Om de classiske Studiers Betydning for den høiere Almeendannelse/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Charakteriſtiſk for Tidens Stilling til det omhandlede Spørgsmaal ſynes blandt andet den Maade, hvorpaa man for ikke længe ſiden jevnlig har ſeet (og tildeels endnu ſeer) Striden ført, idet man væſentlig har ſøgt at væbne ſig med ſtore og ſmaae Auctoriteter imod de clasſiſke Studier, og til den Ende ſammenſkrabet og aftrykt fra alle Kanter Løſt og Faſt, Rimeligt og Urimeligt, kort Alt, hvad man har kunnet overkomme. Det giver et broget Skue, dette Galerie af anticlasſiſke Auctoriteter; der ere „romerſke Guder og ſjællandſke Skræddere“ om hverandre.

Men dette Pulterkammer af Navne og løſe Grunde giver udentvivl et tro Billede af den ſtore Mængdes Stemning. Den ſtore Mængde — jeg mener ikke Folket, ikke Nationen — ynder ikke de clasſiſke Studier; thi den forſtaar ſig ikke derpaa, og den har naturligviis den i Menneſkenaturen liggende Tilbøielighed til at nedſætte Betydningen af det, den mangler. Det er netop den vaagnende Selvbevidſthed, ſom paa denne endnu uforſtandige Maade gjør ſig gjældende, ſom derved bryder med et foregaaende, barnligere Standpunkt, hvor man netop omgav det Uforſtaaede med etſlags guddommelig Glorie.

Denne blot formelle Selvſtændigheds-Aand, der uden dybere Indhold blot ſtræber at nedrive alle Skranker, der væſentlig er nivellerende, kan vel frembringe Revolution, men er udygtig til enhver virkelig Reform. Hertil hører ikke blot at benegte og afſkaffe, men ogſaa at bekræfte og gjenoprette.

At nu Mængden, den ſaakaldte Tidsaand, ſom man beraaber ſig paa imod de clasſiſke Studier, virkelig blot ſtaaer paa dette negative Standpunkt, ſees klart af Forſkjelligheden, ja den indre Strid mellem de mangfoldige Grunde, der ſammenhobes derimod. Der er ingen Eenhed, ingen forherſkende poſitiv Tendents deri, Intet, ſom man er enig om at ſætte i Stedet. Man forholder ſig til den clasſiſke Dannelſe, ſom en vis Byes Publicum for en Tid ſiden til et nyt opbygget Kirketaarn. Man fandt i Almindelighed, at det ſtod ſkjevt; og den, der blot herom vilde have ſamlet Stemmer, vilde udentvivl faaet en ſtor Pluralitet for, at Taarnet burde nedrives. Men ved at høre nøiere efter, viſte det ſig, at Nogle meente Taarnet heldede mod Nord, Andre mod Syd, Andre mod Øſt og atter Andre mod Veſt, ſaa at Reſultatet var, at Taarnet maatte blive ſom det var. Exemplet viſer, hvor lidet man overhoved kan ſtole paa endog en ſtor Eenſtemmighed i et løsrevet Reſultat, da Meningen hermed og Grundene derfor kunne gaae i aldeles modſat Retning, og det, man ſaaledes egentlig vil opnaae, er fuldkommen ſtridigt. Og at det her er utidigt ſtrax at rive ned paa Grund af en almindelig, i ſig uenig, men kun tilfældigt ſammentræffende Misfornøielſe, ſiger ſig ſelv. Det er netop vigtigt at ſamle Grundene i et Overblik, for at komme efter, til hvad Kant Taarnet hælder, eller om de maaſke hæve hinanden og Taarnet ſtaaer i Virkeligheden lige.

En af de Grunde, ſom ikke alene hyppigt høres imod de clasſiſke Studier, men ſom iſandhed hovedſagelig beſtemmer maaſkee de Fleſte i dette Punkt, er netop at Tidsaanden er imod dem, at de ikke mere ere tidsmæsſige. Enhver veed, hvormegen Indflydelſe det udover ſelv paa forholdsviis forſtandige Folk, naar de ſee eller indbilde ſig, at en allerede given Almeen-Opinion gaar i en vis Retning. Saaledes kan virkelig en Ting ſiges ſaa længe, til den efterhaanden bliver troet, blot fordi den er ſagt. Imidlertid er det dog let at indſee, at denne Grund er en reent formel, at den blot beroer paa en Cirkel. Tidsaanden argumenterer ſaaledes kun fra ſig ſelv, den mener kun, fordi den mener, den vil Noget, fordi den vil, det vil tilſidſt ſige: den vil uden Grund. Forſaavidt der nu ſkal ſkrides til en mere reel Begrundelſe, kommer man til disſe ifleng grebne Betragtninger, der viſe ſig indbyrdes ſtridige og tilſidſt ophæve hinanden. En ſæregen Vending, men ſom dog løber ud paa det Samme, har Tanken faaet navnlig i vore Dage, idet man iſær taler om en ny Tid og en ny Aand i Modſætning til den gamle. Vi høre nok om, at f. Ex. den clasſiſke Skolelærdom hørte hjemme i en foregaaende Culturperiode, der kunde være nødvendig og henſigtsmæsſig, men Tiden er nu ſkreden frem derudover; det er nu en ny Aand, der rører ſig, og ſom har ganſke andre Fordringer. Mange anſee det her for overflødigt at ſpørge videre efter, hvad denne nye Tid og nye Aand nærmere indeholder, og hvorvidt dens formeentlige Fordringer i Sagen ſelv har ſtørre eller mindre Værd og Berettigelſe. Det Nye alene ſom nyt ſkal have Ret; det Gamle er aflægs og har ſom ſaadant Uret. Iſtedetfor ſaglige Grunde lade derfor Tidens bolde Riddere det gjerne ikke mangle paa Haansord mod de „Maſtodonter“, „forſtenede Levninger fra Urtiden“, der endnu vove at tillægge den clasſiſke Dannelſe noget Værd. Det er egentlig en abstract og paa tyvende Haand opſnappet Evolutions-Tanke, ſom her ſpøger. Ifølge denne er overhoved al Ret og Sandhed kun et Tidsſpørgsmaal, beroer kun paa et til Dato opnaaet Standpunkt Og dette Standpunkt er naaet og naaes ſtedſe med etſlags blind Nødvendighed; vi have kun at underkaſte os, hvad Tiden bringer.

Følgen er da ogſaa, at det, ſom idag er nyt, ſnart bliver gammelt og ſaaledes forkaſteligt. Vi hvirvles kun ind i en Malſtrøm af Forandringer og atter Forandringer; ingenſteds er noget faſt Holdepunkt, ingenſinde kan noget ſiges at være Sandt eller Ret, ja der er intet Maal at naae eller engang at ſtræbe efter.

Men Tingen er, at denne Tidsaand, ſom man ſaaledes beraaber ſig paa, er et myſtiſk Væſen, egentlig et Spøgelſe og Skin. Tidsaanden er, hvad Menneſkene gjør den til, fornuftig, naar Menneſkene lade ſig lede af fornuftigt Overlæg og i Sagen liggende Grunde, ufornuftig, naar de gaae iblinde og kun ſpeide efter Spøgelſer.

Af Tidsaanden — den er iſandhed kun en taaget Reflex af vore egne Foreſtillinger — ſkulle vi ſaaledes ei lade os ſkræmme. Gaaer man den nærmere paa Livet, opløſer den ſig i Luft. Vi ſkulle kun rolig overveie Sagens reelle Grunde og ſaaledes være med at danne en ſtedſe bedre og fornuftigere Tidsaand.

Thi Enhver af os, ſom lever i Tiden, har ſin Deel af Anſvaret for, hvorledes Tidsaanden bliver. Ulykken er, at dette Anſvar ofte altfor lidet føles, fordi det er fordeelt paa ſaa Mange. Det er ſaa mageligt at dukke ind under Mængden og ſkyde Skylden paa Tidsaanden og den almindelige Mening. Men de, der ſaaledes kun ville tilhøre Tiden, iſtedetfor at Tiden ſkulde tilhøre dem, bidrage ved denne Tænkemaade netop til, at Tidsaanden bliver ſlet og hængende i alſkens Fordomme. De derimod, der ſom Tidens virkelige Mænd føle ſin Deel af Anſvaret for Tidsaanden og den almindelige Mening og ſom ſkulle og kunne være med at renſe og løfte denne, maae netop, ſaavidt muligt, dukke op af Mængden og Tiden og ſøge et faſtere, i ſig ſelv grundet Støttepunkt i Sagens Natur, i den evige Sandhed ſelv.

Igrunden er det Tidens dybeſte Trang at hæves udover ſig ſelv, tilſidſt og væſentlig at beſtemmes af det, der ligger over Tiden, beſtemmes af og ſtræbe efter det i ſig ſelv Sande og Gode, ſom i Menneſkeheden ſtedſe udvikler ſig af Tidernes Svøb, og ſom kun naaes gjennem denne ſtedſe med klarere Bevidſthed og fuldere Frihed fortſatte Udvikling.

Derpaa beroer da alt virkeligt Fremſkridt, der mindſt vindes ved, at en enkelt Tid vil afbryde Udviklingen, kaſte ſin Fortid ſaa at ſige uſeet og forglemt bag ſig og udelukkende beroe paa ſig ſelv. Tvertimod: kun ved mere og mere at gjennemtrænge ſin Fortid, optage og tilegne ſig, hvad denne indeholder af Aand og Sandhed, bliver Tiden en virkelig fremſkridende, efterhaanden viderekommende, ſtedſe rigere og dybere, medens den ved blot at ville øſe af ſig ſelv, være (ſom Per Gynt og „den ſtore Bøigen“) „ſig ſelv nok“, ogſaa vil blive indcirklet i ſig ſelv, i ſin tautologiſke, indholdsløſe Bevægelſe; og ſelv naar den maaſkee gjør „Fremſkridt“ til ſit Løſen, bliver dette kun en tom og ſelvmodſigende Talemaade, da den fra Fortiden afrevne Tid meget mere ſtedſe maa begynde ſit Culturarbeide ſaa at ſige med tomme Hænder, ſtedſe ſaaledes vende tilbage til Nybegyndelſens umodne og famlende Beſtræbelſer.

Men for, ſom vi have ſagt, at dukke op af den overfladiſke og rodløſe Tidsaand og den Mængde, der kun føler ſig ſom dennes Skabning, egentlig dens ſkvulpende Bølgeſkum, er netop den høiere Dannelſe et væſentligt Middel. Derfor er denne høiere Dannelſe ſaa vigtig og nødvendig og hører juſt til Tidens dybeſte Fornødenheder; men derfor kan den heller ikke dømmes af Tidsaanden og gaae i dens Ledebaand, idet den netop har den Opgave at føre Tidsaanden udover den ſelv og tjene til at lede den i det ſande Fremſkridts Spor.

Den høiere Skoledannelſes Betydning og iſær dens Indhold og Beſkaffenhed er ſaaledes ikke et Spørgsmaal for Mængden ſom ſaadan. Ved hiin træder man netop udaf Mængden eller den chaotiſke Masſe, udaf den blotte almindelige Menings Tryllekreds.

Vi ringeagte ingenlunde den almindelige Mening, ikke engang Mængdens Dom, hvor den er paa ſit rette Omraade og i ſin rette Begrændsning. Men man maa her ſkjelne. I Anliggender, ſom have nærliggende praktiſk Interesſe, har ſelv Masſen ofte et rigtigt Inſtinct og man gjør vel i at agte derpaa. I Sagen der angaae Masſen, hvor den ſelv ſkal handle, er den — viſtnok ikke ufeilbar, men træffer dog langt oftere, end man ſkulde troe, det Rette. Men udenfor den nære praktiſke Interesſe gaaer i Regelen heller ikke Inſtinctet. At lade Mængden votere om Forholdene i China eller paa Maanen, fører ikke til Noget. Spørger man den, kan man gjerne faae Pluralitet for den Mening, at vi i 1892 ſkulle faae to Maaner paa Himmelen, og at derfor Verden ſkal forgaae. Men til hine nære praktiſke Interesſer, der i Regelen ligge indenfor Mængdens Synskreds, kan nu den høiere Skoledannelſe umulig høre; den maa efter ſin Natur nødvendig ialfald have ſit Tyngdepunkt udenfor denne Synskreds, da den netop har den Beſtemmelſe at løfte udover denne. Viſtnok er det for det Almindelige, for Staten, af høi praktiſk Vigtighed, at der gives en høiere Dannelſe; men det er netop fordi Staten er noget Andet og Mere end Masſen, fordi den beroer paa, at Mængden i Egenſkab af blot Mængde, af en blot af tilfældige Inſtincter ledet Masſe, mere og mere ſkal forſvinde, og Organiſation, Bevidſthed og Begrundelſe mere og mere blive herſkende. Hiin Mængde, hvortil forreſten kan høre Profesſorer ſaavelſom Bønder, forſaavidt nemlig ſom de ledes af en uvilkaarlig Tidsaand, ſtaaer ſaaledes væſentlig udenfor den høiere Dannelſe; den kan ikke engang have nogen fornuftig Anelſe derom (thi Anelſen opſtaaer kun af en indre Forbindelſe, et Valgſlægtſkab) uden den, at den høiere Dannelſe er noget fremmed Kram. Mængden, ſom Mængde, ſeer i den høiere Dannelſe meget rigtigt ſin naturlige Fiende. At den, i en anden Forſtand, ogſaa er Mængdens bedſte Ven, idet den udgjør Samfundets høiere Organiſations-Princip, der efterhaanden ogſaa hæver Mængden udover ſin chaotiſke Tilſtand, ſkal man allerede være inderlig berørt af Dannelſen for at fatte.

Men — hører jeg indvende — den fiendtlige Stemning mod de clasſiſke Studier tilhører ikke blot Ukyndigheden, den raae Mængde; ſe, der er ogſaa berettigede, ſagkyndige Stemmer, Auctoriteter. Jeg ſeer det, og jeg reſpecterer mange af disſe Stemmer. Denne Reſpect fører dog kun til, at jeg agter deres Grunde en Prøvelſe værd, men danner intet Fundament at argumentere fra. Og jeg mener endog uden at tilſideſætte denne Reſpect at kunne bemerke i Almindelighed, at ſelv den mere Dannede er meget udſat for en uvilkaarlig Indflydelſe af Mængdens Dom, at det er en ſtor Friſtelſe at ſtaae i Samklang med udbredte Opinioner og gjælde for en Tidens Mand. Saa har det været beſtandig, og er ikke mindſt i vore Dage. Vi have bemerket, at nu omſtunder Mængden netop begynder at vaagne til Selvbevidſthed; den føler ſig og vil gjøre ſin Magt gjældende. Vi ville ikke — ſom nogle Romantikere — beklage dette; vi ville ikke, at Nogen ſkal holdes tilbage i Umyndighed, og ſelv denne abstracte Selvfølelſe er et Gode, da den er Betingelſen for og Midlet til et høiere Liv. Men medens den endnu er raa, er den deſpotiſk og intolerant; den vil rive Alt med ſig, og der ſkal ikke lidet Mod og ikke lidet Overblik til derimod at beholde en iſandhed ſelvſtændig Stilling. Allerede af denne Grund er det ikke underligt, at mange ſelv clasſiſk Dannede nu — ſandelig ofte uden bevidſt Stræben efter Popularitet og „Tidsmæsſighed“ — rives med af Strømmen og tale i Toner, der i vide Kredſe ſaa gjerne høres. Men der ere ogſaa andre Grunde, der gjøre det forklarligt, at den clasſiſke Dannelſe endog finder af ſine Egne i Modſtandernes Leir. Deri beſtaaer netop dens Frihed, at den er ingen ſtiv Doctrin; den udgiver ſig ikke ſelv for indisputabel, men veed vel, at den maa forſvare ſig med Grunde. Modſigelſen kan da viſtnok ogſaa paa en vis Maade være berettiget; der er overhovedet ikke nogen Vildfarelſe til, uden den indeholder et lidet Korn af Sandhed, der nok kan have ſin Plads i den praktiſke Overveielſe og i den videnſkabelige Debat. Selv hine uklare Stemninger hos de Umyndige ſkulle dog komme frem for Dagens Lys, for at vurderes efter Fortjeneſte og for at afløſes af en bedre Oplysning. Men nu er det netop de Dannede, der repræſentere Samfundets Bevidſthed, der forſtaae at bringe hine Stemninger frem, der vide at formulere ſelve Vildfarelſen. Man kan derfor med Tryghed ſige, at der findes ingen Daarſkab ſaa ſtor, at den jo hiſt og her bliver forkyndt ſelv af de dygtigſte Mænd. Saaledes bliver ogſaa den Cirkel, ved hvilken Tidsaanden ſlutter fra ſig ſelv, af Videnſkabeligdannede ſaaledes overdækket, at den ligner et Argument, der kan lade ſig høre, idet den udvides ved en hiſtoriſk Betragtning, hvorved Tanken om et vundet Fremſkridt bliver tilſnegen, eller idethele en Theorie udvikles om Tidsaandens og „Folkemeningens“ Gyldighed, ſom om denne var en given og ikke tilgjængelig for videre og rigtigere Oplysning. Men om Cirkelen end kan blive ſtor og indviklet, ſaa bliver den dog en Cirkel, ſom den ſamme videnſkabelige Dannelſe igjen maa kunne afſløre. Det Argument imod den clasſiſke Dannelſe, ſom man triumpherende henter derfra, at den desavoueres „endog“ af ſine Egne, ſiger ſaaledes i Virkeligheden Intet og viſer kun, at man hverken forſtaaer den clasſiſke Dannelſes eller overhoved Auctoritetens Betydning. Netop paa Dannelſens Høider hører Debatten hjemme; her have alle Menings-Uligheder ſin naturlige Repræſentation; „hier kämpfen die Geiſter“. Man maatte endda være glad, om man kun havde at kjæmpe mod dem, der nogenledes forſtode Sagen, om man kunde blive fri for det Barbarie, at Folk blande ſig i Striden, der nødvendigviis maae tale ſom de Blinde om Farverne, der netop fordi, de ſelv, mangle clasſiſk Dannelſe, ere blinde for den Side af Menneſkehedens Udvikling, ſom derved repræſenteres. Og om Nogen end kunde ſige, at den clasſiſke Dannelſe begrunder en (poſitiv) Eenſidighed, ſaa er det ialfald ikke ved Ignoreren, men tvertimod ved en gjennemtrængende Erkjendelſe, at man befrier ſig fra en ſaadan.

I en vis Henſeende af langt mere Betydning vilde det være, om man fra hovedſagelig praktiſke Mænd, der ſelv ere uden høiere clasſiſk Dannelſe, hørte Stemmer for denne; thi her, hvor Saameget maatte trække i modſat Retning, iſær Tilbøieligheden til at ringeagte hvad der ligger over Ens Sphære, kunde en Sympathie for dette Høiere vanſkelig forklares uden ſom en dybere Anelſe om dets praktiſke Betydning. Idetmindſte vil en ſaadan Auctoritet fuldkommen opveie den modſatte. Vi ville nu her instar omnium anføre Napoleon, NB. den Store, hvem ialfald Ingen ſkal beſkylde for blind Vedhængen ved gamle Fordomme. Det er bekjendt, at den førſte franſke Revolution med ſaameget Andet ogſaa havde afſkaffet de clasſiſke Studier i Skolerne og ſøgt at erſtatte dem ved en realiſtiſk Dannelſe. Men det er ogſaa bekjendt, at Skolerne herover geraadede i yderligt Forfald, og at de af Napoleon igjen bragtes paafode, idet han gjenindførte Humanismen. Hans Tanker derom forklares af Thiers (Hist. du Consulat & de l’Empire, livre XIV) ſaaledes: „Han vilde gjenoprette den gamle clasſiſke Regel, ſom anviſte de gamle Sprog den førſte Plads, og de phyſiſke og mathematiſke Fag førſt den anden, idet han overlod til Specialſkoler Omſorgen for at fuldende Underviisningen i de ſidſte. Han havde Ret i dette, ſom i det Øvrige. Studiet af de døde Sprog er ikke alene et Studium af Ord, men af Ting; det er et Studium af Oldtiden med dens Love, dens Sæder, dens Kunſter, dens Hiſtorie, der har en ſaadan moralſk Betydning og indeholder en ſaa kraftig Belærelſe (si morale, si fortement instructive). Der er kun een Alder til at lære disſe Ting, det er Barndommen. Naar Ungdommen engang er kommen med ſine Lidenſkaber, ſin Tilbøielighed til Overdrivelſe og Smagløshed, og den modne Alder med ſine praktiſke Interesſer, gaaer Livet hen, uden at man har ofret et Øieblik til Betragtningen af en Verden, der er død ligeſom de Sprog, der aabne os Indgangen dertil. Derſom en ſildig Nysgjerrighed fører os tilbage dertil, er det kun gjennem afblegede og utilſtrækkelige Overſættelſer, man trænger ind i denne ſkjønne Oldtid. Og derſom paa en Tid, da de religiøſe Ideer ere ſvækkede“ (det gjaldt jo iſær om hiin Tid, da Napoleon foretog ſin Reform og gjælder maaſke endnu kun altfor meget), „ogſaa Kjendſkabet til Oldtiden forſvandt, vilde vi kun danne et Samfund uden aandelig Forbindelſe med Fortiden, alene oplært i og beſkjæftiget med det Nærværende, et uvidende, dybtſunket Samfund udelukkende ſkikket til de mechaniſke Kunſter“.

Vi have aftrykt dette Sted, fordi det ikke alene indeholder en Auctoritet og en hiſtoriſk Belærelſe, men ogſaa en Tanke, der maaſkee kan bidrage Sit til at give et Indblik i de clasſiſke Studiers ſande Betydning.

Men vi ſkulle nu lade alle Auctoriteter ligge og ikke længer lade os forſtyrre af, hvad der udgiver ſig for Tidsaand o. ſ. v., men blot ſtræbe i en Overſigt at klare os de mere reelle Grunde, ſom fra de forſkjellige Sider anføres imod de clasſiſke Studier, og de Interesſer, ſom her virkelig ere med i Spillet.