Nordmænds Udvandringer til Holland og England i nyere Tid/6

Ludvig Daae

Nordmænds Udvandringer til Holland og England i nyere Tid

Alb. Cammermeyer, 1880 (s. 95-126).

Norske Søfolk i engelsk Tjeneste. Den norske Coloni i London. Den norsk-danske Kirke sammesteds. Det nordiske Selskab. Menighed i Dublin. Slutning.

En Assessor i den norske overhofret i Christiania, Christian Gram, foretog i Aaret 1757, altsaa paa en Tid, da de fleste europæiske Magter vare indviklede enten i Syvaarskrigen eller i den med denne samtidige Sø- og Colonialkrig, en Reise til England og Frankrige, hvilken han selv har beskrevet i en nu overordentlig sjelden Bog. Medens vor norske Reisende opholdt sig i Dover, »arriverede« der ham, for at bruge hans egne Ord, »en artig Hændelse«. Et hollandsk saakaldet Fløitskib blev bragt ind til den nysnævnte Søstad af en britisk Kaper. Vel var, som bekjendt, den nederlandske Republik neutral i denne Krig, men Hollænderne havde gjort Vanskeligheder ved den af den engelske Kaper fordrede Visitation, og det var derfor kommet til en Kamp, hvorunder der »var givet mange Hug paa begge Sider«, indtil omsider Kaperen havde seiret over sin Modstander. »Curiositeten ved denne Hændelse«, fortæller Assessor Gram videre, »var, at saavel Anføreren paa den engelske Kaper som Capitainen paa det hollandske Skib vare begge indfødte Nordmænd og under fremmed Couvert havde pryglet hinanden meget godt af. Den hollandske Skipper var fød vester i Landet og var allerede en gammel Mand, han havde etableret sig i Amsterdam for henimod 30 Aar siden, han var og metamorphoseret til en pur Hollænder, og man kunde se paa ham, at han alt længe havde levet i et Morads. Imidlertid havde han tappert anført sine Underhavende og derover selv faaet mange Hug, hvoraf han var meget syg, da han kom til Dover. Anføreren for de Engelske var her fra Christiania. Han var et ganske ungt Menneske, men saa ud som en gammel formidable Kaper. Jeg talte siden med dem begge i Dover, da de kort tilforn havde faaet at vide, at de vare Landsmænd, og kunde jeg ikke paa nogen af dem mærke nogen synderlig Anger eller Fortrydelse over, hvad der var passeret, siden enhver paa sin Side syntes, at den Tro og Love, han var en Fremmed skyldig, kunde ikke formedelst et Landsmandskab krænkes eller tilsidesættes«.^[1]

Denne lille, af et øienvidne fortalte Begivenhed har en større Interesse end den rent anekdotmæssige og er ganske anderledes betegnende end f. Ex. Oplysninger om, at der 1724 fandtes en kjæmpestærk Nordmand blandt Frederik Wilhelms Grenaderer,^[2] eller at en Bondegut fra Sogn tjente i Spanien under Masséna og efter sin Tilbagekomst var Skydskarl i sin Hjembygd.^[3] For det første giver den et anskueligt Billede af to fuldstændig denationaliserede norske Udvandrere. Dernæst er den Omstændighed, at den ene af disse er bleven engelsk Kaper, et Exempel blandt mange paa, at den norske Emigrationsstrøm nu ogsaa havde fundet Veien til England, endelig er det betegnende, at den hollandske Skipper var en Vestlænding, den engelske Kaper derimod fra Christiania.

Ganske vist var Holland det Land, hvortil vore Søfarende fortrinsvis søgte hen, naar de vilde tage fremmed Hyre, men efterhaanden havde ogsaa ikke faa tyet til England. Ligesom nemlig Hollænderne i sin Tid havde afløst Portugiserne som Verdens mest søfarende Nation, saaledes havde atter igjen Engelskmændene begyndt at gjøre Hollænderne Rangen stridig, for tilsidst ganske at overfløie dem. Men England var et stort og folkerigt Land, der ikke i den Grad som det lille Holland tiltrængte fremmede Søfolk for at bemande sine mægtige Orlogs- og Handelsflaader. Derfor kom vore Landsmænd heller ikke paa langt nær til at søge engelsk Tjeneste i den Udstrækning, som de havde søgt og fremdeles søgte den hollandske. Og medens Kilderne, som de foregaaende Capitler have vist, forholdsvis indeholde ret rigelige Oplysninger om norske Udvandringer til Holland, ere de temmelig sparsomme, hvor det gjelder England. Af særlige Vidnesbyrd om Nordmænd paa engelske Skibe støder man kun paa temmelig faa.^[4] Derimod finder man i flere af de samme Skrifter, som jeg ovenfor har benyttet til Fremstillingen af den gamle Forbindelse med Holland, i almindelige Udtryk den Paastand, at norske Søfolk ogsaa fore fra England. Navnlig berettes dette af Amtmændene Holm for Lister og Mandals Amts og de Fine for Stavanger Amts Vedkommende,^[5] men Rimelighed taler dog for, at ogsaa Østlandets Kystbefolkning, der gjennem Trælasthandelen stod i saa stærk Forbindelse med England, ogsaa maa have afgivet Matroser til dets Flaader.

Men det er ikke nærmest Matroser, om hvem der skal tales, hvor det gjelder Udvandringer fra Norge til England. Herhen, fornemmelig til London, vandrede nemlig ogsaa velhavende og dannede Landsmænd, af hvilke adskillige der opnaaede en god, ja betydelig Stilling i Handelsverdenen og, hvad der fornemmelig er af Interesse, øvede en kjendelig Indflydelse paa Moderlandets Cultur og i det Hele have efterladt et kjendeligere Spor i Historien, end de – langt talrigere Landsmænd formaaede, der droge til Holland.

I de første Menneskealdre efter vor Trælasthandels Opblomstring have udentvivl Skotterne i langt større Grad end Englænderne været Kunder for vore Skovprodukter og navnlig hyppig indfundet sig ved Siden af Hollænderne paa Kysten af Bergens Stift, ja ikke sjelden ogsaa nedsat sig i Bergen. I denne By toge saaledes i Aarene 1613–1644 ikke mindre end 77 Personer fra det egentlige Skotland Borgerskab, hvortil kom endnu flere fra de Norge fordum tilhørende Øer, nemlig 75 fra Orknøerne og 5 fra Hetland. Englændere forekomme derimod kun yderst sjelden.^[6]1

Eftermanden begyndte imidlertid ogsaa Englænderne at hente Trælast fra Norge og da fornemmelig fra Østlandet, hvis Skove vare de bedste og rigeste. Allerede i Christianias første Aar finde vi Udførsel herfra til England, og om denne Forbindelse har man blandt andet endog en Erindring hos en af Samtidens største Forfattere, nemlig det

Sted hos Milton, hvor det heder:

– – the tallest pine,
Hewn om Norwegian hills, to be the mast
Of some great ammiral.^[7]

Netop medens Miltons classiske Digt ventede paa en Forlægger, indtraf imidlertid en Begivenhed, der i ganske særegen Grad gav Norges Trælasthandel paa England et stort Opsving. Det var den skrækkelige Ildebrand, der den 3 September 1666 udbrød i en Bagergaard nær ved Londonbridge og i tre samfulde Døgn under en stærk Østenvind rasede saa voldsomt, at ikke mindre end 300 Gader, 89 Kirker og 13,000 Huse (i det Hele omtrent to Trediedele af Staden) bleve Luernes Rov. Stadens Gjenopførelse efter denne uhyre Ødelæggelse^[8] nødvendiggjorde stor Indførsel al Tømmer, og dette blev for den største Del indført fra Norge. Mellem England og Danmark-Norge var Forholdet dengang fiendtligt paa Grund af Englændernes bekjendte Overfald paa en stor hollandsk Handelsflaade i Bergens Havn (2 August 1665),^[9] hvorefter Frederik III. havde sluttet Forbund med Nederlandene mod Carl II, uden at det dog var kommet til noget betydeligt Sammenstød. Alligevel lagdes der ikke nogen Hindring i Veien for Udførsel af norsk Trælast, og da der i det følgende Aar sluttedes Fred i Breda (21 Juli 1667). kunde Handelen end bedre gaa for sig. Biskop Jens Bircherod har i sine Dagbøger opbevaret en Erindring fra denne Tid, idet han skriver under 7 Marts 1667: »Hørte jeg en Skipper, som fra Norge var hjemkommen, fortælle om den skjønne Fordel, som Norges Riges Indvaanere havde af den sidste store Ildebrand, hvilken var forleden Høst til London, idet deres Tømmerlast, som til bemeldte Stads Opbyggelse behøvedes, blev jevnligen i en overmaade stor Qvantitet udført, saa at Landsaatterne kunde derfor begjære saa høi Betaling, som de vilde begjære. Thi uanseet, at der nu skulde være Krig mellem os og England, saa tillod vores Konge dog saadan Tømmer-Udførsel af Norge i Henseende til de mange gode Penge, som derved indbragtes i Landet. Hvorudover det var allerede bleven til et Ordsprog hos de Norske: »Ved Londons Ildebrand haver Nordmanden brav varmet sig«.^[10]

Denne Forbindelse ophørte imidlertid ikke med Londons Gjenopførelse, men fortsattes uafbrudt gjennem Menneskealdre og blev et væsentligt Moment i Norges paafølgende Væxt og Udvikling. Idelig færdedes nu norske Kjøbmænd i England, som, navnlig for Østlændingernes Vedkommende, ogsaa blev den Skole, hvorhen Sønnerne af de bedste Handelshuse sendtes for at tilegne sig Dygtighed i sit Fag og Dannelse i Almindelighed. Et Exempel i det Store i denne Henseende er det, at (omtrent 1760) paa engang ikke mindre end sex unge Mennesker alene af den Ankerske Familie opholdt sig i Norwich og London for at lære Sproget.^[11]

I en engelsk Geistligs, Abraham de la Pryme’s, Dagbog (fra omtrent 1700) er bevaret en Erindring om denne Forfatters Sammentræf med en norsk Kjøbmand, der hidsættes som en Sjeldenhed for den Tid. »Vi traf«, siger de la Pryme, »paa Veien en engelsk Gentleman, der var Factor i Norge, i Selskab med en norsk Gentleman og boede sammen med dem i Lincoln. Her samtalede vi meget om Norge, dets Folk, Religion, Jordbund, Skove, Træer, Dyr, Fugle, Bygninger o. s. v. Han siger, at Nationen er yderst fattig, og at Kongen trækker en Del af enhver Mands Indkomst; den store Masse er næsten kun at betragte som Slaver og haardt trykket af sine Jorddrotter (!). Religionen der i Landet er luthersk og Befolkningen meget religiøs. De ere frie for vore blinde Enthusiaster, og de have en fortræffelig Lov, der byder, at dens Hoved øieikkelig skal afhugges, der vover at forkynde anden Lærdom end den lutherske (!), saaledes at de ved disse Midler bevare Landefreden og Religionen. Der findes uhyre Masser af Bjørne, Ræve, Leoparder (Gauper?) og glubende Dyr, der gjøre stor Skade; Ulve sees i Flokke ligesom Faar. Jeg spurgte den norske Gentleman om Hexe, men han forsikrede aldrig at have seet nogen saadan og kun at have hørt lidet tale om dem. Den engelske Gentlemans Navn var Mr. Heddon, og Nordmanden hed James Beorydendish, begge kom fra Drammen i Norge«.^[12]

Den stærke Afsætning af norsk Trælast i England fremkaldte naturligvis ogsaa, at norske Kjøbmænd nedsatte sig der, omtrent som det i vore Dage er hændt, at saadanne have etableret sig i Spanien i Anledning af Fiskehandelen. De fleste af disse Landsmænd valgte London til Bosted. Her indfandt sig ogsaa i stort Antal norske Trælastskibe, thi det varede en god Stund, inden Englænderne selv i nogen større Udstrækning begyndte at hente Last. Man regnede over 100 norske Skibe aarlig, og at hvert af dem i Gjennemsnit gjorde fire aarlige Reiser.^[13]

Da saaledes Nordmænd i betydeligt Antal færdedes i den engelske Hovedstad, ønskede de gjerne at faa Adgang til luthersk Gudstjeneste. I Begyndelsen søgte de en Kirke, der var bleven Tydskerne overladt i Aaret 1673, og som laa i Hanseaternes berømte »Stahlhof«,^[14] men da de Færreste af vore Landsmænd forstode Tydsk og Kirkens Beliggenhed heller ikke var dem bekvem, længtes man efter Prædiken i Modersmaalet. En norsk Kjøbmand, der synes at have indtaget en betydelig og anseet Stilling, satte sig i Spidsen for denne ædle Stræben. Det var Morten Loynschar, uvist fra hvilken Del af Norge, en Mand, der senere kaldte sig Lionfeld, ja i et engelsk Document endog kaldes Lord Lionfeld.^[15] Han fik til en Begyndelse i Mangel af en Kirke tilveiebragt en Sal, hvor en Tid Studenter fra Danmark eller Norge prædikede for sine Landsmænd. Der dannede sig paa den Maade en Art Menighed, der raskt tiltog og i 1687 fik sig en fast Præst, Christopher Meidel, en norsk Kjøbmandssøn og ordineret i Norge, der forestod Menigheden i nogle Aar. Men dette Valg af Præst var ikke heldigt, thi Meidel gik over til Independenterne, hvorfor han afskedigedes 1690, og hans senere Liv blev en Række af Overgange, saa til Anabaptisterne, saa til Kvækerne, hvis Lære han gjennem Skrifter søgte at udbrede i Danmark og Norge, fornemmelig i Skien, hvor han kom under Provsteret og dømtes fra sin Præstekjole. Han blev tilsidst Catholik. Omsider skal han være kommen til Irland.^[16]

Menigheden, der fandt en støtte i den danske Gesandt Hans Henr. v. Ahlefeldt, organiserede sig nu paany under sex Forstandere, hvoriblandt Lionfeld og en anden Nordmand, Torger Weggersløff, vare de fornemste. Ved Henvendelse til Biskoppen over Sjællands Stift fik man en bedre Sjelesørger i Nordmanden Ivar Brinck, der forblev i denne Stilling i London indtil 1702, da han blev Sognepræst til Holmens Kirke i Kjøbenhavn. Brinck, der hører til sin Tids mest ansete Geistlige,^[17] havde allerede gjort sig fortrolig med britiske Forhold som Præst for de danske og norske Tropper, der ydede William III. Bistand i Irland under Kampen med Franskmænd og Jacobiter, og blev den egentlige Grundlægger af den londonske Menigheds Kirkeforfatning, der, hvad Gudstjenesten angaar, blev overensstemmende med, hvad der var fastsat i Christian V.s danske og norske Kirkeritual, skjønt dog efterhaanden ogsaa engelske Kirkeskikke fandt Indgang, saaledes oplæsning af to Capitler af Bibelen, et af hvert Testamente, ved hver Kirketjeneste m. m. Menigheden bestod stadig mest af Nordmænd, men fik Navn af »den danske og norske«, da selvfølgelig ogsaa de i London værende Danske sluttede sig til den, ligesom den ogsaa senere opretholdtes ved Bidrag fra begge Riger. Dens økonomiske Anliggender bestyredes af det omtalte Menighedsraad, der valgtes paa Livstid, og til Menigheden knyttedes en Skole med en almindeligvis fra Norge indkaldt Lærer. Brinck kom forøvrigt ikke i rolig Besiddelse af sit Embede i London uden efter et Slags Kamp med en anden Nordmand, Nils (eller som han ogsaa kaldte sig Frederik) Gram fra Tønsberg, der paastod tidligere end han at være bleven kaldet til Præst i denne Menighed, og som virkelig en Tid betjente den, indtil han i 169z fandt sig i at resignere og drog tilbage til Norden. Denne Grams Liv og Bedrifter fortjene her en sammentrængt Fremstilling, da han ligesom Meidel og den ovenfor (S. 17) omtalte amsterdamske Abel er et Exempel paa den Slags Præster, som vore Menigheder i fremmede Lande kunde være udsatte for, om der ikke iagttoges Forsigtighed ved deres Beskikkelse og Strenghed i Controllen med deres Virksomhed. Gram, der var en norsk Præstesøn, var eller kaldte sig Magister og havde i et Par Aar været Capellan i Tønsberg, hvor han gjaldt for en begavet Taler, men allerede havde ført et udsvævende Liv. Efter, som anført, at have opgivet sin Plads i London, fik han et godt Kald i Sjælland, men dømtes 1694 fra sin geistlige Stilling formedelst Drukkenskab, Hor og Overhørighed. Han begav sig nu til Sverige, blev Feltpræst i Brabant, men blev ogsaa her afsat, udgav derpaa i Amsterdam et Stridsskrift mod en Theolog i Kiel og vilde holde Forelæsninger i Kjøbenhavn, men bortvistes fra Universitetet. Saa drog han til Celle, var her nær ved at opnaa geistligt Embede, men gjorde sig atter umulig ved sit liderlige Levnet og maatte efter at have udgivet sig for Baron og en Søstersøn af Griffenfeldt, rømme til Hildesheim, hvor han gav sig i Jesuiters Vold og gik over til Catholicismen. Men ogsaa Jesuiterne bleve betænkelige ved sin Convertit, og han forlod dem snart igjen. Alt dette maa være skeet før 1702. Atter synes han at have knyttet svenske Forbindelser, men i 1712 indberettede den norske Statholder, Baron Woldemar Løvendal (Christiania, 13 Febr.), at en Person ved Navn Nicolai Løwengram 110

var kommen til Norge fra England med Pas fra den danske Gesandt der, Iver Rosenkrands, og nu opholdt sig paa en Gaard »Tossou« paa øvre Ro- merike’ rimeligvis altsaa Thorshof i Gjerdrum. Da man imidlertid fandt svenske Breve hos ham, blev han arresteret og ført til Christiania, og man kom her snart paa det rene med, at Personen var Nils Gram, og at han, der havde efterladt en.I–Ius- tru i Tønsberg, foruden alt det andet havde gjort sig skyldig i Bigami. Enden blev, at han kom paa Bremerholm, hvor han døde i Slaveriet.^[18]

Imidlertid besluttede den norske eller dansk-norske Menighed i London at opføre en ordentlig Kirkebygning, og en Tomt blev ogsaa indkjøbt i Marine eller Wellclose Sqvare, der overlodes Menigheden i Fæste paa 999 Aar, hvorefter William III. og Dronning Maria meddelte Nordmændene Lionfeld og Weggersløff den fornødne Tilladelse til at bygge. Trods disses, især den førstnævntes, Opofrelser vare dog Midlerne til at bygge ikke tilstede, der maatte derfor gribes til Collecter i Danmark og Norge, og først efter mange Anstrengelser og Reiser af Weggersløff og Præsten Brinck kom man saavidt, at Grundstenen kunde lægges af den danske Gesandt Mogens Skeel 1694, hvorefter Bygningen kunde tages i Brug den 15 November 1696, en Dag, der senere altid høitidelig feiredes af Menigheden. Dens senere Præster vare Mag. Jørgen Ursin (1702–1713), Philip Julius Bornemann (1713–1725), Søren Poulsen (1725–1748), Albert Michelsen, ordineret af Biskop Kæmp i Christianssand, (1748–1770), Christian Roede, forhenværende Capellan paa Modum og kaldet efter Forslag af Bernt Anker, (1771), Hans Hammond, ligeledes kaldet efter Bernt Ankers Forslag, (1774–1775), Alexander Holm (1775–1783), Laurids Gros fra Arendal (1790), Lars Bræmer (1793), Ulrik Fredr. Rosing fra Frederiksstad (1801–1812), Andreas Charles Kjerulf (1812–1817).^[19] Den mærkeligste af disse var vistnok den bekjendte Forfatter Hans Hammond. Han nedstammede fra en engelsk Republikaner, Thomas Hammond, der som en af dem, der havde dømt Carl I. til Døden, havde taget Flugten til Norge og bosat sig i Throndhjem.

Menigheden synes i den første Tid efter Kirkens Opførelse at have været temmelig talrig, naturligvis især paa den Tid, da de norske Skippere indfandt sig i London. Disse bidroge ogsaa væsentlig til dens vedligeholdelse og til Præstens, Degnens og Lærerens Løn m. m., idet en liden Toldrabat, der var deres Skibe tilstaaet, altid afgaves til Kirkekassen. Af fastboende Kjøbmandsfamilier i denne Tid kan foruden de to allerede nævnte ogsaa mærkes Familien Aall, der siden flyttede op til Norge igjen og der vandt Formue og Anseelse.^[20]

Den store nordiske Krig i Forening med Regjeringens ukloge Finantspolitik voldte en sørgelig Tilbagegang i den dansk-norske Handel, der var blomstret frodigt frem i Slutningen af det syttende og de første Aar af det attende Aarhundrede. For blot at nævne et Exempel blandt mange blev saaledes Drammens Handelsflaade, der før Krigen var naaet op til 60 Skibe, hvoriblandt 40 store, i den Grad medtagen, at den endnu i 1735 kun talte 16.^[21] Under disse Omstændigheder faldt det af sig selv, at den norske Trælasthandel for en stor Del gik over til at være passiv. Herunder maatte Kirken i London lide, idet dens Indtægter fra de norske Skippere selvfølgelig svandt ind til en Ubetydelighed imod forhen. Efterhaanden bedredes dog igjen Tilstandene, og den norske Skibsfart kom sig.

Af senere norske Kjøbmænd i London nedigjennem Aarhundredet vare følgende de vigtigste. John Collett den ældre,^[22] (Søn af denne bekjendte Families norske stamfader James Collett), der levede her fra 1720 til sin Død 1759 og bl. A. som øverste Menighedsforstander erhvervede sig store Fortjenester af sine Landsmænds Kirke; han døde barnløs og efterlod en meget betydelig Formue, hvoraf de 205,000 Rdl., som han testamenterede sin Familie i Norge, maa have været den mindste Del, saasom hans »Universalarving« blev en anden norsk Kjøbmand i London, Claus Heide. Denne Heide (født i Norge 1700 og død i London 1774) var ligeledes øverste Menighedsforstander og en særdeles agtet Mand, men desværre havde han, der ligeledes var barnløs, indsat til Arving en (engelsk?) Slægtning John Koe, hvis norske Compagnon Poul Weidemann »indviklede hint ærefulde Firma i Mistillid og Undergang«. Den gamle Heide havde havt Menighedens Archiv i sit Værge og omhyggelig bevaret det, men nu gik det tilgrunde, da Weidemann brændte alle Firmaets Papirer. Endvidere forekomme som Menighedsforstandere de norske Kjøbmænd John Wærn (udentvivl af den bekjendte frederikshaldske Slægt), Herman Pohlmann (født i Christiania 1689, død i London 1754) og Jens Pedersen. Den sidstnævnte fik omtrent 1760 en Commis fra Christiania, Georg Wolff (født 1736), der i 1783 etablerede sig selv i London under Firma Wolff & Dorwille og blev dansk Consul. Wolff, der oplevede en Alder af mere end 90 Aar, var en anselig Bankier, nød megen Anseelse og lagde tillige paa en smuk Maade for Dagen, at han ikke havde glemt sit Fødeland, idet han i 1783 skjænkede Vaisenhuset i Christiania 500 Rdlr. og i 1805 den norske Krigsskole et Legat paa 1000 Pund Sterling.^[23] En Broder af denne Mand, Ernst Wolff, nedsatte sig ligeledes som Handelsmand i London og forfattede tillige endel Skrifter, hvoriblandt det vigtige Skrift om den oftere omtalte Kirkes Historie. Georg Wolffs Søn Jens blev sin Fader adjungeret i Consulatet og besøgte nogle Gange Norge og Norden og udgav i 1814 en elegant udstyret Reisebeskrivelse med nogle Bemærkninger om Norges politiske Forholde i hint Aar, hvilken Bog tilegnedes Kong Christian Frederik.^[24] En Brodersøns Søn af den nysnævnte Collett, hans Navne John Collett den yngre, bosatte sig i 1783 som Kjøbmand i London, hvor han forblev i 10 Aar, indtil han vendte tilbage til sin Fødeby Christiania, for der at spille en betydelig Rolle. Ved Siden af Wolff og Collett nød samtidig en tredie Nordmand, Gram, Anseelse som Handelsmand.^[25]

I 1777 blev Peter Anker, der tidligere i nogle Aar havde været Consul i Hull, ansat som dansk-norsk Generalconsul i London, hvor han forblev indtil 1787, da han drog til Trankebar som Gouverneur over de danske Besiddelser i Ostindien.^[26] To Aar efter hans Afreise kom en Nordmand, Grev Frederik Anton Wedel-Jarlsberg (1789) som dansk Minister til London. Han medbragte sin Hustru, en Datter af Stiftamtmand Storm i Christiania, og mellem hans Børn var den Søn, der siden skulde vinde et saa berømt Navn, og hvis Ungdom henrandt i London. Ogsaa Christian VII. tilbragte under sin sørgelige Udenlandsreise en Tid i den engelske Hovedstad.^[27]

Foruden de norske Kjøbmænd havde ogsaa en Del danske nedsat sig i London og havde, rimeligvis i Forening med de norske, dannet en Klub med ugentlige Møder. Lokalet var prydet med Portræter saavel af den engelske som den dansk-norske Konge. Erik Pontoppidan besøgte den 1720 og skjænker den en kort Omtale i sin Levnetsbeskrivelse. Selvfølgelig gaves der ogsaa Svenske i Staden, og i Begyndelsen stode disse i nær Berøring med Nordmændene og Danskerne. De sluttede sig ogsaa snart til den norsk-danske Menighed, men da Krigen udbrød 1709, brast dette Baand, thi Præsten begyndte nu offentlig at bede for de danske Vaabens Fremgang, og dette kunde de Svenske naturligvis ikke finde sig i. Sveriges paafølgende Trængselstid hindrede dem dog for det første fra at opføre egen Kirke, og en saadan kom derfor ikke istand førend 1730.^[28]

Men i Slutningen af Aarhundredet, da de nordiske Nationers Enhedsfølelse atter gjorde sig gjeldende og Ordet »Skandinav« for første Gang begyndte at anvendes i sin nyere Betydning, kom de i London værende Nordboere ikke alene til at berøres af denne Broderskabets Aand, men gik endog paa en Maade i Spidsen for sine hjemmeværende Landsmænd. Der oprettedes nemlig i London et Selskab af Norske, Danske og Svenske, der fik Navn af »det nordiske«. Desværre vide vi ikke meget af dets Historie, men hvad der kjendes er overmaade interessant. Stifteren skal have været en Nordmand, John Collett den yngre,^[29] og man besluttede at udgive Skrifter og udsætte literære Præmier. Det første Emne, til hvis Behandling man indbød, var »Fornuftig Kjærlighed til Fædrelandet«, og der indkom fire Besvarelser, af hvilke den bedste viste sig at være forfattet af Johan Nordal Brun. Dette Arbeide og et Digt, ligeledes af J. N. Brun, udgjorde Skrifternes første Hefte, der udgaves i Kjøbenhavn 1788, altsaa samme Aar, som de nordiske Riger geraadede i en kort Kamp, der dog deri var forskjellig fra de foregaaende, at den ikke udbrød formedelst Nationalhad, men alene fremkaldtes ved russisk Tryk. Bernt Anker besøgte nogen Tid efter London og holdt ved sin Optagelse i Selskabet den 11 Marts 1790 en Indtrædelsestale, der er optagen i andet Hefte og aandede skandinaviske Sympathier.^[30] Men det, hvorved Selskabet især har vundet Adkomst til at erindres, er den herlige Tale, som Historikeren Frederik Sneedorff holdt der i Foraaret 1792, nogle Maaneder før sin sørgelige Død, om »Vigtigheden af de tre nordiske Rigers Forening«. Her tales om »Skandinavien, vort Fædreland«, og efter et efter de Tiders Leilighed vellykket Tilbageblik paa Fortiden ender Taleren saaledes: »Jeg er overbevist om, at der er Ingen i dette Selskab, Svensk, Norsk eller Dansk, som jo føler Vigtigheden af at udbrede Fortrolighed og Venskab mellem tvende Stater, som et Sprog, ens Sæder, en Religion, en Oplysning og Naboskab sætte i en nøie og uophørlig Forbindelse. – – At en saadan udbredt Fortrolighed og Udryddelse af al Slags Nationalhad ikke alene i og for sig er ædelt og vigtigt, men under uforudsete tilfældige Omstændigheder kunde være af største Vigtighed for Nordens Styrke, Ære og Sikkerhed, behøver intet Bevis. Det er ved Selskaber, at alle Planer, som ere for store for enkelte Personer, begyndes og udføres; her arbeider man med fælles og større Varme, her tændes Lyset til forskjellige Kanter; saa udbreder det sig i mer og mer forstørrede Cirkler. Fra Selskaber, oprettede i de tre nordiske Riger, og fornemmelig i Hovedstæderne, kunde denne Agtelse, dette Venskab, denne indbyrdes Fortrolighed bedst udbredes, og hvilket Selskab kunde være værdigere til at være stammoder for disse Selskaber, hvor kunde Steden bedre lægges til dem, end i det nordiske Selskab i London, hvis Gjenstand er at udbrede almen Kjærlighed til Fædrelandet og til Norden, hvor vi forenede Svenske, Norske og Danske betragte os som kun hørende til et Fædreland – Scandinavien«.^[31]

Den Indflydelse, som Nordmænds Bosættelse eller Besøg i England udøvede paa Tænkemaade, Tone og Sæder i Hjemlandet, er ikke bleven ubemærket. Allerede Samtiden var sig dette fuldkommen bevidst, hvilket allerede sees af Wessels bekjendte to Linier i hans Digt: »Brodne Potter i alle Lande«. Som det hyppig gaar i Verden, fremhævedes dog som oftest mere Skyggesiderne end Fordelene ved disse engelske Paavirkninger. L. Stoud Platou giver saaledes en Skildring af de unge, fra England hjemvendte Nordmænd, der uvilkaarlig minder om Jean de France: »Den største Mængde af Ynglinger, som sendtes til det ene saliggjørende England, bragte efter to eller dere Aars Ophold dog saamegen Kundskab tilbage, at de tildels havde glemt deres Modersmaal, der rigtignok alene var dem lært forinden Udenlands-Reisen af deres Ammer, men derimod kunde de snakke noget Engelsk og havde et engelsk Tilsnit ei alene paa Kjolen, men og paa selve Kroppen, til ikke ringe Glæde for mangen kjærlig Fader og Moder«.^[32] Kyndige Reisende udtalte sig tildels i samme Retning. »Lyst til alt, hvad der er engelsk, kunde man næsten kalde Arvesynden i det søndenfjeldske Norge«, heder det hos Sevel Bloch (1806),^[33] og et Par Aar i Forveien havde Chr. Pram udtalt det Ønske, at man i Christiania maatte »komme efter, at det er Mode i England at holde i Agt, hvad indenlandsk er, især naar det er godt«.^[34] Men det er overflødigt nærmere at paapege de engelske Forbindelsers velgjørende Følger i vort Land. Tullins Navn – thi paa dette Sted tænke vi ikke paa Holberg – er alene tilstrækkeligt til at stille dem i den rette Belysning.^[35]

Den Krig, der i 1807 pludselig udbrød mellem England og Danmark-Norge, fremkaldte ikke alene en Afbrydelse af de her omtalte Tilstande, men gjorde ligefrem Ende paa dem. Ved Fredsslutningen vare Forholdene blevne helt forandrede, og man vendte ikke tilbage i de gamle Spor.

Den dansk-norske Menighed havde, som vi vide, uafbrudt vedligeholdt sig. En allerede ovenfor omtalt norsk Reisende paa Syvaarskrigens Tid havde beskrevet den saaledes: »Den norske Nation har en meget smuk Kirke i London. – – Den norske Præst gaar klædt som de engelske Præster udi en lang sort Habit med meget rumme Ærmer udi, en liden kort Krave og en aflang rund Peruque. Udi Kirken er et kostbart Orgel. Gudstjenesten saavel i Henseende til Prædiken som Sangen bliver forrettet paa den engelske Maade med stor Devotion«, kort og distincte, Præsten holder sin Tale af et Papir, som han har for sig paa Prædike-Stolen, og denne varer ikke over 30 til 35 Minuter. Deraf kommer det, at siden Prædikanten ikke lader det ankomme paa Indskydelser, men nøie forud eftertænker og forfatter hvert Ord, at Tilhørernes Tanker blive immer holdte i Attention ved christelige og moralske Dyders fornuftige Forestilling, saa at ingen gaar af Kirken, som har Aarsag at fortryde, at han er kommen der«.^[36] En senere dansk Reisende, Prof. Frederik Sneedorff, skriver (1792): »Den danske Kirke i London er smuk. Om Vinteren kan Menigheden, som beløber sig til 4 à 5 her bosatte Familier, kun være liden, men naar Farten begynder fra Norge, saa er den ofte anselig«.^[37]

Under Krigen, der for en stor Del umuliggjorde Coffardifart, fristede vore Søfolk vexlende Skjebner. Nogle af dem maatte tjene under Napoleon i Vliessingen og kom saaledes til mod sin Vilje og under aldeles forandrede Forholde at besøge det samme Holland, der havde øvet saa stor en Tiltrækningskraft paa deres Fædre. En samtidig dansk Diplomat, J. G. Rist, har i sine først ganske nylig udgivne Erindringer givet en interessant Meddelelse herom: »I Vinteren 1809–1810 toge disse Transporter sin Begyndelse, og omtrent 2000 Søfolk bleve af mig i Hamburg overleverede til de franske Autoriteter. Det gjorde mig ondt at se de friske Folk, for den største Del Nordmænd, føres som Fanger eller Gisler til det usunde moradsige Vliessingen. Mellem Mandskabet udbrød tilsidst en Slags Opstand formedelst den slette Behandling og Forpleining; flere Officierer vare indviklede heri og bleve hjemsendte som Fanger, mellem dem Commandeur Hans Holsten. I Begyndelsen af 1811 blev der atter sendt Besætninger til to Linieskibe afsted, og indtil 1813 forbleve disse Søfolk paa den franske Flaade«.^[38]

Mange andre Landsmænd sukkede som ligefremme Fanger i England. Under disse Omstændigheder har den dansk-norske Kirke i London, der 1812 fik et overordentligt Bidrag af 100 Pund Sterling fra den danske Statskasse, udentvivl i særegen Grad været til Nytte. Der forekom imidlertid en Del Exempler paa, at norske Søfolk under Fangenskabet i England gik over til Kvækersecten.^[39] Mellem disse var en Ole E. Loge fra Flekkefjord, der efter Hjemkomsten oversatte og udgav et Kvækerskrift i Christianssand.^[40]

Norges og Danmarks politiske Adskillelse maatte vanskeliggjøre den dansk-norske Menigheds fortsatte Bestaaen, men det varede dog endnu nogle Aar, inden den opløstes. Den danske Konge ansaa sig som Kirkens Eier, og i Januar 1817 lod han den denne hidtil forundte Understøttelse fra Danmark inddrage og hjemkaldte Præsten. Fra norsk Side vare Ydelserne til Kirken i Begyndelsen fremdeles betalte, men de bleve nu formelig ophævede ved Lov af 25 Mai 1818. Kirkebygningen skjænkedes af Frederik VI. til Menigheden, men denne var stærkt indsvunden, og Kirken stod lukket i 10 Aar; de to sidste Forstandere, Jens og Ernst Wolff, begge Nordmænd eller af norsk Herkomst, udleiede den til et Methodistsamfund,^[41] og Leien anvendtes til at understøtte fattige Danske og Norske i London. De Nordmænd, som opholdt sig i denne Stad, sluttede sig herefter til den svenske Kirke dersteds. Senere var det paa Tale at sælge den forrige dansk-norske Kirke, og der opstod i denne Anledning Spørgsmaal om Eiendomsretten til den. Den norske Generalconsul hævdede, at denne for den halve Del maatte tilkomme Norge, den norske Regjering var tilbøielig til at frafalde Fordringen herom, da alt Mellemværende mellem Danmark og Norge maatte ansees som opgjort ved Conventionen af 1819, men da dog Finantsdepartementet heldede til Generalconsulens Opfatning, vedblev, da Salget ikke kom istand, Halvparten af Leien at tilflyde trængende Norske.^[42]

Ogsaa i Dublin har der existeret, om just ikke ligefrem nogen norsk Menighed, saa dog et luthersk Kirkesamfund, hvori Nordmænd havde Del. Muligens hænger dens Stiftelse sammen med de dansk-norske Hjælpetroppers Tjeneste i Irland under William III., men det første Spor til Menighedens Tilværelse findes 1698, da den søgte om Hjælp fra den dansk-norske Menighed i London. Den dublinske Menighed bestod af Tydske, Danske, Norske og Svenske. Gudstjenesten var idetmindste en Tid tydsk, og man maatte nøie sig med et almindeligt Hus til Kirke.^[43] Mellem dens Præster var bl. A. en Bondesøn fra Vestlandet, Søren Kildal (dimitteret fra Christianssands Skole 1780).^[44] I Statskalenderen for 1801–1809 forekommer en J. M. Møller som »dansk Legationspræst« i Dublin.

1. Christian Gram, En kort Journal eller Rejse-Beskrivelse, forfattet udi et Brev til en god Ven. Chra. s. a. (ca. 1759). 4. S. 40–42.
2. Dansk historisk Tidsskrift. 3. R. II, S. 305–306.
3. C. P. Blom, Bemærkninger paa en Reise i Nordlandene. 2. Opl. Chra. 1832. S. 16.
4. Mellem disse kunne exempelvis anføres to Brødre fra Frederiksstad, Georg Carstensen Nyebuhr og Thies Carstensen Nyebuhr, fødte omtrent 1654–56, der begge (se ovenfor S. 26) deltoge i Kampen mod Hollænderne ved Solbay 1672 og siden bleve Officierer i den dansk-norske Marine. Tidsskrift for Søvæsen. 1861. S. 182 og 247. Navnene tyde paa Slægtskab med de to i den videnskabelige Verden bekjendte Mænd af Navnet Niebuhr. Carsten N., der for dansk Regning bereiste Arabien, og Sønnen, den store Historiker Barthold Georg N. Paa et svensk Skib, hvormed Tordenskjold havde et Sammenstød i 1714, og hvis Capitain med den største Del af Besætningen var engelsk, fandtes ogsaa Nordmænd. C. P. Rothe. Tordenskjolds Levnetsbeskrivelse. I. S. 174 fgg. I en senere Tid erhvervede Johan Henrik Tordenskjold i engelsk Tjeneste de Midler, han skjænkede den efter ham opkaldte Skole i Holmestrand. B. Moes Tidsskrift for den norske Personalhistorie. I. S. 125 fgg.
5. Top. Journ. H. VIII. S. 41, cfr. H. X. S. 43. Norske Magasin. III. S. 142.
6. Bergens Borgerbog, udg. af N. Nicolaysen. Kra. 1878. S. 28 fgg.
7. Paradise lost. I. v. 292–294.
8. Macaulay, Hist. of England. I. Cap. 3.
9. P. W. Beckers Saml. til Danmarks Historie under Frederik III. D. 2. S. 452–473. Norske Magasin. II. S. 224 fgg. O. Rygh i Illustr. Nyhedsbl. 1859. No. 2 fgg., og de der citerede Kilder. Y. Nielsen, Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden. Chra. 1877. S. 367 fgg. Nogle Oplysninger findes ogsaa i La vie de Corneille Tromp. A la Haye 1694, og et enkelt Træk i Pontoppidans Menoza. II. 30te Brev.
10. Uddrag af J. Bircherods Dagbøger, udg. af Chr. Molbech. Kbhvn. 1845. S. 111–112.
11. B. Moe, Tidsskr. for den norske Personalhistorie. I. S. 435. Se ogsaa Cornwall Gazette for 7 Novbr. 1829 (gjengivet i Pjecen »Et ydmygt Forsvar for Kongen af Sverige og Norge«. Chra. s. A. (1830?). S. 8–9.
12. The diary of Abraham de la Pryme (blandt Publications of the Surters Society, etabl. in the year 1834). Edinburgh 1870. p. 87–89. (Expl. i det kgl. Bibl. i Kbhvn.). Forf. (f. 1671) døde 1704 som Præst i Hull.
13. E. T. Wolff, Samlinger til Historien af den danske og norske Kirke i London. Kbhvn. 1802. S. 329–330.
14. Se om denne Kirke R. Pauli, Bilder aus Alt-England. Gotha 1860. S. 172.
15. I Wolffs nysanførte Bog, der, naar intet andet Skrift paaberaabes, er min Kilde til denne Menigheds og Kirkes Historie, siges (S. 12), at »man mener«, at L. var fra Jylland, men af et senere (p. 425) i samme Bog aftrykt samtidigt Document erfares, at han var mercator Norvegicus. Navnet har vel været et norsk Stedsnavn, maaske helst fra Bergenskanten. (Leinsgaard, Leinskar?)
16. Luxdorphiana, udg. af R. Nyerup, S. 284, samt Literaturlexicon.
17. Se hans Biographi (af P. W. Becker) i Historisk Archiv. 1872. I. S. 234–242.
18. Pontoppidans Annales Eccl. Dan. IV. p. 719–730, hvor der meddeles to meget udførlige og interessante latinske Breve om Grams Streger. De findes oversatte i O. Wolffs Journal for 1811. II. S. 157–174. Løvendals Indberetning findes blandt norske Indlæg for 1712 i Rigsarchivet.
19. I Norske Stiftelser, udg. af N. Nicolaysen, III. S. 1007, angives ogsaa en Lars Lange Bremer (død 1819 som Sognepræst til Holden) at have været Præst ved denne Kirke.
20. Nils Jacobssøn Aall, født i London ca. 1702, kom som Barn til Brevig og grundede siden et stort Handelshus i Porsgrund. W. Lassen, Norske stamtavler. I. S. 16, hvor Forf. ikke har været opmærksom paa Wolffs Saml. til Historien af den danske og norske Kirke i London, S. 339, der tyder paa, at N. J. Aall ogsaa i en senere Tid har boet i London.
21. L. Daae, Det gamle Christiania. S. 77 fgg.
22. Alf Collett, Familien Collett. Chra. 1872. 4. S. 20 fgg.
23. Norske Stiftelser, udg. af N. Nicolaysen. II. S. 370. III. S. 10, 1004. Til den sidste Gave bevægedes han af Bernt Anker, der bemærker: »Jeg veed, hvilke uhyre Summer Georg Wolff har vundet ved de danske Staters Commissioner, de Ankerske Consignationer og ved Jess Anker.«
24. Sketches on a tour to Copenhague trough Norway and Sweden with an appendix relative to the present political state of Norway. London 1814. 4.
25. I August 1783 skriver en dansk Reisende: »I Nærheden af den danske Kirke ere tre store norske Handelshuse, Grams, Colletts og Wolffs. Endvidere opholder sig her som Reisende den rige Jess Anker fra Christiania og af vore norske Brødre og Medstuderende ved Universitetet Kammerjunker Schlanbusch og Mathiesen.« Stephan Jørgensen, Beviset for det formentlige Slægtskab imellem Dr. M. Luther og den Lindemanske Slægt, med vedføiet Beskrivelse af mit eget Levnetsløb. Kbhvn. 1827. S. 146.
26. P. Ankers Biographi ved Y. Nielsen, Norsk hist. Tidsskr. I. S. 282.
27. Christian VII. holdt her bl. A. en Fest for 7000 Personer, til hvilken alle i Byen værende Danske og Norske fik Billetter, men mange af dem solgte sine Adgangstegn for 12 Guineer Stykket. (En optegnelse af Peter Bull, siden Kjøbmand i Frederiksstad, meddelt af N. Nicolaysen i Norske Stiftelser. III. S. 873).
28. Denne Kirkes Historie er behandlet i et eget Skrift af Carlsson. Stockholm 1852.
29. Alf Collett, l. c. S. 52.
30. Sammenlign E. Holm. Danmark-Norges udenrigske Historie fra 1791–1807. Kbhvn. 1875. S. 151. Dette Hefte af Selskabets Skrifter savnes paa vort Universitets-Bibliothek.
31. Skandinavisk Museum. 1798. II. S. 133–134.
32. Indberetninger om National-Festen d. 11 Decbr. 1811. Chra. 1812. Forerindringen S. V.
33. Reise-Iagttagelser. Kbhvn. 1808. S. 65.
34. L. Daae. Det gamle Christiania. S. 269.
35. Jeg har her, ligesom i de foregaaende Capitler om Vandringer til Holland, ikke taget Hensyn til Landsmænds academiske Studier i Udlandet. Man vil i Fr. Sneedorffs Saml. Skr. I. S. 521 fgg. finde en Fortegnelse over Danske og Norske, der have studeret i Oxford.
36. Chr. Gram, En kort Journal. S. 28–29.
37. Samlede Skrifter. I. S. 466.
38. J. G. Rist, Lebenserinnerungen, hg. v. G. Poel, Gotha 1880. II. S. 79–80.
39. C. Pavels’s Dagbogs-Optegnelser for 1815–1816. Chra. 1867. S. 37.
40. Norsk Forfatter-Lexicon. S. 403.
41. At den ansete Wolffske Familie selv har været paavirket af Methodismen, synes at fremgaa af J. G. Rists Lebenserinnerungen. I. S. 385.
42. P. W. Becker i Evangelisk Ugeskrift for 1864. S. 340 fgg.
43. E. F. Wolff. l. c. S. 63.
44. N. Wergelands haandskrevne Beskrivelse af Christianssand.