Mine Erindringer fra Norge
Min Ven Professor Aschehoug, med hvem jeg har havt mange samtaler om Forholdene i Norge i Begyndelsen af dette Aarhundrede, da jeg besøgte Landet, og om de Personer, med hvem jeg der kom i Berørelse, har opfordret mig til at nedskrive et og andet af hvad der har fæstet sig i min Erindring fra den Tid, og jeg har besluttet mig til at gjøre et Forsøg, uden store Forhaabninger om at være istand til at levere noget, der kan være af Interesse for ham eller andre. I ethvert Fald kan jeg ikke gjøre nogen Skade derved, om det end kan hænde, at jeg gjør lidet eller intet Gavn.
Før jeg begynder mit Arbeide, bør jeg imidlertid oplyse, hvem og hvad jeg er. Dette vilde være unødvendigt for 50 Aar tilbage, men nutildags maa mit Navn være saagodtsom glemt i Norge. Jeg nedstammer fra en Kjøbmandsfamilje, som i flere Menneskealdre ikke alene havde betydelige Forbindelser med Norge, men endog sin væsentlige Forretning med dette Land. Forbindelsen existerede i ethvert Fald i min Oldefader, Richard Norman’s Tid. Denne omtales i en londonsk Veiviser fra 1740 som Kjøbmand, boende i Blackfriars og døde omkring 1750. Han efterfulgtes i Forretningen af min Bedstefader, James Norman, som døde i 1787 efter først, saavidt jeg ved, at have overdraget Forretningen til sine Sønner, George og Richard. Den sidste traadte snart ud af Firmaet, og den første, min Fader, førte Forretningen alene til omkring 1822, da han overgav den til sine to ældste Sønner, Richard og mig, som under Firmaet G. Norman & Søn (min Fader havde velvillig laant os sit Navn) drev den sammen til 1830.
Tidlig i dette Aar døde min dyrebare og uforglemmelige Fader. Jeg var da ugift, og da Forretningens Udsigter var alt andet end lovende, og jeg desuden eiede en Formue, der var fuldt tilstrækkelig for mine Fornødenheder, trak jeg mig ud af Forretningslivet efter at have sørget for, at min omtalte Broder kom ind i et agtet Firma, D’Hrr Sewell, en ordning som jeg antog vilde være til Fordel for begge Parter.
Vort Huses Forretninger bestod væsentlig i at modtage Tømmer og Planker i Consignation, men leilighedsvis ogsaa i Kjøb for egen Regning, og dette var især Tilfælde med hvad der leveredes fra Hafslund Brug under dets paa hinanden følgende Eiere, Holter, Wessel og Rosenkrantz, med hvem vi havde mange og vigtige og for begge Parter fordelagtige Forretninger. Jeg formoder, at Peder Holter havde den største Formue, som kjendes i Norge i de sidste to hundrede Aar. Han var Eier af Hafslund, Borregaard, Ljan og Gahn. Naar han opholdt sig i Christiania, boede han, saavidt jeg ved, i det store Hus, som jeg erindrer fra 1826 som Hotel du Nord. Jeg eier et Miniaturportræt af Peder Holter, som maa have lignet Originalen meget. Jeg betvivler, at Bernt Anker nogensinde var saa rig, da han med uhyre Eiendomme altid var i Gjeld.
Vort Hus besørgede ogsaa Assurancer, Afskibning af Varer og Modtagelse af Remisser. I mange Tilfælde maatte vi, for at opnaa Forretninger, give store Forskud, hvis Tilbagebetaling beroede paa Salg af Ladninger, der altfor ofte ikke dækkede dem.
I det hele førtes imidlertid Forretningen med meget Held indtil Krigen med Danmark i 1807. Den levede dog igjen op med den saakaldte Licence-Handel, og efter Fredsslutningen i 1814 blev den atter meget betydelig. Forhøielsen af Trælasttolden i England i 1814 og senere Aar gav den et skjebnesvangert Stød, og jeg kan idethele sige, at fra den Tid, da jeg først begyndte at deltage i Forretningslivet, til jeg endelig drog mig ud af det, var Resultatet af vor hele Drift snarere Tab end Gevinst. Jeg takker Gud, at det ikke, som det let kunde gjort, gik endnu værre.
For at vise, hvor betydelige vore Forretninger var, kan jeg omtale, at vi omkring 1815 i Løbet af 1 Aar betalte mere end 100,000 £ i Told, og at vi paa en Gang var Eiere af Sanne og Soli og af Eidsvold.
I Begyndelsen af Aarhundredet og nogen Tid efter var næsten alle Forretninger med det sydlige Norge i Hænderne paa 4 Huse i London. Disse var Wolff & Dorville, Sewell & Neck, min Fader og Boulton & Baker, Efterfølgere af Collett & Gram.
Nu et Par Ord om mig selv. Jeg blev født i Bromley og efter at være forberedt paa en liden Privatskole, kom jeg til Eton i 1805 og forblev der til 1810. Af græsk og latin, de eneste Lærefag der, lærte jeg lidet, men desto mere Cricket, Boldspil og andre legemlige Idrætter, i hvilke alle jeg opnaaede stor Færdighed. I April 1810 begyndte jeg at arbeide paa min Faders Contor.
Før jeg slutter disse personlige Meddelelser, bør jeg omtale, at jeg i 1821 blev en af Direktørerne for Englands Bank og vedblev som saadan, indtil April Maaned i indeværende Aar.» I 34 Aar var jeg ogsaa Direktør for Brand- og Livsforsikringsselskabet „The Sun“, hvis førstnævnte Afdeling længe var den største i sit Slags i England. Resten af min Tid siden 1830, da jeg giftede mig, har været udfyldt af en Landgodsbesidders Pligter, hvilke i England optage eller kan optage en hel Del Tid.
Jeg gaar derefter over til at meddele, hvorledes jeg kom til at stifte personligt Bekjendtskab med Norge. Fra mine tidligste Aar hørte jeg min Fader tale om Norge. Han havde været der to Gange mellem 1780 og 90. Fra Tid til anden havde flere Nordmænd, hvoriblandt Statsraad Rosenkrantz, Carsten Anker og Marcus Pløen, besøgt os i Bromley, men i 1814 fandt en særlig mærkelig Begivenhed Sted. Af Prins Christian Frederik var Carsten Anker bleven sendt som hans Gesandt til den engelske Regjering. Han blev ikke diplomatisk modtaget og var derfor ikke fritaget for Arrest. Nu traf det sig, at han, foruden en Gjeld paa over 2000 i til min Fader, som han sagdes at have betalt til den danske Stat, efterkommende det af den danske Regjering udstedte Dekret om Konfiskation af engelske Undersaatters Eiendom, skyldte en Mand ved Navn Atkinson henved 14,000 £. Af denne Mand blev han belagt med Arrest, og nu var Spørgsmaalet, om det lod sig gjøre at skaffe ham løs.
Ved denne Tid var der to norske Herrer i England, der var vore gode Venner, Jørgen og Broder Knudtzon fra Throndhjem. De var meget ivrige Patrioter og stærkt antisvensk sindede. Min Fader og jeg delte dette Standpunkt. Det stred imod vore politiske Sympathier, at et Folk uden sit Samtykke skulde overdrages til en fiendtlig Magt. Følgen af alt dette var, at min Fader gik i Borgen for Carsten Anker og senere fik sluttet et Forlig om Fordringens Betaling med 7000 £, for hvilken Sum, saavelsom for den Sum, han før havde tilgode, han tog Pant i Eidsvold Gods. Man havde i senere Aar det Haab, at enten Kronprins Carl Johan eller Prins Christian Frederik, siden Christian 8 af Danmark, vilde tilbagebetale disse Penge, der var udlagte for at beskytte Norges Ære. En Henvendelse derom blev gjort til begge, til den sidste, da han besteg Thronen, men paa begge Steder forgjeves. Jeg maa bemærke, at min Broder og jeg efter Carsten Ankers Død tog Eidsvold Gods i Besiddelse og indfriede en Gjeld til Regjeringen, antagelig 50,000 eller 60,000 Spd., der paahvilede Godset.
Dette var en uheldig Spekulation. Eiendommen gav os aldrig nogen Indtægt og blev, da vi adskiltes, overdraget til min Broder, som senere solgte den. Vort hele Tab ved denne uheldige Affære kan neppe have beløbet sig til mindre end 15,000 £, og sandsynligvis var det meget større.
Den store Fordring paa Carsten Anker var blot en af mange, som min Fader havde i Norge, og endelig blev det nødvendigt, at jeg gjorde en Reise did, for at søge at frelse saameget som muligt af en hel Del Fordringer, der ikke beløb sig til mindre end 70,000 £.
Saaledes kom jeg til at gjøre min første Reise til Norge i April 1819. Mine Reisefæller var Marcus Pløen, hvis Hjelp jeg vidste vilde være mig nyttig ved mit meget vanskelige Hverv, og en engelsk Herre, Mr. Herbert Galton, som snart skiltes fra mig. Han var Fader til den nulevende Mr. Douglas Galton, bekjendt som fremragende Videnskabsmand.
Vi gik i Harwich ombord i et Paketskib fra Gøteborg, en elendig Slup paa 60–70 Tons, og blev sat iland i Tromøsund, hvorfra vi reiste til Arendal og Christiansand og derfra tilbage igjen samme Vei og videre til Christiania, idet vi besøgte alle mellemliggende Byer. I Christiania opslog jeg mit Hovedkvarter og foretog derfra Reiser, naar Forretningerne krævede det, til Drammen, Moss, Skien, Fredrikstad og Fredrikshald. Jeg kom første Gang til Christiania strax efter den store Ildebrand, som havde herjet Byens Bordtomter og forvandlet dem til en Askehob. Det sagdes, at det Ankerske Fideikommis mistede saameget som 100 Skibsladninger Planker. Dette antager jeg dog maa have været en Overdrivelse.
Jeg forblev denne Gang i Norge til December Maaned og var der det følgende Aar 1820 i et lignende Tidsrum paa omtrent 8 Maaneder. Der var den Gang intet respektabelt Hotel i Christiania. Et der holdtes af Castens, var meget daarligt, og jeg opslog mit Kvarter hos Skipper Schou i – –, hvor jeg traf og boede sammen Mr. Myer Myers, en Amerikaner, som var kommet til Norge i samme Slags Ærinde som jeg, hvilket jeg siden vil komme til at omtale nærmere. Han er endnu ilive.
Paa min Reise i 1820 havde jeg Følge af Mr. J. W. Cowell (nu død), der for 20, 30 Aar siden pleiede at besøge Norge for at fiske.
Af hvad jeg har sagt eller kommer til at sige, maa det ikke sluttes, at der ikke var rige Folk i Norge paa den Tid. Selv i den værste Tid, ved Krigens Slutning og nogle Aar efter, havde min Fader store Beløb af norske Penge i sine Hænder, hvormeget erindrer jeg ikke – maaske fra 50,000–100,000 £. Jeg husker godt, at jeg var hjertelig glad, da det hele var tilbagebetalt, da jeg frygtede, at der kunde opstaa Vanskeligheder, om vi havde beholdt Pengene, og de var blevne fordrede tilbage uden tilstrækkeligt Varsel, hvad der engang hændte med Haagen Mathiesen, der beordrede 10,000 i paa en Gang anbragte i engelske Statspapirer, som han saaledes erholdt til en Kurs af 56 for 3 Oh obligationer. Didrich v. Cappelen i Skien, P. A. Heuch i Kragerø og Marcus Pløen havde til sine Tider store Summer hos min Fader, og han havde mange mindre Kreditorer.
I Aarene 1823–24–25 kom der nyt Liv i Handelen, og efter Krisen i 1825 havde mit Hus nye, paa Forskud fra den seneste Tid beroende Fordringer paa Norge, der saaledes blev en Tilvext til det forviklede Mellemværende af tidligere Datum. Dette bragte mig igjen til Norge med min Broder Henry for et Tidsrum af omtrent 3 Maaneder i 1826 og atter i 1828 for nogle Uger. Heri bestaar mit personlige Bekjendtskab med Norge, hvilket jeg erkjender at have forklaret med en Vidløftighed, der smager stærkt af Egoisme. Dog tror jeg, at det meddelte indeholder noget af Interesse; i ethvert Fald var det nødvendigt som en Slags Fortale til hvad der vil komme efter.
Det som jeg nu agter at nedskrive, vil blive af en noget broget Beskaffenhed, da det imellem vil forekomme, at jeg efter at have behandlet et Emne, indtil jeg ikke har mere at sige om det, og er gaaet over til et andet, kan komme paa noget nyt vedkommende det første, hvilket jeg da uden Betænkelighed anfører, om det end kommer paa et Sted, hvor det egentlig ikke hører hjemme. Det er ligesaa langt fra min Hensigt, som det ligger over min Evne, at levere en fuldendt literær Composition.
Jeg gaar nu over til en Fremstilling af Norges økonomiske Stilling paa den Tid, da jeg besøgte Landet. Den kunde neppe have været værre uden i et af Krig herjet Land. En Række af Ulykker havde truffet det. Mange af dets Handelsskibe var høist grusomt og uretmæssigt blevne røvede i 1807. Nogle kjøbtes eller byggedes, da Licence-Handelen begyndte, og der var forholdsvis heldige Konjunkturer for Skibsrhederiet indtil Fredsslutningen. Da faldt Fragterne, Skibene blev næsten værdløse og mange solgtes i England til Ophugning.
Skoveierne led under de lave Priser paa Trælast og Exportørerne under den enorme Trælasttold i England og den almindelige Synken af Priserne. Som Exempel kan tjene, at 120 12-Fods 3-Toms Planker, som i 1809 var omkring 80 £ værd, leverede i London, i 1830 kunde kjøbes for 30 £.
Faste Eiendomme – Jord og Huse – var blot salgbare til saa yderlig nedsatte Priser, at Panthavere saavelsom Eiere var udsatte for umaadelige Tab, dersom de nødtes til at realisere deres Eiendomme.
Den danske Regjering havde fulgt den daarlige Skik at udlaane Penge paa fast Eiendom, antagelig i Haab om derved at kunne opelske industriel Foretagsomhed, da der ikke krævedes høiere Rente end 4%.
Et andet ødelæggende Onde var i Norge Forholdet med Papirpengene. Den gamle danske Courant var bleven afløst af Rigsbanksedlerne, begge var faldne til en ruinerende lav Kurs og tiltrods for det Slags Erstatning, som Loven havde bestemt, tabte Folk, hvis eneste Eiendom bestod i Penge udlaante paa fast Pant, enten alt eller ialfald en stor Del af hvad de før havde eiet.
Oprettelsen af Statsbanken var, skjønt den tilsidst skaffede Landet en Papirmynt, der i Soliditet kunde maale sig næsten med ethvert Lands i Verden, fra først af en meget tung Byrde. Aktierne gav i mange Aar intet Udbytte, og jeg kunde have kjøbt Aktier paa 100 Spd. for 50 paa en Tid, da den engelske Kurs var 10 Spd. pr. £ Sterling. Med andre Ord, jeg kunde have faaet for 5 £, hvad der nu er værd 40 eller 50 £ Jeg erindrer, at jeg tænkte, at det vilde have været en god Spekulation at kjøbe Aktier, men jeg kunde ikke insistere paa dette ligeoverfor min Fader, som havde tabt og tabte en Formue og ganske naturlig vilde have kviet sig for at indlade sig i nye Spekulationer i Norge.
De udenlandske Kreditorers Stilling forulempedes meget ved de da gjeldende norske Love. Panthavere havde naturligvis Fortrinsret til den Sikkerhed, de havde faaet, men foruden disse blev de, som havde saakaldte chirographiske Fordringer, betalte fuldt ud, før Regnskabskreditorer fik noget. I den sidste Klasse var de fremmede Kreditorer i Almindelighed, og som Følge deraf erindrer jeg neppe nogensinde at have modtaget nogen Dividende i et Fallit-Bo, uden i Tilfælde, hvor jeg havde særegen Sikkerhed. Naturligvis tog Udlændinger i senere Aar, da de havde lært at forstaa Loven, de nødvendige Forsigtighedsregler, og jeg har ofte mødt i Forligelseskommissionen for at afslutte Forlig om Tilgodehavende.
Næsten hele den Tid, der omfattede mine to første Ophold i Norge, var en meget betydelig Sag for Retten, der afhang af Loven om Skyldner og Fordringshaver. Min Ven Myers, som Fuldmægtig for sit Hus i Norfolk i Virginia var den klagende Part og nogle Kjøbmænd i Drammen den anklagede. Hvad der stredes om, var værdien af en Skibsladning Tobak paa omtrent 15,000 £, rekvireret af indstevnte, for hvilket de havde forpligtet sig „en for alle og alle for en“.
Det Spørgsmaal, der skulde afgjøres af Høiesteret, var om Sagen kunde betragtes som en Vexel-Sag. Retten afgav en benegtende Kjendelse, og Myers opgav da Sagen, tabte sine Penge og forlod Norge. Betragtet som en simpel Kontrakts-Sag var hans Fordring naturligvis utvivlsom, men han ansaa det ikke for Umagen værd at forfølge den.
Morgenstjerne var den Advokat, som Myers benyttede, og jeg tror, men ved det ikke sikkert, at J. A. Hielm førte Modpartens Sag. Jeg overvar undertiden Retsforhandlingerne og var ofte nærværende, naar der fandt Raadslagninger Sted mellem Mr. Myers og hans Advokat, hvorunder den sidste pleiede at gaa op og ned ad Gulvet og af og til tage sig et Stykke Smør og Brød med en Dram til.
Jeg maa her bemærke, at Tilstanden i det nordlige og vestlige af Landet, i Throndhjem og Bergen, var meget bedre end i det sydlige. Med Hensyn til den førstnævnte By kan jeg tale af Erfaring, da min Fader havde mange Forbindelser der. Jeg tror, at de throndhjemske Kjøbmænd forstod sin Forretning bedre end de østlandske. Desuden arbeidede Fiskehandelen, der var deres vigtigste Bedrift, under mindre ødelæggende Konjunkturer end Trælasthandelen.
Jeg kommer nu til at tale noget om mine personlige Bekjendtskaber i Norge. Jeg maa dog strax gjøre opmærksom paa, at jeg kun ufuldkomment var istand til at deltage i en Samtale paa norsk. Jeg havde studeret Sproget under Pastor Kjerulf i London og efter at have opholdt mig i Landet en kort Tid, kunde jeg læse det med Lethed, men havde aldrig Anledning til at skrive det og forsøgte kun at tale det, naar det var absolut nødvendigt. I Christiania talte jeg engelsk til Herrerne og fransk til Damerne og dem af det mandlige Kjøn, der kunde dette Sprog og ikke engelsk. Faa Damer kunde tale engelsk. Jeg erindrer i Virkeligheden blot Fru Otto Collett som særlig dygtig i Sproget blandt dem, der ikke var engelske af Fødsel, hvilket var Tilfældet med Fru Keyser og Fru Duborgh.
Hvad mine Bekjendtskaber angaar, kan jeg sige, at jeg kjendte næsten hver eneste Kjøbmand fra Christiansand til Fredrikshald, begge Steder inclusive, men mere specielt Kjøbmændene i Christiania, Drammen og Skien, hvor min Fader havde de fleste Forbindelser og følgelig ogsaa de fleste og største Skyldnere.
De Forretninger, der førtes af norske Kjøbmænd i hine Tider, var af en meget enkel Beskaffenhed. Nogle havde Sagbrug, til hvis Forsyning de (medmindre de selv havde tilstrækkelig Skov) aarlig kjøbte et vist Kvantum Tømmer, som de i Regelen oparbeidede til Planker. Paa disse modtog de Ordrer, hvis de kunde faa saadanne, hvis ikke gav de dem i Consignation. De exporterede ogsaa usaget Tømmer og Sparrer og importerede Korn osv. for sine Arbeidsfolk.
Nogle føiede Skibsrhederforretninger til deres øvrige Drift. Mange drev Skibsrhederi som Hoved-Forretning. Skibene var i Regelen kun af tarvelig Beskaffenhed og anvendtes fornemmelig i direkte Handel med fremmede Lande. Fragtfarten, i hvilken norske Skibe siden har vundet saa megen Udmærkelse, var da en næsten ubetraadt Vei. Nogle af de Skibe, som jeg kan erindre, var meget gamle. „Nikolay og Anna“, der en Tid tilhørte det Ankerske Fideikommis, sagdes, saavidt jeg erindrer, at være 100 Aar gammelt og „Caroline Mathilde“, der hørte hjemme i Skiensfjorden, ikke meget yngre.
Den tredie Klasse Forretningsdrivende, som jeg her behøver at omtale, var Butikhandlerne, som indførte og udsolgte Varer, baade af fremmed og indenlandsk Produktion. Jeg behøver blot i Forbigaaende at nævne Jernværkseierne, der var for faa til at danne en Klasse for sig. Fabrikeiere existerede saagodtsom ikke.
Forretningsmænd i ordets høieste Betydning, vel hjemme i Handelsvæsenets Principer og rede til at føre deres Spekulationer og Capitaler ind paa nye Baner og dygtige til at beregne de sandsynlige Chancer for nye Foretagender, fandtes neppe. Familjen Heftye stod, antager jeg, øverst i denne Henseende. Jeg kunde her ogsaa nævne Ernst Rohde, Liflænder af Fødsel, saavidt jeg ved, som efter at have drevet en ret heldig Forretning, i en for ham selv uheldig Time lod sig forlede af Ærgjerrighed og Forfængelighed til at kjøbe Hafslund. Crisen i 1825 feiede ham væk, til stort Tab for vort Hus saavelsom for andre.
Den norske Handelsstand stod i den Tid idetheletaget ikke paa noget høit Dannelsestrin. Kjøbmændene havde fordetmeste gaaet paa Skole i England og skrev og talte vort Sprog, nogle meget, andre mindre godt, men deres literære Dannelse var ringe.
De var ogsaa gavmilde og gjestfri, og mange gjorde meget for sine underordnede.
En af de mest intelligente af norske Kjøbmænd i min Tid var Peder v. Cappelen i Drammen, der virksomt støttede Skolevæsenet og forøvrigt ethvert almennyttigt Foretagende. Han var Eier af Eidsfos Jernværk, hvor jeg har besøgt ham, saavelsom paa Augestad, hvor han i Regelen boede. Han havde en eneste Datter, gift med Pastor Ottesen.
Idet jeg slutter, hvad jeg har at sige om de norske Kjøbmænd, vil jeg blot tilføie, at skjønt min Fader tabte overordentlig store Summer ved dem, tror jeg dog, at de i Almindelighed var retskafne og ivrige for at betale sin Gjeld, naar de havde Midler til at gjøre det. Nogle sorte Faar kunde vistnok findes iblandt dem.
Jeg vil nu berøre det religiøse Standpunkt, der var det almindelige i de norske Byer. Der var nogle Voltairianere, men de materialistiske og metaphysiske Synsmaader, som nu gjøre saa megen Opsigt i Verden, var enten ukjendte eller betragtedes med Ligegyldighed. Geistligheden var, saavidt mig bekjendt, respektabel og respekteret, men Religionen tog man ikke megen Notits af. Af de høiere Klasser syntes de færreste nogensinde at gaa i Kirke, og jeg maa tilstaa, at jeg fulgte mine Venners Exempel. Jeg foretog mig om Søndagen det samme som paa andre Dage, skrev Breve, gjorde Visitter o. s. v. Dog erindrer jeg at have været i Christiania Hovedkirke ved en Leilighed, da jeg hørte Biskop Bech beskrive Kronprins Oskar som „Rigets Haab og Fremtidens Glæde“.
I en By paa Vestlandet havde min Fader Handelsforbindelser med en høierestaaende Geistlig – jeg nævner hverken Navn eller Sted –. Da jeg fandt ham paa sit contor en Søndag Formiddag, spurgte jeg ham, hvorledes han fik besørget sine Forretninger i Kirken. Han svarede, at han, da han havde sin Post at expedere, lod sin Kapellan forrette der. Han syntes at forudsætte, at der ikke kunde være noget paafaldende deri. Jeg haaber og tror, at der nu er en meget større Religiøsitet blandt de dannede Klasser, end i min Tid. Jeg er kommen til denne Slutning ved at lægge Mærke til, hvormeget større Plads dogmatiske og rituelle Spørgsmaal nu optage i Aviserne, end Tilfældet var i Fortiden.
Jeg gaar nu over til at omtale nogle af mine Bekjendtskaber inden Forretningsverdenen. De fleste af disse hørte hjemme i Christiania, som var mit Hovedkvarter, og hvor jeg deltog meget i det selskabelige Liv.
Den Familje, som jeg mest omgikkes, var General Haxthausens. Han var en interessant gammel Mand, som kjendte mange Mennesker og mange Ting og havde prøvet meget baade af Medgang og Modgang i Livet og endog været under Anklage for Rigsretten. Mod mig var han altid overordentlig venlig og gjestfri. Han havde to indtagende Døttre, den yngste efter min Mening Christiania første Skjønhed. Hvorom Alting er, Lille Frogner vil altid være et Lyspunkt i min Erindring. Jeg har vistnok været der de hundrede Gange.
Siden jeg er kommen til at tale om Skjønheder, skal jeg bemærke, at af de ugifte Damer blev Karine Thrane, Datter af den daværende Eier af Borregaard, som ofte var at se i Hovedstaden, og Frøken Else Bech, Biskopens Datter, anseede for at staa i første Række blandt disse. Af gifte Damer havde Fru H. Falsen, skjønt ikke længer ganske ung, en meget høi Plads. Fru Thulstrup, Professorens Hustru, var i 1814–20 ikke længere ung, men ikke destomindre et indtagende Væsen – forstandig, talentfuld og elskværdig.
Idet jeg omtaler nogle af de Damer, jeg kjendte, maa jeg ikke glemme Kaja Lasson, Datter af Grev Wedels Agent, som boede paa Grini. Hun var ikke smuk, men havde en prægtig Stemme og var meget musikalsk. Jeg har mange Gange hørt hende synge baade i og udenfor hendes Hjem.
Familjen Haxthausen bragte mig i Forbindelse med deres Omgangskreds, Mansbachs, Dues, Sibberns, Kaltenborns og andre, som kunde regnes til Hoffet og Aristokratiet. Jeg kjendte ogsaa løseligt Løvenskiold, senere Statholder, og General Anker, tidligere Guvernør i Tranquebar.
Statsraad M. G. Rosenkrantz havde jeg lært at kjende i England, og jeg saa ham ofte baade i Hovedstaden og paa Hafslund. Hans Synskreds var ikke vid, og han var noget egensindig og tilbøielig til at yde den, som han engang havde faaet en god Mening om, en ubetinget Tiltro, der undertiden kom ham dyrt at staa. Han var imidlertid en Gentleman i Ordets bedste Betydning, som resolut afbrød ethvert Samkvem med England, da Loven forbød det. Det er med alt dette vanskeligt at forstaa, hvorledes han med saa stor Formue, ingen Gjeld og blot et eneste Barn, kunde tilsætte sine Midler, saa at han tilsidst stod der som en fattig Mand.
Jeg var meget sammen med Marcus Pløen, baade i Byen og paa Høvig, og nød ved hans Bord en udmærket Beværtning, der gjorde Skam paa Kjøkkenet hos Skipper Schou, min respektable Vært i 1819[1].
Jeg omgikkes ogsaa flere andre Medlemmer af det politiske Fremskridtsparti, blandt hvilke jeg især vil nævne Ludvig Mariboe, hvem jeg kjendte godt, ligesom ogsaa hans Blad „Patrouillen“. Han var en dygtig Mand – forfængelig, men jeg tror hæderlig.
Mange Aar senere kom han til England som Norges Advokat i Bodøsagen. Heri havde han ikke Held med sig, skjønt de engelske Ministre i denne Sag var førte bag Lyset og havde fuldstændig Uret. Jeg har truffet Denovan, den Agent, som Everth benyttede i denne Affære. Jeg kan blot sige til hans Gunst, at han var en meget dygtig Mand, men maa tilføie, at han paa ingen Maade generedes af en øm Samvittighed.
Blandt andre Venner, som viste mig Gjestfrihed, var gamle Fru Pløen paa Skøien. Huset ligger paa en Høide med en smuk Udsigt over Fjorden. Dertil kom Otto Collett paa Ullevold, Jacob Nielsen, hvem jeg engang besøgte paa hans Eiendom Skandsgaarden ved Kongsvinger, Jacob Meyer, Westye Egeberg og mange andre, og jeg maa heller ikke forbigaa Lars Smith, som havde en Løkke Incognito, ovenfor den nuværende Slotspark og tillige eiede en Gaard ved Torvet. Han var en venlig gammel Mand, men ikke meget poleret.
Det kan her bemærkes, at Folk, der paa nogen Maade var knyttede til Hoffet, holdt sit Hoved temmelig høit ligeoverfor deres Naboer, som ikke stod i noget Forhold til Tronen, uden i Egenskab af Undersaatter eller som Indehavere af Vasa-Ordenen. Jeg omgikkes baade dem, som stod udenfor den priviligerede Kreds, og dem, som stod indenfor, og nød megen velvilje af dem alle.
Jeg maa ogsaa omtale nogle Bekjendtskaber, der hverken havde noget med Hoffet eller Handelsstanden at gjøre. Jeg stod i nært Forhold til Professor Jacob Keyser, en talentfuld Mand, gift med en engelsk Dame. Jeg kjendte ogsaa mere eller mindre godt andre af Professorerne, som Esmarck, Sørensen og Thulstrup. Med den sidste og hans ovenfor nævnte Frue mødtes jeg ofte i Selskabslivet. Til mange af Regjeringens ledende Mænd havde jeg ogsaa Kjendskab. Idethele kan jeg sige, at jeg kjendte Christiania, dengang en By paa 14–15,000 Indbyggere, næsten ligesaa godt som jeg nu kjender Bromley.
Af Folk udenfor Christiania vil jeg først og fremst omtale Carsten Anker. Han var en dygtig og dannet Mand, men som vi sige i England, en halv Gang for kløgtig, thi hans Kløgt gavnede ham selv lidet og skadede andre meget. Han elskede Finesser og Intrige. At gaa lige løs paa Maalet laa ikke for ham. Carsten Tank, med hvem jeg havde betydelige Forretninger, og hvem jeg ofte besøgte, engang ogsaa paa hans smukke Eiendom Rød, var en anden Sort Mand, forfængelig og ikke meget dybtgaaende, men forstandig og hæderlig, Ogsaa Nils Aall paa Ulefos kjendte jeg.
Jeg blev præsenteret for Kong Carl Johan sammen med Mr. Myers i 1819 og blev tilsagt til Taffels. Siden traf jeg ham paa Bogstad tilligemed Kronprins Oskar og ledsagede begge paa en Udflugt til Ringerike over Krogkleven. Han var 2 eller 3 Gange i Norge under mit Ophold der.
Jeg var ikke sjelden Gjest hos Grev Sandels paa Ladegaardsøen. Han var en smuk Mand, der gjorde Indtryk af den tapre Soldat, som han havde vist sig at være i den finske Krig. Hans Sekretær var den i sine senere Aar i sit Fødeland saa bekjendte August v. Hartmansdorff, hvem jeg ogsaa har mødt i England, jeg tror under Udstillingen i 1851.
Han pleiede at udvikle for mig Kants Mysterier og den transcendentale Philosophi i det hele, i Regelen til liden Opbyggelse for mig, er jeg bange for. Jeg har ogsaa hørt ham beskrive Rædslerne ved Slaget ved Dennewitz, hvor Kronprinsen af Sverige i 1813 seirede over Marschal Ney.
Jeg har hidtil ikke omtalt den Wedelske Familje, ikke fordi jeg ikke kjendte den, men fordi jeg har saameget at sige om dens fremragende Overhoved, at jeg helst vil ofre ham en særegen Afdeling.
Ingen af Familjen Wedel boede i min Tid i Christiania. Greven boede paa Bogstad, først som Statsminister Ankers Stedfortræder og efter dennes Død som Eier af Stedet. Jeg antager, at han maa have havt en Bolig i Christiania i den Tid, da han bestyrede Finantsdepartementet, men jeg erindrer ikke hvor. Jeg har ofte seet ham paa hans Contor. Generalen, Baron Ferdinand, boede paa Vækkerø. Han var en smuk høi Mand, og jeg erindrer, at jeg foretog en Tur til Gardermoen for at se ham mønstre sit Regiment, det akershusiske ridende Jægerkorps, og at jeg derefter reiste sammen med Hr. Løvenskiold til Eidsvold, hvor der var samlet et stort Selskab. Vi forvildede os i Skoven og mit Reiseselskabs Vredesudbrud over Veiviseren var meget komisk.
Baron Wilhelm Wedel kjendte jeg en Smule, men saa ham sjelden; han boede vistnok paa Fornebo. Jeg var 2 eller 3 Dage paa Bogstad hos Statsminister P. Anker. Han var en smuk gammel Mand, som gjorde en statelig Figur ved Middagsbordet med Serafimerbaandet over Brystet og den sølvgalonerede Jæger bag sin Stol. Han var overmaade beleven og venlig og udfyldte udentvivl sin høie Stilling paa en værdig Maade. Jeg betvivler ikke, at det var fra ham, hans Datter havde arvet de ædle Egenskaber, som udmærkede hende i saa høi Grad.
Jeg kommer nu til Wedel-Familjens Chef, Grev Johan Caspar Hermann. Jeg tror, at jeg havde seet ham i England, før jeg kom til Norge, men erindrer det ikke med Vished. I ethvert Fald gjorde jeg snart hans Bekjendtskab og var ofte Gjest paa Bogstad. I nogen Tid var vort Forhold blot det almindelige Bekjendtskabs, men en Dag, da vi var alene sammen i et Værelse, sagde han omtrent følgende til mig – Ord til andet kan jeg ikke gjengive det: „Fra nu af vil vi, om De saa synes, betragte hinanden som intime Venner.“ Man kan vel tænke sig, at jeg næsten med Henrykkelse modtog et saadant Forslag fra en Mand, som jeg i den Grad ærede og beundrede. Vort Venskab blev i Virkeligheden fra den Tid meget intimt. Vi mødtes og brevvexlede ofte baade i Norge og i England. Jeg havde den Fornøielse gjentagne Gange at modtage ham i Bromley, og engang havde jeg den forøgede Glæde at se ham der ledsaget af Grevinden og deres smukke, elskværdige Datter Caroline, hvem de desværre mistede saa tidligt. Det var ved denne Leilighed og i mit Hus, at han modtog det Brev fra Kongen, der tilbød ham Statholderskabet.
Naar vi var adskilte, brevvexlede vi ofte, og jeg gjemmer endnu mange af hans Breve, som jeg endnu engang vil gaa grundig igjennem, dersom jeg kan samle Mod til at gjøre det. Mange af dem angik Forretningssager, og jeg maa her engang for alle bemærke, at Greven under vor mangeaarige Forbindelse aldrig hverken med Mund eller Pen meddelte noget, som i mindste Maade kunde kompromittere hans offentlige Stilling.
Jeg var saa uheldig kun en Gang at være i Norge under Stortingets Samvær; jeg tror, at det var i 1828. Greven var Præsident, og jeg pleiede imellem at overvære Forhandlingerne.
I 1828 var jeg atter i Norge, netop som Canning’s Død havde foranlediget Toryregjeringens Tilbagevenden til Magten. Kongen blev meget allarmeret derved, i den Tro at en Parvenu-Suveræn som han vilde blive ilde anseet af de raadende Myndigheder i England og hans Trone maaske endog udsættes for Fare.
Grev Wetterstedt, som var i Kongens Suite ved denne Leilighed, søgte mig for at forhøre sig om min Mening om Sagen. Jeg svarede, at der ikke kunde være nogen rimelig Grund til Frygt i nævnte Henseende.
Det var enten i dette Aar eller i 1826 (jeg erindrer ikke hvilket), at jeg af Grev Wedel blev indført hos Statholderen, Grev Platen, med hvem jeg havde mange Samtaler om Trælasttolden og andre Sager.
Jeg kan ikke bestemt sige, hvor mange Gange jeg saa Grev Wedel i England; ved en eller to Leiligheder kom han der i private Anliggender.
Han boede engang i en kort Tid i Berkeley Square hos min Ven Cowell og mig, og jeg erindrer et mærkeligt Træk af hans Sprogtalent fra den Tid, han boede under vort Tag. Han havde været i Underhuset for at høre Cannings Tale om Anerkjendelsen af de spanske Colonier som uafhængige Stater. Denne Tale var et Stykke Veltalenhed af første Rang, og da Greven kom tilbage om Aftenen, gjengav han den for os helt igjennem med en Troskab, som Avisreferaterne bagefter stadfæstede som fuldstændig. Alle Citater og alle de ledende Passager var korrekt gjengivne. Han var i Sandhed mærkværdigt hjemme i det engelske Sprog.
Min Ven Broder Knudtzon, som oversatte Ingemanns Tragedie „Blanca“ i engelske Vers, kunde vel stilles ved Siden, ja maaske over ham, men saa havde ogsaa Broder Knudtzon i mange Aar boet stadig i England og anvendt det meste af sin Tid til literære Studier.
I 1828 eller 29 kom Grev Wedel til England i et diplomatisk Ærinde, der angik Trælasttolden. Han viste mig sine Udkast i Sagen, der var udmærkede baade fra Formens og Indholdets Side, men dengang gjorde liden Virkning. Frihandelens Tid var endnu ikke kommet i England. Han boede da i Mount Street, i Nærheden af Berkeley Square.
Det var under hans Ophold i England denne Gang, at jeg, efter at vi havde besøgt Bromley, tog ham med til Chislehurst, hvor jeg var indbuden til at deltage i et Parti Cricket, et Spil som jeg yndede meget.
I hin Tid beboedes Camden Place, hvor nu Exkeiseren af Frankrig residerer, af Mr. John Martin, Parlamentsmedlem for Tewksbury og Onkel af min Hustru. Hun, dengang Miss Sibella Stone, kom ved denne Leilighed til Cricketpladsen med nogle andre Damer, og jeg gjorde Greven opmærksom paa hende som min tilkommende. To Aar efter blev vi gifte, og i Juli 1831 fødtes vor ældste Søn.
Vi kaldte ham Hermann efter Greven, og han voxede op til et meget kjærligt og lydigt Barn. Efter at have gjennemgaaet Militærskolen i Sandhurst, traadte han ind i Armeen og blev som Kaptein i det 57de Regiment dødelig saaret i Hovedet af en Musketkugle under Angrebet paa den saakaldte Redan ved Sebastopol 18de Juni 1855. „Oh quanto minus est, cum reliquis versari, quam tui meminisse.“
Den Sorg, jeg følte ved Tabet, forhøiedes ved mit Mishag med en Krig, der førtes til Forsvar for en barbarisk og udlevet Despotisme, som langsomt undergraves ved sin egen indre Fordærvelse, og i hvilken England hverken havde sin Ære eller sin Interesse engageret. Det var i Virkeligheden en Aviskrig.
Jeg kan her notere som noget mærkeligt, at jeg aldrig har hørt Grev Wedel med et Ord nævne sin Anklage for Rigsretten.
Efter saaledes at have gjort kortelig Rede for mit Forhold til ham, vil jeg sige nogle Ord om hans Aands og Karakters Egenskaber.
Han havde udmærkede Evner. I sine yngre Aar havde han læst meget, men da jeg kjendte ham, havde han altfor meget at gjøre til at kunne ofre megen Tid paa private Studier.
Da han fra Ungdommen af havde deltaget i vigtige Forretninger, baade offentlige og private, havde han stor Menneskekundskab og dannede sig i Regelen en rigtig Opfatning af de Mennesker, med hvem han kom i Berørelse.
Han var en trofast Ægtefælle, en kjærlig Fader, en udmærket Broder og en paalidelig Ven. Han havde en umaadelig Arbeidskraft og sparede aldrig sig selv. Saa stærk han end var, overanstrengte han sig paa denne Maade, og jeg ser deri en Aarsag til hans forholdsvis tidlige Død, i Forening med hans Sorgløshed med Hensyn til forsigtig Levemaade, som utvivlsomt forværrede den Ansats til Gigt, der laa i hans Constitution.
Han var den mest trofaste af Venner, forsonlig mod Modstandere og meget gavmild mod alle trængende, selv naar hans egne pekuniære Omstændigheder var langtfra glimrende. Han var overordentlig samvittighedsfuld og kjæk, fast i hvad han ansaa for Ret, uden Frygt eller personligt Hensyn. Jeg maa her nævne noget, som jeg ansaa for en Feil i hans Charakter. Da jeg først gjorde hans Bekjendtskab, var han meget upopulær som Politiker, da han ansaaes for altfor svensksindet. Desuden var han som Chef for Finantsdepartementet nødt til at gjøre meget, som ikke var egnet til at skaffe ham Popularitet. Det forekom mig imidlertid, at han aldrig gjorde noget for at forsvare sig eller give Forklaringer. Tvertimod behandlede han i Bevidstheden om sin gode Samvittighed alle Angreb med Foragt. Heri tror jeg, at han feilede. Havde han taget Sagen anderledes, kunde han have været endnu nyttigere for Landet, skjønt han visselig alligevel var det til Nytte i høieste Grad. Ingen anden kunde have bestyret Finantsvæsenet, som han gjorde det. I en Tid, da der var almindelig Nød, da Administrationen skulde grundlægges fra nyt af, fandt han Udveie til at fyldestgjøre Landets Forpligtelser, og frelste derved udentvivl Forfatningen, som Kronprinsen eller den senere Konge betragtede med mindre venlige Øine, ja i Virkeligheden med ivrigt Ønske om at finde afgjørende Mangler ved den Maade, hvorpaa den arbeidede.
Jeg har hørt Grev Wedel sige, at ved de første Par Budgetter var Overslagene over Indtægter og Udgifter lidet mere end Gisninger. Han var rede til at paatage sig ethvert Ansvar, maaske endog med Fare for at overskride Lovens Grænser, for at naa det efterstræbte Maal – Fædrelandets Vel.
Jeg har allerede nævnt, at Grev Wedel aldrig, i vort intime Samkvem, gjorde sig skyldig i den ringeste Indiscretion. Det vil ikke kunne ansees som nogen Afvigelse fra denne Regel, at han engang, da Kongen var i Christiania, bragte mig en omhyggelig udarbeidet Samling af Instruktioner for hans Søn, Prins Oskars Opdragelse. De var egnede til at gjøre baade Kongens Hoved og Hjerte Ære, og jeg satte mig strax ned for at gjennemgaa dem. Jeg havde været beskjeftiget dermed temmelig længe, da Greven styrtede ind i mit Værelse og forlangte Papirerne tilbage, da Hs. Majestæt havde spurgt efter dem.
Før jeg slutter disse personlige Bemærkninger om Grev Wedel, maa jeg endnu berøre den beundringsværdige Maade, hvorpaa han styrede sin private Økonomi. Denne var en Gang i en meget vanskelig Stilling, især efter at han havde arvet sin Svigerfaders Eiendomme med alle deres Heftelser og overtaget en Del af de Eiendomme, der hørte til det Ankerske Fideikommis, hvori han var interesseret som Cautionist. Han kjempede sig dog gjennem alle disse Vanskeligheder, arbeidede sig op til en sikret økonomisk Stilling og efterlod sine Børn i Overflod.
Før jeg gaar over til andre Emner, vil jeg sige nogle Ord om min kjære Veninde, Grevinde Wedel.
Hun var i alle Henseender sin Ægtefælle værdig, var en trofast og kjærlig Hustru, en udmærket Moder for deres Børn og deltagende og venlig mod alle, med hvem hun kom i Berørelse. I Spidsen for det store Husvæsen paa Bogstad, tog hun sig samvittighedsfuldt af alle huslige Pligter, og stræbede efter fuldt ud at være hvad der krævedes af en norsk Husmoder, og paa den anden Side var, naar hun havde at varetage sin Stilling som Hofmesterinde, hendes Væsen saa fint og stateligt, som om hun havde tilbragt alle sine Dage ved Hoffet.
Hun eiede en Samling kvindelige Nationaldragter fra mange af Landets Egne og pleiede undertiden at tage dem paa og antage de oprindelige Eierinders Manerer og Tone.
Hun var meget glad i sine smukke Ponyer og kjørte dem, tror jeg, ofte selv. Jeg kan se hende for mig, som hun stod paa Trappen foran Huset paa Bogstad med en Bøtte Salt i Haanden. Denne rystede hun, og Hestene, der var sluppet ud af Stalden, kom efter et kort Galop og Slikkede saltet med stor Begjerlighed.
Jeg vil slutte disse Optegnelser med nogle Bemærkninger om Landets Forfatning og dens Virkninger, som jeg saa dem, eller som de siden har udviklet sig.
I 1814 var Norge i en særegen Stilling. Dets økonomiske Tilstand var langtfra tilfredsstillende, skjønt mindre mislig, end den havde været nogle Aar tidligere. Landet havde været forenet med Danmark og havde siden Revolutionen i 1660 været regjeret efter et faderlig-despotisk System. Det var en Tid paa Mode i Norge at beskylde den danske Regjering for i høi Grad at have undertrykket og mishandlet Landet. Jeg tror, at disse Beskyldninger idethele var ugrundede. Mange Misgreb blev utvivlsomt begaaede, og Misbrug af Magten kunde nu og da indtræffe, som Tilfældet er i de fleste Lande, men i det store taget gjorde den danske Regjering sit bedste, saa godt som den forstod det.
I ethvert Fald var dog Resultatet, at et Folk neppe kunde være mindre forberedt til at styre sig selv, end Norge var i 1814.
Med tilbørligt Hensyn hertil, har det forekommet mig, at Grundloven var det heldigste Forsøg paa at fyldestgjøre Situationens Krav, som Historien kan opvise, og jeg har aldrig kunnet begribe, hvorledes et saa heldigt Lovværk kunde bringes istand i saa kort Tid.
I England sige vi, at en Forfatning ikke kan gjøres, men alene kan voxe frem af sig selv. I de forenede Stater var der ved Revolutionen lidet andet at gjøre, end at forbinde de forskjellige bestaaende Stater ved en Føderalunion og at sørge for Dannelsen af flere. Nu er det netop denne Fremgangsmaade, som har opretholdt denne Stat i næsten et Aarhundrede. En demokratisk Despotisme, strækkende sig over Halvdelen af et Kontinent og tildelende en simpel Majoritet absolut Magt, kunde aldrig bestaa.
I Frankrig har ingen Konstitution varet mere end nogle faa Aar og har altid endt med en Katastrophe.
Spaniens, Italiens, Danmarks og Sveriges Forfatninger har endnu ikke staaet Erfaringens Prøve. Norges Forfatning har derimod nu bestaaet mere end 70 Aar og har været til overordentlig velsignelse for Landet.
Lad os nu betragte Grundlovens Eiendommeligheder og hvor heldig dens Forholdsregler var afpassede efter de Vanskeligheder, som den vilde faa at løse.
Dens Hovedfortrin var det indirekte Valgsystem. Det var alene paa denne Maade, at Landets bedste lovgivende Evner kunde bringes frem. Urvælgerne var yderlig uskikkede til at vælge en Samling af Repræsentanter, der var dygtige til at udøve den øverste lovgivende Myndighed, men de kunde neppe tage meget feil ved Valget af Valgmænd i sine respektive Distrikter. Deres Valg faldt naturlig paa de forstandigste, mest anseede og kundskabsrigeste Mænd blandt deres Venner og Naboer, og naar Valgmændene kom sammen for at kaare deres Repræsentanter til Stortinget, gjorde de selvfølgelig et bedre Valg, end man kunde gjøre Regning paa under et direkte Valgsystem.
Saaledes opnaaedes, at Norge tidlig i dets konstitutionelle Liv, og i Virkeligheden til den seneste Tid, har havt et Parlament, som i Hæderlighed, Kundskaber og Evner har staaet langt over, hvad de fleste andre Lande kan opvise, selvfølgeligt med tilbørligt Hensyn til Rigeligheden og Beskaffenheden af det Materiale, af hvilket man paa de forskjellige Steder havde at gjøre sit Udvalg.
I denne Forsamling er der holdt Taler og udarbeidet Love, der kunde bringe andre mere storartede og pretentiøse Forsamlinger til at rødme, og dens Kommitteindstillinger indeholde mange Prøver paa politisk Dygtighed.
Det maa her bemærkes, at Beviserne for et indirekte Valgsystems Overlegenhed over et direkte med Hensyn til Repræsentationens Dygtighed, ikke blot er at finde i Norge. Den viser sig ogsaa i de forenede Stater, naar man sammenligner Senatet med Repræsentanternes Hus. Grundlæggerne af den amerikanske Republik var ogsaa opmærksomme paa dets Værd og forsøgte at indføre det ved Præsidentvalget, men her er det mislykket i Anvendelsen.
Præsident-Vælgerne er nu simpelt hen befuldmægtigede, hvis Votum bestemmes af Partipolitik. Systemet frembyder blot en Mekanisme brugbar som Redskab for den almindelige Stemmeret.
Jeg gaar nu over til en anden Eiendommelighed ved Forfatningen, den at Embedsmænd er valgbare til Nationalforsamlingen. Dette var en Nødvendighed, fordi Embedsstanden i 1814 og længe efter var saagodtsom den eneste dannede Klasse i Norge. For imidlertid at sætte dem i en taalelig uafhængig Stilling, var det nødvendigt at bestemme, at de ikke skulde kunne afsættes uden Lov og Dom – en mindre heldig Bestemmelse fra administrativt Synspunkt, som jeg har hørt Grev Wedel bemærke. Der kan være mange uheldige offentlige Funktionærer, der ikke begaa noget, som en Domstol kan straffe med Afskedigelse.
En anden Særegenhed ved Grundloven var den Bestemmelse, at Repræsentanterne blot kunde vælges for det Distrikt, hvor de hørte hjemme. Dette havde sine to Sider. Det kunde ofte hænde, at ingen fuldt brugbar Kandidat fandtes inden et Distrikt, medens en mere habil kunde findes et andet Sted. Paa den anden Side er Landet derved næsten gaaet fri for et stort Onde. Tilværelsen af en Klasse Levebrødspolitikere. Afskaf denne Lov og det indirekte Valgsystem, og man vil faa et Storting fyldt med Blad-Redaktører, som vil love deres uvidende Læsere Guld og grønne Skove, naar blot deres politiske Recept bliver fulgt.
Under det konstitutionelle Livs Udvikling i Norge, kom Mænd af Gaardbrugerklassen, som Fauchald, Ueland o. fl., efterhaanden frem i første Række. Dette var noget, som man alene kunde glæde sig over. Det er at beklage, at Handelsstanden idethele har holdt sig tilbage fra det parlamentariske Liv. Den kunde tilføre det Indsigt i forskjellige Retninger, og nu for Tiden, tror jeg, desuden ogsaa Dannelsens Overlegenhed.
Jeg vil blot pege paa en anden gavnlig Bestemmelse i Grundloven – det kongelige Veto. Dette er et overmaade vigtigt Punkt i Grundloven, som den er.
Stortingets Deling i Odelsting og Lagting sikrer vistnok, at enhver Sag behandles 2 Gange, men Lagtinget er simpelt hen en Afdeling af Stortinget, hvis Medlemmer vælges med noget Hensyn til særegne Kvalifikationer, og som vel undertiden kan forkaste eller modificere uheldige Beslutninger, men hvis Modstand kun kan gjøre Virkning, naar den understøttes af en betydelig Minoritet i den anden Afdeling.
At Repræsentanterne har Diæt, er utvivlsomt uheldigt, ligesom det har vist sig at være Tilfælde i nogle engelske Kolonier og i de forenede Stater, men i Norge idetmindste var og er det uundgaaeligt.
Mange af de Love, som Stortinget har udstedt, har været beundringsværdige, og jeg maa med den høieste Ros omtale den Lov, der skabte Formandskabsinstitutionen, Afskaffelsen af Aagerlovene, Frigjørelsen af forskjellige Næringsgrene ved Ophævelse af Haandværkslaugene, Formindskelsen af de hidtil bestaaende Indskrænkninger for Handelsvirksomhed i Byerne og paa Landet, Nedsættelsen om end ikke fuldstændig Ophævelse af Beskyttelsestold, Loven om Høiesteretsvoteringens Offentlighed, alt Forholdsregler, der fortjener stor Anerkjendelse.
Stortinget vilde utvivlsomt handle viseligt ved ogsaa at ophæve Odelsretten og give Statsraaderne Adgang til Tinget eller idetmindste Ret til at deltage i Debatten.
Der kan ikke være Tvivl om, at Norge staar i stor Taknemlighedsgjeld til sine Embedsmænd, som i saa lang Tid ledede Stortingets Forhandlinger. Dette kan meget vel forenes med den Kjendsgjerning, at de var noget uvillige til at opgive sin bureaukratiske Indflydelse og at afskaffe eller formindske de Sportler, som udgjorde en saa stor Del af deres Indtægter.
Store Forandringer har i den seneste Tid fundet Sted. De nuværende Storting repræsenterer fornemmelig Gaardbrugerklassen, som staar under nogle faa, mere oplyste Høvdingers Ledelse. Nogle uheldige Følger har allerede vist sig af dette Forhold; lad os haabe, at de vil være forbigaaende.
Raabet paa parlamentarisk Regjering forekommer mig uforstandigt. Et saadant System har aldrig bestaaet i nogen længere Tid uden i England, hvor dets vedblivende heldige Virken er tvivlsom. England har længe været Republik. Der er intet effektivt Veto mod Underhusets Beslutninger, som i Virkeligheden er afgjørende.
Naar dette er Tilfælde, er det næsten latterligt at læse i engelske og amerikanske Bøger den Ros over Grundloven paa Grund af dens demokratiske Charakter, og fordi den har ført til Adelens Ophævelse og alene tilstaar Kongen et suspensivt Veto. Sagen er, at disse Forfattere alene saa Ydersiden og ikke tænkte over Virkningerne af et reelt Veto og af et indirekte Valgsystem.
Aarlige Storting betragter jeg som et Feilgreb. Sammentræde hvert andet Aar vilde være bedre.
Dersom det skulde ansees nødvendigt for at forøge Lagtingets Betydning, at det blev valgt af en Korporation udenfor Tinget, kunde denne bestaa af Valgmænd valgte af Amtsformandskabet i hvert Distrikt. Derved kunde man opnaa at faa et uafhængigt og dygtigt Kammer.
Istedetfor at nedsætte Fordringerne til de offentlige Skoler eller at indføre Jurysystemet – en Institution, der passer daarligt for Norge – kunde det være heldigt, om stortinget vilde forbedre de meget slette Fattiglove, som er paa en Gang ufuldkomne, bekostelige og unødvendig demoraliserende. Ved Behandlingen af Fattiglovene vil det være gavnligt at tage i Betragtning, i hvilken Udstrækning, om overhovedet, Arveloven for de faste Eiendommes Vedkommende muligens bidrager til at øge Fattigdommen, ved i mange Tilfælde at lede til Brugenes Deling i Jordlapper saa smaa, at det ikke er muligt for en Familje at leve af dem. Det kan være muligt, at en Udvidelse af Retten til at bortgive ved Testament eller en streng Benyttelse af Aasædesrettten kunde føre til det ønskelige Resultat.
Indvender man, at de paapegede Botemidler vilde komme til at bevare et Medlem af Familjen fra Armod paa Bekostning af de øvrige, som de vilde hensætte i en Stilling værre end deres nuværende, kan jeg blot udtale den Mening, at de sidste sandsynligvis vilde klare sig bedre som Dagarbeidere end som Eiere af smaa Jordlapper, eller at Emigration, med eller uden Hjelp, kunde staa aaben for dem.
Udvandring er saalangt fra at være et Onde, der er Virkning af trykkende Skatter eller slette Love, at den meget mere er en lige stor Velsignelse for dem, der reiser, som for dem, der bliver tilbage. Man kan altid være tryg for, at der vil blive tilbage en Befolkning, der er tilstrækkelig stor i Forhold til Landets Hjelpemidler. Med nogen omtanke maa man føle sig overbevist om, at Norges Landbefolkning overladt til sig selv vilde voxe ud over Landets Evne til at give dem et rimeligt Udkomme.
Den dyrkede Jord er fuldt besat. Det er at ønske, at Tallet af dem, der søger sit Underhold af denne hellere formindskes end forøges. Ethvert større Fremskridt i Landbruget vilde, som vi se i England, virke til at fremkalde større Produktion fra færre Hænder og derfor sandsynligvis til at give færre Hænder Arbeide.
Nogle Forfattere har foreslaaet kunstige Midler for at formindske Fødslernes Antal. Faa vilde bifalde denne Udvei, som Erfaringen ogsaa neppe har sanktioneret. Men i ethvert Fald kan uden saadanne intet andet bevare Landbefolkningen i et fuldt befolket Land fra at hensynke i Armod end Udvandring til Byerne eller fremmede Lande.
Saalænge som Norges dyrkede Jord er delt i saa ubetydelige Parter mellem Tusinder af smaa Eiere, synes det mig umulig andet, end at der maa existere en hel Del Fattigdom og Hjelpeløshed. I Lande som Frankrig er de smaa Jordeiere i Regelen meget fattige, uagtet de er meget arbeidsomme og sparsommelige. De kjender ikke de bedste Landbrugsmethoder, og selv om de vidste bedre Besked, vilde de ikke have den nødvendige Kapital til at gjennemføre dem. Med en Jordbund og et Klima, der staar langt over Englands, udvinder de af sin Jord, baade med Hensyn til Kvantum og Værdi, blot det halve af det sidstnævnte Lands Gjennemsnitsproduktion. De fleste vilde kort sagt have det langt bedre, om de blev Forpagtere eller Dagarbeidere, end de nu har det.
Er det Tilfælde i Frankrig, er det endnu mere Tilfælde i Norge, hvor der med Undtagelse af det sydlige af Landet, er en Jord saa mager og et Klima saa haardt, at det frembyder høist ugunstige Betingelser for Landbruget.
Den norske Landmand burde hovedsagelig lægge sig efter Opdrættelse af Kreaturer og Tilgodegjørelse af deres Afkastning, Melk, Fløde, Smør og Ost, og deraf hente Midler til at kjøbe det fornødne af udenlandsk Korn. Men dette er en Driftsgren, som neppe kan drives med Frugt i en meget begrænset Maalestok.
Det er sandsynligt, at dersom Kvægholdet blev betragtet som Landbrugets vigtigste Formaal, vilde det endelige Resultat blive en meget rigere Kornavling end nu for Tiden som Følge af en rationellere Behandling og rundeligere Gjødning af den Jord, der endnu holdtes under Plogen, om den ogsaa var af mindre Udstrækning.
Et andet Vink: Den unge Mand, der har arvet lidt Penge, vil anvende dem meget fordelagtigere ved at forpagte end ved at kjøbe en Gaard.
- Bromley, Kent, 16de August 1871.
Geo. Wde Norman.
Forfatteren af ovenstaaende Optegnelser George Warde Norman tilhørte en gammel londonsk Kjøbmandsfamilie. Saavel hans Fader som hans Bedstefader og Oldefader havde drevet betydelig Handel paa Norge. En af Bedstefaderens Handelsbøger er af G. W. Norman foræret til det norske Rigsarkiv og indeholder Bidrag til den norske Trælasthandels Historie i Midten af forrige Aarhundrede, Bidrag som under kyndig Benyttelse formodentlig vil vise sig at være af Værdi. Faderen var en anseet Mand, Sherif i Grevskabet Kent i 1793.
G. W. Norman var født den 20 September 1793 paa et Gods, Faderen eiede i Bromley Common i Kent. Han sattes i 1805 ind i Latinskolen i Eton, hvor mange af det engelske Aristokraties Sønner have faaet sin Opdragelse. Han var Elev af denne Skole til 1810, da han anbragtes paa Faderens Contor. I 1824 overlod Faderen ham og en yngre Broder, Richard Norman, sin Forretning. Allerede i 1830 traadte G. W. Norman ud af Forretningen, der overgik til Firmaet Norman & Sewell. Senere gik Richard Norman ud af Forretningen, der fortsattes af Firmaet Sewell & Neck.
Skjønt G. W. Norman saaledes snart sluttede sin Handelsvirksomhed, havde han erhvervet sig et anseet Navn i Forretningsverdenen. Allerede i 1821, i en Alder af kun 28 Aar, blev han Medlem af Englands Banks Direction, hvor han havde Sæde indtil 1872, altsaa i over halvhundrede Aar.
Han var een af Englands mest anseede Autoriteter i alle Bankspørgsmaal, saavel i theoretisk som praktisk Henseende. Ved Siden af Bankøren Samuel Jones Loyd, der blev adlet under Navnet Lord Overstone, samt Oberst Torrens var G. W. Norman Ordfører for den saakaldte Currency Theory, der tillagde Mængden af de circulerende Penge og Banksedler den afgjørende Indflydelse paa Varepriserne. Theorien stødte paa Modstand hos Englands fornemste Priisstatistiker Th. Tooke og hans Tilhængere, navnlig Fullarton og Gilbart, der optraadte med en anden Lære, den saakaldte Banking Theory, efter hvilken Priserne væsentlig bero paa Crediten, medens det afhænger af Vareprisernes Høide, hvor stor Mængde Penge og Pengerepræsentativer der skal kunne holde sig i Circulation. Nutiden er kommen til den Opfatning, at ingen af disse Theorier er fuldstændig rigtig, men at den sidste staar Sandheden nærmest.
G. W. Norman maa vel siges at være den, som først foreslog den Omdannelse, Englands Bankvæsen fik ved den saakaldte Peels Bankact af 1844. Allerede i 1833 udgav Norman en Afhandling under Titel: „Bemærkninger om nogle herskende Vildfarelser angaaende Omsætningsmidler og Bankvæsen samt Henstillinger til den lovgivende Magt med Hensyn til Fornyelsen af Bankens Privilegier.“ Denne Afhandling blev Grundlaget for Discussionerne om Forandringer i Banklovgivningerne og igjen optrykt i 1838. I 1840 nedsatte Underhuset en Comitee til Drøftelse af Spørgsmaalet, og blandt de Sagkyndige, der indkaldtes til at afgive Forklaringer, var da ogsaa Norman. Efter engelsk Skik afgives saadanne Forklaringer mundtligen, som Svar paa Spørgsmaal, der rettes til den indkaldte Sagkyndige af nogen blandt Comiteens Medlemmer, hvilke altid ere valgte med det Maal for Øie at faa alle Anskuelser repræsenterede i Comiteen. Den sagkyndige Indkaldte maa altsaa forsøge paa Stedet at gjendrive alle Indvendinger, der gjøres ham, og han behøver følgelig megen Dygtighed for at kunne hævde sin Synsmaade. Normans Afhørelse i Comiteen medtog 6 Dage. Den Reform, han og hans Meningsfæller, blandt hvilke særligen Lord Overstone maa nævnes, forfægtede, vandt Regjeringens og Parliamentets Bifald. Reformen fremtraadte i Skikkelse af den før nævnte Bankact af 1844.
Denne Lov var et stort Fremskridt i Seddelbankvæsenets Organisation og har tjent som Forbillede for Reformer i andre Lande, blandt andet ogsaa her i Norge. Til at ind gaa paa nogen nærmere Paaviisning heraf, er selvfølgelig her ikke Sted.
Loven bestaaer i England uden væsetnlig Forandring. I eet Punct forfeilede den visselig sin Hensigt. Man troede, at den skulde forebygge de voldsomme Forstyrrelser, hvoraf Englands Pengemarked tidligere af og til havde været hjemsøgt. Det viste sig imidlertid, at Loven baade i 1847, 1857 og 1866 endog forværrede disse Criser. Men herpaa raadede man Bod ved at tillade Bankdirectionen under en Panik med Regjeringens Samtykke at udstede flere Sedler, end Loven egentlig berettiger den til. Noget saadant Tilfælde er dog ikke forekommet siden 1866, idet Bankdirectionen senere har forstaaet gjennem betimelige Forhøielser af Bankdiscontoen at forebygge enhver Panik.
Deltagelsen i Englands Banks Styrelse og Omdannelse er den betydningsfuldeste Side af Normans offentlige Liv. Han var flere Gange anmodet at stille sig til Valg til Underhuset, saaledes i 1835 i Londons City, senere i West Kent. Han undslog sig dog altid derfor, deels paa Grund af, at hans Helbred den Gang var svagelig, deels vel ogsaa fordi han følte sig mere tiltrukken af videnskabelige Studier end af det offentlige Liv.
Norman sysselsatte sig nemlig stærkt med historisk og politisk Litteratur, særligen med Studiet af Statsøkonomien. Han var med blandt dem, som i 1821 opprettede Londons Statsøkonomiske Club. Noget større Værk skrev han ikke, derimod en Mængde mindre Opsatser, blandt hvilke een, som vakte megen Opsigt, udkom i fleere Udgaver og nød den Ære at blive gjort til Gjenstand for en rosende Anmeldelse i Edinburg Review for 1850.
Under Krigen mod Napoleon var Englands Statsgjæld og Skattebyrde stegen overordentligt. Englænderne betragtede sig derfor med Føie som et haardt beskattet Folk, og dette forblev den almindelige Mening, længe efter at den havde ophørt at være berettiget. At dette var blevet Tilfældet i 1850, paavistes af Norman i den ovenomtalte Afhandling. Han udviklede, at Englands Formue og Indtægt var steget saa stærkt, at det i Forhold hertil var blevet et let beskattet Land.
En Deel af hans andre Afhandlinger ere udgivne i 1869 under Titel Papers on various subjects by G. W. Norman.
Han var i sin tidlige Ungdom kommen ind i en Kreds af talentfulde Mænd, af hvilke den bekjendteste var Historikeren George Grote, som oprindelig havde tænkt paa at skrive Roms Historie. Det var Norman, som fik ham til at fravige dette Forsæt og i Stedet derfor at tage fat paa det store Værk over Grækenlands Historie, der gjorde Grotes Navn verdensberømt. Til deres fælles omgangskreds hørte David Ricardo, Brødrene John og Charles Austin, Digteren Th. Campbell, Sir John Romilly, Lord William Bentinck, J . R. MacCulloch. De yngre Medlemmer af denne Kreds stode under stærk Paavirkning af James Mill, Grundlæggeren af Westminster Review, historisk og statsøkonomisk Forfatter, Fader til den berømte John Stuart Mill, som dengang endnu ikke var traadt frem for offentligheden. Den ældre Mill var en tør Logiker, men en overordentlig villiestærk og imponerende Personlighed, der ved Siden af sin ældre Ven Bentham var den fornemste Ordfører for den doctrinære og fritænkerske Radikalisme. Norman, der maaskee altid havde været og i alt Fald i sin modnere Alder blev en troende Christen, rev sig allerede tidlig løs fra dennes Indflydelse. Til hans nærmeste Omgangsvenner hørte i hans senere Aar foruden Lord Overstone, den endnu levende Sir John Lubbock, Bankør, Underhusmedlem og Archæolog, Forfatter af Værket „Prehistoric Man“, endvidere Charles Darwin. Norman eiede og beboede sit Fædrenegods, der ligger tæt søndenfor London og nu holder paa at blive bymæssig bebygget. Efter engelske Forhold er Godset ikke meget stort, saavidt erindres 1600 acres, altsaa 640 Hectarer, men værdifuldt paa Grund af sin Beliggenhed. Det var dannet ved Sammenkjøb af Stykker gjennem en lang Række af Aar. Hjemmelsdocumenterne, Pergamentsbreve, af hvilke enkelte gik tilbage lige til det 14de Aarhundrede, fyldte en heel Kiste. Norman tillod mig at gjøre mig bekjendt med dem, hvilket gav mig en velkommen Anledning til at faa et Indblik i Udviklingen af Englands agrariske Forhold.
Hovedbygningen var et gammelt tre Etagers Huus, til hvilket Norman havde føiet tvende Tilbygninger. Den staaer imidlertid ikke længere, idet hans Søn, som arvede Godset, rev den heelt ned og byggede et nyt Vaaningshuus i Stedet.
Den var omgivet af en deilig Park, adskilligt større end vor Slotspark, og rig paa pragtfulde Træer, hovedsagelig Eeg og Alm. Lidt til Høire foran Huset stod en Steeneg og to kjæmpemæssige Libanons Cedre. Vedbenden groede overalt i rig Fylde og var et reent Ukrud. Man fandt ideligt, at den voxede op ved Siden af de store Træer og krøb langs op af dem. Fik den Lov at gro i Fred, dræbte den tilsidst Træet. Et Stykke til Venstre for Huset stod en gammel Eg, som paa denne Maade var blevet Offer for Vedbenden. Denne var voxet lige op til Toppen af Egen, havde slynget sig udover de store Grene og hængte fra dem ned i rige Guirlander. Egen havde tabt ikke alene sine Blade, men ogsaa sin Bark og stod igjen som et Lig. Den afgav et malerisk, men vemodigt Syn. I Parken fandtes ogsaa en liden Lund af Birk, svære kraftige Træer, men af et ganske andet Præg end vore Birker og langt fra saa smukke. Ganske anderledes tiltalende var en Rad gamle Furuer. I dem havde en Skare Blaakraaker (rooks) sit Hjem. Af dem havde Eiendommen faaet sit Navn, the Rookery.
I dette smukke Hjem tilbragte Norman et langt og lykkeligt Liv. Han døde den 4 September 1882, næsten 89 Aar gammel, lige til det sidste i Besiddelse af sine Sjæls- og Legemskræfter. Hans elskværdige Hustru, med hvem han blev gift i 1830, døde først i 1887.
For Norge bevarede han den mest levende Interesse. Han holdt altid norske Aviser og anskaffede sig en heel Deel norske saavelsom svenske og danske politiske og historiske Værker, hvilke efter hans Død skjænkedes mig og nu findes i mit Bibliothek. Af de Udlændinger, jeg har kjendt, er han ved Siden af A. W. Krieger, Professor Maurer og den svenske Jurist, Expeditionssecretær Richert den, som var mest fortrolig med norske Tilstande og Personligheder.
I sit Hjem modtog han ofte Besøg af Normænd. Da jeg i 1846, 24 Aar gammel, havde erholdt et offentligt Reisestipendium for at studere Statsøkonomi, medgav Professor Chr. Holmboe mig en Anbefalingsskrivelse til Norman, som tiltrods for den store Forskjel, der var mellem os i Alder og Livsstilling, modtog mig med den hjerteligste Venlighed. Efter min Hjemkomst til Norge underholdt han ligetil sin Død stadig Brevvexling med mig.
Under et Besøg hos ham i 1850 tog han mig med til Charles Darwin, som boede ude i Kent omtrent en norsk Miil fra Norman, men paa Grund af sin svage Helbred aldrig forlod sit Hjem. Det var mig naturligvis af overordentlig Interesse at see og tale med den berømte Mand. Af Ydre lignede han i paafaldende Grad en af mine Landsmænd og Ungdomsbekjendte, den saakaldte Lillehammerphilosoph, Cand. theol. Oluf Broch, der gik over til Catolicismen (Halvorsens Forfatterlexikon I. 467). Darwin var en høivoxen, temmelig svagt udseende Mand, lyshaaret, med lyse graablaa Øine og et eget lidt tilsløret Blik. Vi talte om hans Forfattervirksomhed. Under vor Samtale ytrede han, at han havde næsten alt færdigt i Hovedet, førend han begyndte at skrive ned, og at han derfor ikke behøvede at foretage store Rettelser i sit Manuscript.
G. W. Normans ældste Søn, Herman Wedel Norman, var Officer og faldt i Stormen paa Sebastopol. Hans anden Søn, Charles Norman, var Associé i Bankørhuset Baring Brothers; men døde nogle Aar, før det gik til Grunde. Hans ældste Søn eier nu den fædrene Eiendom.
Biographiske Efterretninger om G. W. Norman findes i Dictionary of National Biographi, Vol XLI. I Morgenbladet for 1882, No. 261, har jeg givet en kort Skizze af hans Liv.
T. H. Aschehoug.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Idet jeg omtaler Marcus Pløen, maa jeg med Taknemlighed tilføie, at jeg i ham fandt en trofast og særdeles nyttig Ven, stedse rede til at staa mig bi med alle de Midler, som han kunde raade over. Hans velvillige Raad var mig til stor Fordel ved mange Leiligheder. Man skylder Marcus Pløens patriotiske Følelse Tilblivelsen af de to smukke Sange: „Sønner af Norge, det ældgamle Rige“, og „Hvor herligt er mit Fødeland“.