Nordmænds Udvandringer til Holland og England i nyere Tid/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Særlige Oplysninger om Udvandringerne til Holland fra Agdesiden. Denne Egns Handel. Fattigdom. Ulyst til Krigstjenesten o. s. v. Uddrag af Skifteprotokollerne. Amtmændene Povel Juel og Resen. Udvandringernes Indflydelse paa Almuen. Deres Ophør. Vestlandsbyernes Væxt. Minder paa Vestlandet om Hollændertiden.

Der var dog en Egn af vort Land, hvis Berøringer med Hollænderne vare stærkere end nogen af de øvriges. Det var Agdesiden. Den laa bekvemmere for deres Besøg end noget andet Strøg, og forbi dette Hjørne af Norge maatte utallige af deres Skibe passere, selv om de ikke særlig vare bestemte derhen. Skovene paa denne Kant hørte udentvivl til dem, der allerførst maatte afgive sine Træer til Hollændernes Brug, og det ogsaa af den Grund, at her oprindelig ikke alene fandtes Naaletræer, men ogsaa gode Egeskove. Efterat disse vare blevne næsten ødelagte og de vestlandske Skove i det hele temmelig hurtigt vare stærkt medtagne, kom andre Udførselsartikler i Stedet, der, om end hver for sig af ringere Betydenhed, dog tilsammenlagte fik endel at sige. Saaledes opkom i syttende Aarhundrede Udførsel af Hummer,[1] der næsten udelukkende gik til Holland, hvor Staden Ziricksee længe havde skaffet sig et Slags Monopol paa denne Handel. Hollændernes »Hummerbuiser« indfandt sig to Gange om Aaret og modtog denne Vare, som de betalte efter en fastslaaet Taxt med 1 Skilling for Stykket, indtil Amtmand Povel Juel, den samme, der blev afsat fra Embedet og omsider endte paa Skafottet formedelst sine politiske Daarskaber, forhøiede Taxten til 2 Skilling, hvorved det havde sit Forblivende hele Aarhundredet igjennem.[2] En anden Artikel, hvorpaa Kysten er endnu rigere end paa Hummer, var Graasten, som Hollænderne i sit Hjem ganske savnede, og som derfor hentedes fra Norge. I Begyndelsen have de formodentlig taget dem uden Betaling, og i ethvert Tilfælde ved man, at de en god Stund udførte sine »saakaldte Helle- eller Fladstene« fra de yderste Øer langs Kysten uden at erlægge Told, men ved en kgl. Befaling af 19 Mai 1736 paalagdes der dem Lastetold ogsaa for Graasten.[3] Efterhaanden lærte imidlertid Vestlandsbonden ogsaa at fordre Betaling for selve Stenen, og i den senere Del af forrige Aarhundrede angiver en med disse Forholde meget fortrolig Mand den gjennemsnitlige Indtægt af Graastenshandelen for Kystboerne i Lister og Mandals Amt til 2,600 Rdlr.[4] Hertil kom blandt mere ogsaa Salg til Hollænderne af færdigbyggede Baade i Mængde. Disse byggedes især i Søgne mellem Mandal og Christianssand. Omtrent fra Midten af det attende Aarhundrede blomstrede her denne Industri, man talte 30 til 40 saadanne Baadbyggere alene i dette ene Sogn, af hvilke mange ingen anden Næringsvei havde. Fabrikatet, Skibsjoller, Spidsbaade o. s. v., afsattes til Hollænderne i Flekkerø, Hellesund eller Udø. Sagnet ved endnu at fortælle om en Mand i Søgne, der ved sin Død efterlod en Pung ganske fuld af hollandske Gylden, som han havde opsparet sig ved sit Baadhuggeri. Da senere Forbindelsen med Holland ophørte, var det ogsaa forbi med dette Baadbyggeris gyldne Dage.[5]

Alt dette bevirkede, at der i Agdesidens utallige Havne aldrig var Mangel paa hollandske Skibe, paa hvilke Gutter og Piger kunde komme ombord, men Udvandringen befordredes dog fornemmelig ved eiendommelige, i Egnens Naturbeskaffenhed begrundede Omstændigheder. Allerede Peder Claussøn, der henlevede hele sit Liv i hin Egn, har bemærket, at den er ufrugtbar.[6] Den Smule dyrkbart Jordsmon, der findes, synes desuden tidlig at være optaget, og Folkemængden blev snart i Forhold til de sparsomme Hjelpekilder saa talrig, at Bondens Kaar fordetmeste maatte blive trange. Opfordringen blev altsaa stærk til, naar det lod sig gjøre, at drage ud i Verden for at tjene Brødet og om muligt lægge sig noget tilbedste til Fremtiden. Alle undersaatlige Byrder føltes her dobbelt tunge, og der herskede paa denne Kant en udpræget Uvillighed til alle Opofrelser af den Art, der ikke ligefrem kom Bygden selv tilgode. Skatter, Afgifter og Ydelser til Embedsmændene vare yderst forhadte, men fremfor alt kviede man sig stærkt ved Militærtjenesten. Allerede under Kalmarkrigen havde de fra Mandals Len udskrevne Krigsfolk to Gange ligefrem deserteret i Flok og Skare, idet de 1611 uden videre vendte om fra Svinesund og begave sig paa Hjemveien og i det følgende Aar gjentoge den samme Opførsel ved Oddevald.[7] Senere, da en ordnet Udskrivning og staaende Hær indførtes, vedblev Ulysten til »Kongens Tjeneste«. Bønderne havde, skriver deres Amtmand omtrent 1790, »saa stor Frygt for denne, at de hellere gave det meste af hvad de eiede, end de med sin gode Vilje tjente som Soldater«.[8] Tager man imidlertid Hensyn til Datidens militære Forholde, der vare mere trykkende end nu, idet Lægderne maatte underholde Soldaten under Øvelserne, og erindrer man, at Troppestyrken var større, medens Folkemængden var mindre end i senere Tider, kan man egentlig ikke forundre sig over disse Bondens Følelser, allerhelst i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, efter at baade Christian den femte og Frederik den fjerde havde kaldt saa talrige Skarer til Vaaben paa fjerne Krigsskuepladse og i lange Aarrækker. Derfor havde man ogsaa hjertelig Lyst til at slippe fri for Exercitien ved at gaa til Holland. Det var dog ikke alene Militærtjenesten, hvorover man knurrede. Da Confirmationen indførtes (1736) og man kort efter fik den første Begyndelse til en tvungen Skolegang, saa den vestlandske Ungdom ogsaa heri et utaaleligt Aag. Ogsaa herfor var det Raad, naar man drog til Udlandet, og baade Gutter og Piger listede sig derfor afsted til Holland, stundom til England og Frankrige. De af dem, som siden vendte tilbage, paastode saa at have været tilalters for lutherske Præster i Udlandet og ansaa sig dermed frie for at »gaa at læse«. Ulykkelige Piger, der havde gjort sig skyldige i Leiermaal og gruede for den haarde Skjebne at skulle staa offentlig til Skrifte i Kirken, søgte ogsaa jevnlig at unddrage sig denne Ydmygelse ved at smutte ombord paa et Fartøi.[9]

I talrige Skarer droge saaledes Vestlandets Gutter og Piger over til Holland, og det var i de Dage kun faa Familier i disse Distrikter, som ikke havde Slægt og Venner i Amsterdam eller andre hollandske Stæder. Den bekjendte Almuehøvding Christen Jensen Lofthuus, der i Aarene 1786–1787 fremkaldte alvorlige Uroligheder i Nedenes og Raabygdelaget, var Søn af en Fader, der endte sit Liv i hollandsk Tjeneste, og hans Pleiefader havde indsat ham til Arving af sin Gaard med Forbigaaelse af sine Broderbørn i Amsterdam,[10] Theis Lundegaards Fornavn er ægte hollandsk, Peder Bøgvald, en af Lister og Mandals Amts første Storthingsmænd, havde i sin Ungdom listet sig bort til Holland, hvorfra han først kom tilbage, da han kunde seile ind ad Fedefjorden med sit eget Skib,[11] og Ole Gabriel Ueland ytrede engang i Storthinget: »Mine Forfædre bleve førte afsted i Kasser til Holland«.[12]

Jeg har derfor under mine Studier af disse Forholde med særlig Opmærksomhed søgt at samle Oplysninger fra Agdesiden. Den Kilde, af hvilken jeg fornemmelig kunde øse, var Sorenskriveriernes i Rigsarchivet bevarede Skifteprotokoller, hvori man altid vil finde det bemærket, om nogen Arving var fraværende fra sin Hjemstavn. At gjennemgaa samtlige disse talrige og svære Bøger var naturligvis umuligt, og selv om min Tid havde tilladt mig det, vilde jeg ikke ad den Vei have kunnet erfare det hele Antal af dem, der enten for bestandig udvandrede eller for en Tid vare i fremmed Tjeneste, thi det er indlysende, at en stor, maaske den største Del af dem, der droge udenlands, vare Personer, der allerede som smaa Børn havde mistet sine Forældre, og hvis Navne altsaa ikke efter Udreisen fik Plads i hine Protokoller. Jeg har derfor indskrænket mig til at undersøge dem og gjøre Uddrag af dem for enkelte iflæng valgte Aar med passende Mellemrum for at den periodiske Tiltagen eller Aftagen i Udvandringen kunde komme tilsyne. En og anden Oplysning har jeg ogsaa fundet i Justitsprotokollerne, thi, naar Norske vare døde ugifte i Holland og altsaa hjemmeværende Slægtninge skulde arve dem, maatte disse lade optage Vidnesbyrd til Thinge om Slægtskabet for gjennem Øvrighedens Erklæring at gjøre Kravene gjeldende i Holland. Jeg hidsætter da mine Uddrag der, om de end ikke nøiagtig vise os Udvandringens Omfang, dog i ethvert Tilfælde ville godtgjøre, at de have været meget betydelige og omfattet begge Kjøn.

Lister Sorenskriveri.

I Aaret 1709 forekomme blandt Arvinger alene fra Kvaas Sogn (et Indlandsannex til Lyngdal) 6 i Holland værende Kvinder, hvoraf tre gifte, medens de tre øvrige vare Søstre fra samme Gaard; fra Aa (Hovedsognet i Lyngdal) anføres 3 bosatte Mænd og 2 gifte Kvinder, og fra Austad (Søannex til Lyngdal) 1 Mand og 1 Kvinde sammesteds; fra Gyland (Annex til Bakke) anføres som Arvinger 5 i Holland fødte Børn af norsk Kvinde; fra Vanse og Hiterø hver 1 i hollandsk Tjeneste død Mand; fra Spind og Hered Sogne hver 1 i Søtjeneste forsvunden Mand.

I 1723: Fra Liknes (Hovedsognet i Kvinesdal) 1 Mand i Holland, 1 Kvinde gift med en Nordmand i Hoorn sammesteds; fra Hiterø 1 Mand farer fra Holland, 1 Kvinde (Søsteren) ugift sammesteds; fra Vanse 1 Mand farer fra Holland og 1 Mand for 14 Aar siden omkommen i hollandsk Fart.

I 1724: Fra Aa i et Bo paa Gaarden Haugelid var 1 Søn for 20 Aar siden »reist udenlands« og hans senere Skjebne ubekjendt, 1 anden død paa sin Reise til Holland, 1 tredie »for henved 20 Aar siden død i Moscovien og har efterladt Børn i Holland« (han har vel hørt til den russiske Marines i Holland hvervede Stamme)[13] og dertil 1 Datter gift med en »Gustaw« i Amsterdam, i et andet Bo 2 Døtre i Holland, hvoraf den ene gift, og 1 Søn i Udlandet, hvis Skjebne er ubekjendt, i et tredie Bo 1 Mand reist til Holland for 30 Aar siden og har der været gift, samt 1 Kvinde, gift i Holland, desuden fra samme Bygd 1 Mand »udenlands«; fra Austad 1 Mand og 1 Kvinde (Søster) i Holland; fra Kvaas 1 Mand udenlands; fra Nes (Flekkefjords Landsogn) en Arvetvist mellem norske og hollandske Prætendenter, derhos 1 Kvinde i Holland og 2 Mænd bortreiste af Landet, den ene for 34, den anden for 18 Aar siden, hvis Skjebne er ubekjendt; fra Hiterø i et Bo 1 Mand boende i Amsterdam, 1 Mand boende i Aalborg, 1 Søster gift paa Vigsiden (Bahuslen) i Sverige; fra Valle 1 Mand »reist af Landet for 8 Aar siden«; fra Spangereid 1 Mand i Holland; fra Vanse 1 Mand »efter Beretning« i Holland og 1 Mand, som farer derfra.

I 1733: Fra Nes Sogn angives blandt Arvinger 3 Mænd, der fare fra Holland, 2 Mænd og 1 Kvinde, der »ere udenlands«, og 1 Kvinde, der er Enke i Amsterdam; i Liknes har en afdød Enke havt 1 Søn, der for 20 Aar siden er død paa en Reise til Zarnamen (sic), hvilket godtgjøres ved Brev af 1714 fra Siver Staalesen i Amsterdam og ved nyt Brev fra hin norske Enkes Søster, dateret Amsterdam 1732; fra Aa Sogn 1 Mand og 1 Kvinde (Sødskende), begge døde som bosatte og gifte i Hoorn i Holland, hvor de have efterladt sig Afkom, 1 Mand ifølge en Nordmands Brev død i Amsterdam, 2 Mænd »forlængst døde udenlands«, 1 Mand for 5 à 6 Aar siden rømt udenlands fra Kongens Tjeneste, 1 Mand »uvist, hvor«; fra Kvaas 1 Kvinde gift i Amsterdam med en Nordmand; fra Vanse 3 Mænd, farende fra Holland, 1 Mand død sammesteds, 2 Kvinder i Holland, hvoraf den ene ved Skiftet lod møde ved sine 2 Sønner; fra Vigmostad (Nordre Undal) 1 Kvinde »bortreist, uvist hvorhen«; fra Spind 1 Mand død »udenlands«; ja endog fra Egen (Fjeldannex til Hegebostad, øverst i Lyngdalen) findes 2 Søstre i Holland, af hvilke den ene ved Skrivelse derfra har bortgivet sin Arv.

I 1743: Fra Spind 3 Mænd bosatte i Amsterdam; fra Austad 1 Mand død i Holland, 1 Kvinde gift i Amsterdam, fra Aa 2 Mænd (Brødre) i Holland; fra Valle 1 Mand gift i Holland og 1 Kvinde (hans Søster) ligeledes gift der og med norsk Mand; fra Vanse 2 Mænd (Brødre) i Holland; fra Liknes 1 Mand død paa Reise til Ostindien, 1 boende i Ziricksee i Holland; fra Nes 1 Kvinde i England.

I 1752: Fra Hegebostad 2 Brødre døde i Holland, blandt deres Arvinger 1 i Holland med en Nordmand gift Søster; fra Liknes 2 Mænd fare fra Holland; fra Fede (Annex til Kvinesdal) 1 Mand gift og bosat i Holland, 1 Kvinde (hans Søster) Enke sammesteds, fra Hered 1 Mand bosat og gift i Amsterdam; fra Spind 1 Mand død ligeledes som gift og bosat i Amsterdam; Enken Nelche Rolufsdatter har ved Brev frafaldt Arv; fra Austad 2 Søstre, begge Enker i Holland; fra Aa 1 Pige opholder sig i Holland, 1 Mand for længe siden død sammesteds, mellem Arvingerne Sønnen af en Søstersøn, ligeledes død i Holland.

I 1753: Fra Vanse var i et Bo en Datter i Holland som ugift og den eneste Søn død som gift og bosat i Holland, men havde af sit Ægteskab med en Kvinde fra samme Bygd efterladt 2 Døtre med de norske Navne Karen og Guri, begge i Holland, i et andet Bo 1 Søn boende i Middelburg i Zeeland, 1 Søn farende fra Amsterdam, 1 Datter Tjenestepige sammesteds, i et tredie Bo 1 Søn farende fra Amsterdam, 1 Datter gift i samme By, i et fjerde Bo (hvor der var lutter Udarvinger) 1 Mand, 1 Enke, 2 Piger, samtlige i Holland, endelig fra samme Bygd 1 i Holland med en Nordmand gift Kvinde, 1 »udenlands« farende Mand, 1 i Holland afdød Mand; fra Aa 2 Ungkarle døde »udenlands«, mellem deres Arvinger farer 1 fra Amsterdam, i et andet Bo 2 Brødre, begge døde i Holland, hvorhen den ene var rømt, desuden fra samme Sogn 2 gifte og 3 ugifte Kvinder i Holland, 4 der bosatte og 3 derfra farende Mænd; fra Kvaas 2 Mænd i Holland, 1 Pige i Tjeneste og 1 Mand død sammesteds, hvor han har efterladt Enke; fra Austad 1 i Holland levende Enke, 1 der boende og 1 derfra farende Mand; fra Valle 5 Mænd farende fra Holland, 1 Mand død og 1 Pige (dennes Søster) i Tjeneste sammesteds; fra Spangereid 2 Mænd i Holland; fra Spind 1 Mand farende fra Amsterdam, 1 Mand bosat i Holland og 1 Kvinde (dennes Søster) ugift i Amsterdam; fra Hered 2 Brødre boende i Holland, 1 Mand farende fra Amsterdam; fra Hiterø 1 Mand farende fra Holland; fra Hegebostad 1 Mand død i Holland; fra Egen 1 Mand død som gift sammesteds, 1 farende derfra; fra Liknes 2 Brødre »udenlands«.

I 1788: Fra Lyngdals Præstegjeld 2 Mænd i Holland, 1 Kvinde gift sammesteds, 2 Mænd »udenlands«; fra Vanse 3 Mænd og 1 Kvinde i Holland; fra Bakke 1 Mand i Holland; fra Fede 1 Mand farende derfra; fra Hered 1 Mand død, og fra Hiterø 1 Kvinde gift sammesteds.

Mandals Sorenskriveri.

I 1725: Fra Halsaa (Mandals Landsogn) 1 Mand, der for 12 Aar siden er dragen til Vestindien; fra Mandal 1 Mand, der er forlist med en Hollænder; fra Hartmark er i Boet efter en Enke hendes i Amsterdam fødte og for Tiden i Ostindien værende Sønnesøn Arving. (Fra Mandal forekomme i samme Aar 2 Brødre, bosatte i Hoier i »Holsten« ɔ: Slesvig).

I 1726: Fra Halsaa Sogn i et Bo 1 Søn, der levede gift og bosat i Amsterdam, 1 Søn, der var død som gift sammesteds, og dertil 3 Søstre, alle gifte i Holland (de to i Amsterdam), i et andet Bo 1 Søn gift og bosat i Amsterdam; fra Mandal 1 Mand, der farer fra Holland, og hvis Creditorer forlange Registrering, da han i flere Aar ikke har ladet høre fra sig; fra Oddernes 1 Mand farende fra Holland.

I 1727: Fra Halsaa 3 Mænd farende fra Holland, 1 Kvinde gift i Hoorn sammesteds, 1 Enke boende i Amsterdam; fra Tved 1 Enke i Amsterdam.

I 1728: Fra Søgne 1 Mand boende i Holland; fra Oddernes i et Bo 1 Søn boende i Holland og 1 Datter gift sammesteds; fra Halsaa i et Bo 2 Sønner bosatte i Holland, og i et andet Bo 1 Mand farende sammestedsfra.

I 1729: Fra Halsaa 3 Mænd farende fra Holland, 3 Mænd døde der, hvoraf den ene har efterladt Børn sammesteds, 1 Mand gift og boende i Amsterdam (han havde skjænket sin Odel og al Arv forøvrigt til sine Søstre i Norge); fra Søgne 1 Mand farende fra Holland.

I 1756: Fra Mandal 1 Mand død i Holland, 1 Mand farende derfra; fra Tved 2 Brødre ligesaa; fra Oddernes 2 Brødre, begge gifte og bosatte i Holland.

I 1758: Fra Oddernes i et Bo en Søn og 1 Datter, begge gifte og bosatte i Holland, og i et andet Bo 1 Mand »udenlands«, om hvem Intet vidstes; fra Mandal 1 Mand bosat i Amsterdam og i et Bo (fra Malmø) to Søstre boende i Holland; fra Tved 1 Mand farende fra Holland; fra Birkenes (Annex til Tved) 1 Mand død »udenlands«, hvorhos der fra Holland sammesteds er falden en Arv i dette Aar, fra Høvaag 1 Mand farende fra Holland.

I 1759: Fra Halsaa 1 Mand gift og bosat i Amsterdam; fra Mandal 1 Mand ligesaa. (Samme Aar fra Holme 2 Søstre gifte i Jylland).

I 1760: Fra Oddernes i et eneste Bo 1 Søn, der er død i Holland, men hvis norske Enke lever igjen der med sine Børn og 3 Døtre, alle gifte i Holland (den yngste kun 17 Aar gammel).

Det følger af sig selv, at disse Udreiser ikke fandt Sted uden stadige Forsøg paa at forhindre dem saavel fra den civile som den militære Øvrigheds Side. Lister og Mandals vistnok mest navnkundige Amtmand, den nysnævnte Povel Juel, gjorde i 1711 et Forslag, der gik ud paa, at Bondens Sønner og Døtre »ikke skulde have Lov til at forlade sin Hjemstavn eller gribe til nogen anden end Bondehaandtering«, med andre Ord tilsigtede Indførelsen af Stavnsbaandet i Norge,[14] hvilket Forslag uden Tvivl har været foranlediget ved Udvandringerne til Holland. Man maa ogsaa erindre, at dette Forslag fremsattes paa en Tid, da Krigen med Sverige fremkaldte idelig Udskrivning baade til Landhæren og Flaaden, og at altsaa Kystungdommens Tilbøielighed til at liste sig ud af Landet maatte ytre sig endnu stærkere end sædvanligt. Povel Juels Eftermand blev en tidligere Søofficier, Schoutbynacht Wilhelm Resen (1718–1745), der synes at have været en hæderlig Embedsmand, og som gjennem hele sin lange Embedstid idelig maatte kjæmpe med Ubehageligheder, der netop hidrørte fra de jevnlige Desertioner til Holland.[15] Idet Resen søgte at forene en samvittighedsfuld overholdelse af sin Embedspligt med human Hensynsfuldhed mod den fattige Almue, kom han i idelige Sammenstød med Officiererne, af hvilke navnlig en oberst v. d. Lühe og en Capitain v. Tange paadroge ham mere end en Chikane. Tange angav endog (omtrent ved 1739) Amtmanden for at have været Medvider i en stor Del Mandskabers Rømning til Holland, og der maatte i den Anledning nedsættes en Undersøgelsescommission, der, efter at have afhørt mere end 200 Vidner, fandt Resen uskyldig. Naar der var udstedt Pardonplacater og bortrømte Mandskaber i Tillid til disse kom hjem, vilde Officiererne mod disse kongelige Placaters rene Ord tvinge Vedkommende til Tjeneste som Soldater. Blandt flere Exempler herpaa skal anføres et. En ung Karl fra Lyngdal var rømt til Holland, havde faret paa Strat Davis og det spanske Vestindien og fik saa i Amsterdam se en paa Gadehjørnerne i denne Stad opslaaet Bekjendtgjørelse af 1722, der lovede deserterede danske og norske søfolk Tilgivelse, om de vilde komme hjem og lade sig enroullere til Søetaten. Manden drog da til sit Hjem og fik sig et Patent hos en Søcommandeur, men strax kom en Officier, »nedlagde hos ham et Gevær, tog Patentet fra ham og sagde, han skulde være Soldat«. End ikke efter at en ny Pardonplacat var udkommen 1726, vilde Obersten give sig, og da Manden tyede til Amtmanden, straffede en capitain Klod ham herfor med Prygl ved Kirken i Almuens Paasyn. Amtmanden gjorde jevnlig i sine Skrivelser til Statholderen og Regjeringen opmærksom paa Bøndernes Fattigdom, fremhævede, at mangfoldige af de bortdragne Folk sendte sine fattige Forældre Pengehjelp fra Holland, og at adskillige af dem ved sin Tilbagekomst til Norge medbragte forholdsvis ikke smaa Pengebeløb ligetil 1000 Rdl. At saa mange aldrig kom igjen, mente han, havde ikke sjelden sin Grund deri, at man erfarede, at Officiererne ikke rettede sig efter Benaadningsplacaternes Ord, og mange havde, erklærede han, skrevet ham til fra Holland og ytret Ønske om at komme til Fædrelandet igjen. Amtmanden gjorde i 1739 Forslag om Tilladelse til at fare udenlands en vis begrændset Tid mod at stille Caution.

Ingen Forordninger hjalp, skjønt man fulgte Lovens Strenghed, og de Militære havde Øinene med sig. De fraværendes Arv blev jevnlig confiskeret af Fogden, og greb man Nogen, sattes han i Fængsel eller afgaves til gevorben Tjeneste ved Christianssands Fæstning. Men, som Amtmanden erklærede, det var umuligt at hindre Rømningerne. I enhver af Egnens mangfoldige Udhavne vare fremmede skibe at træffe. Til disse listede Vedkommende sig ved Nattetider og »lagde sig nederst i Skibene, saa at Lodserne ikke vare gode for nogen at attrapere: ellers vilde nok disse gjerne fortjene 6 Rdlr. for hver, de kunde opbringe«. Saaledes rømte i 1736 paa en Gang 10 Personer, just som Exercitien skulde begynde, og Klagerne over, at det var vanskeligt at faa Compagnierne fuldtallige, toge ingen Ende.[16]

At en saa stærk Forbindelse med Holland maatte udøve en betydelig og kjendelig Indflydelse paa Befolkningen i hine Egne, er en Selvfølge. En anonym Beskrivelse over Lister og Mandals Amt, der maa være forfattet omtrent ved Midten af det attende Aarhundrede, bemærker ogsaa: »Bønderne ved Søkanten ere meget tilbøielige til Søfart og særdeles til den hollandske Nations Levemaader, der medføre et meget frit Liv og Magelighed«.[17] Overhoved skildres Følgerne af de hyppige og langvarige Ophold i Holland af Samtidige som alt andet end heldige. Amtmand Holm finder saaledes, »at jo nærmere man kommer Søkysten, jo mere viger god Tænkemaade fra Almuesmanden, som bliver en Blanding af fremmede Nationers, hollandsk i Særdeleshed, med egen, hvilken aarsages af den almindelige Overgang af Mand- som Kvindekjønnet og disses ved Tilbagekomsten bagvendte Sæder«.[18] Den samme Forfatter mener ogsaa, at Udvandrerne i Regelen ikke vandt synderlig materiel Fordel. »Nogle«, siger han, »bringe lidt hjem af Penge, endel slet intet uden en hollandsk Trøie. Andre blive der enten af Lyst, eller mest af Trang, da de ved Gjeld ere solgte ligesom til bestandige Livsslaver«.[19] En anden Forfatter, den ulykkelige, men ret begavede Student Andreas Eckstorm, der udgav en Autobiographi, fuld af oplysende Enkeltheder om Vestlandets Tilstand, giver følgende Billede af de tilbagevendte Sømænd og Piger: »Efter nogle Aars Forløb kommer endel tilbage ganske hollandske, med en Mængde Par Buxer udenpaa hverandre, med Guldknapper for Hænderne og under Halsen, ganske fremmede i deres Modersmaal og stammende ved alle Leiligheder deres en. Ligeledes Tøserne, disse kaldes da Hollændsker og stikker af blandt de simple ubefarne Piger paa en besynderlig Maade ved deres usædvanlige lange Trøier, underlige Hovedtøi og nogle ved smaa Solhatte«.[20] Overhoved forekom ikke sjelden Exempler paa, at Almuens Tænkemaade paavirkedes af hvad den havde seet i det fremmede Land. En Præst i Vanse havde i 1745 irettesat en Mand for Ægteskabsbrud, men han fik det Svar, at det var da underligt, at Præsten vilde gjøre saameget Væsen af Sligt, »thi i Holland agtede man det for Ingenting«.[21] Sædeligheden i Kystegnene var i det Hele dengang mangesteds mislig Kvinderne paa Lister »lode sig ikke nøie med Indfødte, men giftede sig med Englændere, Skotter, Tydskere, Hollændere, ja endog med Russer, og man kan vel forestille sig, at det næsten blot er disse Nationers Udskud, ofte forhen gifte Mænd, som her tage deres Mariage og derpaa rømme Landet efter i Forveien at have bedraget endel godtroende Mennesker«.[22]

Skjønt Vandringerne til Holland i Almindelighed vare aftagne efter Midten af det attende Aarhundrede, forsikres det dog af paalidelige Hjemmelsmænd, at de fremdeles vedbleve at foregaa fra Agdesiden ogsaa efter 1780. Amtmand Holm, hvis Beskrivelse over Lister og Mandals Amt begyndte at udgives 1794, bemærker udtrykkelig at de ske »endnu«,[23] og den ovenfor nævnte Eckstorm udtaler det samme. Men der er dog al Grund til at antage, at de forlængst vare stærkt aftagne, og en Hovedaarsag hertil maa have været den Fremgang, som Vestlandets Byer nu havde gjort.

Arendal, hvis Omegn i det syttende Aarhundrede var meget stærkt søgt af Hollændere,[24] var allerede i 1704, da Frederik IV. besøgte Staden, saa rig paa egne Skibe, at Kongen og hans Følge forbausedes derover,[25] og senere pleiede endog Christianias Capitalister hyppig at anbringe sine Penge i Arendalske Skibsparter.[26] Man finder dog endnu i Christian VI.s Tid ikke faa Folk af begge Kjøn fra Nedenes bosatte i Holland eller farende derfra.[27]

Christianssand tog et betydeligt Opsving under den amerikanske Krig ved Fragter og Skibsbyggeri, skjønt rigtignok Freden i Versailles »blæste mange Entrepriser og Projecter i Asken«. »De Dage«, heder det, »vare Huggeres, Tømmermænds og Consorters gyldne Tid; de gjorde sig rare, og de Handlende maatte finde sig deri og antage Kyndige og Fuskere i Flæng, for at udføre de Anlæg, som Freden siden standsede«. Dan. Isaachsen var den første Forretningsmand paa Stedet, næst ham Peder og Claus Mørch, Raadmand Moe og en forhenværende Sølieutenant Holtermann.[28] Nabostedet Mandal var ligeledes i Opkomst. Her beherskede Familien Gjertsen i over et Aarhundrede al Handel og Rørelse.[29]

Det hidtil ganske ubetydelige Flekkefjord var i første Halvdel af Aarhundredet blevet langt større end før. Et interessant Vidnesbyrd herom kan hentes fra Listers Justitsprotokol under 8de Januar 1752, da der holdtes Extraret i det lille Ladested i Anledning af en Strid med Christianssand. To vidner bleve først tilspurgte, »om de ikke vidste, at for nogle og tredive Aar siden var der her i Flekkefjord ei mere end fem til sex Huse og ikkun en eneste Handelsmand«. De svarede, »at de meget vel vidste, at her paa Stedet i forrige Tider ikkun var ganske faa Huse, men hvor mange kunde de ikke egentlig (!) erindre, men de erindrede, at her ved Toldstedet paa den Tid ikke boede mere end end Borger, Hans Jacobsen Smith«. Dernæst bleve de samme vidner tilspurgte, »om ikke Flekkefjord fra den Tid indtil nu var saaledes tiltaget, at her befindes henved 100 Familier og Vaaninger, hvorved Stedet tillige med mange flere Indbyggere og Handelsmænd er blevet forsynet, hvorunder der og er endel, som ere Borgere til Christianssand, saamange som have kunnet udvirke sig den Fortun af Borgerskabs Ret«. Vidnerne svarede, »at Qvæstionen forholder sig i al Sandhed«. Nogle Aar senere ansøgte Byen om Kjøbstadsret under Navn af Frederiksfjord, hvilket dog blev afslaaet, skjønt det (1760) anbefaledes af Generalprocureuren Stampe, der ved denne Leilighed oplyser, at baade Flekkefjord og Mandal »have mange skibe i Farten og derved underholde mange Matroser og Søfolk«.[30]

Egersund var begyndt at udvikle en betydelig Fragtfart mellem Bergen og Østlandets Kjøbstæder, ja en samtidig Forfatter bruger endog det Udtryk, at deres Mellemhandel mellem Bergen og Østlandet i det Smaa minder om »Hollændernes mellem adskillige Lande i Europa«.[31]

Endelig hidrører ogsaa Farsunds Opkomst fra denne Periode. Den er fornemmelig knyttet til en eneste Families, Slægten Lunds, Virksomhed. Den første af denne Familie, Eilert, strandede i Christian V.s Tid paa Lister, hvor han giftede og bosatte sig; hans Søn Jonas var en Tid paa contoret hos den ovenfor omtalte Amtmand Resen, seilede siden paa Holland med Lax og Skind; dennes Sønner stiftede allerede et ordentligt Firma i Farsund, byggede et Skibsverft i Egvaag, havde hele otte Skibe i Fart og besade stort Jordegods. I 1785 opførte denne Familie paa egen Bekostning stedets grundmurede Kirke.[32]

Under Joachim Brinck Lund († 1807) stod denne Slægt paa sit Høieste og hævede sig til stor Rigdom i den for Norge fordelagtige Revolutionskrig. Til denne Mands mange Foretagender hørte mærkelig nok ogsaa et Forsøg paa at fremkalde en Coloni af Hollændere paa Listerlandet, ligesom til en svag Gjengjeld for den stærke Udvandring, der før var gaaet fra Norge til Holland. I Aaret 1798 indkom nemlig til Farsund 18 hollandske Fiskefartøier, der ikke vovede at forlade Stedet af Frygt for engelske Krydsere. Den driftige J. B. Lund besluttede nu at drage Nytte heraf til at sætte igang et Sildefiskeri i det store fra Farsund ved Shetlandsøerne og søgte derfor at bevæge hine Hollændere, der vare ikke mindre end 144 i Tallet, til at blive i Norge. Ogsaa fra Regjeringens Side vistes stor Interesse for denne Plan, idet et Rescript af 29 August 1798 tilsagde de Fremmede adskillige Begunstigelser, saasom Frihed for dem og deres Sønner for al Udskrivning til Krigstjeneste, Frihed for alle borgerlige Tynger, Borgerbreve gratis samt Adgang til Kirken og Sacramenterne uden Forpligtelse til at forandre Trosbekjendelse. Men Hollænderne synes ikke at have befundet sig vel paa Lister og vendte snart tilbage igjen, saa at der i 1805 kun var tre Familier tilbage.[33]

Det vilde være saare interessant nøiere at undersøge, hvilke Spor denne engang saa livlige Forbindelse med Holland har efterladt hos Vestlandets Befolkning, men det er ogsaa paa høi Tid at anstille en saadan Undersøgelse, ifald der endnu skulde kunne haabes noget Udbytte. Thi Traditionen om Hollændertiden er aabenbart nær ved at uddø, og den yngre nulevende Slægt synes allerede at være ganske uvidende om, at deres Fædre endnu for mindre end hundrede Aar siden endnu hyppigere havde Slægt i Amsterdam, end de nu selv have Paarørende i Nordamerika. Det var dog vel endnu muligt, at en forstandig Mand med fornøden historisk Sands og Dannelse maatte kunne redde en og anden Fortælling, blive opmærksom paa et og andet betegnende Træk ved samtale med de Ældre.

Selv ved jeg kun at anføre nogle Enkeltheder. For det første bliver man let opmærksom paa det ikke ringe Antal af hollandske Døbenavne, der forekomme paa Agdesiden. Som Exempler paa saadanne kunne nævnes: Arian, Bernt (udtalt Bæren), Cornelius (udtalt Carnils). Claus (hyppig udtalt i to Stavelser), Evert, Jan, Reinert, Theis[34] samt Pigenavnet Gesine.

Dernæst har aabenbart den velbekjendte hollandske Renlighed været et godt Exempel for Kystbefolkningen, hvis Stel gjennemgaaende endnu er ligesaa propert, som det i de indre Bygder tidt nærmer sig til Svineri. Eilert Sundt, for hvem Iagttagelsen af saadanne Ting var et Yndlingsstudium, har givet en tiltrækkende Skildring af det helt igjennem tækkelige Indtryk, som endog fattige Arbeidsfolks Stuer fremkalde formedelst de rene Gulve og Gulvklæder, og den iøinefaldende Omhyggelighed for paa enhver Maade at undgaa alt, hvad der kan tilsmudse Stuen. Han anfører saaledes, at Kystbefolkningen af den Grund paa sine Steder holde to sæt Træsko til daglig, hvoraf det ene bruges udenfor, det andet indenfor Stuetærskelen. Som paa en Maade typisk i denne Henseende fremhæver han den allerede tidligere nævnte Bygd Søgne, men oplyser forresten, at disse priselige skikke gjenfindes i det hele Kyststrøg. Ved en Leilighed anfører han ogsaa en Udtalelse fra Andenmand, der gaar ud paa, at der i Gammel-Hellesund, paa Homborgøen m. fl. Steder hersker »hollandsk Renlighed«.[35] Saa nær har han været ved at skulle se Sandheden, som nemlig ikke kan være nogen anden, end at det just er fra Holland, at Skikken er kommen. Navnlig er Brugen af de to Par Tøfler et ægte hollandsk Træk, der paafaldende og overbevisende vidner om Renlighedens Land. Aabenbart er det især gjennem »Hollændskerne«, de fra sine Tjenester i Amsterdam hjemvendte Fruentimmer, at dette civiliserende Element er indført i hine Søbygder. En troværdig Mand har ogsaa fortalt mig, at de bedre Familier i Mandal endnu i dette Aarhundredes Begyndelse nødig fæstede Stuepiger, som ikke havde været i Holland. Opmærksomhed fortjener det ogsaa, at man saa ofte hos Vestlandets Bønder støder paa smukke hollandske Møbler, Kister, skabe o. s. v.

  1. »Dette Fiskeri er først i Norge begyndt her i Amtet (Stavanger Amt) og oprettet af Hollænderne, som afhentede ved Skibe med Brønd udi den første Hummer for 70 à 80 Aar siden.« De Fines Beskrivelse over Stavanger Amt (forfattet 1749 i Norske Magasin. III. S. 128.
  2. Constantius Flood, Povel Juel, en Levnetsbeskrivels. Mandal 1876. S. 41. Top. Journal. H. IX. S. 63–65.
  3. F. W. Thue. Forsøg til Beskrivelse over Kragerøe o. s. v. S. 55.
  4. Top. Journal. H. IX. S. 127. Jeg kan selv erindre, at jeg som Barn i Aaret 1841 saa et hollandsk skib indtage Graasten i Nærheden af Farsund.
  5. Eilert Sundt. Om Huusfliden i Norge. 2. Oplag. Chrania. 1867–58. S. 30 fgg. efter Meddelelser af den fortjente J. Th. Storaker.
  6. »Dette er en maver Egn imod de andre at regne her i Riget«. Norges Beskrivelse. Kbhvn. 1632. 4. S. 63.
  7. A. Faye, Christiansands Stifts Bispe- og Stiftshistorie. S. 230–31.
  8. Topogr. Journal. H. VIII. S. 97.
  9. Herom skriver Biskop Kærup i Christianssand i 1738: »Præsterne besvære sig over, at især unge Drenge ved Søkanterne for at undgaa Undervisningen reise med egne og fremmede Skippere til England, Holland, Frankrige og andre Steder, hvor de i lutherske Kirker blive antagne til Herrens Bord, og ved Hjemkomsten paastaa uden Overhørelse og Confirmation at admitteres til Alterens Sacramente. Besovede Kvindfolk fare imod Tiden, da de skal gjøre Barsel, med fremmede Skippere til Holland, England og andre Steder uden Pas og ligesaa hjemkomme uden Pas og Bevis«. A. Faye, Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie. S. 325, 328. Mellem disse af Kærup omtalte lutherske Kirker i Udlandet har udentvivl den lutherske Kirke i Amsterdam været den vigtigste. Dens Menighed var meget betydelig, ja den »kunde ansees for den største og mest blomstrende lutherske Menighed i Europa«; den talte 25–30.000 Sjele og havde fem hollandske og en høitydsk Præst, tre Sygebesøgere og 18 Catecheter og Catechetinder. Th. Fliedner, Collectenreise in Holland und England. I. Essen 1831. S. 95. I 1741 blev en fattig luthersk Menighed i Utrecht støttet ved Collecter i Danmark og Norge.
  10. Henrik Wergelands Samlede Skrifter, udg. af Hartvig Lassen. VIII. S. 182–184.
  11. Fortalt mig i hans Hjembygd.
  12. Uelands Bedstefader, Aasmund Jonsen Tjellesvig fra Lunde Sogn ved Flekkefjord (f. 1729), drog til Amsterdam for at besøge der bosatte Slægtninge. Illustr. Nyhedsblad 1862. No. 1.
  13. At flere norske Søfolk have ladet sig hverve til Peter Zars Tjeneste, er høist sandsynligt. I sin Dannemarks Historie (Levins Udgave. III. S. 403) siger Holberg, efter at have opregnet adskillige norskfødte Søhelte: »Den bekjendte ryssiske Amiral Creutz er iligemaade en Nordmand«. Hvorpaa han bygger dette, er mig ubekjendt, men Hollænderne opføre Cornelis Cruys (som de skrive Navnet) som sin Lands- mand. (J. C. de Jonge, Geschied. van het Nederl. Zeewezen. IV. 2. p. 149). Men ogsaa Curt Adelaer betragtedes jo i sin Tid som Hollænder, og Sagen var nok en Undersøgelse værd.
  14. Historisk Museum, udg. af T. A. Becker. B. I. H. 1 (mere er aldrig udkommet) S. 62. Povel Juels Forestilling findes i Manuscriptsamlingen paa Ledreborg.
  15. Han var indtraadt i Sømilitærtjenesten 1688 eller 1689 og boede som Amtmand i Lyngdals Præstegjeld, dels paa Gaarden Rom, dels paa Nygaard.
  16. Resens Embedsarchiv, hvoraf disse Træk ere hentede, findes for den største Del paa Univ.-Bibl. i Christiania, hvorhen det er kommet med Cancelliraad Andersens store Samling.
  17. Christiania Univ.-Bibl. Mscr. No. 128. Fol.
  18. Topogr. Journal for Norge. H. IX. S. 52.
  19. Sammesteds S. 41.
  20. A. Eckstorms Sandfærdige Formeninger og Hændelser. Chra. 1792. S. 42. Om denne Forfatter se forøvrigt hans Skolekammerat Cl. Pavels’s Autobiographi. Chra. 1866. S. 26–28.
  21. A. Faye, Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie. S. 343.
  22. A. Eckstorm. l. c. S. 78.
  23. Top. Journal. H. VIII. S. 41.
  24. I »De Grote See-spiegel, inhoudende eene Beschrijvinghe der Zeekusten« (Amsterdam 1667. Fol.) vil man p. 29 finde en nøiagtig Tegning af De Haven van Maerdou, den eneste der afbildede norske Havn.
  25. M. S. D(edekam), Bidrag til Arendals Beskrivelse. Arendal 1860. S. 25 fgg.
  26. J. N. Wilses Reiseiagttagelser. I. S. 158.
  27. Skifteprotokollerne f. Ex. for 1736–1737.
  28. A. Eckstorms Sandfærdige Fortællinger. S. 99 fgg.
  29. Denne slægts Hoveder, der, inden den antog fast Familienavn, kaldte sig Tørris Christensen, Gjert Tørrissen, Gjert Gjertsen osv., vare allerede i Begyndelsen af Aarhundredet meget rige. Tørris Christensen, som er den »Mr. Tørris af Mandal«, der omtales i Caspar Bruuns Dagbog for 1716 (For Hjemmet, udg. af A. Munch og P. A. Munch. II. S. 550), forstrakte Frederik IV. med et betydeligt Pengelaan. (Af J. v. Bülows Papirer ved L. Daae. S. 26). Se forøvrigt om Mandal i Aarhundredets Slutning J. Badens »Breve om Vesterkanten af Norge« i Iris og Hebe for Jan.–Marts 1800. S. 20-26, samt Eckstorm l. c. S. 113–115.
  30. Stampes Erklæringer. III. S. 188, noe fgg. Af Flekkefjords Negotianter ved den Tid kan anføres Familierne Buchholm og (noget senere) Beer.
  31. C. M. Olrik, Forsøg om Bergens Handel. Sorø 1754. S. 26.
  32. Constantius Flood, Listerlandet. 2. Udg. S. 96 fgg. Floods Oplysninger kunne suppleres med Eckstorm l. c. samt Iris og Hebe for Jan.–Marts 1800. S. 9 fgg., hvor man finder en ret interessant Beskrivelse af Farsund.
  33. Wessel-Bergs Rescripter. IV. S. 112. Kraft, Beskr. over Norge. III. S. 429 (2. Udg. III. S. 276) samt Iris og Hebe, Jan.–Marts 18oo, S. 9–10, paa hvilket sidste Sted dog forekomme endel Urigtigheder.
  34. Om dette Navn bemærker I. Aasen (Norsk Navnebog. Chra 1878. S. 84, 89), at det, ham bekjendt, alene forekommer i Lyngdal, (netop en af de Bygder, hvorfra Udvandringen var hyppigst). Thijs (af Mathæus) er ikke sjeldent i Holland. Marten Thijsson anførte saaledes de hollandske Skibe, som Christian IV. beseirede ved Listerdyb.
  35. Eilert Sundt, Om Renligheds-Stellet i Norge. Chra. 1869. S. 148 fgg. Om Homborgøen (ved Lillesand) skriver Poul Møller, der tilfældigvis kom iland der paa sin Chinareise i 1819: »I disse Huse var en Renlighed og en Nethed, som den intet Begreb gjør sig om, der kun har besøgt danske Bønderhuse«. Saml. Skr. 3. Udg. II. S. 230.