Om de classiske Studiers Betydning for den høiere Almeendannelse/2
Spørgsmaalet om den høiere Almeendannelselses Indhold og Methode hører Uden al Tvivl til de allervigtigste og meest gjennemgribende for det hele Folk. Thi paa denne høiere Almeendannelse beroer for en væsentlig Deel den Aand og Tænkemaade, der skal vise sig i Folket, og de Former og det Præg, som først det høiere og derigjennem tilsidst ogsaa det lavere Samfundsliv skal antage. I hiin Aand og Tænkemaade ligger væsentlig den uskrevne Grundlov, uden hvilken den skrevne og overhoved enhver udvortes Institution er død og magtesløs.
Her standses vi imidlertid strax af en Indvending, som vel ogsaa før har været oppe, men som især i den senere Tid er bleven fremhævet, nemlig en Tvivl om den høiere Almeendannelses Berettigelse og Betydning overhoved.
Der er nemlig nuomstunder Adskillige, der kun tale om „Folkedannelse“ og ikke ville vide af nogen høiere Dannelse, der her altsaa ville væsentlig nivellere, ville have al Undervisning fælles, og at Ingen skal staae paa et høiere Standpunkt, end det, der kan være fælles for Mængden.
Dette er egentlig en socialistisk (eller communistisk) Grundsætning overført paa Aandsdannelsens Omraade. Man vil jo, at i økonomisk Henseende Alle skal være lige, ikke vide af nogen Formue eller Capital, der hæver sig over, hvad Mængden kan besidde. Men denne Tanke er paa det ene, som paa det andet Omraade, lige falsk og ugjennemførlig. Det er ikke vor Sag her at imødegaae Socialismen paa det økonomiske Feldt; men vi ville kun i Korthed bemerke, hvad der maa falde i Øinene, at den Lighed i Eiendom, som man sværmer for, ifald den kunde finde Sted — hvad den aldrig kan — vilde være saa langt fra at fremme det hele Folks økonomiske Udvikling, at den meget mere vilde hemme denne, ja gjøre den umulig. Det kan være ilde, hvor de Bemidledes Klasse med kunstige Stængsler afsondrer sig og sine Interesser eller tiltager sig særegne Rettigheder; de uforholdsmæssige Ansamlinger af Rigdomme paa enkelte Hænder medføre adskillige Ulemper, ligesom den altfor store Pauperisme er et Onde. Men i det Store og Hele er det vist, at Uligheden i Formue — foruden dens store moralske Betydning — er en ganske væsentlig Løftestang ogsaa for den økonomiske Udvikling, at de Bemidledes større Fornødenheder og finere Smag, til og med deres Luxus, netop støtter, fremmer og hæver de Ubemidledes Arbeide og derved fremmer Forbedring af deres Kaar. Derved blive i Virkeligheden Alle rigere, medens Formuens Ligedeling vilde gjøre Alle fattige.
Saaledes er det ogsaa med den aandelige Capital, med Kundskab og Dannelse. Aabenbart maa her forskjellige Grader og Standpunkter opstaae, betingede deels af forskjellige aandelige Anlæg, deels af mere eller mindre for deres Udvikling gunstige Omstændigheder. Men det er ligesaa klart, at kun Uligheden ogsaa her kan bringe Liv og Fremskridt. Det er ved den høiere Dannelse i et Folk — der vistnok ikke maa isoleres og skille sig altfor stærkt ud fra den folkelige Jordbund — det er ved denne og dens levende Vexelvirkning med den i Kundskab og Aandsudvikling lavere staaende Deel af Folket, at ogsaa denne Deel skal efterhaanden drages opad og deelagtiggjøres i Menneskeaandens Fremskridt. Ved at ville drage den høiere Dannelse ned og gjøre Alle lige, vil her, ligesom paa det økonomiske Feldt, Alle blive lige fattige. Folket i sin Heelhed vil savne det løftende, opad dragende Element.
Den høiere Almeendannelse, om den end kun kan blive et Mindretal i Folket til Deel — at dette Mindretal dog ikke bliver altfor lidet, men allerede i sig selv indeholder forskjellige Grader og Afskygninger, er, som senere skal vises, af stor Vigtighed — denne høiere Almeendannelse vil, hvor Forholdene ere sunde, stedse igrunden overtage den egentlige Ledelse i Folket, og af den vil først og sidst ogsaa den bredere Folkedannelse i Indhold og Beskaffenhed være afhængig. Til dette Forhold mellem den høiere og den lavere Almeendannelse ville vi siden komme tilbage.
Men maa der altsaa gives en høiere Almeendannelse, ogsaa som Betingelse for den bredere Folkedannelse, og er hiin og dens Beskaffenhed af saa gjennemgribende Betydning, saa følger deraf ogsaa, at af alle de Forandringer, som et Folk kan foretage med sine Indretninger, er ingen i den Grad betydningsfuld og i sine Virkninger dybtgaaende, som enhver, der i nogen væsentlig Mon berører det gjældende System, hvorpaa den høiere Almeendannelse er bygget. Disse Forandringer kunne ofte i det Ydre være lidet synlige og af liden umiddelbar Indflydelse. Men paa de kommende Slægter og netop gjennem det, som i dem er ædlest og bedst, gjennem de meest Dannedes Tænkemaade, Kundskabsforraad, Sands og Smag for det Almeenmenneskelige, ville hine Forandringer udøve den allersikreste Virkning til enten at hæve Folket til et høiere Standpunkt og indgyde nyt Liv i alle Institutioner og Former, eller til — idetmindste for lange Tider — at undergrave disse og nedsænke Folket i Materialisme og aandelig — snart ogsaa physisk Trældom. Dersom saaledes f. Ex. Platon fandt det betænkeligt at gjøre Forandringer i den herskende Musik, saa ville Forandringer i Almeendannelsen vise sig som endnu mere betænkelige. Thi netop Almeendannelsen er i egentligste Betydning den Musik, den Musekunst, der hænger sammen med de fineste Trevler af Folkets hele Aand og betinger dets dybeste Grundstemning.
Hos os, som overhoved i det civiliserede Europa især siden Reformationen, har nu som bekjendt den høiere Almeendannelse, næst efter dens med den bredere Folkedannelse fælles Udgang fra Bibel og Christendom, fornemmelig været grundet paa de saakaldte classiske Studier ɔ: Studiet af de classiske (det græske og latinske) Sprog og den classiske Oldtid. Men ligesom Bibelstudiet (hvormed den classiske Humanisme staaer i en egen Forbindelse, som siden skal sees) har i de nyere Tider havt sin Tvivlens Periode, der truede med dets Afskaffelse, saaledes har ogsaa Classiciteten noget senere været udsat for mange Anfegtelser, og der ere her, som hist, Mange, der ansee det classiske Studium som forældet og ville, det skal give Plads for nyttigere og mere „tidsmæssige“ Beskjæftigelser.
At nu en saadan Omveltning vilde have ganske overordentlige Følger, kan, som allerede antydet, Ingen tvivle paa, som ikke er blind for den Betydning, som den høiere Almeendannelse overhoved har for det hele Samfunds aandelige Udvikling Deri ere ogsaa baade Angribere og Forsvarere enige. Men klart er det følgelig ogsaa, at Sagen med den allerstørste Omhu bør overveies, og det saameget mere, som den ikke blot angaaer det enkelte Folk, men, som sagt, det hele civiliserede Europa, der igrunden neppe har noget større Fælles-Anliggende. Her kan, som ogsaa senere skal nøiere udvikles, det enkelte Folk ikke uden den allerstørste Fare for sin hele aandelige Bestaaen skille sig ud fra den almeeneuropæiske Udvikling. Overlægget er saaledes medrette et fælles og almindeligt, og Striden om Classicitetens Betydning en isandhed europæisk, der ogsaa virkelig mere eller mindre føres overalt. Dens Afgjørelse tilhører ligesaalidt, som den af et Folkerets-Spørgsmaal, eensidig et enkelt Folk; thi den angaaer saa at sige en aandelig uskreven Folkeret, egentlig det Baand, der i sidste Instants binder den hele civiliserede Verden som saadan sammen.
At det norske Folk ogsaa tilhører dette almindelige Civilisations-System, dertil see vi iblandt Andet et kjendeligt Tegn i, at den rundtom førte Strid om de classiske Studiers Betydning for Almeendannelsen — egentlig altsaa om denne Almeendannelses Begreb og Virkelighed overhoved — ogsaa hos os, og det allerede fra tidligere Tider af, har fundet sit Udtryk og nu efter nogen Tids tilsyneladende Stilstand seer ud til at skulle livne op igjen. Dog synes den nu at være indtraadt i et andet Stadium. Thi medens den allerede har havt sin saa at sige classiske Periode, da den førtes af Mænd med Aand og Talent paa begge Sider, er nu maaskee Epigonernes Tid kommen, da døde Doctriner ofte træde i Stedet for levende Anskuelser, da Sandheden mindre søges, end et vist Parti-Løsen forudsættes, da man fremdeles synes mere tilbøielig til at tælle Stemmer, end til at veie dem.
Under saadanne Omstændigheder kan det vel ikke betragtes som anmassende, om ogsaa jeg — og det gjentagende — lader min Stemme høre, idet jeg agter fornemmelig at give en kritisk Oversigt over de væsentligste af de Grunde, der i Almindelighed anføres imod de classiske Studier, og derigjennem at stræbe at forberede en klarere Opfatning af disse Studiers sande Værd og Betydning.