Norske Folke-Sagn/5
„Dybt udi Fjeldet endnu er tilbage
Gjenlyd af Tonen fra henfarne Dage,
Gubben i Hytten med snehvide Skjeg,
Kjender end Tonen og Visen han kan,
Som haver tonet saa vide om Land.“
Grundtvig.
De i denne Afdeling meddeelte Sagn kalde vi historiske, ei fordi at alle disse Sagn kunne betragtes som paalidelige, historiske Facta; men kun forsaavidt, at de angaae Personer og Tildragelser, der ere blevne historiske. Da vi nu paa en Maade træde ind paa Historiens Gebet, bliver det ogsaa vor Pligt at belyse disse Sagn med Critikens Fakkel; men da vi ved hvert enkelt Sagn agte at sammenligne samme med Historiens Vidnesbyrd, ville vi her indskrænke os til at tale nogle Ord om deres Oprindelse. Uagtet vi nok neppe feile synderlig i at antage, at der ligger noget Factisk til Grund for de fleste historiske Sagn, saa er dette dog i Tidernes Løb, og ved vilkaarlig Udtolkning, bleven saa forandret og udpyntet, at det ofte bliver vanskeligt, at skille det Sande fra det Falske. At Sagn om sildigere Tildragelser, hvori Almuen selv tog virksom Deel, (som om Sinklars Tog, om Anna Colbjørnsdatter og de Svenske paa Norderhaug o. s. v.), endnu kunne forplantes uden at støtte sig til historiske Beretninger, med hvilke de stundom ikke ganske stemme, stundom oplyse, trænger vel neppe til videre Beviis. Et andet Spørgsmaal bliver det, om en Begivenhed fra Oldtiden kan med Rimelighed antages for blot gjennem mundtlige Sagn at være bleven opbevaret. Muligheden deraf kan dog ei med Grund benegtes. Naar en Tildragelse enten ved dens Sjeldenhed, de handlende Personers mærkelige Egenskaber, besynderlige Skjebne, sørgelige Død o. s. v. vakte almindelig Opsigt og greb Sindet i den Grad, at Fortællingen om samme stedse maatte interessere den Egn, hvor den indtraf, saa er det ikke umuligt, at en saadan Daad gjennem Aarhundreder kunde erindres. Dette bliver tvertimod endog rimeligt, naar man betænker, at sligt Storverk gjerne havde mange Vidner og hyppige Anledninger til at tilbagekaldes i Erindringen; at det oftest var knyttet til en eller anden udvortes Gjenstand, som en Bautasteen, en Høi, et Navn o. s. v.; at Odelsmanden paa den Gaard, hvor en mærkelig Tildragelse var indtruffen, eller en berømt Mand havde boet, bevarede Sagnet som et helligt Arvegods fra gjeve Fædre, og at Dalens øvrige Beboere med en vis stolt Selvtilfredshed mindedes og fortalte en Begivenhed som kunde give deres Egn en vis Navnkundighed. Til saadanne kunne vi f. Ex. regne Sagnene om Kong Augvald og hans Ko; om Harald Haarfager og flere berømte Mænds Gravhauge og Bopæle; om Kong Sverrers Toge og hans Foged Ivar Dapis Drab, der ved Opbrændelsen af Kaupanger o. m. maatte være blevet denne Egn vigtig, og hvor Sagnet knyttedes til den skjebnesvangre Hammer, der endnu findes; om Prindsessen, som blev begraven ved Fjære Kirke; om Audun Hestakorn og Fl. Saadanne Begivenheder, der vare sjeldne, tiltrak sig Opmærksomhed, og, knyttede til udvortes Gjenstande, erindredes de let ved mundtlige Sagn; men de nærmere Omstændigheder bleve ofte i Tidernes Løb forandrede, enkelte Træk bleve udeladte, andre tilsatte, og hvad Tiden angaaer, saa veed Sagnet kun at det skede „fordum“ eller „i gamle Dage. “– Uagtet vi saaledes indrømme Muligheden og Sandsynligheden af, at et Sagn, især i en Fjeldegn, kan forplantes fra den fjerneste Old, uden at skylde skriftlige Efterretninger sin Oprindelse, kunne vi dog ei erkjende alle disse Sagn for ægte Toner fra den svundne Oldtid; nei, flere af dem have vistnok en sildigere og anden Oprindelse.
Endeel Sagn ere at betragte kun som Forklaringer af Steders Navne. I Indledningen til Sagnene om Kjæmperne have vi seet flere Exempler derpaa. Naar Sagnet saaledes beretter, at paa Trommestad ved Arendal boede en Kong Thrym, og ved det saakaldte Træbergslot paa Bragernesaasen en Kong Braker, saa vise begge vel neppe andet, end at der i gamle Daae har boet et Par Søkonger, som man af Stedets Navn har kaldet Kong Thrym eller Kong Braker, uden at disse Sagn staae i videre Forbindelse med de historiske Personer af samme Navn[1].
Andre Sagn skylde sandsynligviis de gamle Søgur eller en i Fortids Historie bevandret Mand deres Oprindelse. Naar man først har faaet Kundskab om, at en berømt Mand skal have boet paa en Gaard, eller en Stordaad være indtruffen et Sted, saa henfører man gjerne til den Mand eller Daad alle de Sagn og Oldtidslevninger, som findes, om end disse ere af en langt ældre eller yngre Alder, og ikke staae i nogen Forbindelse med den omhandlede Gjenstand. Naar saaledes Bønderne paa Huseby endnu mene at eie et Par Dørbeslag, der have tilhørt Gaardens forrige Eier, den berømte Einar Thambarskjelver, og man paa Urnes i Sogn endnu for ikke længe siden fremviste en Vev, som Minde om Signes Kunstfærdighed, saa vise disse og lignende Træk kun Eftertidens Lyst til at henføre til en berømt Person alle de Ting, som paa samme Sted udmærke sig ved Kunst, Ælde eller Sjeldenhed.
Lysten til at gjøre sin Egn til Skueplads for en almeen yndet Begivenhed, der kun har en Vise eller et mundtligt Sagn til Hjemmel, har vel foraarsaget, at samme Begivenhed har localiseret sig paa flere Steder; hvilket er Tilfældet med St. Olaf, Habor og Signe, og Axel og Valborg. Steders og Personers Navnelighed var nok til at gjøre flere Steder til Balladens Skueplads.
Om saaledes endogsaa de færreste af disse Sagn kunne benyttes som paalidelig historisk Hjemmel, saa have de dog den Værd og Interesse, at de vise, at Fortids store Mænd og Fortids Daad endnu lever i Folkets Minde, og at vi, ved Siden af vor paa skriftlige Documenter grundede Historie, besidde en tilsvarende Sagnhistorie, der, om den endog kun er et svagt Dvergemaal, en dunkel Skygge af Virkelighed, idetmindste for Historiens Yndere vil have nogen Interesse[2].
- ↑ Blandt gamle Kongsgaarde fortjener at nevnes Hoff i Thingelstad Sogn paa Hadeland, hvor Nors Sønnesøn Haudr menes at have boet, og ligge begraven i den af 12 andre Gravhauge omgivne Kongshaug; Helgeland fd. Streituland paa Ringerike, hvor Kong Hring antages af have boet og hvile i en stor, nu udgravet Kjæmpehaug, Kongshaug (fd. Konungshof) i Grue, hvor Soløers gamle Konge skal have resideret; Thrones, fd. Thrandarnes i Værdalen hvor en Kong Thron skal have boet, som antages for at være Thrand, Thrøndelagens ældste Konge; Qvien i Valders, hvor den skjønne Gyda blev fostret.
- ↑ Hvor jeg har været uvis om Bøndernes Udtale af Navnene, der desuden udtales forskjellig i de forskjellige Egne, har jeg fulgt de gamle Søgurs Skrivemaade. Saaledes f. Ex. Eystein, uagtet Bønderne paa denne Kant udtale det Østen; Hakon for Haaken; Einar Thambarskjelver for Thamppeskjælver.