Om de classiske Studiers Betydning for den høiere Almeendannelse/3
Charakteristisk for Tidens Stilling til det omhandlede Spørgsmaal synes blandt andet den Maade, hvorpaa man for ikke længe siden jevnlig har seet (og tildeels endnu seer) Striden ført, idet man væsentlig har søgt at væbne sig med store og smaae Auctoriteter imod de classiske Studier, og til den Ende sammenskrabet og aftrykt fra alle Kanter Løst og Fast, Rimeligt og Urimeligt, kort Alt, hvad man har kunnet overkomme. Det giver et broget Skue, dette Galerie af anticlassiske Auctoriteter; der ere „romerske Guder og sjællandske Skræddere“ om hverandre.
Men dette Pulterkammer af Navne og løse Grunde giver udentvivl et tro Billede af den store Mængdes Stemning. Den store Mængde — jeg mener ikke Folket, ikke Nationen — ynder ikke de classiske Studier; thi den forstaar sig ikke derpaa, og den har naturligviis den i Menneskenaturen liggende Tilbøielighed til at nedsætte Betydningen af det, den mangler. Det er netop den vaagnende Selvbevidsthed, som paa denne endnu uforstandige Maade gjør sig gjældende, som derved bryder med et foregaaende, barnligere Standpunkt, hvor man netop omgav det Uforstaaede med etslags guddommelig Glorie.
Denne blot formelle Selvstændigheds-Aand, der uden dybere Indhold blot stræber at nedrive alle Skranker, der væsentlig er nivellerende, kan vel frembringe Revolution, men er udygtig til enhver virkelig Reform. Hertil hører ikke blot at benegte og afskaffe, men ogsaa at bekræfte og gjenoprette.
At nu Mængden, den saakaldte Tidsaand, som man beraaber sig paa imod de classiske Studier, virkelig blot staaer paa dette negative Standpunkt, sees klart af Forskjelligheden, ja den indre Strid mellem de mangfoldige Grunde, der sammenhobes derimod. Der er ingen Eenhed, ingen forherskende positiv Tendents deri, Intet, som man er enig om at sætte i Stedet. Man forholder sig til den classiske Dannelse, som en vis Byes Publicum for en Tid siden til et nyt opbygget Kirketaarn. Man fandt i Almindelighed, at det stod skjevt; og den, der blot herom vilde have samlet Stemmer, vilde udentvivl faaet en stor Pluralitet for, at Taarnet burde nedrives. Men ved at høre nøiere efter, viste det sig, at Nogle meente Taarnet heldede mod Nord, Andre mod Syd, Andre mod Øst og atter Andre mod Vest, saa at Resultatet var, at Taarnet maatte blive som det var. Exemplet viser, hvor lidet man overhoved kan stole paa endog en stor Eenstemmighed i et løsrevet Resultat, da Meningen hermed og Grundene derfor kunne gaae i aldeles modsat Retning, og det, man saaledes egentlig vil opnaae, er fuldkommen stridigt. Og at det her er utidigt strax at rive ned paa Grund af en almindelig, i sig uenig, men kun tilfældigt sammentræffende Misfornøielse, siger sig selv. Det er netop vigtigt at samle Grundene i et Overblik, for at komme efter, til hvad Kant Taarnet hælder, eller om de maaske hæve hinanden og Taarnet staaer i Virkeligheden lige.
En af de Grunde, som ikke alene hyppigt høres imod de classiske Studier, men som isandhed hovedsagelig bestemmer maaskee de Fleste i dette Punkt, er netop at Tidsaanden er imod dem, at de ikke mere ere tidsmæssige. Enhver veed, hvormegen Indflydelse det udover selv paa forholdsviis forstandige Folk, naar de see eller indbilde sig, at en allerede given Almeen-Opinion gaar i en vis Retning. Saaledes kan virkelig en Ting siges saa længe, til den efterhaanden bliver troet, blot fordi den er sagt. Imidlertid er det dog let at indsee, at denne Grund er en reent formel, at den blot beroer paa en Cirkel. Tidsaanden argumenterer saaledes kun fra sig selv, den mener kun, fordi den mener, den vil Noget, fordi den vil, det vil tilsidst sige: den vil uden Grund. Forsaavidt der nu skal skrides til en mere reel Begrundelse, kommer man til disse ifleng grebne Betragtninger, der vise sig indbyrdes stridige og tilsidst ophæve hinanden. En særegen Vending, men som dog løber ud paa det Samme, har Tanken faaet navnlig i vore Dage, idet man især taler om en ny Tid og en ny Aand i Modsætning til den gamle. Vi høre nok om, at f. Ex. den classiske Skolelærdom hørte hjemme i en foregaaende Culturperiode, der kunde være nødvendig og hensigtsmæssig, men Tiden er nu skreden frem derudover; det er nu en ny Aand, der rører sig, og som har ganske andre Fordringer. Mange ansee det her for overflødigt at spørge videre efter, hvad denne nye Tid og nye Aand nærmere indeholder, og hvorvidt dens formeentlige Fordringer i Sagen selv har større eller mindre Værd og Berettigelse. Det Nye alene som nyt skal have Ret; det Gamle er aflægs og har som saadant Uret. Istedetfor saglige Grunde lade derfor Tidens bolde Riddere det gjerne ikke mangle paa Haansord mod de „Mastodonter“, „forstenede Levninger fra Urtiden“, der endnu vove at tillægge den classiske Dannelse noget Værd. Det er egentlig en abstract og paa tyvende Haand opsnappet Evolutions-Tanke, som her spøger. Ifølge denne er overhoved al Ret og Sandhed kun et Tidsspørgsmaal, beroer kun paa et til Dato opnaaet Standpunkt Og dette Standpunkt er naaet og naaes stedse med etslags blind Nødvendighed; vi have kun at underkaste os, hvad Tiden bringer.
Følgen er da ogsaa, at det, som idag er nyt, snart bliver gammelt og saaledes forkasteligt. Vi hvirvles kun ind i en Malstrøm af Forandringer og atter Forandringer; ingensteds er noget fast Holdepunkt, ingensinde kan noget siges at være Sandt eller Ret, ja der er intet Maal at naae eller engang at stræbe efter.
Men Tingen er, at denne Tidsaand, som man saaledes beraaber sig paa, er et mystisk Væsen, egentlig et Spøgelse og Skin. Tidsaanden er, hvad Menneskene gjør den til, fornuftig, naar Menneskene lade sig lede af fornuftigt Overlæg og i Sagen liggende Grunde, ufornuftig, naar de gaae iblinde og kun speide efter Spøgelser.
Af Tidsaanden — den er isandhed kun en taaget Reflex af vore egne Forestillinger — skulle vi saaledes ei lade os skræmme. Gaaer man den nærmere paa Livet, opløser den sig i Luft. Vi skulle kun rolig overveie Sagens reelle Grunde og saaledes være med at danne en stedse bedre og fornuftigere Tidsaand.
Thi Enhver af os, som lever i Tiden, har sin Deel af Ansvaret for, hvorledes Tidsaanden bliver. Ulykken er, at dette Ansvar ofte altfor lidet føles, fordi det er fordeelt paa saa Mange. Det er saa mageligt at dukke ind under Mængden og skyde Skylden paa Tidsaanden og den almindelige Mening. Men de, der saaledes kun ville tilhøre Tiden, istedetfor at Tiden skulde tilhøre dem, bidrage ved denne Tænkemaade netop til, at Tidsaanden bliver slet og hængende i alskens Fordomme. De derimod, der som Tidens virkelige Mænd føle sin Deel af Ansvaret for Tidsaanden og den almindelige Mening og som skulle og kunne være med at rense og løfte denne, maae netop, saavidt muligt, dukke op af Mængden og Tiden og søge et fastere, i sig selv grundet Støttepunkt i Sagens Natur, i den evige Sandhed selv.
Igrunden er det Tidens dybeste Trang at hæves udover sig selv, tilsidst og væsentlig at bestemmes af det, der ligger over Tiden, bestemmes af og stræbe efter det i sig selv Sande og Gode, som i Menneskeheden stedse udvikler sig af Tidernes Svøb, og som kun naaes gjennem denne stedse med klarere Bevidsthed og fuldere Frihed fortsatte Udvikling.
Derpaa beroer da alt virkeligt Fremskridt, der mindst vindes ved, at en enkelt Tid vil afbryde Udviklingen, kaste sin Fortid saa at sige useet og forglemt bag sig og udelukkende beroe paa sig selv. Tvertimod: kun ved mere og mere at gjennemtrænge sin Fortid, optage og tilegne sig, hvad denne indeholder af Aand og Sandhed, bliver Tiden en virkelig fremskridende, efterhaanden viderekommende, stedse rigere og dybere, medens den ved blot at ville øse af sig selv, være (som Per Gynt og „den store Bøigen“) „sig selv nok“, ogsaa vil blive indcirklet i sig selv, i sin tautologiske, indholdsløse Bevægelse; og selv naar den maaskee gjør „Fremskridt“ til sit Løsen, bliver dette kun en tom og selvmodsigende Talemaade, da den fra Fortiden afrevne Tid meget mere stedse maa begynde sit Culturarbeide saa at sige med tomme Hænder, stedse saaledes vende tilbage til Nybegyndelsens umodne og famlende Bestræbelser.
Men for, som vi have sagt, at dukke op af den overfladiske og rodløse Tidsaand og den Mængde, der kun føler sig som dennes Skabning, egentlig dens skvulpende Bølgeskum, er netop den høiere Dannelse et væsentligt Middel. Derfor er denne høiere Dannelse saa vigtig og nødvendig og hører just til Tidens dybeste Fornødenheder; men derfor kan den heller ikke dømmes af Tidsaanden og gaae i dens Ledebaand, idet den netop har den Opgave at føre Tidsaanden udover den selv og tjene til at lede den i det sande Fremskridts Spor.
Den høiere Skoledannelses Betydning og især dens Indhold og Beskaffenhed er saaledes ikke et Spørgsmaal for Mængden som saadan. Ved hiin træder man netop udaf Mængden eller den chaotiske Masse, udaf den blotte almindelige Menings Tryllekreds.
Vi ringeagte ingenlunde den almindelige Mening, ikke engang Mængdens Dom, hvor den er paa sit rette Omraade og i sin rette Begrændsning. Men man maa her skjelne. I Anliggender, som have nærliggende praktisk Interesse, har selv Massen ofte et rigtigt Instinct og man gjør vel i at agte derpaa. I Sagen der angaae Massen, hvor den selv skal handle, er den — vistnok ikke ufeilbar, men træffer dog langt oftere, end man skulde troe, det Rette. Men udenfor den nære praktiske Interesse gaaer i Regelen heller ikke Instinctet. At lade Mængden votere om Forholdene i China eller paa Maanen, fører ikke til Noget. Spørger man den, kan man gjerne faae Pluralitet for den Mening, at vi i 1892 skulle faae to Maaner paa Himmelen, og at derfor Verden skal forgaae. Men til hine nære praktiske Interesser, der i Regelen ligge indenfor Mængdens Synskreds, kan nu den høiere Skoledannelse umulig høre; den maa efter sin Natur nødvendig ialfald have sit Tyngdepunkt udenfor denne Synskreds, da den netop har den Bestemmelse at løfte udover denne. Vistnok er det for det Almindelige, for Staten, af høi praktisk Vigtighed, at der gives en høiere Dannelse; men det er netop fordi Staten er noget Andet og Mere end Massen, fordi den beroer paa, at Mængden i Egenskab af blot Mængde, af en blot af tilfældige Instincter ledet Masse, mere og mere skal forsvinde, og Organisation, Bevidsthed og Begrundelse mere og mere blive herskende. Hiin Mængde, hvortil forresten kan høre Professorer saavelsom Bønder, forsaavidt nemlig som de ledes af en uvilkaarlig Tidsaand, staaer saaledes væsentlig udenfor den høiere Dannelse; den kan ikke engang have nogen fornuftig Anelse derom (thi Anelsen opstaaer kun af en indre Forbindelse, et Valgslægtskab) uden den, at den høiere Dannelse er noget fremmed Kram. Mængden, som Mængde, seer i den høiere Dannelse meget rigtigt sin naturlige Fiende. At den, i en anden Forstand, ogsaa er Mængdens bedste Ven, idet den udgjør Samfundets høiere Organisations-Princip, der efterhaanden ogsaa hæver Mængden udover sin chaotiske Tilstand, skal man allerede være inderlig berørt af Dannelsen for at fatte.
Men — hører jeg indvende — den fiendtlige Stemning mod de classiske Studier tilhører ikke blot Ukyndigheden, den raae Mængde; se, der er ogsaa berettigede, sagkyndige Stemmer, Auctoriteter. Jeg seer det, og jeg respecterer mange af disse Stemmer. Denne Respect fører dog kun til, at jeg agter deres Grunde en Prøvelse værd, men danner intet Fundament at argumentere fra. Og jeg mener endog uden at tilsidesætte denne Respect at kunne bemerke i Almindelighed, at selv den mere Dannede er meget udsat for en uvilkaarlig Indflydelse af Mængdens Dom, at det er en stor Fristelse at staae i Samklang med udbredte Opinioner og gjælde for en Tidens Mand. Saa har det været bestandig, og er ikke mindst i vore Dage. Vi have bemerket, at nu omstunder Mængden netop begynder at vaagne til Selvbevidsthed; den føler sig og vil gjøre sin Magt gjældende. Vi ville ikke — som nogle Romantikere — beklage dette; vi ville ikke, at Nogen skal holdes tilbage i Umyndighed, og selv denne abstracte Selvfølelse er et Gode, da den er Betingelsen for og Midlet til et høiere Liv. Men medens den endnu er raa, er den despotisk og intolerant; den vil rive Alt med sig, og der skal ikke lidet Mod og ikke lidet Overblik til derimod at beholde en isandhed selvstændig Stilling. Allerede af denne Grund er det ikke underligt, at mange selv classisk Dannede nu — sandelig ofte uden bevidst Stræben efter Popularitet og „Tidsmæssighed“ — rives med af Strømmen og tale i Toner, der i vide Kredse saa gjerne høres. Men der ere ogsaa andre Grunde, der gjøre det forklarligt, at den classiske Dannelse endog finder af sine Egne i Modstandernes Leir. Deri bestaaer netop dens Frihed, at den er ingen stiv Doctrin; den udgiver sig ikke selv for indisputabel, men veed vel, at den maa forsvare sig med Grunde. Modsigelsen kan da vistnok ogsaa paa en vis Maade være berettiget; der er overhovedet ikke nogen Vildfarelse til, uden den indeholder et lidet Korn af Sandhed, der nok kan have sin Plads i den praktiske Overveielse og i den videnskabelige Debat. Selv hine uklare Stemninger hos de Umyndige skulle dog komme frem for Dagens Lys, for at vurderes efter Fortjeneste og for at afløses af en bedre Oplysning. Men nu er det netop de Dannede, der repræsentere Samfundets Bevidsthed, der forstaae at bringe hine Stemninger frem, der vide at formulere selve Vildfarelsen. Man kan derfor med Tryghed sige, at der findes ingen Daarskab saa stor, at den jo hist og her bliver forkyndt selv af de dygtigste Mænd. Saaledes bliver ogsaa den Cirkel, ved hvilken Tidsaanden slutter fra sig selv, af Videnskabeligdannede saaledes overdækket, at den ligner et Argument, der kan lade sig høre, idet den udvides ved en historisk Betragtning, hvorved Tanken om et vundet Fremskridt bliver tilsnegen, eller idethele en Theorie udvikles om Tidsaandens og „Folkemeningens“ Gyldighed, som om denne var en given og ikke tilgjængelig for videre og rigtigere Oplysning. Men om Cirkelen end kan blive stor og indviklet, saa bliver den dog en Cirkel, som den samme videnskabelige Dannelse igjen maa kunne afsløre. Det Argument imod den classiske Dannelse, som man triumpherende henter derfra, at den desavoueres „endog“ af sine Egne, siger saaledes i Virkeligheden Intet og viser kun, at man hverken forstaaer den classiske Dannelses eller overhoved Auctoritetens Betydning. Netop paa Dannelsens Høider hører Debatten hjemme; her have alle Menings-Uligheder sin naturlige Repræsentation; „hier kämpfen die Geister“. Man maatte endda være glad, om man kun havde at kjæmpe mod dem, der nogenledes forstode Sagen, om man kunde blive fri for det Barbarie, at Folk blande sig i Striden, der nødvendigviis maae tale som de Blinde om Farverne, der netop fordi, de selv, mangle classisk Dannelse, ere blinde for den Side af Menneskehedens Udvikling, som derved repræsenteres. Og om Nogen end kunde sige, at den classiske Dannelse begrunder en (positiv) Eensidighed, saa er det ialfald ikke ved Ignoreren, men tvertimod ved en gjennemtrængende Erkjendelse, at man befrier sig fra en saadan.
I en vis Henseende af langt mere Betydning vilde det være, om man fra hovedsagelig praktiske Mænd, der selv ere uden høiere classisk Dannelse, hørte Stemmer for denne; thi her, hvor Saameget maatte trække i modsat Retning, især Tilbøieligheden til at ringeagte hvad der ligger over Ens Sphære, kunde en Sympathie for dette Høiere vanskelig forklares uden som en dybere Anelse om dets praktiske Betydning. Idetmindste vil en saadan Auctoritet fuldkommen opveie den modsatte. Vi ville nu her instar omnium anføre Napoleon, NB. den Store, hvem ialfald Ingen skal beskylde for blind Vedhængen ved gamle Fordomme. Det er bekjendt, at den første franske Revolution med saameget Andet ogsaa havde afskaffet de classiske Studier i Skolerne og søgt at erstatte dem ved en realistisk Dannelse. Men det er ogsaa bekjendt, at Skolerne herover geraadede i yderligt Forfald, og at de af Napoleon igjen bragtes paafode, idet han gjenindførte Humanismen. Hans Tanker derom forklares af Thiers (Hist. du Consulat & de l’Empire, livre XIV) saaledes: „Han vilde gjenoprette den gamle classiske Regel, som anviste de gamle Sprog den første Plads, og de physiske og mathematiske Fag først den anden, idet han overlod til Specialskoler Omsorgen for at fuldende Underviisningen i de sidste. Han havde Ret i dette, som i det Øvrige. Studiet af de døde Sprog er ikke alene et Studium af Ord, men af Ting; det er et Studium af Oldtiden med dens Love, dens Sæder, dens Kunster, dens Historie, der har en saadan moralsk Betydning og indeholder en saa kraftig Belærelse (si morale, si fortement instructive). Der er kun een Alder til at lære disse Ting, det er Barndommen. Naar Ungdommen engang er kommen med sine Lidenskaber, sin Tilbøielighed til Overdrivelse og Smagløshed, og den modne Alder med sine praktiske Interesser, gaaer Livet hen, uden at man har ofret et Øieblik til Betragtningen af en Verden, der er død ligesom de Sprog, der aabne os Indgangen dertil. Dersom en sildig Nysgjerrighed fører os tilbage dertil, er det kun gjennem afblegede og utilstrækkelige Oversættelser, man trænger ind i denne skjønne Oldtid. Og dersom paa en Tid, da de religiøse Ideer ere svækkede“ (det gjaldt jo især om hiin Tid, da Napoleon foretog sin Reform og gjælder maaske endnu kun altfor meget), „ogsaa Kjendskabet til Oldtiden forsvandt, vilde vi kun danne et Samfund uden aandelig Forbindelse med Fortiden, alene oplært i og beskjæftiget med det Nærværende, et uvidende, dybtsunket Samfund udelukkende skikket til de mechaniske Kunster“.
Vi have aftrykt dette Sted, fordi det ikke alene indeholder en Auctoritet og en historisk Belærelse, men ogsaa en Tanke, der maaskee kan bidrage Sit til at give et Indblik i de classiske Studiers sande Betydning.
Men vi skulle nu lade alle Auctoriteter ligge og ikke længer lade os forstyrre af, hvad der udgiver sig for Tidsaand o. s. v., men blot stræbe i en Oversigt at klare os de mere reelle Grunde, som fra de forskjellige Sider anføres imod de classiske Studier, og de Interesser, som her virkelig ere med i Spillet.