Skiringssal og Sandefjord

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Nylig har under Titelen „Det gamle Skiringssal“ med Undertitel „I. Stedets Beliggenhed“ Hr. Cand. theol. S. Sørensen udgivet en Afhandling, som skal bevise, at „den almindelige Antagelse saavel af Distriktet Skiringssals Udstrækning som af Stedet Skiringssals Beliggenhed paa ingen Maade var saa sikkert begrundet, som man paa Forhaand skulde tro“, og han fremlægger derefter sine Grunde for, at Distriktet Skiringssal ikke er Tjølling Sogn, men tillige og fornemmelig omfatter Nabosognet Sandeherred, at Stedet Skiringssal maa søges i Sandeherred og i det hele er Begyndelsen til den nuværende By Sandefjord. Under Drøftelsen er Forf. blevet mere og mere varm ved sit Stof, blevet mere og mere sikker paa, at han har Ret i alle sine Paastande, og han gaar derfor endnu videre; alle de Stedsnavne, som man finder nævnt i det gamle Rige „Vestfold“, maa vandre samme Vei og havner alle i og ved Sandefjord: Geirstad, som man hidtil har fundet i Tjølling, flyttes til Sandeherred, hvor der findes baade et „Gjekstad“ og et „Gokstad“; Stivlesund, som angives at være Landingspladsen ved Geirstad, følger naturligvis med til Sandefjord, Holtar flyttes fra Borre til Vesterøen i Sandeherred, hvor der ogsaa findes et „Holtan“, og Borre gjør Følgeskab, thi i Nærheden er der en Gaard, som heder Buer (!); kort sagt, Sandefjord bliver Centrum i det gamle Rige Vestfold, ja i hele Viken.

Man bliver ikke overrasket over disse nye og mærkelige Resultater, naar man faar vide, at Forfatteren er født i Sandeherred og opvoxet i Sandefjord, at han altsaa kjæmper pro aris et focis, naar han vindicerer for sit Fødested, hvad Historikere har været vrangvillige nok til at henføre til et Nabosogn eller Nabosogne. Forfatteren synes overhovedet at være et mærkeligt Exemplar af Arten „Bygdepatrioter“, – brave Mænd, som kan gjøre Nytte inden et begrænset Omraade, men snarest gjør Skade, naar de vover sig ud paa Erobringer. Forfatteren tilstaar selv i sin Fortale, at „vi har under Arbeidet i en ikke ringe Grad følt Savnet af specielle Forkundskaber, særlig sproglige“ og han tilføier, at „vi har derfor paa flere (!) Steder maattet udtale os med stor Forbeholdenhed“; men denne Mangel paa Forkundskaber har ikke hindret ham fra at forlade de Forklaringer, som grundige Historikere og Sprogmænd har opstillet, for at seile ud i de vilde Hypothesers Hav, hvor man uden den nødvendige Ballast af Forkundskaber risikerer hvert Øieblik at synke tilbunds. Det er ganske vist slemt nok, naar en Forfatter indlader sig paa sproglige og etymologiske Funderinger, som kan fortælle, at „j Monum“ maa antages at have havt i Nominativ „Mor“ eller „Moir“, og altsaa ikke kjender de sædvanlige Flexionsformer i Oldnorsk. Ordet heder Mór, i bestemt Form som her Mórinn (Móir er ingenting, thi i Flertal heder det móar). Eller at „Næsium vestra“ vilde nu have lydt „Vestre Næs“ – han ved altsaa ikke, at Næsium er Dativ i Flertal, altsaa af Nesjar. Eller hvad vil man sige, naar han citerer en Overskrift „Tjodlings og Sande Sokn“ som en Antydning om, at Tjølling og Sandeherred tidligere har været en Enhed (ét Sogn), naar jeg oplyser, at Forfatteren har i al Uskyldighed faaet denne Enhed frem ved at udelade den ganske korte Endelse -um, thi der staar i Originalen „I Tiodlings ok Sandæ Soknum“ d. e. i Tjøllings og Sande Sogner, og i Originalen har det altsaa netop været Meningen at vise, at T. og S. er to forskjellige Sogner. Eller burde en Forfatter indlade sig paa sproglige Undersøgelser, som kan finde paa, at Herredet Borró er det samme som Gaarden Buer (oldnorsk Búðir har jo ikke her mere end Begyndelsesbogstaven tilfælles med Borró!), eller som kan opstille den Formodning, at Digteren Tjodolvs Hjemstavn Hvinir (Kvinesdalen) kunde være det samme som Gaarden Vindal, og at Navnet Gokstad (i ældre Form Gaukstadir) kunde minde om Kong Gudrød eller Gautrek! Og denne manglende Sprogkundskab er endnu ikke Forfatterens største Feil. Værre er det, at han overhovedet mangler videnskabelig Methode og derfor ikke kan se, hvor usikker og feilfuld hans Fremgangsmaade er. Han tror, at man kan svække Ryghs nøgterne og sikre Argumentation ved at finde frem Muligheder af Usikkerhed, og naar han faar flere slige Muligheder frem og deraf har sluttet til nye Muligheder, tror han fra disse at naa til Visheder, som han kan bygge videre paa; at paavise dette i det enkelte vilde være det samme som at gjennemgaa hele Værket, hvilket kun vil føre til at trætte Læserne uden virkeligt Udbytte. Forfatteren sidder inde med et ikke lidet Fond af topografisk Kjendskab til Egnen om Tjølling og Sandefjord og kan sees at have gjennempløiet det meste af den Literatur, hvor man kunde vente Oplysninger om Egnen; men hans mangelfulde Methode og hans lokalpatriotiske Tendens har overalt ført ham paa Afveie, saa at det trygt tør siges, at han ikke paa noget Punkt leverer nogen sikker Berigelse af den virkelige Viden om Skiringssal, men tvertimod har gjort, hvad han kan, for at forvirre Begreberne.

Jeg har troet det rigtigt i det følgende at foretage en ny Undersøgelse om Skiringssal, dels fordi jeg vilde finde det sørgeligt, om Prof. Ryghs grundige og methodiske Forskning skulde blive udnyttet i bygdepatriotisk Øiemed, dels fordi jeg, som mine Forgjængere blandt Historikerne[1], tror, at der i Navnet Skiringssal ligger skjult vigtige Oplysninger til et Afsnit af vor ældste Historie, og at disse bør fremstilles, uden at Lokalinteresser indblandes.

1. Navnet Skiringssal forekommer i de historiske Oldskrifter kun i Forbindelse med de gamle Konger paa Vestfold i 8de og 9de Aarhundrede, og da saaledes, at dermed tydeligvis betegnes et Distrikt paa Vestfold, en mindre Del af dette Fylke. Om Halvdan Hvitbein fortæller Ynglingatal, at denne Konge døde paa Thoten, men blev begravet „paa Skæreid i Skiringssal“; Snorre Sturlasøn, som fortolker Verset, siger at Halvdan blev flyttet ud paa Vestfold og hauglagt „paa det Sted, som heder Skæreid i Skiringssal“. Hvad Slags Sted „Skæreid“ betegner – om et Eid eller et Gaardsnavn paa Eidet – sees Snorre ikke at have vidst (vi ved det heller ikke), men han har skjønt eller vidst, at Skiringssal var et Herred i Vestfold. Denne samme Bemærkning kan ogsaa gjælde Fagrskinnas Beretning om, at Halvdan Svartes Hoved „blev flyttet til (i) Skirissal paa Vestfold og der jordet“, og Sogubrots Beretning, at i Kong Øisteins Tid „holdtes der Blot i Skiringssal, som man søgte til over hele Viken“. Overalt kan der kun være Tale om et Distrikt, hvor der er flere Lokalnavne og Gravhauger og rummelig Plads til Samling for mange Mennesker ved Offergilderne. Naar i et engelsk Skrift fra 9de Aarhundrede (Kong Alfreds Oversættelse af Orosius, Tillæg) en Havn (Port) i det sydlige Norge selv kaldes Sciringesheal, maa dette derfor ligeoverfor de hjemlige Kilders Enighed betegnes som en Unøiagtighed, idet Landskabets Navn er nævnt istedenfor det specielle Sted, som vel intet Navn har havt.

Navnet „Skiringssal“ skrives i de fleste Haandskrifter af Snorres Kongesagaer (Jofraskinna og Cod. Frisianus) samt Sogubrot Skíringssalr; og hermed er den angelsaxiske Skriveform Sciringesheal nær beslægtet; men i Haandskriftet Kringla fra o. 1260 samt i Fagrskinna fra c. 1350 (skrevet i Viken) skrives det Skírissalr, og Udtalen maa altsaa i 14de Aarhundrede i Norge ialfald have været vaklende, siden man i Breve fra Vestfold finder Navnet skrevet dels „Skirrikxsaal“ (1419 DN. I No. 661), dels „Skirisal“ (1445, DN. IX No. 295). Senere er Navnet forsvundet, og da det gjennem Peder Claussøn og Torfæus kom ind i den lærde Literatur, vidner Navneformerne om, at ingen af disse lærde Mænd kjendte Stedsnavnet. Peder Claussøn oversætter: „Skiærtid hos Skierings-Aa“ og har altsaa i Jofraskinna læst Skiringssal som Skiringsaa, og Torfæus oversætter Skirisdal for Kringlas Skirissal; disse Forvanskninger findes igjen hos senere: den første hos Ramus, som jo idethele excerperer Peder Claussøn uden videre selvstændig Undersøgelse, den anden hos Schøning, som derved hindredes fra at se, at „Skíringssalr“ hos Snorre maa forbindes med Kong Alfreds Sciringesheal, som han derfor uheldigt rettede til Cyningesheal (Konghelle).

Man kan saaledes trygt gaa ud fra Skírings-salr som eneste berettigede Navneform. Det andet Sammensætningsled -salr forekommer ofte som 2det Led i Gaardsnavne, især det hyppige Uppsalir, men ikke sjelden ogsaa som Led i Herred- og Bygdenavne, saaledes Óðinssalr (det ældre Navn paa Onsø, ogsaa Navn paa Herredet om Melhus i Guldalen), Tesalr eller Tesalir, en Bygd i Raade[2]. Disse Navne er af betydelig Ælde, thi de findes ogsaa udenfor Norges Grænser; saaledes har man i Fjære Herred i Halland et Sogn Othænsal (Liber Census Daniæ p. 55). Skírings kan ikke være Genitiv af andet Ord end et tabt Hankjønsord Skíringr, thi Hunkjønsordet Skíring havde i Genitiv Skíringar og vilde altsaa ved Sammensætning med -salr danne Ordet Skíringarsalr; neutrale Afledninger paa -ing forekommen saavidt jeg ser, ikke i Oldsproget. Skíringr, som ikke forekommer i det levende Sprog, maatte være dannet af adj. skírr, klar, lys eller ren, – ligesom spekingr af spakr, og altsaa svare som Substantiv til Adjektivet. Ligesom Óðinssalr er „Odins Sal“ og Tesalr er „Tys Sal“, er det naturligst at tænke sig, at Skíringr er et Gudenavn, og da rimeligvis Navn paa enten Solguden eller en anden Gud, til hvem Epithetet „den klare, lysende“ kunde passe; i Grimnismál 43 er skírr Tillæg for Guden Frøi (scírom Frey) men v. 11 kaldes Skade skír brúðr goða som Ski- og Vintergudinde. Bedst synes et Navn Skíringr at passe til Frøi, thi ogsaa hans Tjener bærer Navnet Skírnir. Skíringssalr i Betydning af Sol- eller Lysgudens Sal er isaafald et Navn, som passer godt paa Herred- eller Bygdenavn fra hedensk Tid. P. A. Munch oversatte Navnet „Renselsens eller Opklarelsens Sal“, men dette kan ikke være rigtigt, da „Renselse“ i Oldnorsk heder skírsla eller skíring (fem.) og Navnet maatte have faaet Formen Skíringarsalr eller Skírslusalr. Og ganske urigtig eller ligefrem umulig er den Forklaring, som Hr. Sørensen giver eller rettere lover at give, at Skíringssalr skulde betyde Daabssal eller Daabskirke og være en Oversættelse af „ecclesia baptismalis“. Navnet Skíringssalr forekommer jo i autentiske Dokumenter fra 9de Aarhundrede, og der skal et dumdristigt Mod til at forudsætte, at et Distrikt fra den Tid – som altsaa maatte forudsættes allerede da at være gammelt – i et hedensk Land skulde faa en kristelig Betegnelse. „Ecclesia baptismalis“ betegnede i Kristenheden i 9de Aarhundrede en Sognekirke; men de ældste Sognekirker i Norge var jo Fylkeskirkerne fra Olav den helliges Tid, og vi véd, at Fylkeskirken i det søndre Vestfold i 11te og 12te Aarhundrede var Heidarheims Kirke, ikke nogen Kirke i Skiringssal. Ogsaa i sproglig Henseende synes mig Hr. Sørensens Hypothese at være umulig. Daab heder paa oldnorsk skírn af skíra (egl. at rense), eller enkeltvis (i Eidsivathingsloven) skíring (gen. skíringar), og af det første Ord nævner Fritzner Sammensætningerne skírnarbrunnr, skírnardagr, skírnardropi, skírnarembæti, skírnarfont, skírnarhald, skírnarnafn, skírnarport, skírnarsár, skírnarson, skírnarvatn, skírnarþjónasta, skírnarþjónn. Der er altsaa ingen Plads for noget Genitiv skírings.

2. Herredet Skiringssal. De større Distrikter, som vi ved den historiske Tids Begyndelse kjende fra det sydøstlige Norge, er Fylkerne eller de ældre Kongeriger: Ránrike eller Alfheimar (Bohuslæn), Vingulmǫrk omkring Kristianiafjorden fra Svinesund til Drammensfjorden samt Vestfold fra Drammensfjorden til Langesundsfjorden, hvortil undertiden regnedes Grenland paa Vestsiden af denne. Hvert Fylke bestod af et ubestemt Antal Herreder med selvstændigt Thing for Herredets indre Anliggender; Herredet var det mindste judicielle og administrative Distrikt. Denne Inddeling er den ældste kjendte i dette Land som i Nabolandene, og den har delvis holdt sig i historisk Tid, eller dens Levninger kan ialfald i Regelen paavises i ældre Navne, som i historisk Tid holder paa at dø ud. Herredsinddelingen blev fra først af ikke paavirket af det 10de Aarhundredes Krigsforfatning, idet dennes Grundlag (Ledingen) hvilede paa Mandtallet og saaledes Skibreiderne maatte organiseres i Distrikter, som stillede 40 Mand til Ledingsskibet; til Navne paa Skibreider valgte man endog fortrinsvis Navne, som var uafhængige af Herredsinddelingen. Derimod kom den kirkelige Organisation i kristelig Tid til at paavirke og efterhaanden omdanne Herredsinddelingen. De ældste Kirkesogne var Fylkerne, idet der efter Olav den helliges Anordning skulde være mindst én offentlig Kirke i hvert Fylke; for det sydøstlige Norge blev der sandsynligvis endnu i Olavs Tid bygget to Fylkeskirker i hvert Fylke, som alle Fylkesmænd havde at vedligeholde. Et Aarhundrede senere (c. 1140, da Borgarthingsloven blev nedskrevet) var der i hvert Herred opført én Sognekirke, som alle Herredets Mænd havde at vedligeholde; Sognepræsten kaldes „Herredspræst“, og han skal ikke forlade Herredet uden Tilladelse fra „Herredsmændene“. Saaledes kom Sogn og Herred til at falde sammen[3], og Sognenes Navne til at blive identiske med Herredsnavnene. Men Udviklingen stansede ikke her: i de folkerigere Herreder voxede der op Privatkirker ved Siden af Herredskirken, og til disse Privatkirker sluttede sig en omboende Menighed, saa at et Herred efterhaanden kunde opløse sig i flere Sogne. Kirkerne begyndte tidlig i Folkemunde at tage Navn efter den Gaard, hvorpaa den var bygget, og Gaardens Navn blev da oftest Sognets Navn; de gamle Sogne- eller Herredsnavne fortrænges derfor efterhaanden af de nye Sognenavne. I det gamle Vestfold findes saaledes de gamle Herredsnavne kun delvis bevarede, dels som Fællesnavn for flere Sogne, dels som de forældede Navne paa nyere Sogne. Saaledes er Eikjar (Eker), Sandshverf (Sandsvær), Lagardalr (Lardal), Borró (Borre), Ré (Ramnes m. m.) og Nesit (Brunlanes) i 14de Aarh. opløste hver i flere Sogne; derimod bestaar fremdeles flere Herreder af ét eneste Sogn og tager hyppig Navn efter Kirken, dog saa at man delvis har det gamle Herreds Navn bevaret. Herhen hører:

Angr eller Sandvinar sókn (Sande),
Skógabggð (Skoger),
Straumsbygð (Strømmen),
Botnar (Botne),
Válir (Vaaler),
Sæmsherað eller Sæms s. (Sæm),
Angrheimsherað eller Stokka s. (Stokke),
Skeiðhaugsherað (Skje),
Njótarey (Nøterø),
Skaun eller Sandaherað ell. -sókn (Sandeherred),
Skiringssalr eller Þjóðalyngs sókn (Tjølling).

Om Hæiðarheims s. hører til første eller anden Gruppe, ved jeg ikke, ligesaalidt om Herredet førte Navnet Numadalr, som Munch har ment. Derimod fremgaar det af Skattemandtal over Brunlaugs Len, at Tjølling, Sandeherred, Brunlanes og Hedrum endnu i 1528 udgjorde 4 forskjellige Herreder, og af de opregnede Gaarde sees, at disse Herreder havde samme Udstrækning da som i Nutiden, undtagen at en Del Gaarde i Kodal regnedes til Sandeherred, og at Tjømø regnedes til Sandeherred. Her kommer da de gamle Herredsnavne til og vidner for, at disse Distrikter har bevaret sine Grænser og sin Udstrækning lige fra Oldtiden. Hæidarheims Sogn og Herred har faaet sit Navn efter Kirkestedet, og da dette var Vestfolds ene Fylkeskirke, er det forstaaeligt, at det ganske fortrængte det gamle Herredsnavn. Langsommere gik det med Þjóðalyng og Sandar, som ogsaa var Navn paa Kirkestederne; men i Løbet af 14de eller 1ste Halvdel af 15de Aarhundrede uddøde ogsaa her de ældre Herredsnavne for at ombyttes med de kirkelige Sognenavne. Skaun som ældre Navn paa Sandeherred findes kun paa to Steder: i den Røde Bog ved Aar 1396: Sanda sokn er Skaun kallaz (S. 232) og i et Diplom fra 1404, udstedt a Sandom prestgardenom j Skaun a Vestfold (DN. I No. 430). Paa samme Maade findes Skiringssal som ældre Navn for Tjølling kun paa 2 Steder. Det ene er det før nævnte Diplom af 1419, hvori Thorald Kane pantsætter til Markvard Buck „alt Gudrina sæm ligger j Skirikx saal ... oc attungen j Hofiandz idu sæm ligger i Heidareims sokn“; her er jo Oplysningen, at Gudrine (Gure) ligger i Skiringssal, medens Hoflandsida (Hovlandsfisket) i Hedrum, nok til at bevise, at de to Stedsnavne hører til i to forskjellige Sogne (og Herreder), som de endnu gjør. Men endnu utvilsommere blir dette, naar man sammenligner det senere Brev fra 1444, hvor Torald Kanes Søn Rolv overlader samme Gaard Grudrine til Markvards Svigersøn; thi her siges det om samme Gudrine,. at det „ligger i Þiodlings sokn a Vestfold“, som om man frygtede for, at det antikverede Navn paa Sognet skulde gjøre nogen usikker paa Identiteten, og til yderligere Sikkerhed henvises til det foregaaende Brev af Thorald Kane. Det andet Vidnesbyrd er Afskriften fra 1445 af Registret over Jordegods og Indtægter for St. Stefans og St. Georgs Hospital i Tønsberg, som vistnok stammer fra 14de Aarhundrede; det føres i geografisk Orden efter Herreder og Sogne, saa at Hospitalsgodset i Vestfold opregnes efter følgende Overskriften

Tuneim sokn,
Skirisall,
Heidrim sokn,
Sandæ sokn,
Skedhaugha herad,
Andabu sokn,
Suarfuastadh sokn,
Wiuilstadha sokn,
Ramfnes sokn,
Vndreimsdall.

Ifølge den geografiske Plads – fra Sydvest nordover – er Skirisall utvilsomt det samme som Tjølling. Dette viser sig ogsaa af de der opregnede Gaardparter:

j Monom,
Namfnesale,
j Brækko,
Klæpakre,
Næsium vestra;

thi Brækka (Brekke) er ligesom det ovenfor nævnte Gure en Gaard i vestre Tjølling, Namnesal er ifølge ældre Fortegnelser gaaet ind under Brekke, og Klæpaker er en Gaard i østre Tjølling. Alle kjendte Gaardsnavne i Skiringssal findes altsaa igjen i Tjølling. „j Monom“ (d. e. i Moen), og „j Næsium vestra“ (d. e. i Nesene i vest), findes vistnok ikke længer i Tjølling, men det er jo overaade almindeligt, at Gaardsnavne skifter Navn i Tidens Løb, saa Munthe og efter ham Rygh har vistnok Ret i, at disse maa regnes til de forsvundne Gaarde i Tjølling. Hr. Sørensen, som har stillet sig til Opgave at vise, at Skiringssal strakte sig længer østover (nemlig ogsaa over Sandeherred), hævder vistnok, at „Monom“ repræsenterer Gaardene Mo i Sandeherred, og at „Næsjum vestra“ skal betyde den Gaard Nes, som ligger i det nordvestlige Hjørne af Sandeherred (ved Goksjø). Men der er jo „Moer“ nok i Tjølling selv om Navnet ikke længer er bevaret, og i det vestlige af Tjølling findes jo flere Næs f. Ex. Breckenæs, Sandnes; og desuden er „vestre Næs“ et nyt Navn for den Gaardpart, som blev udskilt af den større Gaard „Klavenæs“ (i 1604 var „Næs“ en Fjerdingsgaard ved Siden af „Klavenæs“ som Fuldgaard. Dernæst synder Forfatteren mod den topograiiske Sandsynlighed, idet jo Registret bagefter opregner Eiendomme i Sande Sogn, hvilket er det samme som Sandeherred. Endelig har Hr. S. ganske overseet, at der her er Tale om Distriktsnavne ældre end Sogneinddelingen, idet baade Skíringssalr og Skaun stammer fra en meget gammel Tid, da der fandtes Herreder, men ingen Sogne. Navnet Skaun er jo saa gammelt, at Ordet ikke i historisk Tid fandtes i det levende oldnorske eller endog oldnordiske Sprog; det er vistnok (som usammensat) endog ældre end Skírings-salr og findes i Norge kun som Herredsnavn; herom henviser jeg til Rygh, Gaardnavne i Smaalenene S. 129: „Skaun f. findes i Middelalderen brugt som Navn paa syv forskjellige Bygder, nemlig Rakkestad Sørum Sogn paa Romerike; Stange paa Hedemarken og Sandeherred søndenfjelds, Børseskognen, Skogn Herred ved Levanger og Kvam Sogn i Stod nordenfjelds. De tre nordenfjeldske Bygder have bevaret Navnet til Nutiden i Formen Skå’ngna, med samme Lydovergang som f. Ex. i Trænavnet Rogn for raun og Gaardnavnet Frogner for Fraunar; derimod lader det til allerede for temmelig længe siden at være gaaet af Brug overalt søndenfjelds. Navnet forklares af det gotiske Adjektiv skauns, skjøn; de Bygder, som have baaret det, ere ogsaa alle aabne og tæt bebyggede.“ Den Tid, da Sandeherred fik dette Navn, maa altsaa søges i den ældre Jernalder, om ikke endnu tidligere, og dermed falder enhver Mulighed for, at dette Distrikt eller nogen nævneværdig Del deraf nogensinde skulde være indbefattet i den ligeledes gamle, men dog yngre Benævnelse Skíringssalr. Det er saa langt fra, at Navnet Skíringssalr kunde omfatte Skaun, at man snarere kunde formode, at Skaun engang ogsaa omfattede det mindre Herred Skíringssalr, som ikke har nogen geografisk naturlig Grænse mod Nordøst (mod Sandeherred), medens det mod Nordvest begrænses af Ra’et, mod Vest af Laagen og mod Sydvest, Syd og Sydøst af Havet; men Delingen og Udskillelsen af Skíringssalr som eget Herred maatte være ældre end 9de, kanske end 8de Aarhundrede.

3. Thingstedet i Skiringssal. Navnet Skiringssal blev i Løbet af 13de og 14de Aarhundrede efterhaanden fortrængt af Kirkestedets Navn; allerede ca. 1264 omtales „den Prest som synger paa Tjodalyng[4]“ som Herredets Prest. At han var Herredsprest sees deraf, at han ogsaa gjør Tjeneste, naar det fordres i Istre Kapel i Tjølling, som aldrig voxte op til Sognekirke. Stedsnavnet „Tjølling“ findes skrevet i ældre Former Þioðalyng eller Þiodolyng, senere Þiodaling, men dets ældste Form er efter Fritzner Þjóðarlyng, som han oversatte „Bygdetingsted“. „Kirkestedet har oprindelig ikke betegnet andet end en Lynghede inden Østbygaardens Skov, hvor Prestebolet indtil Aaret 1367 var indskrænket til de Jordstykker, som Presten havde opdyrket i Kirkens nærmeste Omgivelse; men Anledningen til, at det blev Kirkested, gav vistnok den Omstændighed, at det tidligere havde været det Sted, hvor Bygdens Mænd samledes til almindeligt þing[5].“ Fritzner hævdede, at þjóð i Forbindelser som þjóðstefna, þjóðarmál, þjóðarlyng „har samme Betydning som i þjóðgata, þjóðleið, þjóðvegr, hvilke Ord betegne en Alfarvei, en Vei som er almindelig,“ og at altsaa þjóðstefna var det samme som et almindeligt Bygde- eller Herredsting.

Imidlertid stadfæstes denne Formodning ikke af Dokumenter, thi Herredsting holdes i 14de og senere Aarhundreder ikke paa „Þjóðalyng“, men vel i Nærheden; i 1367 paa Saxevik (D. N. I No. 392), i 1397 paa Laufvin (Løve, D. N. XI, No. 89), hvor Bygdetinget ifølge et Skattemandtal holdtes endnu i 1624. Maaske har Fritzner senere lagt Mærke til, at der saa sent som i 1557 holdes et Ting paa Tjølling for Almuen i hele Brunla Len (D. N. I No. 1118), og sandsynligvis er det deraf at forklare, at Fritzner i 2den Udgave af sin Ordbog hævdede, at þjóð i disse Forbindelser betydede noget udmærket og fremtrædende, f. Ex. þjóðá Hovedelv, þjóðhlið Hovedport, þjóðleið Hovedvei, þjóðráð ypperligt Raad, þjóðvegr Hovedvei o. s. v. Jeg anser dette for rigtigere, og at altsaa Þjóðarlyng nærmest betyder „Lyngen, hvor Hovedtinget holdes“, og antager, at dette Ting har været Hovedting ikke alene for Herredet, men ogsaa for de omliggende Herreder, vistnok for hele Vestfold i den Tid, dette havde egne Konger. Jeg peger i den Henseende paa, at Navnet er saa enestaaende for et Tingsted, som ellers er bevaret paa saa mange Steder i Former som þingvǫllr, þinghaugr, þingberg o. s. v. „Þjóðarlyng“ er ialfald et meget gammelt Ord, ældre end det levende oldnorske Sprog, og i en Sammensætningsform, som peger langt tilbage i Fortiden.

4. Templet i Skiringssal. De hedenske Ofringer i Skiringssal kjendes i Oldlitteraturen kun fra et eneste- Sted, det saakaldte Sogubrot af fornkonungum og dets tabte Fortsættelse, som er bevaret i Uddrag hos Arngrim Jonsson[6]. Sogubrot eller den gamle Skjoldungasaga fortæller om Sagnkongen Sigurd Ring, at da han paa sine gamle Dage red om i sit Rige Vestergøtland, klagede hans Svogre Gandalvs Sønner i Alfheimar over Kong Øistein i Vestmarar (d. e. Vestfold). Dengang holdtes der Blot i Skiringssal, hvortil man søgte over hele Viken, og da Sigurd Ring nu begav sig til Skiringssal for at udføre ofringer (in Vickiam Norvegiæ provinciam ad facienda sacra ethnica in Sciringsal, quæ solennia ibi erant, diverteret), traf han der den skjønne Alvsol, Kong Alv af Vendels Datter, og friede til hende hos hendes tilstedeværende Brødre, sine Underkonger Alv og Yngve. Da disse vover at afvise hans Frieri, truer han dem med Krig og reiser sin Vei, da man ikke under Offerfesten maa bryde Freden. Brødrene giver sin Søster Gift, førend de drager i Krigen; de falder i Kampen (hvis Sted ikke nævnes), men Sigurd blir dødelig saaret og lader sig brænde paa sit Skib sammen med den døde Alvsol.

Denne Begivenhed hører ikke hjemme i Historien, men i Heltedigtningen; ingen Historiker vil længer opretholde Sigurd Ring eller de i Sogubrot fortalte Hændelser som andet end fri Digtning paa halvhistorisk Baggrund. Den i Sogubrot og Arngrims Uddrag delvis bevarede Skjoldungasaga er skrevet omkring 1300, men synes at være Bearbeidelse af den ældre „Skjoldungasaga“, som citeres af Snorre. Det er derfor sandsynligt, at ogsaa den ældre Skjoldungasaga har kjendt Templet eller Ofringerne i Skiringssal, og at altsaa Sagnet herom er ældre end Snorre og stammer fra Sagn, uafhængige af Tjodolvs Ynglingatal. Forf. af Skjoldungasaga har laant Stedsnavnet og Sagnet om Ofringerne her for at faa Anledning til at føie Kong Sigurd Ring og den fagre Alvsol sammen. Derfor tør Skildringen af Offerfestens Betydning for Viken og Nabolandene, hvor endog Kongen af Sverige og Danmark kommer og her mødes med sine Underkonger fra Vendsyssel, neppe regnes for historisk. Men Efterretningen om, at dette Blotsted „i Skiringssal“ var oprettet samtidig med, at Ynglingekongerne vandt Herredømmet i Vestfold, stemmer paa en mærkelig Maade med Ynglingasaga uden at være afhængig af denne. Sagaens Mening er, at disse Blot i Skiringssal var samtidige med Ynglingekongerne i Vestfold, og at de var saa ansete, at man søgte did fra hele Viken (d. e. ogsaa fra andre Riger i Viken), uden at man deraf har Ret til at slutte, at man her har for sig en fælles vikværsk Institution, som man ialfald i de følgende, mere historiske Aarhundreder ikke finder noget Spor til. Men om jeg end tviler om dette fælles vikværske Tempel i Skiringssal, det saakaldte „Hovedtempel i Viken“, har det dog vistnok sin Rigtighed, at der paa eller ved Thingstedet Thjodarlyng har været et Gude-Tempel under offentlig Ledelse. Paa en saadan central Stilling i Vestfold peger selve Navnet „Skiringssal“ om Herredet, dernæst Navnet Torsø (Þórsey) om Halvøen mellem Viksfjorden og Saudefjorden samt Navnet Hovland. (d. e. Tempelgods) paa denne Halvø. I de omliggende Herreder findes ogsaa Stedsnavne, som ved sin Betydning antyde, at de kan have været Tempelgods, som var skjødet til det store Tempel, f. Ex. Hovland i Hedrum og paa Nøterø, Gudem (Guðini) og Nalum (Njarðheimr) i Brunlanes, Frostvet (Freysþveit) og Thorstvet i Hedrum, Freberg (Freyberg) og Frøthvet (Freyþveit) i Sandeherred.

5. Kongsgaarde under Vestfold-Kongerne. Naar man følger Opgifterne i Tjodolvs Ynglingatal og til Hjælp tager Snorres topografiske Oplysninger, kan man ikke finde, at Ynglingekongerne i Vestfold har havt nogen fast Residens; men derimod synes det aabenbart, at de har boet paa store Gaarde i forskjellige Dele af Vestfold. Om Halvdan Hvitbein, som døde paa Thoten, siges det, at han blev begravet paa „Skæreid i Skiringssal“; da Begravelsen i Regelen foregaar fra Bostedet og Gaardeieren faar Gravbolig nær sit eget Bosted og paa dettes Enemærker, er man berettiget til at antage, at Skæreid var Halvdan Hvitbeins Bosted, eller ialfald har ligget nær hans Residens som Konge i Vestfold. Nu er det vistnok saa, at dette Stedsnavn ikke er paavist i Skiringssal; men der findes i Tjølling en Gaard Eide lidt ovenfor Vigsfjordens inderste Ende, og efter Munchs Mening var Skæreid det samme som det nuværende Eide, som han da antog var Betegnelsen for det Eid, som forbinder Halvøen Thorsey (mellem Viksfjord og Sandefjorden) med Fastlandet; af alle de Hypotheser, som er opstillede om Skæreid, synes mig fremdeles Munchs at være den sandsynligste; men sikker er den jo ikke. Om Øisteins Bolig siges intet i Digtet; han blev begravet „paa Radens Kant ved Vadlas Udløb i Søen“; men „Vadla“ er ikke gjenfundet som Elvenavn nær Raden, og naar Snorre siger, at Øisteins Lig blev ført ind paa Borro og der begravet, passer det kun lidet til Stedsforholdene der[7]. Om Øisteins Søn Halvdan oplyser Digtet, at han boede paa Holtar og blev begravet paa Borro; Sammenhængen synes her tydelig at være, at Gaardsnavnet Holtar maa søges paa Borro. Dette er det eneste Holdepunkt, men hvis man forlader dette, kan man gjætte paa „Holtan“ i Eker, i Strøm, Stokke, Sandeherred, Tjølling og Lardal; Hr. Sørensen vælger selvfølgelig Holtan i Sandeherred. Om Halvdans Søn Gudrød siges kun, at han blev dræbt paa Bredden af Stivlusund (det dæmmede Sund), medens hans Gravsted ikke nævnes. Snorre har ikke vidst noget om Stivlusunds Beliggenhed, siden han lader Gudrød drage om i sit Rige paa Gjestning og herunder ligge ved Stivlusund; derimod siger Hauk Erlendsøn, at Stivlusund laa nær ved Geirstaðir, og isaafald i samme Herred som dette. Olav blev efter Tjodolv hauglagt paa Geirstaðir og efter Snorre boede han ogsaa her; men ingen af dem oplyser, i hvilket Herred Geirstader laa; der staar hos Snorre kun, at Geirstader laa paa Vestfold. Medens Peder Claussøn søgte Geirstader paa Østre-Agder paa et Sted (Gjerrestad), som i Virkeligheden hed Gerikstadir, har nyere Historikere i Regelen fulgt Munthe, som pegte paa Gaarden Gjerrestad eller Gjerstad i Tjølling. Dette er vistnok ikke fuldt sikkert, thi naar Munthe siger, at Gjerrestad i et Dokument fra 14de Aarhundrede nævner á Geirstaðum, saa er ialfald ikke dette Dokument senere paavist, og man kan ikke altid stole paa Munthes Citater. Gjerstad i Tjølling kjendes nemlig ellers ikke fra Middelalderen, og da Navnet i nyere Tid (16de og 17de Aarh.) i Regelen skrives Gjerrestad, er det ikke udelukket, at Navnets første Led er et andet end Geir, f. Ex. Geiri, Gerikr e. l. Man kan derfor vistnok indrømme Hr. Sørensen, at Geirstaðir kunde være det nuværende Gjekstad i Sandeherred, hvis ældre Form kan have været Geirstaðir. Men dette bliver kun en Mulighed, thi selv Rygh (fra hvem Hr. S. laaner Formodningen om, at Gjekstads ældre Navn har været Geirstaðir) er dog usikker herom; Gjekstad kaldes nemlig allerede i 14de Aarhundrede Geikstadir eller Geigstader, hvis 1ste Led kunde stamme fra et Tilnavn „Geigr“. Ialfald gaar det ikke an med Hr. Sørensen at foretrække Gjekstad af den Grund, at paa Nabogaarden Gokstad (Gaukstadir) laa den Gravhaug, hvori „Vikingeskibet“ opdagedes, og som Hr. S. anser bygget over Olav Geirstadaalv; hvis Kong Olav har faaet Navn efter Gjekstad (= Geirstadir), maatte han jo være hauglagt paa Gjekstad, ikke paa Gokstad. En anden Sag var det, om den Del af Gokstad, hvor Haugen fandtes, forhen har hørt til Gjekstad, som Hr. Sørensen formoder; men denne Formodning burde bevises, – og hvis dette kan ske ved Lokalundersøgelser eller af Pantebøger, vilde der vistnok være frembragt en Sandsynlighed for, at „Kongshaugen“ kunde være bygget over Kong Olav, og for at Gjekstad var det gamle Geirstadir.

6. Kjøbstaden i Skiringssal. Som før nævnt, omtaler Kong Alfred efter sin Hjemmelsmand Nordlændingen Ottar en Havn i det sydlige Norge med Navnet „Sciringesheal“ d. e. Skiringssal. Dette har Munch forklaret som Herredsnavnet istedenfor „Havnen i Skiringssal“, paa samme Maade som Adam af Bremen kalder Nidaros „civitas Trondemnis“ = „Kaupangr í Þrondheimi“ efter Landskabet, og deri har Munch visselig Ret, da Skiringssal aldrig i norske Kilder er andet end et Herred. Munch har da med Rette ogsaa gjort opmærksom paa, at der i Tjølling ved Viksfjord findes (paa Nordsiden) en gammel Gaard med Navnet Kaupangr, og heri gjenfundet den af Ottar og Alfred nævnte „Havn“. „Kaupangr“ blev i Norges Middelalder Benævnelse paa den af de to Olaver anlagte Kjøbstad Nidaros, men derimod ikke om andre kongelige Byer; denne Sprogbrug kan kun forklares af, at der ved Nidelvens Munding, som udtrykkelig siges af Tjodrik Munk, allerede tidligere var en -Markedsplads[8]. At Navnet „Kaupangr“ er ældre i denne Betydning end Nidaros’s Anlæg (997), ses ogsaa af Navnets Udbredelse ikke blot i Sverige og Danmark, hvor det usammensatte Navn (sv. Køpunger, d. Køping) forekommer om Markedspladser, som aldrig voxte op til virkelige Kjøbstæder, men ogsaa og fornemmelig i Norge Navnets Forekomst her er nemlig betegnende; vi har det paa to Steder i det gamle Vestfold (Kaupangr i Skiringssal og i Botne), paa ét Sted i hvert af de følgende Landskaber: Romerike (Birkikaupangr i Nes), Hedemarken (Hamarkaupangr), i Østerdalen (Kaupangr i Storelvedalen), i Hallingdal (Kaupangr i Hol), i Numedal (Kaupangr i Svene Sogn), samt i Sogn (Lúsakaupangr); derimod er der med den sidste Undtagelse intet Spor til Navnet paa Strækningen fra Larviksfjorden til Norges nordligste Grænser, men saa forekommer det enkeltvis paa Island, nemlig i Eyjafjorden paa Nordlandet, og denne Kaupangr er opstaaet i Løbet af 10de Aarhundrede (Kålund II 125). Som det sees, har Navnet i Norge sin egentlige Udbredelse paa Østlandet, men har derefter en enkelt Aflægger paa Vestlandet (Sogn), i det Trondhjemske (Nidaros) og paa Island. Det hører aabenbart til Navndannelser fra 9de Aarhundrede, og dets Udbredelse synes at følge Hoveddalene paa Østlandene og altsaa at danne faste Punkter paa Handelsveiene. Og sammenligner man Navnets Udbredelse med Ynglingestammens, vil det være paafaldende, at Navnet netop findes inden Ynglingeættens Herskeromraade før Harald Haarfagre; det synes at begynde ved Kysten i Vestfold, og dets Udvidelse til Sogn synes at pege paa dette Landskabs Erhvervelse i Halvdan Svartes Tid. Alfred kalder „Skiringssal“ en port, hvilket nærmest betyder Havneplads eller Havnestad; paa samme Maade kalder Alfred Hedeby en „port“, og Rimbert kalder de samtidige Byer Birca (i Svitjod), Slesvig og Ribe dels portus regni, dels vicus (Landsby); og man ser af hans Skildring, at der i hver af disse Havnestæder er en „præfectus“, en kongelig Foged til at vogte Kjøbfreden. Dette maa da ogsaa forudsættes i den vestfoldske „Kaupangr“, og da Institutionen breder sig over hele Ynglingernes Rige paa Østlandet, maa man vistnok antage, at disse Kaupang’er er organiserede af Kongerne og staar under disses Beskyttelse, som Kjøbstæderne i Danmark og Sverige under disses Konger. Disse Kaupang’er paa Østlandet danner saaledes et vigtigt Led i Norges ældre Handelshistorie.

Hr. Sørensens Bog er fuld af Beviser for, at Havnestaden Skiringssal er det samme som Sandefjord. Jeg skal ikke mere opholde mig ved hans delvis ovenfor nævnte Forsøg paa at flytte alle i Oldtiden nævnte Stedsnavne i Vestfold til Sandeherred. Men Hr. Sørensen bevæger sig efterhaanden ned i historisk Tid og finder Vidnesbyrd for, at der ogsaa da har existeret en Kjøbstad i Sandefjord, hvilket skal tjene til Grundlag for, at denne er den samme som Havnen Skiringssal fra det 9de Aarhundrede. Et vægtigt Vidnesbyrd henter han fra Adam af Bremen, som beretter om, hvorledes danske Pilegrime til Nidaros seiler ud fra Aalborg eller Vendel og paa en Dag naar over til „Wig“ og derfra styrer til Vest langs Norges Kyster til „civitas Trondemnis“. Wig kaldes i et Haandskrift „Wig civitas“, men i de fleste og bedste „Wig provincia“, hvilket vil sige „Landskabet Viken“ og naturligvis er det rette. Men uheldigvis har engang Prof. Daae, da han skrev sin bekjendte Bog „Norges Helgener“, i en Note kommet til at oversætte Stedet „Viken, en By i Norge“ og formodet, at her menes Tønsberg; istedenfor at følge den eneste fornuftige Læsemaade polemiserer Hr. Sørensen nu mod Daaes Formodning og tager „Wig civitas“ til Indtægt for sin Hjemstavn og formoder, at denne „civitas“ er Sandefjord, som derved sikres Tilværelse i 11te Aarhundrede. Hr. Sørensen synes ikke at have tænkt paa Usandsynligheden i, at Adam, som ikke kjender anden Kjøbstad i Norge end Trondemnis, skulde have nævnt som No. 2 Sandefjord, som dog aldrig i norskislandske Kilder omtales som Kjøbstad, saa hyppigt end Kongesagaerne omtaler Steder, specielt Byer, i det sydlige Norge. Kongesagaerne – Sverres og Haakon Haakonssøns – nævner to Gange Fjorden „Sandafjǫrðr“, men hvorfor ikke Byen? Naturligvis, fordi denne ikke existerede. Hr. Sørensen maa gaa meget længere ned i Tiden for at finde „Byen Sandefjord“, og selv hersker det kun ved Fortolkninger, som ikke tør helt godkjendes. Det er ganske rigtigt – og forlængst kjendt (se Dr. Bugges Artikel i Hist. Tidsskr. 3. Række IV, 139 ff.) –, at der i Slutningen af 14de Aarhundrede udførtes Trælast af Bønderne i Sandefjorden, og at Sognepresten i Sandeherred forbød Bønderne at føre sin Trælast over Prestegaardens Jorder; man har altsaa Ret til (med Dr. Bugge) at hævde, at der her maa have dannet sig et Slags Strandsted, hvortil baade indenlandske og udenlandske søgte. Men naar Hr. Sørensen sammenstiller dette med, at efter Lovene Udførsel skal ske fra Kjøbstad, og slutter, at altsaa var Sandefjord en Kjøbstad, overser han, at der netop i denne Tid omkr. 1400 udvikler sig den nye Sædvane, at Hollænderne og andre henter Trælast hos Bønderne udenfor de grundlagte Kjøbstæder, – en Sædvane, som Hollænderne først i 1443 under Kong Christofer fik godkjendt af Myndighederne. I alle de bevarede Breve om Striden med Sognepresten i Sandefjord sees det, at hans Modparter er Bønderne i hans Menighed, ikke Bymænd i den ikke existerende Kjøbstad „Sandefjord“. Hr. Sørensen har vistnok søgt at vise, at en saadan Kjøbstad existerede, idet han nede ved Sandefjord har fundet „en eller flere Almindinger“, og da „Almindinger“ i Kjøbstæder betegnede „Tværgader“ (og altsaa forudsætter ogsaa „Stræder“), vilde jo Kjøbstadens Tilværelse herved være bevist. Men uheldigvis har Hr. Sørensens mangelfulde Sprogkundskaber atter spillet ham et Puds. „Almenninger“ kan i Oldnorsk vistnok betyde „Tvaergade i en Kjøbstad“, og findes brugt saaledes i Nidaros, Bergen. Oslo og Tønsberg; men det har som bekjendt ogsaa andre Betydninger, og naar i det af Hr. S. citerede Brev Presten i Sandeherred forbyder Bønderne at føre Trælast paa Prestegaardsjorden, indtil der var gaaet Dom, „om Kirken skal opretholde sin Eiendomsret eller det skal falde tilbage under Almenningen“, maa „Almenningen“ her tydeligvis være enstydig med den aabne Plads ved Kirken, tilhørende Almuen, hvorom se Fritzner I2, 46. Det er ellers ganske rigtigt, at de første Tilløb til Byforhold i Sandefjord skyldes Tømmertrafiken fra Slutningen af 14de Aarhundrede, men disse blev staaende ved sine første Begyndelser i flere Aarhundreder, saalænge Sandefjord var en Lasteplads og „gemen Ladested“, først under Tønsbergs og siden under Larviks Jurisdiktion.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Jeg sigter her navnlig til P. A. Munchs fine og oplysende Afhandling om Skiringssal (1850), hvor navnlig de topografiske Bemærkninger fremdeles efter 50 Aars Forløb staar helt urokkede.
  2. ↑ Rygh, Smaalenene S. 337. Efter Bugge er Tesalr det samme som Týssalr.
  3. ↑ Taranger, i dette Tidsskrift 2den Række VI, 340.
  4. ↑ D. N. II No. 139.
  5. ↑ Arkiv f. nord. Filologi I 31.
  6. ↑ Trykt i Aarbøger f. nord. Oldkyndighed 1894 S. 131 ff.
  7. ↑ Se Arkiv f. nord. Fil. XV. Hr. Sørensen finder naturligvis „Vadla“ igjen i en liden Bæk ved Sandefjord, uagtet Øisteins Gravhaug skulde ligge baade ved Radens Kant og ved Vadlas Munding i Søen, hvad der netop ikke passer paa Sandefjord.
  8. ↑ Jeg har i en tidligere Artikel i dette Tidsskrift (3die Række 5 S. 435) vistnok med Urette mistænkt dette Sted hos Tjodrik, som ikke forudsætter; at Byen Nidaros da var til, men kun nævner „pauculæ domus negotiatorum“.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Skiringssal_og_Sandefjord&oldid=210749»