Norges Helgener/16

Fra Wikikilden
Alb. Cammermeyer (s. 213-220).
◄  VII.
IX.  ►
De svenske Helgeninder Birgitta og Catharina.

Ifald der var Tale om at gaa nærmere ind paa den hellige Birgittas rige og mærkværdige Historie, vilde hun selvfølgelig ikke høre hjemme hverken blandt norske eller »mindre« Helgener. Her skal imidlertid kun nogle enkelte Træk anføres, der særlig angaa denne Helgenindes og hendes Datters Forhold til Norge.

Birgitta var som bekjendt født i Begyndelsen af 14de Aarhundrede og tilhørte det høieste svenske Aristokrati, ligesom ogsaa hendes Orden havde et fremtrædende aristokratisk Præg og særlig var beregnet paa Adelen. Hun havde stedse været af et fromt Sind, besøgte tidlig St. Olaf i Throndhjem og St. Jacob i Compostella, og efterat hun 1344 var bleven Enke, viede hun sig ganske til fromme Øvelser, forlod 1346 Sverige og tilbragte for det meste sit Liv i Italien. Efter at have valfartet til flere hellige Steder, endog til Jerusalem, døde hun 1373 i Rom. Allerede før sin Død havde hun opnaaet pavelig Bekræftelse for sin Orden, der opkaldtes efter Frelseren selv, og hvis Regel var af eiendommelig Beskaffenhed, idet Klostrene skulde have et dobbelt Convent, saavel Søstre som Brødre. Allerede kort efter hendes Død begyndte man fra Sverige af, hvor Ordenen ved hendes Grav i Vadstena havde sit berømte Hovedkloster, at forhandle med Curien om at faa hende formelig canoniseret, og utallige Jertegn anførtes som Vidnesbyrd om hendes Værdighed til denne Ære. Efter mange Anstrengelser og med uhyre Bekostninger opnaaedes ogsaa, dog først efter at Dronning Margreta var kommen til Magten ogsaa i Sverige, denne Indrømmelse af Pave Bonifacius IX. i Aaret 1391 den 7de October, der siden var hendes Helgendag.[1]

Vadstenas Kloster og Birgitta-Dyrkelsen i det Hele havde en fremtrædende skandinavisk Character og havde sin ikke uvæsentlige Del i den Tilnærmelse, som i Slutningen af det fjortende og Begyndelsen af det femtende Aarhundrede fandt Sted mellem de tre Rigers høiere Stænder. Flere Nonner i Klostret vare danske og norske, flere ansete Mænd fra Broderrigerne færdedes ogsaa der, og nogle af Norges Adel døde og begroves der, saaledes 1412 Hr. Alf Haraldssøn Bolt,[2] Ulf Jonssøn 1415[3] og Jon Ummereise 1440.[4] Klostret var nemlig et Valfartssted i det Store, hvorhen pilegrime i talrig Mængde strømmede sammen, da der ved Jubelaarene her kunde uddeles Aflad med samme Virkning som i Rom selv. Kun enkelte Vidnesbyrd ere bevarede om Menigmands Besøg her fra Norge,[5] men de holdt sig meget længe, ja endog i 1528 sees en Valfart til Vadstena at have fundet Sted fra Thelemarken.[6] I samme Landskab fandtes, ved Nedtagelsen af den bekjendte Neslands Kirke, to Smaabilleder af Bly med latinsk Omskrift, der vise sig at være Pilegrimstegn, hjembragte fra Vadstena; et lignende er ogsaa fundet i Jorden i Oslo.[7] Overhovedet fandt her Salg af deslige Gjenstande Sted i meget betydelig Maalestok, og Kunstfærdigheden stod i det Hele meget høit i Vadstena. Olaus Magnus[8] omtaler særlig nogle Billeder af den hellige Jomfru, der vare saa berømte, »at fromme Mennesker reiste lige fra Throndhjem til Vadstena for at beskue dem«.

Af Birgittas Jertegn skal to hidsættes, fordi de angaa Norge og indeholde tidsbilledlige Smaatræk. Det første af dem er henlagt til Akershus Slot i dets ældste Dage og minder i flere Henseender om St. Olaf og den af Venderne fangne Danske (S. 25). Det andet Jertegn er aabenbart et Minde fra de langvarige og ødelæggende, men meget lidet bekjendte Grændsekampe, som i fjortende og femtende Aarhundrede jevnlig førtes med Russer og Kareler. Forøvrigt fortælle endnu adskillige andre af Birgittas Jertegn om norske Mænd og Kvinder, men de frembyde ingen særlig Interesse.

»En Adelsmand ved Navn Gaste[9] fra Oslo blev ved Palmesøndagstider i Aaret 1376 greben paa sin Konge Haakons Befaling og tilligemed en eneste Tjener kastet i et mørkt Fængsel paa Fæstningen Akersborg, hvor han blev bunden til en Træpæl og sluttet i de tætteste Lænker. Efter længere Tids Lidelse paakaldte han omsider den hellige Birgitta med Bøn om Befrielse. Faa Dage efter, det var just paa St. Hans Dag, fandt en af hans Venner Leilighed til uformærkt at skaffe ham en Fil. Han og Tjeneren begyndte da at overfile Pælen og Lænkerne, og Tjeneren, der først blev fri, forsøgte saa at bryde Muren med Benene af det Kjød, de havde fortæret. Se nu det største Jertegn! Den faste Mur, der havde udholdt de haardeste Beleiringsmaskiners Angreb, gav nu efter for de skjøre, kogte Ben. Allerede den tredie Dag efter, at Gaste var kommen i Besiddelse af Filen, havde de ved Daggry faaet et saa stort Hul paa Fæstningsmuren, at de slap ud af Borgen. Strax blev imidlertid en af dennes Besætning dette var og gjorde Allarm, saa at snart firti Mand med Landser og Kastemaskiner satte efter de Flygtende. Kun Tjeneren kunde løbe hurtigt nok, thi Adelsmanden havde været saa haardt bunden, at Benene svigtede ham. Han satte sig da ned ved en Sten ikke længere fra Fæstningen end et Stenkast, idet han slog sin Lid til den hellige Birgitta, hvem han havde anraabt. Forfølgerne saa ham vistnok i Frastand siddende ved Stenen, men da de kom til Stedet, kunde de ikke mere se ham, men vel alt, hvad der var rundt omkring ham. De løb da om ham i en Kreds fra Morgen til Middag, som han selv siden fortalte i mange troværdige Personers Paahør, og vare ham undertiden saa nær, at de mere end ti Gange havde kunnet tage paa ham med sine Hænder, og han hørte dem sige: »Her saa vi ham jo sidde, men vi have ikke seet ham gaa bort, maaske har Jorden aabnet sig og slugt ham.« Endelig, da allerede Tiden til Middagsmaaltidet var kommen, gik de tilbage til Fæstningen uden at have faaet fat paa ham. Han tog da Flugten videre, saa godt han kunde, idet hans smerter efterhaanden lindredes. Paa Christi Himmelfartsdag indfandt han sig i Vadstena og bekjendte da disse Jertegn.[10]

Nils »Skuame«, Peder »Ruth« og Andreas Gala fra Byen »Languave«, St. Olafs Sogn i Staden Vitaresa (udentvivl Feilskrift for Nidarosia), i hvilken der er en Kathedralkirke, hvori Christi Stridsmænd, der bo i Hedningernes Nærhed, have Herredømmet, begave sig ud paa det Hav, i hvis Nærhed de bo, for at fange Fisk. Modvind drev dem til at nærme sig en Borg ved Navn »Cabbris« i Hedningernes Land. Disse fik dem at se, og tolv Hedninger greb dem, førte dem til Stranden og berøvede dem alt, hvad de havde, undtagen en skjorte til Mands, bandt deres Hænder paa Ryggen og hængte en stor Sten om Halsen paa hver af dem for derpaa at kaste dem i Havet. Medens alt dette gik for sig, paakaldte de tre Nordmænd under sin Dødsangst uafladelig Birgittas Navn, men jo ivrigere de gjorde dette, desto værre bleve de pinte, og desto fastere bleve de bundne af Hedningerne, som sagde: »Der er Ingen, som skal bringe Eder levende ud af vore Hænder.« Derpaa satte Hedningerne dem i deres eget Skib igjen og førte dem langt ud paa det aabne Hav, hvor de mente, at Vandet var ti Alen dybt. Andreas Gale blev først kastet ud og sank strax tilbunds, men ved et Guds Under brast Rebet med stenen om hans Hals, omendskjønt det var saa stærkt, at ti Mand neppe vilde have kunnet rive det over, og han selv blev i et Øieblik hævet op over Vandskorpen og laa paa denne med sine bagbundne Hænder som paa den faste Jord. Da nu Hedningerne fik se dette, blev deres Raseri paanyt optændt, og de vilde nu slaa ham ihjel med Stokke, men forgjæves, de rammede kun Vandet og kunde ikke naa ham selv. Idet de tilsidst mærkede, at deres Anstrengelser ikke nyttede til noget, begyndte de at blive bange og at sige til hverandre: »Virkelig hjælper hun, som de paakaldte. Det er nok bedst, at vi slippe dem, for at ikke Hevnen skal komme over os, thi den, som kan berøve vandene deres Kraft og sløve vore Hænder, kunde nok formaa at øve Gjengjeldelse imod os.« Derpaa løste de de to, som endnu ikke vare udkastede, lokkede Andreas, som laa over Vandet, til sig med venlige Ord og løste ogsaa ham, hvorpaa de lode dem drage sin Vei med sit Skib. Dette skede Paaskeaften ved Aftentid. De befriede Nordmænd vare imidlertid endnu ikke trygge, men frygtede for at falde i andre Hedningers Vold, og de havde ogsaa ondt for at komme afsted, da Havet var stille. Men pludselig indtraf et nyt jertegn. En vældig Strøm satte pludselig deres skib i Bevægelse, saa at de, uden at de brugte hverken Seil eller Aarer, naaede frem til sine Venner, inden det blev mørkt, og saaledes tilbagelagde en lang Strækning Disse Mænd kom noget efter Pintse til Vadstena, hvor de med edelige Forsikringer fortalte denne Hændelse og fremviste paa sine Legemer Mærkerne efter Hedningernes Mishandlinger. En fjerde Mand fra deres By, Johannes Laurentssøn fulgte dem, og flere Adelsmænd og Præster vare Vidner til Fortællingen.[11]

Flere af Birgittas Børn og Efterkommere stode i Forbindelse med Norge. Navnlig er Datteren Märta Ulfsdatter bekjendt som Dronning Margretas Opdragerinde i Norge i de første Aar efter hendes tidlige Bryllup med Haakon VI. Denne Fru Märtas Datter med Hr. Knut Algotssøn, Catharina Knutsdatter, blev den norske Drotsete Hr. Øgmund Finnssøns Hustru og tilsidst Dronning Philippas Hovmesterinde.

Birgittas mærkeligste Datter var imidlertid Catharina, første Forstanderinde for Vadstena Kloster († 1381). Hun blev ogsaa selv Helgeninde og modtog af Paven en ringere Art af Canonisation, idet hendes Dyrkelse 1482 tillodes for de tre nordiske Riger, hvorefter den siden udvidedes til Birgittinerklostre ogsaa udenfor disses Grændser.[12]

Et Træk af Catharinas Helgenhistorie angaar Norge og vilde være af nogen Interesse, om man kjendte de Slægtskabsforhold, hvortil der hentydes. Det heder:

Medens den hellige Birgitta endnu levede og Datteren var hos hende i Rom, hændte det sig en Dag, da Catharina laa paa Knæ i Bøn foran Evangelisten Johannes’s Alter i den store Peterskirke, at en fremmed Kvinde i hvid Dragt med Bælte, hvidt Bind over Panden og sort Kappe viste sig for hende og med hurtige Skridt nærmede sig hende og, idet hun hilste hende ved Navn, ydmygt anmodede hende om at bede for en norsk Kvindes Sjel. Catharina reiste sig og spurgte hende, hvorfra hun var. Den Fremmede svarede, at hun kom fra Sverige, og at Catharinas Broders, Hr. Karls, Hustru var død. Catharina indbød hende da til sin Moders Hus, men den Fremmede undskyldte sig med, at hun ikke havde Tid, idet hun gjentog sine Ord: »Bed vel for den norske Kvindes Sjel, thi snart skulle I faa Budskab fra Eders Fædreland og faa en god Hjelp, thi den norske Kvinde har testamenteret Eder sit gyldne Hovedsmykke (aureus circulus capitis). Dermed forsvandt hun. Forundret vendte Catharina sig til sine Terner, der stode hos hende, og spurgte, hvor der var blevet af den Person, der havde talt med hende. De svarede:» Vi hørte vistnok, at Nogen talte med Eder, men vi saa Ingen.« Forskrækket fortalte da Catharina sin Moder denne Sag, og det blev da aabenbaret Birgitta, paa hendes Bøn derom, at Fru Gyda, Hr. Karls Hustru, var død, idet dennes Sjel aabenbarede sig for Birgitta og bad om Hjelp. Ikke længe efter kom Ingevald Amundssøn, Catharinas Frænde, fra Sverige med Budskab om Fru Gydas Død og medbragte det nævnte Hovedsmykke eller Krands, som denne havde pleiet at bære »efter sit (norske) Fædrelands Skik«. Fru Gyda var nemlig af norsk adelig Familie. Krandsen havde saa stort Værd, at Birgitta og hendes Datter med deres hele Husstand levede deraf et helt Aar.[13]

  1. Fr. Hammerich. Den hellige Birgitta og Kirken i Norden, Kbhvn. 1863.
  2. Diar. Vadstenense, ed. Benzelius, p. 47. Dipl. Norv. V. S. 355.
  3. Ibid. p. 53.
  4. Ibid. p. 84.
  5. Nemlig fra 1390 (Dipl. Norv. I. S. 380) og 1472 (ibid. I. S. 649–50).
  6. Dipl. Norv. I. S. 784.
  7. I. Undset, Universitetets Samling af nordiske oldsager, Kra. 1878, S. 69.
  8. Hist. de gent. Septentr., lib. XIII, cap. 51. (Ed. Romae 1554, p. 472).
  9. I Originalen: Nobilis quidam Gotherinus. Navnet Gaste, der sandsynligvis skal være et Familienavn, kunde synes at tyde paa Slægten Gerst eller Gest.
  10. Acta Sanctorum, Mens. Oct. Tom. IV. p. 555–556.
  11. Acta Sanctorum, l. c. p. 557–58.
  12. Om Forholdet hermed se foruden de af Chr. Lange, Norske Klostres Historie, 2. Udg. S. 55 anførte Kilder ogsaa Dipl. Norv. VII. S. 594. Om Catharina se forøvrigt C. Silfverstolpe: Klostret i Vadstena. (Historiskt Bibliothek, I. S. 59 fgg.).
  13. Scr. Rer. Svec. III. 2, p. 253.