Norges Helgener/15

Ludvig Daae

Norges Helgener

Alb. Cammermeyer, 1879 (s. 203-212).

Helgener fra Norges Bilande. Magnus jarl og Ragnvald jarl paa Orknøerne. Jon Øgmundssøn i Hole. Thorlak i Skaalholt. Gudmund i Hole.

To af Norges Bilande, Orknøerne og Island, have frembragt egne Localhelgener, men de skulle her kun omtales i Korthed og med særligt Hensyn til deres Forhold til det egentlige Norge.

Magnus Erlendssøn var af Kong Eystein Magnussøn bleven forlenet med en Halvdel af Orknøerne og Hjaltland, medens den anden Halvdel styredes af hans Frænde Haakon Paalssøn. Magnus var en godmodig og eftergivende Mand, der tidlig udmærkede sig ved Fromhed og helligt Liv, medens Haakon var herskesyg og uelskværdig. Den fromme jarl kunde følgelig ikke i Længden have Fred for ham og forlod derfor for en Tid Øerne, opholdt sig derpaa ved den engelske Konge Henrik I.s Hof og besøgte ogsaa flere hellige Steder. Efter Hjemkomsten blev han paa en skjændig Maade myrdet paa Haakons Befaling (16de April 1115). Haakon foretog sig imidlertid senere en Pilegrimsreise til det hellige Land og forbedrede sit Liv, inden han døde 1122. Allerede strax efter Magnus’s Drab synes Haakon at have næret Frygt for, at denne skulde blive anseet for hellig, og dette blev ogsaa meget snart Tilfældet, skjønt det varede nogen Tid, inden Geistligheden erklærede ham for en Helgen. Biskoppen paa Øerne, Villjam, var nemlig af politiske Grunde uvillig til et saadant Skridt, men omstemtes senere og lod omsider hans Ben høitidelig skrinlægge i Kirkevaag 13de December 1135. Denne Dag feiredes senere som Magnus’s Translationsdag, medens 16de April, hans Dødsdag, var hans egentlige Fest.^[1]

Den hellige Magnus nød et stort Ry som Helgen, vel især paa sine Øen men dog ogsaa i Norge, paa Island og i Skotland. Hans Grav er rimeligvis bleven besøgt af talrige Pilegrime fra det sidste Land, thi ellers vilde neppe Biskopperne i et saa lidet Stift have været istand til at lade opføre en saa prægtig Kathedralkirke som St. Magnus’s i Kirkevaag. I denne findes endnu to Figurer af Sten, af hvilke den ene forestiller St. Magnus med Tonsur, som om han var Præst, og med et Sværd i Haanden, rimeligvis for at antyde Dødsmaaden. Den anden Figur fremstiller St. Olaf med Krone paa Hovedet og i kongelig Dragt med Øxen i sin høire Haand.^[2]

Om St. Magnus haves en egen legendarisk Saga,^[3] hvorhos hans Jertegn og Hymner til hans Ære findes optagne i det Aberdeenske Missale, hvorfra de ere gaaede over i Acta Sanctorum.

Af denne Helgens mange Jertegn skal alene anføres følgende: Der var en Mand paa Øerne ved Navn Eldjarn Vardessøn, der under en langvarig Hungersnød blev saa syg, at han maatte kjøres Gaard imellem Thorsdag efter Paaske kom han saaledes til en Gaard, hvor der boede en Præst. Han overnattede her og lod sig den følgende Dag bære til ottesang og blev saa liggende syg i Kirken, efterat de øvrige havde forladt den. Her tænkte han da alvorlig over sin Skjæbne, mindedes bedre Dage, da han var frisk og rig, og lovede, om Gud nogensinde gav ham Sundheden tilbage, at faste i sex Dage, saavel foran St. Magnus’s som St. Olafs Fest. Præsten var imidlertid kommen tilbage til ny Gudstjeneste og havde læst Epistelen. Da faldt den syge Mand i Søvn, og de omstaaende holdt ham for død. Medens han sov, saa han et Syn, et stort Lys hvorefter fulgte en skjøn Mand, der tiltalte ham og spurgte: »Eldjarn, er du nu svag?« Han syntes at svare: »Det synes saa, men maaske er jeg det dog ikke, men hvem er du?« Den skjønne Mand svarede: »Her er den hellige Jarl Magnus Erlendssøn, vil du blive frisk? Den hellige Kong Olaf hørte dine Bønner og det Løfte, som du gjorde for din Helbredelse, men han har sendt mig hid for at give dig din Helse, thi en Kone har paakaldt ham vester i Fjordene, og derfor er han selv reist did for at helbrede hende.« Efter disse Ord begyndte Magnus at røre ved ham, men da Evangeliet læstes, vaagnede Eldjarn og bad de omstaaende om at reise ham op. Til alles Forbauselse kunde han nu staaende høre Messen, fortalte derefter Jertegnet, og alle priste Gud.^[4]

I St. Magnus’s Kathedralkirke blev imidlertid endnu en af Øernes Jarler, hans nære Frænde, skrinlagt som Helgen. Det var den af sin Samtid meget høit agtede og afholdte Ragnvald (Kale) Kolssøn, en Nordmand, født og opvoxet paa Agder, men Søstersøn af den hellige Magnus. Dette Slægtskab bevirkede, at Sigurd Jorsalafarer gjorde ham til jarl over Halvdelen af Orknøerne (1129), hvor han længe herskede med Ære. Han er navnlig bleven berømt ved det Korstog til det hellige Land, som han foretog i Forening med Erling Skakke i Aarene 1151–1155, og derhos ogsaa som en meget frugtbar og paa sin Maade heldig Skald.^[5] Nogen Tid efter Hjemkomsten fra det hellige Land blev Ragnvald dræbt paa Katanes 20de August 1158. Der opkom snart Sagn om hans Hellighed, og i Aaret 1192 blev han skrinlagt.^[6] Det hedder endog, at han blev formelig canoniseret af Pave Coelestin III., men denne Paastand tiltrænger dog visselig Bevis.^[7] Ifald det virkelig var sandt, vilde Ragnvald mærkelig nok være den eneste Helgen i den norske Kirke, hvem denne Ære vederfaredes. Han er neppe bleven dyrket i Norge, men kun paa sine Øer og i Skotland.

Af islandske Helgener naaede tre, samtlige Biskopper, en høi Anseelse paa Øen, tildels ogsaa i Norge.

Den ældste af dem var Jon Øgmundssøn, den første Biskop af Hole, der døde 23de April 1121 og erklæredes for Helgen og skrinlagdes 3die Marts 1198. Begge de nævnte Dage vare senere hans Festdage. Hans Liv og Jertegn behandles udførligt i flere Sagaer.^[8] Hans Moder skal som Barn have været med sine Forældre paa Besøg i Norge og Olaf, som dengang endnu levede, prist hende lykkelig som den, der i sin Tid skulde føde Islands bedste Søn.^[9] Selv gjorde Jon ogsaa en Pilegrimsreise til Nidaros.^[10]

Den anden er Thorlak Thorhallessøn, Biskop af Skaalholt 1178–1193, skrinlagt i sin Kathedralkirke 1198.^[11] Ogsaa hans Levnet og Mirakler fortælles i særegne Sagaer.^[12] Af Miraklerne vedkomme enkelte Norge, og Thorlak har maaske været ikke saa lidet dyrket ogsaa blandt os. En Kvinde i Graabaksgaarden i Nidaros, der forslog sig slemt, da hun vilde gaa i Ottesang, helbrededes ved at paakalde Thorlak, ligesom en rig Nordmand, der for Kjøbmandsfærd, men overfaldtes af Røvere, reddede en Del af sit Gods ved samme Middel og derefter begav sig i pilegrimsfærd til Skaalholt.^[13]

Om Thorlak paastaaes det, at han har været dyrket ikke alene paa Island og i Norge med Bilande, men ogsaa i flere andre Lande, saasom i Danmark, Sverige, England og Skotland,^[14] ja endog i Constantinopel. En Legende om hans Dyrkelse her er ret mærkelig, fordi den omtaler Væringer ogsaa efter den store Revolution i det græske Rige 1204. Det heder nemlig, at under »Philippus af Flandern« (hvorved maa forstaaes enten Balduin af Flandern, der valgtes til Keiser i det »latinske« Rige efter Constantinopels Erobring af Korsfarerne, eller Broderen Henrik, der blev hans Eftermand) toge mange Nordmænd Tjeneste som Væringer og bragte da dem, som allerede før befandt sig der, Efterretningen om Thorlaks Hellighed og mange Jertegn, hvorfor de da glade droge til Kirke og takkede Gud. Keiseren fik det at vide, syntes godt derom og blev underrettet om Thorlaks Hjemland og Jertegn. Nogen Tid efter skulde man kjæmpe med Hedningerne, og striden blev haard. Væringerne lovede da at bygge St. Thorlak en Kirke, om de fik Seier. Høit paakaldte de da den islandske Helgens Navn, men ikke før fik Hedningerne dette at høre, før de sloges med Rædsel og flygtede. Med rigt Bytte vendte Væringerne hjem til Miklagaard, hvor Keiseren selv lagde Grundstenen til St. Thorlaks Kirke.^[15] Som det vil sees, er denne apocryphiske Fortælling ligefrem en Efterdigtning af Legenden om Keiser Kyrialax og St. Olaf.

Characteristisk for det islandske Helgenvæsen overhoved er følgende Fortælling fra Begyndelsen af fjortende Aarhundrede. Erkebiskop Jørund havde sendt to Mænd, en Nordmand, Broder Bjørn, og en Islænding, den bekjendte Laurentius Kalfssøn, siden Biskop af Hole, over til Island som Visitatorer. Dagen før Thorlaksmessen om Høsten bad Laurentius Broder Bjørn om til den følgende Dag at berede sig paa en Sermon i Skaalholts Kirke om den hellige Thorlak. Bjørn svarede: »I Islændinger ere ret underlige Mennesker, eftersom I holde mange Mænd, som have levet her blandt Eder, for hellige, uden at man i andre Lande kjender noget til dem, og det er meget dristigt af Eder, at I holde denne Mand hellig, hvem Erkebispestolen i Nidaros ikke erkjender. Jeg vil derfor hellere i Aften, naar Klerkerne skulle til at synge, gaa op i Choret og forbyde Biskoppen og dem at synge for denne Thorlak, førend det er lovligen vedtaget af vor Herre Erkebiskoppen og alle Biskopper in provincia Nidarosiensis ecclesiae.« Laurentius bad ham om at vogte sig, »thi det vide alle, baade her i Landet og videnom andensteds, at Biskop Thorlak er en sand Helgen, og at han har gjort og gjør mange Jertegn, og han kan hevne sig, hvis du ikke gjør Bod for Gud og den velsignede Biskop.« Broder Bjørn hørte imidlertid ikke paa Laurentius’s Ord, men bad sin steger om at tilberede Kjødmad til Aften. Men kort efter kom der Bud til Laurentius fra Broder Bjørn, som pludselig var bleven syg og laa i sin Seng, stønnende og sukkende. »Hvad skal jeg gjøre, Kammerat,« sagde han til sin indtrædende Ven, »thi, jeg føler Stik i Hjertet og vil vist snart dø.« »Det er ikke underligt,« sagde Laurentius, »thi ligesom den hellige Thorlak er miskundelig mod dem, som paakalde ham, saaledes er han ogsaa meget hevngjerrig mod dem, som forbryde sig mod ham; det viste sig i England, da en Mand, der vilde spotte ham og tog en Pølse (mørbjugi) og frembar den for den hellige Thorlaks Billede med de Ord: Vil du have den, du Islænding (mørlandi)? men det fik den Daare snart at føle, thi den Haand, der holdt Pølsen, blev stiv som Træ, og han maatte staa der med udstrakt Haand, indtil gode Mænd bade for ham og han angrede sin Synd.«^[16] »Gjerne vil jeg angre,« sagde Broder Bjørn, »og tro paa hans Helligdom, hvis han vil tage min Sygdom bort, og jeg vil ogsaa imorgen prædike for godt Folk om hans Liv og Jertegn.« Da han havde sagt dette, var det strax forbi med hans Sygdom, og han stod frisk op og prædikede Dagen efter fagert for Folket om den hellige Thorlak.^[17]

Thorlaks Helgendage vare 20de Juli og 23de December. De i Norge brugelige Bønner og Lectier til hans Ære findes i Breviarium Nidrosiense.«^[18]

Den tredie af de hellige Biskopper er Gudmund Aressøn, Biskop i Hole 1201–1237 og skrinlagt 1237. Han nød allerede i levende Live Anseelse for Hellighed, men var forøvrigt et yderst forfængeligt og trættekjært Menneske, laa i Strid baade med Geistlige og Lægfolk og var en Tid endog landflygtig fra Øen. I Catholicismens sidste Dage gjordes et ret mærkeligt Forsøg paa at faa hans Hellighed erkjendt af Paven ved formelig Canonisation. Dette Forsøg udgik fra den bekjendte Biskop Jon Aressøn i Hole, samtidig med dennes Indvielse til Biskop 1524. Han henvendte sig til sin Metropolitan, Olaf Engelbrektssøn, og denne igjen til sin Commissionær i Rom. Svaret blev imidlertid omtrent det samme, som nogle Aar tilforn var givet Christiern II. angaaende Hellig Haakon. For tre hundrede Ducater vilde der efter en Kardinals Forsikring kunne opnaaes en Art Anerkjendelse af Gudmunds Hellighed (alium modum qvasi similem canonizationi), idet Paven nok, naar Gudmunds Mirakler godtgjordes ved authentiske Vidnesbyrd, vilde indrømme ham en vis Anerkjendelse som Helgen, eller hvad man har pleiet at kalde en Beatification, men en formelig Canonisation kunde der ikke være Tale om, selv om der blev budt tre tusinde Ducater.^[19] Endnu i 1527 skriver Erkebispen til den samme Commissionær i Rom om denne Sag,^[20] men siden vides Intet videre derom, og Reformationen har i ethvert Fald snart standset det Hele.

Gudmund har ogsaa været dyrket i Norge og havde her et Capel i den nu saakaldte Majorskov paa Grændsen af Eidsvold og Ullensaker. Capellets Navn gav senere Anledning til et fuldstændig opdigtet Stedsagn om en ny St. Gudmund, en romerikisk Bondegut, hvem nogle Kvinder skulde have lemlæstet og dræbt efter et forgjæves Forsøg paa at forføre ham til Usædelighed.^[21] Endnu i Begyndelsen af forrige Aarhundrede fandtes hos en Bonde i Vraadal (Annex til Hvideseid i Thelemarken) et stort Træbillede af Gudmund, der af Præsten Otto Stoud, Holbergs Frænde,^[22] blev anseet for et Afgudsbillede og tilintetgjort.^[23]

Om Biskop Gudmund digtede senere (1345) skalden Broder Arngrim et stort Kvæde, hvori blandt andet omtales den islandske Helgens Besøg ved St. Olafs Skrin i Nidaros.^[24] Der haves egne Sagaer ogsaa om ham, ligesom om de ovenomtalte Helgener Jon og Thorlak.^[25]

Disse to islandske Biskoppers ophøielse til Helgener er ikke uden al Lighed med Erkebiskop Eysteins i Moderlandet. Deres Bestræbelser i Livet havde gaaet i samme Retning som hans. Vel var der paa Island intet Kongedømme at bekjæmpe, men der var efter Landets fattige Leilighed dog et Aristokrati, og dette havde hidtil udøvet Patronatsretten over Landets Kirker og saaledes behersket Geistligheden. Thorlak og Gudmund havde begge med lige Iver, om end ikke med lige Dygtighed, kjæmpet for den canoniske Rets Bestemmelser og imod det nævnte Patronat, og efter deres Død var det deres Eftermænds Erkjendtlighed, der skaffede dem Skrinlægningens Ære.^[26]

1. Om hans Skrinlægning se Finn Magnusen i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, III. S. 358 fgg.
2. Sir Henry E. L. Dryden. Bart., Deseription of the church, dedicated to Saint Magnus, and the Bishop’s Palace at Kirkwall. Kirkwall 1878, 8vo, S. 55. Man vil i dette forøvrigt kun populære Skrift finde adskillige smukke Illustrationer fra denne mærkelige Kirke.
3. Udgivet i Kbhvn. 1780 in 4to sammen med Orkneyinga Saga. En norsk Ballade, optegnet 1774 i Foula paa Hetland omtaler Magnus. (Sam1. t. N. F. Spr. og Hist., VI. S. 121).
4. Orkneyinga Saga ok hins helga Magnusar, S. 538 fgg. Et andet Jertegn, der henlægges til Norge og sættes til Harald Gilles Tid, læses sammesteds S. 530 fgg.
5. R. Keysers Efterladte Skrifter, I. S. 325–326.
6. Isl. Ann. p. 78.
7. P. A. Munch meddeler det uden at anføre Hjemmel. (N. F. Hist. II. S. 948).
8. Biskupa Søgur, I. S. 149–260.
9. Sammesteds, I. S. 153.
10. Sammesteds, I. S. 221.
11. Finn Magnusen, Nord. Tidsskr. for Oldkyndighed, III. S. 359 fgg.
12. Biskupa Søgur, I. S. 87–124 og 251–404.
13. Sammesteds. I. S. 363, 385.
14. Sammesteds, I. S. 124.
15. Biskupa Søgur, I. S. 353–364.
16. Dette er et Træk, som oftere har været localiseret, og som gjenfindes i Almuesagn endnu i vore Tider. Den »vise« Hr. Søren Schive i Bjelland i Mandals Provsti († 1702,) satte saaledes i Kvinesdal, hvor han drev Tømmerflødning, en Lieutenant fast, saa at han i atten Timer maatte staa med Sabelen i udstrakt Haand, indtil Hr. Søren løste ham. L. Daae, Norske Bygdesagn, I. S. 41.
17. Biskupa Søgur, I. S. 809–811.
18. De ere derfra aftrykte i Danske Magazin, III. S. 9–11.
19. Dipl. Norv. VII. S. 594. (Allens Breve og Aktst., I. S. 282). Cfr. ogsaa F. Johannaei Hist. Eccl. Islandiae. II. p. 363.
20. Dipl. Norv. VII. S. 692.
21. L. Daae, Norske Bygdesagn, II. S. 80.
22. Norsk hist. Tidsskrift, II. S. 283.
23. E. Pontoppidan, Everriculum fermenti veteris, p. 12–13.
24. Biskupa Søgur, II. Siden er Kvædet særskilt udgivet og commenteret af A. Isberg i en Disputats ved Lunds Universitet 1877.
25. Biskupa Søgur, II. S. 405 fgg.
26. Smnlgn. Ph. Zorn, Staat u. Kirche in Norwegen, S. 19, 267.