Norges Helgener/14

Ludvig Daae

Norges Helgener

Alb. Cammermeyer, 1879 (s. 196-202).

Res obscura quidem est ignobilitate virorum
Mira tamen.

Ov. Met. VI. 319–320

Bondehelgener. Tove. Tarald, Tollef Salemand, alle i Thelemarken. Besse paa Knaben. Visknut i Gausdal. Senere Præster med overnaturlige Gaver. Eldbjørg.

Der gives en Klasse af hellige Mænd, som jeg vil kalde Bondehelgener. Det er Personer, som ikke kjendes af Historien, men som Almuen i en enkelt Bygd eller i en noget videre omkreds har anseet for hellige, og hvis Dage maaske endog ere ihukomne ved Messe i en og anden Kirke. De af disse Helgener, der nu kjendes, synes alle at høre hjemme i Thelemarken.

I Tuddal, Annex til Hjertdal i Øvre Thelemarken, nævnes i et Document af 1359 den hellige Tove. Kirken var ved den nævnte Tid afbrændt ved Vaadeild, og en Ketil Karlssøn havde kort forud slukket Lyset i den hellige Toves Kove.^[1] I vore Helgensagaer findes, hvor hellige Eneboere og Pilegrime omtales, netop Ordet kofi anvendt om Hytter, hvori de have boet i Nærheden af Kirker.^[2] Der mangler heller ikke Træk af helligt Eneboerliv i Norden selv. Saaledes fortælles der, at en af de islandske Landnamsmænd Ásolf Alskik, der var kommen fra Irland, først boede med nogle Venner i en Hytte eller Skaale, hvor der senere opførtes en Kirke, derpaa flyttede til en anden Hytte ved »Iraa« (den irske Aa) og endelig blev Eneboer i en »Kove«, hvorfor han siden ansaaes for den »helligste Mand«.^[3] Om en islandsk Kvinde, Hild, fortælles, at hun, efter først at have søgt Ensomhed i en Fjeldheller, boede sonr Nonne i en liden »Kove«, søndenfor Choret i Hole Kirke, hvor hun tjente Gud med Bøn og Faste Nat og Dag.^[4] Det er derfor sandsynligt, at vi i den hellige Tove maa se en lignende from Eneboer, der maaske efter Døden er bleven dyrket i sin Kove ved Tuddals Kirke.

Diplomer af 1467 (fra Brunkeberg i Øvre Thelemarken) og af 1488 fra Opdals Annex i den øvre Del af Numedalen omtaler «Taraldsmesse-Dagen«^[5] uden nærmere at bestemme den, og i et Brev fra Sillejord i Thelemarken anvendes endnu i 1585 den samme os ubekjendte Messedag til Datering.^[6] Hertil indskrænker sig vor Kundskab om den hellige Tarald. Muligvis kan dog følgende Omstændighed staa i Forbindelse med ham. Paa Sillejords Kirkegaard skal foruden den egentlige Sognekirke, der var viet St. Olaf, ogsaa have staaet en anden for »HIarald«.^[7] At denne sidste skulde være kaldet efter »Harald, St. Oles Broder«, som det har været sagt, synes utroligt, og at antage »Harald« for en Forvexling med »Halvard«,^[8] forekommer vilkaarligt. Derimod kunde det, siden den hellige Tarald, som vi have seet, var kjendt netop i Sillejord, være rimeligere at tænke sig, at han har været begravet og dyrket ved denne mindre Kirke, saaledes som rimeligvis Thorleif i den mindre Kirke paa Elverums Kirkegaard.

I Tessungdalen, et Dalstrøg i Tinn, der ved en Fjeldstrækning adskilles fra Numedal, fortælles den Dag idag om en »Tollef Salemand«, der skal have boet paa Gaarden Sønstebø og været den første, som bosatte sig i denne Sidedal. Her blev han rig, »da hans Arbeide i den nye Jord gav stor Velsignelse og Frugtbarhed fra sig«, og naaede en meget høi Alder. Før sin Død lod han paa en Slette søndenfor sin Gaard, »Salsvolden«, opføre en Hytte, hvis Tomt endnu vises, og bestemte, at han her vilde nedlægges i en Egekiste, og at denne skulde ophænges i to svære Jernlænker. Han lovede Dølerne Lykke og Velstand, saalænge de holdt hans Kiste i Ære, men forudsagde tillige, at i modsat Fald skulde der stedse være Krøblinger paa Sønstebø. I lang Tid høitideligholdtes nu en bestemt Dag, »Tollefs-Vok« eller Tollefsdagen, til hans Ære, idet Bønderne samlede sig ved Hytten og sang Lovsange. En Hovmand (Tjener for Øvrigheden) tillod sig engang at beskadige Hytten, men fik sin Straf, thi da han kom til et Skredberg, »Hovmandsberget«, som paavises en halv Mil derfra, styrtede Hesten, og Hovmanden brækkede sit Ben. Denne Tollefsdyrkelse fortsattes lige til henimod Slutningen af det syttende Aarhundrede, da Hr. Jens Hauritz (Sognepræst til Tinn 1681–1692) lod Hytten opbrænde.^[9] Sandsynligvis har der i Dalen ligget en Salestue (sáluhus), et Hospitium for Reisende mellem Thelemarken og Numedalen, som da Tollef har forestaaet, og hvoraf hans Tilnavn har sin Oprindelse. At hans Kiste ophængtes i Lænker, er intet enestaaende Træk, men gjenfindes f. Ex. ogsaa i Viborg, hvor St. Kjelds Skrin var ophængt i gyldne Lænker under Hvelvingen i et Capel. Ja endog efter Reformationen bestemte Jørgen Gyldenstjerne († 1551), en Broder af Fyns sidste catholske Biskop, at hans Kiste skulde hænges i fire Jernlænker.^[10]

I Fjotlands Sogn (den øverste Del af Kvinesdalen og siden 1857 eget Præstegjeld) fortælles om Besse paa Knaben. Ogsaa han kunde hænge sine Vanter paa Solskin, ligesom Hellig-Anders i Slagelse. En Gang hændte det dog, at dette slog ham feil, men han erindrede saa, at han samme Dag havde glemt at tage op et Bygax, der laa i Veien, og da han havde gjort dette godt igjen, lod Vanten sig atter hænge paa solskinnet. Endnu vises ved hans høit tilfjelds beliggende Gaard en Fordybning i et Berg, »Bessestolen«, hvor han hver Morgen holdt Bøn, og paa Veien til Liknes Kirke (Hovedkirken i Kvinesdal, til hvilken Fjotlændingerne sognede indtil 1670) vises ved Gaarden Houland »Bessebordet«, hvor han holdt sit Maaltid. Hver Julemorgen var han, trods en Kirkevei paa omtrent sex Mile, den første i Kirken. Endelig savnedes han en Juledag i Kirken. »Han kommer nok, død eller levende,« sagde Præsten, og se, strax begyndte Kirkeklokkerne at ringe af sig selv, thi nu kom den hellige Besses Lig til Kirken.^[11]

Det hedder, at denne Besse skal have levet samtidig med en anden Sagnhelt i den samme Bygd, Thrond Hoskoldssøn fra Kvinlog, om hvem det med fuld Sikkerhed vides, at han levede i det syttende Aarhundrede.^[12] Vor Bondehelgen skulde altsaa være betydeligt yngre end Reformationen. Dette er hellerikke umuligt, naar man betænker, hvor længe catholske Forestillinger vedligeholdt sig i en Tid, da Skoler vare ukjendte. Endnu i vore Dage har der levet en Person, der i flere Henseender nærmede sig til at være en Bondehelgen, nemlig Gausdølen Knud Rasmussøn Nordgaarden, der var bekjendt under Navnet »Visknut«, født 1792, død 16de Marts 1876 i sit 84de Aar. Religionsundervisningen er forlængst altfor god, til at man ligefrem kunde tillægge Knud Hellighed, men forøvrigt have Sagnene om hans Fromhed og prophetiske Gave ofte en paafaldende Lighed med Legender. Fra Gudbrandsdalen, Østerdalen, Hedemarken, Thoten og Smaalenene, fra Thelemarken, Numedal, Sandsver, Valders, Ringerike og Hadeland, fra Christiania og fra Sverige modtog Knud talrige Besøg, og de »Mirakler«, som han gjorde ved Aabenbarelser af skjulte Ting og ved Helbredelse af Syge, ere blevne bogførte, ganske som middelalderlige Jertegn.^[13]

Endelig bør det paa dette Sted erindres, at Almuesagnet langt ned i den lutherske Tid har tillagt en og anden Præst Mirakelgave og umiddelbar Forbindelse med Aanderne. Hyppigst ytrer denne Tro sig i de overalt kjendte Fortællinger om Præsters Evne til at bortmane Djævelen, hvilken Evne helst tænkes erhvervet i »den sorte Skole i Wittenberg«, hvor Disciplene betalte Undervisningen med Opofrelsen af sin Skygge eller lignende. Som Exempler paa saadanne Præster kunne f. Ex. nævnes Erik Werlauff i Saltdalen († 1773), den lærde Historikers Bedstefader, »der hentedes langveisfra for at bringe Fanden til Raison«,^[14] og »Røkenpræsten«, hvis Bedrifter Asbjørnsen har foreviget.^[15] Her er der imidlertid ikke Tale om nogen personlig Hellighed, men kun om høiere Kræfter, der tillagdes den geistlige Opdragelse, Indvielse og Værdighed. Noget anderledes forholder det sig derimod med enkelte andre Præster, hvem Bonden ved Siden af overnaturlige Kræfter ogsaa har tillagt Egenskaber, der i en tidligere Periode rimeligvis vilde have medført et localt Helgenry. En saadan Mand er f. Ex. Digteren Hr. Petter Dass († 1708) der er blevet en Sagnfigur i hele det nordenfjeldske Norge,^[16] og, om end i mindre Maalestok Hr. Søren Schive i Bjelland († 1705), om hvem i det mindste hele Lister og Mandals Amt ved at tale.^[17] I Fyrrisdal i øvre Thelemarken fortælles om en Præst »Lille-Jæger«, hvem flere Hellighedsmærker, saaledes ogsaa Evnen til at hænge Vanten paa Solskinnet, tillægges.^[18] Naar denne Præst, hvem jeg ikke har kunnet finde i nogen Præsterække, har levet, er uvist.

Gudbrandr Vigfusson har i sin islandske Ordbog^[19] opført »Eldbjargar-Messa« (7de Januar) mellem Helgendage. Men en Helgen af Navnet Eldbjørg har visselig aldrig existeret og denne »Messe« ligesaalidt været en geistlig Festdag, som »Gauksmessen« eller »Laupaarsmessen«.^[20]

1. Dipl. Norv. V. S. 197.
2. Saaledes en græsk Biskop i Compostella (Postola Søgur, S. 700) og den hellige Maurus (Heilagra Manna Søgur. I. S. 673). Cfr. Fritzners Ordbog over det gamle norske Sprog under »kofi«.
3. Islands Landnamabok, I. cap. 15–16.
4. Biskupa Søgur, I. S. 204 fgg.
5. Dipl. Norv. IX. S. 371. Diplomet af 1457 er utrykt.
6. I det Deichmannske Bibliothek (utrykt).
7. H. J. Wille, Beskr. over Sillejords Præstegjeld, S. 18. En Tradition om Sillejords Kirke fortælles i »Rupe-Ber« af Jørund Telnes, Hamar 1878. S. 39–40.
8. Saaledes N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 222.
9. L. Daae, Norske Bygdesagn, 1. S. 1–2 og de der citerede Kilder samt Aarsberetn. fra Foren. til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1868, S. 145.
10. Suhms (ældre) Samll. til Danm. Hist. I. S. 2, 8. Mærkes kan ogsaa den gamle Lovbestemmelse, at, om en Mand bor saa høit tilfjelds eller langt ude tilhavs, at han ikke for det første kan føre Lig til Kirken for ufremkommelig Veis eller haard Søs Skyld, da skal Liget »fæstes op« og ikke staa i Jorden. Norges gamle Love, II. S. 297.
11. Mundtlig Fortælling af Flere.
12. L. Daae, Norske Bygdesagn, II. S. 25–31.
13. Se Underretning om Knudt Rasmusen Nordgaarden eller den saakaldte Vise-Knudt, Lillehammer s. a. 8vo., (udkommen i mindst fire Oplag), samt Visknut ved Johannes Skar, Hamar 1876, 8vo.
14. Erlandsen, Tromsø Stifts Geistlighed, S. 121.
15. Huldreeventyr og Folkesagn, 2. Udg. S. 210–214. Denne, »Christian Svartserk«, var Christian Holst, Sognepræst til Røken († 1824), Statsraad P. C. Holst’s Fader.
16. Petter Dass’s samlede Skrifter, udg. af A. E. Eriksen. I. p. XXXIV fgg.
17. L. Daae, Norske Bygdesagn, I. S. 38–42.
18. Mundtlig Meddelelse af Prof. Sophus Bugge.
19. Cleasby and Vigfusson, Icelandic-Engl. Dictionary, p. 245.
20. Om Eldbjørgsdagen som Folkefest se Ödmans Bahus-Läns Beskr. S. 77, Wille, Beskr. over Sillejord. S. 242, Finn Magnusen, Om første Novbr. og første August, Kbhvn. 1829, S. 139 fgg., samt I. Aasens norske Ordbog.