Om de classiske Studiers Betydning for den høiere Almeendannelse/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Spørgsmaalet om den høiere Almeendannelſelſes Indhold og Methode hører Uden al Tvivl til de allervigtigſte og meeſt gjennemgribende for det hele Folk. Thi paa denne høiere Almeendannelſe beroer for en væſentlig Deel den Aand og Tænkemaade, der ſkal viſe ſig i Folket, og de Former og det Præg, ſom førſt det høiere og derigjennem tilſidſt ogſaa det lavere Samfundsliv ſkal antage. I hiin Aand og Tænkemaade ligger væſentlig den uſkrevne Grundlov, uden hvilken den ſkrevne og overhoved enhver udvortes Inſtitution er død og magtesløs.

Her ſtandſes vi imidlertid ſtrax af en Indvending, ſom vel ogſaa før har været oppe, men ſom iſær i den ſenere Tid er bleven fremhævet, nemlig en Tvivl om den høiere Almeendannelſes Berettigelſe og Betydning overhoved.

Der er nemlig nuomſtunder Adſkillige, der kun tale om „Folkedannelſe“ og ikke ville vide af nogen høiere Dannelſe, der her altſaa ville væſentlig nivellere, ville have al Undervisning fælles, og at Ingen ſkal ſtaae paa et høiere Standpunkt, end det, der kan være fælles for Mængden.

Dette er egentlig en ſocialiſtiſk (eller communiſtiſk) Grundſætning overført paa Aandsdannelſens Omraade. Man vil jo, at i økonomiſk Henſeende Alle ſkal være lige, ikke vide af nogen Formue eller Capital, der hæver ſig over, hvad Mængden kan beſidde. Men denne Tanke er paa det ene, ſom paa det andet Omraade, lige falſk og ugjennemførlig. Det er ikke vor Sag her at imødegaae Socialismen paa det økonomiſke Feldt; men vi ville kun i Korthed bemerke, hvad der maa falde i Øinene, at den Lighed i Eiendom, ſom man ſværmer for, ifald den kunde finde Sted — hvad den aldrig kan — vilde være ſaa langt fra at fremme det hele Folks økonomiſke Udvikling, at den meget mere vilde hemme denne, ja gjøre den umulig. Det kan være ilde, hvor de Bemidledes Klasſe med kunſtige Stængſler afſondrer ſig og ſine Interesſer eller tiltager ſig ſæregne Rettigheder; de uforholdsmæsſige Anſamlinger af Rigdomme paa enkelte Hænder medføre adſkillige Ulemper, ligeſom den altfor ſtore Pauperisme er et Onde. Men i det Store og Hele er det viſt, at Uligheden i Formue — foruden dens ſtore moralſke Betydning — er en ganſke væſentlig Løfteſtang ogſaa for den økonomiſke Udvikling, at de Bemidledes ſtørre Fornødenheder og finere Smag, til og med deres Luxus, netop ſtøtter, fremmer og hæver de Ubemidledes Arbeide og derved fremmer Forbedring af deres Kaar. Derved blive i Virkeligheden Alle rigere, medens Formuens Ligedeling vilde gjøre Alle fattige.

Saaledes er det ogſaa med den aandelige Capital, med Kundſkab og Dannelſe. Aabenbart maa her forſkjellige Grader og Standpunkter opſtaae, betingede deels af forſkjellige aandelige Anlæg, deels af mere eller mindre for deres Udvikling gunſtige Omſtændigheder. Men det er ligeſaa klart, at kun Uligheden ogſaa her kan bringe Liv og Fremſkridt. Det er ved den høiere Dannelſe i et Folk — der viſtnok ikke maa iſoleres og ſkille ſig altfor ſtærkt ud fra den folkelige Jordbund — det er ved denne og dens levende Vexelvirkning med den i Kundſkab og Aandsudvikling lavere ſtaaende Deel af Folket, at ogſaa denne Deel ſkal efterhaanden drages opad og deelagtiggjøres i Menneſkeaandens Fremſkridt. Ved at ville drage den høiere Dannelſe ned og gjøre Alle lige, vil her, ligeſom paa det økonomiſke Feldt, Alle blive lige fattige. Folket i ſin Heelhed vil ſavne det løftende, opad dragende Element.

Den høiere Almeendannelſe, om den end kun kan blive et Mindretal i Folket til Deel — at dette Mindretal dog ikke bliver altfor lidet, men allerede i ſig ſelv indeholder forſkjellige Grader og Afſkygninger, er, ſom ſenere ſkal viſes, af ſtor Vigtighed — denne høiere Almeendannelſe vil, hvor Forholdene ere ſunde, ſtedſe igrunden overtage den egentlige Ledelſe i Folket, og af den vil førſt og ſidſt ogſaa den bredere Folkedannelſe i Indhold og Beſkaffenhed være afhængig. Til dette Forhold mellem den høiere og den lavere Almeendannelſe ville vi ſiden komme tilbage.

Men maa der altſaa gives en høiere Almeendannelſe, ogſaa ſom Betingelſe for den bredere Folkedannelſe, og er hiin og dens Beſkaffenhed af ſaa gjennemgribende Betydning, ſaa følger deraf ogſaa, at af alle de Forandringer, ſom et Folk kan foretage med ſine Indretninger, er ingen i den Grad betydningsfuld og i ſine Virkninger dybtgaaende, ſom enhver, der i nogen væſentlig Mon berører det gjældende Syſtem, hvorpaa den høiere Almeendannelſe er bygget. Disſe Forandringer kunne ofte i det Ydre være lidet ſynlige og af liden umiddelbar Indflydelſe. Men paa de kommende Slægter og netop gjennem det, ſom i dem er ædleſt og bedſt, gjennem de meeſt Dannedes Tænkemaade, Kundſkabsforraad, Sands og Smag for det Almeenmenneſkelige, ville hine Forandringer udøve den allerſikreſte Virkning til enten at hæve Folket til et høiere Standpunkt og indgyde nyt Liv i alle Inſtitutioner og Former, eller til — idetmindſte for lange Tider — at undergrave disſe og nedſænke Folket i Materialisme og aandelig — ſnart ogſaa phyſiſk Trældom. Derſom ſaaledes f. Ex. Platon fandt det betænkeligt at gjøre Forandringer i den herſkende Muſik, ſaa ville Forandringer i Almeendannelſen viſe ſig ſom endnu mere betænkelige. Thi netop Almeendannelſen er i egentligſte Betydning den Muſik, den Muſekunſt, der hænger ſammen med de fineſte Trevler af Folkets hele Aand og betinger dets dybeſte Grundſtemning.

Hos os, ſom overhoved i det civiliſerede Europa iſær ſiden Reformationen, har nu ſom bekjendt den høiere Almeendannelſe, næſt efter dens med den bredere Folkedannelſe fælles Udgang fra Bibel og Chriſtendom, fornemmelig været grundet paa de ſaakaldte clasſiſke Studier ɔ: Studiet af de clasſiſke (det græſke og latinſke) Sprog og den clasſiſke Oldtid. Men ligeſom Bibelſtudiet (hvormed den clasſiſke Humanisme ſtaaer i en egen Forbindelſe, ſom ſiden ſkal ſees) har i de nyere Tider havt ſin Tvivlens Periode, der truede med dets Afſkaffelſe, ſaaledes har ogſaa Clasſiciteten noget ſenere været udſat for mange Anfegtelſer, og der ere her, ſom hiſt, Mange, der anſee det clasſiſke Studium ſom forældet og ville, det ſkal give Plads for nyttigere og mere „tidsmæsſige“ Beſkjæftigelſer.

At nu en ſaadan Omveltning vilde have ganſke overordentlige Følger, kan, ſom allerede antydet, Ingen tvivle paa, ſom ikke er blind for den Betydning, ſom den høiere Almeendannelſe overhoved har for det hele Samfunds aandelige Udvikling Deri ere ogſaa baade Angribere og Forſvarere enige. Men klart er det følgelig ogſaa, at Sagen med den allerſtørſte Omhu bør overveies, og det ſaameget mere, ſom den ikke blot angaaer det enkelte Folk, men, ſom ſagt, det hele civiliſerede Europa, der igrunden neppe har noget ſtørre Fælles-Anliggende. Her kan, ſom ogſaa ſenere ſkal nøiere udvikles, det enkelte Folk ikke uden den allerſtørſte Fare for ſin hele aandelige Beſtaaen ſkille ſig ud fra den almeeneuropæiſke Udvikling. Overlægget er ſaaledes medrette et fælles og almindeligt, og Striden om Clasſicitetens Betydning en iſandhed europæiſk, der ogſaa virkelig mere eller mindre føres overalt. Dens Afgjørelſe tilhører ligeſaalidt, ſom den af et Folkerets-Spørgsmaal, eenſidig et enkelt Folk; thi den angaaer ſaa at ſige en aandelig uſkreven Folkeret, egentlig det Baand, der i ſidſte Inſtants binder den hele civiliſerede Verden ſom ſaadan ſammen.

At det norſke Folk ogſaa tilhører dette almindelige Civiliſations-Syſtem, dertil ſee vi iblandt Andet et kjendeligt Tegn i, at den rundtom førte Strid om de clasſiſke Studiers Betydning for Almeendannelſen — egentlig altſaa om denne Almeendannelſes Begreb og Virkelighed overhoved — ogſaa hos os, og det allerede fra tidligere Tider af, har fundet ſit Udtryk og nu efter nogen Tids tilſyneladende Stilſtand ſeer ud til at ſkulle livne op igjen. Dog ſynes den nu at være indtraadt i et andet Stadium. Thi medens den allerede har havt ſin ſaa at ſige clasſiſke Periode, da den førtes af Mænd med Aand og Talent paa begge Sider, er nu maaſkee Epigonernes Tid kommen, da døde Doctriner ofte træde i Stedet for levende Anſkuelſer, da Sandheden mindre ſøges, end et viſt Parti-Løſen forudſættes, da man fremdeles ſynes mere tilbøielig til at tælle Stemmer, end til at veie dem.

Under ſaadanne Omſtændigheder kan det vel ikke betragtes ſom anmasſende, om ogſaa jeg — og det gjentagende — lader min Stemme høre, idet jeg agter fornemmelig at give en kritiſk Overſigt over de væſentligſte af de Grunde, der i Almindelighed anføres imod de clasſiſke Studier, og derigjennem at ſtræbe at forberede en klarere Opfatning af disſe Studiers ſande Værd og Betydning.