Om Bergens Bispedømme i Middelalderen

Ludvig Daae

Om Bergens Bispedømme i Middelalderen

Historisk Tidsskrift, fjerde Række, første Bind, 1901 (s. 238-288).

I.

Man er i Almindelighed enig om at antage, at Bispedømmer med bestemt begrændsede Districter („Stifter“) her i Norge først ere blevne til i Olaf Kyrres Regjeringstid (1066–1093). Til Grund for Inddelingen lagdes Lovomraaderne, og Bispedømmerne bleve for det første tre, af hvilke de to oprindelig benævnes efter Landskaber (Throndhjem, Viken), medens det tredie, Gulathingslovens, savnede et saadant Navn og i Begyndelsen benævntes efter Øen Selja i Nordfjord, der anvistes Biskoppen til Bolig. Denne Ø var nemlig paa Grund af de Sagn, som længe havde været troede om Sunniva og Seljemændene, anseet for et helligt Sted. Kun en eneste Biskop fik sit Opholdssted her, nemlig Tydskeren Bernhard, „den Saxlandske“. Denne Mand var i sin Tid indviet i Rom af en Pave og anerkjendt af Erkebiskoppen af Bremen, der ansaaes ogsaa for de nordiske Landes Primas. Han kom til Norge i Magnus den Godes Dage og opholdt sig der til denne Konges Død. Med Magnus’s Efterfølger Harald kunde han ikke enes, og han begav sig derfor til Island, hvor han drog om fra Sted til andet og „viede mange Gjenstande, ved hvilke der skede Jertegn, saasom Kirker, Klokker, Broer og Brønde, Vad og Vand, Bjerge og Bjelder, og disse Gjenstande syntes at vise hans sande Værd“, som det hedder i det islandske Skrift, Hungrvaka (en Beretning om de fem ældste Biskopper i Skaalholt). Da Kong Harald var død, kunde Bernhard vende tilbage til Norge og begav sig da til dennes Søn, Olaf Kyrre. Olaf skal, fremdeles ifølge Hungrvakas Fortælling, have sendt ham til Rom for at erhverve Fred for den afdøde Konges Sjel. Da han atter kom tilbage, blev han Biskop i Selja. Men herfra flyttede han til Bergen og døde der, og „Alle ere enige om, at han var en saare fremragende Mand“.

Intet kunde da være naturligere end, at en Biskop, der skulde være geistligt overhoved fra Statlandet lige til Gjernestangen og desuden over de paa den anden Side af Fjeldene beliggende, men dog med Hensyn til Befolkning vestlandske Bygder Valdres og Hallingdal, maatte finde det hensigtsmæssigt at flytte fra et Sted, der, som Selje, var beliggende lige i Udkanten af hans Enemærker. Og Bergen maatte da være selvskreven til at blive hans nye Residents, da der samtidig her fremstod en By, den eneste paa hele Vestkysten. Noget omtrentligt Tidspunkt, end sige Aarstal, i Olaf Kyrres Regjeringstid kan ikke angives hverken for Bergens overgang fra en formodentlig allerede forlængst vel besøgt Havneplads til et mere bymæssigt Sted eller for Bisperesidentsens Flytning derhen. Temmelig hurtig har sikkert den saa vel og bekvemt liggende By, der til Udgangen af det trettende Aarhundrede mere end andre Byer var Kongernes egentlige Opholdssted, blomstret frem. Uden her at beskjæftige os nærmere med den egentlige Byhistorie, vil jeg dog paapege en Egenskab, som særlig udmærkede Byen i dens første Aarhundrede, fordi den neppe hidtil er bleven fremhævet.

Jeg tænker her paa, at Bergen i Middelalderen kunde i en ganske anden Grad, end senere er blevet Tilfældet, siges at have en central Beliggenhed. Saalænge nemlig Norge bevarede Herredømmet.over sine Vesterhavscolonier og Handelsforbindelsen med dem vedblev, maatte Bergen for disse Lande have en Betydning, som ingen anden norsk By. Staden blev med andre Ord det naturlige Midtpunkt ikke alene for det egentlige norske Vestland, men ogsaa for Island, Grønland, Færøerne, Hjaltland, Orknøerne, tilsammen en hel liden Øverden.

Dette blev naturligvis først og fremst af Vigtighed for Bergen som Handelsstad, men spillede ogsaa sin Rolle i politisk og i geistlig Henseende. Var end Nidaros den norske Kirkeprovinds’s Hovedstad, blev Bergen alligevel et Sted, hvor dennes Bisper hyppig mødtes, hvor jevnlig Synoder afholdtes, og hvor sikkert et stort Antal af Præsteemner fik sin Uddannelse. Her reiste sig ogsaa de kongelige Capellers Hovedkirke med Residents for den Provst, hvem Haakon V havde tiltænkt en overordnet Myndighed over den hele Capelgeistlighed, hvilket rigtignok snart gik i Forglemmelse. Lægger man hertil, at Bergens Klostre have en rigere Historie end de øvrige Stiftsstæders, samt at Byen ved Middelalderens Udgang var det Sted i Norge, hvor Reformationen tidligst banede sig Indgang, vil det erkjendes, at Bispedømmets Historie frembyder stor og mangesidig Interesse.

Den, der vil forsøge at fremstille denne, maa vistnok gjentage den gamle Klage, at Kilderne ere knappe, men det maa dog erindres, at heldige Omstændigheder have bevaret en Samling af Actstykker, hvortil intet andet norsk Bispedømme besidder et Sidestykke, nemlig den indholdsrige Copibog, der kaster et saa rigt Lys over mange Forhold netop paa den Tid, da den catholske Kirkeordning hos os stod i sin Blomstring, det trettende Aarhundredes

første Halvdeel.

II.

Den forøvrigt ubekjendte Biskop Magne er paa Grund af et enkelt om ham bevaret Træk bleven omtalt i utallige Bøger. Han er maaskee allerede bleven Biskop i Magnus Barfods Tid og opføres i en gammel Fortegnelse mellem Biskopperne paa Sellø, skjønt han boede i Bergen. I Slutningen af Sigurd Jorsalfares Tid var det, at han, som Enhver kjender fra Sagaerne, nægtede at vie denne til hans Elskerinde Cecilia og opretholdt sin vægring med et uforglemmeligt Mod og med en Værdighed, der sømmer sig for en Guds Mand. Efter ham kom en vis Ottar, der skal have været Islænding, men forøvrigt er ganske ubekjendt og dertil kun temmelig kort kan have indehavt sit Stift. Magne levede jo endnu idetmindste henimod 1130, og i 1139 finde vi en ny Biskop Sigurd^[1].

Denne maa have været en af de mærkeligste Mænd i den hele Række af Biskopper i Bergen. Han var i 1139 tilstede ved en Synode i Lund hos Erkebiskop Eskil^[2]. Allerede som Præst kjende vi ham. Det var nemlig ham, der efter Sagaens Vidnesbyrd ledsagede Biskop Magne til Kong Sigurd i Kongehallen, og det maa være fra hans Beretning som Øien- og Ørenvidne til Samtalen mellem Kongen og Biskoppen, at den berømte Fortælling herom stammer. Han paaberaabes ogsaa udtrykkelig i denne, idet det hedder, at „Præsten Sigurd sagde siden, at Kongen forekom ham saa forfærdelig, da han hævede Sværdet mod Magne, at han neppe kjendte sig selv for Rædsel, medens Magne stod rank med Hovedet forover, som han var rede til at bøie Halsen frem, og derefter gik saa glad bort, at han hilsede leende paa hvert Barn, han mødte, og legede med Fingrene“, hvorefter en samtale mellem Magne og Præsten Sigurd gjengives, i hvilken den første udtalte, at han ingen bedre Død kunde tænke sig end at lade sit Liv for den hellige Christendom.

Sigurd er som Biskop især bleven erindret derved, at han har stiftet Lyse Kloster, og et desværre kun ufuldstændig bevaret lidet latinsk Skrift om denne Stiftelse lader os ane, at han har været en betydelig og fremragende Mand.

Han skal have været en Mand af fornem Æt, og denne Beretning støttes derved, at han sees at have eiet Jordegods, hvormed han kunde dotere sit Kloster. Men til hvilken Æt han har hørt, er uvist. Dette giver Anledning til en almindelig Bemærkning. Det er paafaldende, hvor lidet man kjender om de fleste norske Biskoppers Familieforhold, og hvor faa af dem vides at være udgaaede af Landets Aristokrati. Læseren vil maaskee studse ved at erfare, at den første Biskop i Bergen, om hvis Fader og Herkomst man har nogen nærmere Besked, er – Aslak Bolt i det femtende Aarhundrede, ja at der i hele Rækken ned til Aslak foruden Sigurd kun er een (Paal), om hvem det med nogen Vished tør sluttes, at han har været af fornem Æt. Naar man stundom finder Bisper fra Landets høiere eller høieste Kredse, saasom Erkebiskopperne Eystein og Peter af Husastad, Nicolaus og Haakon af Oslo, Askel af Stavanger, da er dette Undtagelser. Men dette har aabenbart havt meget stor Betydning i de følgende Kampe mellem Kongemagten og Hierarchiet. Thi netop denne vigtige Kjendsgjerning, at Biskopperne som Regel ikke vare udgaaede af Aristokratiet, berøvede dem den Støtte, hvorved deres danske Standsfæller navnlig i de to Hovedstifter, Lund og Roskilde, stadig kunde glæde sig.

I 1146 sees Sigurd at have været i England, og her besøgte han Klostret i Fountains i Yorkshire. Dette tilhørte dengang en nylig stiftet Orden, Cisterciensernes, hvilken dengang stod i høieste Anseelse, især fordi Datidens store aandelige Lys, den hellige Bernhard af Clairvaux, tilhørte denne Orden og havde givet den sin Regel. Ligesom en ældre Orden, Cluniacensernes, var Cisterciensernes Orden udgaaet fra Benedictinerne, den vesteuropæiske Kirkes Stamorden, som et Forsøg paa at reformere denne. Dens Regel gjaldt ogsaa for meget streng^[3]. Biskoppen besluttede at forplante den til sit Stift, der allerede havde (hvad senere skal omtales) et Benedictiner-Kloster, Munkeliv, i selve Bergen. Han fik strax nogle engelske Munke til at drage over og bosætte sig paa hans egen Ættegaard Lyse i Os Sogn omtrent 3 Mile syd for Bergen. Det traf sig saa heldig, at der ved den Tid var en norsk [?] Munk i Fountains, Runulf, der kunde blive den første Abbed. Man har ogsaa antaget, skjønt noget Beviis herfor vist ikke kan føres, at det er Sigurd, der har stiftet Nonneseter Kloster ved Bergen, der var af samme Orden. Overhoved var Begeistringen for Cistercienserne i denne Tid stor. Allerede Aaret efter stiftedes et nyt norsk Kloster af samme Orden paa Hovedøen ved Oslo. I Sverige kom ordenen til at blive den eneste, der fik Klostre ogsaa paa Landsbygden, og var der meget stærkt repræsenteret.

Sigurd døde 1156 eller 1157; dog anseer jeg det første Aar (der angives i Ann. reg.) for det rette. Han har altsaa oplevet den store Begivenhed af 1152, da Norge blev selvstændig Kirkeprovinds ved oprettelsen af Erkebispedømmet i Nidaros, hvorved Forholdet til Lund ganske bortfaldt.

III.

Fra nu af skulde der bestaa Domcapitler ved alle Norges Bispesæder, og et saadant maa snart være stiftet ogsaa i Bergen, maaskee allerede af Sigurd selv. Capitlets meest fremtrædende Ret var at udvælge Biskoppen, men det fulgte af sig selv, at Kongerne, Bispestolenes oprindelige Stiftere, havde ondt for at give Slip paa en saa vigtig Myndighed. Derfor seer man ikke alene, at Kongemagten ved Sigurds Død fremdeles vilde gjøre sin gamle Myndighed gjeldende, men endog at de to Konger, Eystein og Inge, kom i Strid om Besættelsen. Eystein udnævnte, som det siden i Kong Sverres Tid blev oplyst, en Paal, men Inge fordrev denne og indsatte en Nicolas „PetersSøn i Sogn“. At idetmindste Paals Udnævnelse har fundet Sted senest 1157, fremgaar deraf, at Kong Eystein dræbtes i Ranrike i August det nævnte Aar. Ingen af Kongerne skal have bekymret sig om Capitlets Rettigheder^[4]. Om nogen af de to stridende Biskopsemner har faaet Indvielse ved denne Tid, kan være tvivlsomt; Erkebiskop Jon i Nidaros, som nu skulde bekræfte og indvie Kirkeprovindsens øvrige Biskopper, hans „Suffraganer“, døde i 1157, og det varede nogle Aar, inden Eftermanden, den berømte Eystein, kom hjem med sit Pallium.

Vist er det derimod, at den, der tilsidst kom i Besiddelse af Stiftet, blev Eysteins Candidat Paal, der længe levede i sin Stilling. Han havde tidligere været Eysteins Capellan og udentvivl været gift, siden han havde en Datter, Ulfhild, der blev gift med en saa fornem Mand som Baard Guttormssøn paa Rein, Kong Inge II’s og Hertug Skules Fader. Ulfhild var dog ikke Moder til nogen af disse Brødre^[5].

Paal er vel først indviet af Eystein, da han vel ikke kan være bleven almindelig anerkjendt Biskop før ved Kong Inge I’s Død (1161) og maaskee skyldte Haakon Herdebred sin Ophøielse. I 1164 har han været Vidne til den første norske Kongekroning og vistnok med Eystein deeltaget i det store Tilløb til en hierarchisk Revolution, som da blev gjort. I Anledning af Sønnens Kroning grundlagde Erling Skakke Klostret paa Halsnø, hvorom senere mere.

En mærkelig Begivenhed i Stiftet under denne Biskop var ogsaa Flytningen af Sunnivas Levninger fra Sellø til Christkirken i Bergen, som nu maa antages at være bleven færdig. De hellige Reliqvier ankom „med stor Glæde og hellige Jertegn“ til Byen 7de Sept. 1170^[6], og den 7de Sept. s. A. bleve de opstillede i et stort Skrin over Hovedalteret, hvor de vistnok ere blevne staaende ligetil 1531, da Kirken blev nedbrudt. Følgen heraf var talrige Valfarter og ofringer især vel paa Helgenens og hendes Følgesvende, „Seljemændenes“ Dag den 8de Juli. Et Par Aar efter, i Vinteren 1172–73, da Bergen hjemsøgtes af en stor Ildebrand, blev Skrinet baaret ud og sagdes at have frembragt det store Jertegn, at Ilden standsede. Denne Cultus maatte i høi Grad bidrage til at forøge Bispestolens Indtægter, men Paal maatte dog senere, henimod Slutningen af sin Regjering, dele disse nye Indkomster med Chorsbrødrene.

Domcapitlet sees altsaa nu at have været i fuld Stand og havde, som man af et andet Brev seer, allerede en Archidiaconus. Biskoppen har ogsaa, hvad der fulgte af den Stilling, han indtog, faaet en Hird af verdslige Tjenestemænd, idet han omtaler sin Skutelsven, sin Raadsmand og alle sine Huuskarle^[7].

En Ven af Paal var den berømte Biskop Thorlak af Skaalholt paa Island, senere dyrket som Helgen. Paal var tilstede i Nidaros ved Thorlaks Indvielse 1178, og det hedder i dennes Saga, at Paal var mikill skörungr og en Ven af Thorlak alle sine Dage^[8].

Men Paals Tid var ogsaa Sverres Tid, med andre Ord en saare urolig og i mange Henseender saare ulykkelig. Men om Paals Partistandpunkt i Borgerkrigen vides Intet. Tænkeligt kan det være, at han, oprindelig fremdraget af Kong Eystein, men fordreven af Kong Inge, hvis Parti siden sluttede sig til Magnus, ikke kan have havt meget imod Sverres Kongedømme. Dog vi vide ikke, hvad Biskoppen, der, som det udtrykkelig siges, var tilstede ved Kong Magnus’s Begravelse 1184, ved den Leilighed kan have tænkt.

Paal døde om Vaaren 1194^[9]. Da Sverre den 2den April, Dagen før Palmesøndag, kom til Bergen for at kjæmpe med Øskjeggerne ved Florevaag, laa Biskoppen

som Lig i Christkirken.

IV.

Efter Seiren i Florevaag drog Sverre østover, men kom snart tilbage til Bergen og var da naturligviis betænkt paa at faa Bergens Bispesæde besat med en Mand efter sit eget Hoved. Om Domcapitlets Mening erfares Intet, men derimod beretter Sagaen, at Sverre blev enig med Bisp Nicolas af Oslo, der havde fulgt ham til Bergen, samt med Biskopperne Thore af Hamar og Njaal af Stavanger om, at hans egen Hirdpræst Martin skulde blive Paals Eftermand. De tre Biskopper indviede derpaa strax Martin, men heri gjorde de rigtignok et aabenbart Brud paa Kirkelov og Pavebreve, idet de forbigik Erkebispen, den da allerede i flere Aar landflygtige Erik. Thi det var Erkebispens utvivlsomme Ret baade at stadfæste Bispevalget og at indvie Bispeemnet. Og derpaa lod Sverre sig af de tilstedeværende Biskopper, der nu altsaa vare fire i Tallet, og mellem hvilke Nicolas som den ældste havde Forrangen, krone i Bergen 29de Juli 1194, atter en Handling af i det ringeste tvivlsom Retmæssighed. Det manglede da heller ikke paa, at Biskopperne fik Pavens Misfornøielse med dette sidste Skridt at føle. Erkebiskoppen lod nemlig fra Danmark klage til Coelestinus IV, og allerede 18de Nov. s. A. bansatte denne de norske Biskopper i selve Peterskirken. Dette synes dog foreløbig ikke at have gjort stort Indtryk, siden Erkebispen atter i 1195 lod sin Ven, den berømte Abbed Vilhelm af Ebelholt paa Sjelland, paa hans Vegne rette nye Klager til Paven over Biskopperne.

Inden Udgangen af Aaret 1195 brød Biskop Nicolas aabent med Kong Sverre, drog til Erkebispen i Danmark og reiste kort efter Baglernes Oprør. De øvrige Biskopper bleve derimod i Begyndelsen Sverre tro, og en af dem, Thore af Hamar, drog i hans Ærinde udenlands, men kom aldrig tilbage til Norge. Biskoppen af Stavanger drog efter nogen Tids Forløb ogsaa til Danmark, og der opholdt sig ogsaa den nye Hamarbiskop Ivar, der vistnok er bleven viet dernede. Ogsaa Martin kom, rimeligviis som den sidste^[10], efter til Danmark. I Sagaen omtales han ikke i den hele Tid mellem sin Indvielse 1194 og sin Tilbagekomst til Norge efter Sverres Død. Saavidt jeg formaar at see, kan man ikke tro, at han har været ved sit Sæde, da Nicolas af Oslo brændte Bergen 1198 og udlod sig med at ville bygge ny Bispegaard og Domkirke der, ja endog med at ville flytte selve Byen til et andet Sted. I 1199 var Martin beviislig i Danmark (han var Vidne ved en Forretning der), men naar man seer, at han allerede 26de Mai 1198 har modtaget et Brev fra Pave Innocents III (om at Islandsfarere i hans Stift skulde betale ham Tiende), maa man tro, at han allerede da forlængst har været i Danmark og ansøgt om hint Privilegium derfra, da han vist ikke, om han var forbleven i Norge, vilde have kunnet staa i Forbindelse med Curien eller opnaa nogen Gunst fra dennes Side. Man maa nemlig erindre, at han var bleven banlyst i Rom og upaatvivlelig ikke er kunnet blive afløst igjen, førend han havde forladt Norge. Ved Absalons, de landflygtige norske Biskoppers Beskytters Død 1201 blev ogsaa Martin betænkt i dennes Testamente med en Sum af 50 Mark. I Norge blev trods Pavens Banstraale over Sverre og det paabudne Interdict den religiøse Ritus dog ikke afbrudt, om end Kirkens Tilstand uden Biskopper maa have været meget usikker og mislig.

Efter sin Hjemkomst levede Martin, der ifølge de islandske Annaler døde 1216, endnu 12 Aar som Biskop, men uden at træde synderlig frem i Historien. Man erfarer kun, at han deeltog i Barnet Guttorms Udvælgelse til Konge 1204 og i Arveforliget i Nidaros mellem Kong Inge og Haakon Jarl 1212.

Det hedder i Sverres Saga, at Martin var „af engelsk Herkomst saavel paa fædrene som mødrene Side“, men disse Udtryk udelukke jo ikke Muligheden, ja endog ikke sandsynligheden af, at han selv har været født Nordmand.

V.

Ved Martins Død valgtes til hans Eftermand (vel allerede 1216) en vis Haavard, Kannik i Bergens Capitel. Det anføres, at han blev valgt „af Geistligheden og Folket“, det vil vel sige af Capitlet med Bybefolkningens Bifald, hvilket ogsaa egentlig var den gamle Regel for Bispevalg, ihvorvel „Folkets“ Deeltagelse efterhaanden ganske forsvandt. Ligeledes sees, at Kong Inge ønskede hans Valg. Han kunde imidlertid ikke uden videre bekræftes og indvies af Erkebispen (Guttorm), thi han var Præstesøn og altsaa efter Kirkeretten uægtefødt. For første Gang i Bergens Stifts Historie maatte der altsaa skee Henvendelse til Paven for at opnaa dennes Dispensation, og man sparede ikke paa Ros over Haavard. Man erklærede endog, at der i den hele norske Kirkeprovinds neppe fandtes en Eneste, som var Bispestolen voxen, uden Haavard, der „ligesom ved et guddommeligt Forsyn var bleven bevaret for den“. Pave Honorius III meddelte da Dispensationen for den saa høit lovpriste Mand den 1ste April 1217^[11].

Endnu i samme Maaned, som Paven gav Haavard sin Dispensation, altsaa inden Brevet kunde være kommet til Bergen, døde Kong Inge i Nidaros 23de April 1217, og Spørgsmaalet om Thronfølgen blev brændende. Cleresiet i Nidaros indtog, som bekjendt, her en tvetydig Holdning og stod tydeligviis egentlig paa Skules Side mod Haakon. Haavard i Bergen, endnu kun „Biskopsemne“, og hans Capitel vare derimod desto mere trofaste mod den unge Kongesøn, der trods mange Cabaler dog var bleven hyldet i Throndhjem. I Forening med Lendermændene i Gulathingslagen sendte han Dagfinn Bonde til Nidaros med et Brev, der stærkt fremhævede Haakons Ret. Da denne kort efter i Følge med Skule Jarl reiste til Bergen, blev da ogsaa Kongen modtagen der af Geistligheden med høitidelig Procession, uagtet Chorsbrødrene i Nidaros havde advaret Haavard og hans Capitel om at vise ham kongelig Ære.

Haavard, der efter Annalernes Vidnesbyrd skal være bleven indviet 1217, nævnes siden i Haakons Saga kun en eneste Gang, nemlig som Deeltager i det berømte Rigsmøde i Bergen 1223. Han døde Aaret efter, samme Aar som Erkebiskop Guttorm.

Den følgende Biskop Arne (I) er en af dem, der have siddet længst paa Bergens Bispestol, nemlig i mere end 30 Aar, fra 1225 eller 1226 og ligetil 1256^[12]. I den politiske Historie træder han kun meget lidet frem og nævnes i Sagaen egentlig kun som en af Kong Haakons Ledsagere til hans Møde ved Gautelven med Birger Jarl 1253. Forøvrigt har han været opnævnt af Paven som Medlem af nogle Commissioner, saasom om Rigets Deling mellem Haakon og Skule (1234), og om Erkebiskop Eysteins paatænkte, af Cleresiet ønskede, men af Kongen modarbeidede Canonisation. Som geistlig Styrer har han interesseret sig meget for et Hospital paa Fane, som han fra nyt af opbyggede, og for hvilket han udvirkede et paveligt Beskyttelsesbrev 1228^[13].

Begivenheder af større Betydning var det, at under denne Biskop de første Tiggerklostre oprettedes i Bergen, og vel i Norge overhovedet. Dominicanernes („Prædikebrødrenes“) Orden fik allerede omtrent 1230 af Kong Haakon og Biskop Arne i Forening anviist Byggetomter ved det senere Buntlabo mellem „Holmen“ og Sverresborg; Grunden her tilhørte nemlig deels Kongen, deels Domkirken. Snart udbrød imidlertid de heftige Stridigheder mellem den nye Orden og Domcapitlet, og Kannikerne grebe for at fortrædige Dominicanerne til et ligesaa – eiendommeligt, som nedrigt Middel, nemlig at opføre visse Udhuse paa en saadan Plads, at Urenligheden blev til den værste Plage for det nærliggende Kloster. Munkene maatte i 1247 i denne Anledning henvende sig til den pavelige Legat, Vilhelm af Sabina, der kronede Kong Haakon, og denne truede da de raa Chorsbrødre til under Banstraf at gjøre en Ende paa dette Uvæsen. Men Striden blussede senere op igjen, om end paa andre Maader, hvorom vi senere ville høre. – Ogsaa Franciscanerne eller Minoriterne kom kort efter, maaskee allerede i Arnes Tid, til Bergen. De fik et Kloster ved Vaagsbunden; deres Kirke blev siden (dog meget forandret) Bergens lutherske Domkirke. Efter sin Beliggenhed kaldtes Dominicanernes Kloster siden i Dagligtale út at brœðra og Franciscanernes inn at brœðra.

I 1230 seer man, at Islændingen Jon Murt kom til Bergen, hvorfra Kong Haakon negtede ham at drage hjem. Han fik da med flere andre Landsmænd gjestfri Modtagelse af Biskop Arne^[14]. Ogsaa den urolige islandske Biskop Gudmund af Hole (en af Islands Nationalhelgener) gjestede Bergens Biskop og fik Gaver af ham^[15].

Ogsaa en bergensk Geistlig har ved denne Tid været anseet for en hellig Mand, uden at man nu veed mere om ham, end det blotte Navn. Det er Degnen Viljam, om hvem det i de islandske Annaler ved Aarene 1243–44 bemærkes, at hans Hellighed „kom op“ eller aabenbaredes (birtaðist) i Bergen. Senere omtales denne Mand, saa vidt vides, aldrig.

Arne I døde ifølge Annalerne 1256 og efterfulgtes af Peter (1257–1270). Denne havde først været Capellan hos sin Forgjænger og derpaa i hele ti Aar Biskop paa Færøerne^[16]. For nu at blive Biskop i Bergen maatte hans Valg skee under den særegne Form, der i den canoniske Ret kaldes „Postulation“, det vil sige, at Capitlet maatte „postulere“ (udbede sig), at Paven vilde løse ham fra det Baand, hvormed han var knyttet til sin Domkirke (hvilket betegnedes under Billedet af et Ægteskab, hvorfor en Ring som bekjendt hørte til Bispeinsignierne), og forflytte ham til det nye Stift. Paven, til hvem Postulationen overbragtes af tre bergenske Kanniker, hvoraf to Magistre, udnævnte ham til Bergens Biskop 19de August 1257, men først efter at have erklæret Postulationen, uvist af hvilken Grund, for ucanonisk. Men dette var vistnok kun en Sædvane hos Paverne, som altid vilde lade sine Indrømmelser fremtræde som desto større Naadesbeviisninger. Han blev altsaa Biskop ved saakaldet Provision^[17]. Man veed ellers ikke stort om Peter. Kong Haakon tog ham med sig paa Toget mod Skotland, og Biskoppen deeltog siden (i Forening med sin Eftermand) i Afslutningen af Freden i Perth (1266), hvorved Man og Suderøerne skiltes fra Norge.

En Brodersøn af Biskoppen, Erling, var 1282 Præst ved Bergens Mariakirke^[18].

Peter døde ifølge Annalerne 1270.

VI.

Eftermanden Biskop Askatin (1270–1277) forekommer første Gang 1250, da han sendtes af Kong Haakon som Gesandt til Keiser Frederik II. Kort efter Nytaar 1251 spurgte han og hans Ledsager Aamunde i Venedig, at den berømte Keiser var død. De fristede siden den Modgang at kastes i Fængsel, men udløstes af Konrad IV og kom omsider hjem uden at have udrettet synderligt. Askatin betegnes her i Sagaen med Titelen Sira, altsaa som geistlig Mand, rimeligviis kongelig Capellan eller Hirdpræst. Navnet er udenlandsk; maaskee har han været en Frænde af en ældre Askatin, der var Abbed paa Hovedøen 1223 og har været antaget for Engelskmand^[19]. Atter i 1261 møde vi ham som Gesandt, denne gang til Danmark i Anledning af Kong Magnus’s Frieri til Ingeborg af Danmark. I 1263 fulgte han Kong Haakon paa Toget mod Skotland og blev efter Kongens Død af de paa Orknøerne værende Lendermænd sendt til Kong Alexander for at handle om Fred, hvilket dog ganske mislykkedes, hvorefter han drog tilbage til Kong Magnus i Norge. Atter en Gang sendtes han til Skotland og var der i Juli 1266 en af dem, der afsluttede Fredstractaten i Perth. Ved denne Leilighed fører han i Documentet Titel af den norske Konges Cantsler, vistnok den første, der er bleven kaldet saaledes, skjønt Embedet visselig factisk allerede længe havde bestaaet^[20]. I 1269 var han i England, hvor han i Forening med Archidiaconen paa Hjaltland, Peter, sluttede en Tractat med Kong Henrik III.

I 1270 blev han Biskop i Bergen, og ogsaa i denne Egenskab vedblev han at staa i nært Forhold til Kong Magnus. Da denne 1272 troede sig Døden nær, lod han sig af sin gamle Ven Askatin give den sidste Olje. Selvfølgelig deeltog han i den Overeenskomst i Bergen mellem Kongen og Erkebiskop Jon, der dog dennegang ikke førte til noget Resultat. I det følgende Aar foretog han den sidste af sine mange Udenlandsreiser, idet han med Erkebiskop Jon og Biskop Andreas af Oslo drog til det store Kirkemøde i Lyon. Om han er reist did nærmest som Kongens Fuldmægtig, hvilket Munch har formodet, maa staa derhen. I 1276 var han endelig med i det Forligsmøde ved Gautelven, der skulde faa opgjort den svenske Kong Valdemars Strid med hans Broder Magnus (Ladelaas), og var en af de Voldgiftsmænd, som den første opnævnte. Han døde 1277.

Om hans Virksomhed som Biskop erfares ikke meget. I 1271 skjænkede han paa Grund af Præbendernes Ringhed til sit Domcapitel flere Kirker i Bergen, der siden skulle omtales. Ogsaa de under ham oprettede Hospitaler i Byen ville senere nævnes.

Askatins Eftermand blev Narve (1278–13O4), i latinske Breve kaldet Nerva. Han var Prædikebroder^[21], hvilket tyder paa ringe Herkomst, uden at man dog veed, hvilket Kloster han havde tilhørt, om det end ligger nærmest at tænke paa det bergenske ude ved Holmen. Skjønt man ikke har nogen bestemt Efterretning derom, antager jeg det dog temmeligt vist, at hans Indvielse, der ogsaa fandt Sted først 1278, ikke har kunnet foregaa uden efter pavelig Dispensation, da en saadan ifølge Kirkeretten var nødvendig for Klostermænd, der skulde blive Biskopper. Valget af en Prædikebroder til Biskop^[22] er paafaldende paa en Tid, da denne Orden netop i Bergen laa i heftig Strid med den seculære Geistlighed. Muligens har dog Narve allerede dengang staaet i Yndest hos Kongehuset.

Et Par Aar efter at Narve var bleven Biskop, døde Kong Magnus, og nu udbrød den bekjendte bitre Strid mellem Erkebiskop Jon og den unge Kong Eriks Formyndere. Disse sloge ind paa en ganske anden Vei, end den afdøde fromme og af Geistligheden som „en anden Josias“ prisede Magnus og negtede at respectere de uhørte Indrømmelser, som denne havde gjort Kirken ved Compositionen i Tønsberg 1277, samt Erkebispens i Overeensstemmelse med denne udarbeidede Kirkeret. Under denne Strid indtog imidlertid Narve en vis moderat Holdning. Vel „gjorde han sin Skyldighed“ (som det siden hedder i et Pavebrev). Han bansatte paa Erkebiskoppens Forlangende Baronerne Hr. Bjarne Erlingssøn og Hr. Andres Plytt, da disse (1281) havde ladet hin Composition offentlig tilbagekalde i Kongens Navn, men man erfarer Intet om, at Narve lagde Hindringer i Veien for, at den bansatte Hr. Andres, der kort efter døde, blev begraven ved Apostelkirken under Klokkeklang fra alle Bergens Kirker. Og senere finder man Narve og Hr. Bjarne i venskabelig Samvirken. Da Erkebiskop Jon samt Biskopperne af Oslo og Hamar i 1282 bleve lyste utlæge af Formynderregjeringen og maatte forlade Landet, kunde Narve blive hjemme.

Det er aabenbart, at han af sin samtids Biskopper var den, der personlig stod paa den bedste Fod med Kongehuset og Regjeringen, og at det har været denne, der efter Erkebiskoppens Død (i Skara i Sverige) bevirkede, at Capitlet i Nidaros 1284 valgte, det vil sige blev nødt til at postulere Narve til Erkebiskop. Godvilligen have Kannikerne sikkert ikke postuleret ham, og de forstode da ogsaa at faa dette Valg tilintetgjort. Deres Udsendinge, der droge til Rom med den angivne Hensigt at søge Valget bekræftet, modarbeidede det tvertimod ved den pavelige Curie, og Paven (Martin V) erklærede, at skjønt Postulationen var i fuld canonisk Orden, kunde han ikke udnævne Narve til Erkebiskop, „fordi ham manglede tilstrækkeligt Kjendskab til hans Person“, aabenbart kun en Udflugt. Derfor udnævnte Paven tre norske Klosterforstandere, Abbeden af Tautra, Prioren for Prædikebrødrene i Nidaros og Guardianen for Franciscanerne i Bergen, til at afgjøre, om den Postulerede var skikket til Erkebiskop og i modsat Fald paabyde nyt Valg. De tre Klostermænd, aabenbart valgte efter de to Udsendinges Forslag, casserede da naturligviis Postulationen. Sagens videre Historie, der endte med, at Biskop Jørund af Hamar omsider 1287 blev Erkebiskop, skal her ikke videre omtales^[23].

Blev Narve end ikke Erkebiskop, har dog hans Liv sikkert været lykkeligere end den stridbare og forfængelige Mand, der blev ham foretrukket. Navnlig kunde han glæde sig ved at være i høi Grad afholdt af Kongehuset, der ved flere Leiligheder benyttede ham i sin Tjeneste, ligesom Tilfældet havde været med hans Formand Askatin. I 1285 sendtes han sammen med Hr. Bjarne Erlingssøn af Enkedronningen til Kongerne af Sverige og Danmark for at underhandle med dem, og i 1290 var han en af dem, som fulgte den lille Kongedatter Margrete („Pigen fra Norge“), da hun skulde drage til sit Arveland Skotland; som bekjendt døde hun paa Veien „mellem Biskop Narves Hænder“^[24]. Desto mere maa han altsaa have forarget sig, da siden den tydske Bedragerske indfandt sig, der blev brændt paa Nordnes 1301. I 1295 ledsagede Biskoppen Kong Erik til Danmark paa det fjerde af hans Krigstog did og deeltog i de Forhandlinger, der førte til Stilstanden i Hindsgavl.

Det kjærlige Forhold mellem Kong Erik og Narve varede til Kongens Død, der indtraf 1299, og man har endog bevaret en vidnesfast Beretning om den Maade, hvorpaa Erik, da han laa paa sit Yderste, omtalte og betænkte Biskoppen. I 1306 lod nemlig dennes Eftermand Arne II Enkedronning Isabella og Andre bevidne, at Erik paa Dødssengen havde udtalt disse Ord: „Jeg har glemt (altsaa i det nu ikke mere existerende Testamente) en god Ven, min Biskop Narve, som altid har været mig føielig, huld og god. Den Jord, som jeg nogen Tid har overladt ham, Thoskar^[25], skjænker jeg ham til Eiendom fra nu af, saa at han kan gjøre med den, hvad han vil.“

Ogsaa under Haakon stod Narve vistnok i Naade og ledsagede ogsaa ham paa et Tog til Danmark i 1300. Den sidste vigtigere Statsakt, i hvilken han deeltog, var vistnok det store Høvdingemøde i Oslo, ved hvilket Arvefølgen fastsattes.

Tiden omkring det trettende Aarhundredes Udgang var rig paa Stridigheder mellem de geistlige Corporationer. Det seer ud, som om disse, da Kirkens store Tilløb til at hæve sig paa Kongemagtens og Lægfolkets Bekostning var mislykket efter Magnus Haakonssøns Død, have søgt at give sine Lidenskaber Luft i indbyrdes Kamp. Navnlig træder her i Forgrunden Erkebiskop Jørunds og den Stavangerske Biskop Arnes voldsomme Sammenstød med deres Domcapitler, og i disse inddroges ogsaa Biskop Narve for en Deel som Dommer og Executor^[26]. Men heller ikke i Bergen herskede der stedse Fred. Fiendskabet gjorde sig her især fremdeles gjeldende mellem Domcapitlet og Stiftets Præster paa den ene og Prædikebrødrene paa den anden Side. Disse sidste betragtedes af den egentlige Geistlighed som Rivaler, der ved sine Omreiser i Stiftet trak Menighedernes Hjerter fra Præsterne og derved bidrog til at formindske disses Indtægter. Prædikebrødrene have aabenbart havt nogen Lighed med den nyere Tids Lægprædikanter her i Landet. Franciscanerne, den anden Tiggerorden, synes mindre at have opvakt Præsteskabets Uvilje. Den stod ogsaa tilbage for Dominicanerne i Kundskaber og Dygtighed og befattede sig maaskee mere med det simple Tiggeri end med Prædiken og Indgreb i Sjelesorgen.

Hvad vi vide om Striden mellem Dominicanerne og Præsteskabet i Narves Tid, erfares af et interessant Brev fra omtrent 1290. Det er en bitter Klage fra de første til Kong Erik. Vi see, at Narve, som tidligere Dominicanermunk og fremdeles i intim Berøring med Ordenen^[27], nok har villet, men aabenbart ikke, idetmindste ikke fuldtud, formaaet at værge sine Ordensbrødre mod deres Fiender.

Dominicanerne, hvis Brevskriver har været en dygtig latinsk Stilist, fortæller Kongen, at ved en Stiftssynode i Bergen var det blevet vedtaget, at Ingen i Bergens Stift, der nød Kirkens Naademidler, maatte huse Dominicanere, give dem Mad og Drikke eller give Almisse til dem, som til andre Fattige. Biskop Narve havde da allerede paa Synodens første Dag protesteret herimod og bedet, at Alle skulde modtage dem sømmeligt og behandle dem kjærligt, men da havde Kannikerne, „optændte af Ondskabens Nidkjærhed og Hadets Gift“, reist et forfærdeligt Skrig og fremført de haardeste og meest uhørte Beskyldninger mod Munkene, „hvilke, om de bleve undersøgte, ikke skulde befindes at indeholde Sandhed“. Ovenikjøbet havde de mod Biskoppens Vilje fattet den Beslutning, at enhver Præst, der blot viste Tegn til at ville have med Munkene at bestille, skulde miste sit Embede. Og, for at Munkene selv ikke skulde komme til Kundskab om den mod dem fattede Beslutning, søgte de at binde Præsternes Samvittigheder ved at sætte Excommunications- og Suspensions-Straf for dem, der maatte aabenbare, hvad der var forhandlet paa denne Synode til Nogen udenfor dens Medlemmer. Munkene anraabte altsaa „den verdslige Arm“ om Hjælp. Udfaldet af Henvendelsen kjendes ikke, men man seer, at Striden mellem Kannikerne og Dominicanerne strakte sig langt udover Narves Levetid, og det lykkedes først efter mere end en Menneskealders Forløb dennes anden Eftermand at faa den bilagt^[28].

Biskop Narve døde i sit syv og tyvende Regjeringsaar 16de October 1304. Efter hans Bortgang udbrød en Strid om hans Lig. Hans gamle Ordensbrødre, Dominicanerne, vilde have ham begravet i sit Kloster, men dette have ikke deres stadige Uvenner, Kannikerne, villet finde sig i. Striden bilagdes først efter 26 Aars Forløb 1330. Munkene maatte da for bestandig opgive alle Fordringer i den Retning, og Narve er altsaa kommen til at hvile ved Domkirken. Men derimod beholdt Klostret en Sum Penge, som Narve havde deponeret hos dem og efter deres Paastand legeret dem^[29]. En Strid om en Mands Lig vil synes Nutiden paafaldende, men i Middelalderen forekom den Slags Tvist meget hyppigt. Som et bekjendt Exempel kan nævnes Striden om Dronning Margrete Valdemarsdatter, hvis Levninger Biskoppen af Roskilde med Magt bortførte fra Sorø Kloster. Men naturligviis vakte ikke slige Sammenstød en lignende Opsigt. Tingen var, at det medførte Indtægter for en Kirke, at en Mand eller Kvinde af Stand var begravet ved den, saasom der gjerne var bestemt en Ydelse for vedkommende Afdødes Aartid, da Messer skulde holdes for hans Sjel. Narves Aartid var 26de Ootober^[30].

Endnu findes et interessant Minde om Biskop Narve i det norske Rigsarchiv, nemlig nogle Levninger af hans Copibog. Den maa endnu i sin Heelhed have været til i det sextende Aarhundrede, da Absalon Pederssøn benyttede den, men saa maa den være kommen paa Vildspor, thi Brudstykkerne ere kun reddede derved, at de, som mange andre Haandskrifter fra vor Middelalder, have været benyttede som Omslag om Fogedregnskaber^[31].

Endnu i den længste Deel af denne Biskops Regjeringstid havde Bergen været at betragte som den norske Konges egentlige Hjem og Residents. Her vare de blevne kronede og i den senere Tid ogsaa begravne. Bergens Biskop var vistnok den af alle Rigets Prælater, som hyppigst kom i Berøring med Kongehuset. Men ved Kong Haakon V’s Thronbestigelse forandredes dette Forhold i væsentlig Grad. Den nye Konge havde som Hertug længe resideret i Oslo og vedblev helst at leve der, hvilket nu ogsaa paa Grund af de jevnligere Berøringer med de to andre nordiske Riger maatte være bekvemmest. Han betegnede strax omslaget ved at lade sig krone i Oslo^[32], og her blev han efter sin Død dyrket som Localhelgen. Bergen vedblev ganske vist at være Norges største Handelsstad og var fremdeles et Centrum for Vestlandet, Rigsraadsmøder og Bispemøder fandt ogsaa oftere Sted der, ja Erkebiskoppen havde endog en Biresidents i Bergen, som fra 1309 af og senere jevnlig omtales, men dog ganske vist har existeret en rum Tid iforveien; den laa der, hvor nu Nykirken staar, og var forsynet med et eget Capel, en Clemenskirke. Men Kongestad var Byen dog ikke længere, og i Unionstiden gaves der Konger, som aldrig havde seet den.

Et Medlem af Kongefamilien blev dog Bergen tro og tilbragte, om end lidet bemærket og halv glemt, endnu næsten to Menneskealdre der. Det var Erik Magnussøns, leilighedsviis allerede nævnte Enkedronning, Isabella Bruce fra Skotland, der var kommen til Norge 1293. Hun havde en Datter Ingeborg, der 1312 paa samme Tid som sit mere bekjendte Sødskendebarn af samme Navn, havde Bryllup og blev gift med den svenske Hertug Valdemar Magnussøn, Broder af Cousinens Mand. Fra den Tid af levede Dronning Isabella ensom i Bergen lige til 1358, altsaa i en Enkestand, der varede i 59 Aar. Man seer, at hun, som naturligt, har staaet i Berøring med Biskopperne, og at Biskop Audfinn 1324 meget roser hende for de mange Velgjerninger, hun har viist hans Formænd og ham selv og Bergens Domkirke, til hvilken hun s. A. ogsaa skjænkede 300 gode gamle Mark, imod at der skulde holdes en daglig Messe for Jomfru Maria. Biskoppen havde kort i Forveien for hendes Livstid overladt hende nogle Steenhuse m. m., der tilhørte Bispestolen^[33]. I 1337 overbragte Biskop Haakon hende et Brev fra Kong Magnus. I 1340 har hun maaskee været i Stockholm i Besøg hos Datteren, der, ogsaa forlængst Enke, boede i Sverige som „Hertuginde af Öland“, og man seer da en Skotte i den sidstes Tjeneste. Der sees ogsaa, at hun idetmindste engang er gaaet i Forbøn hos øvrigheden for en anklaget Mand. Med sit Fødeland har hun vistnok stadig vedligeholdt Forbindelse, især efterat Broderen Robert I var bleven Konge der. I 1342 sees hun saaledes at have havt et Sendebud over i Skotland, og i 1341 havde en norsk Kjøbmand paa hendes Forbøn faaet Tilgivelse for, hvad han havde begaaet i Skotland. Af særegen Interesse er det, at man af den oldnorske Saga om Thomas Becket erfarer, at den, som det synes, fromme Dronning har ladet „tre Mestre vest i Skotland“ samle nogle Psalmer om Jomfru Maria^[34].

Forinden Bergen saaledes ophørte at være Kongehusets sædvanlige Opholdssted, havde dog Kongerne her bygget en Kirke, der hørte til Landets skjønneste og mærkeligste, den berømte (yngre) Apostelkirke. Dens opførelse var fremkaldt ved den høitskattede Reliquie, „et Stykke af Christi Tornekrone“, som Magnus Haakonssøn havde faaet som Gave af Philip III af Frankrige 1274. Aaret efter lagdes Grundvolden til Kirken, og et Sagn, der synes at være paalideligt, beretter, at hans Sønner, de senere Konger Erik og Haakon, bare de første Stene dertil^[35]. Indvielsen fandt Sted 1302, altsaa endnu i Biskop Narves Tid, og ved Pavebrev af 1308 blev Kirken Hovedkirke for de 14 kongelige Capeller. Den havde en Provst og et lidet Capitel, men kom dog siden til at staa i Skygge for Mariakirken i Oslo, til hvilken nemlig Cantslerembedet knyttedes. Provsten og hans Geistlighed har, som vi siden skulle høre, ligget i idelig Strid med Bergens Biskopper, og efter at disse Tvistigheder efterhaanden vare hendøde og glemte, tabte Kirken al virkelig Betydning, uden forsaavidt som dens Provsti var og blev en indbringende Stilling, hvormed Kongen kunde forlene begunstigede Sincourister. Vi skulle senere faa Leilighed til at meddele, hvad der vides om disse Provster, af hvilke flere have spillet en ikke ringe Rolle og temmelig mange senere bleve Biskopper i forskjellige Stifter.

VII.

Netop fra den Tid, da Bergen, som vi have hørt, ophørte at være den egentlige Kongestad, og Biskopperne derfor efterhaanden mindre kom til at tage Deel i Statssager, fik imidlertid Stiftet efter hverandre tre Kirkefyrster, hvis Personligheder og hvis Regjering frembyder ikke liden Interesse.

Narves Eftermand blev Arne II. Som sædvanlig kjende vi ikke hans Æt og vide kun, at hans Fader hed Sigurd, og at Biskop Thord af Grønland var hans Frænde, men meget synes dog at tyde paa, at han og den Broder, som kom til at følge ham paa Bispestolen, ikke have været af ganske ringe Herkomst.

Det er vist ikke tvivlsomt, at Arne, skjønt der ikke tillægges ham Navn af Magister eller anden akademisk Værdighed, har studeret udenlands. Han maa have været en efter Omstændighederne lærd Mand. Dette fremgaar allerede af den forholdsviis betydelige Bogsamling, han har besiddet som Biskop, over hvilken hans Catalog endnu er til, fordelt i tre Afdelinger, Theologi, „Grammatik“ og oldnorske Sagaer og Lovbøger, en Bogsamling, hvoraf flere Dele siden gjennem Birgittinerne maa være vandret til Sverige^[36].

Allerede i 1292 var Arne Kannik i Bergen, thi han er vistnok den samme af dette Navn, som da deeltog i et Gesandtskab til Skotland, blandt hvis Medlemmer han nævnes sidst, og hvor han derfor sandsynligviis har fulgt med som Secretær. I 1297 var han imidlertid sammen med sin Biskop, Narve, og en anden Kannik udnævnt til Dommer i de uendelige Tvistigheder mellem Erkebiskop Jørund og Nidaros Capitel. Da imidlertid denne Strid blev bilagt ved kongelig Indblanding til Erkebipens Fordel, og man saa erfarer, at Arne samtidig blev sat i Fængsel i Tønsberg (vistnok af Hr. Audun Hugleikssøn, der havde Befaling der), er det med Føie antaget, at disse Kjendsgjerninger staa i Forbindelse med hinanden. Arne har, hvad der staar i bedste Samklang med hans Characteer, saadan, som vi snart skulle lære den at kjende, rimeligviis ved denne Leilighed viist sig meget stridbar og er derfor bleven fængslet. Han slap ikke løs, førend efter at Haakon V var bleven Konge i 1299, da han befriedes af en Hirdmand, (senere Ridder) Haakon Ormssøn^[37].

Efter Narves Død i Octbr. 1304 valgtes Arne til Biskop allerede 14de Decbr., men Erkebiskop Jørunds Confirmation lod vente paa sig lige til 14de Septbr. 1305, hvorefter da Indvielsen fandt Sted 5te Decbr. Den lange Venten med Bekræftelsen synes temmelig tydeligt at vise, at Jørund ikke har været ham god, og man maa formode, at Uviljen stammede fra 1297. Da omsider Indvielsen, der foregik i Bergen, fandt Sted, skede den imidlertid med stor Høitidelighed. Arne har selv ladet notere i sin mærkelige Copibog, at Kong Haakon med begge Dronninger, Euphemia og Enkedronning Isabella, vare tilstede ved denne Handling. Foruden Arne indviedes ved samme Leilighed Biskop Ingjald af Hamar; Biskopperne Erlend af Færøerne og Ketil af Stavanger assisterede ved Indvielsen. Den foregik dog ikke i Domkirken, som maaskee har været under Reparation, men i St. Johannes Døberens Klosterkirke i Bergen^[38].

At Arne har havt betydelige Fortjenester, er ikke til at betvivle. Han har med Iver taget sig af Kirketugten i sit Stift og blandt andet med Kraft ikke alene overeensstemmende med den catholske Kirkeret hævdet Coelibatet inden Geistligheden, men ogsaa Ægteskabets Hellighed hos Lægfolket. Han har udentvivl været en ivrig Visitator rundt i Stiftet og, som vi skulle see, med Kraft grebet ind for at bevare og forbedre Disciplinen i Klostrene. Flere af hans Undergivne have sikkert efter hans Opfordring studeret i Udlandet. Paa sin Domkirkes Udstyr har han lagt stor Vegt og bestræbt sig for i det Øiemed at skaffe sig dygtige Kunstnere og Haandverkere fra Udlandet. Om hans Cancellies fortrinlige Orden vidner den Dag idag hans Copibog, indrettet allerede før hans Indvielse, hvis Bevarelse det skyldes, at han ikke som saa mange af vor Middelalders Personligheder staar for os som en taaget Skikkelse, men som en levende Type – paa en Hierarch fra den romerske Kirkes Culminationstid i vort Land.

Men denne samme Tid havde allerede slaaet ind paa en Retning, der i høi Grad maatte bidrage til at forberede et dybt Forfald, der da heller ikke udeblev. Den theologiske og religiøse Interesse var traadt tilbage for en juridisk. Hvad Kirken nu kjæmpede for, var at udvide sin timelige Magt og sine verdslige Rettigheder og Besiddelser. Pavemagten var her som ellers gaaet i Spidsen, og det lavere Hierarchi fulgte snart efter. Og det var ingenlunde alene den verdslige Magt, paa hvis Bekostning Kirkens Mænd stræbte at hæve sig. Tvertimod, Geistligheden begyndte mere og mere at blive splidagtig med sig selv. Den pavelige Curie stræbte at beskatte Geistligheden mere og mere og senere ogsaa at gribe ind i Landskirkernes Forhold paa en saadan Maade, at disses Organisation kom i Opløsning. Biskopper stredes med Erkebisper, Domcapitler med Biskopper, Seculargeistlighed med Munkeordener, og den ene Munkeorden med den anden. Kundskab i den canoniske Ret og lovtrækkerisk Evne til at benytte denne saa høit skattede Lærdom i jevnlige Processer blev det, hvori Datidens Geistlige – man sporer det lige op i Island – satte sin høieste Ære, og hvorved mange Klerke haabede at bane sig Veien til de høieste kirkelige Stillinger.

Arne har været grebet af denne Tidens Retning, og han blev en Stridens Mand, der overalt var fremme, hvor det gjaldt at hævde sin og sin Domkirkes Rettigheder til det yderste, og det ikke alene, hvor han virkelig havde Retten, men ogsaa i saadanne Tilfælde, hvor han kun havde Skinnet og maaskee neppe nok dette paa sin Side. Vi ville kortelig paavise nogle Træk af hans mange Stridigheder.

I 1308 indrømmede Paven Kong Haakon V det store og denne meget kjærkomne Privilegium til selv at øve Kaldsretten til fjorten Kirker eller saakaldte Capeller, af hvilke Apostelkirken i Bergen skulde være den fornemste, saaledes at dens Provst som Magister Capellarum skulde være hele denne kongelige Geistligheds Forstander, udøve forskjellige biskoppelige Rettigheder og ved visse Leiligheder endog – hvad der i Datiden gjaldt for en saare vigtig Sag – optræde med Bispestav og i biskoppelig Dragt. Det var neppe nogen af Norges Biskopper, hvem dette kunde tiltale, men især maatte Bergens Biskop føle sig lidet tilfreds dermed; thi lige i hans Nærhed og saa at sige for hans Øine kom jo Capelmagisteren til at residere, og dertil kom, at af de øvrige 13 Capeller laa ikke mindre end 5 i Bergens Stift, ja af disse endog de 2 (Katharinas og Allehelgens K.) i selve Bergens By. Capelmagisteren og Bergens Biskop kom altsaa, kan man sige, i født opposition til hinanden, og det ikke mindst, naar den sidste var en Mand som Arne. Men hans Sammenstød med Provsten ved Apostelkirken, Finn Haldorssøn, ville vi her forbigaa og først omtale, naar vi komme til Apostelkirkens særlige Historie.

Med stor Iver har Arne, som allerede antydet, optraadt imod Præsteskabets overtrædelse af Coelibatsloven. Denne i høi Grad unaturlige catholske Lov havde det, som bekjendt, faldt meget vanskeligt at gjennemføre i Norge. Man paaberaabte sig, at Cardinal Nicolaus i 1152 havde tilladt Præster at gifte sig, og det er neppe tvivlsomt, at en stor Del af Landets Præster længe selv vare Præstesønner, ihvorvel dette stred mod canonisk Ret. Erkebiskop Sigurd havde 1237 udvirket strenge Forbud mod saadanne Ægteskaber fra Paven, og dog omtales i hans egen nogle Aar senere affattede Christenret Præstekoner som skattefrie. I 1259 havde Paven udstedt en ny og streng Forordning mod alt Frilleliv blandt Geistligheden i Norge. Det er overhoved klart, at Præsters Ægteskaber paa den Tid, hvorom her er Tale, forlængst gjaldt for ulovlige, og at de Kvinder, med hvem de levede sammen, kun maatte gjelde som Husholdersker (focariæ). Saadanne Forbindelser have vistnok i stor Udstrækning været taalte og overseede af Norges Biskopper. Tiggerordenernes Indtrængen har imidlertid aabenbart bevirket, at Præsternes Frilleliv blev strengere bedømt, thi de i Begyndelsen devote og ivrige Munke have udentvivl med særlig Indignation vendt sig imod en saadan Overtrædelse eller Omgaaelse af Kirkelovene. Under sine Reiser i Landet vare de naturligviis ofte henviste til at søge Gjestfrihed i Præstehusene, og deres Forargelse maatte da vækkes ved der at træffe Kvinder og Børn. Vidnesbyrd herom er det, at først Franciscanerne (1257) og derpaa ogsaa Dominicanerne (1259) paa Ansøgning havde faaet en udtrykkelig Tilladelse af Paven til at være Gjester hos saadanne Præster i alle de nordiske Lande, der vare bansatte for Frillelevnet, uden at de selv derved skulde falde i Ban^[39].

Ved et Præstemøde i Bergen 1307 udstedte Arne et Forbud mod Geistliges Frilleliv, men da han kom ud paa Visitats i Nordfjord det følgende Aar, fik han at mærke, at det ingenlunde overalt havde frugtet. Fra Gemlestad (siden Annex til Gloppen) udstedte han da truende Skrivelser til adskillige Præster, af hvilke der i to Breve nævnes hele syv, at de inden femten Dage havde at skille sig ved sine Kvinder, der dog ikke alle ligefrem kaldtes Concubiner, men stundom med det mildere Navn Focarier, skjønt Befalingen er enslydende i begge Tilfælde^[40].

Ved det følgende Aars Præstemøde 1308 gjentoges Formaningerne i denne Retning til det hele Bispedømmes Geistlighed, men i October 1309 kom Biskoppen paa Visitats til Kinservik og opdagede der, at der var flere Præster, som fremdeles vare overhørige. Bernhard, Præst i Ullensvang, blev da strax suspenderet, da han, skjønt nærværende ved det nævnte Præstemøde, fremdeles havde beholdt sin Focaria. Brevets Udtryk vare meget stærke, men da Bernhard faldt tilfode, gjenindsattes han dog i Embedet. Samtidig fik Præsterne i Kinservik, Ulvik og Odde Befaling til at skille sig fra „mistænkte Kvinder“^[41]. Herved maa man tro, at Præsterne, idetmindste en Tidlang, have faaet Skræk i Blodet. Men Mangelen paa Præsteemner var saa stor, at Arne dog idetmindste maatte betvinge sin Harme over ældre overtrædelser af Coelibatsloven, thi netop ved denne Tid modtog han ligesom andre norske Biskopper pavelig Tilladelse til at dispensere et begrændset Antal uægtefødte Personer, og deriblandt ogsaa Præstesønner, fra Forbudet mod at indtræde i geistlig Stand.

Forlængst havde der reist sig Uenigheder mellem de i Bergen mere og mere fremtrædende Tydskere og det norske Præsteskab. Saasnart nemlig disse Fremmede ikke indskrænkede sig til korte Besøg, men bleve „Vintersiddere“, undlod Geistligheden ikke at gjøre Fordring paa, at de skulde betale Tiende. Allerede i Biskop Narves Tid havde Kannikerne i den Anledning (1296) bansat adskillige Tydskere og Biskoppen selv havt Sammenstød med disse^[42]. Under Arne blev striden dog endnu mere brændende^[43], og man har ret interessante Oplysninger herom i de Vidnesbyrd, der optoges 1309 i den udvalgte Erkebiskop Eilifs, Apostelkirkens Provsts og flere verdslige Kongsraaders Nærværelse. Arne gjorde naturligviis Paastand gjeldende paa Tiende, men en af de indstevnede Tydskere svarede, at det aldrig havde været Skik, at de ydede saadan, og han selv og hans Brødre havde været 30 Aar i Bergen uden at betale den. Arne fremlagde nu Bevisligheder i modsat Retning, og Tydskeren maatte erkjende, at han dog havde betalt Tiende for 9 Aar siden, men det havde været, fordi Hr. Basse, Kongens Ombudsmand, med Vold havde tvunget ham dertil, og heller ikke vilde han og hans Kumpaner for Fremtiden betale, uden at Kongen tvang dem. Biskoppen førte derpaa Vidner. Tydskerne gik nu sin Vei, uagtet Arne forbød dem at gaa, før Vidnesbyrdene vare aflagte, og derfor søgte at hente dem tilbage, men uden Nytte. Vidnerne bleve dog ligefuldt afhørte, og de fremkomne Oplysninger gik et halvt Aarhundrede tilbage i Tiden, lige til Kong Haakon Haakonssøns Dage. Det første Vidne, en gammel Præst Andres fra Haus, provede, at for femti Aar siden var der kun faa Vintersiddere, men disse, af hvem han navngav tre, havde ydet Tiende i Biskop Peters Dage. Det andet Vidne, Gudfrid, Præst ved Allehelgenskirken, forklarede, at engang havde Præsten Thord Patten „som sang i Peters Kirke i Bergen“, villet „sætte ud af den hellige Kirke“ en Tydsker Herman Skult, der boede tilleie i Einarsgaarden hos en Arne Brynildssøn. Denne hans Vert havde da klaget for Kong Haakon Haakonssøn herover, men Kongen havde svaret: „Efter som Du, Arne, leier ham Huus for tolv Maaneders Leie og tager af ham Ilding og Lysing og andre Afgifter som af vore Landsmænd, da ville Vi ogsaa, at han skal være skyldig Tiende og anden Skyldighed til Gud og den hellige Kirke, ligesom vore Landsmænd.“ Vidnet forklarede derhos, at der i sin Tid i „Hnausen“ var en Mand, Henrik Skult, der laa syg, men, da han ikke vilde betale Tiende, nægtede Mester Svein, der da sang i Korskirken, at give ham den sidste Olie, indtil Henrik hos Vidnets Fader^[44] fik laant en halv Mark veiet til at betale Præsten, der da gav ham Sacramentet. Vidnet anførte derpaa flere andre og yngre Exempler^[45].

Kongen tog, efter at være bleven bekjendt med disse Vidnesbyrd, Geistlighedens Parti (1310) og befalede sin Lagmand og Sysselmand i Bergen at hjelpe den til at faa Tiende af Tydskerne^[46]. Vintersidderne vare imidlertid endnu gjenstridige og søgte nu i sin Forbitrelse mod Biskop Arne, der havde sat Hovedmændene i Ban, at møde ham ved en Art Strike, for at bruge et moderne Udtryk. De vedtoge, at de ingen Handel vilde have med Biskoppens Gaard eller med Præsteskabet overhovedet, og de fik de allerede i Bergen bosatte tydske Haandverkere til at enes om det samme. Nu erklærede Arne (1311), at han vilde lade Sagen selv henstaa til Kongens Ankomst, men at han strax forlangte Bøder af Tydskerne for deres sidste Beslutning, og at de, hvis de ikke betalte, vare faldne, ikke i hans og hans Capitels, men i den romerske Paves Ban^[47]. Kongen befalede vel i November 1310, at Vintersidderne skulde yde Tiende efter gammel, beviist Skik, men disse viste ikke strax Lydighed, skjønt det synes, at de til sidst have maatte give sig^[48].

I 1309 havde Arne fulgt sin Konge til Fredsforhandlingerne i Kjøbenhavn. Et Par Aar efter reiste han til det almindelige Kirkemøde, som Clemens V lod afholde i Vienne 1311–1312. Det er dette Kirkemøde, som i Historien især er bekjendt ved Tempelherreordenens Undergang. Af Betydning ogsaa for Norge blev det, at Pavemagten paany, ligesom tidligere i Lyon, fik Mødet til at vedtage en Tiende af alle geistlige Indtægter til hine Korstog mod de Vantro i Østen, der aldrig bleve til Noget, men idelig anførtes som Paaskud til pavelige Pengeudpresninger. Den norske Kirke havde her været repræsenteret foruden af Arne ogsaa af den nye Erkebiskop Eilif (1309–1332) og af Oslos Biskop Helge samt af nogle Chorsbrødre, hvoriblandt Arnes Broder Audfinn. Det er imidlertid mere end sandsynligt, at Arnes Forhold til sin nye Erkebiskop neppe har været særdeles venskabeligt, thi, som vi ser, havde og fik de adskilligt Mellemværende af ubehagelig Art.

Som bekjendt havde i Middelalderen Færøerne (ligesom Grønland) egne Biskopper. Grunden er let at forstaa, det var, fordi forskjellige kirkelige Handlinger (f. Ex. „Confirmationen“ i catholsk Betydning) alene kunde udføres af en viet Biskop, medens Øerne laa saa langt borte, at norske Biskopper ikke let kunde søge dem. Vanskeligere er det at forstaa, hvorledes Færøerne, hvis Befolkning er saa ringe, kunde underholde en Biskop selv med de tarveligste Fordringer, og at denne Bispestol kunde være Gjenstand for høiere norske Geistliges Ønsker. Og dog var det saa. Færøerne havde virkelig en liden Domkirke ved Kirkebø paa Strømø, og tilsidst blev der (mærkeligt nok ikke ret længe før Reformationen) gjort et mærkeligt Forsøg paa at reise en større Cathedral der, hvilken dog aldrig blev færdig, men endnu staar som en Ruin^[49]. Noget Domcapitel kunde der dog naturligviis ikke være Tale om paa disse fjerne Øer, og derfor var det Nidaros’s Capitel, som i Forening med Erkebiskoppen besatte denne Bispestol, ligesom de islandske og Grønlands, hvilke ligeledes savnede Capitler. Nu havde det truffet sig saa, at Færøernes Bispestol tre Gange efter hverandre var bleven besat med Kanniker fra Bergen, hvilket naturligviis var en ren Tilfældighed. Men for en Rethaver som Arne stillede det sig anderledes. Han udfandt, at de tre Valg havde skabt en jus quaesitum for sin Domkirke, og da Biskop Erlend af Færøerne i Juni 1308 var død i Bergen, anmeldte han Dødsfaldet for Erkebiskop Jørund med Anmodning om, at der „efter Sædvane maatte blive valgt en ny Biskop af den bergenske Kirkes-Skjød“. Jørund og hans Kanniker levede, som vi vide, i Regelen paa Krigsfod, men dennegang vare de fuldkommen enige, og Erkebiskoppen udnævnte med Capitlets Raad en Præst Lodin i Borgund paa Søndmøre (som dengang hørte under Nidaros Stift) til Erlends Eftermand. Kort efter lod Jørund, idet han indbød Biskop Arne til et Concilium i Nidaros, denne med det samme vide, at han ved samme Leilighed agtede at indvie Lodin. Nu kom Arne ret i Harnisk, og der udspandt sig en lang Trætte. Jørund døde 11. April 1309, Nidaros Capitel anmodede da Biskoppen af Stavanger om at indvie Lodin, men Arne appellerede til Paven, men Lodin blev vel af den udvalgte Erkebiskop Eilif sat i Besiddelse af Bispedømmets Indtægter, men fik foreløbig ingen Indvielse. Omsider kom da Sagen for Paven under Conciliet i Vienne 1312, hvor Erkebiskop Nils af Upsala opnævntes til Voldgiftsmand mellem Erkebiskop Eilif og Arne samt deres Capitler. Dennes Dom kjendes ei, men maa, som rimeligt, være gaaet Arne imod, thi Lodin beholdt Bispedømmet paa Færøerne^[50]. I de følgende Tider blev imidlertid den færøiske Stol jevnlig besat med Kanniker fra Bergens Domkirke.

Reisen til Conciliet og Opholdet der havde faldt Arne meget kostbar. For at dække sine store Udgifter besluttede han ved Hjemkomsten 1312, at hver Gang et Præbende ved Domkirken eller et Præstekald blev ledigt, skulde Indtægterne i det første Aar tilfalde ham^[51]. Imidlertid varede det dog ikke længe, førend Paverne begyndte at fordre denne Indtægt for sin Kasse under Navn af Annater, en Ydelse, som dog vistnok kun af og til var kommet dem tilgode, idet Controllen dermed maatte falde vanskelig.

Men samtidig opstod en ny Conflict mellem Arne og Erkebiskop Eilif. Ogsaa denne havde naturligviis havt store Udgifter under Opholdet ved Conciliet og meget større end Arne, fordi han nemlig samtidig skulde løse sit Pallium hos Paven, en Udgift, der foruden mindre Sportler kostede 800 Guldgylden. Allerede i det foregaaende Aarhundrede var det derfor blevet fastsat, at Erkebiskoppen fra den hele Kirkeprovinds skulde nyde Hjelp til disse Udredsler, for hvilke de øvrige Biskopper lige til 1350 vare befriede, idetmindste i Regelen, da nemlig disses Udnævnelse kun undtagelsesviis afgjordes ved Curien. Eilif gjorde nu Fordring paa det sædvanlige subsidium pallii, Halvparten af et Aars Kirketiender. Arne bestred vel ikke ligefrem hans Ret, men blev i høieste Grad forbitret over, at Eilif vilde lade Subsidierne indkræve gjennem en af ham selv beskikket Fuldmægtig, og vistnok endnu mere, fordi han hertil valgte Capelmagisteren, Provst Finn. Vi ville her ikke i Enkelthederne dvæle ved disse kjedsommelige Tvistigheder, i hvilke ogsaa Kongen, der synes at have taget Erkebispens Parti, blev inddragen. Deres Udfald kjendes ikke, og de vare neppe bilagte ved Arnes Død^[52].

Denne indtraf 1314. Arne har altsaa ikke været Biskop mere end paa tiende Aar fra Indvielsen at regne, men dette korte Tidsrum har, som man seer, været en indholdsrig Episode i stiftets Historie. Det ligger nær at tro, at en Mand som Arne har havt stærk Lyst til selv at blive Erkebiskop, dengang da Jørund døde 1309. Han skrev ved den Leilighed, hvad der gjør et paafaldende Indtryk, et Brev til Domcapitlet i Nidaros, hvori han formaner Kannikerne til ved det forestaaende Valg „ikke at søge sit Eget, men hvad der er Christi og den hellige Kirkes, og til at tænke mere paa det fælles Bedste end paa private Interesser“^[53]. Paa den anden Side kan det dog anføres, alt han, om han har drømt om selv at kunne blive postuleret, maaskee vilde have været mindre umedgjørlig i den da just paagaaende Strid om Besættelsen af Færøernes Bispestol.

I private Forhold, hvor hans Myndighed som Prælat ikke spillede nogen Rolle, tør Arne have været en velvillig og venlig Mand. Der er opbevaret et Par interessante Breve fra ham til fjerntboende Colleger i Kirkeprovindsen, der pege i denne Retning. Det ene er et Brev til Biskop Thord paa Grønland (22. Juni 1308) og ledsagedes af forskjellige Gaver^[54]. Det andet (af samme Aar og Datum) er til Biskop Arne af Skaalholt, der faar Klæde, Silketøi, Vox og en halv Læst Bjor^[55].

Arne efterfulgtes, hvad der i den norske Bispehistorie saavel før som efter Reformationen er ganske enestaaende^[56], af en Broder, nemlig den allerede før nævnte Audfinn Sigurdssøn. Et saadant Valg synes at tyde paa, at Arnes Minde maa have været meget respekteret og hans kraftige Virksomhed paaskjønnet af Kannikerne. Den nye Biskop har aabenbart ogsaa i det Væsentlige lignet sin Broder og har i det Hele traadt i hans Fodspor, om han end maaskee har været noget mindre paastaaelig og stridbar. Om hans Fortid kjendes ikke mere end, at han har været udenlands maaskee to Gange og i saa Fald sidste Gang ved Conciliet i Vienne, medens det dog ikke er urimeligt, at han lige fra den Tid, da Arne skriver ham til, ca. 1308, kan have opholdt sig ved et Universitet og først fra Vienne være vendt hjem til Bergen. I ethvert Fald maa han i Udlandet have lagt sig efter canonisk Ret. At han har været ikke saa lidet yngre end Arne, bliver sandsynligt. Om hans Valg og dets Tid erfares intet nærmere, – han maa temmelig snart have succederet sin Broder.

Som bekjendt var den Kvinde, der udgav sig for at være Erik Magnussøns forlængst døde Datter Margrete, bleven brændt i Bergen 1302. Som det saa ofte gaar i Verden, tog imidlertid uforstandige Mennesker den ulykkelige Kvindes Parti og mente, at hun virkelig havde været den, hun udgav sig for at være. At den virkelige Kongedatter var død i deres egen Biskops, Narves, Arme, og at hendes Lig derpaa var kommet tilbage til Bergen og jordet der, hjalp ikke. Man saa altsaa i den brændte Kvinde et Offer for skjændig Løgn og Uretfærdighed, og Skridtet derfra til at see en Helgen i hende var i Middelalderen ikke langt. Baalet havde været tændt paa Nordnes, „hvor slige Misgjernings Folk ere vante til at lade sit Liv“; her har altsaa, hvad der ogsaa andetstedsfra vides, været Bergens offentlige Rettersted^[57]. – Der er da Kvindens Aske, der naturligviis ikke maatte komme i indviet Jord, blev begraven. Og snart hørte man om Jertegn fra Nordnes, der foregik Farter af „Pilegrime“ did, man fastede og gjorde Bønner til den foregivne St. Margrete. At fornuftigere Mennesker forargedes herover, følger af sig selv, men Uvæsenet synes dog at have gaaet for sig i længere Tid, inden Biskop Audfinn efter gjentagne Anmodninger endelig satte sig i Bevægelse og ved et mærkeligt Brev af 1. Febr. 1320^[58] forbød saadan Helgendyrkelse under Trudsel af Excommunication. Men der hørte mere til at udrydde Forestillinger, der i den Grad tiltalte Menigmands Phantasi, og „Margrete“ vedblev længe at gjelde for en Helgen. En ny Oplysning herom er ganske nylig kommen for Dagen: Skaaney Kirke paa Island (i Borgarfjord) besad 1391 et Billede af „Margrete af Nordnes“, hvilket var den fattige Kvindes eneste Reliqvie^[59]. Ogsaa en Vise digtedes om hende og var paa Manges Læber; den kjendtes endnu af Absalon Pederssøn og er endog i vore Dage gjenfunden paa Færøerne. Ja, det siges endog, at der paa Nordnes reiste sig et Træcapel for hende, „St. Margretes Kirke“. Dette maa dog have været efter Audfinns Tid.

Biskoppens Forbud mod Helgendyrkelsen paa Nordnes skulde naturligviis oplæses i Byens Kirker. Men da Audfinn ogsaa vilde lade det (og nogle andre Breve) forkynde i Apostelkirken (Søndag 2. Marts 1320) og dertil havde udsendt en Magister Arne, der var Skolemester i Bergen (Byens ældste ved Navn kjendte Rector) og tillige Sognepræst til Ullensvang, forefaldt der i Kirken et skandaløst Optrin. Mag. Arne havde besteget en Skammel ved det hellige Kors’s Alter i Apostelkirken for derfra at oplæse Brevene, men nu styrtede Sira Botolf Haakonssøn, „Kannik i Nidaros“^[60], løs paa ham, rev Skammelen bort under hans Fødder og lod ham falde paa Gulvet og holdt ham derpaa fast med sine Arme. Skolemesteren bad ham at slippe Taget, men Botolf svarede: „Min Herre vil vredes paa mig, om Du faar læse disse Breve op.“ omsider kom dog en Lægmand Skolemesteren til Hjelp og fik Skolemesteren løs, saa at han virkelig fik oplæst Brevene. Det er ikke rimeligt, at det var selve Indholdet af Brevene, som havde vakt Botolfs eller hans „Herres“ (Capelmagister Finns?) Vrede, mindst vel det, der indeholdt Forbudet om Dyrkelsen af „Margrete“ (hvad de øvrige handlede om, vides ei), men man har ikke villet vide af, at Biskoppen tillod sig at lade Noget oplæse i den hans Herredømme formentlig ganske unddragne Apostelkirke. Selvfølgelig klagede Magister Arne til sin Biskop, og Audfinn var ikke den Mand, der fandt sig i saadant. Han lod strax (5. Marts) sognepræsten til Nicolai Kirke, Halvard, indstevne Botolf til at møde Dagen efter, men denne var ikke alene denne Stevning, men ogsaa en følgende overhørig. Ikke mindre end ni Vidnesprov bleve nu optagne, hvilke alle ere bevarede. Siden indfandt vel Botolf sig hos Biskoppen, men kun for at paastaa, at han ikke erkjendte dennes Dommermyndighed, men ind. skjød sig under Erkebiskop Eilif. Audfinn erklærede ham da at være falden i Ban for sin Fremfærd og klagede til Erkebiskoppen over ham, men denne svarede undvigende og raadede kun til Mildhed mod „dem, som vilde afbede sin Forseelse“, hvoraf vel maa sluttes, at Botolf tilsidst har gjort dette^[61].

I samme Svarskrivelse (18. April 132O) havde Erkebispen ogsaa tilføiet, at han agtede sig til Bergen ved Pintsetid, da ogsaa den umyndige Kong Magnus Erikssøn var ventendes did. Denne kom ogsaa til Bergen, ledsaget af sin Moder, Hertuginde Ingeborg. Striden mellem Audfinn og Capelmagisteren, Provst Finn, var brændende. Om Botolf Haakonssøn hører man ikke mere, men Audfinn havde tilbagekaldt en Gave til Apostelkirken, som den fromme Biskop Narve i sin Tid havde skjænket denne, nemlig Fane Kirke i Nærheden af Bergen^[62], hvilken paa den Maade var blevet et kongeligt Capel. Dernæst havde han klaget over, at Præsteskabet ved Apostelkirken søgte at trænge sig ind i Byens Sognepræsters Menigheder og vilde øve sjælesorg i disse og da naturligviis med det samme tage Offer og andre Ydelser af Sognemændene. Han var ikke tilsinds at give efter i noget Punct og vilde henvende sig til Paven i Avignon. Som sendebud til denne anvendte han en af sine Kanniker, der siden skulde stige til de høieste Værdigheder, nemlig Mag. Paal Baardssøn, en Mand, hvem allerede Biskop Arne havde yndet og fremdraget; han var f. Ex. af ham bleven sendt til Nidaros i den Færøiske Biskopsstrid 1313. Paa sin Side var imidlertid heller ikke Provst Finn ledig. Imidlertid opnaaedes dog et Forlig, og begge Parter fandt sig i at modtage Erkebiskoppens og nogle andre Biskoppers Voldgiftsdom. Denne afsagdes dog først i August i Tønsberg og synes at have gjort Ende paa disse ubehagelige Tvistemaal for længere Tid. Fane Kirke maatte Audfinn opgive, men Apostelkirkens Ret til geistlig Virksomhed i Bergen indskrænkedes til at gjælde Kongehuset, samt Kongens Fehirde og dennes Familie. Mag. Paal behøvede altsaa ikke at foretage Noget i Sagen ved Curien, men han blev dog i Udlandet adskillige Aar og erhvervede, hvad der for en Nordmand var en sjelden Ære, Doctorgradèn saavel i romersk, som canonisk Ret i Orleans.

Forinden det nysnævnte Forlig kom istand, var ved St. Hans Tid 1320 et Provincialconcilium afholdt i Bergen, der maaskee er det mærkeligste af alle saadanne i Norge. Dets Statuter indeholdt nemlig de mest udtømmende og systematiske Forskrifter for Geistlighedens Virksomhed og Forhold, der haves^[63].

Audfinn havde ikke været tilstede ved det store Rigsmøde i Oslo 1319 og mødte heller ikke der i 1323, da det norske Raad, misfornøiet med Hertuginde Inge- borg, overdrog Erkebiskop Eilif at udvælge en Drotsete som Rigsforstander; dertil valgte denne Norges dengang fornemste og rigeste Høvding, Hr. Erling Vidkunnssøn af Bjarkø og Giske. Med denne Mand kom Audfinn ikke til at staa paa den bedste Fod. Drotseten, der overtog Styrelsen paa en Tid, da Hertugindens Uduelighed og Ødselhed havde bragt Forvirring i Finantsvæsenet, har naturligviis maattet gjøre, hvad han kunde, for at forbedre Statsindtægterne, og maaskee i større Udstrækning, end nu kan paavises, søgt at skaffe Kronen Eiendomme tilbage, som ved Gaver eller Overdragelser vare den frakomne. Et Exempel kjendes just med Hensyn til Bergens Bispestol. Vi erindre, at Kong Erik Magnussøn havde skjænket „sin Ven“ Biskop Narve den værdifulde Eiendom Thorskar i Lofoten^[64]. Den var derefter gaaet ind i Bispestolens Eiendomsmasse, men Hr. Erling vilde have den igjen. Audfinn gjorde tapper Modstand og har vistnok her havt Retten paa sin Side, hvorfor han ogsaa ved Dom beholdt Gaarden 1324, idet endog hans gamle Modstander Provst Finn optraadte til hans Fordel. Ikke længe efter søgte Drotseten at bevæge Geistligheden til at yde Bidrag til Kampen mod Russer og Kareler, der herjede i Norges nordligste Egne. Hertil var imidlertid Audfinn ganske uvillig og udtaler sig derom i et Brev til Erkebiskop Eilif, skrevet i Begyndelsen af Januar. Hans Hovedgrund til at negte Bidrag fra sit Stift er den, at Præsteskabet trykkedes af de stadige Udredsler til Paven, hvilke kun med stor Vanskelighed kunde bringes tilveie. Kort efter bortfaldt ogsaa dette Spørgsmaal, da der samme Aar sluttedes Fred med Novgorod hvorunder vore russiske Naboer hørte.

Om Høsten 1327 holdtes atter et vigtigt Provincialconcilium i Bergen. Erkebispen indtog naturligviis Forsædet, men Audfinn har dog ikke usandsynligt været den ledende Aand. Beslutningerne ere daterede 1. September. Høist characteristisk er, at der blev vedtaget, at nogle af Pave Bonifacius VIII’s Decretaler skulde oversættes paa Norsk og Oversættelsen anbringes paa Tavler ved Bispesæderne, ja endog i de større Landskirker. Disse Decretaler gik ud paa, at ingen Geistlig maatte indrømme Lægmænd, de være endog Keisere eller Konger, nogensomhelst Afgift, og at Keisere, Konger og alle andre Høvdinger, som forsøgte at paalægge Klerker eller Klostre Afgifter, bemægtige sig deres Gods o. s. v., skulde være faldne i Ban formedelst selve Gjerningen^[65]. Og i Decretalets Opregning af alle verdslige Høvdingers Titler indførte de norske Prælater i sin Oversættelse Ordet Drotseter, uagtet der i Originalen ikke fandtes noget Ord, der kunde gjengives netop saaledes! Overhoved var det den 1282 døde Erkebiskop Jons Traditioner, som her aabenbart gik igjen; hans Navn var ogsaa nævnt og en Forordning af ham fornyet. Det er klart, at hans Christenret og Sættargerden af 1277, hvilke begge længe factisk havde været afskaffede, stod Hierarchiet for Øie.

Samtidig med dette concilium afholdtes i Bergen ogsaa et Møde af „Rigets bedste Mænd“, et Raadsmøde, hvori altsaa saavel Biskopper, som verdslige Raadsmedlemmer have deeltaget. Ogsaa den fremdeles umyndige Konge var tilstede. Drotseten og de verdslige Raader have ikke fundet sig i Prælaternes Optræden. Thi i Midten af September, 14 Dage efter at Conciliets Statuter vare vedtagne, maatte Biskopperne samtykke i en af Kongen udstedt Retterbod, hvorved udtrykkelig udtales, at Haakon den gamles og Erkebiskop Sigurds Christenret, altsaa netop den, som Jon i sin Tid havde villet afløse med sin egen, skulde være gjeldende Ret i Riget. Dette var vistnok allerede tidligere bestemt under Haakon Magnussøn, men den udtrykkelige Gjentagelse nu er tydelig nok en Protest mod, hvad der af Conciliet havde været, om just ikke besluttet, saa dog sikkerlig tilstræbt. Men paa den anden Side har Drotseten ved samme Leilighed lidt et Nederlag derved, at man fra nu af finder en Cantsler ved hans Side, uden hvis Medvirkning han ikke herefter, som hidtil, kunde udstede Kongebreve. Og hvad der her især maa interessere os, er, at den Mand, som nu kom i Besiddelse af det i flere Aar ubesatte Cantslerembede, netop var Audfinns Ven og Client, Dr. Paal Baardssøn, der for nogen Tid siden (i 1325 eller 1326) var kommen tilbage fra sin lange Udenlandsreise. Paal vides at have staaet i høi Gunst hos Hertuginde Ingeborg, med hvem han maaskee endog fjernt ude har været beslægtet^[66], og vi finde i den følgende Tid ogsaa Audfinn i venskabelig Forbindelse med den derimod mod Drotseten høist forbitrede Hertuginde.

Biskop Audfinn døde 1330, samme Aar, som Capelmagisteren Finn. Til hans Eftermand valgtes samme Aar Haakon, der dog kun i en enkelt af de islandske Annaler nævnes som Magister^[67], og om hvem det altsaa, hvis dette – hvad jeg betvivler – er rigtigt, vilde være sikkert, at han havde studeret udenlands og da vel helst i Paris. Der forekommer imidlertid i den foregaaende Tid to Kanniker i Bergen af dette Døbenavn, Haakon Thoressøn og Haakon Erlingssøn. Den første var Biskop Audfinns Frænde og kaldes vir discretus^[68], hvilket ikke var noget almindeligt Prædicat for Kanniker. Kunde vi, som Keyser har gjort, see vor Biskop i ham, vilde altsaa efter to Brødre være fulgt en tredie af samme Slægtskab. Men jeg foretrækker med Munch^[69] at antage Haakon Erlingssøn for den rette. Vi finde, at denne Mand i 1319 og 1328 har været pavelig Subcollector og siden ogsaa Kannikernes Repræsentant i deres Trætte med Prædikebrødrene. Ingen af de to Haakoner kaldes i noget Diplom Magister.

Uvist af hvilken Grund trak det i Langdrag med Haakons Indvielse, der ifølge Annalerne først skal have fundet Sted 1332. Kort efter indviede han selv Islændingen Egil til Biskop i Hole, „fordi Erkebiskop Eilif var hindret ved Sygdom“^[70].

Biskop Haakon har vistnok været en fint dannet Mand med gode Forbindelser inden Kongehuset og Landets Aristokrati. Herom faar man god Besked gjennem de mange Breve fra hans Haand, der ere bevarede derved, at de indførtes i Copibogen. Den Familie, med hvem han navnlig stod i intim Berøring, var Drotseten, Hr. Erling Vidkunnsøn af Giske og hans Huus. Jeg kan ikke andet end nære en stærk Formodning om, at Haakon i sin Tid maa have været Lærer for Drotsetens tidlig bortdøde Søn Bjarne Erlingssøn, hvem han i sine Breve til Faderen jevnlig kalder „vor Bjarne“, og til hvem han skriver i en særegen kjærlig, næsten faderlig Tone. Især er der en Ytring, som taler for min Formodning Haakon beder nemlig i 1338, uvist i hvilken Anledning, sin unge Ven om idelig at have i Erindring et latinsk Vers (quidquid agas, prudenter agas & c.), „hvilket Vers han længe har kunnet“, det vil vel sige i tidligere Aar lært af Haakon selv. Slægtskab synes der dog ei at have været mellem Biskoppen og Erling Vidkunnssøn, da Haakon vel benævner ham sin kjære Ven, men aldrig sin Frænde.

Et udførligere Uddrag af Haakons Breve til Kongehuset, Biskopperne og andre Stormænd o. s. v. er overflødigt, da P. A. Munch, den første, der har henledet Opmærksomheden paa denne, da endnu utrykte Skat og meddelt Brevene, ikke alene i Original, men ogsaa i Oversættelse^[71], har gjengivet og refereret deres Indhold paa den kyndigste og fortrinligste Maade^[72].

Det kan bemærkes, at Biskoppen, i hvis Regjeringstid der paa Østlandet forekom flere Uroligheder fra Stormændenes Side, synes trods sit fortrolige Forhold til flere af Deltagerne i de politiske Brydninger, selv at have holdt sig udenfor disse og overhovedet at have indtaget en meget forsigtig Holdning. Flere Tegn tyde paa, at Erkebiskop Paal og Haakon ikke have været Venner, medens denne stod i desto venligere Forhold til Erkebispens med ham heller ikke altid samstemmende Kannik og tilsidst Eftermand Arne Vade. En speciel Ven af Haakon var den lærde Nordmand Jon Halthorssøn, Prædikebroder i Bergen og tilsidst Biskop af Skaalholt († 1339), med hvem han stadig corresponderede og vexlede Gaver^[73]. Ogsaa Salomon af Oslo stod i særlig venskabelig Forbindelse med Haakon.

Hvor anseet end Haakon kan synes at have været, har han dog havt Uvenner, der have klaget over ham hos Paven, thi i 1337 modtoge Erkebiskop Paal og Biskop Erik af Stavanger Opfordring fra Benedict XII om at gjøre ham Forestillinger i Anledning af Domkirkens slette Tilstand. Det hedder, at Biskoppen „ligegyldig for sit Rygte og sin Sjels Frelse“ har ladet den forfalde i den Grad, „at Taget er ganske ødelagt, og at Folket formedelst Tagdryp hverken kan staa bekvemmeligt eller bede i Kirken. Klokkehuset, der var opført med stor Bekostning, er ligeledes uden Tag“ o. s. v.^[74]. Man seer ogsaa, at Biskoppen i den følgende Tid gjør Indkjøb af Jern o. s. v., tydeligviis for at udbedre sin Domkirke.

Biskop Haakons Helbred synes længe, maaskee i hele hans Regjeringstid, at have været svag. Allerede 1338 klager han idelig over Sygelighed og søger Fritagelse for at møde i Nidaros ved et Concilium. Det seer ikke ud til, at han har visiteret ret ofte i sit Stift, thi mellem hans mange Breve findes neppe mere end en enkelt Gang^[75] visitatser omtalte, medens i hans sidste Leveaar 1342 Erkebispen tænkte at visitere i Bergens Stift^[76], Noget, hvortil denne vistnok ubetinget var berettiget, men som dog var paafaldende. Imidlertid har Haakon sikkert fra sit Sæde holdt Øie med Bispedømmets Geistlighed. I 1338 seer man, at han i Lighed med, hvad Arne havde gjort, traadte strengt op imod overtrædelser af Coelibatsloven, skjønt rigtignok et Par Præster, som han i den Anledning afsatte, snart igjen toges til Naade^[77]. I selve Bergen optraadte han med Formaninger imod Fylderi og anden Uskikkelighed, som der gik i Svang. Flere Spor om hans Virksomhed ville siden blive nævnte.

Haakon døde inden Udgangen af 1342.

Haakons Eftermand Thorstein hører til de lidet kjendte Biskopper. Maaskee er han den samme Thorstein Erikssøn (Kumpe), der nævnes som Kannik i Oslo i Aarene omkring 1340 og fra 1336 tillige i Nidaros; denne Mand stod i megen Anseelse hos Erkebiskop Paal Baardssøn og aflagde et Par Gange paa hans Vegne det befalede Besøg ved Curien i Avignon^[78].

Biskop Thorstein, der i (dog kun i en enkelt Recension af) Annalerne kaldes Magister, skal ifølge disse være bleven indviet 1343. Vi finde ham ved et Provincialconcilium i Bergen 1345 og i 1347 paa Baahus, hvor han var tilstede ved Affattelsen af Kong Magnus’s norske Testamente. Han døde 1349 i den store Mandedød, der begyndte sine Herjinger netop i Bergen.

VIII.

Af de fire norske Bispestole, som bleve ledige under den store Mandedød, var Bergens den, der snarest blev besat. Man valgte her Kanniken Gisbrekt (1350), som, da Erkestolen var ledig, fik sin Confirmation af Nidaros Domkapitel og derpaa blev indviet af Salomon af Oslo, den eneste gjenlevende af det egentlige Norges Biskopper.

Biskop Gisbrekt kaldes vistnok i de islandske Annaler „engelsk af Herkomst“ (Enskr at kyni), men var dog vistnok en født Nordmand, ja vel endog en Nordmands Søn, thi al Sandsynlighed taler aabenbart for, at han er den samme Gisbrekt Erlendssøn, der flere Gange omtales i den nærmest foregaaende Tid. I 1339 er denne Præst ved Laurentskirken i Bergen^[79], og nyder Godhed af Bjarne Erlingssøn^[80], i det følgende Aar tillige Kannik, og i 1341 omtaler Biskop Haakon, at hans „specielle Klerk“ Gisbrekt staar i Begreb med for sine Studiers Skyld at drage til Paris og Orleans^[81]. Som „speciel“ Klerk hos Haakon har Gisbrekt maaskee været hvad man senere kaldte „Cantsler“ ved Bispens Forretninger og aabenbart staaet høit i hans Yndest.

Medens Mandedøden rasede, havde Gisbrekt, inden han endnu var valgt til Biskop, gjort et Løfte om en Pilegrimsreise til Apostlerne Petri og Pauli Grave i Rom. Efter Valget faldt det ham ikke bekvemt at indfrie dette Løfte, og han søgte derfor pavelig Fritagelse derfor. En saadan blev ham da ogsaa i August 1351 tilstaaet, men Clemens VI tilføiede, som sædvanligt i saadanne Tilfælde, den Betingelse, at Biskoppen skulde „til det hellige Lands Hjelp“, som man udtrykte sig, erlægge en Sum, svarende til omkostningerne ved en saadan Reise. Omtrent samtidig søgte og fik Biskoppen fra Paven Tilladelse til at indvie ti uægtefødte og et lignende Antal Mænd under 25 Aar til Præster i Stiftet, da det efter Mandedøden var usædvanligt vanskeligt at faa de geistlige Embeder besatte^[82]. I den samme Sommer deeltog Gisbrekt i et Kirkemøde i Nidaros, der udstedte en lang Række af Bestemmelser, sigtende til at indskjærpe Geistligheden et rent og ustraffeligt Liv, saasom at afholde sig fra Frilleliv, ikke at være fraværende fra sine Menigheder, bære sømmelig Klædedragt, undervise Ungdommen o. s. v., samt at fremme Orden i Nonneklostrene, befordre Studier i Udlandet o. s. v. Medens Biskoppen var i Nidaros, udbetalte Bergens Capitel en. Sum i Pavetiende til de romerske Collectorer, som endog i denne sørgelige Tid ikke undlode at melde sig, men Kannikerne undskyldte sig dog ligeoverfor disse med, at den store Dødelighed ikke havde gjort det muligt at tilveiebringe noget større Beløb^[83].

Vi see altsaa Gisbrekt i fuld Udøvelse af den biskoppelige Styrelse. Men ikke desto mindre erfares der, at han efter nogle Aars Forløb maa have frygtet for, at hans Stilling ikke var aldeles sikker. Den hidtil gjældende Regel havde, som vi vide, været den, at kun Erkebiskoppen havde at søge sin Bekræftelse ved den pavelige Curie, men de øvrige Biskopper igjen hos Erkebiskoppen, eller, om ingen saadan fandtes, hos Nidaros Capitel. Men netop paa denne Tid havde de avignonske Paver begyndt at indblande sig ogsaa i alle Bispestoles Besættelse og at fastslaa en Taxtsum for enhver saadan, der skulde erlægges, hvergang Ledighed indtraf. Stavanger og Oslo Bispestole vare nylig blevne besatte umiddelbart af Paven ved saakaldt Provision. Dette kan have gjort Indtryk paa Gisbrekt. Han henvendte sig nemlig til Pave Innocents VI og udtalte, at han ikke var vis paa, om ikke Paven i Formandens levende Live havde „forbeholdt sig selv Bispestolens Besættelse“. Paven gav et meget naadigt Svar, hvorved han (28. Mai 1354) bekræftede hans Bispeværdighed^[84]. Samtidig havde ogsaa Biskoppen af Hamar, Haavard, der ligeledes havde opnaaet sin Værdighed uden Henvendelse til Rom, paa lignende Maade tilskrevet Paven og fik den samme naadige Afgjørelse. Nogen Afgift blev der dog ikke Tale om for nogen af dem ved denne Leilighed.

Som et Minde om Gisbrekts Virksomhed som Biskop kan ansees det vigtige, om end desværre ikke fuldstændigt bevarede Kildeskrift, der nu gjerne benævnes „Bergens Kalvskind“, til hvilket vi senere skulle vende tilbage. Dette kunde maaskee tyde paa, at han har været en virksom Mand, skjønt egentlig ikke meget vides om ham. Leilighedsviis see vi, at han 1358 visiterede i Sogn, der ikke siden Mandedøden havde havt Besøg af Biskoppen, og i 1365 paa Vossevangen. I Rigets Anliggender har han ogsaa gjort nogle Reiser, idet man finder ham paa Baahuus 1353.

Hans Dødsaar kjendes ei med fuld Vished, men tør rimeligviis sættes til 1369, og i ethvert Fald var han, hvilket af Eftermandens Udnævnelsestid sees, død en god Stund før dette Aars Udgang.

Denne Eftermand blev en dansk Mand, Benedict, der et Sted kaldes med Tilnavnet Ringstad og derfor rimeligviis har været fra Ringsted i Sjelland. Han var kommen til Avignon og var her bleven „Pavens Capellan“ samt „Poenitentiarius de Dacia“. Til Pavens Sæde strømmede nemlig Personer fra alle Lande for at søge Absolution i visse Paven selv forbeholdte Tilfælde, og det blev altsaa nødvendigt at holde Skriftefædre af forskjellige Nationaliteter for Sprogenes Skyld. En Tid havde man forsøgt at lade en Tydsker besørge Nordboers Skriftemaal, men da dette viste sig umuligt, havde Paven, efter Forestilling fra Sverige (i Tiden 1320–3O), ansat egen Poenitentiarius for „Dacia“, det vil i Kirkesproget sige de tre nordiske Riger. Det var stedse danske eller svenske (vistnok aldrig norske) Munke, især Dominicanere, der opnaaede denne Stilling, hvilken af Paven lønnedes med to Dragter om Aaret, der hver kostede 8 Gylden, men vel egentlig levede af Skriftebørnenes Gaver. Deres egentlige Løn blev dog en Bispestol i et af Nordens Lande efter en passende Tjenestetid. Saaledes havde lige efter Mandedøden en svensk Dominicaner Sigfrid faaet Pavens Provision først til Stavangers, derpaa til Oslo Bispestol. Benedict Ringstad sees at være bleven Poenitentiar senest 1364^[85]. Den 14. Januar 1370 udnævnte Paven ham ved Provision til Biskop i Bergen^[86], og han blev kort efter indviet. Dette maa være skeet før 8. Marts s. A. Ved denne Tid vare allerede de fleste af det catholske Europas Bispestole blevne „taxerede“’, ɔ: opførte i Pavens Bøger med en bestemt Sum, der skulde betales dennes Kammer ved hver ny Biskops Udnævnelse, men da Bergens Bispestol ikke fandtes i Bøgerne, slap Benedict fri for Afgift. Udnævnelsen og Indvielsen fandt ikke Sted i Avignon, men i Rom, fordi den daværende Pave (Urban V) i 1367 havde begivet sig tilbage til den evige Stad, hvor han ønskede at forblive til Stadighed, hvilket dog ikke kom til Udførelse dennegang^[87].

Benedicts Regjering i Bergens Stift blev kun af ganske kort Varighed. Han var i Juli 1370 kommen til Norge og var sammen med sin Erkebiskop Olaf ved et Rigsmøde i Marstrand. Derfra drog han til Bergen. Man tør maaskee formode, at Kong Haakon, der stod i saa megen Forbindelse med Danmark, bar interesseret sig for denne danske Mands Udnævnelse. Benedict viste sig meget imødekommende ligeoverfor Kongens Capel, Apostelkirken. I et udstedt Brev af 21. Febr. 1317^[88] indrømmede han, at en af dennes Præster maatte øve fuld Sjelesorg ikke alene over hele Kongsgaardens Personale, men ogsaa over andre kongelige Tjenere og Fremmede, der maatte komme til Bergen, selv om de ikke holdt til i Kongsgaarden, og at en dertil udvalgt Præst skulde have fuld Absolutionsret ligeoverfor Apostelkirkens Geistlighed, samt endelig, hvad der maaskee er det interessanteste, at alle, der vilde gaa i Skole, frit kunde vælge mellem Domkirkens og Apostelkirkens Skoler. Heraf erfares, at der dengang gaves to Latinskoler i Bergen, hvilket sikkert ikke har været Tilfældet i nogen anden norsk Stiftsstad. At Apostelkirken havde faaet sin egen Skole, var sikkert skeet i den Hensigt, at man i den vilde oplære vordende Klerke til Capellerne, og at disse allerede fra den tidlige Ungdom skulde føle sig som tilhørende disses fra den øvrige Kirke afsondrede Geistlighed.

Mere erfares ikke om denne Biskop. Han maa være død allerede 1371, og nu gav hans Capitel sin Harme Luft over hans Indrømmelser til Apostelkirken. I Bispestolens Copibog blev nemlig lige efter hans omtalte Privilegium for Apostelkirken indført en Notits paa Latin, der indeholdt, at „Broder Benedict forestod Kirken et eneste Aar og berøvede Kirken og Capitlet deres Privilegier, som ovenfor kan sees, og hans Gjerninger vare imod hans Ed og døde og magtesløse“^[89].

Atter kom en dansk Prædikebroder og en pavelig Poenitentiarius paa Bergens Bispestol, nemlig Jacob Jenssøn, der i Avignon havde afløst Benedict i dennes tidligere Stilling der. Han blev af Pave Gregorius XI provideret til Biskop den 7. April 1372^[90]. Om Capitlet har foretaget noget Valg, erfares ikke; det heder nemlig i Provisionsbullen, at Paven allerede, før Bispestolen blev ledig, havde forbeholdt sig selv at besætte den, en Talemaade, der er staaende i den Art Pavebreve. Sandsynligviis har Jacob her vistnok maattet betale Afgiften til det pavelige Kammer, skjønt fuld Vished herfor ikke haves, da Obligationsbøgerne for denne Tid savnes^[91].

Denne Jacob I (1372–1401) er en af Bergens mærkeligste Biskopper. Han synes at have været en from Mand og af geistlig Nidkjærhed. Man har fra ham et i 1390 udsendt Hyrdebrev til Bergens Indbyggere, der er saa interessant, at jeg vil gjengive det heelt:

„Alle Mænd, som dette Brev see eller høre, indenlandske og udenlandske, sender Jacob, ved Guds Naade Biskop i Bergen, Guds og sin Hilsen og ligeledes til dem, som ere i syndigt Levnet og længe have været det, at de maa komme paa den Vei, der kan føre dem til Himmeriges evige Glæde, som aldrig tager Ende. Eder, vore allerkjæreste Sønner, nødes vi at kundgjøre om det urene og syndefulde Liv, som er i Bergen, og allermest nu, nemlig Frilleliv, der mere øves i denne lille Stad end i nogen af samme Størrelse i den hele Christenhed. Derfor komme utallige Mennesker i Skade baade tilsøs og tillands paa Legem og Sjel, ikke alene de, som forbryde sig, men ogsaa flere med dem, og Jomfruer, gode Mænds Døtre, skjæmmes og vanhædres. Og dem, som dette gjøre, kan Ingen afløse, uden Vi selv eller de, hvem vi dertil give særlig Fuldmagt eller Tilladelse. Men desværre herpaa give Faa eller Ingen Agt. Fremdeles kommer heraf, at det hellige Sacrament, som er Ægteskabets Baand, som Gud den Almægtige indstiftede i Paradiset mellem Mand og Kvinde, paa det at man skulde fly ondt Levnet, foragtes og krænkes. Herreder lægges derved øde, og alt Landet paadrager sig det værste Ord og slet Vanrygte.

Fordi Vi ville bevare baade vor Sjel og deres, som ere satte under Os, og udføre Embedet, som Os bør paa den hellige Kirkes Vegne, saa gjøre Vi dem herved tredobbelt Paamindelse, at de lade af fra dette syndige Liv, som før er omtalt, og sætte dem som første Paamindelse en Frist af 8 Dage, som anden 8 Dage og som tredie 8 Dage, og ville de da ikke efter Loven og Kirkens Ret aflade derfra, da forbyde Vi ved dette vort Brev dem og deres Friller at tage Guds Legeme, og forbyde Vi alle Sognepræster i Bergen at give dem vor Herres Legeme næstkommende Paaske, fordi de Mænd og Kvinder, som ligge i saadant Levnet, i altid høiere Grad ere tilbøielige til at synde, og de i denne Synd aldrig kunne gjøre fuld skrifte og Bedring fra sine synder, og alt godt, som de gjøre, hjelper dem ikke til det evige Liv, der aldrig tager Ende. Og befale Vi Dig, Jon Thordssøn, at Du under din Lydighed oplæser dette Brev for dit Sognefolk hver søndag indtil Paaske i Korskirken. Dette Brev er gjort i den ovennævnte Stad Gregorii Messeaften i Herrens Aar 1390 under vort Indsegl“^[92].

Ogsaa et andet Brev (paa Latin) fra denne Biskop kjendes, men desværre kun ufuldstændigt. Det var skrevet til en Abbed ved Lysekloster og endte med de fromme Ord: „Gud give mig en sand Hjertets Sønderknuselse og Forbedring af mit Liv, den Helligaands Trøst og det evige Liv, naar sjelen skal adskilles fra Legemet. Amen“^[93].

Det første af de anførte Breve vidner ganske vist om en høi Grad af sædelig Fordærvelse i Bergens By, fremkaldt uden Tvivl især ved de tøilesløse og raa tydske „Pebersvendes“ Færd. Men der er dog Tegn ogsaa til, at den fromme Biskop har kunnet see enkelte Vidnesbyrd om et religiøst Sind i sit Stift. Den Vækkelse, som den hellige Birgitta havde fremkaldt, begyndte nu at virke i Norden. Et Exempel herpaa have vi i en from Kvinde fra Bergens Stift.

Hendes Navn var Brynhild Josephsdatter^[94], og hun tilhørte en velhavende Æt fra Kaupanger i Sogn, der førte Vaabensegl og maa have været en Hirdmandsæt. Hun var ogsaa beslægtet med den rige Æt paa Finnen paa Voss. Hendes Fader Joseph Karlshovedssøn havde været den senere Drotsete Øgmund Finnssøns Ombudsmand i Sogn og var 1363 Lagmand i Bergen. Sødskende har hun neppe havt, og hun arvede desuden Gods fra Frænder, hvorved hun samlede Eiendomme paa flere Kanter af Landet (og især paa Eker og Vestfold). Brynhild havde været gift, da hun kaldes „Hustru“ (Benævnelse for fornemmere Kvinder, hvis Mænd dog ei vare Riddere)^[95], men havde længe været Enke. Hun besluttede at blive Nonne i Vadstena Kloster og indviedes som saadan 28. Nov. 1389. Denne Indvielse foregik med mere end almindelig Høitidelighed, thi foruden Klosterets nærmeste Foresatte, Biskoppen i Linköping, vare ogsaa tre andre svenske Biskopper, ja endog Dronning Margrete selv og en stor Deel af Sveriges Adel just tilstede i Klostret. Hun tilbragte 5 Aar i dette og døde 1394. Vadstena-Klostrets høist interessante Dagbog bemærker om hende, at hun havde gjort Klostret stort Gavn^[96]. Sandsynligviis har hun medbragt betydelige Gaver ved sin Optagelse^[97].

I April 1393 blev Bergen, som bekjendt, hjemsøgt af Vitaliebrødrene, der efter en haard Kamp, i hvilken Befalingsmanden, Jon Darre, blev fangen, endog satte sig i ligefrem Besiddelse af Byen. Kampen havde især staaet ved Minoriterkirken (nu Domkirken), og Kirker og Klostre skulle have været plyndrede, uden at dog noget nærmere herom vides. Biskoppen var tilligemed Lagmanden og flere andre bleven nødt til at tillægge Troskabsed til den fangne Kong Albrecht af Sverige, men gjorde dog det Forbehold „om han var Konge med Rette“. Ikke længe efter blev Byen dog befriet. At Angrebet gjentoges 1395, beror paa en Misforstaaelse^[98].

I 1389 havde Biskop Jacob været tilstede ved det store Rigsmøde i Helsingborg, ved hvilket Erik af Pommern erkjendtes som Norges Konge. Det er klart, at Biskoppen har været i særlig Grad vel anskreven hos Kongehuset, thi han modtog i Helsingborg (29. Juni 1389) flere Beviser paa Dronning Margretes Godhed. I det den Dag udstedte Brev^[99] omtales den Tjeneste og Troskab, som han har viist Dronningens „Herre“ Kong Magnus, hendes Herre Kong Haakon og hendes Søn Kong Olaf. Derfor stadfæster hun tidligere ham meddelte Privilegier og gav ham derhos nye med Hensyn til den Handel paa Island, som han sees at have drevet. Han skulde derhos beholde for Livstid Forleningen med Lindaas og Herdle Skibreder uden Afgift, og hans Eftermænd skulde have dem i 10 Aar, idet paa den Maade en testamentarisk Gave af hende til Domkirken af 100 Mark skulde afgjøres. Ogsaa i 1392 finde vi ham sammen med Dronningen ved et Rigsmøde i Oslo.

I Februar 1400 finde vi Jacob i Danmark. Man maa tro, at Hensigten med denne Reise har været at forhandle om sin „Resignation“, thi vist er det, at han ved denne Tid har givet Afkald paa sin biskoppelige Stilling. Han er derpaa efter nogen Tids Forløb vendt tilbage til Bergen, hvor han 22. August s. A. stadfæster et Mageskifte af Kirkegods i Nordfjord. Kort efter udstedte Kong Erik (fra Kalmar 8. Sept. 1400) et Brev^[100] til Almuen i Søndfjord, hvorved han underretter dem om, at han har forlenet Biskop Jacob for Livstid med dette Syssel „for den Tjeneste og Huldskab, som vi og vore Forældre, som Konger før os vare i Norge, haver fundet og prøvet hos ham“. Det er tydeligt, at denne Naade er beregnet paa at skulle være en Forsørgelse for ham som fratraadt Biskop, men det er rigtignok ikke utænkeligt, at Kongen og hans Fostermoder Margrete kunne have ønsket den nu gamle Mand afløst af en Anden, især da vi see Eftermanden at være en i deres Tjeneste stærkt benyttet Mand. Jacob har levet i Bergen endnu i lang Tid, og han oplevede at see endog sin anden Eftermand paa Bispestolen, thi saa seent som 19. August 1409 deeltager „Jacob af Guds Naade, som Biskop var i Bergen“ i en Domsafsigelse i Stiftsstaden. Han var jo før sin Ophøielse Prædikebroder, og muligens kan han have tilbragt sine sidste Leveaar hos Bergens Dominicanere, ved det nuværende Buntlabo, skjønt rigtignok Forleningen med Søndfjord ikke synes at tale for en saadan Formodning.

Jacob I.s Eftermand var hans Landsmand og Navne Jacob II (Knutssøn), som jeg bestemt antager er den samme Jacobus Canuti de Roskildis, der 1391 indskreves som Studerende ved Prags Universitet^[101]. Han var siden Kannik i Roskilde, i hvilken Stilling han findes 5. Marts 1400. Et Aar senere er han i Rom, hvor han (4. April 1401) vedtager at betale Afgift i Anledning af sin pavelige Udnævnelse til Bergen. Han slap med at betale den forholdsviis ringe Sum af 33⅓ Gylden^[102]. Til Sammenligning kan anføres, at Erkestolen i Nidaros var taxeret til en Afgift af 800 fl., Oslo Stift til 500, Stavangers til 250, kun Hamars stod ligesom Bergens med en paafaldende ringe Taxtsum. Det kan altsaa, som let forstaaes, fra Taxtsummen ingenlunde gjøres nogen Slutning med Hensyn til Bispedømmenes virkelige Indtægter. Et sikrere Vink herom haves derimod fra 1345, da Norges Biskopper i Fællesskab skulde yde et Bidrag til en Sendelse til Basel. De enedes da om, at Erkebispen og Biskoppen af Oslo hver skulde yde 6 Pund, Biskopperne af Bergen og Stavanger hver 4 og Biskoppen af Hamar 3^[103].

At den nye danske Biskop har havt Dronning Margrete at takke for sin Ophøielse, er vistnok ikke tvivlsomt, medens Benedict og Jacob I, skjønt danske af Fødsel, maaskee snarere ere komne frem ved Pavens egen Naade, da de jo begge havde været i hans umiddelbare Tjeneste i Avignon. Der er al Grund til at tro, at Jacob II har været en i verdslige Anliggender meget brugbar Mand, men for Bergens Stift var han sikkert ingen heldig Biskop, og hans Ansættelse er et af de mange Vidnesbyrd om, at Dronning Margrete, hvor ivrig hun end iagttog alle kirkelige Forskrifter, og hvor gavmild hun var mod Kirken (rigtignok især den danske), stundom har benyttet sin Indflydelse hos Paven paa en lidet priselig Maade, hvor det gjaldt at faa Bispestole i Norge, Island og Sverige besatte med hendes egne Yndlinger og Tjenere. For nogen Tid tilbage havde hun faaet anbragt en dansk Adelsmand Nils Rusare paa Nidaros Erkestol, som i sin fire- eller femaarige Regjeringstid kun aflagde et kort Besøg ved sit Sæde for at bortføre dettes Klenodier til Danmark og derpaa ikke mere viste sig. Fuldt saa let tog muligens ikke Jacob II sit Bispeembede, men medens der ei kan paavises et eneste Spor til hans Virksomhed i Bergen, finder man ham idelig tilstede i Danmark eller undertiden ogsaa Sverige, aabenbart i Dronningens og Kong Eriks Tjeneste. I Febr. 1404 var han i Norrköping^[104], hvorfra han maa være dragen til Bergen. Da Dronning Margrete i Slutningen af samme Aar medgav Kong Erik en udførlig Instruction for den eneste Reise, denne Konge som voxen Mand har gjort i Norge, tales der i denne om den Gang, Jacob „senest“ havde været hos hende^[105]. Han havde da faaet Paalæg om at tilbagekalde forskjellige i Norge udstedte Privilegier især for Fart til Island. I det følgende Aar 1405 fandt en stor Sammenkomst Sted i Bergen, og navnlig var der saamange Bisper samlede, at en islandsk Biskop, Vilkin, som just døde der, blev fulgt til Graven af den nylig tiltraadte Erkebiskop og syv andre Biskoper fra Norge og Skatlandene. Man havde nemlig ventet Kong Eriks Brud, Philippa af England, som dog ei kom før i det følgende Aar og da neppe lagde Veien om Norge. Kong Erik selv kom derimod ikke til Bergen. Margrete havde ikke fundet det passende, at han skulde „føre hende om Land med sig“. Hvorlænge nu Jacob II er bleven i sit Stift, er uvist, men 22de Sept. 1406 finde vi ham paany i Danmark (Kallundborg), og han kom nu sikkert aldrig mere til Norge. Vi finde ham i 1406 og 1407 snart i Kallundborg, snart i Slagelse og snart i Ribe. Endnu den 10de Sept. 1407 kaldes han Biskop af Bergen, men inden Aarets Udgang var han bleven Biskop af Oslo^[106]. Sandsynligviis har hans gamle Formand i hans Fraværelse udført saadanne Forretninger, der krævede en viet Biskop.

De romerske Obligationsbøger mangle for disse Aar, og man har ikke nogen bestemt Efterretning om hans Udnævnelsesdag til Oslo. Her levede han til omtrent 1420. Hans sandsynlige Dygtighed i verdslige Anliggender og Kongehusets Yndest bevirkede, at han tillige blev Norges Kantsler, hvilket Embede nu for en Tid skiltes fra Mariakirkens Provsti. Han blev ogsaa i 1415 i Forening med den bekjendte Ridder og Rigsraad Hr. Endrid Erlendssøn af Losna sendt i et Gesandtskab til England^[107]. Han stiftede og doterede Hellig-Legems Alter i Oslo og gav der Gaver til Kannikernes Commune for sin Sjel. Ogsaa i

sit gamle Hjem i Roskilde havde han sikret sig en Aartid^[108].

IX.

Efter tre danske Biskopper i Bergen møde vi nu omsider igjen en Nordmand og det vistnok en indfødt Bergenser i Aslak Bolt. Man har en Beretning i de islandske Annaler om, at Aslak først skulde være bleven „viet“ til Oslo Bispestol 1407 efter den udmærkede Biskop Eystein Aslakssøns Død, men at Margrete, der undte en dansk Mand dette indbringende Stift, lod ham bytte med Jacob II. Som jeg paa andet Sted^[109] har paaviist, er denne Fortælling lidet sandsynlig. Det visse er kun, at Aslak gjorde sin Indtrædelse i Bergens Domkirke Søndagen 10de Januar 1408.

Aslak Bolt var af adelig Stand og førte samme Vaaben som den i det søndenfjeldske meget fremtrædende Familie Bolt, men det har hidtil ikke lykkedes nærmere at paavise hans Slægtskab med denne. Hans Fader hed Harnikt Henningssøn og boede i Bergen, hvor han drev Handelsforretninger og havde Skibe i Søen. I 1389 var han Raadmand i Bergen^[110]. Han eiede ogsaa Jordegods, nemlig Gemlestad i Nordfjord med underliggende Gaarde. Hans Hustru Sigrid var Datter af Ridderen Hr. Otte Svalessøn Rømer, en meget anseet Mand, der i sin Tid var Befalingsmand i Bergen, og deeltog i Calmarmødet 1397. Aslak Bolts Fødselstid er ubekjendt, men kan neppe have faldet senere end i Syttiaarene af det fjortende Aarhundrede. Om hans Studier vides intet, og hvad man først erfarer om ham (i en optegnelse i hans endnu bevarede Bibel), er, at han, uvist i hvilken Egenskab, har været i Erik af Pommerns Tjeneste. Maaskee har han været ansat i Cancelliet i Oslo. Han havde som yngre Mand to Børn, Datteren Gyrid, gift først med en Raadmand, senere med en Lagmand i Oslo, samt en Søn Sigurd, der var Præst paa Jevnaker. Dette taler yderligere for, at han har opholdt sig søndenfjelds. Maaskee har han virkelig været valgt til Biskop af Oslo Capitel, forinden han blev Biskop i Bergen, men der er ingen Grund til at antage, at Dronningen har havt noget imod ham, om hun end har foretrukket Jacob til Oslo Bispestol. Som født Vestlænding og som Besidder af Jordegods i Bergens Stift har Aslak maaskee selv ligesaa gjerne eller hellere villet være Biskop i Bergen.

Som selvskreven Rigsraad deeltog han i forskjellige Rigsmøder i og udenfor Norges Grændser. Vinteren 1416–1417 tilbragte han i Danmark, hvor man finder ham som Deeltager i de Forhandlinger, ved hvilke Kong Erik tvang Roskilde Biskop til at afstaa Kjøbenhavns By til Kronen. Aar 1420 var han i Danmark; vi finde ham dennegang i Vestenskov paa Laaland, hvor Kongen overdrog Orknøernes Biskop ogsaa den verdslige Bestyrelse af Øerne. 1426 deeltog han i Bergen i de Forhandlinger med Skotland, der vel førte til et fornyet Løfte fra dette Riges Side om at betale den Norge ifølge Freden i Perth tilkommende Afgift, men uden at Løftet nogensinde opfyldtes.

Augustinerklostret paa Engen i Bergen havde længe været i dybt Forfald. Dets Midler vare forvendte til ulovligt Brug, og stundom havde det ingen Forstandere havt, i de sidste Aar kun en eneste regulær Kannik. Aslak besluttede da at søge dets Eiendomme anvendte i et andet Øiemed, nemlig til at skaffe Capitlet en Archidiaconus. Hertil fik han 1425 paveligt Samtykke, og den nye Værdighed vedblev at bestaa indtil den romerske Kirkes Undergang i Norge.

Det mærkeligste Træk fra Aslaks Tid i Bergen og et af de mærkeligste i Stiftets Historie overhoved er imidlertid Striden om Munkelivs Kloster. Den giver et eiendommeligt Tidsbillede fra den senere Middelalder.

Vi have hørt, at Munkelivs Kloster var stiftet under Kong Eystein Magnussøn. Det var altsaa nu tre hundrede Aar gammelt. Flere af dets Abbeder havde været ansete Mænd, og navnlig havde Erik (i den anden Halvdel af det trettende Aarhundrede) ogsaa spillet en politisk Rolle. Klostrets endnu bevarede Brevbog viser, at Jordegodset, som jevnlig voxte, har været betydeligt, skjønt det ogsaa her gjelder at vogte sig for overdrevne Forestillinger om de geistlige Stiftelsers Indtægter. Fire andre Klostre vare senere fremstaaede i Bergen: Nonneseter, det ovennævnte Augustinerconvent ved Jonskirken, Dominicanernes og Franciscanernes Klostre. Det vilde være høist interessant at have en sikker Kundskab om, hvor talrigt det Personale af Munker og Nonner var, der saaledes var samlet i Bergen. Men i den Henseende ere Kilderne meget sparsomme. Man erfarer, at ved et Abbedissevalg i Nonneseter 1320 stemte 17 Nonner paa en Søster, 16 paa en anden og 1 paa en tredie, medens 1 Nonne undlod at stemme. Tilsammen var der altsaa mellem 30 og 40 Nonner. Om dette Tal siden er forøget eller formindsket, kan ikke siges. For de øvrige Klostres Vedkommende vides i denne Henseende Intet, uden hvad vi nedenfor skulle høre om Munkeliv i dets Forfaldstilstand. Ogsaa om Klostrene udenfor Bergen vides saare lidet; man seer dog, at Dominicanerklostret i Oslo i 1463 havde 11 Munke foruden Prioren. Sandsynligviis har det hele Antal af egentlige Klosterfolk (indviede Munke og Nonner) i Bergen ikke været større, snarere endog mindre end 100, men det maa vel erindres, at hertil kommer et betydeligt Antal dels af Tjenestefolk, dels af saakaldte „Proventfolk“, det vil sige Personer, der uden at aflægge Ordensløfte opholdt sig i Klostrene og nød Forsørgelse der for en i Regelen en Gang for alle forud erlagt Betaling.

Et særeget Træk, hvorpaa man hidtil ikke har været tilstrækkelig opmærksom, men som dog med Lethed lader sig paavise ved sikre Vidnesbyrd, er, at den bergenske Klosterverden efterhaanden var bleven i høi Grad unational. Tydske Elementer havde gjort sig mærkbart gjeldende. Det vil fremgaa allerede af de mange fremmede Navne, som nedenfor ville blive opregnede. Ligesom den tydske Handelscoloni paa Bryggen trak efter sig hele Skarer af tydske Haandverkere, saaledes hidførte den ogsaa tydske Munke. Hvor raa og brutale de hanseatiske Pebersvende vare, havde de dog en Art overtroisk Trang til en Art geistlig Trøst af Landsmænd^[111]. Man vilde midt i sit syndige Liv dog paa en Maade, for at tale i Kjøbmandsstil, assurere sig for det andet Liv. Man mærker noget lignende ogsaa paa en anden Kant af den hanseatiske Verden, nemlig ved Skanør og Falsterbod i Skaane, hvor det aarlige Sildefiskeri samlede utallige tydske Kjøbmænd og Søfolk. Man saa der i Fisketiden „Munke i Mængde, der løb om med sine flytbare Altere“, messede og gav Aflad. Ja endog et fast Graabrødrekloster havde de faaet i Stand der. Men ligesom i Bergen florerede ogsaa der de berygtede Huse endnu mere, end disse Andagtsøvelser.

Tydskerne have altsaa trængt sine Landsmænd ind i de norske Klostere, og tydske Tiggermunke streifede derfor om i de norske Bygder. Stundom ansattes de ogsaa ligefrem som Præster, især vistnok ved Fiskeværene i de nordlige Egne, hvor Hanseaternes Handel dengang beviislig fremkaldte en voxende Befolkning og nye Kirker. Da saaledes et venetiansk Skibsmandskab i 1432 forvildede sig op til Røst i Lofoten, fandt Italienerne der en havesyg tydsk Dominicaner som Præst.

Vi have allerede leilighedsviis berørt, at Birgittinerordenens Stiftelse strax vakte Opsigt ogsaa i Norge og nævnt en mærkelig Kvinde fra Bergens Stift, der hørte til de første Nonner i Vadstena. Vi skulle nu høre, paa hvilken Maade ordenen opnaaede at faa et Kloster i vort Land.

Ogsaa Munkelivs Kloster befandt sig i Begyndelsen af Aarhundredet i Forfald og Nedgang. Vitaliebrødrenes Plyndringer, der ogsaa synes at have gaaet ud over Klostrene, tør muligens, hvad der siden antydedes, have havt nogen Deel deri, men vist er det, at man var nødt til at sælge af Jordegodset, og i 1399 havde man maattet gribe til den Udvei at skaffe sig et paveligt Afladsprivilegium. Da nu i 1406 Abbeden, Jon, blev Biskop i Skaalholt, udnævnte Pave Innocentius VII (24de Mai 1406), da Embedet var blevet „ledigt ved Curien“ og altsaa faldt ind under hans umiddelbare Besættelse, til hans Eftermand en præsteviet Munk i St. Andreae & Gregorii Benedictinerkloster i Rom. Denne Mands Navn var Stein Steinarssøn. Allerede i et tidligere Skrift^[112], havde jeg udtalt den bestemte Formodning, at denne Mand var en Svenske, og herpaa har jeg senere faaet fuld Bekræftelse gjennem de i den sidste Tid fremdragne Documenter fra Vaticanets Archiv.

Stein sees snart – hvis han ikke maaskee allerede før sit romerske Ophold har havt dem – at have knyttet Forbindelser med Dronning Margrete, som hvis Fuldmægtig han 1409 var tilstede i Lübeck^[113]. Allerede Aaret i Forveien havde han skaffet Klostret et Beskyttelsesbrev fra Kong Erik, og man seer ham i den følgende Tid at optræde som en meget energisk Bestyrer og Forsvarer af Klostrets Gods. Hans øvrige Arbeider i denne Ret- ning havde imidlertid til Hensigt at skabe et saa rigt Grundlag, som muligt, men ikke til den gamle Benedictinerordens Bedste. Hvad han vilde, var at gjennemføre en omdannelse af Munkeliv til et Kloster for den fra hans Fødeland udgaaede Birgittinerorden. Derfor søgte han lidt efter lidt at formindske sine Brødres Antal, saa meget som muligt. Han besatte ikke de Pladse, som bleve ledige ved Dødsfald, og det paastodes høirøstet, at han endog med Vold drev Munke bort fra Munkeliv. Kongehuset begunstigede som bekjendt den nye Orden, i hvis Søsterkreds Dronning Margreta og derefter ogsaa Dronning Philippa selv lode sig optage, og det interesserede sig varmt for, at nye Birgittinerklostre maatte blive anlagte i Danmark, Norge og Udlandet. Men Birgittas Klosterregel med dobbelte og talrige Conventer (baade Brødre og Søstre) krævede nødvendigviis store Midler, større vistnok end nogen anden i Norden indført Orden. I det rigere Danmark fandt man Raad til at faa Birgittinerklostre anlagte i Maribo, paa Laaland og siden i Mariager i Jylland, og Finland fik et eget Kloster af samme Orden i Naadendal. I Norge var ikke at tænke paa noget saadant. Der maatte man altsaa gribe til at give Birgittinerne et Kloster paa en ældre Ordens Bekostning, og Stein rakte her Haanden. Men det viste sig, at han og hans Venner ikke naaede dette Maal let eller hurtigt. Det kostede langvarige Anstrengelser.

Allerede omtrent 1412 skulle Birgittinere have indfundet sig i Bergen for at tage Stedet i Øiesyn og gjøre sig bekjendt med Forholdene. De maa da formodentlig have fundet sig tilfreds med Udsigten til her at grunde et nyt Hjem for sin Orden, ja nogle af dennes Medlemmer synes strax at have slaaet sig ned i Bergen for Alvor. Det gjaldt da at opnaa høieste Samtykke til Klosterets Omdannelse og overgang fra den gamle Orden til den nye, men en saadan Bestemmelse maatte søges hos Paven. Det var i Schismaets Tid, da der var tre Paver paa en Gang, men den berygtede Johan XXIII var den, under hvis Obedients de nordiske Riger befandt sig. Hans Magt stod imidlertid paa svage Fødder, og han havde, tvungen dertil af Keiser Sigismund, maattet tillyse et Concilium i Costnitz. Snart afsatte dette ham og tog foreløbig Kirkens øverste Styrelse i sin egen Haand. Abbed Stein begav sig derfor selv til Costnitz, idet han mødte som Udsending fra Kong Erik og tillige for Linköping Stift i sit Fødeland Sverige, det Stift i hvilket Vadstena Kloster laa.

Det sees ogsaa virkelig af H. v. d. Hardts store Verk om dette Concilium, at Stein der fremsatte Forslag om sit Klosters overgang til Birgittinerne, men ikke, om Conciliet har taget Sagen under Behandling. Birgittinerne havde ogsaa baade paa denne Tid og senere mange Modstandere, der ikke uden Føie fandt Indretningen med forenede Munke- og Nonne-Conventer saare uheldig. Stein fik altsaa ikke udrettet, hvad han vilde, paa Reisen. Allerede inden Kirken i Martin V. igjen havde faaet en af Alle erkjendt Pave, var han vendt tilbage, da man finder, at han i April 1417 er tilstede først i Skara og derpaa i Vadstena som Kong Eriks Procurator ved Forhandlingerne om tre svenske Helgeners Canonisation, hvilken Conciliet ikke havde villet fastslaa uden forudgaaende Undersøgelser af deres Hellighed og Jertegn^[114].

Imidlertid var Biskop Aslak bleven vunden for Sagen. Maaskee har det personlige Bekjendtskab med Birgittinerne i Maribo, som han maa formodes at have gjort i Sommeren 1420 (han vides nemlig da at have været paa Laaland), tiltalt ham. Sikkert er, at han i September s. A. i Forening med sit Capitel skrev til Pave Martin og udtalte, at „hele Folkets Hu“ stod til den nye Orden, og at Munkeliv Benedictinerkloster, i hvilket der nu kun fandtes en Munk tilbage foruden Abbeden, var næsten øde, hvorfor Kongen, Rigsraadet og den menige Almue alle ønske Benedictinerconventet afskaffet og Klostret overladt Birgittinerne. To andre Biskopper, der just vare tilstede, Arnbjørn af Hamar (der indtil for kort Tid siden havde været Provst ved Bergens Apostelkirke) og Arne af Skaalholt, sluttede sig ligeledes varmt til Aslaks Forestilling. Denne selv med Capitelet og Abbeden udstedte kort efter et formeligt Vidnesbyrd om, at de vare villige til at overlade Munkeliv til Birgittinerne fra Maribo. Fra dette Kloster skulde altsaa den nye Stiftelse i Bergen udgaa, den skulde være en „Datter af Maribo“.

Den ufortrødne Abbed Stein bragte strax disse Breve ned til Kong Erik. Denne i Almindelighed ilde omtalte, men i flere Henseender uretfærdig bedømte Konge, har ganske vist i Kirkens Historie med Føie været dadlet, fordi han mere end en Gang fremdrev mislige Personer til Bispestole, men ikke desto mindre havde han dog paa andre Maader varme Interesser for Kirken. Dette viste sig derved, at han netop paa den Tid, hvorom her er Tale, ivrigt ønskede at faa et Universitet oprettet i Norden, saavelsom ogsaa derved, at han indkaldte den flittige og agtværdige Carmeliterorden til Danmark, ikke at tale om, at han, og det med Opofrelser, stræbte at faa indført en bestandig Psalterlæsning i Domkirkerne. At han, ligesom hans Dronning Philippa, virkelig har havt Kjærlighed til Birgittas Orden, har man derfor ikke Ret til at tvivle om. Han henvendte sig da ogsaa selv til Paven i denne Sag med en Forestilling af samme Indhold som Biskopperne^[115] og lod Abbed Stein tage den med sig til Paven 1421. Ja endog Keiser Sigismund, Kong Eriks Sødskendebarn, ledsagede Andragendet med en skurril, i de svulstigste Udtryk affattet Anbefaling! Paven gav vel nu Biskop Aslak Bemyndigelse til at foretage den begjærede Reform, men kun betinget, idet han forlangte, at der, forinden denne endelig foregik, skulde anstilles fornyede Undersøgelser, om det virkelig var umuligt, at Munkeliv kunde bestaa som Benedictinerkloster.

Abbeden kom hjem til Bergen ikke længe efter, men da Indholdet af det pavelige Brev blev bekjendt i Byen og Egnen, vakte det en sand Storm. Tingen var, at alle de ældre Munkeordener nærede den største Uvilje mod Birgittinerne. Dette deres Had var sikkert nok nærmest at betragte som et Brødnid. De have og det vistnok med Grund frygtet for, at den nye for sin Fromhed og sine Dyder saa forroste Orden vilde trække Almenhedens Hjerter og Tillid til sig paa deres egen Bekostning, med andre Ord, at deres egne Indkomster føleligt skulde formindskes. Abbeden af Lyse, Thorkel, og alle Munkene der, Dominicanernes Prior, Johannes, og Franciscanernes Guardian Gerlak Gruter, begge med sine Conventer, forenede sig og udstedte en Erklæring om, at Munkelivs Bygninger vare i den bedste Stand, at Klosterets Indtægter vare fuldt tilstrækkelige, og at foruden Abbeden dog otte Munke endnu „som oftest“ opholdt sig der. Deraf navngives: Broder Johannes Seedelse, Br. Sigfrid Johansen, Br. Johan Gotsvin, Br. Orm Nilssøn, Br. Orm Sigfridssøn, Broder Matthæus professus, Br. Johannes Montis Subdiaconus, Br. Henrik Horneburgh Lægmand. Men Abbeden gjør sig rigtignok, erklære de, al Umag for at ødelægge Klostret, har indtrængt Birgittinerne, medens Benedictinerne dels holdes i Fængsel hos Biskoppen, dels frygte for at miste sit Kloster, om ikke brave Mænd tage sig af dem.

Brevet, hvoraf disse Oplysninger fremgaa, er udstedt som en almindelig Erklæring, og det vides ikke, om Protesten er naaet frem til Paven. Men i ethvert Fald stødte Reformens endelige Gjennemførelse endnu paa Hindringer. Der blev ved den pavelige Curie endog udstedt en Befaling om, at Birgittinernes dobbelte Conventer ikke skulde taales, og det kostede Kong Erik og den nordiske Geistlighed megen Umag at faa denne Bestemmelse omgjort. Ordenens Fiender i Bergen have maaskee erfaret noget om disse Ting, thi vist er det, at de i Januar 1424 atter satte sig i Bevægelse. Dennegang var det en ny Dominicanerprior Peter Oldemarket, den før nævnte Franciscaner Guardian Gerlak Gruter, Johannes Strelow^[116], Kannik ved Apostelkirken, og Johannes Leffardi, Præst ved Peterskirken i Bergen, der tog til Orde. De henvende sig i denne Forestilling (paa Plattydsk) til alle Erkebiskopper, Biskopper, Prælater og Munkeordener i de tydske Lande, men fornemmelig til de ærværdige Fædre Abbeder i Lyneborg^[117], Hertzenvelde og Stade og fortælle derpaa, at Benedictineren Broder Johannes van dem Berge (aabenbart den i foregaaende Erklæring nævnte Johannes Montis) for 14 Dage siden er hjemkommen fra Tydskland til Bergen, men havde maattet bede om Herberge i Dominicanerklostret for at beskyttes mod Abbed Stein og hans Medhjelpere, fordi han ikke vilde samtykke i at overlade Klostret til Birgittinerne, men vilde leve og dø i sin gamle Orden. Der siges endog i Brevet, at en Munk fra Sellø Kloster (ligeledes af Benedictinerordenen) var bleven halshugget og en anden brændt. Prior Peter Oldemarket havde derfor fra sin Prædikestol ladet oplæse de Breve, som den ovennævnte Johannes van dem Berge havde medbragt fra de tre tydske Abbeder, og stevnet Abbed Stein til at møde i Domkirken, men denne var ikke mødt, skjønt dog Biskoppen og Kannikerne afgave Møde. Endnu flere Voldsomheder af Stein opregnes.

Man vil altsaa forstaa, at den omtalte Johannes van dem Berge har foretaget sin Reise til Tydskland for at søge Bistand mod Stein og Birgittinerne hos Ordensbrødre der. Og naar man saa seer hen paa de ovenanførte, i disse Breve forekommende Navne, vil man forstaa, i hvor høi Grad Tydskerne have trængt sig ind i de bergenske Klostre. Ogsaa senere vil man finde Vidnesbyrd om denne Kjendsgjerning, og jeg vil her anføre et af dem: Da Franciscanerklostret ved Vaagsbunden brændte 1463, henvendte Munkene sig om Hjelp til 7 Raadet i Lybek og sendte sin Guardian, Lodevik Franke, til dette for at tale sin Sag; det følger af sig selv, at intet virkelig norsk Kloster let havde grebet til en saadan Udvei^[118]. I Oslo møde vi lignende Forholde i det femtende Aarhundrede. Ogsaa her havde Tydskerne (Rostockerne) tilvendt sig Handelen, indført tydske Haandverkere og idetmindste forstaaet at fylde Franciscanerklostret med Landsmænd.

Kampen om Munkeliv, der altsaa ikke alene var ført mellem to Ordener, men ogsaa mellem den tydske Munkestand og en ny, nærmest svensk Klosterbevægelse, gik tilsidst Tydskerne og Benedictinerne imod. Endnu omtrent 1423 vovede Birgittinerne i Sverige ikke ret at haabe paa, at Erobringen af Munkeliv vilde kunne gjennemføres ved Curien. Man stolede vel paa, at Kong Erik vilde formaa at opretholde den nye Ordens dobbelte Conventer, men et Kloster for ordenen i Bergen mente man kun var at opnaa gjennem en Disposition af Kongen over en anden Stiftelse i Bergen, der var hans Magt undergiven, nemlig et heldigt beliggende og vel doteret Hospital med Kirke i samme By^[119]. Det er »aabenbart, at der her sigtes enten til Katharinas eller Allehelgens Kirke i Bergen, der begge hørte til de kongelige Capeller og begge vare forenede med Hospitaler. Men omsider fik Munkelivs Forandring dog pavelig Bekræftelse 1426. Samtidig omtales Abbed Stein som forhenværende Abbed og forsvinder dermed af Historien. I et nyere Skrift er han bleven kaldet: „en af den Tids ædleste Skikkelser, uegennyttig, selvopofrende, ivrig for Guds Riges Udbredelse, en begeistret Dyrker af den hellige Birgitta“.^[120] Der foreligger imidlertid ikke positive Vidnesbyrd, der berettige til en saadan Lovprisning. Det er vel tænkeligt, at Stein kan have handlet af mere høitliggende Motiver, men fuldt saa gjerne kan han have været en almindelig Partimand^[121], skjønt det vistnok er meget sandsynligt, at hans Fienders Beskyldninger ere stærkt farvede eller overdrevne.

I 1428 blev Aslak Bolt (11te Marts) af DomCapitlet i Throndhjem postuleret til Erkebiskop. Først henved to Aar efter paafulgte Pavens Bekræftelse, men allerede 1428 havde den nyvalgte Erkebiskop forladt Bergen. I Tiden mellem Valget og Afreisen falder Bergens Plyndring af tydske Sørøvere („Vitaliebrødre“), ved hvilket det udtrykkelig siges, at Biskoppen flygtede og Bispegaarden plyndredes; „man oplod Biskoppens Kister og Liberie og tog hans Bøger, Guld, Sølv og Ornat“. En i Throndhjem i 1429 optagen Fortegnelse over Aslaks fra Bergen medtagne Løsøre vidner dog om, at han har reddet ikke lidet. I det følgende Aar hjemsøgte Sørøverne paany Bergen.

I Aslak, der forøvrigt som Erkebiskop flere Gange gjensaa Bergen i sin Egenskab af Rigsraad og Eiendomsbesidder, tabte Bispedømmet vistnok en efter Datidens Fordringer til en Biskop dygtig og energisk Kirkefyrste. Dette tør navnlig sluttes af de langt fyldigere Beretninger, som haves om hans Regjeringstid som Erkebiskop, hvilken vedvarede til hans Død 1450.

X.

Efter Aslaks Forflyttelse til Erkesædet indtraadte for hans forrige Bispedømme en lidet heldig Tid. Først i 1430 kunde der, som man vil have forstaaet, være Tale om at faa en ny Biskop valgt til Bergen. Kong Erik fremdrog da en ganske fremmed Mand, der længe havde været i hans Yndest, men som har et slemt Navn i Historien. Hans Navn var Arnold eller Arnt Clementssøn (i sit Sigil kalder han sig selv Arnoldus Clementis). Han maa antages at have været dansk, thi han havde to, ligeledes geistlige Brødre i Danmark, Hr. Jens og Hr. Clement, men han var sandsynligviis af tydsk Æt, da han synes at være identisk med den Arnold Rambow, hvem Kong Erik i 1425 forskaffede Decanatet i Camin Stift i sit eget Hjemland Pommern.

Arent, der siges at have været en af Kong Eriks mange „Capellaner“, forekommer i Aarene 1415–16 som Cantor i Frue Kirke i Kjøbenhavn og var senere tillige baade Kannik i Roskilde og Decanus i Linköping^[122].

Capitlet i Bergen har sikkerlig ikke ønsket ham til sin Biskop, og han maa der have været fuldstændig ubekjendt, men Kongen vilde nu have ham til Aslak Bolts Eftermand og opnaaede ogsaa virkelig, at han udnævntes af Pave Eugenius IV. 19de Juli 1431. Der blev ogsaa betalt Hovedafgift til Kammeret og Cardinalcollegiet og udstedt Obligationer for mindre Afgifter^[123], men at Arnold selv har været tilstede i Rom, siges ikke, og i ethvert Fald er han aldrig bleven ordineret til Biskop af Bergen, ligesom det med Sikkerhed tør siges, at han aldrig har indfundet sig i sit norske Bispedømme.

Han har ganske vist heller ikke havt stor Lyst til at drage til Norge og udentvivl kun havt til Hensigt at følge det Exempel, som den paa Nidaros Erkestol i det foregaaende Aarhundrede indtrængte danske Adelsmand, Nils Rusare, havde givet paa, at det virkelig gik an at leve i Danmark og trække Indkomsterne af et norsk Stift, en Færd, som ogsaa en dengang og længe efter levende dansk Biskop af Oslo, Jens, i mange Aar efterlignede. For at kunne gjøre sig Tilværelsen som biskoppelig Sinecurist desto behageligere havde han da ogsaa ladet andrage for Paven, at Bergens Bispestols Indtægter vare saa smaa, at man ikke ved dem kunde være istand til at leve paa standsmæssig Maade, og derved opnaaet, at der tillodes ham „af reen Naade“ at beholde Decanatet i Linköping og Canonicatet i Roskilde i tre Aar, som det synes fra den forestaaende Ordination til Bergen at regne. Hvis dette er ret forstaaet af mig, indseer man, at han havde sine Grunde til ikke at forhaste sig med at blive indviet!

Dertil kom, at der ganske snart efter Arnolds Udnævnelse til Bergen aabnede sig Udsigter for ham til noget langt mere end at være en norsk Biskop, nemlig til intet mindre end til Erkebispestolen i Upsala. Her døde Erkebiskop Johan Haakonssøn 9de Febr. 1432. Capitlet valgte sin Provst Olof Larssøn. Men heri vilde Kong Erik ikke finde sig, men vilde fremdrive Biskop Thomas af Strengnes. Kongen var fornærmet paa Olof Larssøn, der uden at henvende sig til sin Konge havde ilet lige til Paven. Olof var bleven antagen af Eugenius IV, men Erik, her som ellers stivsindet, vilde ikke give sig. Dog var det nu ikke længere Biskop Thomas (der selv nok egentlig var uvillig til under saadanne Omstændigheder at blive Erkebiskop), som han vilde fremtvinge, men derimod vor Arnold. Han tvang nogle i Danmark tilstedeværende svenske Biskopper til at erklære sig enige (9de Juli 1432), men saasnart disse vare komne hjem til Sverige, erklærede de det givne Samtykke for aftvunget og protesterede. Arnold indfandt sig virkelig i Upsala og skal, støttet af Kongens Breve, have søgt at sætte sig i Besiddelse af Erkestiftet, men i 1434 gjorde Døden Ende paa hans Liv. Ved Conciliet i Basel var samme Aar udstedt en Stevning mod Arnold Clemetssøn, „der kalder sig Biskop af Bergen og gjør Paastand paa Upsala Erkestol“, og Stevningen var opslaaet paa Domkirken i Lübeck^[124].

Den svenske Historie har ikke sparet denne Mand, og i Rimkrøniken omtales han saaledes:

Argare boffva var ey da prest,
Som hans lifverne beviste mest,
Skorlifnad han öfde,
Dobel och dryk han pröfde,
Manga fetalia^[125] helt han tilsjo,
o. s. v.,

hvorpaa der fortsættes med yderligere Beskrivelse af hans Synder. Det heder, at han, strax efter han var kommen ud af Domkirken og var kommen til Arnø, et jevnligt Opholdssted for Erkebisperne, blev syg og døde, hvorpaa hans Tjenere huggede ham i Stykker, nedsaltede hans Legeme i Tønder og sendte det til Kong Erik i Danmark! Andensteds hedder det, at han døde af en væmmelig Sygdom^[126].

Imidlertid var ved hans Død Bergens Bispestol, som han jo maatte holde paa, saalænge han ei var bleven virkelig Erkebisp, nu atter ledig. Den nye Besættelse foregik paa en mærkelig Maade, der kaster et klart Lys over det Forhold, som dengang raadede mellem de nordiske Kirkeprovindser paa den ene og Pavemagten og Baselerconciliet paa den anden Side.

Som sædvanlig vilde Erik af Pommern have en af sine personlige Bekjendte eller Yndlinger frem. Denne Gang var det en Olaf Nilssøn, der var Kannik i Hamar og Sognepræst til Gran paa Hadeland^[127], uden at man har noget Vidnesbyrd om, hvilket af de nordiske Folk han ved Fødselen har tilhørt, ligesom det ogsaa bliver tvivlsomt, om han virkelig har fungeret i de nævnte geistlige Stillinger i Hamar Stift eller kun havt dem som Sinecurer. Oprindelig har det været Kongens Tanke paa vanlig Maade at skaffe Olaf Provision ved Curien i Rom. Der haves nemlig Copi af en udateret Skrivelse fra Kongen til Pave Eugenias IV^[128], hvori Erik andrager om Olafs Udnævnelse, og hvori han siges at være Kongens Capellan og Huusfælle samt af fornem Æt (genere nobili).

Men i Sommeren 1434 holdtes et mærkeligt Møde af geistlige og verdslige Stormænd fra Norden i Vordingborg. Her var ogsaa Aslak Bolt tilstede og med ham Bisperne af Oslo, Hamar og Stavanger, ja endog Færøerne og Orknøerne. Der var i det Hele tolv nordiske og dertil et Par tyske Biskopper tilstede. Her har Stemningen aabenbart været, om jeg saa maa sige, Baselsk, hvilket er naturligt nok. Det er jo ikke til at forundre sig over, at Biskopperne glædede sig ved den store Kirkeforsamlings bestemte Vilje at gjengive Episcopatet og navnlig Metropolitanerne deres oprindelige Myndighed og at befrie Landskirkerne fra pavelige Indgreb og Udsugelser. I Overensstemmelse med Conciliets Grundsætninger og Bestemmelser blev der nu handlet med Hensyn til den ledige Domkirke i Bergen, men rigtignok saa, at Kongens candidat kom i Besiddelse af Bispestolen.

Man gik frem, som om der ingen Pave existerede. Erkebiskop Aslak lod en tilstedeværende Kannik fra Bergen, Hr. Olaf Jonssøn, forestille Bergens Domcapitel, uden at der dog oplyses, at der fra dette forelaa nogen Fuldmagt. Den 4de Juli 1434 fremtraadte denne bergenske Kannik i Overvær af Aslak og fire norske og svenske Biskopper samt en Notarius’s og andre Vidners Nærværelse i St. Andreas’s Kirke i Vordingborg og rettede følgende Tiltale til Hr. Olaf Nilssøn:. „Ærværdige Hr. Olaf, i Kraft af en Overenskomst, truffen mellem min værdigste Fader og Herre, Erkebiskop Aslak og mig, have vi udvalgt Eder til Fader og Hyrde for den Bergenske Kirke, der har maattet savne en Hyrdes Trøst. Jeg beder indstændig paa vores begges Vegne, at I ikke ville undslaa Eder for at give Eders Samtykke til dette Valg.“ Olaf Nilssøn svarede: „Ihvorvel jeg anseer mig uværdig og uskikket til et saa vanskeligt Embede, samtykker jeg dog mod mit Ønske af Lydighed og for Kirkens Bedstes Skyld i Navnet Faderens, Sønnens og den Helligaands.“ Strax derpaa lod Kanniken Oluf Jonssøn i Notariens og Vidnernes Nærværelse under sit Segl opslaa paa Kirkedøren følgende Erklæring: „Aslak, af Guds Naade Erkebiskop af Nidaros, hilser Alle, hvem denne Sag er vedkommende. Efter det høitidelige almindelige i Basel forsamlede Kirkemødes Beslutning ønske vi at skride til Confirmation af det Valg der er faldet paa den ærværdige Mand. Hr. Olaf af Gran, men idet vi ere opmærksomme paa Apostelens og den canoniske Rets Bestemmelser, at Ingen i en saa vigtig Sag ved en forhastet Confirmation for tidlig maa lægge Haand paa den Udvalgte, saa sætte vi Alle og Enhver, hvem denne Salg vedkommer, eller som ansee den for sig vedkommende, en Frist af 9 Dage til at fremkomme med Indsigelse, om de have nogen saadan at gjøre, mod den valgtes eller Vælgernes Personer eller mod valgets Form.“ Efter de ni Dages Forløb oplæste saa – dennegang i Maria-Kirken i Vordingborg – Kanniken Olaf Jonssøn for Erkebiskop Aslak, der sad i Høisædet foran Høialteret omgiven af Biskopperne Jens af Oslo og Audun af Stavanger og en talrig Forsamling, en Erklæring om, at Ingen i den nævnte Frist var fremkommen med nogen Indsigelse. Derefter confirmerede Aslak høitidelig Hr. Olaf Nilssøns Valg til Biskop af Bergen^[129]. Indvielsen har uden Tvivl meget snart efter fundet Sted, og i ethvert Fald har Olaf været indviet Biskop og Rigsraadsmedlem inden 9de August s. A., da han i Kjøbenhavn var tilstede under den høitidelige Act, hvorved for sidste Gang en Konge af Norge belenede en Jarl (eller som det nu kaldtes Greve) med Orknøerne^[130].

I det følgende Aar gjorde Aslak Bolt sit første Forsøg paa at gjenoplive de i lang Tid factisk ophørte Provincialconcilier i den norske Kirke. Mødestedet skulde være Bergen, men – ingen af Erkebispens Suffraganbiskopper indfandt sig. Heller ikke Bergens egen Biskop var tilstede. Olaf var nemlig endnu ikke vendt hjem til Norge, men færdedes fremdeles i Kong Eriks Nærhed og var i 1435 i Stockholm for at underhandle med de Svenske. Den første Leilighed, ved hvilken han kan paavises at have været i sin nye Stiftsstad, er 22de August 1436, da han i Forening med Aslak Bolt og Audun af Stavanger udsteder et Document af politisk Indhold. I Slutningen af samme Aar finde vi ham i Oslo, hvor Erkebiskoppen atter og nu med noget større Held gjentog Forsøget paa at faa holdt et Concilium. I 1438 finde vi Olaf i Lyster i Sogn.

Behandlingen af denne Biskops Historie, ligesom ogsaa hans Eftermands, har en særegen Vanskelighed derved, at de begge hedte Olaf og man ikke ved, hverken naar Olaf I er død, eller naar Olaf II har succederet. Endnu Keyser har slaaet disse to Biskopper sammen til en Person, og jeg er selv den første, der har gjort opmærksom paa, at det har været to Mænd^[131].

At dette er Tilfældet, kan med fuld Sikkerhed godtgjøres. I 1442 optræder nemlig en Biskop Olaf af Bergen, om hvem det er klart, at han ikke har hedt Olaf Nilssøn, men Olaf Harniktssøn. Nu forekommer den første Olafs Fadersnavn vistnok kun i et eneste Document, udstedt ikke af ham selv, men af Kongen. Der kunde altsaa indvendes, at „Nicolai“ kunde være en Feil hos Concipisten i Cancelliet. En saadan, i sig selv allerede usandsynlig, Formodning maa imidlertid afvises derved, at den anden Olaf i et Document ligeledes fra 1442, hvor han optræder i Forening med en stor Del andre Biskopper fra alle tre Riger, faar Plads mellem Biskopperne Thorlak af Viborg og Nils af Linköping^[132], og det er en noksom bekjendt Sag, at Biskopper i offentlige Breve altid opregnes efter Anciennetet. Nu vides det, at Thorlak af Viborg, om hvem vi nedenfor skulle faa meget at fortælle, blev Biskop 1438, og at Nils indviedes i Marts 1441. Heraf kan altsaa sluttes, at Olaf II af Bergen er bleven indviet i Tiden mellem disse Grændser.

Olaf Harniktssøn (II) var af en norsk adelig Familie, der hørte hjemme i Gudbrandsdalen og (efter sin Uddøen) efter sit Vaaben har af Genealogerne faaet det stolte Navn „Gyldenløve“^[133]. Biskoppen var en Søn af Harnikt Henrikssøn paa Glømen i Øier, og Moderen hed Jorun Sunnulfsdatter. Jeg anseer det ikke usandsynligt, at hun har været Søster af den Arnbjørn Sunnulfssøn, som fra 1398 forekommer som Provst ved Apostelkirken i Bergen og siden var Biskop i Hamar (omkr. 1420–1430). Men i ethvert Fald var Biskop Olaf en Søstersøns Søn af Erkebiskop Aslak Bolt. Paa den Tid, han blev Biskop, var Forbindelsen med Pavestolen fremdeles afbrudt, og hvad der ligeledes maa haves for Øie, Norge var i de Aar (1438–41), hvorimellem Olafs Ophøielse maa have faldet, egentlig kongeløst, idet den Anerkjendelse; der fremdeles ydedes den til Gotland bortdragne Erik af Pommern, kun var et Skin. Saameget større har altsaa, hvor det gjaldt Kirkens Værdigheder, Erkebiskoppens Magt været, og der er derfor al Sandsynlighed for, at Aslak har fremdraget og støttet denne sin nære Frænde. Før sin ophøielse findes Olaf Harniktssøn intetsteds nævnt.

Om nogle Træk af Bergens Episcopats Historie gjelder det nu, at man ikke veed, til hvilken af de to Olafer de skulle henføres, og det kan alene siges, at de maa angaa en af dem. Dette gjelder da bl. a. følgende Sager. I 1439 (27de April) angives, at et Raadsmøde skal samles i Oslo, og at blandt flere „Biskop Olaf af Bergen“ skal møde der. I 1440 fremsættes Klager fra Raadet og Menigheden (ɔ: Borgerskabet) i Bergen over Hanseaterne, hvoriblandt ogsaa, at de Tydske (uvist i hvilket Aar) have ihjelslaaet „Bisp Olafs“ Svend Nils Kortssøn og „faldt i store Hobe foran Bispens Port og vilde slaaet den op med Vold og Overdædighed“^[134]. I den gamle Copibog, hvori ogsaa i dette Aarhundrede, desværre dog sjelden, nogle Documenter indførtes, findes flere Pasbreve eller Anbefalingsbreve udstedte af en Biskop Olaf, af hvilke kun det sidste er dateret (fra 1445, altsaa bestemt at henføre til Olaf II). Et af disse er af Interesse. Det meddeles en Prest, Vilhelm Olafssøn, der – sikkert en Sjeldenhed i Baseler-Conciliets Dage – vil foretage en Pilegrimsreise til Rom for at faa sine synders Forladelse^[135]. Den ubestemte Biskop Olaf kalder her Præsten en Søn af den retmæssige Pave (veræ obedientiæ filius), hvilket da synes at tyde paa, at Biskoppen selv i denne Stridens Tid staar paa Eugenius IV’s og ikke paa Conciliets eller den, muligviis paa den Tid Brevet skreves, af dette udvalgte Modpaves Parti.

Om Olaf II vide vi med Sikkerhed, at han 9de Juni 1442 var tilstede i Lødøse ved det norske Rigsmøde, der udkaarede Christopher af Bayern til Norges Konge, hvorefter han maa være fulgt med Christopher til hans Kroning i Oslo, der fandt Sted 2den Juli s. A. Nogle Dage efter skiftede han med sin Broder Hr. Benkt Harniktssøn, der maa være bleven Ridder ved samme Kroning^[136], et betydeligt Jordegods, som de have arvet efter sine ovenfor nævnte Forældre. Biskoppen blev herved Eier af mange (omtrent 30) Gaarde, Kværner, Fiskerier o. s. v. i Gudbrandsdalen (deriblandt Ættegaarden Glømen) samt paa Hedemarken og Romerike^[137].

Hvad man veed om Olaf II som Biskop af Bergen, er forøvrigt ikke ret meget. Man seer, at han har havt adskillige Stridigheder. I 1443 havde Prædikebrødrene begravet en henrettet Mand paa sin Kirkegaard trods Olafs Advarsel, og han befalede dem da inden tre Dage og under Trudsel om Interdict at opgrave ham^[138]. I 1447 bansatte han nogle Tydskere, som med Magt havde indtrængt sig i Munkelivs Kloster og derfra udtaget to af Hanseaternes bestandige Fiender, den kongelige Befalingsmand, Hr. Olaf Nilssøns Tjenere, af hvilke den ene var bleven dræbt og den anden mishandlet. Men heller ikke fra Kongsgaardens Folk kunde Geitsligheden være sikker mod Overfald, thi – uvist naar – trængte to væbnede Mænd fra denne ind i Domkirken under Gudstjenesten med spændte Armbrøster (ballistæ) og trak to Mænd ud med Magt, hvorfor de excommuniceredes, indtil de havde gjort Bod^[139]. I 1443 seer man, at Olaf i Forening med Erkebispen har truffet Foranstaltninger til at faa en dygtig Klokkestøber fra England over til Bergen for at støbe Klokker til begge Stifters Domkirker^[140].

Olafs Dødsaar er uvist. Vi seer ham sidste Gang nævnt i 1448^[141].

Vi komme nu til en Biskop, om hvem der egentlig ikke ret meget vides, men dog saa meget, at man tør sige, at hans Liv har været bevæget og rigt paa Hændelser, ligesom det endte paa en tragisk Maade.

Hans Navn er Thorlak (stundom ogsaa kaldet Thorleif), og han kaldes ved Fadersnavn Olafssøn, men om hans Herkomst har man ingen nærmere Besked, dog er det sikkert, at han var en Nordmand. Det vides, at han maa have tjent Kong Erik og indtaget en høi Plads i denne Konges Bevaagenhed.

Vi erindre, at den ovenfor omtalte Arnold, som havde faaet pavelig Bekræftelse paa Bergens Bispestol uden at blive indviet eller at komme til Norge, idet Erik vilde gjøre ham til Erkebiskop af Upsala, døde 1434. Saasnart Kong Erik erfarede dette, skrev han i Mai s. A. til Capitlet i Upsala, at han havde bestemt, at Thorlak skulde være Erkebiskop, og forlangte ham modtagen som saadan. Thorlak er formodentlig kommen til Upsala, medbringende dette Brev, men hans Ophold der kan ikke have været af lang Varighed. Der mødte i ethvert Fald de stærkeste Protester imod ham, og han reiste da sin Vei. Men i det følgende Aarhundrede fortæller den bekjendte svenske Historieskriver Johannes Magnus i sin Metropolis (ɔ: Upsala Erkebispers Historie), P. 96, „Thorlak, som paa Grund af den. Krig, der begyndte mod Kongen^[142], flygtede bort, blev paa Veien opholdt af Uveir, men blev indhentet og kom ikke løs, før han havde udleveret en Tommelfinger af den hellige Eriks Legeme, som han havde taget med sig, men saa fik han Lov at reise til sin Konge eller hvorhen han vilde.“^[143] Kort efter, da det omtalte store Bispemøde holdtes i Vordingborg 1434, finde vi Thorlak der, men Erik, der nu ikke længere fandt det at være Tid til at fornærme de Svenske, har nu aabenbart ganske opgivet Tanken om at faa ham gjort til Erkebiskop i Upsala. Derimod optræder den fordrevne Mand her med Titel af Provst ved Apostelkirken i Bergen^[144]; om Erik først nu havde givet ham dette Prælatur, over hvilket han jo retsmæssig raadede, er uvist. Vi møde ham Aaret efter i Stockholm i Kongens Ærinde, og i Februar 1437, da de Uroligheder bilagdes, som Amund Sigurdssøn havde fremkaldt ved sit Oprør, finde vi ham i Oslo som Udsending paa Kong Eriks Vegne. Derimod er der intet Spor til, at han som. Provst har været tilstede ved sin ovennævnte Kirke i Bergen.

Eriks Magt var nu paa Heldingen, men han har dog endnu formaaet at skaffe sin Yndling en Bispestol, og det endog en dansk, et i den Tid enestaaende Exempel paa en saadan Lykke for en Nordmand udenfor Norge, medens det omvendte Forhold forekom desto hyppigere.

Thorleif blev nemlig Biskop i Viborg og maa vistnok være indviet som saadan i Lund i Januar 1438. Man har nemlig et Document, dateret 4de Januar 1438, hvorved Erkebiskop Hans Laxman lader en Notarius bekræfte, at Thorleif, idet han skulde „vælges og confirmeres til Biskop af Viborg“, lovede, at han og hans Efterfølgere skulde tilsvare ethvert Krav, som i den Anledning maatte blive gjort gjeldende fra det „apostoliske Kammers“ Side, det vil altsaa sige mulige pavelige Efterkrav paa Afgifter og Sportler, og at Erkebispen og Lunds Domkirke i saa Henseende intet Ansvar skulde have^[145]. Dette Document, til hvilket jeg ikke kjender noget Sidestykke, er ret betegnende for Forholdene paa Baselerconciliets Tid. Thorleifs Tiltrædelse til Viborgs Bispedømme er altsaa skeet uden Henvendelse til Paven, fra hvem man jo paa den Tid kunde bortsee, og man har senere et Brev fra ham, hvori han kalder sig „Biskop af Guds og den apostoliske Kirkes (ikke det apostoliske Sædes) Naade“, en Betegnelse, jeg ikke andensteds har seet brugt^[146].

Den vældige Erkebiskop Hans Laxman, som i denne Tid, da Pavemagten var som suspenderet, optraadte med en ganske overordentlig Myndighed i sin Kirkeprovinds, gjorde et Forsøg paa at fjerne Thorleif, hvem han aabenbart ikke yndede, fra Danmark ved et eiendommeligt Middel. Han betænkte, at der i Norge var en danskfødt Biskop, Jens af Oslo, og gjorde saa en Forestilling til Conciliet i Basel, om at denne og Thorleif burde bytte Bispesæder. „Der er nu“, skriver Erkebispen, „desværre udsaaet Fiendskab og Usamdrægtighed mellem selve Rigerne, hvis Indbyggere ere saare forskjellige og uoverensstemmende i Sæder og Skikke; deraf kommer det, at Almuen i Danmarks Rige mistænker en norsk Biskop og, Almuen i Norges Rige ligeledes en dansk som en dødelig Fiende, saa at disse Biskopper hver Dag have at frygte for Angreb og Mishandling af den menige Mand^[147]“. Denne phraserige Forestilling førte dog ikke til Noget. Man maa formode, at Thorleif ikke vilde have havt noget imod Byttet, bl. A. fordi Oslo Stift var meget betydeligere i Indtægter end Viborgs, medens Biskop Jens vistnok af samme Grund ikke har villet give Slip paa sit Sæde. Forestillingen er udateret, men i ethvert Fald senest skreven 1443, i hvilket Aar nemlig Hans Laxman døde.

Thorleif blev altsaa i Viborg, hvor han var en virksom Mand og navnlig fik Domcapitlet, der var i Forfald ved hans Ankomst, fuldstændig omorganiseret. Han var nu dansk Rigsraad, og man vil af danske Kilder kunne see, at han hyppig har været tilstede ved Rigsmøder. Ved et saadant, der var fælles for alle 3 Riger, kom han 1442 op til Lødøse og har da formodentlig besøgt sit Fædreland. Sidste Gang seer man ham som dansk Rigsraad i 1449 i Kjøbenhavn^[148].

Da Christiern I i 1450 var bleven ogsaa Norges Konge, fulgte Thorleif med denne til hans norske Kroning i Trondhjem. Bergens Bispestol, der endnu var ledig efter Olaf II, maa han have eftertragtet, men efter Kirkeretten kunde han ikke ligefrem vælges til Biskop i et andet Stift, dettes Capitel kunde alene „postulere“ ham. Baselerconciliet var nu sprængt, Paven atter kommen i Besiddelse af sin tidligere Magt, og Afgifterne til hans Kammer paany indførte. Postulationen maa have fundet Sted i Tiden mellem 7de og 29de August 1450^[149], og 14de April 1451 tilstod Pave Nicolaus V Thorleif Afsked fra Viborgs og Provision til Bergens Domkirke, hvorhos hans Afgifter til Paven o. s. v. bleve betalte ved hans Fuldmægtig^[150]. Som allerede indviet Biskop har han dog naturligviis allerede strax kunnet udføre alle geistlige Forretninger i sit nye Stift. Christiern I. havde under sin Kroningsreise forlenet ham og hans Capitel med Hardanger Len imod Forpligtelse til en daglig Messe i Domkirken om St. Olaf m. m. og med Forbønner for Kongen, Dronningen, Norges Rigsraad og alle Christne^[151].

I 1453 ledsagede han den bekjendte Henrik Kalteisen, hvem Paven havde udnævnt til Erkebiskop, op til Throndhjem, hvor der paa den Tid var uroligt paa Grund af et svensk Indfald. Senere tinder man ham 1455 ved Götaelven paa den Tid, da Hr. Olaf Nilssøn, der var bleven afsat som Befalingsmand i Bergen, atter tiltvang sig sin gamle Stilling af Kongen. Sammen med Hr. Olaf og hans Broder Hr. Peder, med hvilke han synes at have staaet i meget intim Forbindelse^[152], begav han sig derpaa tilbage til Bergen.

Vi skulle ikke her dvæle ved de skrækkelige Hændelser, for hvilke Bergen blev Skuepladsen 1ste September 1455^[153]. Det var paa den Dag, at Tydskerne angrebe Munkelivs Kloster, hvor deres Uvenner Brødrene Hr. Olaf og Hr. Peder havde søgt Tilflugt. Biskoppen besluttede, skjønt advaret af Tydskerne, at dele Skjebne med dem. Voldsmændene fik overhaand og trængte ind i Klosterkirken. Et rædsomt Myrderi paafulgte. Der ihjelsloges bl. a. Hr. Peder, Hr. Olafs Søn Nils og flere Kanniker, ialt omtrent 60 Personer. Biskoppen, om hvis Hals Barnet havde slaaet sin Arm, skal have staaet med Hostien i Haanden og især have bestræbt sig for at redde Barnets Liv, men man afhuggede Thorleifs Arm og gav ham derpaa det dræbende Saar. Senere dræbtes Hr. Olaf selv, der havde søgt op i Taarnet, og hele Munkeliv Kloster blev et Rov for Luerne.

Et Mord paa en Biskop maatte gjøre Opsigt ogsaa langt udenfor Norge og Nordens Grændser. Det kan derfor ikke forundre, naar man læser, at hele 28 Aar senere kunde der under en Tumult i Hamburg udstedes Trusler mod Byens Prælater, om at de ikke maatte være sikre paa Livet, „thi det var ikke saalænge siden, at Kjøbmændene i Bergen harde slaaet en Biskop ihjel, og han var dog ligesaa god, som de“.^[154]

Christiern I og det norske Rigsraad gjorde kun svage Forsøg paa at faa Opreisning af Hanseaterne paa Rigets Vegne, men de Dræbtes Familier forfulgte Sagen med større Kraft. Ogsaa Biskoppens Familie forlangte Bod. Hans her optrædende Frænder vare imidlertid ikke Nordmænd, men Danske. Der tilkjendtes omsider de jydske Adelsmænd Nils. Malthe og Thorlav Munk en Bod for Bispens Drab af 800O Mark dansk, om hvilken Sums Betaling Vidnesbyrd udstedtes paa Viborg Landsthing 1486^[155]. Denne Familie Munk er aabenbart den samme, til hvilken de senere Biskopper af Ribe Iver og Oluf Munk samt den bekjendte Landsdommer og Rigsraad Mogens Munk hørte^[156]. Da Biskop Thorleif ikke kan have hørt til Familien Munk, formoder jeg, at en Søster af ham under hans Regjeringstid i Viborg er indgiftet i den Familie.

Paa den Tid, da Biskop Thorleif døde, befandt den norske Kirke sig i en mislig Tilstand. Erkebiskop Henrik Kalteisen havde maattet forlade Norge, uden at nogen ny Metropolitan endnu var anerkjendt, og saa er en anden Bispestol ledig efter et Drab paa dens Indehaver! Men man levede i en Tid, da det aandelige Liv laa rent nede. Forsøgene paa Reformer gjennem Concilier vare mislykkede, den romerske Curie var atter kommen til Magten, og alle kirkelige Anliggender vare blevne til Penge- og Forsørgelsesspørgsmaal. Det er derfor høist characteristisk, at Christiern I endog ved en Leilighed som denne kunde forsøge paa at faa Bergens Bispestol besat efter Thorleif paa en saadan Maade, som vi nu skulle see. Det var det mindste, at han ikke vilde have en Indfødt, men en dansk Mand. Men han udsaa en Mand, der tiltrængte venia ætatis, Dispensation, fordi han ikke havde naaet den canoniske Alder, med andre Ord et ungt Menneske uden al Erfaring og Modenhed. Hans Candidats Navn var Jacob (eller Joachim, hvilke Navne dengang brugtes i Flæng) Grubbe^[157], der som Adelsmand trods sin Ungdom allerede var Kannik i Roskilde. Bergens Capitel maatte finde sig i at vælge ham, og Christiern I anbefalede ham da hos Paven til Dispensation og Udnævnelse, men denne (Spanieren Calixtus III) opfyldte ikke den kongelige Begjæring. Grunden var den, at der i Italien var en Geistlig i Pavens Tjeneste, som ogsaa havde Lyst paa Bergens Bispestol. Det var en Paulus Justiniani fra Genua, som man har sagt, af den berømte Familie af dette Navn. Det hjalp da ikke, at der fra Christierns Cancelli var skrevet til Rom, at Jacob Grubbes Udnævnelse til Bergen var det norske Folks og Rigsraads enstemmige Ønske!! Heller ikke hjalp det, at Kongen paastod en (vistnok ganske uhjemlet) Ret til at fordre, at ingen Biskop maatte udnævnes i Norge mod hans Vilje. Paven udnævnte Justiniani ved Provision 11te Marts 1457, hvorpaa denne contant betalte sine Afgifter og virkelig begav sig til Norden. Jacob Grubbe siges ved denne Tid at være død, men denne Beretning (af Arild Huitfeldt) er tvivlsom, og kun dette er vist, at han ikke fik Bispestolen. Da Justiniani fremstillede sig for Kongen, blev han dog naadig modtagen, – erkjendt som Biskop og ved et Fredskys, den sædvanlige Ceremoni ved saadanne Leiligheder, optagen i Rigsraadet. Men til Bergen kom han aldrig. Kongen, der ved samme Tid viiste en Slægtning af ham, der kom til Stockholm, store Naadesbeviisninger, mente at kunne bruge den nye Biskop som sin Underhandler i Rom og sendte ham tilbage til Italien i denne Egenskab i Slutningen af 1457. Ved Curien bevirkede han, at Paven ved Provision udnævnte en Englænder Paulus til Biskop af Hole paa Island, hvorover Kongen blev meget forbitret, og det opnaaedes da ogsaa, at Calixtus III’s Eftermand Pave Pius II (Aeneas Sylvius Piccolomini) lod Englænderen falde. Ogsaa Justiniani selv forsvinder for Bergens og Nordens Vedkommende af Historien, og der er Grund til at tro, at han opnaaede Udnævnelse til en Bispestol i Syden^[158]. Man seer, hvilke Tilstande den romerske Kirkes dybe Forfald kunde frembringe. Nidaros Erkestol havde siden Aslak Bolts Død været et Tvistens Æble mellem tre Candidater, og først 1458 var den bleven endelig besat. I Bergen laa Munkelivs Kloster i Ruiner, og først efter mange Aars Forløb blev det gjenreist, dog rigtignok paa Tydskernes Bekostning.

XI.

Omsider fik Stiftet atter efter over fem Aars Forløb en virkelig Biskop i Nordmanden Finboge Nilssøn (1461–1474). Denne hørte hjemme i Hamar Stift og var af velhavende Familie. Man træffer ham første Gang ved Provincialconciliet i Oslo 1436 som Kannik og Fuldmægtig for Bergens Capitel, af hvilket han dog maaskee dengang endnu ikke var Medlem^[159]. I 1437 og 1442 kaldes han nemlig Kannik i Hamar, men i 1450 er han Erkedegn i Bergen^[160], og i 1458 deltager han, nu tillige Rigsraadsmedlem, i det store Møde i Skara af alle tre Rigers Raad, ved hvilket mange vigtige Bestemmelser bleve tagne^[161]. Han har dog fremdeles bevaret sit Canonicat i Hamar og erhvervede et Par Gange som personlig nærværende der Jordegods paa Hedemarken, sidste Gang 11te Februar 1461^[162].

Da dette foregik, var han, skjønt han endnu kun kalder sig Erkedegn og Kannik, allerede i Rom udnævnt til Biskop i Bergen, hvilket skede 28de Januar 1461^[163]. Herom kunde Finboge naturligviis 11. Febr. ikke have nogen sikker Besked, medens han jo dog aabenbart maa have ventet paa sin Udnævnelse. Naar han imidlertid ikke kalder sig electus, skulde man tro, at han heller ikke har været valgt af Capitlet. Personlig har han altsaa ikke været i Rom som Candidat til Bispestolen, og Hovedafgiften (33⅓ fl.) er ogsaa i April erlagt i Rom ved et Handelsfirma.

Om hans Virksomhed som Biskop vides omtrent Ingenting. Han har fremdeles forøget sit Gods i Hamars Stift og besøgt dette, hvor han ogsaa paa Thoten erhvervede sig ny Eiendom^[164]. Han døde 15de Mai 1474.

Finboge har havt en Broder, Olaf Nilssøn, der i 1466 omtales som Kannik i Hamar og Sognepræst til Næs paa Hedemarken^[165]. Begge disse geistlige Brødres Arving blev en Søster Ingerid, der havde været gift med en Jorund, men mistet og arvet de fleste af sine Børn og tilsidst sad der ene igjen med ikke lidet Jordegods paa Oplandene. Denne Kvinde oprettede 1493 et Præbende ved Hamars Domkirke^[166].

Da Finboge var død, har Capitlet, støttet af Erkebiskop Olaf, aabenbart bestræbt sig for at give sin canonisk noksom hjemlede, men i mere end et Aarhundrede sjelden respecterede Valgret det størst mulige Eftertryk. 20de Juni 1474 udstedtes en Indkaldelse til alle Vedkommende, og to Dage efter fandt Valghandlingen Sted: Fristen synes at have været kort, da dog vistnok nogle Kanniker i Regelen opholdt sig paa Landet. Vi ville gjengive i Oversættelse Hovedindholdet af det naturligviis paa Latin affattede Valgbrev, da det er det eneste i sit Slags, der er bevaret for Bergens Vedkommende, og derhos giver et interessant Billede af en saadan høitidelig Act:

„I Herrens Navn. Amen. Den milde og allerhelligste Fader i Christo og Herre, Hr. Sixtus, ved Guds Naades Forsyn den hellige romerske Kirkes og den hele Kirkes øverste Biskop, sender hans hengivne og ydmyge Sønner, den Bergenske Kirkes Capitel i Kongeriget Norge, med al Ærefrygt sine ydmygste Kys til hans hellige Fødder. Da Kirker, der ere berøvede sin Hyrdes Trøst, ved langvarig Ledighed tage Skade baade i aandelige og timelige Anliggender, have de canoniske Loves Begrunderes forudseende Omhu bestemt, at Domkirker ikke maa staa ledige over tre Maaneder. Efterat altsaa Hr. Finboge, god Amindelse, fordum Bergens Biskop, er død i det Naadens Aar 1474 den 15de Mai, og hans Legems med Reverents er overgivet til kirkelig Begravelse blev, forat ikke selve Kirken længere skulde begræde sin Enkestands Ulemper, af de for Tiden tilstedeværende Kanniker Dagen d. 22de Juni enstemmig fastsat til Udvælgelse af den vordende Biskop, og de fraværende indkaldte, hvilke ogsaa alle mødte til den bestemte Tid i Bergens Capitel. Men ogsaa vor høiærværdigste Fader i Christus, Hr. Olaf, ved Guds Forsyn Erkebiskop i Nidaros og vor Metropolitan, som just opholdt sig her i Byen, blev ydmygst tilkaldt af os og gjorde os den Ære med nogle af sine Prælater og Kanniker personlig at være tilstede. Efter først at have overveiet, hvilken Form vi skulde bruge ved Valghandlingen, bleve vi Alle og Enhver enige om at anvende scrutinium^[167]. Derpaa besluttede vi enstemmig at udsee tre troværdige Mænd af vort Collegium, nemlig Herrerne Matthias Boesen, Simon Hemmingssøn og Peter Bugge^[168], hvem vi bemyndigede til hemmeligt og enkeltviis omhyggelig at modtage hver Enkelts Stemmegivning, først dog sin egen og dernæst vor, og efter at have samlet og nedskrevet Voteringen offentlig at bekjendtgjøre den. Disse scrutatores modtoge det dem overdragne Hverv, og, idet de trak sig tilbage til et Hjørne af vort Capitel, undersøgte de hemmelig og samvittighedsfuldt Alles Stemmegivning, saaledes som de senere berettede os, først gjensidig hverandres, derefter vore, som det var dem paalagt af os, redigerede saa voteringen skriftlig og bekjendtgjorde den derefter Herved blev bragt i Erfaring, at Alle som En havde givet sine Stemmer paa Hr. Magister Johannes Teist, Baecalaureus i den hellige Theologi, Archidiaconus i Bergens Capitel og selv tilstedeværende ved Valghandlingen, som en ubetinget forstandig og discret Mand, medrette rosværdig formedelst lærd Dannelse og gode Sæder, i lovlig Alder og indviet til de hellige Embedsgrader, født i lovligt Ægteskab og vel forfaren i aandelige, som i verdslige Ting. Ovennævnte Hr. Matthias, Capitlets Senior, udvalgte ham da efter vort Paalæg og i alles Nærværelse til Biskop paa saadan Maade: I Navnet Gud Faders, Søns og den hellige Aands! Amen. Da, siden vor Bergenske Kirke er ledig ved den forrige Biskops Hr. Finboges, god Amindelse, dødelige Afgang, Kannikerne og Capitlet samdrægtig have givet sine Stemmer til Magister og Archidiaconus Johannes Teist, udvælger jeg Matthias paa vore samtliges Vegne samme Magister Johannes til den Bergenske Kirkes Biskop og Pastor. Det saaledes høitidelig foretagne Valg tiltraadte derpaa Hr. Erkebiskoppen ved at give det sin Confirmation, og vi bifaldt det alle som os kjært og behageligt. Idet vi derfor tilbøde Valget til Archidiaconen, Mag. Johannes Teist, og indstændig bønfaldt ham om at modtage det, samtykkede han omsider i vore Ønsker, idet han ikke vilde modstaa Guds Vilje i det paa ham faldne Valg og, idet vi derpaa sang et høitideligt Te Deum, førte vi den nævnte Electus efter Skik og Brug til Sæde paa det biskoppelige cathedra og lode nu det stedfundne Valg bekjendtgjøre for Geistligheden og Folket ved den hæderværdige Mand Hr. Gaute, Kannik i Throndhjems Kirke. Derfor anraabe vi Eders Hellighed i Hengivenhed og Ydmyghed med vor enstemmige Bøn, at I maatte værdiges gunstigen at skjænke dette vort enstemmige og canoniske Valg Eders Bekræftelse, at han efter Guds Vilje maa være vor og det hele Stift en nyttig Forstander, og at vi og hans øvrige Undergivne kunne under hans Regjering gjøre en heldbringende Tjeneste for Guds Øine. Men for at Eders Hellighed desto klarere kan forstaa, at samtlige vore vota have været overensstemmende, og at vi ere endrægtige i denne vor Begjæring, oversende vi Eders Hellighed denne vor Valgbeslutning, beskreven af den hæderværdige og paalidelige Mand, Mag. Gaute, Kannik i Nidaros, og til sikrere Vidnesbyrd have vi ladet den forsyne med vor høiærværdigste Fader, Hr. Olafs. vor ovennævnte Metropolitans og vort Capitels Sigiller. Givet ved Bergens Domkirke 22de Juni i det Herrens Aar 1474.“ (Herpaa følger Underskrifter af 6 Kanniker med Fuldmagt fra 4 andre).

Den udvalgte Biskop Hans Theiste var en ringere Adelsmand og sandsynligviis hjemmehørende i Throndhjems Stift^[169]. Der er Grund til at tro, at han har været en ret vel studeret Mand. I Aaret 1468 kom han nemlig til Rostocks Universitet efter at være bleven promoveret til Magister i Paris, hvor Nordmænd da kun sjelden kom, og han havde dertil Baccalaureigraden i Theologi^[170]. Han var ikke alene Kannik i Bergen, men ogsaa i Nidaros og opholdt sig som saadan 1472 i Kjøbenhavn sammen med den i Valgbrevet omtalte Kannik Mag. Gaute^[171]. Ikke længe før sin Ophøielse var han ogsaa bleven Archidiaconus i Bergen.

Efter det paa ham faldne Valg til Biskop begav han sig til Rom og ledsagedes rimeligviis paa denne sin Færd af Erkebiskop Olaf, thi i ethvert Fald drog ogsaa denne ved denne Tid til Rom. Hans Theiste synes paa Veien at have aflagt et Besøg ved Universitetet i Bologna^[172]. I Rom døde Erkebiskoppen den 25de Nov. 1474 og blev begravet ved S. Agostino. Hans Theiste opnaaede kort efter Bergens Bispestol (2den December), men naturligviis ikke i Form af Bekræftelse af Capitlets Valg, men ved Provision efter Forestilling af „Cardinalen af Mantua“, Franciscus Gonzaga. At just denne Cardinal fik med Sagen at gjøre, er let forklarligt deraf, at han var en Søstersøn af Kong Christiern I’s Dronning, Dorothea, og Kongen havde ved sit Besøg i Rom i April samme Aar gjort denne sin Besvogredes personlige Bekjendtskab. Den 5te Januar 1475 fik Hans Theiste, der nu kaldes Biskop, og derfor maa være bleven indviet i Rom, Kvittering for sin Hovedafgift (nu forhøiet til 66⅔ fl.) og den mindre Afgift til Cardinalen, hvoraf Halvparten eftergaves ham^[173]. Hvor længe han er bleven i Rom, vides ikke, altsaa heller ikke, om han der har truffet Dronning Dorothea, der foretog den første af sine to Romerreiser i Foraaret 1475, da der just var Gyldenaar. I Juni s. A. blev Gaute, den afdøde Erkebiskops Brodersøn, udnævnt til hans Eftermand i Nidaros.

Som regjerende Biskop i Bergen finder vi jevnlig Hans Theiste deeltagende i politiske Anliggender. I April 1476 see vi ham som eneste norsk Biskop ved Siden af sex danske og en Titulærbiskop af Grønland i Rotneby i Bleking^[174], aabenbart i Anledning af det frugtesløse Møde, som Christiern I just dengang holdt med de Svenske i Kalmar. I 1478 var han i Oslo sammen med alle Norges øvrige Biskopper ved et Raadsmøde, til hvilket Kong Christiern selv havde indfundet sig, og hvor adskillige vigtige Bestemmelser bleve tagne om Grændserne mellem den geistlige og verdslige Myndighed^[175].

Efter denne Konges Død deeltog han i Forhandlingerne under Thronledigheden. Som bekjendt var Stemningen inden det norske Rigsraad eller en stor Deel deraf ikke gunstig for Bevarelsen af Foreningen med Danmark. En først nylig udgiven tydsk Krønike udtaler, at de norske Rigsraader vilde have sin egen Konge og være de Danske kvit^[176]. Det er vistnok ogsaa sandt, men Tingen var, at de Ingen havde, der kunde eller vilde blive Konge, og i Sverige, som det laa nærmest at see hen til, havde Steen Sture nok med at tænke paa sig selv. Imidlertid var Hans Theiste med sin Erkebiskop Gaute, til hvem han synes at have staaet i et nærmere Forhold, og med Hr. Jon Smør, der blev Rigsforstander, kommen til Baahuus, hvilket Slot man forgjeves beleirede. Som bekjendt førte det Hele til Intet, og Kong Hans blev hyldet og kronet i Throndhjem 1483. Siden finde vi Biskoppen i Kjøbenhavn 1489, da den unge Kongesøn Christiern (II) erkjendtes som Thronfølger i Norge, og atter sammesteds 1498^[177]. I 1503 maa der være overdraget ham en særlig Myndighed, maaskee som midlertidig Indehaver af Bergens Kongsgaard, da han i dette Aar har udstedt en Forordning, hvorved han paa Kongens Vegne giver Forskrifter om Handel med Øl og andre Drikke i Stavanger^[178]. Hans Theiste var endnu i Live 16de Juli 1505, da han visiterede i Indvigen^[179], men ikke længe efter maa han være død.

I hans Tid, uvist i hvilket Aar, oprettedes et nyt Prælatur, et Degnedømme, i Bergen, hvilket siden gav Anledning til uendelige Vanskeligheder og Forviklinger. En Kannik i Bergen, Mester Halsteen (Jonssøn), der første Gang forekommer som saadan 1487 og derefter 1494, begge Gange i Oslo^[180] og sidste Gang ogsaa med Titel af Kongens Capellan, havde opnaaet at blive forlenet med det kongelige Capel Allehelgens Kirke og, som det synes af Kongen, hvilket har været et Overgreb, faaet Udnævnelse til Decanus i Bergen, en hidtil ukjendt Værdighed. Halsteen, der stod sig godt med David „Skotte“ (ɔ: D. Sinclair, som var Befalingsmand i Bergen omkring 1496) og Provsten ved Apostelkirken Christiern Pederssøn, fik ved disses Hjelp Biskop Hans’s Samtykke. Biskoppen gav ham ogsaa Brev paa St. Catharina Alters Præbende (altsaa formodentlig foruden det, han som Kannik allerede besad?). Da Halsteen havde Capitlets Segl i sit Værge, „beseglede han sig selv samme Prælatur til uden deres Minde og Samtykke, og derefter blev der aldrig god Endrægtighed mellem Capitlet og ham“^[181].

I Bergens Bys Historie var Hans Theistes Regjeringstid en meget urolig Periode. I 1476 brændte hele Bryggen, og i det følgende Aar klagedes der fra norsk Side heftig over Hanseaternes Færd; som Exempel paa, hvordan Tilstanden kunde være, kan anføres, at tre af Stavanger Biskops Tjenere skulle være slaaede ihjel i Bergen. Der tales om, at Hanseaterne ved denne Tid skulle have ødelagt Sverresborg. Christiern I lovede 1479 at indfinde sig i Bergen, for at der kunde raades Bod paa Tilstanden, men heraf blev Intet. Derimod kom Kong Hans derop 1486, da et Rigsmøde fandt Sted. Saadanne Møder vare forøvrigt ikke saa sjeldne i Bergen ved den Tid, og Bergens Biskop har oftere kunnet være sammen med Erkebispen og Biskoppen af Stavanger, af hvilke den første som bekjendt, i et Par Aarhundreder havde egen Residents i Bergen, og den anden ligeledes i den senere Tid havde erhvervet en saadan. I 1489 indtraf atter en stor Ildebrand, og dennegang var det hele Strandsiden, der lagdes i Aske. De Uroligheder, som Hr. Knut Alfssøn fra Sverige ved Hjelp af svenske Tropper fremkaldte i Aarene 1501–1502, fandt vistnok især Sted i det søndenfjeldske Norge, men han gjorde ogsaa, hvad han formaaede, til at vække Opstand i Bergens Stift. Navnlig fik han Uroligheder i Stand paa Voss, hvor han eiede det store Finnen-Gods og i selve Bergen. Han skrev to Breve til Contoiret for at drage de tydske Kjøbmænd over til sit Parti og lod sig forlyde med, at han snart skulde vise sig i Bergen med en Magt, der skulde blive frygtelig for hans Uvenner. Knut Alfssøns Folk gjorde ogsaa et Angreb paa Bergens Kongsgaard, hvor dengang den senere Biskop af Oslo, Mester Anders Muus, havde Befalingen, Skatten, et Skib m. m. røvedes og Kongens Tjenere fordreves. Den senere Rigsraad Johan Krukow skal, efter hvad Vincents Lunge over tyve Aar senere paastod, dengang have sluttet sig til „de Svenske“.

Hans Theistes Eftermand Andor har neppe personlig indfundet sig i Rom, hvor der den 4de og 6te Decbr. 1506 paa hans Vegne erlagdes et Afdrag paa hans Afgift og udstedtes Obligation for Resten^[182]. Han kaldes her electus, hvilket vil sige, at han af Paven da er bleven provideret, formodentlig efter i Forveien at være præsenteret af Kongen og maaskee valgt af Capitlet. Indviet er han altsaa først blevet 1507 og da formodentlig af Erkebiskop Gaute.

Hans Fortid er fuldkommen ubekjendt, da han, saavidt mig bekjendt, intetsteds nævnes før sin Ophøielse. I den romerske Obligationsbog kaldes han Andreas Catelli og Andorus Carilli, og hans Fader har da vel hedt Ketil^[183]. Navnene tyde dog idetmindste paa, at han har været Nordmand.

Ogsaa denne Biskops Regjeringstid betegnes ved Uroligheder og Uregelmæssigheder i Bergen, som i Norge overhovedet. Det var paa denne Tid, at Christiern (II) kom til Norge for at overtage Regjeringen. I April 1507 gik der Rygter blandt hans Fiender i Sverige, at Kjøbmændene i Bergen havde ihjelslaaet hans Befalingsmand der, Henrik Bagge. Kort efter kom Christiern selv til Bergen, hvor i September samtlige Norges Biskopper vare tilstede, blandt dem den forrige Befalingsmand i Bergen, Anders Muus, nu Biskop i Oslo. Af de Bestemmelser, som her toges, nævne vi, at Nonnesæter, der længe havde staaet ledigt efter de vanartede Søstres Udjagelse^[184], nu overdroges til Antonsbrødrene. Maaskee var det allerede i dette Aar, at den nye Konges skjebnesvangre Forbindelse med Sigbrit og Dyveke indlededes. Christiern besøgte som bekjendt endnu en Gang Bergen (1509).

Under Andor møde vi for sidste Gang romersk Udpresning i vort Land og nu i Form af Afladshandel. Saadan har flere Gange været dreven i den foregaaende Tid, saaledes f. Ex. i Christiern I.s Tid af en meget driftig Legat eller Agent, Marinus de Fregeno, der ogsaa fik Penge ind fra Norge; uden vel selv personlig at have været her^[185]. Nu kom i 1517 til Norden den noksom bekjendte Legat Jo. Angelus Arcimboldus (tilsidst Erkebiskop af Milano), en værdig Collega af Tetzel, der samtidig virkede i Tydskland og gav Stødet til Luthers Fremtræden. Det var den nye Peterskirkes Bygning, hvortil der skulde samles Penge. Selv kom han ei til Norge, men han havde sine Agenter. Til Throndhjem kom den siden som Forfatter bekjendte Svenske Olaus Magnus og til Bergen en anden Reisende, Mester Conrad, der færdedes her 1518–1520. Denne „Legat“, som man kaldte ham, samlede foruden rede Penge et Forraad af Sølv, Sengklæder, Talg fra Færøerne, o.s.v. Man seer, at Befalingsmanden, Jørgen Hanssøn, et Par Gange har havt ham til Gjest hos sig, men Kong Christiern syntes ikke om saadan Vindskibelighed og gav ordre til at beslaglægge, hvad Mester Conrad havde sammenskrabet, og der blev virkelig beslaglagt Værdier af halvfjerde hundrede Mark. Siden fik Biskop Andor ligesom ogsaa Landets øvrige Bisper et Pavebrev af 1520 med Paalæg om at sørge for, at Alle, der sad inde med Ydelser til Peterskirken, ufortøvet skulde indsende disse til Arcimboldus, men dette har neppe frugtet meget^[186].

Andor og hans Kirke har af Kronen været forlenet med Nordfjord, Søndfjord og Hardanger og har havt disse Len endnu 1518–19, desuden havde Kirken ogsaa havt Tromsø Len; om dette og Nordfjord siges, at de vare afgiftsfrie „for den daglige Umag og Tjeneste, som Biskoppen af Bergen haver for Kronen og menige Riget“. Men den strenge Lensmand Jørgen Hanssøn tog disse to Len fra Andor og Capitlet. Biskoppen sendte da Christiern II „en mærkelig Skjænk“ med Bøn om Len og fik da ogsaa Sparboen og Gauldalen i Thrøndelagen, men strax efter Anders Død tog Jørgen Hanssøn ogsaa disse Len i Besiddelse^[187].

I Biskoppens sidste Dage fandt voldsomme Uroligheder Sted i Bergen. Mellem Jørgen Hanssøn og hans bevæbnede Tjenere paa den ene og Tydskerne paa den anden Side havde der længe hersket dyb Uvilje, og i Sommeren 1521 kom det til Udbrud. Havnen laa fuld af tydske Skibe med tøilesløst Mandskab ombord. Disse Søfolk, blandede med tydske Haandverks- og Handelsgeseller, tillode sig Voldsomheder mod Mænd og Kvinder, ja overfaldt endog Byfogden under hans Forretninger. Nu holdt heller ikke Kongsgaardens Folk sig tilbage og gjorde rigelig Gjengjeld. Forlig sluttedes og brødes. Jørgen Hanssøn stevnede saa Kontorets Oldermænd m. Fl. ind for Biskoppen, Provsten ved Apostelkirken, Lagmanden og nogle Raadmænd. Kjøbmændene protesterede og vilde have Sagen ind for Kongen, og Jørgen gik ind herpaa, men snart kom det til aabenbart Brud mellem Kongen og Lybek, og denne Sag kom aldrig til Afgjørelse. I Mai 1522, da Krigen stod for Døren, sluttede Tydskerne en Overenskomst med Biskoppen, Provsten og Jørgen Hanssøn til at hindre Forstyrrelse af den fredelige Handel i Bergen^[188].

Biskop Andor stod ved den Tid ved Enden af sin Bane. I Vinteren 1521 har han rimeligviis været syg, siden en Bispevielse, hvilken fandt Sted i Bergen ved den Tid i den fra Norge bortreiste Erik Walkendorfs Fraværelse blev udført ikke af ham, der dog var Norges ældste Biskop, men af Hamars Biskop Mogens med Bistand af Biskop Hoskold af Stavanger^[189]. Det var Øgmund Paalssøn af Skaalholt, som da blev indviet. Ifølge en Notits af den Mand, der siden blev Andors Eftermand, døde denne den 3die Juni 1521, „og gav han hver Kannik en Nobel i Testament“^[190]. Christiern II skal, da han erfarede hans Bortgang, have ytret: „Nu, er han død, vi havde ellers en uplukket Gaas med hannem.“ Besættelsen af den ledige Bispestol gik i Langdrag. Den Afdøde havde i sit Testamente ogsaa betænkt Kongen, og med denne Gave sendte Kannikerne, som ikke dristede sig til at gaa til Valg paa egen Haand, sin Decanus til Kongen med en yderligere „mærkelig Skjænk“. Denne Decanus var en Mand ved Navn Hans Knudsen, uden Tvivl en Dansk. Efter den tidligere omtalte første Decanus i Bergen, Mester Halsteen, havde Kongen, der ansaa sig som Patron for dette nye Prælatur, udnævnt en gammel Cancelli-Embedsmand Hans Reff (tilsidst Biskop i Oslo), der aldrig kom til Bergen, men derimod blev Kannik i Throndhjem. Efter ham var Hans Knudsen bleven Decan, men, som Capitlet siden udtrykte sig, „han havde mere været i Kong Christierns end i den hellige Kirkes Tjeneste“, thi han havde nærmest været Jørgen Hanssøns Medhjelper i at udsuge Almuen og at inddrive de blodige Skatter og beskyldes endog for under denne Virksomhed at have brugt Trudsler og falsk Vegt og paa den Maade udpresset over tusinde Lod Sølv mere, end han skulde. Da Hans Knudsen kom til Danmark (aabenbart i Haabet om snart selv at skulle blive Biskop), var imidlertid Kongens Stilling allerede bleven saare kritisk paa Grund af, at flere og flere Rigsraader faldt fra ham. Med en Moderation, som ellers hos Christiern vilde have været utænkelig, udstedte han et Brev til Capitlet paa Latin 24de Marts 1523^[191], altsaa lige før sin Flugt. Heri overlader han Kannikerne selv at vælge en Biskop, der skulde bekræftes enten af Paven eller blot af Erkebispen^[192], men antydede dog som sit Ønske, at Hans Knudsen maatte blive udkaaret.

Omtrent ved samme Tid havde Jørgen Hanssøn (maaskee i Decanens Følge) gjort en Reise ned til Kongen for at overlevere ham det store Skattebeløb, som han havde inddrevet paa Vestlandet^[193], som vi have seet tildels ved Hans Knudsens Hjelp. Jørgen opholdt sig vistnok i de følgende Aar i Holland som en af sin landflygtige Herres Tjenere og kom aldrig mere til at have Ophold i Bergen, men der er dog Grund til at tro, at han, forinden han forlod de nordiske Lande, har gjort et kort Besøg i Bergen, hvorhen han og Hans Knudsen sandsynligviis ere komne i Følge i Foraaret 1523. Vist er det, at han overdrog denne Befalingen paa Bergens Kongsgaard.

Domcapitlet, som nu ikke behøvede at tage Hensyn til den flygtede Konges Ønsker, og som, hvad vi allerede vide, just ikke yndede sin Decanus Hans Knudsen, skred saa til Bispevalg, hvilket, som det siden er berettet, foregik 15de April. Valget faldt paa Archidiaconen Olaf Thorkelssøn. Norge havde paa den Tid ingen Erkebiskop, thi Olaf Engelbretsen blev først valgt 30te Mai s. A., tre Dage efter at man i Throndhjem fik Budskab om Erik Walkendorfs Død, og reiste strax til Rom. Derhen sendte nu Olaf Thorkelssøn, der selv ikke har havt Lyst til nogen Romerfærd, paa sine Vegne en Mand, hvis Navn er bleven noksom bekjendt, nemlig Kanniken Geble Pederssøn. I Rom gik det nok saa raskt fra Haanden med Confirmationen, der allerede opnaaedes 6te Juli 1523, hvorpaa Afgiften betaltes syv Dage senere^[194]. Forfatteren Absalon Pederssøn i Bergen har henimod et halvt Aarhundrede senere i en temmelig flot, ja skrydende Stil fortalt, at Geble „gik længe, før han fik Besked“, hvilket altsaa ikke kan siges at være rigtigt, samt, at „han smurte Kurtisaners (pavelige Embedsmænd) og Andres Næver med Ducater“. Nu, gratis fik man jo aldrig Noget ved Curien. Absalon tilføier endog, at Geble skulde have ladet sig forlyde med, „at vi Norske efter denne Dag aldrig mere skulde komme til Rom“, og at man saa havde bedet ham „ikke at tale saa høit“^[195]. En saadan Tone ligner ikke den fine og besindige Geble og er ogsaa udentvivl et efter Reformationen lavet Sagn. Man maa desuden erindre, at den just paa den Tid regjerende Pave var den fromme Hadrian VI, under hvem Curiens slette Sider vistnok traadte mindre frem end ellers. Forøvrigt var der i Rom ved den Tid en tydsk Mand, som tillagde sig Fortjenesten af Olaf Thorkelssøns hurtige Udnævnelse. Det var en Prælat fra Schwerins Stift, Dr. Zutpheld Wardenberg, der tillige var Christiern II.s Procurator ved Pavehoffet^[196].

Da Geble vistnok, saasnart Biskop Olaf var udnævnt, har ilet med at forlade det kostbare Rom, har han der vist ikke truffet den udvalgte Erkebiskop Olaf Engelbretssøn, som nemlig ved Midten af Juli 1523 endnu ei havde naaet længere end til Nederlandene. Da Geble kom til Bergen efter vel forrettet Ærinde, kunde altsaa hans Herre Olaf betragte sig som tryg i sin Stilling, men Forholdene vare saare critiske i Bergen. Hans Knudsen sad som Christiern II.s Mand paa Kongsgaarden, og Frederik I udstrakte Haanden efter Norges Krone. Han sendte i den Hensigt to betydelige Mænd til Landet, Hr. Henrik Krummedike til det Søndenfjeldske og Dr. Vincents Lunge til det Nordenfjeldske. Den sidste, herefter i lang Tid maaskee vort Lands interessanteste Personlighed, maa vel være kommen til Bergen udpaa Høsten 1523. Han, der vel havde gode Forbindelser i Danmark, men neppe stor, om nogen, Eiendom der, besluttede at blive i Norge og blev kort efter indgiftet i det uddøende norske Aristokrati ved at ægte Margreta, ældste Datter af Ridderen Hr. Nils Henrikssøn paa Østraat (titulær norsk Rigshovmester) og hans driftige Frue Inger Ottesdatter. For ham var det om at gjøre at fremme sin Konges og sine egne Interesser. Han saa derfor rolig paa de voldsomme Scener, der i en Søndagsnat mellem 8de–9de Nov. 1523 fandt Sted i Bergen, idet en brutal Sværm af tydske Handelsfolk og Haandverkere uden videre angreb en stor Deel af Borgerskabet, især bosatte Skotter. De brøde ind i Husene, plyndrede og ødelagde, hvad de forefandt, mishandlede Mænd og Kvinder, bortførte Fanger, ja opbrøde endog Kirker og Klostre. Det er sandt, at Vincents paa den Tid endnu ikke havde nogen offentlig Stilling i Norge og altsaa ei var rette Mand til at skride ind, men han gjorde heller ikke senere, da han var kommen til Magten, nogetsomhelst for at paatale denne Udaad, om hvilken Mindet levede saa langt ned i Tiden, at de Forurettedes Efterkommere endnu 1604 procederede med Contoiret om Erstatning^[197]! Og det seer ud til, at Vincents endog under selve de rædsomme optrin har staaet paa Tydskernes Side.

Vincents havde sat sig fast i Erkebispegaarden paa Nordnes ligeoverfor Slottet og sluttet „en Dag“ med den oftere nævnte Decanus Hans Knudsen. Nogle Dage efter Urolighederne kom det (25de Nov.) til Underhandlinger med denne om at opgive Slottet. Havde Jørgen Hanssøn været der, vilde dette neppe saa let været opnaaet, men nu overgaves omsider den faste Plads til Biskop Hokold af Stavanger, den udvalgte Biskop af Bergen og Hr. Nils Henrikssøn, hvorpaa disse strax overdroge Kongsgaarden til Vincents Lunge. Hr. Nils, som under dette havde været syg, døde kort efter.

I August 1524 samledes saa omsider det norske Rigsraad i Bergen, hvor Christiern II blev formelig opsagt, efterat man forlængst havde i Gjerningen brudt med ham, og en Haandfæstning udarbeidedes (særskilt for Norge) for at forelægges Kong Frederik. Under Rigsmødet, hvor bl. A. den nye Erkebiskop indfandt sig som Raadets første Medlem, foregik ogsaa en Bispeordination i Bergen, den sidste catholske i denne Stad. Der indviedes ikke mindre end tre Biskopper, Olaf Thorkelssøn til Bergen, den berygtede Mag. Hans Mule til Oslo og den af sin tragiske Skjebne bekjendte Islænding Jon Aressøn til Hole. At den sidste ikke havde pavelig Bekræftelse, var ikke paafaldende, thi de islandske Biskopper pleiede Erkebispen at ordinere af egen Magtfuldkommenhed, men mærkeligere er det, at han ogsaa bekvemmede sig til at ordinere Hans Mule, der ingen saadan Confirmation havde faaet. Denne nedrige Mand havde da heller ikke nogen varig Glæde af den Ophøielse, han ved de sletteste Midler havde naaet, thi han reiste strax ned til sit Fødeland Danmark, hvor han led Skibbrud paa den jydske Kyst og dræbtes af en Bonde, som formodentlig plyndrede Vraget. Om Jon Aressøn fortælles det, at han var en ustuderet Mand, som derfor ikke selv kunde svare paa Latin ved Ordinationen, men maatte overlade dette til en anden.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Det eneste sikre Aarstal for Ottars Biskopstid er 1135, da man seer, at han har været hos sin Erkebiskop (Asser) i Lund (Regesta Norv. I. No. 49).
2. Thorkelins Dipl. I. 246.
3. I Sagaen om Maria (Ungers Udg. I. 483) hedder det: „I det Kloster, som kaldes Cisterniensis (!), er der en storligen tung Regel, saa at det neppe er til at udholde den i ung Alder.“
4. En Tale mod Biskopperne, et politisk Stridsskrift fra Kong Sverres Tid, udg. af G. Storm, 23–24.
5. Fagrskinna p. 146. (Udgiverne have i Registret urigtig gjort denne Paal og Biskop Paal Joanssøn af Skaalholt til samme Person).
6. G. Storm, Mon. hist. p. 152.
7. Dipl. Norv. VIII, No. 2.
8. Biskupa Sögur I. 101.
9. Isl. Annaler.
10. Man har fra 1197 et dansk Brev (Fundationsbrevet for Sorø Kloster), ved hvis Udstedelse alle de øvrige norske Biskopper ere Vidner, men ikke Martin.
11. Dipl. Norv. I. No. 5.
12. Kun Hans Theiste (fra 1474) har maaskee siddet lidt længere.
13. Dipl. Norv. II. No. 6.
14. Sturlunga Saga, ed. Vigfusson, I. 299.
15. Biskupa Sögur, II. 131.
16. Dipl. Norv. VI. No. 71.
17. Dipl. Norv. VI. No. 31.
18. Dipl. Norv. XII. No. 6.
19. At han skulde være den samme Mand som hin Abbed, har vistnok været formodet af Lange, men er ligefrem umuligt. For ikke at tale om, at en Mand, der allerede var Abbed 1223, vilde være noget vel gammel til Biskop 1270, er det nemlig klart, at han ikke kan være den samme, der i Sagaen kaldes Sira. Havde han været Klostermand, maatte han være kaldet „Broder“.
20. Det eneste bevarede norske Kongebrev, han har indseglet, tør vel være et Beskyttelsesbrev af 1264 for en Frænde af Kong Magnus (Dipl. Norv. XI. No. 2).
21. Kirkehist. Saml. 1 R. I. 563, 594.
22. Et tidligere Exempel paa et saadant Valg afgiver Peter I, der blev Biskop af Hamar omtr. 1252.
23. Man vil finde Sagen nærmere fremstillet i min Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros, S. 79 fgg.
24. Dipl. Norv. VI. 100.
25. I Lofoten. Dipl. Norv. VII. No. 101. 102. 122.
26. Dipl. Norv. III. No. 54.
27. Man seer, at ordenens Provincialcapitel for de tre nordiske Riger ved et Møde i Aarhuus 1291 bestemte, at der i Klostrene skulde gjøres Forbønner (suffragia) for deres „Broder“, Biskop Narve (Kirkehist. Saml. 1 R. I 563).
28. Lange, De norske Klostres Hist. 2. Udg. S. 330 fgg.
29. Dipl. Norv. VII. No. 146.
30. Dipl. Norv. X. p. 15.
31. Historisk-topografiske Skrifter om Norge o. s. v. udg. af G. Storm, Chra. 1895. S. 23.
32. Ikke i Throndhjem, som hidtil paa Grund af en urigtig Beretning i Laurentii Saga har været antaget. See Norsk hist. Tidsskrift 3 R. B. IV. S. 399 fgg.
33. Dipl. Norv. III. 152. 154.
34. Thomas saga erkibyskups, udg. af C. R. Unger, S. 300.
35. Norske Saml. 8vo. I, S. 48
36. Storms interessante Meddelelser i Norsk hist. Tidsskrift 2 R. II. 185–192.
37. Se herom Storm i Norsk hist. Tidsskr. 2 R. V 143.
38. Dipl. Norv. VII. No. 31.
39. Regesta Norv. I, 101, 102, 104.
40. Dipl. Norv. III. No. 74, IV. No. 79. Udgiverne have urigtig oversat ad qvindenam ved „inden fem Dage“.
41. D. N. III. No. 84, 85.
42. D. N. III. No. 37.
43. D. N. II. No. 95, 97.
44. Da Vidnets Navn er Gudfrid, har Faderen vistnok selv været Tydsker.
45. D. N. I. No. 122.
46. D. N. II. No. 104.
47. D. N. III. No. 96.
48. Her er denne meget vidtløftige Sag kun omtalt i Korthed, da Keyser (Kirkehist. II., S. 138–145) med stor Udførlighed har fremstillet den. Sagen har vistnok størst Interesse derved, at den klart viser, at Vintersiddernes Ophold i Bergen fra Begyndelsen af var aldeles ulovligt, og kun stiltiende taaltes paa Grund af det Afhængighedsforhold, hvori man var kommen til deres vistnok ikke afholdte, men factisk uundværlige Handel.
49. Afbildet i Traps Beskr. over Danmark VI. S. 551.
50. Denne Paastand af den Bergenske Kirke er ikke uden al Lighed med en Fordring fra Oslos Capitels Side om Ret til at deltage i Valget af Biskopper paa Hamar, hvilken Oslo Domkirke noget tidligere havde maattet frafalde som uhjemlet.
51. D. N. I. No. 135.
52. D. N. IV. No. 97 og VII. No. 65 fgg.
53. D. N. VIII. No. 34.
54. D. N. X. No. 9. Høist betegnende for den allerede da yderst sjeldne Fart mellem Norge og Grønland er det, at Arne 1308 beretter sin grønlandske Ven Kong Erik Magnussøns 9 Aar i Forveien indtrufne Død som en Nyhed!
55. D. N. II. No. 91.
56. I det følgende Aarhundrede findes et Exempel paa, at to Brødre Gunnar og Alf Thorgardssønner samtidig vare Biskopper (i Hamar og Stavanger).
57. Paa Nordnes havde f. Ex. Erling Skakke ladet sin egen Hustrus Søn med Kong Sigurd Mund, Harald, henrette.
58. Dipl. Norv. VI. No. 100.
59. Dipl. Isl. IV. S. 121.
60. Dette Canonicat har rimeligviis kun været en Sinecure for Botolf, i hvem jeg tror med Føie at kunne see den samme Botolf Haakonssøn, der 1309 som Præst medforseglede det da optagne, ovenfor gjengivne Brev om Vintersiddernes Tiendeydelse, 1319 er Kongens Fehirde i Bergen (D. N. I. 126), 1311 som kgl. Sysselmand med Fehirdsle (III. No. 93); han betegnes ogsaa i disse Stillinger som geistlig Mand. Han har altsaa været en Klerk i Kongens Tjeneste, hvem Erkebiskoppen har indrømmet et Canonicat.
61. Dipl. Norv. VIII. No. 88–89.
62. Dipl. Norv. III. No. 59 og No. 117.
63. Keyser har (efter N. G. L.) givet et fortrinligt Referat af disse Statuter i Den norske Kirkes Historie, II. S. 198–209.
64. Det interessante Brev i D. N. III. No. 64, cfr. VII. No. 101.
65. Det vil sige, at udtrykkelig Bansættelse var overflødig; de havde saa at sige bansat sig selv ved sin Handling (excommunicatio latæ sententiæ). Paa den Maade var f. Ex. Botolf Haakonssøn i 1320 efter Audfinns Paastand selvsagt i Ban.
66. Se min Krønike om Erkebiskopperne S. 104 fgg.
67. Ann. ved Storm 347.
68. D. N. VII, No. 105–106.
69. N. F. H., Unionsperioden I, 114, hver denne Mening synes at være bestemt godtgjordt. Ogsaa O. Rygh er af samme Anskuelse (see hans, nu mig tilhørende, Fortegnelse over norske Geistlige i Middelalderen).
70. Ann. p. 271, hvor denne sidste Indvielse henføres til 1333; Erkebispen var imidlertid død 2. Nov. 1332.
71. Samll. til N. F. Hist. V.
72. N. F. Hist., Unionsperioden I, 328 fgg.
73. I Biskupa sögur (II, p. 229) kaldes Haakon og Jon Vielsesbrødre, hvilket er ganske urigtigt.
74. D. N. VII. No. 142 (Brevet er defect).
75. D. N. IX. No. 127
76. D. N. VIII. No. 150.
77. D. N. IX. No. 109 fgg. Munch N. F. H., Unionsp. I. 328.
78. See min Krønike om Erkebisperne S. 112.
79. D. N. VII. No. 122.
80. D. N. VIII. No. 124.
81. D. N. I. No. 273.
82. D. N. VII. No. 230 a.
83. D. N. I. No. 327.
84. D. N. VI. No. 220.
85. Om Poenitentiarierne findes gode Oplysninger i L. J. Moltesen: De avignonske Pavers Forhold til Danmark, Kjøbenhavn 1896. S. 147 fgg. Biskop Haakon havde været en Ven af den daværende Poenitentiar, Peder Abo.
86. D. N. VI. No. 271.
87. Storm, Afgifter fra den norske Kirkeprovinds (Aftryk af Universitetets Festskrift til K. Oscar II.s Regjeringsjubileum). S. 72, 120. Annalernes Beretning om, at Benedict skulde være indviet 1371, er altsaa urigtig.
88. D. N. I. No. 410.
89. D. N. I. No. 410.
90. D. N. VII. No. 285.
91. Storm, anførte Sted. Munch (N. F. Hist. Unionsp. II. S. 9) mener, at han har erlagt 120 Gylden, som ikke er troligt, da Bergens Bispestol senere kun var taxeret til 331½ eller 66⅔ Gylden.
92. D. N. III. No. 487. Som man vil forstaa, er det Exemplar, der tilstilledes sognepræsten i Korskirken, tilfældigviis bevaret. Byens øvrige Sognepræster have naturligviis faaet en lignende Befaling. Den nævnte Præst Jon Thordssøn var en Islænding, der 1394, efter 6 Aars Ophold i Norge, vendte tilbage til Island (Annalerne, S. 424).
93. Dette Fragment er bevaret af Absalon Pederssøn (Hist.-topogr. Skrifter, udg. af G. Storm, S. 40). Vistnok tillægger Absalon Biskop Jacob i Oslo dette Brev, men jeg anseer det dog for temmelig vist, at det tilhører Jacob I. Absalon har ikke havt Rede paa, at der var to Biskopper af Navnet Jacob efter hinanden i Bergen. Jacob II, der siden kom til Oslo, var en helt igjennem verdslig Mand, der lidet bekymrede sig om Bergens Stift og neppe har skrevet et saadant Brev.
94. Se Registrene til D. N. B. I–III.
95. Sandsynligviis hed hendes Mand Valthjof Baardssøn (D. N. II. No. 411), og i dette Tilfælde maa hun have været gift to Gange og arvet efter sine afdøde Børn af første Ægteskab.
96. Diarium Vadstenense, ed. Benzelius, p. 6, 13.
97. Paafaldende er et Diplom af 1390 (D. N. II. No. 518), efter hvilket Hustru Brynhild skulde have været paa Vossevangen 13. Marts s. A.
98. Norsk hist. Tidsskr. 3. R. IV, 28 fgg.
99. D. N. II. No. 514.
100. D. N. II. No. 565.
101. L. Daae, Matrikler o. s. v., S. 7.
102. Storm, Afgifter o. s. v., S. 120.
103. D. N. IV. No. 293.
104. Udvalg af danske Diplomer ved Molbech og Petersen, pag. 178.
105. D. N. XI. pag. 103.
106. Dette Jacobs Itinerarium fremgaar af Molbechs og Petersens nys citerede Udvalg af Dipl. (en meget sjelden Bog), S. 331–369.
107. Dipl. Island.
108. Endnu Keyser (Kirkehist. II, 950) har ligesom alle ældre Historikere, ikke indseet, at der har været to Jacober paa Bergens Bispestol, men anseet dem for en og samme Person og troet, at Biskop Jacob af Oslo var kommen derhen umiddelbart fra Roskilde.
109. En Krønike om Erkebiskoperne i Nidaros S. 144.
110. Udv. af Diplomer ved Molbech og Petersen S. 19.
111. Det er ganske paafaldende, hvor hyppig Bergefarere i sine Testamenter betænkte Kirker og Klostre i Bergen. Se herom Bruns, Die Lübecker Bergenfahrer. Berlin 1900.
112. Symbolae ad hist eccl. p. 36.
113. Lübisches Urkundenbuch V. 259.
114. Stein var 10de–25de April 1417 i Skara og 28de April s. A. i Vadstena. Som Dommere i Spørgsmaalet om de tre Helgencandidaters Qvalificationer havde Conciliet i Costnitz udnævnt Biskop Jacob af Oslo (før Bergens Biskop) og to svenske Bisper. (Klemming, Ur en Antecknares Saml. S. 132).
115. Det er i denne Skrivelse (Dipl. Norv. IV. No. 813), at der gives en Characteristik af det norske Folk, der i vor Tid har vakt nogen Forargelse. Den lyder ganske vist ogsaa forfærdelig, thi der siges (i ret elegant Latin), at „det norske Folk er betynget af sine Synders Vegt, usigelig raat, dyrisk i sit Sind, dets Cultur lig Skovenes Beboeres, og dets Sæder udannede“. Men ret betænkt, opfordre disse Kraftudtryk ikke til patriotisk Indignation, men kun til et Smil. Kongen har selv ikke kjendt eller forstaaet disse latinske Phraser, der helt ud kun ere at betragte som en Cancellists Stiløvelse. Den, der kjender Datidens svulstige Cancellistil, af hvilken der for Nordens Vedkommende findes de mest betegnende Prøver i Christiern I.s Brevbog (Ser. R. D. VIII), vil forstaa, hvor lidet man i den Art Breve bekymrede sig om det Factiske eller overhoved agtede Sandheden.
116. En Tydsker, der i 1394 var tilstede i Lybek som den throndhjemske Erkebiskop Vinaldes Tjener. (Doc. i Lybeks Archiv).
117. Derfor er det ogsaa fra et Archiv i Lüneburg, at man har dette interessante Document. Det samme er Tilfældet med det foregaaende Protestbrev.
118. I en senere Beretning (Frimann: Stiftelser og Gavebreve I. S. 25) heder det, at Munkene efter Branden „skrabede sammen det af Ilden skaanede og dermed drog ud af Riget“, et tydeligt Bevis for, at de ogsaa selv vare Udlændinger.
119. Dipl. Norv. XVI. No. 79–80.
120. A. C. Bang, Den norske Kirkes Historie under Catholicismen S. 308.
121. Det af Bang paaberaabte Brev fra Stein om Understøttelse for en missionerende Lappekvinde (D. N. IV No. 794) betyder ikke ret meget, naar man læser det i Forbindelse med nogle samtidige Documenter i Handl. rör. Skand. Hist. XXIX, S. 20 fgg.
122. Rørdam, Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen, S. 114 fgg. (Naar R. kalder ham „Arild“, er dette vistnok ikke rigtigt, thi dette Navn er en Forvanskning af det svenske Arvid og forekommer neppe saa tidligt. Naar man i Norge har (f. Ex. Chr. Lange) kaldet ham Arne, er det naturligviis ogsaa uheldigt.
123. Storm, Afgifter fra den norske Kirkeprovinds, 73.
124. Reuterdahl, Sv. Kyrkans Hist. III, 2, S. 15 fgg. Tidligere har man (saaledes f. Ex. R. Keyser) fremstillet Arnolds Historie, som om Kongen først vilde gjøre ham til Erkebiskop i Upsala og derpaa til Biskop i Bergen, hvilket som vi see, er ganske urigtigt.
125. „Fetaljer“ (Vitaliebrødre) betyder Sørøvere.
126. Se Rimkrøn., Klemings Udg. II. S. 21–22.
127. Holberg kalder ham i sin Bergens Beskrivelse ved en Skjødesløshed „Olaf Gran“, hvilket urimelige Tilnavn siden har været tillagt ham af Flere.
128. Naar Brevet (Dipl. Norv. I. No. 747) henføres til Vordingborg i Juli 1434, da er dette ganske vilkaarligt. (Dette Brev er det eneste, hvor Olaf kaldes med Fadersnavnet Nilssøn; hans Herkomst er ganske ubekjendt, og han omtales ikke i noget Document uden som Bispeemne og Biskop). Ogsaa et andet Brev er blevet skrevet til Paven fra Kongen om Olaf (D. N. VII. No. 393), men ligeledes udateret. Det gaar ud paa, at Bergens Bispestol har lidt saa meget ved fiendtlige overfald (1428 og 1429), at den nye Biskop for at bestaa tiltrænger at beholde sine tidligere Beneficier, hvorom ansøges. Udgivernes Indholdsangivelse er tildels misvisende.
129. D. N. I. No. 746–47.
130. Huitfeldt, (Fol.) S. 772.
131. See min Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros, S. 154.
132. D. N. IV. No. 885.
133. Stamtavle i min Bog Christiern I.s norske Historie, S. 84, see ogsaa Storm i Norsk hist. Tidsskrift 2 R. III, S. 215. Da mellem Broderen Hr. Beinkt Harniktssøns Arvinger (D. N. II. No. 832) bl. a. opføres Ridderne Hr Olaf Haakonssøn (Stumpe) og Hr. Torgaut Benktssøn, maa ogsaa disse have været Biskoppens Frænder.
134. Norske Magasin I. 53.
135. D. N. II. No. 742.
136. Denne Mand blev dræbt i Gudbrandsdalen (1446 eller før). Han var gift med den driftige Fru Magnhild Oddsdatter fra Finnen paa Voss, som med ham ikke havde Børn, men i sit andet Ægteskab var Moder til Biskop Karl I af Hamar og i sit tredie til Ridderne Hr. Odd og Hr. Knut Alfssønner.
137. D. N. I. No. 783. Noget af dette Gods har Olaf (før han blev Biskop) paa Forhaand raadet over og, da han holdt Arveøl for sin Moder, overdraget til en Halvbroder af sin Fader (D. N. IX. 330).
138. D. N. I. No. 786.
139. D. N. I. No. 81.
140. Kirkehist. Samll. II. 80.
141. D. N. VII. No. 437.
142. Hermed sigtes til Engelbrekts Opstand, der udbrød ved Midtsommerstid 1434.
143. Tyverier af Helgenrelikvier vare ikke sjeldne. Som et Exempel af Norges Historie kan anføres, at Magnus Barfods bekjendte Enke, den svenske Margrete „Fredkulla“, beskyldtes, da hun skulde indgaa andet Ægteskab med Kong Nils af Danmark, for at have villet stjæle med sig til sit nye Hjemland intet mindre end – St. Olafs Legeme, hvilket dog viste sig ikke at være sandt. (Metcalfe, Passio et miracula B. Olavi p. 103). Saadant kunde jo have et Forbillede i Rachel, som stjal sin Fader Labans Afgudsbilleder! (Genesis 31, 19).
144. D. N. I. No. 746.
145. D. N. XVI. No. 104.
146. Nos Torlauus Norvegus, Dei et apostolicae ecclesiae gratia episcopus Vibergensis. (Dipl. Vibergense, udg. af Heise, Pag. 25).
147. D. N. VII. No. 408.
148. Kbhavns Diplomatarium II. No. 82.
149. D. N. VIII. No. 343 og No. 345.
150. Storm, Afgifter osv. S. 75.
151. D. N. I. No. 813.
152. Af et Brev af Christiern I (Kjøbenhavn 24de Januar 1453, D. N. XV. No. 80) sees tydelig, at han paa den Tid stod i nærmeste Forbindelse med Hr. Olaf og hans Broder, der da vare i Kongens ligefremme Unaade, ja nærmest at ansee som hans Fiender. Man kunde tro, at Biskoppen har forladt Bergen allerede paa den Tid, da Hr. Olaf 1453 blev afsat, og opholdt sig hos ham den hele Tid.
153. Man vil finde Begivenheden udførlig og, som jeg antager, udtømmende fortalt i min Christiern I’s norske Historie S. 116–130.
154. Hansische Geschichtsblätter. 1875. S. 55.
155. Werlauff i Skand. Literaturselskabs Skrifter XVI. S. 113.
156. Se om Familien især Geneal.-biogr. Archiv, Kbh. 1840–49. S. 1 fgg.
157. De Efterretninger om ham, der findes i Danmarks Adels Aarbog XII. 153 finder jeg tvivlsomme.
158. Om Justiniani see Scr. R. D. VIII passim samt Werlauff i Skandin. Lit. Selsk. Skr. XVI, 73–85. Helveg, Den danske Kirkes Hist. i Middelald. II. 345–46.
159. D. N. V. Pag. 473.
160. D. N. I. No. 813.
161. L. Daae, Christiern I’s norske Historie, 142.
162. D. N. V. No. 833.
163. Storm, Afgifter o. s. v. 79.
164. D. N. IX. No. 343.
165. D. N. I. No. 875. At han er Finboges Broder Olaf, finder jeg utvivlsomt, da Gaarden Steinrof, der her omtales, gjenfindes i Testamentet til Domkirken fra Søsteren.
166. D. N. I. No. 976.
167. Denne Valgmaade ved stemmegivning af hver Kannik var den almindelige. Man kunde dog ogsaa vælge paa andre Maader. Stundom udvalgte Kannikerne af sin Midte en eller flere Valgmænd (compromissarii), i hvis Haand Valget lagdes (per compromissum), eller der kunde finde Sted accessus, hvorved Valget „efter guddommelig Indskydelse“ afgjordes ved Acclamation. See min Krønike om Erkebisperne S. 108, hvor dog desværre Noterne 1. og 2. ved Bogtrykkeriets Feil have byttet Plads.
168. Alle disse tre synes efter Navnene at dømme at have været danske Mænd.
169. De Formodninger om hans Familieforhold o. s. v., som findes i Samll. til d. N. F. Hist. III, 604, ere ganske urimelige eller umulige, og det ham ogsaa af Keyser tillagte Fadersnavn Bjørnssøn urigtigt.
170. L. Daae, Matrikler over Nordiske Studerende, 140.
171. Scr. R. Dan. VIII. 466.
172. L. Daae, Symbolae ad hist. eccl, p. 6.
173. Storm, Afgifter o. s. v. 80.
174. Rørdam, Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen, Tillægget S. 70.
175. L. Daae, En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros, 170–171.
176. Hansische Geschichtsquellen N. F. II. 375 fgg.
177. Hadorphs Udg. af den svenske Rimkrønike II, 367.
178. D. N. I. No. 1009.
179. D. N. II. No. 1023.
180. D. N. V. Pag. 675 og VI. Pag. 653.
181. D. N. VI. Pag. 721.
182. Storm, Afgifter o. s. v. 81.
183. Den vilde Gjetning, om at han skulde være den Andor Halsteinssøn, der 1468 var Kannik i Stavanger (Samll. III. 604), maa altsaa – allerede af denne Grund – bortfalde. Skulde jeg selv vove en Gjetning, vilde jeg minde om, at der af Aslak Bolts Jordebog sees, at det sjeldne Navn Andor ogsaa forekom i Teiste-Ætten, og derfor tænke mig, at Biskop Andor har været en Frænde af sin Formand. Jeg er ogsaa opmærksom paa, at Navnene Gaute, Thrond og Olaf forekomme baade i Teiste-Ætten og i Erkebiskop Gautes Æt. Teister have ogsaa staaet i Forbindelse med Erkebiskop Olaf Engelbretssøn.
184. Naar disse usædelige Nonner bleve udjagede, er ikke bekjendt. Det kan imidlertid bemærkes, at Gaver til Nonnesæter af Tydskerne endnu kjendes for Aarene 1475 og 1476, og da maa altsaa endnu Søstrene have været i Besiddelse af Klostret. (Hansische Geschichtsquellen N. F. II. 118–119).
185. Et Afladsbrev fra ham til et Ægtepar i Thelemarken er trykt i Willes Beskr. af Sillejord, P. 53. See forresten om denne Mand bl. A. Werlauff i Skandin. Literaturselsk. Skrifter. XVI. 139 ffg., Paulli, Lübeekische Zustände II. 85, Ny Kirkehist. Samll. VI. 564. D. N. VI. paa flere Steder.
186. L. Daae, En Krønike om Erkebiskopperne S. 180–181.
187. D. N. IX. No. 596. X. No. 418. VI. No. 689.
188. D. N. VIII. No. 501, II. No. 1071. Allen, De tre nord. Rigers Hist. III,2. S. 83 fgg.
189. Norsk hist. Tidsskr. 2den R., II. 299–300.
190. Miltzowii Presbyterologia Wos-Hardangr. 26.
191. D. N. III. No. 1091, cfr. VI. pag. 721.
192. Man skulde næsten tro, at Christiern nu maa have tænkt paa at udsone sig med Erik Walkendorf, om hvis for nogle Maaneder siden (28de Nov. 1522) i Rom indtrufne Død han vel ei har været vidende.
193. Jørgen, der ankom til Kjøbenhavn 18de Marts 1523, medbragte 3494½ lødige Mark Sølv, 14 000 Mark i danske Hvider, 1900 rhinske Gylden, 30 ungarske Gylden, 22 Angelotter, 1 Rosenobel og 1 Henriksnobel, vist det største Beløb i rede Penge, som nogen Konge hidtil havde faaet ned paa en Gang fra Norge til Danmark. (D. N. V. No. 1036).
194. Storm, Afgifter o. s. v. 121.
195. Norske Samll. 8vo. I 8–9.
196. D N. VII. P. 578.
197. Norske Samll. 8vo. II, 481 fgg.