Om Humanisten og Satirikeren Johan Lauremberg/I

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
J. Chr. Gundersens Bogtrykkeri (s. 1-5).
◄  Forord
II.  ►
Laurembergs Ungdom. Han vinder Anseelse som latinsk Digter og bliver Professor i Rostock.

I Slutningen af det sextende og Begyndelsen af det følgende Aarhundrede var der ved Universitetet i Rostock en medicinsk Professor Wilhelm Lauremberg. Hans Anseelse baade som Lærd og som praktisk Læge var meget stor, og han modtog derfor hyppig fordelagtige Tilbud om Ansættelse andensteds, men afslog dem alle. Blandt dem, der kaldte ham, var ogsaa den danske Konge.[1] Han døde 1612.[2]

Professor Wilhelm Lauremberg, der hørte hjemme i Egnen ved Køln, havde i sit Ægteskab med Johanna Longeuil (af en belgisk Familie) flere tildels ret bekjendte Sønner. Af disse var Johan (eller Hans), om hvem her skal fortælles, den anden i Rækken og født i Rostock 26de Februar 1590.[3]

Han gik i Skole i sin Fødeby, maaske ogsaa en Tid i Hamburg, og indskreves ved Rostocks Universitet allerede 1605, Faderens Rectoratsaar, skjønt han først tre Aar senere virkelig begyndte de academiske Studier. Mellem Aarene 1612 og 1618 opholdt han sig i Udlandet. Først studerede han i Holland, hvor han havde Mødrenefrænder, samt besøgte Leiden, derefter var han en Tid i England og kom saa 1613 til Frankrige, hvor han tilbragte flere Aar, og havde, inden han vendte hjem, ogsaa gjæstet Florents og stiftet et nøiere Bekjendtskab med Rom.

Allerede forinden Johan Lauremberg drog ud i Verden, havde han erhvervet et literært Navn og gjort en lovende Begyndelse i den latinske Poesi. Efterligningen af de classiske Digtere var dengang i høieste Anseelse, og den Elegants og techniske Fuldkommenhed, som de talrige Humanister havde opnaaet, kan endnu hos den, der har gjort sig bekjendt med deres Verker, ikke andet end fremkalde Beundring. Det var ligefrem Tidens første og aandrigste Mænd, der kappedes om Palmen i denne Digtning. Ikke blot Professorer, Skolemænd og Geistlige, men Statsmænd, som f. Ex. den fra Paris’s Blodbryllup bekjendte franske Cantsler Michael Hospital og senere Hugo Grotius, ligesom i Danmark Griffenfeldt, Iver Rosenkrands og tilsidst Luxdorph vare Mestre deri, og talrige vare selv de Damer, der med Held forsøgte sig i Virgils og Horats’s Sprog, saaledes, for at anføre et Par Navne fra Norden, ikke alene Tyge Brahes berømte Søster, men længe senere endog Aurora Kønigsmark, Kong Augusts bekjendte Elskerinde, om hvem mange maaske ikke havde troet, at hun befattede sig med at maale latinske Versefødder.[4] Enhver literær Bevægelse fremkalder altid Masser af maadelige Arbeider, og denne latinske Poesi har saaledes ganske vist været dyrket af utallige Pedanter, men det bliver dog ligefuldt vist, at meget af det allerbedste, som dengang blev tænkt og skrevet, iførte sig den antike Poesis Dragt. Dette var ogsaa naturligt nok, thi hvo der vilde være Forfatter forefandt i Latinen et fuldt udviklet Sprog, der med langt større Lethed lod sig beherske end det ofte endnu lidet eller dog mindre villige og bøielige Modersmaal, hvortil endvidere kom, at ethvert dannet Menneske i hele den vide Verden forstod at læse Latin, en Omstændighed; hvorpaa man satte dobbelt Pris paa en Tid, da Nationalitetsfølelsen havde saalidet at sige imod hvad man nu er vant til. I vor Tid pleie mange af de Literater, der kalde sig Kritikere, Literaturhistorikere o. desl., at tale haanligt om »Latindyrkelse«, »Latinforgudelse« o. s. v., i Regelen rigtignok uden hverken at læse eller endog formaa at læse de Skrifter, de affærdige med fornem Overlegenhed, men en virkelig historisk Granskning og Vurdering af den nylatinske Literatur, der endnu langt senere har frembragt uforglemmelige Verker, deriblandt nogle af Ludvig Holbergs egne og ingenlqnde uvigtigste, den fører til helt andre Synsmaader og forstandigere Domme. Thi Sandheden er, at der mellem hine Forfattere vil findes mange, som dels give ypperlige Bidrag til Tidens Historie, dels ogsaa formedelst den inderlige Tilegnelse af Antikens Aand, hvoraf de ere baarne, ere vel skikkede til at aabne Læserens Øie for en fortroligere Forstaaelse af de gamle Mønstre selv.

Det var altsaa i det Aarhundrede, da man rundt om i Europas Lande samlede de bedste nylatinske Digte i saakaldte Deliciae — franske 1609, tydske 1612, ungarske 1619, skotske 1637 og omsider Rostgaards danske 1693 — da Universiteterne ikke godt kunde undvære sine Professores poeseos, og da desuden Haabet om Titler som »poeta laureatus«, ja endog »comes palatinus« fristede de Lærde, at Lauremberg optraadte. Hans første Digt var en Tragedie, Pompejus Magnus, thi Efterligningen af den græske Tragedie dreves dengang med Iver, og man valgte sine Sujetter dels af den antike Mythologi og Historie, dels af den hellige Skrift, saaledes som f. Ex. Grotius, der skrev Christus patiens,[5] med Chor af jødiske Kvinder.

Pompejus (trykt i Leiden 1610), hvoraf Lappenberg har givet et interessant Uddrag, til hvilket jeg her henviser,[6] har sikkerlig havt stor Indflydelse paa sin Forfatters Livsbane. Lauremberg havde vistnok under sin lange Udenlandsreise ogsaa dyrket sin Faders Videnskab, Lægekunsten, ja endog i Rheims erhvervet den medicinske Doctorgrad (1616), men dette Studium var aldrig hans Hovedfag, og, skjønt en meget skrivende Mand, har han aldrig optraadt som medicinsk Forfatter. Det var aabenbart hans humanistiske Studier, der beherskede hans Ungdomsaar, og ved hvilke han vakte Forhaabninger i sit Hjem. Medens den begavede Professorsøn færdedes udenlands, vare hans Venner i Hjemmet virksomme for at skaffe ham en passende Stilling, og allerede inden han gjensaa Rostock, var han kaldet til Professor i Poesien ved sin Fødebys Universitet 1618. Han gav strax ved Hjemkomsten en ny Prøve paa sit Talent. Dennegang digtede han paa Græsk, det var ΚΥΠΡΙΣ ΠΛΕΟΥΣΑ, et Poem, hvis ydre Foranledning var hans ældre Broder Peter Laurembergs Bryllup.[7] Digtet beskriver i homeriske Vers Venus’s Reise til Rostock, og er egentlig en Gjengivelse af Forfatterens Reiseindtryk: Englands træløse Kyst, Bordeaux, La Rochelle, Saltkogeriet i Frankrige, Hamburg o. s. v. Det gjorde stor Lykke, og en af Samtidens ypperste Philologer, Daniel Heinsius i Leiden, udtalte sig begeistret om dets Fortrin.[8]

Professoratet tiltraadtes paa høitidelig Maade den 5te September 1618, og den nye Universitetslærer havde i den Anledning forfattet et Poem: Thessala Tempe.

I fem Aar var han Professor i sin Hjemstad. Han var Universitetets Rector allerede i 1620 og fortsatte, tildels i Embeds Medfør, sin poetiske Production og udgav ogsaa (i Lyon 1622) et strengere videnskabeligt Arbeide, Antiquarius, en Ordbog over forældede latinske Ord, der fornemmelig hviler paa grundige Studier i Plautus og Lucrets. Rimeligvis hidrører ogsaa fra denne Periode af hans Liv Skriftet Graecia antiqua, endskjønt det meget senere efter Forfatterens Død kom for Lyset, idet Samuel Pufendorf udgav det 1660. Det er et meget smukt, af Karter ledsaget Arbeide, der siden optryktes i Gronovs Thesaurus Graecorum antiqvitatum, og som i sin Tid maa have været et særdeles hensigtsmæssigt Hjælpemiddel for Studerende.


  1. Otto Krabbe, Die Universität Rostock im fünfzehnten und sechzehnten Jahrh. Rostock u. Schwerin 1854. II. S. 709. Familienavnet skrives saavel Laurenberg som Lauremberg. Det sidste er det correcte.
  2. Nogle Aar før sin Død havde han paa sig selv anvendt en af sine mest berømte Kure. En Beskrivelse heraf udkom efter Opfordring af Tydskeren Henrik Høyer, Læge i Bergen, men fornemmelig bekjendt som den grundigste Forsker i den norske Historie ved den Tid. Johannis Meursii Operum Vol. XI. Florentia 1742. Fol. col. 364.
  3. Der har været Uenigbed om Fødselsaaret, som af nogle sættes til 1591. Se herom E. Müller: Zu Johann Lauremberg (Skoleprogram fra Gymnasiet i Cöthen, 1870. 4.) S. 5 flg.
  4. Saml. Vitterhetsarbeten af Svenska Författare från Stjernhjelm till Dalin, utg. af P. Hanselli. vm. s. 100 flg.
  5. Hugonis Grotii: Poemata omnia. Ludg. Bat. 1635. S. 338—377.
  6. I Efterskriften til: Scherzgedichte von Johann Lauremberg. Stuttgart 1861. S. 155—159.
  7. Peter Lauremberg († 1639) var dengang Professor ved Gymnasiet i Hamburg i Mathematik og Physik og indehavde senere Broderens forrige Embede ved Rostocks Universitet. Hans mest bekjendte Verk er hans oftere oplagte, ogsaa paa Dansk oversatte Acena philologica, der har et ikke ringe literaturhistorisk Værd. Forfatterens Hensigt er gjennem letfattelige Fortællinger, der egne sig til at bevares i Hukommelsen, at indføre Ungdommen i den classiske Oldtid. Om Skriftet kan forøvrigt henvises til: Felix Bobertag, Geschichte des Romans und der ihm verwandten Dichtungsgattungen in Deutschland. B. II, 2. Berlin 1884. S. 114—115.
  8. Prøver deraf hos Lappenberg, l. s. S. 162 flg.