Stormanna-Dauen i Øvre-Thelemarken
Selv til Øvre-Thelemarkens fast utilgjengelige Fjelddale fandt Stormannadauen Vei, og skrækkeligt rasede den iblandt de raske Thelebønder. Flere Dale som Bertedalen, Froivoldstoulen i Tind og Finddalen i Moland, hvor man endnu finder Spor af fordums Beboelse, mistede alle sene Indbyggere, og ere siden ei blevne beboede, men benyttes lun til Sætergange. Botnedalen i Mosogn skal efter Sagnet endog have udgjort et heelt Kirkesogn, hvor man endnu seer Spor efter flere Gaarde, og viser det Sted, hvor Kirken stod[1]. I den skjønne Vestfjorddal fandtes efter denne frygtelige Død kun 3 rygende Skorstene, og i Svartdal skal der kun have været 2 Huse, hvor Folkene ei vare uddøde. I Annexet Triungen blev kun 3 Børn („Unger“) sparede, hvoraf Bygden skal have faaet sit Navn. Da mange Børn ved denne Landfarsot mistede Forældre og deres hele Slægt, gjorde en from Kone Gro, som boede paa Gaarden Vadder i Mosogn, efter Sagnet det Løfte, at ville opamme alle de moderløse Børn, som hun fandt, naar hun selv maatte undgaae Døden. Hun blev ogsaa skaanet og tog i alt 40 Børn til sig, som hun opfostrede. End leve i Sognet Folk, som paastaae at nedstamme fra Gro Vadder.
I en Dal i Sillejord Prestegjeld blev kun een Mand ilive, og derfor blev Dalen kaldet Manddal. Denne Mand vandrede da over til Nabosognet, og der saa han Spor til, at der nylig havde været Mennesker. Derfor blev Pladsen kaldet Sporestuel, som den endnu heder. Siden da han kom længere ned, hørte han tale, og endnu heder Stedet Orddal, og endelig traf han Mennesker og fik sandspørgt, at der levede flere, hvorefter den Gaard nævntes Sandland. (Deels mundtligt, deels meddeelt).
- ↑ Om Botnedalen see den norske Husven 2, No. 10 og Kraft 3, 191.