Om Stavanger Stift i Middelalderen
Stiftsinddelingen havde i Middelalderen kun kirkelig Betydning, og den følgende Fremstilling vil derfor i Regelen indskrænke sig til at behandle Stiftets geistlige Forholde, om end Leiligheden undertiden kan benyttes til at medgive en og anden Oplysning ogsaa udenfor dette Omraade.
Kilderne til Stavanger Stifts Historie ere ikke meget rige.
Af de biskoppelige Copibøger, der muligens have været førte, kjendes intet Spor. At en Jordebog bar existeret, er sikkert. Peder Claussøn beretter[1], at den er „sammenskreven“ efter Foranstaltning af Biskop Botolf (1355–1381), og i Striden mellem Almuen og Præsteskabet i Midsyssel (Mandals Len) 1484 paaberaabes udtrykkelig „Registren i Stavanger“[2]. Jordebogen bar ei alene været i Behold 1541[3], men ogsaa senere, da Peder Claussøn synes at have kjendt den[4]. Maaskee er den udlaant til ham, men efter hans Død ikke kommen tilbage. Herpaa tyder nemlig en Efterretning fra 1631, hvori det hedder: „En gammel Bog, kaldes Graagaasen, skal være svigagteligen kommen fra Kapitlet i Stavanger, og menes at være i Lister Len, endog man kan intet vist derom faa at holde, hvorudi skulde findes, hvis til Kirker, Skoler og fattige ligget haver. Er og henrygt andre Dokumenter i det Stift, saa man kan ikke have megen Efterretning om saadant“[5].
Af geistlige Archivers Breve fra Stavanger Stift er dog et ikke ringe Antal bevaret og nu trykt i det norske Diplomatarium (især i fjerde Bind). Disse vigtige Breve synes ved Bispesædets Flytning fra Stavanger til Christianssand indtil videre at være forblevne i den første By, og det vides, at Torfæus, der boede og skrev paa Karmøen, har havt dem hos sig[6], uden at der dog let kan findes Spor til deres Benyttelse i hans berømte Verker. Af Torfæus bleve Documenterne efter Ordre fra Danmark overleverede til Arne Magnussøn mod Reverser til Christianssands Biskop. De bleve gjentagne Gange reclamerede af Biskop Bircherod, men kom aldrig tilbage og udgjøre nu en Deel af den arnamagnæanske Samling i det danske Universitetsbibliothek[7]. Erik Pontoppidan har i sin Tid[8] fremsat en Beskyldning mod Jacob Jersin, den Biskop, under hvem Flytningen til Christianssand fandt Sted: „At han har været en Kjender eller Elsker af historiske Documenter, maa man betvivle, da han lod hele Kister, fulde med Pergamentsbreve, blive staaende i Capitelshuset i Stavanger, hvilke derfor jammerligen bleve omspredte og tilintetgjorte.“ Efter det ovenanførte maa man vel ansee denne Beskyldning for ugrundet eller overdreven.
De arnamagnæanske Diplomer udgjøre Hovedkilden til det her foreliggende Arbeide. Hertil er i den senere Tid kommet Documenter fra Pavearchivet. Paa bevarede Bondediplomer er Stiftet fattigt. Kongesagaerne, de islandske Biskopssagaer og Annalerne indeholde kun faa Bidrag til Stavanger Stifts Historie. Det samme gjælder om mangfoldige andre Kilder, i hvilke man vel kan finde gode Bidrag til Erkebispernes og de bergenske og osloske Bispers Historie, medens man Lidet eller Intet finder om Stavangers. Dette har vistnok sin Grund deri, at Stavanger i Middelalderen var en saare ringe By, der sjelden og kun i Forbigaaende besøgtes af Konger og Stormænd. Faa mærkelige Begivenheder ere foregaaede her, Stiftet havde ogsaa kun et eneste Kloster, og, naar man undtager, at der i Egnen om Stavanger dog temmelig længe holdt sig et Aristokrati, har Stiftets Befolkning i det Hele levet under jevne, tarvelige og derfor ikke meget paaagtede Forholde og Vilkaar. Der har i den hele Middelalder her i selve Stiftet, saavidt man nu veed, ikke været en eneste Mand, der har gjort endog de tarveligste historiske Optegnelser.
Den følgende Fremstilling vil ordnes saaledes, at der først gives en Biskopsrække, til hvilken knyttes de mere fremtrædende Begivenheder i Stiftet fra hver Biskops Regjeringstid. Derefter forsøges der en Skildring af Stiftets geistlige Forholde, idet de spredte Oplysninger, som haves, søges ordnede under visse Hovedcategorier.
Det følger af sig selv, at jeg har været nødt til at gjentage Adskilligt, som forlængst er bekjendt fra tidligere historiske og kirkehistoriske Verker, da en sammenhængende og læselig Fremstilling ellers vilde være bleven umulig. Men jeg har bestræbt mig for at omtale saadanne Ting i den størst mulige Korthed, hvor jeg ei har seet mig istand til at udvide det forhen kjendte ved nye Tillæg eller at gjøre en fra den ældre forskjellig Opfatning gjældende. Det er Stavanger Stifts særlige Forholde, jeg har villet oplyse, og Adskilligt er derfor holdt borte, der var fælles for hele den norske Kirke og ikke egner sig til at medtages i en Monographi. Dette gjælder f. Ex. for en stor Deel Pavestolens Udpresninger (Pavetienden, Annaterne o. s. v.). Min Collega Prof. O. Rygh og Rector A. E. Erichsen i Stavanger skylder jeg Tak, fordi jeg med dem har kunnet raadføre mig om forskjellige Spørgsmaal. Derimod har et ældre Forsøg paa en Bispe- og Stiftshistorie for dette Stift af A. Faye, (Chra. 1867) ikke kunnet være mig til nogen Nytte. Den i sin Tid af Alle agtede og af Mange afholdte Forfatter savnede Betingelserne til Forskning i Middelalderens Historie, og hans Arbeide, der for den lutherske Tids Vedkommende ikke er uden Nytte, er ganske betydningsløst for den catholske Tid.
De ved Olaf Kyrres Tid fremstaaede norske Bispedømmer med bestemte Grændser vare tre i Tallet, og Lovomraaderne vare lagte til Grund for Inddelingen. Gulathingslovens Omraade fik sin Biskop i Selje, siden i Bergen. Allerede under Sigurd Jorsalfarer er det store Vestlandsstift delt i to, af hvilke det sydligere fik Stavanger til Bisperesidents. Under den nye Bispestol henlagdes Ryfylke (i oprindelig Betydning), samt Egdafylker altsaa de nuværende Stavangers, Lister og Mandals samt Nedenes Amter og dertil Valders og Hallingdal, der skjønt beliggende paa den sydøstlige Side af Fjeldet have vestlandsk Befolkning og fulgte Gulathingets Lov. Hertil kom ogsaa, uvist fra hvilken Tid, Eidsfjords Sogn i Hardanger som en Station for Biskoppen paa hans Reiser til Valders og Hallingdal. Stavanger var vistnok et naturligt Centrum for Ryfylke, men laa ingenlunde i Midtpunktet af et Stift, der skulde strække sig østover lige til Rygjarbit, ja endog omfatte Valders og Hallingdal. Hvad disse to sidste Bygder angaar, fristes man til at tro, at Biskoppen i det store Gulathingsstift ved Delingen har ønsket at være dem kvit og derfor har bevirket dem henlagte under Stavanger. Paa lignende Maade tør det være gaaet til, naar senere ved Oslo Stifts Deling Numedal og Øvre Thelemarken henlagdes under Hamar, nemlig vistnok fordi Oslobispen satte mindre Priis paa disse afsides Egne og mindst vel paa Øvre Thelemarken, hvor det ei havde lykkedes at faa Tienden indført.
Som første Biskop i Stavanger anføres Reinhald. Hans Forhandlinger med Sigurd Jorsalfarer i Anledning af dennes andet Giftermaal og hans Henrettelse i Bergen under Harald Gille ere noksom bekjendte fra Sagaerne. Reinhald var en af de mange Englændere, som dengang og længe efter forekomme blandt vor Geistlighed. Hans første Bestræbelse maa have været at tilveiebringe et catholsk Stifts første Betingelse, en Domkirke, og at denne kom til (foruden til Treenigheden) ogsaa at indvies til en engelsk Helgen, St. Svithun (i sin Tid, 837–62, Biskop af Winchester), er vistnok foranlediget ved Reinhalds engelske Herkomst. Denne Biskop tør ogsaa formodes selv at have været fra Winchesters Stift. At den begyndte Kirkebygning og overhoved den hele Grundlæggelse af et nyt Stift har været forbundet med store Bekostninger, følger af sig selv, og Sagaens Beretning om, at Biskoppen benyttede sig af Omstændighederne for at opnaa Gaver til Bispesædet af Kong Sigurd, gjør derfor Indtryk af Troværdighed.
En eiendommelig Opfatning af Stavanger Stifts Tilblivelse vil man finde i den aandrige danske Historiker A. D. Jørgensens Skrift: „De nordiske Kirkers Grundlæggelse og første Udvikling“. Forfatteren mener, at der allerede meget tidlig har existeret et sydvestligt Bispesæde paa Moster, hvor Olaf Tryggvasøn i sin Tid var stegen i Land og havde ladet bygge den første norske Kirke, efter Jørgensens Formodning en Trefoldighedskirke. Her tænker han sig særlig to Biskopper Meinhard paa Harald Haardraades Tid og Sigurd efter denne Konges Død. „Mosters Bispedømme“ skulde have været en Datter af Winchester, hvor Olaf Tryggvasøn skal have opholdt sig nogen Tid, og hvorfra senere Sigurd Jorsalfarer, under sit Ophold i England paa Veien til det hellige Land, skulde have faaet engelske Klerke til det af ham oprettede nye Bispesæde i Stavanger. Denne i ethvert Fald ubevislige Hypothese lader jeg staa ved sit Værd[9].
Reinhalds Eftermand var Jon Birgerssøn, der 1152 blev Norges første Erkebiskop[10]. Han efterfulgtes i Stavanger af en Peter, om hvem forøvrigt Intet vides. Fra nu af var Stiftet, der tidligere havde hørt under Erkebiskoppen af Lund i Danmark, en Deel af den nye selvstændige norske Kirkeprovinds under Nidaros Domkirkes Overhøihed. Biskopperne havde fyrstelig Rang og kunde omgive sig med en Hird.
Peters Eftermand Aamunde kjendes heller ikke nærmere. I 1171 nævnes han som forhenværende Biskop[11] og tillige paa en saadan Maade, at man maa formode, at han efter Resignationen er bleven Forstander for et Kloster, hvorom senere paa et andet Sted.
Senest 1171 var den navnkundige Erik Ivarssøn Biskop i Stavanger. Han var en Søn af en Islænding Ivar Skrauthanke, der havde kjæmpet paa Magnus Blindes Side i Slaget ved Holmengraa og derefter en Tid havde været Biskop i Nidaros. Selv havde Erik studeret i Paris og var bleven Medlem af det berømte Augustinerconvent i St. Victor sammesteds. Efter al Rimelighed har han været en virksom Mand i Stavanger Stift. Med sikkerhed vide vi, at han under Kampen mellem Magnus Erlingssøn og Sverre ivrig interesserede sig for den førstnævnte, hvem han 1181 fulgte til Bergen med et af ham selv fuldt udrustet Langskib. Erik var en Ven af Erkebiskop Eystein, og denne skal selv have udseet ham til sin Eftermand. Han blev ogsaa Erkebiskop 1188 og døde 1213 efter et langt og meget bevæget Liv og efter som gammel og blind Mand at have trukket sig tilbage fra sin Regjering[12].
Da Stavangers Bispestol blev ledig efter Erik, paafulgte en mærkelig, men tildels gaadefuld Valgstrid. Erkebiskoppen havde før sin Bortreise faaet „Geistligheden og Menigheden“ til at vælge en (unævnt) Mand til Efterfølger, Sverre derimod vilde fremtvinge en Anden, om hvem Erkebispen siden paastod, at han just, da Valget foregik, „stod i Begreb med at ægte en tidligere gift Kvinde“. Siden lykkedes det den noksom bekjendte Nicolaus Arnessøn, ved sin Frænke Dronningens Hjelp at faa Sverres Samtykke til at blive Biskop i Stavanger, men han kom aldrig til at tiltræde, da kort efter Oslos Stift blev ledigt, og han foretrak og opnaaede dette.
Kort efter møder vi en vis Njaal som Biskop af Stavanger (c. 1190–c. 1207). Navnet er ikke norsk, men keltisk og derfra overført til Island. Muligens har derfor Njaal været Islænding. Navnet („Njeld“) har siden holdt sig i Stavangeregnen og hidrører maaskee efter denne Biskop. Efterat Erkebiskop Erik havde forladt Landet i Fiendskab med Sverre, var Njaal Kongen en Tid lydig og deltog ogsaa med de øvrige Suffraganbiskopper i at krone ham 1194, men tilsidst drog ogsaa han ligesom de øvrige til Danmark, hvor de forbleve under Absalons Beskyttelse i flere Aar indtil Sverres Død og dennes Søn Haakons Forsoning med Hierarchiet. Et Par Aar senere forefaldt en i Inges Saga bevaret Begivenhed i Stavanger Domkirke. Sverres Svigersøn, Einar Kongsmaag, der havde Befaling i Ryfylke, overfaldtes 1205 af Baglerne og myrdedes af dem efter at have søgt Tilflugt i St. Svithuns Kirkes Taarn.
Njaals Eftermand blev Henrik (c. 1207–1224), efter Navnet at dømme maaskee ikke Nordmand. Han hørte oprindelig til Haakon Haakonssøns ivrigste Fiender, men ved et tilfældigt Møde i Eikundasund forsonede han sig med denne og lovede ham trofast Venskab. For nogle Aar siden kom Universitetets Oldsamling uventet i Besiddelse af et Minde om denne Biskop, nemlig hans Sigil, der besynderligt nok var fundet i Jylland i Nærheden af Ribe.
Omsider komme vi til en Biskop, om hvem der vides noget mere. Det var Askel Jonssøn (til 1254), en fornem Mand af en ægte gammel Lendermandsæt. Hans Fader var Lendermanden Jon Gautssøn af Ænes, og hans Brødre vare Lendermændene Arnbjørn Jonssøn og Gaut Jonssøn af Mel[13]. Vi møde ham første Gang som Kong Haakons Capellan og Raadgiver 1223. To Aar senere finde vi en Askeldus som Archidiaconus i Bergen og ved den Tid paa Besøg i England[14]; maaskee tør det være den samme Mand. I 1226 var han Biskop i Stavanger, i hvilken Stilling han døde 1254, hædret ved sin Konges udtrykkelig af denne bevidnede Venskab. Vigtige Ting fra hans Regjeringstid skulle siden blive omtalte.
Om Eftermanden Thorgils’s (1254–1276) personlige Forholde vides lidet. En Kannik Thorgeir omtales som hans Frænde og en Sigurd Tambalde som hans Maag[15]. Han var en af de Biskopper, som ledsagede Kong Haakon paa hans Tog mod Skotland og var hos ham ved hans Død paa Orknøerne. I 1266 var han med at iføre Erkebiskop Haakon det fra Rom oversendte Pallium. Under ham oprettedes Hospitalet i Stavanger, og Domkirken brændte 1272.
Eftermanden Biskop Arne (1276–1303), hvis Herkomst og Fortid er ganske ubekjendt[16], har gjort sig særlig bekjendt i stiftets Historie ved de mange Stridigheder, som under ham udmærker denne, og hvorom senere skal tales. Arnes første Aar faldt ind i den Tid, da Kirken først ved Magnus Lagabøters mange Indrømmelser opnaaede de største Privilegier, den nogensinde i Norge har havt, for derpaa for en væsentlig Deel atter at tabe dem under Sønnen Eriks Formyndere. Da Erkebiskop Jon og to andre Bisper maatte drage i Landflygtighed, undgik Arne denne Skjebne, og han har saaledes ved Siden af Biskop Narve i Bergen forholdsvis lettere fundet sig i, hvad der skede; men ogsaa i Stavanger Stift var dog Kampen kommen til Syne. De under Kong Magnus givne Privilegier hjemlede Biskoppens haandgangne Mænd Ledingsfrihed, men denne Begunstigelse toges nu tilbage. Biskop Arnes Mænd vilde protestere herimod og negtede at betale Leding, men Baronen Hr. Audun Hugleikssøn lod nu ved Thinget paa St. Mariæ Kirkegaard i Bergen disse Mænd lyse utlæge. De maatte rømme ud af Landet, og Baronen Hr. Gaute af Tolga lagde deres Gods under Kronen. Herfor blev han vel bansat, men ænsede neppe Banstraalen meget[17]. Men Hr. Gaute blev i 1288 dræbt i Stavanger af en Ridder, Hr. Halvard af Haarde (Sandeid Sogn). Drabsmanden, der forøvrigt ikke havde villet dræbe ham, men en anden Mand, tog for at undgaa den Dræbtes Søns, Isaaks, Hævn, sin Tilflugt til St. Svithuns Kirke, men Isaak lod ham trække ud af Kirken og paa egen Haand halshugge, hvorfor han straffedes med Landsforvisning[18], fra hvilken han dog snart fik Lov at vende tilbage.
Eftermanden var Ketil (1304–1317), undertiden kaldet Ketil de Agadum, hvilket maaskee vil sige, at han hørte hjemme paa Agder. Senest 1296 var han bleven Kannik[19]. I 1298 havde Ketil maattet tage sin Tilflugt til Paven i Anledning af, at en Præst i Stavanger, Arne med Tilnavnet cuculla, havde beskyldt ham for Falskneri og truede ham saaledes, at Ketil frygtede for at møde ham i Stavanger By og Stift, hvorfor Abbeden af Munkeliv fik Pavens Befaling til at stevne Parterne for sig og afsige en inappellabel Dom dem imellem[20]. Den 1 Mai 1304 blev Ketil i Bergen af to Kanniker fra Stavanger, Jon Bessessøn og Hugo Willelmi, i tre høitstaaende Mænds Nærværelse forestillet for Erkebiskop Jørund som af Capitlet udvalgt Biskop for at bekræftes[21]. Som Biskop finde vi Ketil ved Provincialconcilier i Oslo 1306 og Bergen 1309, ligesom han i 1309 deeltog i Fredsforhandlingerne i Kjøbenhavn.
Eftermanden blev Haakon (I) (1318–1322), der sikkert maa være den Haakon Haldorssøn, der forekommer mellem Kannikerne maaskee allerede 1306 og i ethvert Fald fra 1309 af. Han havde i det førstnævnte Aar en Strid om en ham tilhørende Gaard og har besiddet privat Formue, da han som Biskop af eget Gods oprettede to nye Præbender i Domkirken, hvilket 1320 bekræftedes af Erkebiskop Eilif[22]. Han sees ogsaa at have kunnet skjænke sine Kanniker et Skib[23]. Tænkeligt kunde det være, at han har været Broder til Capelmagisteren i Bergen Finn Haldorssøn og dennes sikre Broder, Kanniken i samme By, Jon Haldorssøn.
Haakon synes at have indtaget en ret anseet Stilling mellem sin Samtids Prælater. Han deeltog 1319 i det store Rigsmøde i Oslo og Forhandlingerne med Sverige, og det har været formodet, at han var en af de beskikkede Tilsynsmænd ved Rigskassens Forvaltning, og han var ved Siden af Erkebispen den af Norges Biskopper, hvem det tilkom i visse Tilfælder at bansætte de Svenske[24]. I 1320 deeltog han i det store Biskopsmøde i Bergen.
Den 5 April 1322 var Bispestolen ledig efter Haakons Død, og 30 Mai anmodede Kapitlet Biskop Audfinn af Bergen om velvillig at ordinere tre Prester til Stavangers Domkirke[25].
Hans Regjering blev kort. Han efterfulgtes af Erik II (1322–1342), der sandsynligviis er den samme som den Erik Ogmundssøn, der i Aarene 1311–1321 jevnlig forekommer som Kannik i Stavanger. Han er fornemmelig bekjendt ved sin lange Strid med sin Navne, Abbed Erik af Utstein. Til sin Nabobiskop, den dygtige og anseede Haakon af Bergen, stod han i et godt Forhold, hvilket sees af dennes indholdsrige Breve[26].
Efter Erik kommer Guttorm Paalssøn (1343–1350). Han har vistnok hørt hjemme i Hamars Stift og rimeligviis hørt til en mere anseet Familie. Man finder ham 1324 som Kannik i Hamar[27], hvor han havde et Herberge, som han siden overlod en Collega[28]. I 1330 var han bleven Provst ved Apostelkirken i Bergen og blev 1337 tillige Fehirde sammesteds, hvilken Stilling han dog et Par Aar efter kom til at nedlægge. Som andre Capelmagistre i den Tid havde han ikke undgaaet de sædvanlige Sammenstød med Bergens Biskop. Ved Eriks Død opnaaede han Stavangers Bispestol paa en Tid, da der just samtidig var indtruffet usædvanlig mange Biskopsskifter, hvorfor hele sex Biskopper synes at være ordinerede paa een Gang 1343, og det som Munch[29] har formodet i Konghelle eller et andet Sted paa Østlandet. Mellem de øvrige nye Biskopper var en Kannik af Stavangers Kapitel, Orm Aslakssøn, der fik Hole Bispestol. Det forekommer mig at være ret rimeligt, naar jeg formoder, at denne Orm først har været valgt af sine Medbrødre til Stavangers Bispestol, at Guttorm er bleven fremdragen af Kongen eller Erkebiskoppen, og at Orm saa er bleven affunden med Hole. Det er nemlig lidet rimeligt, at Erkebiskoppen og Capitlet i Nidaros, der havde Valgret til de islandske Bispestole, under sædvanlige Forholde skulde have faldt paa at vælge en Kannik fra Stavanger[30].
Den mærkeligste Begivenhed i hans Regjeringstid er, at Stiftet i hans sidste Dage blev hjemsøgt af den store Mandedød. I en af de islandske Annaler finde vi herom følgende interessante Efterretning: „I en kort Tid ryddedes syv Kirkesogne paa Agder. Biskoppen af Stavanger sendte did mange Prester, Diaconer og Svende, og døde de alle“[31]. Ogsaa Guttorm selv blev (som de øvrige norske Biskopper paa Salomon af Oslo nær) et Offer for Pesten. Hans Dødsdag var 7 Januar 1350[32].
Efter Guttorms Død er der vistnok paa Grund af Mandedøden indtraadt en Opløsningstilstand, og inden Capitlet har den skrækkelige Pest sikkert krævet sine Ofre. Vi erfare imidlertid Intet nærmere herom og vide kun, at Kannikerne i den afdøde Biskops Sted udvalgte Arne Aslakssøn, der nævnes i 1342 som Kongens Klerk[33] og siden 1345 havde indtaget den høie Stilling som Provst ved Mariakirken i Oslo og Kantsler, men kun var Diacon af Vielse. Han havde ogsaa et Canonicat i Stavanger, og det tør derfor være muligt, at han hørte hjemme der. I min Formodning herom bestyrkes jeg derved, at der ved Mandedøden paa een Gang vare blevne flere Bispestole ledige, og at Kongens Cantsler, som vel har kunnet vælge mellem flere af disse, har grebet efter Stavangers. Arne var imidlertid uægte født og maatte derfor søge pavelig Dispensation for sin defectus natalium. Han reiste derfor personlig til Avignon, men døde der. Embedet var altsaa, som det kaldtes, blevet „ledigt ved Curien“, og i saadanne Tilfælde havde Paverne allerede i det foregaaende Aarhundrede forbeholdt sig selv at besætte ethvert geistligt Embede umiddelbart ved „Provision“ uden at tage Hensyn til Kannikernes Valgret. Dette blev en skjæbnesvanger Begivenhed for Stavanger Stift. Hidtil havde dette nydt den store Lykke, at den pavelige Curie aldrig havde faaet Anledning til at gribe ind ved Bispestolens Besættelse, men nu havde Paven fundet en saadan, hvilket man da fik mærke. Mellem de Poenitentiarier, blandt hvilke der af Hensyn til de Bodfærdige fra alle Lande, der strømmede sammen til Pavesædet, fandtes Geistlige af flere Nationaliteter, deriblandt ogsaa (siden 1329) en for de tre nordiske Riger („Dacia“)[34], var der just nu i Avignon en svensk Prædikebroder fra Linkøping Stift ved Navn Sigfrid. Denne forstod nu at trænge sig frem og skaffede sig 30 Mai 1351 pavelig Udnævnelse til Stavangers Stift[35]. Herved blev Bispestolen for bestandig beheftet med en Afgift til det pavelige Kammer og Cardinalcollegiet, og denne blev endog sat ganske urimelig høit, nemlig til 250 Guldgylden foruden mindre Sportler til Kammerets og Cardinalcollegiets underordnede Personale. En saadan Afgift var hos os hidtil kun bleven krævet af Erkebisperne, der jo altid maatte søge sit Pallium direkte fra Curien. Naar man nu erfarer, at Bergens Bispestol, der senere blev „taxeret“, slap med 33⅓ (siden 66⅔) Gylden, vil man see, at Stavanger Stift blev høit beskattet. I Virkeligheden havde nemlig Bergens Bispestol udentvivl allermindst ligesaa store Indtægter som Stavangers[36]. Det Værste var imidlertid, at fra nu af blev Capitlernes Valgret endnu mere end hidtil nærmest et Skin; thi efterat det blev Skik, at Bekræftelse ogsaa paa Suffraganbiskoppens Valg skulde søges ved Curien, kunde Kongemagten let gjennem Henvendelse til Paven, der kun saa paa Pengene, drive sin Candidat igjennem og altsaa øve et endnu stærkere Tryk paa Capitlerne end før[37].
Sigfrid blev strax indviet i Rom af en Cardinal, Biskoppen af Præneste, og Paven meddelte ham 27 Juni 1351 en Skrivelse, der forudsætter, at han nu skulde drage til Norge for at overtage Embedet[38]. Der foreligger imidlertid intet Document, der godtgjør, at Sigfrid nogensinde er kommen til Stavanger. Vistnok erlægge to Prædikebrødre 31 Oct. 1351 som hans procuratores i Oslo Pavetiende fra Stavanger Stift, men i samme Brev, hvori dette omtales, nævnes tillige en Kannik Thorleif fra Stavanger som curator bonorum episcopalium sammesteds, hvilket ikke taler for, at Biskoppen selv var kommen til Sædet[39]. Naar man seer, at Sigfrid under 1 Juni 1352 af Erkebiskop Olaf (fra Haalogaland, hvor denne visiterede) indkaldtes til Concilium i Bergen[40], skulde jo vistnok dette tyde paa, at Olaf, der vistnok ved sit Besøg i Avignon har lært Sigfrid personlig at kjende, forudsatte, at denne nu var ved sit Sæde, men til hint Concilium har den nye Stavangerbiskop ikke indfundet sig. Erkebispen skrev da fra Bergen et Brev til Sigfrid af 21 August 1352, hvori han meldte, at han allerede 1 Sept. førstkommende vilde begive sig ind i hans Stift for som Metropolitan at visitere det og derfor forlangte Anstalter trufne til sin og sit Følges Befordring og Modtagelse, men forsigtigviis er Brevet stilet til Biskoppen eller hans procuratores. Sikker paa, at Sigfrid var kommen eller snart ventedes, har Erkebispen altsaa ikke været[41]. Om visitatsen er bleven udført, er uvist. Sandsynlighed taler for, at Sigfrid af en eller anden Grund har opsat Hjemreisen fra Avignon, og her aabnede der sig snart endnu bedre Udsigter for Lykkejægeren.
Oslo Stift var blevet ledigt efter den gamle Salomon (1351 eller 1352), og her valgtes til Biskop en Kannik Gyrd Aslessøn, som første Gang findes nævnt i denne Stilling 1340[42] og senere 1349 ved pavelig Provision havde faaet ogsaa et Canonicat i Hamar, idet Erkebiskop Arne vade gjorde Forbøn for ham som sin familiaris[43]. I 1351 var han Biskop Salomons Official[44]. Som valgt Biskop af Oslo fik Gyrd Erkebispens Bekræftelse og Indvielse og kaldte sig derfor 21 Sept. 1352 „med Guds Naade Biskop i Oslo“[45]. Men ganske uventet kom han, vistnok meget mod sin Vilje, til at forflyttes til Stavanger.
Tingen var, at Sigfrid havde kastet sine Øine paa hans Stift, der baade var langt større af Indtægter og desuden for ham som Svenske uden Tvivl mere tiltrækkende.
Den 14 October 1352 skrev Pave Clemens VI til Kong Magnus, at han („overbeviist om, at Kongen ikke søger, hvad der hører Verden, men hvad der hører Christus til“, som det med den romerske Curies Virtuositet i Hykleri siges) har overeensstemmende med Kongens Ønske J udnævnt Sigfrid af Stavanger til Biskop af Oslo[46]. Sigfrid, i ethvert Fald nu tilstedeværende i Avignon, nøiede sig imidlertid ei hermed. Han vilde sikre sig saameget som muligt ogsaa af det forsmaaede Stavanger Stifts Indtægter og fik ogsaa Pavebrev i denne Retning 24 October[47], og dertil skaffede han sig Udsættelse med at betale de skyldige 250 Gylden for Stavanger, hvorpaa Paven naturligviis ikke gav Afkald. Den 18 Juli 1353 finde vi saa Sigfrid i Oslo[48], hvor samtidig ogsaa Gyrd var tilstede.
Gyrd var altsaa narret og stod der nu som en vistnok utvivlsom „Biskop“, thi Vielsen kunde ikke berøves ham, men uden Stift. Enden blev da, at Paven ved Provision udnævnte ham til Biskop af Stavanger den 8 Januar 1354[49]. Men foruden den første store Skuffelse fik Gyrd ogsaa atter en Ubehagelighed fra Broder Sigfrids Side, thi denne forstod at faa overført sin egen skyldige Afgift for Stavangers Stift paa sin Eftermand, som altsaa tiltraadte med Forpligtelse til at betale den dobbelte Taxtsum, hele 500 Gylden foruden de mindre Sportler[50]! Ved denne Tid sees Gyrd at have været personlig tilstede ved Curien, hvor han paa Ansøgning opnaaede forskjellige for ham selv og Andre ansøgte smaa Begunstigelser[51]. I August 1354 var han paa Baahuus hos Kongen[52].
Er nu Gyrd virkelig kommen til Stavanger, som vel maa antages, skjønt neppe bestemte Vidnesbyrd derom foreligge[53], har dog hans Episcopat i ethvert Fald været af ganske kort Varighed; thi om Høsten 1355 møder man allerede hans Eftermand, i hvem Stiftet omsider fik en Herre, hvis Regjering blev af længere Varighed. Denne nye Biskop var Botolf Asbjørnssøn (1355–c. 1381). Vi møde ham første Gang i 1347 som Kannik ved Bergens Christkirke[54], men Præbende synes han først at have faaet i det følgende Aar og det ved pavelig Provision. Ligeledes havde han ved samme Tid skaffet sig et Canonicat i Stavanger, hvor han dog ikke residerede. Han har holdt sig i Bergen, hvor han ogsaa var Sognepræst til Peterskirken. Stavanger Capitel valgte ham til Biskop efter Gyrd, og han drog da til Avignon. Som nu og herefter sædvanligt blev Valget casseret, da Paven stadig foregav „i Formandens Tid at have reserveret sig selv Besættelsen af Bispestolen“, men den Valgte blev dog benaadet med Provision til Biskop 1 Oct. 1355[55] og rimeligviis ordineret i Avignon. Hans forrige Beneficier vare ogsaa som „ledige ved Curien“ hjemfaldne til Provision, men han fik dog selv Lov til paa Pavens Vegne at besætte dem, altsaa ogsaa de bergenske. Derhos fik han udvirket, at hans „kjæreste Frænde“, en Geistlig i Nidaros Stift, Ogmund Olafssøn, fik et Præbende i Hamar, at Præsten til Tolga tillige blev Kannik i Stavanger, og at en Mand fra det fjerne Øsel i Østersøen fik et Canonicat paa denne Ø[56]. Men Botolfs Stilling blev fra første Færd af i økonomisk Henseende meget vanskelig, da han maatte paatage sig begge sine Forgjængeres, Sigfrids og Gyrds, Gjeld til Pavestolen foruden den Gjeld, hvori han selv kom ved sin Udnævnelse, og skjønt han var Biskop i mindst 20 Aar, var han dog ved sin Død fremdeles Pavens Debitor[57]. Man vil see, hvilken Ulykke Sigfrids Indtrængen har været for Stiftet. Dette havde samtidig at udrede ogsaa andre Afgifter til Paven, saasom Treaarstiende o. s. v. Og hvad der var det værste, Følgerne af Mandedøden nedknugede dette Stift som Norge i det Hele.
For yderligere at gjøre Forholdene i Stiftet vanskelige og ulykkelige, indtraf i Botolfs Tid ogsaa de bekjendte Fiendtligheder mellem Norge og Hansestæderne. De nederlandske Stæder hjemsøgte 1368 Agder søndenfor Lindesnæs[58] og ødelagde, som det blev paastaaet, femten Kirkesogne med Ild og Sværd. Kort efter kom Raden ogsaa til den nordøstlige Deel af Stiftet. Drottseten, Hr. Øgmund Finnssøn af Hestby, kunde ikke hindre, at Tydskerne brændte Avaldsnes Kongsgaard, flere Gaarde ved Karmsund og en stor Deel Sælehuse langs Kysten, Gaarden Thengs ved Egersund o. s. v. Paa mange Steder skulle de have bortført Husebygningerne, navnlig i Sole Sogn. Her toge de ogsaa Fanger, deriblandt en Jon fra den mærkelige lille Ø Rott[59].
Skjønt der i Stiftet ikke gaves Minoriter- eller overhoved Tigger-Klostre, finde vi ham dog i 1376 nævnt som Minoriternes conservator privilegiorum[60].
Botolf døde i Slutningen af 1380 eller Begyndelsen af 1381. I Statsanliggender har han neppe taget stor Deel.
Tilfældigviis har man en Oplysning om hans lille Bogsamling. I 1370 optog han nemlig med sit Capitels Samtykke en Gudrun Halsteinsdatter, for hvem han af en eller anden Grund særlig har interesseret sig, som Proventkone i Bispegaarden. Hun har ikke havt noget at betale sin Forsørgelse med, og for da at sikre hendes Fremtid ogsaa efter sin egen Død skjænkede Biskoppen de Bøger, hvoraf han var i Besiddelse ved sin Tiltrædelse. Det bestod især i kirkeretlige Bøger[61]. Som i Forordet bemærket, lod han udarbeide en Jordebog for sit Stift.
Kannikerne valgte efter Botolfs Bortgang en af sine Medbrødre Hallgeir Asmundssøn til hans Eftermand. Han nævnes som Chorbroder 1378[62], og han blev virkelig indviet af Erkebiskop Thrond Men han maatte friste den samme Skjebne i Stavanger, som i sin Tid overgik Biskop Gyrd i Oslo. Thi i Rom, hvor den Pave residerede, som i Norden erkjendtes (Schismaet var, som man vil erindre, indtraadt 1378), kom en Medbeiler i Veien og opnaaede pavelig Provision. Dennes Navn var Olaf[63], og han var maaskee ikke Nordmand, da der intet tidligere Spor findes til ham i norske Diplomer. Efter al Rimelighed har han opnaaet sin Udnævnelse gjennem Intercession af Dronning Margrete, der omtrent samtidig fik kuldkastet et Erkebispeva1g i Nidaros og indtrængt den uværdige Nicolaus Rusare fra Danmark. Hallgeir var imidlertid en ordineret Biskop. Han var 1384 tilstede i Nidaros[64], og da det er bekjendt, at den nys udnævnte Erkebiskop Nicolaus stadig opholdt sig i Danmark, er jeg tilbøielig til at antage, at Hallgeir har besørget de Forretninger i Erkestiftet, der alene kunde udføres af en viet Biskop. I 1392 er Hallgeir atter i Stavanger[65], men da var der heller ikke mere Brug for ham i Nidaros, hvor Vinalde var bleven Erkebiskop 1387. I 1388 sees han at have været tilstede i Oslo som Medlem af Rigsraadet, og omsider synes han at have fundet en Havn som Biskop paa Færøerne, hvor han dog snart døde.
Den lykkeligere Medbeiler Olafs personlige Forholde ere lidet kjendte. I 1387 sees han, uden at Sammenhængen nærmere kan forklares, at have tilsendt Kong Olaf Haakonssøn, der døde samme Aar, forskjellige Klenodier[66]. Med sin Forgjænger delte han lige til sin Død det gjeldbundne Forhold til den romerske Curie.
Tiden for Olafs Død kjendes ellers ikke nøiagtig, men 22 Marts 1400 provideredes i Rom til Biskop i Stavanger den nidarosiske Kannik Haakon Ivarssøn[67]. Han var personlig tilstede ved Curien og betalte Dagen efter, at han (2 April) havde udstedt sin Obligation, contant den hele Afgift til Kammeret[68], medens han først 1402 fik afgjort Cardinalcollegiets Halvpart af de sædvanlige 250 Gylden og et Restbeløb af mindre Sportler[69].
Da Haakon udtrykkelig kaldtes Haquinus Ivari og betegnes som Kannik i Nidaros, er der vist ingen Tvivl om, at han er den samme Haakon Ivarssøn, som for næsten 20 Aar siden (1381) var bleven valgt til Erkebiskop af Domkapitlet i Nidaros, men paa sin Reise til Rom havde faaet vide, at Rivalen Nicolaus Rusare allerede var indviet ved Curien, hvorfor han vendte om[70]. I den lange Mellemtid hører man slet intet om ham. Sandsynligviis har han været lidet kjendt i Stavanger, og Kannikerne vilde neppe af sig selv have faldt paa at vælge ham, hvis han overhovedet er bleven valgt. Rimeligviis er han, uvist af hvilke Grunde, bleven anbefalet til Paven af den samme Dronning, der i 1381 havde fremdraget en Anden paa hans Bekostning. Aaret efter Ordinationen finder vi ham i Helsingborg ved et stort Rigsmøde for alle tre Riger[71].
Biskop Haakon, der sandsynligviis, da han kom til Stavanger, allerede har været en aldrende Mand, blev i sine sidste Regjeringsaar meget affældig. Capitlet ansøgte derfor i 1424[72] Pave Martin V om, at Bestyrelsen af Stiftet maatte overdrages til Audun (hans senere Eftermand). Paven udstedte i den Anledning en Skrivelse til Biskoppen af Bergen (Aslak Bolt) og Abbederne i Munkeliv (Stein) samt Utstein (vistnok Erlend) om at undersøge Forholdene og, om de fandt det tjenligt, at indsætte Audun som Coadjutor efter først at have modtaget hans Ed. Coadjutoren skulde vises skyldig Lydighed saavel af Cleresiet som af stiftets „Vasaller“ (undergivne Tjenere af verdslig Stand), men han skulde ikke have Ret til at afhænde Noget af Domkirkens faste Eiendomme eller rørlige Gods og gjøre Cleresiet Regnskab for sin Bestyrelse. Denne maa, da der ei er Tale om at give Audun biskoppelig Vielse, vel nærmest have indskrænket sig til Bispestolens verdslige Anliggender. Der skulde tilkomme Audun passende Underholdning (subsidium moderatum) af Domkirkens Midler. Biskop Haakon omtales som saare svag paa Legem og Sjel (senio contractus, viribus sui corporis destitutus, sensuum et memoriæ usu privatus)[73].
Ret længe varede det ikke, inden Haakon fuldstændig resignerede. I det følgende Aar afstod han nemlig ved sine Befuldmægtigede i Rom (procuratores) Olaus Laurentii, Præpositus i Upsala, og Magnus Nicolai, Kannik i Stavanger[74], „fri og utvungen“ sit Bispedømme i en dertil af Paven bemyndiget Cardinals Hænder. Da saaledes Bispestolen var bleven ledig ved Curien, fulgte det af sig selv, at der ikke kunde være Tale om noget Andet end Provision, og i et saadant Tilfælde behøvede Paven ikke engang at foregive, at Besættelsen paa Forhaand var ham reserveret. Den ovennævnte Audun blev saa (fraværende) af Paven udnævnt den 14de Juni 1426. Samme Dag udstedtes der et Brev til ham, hvorved det blev ham tilladt – uden at dette dog for Fremtiden skulde være til Præjudits for Erkebispen af Nidaros – at lade sig indvie af hvilken „catholsk“ Biskop, som han selv maatte foretrække, naar blot denne var i Forbindelse med og i Naade hos det apostoliske Sæde, og saa at to eller tre Biskopper af samme Egenskaber skulde assistere ved Acten[75]. Den ovennævnte Præpositus fra Upsala udstedte paa Auduns Vegne Obligation for de sædvanlige Afgifter og Sportler den 1ste Juli 1426. Om Audun forøvrigt nogensinde kom til at indfrie Forpligtelserne, tør maaskee være uvist, da Kvitteringer ikke kjendes og desuden Baselerconciliet, der sammentraadte 1431, afskaffede disse Sportler og besluttede, at Biskopper herefter skulde succedere paa gammel canonisk Maade ved Valg af Capitlet og Bekræftelse af Erkebispen uden pavelig Indblanding og Udpresning. Dette bevirkede da en heel eller deelvis Afbrydelse af Forholdet til Rom i omtrent en halv Menneskealder.
Om Biskop Haakon, der vel neppe ret længe har overlevet sin Resignation, haves ingen senere Efterretning[76].
Vi ere nu komne til en af de mærkeligste Mænd i hele Rækken af Stavangers middelalderlige Kirkefyrster.
Hans Familieforhold og Hjemstavn er ubekjendt. Kun sees, at hans Fader har hedt Eivind, og at han førte et Væderhoved i sit Vaabensegl, hvorfor han sandsynligviis har tilhørt en Hirdmandsæt[77]. Han har studeret udenlands (uvist hvor), da han i et Par endnu utrykte Pavebreve kaldtes Baccalaureus in decretis (Kirkeretten), hvorimod han neppe har været Magister, som han kaldes af Peder Claussøn. I sin Tid havde han været Sognepræst til Spydeberg i Smaalenene[78], og uvist naar var han bleven Kannik i Oslo Domkirke og Provst i Eidsbergs Provsti, i hvilken Egenskab han optræder i Februar 1424[79]. I samme Aar (24 Sept.) ser vi[80], at han hos Pave Martin V søger at erholde den høieste Værdighed i Oslo Capitel, nemlig Archipresbyteratet, som den forrige Indehaver, Halvard Thordssøn, havde forbrudt, og som derfor var faldet ind under pavelig Besættelse; Værdighedens aarlige Indtægt siges ikke at overstige 8 Mark Sølv, medens hans tidligere Canonicat anslaaes til 3 Mark. Men af det Pavebrev, hvoraf disse Oplysninger fremgaa, sees ogsaa, at Audun havde cumuleret flere andre Beneficier paa sin Haand, og at han fremdeles kunde nyde dem. Man seer, at han samtidig tillige havde været Sognepræst til Tune, Kannik i Hamar og i Stavanger og desuden Kannik ved den kongelige Mariakirke, hvilket sidste vel var Grunden til, at han i Brevet tituleres Capellan hos Kong Erik; formodentlig har han da havt Arbeide ved Cancelliet paa Akershuus.
Faa Maaneder, efterat Audun var provideret til Erkepræst i Oslo, var det, at han, som vi allerede i forrige Capitel havde seet, betingelsesviis udnævntes til Coadjutor i Stavanger Stift ved Pavebrev af 21de Febr. 1425. Man maa vistnok formode, at han strax har overtaget denne Stilling; men dog kaldes han i et nyt Pavebrev af 1ste Febr. 1426 fremdeles kun Erkepræst i Oslo. Dette Brev indeholder hans Udnævnelse til pavelig Nuncius og øverste Collector af Pavens Indtægter fra Norge[81]. Som vi have hørt, provideredes han omsider til virkelig Biskop i Stavanger 14de Juni 1426.
Den Tilladelse, som Paven havde givet ham til selv at vælge Ordinator, benyttede han saaledes, at han lod sig indvie i Vadstena Klosterkirke ved tre svenske Biskopper 18de Mai 1427[82]. Derefter har han begivet sig lige hjem til Stiftet, da man nemlig allerede 29de Juli s. A. finder ham paa Visitats i Valdres[83].
Den nye Biskop sees at have havt en god Ven i den Mand, som da var forlenet med Ryfylke, Ridderen Hr. Endride Erlendssøn af Losna, paa den Tid maaskee Norges meest indflydelsesrige verdslige Stormand, der dog fordetmeste færdedes paa Østlandet, hvor Tønsberghuus var hans Hovedlen og Residents. Muligens kan denne Mand have bragt ham i Naade hos Kong Erik og have givet Stødet til hans ophøielse paa Bispestolen. Vist er det, at Hr. Endride 12te Marts 1427, et Par Maaneder altsaa før Auduns Ordination, ved et Brev, udstedt paa „Borde“ (Bore paa Jæderen?) indtil Videre, „i ret Kjærlighed og Venskab“ eftergav ham alle Udredsler af Domkirkens Jorder og Eiendomme i Stavanger[84]. Dette tyder paa, at Hr. Endride selv maa have havt Ryfylke frit for Afgifter til Kongen; thi ellers vilde han ikke paa egen Haand have kunnet meddele saadant Privilegium.
Audun har været en anseet Mand ogsaa udenfor sit Stift, og navnlig seer man, at han har været et meget fremtrædende Medlem af Rigsraadet. Oftere maatte han gjøre Reiser udenfor Landet. I 1431 hændte det, at han paa en Reise til Kjøbenhavn sammen med sin Ven Hr. Endride Erlendssøn og flere andre Rigsraader blev overfaldt af Englændere, som det synes ligefremme Sørøvere, og af dem maatte døie megen Tort og Fornærmelse, hvorfor det ogsaa, da der i det følgende Aar 1432 sluttedes en Overenskomst til opgjør af Kong Eriks og Englands Tvistemaal, blev forbeholdt, at der skulde anstilles Undersøgelser om Forøverne af denne Udaad[85]. Vi finder, at Audun i 1431 rimeligviis har været tilstede i Colding, hvor han blev optagen i Minoriterordenens Broderskab af dennes Provincialminister for de nordiske Riger[86]. Han opnaaede i samme Aar ogsaa et kongeligt Protectorium for sig, sin Domkirke, dens Gods og Tjenere, udstedt i Serritslev ved Kjøbenhavn 30te October[87].
Atter i 1434 var Audun tilstede i Vordingborg i det store Rigsmøde, hvor saa mange Forhandlinger fandt Sted, og som tilsidst forstyrredes ved Underretningen om Engelbrekts Opstand i Sverige. I Vordingborg var der Biskopper nok tilstede, tilsammen hele 12 fra de nordiske Riger foruden et Par tydske. Det var ogsaa en for Kirken kritisk Tid, thi Baselerconciliet havde forlængst slaaet ind paa den radikale opposition mod Pave Eugenius IV, der siden medførte et nyt Schisma. Senere ud paa Aaret finde vi Audun i Kjøbenhavn hos den betrængte Konge sammen med alle sine norske Colleger.
I det følgende Aar gjorde Erkebiskop Aslak et Forsøg paa at gjenoplive de siden 1352 forglemte Provincialconcilier for den norske Kirke. Han tillyste et saadant til Bergen 1435, men ingen anden Biskop mødte. I 1436 holdtes et bedre besøgt Concilium i Oslo, og mellem de her mødende Biskopper var ogsaa Audun. Samme Aar deeltog han i Oslo i Forhandlingerne i Anledning af Amund Sigurdssøns Opstand og i 1438 sammesteds i Forhandlingerne om Halvard Graatops Uroligheder.
I 1438 havde han og Hr. Endride Erlendssøn i Forening sendt et Handelsskib til Stettin; men dette blev paa Hjemreisen beslaglagt i Wolgast af Hertug Wartislaw af Pommern. En saadan Handling fra denne Fyrstes Side er paafaldende, men man kan maaskee tænke sig, at Wartislaw har anseet alle Kong Eriks Undersaatter paa den Tid som oprørere mod Kongen, hvad dog ganske vist netop Nordmændene ikke vare. At de norske Henvendelser til Stettin og andre pommerske Byers Ma- gistrater om Bistand til .at faa Skib og Ladning tilbage har frugtet, er saameget mindre sandsynligt, som Brevet siden var i en dansk Mands Besiddelse og vel altsaa neppe nogensinde er naaet frem[88].
I samme Aar 1438 foregik en mærkelig Begivenhed i det ellers vistnok temmelig stille Stavanger. Audun havde længe været Hovedcollector for de pavelige Indtægter af Norge, særlig Peterspengene, hvilke nu Baselerconciliet havde tilegnet sig. I hint Aar havde da en Geistlig fra Linköping, Sven Jonsson, modtaget Pengene, men var derefter paa sin Reise midt om Natten overfalden af Røvere – vistnok Sørøvere – der berøvede ham det Hele. Audun hvilede imidlertid ikke, da han fik Kundskab om, hvad der var skeet, men lod ufortøvet alle sine Tjenere (familiares) væbne sig og gaa ombord paa Skibe for at sætte efter Røverne. Det lykkedes at faa disse fat, og de bleve nu førte til Biskoppen i Lænker. Denne lod dem da „i Christi Navn halshugge“, hvorfor han modtog Sven Jonssons Taksigelse[89].
I den lange Tid, der forløb, inden man i Norge bekvemmede sig til endelig at opgive Erik af Pommern og slutte sig til den af de Danske indkaldte Christopher af Bayern, hører man vistnok ikke noget nærmere til Auduns Virksomhed, men der foreligger dog et mærkeligt Brev til til ham fra Rigsraadet (Akershuus 25. Nov. 1440), hvoraf fremgaar, hvor stor Priis hans Colleger have sat paa ham, og hvilken Betydning de have tillagt hans Deeltagelse i Forhandlingerne i den critiske Tid. De opfordre ham paa det Indstændigste til strax at komme til dem, da de ikke kunne undvære hans Bistand[90].
I 1442 var Audun tilstede i Oslo ved Christopher af Bayerns Kroning og fik paany et Beskikkelsesbrev for Stavanger Kirker o. s. v.[91], og under den nye Konge modtog han ogsaa forskjellige politiske Hverv, nemlig at medvirke i at faa bilagt Klager over Hanseaterne i Bergen samt paa Kongens Vegne at deeltage i Retterthingene.
Netop ved den Tid, da Audun knyttedes til Stavanger Stift, var det, at Birgittinerordenen fik Indgang i Norge og kom i Besiddelse af det hidtil Benedictinerne tilhørende Kloster Munkeliv i Bergen, der nu altsaa blev et Convent saavel af Brødre som Søstre under Styrelse af en Abbedisse og en Confessor. Det kan ikke miskjendes, at denne Orden i sin første Tid har frembragt en vis aandelig Bevægelse i Norden, og at de Bedste i Samtiden have omfattet den med stor Kjærlighed, skjønt dens Virksomhed (og det maaskee især i Norge) snart kun i ringe Grad kom til at svare til de Forhaabninger, hvormed man havde hilset den. At Biskop Audun med varme har omfattet Birgittinerne, derom haves et smukt og mærkeligt Vidnesbyrd Vi et hidtil utrykt Brev, som han i 1441 skrev til Munkeliv. Jeg vil derfor anføre dette Brevs Hovedindhold (i Oversættelse fra Latinen):
„Kjæreste Venner! Eders Brev er kommet mig i Hænde, der indeholder ikke smaa Klager over de Forurettelser, der efter Eders Fremstilling ere overgaaede Eder. Men I have vel læst det Ord: Salige ere de, der lide Forfølgelser formedelst Uretfærdighed. Efterat vi have hørt og vel forstaaet Gjenlyden af det begyndende Uveir mellem Eder og Abbedissen, som den djævelske Ondskabs Pust havde fremkaldt, bede vi indstændig overeensstemmende med den værdige Fader og Herre, Broder I. H.; Eders Confessor og med ivrige Bønner, at Christus skal hjelpe Eder til at udrydde alt Stof til Uenighed. – – Efter Skyen kommer det klare Veir. Bærer Fru Abbedissens og Confessorens faderlige og gavnlige Irettesættelser med Taalmodighed og Ydmyghed i Eders Regels sande Underkastelse og foragter ingenlunde Revselsens Riis. I vide jo godt nok, at ifølge Ordensregelen er Abbedissen Eders Alles Herskerinde og Hoved, Eders Alles Moder, og raadig over alle Klostrets Eiendele og Indtægter. – – Skrevet i Stavanger Søndagen Lætare i Herrens Aar 1441, i det trettende efter vor Indvielse.
(Efterskrift). Hvis I have Noget at svare, da lader Svaret komme snart. Kjæreste Klostermænd, modtager vor Velsignelse. Vore biskoppelige Indkomster af hele Valdres skjænke vi herefter Gud og Eder, at I kunne hæve dem alle, indtil vi maatte kalde dem tilbage, saaledes som Hr. I., Eders Confessor, nærmere vil forklare Eder. Vi sende Eder ogsaa som et ringe Bidrag til Eders Bordhold to Kasser Fisk og vor Biskopstiender af Hvitingsø. Glemmer ikke Opførelsen af det Capel, som skal bygges der, at ikke Bønderne skulle knurre derover og blive opsætsige mod Eder og Os. Ligesaa skjænke og forære vi Eder, hellige Frelserens Orden, til Brødrenes behagelige Brug en Bog om Laster og Dyder, forat deres Samtale skal flyde desto lettere og bringe Frugt til Guds Ære“[92].
Dette er af den Art Breve, man yderst sjelden støder paa mellem Middelalderens Documenter, der næsten altid kun ere rene Forretningsbreve. Den store Gave, hele Indtægten af Valdres, vidner om stor Kjærlighed hos Giveren. Til nærmere Oplysning skal tilføies, at Klostret ved den Tid befandt sig i stor økonomisk Nød, et interessant Beviis paa, hvor feilagtige de vulgære Forestillinger om Munkes og Nonners store Indkomster og yppige Levemaade ere, i det mindste for Norges Vedkommende. Abbedissens Navn var Ragnhild Bergsdatter, og den fungerende Confessor („I. H.“) var Johannes Hildebrandi fra Vadstena, der var kommen til Munkeliv 1440 for som Visitator at bilægge den Strid mellem Munke og Nonner, hvorom ogsaa Auduns Brev vidner[93]. Det Capel paa Hvidingsø, hvorom der er Tale, har udentvivl været ikke Kirken paa selve Hovedøen, men den siden nedlagte Kirke paa den nærliggende Ø Eime, der med flere andre tilhørte Munkelivs Kloster, hvorfor det paalaa dette at bygge og vedligeholde dette lille Gudshuus.
Allerede Aaret efter sin Ankomst til Stiftet havde Audun været betænkt paa sin Død. I Suldal havde han nemlig, rimeligviis under en Visitats, kjøbt for sine egne Penge, som han havde medbragt til Stolen, to Gaardparter i Sand, som han skjænkede Kapitlet tilligemed nogle Penge, mod at det skulde holde en Gudstjeneste i Domkirken hver 16de Mai, saalænge han levede, og efter hans Død holde hans Aartid „paa den Dag, Gud vælger“[94]. Valget af denne Dag leder Tanken hen paa, at han har villet erindre sin Ordination, der dog havde fundet Sted den 18de Mai. Han døde efter en ret mærkelig Regjering, til hvilken vi siden oftere kommer til at vende tilbage, 3 Nov. 1445. Hans Minde maa aabenbart længe have holdt sig i Stiftet, da Peder Claussøn halvandet Aarhundrede senere omtaler, at han „forbedrede Kirkerne i dette ganske Stift mærkeligt vel“[95]. Man har en Notits om, at Audun skal have havt en Datter Margreta, der skal have været gift med en „Adelsmand“, Engelbrekt Erikssøn til „Helle“, og det har været meent, at dette Helle skulde være en Gaard i strand ved Stavanger[96]. Denne Beretning lader jeg staa ved sit Værd; det er meget muligt, at Audun ligesom f. Ex. hans Samtidige Aslak Bolt kan have havt Frillebørn. Men naar det tillige siges, at samme Margreta skal have været den senere Erkebiskop Olaf Engelbrektssøns Moder, da finder jeg dette ganske utroligt. For det første er der intetsomhelst Indicium, der tyder paa, at denne mærkelige Mand (hvis Forældre forøvrigt endnu ikke ere udfundne) har havt Noget med Stavanger Stift at gjøre, og for det andet maatte Audun, hvad der ei er rimeligt, have havt denne Datter paa sin gamle Alder, om hun efter Naturens Orden skulde have været Moder til Erkebispen, der vistnok ei kan have været født før end omkring 1480, da han 1503, som alt da tilhørende Nidaros Stift indskreves ved Rostocks Universitet.
Efter at Audun var død 3die Novbr. 1445 og kort efter sømmelig begraven, skred man til et nyt Bispevalg. Det er det eneste, fra hvilket Valgdocumentet er bevaret og kan derfor nøiagtig beskrives. Det foregik allerede 14de Novbr. s. A. „i Sacristiet ved det gamle Alter“. Alle fraværende Kanniker (Sognepræster paa Landet, af hvilke altsaa Ingen kan have boet synderlig fjernt fra Byen) vare indkaldte og alle Personer, som efter „Ret og Sædvane“ ikke havde Lov til at være tilstede, fjernede. Der sees at have været (den valgte iberegnet) 10 Kanniker tilstede. Valget er ikke skeet paa sædvanlig Maade ved scrutinium (ved Stemmesedler), men aabenbart ved den saakaldte accessus[97]; thi det hedder, at alle eenstemmig og pludselig (subito et repente) bleve enige om at vælge en Medbroder, Gunnar Erikssøn, som – hvad der altid hørte til god og sømmelig Skik – i Begyndelsen undslog sig og ikke vilde lade sig føre til det biskoppelige Sæde, før Confirmation fra Erkebispen var indløben. Derefter bekjendtgjordes Udfaldet for den øvrige Geistlighed og for „Folket“, der udentvivl i stor Spænding har samlet sig om Domkirken[98]. Det maa nu erindres, at Baselerconciliet endnu var samlet, og at, som allerede før bemærket, ifølge dettes Bestemmelser Pavemagtens Indblanding i Bispevalget var ophævet. For denne Gang var altsaa Erkebispens Bekræftelse sidste Instants, og denne er, uvist naar, indløben. Om Samtykke fra Kongen taltes naturligviis ikke officielt, og det kan heller ikke være indhentet i den korte Tid efter Auduns Død. Det vides ikke, hvor Indvielsen, hvilken Aslak Bolt vistnok har forrettet, har fundet Sted. Kun saameget er vist, at Gunnar virkelig kom i Besiddelse af sit Sæde.
Den nye Biskops Herkomst er ubekjendt. Det er sandsynligt, at den samtidige Abbed af Halsnø, Olaf Erikssøn, har været hans Broder[99]. Vi se; at Gunnar har studeret udenlands, da han vistnok er den Gunnarus Erici, der 1421 indskreves ved Rostocks Universitet[100]. Han nævnes oftere som Kannik fra 1428 af, da han allerede forekommer som den første af tre tilstedeværende Chorsbrødre. I 1435 mødte han i Bergen ved Conciliet som sin Biskops Fuldmægtig[101]. Sandsynligviis er han den samme Gunnar Erikssøn, der 1431 var Sognepræst til Hauskeid paa Rennesø[102].
Gunnar har som Rigsraad deeltaget i flere mærkelige Forhandlinger. Han var vistnok i Kjøbenhavn 1447, da han fik et Protectorium[103]. I Thronstriden efter Kong Christophers Død synes han at have holdt sig tilbage, men var med i Throndhjem ved Kroningen 1450 og derefter ved Afslutningen af Foreningen med Danmark i Bergen s. A. Christiern I gav ham derefter forskjellige Begunstigelser, bl. A. Fornyelseslove for Domkirkens Rettigheder til Stavanger By m. m.[104]. Der haves nogle Vidnesbyrd om, at han for sin private Regning har erhvervet adskilligt Jordegods, bl. A. paa Rennesø[105]. En „Frænde“ af ham, Gunbjørn Arnsteinssøn, var Lagrettesmand i Ryfylke, hvoraf sluttes, at ogsaa Biskoppen selv har hørt hjemme i Egnen[106].
Gunnar maa rimeligviis være død 1453. Ved et Møde i Bergen 15 Oct. 1453 nævnes (under Forhandlingerne om Henrik Kalteisens Resignation fra Erkebispedømmet) som udvalgt Biskop til Stavanger Sigvardus, og 13 Mai 1459 providerede Pave Nicolaus V denne Mand, Sigurd Bjørnssøn, Erkepræst i Oslo, til Biskop. Det bemærkes udtrykkelig, at han har været canonisk valgt, og det tilføies, at Provisionen gaves efter Forestilling af Cardinalen af St. Angelo[107], med hvem Christiern I vides ogsaa ellers at have staaet i Forbindelse[108]. Efterat Baselerconciliet var sprængt, havde nemlig Pavemagten straks paanyt tiltaget sig at raade over Bispestolenes Besættelse og at indkræve de forrige Afgifter, hver Gang en saadan var ledig, og Sigurd, der selv ikke drog til Rom, fik sin Obligation ordnet ved to for ham fremmødte Kanniker fra Stavanger 20 Mai s. A. Man har ellers en Beretning om, at (en dansk Mand) Jens Steffensen Krabbe, Kannik i Nidaros og i sin Tid norsk Udsending til Basel, engang skulde have været „bestemt til Biskop i Stavanger, men fortrængt ved pavelig Provision“; senere blev denne Mand virkelig (i 1462) Biskop i Skaalholt og kaldte sig som saadan tillige prælatus ecclesiae Stavangriensis. Men denne Beretning[109] maa idetmindste for en væsentlig Deel være urigtig.
Den nye Biskop Sigurd vides altsaa med Vished, da han opnaaede sin Værdighed, at have været Erkepræst i Oslo, men iøvrigt bliver hans Fortid noget uklar derved, at der i Oslo Kapitel i lang Tid samtidig vare to Kanniker af samme Navn, Sigurd Bjørnsøn[110]. Begge nævnes i et og samme Document (8 August 1448 D. N. V. No. 754) som Kanniker i Oslo, den ene, der har Ancienneteten, tillige som Præst i Tune, den anden tillige sonr Præst paa Haug (Eker). Tune-Kanniken var uden Tvivl den Sigvardus Beronis, can. Asloensis, der 1426 var til stede i Rom[111]. Forøvrigt at udrede, hvem af de to der menes i forskjellige Diplomer, er vanskeligt. Men i Juni 1449 er den ene af de to Sigurder bleven Erkepræst i Oslo og Rigsraad. I sidste Egenskab deeltager han i de vigtige Forhandlinger om Christiern I’s Antagelse til Konge, er 1450 med ved Kroningen i Nidaros og 1451 som Rigsraad tilstede i Kjøbenhavn[112].
Sigurds Regjering som Biskop har ikke efterladt synderlige Spor i levnede Vidnesbyrd. I hans Tid indtraf den berygtede Begivenhed i Bergen 1455, da Biskop Thorleif, Hr. Olaf Nilssøn og saa mange andre bleve dræbte af Hanseaterne. Da Hr. Olaf var Herre til Tolga, berørte disse Hændelser ogsaa Stavanger Stift. Hr. Olaf og hans Frue havde deponeret sine Klenodier i Stavanger Domkirke, men Tydskerne kom, trængte ind i Kirken og satte sig voldelig i Besiddelse af Skatten og hjemsøgte derpaa Tolga[113].
I 1458 deeltog Biskoppen i det store Rigsmøde for alle tre Riger i Skara, hvor Christiern I anerkjendte den gamle Composition af 1277 mellem Kongemagten og Kirken.
Sigurd døde sandsynligviis 1462.
Efter Sigurd kommer Alf Thorgardssøn, bevisligt en Broder af Biskop Gunnar Thorgardssøn af Hamar († 1473), muligens ogsaa af Kanniken sammesteds Bjørn Thorgardssøn. En Thorgard Alfssøn forekommer i Aarene 1394–1419[114] dels som Eiendomsbesidder i Borgessysel og dels som Raadmand i Tønsberg. Min Formodning om, at man her har de to Biskoppers Fader, er bleven støttet derved, at hans og disses Vaaben er det samme. Hr. Alf maa ogsaa være den Alverus Torgardi, der 1422 indskreves i Rostock[115]. Senest 1435 var han Kannik i Oslo, og vistnok er han den Adolphus, som 1437 sendtes til Basel, og paa Reisen did eller derfra har han atter besøgt sit gamle Universitet[116], der i det Aar for længere Tid havde maattet forlægge sit Sæde til Greifswald. I 1442 finde vi ham som Provst ved Apostelkirken i Bergen, og i denne Stilling var han Medlem af Rigsraadet allerede 1444[117]. Medens Broderen, Biskop Gunnar af Hamar, under Thronstriden 1449 afgjort tog svensk Parti og deeltog i Karl Knutssøns Valg paa Hamar, fulgte ham til Kroningen i Throndhjem, ja endog efter 1450 stod i Forbindelse med de Svenske, synes Alf at have været paa den anden Side. Han deeltog nemlig i Christierns Valg i Oslo 1449 og i Mødet med denne i Marstrand det følgende Aar og var tilstede i Throndhjem ved Kroningen 1450.
Om hans Valg til Biskop vides, at Christiern I skrev et Anbefalingsbrev for ham til Paven, hvori det hedder, at han eenstemmig er valgt af Stavanger Capitel[118]. Paven udnævnte ham da ogsaa, men naturligviis paa vanlig Maade ved Provision 16 Oct. (ell. Nov.) 1463. Den 19 April 1464 udstedte han (dog neppe personlig) sin Obligation paa de sædvanlige 250 Gylden. Den 13 August s. A. har han ved en Procurator, Arnulf, Kannik i Stavanger, betalt det meste heraf[119].
Han synes ved sin Tiltrædelse af Stiftet at have været i noget fremrykket Alder, men regjerede dog i omtrent 18 Aar.
Paa denne Biskops Tid var der Uroligheder i Bergen formedelst Hanseaternes Frækhed. En Fremstilling af disse Ting hører ikke hjemme her; men det fortjener at anføres, at mellem de Klager, der 1477 fremsattes fra norsk Side, ogsaa findes den, at de tydske Kjøbmænd havde ladet „hugge og aflive“ ni af den Stavangerske Biskops Tjenere, „uden nogen Skyld eller Brøde fra deres Side“[120].
Af megen Interesse er hans Testamente, der, naar undtages Botolfs i det foregaaende Aarhundrede, er det eneste Document af den Art, der er bevaret fra en Stavangerbiskop. Det er forfattet under en Sygdom 1478[121]. Han valgte sig Gravsted ved Johannes Døberens Alter i Domkirken og skjænkede sine Gaarde Ormstad i Egersund og Lund i Sjernerøerne til den Prest, som maatte forrette ved dette Alter for forskjellige opregnede Gudstjenester to Gange om Ugen. Klenodier bestemtes for hans Søster, Hustru Margrete, og Søstersøn Amund Jonssøn, Abbeden af Utstein, Kannikernes Commune, forskjellige Prester, sin os ukjendte Frænde Guttorm, begge Tiggerklostre i Bergen, Olafsklosteret i Stavanger; til Høialteret (i Domkirken?) gav han den Messebog, han selv havde ladet skrive og andre Gaver til sex andre Altere. Raadsmanden og andre Tjenere af begge Kjøn betænktes, og hos Ingen, der tjente i hans Gaard, skulde hans Eftermand have Noget at fordre.
Biskop Alfs Eftermand Mag. Eilif Jonssøn har man antaget at have været hans Søstersøn[122]. Det seer ogsaa ud, som om saa var Tilfældet; thi i sit Testamente nævner Alf som Søstersøn Amund Jonssøn, og det er vist, at Amund og Eilif vare Brødre[123]. Paafaldende er det dog, at Eilif slet ikke betænkes i det nysomtalte Testament, og man kunde derfor nok tænke sig ham og Amund som Brødre paa fædrene Side og Eilif udenfor Alfs Æt. Men den Kjendsgjerning, at Eilif blev Biskop af Stavanger efter Alf, taler dog stærkt for Slægtskabet.
Naar der tillægges Eilif Familienavnet Skanke, er dette visselig urigtigt af heraldiske Grunde. Hans Fader var efter min Mening „velbaaren Mand“ Jon Eilifssøn, der 1440 forekommer blandt de Væbnere, der skreve en Forestilling til Erik af Pommern[124]. Samme Jon havde 1471 en Retssag med Lasse Muus[125], under hvilken Biskop Gunnar af Hamar veg sit Sæde af Slægtskabshensyn[126], og da nu Gunnars Søster var Moder idetmindste til Amund og sandsynligviis ogsaa til Eilif Jonssøn, seer jeg herved min Formodning bestyrket. Jon Eilifssøn er nu rimeligviis ved Giftermaal kommen i Besiddelse af Evje Gaard og Gods i Rygge, der nedenfor skal omtales.
Den nye Biskop møde vi første Gang 1458, da han indskreves ved Rostocks Universitet. Her blev han Magister det følgende Aar[127]. Siden var han Sognepræst til Thoten[128], i hvilken Stilling han nævnes 1471 og 1475, og hvorfra han da er gaaet til Bispedømmet i Stavanger.
Som Biskop møde vi ham første Gang i August 1481 ved et Rigsraadsmøde i Bergen. Om hans Valg, Indvielse o. s. v. vides Intet. I den nærmest følgende Tid er han en jevnlig Deeltager i Rigsraadets Forhandlinger efter Christiern I’s Død og ledsagede endog Erkebiskop Gaute ved Baahuus Slots Beleiring. 1507 var han i Bergen samtidig med Christiern II, der i dette Aar ogsaa skal (idetmindste efter en local Tradition)[129] have aflagt et Besøg i Stavanger. Eilif døde rimeligviis inden Udgangen af 1512.
Et Testamente[130], om hvilket Diplomatariets Udgivere have formodet, at det var Biskop Eilifs, er ham uden al Tvivl ganske uvedkommende. Derimod skjænkede han 1512, 15 Juli, (maaskee paa sit Yderste) sin uægte Søn og dennes Hustru og ægte Arvinger det ham selv ved Arv tilfaldne Evje Gods i Rygge i Borgesyssel (paa en Gaard nær, hvis Landskyld skulde anvendes til Dækning af 300 danske Mark, som Sønnen havde faaet af Stavanger Domkirke)[131]. Denne Gave voldte imidlertid Trætte med Anna (Ottesdatter Kane), Enke efter Biskoppens Broder Amund Jonssøn; ved Kongens Dom i 1514 fik hver af Parterne Halvparten af Godset.
Denne Søn Jon Eilifssøn fik en ulykkelig Skjebne Den blodige Skat, som Christiern II udpressede i Anledning af sit sidste store Krigstog mod Sverige, satte, som siden nærmere skal fortælles, ondt Blod paa Vestlandet. Der fandt flere Opløb Sted baade i Bergens og Stavangers Stifter. I et eller flere af disse var Jon Eilifssøn „af Ryfylke“, hvor han altsaa maa have havt Bolig, indviklet, men Sammenhængen er dunkel[132]. Vist er det, at han blev greben, rimeligviis i Slutningen af 1519[133], og siden aflivet (hængt?) i Bergen, hvorefter hans Gods, deriblandt ogsaa hans Halvpart af Evje, blev confiskeret[134].
Seer man tilbage paa Rækken af de Biskopper, vi ovenfor have omtalt, vil man bemærke, at disse i meget lange Tider sjelden eller aldrig havde hørt hjemme i Stiftet, hvilket sikkert nok er et Vidnesbyrd om, at Capitlets Valgret tidt har været mere et Skin end en Virkelighed, og at Kannikerne jevnlig have paa et Vink af Kongemagten maattet give sin Stemme til fremmede og dem ubekjendte Personer. Guttorm, den sidste Biskop, der regjerede før Mandedøden, var fra Kannik i Hamar gjennem Apostelkirkens Provsti kommet til Stavanger Bispestol, Eftermanden Sigfrid var en af Paven begunstiget Svenske, Gyrd var fra Oslo Stift, Botolf fra Bergens Stift (skjønt vistnok Sinecure-Kannik i Stavanger), Olafs Fortid er ubekjendt, men han hørte sikkert ikke hjemme i Stiftet, Haakon II var en Thrønder, Audun fra Oslo Stift. Saa kommer som en Undtagelse Gunnar, der virkelig udgik af Stavanger Capitel, men han efterfølges af Sigurd, Erkepræst i Oslo, og Alf, ligeledes tidligere Kannik i Oslo og en Tid Provst i Bergen, og denne igjen af Eilif fra Thoten. Det vil sige, at af elleve Biskopper have ti været fremmede. I Henseende til Herkomst, da har, for at bortsee fra de første, lidet bekjendte Biskopper, Askel vistnok været den eneste i den hele Række, der har tilhørt Landets høie Aristokratie. Om de fleste veed man end ikke, hvem deres Fader har været, selv om dennes Døbenavn er bevaret. Audun har vel hørt til en mindre Hirdmandsæt. Alf og Eilif tilhørte sikkert den lavere norske Adel.
I en Henseende havde Stiftet været heldigt; thi som gjennemgaaende Regel havde dets Biskopper været indfødte Nordmænd. Man har her ingen Nils Rusare, ingen Kalteisen, ingen Arnt Klementssøn, ingen Justiniani, ingen Jens eller Anders Muus.
Den sidste Stavangerbiskop var ogsaa Nordmand og det, som der er Grund til at tro, en Stiftets Søn, forøvrigt en ubetydelig Personlighed, der afmægtig og raadvild har ladet sig føre med af Begivenhedernes Strøm og tilsidst bukket under for den nye Tid. Men Kilderne til hans Historie ere rigere end til nogen af hans Forgjængeres, og da hans Regjeringstid falder i en mærkelig Overgangsperiode, kommer den ikke til at savne Interesse, skjønt den ganske vist ikke frembyder glædelige Minder.
Hoskold Hoskoldssøn nævnes første Gang i Rostock, hvor han indskreves i August 1491 og 1493 erhvervede Magistergraden[135]. I 1512 var han Archidiaconus i Stavanger[136], hvilken Værdighed nu efter over to Aarhundreders Mellemrum igjen var indført her, og han har rimeligviis da alt længe været Kannik. Væbneren Erik Ormssøn, der skal nævnes i det Følgende, var hans Frænde[137]. Andre Oplysninger om hans Familieforhold kjendes ikke.
Efter Eilifs Død reiste Hoskold, valgt til Biskop af Capitlet og vistnok ligesaa sikkert samtykt af Christiern II, der ikke let vilde have tilladt et ham et ubehageligt Bispevalg, til Rom og blev der (selvfølgelig ved Provision) udnævnt 9 Mai 1513, udstedte obligation 16 Juni[138], blev omtrent samme Tid efter Pavens Befaling indviet[139].
Hoskolds Romerreise har bevirket, at han ikke kom til at deeltage i Forhandlingerne om Christiern II’s fælles dansk-norske Haandfæstning og hans Anerkjendelse som Konge. Derimod see vi ham baade i Oslo 1514 ved Kroningen og i Kjøbenhavn 1515, da Kongen holdt sit Bryllup. Her blev der bl. A. forhandlet om en Sag, der særlig angik ham. I Utstein Kloster var der en Abbed, Henrik Benedictssøn, efter Navnet at slutte ingen Nordmand. Det kan bemærkes, hvad der heller ikke har været paaagtet, at Kongemagten i den senere Tid ogsaa havde blandet sig i Abbediers Besættelse; saaledes seer man Christiern II i 1513 at give sit Samtykke til den bekjendte uværdige danske Abbed Matthias’s Indsættelse i Tuterøens Kloster[140]. Selve Striden skal som nøiagtig refereret i et andet Skrift[141] her ikke gjentages i sine Enkeltheder. Man seer, at i 1514 et Par Gesandter fra Frankrige og Skotland[142] vare paa sin Reise til Danmark komne til Stiftet og Abbeden paastod siden, at Biskop Hoskold havde viist sig uvenlig og afvisende mod disse, men at han selv havde antaget sig dem og personlig ledsaget dem lige til Kjøbenhavn. Striden ligner ellers i høi Grad den forrige i 14de Aarhundrede mellem Biskop Erik II og Abbeden af samme Navn, og den synes ikke at gjøre hverken Hoskold eller hans Uven megen Ære. Dens endelige Udfald kjendes ikke; men den synes trods Beskikkelse af Dommere at have vedvaret i et halvt Snees Aar og ikke at være endt før ved Abbedens Død eller Fratrædelse. Enkelte Momenter af denne Sag skulle senere benyttes.
Som det øvrige Norge blev ogsaa Vestlandet under Christiern II beskattet langt haardere og hensynsløsere end under de foregaaende Unionskonger. Allerede Kroningen har fremkaldt Paalæg, og saa kom i Anledning af Kongens Giftermaal 1515 en „Dronningskat“, hvoraf der endnu stod meget til Rest i 1518[143]. Værst bleve dog Skatterne til den sidste Krig mod Sverige (1519), hvilket allerede ovenfor er berørt. Her forlangtes Tiendedelen af Undersaatternes saavel rørlige som urørlige Gods’s Værdi. Det gik langsomt med Inddrivningen[144], og paa Vestlandet udbrød flere Opløb, der minde noget om de bekjendte Strilekrige i det attende Aarhundrede. I Bergens Stift fandt saadanne Sted ved Bjelkerøen i Sund og i Folkesbygden (Hafslo) i Sogn[145]. Men ogsaa Almuen i Ryfylke (hvorved der er at forstaa hele det nuværende Stavanger Amt) viste sig opsætsig, og Almuen drev her en af Skatteopkræ- verne, Hr. Thorkel (altsaa en Præst) bort med Vaaben og værge fra Thinget[146]. Dette bevirkede da, at Befalingsmanden i Bergen, Christiern II’s noksom bekjendte, dygtige, men brutale Tjener, Jørgen Hansen fra Ribe, kom personlig til Egnen 1519. Han forstod ikke Spøg. Bøndernes allerede før haarde Skatter forøgedes yderligere ved Tillæg af Sagefald[147]. Vi have allerede seet, at Jon Eilifssøn „af Ryfylke“, den forrige Biskops Søn, aflivedes i Bergen 1519[148]. Et Par Aar senere blev en anden Mand af Væbnerklassen i Stavanger Stift ligeledes henrettet. Denne Mand var Orm Erikssøn, hvis Familie senere hørte hjemme paa Vatne (Stordøen), men som dengang aabenbart havde Bolig i Stavanger og synes at have havt en offentlig Stilling der i Byen. I 1518 og 1519 findes Orm af og til at have sendt Gaver til Bergens Kongsgaard, og i 1520 betalte han personlig sin Skat i Bergen, hvilken udgjorde den for den Tid ikke lille Sum 83 Lod Sølv, der, som han med Ed forsikrede, udgjorde „tiende Penge af alt hans Gods, løst og fast, Intet undtaget“. Samtidig erlagde han i Accise af Stavanger 6 Mark; 2 Mark fik han tilbage „til Byens Bedste“; dette viser, at han har havt med Byens Anliggender at gjøre som Foged, Raadmand ell. lign. Men i det følgende Aar 1521 blev han greben og hans Gods confiskeret, saaledes at hans Hustru dog beholdt det halve (som sin Boeslod). Ved Paagribelsen blev hans Ske, Indsegl og Daggert og de Penge, han forøvrigt havde paa sig, givne til den bergenske Befalingsmand Jørgen Hansens Svende, der grebe ham, og nogen Tid efter blev Orm hængt. Nøiagtige Lister over hans Løsøre er bevarede[149]. Man seer jo, at Orm personlig har betalt sin Skat, og man kan altsaa ei med Bestemthed sige, hvori hans Forbrydelse har bestaaet; men at han netop blev hængt, tyder nærmest paa, at der har været noget i Veien med hans Oppebørsler; muligens kan det ogsaa være blevet oplyst, at han har staaet i Ledtog med dem, der reiste sig imod Skattepaalæggene. Det er ikke at undres over, at Orms Søn, Erik, allerede 1523 forlod Christiern II’s Parti og gik over til Kong Frederik, af hvem han 1523 forlenedes med Gaarden Thjore i Nærheden af Stavanger[150].
Ogsaa Geistligheden maatte finde sig i Udredsler i 1519. Biskopperne fik først Paalæg om at stille en Troppecontingent, Erkebispen hele 150 Mand, Bispen af Oslo 80, af Bergen 60 og af Stavanger og Hamar, de to fattigste Bispedømmer, hver 40 Mand. Dette forandredes dog til en Pengeskat, for Erkebispen 9000 Mark og for de øvrige mindre, dog i sig selv store Beløb[151]. Udredelsen af Skatten har faldt Hoskold tung. 1521, 25 Juli, sender han Kongen noget Sølv, „agtet til“ 100 Lod Sølv, og 40 rhinske Gylden, og beklager sig høilig over den usle Forfatning, hvori „denne fattige Stift og Torp“ (ɔ: Stavanger By) befinder sig. Der har været en „svar Pestilents“, hvoraf Mange ere døde, og mange før beboede Gaarde ligge øde, saa at Indtægterne ere smaa. Han beder derfor om Beskjærmelsesbreve og „Friheder“ for sin Kirke og sine Tjenere[152].
Om Præsteskabets Beskatning haves ogsaa nogle Oplysninger, dog først fra 1522. Der navngives 9 Kanniker, af hvilke dog kun Archidiaconus og 2 andre synes at have resideret i Stavanger By, de øvrige derimod ved sine præstekald i Oddernes, Lister, Bø (Soggendal), Hetland, Egersund og Finnø. Høiest skatlægges Archidiaconen Hr. Olaus Rodt, nemlig med 48½ Lod Sølv, Kanniken Hr. Bjørn af Oddernes med 38½ Lod Sølv og 16½ Mark Penge osv. Dernæst opregnes nogle Sognepræster i Stiftet[153].
I 1521 var Hoskold i Bergen ved et Møde, og ved denne Leilighed bistod han Biskoppen af Hamar, der her indviede den bekjendte Øgmund Paalssøn til Biskop af Skaalholt[154]. Ved denne Leilighed opstod et Bekjendtskab mellem Hoskold og denne Islænding, hvorom man har et interessant Brev fra den sidste, skrevet under et senere Besøg i Norge 1534[155].
I 1523 foregik Christiern II’s Flugt og Frederik I’s Ophøielse til Konge af Danmark. Da denne sidste selvfølgelig tilstræbte at blive anerkjendt ogsaa i Norge, finde vi Hoskold som Rigsraad i Bergen 1523 deeltage i at faa Christierns Befalingsmand der til at opgive Kongsgaarden, og i August 1524 er Biskoppen med at opsige den bortrømte Konge. Nu kom som bekjendt en fordelagtig Tid for norske Rigsraader, og Hoskold fik ogsaa sin Part heri. Ikke alene nævnes han 1524 som en af Statholderne nordenfjelds[156], hvilket havde liden Betydning, da Erkebispen og Vincents Lunge bleve de egentlige Magthavere, men han fik en, som, man kunde tro, betydelig reel Begunstigelse ved at blive forlenet med to smaa Len, der fratoges Henrik Krummedike, nemlig Midsyssel (Mandals Fogderi) og Robyggelaget[157], hvilke dog synes at have været ham urolige Besiddelser. I Slutningen af 1525 hedder det, at „Bispen af Stavanger endnu ikke har faaet Skat af sine Len“. Kysten foruroligedes nemlig af Christiern II’s Tilhængere, og Almuen synes at have staaet paa denne Konges Parti[158]. 1 1529 sees Lenene at være givne til Henrik Krummedike igjen[159].
Vincents Lunge havde omtrent ved Nytaarstid 1526 sendt sine Folk til Ryfylke, der udgjorde en Deel af hans store Forleninger, for at tinge med Bønderne om en „Gjengjerd“ (Skat in natura) til Kongsgaarden i Bergen. Der holdtes Thing i selve Stavanger By, lige i Nærheden af Bispegaarden, men det blev et uroligt Møde. Omtrent 300 Mænd fra Dalene mødte Vincents’s Karle. Denne havde skrevet til Biskop Hoskold, at han selv ei kunde forlade Bergen og derfor bad Biskoppen om paa hans Vegne at tale til Almuen. Men dertil var Hoskold ganske uvillig, og han og hans „Hofmænd“ (væbnede Tjenere) „stode alle paa Biskopsmuren“ som Tilskuere af, hvad der foregik paa Thinget. Bønderne fra Dalene sloge en af Vincents’s Hofmænd ihjel og saarede fire, der bleve liggende paa Marken; „de andre fik tørre Hug, saa mange de bære kunde“. Vincents’s Kjøgemester red da til Bispegaarden og bad Bispen om, at han selv og hans Følge maatte slippe ind der, men denne svarede Nei og spurgte, hvorfor de ikke slog fra sig i Marken! Vincents’s Tjenere maatte altsaa begive sig til sin Jagt igjen, „Dalekarlene“ toge sin Kaas hjem, og de „andre Dannemænd“, der bleve staaende, sagde blot, at naar de fik see Kongen selv i Landet, skulde de give ham Gjengjerd! Dette skriver den forbitrede Vincents 31 Jan. 1526 til Erkebispen med den Bemærkning, at Bispens Vranghed var saa meget urimeligere, som han „tre Gange“ havde hjulpet denne til at tvinge Almuen i hans Len Midsyssel og Robyggelagen til Lydighed[160].
Hvad Vincents derimod tier stille med, er, at han – rimeligviis kort i Forveien – havde opbragt Biskop Hoskold ved at eftertragte Utstein Kloster, hvis ovenfor omtalte Abbed Henrik han lod gribe for at indsætte en Foged i hans Sted. Dette har Hoskold dog været Mand for at hindre. Han sees at have indsat to nye Abbeder her efter hinanden, og Klostret blev da i Brødrenes Besiddelse indtil Reformationen, men rigtignok under stor Trang og Nød. Abbeden maatte formedelst Pengeknibe sælge Gaarden Kokshuus i Stavanger By. Hertil kom ogsaa, at den lutherske Lære nu fik Indgang i Bergen, og at Vincents aabenbart har begunstiget den. Vel høre vi ikke, at Lutheranismen endnu vandt Tilhængere i Stavanger Stift, men Situationen var truende og fyldte Hoskold med Frygt og bange Anelser. Han fik vistnok i Marts 1528 af Kong Frederik et af de sædvanlige Beskyttelsesbreve for sig og sin Kirke osv.[161], men Frederik I bar i Kirkestriden Kappen paa begge Skuldre, og et saadant Brev ydede liden Tryghed.
Imidlertid maatte Vincents Lunge opgive sin Stilling som Bergenhuus’s Befalingsmand og Vestlandets Statholder, og i hans Sted var 1529 kommen Esge Bilde, under hvem nu Datidens Ryfylke eller det hele nuværende Amt hørte, ligesom før under Vincents. Det første, vi høre om den nye Lensherres Styrelse i Ryfylke, er, at han afslog Erik Ormssøns, Hoskolds Frændes, Ønske om at blive Lagmand. Erik havde efter sin Faders Aflivelse, hvorom tidligere er fortalt, været i Hoftjeneste paa Bergens Kongsgaard under den midlertidige Befalingsmand Decanen i Bergens Capitel, Hans Knudsen, og siden, da denne afløstes af Hr. Vincents, hos ham søgt at blive Foged i Sogn, hvorimod Almuen protesterede, og der synes i det Hele ikke at have været Noget ved ham[162]. Han havde derfor taget Bolig i Stavanger. Esge Bilde afslog ogsaa hans Amnodning om Lagstolen, „thi,“ siger han i sit Brev til Kongen af 18 Juni 1529, „hver en Lagmand her i Riget har stor Hørelse iblandt Bønder og Almues Folk“, hvorimod han ansatte Nils Clausen Abt, „en fattig Dansk af de Kosser“[163]. Hoskold modtog dog den nye Lagmand vel og anbefalede ham til ogsaa at være Lagmand over Agdesiden. Idet han skriver herom til Esge Bilde, beder han ham indstændig om ikke i Stavanger Stift at „tilstede eller styrke den fordømte Vantro og Lutheri, af hvilken nu Mange desværre ere forblindede“[164].
Ved Kongesønnen Hertug Christierns (III) Besøg i Oslo 1529 undlod Hoskold ligesom Erkebiskop Olaf at møde. Han havde neppe stor Lyst til at see denne ivrigt lutherske Fyrste, endmindre til at hylde ham, og neppe er Biskoppen bleven bedrøvet ved at høre, at Hertugens paatænkte Reise til Bergen og Vinterophold der blev forpurret.
Da Vincents Lunge havde efterladt Bergenhuus med saagodt som intet Inventarium eller Forraad for Besætningen, kom Esge Bilde i Forlegenhed og henvendte sig om Høsten 1529 til Beboerne i sine Len om en „Hjelp“ (ɔ: en „frivillig“ Skat in natura). Den nye Lagmand var hans Commissionær i Stavanger og Ryfylke, men udrettede ikke meget. Biskoppen vilde først Intet yde, idet han fremlagde sine kongelige Privilegier; dog lovede han omsider et Par gode Øxne. Han klagede over haard Tid, Folk vandrede ud til „Nordlandene“, Præsterne maatte selv pløie og havde kun Bygbrød og Melk til Kost o. s. v. Kannikerne skreve til Esge, at de ikke kunde faa ind sit Tilgodehavende og neppe engang faa kjøbt til sine Fornødenheder, at deres Huse faldt dem ned over Hovedet, og at de ikke magtede at bygge dem op igjen. Hvad Almuen angaar, var den, skriver Lagmanden, lidet villig, og han fraraader at forlange mere af Bønderne, end hvad de allerede tidligere havde lovet, men endnu stode til Rest med[165].
I Begyndelsen af det følgende Aar 1530 vilde Esge Bilde istandbringe en Udrustning til Lister og forlangte Bistand af Hoskold, men denne var uvillig til at yde den. Han vilde, sagde han, ikke „give sine Præster til Skofting og miste sin egen Indtægt“. Dog sender han Esge med Thord Rod en liden Sum Penge til Hjelp. Samtidig var han ogsaa kommet i Strid med Hr. Mogens Gyldenstjerne paa Akershuus, uden at man kjender Foranledningen dertil[166].
Om Sommeren 1531 var Hoskold tilstede ved en dansk-norsk Herredag i Kjøbenhavn. Et udførligt Brev fra ham til Erkebiskop Olaf, der som sædvanlig udeblev, er af stor Interesse. Han glæder sig ved, at det danske Rigsraad ikke har noget tilovers for Lutheranismen, der desværre har grebet om sig blandt Borgerne og forvoldt megen Splid mellem Ægtefolk, fordi „Dannekvinder gjerne ville holde deres rette Tro“. Han haaber, at Alt snart skal vende tilbage til det Gamle, og sender Erkebispen nogle smaa Bøger, som er udgaaede imod Hans Tausen. Men Vincents Lunge har atter været ude og trængt farligt ind paa Hoskold for at faa Utstein Kloster i sin Vold, men forgjæves, hvorfor de skiltes uforligte[167].
Imidlertid vare Christiern II’s mangeaarige Planer til at gjenvinde sine Riger i Færd med at gaa over til Handling. Den landflygtige Konge var efter en Kirkebod igjen forsonet med den catholske Kirke og skulde nu forsøge at hæve sig ved Prælaternes og Reactionens Hjelp. Hans gamle Tjener Gustav Trolle var i Bevægelse som hans Agent og kom, som bekjendt, hemmelig til Erkebiskop Olaf i Throndhjem i Sommeren 1531. Herfra skriver han til de norske Biskopper, og tilfældigviis er Brevet til Hoskold det eneste bevarede[168]. Det minder om den Skjæbne, som er overgaaet Bergens Domkirke og fremhæver Nødvendigheden af selv gjennem store Opofrelser at redde sig for Kjætteriet ved Tilslutning til Christiern II. Hoskold har sikkert deelt disse Anskuelser, men var ude af Stand til at foretage Noget.
I Slutningen af samme Aar 1531 kom saa Christierns bekjendte Angreb fra Holland af. Vi ville see, at Stavanger Stift, skjønt fjernt fra Begivenhedernes Hovedskueplads, ingenlunde blev uberørt af disse. Christierns store Flaade splittedes ad i de voldsomme Høststorme i Slutningen af October og Begyndelsen af November, og flere Skibe forliste paa forskjellige Kanter, bl. a. under Jæderen og Lister. Et Skib toges i Karmsund og bragtes til Bergen med „Knegte, Drenge og – Kvinder“, men hedder det videre i Vincents Lunges Beretning fra Bergen 1 Decbr., „nu er derpaa denne Side Lindesnæs ingen Skibe, Intet have de heller her under Landet røvet eller taget“[169]. Siden ud paa Vinteren sendte Kong Christiern, der var landet ved Hesnes i Østre-Agder og siden havde Hovedkvarteer i Oslo, sin tidligere nævnte Tjener Jørgen Hansen til Nederlandene, men man ventede paa Vestlandet, at denne paa Veien vilde angribe Stavanger og Bergen med 200 Mand[170]. Virkelig skede der ogsaa Angreb af Christierns Folk paa Stavanger Stift, uden at dog Jørgen Hansen kan antages at have havt noget dermed at gjøre. Esge Bilde skrev 20 Febr. 1532 til Kong Frederik, at han for nogen Tid siden har sendt 40 Mand med 2 Jagter til Lister for at værge Landet, ligesom han ved Thord Rod har anmodet Biskoppen af Stavanger om Bistand, men ikke faaet den. Saa kom imidlertid Kong Christierns Folk til Lister. Fogden der samt Esges djærve Tjener Stig Bagge, der maa have været den lille bergenske Trops Anfører, blev slagen, og „nu“ (paa den Tid Brevet skrives) „ligge Kong Christierns Folk i Stavanger og tinge med Bønderne“. Esge frygter stærkt for, at Biskop Hoskold „har glemt sin Troskabsed“. I Bergen har Esge ikke Folk at sende bort fra Slottet og beder derfor om Undsætning[171]. En ivrig Tilhænger havde Kong Christierns Parti dengang i en Mikkel Jude, som Aaret i Forveien af Frederik I var bleven forlenet med det kgl. Capel paa Avaldsnes. Han skrev Palmesøndag 1532 et alvorligt Brev til Biskop Hoskold og formanede ham til at vise sig som Christierns tro Tjener, ligesom Erkebispen forlangte Bistand med Skib og Folk o. s. v.[172].
Paa hvilken Maade den sandsynligviis ikke betydelige Trop af Christiern II’s Folk, der gjæstede disse Egne er bleven fordreven eller fangen, vides neppe, men dengang man ud paa Sommeren fra Bergen lod udgaa en Expedition mod Erkebispen iThrondhjem, forlangtes paany Hjelp af Stavangers Biskop, og som sædvanligt blev den afslaaet. Det var da ogsaa naturligt, at det lidet kunde tiltale Hoskold at yde Bidrag til Erkebispens Ydmygelse. Hans Brev til Esge Bilde i denne Anledning (6 Juli 1532) er characteristisk og maler os hans fortvivlede Situation: „Den ene Del (Christiern II’s Parti) vil tvinge os at feide med Eder, vor egen Grande og Venner. Og fra den anden Side vil man tvinge os til at kjæmpe til vor egen Erkebiskops og indenlandske Mænds Meen, som os ikke ærligt er at gjøre, uden Hans Naades (Frederik I’s) Brev eller Befaling, som om vi vare noget til Magt med Folk og Værge. Vi have før underviist Eders Herredom om, at vores Folk for en stor Deel ere bortdøde eller bortløbne, de vente sig bedre Løn og Bytte i andres Tjeneste end i vor, saa at vi have faa Folk tilbage. Gud skal vide, at vi ikke nægte Eders Skrivelse af Hovmod, Træskhed eller mistænkelig Foragt, men at vi, fattig Mand, og vort Klerkeri maatte blive med Fred og ikke mindre, at den menige Almue, som nu fast knurrer, maatte blive siddende stille, til hvilket vi dem gjerne vil formane“[173].
Ogsaa i den senere Deel af Aaret 1532 (efter Christiern II’s Tilintetgjørelse) var der Gjæring i Stiftet. Man seer saaledes, at da Stig Bagge paa Esge Bildes Vegne paa et Fylkesthing i „Sogndal“ (ɔ: Søgne i Midsyssel) i November talte om „Fred, Naade, Gunstighed og Mildhed“ og derpaa krævede Skat af Almuen, to Lod Sølv af hver Mand, holdt Bønderne først en Raadslagning for sig selv udenfor Thinget og kom saa tilbage med oprakte Værger og svarede, at de havde udgivet saa mange Skatter før og ikke vilde give mere, „før de fik vide tilvisse, hvad Fred de kunde faa“. Stig Bagges Advarsler, om hvilke Følger deres Gjenstridighed kunde faa, frugtede Intet[174].
Frederik I døde 10 April 1533 og Erkebispen skulde nu som Raadets første Medlem være Landets midlertidige Styrer, men da alle tre Hovedfæstninger vare i danske Mænds Hænder, var han i Virkeligheden kun Herre i sit eget Stift. At Hoskold havde afslaaet at hjelpe Esge Bilde til Angrebet paa Throndhjem 1532, har aabenbart i høi Grad fortørnet denne. Man erfarer, at Biskoppen gjentagne Gange har skrevet til sine Medbrødre Mogens af Hamar og Hans Reff i Oslo, at „hans Nabo“ (Esge) gjerne vil „fordærve“ ham, og Biskop Mogens skriver derfor til Erkebispen, roser Hoskolds Troskab mod denne, da han ikke vilde lade sine Folk bruge imod ham, og beder, at han maa blive beskyttet mod Esge[175].
I den følgende Tid see vi Hoskold som Deeltager i Rigsmødet i Bud i Romsdalen om Høsten 1533[176], hvorimod han sad hjemme, da det skjebnesvangre Møde fandt Sted i Throndhjem i Juletiden 1535–1536. Imidlertid havde der atter været uroligt paa Agdesiden. Om Vaaren 1535 kom et Sørøverskib ind under Agdesiden og røvede og plyndrede fra Præster og Bønder og bemægtigede sig meget Korn, der tilhørte Biskoppen af Stavanger, altsaa af hans Tiende. En af Hoskolds Provster, Steen, blev greben, formodentlig en Lægmand, da han ikke kaldes med Herrenavn. Kornet solgte de til en Hollænder, som laa og ladede (formodentlig Trælast). Biskoppen udsendte nu bevæbnede Folk og lod gribe Røverne, der bleve slaaede ihjel paa 4 eller 5 Karle nær, „der nu ligge for Døden“. De paaskjøde at „høre Greven til“ (Christopher af Oldenburg). Skibet blev saaledes gjort til Bytte, men Hollænderne reddede sig for en lignende Skjebne ved under Bispemændenes Kamp med Sørøverne at sætte til Havs[177].
Efter Rigsraadets Sprængning og Erkebispens mislykkede Forsøg mod Akershuus og Bergenhuus maatte det forudsees, at Norge vilde tilfalde Christian III, som dog endnu var hindret fra at sende Tropper til Landet. For Hoskold var en saadan Udgang naturligviis saare uvelkommen. Han valgte at holde sig tilbage i det Længste. Der skede Opfordringer til ham i Mai 1536 fra Esge Bilde om at erkjende Christian gjennem. Lagmanden m. Fl., men han gav undvigende Svar. Ved denne Leilighed var tilstede en ny Erkedegn i Stavanger, som neppe nævnes i denne Egenskab uden ved denne ene Leilighed, Hr. Peder Jacobsen, og en Kannik Eivind Peersen[178]. Endelig bekvemmede Biskoppen sig dog 1 Juni 1536 til i Bergen, hvorhen han havde begivet sig, til at anerkjende Christian III som Norges Konge[179], og atter 27 November s. A. er han i Bergen og maa – sikkert med blødende Hjerte – tage Parti imod Erkebispen og henstille til Esge Bilde at holde Bergenhuus til Christian III’s Haand[180]. Forlængst maa man ved den Tid i Bergen have havt Besked om det i August i Danmark foregaaede Statskup, hvorved de danske Biskopper var tagne til Fange, og om Rigsdagen i October, hvorved Reformationen formelig var indført i Danmark. Man finder, at Brevet af 27 Nov. er udstedt i „vort, Biskop Hoskolds eget Herberge“ i Bergen, altsaa den Gaard i denne By, som tilhørte Stavangers Bispestol.
Endnu fra 1537 have vi Brev fra Hoskold som fri og regjerende Biskop. Han skrev fra Stavanger 20 Febr. et Brev til Esge Bilde med Bøn om, at han ei maa være vred paa ham og kalder sig „en gammel kranker Mand“[181]. Snart paafulgte Erkebispens Flugt og saa Stenvigsholms Erobring den 18 Mai. Den 25 Juni skriver Hoskold fra Stavanger til Esge Bilde – en Uge efterat Biskop Mogens var tagen til Fange paa Hamar – og sender ham en Gave samt en Sølvbolle til Kongen. Han lykønsker Esge med Seiren i det Nordenfjeldske, og samtidig tænker han sig at skulle kunne faa af Kongen et „Varnadebrev og Beskjærmelse, som vi have af Hans Naades salige Herre Fader“![182] Mener han virkelig dette, har han i Sandhed ikke megen Forstaaelse af sin Stillings Alvor.
Han skulde snart faa det at føle. Der gives dog ingen samtidig Beretning om den Maade, hvorpaa Hoskold afsattes fra sit Embede, i hvilket han dog var bleven siddende længere end nogen anden Biskop idet egentlige Norge. Peder Claussøn, der sikkert har været vel underrettet, skriver kun, at han „blev fangen og døde i Bergen“[183]. I en Retsforhandling fra 1607 forekommer et Document af 1595, hvori en Lagmand omtaler, at Thord Rod lod Hoskold fange[184]. Man maa altsaa antage, at Stavangers Stifts sidste catholske Overhoved er død i Bergen, men naar og under hvilke Forhold, siges intetsteds. Ved hans Afsættelse var mere end 24 Aar forløbne siden hans Indvielse til Biskop i Rom, og mere end 46 Aar, siden han kom til Rostocks Universitet. Han har altsaa da vel været omkring de 70 Aar.
Thord Rod fik samtidig Befaling til at lægge baade Bergens og Stavangers Bispestoles Gods under Kronen[185]. Han inddrog ikke alene disse, men ogsaa det Gods, der laa til Domkirken og dens Altre, og denne Kirke (ligesom ogsaa Olafs-Kirken og Frue Kirke) mistede sit Inventarium, St. Svithuns Skrin o. s. v. Bekjendt er Peder Claussøns Beretning om de fem Klokker fra Domkirken, der skulde være sunkne ved Haastein. Utstein Kloster og Gods gaves strax som verdslig Forlening til Thrond Ivarssøn, der skulde forsørge Munkene deres Livstid. Domcapitlet fik dog Lov til at bestaa. Først 1541 fik Stiftet i Jon Guttormssøn en luthersk Superintendent; men lang Tid maatte hengaa, inden de nye Tilstande kom til Fasthed og Ro[186].
Det hele Stavanger Stift havde i Middelalderen kun en eneste By, den biskoppelige Residents, der tillige var den eneste By i den lange Strækning mellem Bergen og det lidet betydelige, først temmelig sent fremstaaede Skien. I Erik af Pommerns Tid gjordes der dog et lidet Tilløb til en ny Handelsplads ved Mandal, hvor Borgerne i det af denne Konge anlagte Landskrone som en Art Hanseater i formindsket Maalestok havde faaet Privilegier, og hvor de „danske Boder“, som de siden kaldtes, blev Begyndelsen til det nuværende Ladested.
Stavanger er aldrig bleven formelig „anlagt“ som Kjøbstad, men har først langsomt udviklet sig til en saadan. Allermindst er det troligt, at der allerede før Bispestolens Oprettelse gaves nogen By her. Men denne Begivenhed maatte nødvendigviis samle en lidt større Befolkning paa Pladsen, thi en Kirkefyrste maatte omgive sig med mange geistlige og verdslige Undergivne, især efterat et Capitel fremstod ved hans Residents.
Af overordentlig Vigtighed i Byens Historie er Kong Haakon Haakonssøns Brev til Biskop Askel (udateret, men senest udstedt i 1245)[187]. Heraf erfares, at allerede Kong Magnus Erlingssøn har skjænket „selve Byen Stavanger“ til „Gud og den hellige Svithun“, det vil altsaa sige til Biskoppen og Domkirken. Denne Gave var imidlertid senere ikke bleven respecteret, men Haakon fornyer den nu for Guds Skyld og „for sin Vens“, Biskop Askels Bøns Skyld. Han skjænker altsaa St. Svithun Byen Stavanger med alt, hvad der tilhører den indenbys og før har tilligget den fra gammel og ny Tid. Leding, Sagøre o. s. v.
Imidlertid synes heller ikke dette Gavebrev at have hindret Indgreb fra den verdslige Styrelse, og man bringes da naturlig til at tænke paa Formynderregjeringen for Erik Magnussøn. Vist er det, at Christiern I efter først i Bergen 4 Sept. 1450 at have givet Stavangers Biskop, Kapitel o. s. v. et af de almindelige Protectorier[188] lige i samme Øieblik, som han var i Begreb med at forlade Norge, med fem Rigsraaders Raad gav Bispen en ny Stadfæstelse paa Besiddelsen af Byen, dog kun paa den daværende Biskop (Gunnars) Levetid, og dertil nye Begunstigelser[189]. Det er dog vel sandsynligt, at Biskoppen herefter har beholdt Byen indtil Reformationen.
Dette oprindelige Stavanger, hvorom der paa Haakon Haakonssøns Tid kan være Tale, har rimeligviis været begrændset af Bredevandet (der endnu indtil vore Dage var meget større end nu), dettes Afløb til Østervaag (den saakaldte „Skolebæk“) og en Linje fra Bredevandets nedre Ende i Flugt med den nuværende underjordiske Jernbanetunnel ned til Søen. Udenfor disse Grændser laa da efter hverandre: St. Peders Gjerde, de saakaldte Conventsgrunde, Kannikegjerdet, Olafsklosteret og Grimsageren[190]. Af Stavangers Bygninger har naturligviis Domkirken havt den største Betydning. Dens Historie som Bygverk overlader jeg til Kunsthistorikerne, og en saadan, N. Nicolaysen, har ogsaa udførlig beskrevet den. Den led, ligesom Byen overhovedet, meget af en Ildebrand 1272, og man søgte da at lette dens Udbedring ved en Række Afladsbreve af norske og fremmede Biskopper, ja endog af Paven selv, af hvilke mange, maaskee endog alle ere bevarede. Kirkens Indre maa i Middelalderen have gjort et heelt andet Indtryk end i vor Tid, da der foruden det store Høialter endnu gaves mindst 15 andre Altere, der maa have været anbragte paa begge Sider af Skibene.
Af særlig Betydning for Stavangers Domkirke var naturligviis Helgenen St. Svithuns Cultus. Denne Helgen hørte til de betydeligere i Norge og er paabudt saavel i Frostathings- som i Gulathingsloven. St. Svithun havde to Festdage (2 og 15 Juli), men desuden nævnes 1333 ogsaa en Svithunsmesse „om Høsten“[191]. Jeg har tænkt mig, at denne sidste kunde betyde Stavanger Domkirkes Dedications- eller Kirkemessedag, der naturligviis var en stor Høitidsdag i Byen, og paa hvilken Dag Kannikerne længe vare forpligtede til at holde et Gilde[192]. At St. Svithuns Skrin ved en eller flere af disse Dage er blevet baaret i Procession, saaledes som Olafsskrinet i Nidaros, er vel sandsynligt, og Ofringer have vistnok da fundet Sted. Endnu i vort Aarhundrede har der hersket en eiendommelig Overtro i Stavanger, som rimeligviis er en Levning fra Svithunsdyrkelsen. Den bekjendte danske Naturforsker Henrik Krøyer (Adjunct i Stavanger 1827–1830) har nemlig optegnet Følgende: „Mod Radesyge anbefales at gaa tre Gange rundt om Kirken med et Skrin, svinge dette tre Gange Midt om Hovedet og derpaa sætte det paa en Grav“[193].
Stavanger Domkirke er den eneste i Norge, for hvilken vi have bevaret en fuldstændig Fortegnelse over dens Relikvier. Denne er affattet under Biskop Hoskold 1517, og man seer, at endnu denne sidste Biskop har erhvervet adskillige nye Skatte af den Art ved sit Ordinationsbesøg i Rom[194].
Til Domkirken slutter sig nærmest den nærliggende, tildels endnu bevarede biskoppelige Residents, der efter Reformationen har fristet mange Skjebner, sidst har været benyttet af den nylig til Undergang indviede lærde Skole, i hvis Sted skal træde en moderne Underviisningsanstalt af original norsk Opfindelse. Bispegaarden, hvis prægtige grundmurede Kjeldere fremdeles er et levende Minde om Fortiden, nævnes første Gang under den stridbare Biskop Arne henimod 1300, og særlig omtales et camera i Kjelderen 1358 ved en pavelig Pengesamlers Nærværelse[195]. Paa disse Kjeldere har der, saaledes som senere, staaet en stor Træbygning[196] med mange Værelser, deriblandt en større og en mindre „Maalstue“, den malede Hall, Sætestuen, Julehallen, det malede Loft og naturligviis Soverum.
Allerede 1317 nævnes den endnu godt bevarede firkantede Bygning, der var Biskoppens private Capel. Endnu i 1712, da Arne Magnussøn besøgte Byen, stode her tre Altre, og Capellet var forbundet med Domkirken ved en muret Gang. Uvidenheden pleier, som bekjendt, at henføre Alt, hvad der hidrører fra Catholicismen, til „Munke“, og Capellet bærer derfor nu det yderst taabelige Navn „Munkekirken“.
Endvidere maa Gaarden aabenbart have havt adskillige Udhuse og vel ogsaa egne Bygninger for Tjenerskab og Proventsfolk. Hele Gaarden og Domkirken var omgiven af en Mur (pomoerium), der nævnes allerede 1299[197]. I den sidste Biskops Tid (og vel længe før) var Gaarden ogsaa forsynet med et befæstet Taarn, der kunde bruges som Fængsel. Dette sees af Biskop Hoskolds Strid med Abbed Henrik af Utstein.
Ved Østervaag laa Biskopsbryggen, der nævnes 1297, og hvis Navn er bevaret til Nutiden. Dette er ligeledes Tilfældet med den udenfor den daværende By, i Retning af Hillevaag beliggende „Bispeladegaard“.
Idetmindste i den sidste Tid havde Stavangers Biskop ogsaa en Residents i Bergen, hvor han ved Rigsmøder og andre Forretninger idelig maatte indfinde sig, og hvor ogsaa Erkebiskoppen, som bekjendt, havde en betydelig Gaard, ligesom Biskopperne af Hamar havde en lignende Biresidents i Oslo. Beliggenheden af den Stavangerske Bispegaard i Bergen er ubekjendt. I 1521 sees Gaarden at have havt tre Tjenestefolk[198], i 1529 skriver Biskoppen om sin Domkirkes Grunde i Bergen[199], og i 1536 boede han der i „eget Herberge“. Maaskee kan han ogsaa efter Afsættelsen have faaet Lov at bo der. Der er ogsaa gjettet paa, at Øen Bru, hvorfra et Par Bispebreve findes daterede, turde have tjent til Sommerophold for Bisperne. Man seer jo, at Aslak Bolt undertiden har opholdt sig paa Erkestiftets grangiæ eller Avlsgaarde, Bispen af Hamar paa Storøen (Bygdøen) i Holsfjorden[200]. Det er ogsaa at bemærke, at den lille Ø Bru har havt en Kirke, og den har vistnok været Kirkegods, da den siden var tillagt de lutherske Bisper. Men videre end en Gjetning kan dette ikke blive.
Da Domkirken naturligviis ikke havde nogen bestemt Menighed i Byen, men var det hele Stifts fælles Hovedkirke, maatte Befolkningen i Byen og Omegn have andre særlige Sognekirker. Om disse vides kun lidet. En Kirke, som opføres af Munch (aabenbart efter Munthe i hans Noter til Aalls Oversættelse af Kongesagaerne), den saakaldte Allehelgenskirke, har visselig aldrig existeret, da den ikke kan paavises i et eneste Kildeskrift, hvorfor det Hele maa bero paa Misforstaaelse[201].
Der gaves derimod i Stavanger en St. Martins Kirke, hvis Beliggenhed nu er ukjendt, og som allerede længe før Reformationen synes at være bleven nedlagt. Den for Fortiden varmt interesserede Numismatiker Schive tænkte sig, at den var „at søge paa Toppen af den nu saakaldte „Provstebakke“, da man „der og indover mod „Arneageren“ har fundet Spor af gamle Mure og Begravelser“[202]. Kirken, der engang vist maa have været Bymenighedens egentlige Kirke, nævnes kun sjelden, og kun tre Præsters Navne ere bevarede. Den sidste af disse, Sira Saxe, forekommer i den samling 1330[203].
Dernæst gaves der St. Mariæ eller Frue Kirke, der stod paa „Domkirkegaarden“, hvor efter Reformationen en Raadstue opførtes; nu er Tomten en Deel af Byens store Park. Denne Kirke havde sin Menighed udenfor Byen, nemlig det Sogn, der efter Reformationen vedblev at kaldes Frue Sogn og var henlagt under Domkirken, lige indtil Hetlands Kirke og Sognekald oprettedes 1848. Kirken var vistnok meget ældre end Slutningen af det trettende Aarhundrede, da den, saavidt vides, for første Gang nævnes (i Gaute den ældre af Tolgas Testamente)[204]. Af Præster her kjendes kun to, en Vicarius 1345 (vistnok for en Kannik) og en Capellan 1522[205]. For Mariakirken blev der 1434 givet et Afladsbrev[206] i Vordingborg under det store Rigsmøde der, hvorfor Brevet udstedtes af Erkebisperne af Nidaros og Lund og hele ni andre norske og danske Biskopper efter Begjæring af den tilstedeværende Stavangerbiskop.
Olafs Kirke var, som vi siden skulle høre, oprindelig en Deel af et Kloster. Den laa paa den flade Plads under Olafskleven, hvor der i forrige Aarhundrede indrettedes Fattigkirkegaard, og hvor nu det Kiellandske Familiegravsted findes. Efter dette Klosters Ophævelse i anden Halvdeel af det 13de Aarhundrede tilhørte Kirken og Grundene det nye Utsteins Kloster, hvilket de fulgte selv efter dets Secularisation; dog havde Abbeden allerede 1530 solgt en af dem[207]. Endnu 1783 betalte Domkirken til Klostret en aarlig Afgift af 1 Rdl. 2 ß, hvilket i Regnskabet kaldtes St. Olufs Grundeleie af de Fattiges Kirkegaard[208]. Kirken betjentes idetmindste 1298 af Munke fra Utstein[209], og muligens kan denne Kirke efter St. Martinskirkens Forsvinden have været Byens Sognekirke, hvis ikke dennes Borgere have søgt Mariakirken sammen med Omegnens Bønder, hvilket maaskee er sandsynligere.
En St. Petrikirke laa paa den indre Side af Bredevandets Afløb, „Skolebækken“, i nuværende Hospitalsgade (ogsaa kaldet Grindegade). Den var i sin Tid Kong Magnus Haakonssøns „Odelskirke“, rimeligviis en Arv fra hans Moder, men Kongen skjænkede i Biskop Thorgils’s Tid i Syttierne af det trettende Aarhundrede denne sin Kirke til det Hospital, som denne Biskop da oprettede. Bispedømmet og Domkirken eiede en Strækning paa den anden Side af „Skolebækken“, det saakaldte St. Peders Gjerde (hvor i vore Dage den nuværende Petri Kirke er opført), og her byggedes nu Hospitalet, i hvis Oprettelse samtlige Kanniker samtykkede. Det var et „Almissehuus“ for fattige Syge i Byen, som her maatte vente „Bod eller Bane“ hellere end, som før havde været Tilfældet, at bæres syge og halvdøde fra Gaard til Gaard. Biskoppen sørgede for de fornødne Huse og tillagde nogle udenbys Eiendomme, der opregnes i Gavebrevet. Et Par kvindelige Frænder af Biskoppen omtales, der vistnok paa en eller anden Maade skulde forsørges af Godset[210].
Der var maaskee ogsaa en anden Stiftelse af beslægtet Natur i Stavanger. Efter Reformationen nævnes en St. Annæ Gaard i Nærheden af Domkirken, men Navnet maa være fra Catholicismens Tid. I Danmark forekommer netop Benævnelsen St. Annæ Huus om velgjørende Stiftelser[211].
I Nærheden af Domkirken laa udentvivl ogsaa Skolen, hvis Tomt nu udgjør en Deel af Parken, og hvorom senere mere. Ligeledes laa her Kannikernes Communshuus eller „Brødregaarden“, hvor de daglig gik til fælles Bord, men dog visselig ikke havde Bolig. Denne Gaard laa ved den nuværende Kongsgaard paa den Tomt, hvor nu Byens Brandstation er beliggende. Communshuset er rimeligviis opført i Slutningen af 13de Aarhundrede, da mensa communis oprettedes. Der omtales Sætestue og Refectorium eller Spisestue. Forresten havde vistnok hver Kannik her, som i andre Stiftsstæder, sin egen Bolig. Disse have rimeligviis ligget noget udenfor den egentlige By paa den Plads, som endnu kaldes „Kanniket“. I 1302 skjænkede Kong Haakon V Kannikerne „de Tomter, som ligge i hans Almenninge Øst for Maria Kirkegaard med satte Engemærker, og Chorbrødrene have nu gjærdet om dem“[212]. Heraf Navnet „Kannikegjærdet“, der ligesom „St. Peders Gjærde“ betegner en indhegnet Plads. Ogsaa en privat Gave fik Kannikerne noget senere, en Plads søndenfor Vandet (Bredevandet) af Fru Magnhild Ketilsdatter[213].
Af Gaarde udenfor Kirkerne og Geistlighedens maa først nævnes Kongsgaarden. At der har været en saadan i Stavanger, har jeg vistnok seet benegtet[214], men den nævnes dog udtrykkelig, skjønt kun en eneste Gang, nemlig 1306[215]. Kongelige Besøg har ikke været meget hyppige, og i denne Henseende synes Avaldsnes at have spillet en større Rolle; her holdtes ogsaa Lagthinget i den ældre Tid. Magnus Haakonssøn, der i Fa derens sidste Tider var forlenet med Ryfylke, er vistnok den Fyrste, der længst har opholdt sig i Stavanger, tildeels sammen med sin unge Dronning, den danske Ingeborg.
En Badstue nævnes 1318. Dens Beliggenhed kan sluttes deraf, at Abbeden af Utstein i hint Aar overdrog Biskop Haakon I „en otte Alen bred Vei mellem Ageren og Badstuen, lige ned fra Vandet (Bredevandet) til Gjerdeledet, som gaar op til St. Olafs Kirke“[216].
Af andre Gaarde kjendes følgende:
Katlaragaarden (Kjedelmagergaarden) 1297.
Nasagaarden 1302.
Skagen. Dette endnu bevarede Navn har oprindelig betegnet en Gaard. En fra Biskop Arnes Tid bekjendt Kannik (ca. 1300) kaldes Ingemund i Skagen. I 1362 holdtes Lagthing i „indre Skagen“,og 1392 omtales Sætestuen i „Midskagen“.
Kriken nævnes oftere. Et Præbende har ogsaa været benævnt saaledes. 1 1445 tales om „Midtkriken“. En Gaard i Kriken solgtes af den senere Biskop Gunnar til en dansk Skomager.
Arnegaarden omtales oftere, maaskee første Gang 1404.
Simonsgaarden 1345.
Svaddagaarden 1379.
Bratten 1342, 1440 („nedan at Brattenom“). Maaskee der, hvor „Brattegaden“ nu findes.
Steinsgaarden 1383, da en Dom blev afsagt der.
Koksgaarden omtales henimod Reformationstiden. Den var i sin Tid af en Gudrun „Koks“ solgt til Utstein, men Klosteret solgte den igjen i sin betrængte Forfatning til Lagmand Nils Claussøn 1530[217].
Disse Gaarde med faste og kjendte Navne have vistnok været de bedste og de største Privathuse i Byen. Naturligviis har der været ulige flere Smaahuse for den fattigere Befolkning.
Den senere Strandgade ved Vaagen synes ikke at have været bebygget før efter Reformationen. Dette var „Grimsageren“, der tilhørte Domcapitlet. Heraf forklares da let, at Grundene efter Bebyggelsen have svaret og endnu svare Afgift til Stavangers Præsteskab.
For første Gang fik Stavanger et formeligt Handelsprivilegium af Erik af Pommern, dateret Kjøbenhavn 16 August 1425, altsaa kort efter Kongens Tilbagekomst fra den store Udenlandsreise. Høist sandsynligt forekommer det mig at være, at den, der har udvirket Privilegiet, maa have været Hr. Endride Erlendssøn, der jo da var forlenet med Ryfylke, og som vi have seet, en i særlig Grad indflydelsesrig, vistnok ogsaa virksom Mand. Nogen særlig Oplysning om Byens Forholde vil man desværre ikke finde i dette Document, der kun i almindelige Udtryk forbyder Kjøbmandskab i Stiftet udenfor Stavanger By og andre Steder, „som af Alder er lovlig beskikkede dertil“[218]. Af stor Betydning for Byens Udvikling har Privilegiet neppe været, da Hanseaterne, som vilde samle det hele nordlige og vestlige Norges Handel i Bergen, af al Magt stræbte at holde andre Handelspladse i disse Dele af Riget nede, deriblandt endog Throndhjem.
I Stavanger, til hvis Historie som By der ganske vist kun er bevaret saare sparsomme Vidnesbyrd, kjende vi først fra Slutningen af det femtende Aarhundrede nogle faa Raadmænd. Om Borgermester er der ei Tale før Reformationen, ja endog Raadstuen omtales først i den sidste Tid før denne omvæltning[219]. I 1436 nævnes som Foged i Byen en Laurents Deken og som præfectus civitatis, der formodentlig betyder det samme, i 1438 Laurentius Magni; disse to ere sikkert ogsaa en og samme Person[220]. Mellem de norske Byer, som efter det bekjendte (men aldrig i Kraft traadte) Udkast til en ny Unionsact, skulde deltage i Kongevalg, nævnes ikke Stavanger. I 1438 synes et Par Tydskere at have været Borgere i Byen, Nicolaus Pommerensis og Johannes Kannaman[221], og dette kunde maaskee tyde paa lidt Handelsrørelse. I 1463 nævnes ti „Bymænd“[222].
Det er ikke rimeligt, at Byen, den geistlige Stat og dens Tjenere iberegnet, før Reformationen har hævet sig til Indbyggerantal af 1000 Mennesker. Men her som paa mange andre Steder dannede der sig dog allerede i det sextende Aarhundrede phantastiske Forestillinger og Sagn om en fordums Glans og Herlighed, der aldrig havde existeret. Ligesom det paa Hamar fortaltes og troedes, at denne Biskopsflekke engang skulde have talt 1800 vaabendygtige Borgere, saaledes gik det ogsaa i Stavanger: endog en Mand som Peder Claussøn kan skrive, „at denne By haver i fordums Dage været meget større og ypperligere, og kan man endnu see Grundvolden en halv Fjerding fra Byen, hvor Huuse og Gader have været, og siges at skulle have boet 700 Borgere derudi, somme mene 1800“[223]. Sandheden er, at Stavanger først i det nittende Aarhundrede er bleven en By af større Betydning som Kjøbstad.
Om Stavanger Bispestol og Domkirke har besiddet Eiendomme udenfor Stiftet, er mig ubekjendt. Derimod var ikke saa lidet Jordegods i Stavanger Stift selv henlagt til Erkestolen i Nidaros[224]. I det mindste i Kvinesdal besad „St. Olaf“ ogsaa Kirkekjør, der endnu omtales (som seculariserede!) 1545[225]. Munkeliv Kloster og vistnok flere andre bergenske Stiftelser har ogsaa havt Besiddelser i Stavanger Stift.
Bispestolen og Domkirken sammenfattedes i det fælles Begreb: staðrinn[226], og deres Indtægter og Formue kunde ikke let adskilles, om end Biskoppen naturligviis havde privat Gods og Løsøre.
Indtægterne bestode i Jordegods, spredt over det hele Stift, Fjerdeparten af Tienden, Cathedraticum af Præsterne samt den dem paahvilende Tiende, geistligt Sagefald og forskjellige andre tilfældige Indtægter. En stor Deel af sine Indkomster maatte imidlertid Biskoppen, som siden nærmere skal paavises, dele med sit Domcapitel.
Jordegodset, hvis oprindelige Stamme vel skyldes en kongelig Dotation, voxede stadig ved nye Gaver, ved Biskoppernes egne Kjøb og Erhvervelser og derved, at Personer, der ikke formaaede at betale, hvad de skyldtes maatte pantsætte eller afstaa fast Eiendom. Nogen Jordebog for Stiftet haves, som i Indledningen bemærket, ikke. Man bør dog ikke anslaa Indtægterne af Jordegodset altfor høit, thi det havde kun ringe Leieværdi.
At opregne de Gaver af fast Eiendom, hvorom Efterretninger levnet, vilde føre for vidt. Som Exempler kunne nogle saadanne anføres[227]. Den mægtige Gaute af Tolga d. æ. skjænkede mere til Bergens Kirker, men erindrer dog ogsaa Stavangers. Samtidig omtrent har man Arnbjørn af Heimnes’s Testamente, der indeholder flere interessante Oplysninger. I 1324 stadfæstede Fru Ragnhild Jonsdatter sin Mand Hr. Helge Sæbjørnssøns Gave af en Gaardpart. Endnu i Auduns Tid forekom Gaver. En saadan indeholder en characteristisk Ytring og bør derfor omtales. Det blev i 1477, altsaa mange Aar efter Auduns Død, oplyst, at en Sigrid Gunnarsdatter havde været hos denne Biskop og skjænket ham Gaarden Bø paa Øen Fogn, men da hun kom hjem, sagde hendes Venner, at hun havde bortgivet, hvad hun ikke eiede, da det var Umyndiges Gods. Sigrid havde da svaret, at hun saa vilde give Halland i Erfjord, hvorimod Søsteren Gunhild havde protesteret. Nu vilde Sigrid give Hana i Gand, men Gunhild sagde: „Ikke vil jeg tillade, at Du giver bort hverken Hanen eller Hønen.“ Omsider var dog Søstrene blevne enige om at give Bokenes i Gand i Stedet, mod at Bø skulde udgaa af Biskoppens Register[228]. Af de Gaver, som kjendes, ere dog flere til Kannikerne end til Bispestolen, og i den sidste Tid synes den Art Gaver næsten eller ganske at være ophørte.
En biskoppelig Hovedindtægt var en Fjerdepart af det hele Stifts Tiende. Men i flere Tilfælde have dog Biskopperne givet Afkald paa sin Tiende i visse Sogne til Fordel for Andre, saaledes til Kannikerne Tienden af Finnø, hvorom der under Biskop Arne blev Strid. Biskop Alf gav i sit Testamente Tienden af Torvestad og Skaare til Tiggerklostrene i Bergen, hvad dog maaskee kun vil sige den Tiende, som maatte være forfalden ved hans Død, da han neppe har kunnet binde sine Eftermænd. Tiende skulde i Følge Erkebiskop Jons Christenret svares omtrent af alle mulige Ting, men den blev jo siden ikke i alle Dele respecteret. Peder Claussøn[229] beretter, at „mange Jordeparter ere komne under Biskopsstolen og Kirkerne for ubetalt Tiende, som med gamle Register bevises kan“. Han tilføier, at Almuen i den catholske Tid var langt villigere til at betale Tiende og overhoved til Ydelser til Kirken end efter Reformationen.
Præsterne, der i sine Sogne modtoge en Part af Tienden, der svarede til den Biskoppen over hele Stiftet tilkommende Andel, maatte selv af sine Præstegaarde svare Tiendeafgift „af al sin Sæd“; i et af Erkebiskop Eilifs Statuter, der dog maaskee kun har angaaet Erkestiftet, tilføies hertil: „baade inden Gaard og uden“ samt „af al sin rette Indkomst, som de tage af sine Mænd“[230]. For Stavanger Stift have vi et mærkeligt Document herom fra Auduns Tid 1429. Paa et almindeligt Præstemøde i Stavanger i hint Aar henlagde han nemlig til nogle Altre i Domkirken „Præstetienden (det vil aabenbart ikke sige den Tiende, som Præsterne fik af Almuen, men den, de selv ydede) af hele 21 Præstekald, under hvilke der allerede dengang maa have været flere Annexer, da f. Eks. „Undal“ nævnes som et Præstegjeld under Et[231]. Derhos havde de adskillige andre Udgifter, deriblandt Cathedraticum til Biskoppen og hyppig Pavetiende, i Baselerconciliets Tid ogsaa Afgift til dette o.s.v.
At Cathedraticum ydedes i Stiftet, sees tydeligt, men nærmere Oplysninger fattes. Dog synes det, som at enhver Kirke havde at erlægge Noget til Domkirken.
En vistnok væsentlig Indtægt for Biskoppen var hans Sagefald, da Bøderne vare forholdsviis høie. Oplysningerne herom ere dog ikke mange fra dette Stift. Sagefaldet inddreves ved Provster eller Aarmænd, der, som et Exempel viser, synes at have nydt Trediedelen for sin Umage[232]. Ligesom for ubetalt Tiende saaledes kunde Biskoppen ogsaa for ubetalt Sagefald tilregne sig Jordegods. Til Biskop Sigurd maatte saaledes 1461 en Mand fra Sirdalen pantsætte sin Gaard for Modstand mod sin Sognepræst og for Hor[233]. Et andet Exempel paa indbringende Kirketugt fra Eilifs Tid kan her anføres. En utlæg Mand (uvist hvor) var bleven begravet paa Kirkegaarden; Provsten havde befalet, at Liget skulde opgraves og udkastes, men var i tre Aar ikke bleven adlydt. Biskoppen tilgav da denne Ulydighed og tillod, at Liget maatte blive liggende i christen Jord, og at den Afdødes Sjel maatte delagtiggjøres i den hellige Kirkes Bøn, men som det viser sig af en Paategning paa Brevet, er der givet Jordegods i denne Anledning[234]. I 1424 sees en Mand at have bødet 6 Mark contant for Hor med en Ægtekone[235]. Et andet lignende Tilfælde omtales i Homedal 1451[236]. I Aslak Bolts Jordebog vil man for Erkestiftet finde adskillige lignende Oplysninger.
Biskoppernes Visitatser kunne i Middelalderen betragtes fra to Sider, nemlig deels som virkelige geistlige Forretninger, deels som en ikke uvigtig Indtægtskilde. for Biskoppen, der paa disse Reiser var berettiget til Kosthold hos vedkommende Præster for sig og et i Regelen stort Følge, for hvis Underholdning i Bispegaarden han altsaa befriedes. Kilderne ere meget sparsomme i denne Henseende for vort Stift, og man savner saadanne Oplysninger, som haves for Nidaros og Oslo Stifter, om hvor mange Nætter Biskoppen havde Ret til at tilbringe i Præstegaardene; de underordnede Præster ved de ringere udstyrede Kirker vare fritagne, idet kun de større Kirker vare. „Veitslekirker“ (som de kaldtes i Erkestiftet). Heller ikke har man, selv i Bergens Stift, Kundskab om, hvor store Kvantiteter af Drikkevarer o. s. v. Præsteskabet var forpligtet til at have i Beredskab[237]. Af Haakon den gamles Saga erfares, at Præsteskabet (i hvilke Stifter siges ikke) 1247 klagede for Cardinalen Vilhelm over, at Bisperne tidt undlode at visitere, men dog krævede Betaling for Visitats. En Hovedforretning ved Visitatsen var vistnok Undersøgelse af Kirkeværgens Regnskaber. Til de geistlige Forretninger, der alene kunde udføres af en viet Biskop, hørte, som bekjendt, Børns Confirmation eller Ferming, en Ceremoni, som dog vistnok er udført temmelig uregelmæssigt, navnlig i fjernere Egne af Stiftet. Efterat hyppigere Rigsraadsmøder, tildels endog udenfor Norge, vare komne i Brug, maatte dette sikkert ofte hindre Biskopperne i at visitere. Sagnet har bevaret enkelte Erindringer om disse Visitatsreiser. Peder Claussøn taler om en „Biskopsbod“ paa Fjeldvidden mellem Eidsfjord og Hallingdal[238], og paa Katteraas-Heien mellem Omlid og Gjerestad erindres et Sted, „Biskopsstolen“, hvor Bisperne pleiede at hvile og at anbringe et Mærke i Stenen, naar de kom derhen[239].
Saavel Biskoppen som Kannikerne skaffede sig en Fordel ved i sine Gaarde at optage til Forsørgelse Personer, der kunde yde et godt Vederlag derfor. Dette kaldtes at blive Provents-Mand eller Kvinde. Exempler herpaa ere følgende fra dette Stift. I 1313 afstod en Gunvor Olafsdatter til Biskop Ketil Gaarden Dalve i Nærstrand (Skyld 8 Løber bedste Sort Smør og 5 Pund Korn) til evig Eiendom for Bispestolen mod at erholde for Livstid Værelse i Bispegaarden med Kjelderrum (undirbud) og saadan Kost, som de have den, der sidde umþvert med Biskoppen, en Bolle Mungaat daglig til Maaldrikke, dog med Undtagelse af nogle Fastedage og de Dage, Biskoppen holder Veitsle. Hendes Følgekone skal ogsaa være i Bispegaarden i de store Høitider, St. Svithuns Aften o. s. v. og sidde paa Tjenestemændenes Pall[240]. 1325 afstod Gyrid Oddsdatter til Biskop Erik II sine Eiendomme Kingelstad paa Finnø og Høivik i Jelse (Skyld henholdsviis en halv Læst Korn og halvfjerde Løb bedste Sort Smør) mod Stue og Kjelderrum, Kost o. s. v. omtrent som foregaaende; dog nævnes ikke nogen Følgekone[241]. I 1342 enedes Kannikerne med Orm Bonde om, at han imod at afstaa Jordegods til 60 Marks Værdi, hvoraf han strax udlagde det halve i Gaarden Grjotheim i Randeberg, samt dertil betale noget mere i Penge skulde faa hos denne saa godt Kosthold, som pleier at gives for Kjertesvendenes Pall i Bispegaarden, og dertil Soverum i Korsbrødregaarden eller i Bratten, hvilken Gaard altsaa ogsaa maa have tilhørt Kannikerne[242]. I 1346 sluttede disse en lignende Contract med en Ivar paa Aas, der skulde for sin Forsørgelse afstaa Steinbru i Gand (Høiland) og Bjalland i Gestal. Ivar sees ogsaa at være bleven indkvarteret i Bratten, men et Par Aar efter kom en Præst fra Hitterø og godtgjorde, at Steinbru var en Andens Eiendom, og Overeenskomsten blev da forstyrret, idet Ivar ikke paa de nye Betingelser, som Kannikerne fordrede, vilde modtage deres Tilbud om Kost med Mel og Smør, som andre hans Ligemænd havde faaet af Brødregaarden eller Bispegaarden, Sulmad fra Stegerhuset og Maaldrikke af Brødrekjelderen o. s. v.[243].
Bispestolens fornemste Byrder vare Vedligeholdelsen af Domkirken og Bispegaarden og Underholdningen af det store Tjenerskab, hvorhos naturligviis Biskoppens høie, fyrstelige Stilling har krævet Æresudgifter. De hyppige Reiser til Bispemøder og senere til Rigsraadsmøder have været bekostelige. Af særegne Udgifter kan først nævnes det saakaldte subsidium pallii, en Ydelse til hver ny Erkebiskop for at lette ham Bekostningerne ved hans Romerreise og Afgifter til Paven. Oprindelig var nemlig Erkebispen den Eneste, som behøvede at bekræftes og indvies ved Curien. En Overeenskomst herom blev 1236 truffen mellem Erkebiskop Sigurd og Biskop Askel af Stavanger, der gik ud paa, at der skulde ydes Halvdelen af Fjerdeparten af (et Aars) Tiende i Palliehjelp. Dette Forlig, der bekræftedes af Kapitlet[244], maa vel forstaaes saa, at det var Halvdelen af Bispens Fjerdedeel af Tienden, der skulde ydes; men man maa, efter hvad der vides fra Bergens Stift i næste Aarhundrede, slutte, at man har forstaaet at overføre Byrden fra Biskoppens til Kirkernes Tiende[245]. Endnu Henrik Kalteisen forlangte Palliehjelp i Stavanger 1451 og da af Kirkernes Tiende ved Geistlighedens Bistand[246], men hans kort efter paafulgte Resignation har vel bevirket, at der ikke er blevet Noget deraf. Afgiften til Curien (250 fl.) af hver tiltrædende Biskop foruden Sportler til Kammerets og Cardinalcollegiets underordnede Personale er allerede omtalt. Under Christiern II paalagdes, som vi have seet, Bispestolen en høi Skat.
Ihvorvel de norske Suffraganbiskoppers Hofstat naturligviis maatte være ringe i Sammenligning med deres Collegers i de større Lande, havde dog ogsaa de smaa norske Kirkefyrster et talrigt Tjenerskab af forskjellig Art.
Først bør nævnes Officialen, der sikkert altid var Kannik. Hans meest fremtrædende Forretning var at fungere som Dommer paa Biskoppens Vegne. Han indtog altsaa en Stilling til denne omtrent som Lagmanden til Kongen; men ved Siden heraf finder man Officialen oftere ogsaa paa anden Maade som Biskoppens Medhjelper eller stedfortræder i verdslige Gjøremaal. I de Documenter, som Officialerne udstedte, navngave de sig i Regelen ikke, men skrev sig gjerne kun: „Vi Officialis o. s. v.“, hvorfor vi kun kjende faa Officialer ved Navn, saasom i dette Stift Erik 1308, Sigurd Reidarssøn 1392, Olaf Botvidssøn 1512, Peder Hanssøn 1517.
Den oftere forekommende Sacrista var Skatmester, og hans Kasse forvaredes i Domkirkens Sacristi[247]. Imidlertid er det ikke vist, at denne Embedsmand egentlig har staaet umiddelbart under Biskoppen eller egentlig været hans Tjener; snarere har det maaskee været Domcapitlet, hvis Midler han forvaltede, og Sacrista var sikkert selv i Regelen en Kannik. Af Sacrister i Stavanger kjendes Sira Rut[248] 1347, Gunnar Haakonssøn 1438, Johannes Thomæ 1450 og 1454.
Biskoppen havde stadig en Capellan, der vel har forrettet Messe for ham i hans private, fremdeles existerende Capel, men som udentvivl ogsaa har fungeret som hans Sekretær eller som det idetmindste ved andre Bispesæder i den senere Tid kaldtes „Cantsler“[249]. Biskop Audun holdt en Notarius, der vel har havt den pavelige eller keiserlige Autorisation, som i Middelalderen krævedes for Notarier. Det var en Clericus fra Linköping Stift, Sven Jonssøn. Rimeligviis har Stavangers Biskop ogsaa havt sin Poenitentiarius, skjønt jeg ikke her har fundet nogen saadan udtrykkelig nævnt. En saadan Embedsmand skulde dog ifølge Bestemmelserne ved Provincialconciliet 1306 findes ved enhver Domkirke.
Udenfor Stiftsstaden havde Biskopperne sine Provster, hvis Functioner dog vare saadanne, at de ogsaa kunde overdrages Lægmænd. Det paalaa nemlig Provsten fornemmelig at føre Opsyn med, at Forseelser, der hørte under geistlig Ret, paataltes, og at Bøderne rigtig betaltes. I Regelen vare vel Provsterne Geistlige, skjønt den verdslige Magt i Erik Magnussøns Dage havde protesteret derimod. Den Inddeling af et Stift i faste Provstier, der kjendes fra den røde Bog i Oslo, har neppe fundet Sted i Stavanger Stift. Vi finde 1363 en Provst i Slidre[250], hvis Kirke har været en Hovedkirke for Valders, hvilket ogsaa dens Bygning og tidligere Udstyr med „Kannikestole“ synes at antyde. I 1378 er Kanniken Haakon Valthjofssøn Præst i Tveid og Provst over Østre-Agder[251], i 1429 en Præst og Provst i Helleland i Dalene[252] og samme Aar en Præst og Provst i Mandalen. Sognepræsterne paa Vansyn (Lister) synes ofte at have været Provster i Listeregnen, saaledes Andor Hallsteinssøn (tillige Kannik) 1444.
I Landsbygderne havde Biskopperne verdslige Tjenestemænd, der kaldtes med det gamle Navn Aarmænd, hvilke indkrævede Tiende o. s. v.[253]. I Diplomerne nævnes de dog kun sjelden. I 1297 nævnes en Paal Aarmand og i 1393 en Aasolf Aarmand[254]. Fra 1417 har man en interessant Oplysning i dette Emne: Biskop Haakon II overdrager Arnvid Arnvidssøn i Eidsfjord (tillige Kirkeværge sammesteds) at indkræve sin Tiende i dette Sogn og sin anden Rettighed (undtagen Cathedraticum og Helligdagspandet, for hvilke Biskoppen selv kunde have Brug paa sine Reiser) for 7 Løber om Aaret, og derhos giver han ham „Aarmandsforretningerne og Provstedømmet“ over Eidsfjordingerne, idet han skal indtale Bøder, der tilkomme Biskoppen mod selv at oppebære Tredieparten af Sagefaldet i de Sager, som han stævner „for Os eller vor Officialis“[255]. Sædesvende i Lighed med Erkebispens findes ikke omtalte i dette Stift.
I Bispegaarden var der naturligviis et talrigt Tjenerskab. Ved Forliget i Tønsberg 1277, der siden ophævedes af Kongemagten (hvad rigtignok Kirken aldrig ret vilde erkjende), men som tilsidst atter gjenoplivedes 14587 havde Stavangers Biskop Ret til at holde 40 væbnede Mænd, der vare ledingsfrie dels for to, dels for tre Nev. Om han har holdt saa stor en Styrke, er uvist, men til enhver Tid har han dog havt bevæbnede Mænd ved sin Gaard, hvad man af og til ovenfor vil have seet. I den sidste Tid kaldes de Hofmænd. Selvfølgelig har han havt en Kjøgemester og en Raadsmand. En Kjeldermester nævnes 1345, ligesom der omtales ogsaa Kjertesvendei Bispegaarden (1317)[256]. Kvindeligt Tyende har der naturligviis ogsaa været, og det nævnes i Biskop Alfs Testamente En Portner omtales 1297, samtidig ogsaa en „Fant“, det vil sige en Mand, der har havt at reise om i Biskoppens Ærinder[257].
Saaledes har Stavanger Bispegaard havt ikke faa Beboere af forskjellig Art, der naturligviis hver efter sin Stand nød forskjellig Kost. Proventfolkene er allerede ovenfor omtalte.
Kirkernes økonomiske Tarv varetoges ikke af Præsterne, med hvis Interesser Kirkerne tidt kunde komme i Strid, men af særegne Ombudsmænd (Kirkeværger), der aflagde Biskoppen Regnskab og ansattes af ham. Man maa tro, at Ombudsmændene havde Godtgjørelse for sin Umag, thi Erkebiskop Aslak Bolt lod sig betale af dem, naar han gav dem Beskikkelsesbrev[258]. Man har endnu bevaret adskillige Kvitteringer fra Biskopperne for aflagt Regnskab, i Regelen for flere Aar ad Gangen[259].
Dette maa formodes at være stiftet ved eller kort efter den norske Kirkes gjennemgribende Organisation af 1152. I det bekjendte Stridsskrift fra Kong Sverres Tid, der kaldes en Tale mod Biskopperne, hedder det ogsaa udtrykkeligt, at „da Pallium kom til Norge, bleve Proventer (ɔ: Præbender) oprettede ved Bispestolene og Chorsbrødre indsatte“. Naar det af Erkebiskop Erik indberettes til Paven, at hans Eftermand er valgt af clerus et populus[260], maa her ved clerus forstaaes Capitlet, hvis Valg endnu efter gammel Sædvane er vedtaget af Menigheden (populus). Ganske paa samme Maade hedder det nemlig, at den bergenske Biskop Haavard (1217) var bleven valgt af clerus et populus[261]; men i senere Tider er denne Menighedens Tilslutning vistnok ikke ænset.
I 1236 finde vi, at Capitlet har bekræftet en Overeenskomst mellem Biskop Askel og hans Metropolitan[262]. I denne sin ældre Periode har det havt en Archidiaconus, og i denne Egenskab nævnes en Andres ca. 1275. Derefter forsvinder Archidiaconatet ligetil Begyndelsen af sextende Aarhundrede. Andre Dignitærer i Capitlet kjendes ikke. Hvor stort Kannikernes Antal har været, kan ikke siges. Det har vistnok været voxende, men høiere end til ti har det neppe nogensinde naaet. Allerede i Gaute af Tolga’s Testamente (født 1288) omtales „Chorsbrødre og Vicarier“[263].
Biskop Thorgils sees at have staaet i godt Forhold til sit Capitel. Han skjænkede 1266 sin Part af Finnøs Tiende til Chorsbrødrenes Fællescasse eller „Commune“. Det hedder i Gavebrevet udtrykkeligt, at Gaver alene skulde tilkomme de residerende Kanniker, hvoraf maa sluttes, at allerede dengang nogle af Brødrene have havt Sognekald paa Landet og opholdt sig ved dem[264]. Endnu en Gave har Thorgils givet Capitlet 1273, nemlig Sole Kirke paa Jæderen, det vil naturligviis sige dens Indtægter[265]. Dette Brev er af stor Interesse, da her første Gang udtrykkelig nævnes det fælles Bordhold, som nu ogsaa her var bragt i Stand i Lighed med, hvad der siden Erkebiskop Sørles Dage havde fundet Sted i Nidaros. I dette Gavebrev omtales ogsaa de Kannikerne hver for sig tilhørende Præbender, men som ringe.
Den følgende Biskop Arne slog i Begyndelsen ind paa sin Formands Vei og skjænkede Kannikerne Gaarden Fakstad i Sand for sin Aartid[266]. Det var en vigtig Gave, da til Gaarden hørte et stort Laxefiskeri i Suldalselven, men herom blev der siden ført lange Retstrætter, som dog endte til Kannikernes Fordeel.
Men Venskabet mellem Arne og Brødrene gik snart over til den forargeligste Strid. Kampen mellem Stat og Kirke var ved Hierarchiets Ydmygelse efter Magnus Haakonssøns Død nogenlunde bragt til Ende, men nu begyndte i et Par Stifter Stridigheder mellem Bispedømmet og Capitlet af stor voldsomhed. Kannikerne have aabenbart stræbt efter selvstændigere Stilling og større Indflydelse, og dette var Noget, der forekom i de fleste Lande. Omtrent samtidig vil man i Danmark finde et mærkeligt Exempel i denne Retning. I Ribe blev det nemlig 1298 bestemt, at enhver, der optoges i Kannikernes Collegium, paa Forhaand skulde sværge, at dersom han selv nogensinde maatte blive Biskop, da skulde han indrømme sine Kanniker en lang Række betydelige Forrettigheder med Hensyn til Stiftets Styrelse og dets Eiendomme o. s. v. og overhovedet ikke tilsidesætte disses Raad[267]. Aldeles paa samme Maade have de fornemste af alle Kanniker, nemlig Pavens egne Cardinaler, undertiden baaret sig ad. Ved Clemens VI’s Død 1352 forfattede og besvore saaledes Cardinalerne en Haandfæstning, der i alle vigtigere Sager skulde binde den eventuelle Pave. Derpaa skred de til Valg, men den nye Pave Innocents VI, der selv havde været med at besværge Documentet, erklærede det rigtignok nu for fuldkommen ugyldigt.
Den Stavangerske Strid, der førtes omtrent fra 1294 til 1303 samtidig med en lignende i Nidaros, begyndte dermed, at Arne vilde inddrage Thorgils’s Gave af Finnøs Bispetiende, men den antog efterhaanden større og større Dimensioner. Kampen er udførlig fremstillet af en ældre Historiker[268], og jeg vil ikke gjentage dens Enkeltheder. Der appelleredes til Rom, pavelige Dommere beskikkedes, Biskoppens Paastande underkjendtes, Kongen blandede sig i Sagen o. s. v., men Fred og Ro opnaaedes dog først efter Arnes Død 1303, da hans ivrige Modstander Kanniken Ketil, som vi have hørt, blev hans Eftermand. Bortseet fra selve Processens Kranglerier og Kunstgreb, har Striden dog stor Interesse, da vi af den lære meget at kjende, som ellers ikke vilde have naaet til os.
I Striden havde Biskoppen ingenlunde savnet Venner og Tilhængere, og det lykkedes aldrig Capitlet at spille Mester i Stiftsstaden paa den Maade, som Kannikerne i Nidaros stundom formaaede det i sin Strid med Erkebiskop Jørund. Af Arnes Venner kan nævnes Salomon, den senere Kannik i Nidaros og Biskop i Oslo. Han var oprindelig Klerk i Stavanger og siden af Arne indviet til Præst i Slidre. Ogsaa flere af Domkirkens Vicarier, Landspræster[269], et Par Skolemestere og en stor Mængde Lægmænd stode paa Arnes Side. Mellem dennes Modstandere fremtræder foruden Ketil Kanniken Ingemund „i Skagen“, samt Præsterne Baard af Avaldsnes og Erik af Gand, der tilligemed en Præst fra Kinservik i Bergens Stift bleve brugte til at forkynde Biskoppens Bansættelse m. m. Erik af Gand var af den forbitrede Biskop med Magt bleven afsat, og mange Voldsomheder havde fundet Sted i og udenfor Byen. Særlig var Mariakirken bleven berøvet sine Bøger o. s. v. Lagmanden og tre kongelige Hirdmænd bleve bansatte, fordi de havde ydet Bistand til Dommenes Execution. Korn m. m. blev med Vold frataget Chorsbrødrene og ført til Bispegaarden.
Hvad der især bør lægges Mærke til, er, at Kannikerne have forlangt, at deres Samtykke skulde indhentes ved Domkirkens, Byens og Landdistrikternes geistlige Embeders og Beneficiers Besættelse og ved Indehavernes Afsættelse fra disse, en Ret, der ogsaa blev dem tilkjendt ved Dom. Endvidere bekræftedes de i Besiddelsen af Finnøs Bispetiende og af nogle Agre ved Olafskirken og af Blokken ved Høialteret i Domkirken[270] og Halvdelen af forskjellige Eiendommes Afkastning, der vare skjænkede til Domkirken for Aartider, saaledes at Biskoppen beholdt den anden Halvdel[271]. Ved nye testamentariske Gaver skulde Gavebrevenes ordlyd strengt følges. Det Vox, som tildeltes Kannikerne til Brug ved Aartider (af Domkirken og Biskoppen?) skal ydes efter gammel Sædvane, og Kannikernes og deres Vicariers Salarier ikke formindske. Offeret ved Begravelse uddeles til Kannikerne eller, for de Fraværendes Vedkommende, til Vicarierne, ved hvilket Alter det end maatte falde o. s. v[272].
Efter Arnes Tid høre vi ikke mere til saadanne Stridigheder mellem Biskopper og Kanniker, hvorimod et Par Gange alvorlige Sammenstød fandt Sted mellem Biskoppen og Utsteins Abbeder. I 1319 udskiftedes nogle Gaarde, som Biskop og Kanniker hidtil havde besiddet i Fællesskab[273], og i 1445 traf Biskop Audun kort før sin Død en Overeenskomst med Brødrene, hvorved de gjensidig frafaldt forskjellige indbyrdes Forpligtelser. Dette bestod deri, at Biskoppen opgav, hvad der tilkom ham ved visitatsen af Kannikernes Communes Kirker[274], dog saa, at hans Cathedraticum forbeholdtes, hvilket Communens Raadsmand ordentlig skulde erlægge. Derhos frafaldt Biskoppen sin Ret til med sine Folk at gjæste Kannikerne paa Domkirkens Kirkemessedag, da de pleiede at gaa til Brødrenes Bord, en Byrde, som disse havde fundet uoverkommelig. Til Gjengjæld frafaldt Kannikerne sin sædvansmæssige Ret til at gaa til Biskoppens Bord i Julen, Paasken og nogle andre Helligdage. I Brevet anføres udtrykkelig, at Biskoppen havde gaaet ind paa denne ordning efter Kannikernes Bøn, og at disse havde anført, at deres Vilkaar vare blevne meget forringede, og at deres Jorder tildeels laa øde. Biskoppen paa sin Side indrømmede, at han havde paalagt dem „en svær Gudstjeneste i sin Kirke for Gud, ham selv og hans Efterkommere“[275]. Hvad dette sidste vil sige, er uvist. Jeg vil antyde som en rimelig Formodning, at den uafladelig ved Dag og Nat foregaaende „Psaltersang“, som Erik af Pommern havde faaet indført i flere danske Domkirker og idetmindste i een norsk, Throndhjems, ogsaa kan have fundet Veien til Stavanger; den føltes af Geistligheden som en Trældom[276].
I Tiden efter den store Strid kjendes mange Gaver til Kannikerne, og maaskee flere end til Domkirken selv. Vi nævne som Exempler den velhavende Kannik Ingemunds Gave (nogle Gaarde i Ryfylke) 1305, Fru Magnhild Ketilsdatters 1323, Drotseten Øgmund Finnssøns Gaver først 1384 og derefter lige før sin Død (1388); sidste Gang gav han alt sit Gods søndenfor Stavanger indtil Aaen Sire; velbaaren Mand Peter Niculassøns Gave 1405 o. s. v. I de sidste Menneskealdre før Reformationen synes Gavmildheden at være meget formindsket.
Domcapitlets Gods, der blandt andet lige til vore Dage har været Grundlag navnlig for Christianssands Bispestols og Cathedralsko1es Indtægter, laa vistnok for den største Deel i det nuværende Stavanger Amt, og Kannikerne have aabenbart ogsaa søgt ved Mageskifter at samle det saa nær Stavanger som muligt, hvorpaa enkelte Exempler ere bevarede.
En stor Deel Kanniker have fordetmeste holdt sig i sine Præsteembeder paa Landet, og ved flere Leiligheder mærkes det tydeligt, at der ofte kun vare faa tilstede ved Domkirken. Om der til hvert Præbende var knyttet et bestemt Præsteembede, saaledes som i Throndhjem, eller om Forbindelsen var mere tilfældig, veed jeg ikke. Som Præsteembeder, der sees at have været tillagte Kanniker, kunne i de Par sidste Aarhundreder før Reformationen nævnes Tolga, Tveid, Egersund, Vanse, Rennesø, Suldal, Høiland, Øiestad og Finnø.
Allerede temmelig tidlig indsneg der sig den Uskik, at Personer udenfor vedkommende Stifter opnaaede Canonicater ved Domkirkerne uden at gjøre Tjeneste. Og ikke sjelden var det Paverne, som ved sine Provisioner, skabte saadanne Sinecurister, der kun nød Præbendernes Afkastning og i det Høieste holdt Vicarier ved Domkirken. Navnlig var det hyppig Tilfældet, at en og samme Mand havde Præbender ved flere Domkirker. Ikke sjeldent vare de saaledes begunstigede Personer Udlændinge. Stavangers Kapitel har dog maaskee i mindre Grad end flere andre her i Landet lidt under disse Misbrug. Nogle Exempler paa Uregelmæssigheder af denne Art i dette Stift kunne nævnes: Arne Aslakssøn, der 1350 valgtes til Biskop, havde, som vi have seet, Præbende i Stavanger samtidig med, at han var Provst i Oslo og Cantsler. Noget lignende havde været Tilfældet med Biskop Botolf, der før sin Ophøielse var residerende Kannik i Bergen og Sinecurist i Stavanger. I 1429 var en Kannik i Oslo og Provst i Gjerpen tillige Kannik i Stavanger. I 1353 finde vi en svensk Geistlig i Linköping, der af Paven faar en Sognekirke i Vesteraas Stift og tillige har Løfte paa et Canonicat i Stavanger[277]; det er neppe tvivlsomt, at det er Lykkesøgeren, Biskop Sigfrid, der har skaffet ham Udsigt til det sidste. I 1403 har atter en Svenske. Ulf, Præst i Skara Stift, forstaaet at skaffe sig Canonicater saavel i Stavanger som i Bergen[278].
Af Fremmede, der virkelig have levet i Stiftet som Kanniker, forekomme Nogle. Adam, der 1268 var Gesandt i England, og Hugo Vilhjalmssøn, Kannik i Aarene fra 1314, have vel været Udlændinge. Fra Sverige ere vistnok efter Navnene at dømme komne Erengisl Pederssøn, der var Kannik og Sognepræst til Vanse 1485[279], og Olaf Botvidssøn[280], der ogsaa kaldes med Tilnavn Gote og i 1512 var Official.
Ved ethvert af vore Bispesæder er vistnok allerede temmelig snart efter 1152 oprettet en Latinskole for vordende Præster, men om Stavangers Skole kan der ikke gives fyldigere Oplysninger. At den havde sit Locale lige i Nærheden af Bispegaarden, have vi allerede seet.
Som Skolemester (scholasticus) omtales 1298 Arnulf, rimeligviis den samme, der 1305 kaldes Sira Onnulf[281]. Kort efter (1299) nævnes med samme Titel en Steinarus eller Steine, der en enkelt Gang kaldes Magister; han sees at have været en ivrig Tilhænger af Biskop Arne under dennes Strid med Kannikerne. I Laurentius’s Saga kaldes Skoledisciplene i Nidaros i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede „Skoleklerke“ (sammenlign Udtrykkene Peblinger og Skoledegne efter Reformationen), og det er ikke tvivlsomt, at de fleste af dem have været voxne Karle, stundom vel endog indviede til en af de laveste geistlige Grader og altsaa virkelige Klerke.
Der haves nogle Breve, der udentvivl angaa Disciple, der have mod Vederlag nydt Kost og havt Bolig i Bispegaarden. Saaledes betinger sig i 1315 en Salmund Styrmessøn „Klerk“ Ophold paa Bispens Bekostning i 24 Maaneder mod at afstaa to Maanedsmatsbol i Søndfjord; han forbeholdt sig derhos sex Alen Klæde. Da nu den samme Salmund Styrmessøn siden gjenfindes 1345 som Kannik og 1347 som Chorsbrødrenes Raadsmand, har han visselig paa denne Maade tilkjøbt sig Ophold under sin Skolegang[282]. Et lignende Tilfælde var det, at i 1447 en Lagrettesmand afstaar Biskop Gunnar og hans Arvinger (altsaa som privat Eiendom) Gaarden Kvelland i Sjernerø som „Forlagsøre“ for sin Søn, der i tre Aar har havt Ophold hos Bispen[283]. Endnu Biskop Hoskold anfører, at han „uden Forlegging“ har givet et ungt Menneske Ophold i tre Aar[284].
I 1320 omtale Kannikerne nogle Presteemner som „examinerede“ af dem, men om her skal tænktes paa en Examen i vor Tids Betydning eller alene paa en Undersøgelse, om de havde de formelle Betingelser for Ordination (ægte Fødsel o.s.v.), er uvist. Derimod have vi et Vidnesbyrd om, at en Mand, hvem Paven gav Slidre Kirke, er 1264 bleven i Rom examineret i boglig Kundskab og befunden in literatura competenter idoneus[285].
Af og til møder man i Stiftet Mænd med Magistertitel, altsaa et Vidnesbyrd om Studier ved fremmede Universiteter. For at fremme Besøg ved disse bestemte Conciliet i Bergen 1435, at den halve Bondelod, altsaa en Ottendedeel af Tienden, kunde anvendes til Stipendier for disse Studerende[286]. Men fra Stavanger Stift synes i de paafølgende sidste Menneskealdre før Reformationen, i ethvert Fald efter de Matrikler over Studerende, som hidtil kjendes, kun yderst faa at have søgt Universiteterne, færre end fra Hamars Stift.
I 1522 omtales en Hr. Nils Erikssøn som Skolemester i Stavanger, og man seer, at Skolen maa have besiddet eget Jordegods, da der er Spørgsmaal om dens Deel i Gaarden Kolnes[287].
Latinskolernes Tilstand var neppe synderlig god i den sidste Tid før Reformationen. Erkebiskop Olaf synes at have tænkt paa en Gjenoplivelse af Skolerne; thi nogle Notitser, der visselig maa hidrøre fra ham[288], pege i denne Retning.
Disse vare, som vi vide, Rogaland, Agder, Valdres, Hallingdal, Eidsfjord.
Agder hører til Norges i Middelalderen mindst fremtrædende Landskaber. Peder Claussøn, selv bosat her, kalder det „en maver Egn imod de andre at regne her i Riget“[289]. Ved Slutningen af ellevte og i Begyndelsen af tolvte Aarhundrede nævnes endnu Lendermænd fra Agder, af hvilke den sidste, der kjendes, endog blev Jarl paa Orknøerne, men siden møde vi her ikke en eneste Høvding eller Ridder, ja neppe en Hirdmand eller Adelsmand. Tolga-Ætten fra Ryfylke havde dog Eiendomme paa Østre-Agder og opholdt sig der undertiden, hvorfor et bekjendt Mindesmærke om denne Æt fandtes ved Fjære Kirke. Først i det femtende Aarhundrede opstaar et adeligt Godscomplex paa Lister med Hananger som Hovedgaard, dog saa, at Besidderne en Tid lang ikke boede der.
At Østre-Agder eller det senere Nedenes Fogderi kun udgjorde tre Skibreder, tyder paa en ringere Folkemængde her end i de vestlige Districter, de senere Fogderier Midsyssel (Mandal) og Lister.
Seer man imidlertid paa den Fortegnelse over Kirkerne, som nedenfor vil blive givet, maa man indrømme, at disses Tal paa hele Agder gjennemgaaende var betydeligt. Navnlig maa Fjeldbygderne, Robyggelaget og de vestligere Dale til og med Lyngdalen siges at have været paafaldende vel forsynede med Kirker. Disse Fjeldbygders Befolkning er fremtrædende forskjellig fra de nærmere mod Søen liggende Districters. Stærkest fremtræder dette i Otteraaens Dalføre, hvor det selv for en overfladisk Iagttager let viser sig, at der ved „Guldsmedmoen“ (mellem Bygland og Evje Præstegjeld) er en skarp ethnographisk Grændse mellem den egentlige Sætersdal og det nedre Dalføre. Det nuværende Valle Præstegjeld havde i Middelalderen 4 Kirker, mod 3 i Nutiden, og Bygland havde da som nu 4. I det lille Aaseral var der baade Kirke og Capel og i den nedre Mandal de samme Kirker som nu. I den egentlige Undal var der 5 Kirker mod 4 i Nutiden. Kun Kvinesdalen var ganske paafaldende kirkefattig, thi der var i den hele lange Dal kun Liknes Kirke; Fede ligger nemlig i et andet Dalføre. Disse mange Kirker, af hvilke i hine afsides Egne ingen kan skyldes Stormænds Opofrelser, tyder paa en større Befolkning i disse Egne, end man almindelig har troet, og de Sagn, der haves om en i Fortiden større Bebyggelse tilfjelds, ere visselig ikke helt at betragte som opdigtede[290].
Naar undtages den golde Strækning fra Sireaaen til Egersund, har Rogaland ganske vist været rigere og bedre befolket end Agder. Jordbunden er frugtbarere paa Jæderen og i Ryfylke, især maaskee paa dettes Øer. Her finde vi ogsaa i Modsætning til Agder i den længste Deel af Middelalderen et ikke ganske faatalligt Aristokrati. Den gamle Sole-Æt ligger forud for vort Tidsrum. Derimod møde vi senere, at Buknfjordens Øer have viist sig at være særlig indbydende for fornemmere slægter. Paa Finnø hørte allerede i Olaf den helliges Tid en Lendermand hjemme, og i en senere Tid finde vi her Herresædet Hestby, hvor Lendermanden Baard boede i Haakon Haakonssøns Tid og derefter den fornemme Familie, der uddøde med Drottseten Øgmund Finnssøn 1388. Paa Tolga („Gaute-Tolga“) have vi en Æt, der endog besvogredes med Kongehuset og med en Gren af det danske Kongehuus (Greven af Halland). Paa Eidsa have vi omkring 1300 en Ridderslægt, og paa Byre var der omtrent samtidig fornemme Beboere. Paa Fastlandet har man Randaberg lige ved Stavanger, hvor Lendermanden Jon, Erling Skakkes Svigersøn og falden med ham 1179, hørte hjemme. Min Formodning om, at Dronning Margretes Gods i Ryfylke var nedarvet fra ham, har jeg andensteds fremsat[291]. Endvidere har aabenbart Heimnes i Jelse været en Herregaard. Her boede i anden Halvdeel af trettende Aarhundrede Arnbjørn, rimeligviis en Ætling af den i Inges Saga forekommende Thorstein af Heimnes. Arnbjørn tør endog have været Lendermand, da han udbad sig en Aartid i Stavanger Domkirke som „Høvdingers“[292]. Paa Harde i Sandeid boede Ridderen Hr. Harald, som 1288 dræbte Baronen Hr. Gaute i Stavanger. Lendermanden Hr. Sæbjørn Helgessøn i Begyndelsen af det fjortende Aarhundrede hørte ogsaa hjemme i Ryfylke, uden at hans Hjemstavn bestemt kan paavises. Ogsaa flere andre Personer af fornem Familie, f. Eks. Fru Ragna paa Oprestad paa Jæderen[293], Ridderenken Fru Magnhild Ketilsdatter, hørte til i Fylket. Den sidste Stormand i Ryfylke har været Hr. Olaf Nilssøn til Tolga, som dræbtes i Bergen 1455. Hans Familie forlod Norge efter hans Død.
Valdres synes efter Kirkernes Antal at dømme at have været forholdsviis meget godt befolket, og den archæologiske Forskning skal ogsaa vise, at dette Landskab hører til de tidligst opdyrkede i det indre Norge. Meget tyder ogsaa paa, at der endnu langt ned i Middelalderen har levet ikke faa Mennesker i visse af Landskabets Fjeldegne, der nu alene benyttes til Sæterdrift[294]. Der gaves i Valdres i Middelalderen ogsaa fornemmere Familier, navnlig paa Gaardene Kviden (Erling, Hertug Skules Morfader, der maaskee var Lendermand) og Leirhol. Hallingdals Befolkning har neppe heller været ganske ringe.
Det interessante Spørgsmaal, hvor stor Folkemængden i Stavanger Stift har været i Middelalderen, staar det ikke i min Magt at besvare. Man har forsøgt at benytte de levnede Efterretninger om Beløbet af Romskatten eller Peterspengene som Grundlag for en Beregning af Folkemængden[295]. Efter min Overbevisning bygger man dog her paa Sand.
Som bekjendt hedder det i Loven, at Romskatten i Norge skulde svares med „en talt Penning aarlig af hver Mand og Kvinde, som eiede en Værdi af tre Mark Penge“. Men det vil indsees, at denne Vurdering af Formuesforholdene altid har beroet paa et temmelig vilkaarligt Skjøn, der selvfølgelig i de forskjellige Sogne har været saare forskjelligt alt efter Skjønsmændenes (formodentlig Præsternes) subjective Opfatning og den større eller mindre Nidkjærhed hos Indsamlerne. Personer, der i et Sogn vilde have været betragtede som skatskyldige, have sluppet fri i et andet.
Det er dernæst i høi Grad rimeligt, at de Beløb, der sees at være udførte af Landet som Peterspenge, ikke svare til den hele af Menighederne virkelig betalte Skat, hvilket selvfølgelig ogsaa maatte forudsættes, naar man skulde benytte Summerne til Beregning af Folkemængden. De opførte Beløb have sikkert været Netto, ikke Brutto, altsaa med Fradrag af os ubekjendte omkostninger ved Opkrævning og Fremsendelse. Vel var det befalet, at Præsten aarlig skulde medbringe Pengene fra sin Menighed, naar han drog til Stiftssynoden, og Loven omtaler ikke noget ham herfor tilkommende Salarium, men det er ikke sandsynligt, at han altid har undladt at tage et saadant. Ved mindst en Leilighed har man endog et udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at alle, der have havt Befatning med Indsamlingen, have faaet Betaling for sit Arbeide, uden at vi dog erfare, hvor stor denne Betaling har været. I 1438 seer man nemlig, at da Peterspengene for Stavanger Stift udbetaltes, „vare først alle depositarii og alle, som Vi denne Sag havde ydet Tjeneste og Arbeide eller gjort Udlæg i Anledning af Indsamlingen, blevne rationabiliter tilfredsstillede“[296].
Hertil kommer ogsaa, at de runde Summer, der oftest nævnes, nødvendigviis yderligere bestyrke Formodningen om, at de ere Netto- og ikke Brutto-Beløb. Og naar man saa jevnlig seer Summerne anførte i fremmede (tydske eller engelske) Myntsorter, indsees, at disse ere erhvervede ved Vexling af den norske, i Udlandet ikke meget velkomne Smaamynt, hvilket nødvendigviis forudsætter Opgjeld.
Endelig er der Tegn til, at Lovens Bud om Afgiftens Størrelse ingenlunde overalt eller altid er efterlevet. Da Biskop Eystein af Oslo i 1395 indskjærpede Bønderne i Nedre Thelemarken at betale Peterspenge, forlangte han vel „en talt Pening“, men med det Tillæg: „den mindste som falder af Kongens Stedje“.[297] Bønderne have neppe ladet sig saadant sige to Gange! „Penningernes“ Værd har da været forskjelligt, og dette bliver naturligviis af stor Betydning, især naar vi see, at Summen betaltes i tilvexlede fremmede Myntsorter. I det sidste Document, jeg kjender om norske Peterspenge, et Brev fra Almuen i Brynla Len til Henrik Krummedike, siges der: „Var det gammelt, at vi gave hver to en Penning, nu skulle vi give hver en Penning eller blive foruden Paaskerede“[298]2. Til en Tid har altsaa paa denne Kant af Landet Ydelserne været reducerede til det Halve af, hvad Loven fordrede.
Min Mening er altsaa den, at Grundlaget for Sars’s Beregning brister. Ifølge denne skulde hele Stavanger Stift have havt saadan Befolkning:
| 1325–1326: | 25,200 | Mennesker. |
| 1329–1332: | 27,600 | – |
| 1353–1357: | 8,640 | – |
til hvilke Tal jeg altsaa ikke kan tage Hensyn. Paa et andet Grundlag, Skattemandtallet fra ca. 1520, beregner Sars Stiftets Folkemængde til ca. 33,000 Mennesker. Unegtelig er dette Mandtal et bedre Grundlag at bygge paa, end den formeentlig heelt ubrugelige Romerskat. Men selv dette sidste Tal er i mine Tanker for lidet. Dels er neppe heller Fogdernes Skattemandtal ganske correcte, dels er det ikke muligt med Sikkerhed at kjende alle Datidens Forhold, f. Ex. Forholdstallet mellem Husbønder og Tjenestefolk. Overhoved bør vistnok det forhaandenværende Materiale til Bestemmelse af tidligere Dages Folketal behandles mere skeptisk, end hidtil. Selv de ældre af de virkelige Folketællinger have neppe været i ønskelig Grad nøiagtige[299].
Kirkerne i Stavanger By ere tidligere opregnede. Jeg forsøger nu en Liste over Landskirkerne[300]. Deres betydelige Antal er, som allerede bemærket, et Vidnesbyrd om en ikke aldeles ubetydelig Folkemængde. I Almindelighed tør man vist gaa ud fra, at de allerfleste, om ikke alle Kirker existerede før Mandedøden.
I det nuværende Ryfylke Provsti fandtes Kirker paa de samme Steder som nu, kun med Undtagelse af de senere tilkomne Erfjord og Capellet ved Nesflaten. Derimod var der en nu forsvunden Kirke paa Nese i Nærstrand[301].
I det nuværende Karmsunds Provsti er i vor Tid tilkomne Kirker i Kopervik, Førdesfjorden og vistnok paa Utsire.
Vats Kirke kan ikke paavises i Middelalderen, men har maaskee dog existeret. Derimod stod der paa Avaldsnes foruden den nuværende Kirke (det fordums kgl. Capel) ogsaa en anden mindre Stenkirke (Sognekirken). Ligesaa var der en nu forsvunden Stenkirke paa Bø i Torvestad.
I det nuværende Stavanger Provstis Landdistrikt ere i nyere Tid tilkomne: Hetland (for den gamle Mariakirke i Stavanger), Riskekverven og Fossan. Forsvundne ere derimod: Vormstr i Strand, Hundvaag (endnu Ruiner paa Husebø), Bru (endnu Ruiner), St. Clemens Kirke paa øerne Aumar (Eime N. O. for Hvitingsø), hvilken tilhørte Munkelivs Kloster i Bergen (D. N. XII No. 1, et Pavebrev af 1196)[302], paa Hogvaldstad paa Mosterøen (endnu Ruiner). Det nuværende Rennesø har altsaa foruden sine 5 tilbageværende Kirker endda havt to til.
I det nuværende Jæderens Provsti ere i nyere Tid nedlagte: Kirkerne paa Njæreim og Bø i Haa, i hvis Sted er oprettet et Sogn under Navn af „Nærbø“ (aabenbart en uheldig Combination af begge de gamle Kirkers Navne), ligesaa Some Kirke i Høiland (siden erstattet ved Sandnes), endvidere de gamle Kirker paa Sole, Haaland, Tjore, hvorimod er oprettet et nyt Haalands Sogn og et Capel ved Tananger.
I det nuværende Dalenes Provsti findes nu kun en Kirke i Egersund, der i Middelalderen havde to (et kgl. Capel og en Sognekirke). Derimod er i vor Tid anlagte Capeller ved Aaensire og ved Ivesdal (i Bjerkreim).
I det nuværende Flekkefjords Provsti er tilkommet Fjotland (1670) med det i vor Tid anlagte Capel Netlandsnes samt Lunde i Siredalen[303]. Gylands Kirke har ikke været at finde i nogen middelalderlig Kilde, men jeg er dog bestemt tilbøielig til at tro, at den dog er af catholsk Oprindelse. Om Sagnet om „Tolvkjørkhellerens“ Kirke øverst i Siredalen virkelig medfører Sandhed, tør jeg ei afgjøre[304].
I det nuværende Listers Provsti er Farsunds Kirke fra det 18de Aarhundrede, medens der forøvrigt foruden de nuværende Kirker ogsaa fandtes mindst en til, nemlig det kgl. Capel ved Huseby paa Lister[305].
I det nuværende Mandals Provsti er en Kapelkirke i Søgne ganske ny og Hartmark Kirke vel yngre end Reformationen. Aakernes Capel i Aaseral er ganske nyt, men denne Fjeldbygd havde i Middelalderen et andet, nu forsvundet Capel paa ikke nærmere bestemt Sted[306]. Der fandtes ogsaa siden nedlagte Kirker paa Hargnarstad i Holme og Foss[307] i Søndre Undal samt rimeligviis ogsaa efter Navnet at slutte paa „Capeløen“ i Ny Hellesund[308], skjønt der for denne sidste ikke haves anden Hjemmel end den i Navnet liggende Antydning.
At Kirker i Christianssand ikke existerede i Middelalderen, følger af sig selv. I det nuværende Torrisdals Provsti er efter Reformationen tilkomne Iveland og Randøsund. Nedlagt er derimod Sognekirken paa Nomeland i Valle (Setersdalen)[309]. I samme Præstegjeld omtaler Sagnet en fordums Kirke paa „Kirkeholmen“ i Findalen (ubeboet Strækning ved Nidelvens Kilder)[310].
I Provstierne Arendal samt Østre- og Vestre-Nedenes ere naturligviis Bykirkerne i Lillesand, Grimstad, Arendal, Barbo, Tvedestrand og Risør af nyere Oprindelse. Det samme er Tilfældet med Landskirkerne Mykland, Stokke, ytre Søndeled, samt Capellerne Færvik og Nedenesengene. Paa Hiisøen var der i den catholske Tid en Kirke, der siden nedlagdes, men i vor Tid er fornyet.
I Valders ere i vor Tid nye Kirker kun tilkomne i „Bægnadalen“ og Nordre Etnedal, hvorimod mange i Middelalderen existerende Kirker ere nedlagte, nemlig: Søhuus i Skrautvaal (Kraft, 2 Udg. II. 81), Mo i vestre Slidre, Øde sammesteds (det er denne Kirke, hvis Sogn kaldtes Sollabu; den nedlagdes 1747. D. N. I. p. 272. II p. 280. I p. 131. VIII p. 408. X. p. 51. Røde Bog 277), Fyrstraa ligesaa i vestre Slidre (D. N. IV. p. 75–76, men der urigtig localiseret) samt endelig den bekjendte Thomaskirke paa Filefjeld. Hertil kommer maaskee yderligere: Li i Østre Slidre (Dietrichson om Stavekirkerne S. 310), Bro i Vang (Norske Regnskaber og Jordebøger I. 153), Alstad i Østre Slidre (Budstikken III). I Hallingdal fandtes alle nu existerende Kirker allerede i Middelalderen, samt desuden to siden nedlagte: paa Gulsvik ved Krøderens nordlige Ende og (ifølge Wiel) paa Hovdegaard i Aal.
Endelig hørte til Stiftet Eidsfjords Kirke i det nuværende Bergens Stift. Om Røldal, der efter Reformationen var Annex til Suldal, i Middelalderen har hørt til Stavangers eller Bergens Stift, er mig ubekjendt.
Om det indbyrdes over- og underordnede Forhold mellem Landsbygdernes Præsteskab her i Stiftet vides næsten Intet. Man kjender heller ikke, hvilke Kirker have været Fylkeskirker.
I andre Stifter tales der om Hovedpræster[311], til hvilke Præsteskabet ved de smaa Kirker aabenbart have indtaget en underordnet Stilling. Saaledes kaldes i Bergens Stift f. Ex. Præsten paa Stedje i Sogndal 1328 „Hovedpræst over alt Sogn“[312], og i 1341 Præsten paa Skaale i Kvinnherred ligeledes Hovedpræst[313]. I Nidaros Stift kaldes de fornemste Kirker Veitslekirker, og andenstedsfra vide vi, at saadanne overordnede Præster toge Tiende i flere Sogne, der dog havde egne Præster. Men den Art Oplysninger savnes for Stavanger Stifts Vedkommende.
At Præsteskabet ogsaa paa Landsbygden oprindelig har været meget talrigt, er sikkert. Dette var nemlig en Følge deraf, at enhver Kirke oprindelig maatte have sin egen Præst. Annexkirker i senere Tiders Forstand, det vil sige Kirker uden egen Præst, have fra først af i det høieste existeret som Undtagelser. I Stavangers Stift lader sig da ogsaa af Documenter paavise navngivne Præster ved mangfoldige Kirker, som senere bleve og for en stor Deel den Dag idag ere Annexkirker eller nedlagte. For her at holde os til Stiftets Hovedbestanddele, Ryfylke (i gammel Forstand) og Agder, finde vi egne Præster i følgende nu annecterede Sogne: Søndeled, His, Tromø, Fjære (alle i 1320)[314], Birkenes (1344), Vegusdal (1348), Søgne (der siden var Annex til Otternes, 1344), Spangereid, Briseid (=Herred), Spind, Austad (alle 1328)[315], Fede (1362), Hiterø (1348), Soma i Høiland (1298, 1329), Tjore (1298–1446), Malle (1298), Randeberg (1316, 1322), Hundvaag (1300). Høle (1247, 1310), Talgø (1328, 1446), Aakre (1301, 1345), Skaare (1305), Bø i Torvestad (1316), Sandeid (1311, 1326), Fister (1301, 1332), Sand (1295, 1306).
Alle disse Angivelser bero paa tilfældig bevarede Vidnesbyrd, og man kan være vis paa, at ogsaa andre Kirker, ved hvilke egne Præster nu ikke kjendes, dog have havt dem.
Men den opmærksomme Læser vil snart have opdaget, at mellem de opregnede 25 Kirker er der kun 3, hvor det angivne Aarstal falder efter Mandedøden. I det Hele og Store er dette ingenlunde tilfældigt, men det er ganske klart, at Mandedøden betegner en stor Omvæltning ogsaa med Hensyn til Præsteskabets Talrighed, og at dette efter det fjortende Aarhundredes Midte er blevet sterkt formindsket. Flere Kirker ere efter den Tid blevne samlede under en Præst, det vil sige blevne Annexkirker i vor Tids Betydning[316].
Vi have for Stavanger Stifts Vedkommende et mærkeligt Pavebrev af 1357 til Biskop Botolf[317]. Her anføres, at denne har klaget for Paven over, at den store Dødelighed har bevirket den største Mangel paa Præster, saa at en Præst maa betjene tre, undertiden fire Kirker. Der gives i denne Anledning Biskoppen Tilladelse til at ordinere fem Personer, fødte af ugifte Forældre[318], til Præster, et Antal, der forøvrigt er ringe i Sammenligning med det langt større, der forekommer i lignende Bevillinger for andre Stifter.
Men det er neppe tvivlsomt, at i mange Tilfælde den Forbindelse mellem flere Kirker under en Præst, som maaskee fra Begyndelsen af har været betragtet som midlertidig, herefter stadig er vedblevet at bestaa. Saadanne Foreninger ere sikkert ofte komne i Stand uden meget Hensyn til, hvad der efter Naturforholde og Beliggenhed vilde have været det bedste. Tilfældige og personlige Forhold have vist været raadende. Som et Exempel vil jeg nævne, at de to Kirker øverst oppe i Lyngdalselvens Dalføre, Hegebostad og Egen, vare (vistnok længe før Reformationen) henlagte ikke til Aa, hvad der havde været rimeligt, men under Liknes i Kvinesdalen, fra hvilken disse Sogne adskilles ved den besværlige Kvineshei.
Præsteskabets Indtægter bestode her som andensteds i Offer og Accidentser samt Landskyld af en Del af det Gods, der maatte være henlagt til Kirken eller særlig til Præsten. Et Bidrag til Præstens Livsophold eller Kirkens vedligeholdelse ydede mangesteds ogsaa de „gangende“ (levende) Kjør, der vare skjænkede dertil og saa bleve bortleiede[319]. Dertil kom, som nærmere skal omtales, som oftest Brugen af en Præstegaard. I de smaa og lidet befolkede Landsmenigheder kan vel Præstens Stilling i Regelen kun have været tarvelig, især saalænge hver Kirke skulde have sin Præst, og nogle Præster maaskee endog afgive Noget til en overordnet.
Præstegaardenes Historie er dunkel. Oprindelig har sikkert de fleste Præster intet „Aabøle“ havt[320], men i Løbet af Middelalderen vare Præstegaarde rimeligviis erhvervede saagodtsom overalt. Hvad Stavanger Stift angaar, har man interessante Oplysninger om Høilands Præstegaard[321], der i Slutningen af 14de Aarhundrede skjænkedes til saadan Anvendelse og derfor reddedes fra at komme ind under vore Dages noksom bekjendte Præstegaardslov. Om Aa Præstegaard i Lyngdal vides, at den endnu senere er bleven til.
Oftere kan man forstaa, at Gaarde, ved hvilke der laa Kirker, der senere bleve Annexer, have været Præstegaarde, saalænge disse Kirker havde egne Præster. Et interessant Exempel er Søndeled, hvor der oprindelig var egen Præst, men som siden blev Annex til Gjerstad. Gaarden Søndeled, den tidligere Præstegaard, benyttedes senere af Gjerstads Sognepræst, men saa lykkedes det en Bonde at faa Biskop Eilif, hvem han i den Anledning skjænkede en Sølvbolle og andre Gaver, til at samtykke i et Mageskifte, hvorved Bonden fik Gaarden imod Vederlag i Gods i Vegaardsheien. Præsterne i Gjerstad bleve saare brøstholdne herved og forsøgte gjennem et helt Aarhundrede at faa Mageskiftet omgjort[322]. Den forrige Præstegaard ved den forlængst nedlagte Kirke paa Nomeland i Setersda1en erindres som saadan endnu i syttende Aarhundrede[323].
Ofte ere Præstegaarde, maaskee dog især i den lutherske Tid, udvidede i betydelig Grad derved, at Præsterne, skjønt det stred mod Lovgivningen, der bød, at Kirkegodset skulde bortbygsles, tiltoge sig at lægge tilstødende Gaarde af Kirkegodset ind under Præstegaarden eller ved Mageskifte erhvervede sig Nabogaarde ved Præstegaarden i samme Hensigt.
Temmelig hyppig har der vistnok været Strid om, hvad der af beneficeret Gods tilkom Præsten (som „Mensalgods“), og hvad der tilhørte Kirken til dens Bygning eller Vedligeholdelse (fabrica). Navnlig haves der her fra Stiftet Exempler herpaa fra Agdesiden og i Biskop Eilifs Tid. Den 1 Mai 1484 var Almuen i Midsyssel samlet til Fylkesthing paa Halsaa ved Mandal. Bønderne forlangte, at alle Kirkeombudsmænd skulde indstevne Præsterne til at møde paa Kirkegaarden, og at der skulde optages Prov om, hvilke Jorder deres Forfædre havde givet til Kirkerne, og Landskylden heraf saa tillægges disse, thi hvis ikke Kirkerne maa nyde sine Jorder for Præsterne, vilde de kalde saadanne Gaver tilbage. Derefter sees Almuen at have taget sig selv tilrette og have „selv gjort Breve om Kirkernes Eiendomme og Præsternes Rente og Rettighed, som det ei tilkom den at dømme om“. Biskop Eilif havde derpaa blandet sig i Sagen og stevnet Bønderne for Erkebispen til Throndhjem samt ladet sig tilkjende Kosthold af dem, om de ikke efterkom Stevningen, hvilket de virkelig ogsaa vovede at gjøre. Sagen kom saa fore under et stort Rigsmøde i Bergen 31 Juli 1486, hvor Erkebiskop Gaute, Biskop Eilif og to Udsendinge fra Midsyssel vare tilstede. Gaute forligte nu Sagen: Kirkerne skulde faa de Eiendomme, som lovlig kunde bevises dem at tilkomme, og Eilif frafaldt Fordringen paa Kosthold, dog saa, at Almuens Fremfærd erkjendtes utilbørlig, og at Bønderne forpligtede sig til i Stedet for Kostholdet at yde sin Biskop „en venlig Godvilje, som ikke var nogen til Tyngsel“[324]. Siden sees Eilif 1503 at have bilagt en Tvist mellem Øiestads Præst og Fjære Kirke[325].
Den her omtalte Strid mellem Almuen og Præsteskabet i Midsyssel omfattede ellers ogsaa Betalingen for geistlige Forretninger, navnlig for Afdødes Begravelse eller Udfærd, en Ydelse, der havde faaet Navn af Testament. Bønderne i Midsyssel erklærer sig paa det nævnte Fylkesthing villige til under Forudsætning af, at Kirkerne kom i Besiddelse af „sit“ Jordegods, at betale, saaledes som Skik var i Ryfylke og ved andre Herredskirker, som ligge under den samme Domkirke, nemlig en bugild Mark efter en voxen Mand, men de kunde ikke indsee, at de pligtede at betale mere, end andensteds var Skik. Heller ikke kunde de begribe, at de skyldte sin Domkirke mere, end der til denne blev ydet i Ryfylke. Vilde ikke Præsterne nøie sig med, hvad der bødes dem, og ikke synge over de Døde, vilde den fattige Almue skyde sig under Kongen. Tiende vilde den gjerne yde, efter hvad før har været Skik o. s. v. Ved det omtalte Møde i Bergen fik Erkebispen sat en Tarif for „Testamenterne“, der blev til Præsternes Fordeel: to Mark i Udfærd efter Bonden og hans Hustru, dog mindre efter Fattige, og hvor der var mange Børn, efter ugift Søn og Datter over 16 Aar en Mark o. s. v. I Tilfælde af Landeplage, Pestilents o. s. v. skulde gjøres Moderation.
I Begyndelsen af det følgende Aarhundrede kommer atter Striden om „Testamenter“ frem paa Agdesiden. En ny Skik havde nu vundet Indgang, nemlig at forlange Kjør „i Testamente“. Nogle Lagrettesmænd fra Lister skreve herom et Brev til sin Lensherre, den i Danmark fraværende Hr. Henrik Krummedike. Efter først at have klaget over høie Lagmandssportler, udtale de sig saaledes: „Nu om Testament lade vi Eder forstaa, at østenfor Gjernæs (altsaa i Oslo Stift) og nordenfor Aaen Sire tage ikke Præsterne mere end een Ko i Testament efter Bonde, Hustru og voxent Mandkjøn“ men her imellem tage Præsterne ikke mindre end to Kjør“[326].
Erkebiskop Eilifs tredie Statut (1320) bestemte bl. a., at der aarlig skulde holdes Præstemøder i Stiftsstæderne, ved hvilke dog kun de Præster maatte indfinde sig, som udtrykkelig dertil bleve opnævnte; de øvrige skulde sidde hjemme og varetage ogsaa sine bortreiste Collegers Forretninger[327]. Tre Gange finde vi i Diplomer[328] saadanne Synoder nævnte i Stavanger, og det saa, at man maa antage, at de ere regelmæssigt afholdte. Disse tre kjendte Møder sees alle at have fundet Sted omkring Midten af Juni Maaned. De benævnes „Præstegilde“ eller almindeligt Præstemøde, og i det ene Brev tales om tredie Præstemøde-Dag. Da maa det i Regelen stille Stavanger have frembudt et mere end almindeligt Liv, og lidt større Handelsomsætning har formodentlig ogsaa fundet Sted.
Hvad iøvrigt Præsternes Liv angaar, vides Lidet. Ogsaa her er selvfølgelig Cølibatsloven tilsidst bleven indført, skjønt særlige Oplysninger herom for Stiftets Vedkommende savnes. Det er ogsaa egentlig kun for Bergens Stift, at man har noget mere detailleret Kundskab om den haarde Kamp, det kostede at faa denne unaturlige Lov efterlevet. Det var i Biskop Arnes Tid (1305–1314), at Kampen der stod. Fra Stavanger Stift sees, at i 1316 vare to uægte Sønner af en Præst i Volabu (Slidre) ætledede efter Fader og Moder[329]. I 1362 havde en Præst paa Fede (Kvinesdal) holdt sin Datters Bryllup og udbetalt hende fuld Medgift[330]. Fra Kvinesdal findes Exempel paa, at en Farbroder ætledede sin Broders, en Præsts, Datter og overdrog hende Jordegods[331]. Præstebørn omtales i det Hele hyppigt. I Gjerstad haves et (1707 optegnet) Sagn om en „Munkepræsts“ Følgekone, der i Forening med en Tjenestedreng dræbte sin Herre og sænkede ham ned i et Tjern[332].
Det var utvivlsomt Regelen, at Stiftets Præsteembeder, naar dertil var Anledning, helst besattes med Klerke, udgaaede fra Stiftets Skole og hjemmehørende i dette, om end just ikke idet samme Landskab, hvor de ansattes. Paa den Maade kan det lettest forklares, at stundom en Præst sees at have eiet Jordegods i fjerne Egne inden Stiftet, f. Ex. Præsten i Kvinesdal 1373, der havde Gods i Valdres[333].
Besættelsen af de geistlige Embeder tilkom, som bekjendt, i Almindelighed Biskoppen, tildels under en Medvirkning af Domcapitlet, hvis Udstrækning, som vi have seet, neppe er ganske klar. Men forsømte Biskoppen i rette Tid at besætte ledige Stillinger, eller tilsidesatte han de canoniske Regler, tilfaldt det Erkebiskoppen at skride ind. Kun et eneste Exempel i denne Retning har jeg fundet for vort Stifts Vedkommende, nemlig i 1307, da Erkebiskop Jorund ifølge sin jus devolutionis besatte Holme Kirke[334]. Hyppigere forekom pavelig Provision, der regelmæssig udøvedes for Embeder, „ledige ved Curien“ og ellers til enhver Tid kunde gjøre sig gjeldende. En eiendommelig Undtagelse fra Regelen dannede imidlertid de kongelige Capeller.
Kong Haakon Magnussøn fik nemlig i 1308 af Paven Patronatsret for sine 14 „Capeller“. Af disse laa i Stavanger Stift ikke mindre end 4: den store af hans Farfader byggede Olafskirke paa Avaldsnes, Sørbø Peterskirke paa Rennesø og Laurentiuskirkerne ved Egersund og Huseby paa Lister. Det forekommer mig sandsynligt, at nogle af disse Kirker i sin Tid have tilhørt Kongens Farmoder, Dronning Margrete Skulesdatter[335], der bevislig har besiddet tre Kirker i Stavanger Stift, om hvilke der havde været Strid mellem hende og Biskop Askel, men som hun ved Mægling af Cardinal Vilhelm af Sabina fik Lov at beholde for egen og Sønners Livstid. De skulde da altsaa ved Magnus Lagabøters Død 1280 være hjemfaldne til Biskoppen, men det er ei utænkeligt, at Kongemagten ved Hierarchiets paafølgende Ydmygelse under Kong Erik atter kan have fastholdt Besiddelsen af dem. Desværre navngives disse Kirker ikke. En af dem tør have været Peterskirken i Stavanger, fordi hendes Søn Magnus, dengang han skjænkede den til det nye Hospital, kalder den for Odelskirke[336]. Avaldsnes derimod har neppe været af disse Dronningens Kirker, da Haakon Magnussøn i 1305 havde formaaet Biskop Ketil til at afstaa sig Patronatsretten særlig til den. Dronningens Kirker have da vel været Peterskirken i Stavanger og to af de tre Sørbø, Egersund og Huseby. Til sine Capeller har da Kongen selv kunnet indsætte Præster, der dog synes at have havt lidet at bestille, thi ved Avaldsnes og Egersund var der Menighedskirker lige ved og Husebys og Sørbøs Naboskab tilhørte vistnok Vanses og Rennesøs Menigheder. Avaldsnes Capel var endog oprindelig en Collegiatkirke med flere Præster[337], men snart er det vistnok gaaet her, som det gik i Tønsberg, at ogsaa den Kirke kun fik en Præst. Efterat Kongerne ikke længere havde stadigt Ophold i Norge, tabte Capellerne idetmindste i Landdistrikterne sin Betydning, og deres Indehavere bleve Sinecurister. I 1514 skjænkede Christiern II ved sin Kroning Sørbø Kirke paa Rennesø til Klosteret, men Biskop Hoskold søgte dog at tilegne sig den[338]. Om Avaldsnes erfare vi, at endnu Frederik I disponerede derover og gav en Mikkel Jude Livsbrev derpaa 1531[339].
En særegen Stilling blandt Præsteskabet indtog ogsaa de i Norge vistnok saare faa Geistlige, der stode i Tjeneste hos Høvdingclassen eller senere Adelen som Huuscapellaner. I Stavanger Stift har jeg kun fundet et eneste sikkert Exempel herpaa, nemlig Magnus Beinktssøn, der var Capellan hos Drottseten Hr. Øgmund Finnssøn og efter hans Død hos hans Enke, Fru Katharina Knutsdatter paa Hestby, og siden, da denne 1406 kaldtes til Danmark som Hovmesterinde hos Dronning Philippa, fulgte hende did. Fru Katharina var svensk, og Capellanens Navn tyder paa, at han har været hendes Landsmand. Han traadte efter Fruens Død i Dronningens Tjeneste[340]. I Jelse Sogn er der ved Gaarden Heimnes (Hebnes) et Gaardsnavn „Præstestuen“. Tænkeligt kunde det være, at Besidderne af denne Gaard, der i det trettende Aarhundrede vare fornemme Mænd, kunne have havt en senere nedlagt Høgendeskirke.
Om Geistlige af de lavere ordines vides meget lidet. De fleste af disse skjule sig i Kilderne som oftest under Betegnelsen „Klerk“. Ved enhver Messe maa forudsættes en Degn som Deltager, og lige til Nutiden ere i det mindste i adskillige Bygder paa Agdesiden Nutidens „Kirkesangere“ af Almuen benævnte „Degne“ ligesom i Danmark og ikke som paa Østlandet Klokkere. Men nogen nærmere Oplysning om dem har jeg ei fundet[341]. Der er ikke, mig bekjendt, Spor til, at Degne eller „Klokkere“ i Stavanger Stift i Middelalderen have havt Gaarde udlagte af Kirkegodset, hvilket synes at have været Tilfældet i Oslo Stift, hvor man f. Ex. i Eidsberg finder et „Klokkersæde“ nævnt 1503[342].
I Henseende til Klostre var Stavanger Stift meget fattigt. De Sagn eller Formodninger om Klostre i Holme ved Mandal og paa Kløster i Kvinesdal, som Lange har omtalt, ere helt forkastelige. Paa Hiser-Tangen ved Arendal omtales i det syttende Aarhundrede under en Besigtelsesforretning af Gaardens Bygninger ogsaa „Klosteret“[343], men imod Peder Claussøns bestemte Udsagn, at der paa Agdesiden intet Kloster har existeret, vilde det være altfor dristigt at tro paa noget Kloster her, hvilket desuden, om det havde været til, dog maatte have efterladt sikrere Vidnesbyrd.
Et heldigt Fund har ganske nylig bragt os den uventede Oplysning, at der 1236 existerede et Kloster i Stavanger. Mellem Vidnerne ved Udstedelsen af en Overenskomst mellem Erkebiskop Sigurd og Stavangers Biskop Askel forekomme nemlig: „N. Abbas de St. Olao apud Stavangeram, E. prior ejusdem loci“[344]. Klosteret har altsaa paa een Gang havt Abbed og Prior. Til hvilken Orden det har hørt, siges vistnok ikke; men der kan vel ei være Tvivl om, at det har været et Convent for regulære Augustiner-Kanniker. Stiftelsestiden er uvis. Skulde jeg vove en Gjetning, vilde jeg gaa lige tilbage til Biskop Erik, den senere Erkebiskop, fordi denne selv vides at have været Augustiner af streng Observants i det berømte Kloster St. Victor i Paris. Maaskee har Biskop Aamunde efter at have opgivet Bispestolen været dette Klosters Forstander.
Længere ned i Aarhundredet er dette Kloster flyttet til Utstein, der i sin Tid har været Krongods og vel altsaa er skjænket af en Konge. Det udflyttede Kloster vides med fuld Vished at have været Augustinerconvent. Den forrige Klosterkirke i Stavanger, St. Olafs, vedblev, som vi have hørt, at tilhøre de udflyttede Brødre og betjentes af nogle af disse, der altsaa stadig opholdt sig i Staden eller maaskee skiftedes til at være der.
Klostrets Historie er lidet bekjendt, og desværre er ligesaa lidt dettes, som Bispedømmets Jordebog bevaret. Hvad man hører om Utstein, angaar mest Stridigheder mellem et Par Abbeder og Biskoppen, der var denne Art af Klostres Foresatte. Den første Strid falder i nærværende Periode og udbrød 1333 mellem Biskop Erik og en Abbed af samme Navn. Den er udtømmende fortalt af Lange[345] og skal her ikke gjentages. Abbeden synes at have været en mere end almindelig brutal Mand, der mishandlede sine Medbrødre paa det værste. Han tilbragte Nætterne ved Bægeret i Selskab med en fornem ung Pige (nobilis juvencula) uden dog ligefrem at beskyldes for at staa i utilladeligt Forhold til denne, hvem han sagdes at have lært et hemmeligt Kragemaal, for at Ingen skulde forstaa deres Conversation. Hvem den unavngivne unge Dame har været, er naturligviis nu umuligt at sige, men da Abbeden skal have ladet hendes Jorder dyrke paa Klostrets Bekostning, maa hun have havt sit Hjem i Nærheden, og der maa nærmest tænkes paa en Jomfru fra et af de nærliggende Herresæder paa Hestby, Tolga eller Eidsa. Udfaldet af Sagen er ikke klart; dog synes Biskoppen, der vistnok har havt Retten paa sin Side, ikke at have været tilfreds med Udgangen.
Skjønt Stiftet ikke har havt egne Tiggerklostre, har det dog sikkert tidlig været hjemsøgt af Tiggermunke fra andre Stifter, vel især Bergens, og selvfølgelig have saavel Mænd som Kvinder fra Stavanger Stift ladet sig optage i Klostre udenfor dettes Grændser. Et Exempel i denne Retning er en fornem Mand, Ridderen Hr. Thoralf af Eidsa, der i 1309 var bleven Munk i Cistercienserklosteret i Lyse. Hans Hustru, Fru Ragna af Jaastad i Bergens Stift, sees, vistnok ikke efter eget Ønske, men efter Mandens Forlangende at have maattet aflægge Kydskhedsløfte og at have taget Ophold i Nonneseter i Bergen, dog uden at blive egentlig Nonne[346].
Klostrets senere Historie frembyder ikke stor Interesse, og jeg henviser herom til Langes bekjendte Verk. Den Abbed Erengisl, hvis Functionstid Lange ikke kjender, er ovenfor omtalt.
Biskop Hoskolds Sammenstød med Abbed Henrik, Vincents Lunges Lyster efter at tilrive sig Klostrets Gods og Utsteins endelige Secularisation ere tidligere berørte.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Saml. Skr. S. 323.
- ↑ D. N. IV No. 997.
- ↑ Danske Magazin 3 R. V 361 (Dombog for 1585 ved Thomle, 76–77).
- ↑ Saml. Skr. S. 224.
- ↑ Kirkehist. Samll. 3 R. II 126. Dette maa være en Bog fra den catholske Tid. Vistnok har ogsaa den endnu bevarede Jordebog for Stiftet, som blev bragt i Stand i Biskop Laurids Skabos Tid (1605–1626), været kaldet „Graagaasen“, men den kan jo umulig i 1631 være betegnet som gammel.
- ↑ Se herom Torfæus’s Biographi ved hans islandske Landsmand Jon Erichsen (Minerva for Marts 1787 S. 279–280). Her oplyses, at Torfæus først fik 234, siden 40 Diplomer.
- ↑ See Bircherods indholdsrige Copibøger i Rigsarchivet, og Langes Klosterhistorie 1. Udg. S. 9, samt Vidar, udg. af L. Daae og Y. Nielsen 1887, 436–437.
- ↑ Annales eccl. IV 250–251.
- ↑ Det citerede Skrift S. 334, 339, 687, 859 og Till. S. 100.
- ↑ Se min Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros (i Festskriftet for Throndhjem 1897) S. 9–10.
- ↑ Regesta Norv., udg. af Storm I No. 89.
- ↑ Eriks Historie er udførlig fortalt i min nysnævnte Krønike om Erkebiskopperne S. 24–33. Dertil henvises ogsaa m. H. t. Valgstriden i Stavanger efter Eriks Fraflyttelse.
- ↑ Fornm. S. IX 320 og den engelske Udg. af Haakons Saga p. 75.
- ↑ Regesta Norv. I No. 362.
- ↑ Dipl. Norv. IV No. 54.
- ↑ Muligens kan han dog være den Arne, der var Thorgils’s Kapellan og tillige Kannik. D. N. X. No. 4.
- ↑ Biskupa Sögur I S. 729. Norsk hist. Tidsskrift 2 R. IV 212–213.
- ↑ Biskupa Sögur I 776.
- ↑ Dipl. Norv. IV No. 16.
- ↑ Dipl. Norv. III No. 42.
- ↑ Dipl. Norv. II No. 73.
- ↑ Dipl. Norv. III No. 118.
- ↑ Dipl. Norv. IV No. 152.
- ↑ Munch, N. F. H. Unionsper. I, 4, 12. Men den Jon Haldorssøn, der blev Biskop i Skaalholt og er bekjendt i Literaturhistorien, maa have været forskjellig fra Kanniken, da han jo var Prædikebroder.
- ↑ Dipl. Norv. IV No. 153, 154.
- ↑ Se navnlig Dipl. Norv. IX No. 118, 133.
- ↑ Schønings (haandskrevne) Reise i Norge efter et formodentlig tabt Brev.
- ↑ D. N. I No. 242. Om hans vedblivende Forbindelse med Hamar vidne D. N. I No. 237 og XI No. 34.
- ↑ N. F. H. Unionsp. I 235–236. De sex Bisper, der ordineredes, opregnes i Isl. Annaler p. 210.
- ↑ Denne Orm, der kom til Hole, siges i Finn. Joh. Hist. eecl. Isl. II 196 at have været e societate monachorum Stavangriensium, hvorved maatte tænkes paa Utstein, hvis Beboere dog ikke vare monachi, men regulære Kanniker. Men Angivelsen er tydeligvis urigtig, da Orm oftere nævnes som (seculær) Kannik i Stavanger.
- ↑ Annalerne, Storms Udg. 354.
- ↑ Storms Monumenta hist. Norv. LXII. Man kan dog af den Omstændighed, at hans Død er noteret i en Hamarsk Lovcodex neppe med Udg. slutte, at denne Codex (cfr. Norges gl. Love IV 732) senere har været i Stavanger, thi Biskop Guttorm hørte hjemme paa Hamar og havde stedse vedligeholdt Forbindelsen med dette Bispesæde.
- ↑ D. N. No. 165.
- ↑ Om de nordiske Poenitentiarier, der enten vare svenske eller danske (norske nævnes ikke) see Moltesen: De Avignonske Pavers Forhold til Danmark, S. 148 fgg. To Danske bleve siden ad denne Vei i det 14de Aarh. af Paven udnævnte til Biskopper i Bergen.
- ↑ D. N. VI No. 202.
- ↑ I 1345 havde Erkebiskoppen og hans Suffraganbiskopper ved given Anledning udlignet Bidrag til en fælles optræden saaledes, at Erkestolen og Oslo Stift skulde betale 6 librae, Hamars 3 og de øvrige stifter i Kirkeprovindsen 4. D. N. IV No. 293. Af Afgifterne til Rom kan derimod Intet sluttes om Bispestolenes indbyrdes Række i Henseende til Indtægter, Noget, hvorpaa jeg forlængst har gjort opmærksom, see Bang d. n. K. Hist. under Catholicismen 175.
- ↑ Om de herefter til Curien af tiltrædende Biskopper erlagte Sportler see G. Storm: Afgifter af den norske Kirkeprovinds (Univ. Festskrift til K. Oscars Jubilæum, II).
- ↑ D. N. VI No. 203.
- ↑ D. N. I No. 328. Af D. N. VI No. 237 maa vistnok ogsaa sluttes, at Sigfrid idetmindste endnu 15 Okt. 1351 var i Avignon.
- ↑ D. N. IV No. 357. Ved Conciliet i Nidaros 1351 havde Stavanger Stift været repræsenteret af to Kanniker. D. N. IX No. 150.
- ↑ D. N. VI No. 210.
- ↑ D. N. V No. 153.
- ↑ D. N. VI No. 193.
- ↑ D. N. I No. 320. IV No. 354.
- ↑ D. N. II No. 313. Han var ogsaa virkelig indviet, hvad der yderligere fremgaar af D. N. IV pag. 292.
- ↑ D. N. VI No. 211.
- ↑ D. N. VI No. 213.
- ↑ D. N. I pag. 268.
- ↑ D. N. IV No. 365. Der spares ikke paa rosende Ord om Gyrd i dette Brev, thi de kostede ingen Penge.
- ↑ G. Storm, Afgifter fra den norske Kirkeprovinds S. 31.
- ↑ D. N. VI No. 218–219.
- ↑ D. N. II pag. 268.
- ↑ Jeg lægger dog Vegt paa, at i en gammel, næsten samtidig Bisperække (Langes Tidsskrift for Videnskab og Literatur V 44) opføres ikke Sigfrid, men vel Gyrd blandt Stavangers Biskopper. I Bisperækken hos Arild Huitfeldt savnes saavel Sigfrid som Gyrd. Heller ikke Peder Claussøn har nogen af disse, men indskyder to andre, en Arne (den i Avignon døde?) og Olaf, der hører hjemme i en senere Tid.
- ↑ D. N. II No. 314. VII No. 211. Maaskee er han dog den Sira B., som nævnes D. N. IX No. 132.
- ↑ D. N. VI No. 223.
- ↑ D. N. VI No. 227–228.
- ↑ Storm, Afgifter o. s. v. S. 113.
- ↑ O. Fock (Rügisch-Pommersche Geschichten III S. 204) vil sætte dette til 1369, men neppe med Føie.
- ↑ Munch N. F. H. Unionsp. I 806, 813 fgg.
- ↑ D. N. VI No. 290. Langes Klosterhistorie S. 46.
- ↑ Dipl. Norv. IV No. 494.
- ↑ D. N. V No. 306.
- ↑ Isl. Annaler, Storms Udg. S. 413. At Olaf, som Munch (N. F. H. II 139) formoder, først havde skaffet sig Hamars Bispestol og derpaa faaet den ombyttet med Stavangers, forekommer mig lidet sandsynligt.
- ↑ D. N. III No. 456.
- ↑ D. N. IV No. 616. Han kaldes her Biskop og commissarius domini nostri a ...., hvilket a jeg mener bør udfyldes: archiepiscopi.
- ↑ Dipl. Norv. VI No. 326.
- ↑ Storms utrykte Afskrifter fra det pavelige Archiv.
- ↑ Storms Afgifter o. s. v. S. 34.
- ↑ D. N. IV No. 725.
- ↑ De isl. Annaler. Min Krønike om Erkebiskopperne, S. 130.
- ↑ Nye danske Magazin V S. 6. Her staar „Jacob af Stavanger“, en aabenbar Feil. Keyser (Kirkeh. II 496) retter det til Olaf, hvilket vilde være umuligt (selv om man ei vidste, at Haakon nu var Biskop), allerede af den Grund, at „Jacob“ anføres som yngste tilstedeværende Biskop.
- ↑ Pontoppidans Ann. eccl. II S. 535, udentvivl efter et tabt Document, hvis Indhold dog kjendes fra det nedenfor citerede Pavebrev.
- ↑ Utrykt Pavebrev (afskrevet i Rom af Prof. Storm).
- ↑ Denne Mand, der er den samme, der ofte benævnes Magnus de Vesgocia (Storm, Afgifter &c. S. 36) og altsaa var svensk af Fødsel, forekommer endnu 1436 som Kannik i Stavanger ved Provincialconciliet i Oslo. D. N. V pag. 473.
- ↑ Utrykt Pavebrev (mellem de romerske Afskrifter).
- ↑ En i sin Tid af Iver Wiel (Top. Journal H. 32, S. 210) fremsat Hypothese om, at han skulde være begraven i Thorpe Kirke i Hallingdal, er kun Hjernespind.
- ↑ I et utrykt Pavebrev af 23de Marts 1400 omtales en Guttormus Evindi, scolaris Osloensis, der 12 Aar gammel (!) faar Expectance paa nogle Beneficier. Skulde denne Dreng, der ellers ikke kjendes, have været en Broder af Audun? Eller maaskee den senere verdslige Rigsraad G. E.?
- ↑ D. N. IV. No. 982.
- ↑ D. N. IV. No. 822.
- ↑ Utrykt Pavebrev blandt de romerske Afskrifter.
- ↑ De romerske Afskrifter.
- ↑ Diar. Vadstenense, ed. Benzelius, S. 69–70.
- ↑ D. N. II No. 693.
- ↑ D. N. V. No. 580.
- ↑ D. N. VI. No. 446. Hos Arild Huitfeldt I. 766 hedder det endog, at Audun og Endride vare tagne til Fange af Englænderne.
- ↑ D. N. VI. No. 711.
- ↑ D. N. III. No. 850.
- ↑ D. N. VII. No. 409.
- ↑ Brev af 30 April 1438, dat. Stavanger i D. N. VI. No. 371. De vare naturligviis som Forøvere af sacrilegium geistlig Jurisdiction underkastede.
- ↑ D. N. V. No. 700.
- ↑ D. N. IV. No. 887.
- ↑ Dette mærkelige Brev, for hvis Meddelelse jeg takker Hr. Kammerherre Silfverstolpe i Stockholm, findes i Upsala Univ. Bibl. og vil i sin Tid blive optaget i det norske Diplomatarium. Jeg var bleven opmærksom paa Brevets Tilværelse derved, at Benzelius i sin Udgave af Diarium Vadstenense (p. 234–35) havde citeret et Brev fra Audun »ad Vadstenenses«; dette viste sig dog at være en Feiltagelse.
- ↑ See forøvrigt Lange, De n. Kl. Hist. 2 udg. s. 295.
- ↑ D. N. XIII. No. 94–96.
- ↑ Saml. Skr. S. 323.
- ↑ Kraft, Norges Beskr. (1 Udg.) IV, S. 168.
- ↑ See min Krønike om Erkebisperne S. 108 (hvor de to første Noter ved en Incurie have faaet omvendt Orden).
- ↑ Dipl. Norv. IV No. 897.
- ↑ Dipl. Norv. I No 792.
- ↑ Matrikler udg. af mig S. 25.
- ↑ D. N. VII. No. 396.
- ↑ D. N. IV. No. 849.
- ↑ D. N. IV. No. 901.
- ↑ D. N. IV. No. 921. 924.
- ↑ D. N. IV. No. 898 fgg. 900. 902 fg. 927. VII No. 187.
- ↑ D. N. IV. No. 903.
- ↑ Storm, Afgifter &c. S. 37.
- ↑ Scr. R. Dan. VIII. 369.
- ↑ Finn Joh. Hist. eccl. Isl. II. 482–83. Espolin, Árbækur II. 60. Noget „Prælatur“ vides ikke ved den Tid at have existeret i Stavanger.
- ↑ Derhos var der samtidig en tredie (?) høi Geistlig Sigurd eller Sigvard Bjørnssøn, der i Juni 1440 i et Brev til Kong Erik kaldes Provst i Bergen „paa Kongens Trøst“ (Jahn Danm. Hist. under Unionskongerne S. 518) og derpaa deeltog i et mislykket Gesandtskab til Kongen, der da opholdt sig paa Gotland. „Paa Kongens Trøst“ vil sige: ansat af Rigsraadets eller Drotseten Sigurd Jonssøn.
- ↑ Storm, Afgifter o. s. v., S. 36. Denne Sigurd fik ved den Leilighed af Paven nogle ved Auduns Udnævnelse til Biskop ledig blevne Præbender. (Utrykt Pavebrev).
- ↑ D. N. III No. 805, 806, 808. VIII No. 342. III No. 815.
- ↑ Se mit Skrift Christiern I’s norske Historie S. 122 f.
- ↑ Forskjellige Breve i D. N. II. III. IV og XI.
- ↑ Matrikler, udg. af L. Daae. S. 36.
- ↑ Sammesteds S. 43; han kaldes nu Dominus i Matriklen.
- ↑ D. N. O. VIII No. 324.
- ↑ Scr. R. Dan. VIII. 416. Brevet er udateret.
- ↑ Storm, Afgifter &c. 114.
- ↑ D. N. VII. Pag. 482.
- ↑ D. IV. No. 987.
- ↑ Keyser, D. n. K. H. II 569.
- ↑ Sees af D. N. I No. 1043.
- ↑ Jahn, Danmarks Historie under Unionskongerne S. 518.
- ↑ Denne Lasse Muus har visselig været Jons Søstersøn og altsaa Sødskendebarn af Biskop Eilif, hvilket jeg slutter af D. N. II No. 850. Han var Søn af Nils Muus (gift med Gertrud Eilifsdatter), en Væbner, formodentlig dansk af Fødsel, der 1438 og 1444 var Foged paa Thoten (D. N. I No. 766 og V No. 727). Sønnen Lasse, der 1489 var Foged i Gauldalen, arvedes af Henrik Krummedike (D. N. I 998). Anders Muus, der 1436 var Provst ved Mariakirken, var vel ogsaa af Familien.
- ↑ D. N. II. No. 878.
- ↑ Matrikler udg. af L. Daae. S. 48, 140.
- ↑ D. N. I. No. 895. 911. I det bekjendte Billedgallerie i Østre Thotens Kirke med korte biographiske Oplysninger savnes Eilif, hvorimod der er anført, at en Mag. Andorn Jensen, der vist aldrig har existeret, blev Biskop i Stavanger. See mine Bemærkninger herom i Norsk hist. Tidsskr. 3 R. I. 320.
- ↑ Norske Magasin III, 202, Erindringer af Henrik Krøyers Liv, Kbhvn. 1873, 205.
- ↑ D. N. VI. No. 649.
- ↑ D. N. I No. 1035.
- ↑ Allen Tre Nord. Rigers Hist. III S. 127. 378.
- ↑ Norske Regnskaber &c. udg. af Huitfeldt-Kaas II 537–38.
- ↑ Dipl. Norv. I No. 1075.
- ↑ Matrikler ved L. Daae S. 63, 144.
- ↑ D. N. I No. 1035.
- ↑ D. N. XIII S. 559.
- ↑ Storm, Afgifter &c. S. 114.
- ↑ D. N. IV No. 1062.
- ↑ Aarsberem. for det danske Geheimearchiv II s. XVIII.
- ↑ Lange, De n. Klostr. Hist. 2 Udg. S. 384 fgg.
- ↑ See herom foruden den alt af Lange citerede Dissertation af P. W. Becker: De rebus inter Johannem et Christianum II ac Ludovicum XII actis (1835) ogsaa Paulus Jovius: Descriptiones &c. (Basileae 1561) p. 82. Norge skildres som et rædsom barbarisk Land.
- ↑ Meddelelser fra det norske Rigsarchiv I. S. 223 fgg.
- ↑ Allen, de tre nord. R. Hist. III,2 S. 85.
- ↑ See Regnskaber &c. Udg. af Huitfeldt-Kaas, II passim.
- ↑ Allen, de tre nord. Rigers Hist. III,1 127.
- ↑ Regnskaber &c. Udg. af Huitfeldt-Kaas II 261–488, hvor man vil finde de fleste skatteydende Bønder nævnte.
- ↑ Man seer, at en Jon Elofsen (vist samme Mand) har skrevet et Brev til Kongen om Urolighederne, hvortil jeg ikke har Adgang. Allen, de tre nord. Rigers Hist. III,1 378. Jon er ogsaa den samme vir nobilis, som 1515 stod paa Abbedens Side mod Bispen. D. N. VII No. 326.
- ↑ Se om Orm Erikssøn i Regnskaber o. s. v. udg. af Huitfeldt-Kaas I 139. 395. 558. II 564–65. 633. 638. 668.
- ↑ Norske Registranter I, 1.
- ↑ Allen III,1 144.
- ↑ D. N. III No. 1085.
- ↑ Meddelelser fra det norske Rigsarchiv I 265.
- ↑ Norsk hist. Tidsskrift 2 R. II 299–300.
- ↑ Finn. Joh. Hist. eccl. Isl. II. 528.
- ↑ D. N. VII No. 580.
- ↑ Nye danske Magazin VI. 328.
- ↑ D. N. VII. pag. 652–53.
- ↑ Norske Registr. I. 21.
- ↑ D. N. VII. No. 618. Cfr. IX. No. 572. I Midsyssel gik det paa den Tid uroligt til; i Slutningen af 1526 stod den mærkelige Kamp mellem den for Christiern II interesserede Sørøver Morten Pechlin og tre hanseatiske Koffardiskibe, der efter en heltemodig Kamp ødelagde Sørøveren i Nærheden af det nuværende Mandal. See herom min udførlige Fremstilling i Norsk hist. Tidsskrift 1 R. I 484–497. Bønderne i Egnen vare i Ledtog med Sørøveren. Forholdene paa Agdesiden vare overhovedet i mange Aar fortvivlede formedelst Sørøveriet. I et desværre udateret Brev til Biskoppen (D. N. XV. No. 322) klager en Præst paa Lister, Andres Laurentssøn, for Biskoppen over, at han ikke kan modtage ham (til Visitats?), fordi Kong Christierns Folk have bortrøvet al den Proviant, han havde samlet til det forventede Besøg og overhoved al hans Vinterkost, Kjød, Flesk, Smør, Brød, Fisk o. s. v. Røverne have just taget et hollandsk Skib og ligge ved Sundhaugen (Farsund).
- ↑ D. N. IV No. 1090.
- ↑ D. N. IX pag. 342.
- ↑ D. N. XIII No. 531.
- ↑ D. N. II No. 1093.
- ↑ D. N. II No. 1090. III No. 1191. X No. 593, 595.
- ↑ D. N. IX No. 653.
- ↑ Samll. til N. F. Sp. og Hist. II 70–71.
- ↑ Arild Huitfeldt II. Hvorledes det er kommet i Arilds Hænder, er ei let at vide.
- ↑ D. N. VIII No. 656–657.
- ↑ A. Heise, Christiern II i Norge og hans Fængsling, S. 90.
- ↑ D. N. XIII No. 587.
- ↑ Vedel-Simonsen, Familie-Efterretninger om de danske Ruder II. 115. Udgiveren har fuldstændig misforstaaet dette Brev.
- ↑ D. N. IX. No. 704.
- ↑ D. N. II. No. 1108.
- ↑ D. N. X. pag. 714.
- ↑ At den Memorial, som er trykt i D. N. X. No. 673, virkelig, som af Udgiverne antaget, skulde indeholde „Optegnelser“ af Hoskold, falder mig vanskeligt at tro.
- ↑ D. N. XI. No. 613.
- ↑ Aktstykker til Grevefeidens Historie, udg. af Paludan-Müller II No. 121. Peder Jacobsen havde ellers i mange Aar været Kannik og tillige Sognepræst paa Finnø.
- ↑ Aktstykker, udg. af Paludan-Müller II No. 122.
- ↑ D. N. XII No. 568.
- ↑ Aktstykker, udg. af Pal.-Müller II No. 135.
- ↑ Pal.-Müllers Aktstykker II No. 142 og samme Forf.s Grevens Feide II S. 406.
- ↑ Saml. Skr. 325.
- ↑ Norske Samll. 8vo II. 315–316. Nicolaysens Bemærkninger sammesteds om, at dette skulde være skeet først 1538, kunne ikke bifaldes.
- ↑ Norske Registr. I.
- ↑ Herom henvises til A. C. Bangs Verk: Den norske Kirkes Historie i Reformationsaarhundredet S. 202 fgg.
- ↑ D. N. I No. 51. Regesta Norv. I No. 388. Jeg har tidligere commenteret forskjellige Dele af dette Brev: Norsk hist. Tidsskr. 3 R. IV. 209–210 og Aarbøger for nord Oldk. og Hist. 1896. 194–195.
- ↑ D. N. IV No. 921.
- ↑ D. N. IV No. 924. Her hedder det vistnok, at Kong Haakon har undt Byen til Biskop Arne, og i saa Fald maatte man altsaa antage, hvad Lange ogsaa har gjort, at ogsaa dennes Samtidige Haakon Magnussøn havde bekræftet sin Bedstefaders Gave. Men jeg anseer det for temmelig klart, at det for Christiern I paaberaabte Gavebrev har været det endnu i Original bevarede fra Haakon Haakonssøn, til Askel. Noget saadant fra Haakon V existerer ikke og bliver heller ikke andensteds paaberaabt. Mine Grunde er: 1) I det existerende Brev fra Haakon IV betegnes Biskop Askels Navn kun med Forbogstavet A., og efter 200 Aars Forløb kunde dette lettelig opfattes, som om der mentes den yngre og vel i Traditionen mere erindrede Arne. 2) Af Christiern I’s Brev sees, at der i det ham forelagte Document nævnes Biskoppen, Erkedegnen og alle Chorsbrødre, hvilket ogsaa ganske stemmer med Haakon IV’s Brev, medens der paa Haakon V’s og Arnes Tid ikke fandtes nogen Erkedegn i dette Stift.
- ↑ Dette er overeensstemmende med Rector Erichsens Opfatning i Brev til mig.
- ↑ D. No. XII No. 81.
- ↑ D. N. IV No. 896. Det er en aabenbar Feil, naar Nicolaysen i sit Verk om Kirken fortæller, at denne var indviet paa Svithunsdagen, 2 Juli. Ikke alene findes Intet herom i Kilderne, men i Afladsbrevene for Kirken findes foruden de to Svithunsdage Dedicationsdagen særskilt nævnt.
- ↑ Erindringer af H. Krøyers Liv S. 209.
- ↑ D. N. IV No. 1074.
- ↑ D. N. VIII No. 169.
- ↑ Norske Rigsregistranter I 214.
- ↑ Stabat episcopus in pomerio D. N. IV. No. 45. Nicolaysen (Norske Fornlevninger 796) oversætter dette med en „Frugthave“, og Andre have heri fulgt ham. Men en Frugthave hedder ikke pomerium, men pomarium. At der forresten allerede tidlig kan have været en Have her, vil jeg ikke bestride.
- ↑ Regnskaber o. s. v. udg. af Huitfeldt-Kaas II 630.
- ↑ D. N. III No. 121.
- ↑ Rector Erichsen i Brev til Forf.
- ↑ Rector Erichsen har uden Tvivl Ret, naar han (i Brev til mig) antager, at denne Misforstaaelse skriver sig derfra, at Utsteins Kloster og „Allehelgensgodset“ (Bergen) fra 1601 af nævnes som samlet Forlening, hvorved man jo kunde fristes til at tænke sig en Kirke af dette Navn i Stavanger.
- ↑ Meddelt mig af Rector Erichsen. Efter Reformationen finder man ved Skagen omtalt „Mortensgaarden“, vist et gammelt Navn.
- ↑ D. N. VI. No. 134.
- ↑ D. N. II No. 25.
- ↑ Meddelelser fra Rigsarchivet I 265.
- ↑ D. N. IV No. 835.
- ↑ Dombogen for 1599 S. 232 fgg.
- ↑ Meddelelse fra Rector Erichsen.
- ↑ Langes Klosterhist. 2 Udg. 378, 388.
- ↑ D. N. X No. 4. Om Hospitalet i senere Tider og efter Reformationen see Norske Stiftelser I og III.
- ↑ Allen, de tre nord. Riger. IV,1 S. 240. Jeg skylder Rector Erichsen, at jeg er bleven opmærksom paa denne St. Annas Gaard. Den overlodes 1612 den lutherske Biskop til Bolig.
- ↑ D. N. IV No. 54.
- ↑ D. N. III No. 132.
- ↑ Af Nicolaysen i Norske Fornlevninger.
- ↑ D. N. IV No. 54.
- ↑ D. N. II No. 134.
- ↑ De fleste af disse Gaarde ville findes nævnte i D. N. IV, enkelte i I og II.
- ↑ D. N. VII. No. 379.
- ↑ Y. Nielsen, Raadmændene i de norske Kjøbstæder. S. 14–15. (Chr.a Vidensk. Selsk. Forh. 1879. No. 13).
- ↑ D. N. VI. pag. 502. Samtidig nævnes Borgerne Thorkel Simonssøn og en Ingemundus Bratteri.
- ↑ D. N. VII. pag. 408.
- ↑ D. N. IV. No. 952.
- ↑ Saml. Skr. 322.
- ↑ Aslak Bolts Jordebog S. 107–108.
- ↑ D. N. XI. No. 665.
- ↑ Samme Udtryk findes ogsaa brugt om Klostre som juridiske Personer.
- ↑ Cfr. Norske Stiftelser III., 546 fgg., hvor Nicolaysen gjør Arnbjørn af Heimnes og Abbeden af samme Navn til een og samme Person.
- ↑ D. N. I No. 918.
- ↑ Samlede Skr. 224.
- ↑ Norges gamle Love. III. 310.
- ↑ D. N. II. No. 699.
- ↑ D. N. IV. No. 803.
- ↑ D. N. IV. No. 949.
- ↑ D. N. I. No. 975.
- ↑ D. N. IV. No. 825.
- ↑ D. N. IX. No. 315.
- ↑ See om disse Ting min Krønike om Erkebiskopperne S. 149 fg.
- ↑ Saml. Skr. 333.
- ↑ J. Aas, Gjerestad Præstegjeld og Præster S. 31.
- ↑ D. N. II. No. 115.
- ↑ D. N. IV. No. 167.
- ↑ D. N. IV. No 263.
- ↑ D. N. IV. No. 308, 335 og I. No. 311.
- ↑ Regesta Norv. I. No. 440. Erkebispen var selv tilstede i Stavanger ved denne Leilighed, ligesom Biskop Nicolaus af Grønland.
- ↑ Min Krønike om Erkebisperne.
- ↑ D. N. IV. No. 929.
- ↑ D. N. VI. pag. 498.
- ↑ D. N. IV. No. 318.
- ↑ I Biskop Thorgils’s Tid var Capellanen Arne endog Medlem af Capitlet. D. N. X. No. 4.
- ↑ D. N. VI No. 376.
- ↑ D. N. IV. No. 510. I No. 459.
- ↑ D. N. IV No. 840.
- ↑ Peder Claussøns Saml. Skr. 224.
- ↑ D. N. V. No. 162.
- ↑ D. N. IV. No. 803.
- ↑ D. N. IV. No. 45. 119.
- ↑ D. N. IV. No 18, hvor der opregnes en hel Del Personer, der aabenbart have hørt til det verdslige Tjenerskab.
- ↑ I Min Krønike om Erkebiskopperne S. 150.
- ↑ F. Ex. 1467 med Soggendal for 9 Aar. D. N. IV. No. 963.
- ↑ Se min Krønike om Erkebisperne S. 27.
- ↑ D. N. I. No. 5.
- ↑ Regesta Norv. I. No. 440.
- ↑ D. N. II. No. 24.
- ↑ D. N. II. No. 13.
- ↑ D. N. II. No. 15.
- ↑ D. N. II. No. 21.
- ↑ Ribe „Oldemoder“, udg. af Oluf Nielsen p. 116 fg.
- ↑ R. Keyser i Den norske Kirkes Hist. II.
- ↑ En af disse, Sigurd, Præst paa Hundevaag, kaldes „Biskopsbroder“, uden at det derfor er givet, at han har været en Broder af Arne selv.
- ↑ Truncus apud altare majus positus D. N. IV. pag. 47.
- ↑ D. N. V. No. 40 og IV No. 41.
- ↑ D. N. IV. No. 47.
- ↑ D. N. III. No. 116.
- ↑ Hvad herved skal forstaaes, kan ikke bestemt siges, thi de Kirker, ved hvilke Kanniker vare Sognepræster, kan det vel neppe være. Vi have hørt, at Sole Kirke var dem i Fællesskab skjænket, og Holme Kirke i Mandalen med et Annex tilhørte dem ogsaa. D. N. IV. No. 836.
- ↑ D. N. IV. No. 896.
- ↑ Min Krønike om Erkebisperne S. 155.
- ↑ D. N. VII. No. 244.
- ↑ D. N. X. No. 101.
- ↑ D. N. VIII. No. 413.
- ↑ D. N. I. No. 1035.
- ↑ D. N. IV. No. 36. II. No. 77.
- ↑ D. N. IV No. 109. 303, 335.
- ↑ D. N. IV No. 900.
- ↑ D. N. III. No. 1121.
- ↑ D. N. VI. No. 32. Matthæus Parisiensis omtaler i sin berømte Krønike engelske Geistlige, som ere blevne prøvede i Rom. Dette var i den bedre Tid; senere var der vistnok ved Curien alene Spørgsmaal om Pengene. Se ogsaa Registret til D. N. VII: „Examen“.
- ↑ D. N. V. pag. 472.
- ↑ D. N. IV. No. 1081–82.
- ↑ D. N. X. pag. 628, 632, hvor jeg ikke kan tiltræde Udgivernes Mening om Notitsernes Udspring. Cfr. Kirkehist. Samll. 3 R. I. 517.
- ↑ Saml. Skr. 319.
- ↑ Mellem Fjeldmændene og Kystbefolkningen i dette Fylke har der altid været en vis Animositet, og navnlig have Sætersdølerne havt liden Lyst til at blande sig med de nedre Bygder. Fra 1436 haves et Brev (D. N. IX. No. 267), hvor det omtales, at en Mand fra de øvre Bygder (i Namdalen) brugte som Skjældsord: „Du lange Djuplending“.
- ↑ Norsk hist. Tidsskr. 3 R. IV 210–211. Man seer, at Hertuginde Ingeborg, Haakon V’s Datter, som Enke har havt Besiddelser i Ryfylke, hvilke 1340 bestyredes af Hr. Finn Øgmundssøn (D. N. VIII No. 132). Dette har da været en Deel af Dronning Margretes Arvegods, som Ingeborg har faaet efter sin Fader.
- ↑ D. N. V No. 16.
- ↑ D. N. II No. 109.
- ↑ Adskilligt herom i Herman Ruges Valdresia reserata (trykt i Budstikken III).
- ↑ J. E. Sars: „Til Oplysning om Folkemængdens Bevægelse i Norge fra det 13–17 Aarhundrede“ i Norsk historisk Tidsskrift 2 R. III 281–387.
- ↑ D. N. VII pag. 498.
- ↑ D. N. IX pag. 189.
- ↑ D. N. X No. 585. Forbindelsen med Rom havde i 1529 i flere Aar været afbrudt, saa at Geistligheden maa have stukket Pengene i sin egen Lomme.
- ↑ Se f. Ex. Pavels’s Dagbøger 1815–1816 (Registret under: „Folketælling“).
- ↑ Munchs Angivelse om Kirkerne i hans Beskrivelse af Norge i Middelalderen er ikke altid at stole paa. I Theol. Tidsskr. 3 R. II (ogsaa særskilt) har L. Dietrichson givet en Fortegnelse over Norges Kirker. Min korte Oversigt er udarbeidet med væsentlig Bistand af Prof. Rygh.
- ↑ D. N. I No. 70.
- ↑ Dietrichson forvexler denne Kirke med Kirken paa Øen Bru.
- ↑ Dietrichson opfører uden anden Hjemmel end Munchs uhjemlede Angivelse denne i 1817 opførte Kirke som middelalderlig.
- ↑ See mine norske Bygdesagn I (2 Udg.) S. 23. Det er dog ikke mere forunderligt, at denne Heller kan have været benyttet til Gudstjeneste, end at „Michaelskirken“ i Thelemarken blev det, hvilket sidste er en Kjendsgjerning.
- ↑ Bergs Kirkegaard i Lyngdal, der nævnes (D. N. VI. No. 561), er den samme som Aa.
- ↑ Pavelige Nuntiers Dagbøger, udg. af Munch S. 24.
- ↑ Ikke som af Dietrichson antaget identisk med Valle.
- ↑ Krafts Topogr. Beskr. 2 Udg. III S. 313.
- ↑ Pavelige Nuntiers Regnskabshøger S. 24. Asl. Bolts Jordebog 107. D. N. II No. 904. VIII No. 389. X No. 274.
- ↑ Faye, Norske Folke-Sagn. 2 Udg. S. 137. – For Sangelands Kirke (Øvrebø), som Dietrichson kun paa Munchs Angivelse opfører, kjendes ingen Hjemmel.
- ↑ At Ordet „Hovedpræst“ endnu har bevaret sig hos Almuen lige til vor Tid, derom har jeg selv en Erindring fra Ringerike, hvor Sognepræsten til Norderhov idetmindste for en 40–50 Aar siden stundom kaldtes „Huepræsten“. Dengang tænkte man vel kun paa hans Forhold til den residerende Kapellan, men Ordet var sikkert bevaret fra gammel Tid, da Præsten i Hole var Norderhovs Præst underordnet.
- ↑ D. N. I No. 197.
- ↑ D. N. VII No. 178.
- ↑ D. N. I. No. 160.
- ↑ D. N. IV. No. 178.
- ↑ See mine Bemærkninger om denne Sag i min Krønike om Erkebiskopperne S. 123, 124, 132.
- ↑ D. N. VI No. 234. I 1338 havde Paven tilladt, at en uægte født Klerk kunde ansættes, dog ikke ved Domkirken. D. N. VII No. 148.
- ↑ [Wikikildens note: Fotnoteteksten mangler i originalen.]
- ↑ D. N. I No. 63. IV No. 50.
- ↑ O. Rygh: Storthingsforhandl. 1881. D. 3. Prp. No. 19. S. 49 og E. Hertzbergs nys udgivne Skrift: Om Eiendomsretten til det norske Kirkegods. S. 55.
- ↑ D. N. IV No. 525, 616.
- ↑ J. Aas, Gjerestads Præstegjeld og Præster, Risør 1869, S. 30.
- ↑ P. Blom, Beskr. over Valle Præstegjeld, Gjøvik 1896. S. 119.
- ↑ D. N. IV No. 997 og I No. 951.
- ↑ Dombog for 1585, udg. af Thomle S. 75–76. Saavel Thomle som Fr. Brandt (D. Magazin 3 R. V. 359) have Aarstallet 1303, der naturligviis skal være 1503.
- ↑ D. N. V No. 1013. Udgiverne have fuldstændig misforstaaet Brevet, naar de i Indholdsangivelsen tale om, „hvad Præsterne skulle have for Testamenter“. „Udfærdskoen“ vedblev længe efter Reformationen at ydes for bedre Bønder og deres Koner.
- ↑ Forskrifterne for disse Møder, til hvilke man maatte medbringe sine Præsteklæder, ere, især for Erkestiftet, meget detaillerede og oplysende. Norges gl. Love III 265, 307 fgg.
- ↑ D. N. IV No. 538 (1387), II No. 694 (1429) og I No. 817 (1451).
- ↑ D. N. I No. 148.
- ↑ D. N. II No. 367.
- ↑ Min Krønike om Kvinesdal, S. 14.
- ↑ J. Aas, Gjerestads Præstegjeld og Præster S. 22.
- ↑ D. N. II. pag. 330.
- ↑ D. N. IV. No. 73.
- ↑ D. N. VIII No. 6.
- ↑ D. N. X No. 12.
- ↑ En persona ved Mariestuken i Avaldsnes nævnes 1341, D. N. XI pag. 33, ogsaa vicarius sammesteds 1299, D. N. IV pag. 39.
- ↑ Lange d. n. Klostres Hist. 2 Udg.
- ↑ N. Registr. I, 4,22.
- ↑ D. N. I No. 640.
- ↑ I Stavanger By nævnes ca. 1299 „Klokkeren“ ved St. Martins Kirke D. N. IV No. 45.
- ↑ D. N. II No. 1018.
- ↑ Kraft, Beskr. over Norge III (2 Udg.).188.
- ↑ Regesta Norv. I. No. 440.
- ↑ De norske Klostres Hist. 2 Udg. S. 379–382. Documenterne ere trykte i Dipl. Norv. IV.
- ↑ D. N. I No. 123 og 126.