Norges Helgener/17

Ludvig Daae

Norges Helgener

Alb. Cammermeyer, 1879 (s. 221-226).

Sagn om fremmede Helgener stedfæstede i Norge. Hellig Broder Staffen. Den hellige Jetmund. Exempler paa Overtro, knyttet til fremmede Helgener.

I dette Slutningscapitel skal nævnes nogle Exempler paa fremmede Hellige, der ei alene have været Gjenstand for Dyrkelse og Opmærksomhed i Norge, men hvis Liv og Virksomhed Almuesagnet endog ligefrem har henlagt til vort Land.

Efterat Reformationen var indført i Norge, opkom af og til Sagn om, at denne store kirkelige Omvæltning havde været forudsagt af en from Mand. I Bergen vidste man saaledes, efter Absalon Pederssøns Vidnesbyrd, at fortælle, at »en gudfrygtig og from Munk endog i Pavedømmet sagde, at der skulde ske en Forandring paa Religionen og de statelige Bygninger paa Communet bag slottet nedbrydes« o. s. v.^[1] Omtrent ligedan, kun noget mere udførligt, lød et sagn i Throndhjems Stift, hvilket Peder Claussøn har opbevaret. »For omtrent 70 Aar siden,« skriver Hr. Peder, »var der i Tuterøens Kloster en Munk, Hellig Broder Staffen. Han spaaede meget i sin Tid baade om Religionens Forandring og om Domkirkens Brand og Forfaldelse og om Klostres og Munkes Ødelæggelse og om deres Communs og Sacristis Berøvelse, om Stenviksholms Slots Opbyggelse og andet saadant, som siden er gangen for sig. Samme Broder Staffen kunde ikke lide, at nogen doblede, men hvor han kom og saa Nogen spille Kort eller Terning, da græd han, og der, som han kunde komme tilpas dermed, tog han Terninger og Kortspil fra dem og kastede dem paa Ilden.«^[2]

»Hellig Broder Staffen« har imidlertid ikke været ugen norsk, men en svensk Klostergeistlig. I Sverige har der nemlig virkelig levet en Mand af dette Navn. Han var Abbed i Gudeberga eller Huseby Kloster i Dalarne 1487, fra hvilket Aar man har et Brev udstedt i hans Navn, men vel conciperet af en Anden, hvori han selv kalder sig »Broder Helge Staffen«, hvilket synes at vise, at han allerede i levende Live gjaldt for hellig.^[3] Forøvrigt er der Intet i Veien for at antage, at denne Mand kan have opholdt sig nogen Tid paa Tuterøen, om just ikke paa den af Peder Claussøn antagne Tid, thi dette Kloster tilhørte ligesom Gudebergas Cisterciensernes Orden.

At den norske og den svenske Staffen ere en og samme Person, bliver saa meget tydeligere deraf, at Staffen ogsaa i Sverige fremtræder som Prophet.^[4] Hans Spaadomme synes at have været særlig yndede blandt Bønderne og forekom i Folkemunde endnu meget længe efter Reformationen. Et mærkeligt Exempel herpaa kjendes fra den saakaldte Kalmarkrigs Tid. Da der i Aaret 1611 sendtes en Speider fra Norge ind over de svenske Grændser, hørte denne Bønderne i Vermeland fortælle, »at nu vilde den gamle Krønikebog gaa for sig, som hellige Broder Staffen haver gjort, at udi de sidste Dage skulde der komme en Herre udi Sverige, skulde hede Carolus, og han skulde sledske sig ind som en Ræv, han skulde føre et Levnet som en Løve, og han skulde igjen udjages som en Hund; og udi hans Tid skulde der falme meget Blomster udi Sverige« o. s. v.^[5]

Klostermanden Staffen er altsaa en svensk i Norge localiseret hellig Mand. Men ogsaa andre, meget ældre Traditioner, der knytte sig til Navnet Staffen, ere fælles for begge Broderfolk.

Svenske Forfattere meddele adskillige Sagn om en hellig Staffen (Stephanus), der skal have været Helsinglands Apostel.^[6] Sandsynligvis er han den samme Mand, som Adam af Bremen kalder »Stenphi« (Steinfinn), og om hvem denne Forfatter fortæller, at han blev sendt til Helsingland af Erkebiskop Adalbert og der udrettede meget for Guds Rige.^[7] Et sagn fortæller, at denne Missionær skal være bleven dræbt ved en Bæk, »Mordbækken«, paa Grændsen mellem Helsingland og Gestrikeland, og at han derpaa begroves i Norrala, hvor man paaviser »Hille Bror Staffens Stupa«,^[8] et tydeligt Tegn paa, at Erindringen om den gamle Steinfinn og om Abbeden i Gudeberga er smeltet sammen i Almuens Bevidsthed. Om den helsingske Staffen har man ogsaa fortalt, at det skulde være ham, der reiste den bekjendte »Sten i den grønne Dal«, der skulde blive staaende trods mange Omvæltninger i Verden, men omsider falde omkuld, »naar Præster blive Bønder og Bønder blive Vidunder«.^[9]

Endvidere har man i Sverige henført til denne Helsinglands Apostel en, som det synes, rundt om i hele den germaniske Verden forekommende Tradition om en hellig Steffen eller Stephanus, der var Patron for Heste, og til hvis Ære man paa anden Juledag, den bibelske Stephanus’s Helgendag, anstillede Hesteløb og morede sig ved anden folkelig Forlystelse. Det er her ikke Stedet nærmere at gaa ind paa denne Sag,^[10] men vi skulle alene bemærke„ at Skikken ogsaa har fundet Sted i Norge.^[11]

Allerede ovenfor har jeg i Anledning af Sunniva-Dyrkelsen nævnt, at St. Albanus’s Lidelse og Død er overført til Norge. Ogsaa en anden engelsk Helgen kan tjene som Exempel i samme Retning, nemlig den hellige Konge Eatmund. Han var ikke alene ivrig dyrket i Norge, hvor et Gilde i Bergen og en Præbende i Throndhjem bar hans Navn, men Sagnet lod ham endog have opført Hovedøens Kloster, ligesom hans to Døtre fik Æren for at have bygget Akershus’s to Taarne.^[12] I Vanelvens Kirke paa Søndmøre, der var ham indviet, stod hans Træbillede under Prædikestolen, og han skulde da ogsaa have været Kirkens Bygmester.^[13]

En Paavisning af Sagn, overtroiske Forestillinger og Folkeskikke, der staa i Forbindelse med fremmede Helgeners Dyrkelse i vort Land, vilde i og for sig frembyde en ikke ringe Interesse og navnlig vistnok give flere Vink om de ældste kirkelige Tilstande i Landet, men den ligger udenfor denne Bogs Plan. Kun et Par Exempler skal jeg anføre i denne Retning. Den i Europa forøvrigt lidet kjendte, ja næsten gaadefulde St. Brictiva, der angives at have været en irsk Helgeninde, skal have været særdeles meget dyrket i Norge, hvor hendes Dag (11te Januar) allerede omtales i den ældre Gulathingslov.^[14] Et sagn om hende fortaltes i sin Tid i Thelemarken og lød saaledes: En Mand saa engang, at hans Nabo vilde ud at kjøre, og raabte til ham: »Ved du ikke, at det er Brettemessedagen idag, du maa ikke kjøre, thi ellers bliver du ulykkelig,« men den Anden svarede: »Brætte mig hid og brætte mig did, saa vil jeg brætte mig hjem et Hølæs.« Han reiste da, men underveis brækkede Hesten sit Ben.^[15] Ligesaa gaves der endnu i forrige Aarhundrede den Overtro, at man ikke maatte kjæmme sit Haar paa den hellige Agathes Dag.^[16] Størst Interesse for en kommende Undersøgelse af disse middelalderlige Forestillinger og sædvaner vil dog visselig her som andensteds Jomfru Marias Dyrkelse frembyde.

1. Norske Samll., 8vo, I. S. 20.
2. Norriges Bescriffuelse, S. 95.
3. Dipl. Dalekarlicum, I. S. 20. Gudeberga Kloster var først stiftet 1485 af Ridderen Inge Johanssøn, og Staffen var dets første Abbed. A. Rhyzelius, Monast. Sviogoth., Linköping 1740, S. 258.
4. Rhyzelius, l. c.
5. Norske Samll., 8vo, II. S. 51. Som man strax vil se, er denne Spaadom intet andet end en Gjenklang af de bekjendte Ord om Bonifacius VIII. (»intrabit ut vulpes, regnabit ut leo, morietur ut canis«), der tillægges denne Paves Formand, Coelestin V., der nedlagde sin Værdighed 1295.
6. Ihre, De S. Stephano, primo Helsingorum apostolo, 1748.
7. »In confinio Sueonum et Normannorum habitant Scritefinni, quos aiunt cursu feras praeterire. Civitas eorum maxima Halsingland, ad quam primus ab archiepiscopo designatus est Stenphi episcopus, quem ipse imitato nomine Symonem vocavit. Qui etiam mulsot earundem gentium sua praedicatione lucratus est.« Ad. Brem. lib. IV. cap. 24. Cfr. P. A. Munch, N. F. Hist. II. S. 604.
8. Afzelius. Sv. Folkets Sago-Häfder, II. S. 40 fgg.
9. Se herom A. A. Hülphers, Samlinger til en Beskrifn. öfwer Norrland, II. (Jämtland) S. 134–135 og de mange der citerede Kilder. Sagnet om en saadan Sten er forøvrigt ogsaa localiseret i Danmark. Om den i Karlam. Saga, S. 266, omtalte »grønne Dal« kan have noget med dette sagn at gjøre, tør jeg ikke afgjøre.
10. Den vil findes udførligt fremstillet i S. Grundtvigs Danske Folkeviser, II. S. 518–525 og III. S. 882-885, cfr. Kuhn, Sagen, Gebrauche und Märchen aus Westphalen, II. S. 101, Pfeiffers Germania, XI. S. 74 fgg. samt Zeitschrift des Bergischen Geschichtsvereins, VI. S. 96.
11. Sophus Bugge i Grundtvigs Danske Folkeviser, III. S. 883, og L. Daae i Tidsskriftet Norden, udg. af J. Lieblein, IV. S. 288.
12. Samll. til N. F. Spr. og Hist., II. S. 355–356.
13. L. Daae, Norske Bygdesagn, I. S. 3.
14. Norges gamle Love, I. S. 10. Cfr. Dipl. Norv. I. S. XXXV. Sophus Bugge har meddelt mig, at Navnet Brictiva eller Brettiva muligens ligesom Sunniva turde være frankisk (Brecht vêfa, Berchtwaifa).
15. Wille, Beskrivelse over Sillejord, S. 244–245.
16. E. Pontoppidan, Everriculum fermenti veteris, p. 86–87. Agathe er som bekjendt hos Almuen blevet til Aagot, hvilket Navn i den senere Tid er blevet et Modenavn blandt andre Stænder, naturligvis fordi man har indbildt sig, at det var et ægte nationalt Navn.