende Skrifter ere, som D. Vbhd. ytrer, rigtig nok trykte i Kbhvn. paa Titelbladene nær. Det bedste og vigtigste af disse er i mine Tanker det første, som allerede var trykt færdig i 1820 eller først i 1821, om det første Udkast til en Lov om Bergværkerne. De to sidste indeholde vist og meget godt, men indeholde mangfoldige loci communes og Betragtninger som mere havde egnet sig til særskilte Afhandlinger. At det andet Skrift har romerske Sidetal, kommer sig deraf, at det var bestemt til en Indledning til det første, men dertil blev for vidtløftigt, hvorfor det udgaves som et særskilt Værk. Hans Ideer om Adel grunde sig, saavidt jeg skjønner, tildeels paa Logomachie. Ved Odel forstaar han, som det lader, tildeels, hvad man kalder Aasædesret, men ikke den fordømmelige Ret, som nu kaldes Odelsret, ɔ: jus retractus gentilitii. Hans Begreb om Navnet Gother eller Gauter er mere indskrænket end Suhms og de øvrige Oldgranskeres, som derved forstaae alle Folk i Norden af den Oprindelse, som nuværende Norske, Danske og Svenske. Rasks Udfald imod Petersen var ikke den lærde Rask værdigt, hvorvel P. vistnok ved sin Maneer kan opægge til sligt Gjøneri. – – – – – – – –
Steffens’s Skrift veed jeg er kommet hertil, men endnu har jeg ikke seet det. Den, som sagde mig det, var af den Mening, at det ikke er af Betydenhed for dem, som have læst den ifjor udkomne Committee-Indstilling og Addresse til Kongen in originali. Ham blev gjort meget Væsen af af vore Studerende – de gjorde en Fete for ham paa et offentligt Sted – og ligeledes viste Kronprindsen, som da opholdt sig i Christiania, ham Opmærksomhed. Det er nok ikke uden Grund, at man har sagt, at han ønskede Ansættelse her, men han var nok meget, meget kostbar. I Grunden troer jeg dog – imellem os sagt – at der var ikke saa farlig meget tabt ved at man ikke fik ham, uagtet han er en sær berømt Mand, thi jeg frygter for, at han vilde forskrue Hovederne paa mangfoldige Studerende. – – –
Vive & fave Tuo toti
I. Chr. Berg.
Christiania 12 Aug. 1825.
Christiania 18 April 1826.
– – – –
Her er nu igaar publiceret et Værk af Hr. Søren Christian Sommerfelt, der i nogle Aar har været Sognepræst til Saltdalen i Nordlandene, men for at komme sin Føde-Egn nærmere søgte og for et Par Aar siden blev res. Cap. til Asker i Nærheden af Christiania.. Dette Værks Titel er: Supplementum Florae Lapponicae, quam ed. Dr. G. Wahlenberg, autore S. C. Sommerfelt. Værket, som udgjør et Snees Ark, og hvortil han har havt Understøttelse af Selskabet for Norges Vel, vil uden Tvivl være af Vigtighed for Botaniken. Han har fundet 680 Planter, hvoraf 88 ikke forhen ere beskrevne. Han er en Søn af Amtmand Chr. Sommerfelt og havde engang Løfte (før 1814) om at blive ansat ved det norske Universitet i Natur-Videnskaberne, hvilket siden slog ham Feil. I det Throndh. Vid. Selsk. Skrifter trykkes nu paa hans Beskrivelse over førnævnte Saltdalens Præstegjeld.
Nu er 3die Deels 2det Hefte af Krafts Norges Beskrivelse under Pressen. Skade, at Afsætningen er saa slet, at Forf. er i Tvivl, om han skal fortsætte Værket, da han sætter sig tilbage derved, ja han var længe i Beraad, om han skulde fuldføre 3die Deel, hvilket jeg dog formaaede ham til, og hans Interesse for Værket kunde ikke andet end være ham en stærk Drivefjeder. Han har meget arbeidet til Fortsættelsen, og, skulde han standse med Udgivelsen, saa Gud veed naar der fandtes en Mand, der kunde paatage sig den, thi foruden, at han har nu engang sat sig saa aldeles ind deri, saa har han i Følge af sin Embedstilling god Anledning til at skaffe sig Efterretninger om Landets øconomiske Forfatning.
Nu kommer her en Boghandling i Stand som skal skaffe os tydske fr. og engelske Bøger, hvilket vi forhen ganske have savnet. Den oprettes af Lector Messel, Under-Bibliothekar Keyser og Kjøbmand Hoppe.
S. K. Jentoft kom hertil i Høst og ansøgte H. M. Kongen, som de var her, om en Understøttelse til at udgive Schønings Reise, som den Gyldendalske Boghandling var villig til agt forlægge, men hans Ansøgning blev ei bønhørt. Han opholder sig endnu her[9].
Deres Velb. ærbødigst forbundne
I. Chr. Berg.
– – – –
Det Stykke i Budstikken No. 53–55 ang. Lov-Committeens Forslag om Formænd paa Landet er af en gammel Præst i Ryfylke ved Navn Schavland, som viser sig derved at være en tænksom Mand. Statsraad J. H. Vogt er den, som egentlig har udarbeidet Lov-Committeens Forslag angaaende Formænd saavel paa Landet, som i Kjøbstæderne, hvilke for kort siden ere udkomne og ville blive det kommende Storthing forelagte: Det Udkast, hvortil Schavland sigter, er egentlig et foreløbigt Udkast, som Lov-Committeen havde ladet trykke som Manuscript og omsendt til Betænkning. Det foreløbige Udkast ang. Formændene i Kjøbstæderne gav den ivrige Patriot Krigsraad Flor Anledning til at indgive nogle Bemærkninger, som for det meste vare intet andet end Grovheder og intet væsentligt releverede, men formedelst dets Grovhed eller rettere sagt Uforskammethed blev jeg foranlediget til et indføre nogle Bemærkninger i Morgenbladet. Ønskeligt var det, at Storthinget vilde gjentage Forslaget angaaende Formændene paa Landet, hvortil man saa høilig trænger, men ogsaa af Budstikken vil De erfare at der gives de, som finde Betænkeligheder, men disse Betænkeligheder ville, om man ikke lægger Haand paa Værket, vedvare indtil Verdens Ende. – – – – – – –
Her fra Christiania ere – foruden 2de Kjøbmænd – Professorerne Stenbuch og Hersleb blevne Storthingsmænd, og som jeg troer, til almindelig Tilfredshed.
Med Høiagtelse Deres hengivne og forbundne
I. Chr. Berg.
Christiania 17 Nov. 1826.
Jeg giver mig herved den Fornøielse at sende min Collega Assessor Angells Afhandling om dobbelte Skatter af Underbruge, hvilken maaskee tør i en eller anden Henseende have nogen Interesse for D. Vbh. Den har maaskee bidraget en Deel, til at denne afskyelige Skat, som i sin Tid var det høilovlige Rentekammers Kjephest, blev ophævet ved den paa sidste Storthing emanerede Skatte-Lov af 7 August. Det mærkeligste foruden bemeldte Forandring ved denne Skatte-Lov er, at den ny Matrikel, forsaavidt den er færdig (d. e. over hele Riget med Undtagelse af de fire nordlandske Fogderier), hvilken De kjender noget til af Bloms forhen sendte Bog, er bleven antagen som en af Maalestokkene for Landskattens Fordeling mellem Districterne og er paabuden som en Regel for deres Fordeling mellem Distrieternes Jordbruge og for Commune-Afgifternes Fordeling. Ved en under 7 Aug. udkommet Lov ang. Afgifter af Varer og Fartøier (d. e. en ny Toldtarif) er Kjøbstæd-Consumtionen bleven ophævet fra Nytaar førstkommende.
Kraft reiste i Tirsdags til Stavanger Amt og Søndre Bergenhuus Amt for personlig at indhente Efterretninger om disse Districter, hvis Beskrivelse vil være Gjenstand for det først udkommende Hefte af hans geographiske Verk. – –
Min Compliment for Hr. Prof. Nyerup bedes aflagt. Jeg seer, han nu vil udgive Peder Lolles Ordsprog. Det er priseligt, men gid han og vilde udgive Chr. Pedersen om Børn at holde til Skole og Studium.
Med Høiagtelse og anbefalende
ærbødigst og hengivnest
I. Chr. Berg.
Christiania 13 Sept. 1827.
E. Skr. Jeg vedlægger No. 96 af Christiania Intelligentssedler, som maaskee kan have Interesse for Dem eller Nogen af Deres Venner, forsaavidt angaar et deri indeholdt Forslag at faae Capt. Mariboe til Suppleant for Lector Hjelm i Henseende til vores civile Lovbogs Udarbeidelse, hvilket Forslag Folk dog i Almindelighed have anseet for Ironie. – – – – – – –
De tillade, at jeg herved sender et Forsøg, jeg har gjort i Henseende til Fortolkningen af vor Grundlovs § 17. Anledningen var den Rigsrets-Action, som sidste Storthing besluttede mod Statsraad Collett, fordi han ved sin Indstilling til Kongen havde foranlediget trende provisoriske Anordninger, som gjorde Forandring i Love, givne efter 1814. Pjecen er vore enragés til Forargelse, hvorfor Patrouillen (Mariboe) allerede har blæst i Basunen.
Keyser, som har været i Island, er lykkeligen retourneret til Christiania.
Vive valeque & ama Tuum totum
I. Chr. Berg.
Chra. 31 Oct. 1827.
– – – –
Jeg giver mig herved den Ære at fremsende Lov-Commissionens forbedrede Forslag til en Criminal-Lov for Norge og Motiverne dertil. Jeg deeltog i Commissionens Arbeider, indtil disse Skrifter vare færdige, men fra 1ste August sidstleden gik jeg tilbage til mit egentlige Embede, Justitiariatet i Agershuus Stifts-Overret, hvortil Anledningen var, at en Plads i Bank-Administrationen her, hvortil jeg siden 1821 har af Storthinget været udnævnt som Suppleant, blev ledig. Og da jeg efter Fleres Raad – fordi det var uvist, hvad Bestemmelser der paa det kommende Storthing vil tages med Hensyn til Lovcommissionens Vedvarenhed – bestemte mig til at modtage den, uagtet det dermed forbundne Ansvar, og da jeg troede, man ikke maatte eller burde afslaae et af National-Repræsentationen givet Kald, saa holdt Regjeringen det uformeligt med de Bestemmelser, som vare tagne ved Lovcommissionens Oprettelse, at jeg kunde vedblive som dens Medlem.
Tuus totus
I. Chr. Berg.
Christiania 31 Oct. 1835.
– – – –
Det er Deres Hvbh. vistnok bekjendt, at jeg den 28 Dec. 1843 havde det Uheld, da jeg skulde gaa fra Banken, hvorved jeg var en af Administratorerne, og agtede mig hen til Prof. Rud. Keyser, at falde paa den iisglatte Gade, hvoraf Følgen var, som Lægen kaldte det, en fractura colli femoris eller Brækning af (det venstre) Laarbens Hals. Herved er jeg bleven Krøbling, saa jeg laa 4 Aars Tid paa Rigs-Hospitalet, og har været nødt til at søge min Afskeed fra Justitiarii Embedet, ligesom jeg maatte qvittere Bankadministrationen, hvor min Tid ikke var udløben førend ved afvigte Aars Slutning. Paa Rigs-Hospitalet bragte jeg det dertil, at jeg kan gaa ved Hjælp af Krykker, men har aldeles ingen Styrke i den høire Hofte, ligesom Benet er blevet omtrent Tommer kortere end det høire. Naar jeg skal ud at kjøre, kan jeg ikke hjælpe mig selv i Vognen, men maa løftes i og af den. Forrige sommer gjorde jeg med Dampskibet en Tour til Sandefjord, hvor jeg benyttede det derværende Svovel-Bad. Min Beenskade forvolder ellers, at jeg ikke kan sidde ordentlig ved et Skrivebord, men naar jeg skriver, maa jeg lægge Papiret paa en Qvart-Bog, som jeg holder i Haanden, og saaledes er dette Brev skrevet. At faa min Førlighed igjen kan jeg nu ikke mere vente, da jeg gaar i det 71de Aar. Dette gjør desværre og, at jeg ikke kan sysselsætte mig med literære Arbeider, hvorvel Læsning er den eneste Beskjæftigelse, hvormed jeg kan tilbringe Tiden. Noget Ubetydeligt i det Literære har jeg bidraget til ved at føie nogle Bemærkninger til de af Præsten I. Aas udgivne Efterretninger af salig Directeur Hjort og Præsten P. S. Krag om Røraas Kobberværk, hvilke han paa min Opmuntring, da han forrige Aar laa her som Storthingsmand, besluttede at bekoste udgivne af Kjærlighed til sit Fødested. Hjorts Efterretninger tror jeg vist, D. Hvbhed. vil læse med Interesse. Man lærer derved endnu nøiere at kjende, hvorledes det gik til i det Offentlige i den Tid, Hjort beskriver Værkets Historie. Det glæder mig at have været Accoucheur ved denne Bogs Befordring til Trykken.
Forfatteren af den paabegyndte Historie om de norske Klostre, Christian Lange, som er en udmærket flink og arbeidsom Mand, og er bleven i Henr. Wergelands Sted beskikket til Rigsarchivarius eller, som det heder, Bureau-Chef ved Rigsarchivet, ankom „med Familie hertil i Søndags. Jeg vil haabe, at hans Ophold her vil have gavnlig Indflydelse paa Historien og maaskee iblandt andet virke til Fortsættelsen af de historiske Samlinger, som af forskjellige Aarsager ophørte 1839 – – – – – – – – –
Ærbødigst
I. Chr. Berg.
Christiania 15 Mai 1846[10].
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Tvende Pjecer om Bergværkslovgivningen, samt en Bog om Bedømmelse af de Grundlovsforslag, der vare fremsatte til AFgjørelse af Storthinget 1824. Werlauffs Formodning om Trykkestedet er rigtig.
Medd. Anm.
- ↑ Jeg synes ogsaa at bemærke, at de norske Bogpriser ere meget høie; men maaskee igien en nødvendig Følge af den ringe Afsætning.
- ↑ Bergs sidste literære Arbeide, hans med Indledning og Noter ledsagede Oversættelse af Wimpfens Afhandling om Slesvig og Holstens statsretslige Forhold (Langes Tidsskr. f. Vidensk. og Lit. B. 3, ogsaa særskilt).
- ↑ † som Sognepræst til Snaasen og Jubellærer 1857. Medd. Anm.
- ↑ Aalls Erindringer 2den Udg. S. 161.
- ↑ Meddelt i Ill. Nyhedsbl. 1860. No. 1.
- ↑ See herom Saml. til D. N. F. Spr. o. Hist. 4, 293 fg.
- ↑ Er neppe nogensinde udkommet.
- ↑ Den ulykkelige Literat S. K. Jentoft (sammenl. Werlauffs Breve til P. B. Hansen ovenfor), en Landhandlersøn fra Lofoten (f. 1765, † 1831), havde vistnok for en væsentlig Deel sig selv at takke for sin ublide Skjebne. Han sögte et Par Aar efter Adskillelsen fra Danmark, da der i Norges nordligste Egne var saa stor Mangel paa Præster, om et faa geistlig Ansættelse der, uagtet han manglede theologisk Examen. Blandt Bergs Papirer, men især i det Throndhjemske Videnskabsselskabs Bibliothek findes en stor Deel Breve, der omhandle hans fortvivlede og hjælpeløse Stilling.
- ↑ Bergs sidste Brev til Werlauff er dateret 30 April 1849.