Nordmænds Udvandringer til Holland og England i nyere Tid/4

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Forbindelserne med Holland og Udvandringerne dertil vedblive i det attende Aarhundrede trods Regjeringens Forbud. Vidnesbyrd herom af Samtidige. Særegne Farer, hvorfor Søfolk vare udsatte. Zielverkoopers. Barbaresker. Kun lidet bekjendt om vore Landsmænds Skjebne og Vilkaar i Holland.

Ogsaa i det attende Aarhundrede fortsattes den livlige Forbindelse mellem vort Fædreland og Nederlandene. En Forandring i Hollændernes Skibsfart paa Norge fremkaldtes imidlertid ved visse forandrede Forhold. Gjennem lange Tider havde det været Skik, at de hollandske Skibe indfandt sig under vor Kyst i talrige Flaader, i Regelen bevæbnede eller ledsagede af Krigsskibe, thi Søen var ikke sikker, og navnlig var det Spanierne tilhørende Dunkerken et farligt Sørøverrede, hvis Kapere, som man kan vide, netop lagde an paa at gjøre Hollændernes Skibsfart saa stort Afbræk som muligt. I Aaret 1595 borttoge f. Ex. Dunkerkerne paa en Gang hele fem og tredive hollandske Skibe, der skulde indtage Trælast i Norge,[1] og dette Sørøveri vedblev, efter at Staden var bleven fransk, lige ned i Ludvig den fjortendes senere Aar,[2] hvorfor Dunkerkerne vare berygtede nok langs Norges Kyst, hvilken de mere end en Gang have hjemsøgt.[3] I det attende Aarhundrede bleve imidlertid Havene sikrere, og Koffardiskibene kunde saaledes seile enkeltvis. Norges egen Handelsflaade var vel efterhaanden voxet, og en større Del af Trælasthandelen foregik derfor nu ved norske Skibe, men endnu bevarede dog Hollænderne en stor Del af sin norske Activhandel, og fra Drammen, en af de for dem allervigtigste Havne, udførtes endnu omkring 1770 den meste Trælast i hollandske Skibe og solgtes paa en saadan Maade, at Hollænderne fik uhyre Fordele paa de Norskes Bekostning.[4]

Ogsaa Udvandringerne fra Norge til Holland vedbleve, og vi se f. Ex. af en Folketælling, der foretoges over den mandlige Befolkning i Throndhjems Stift omtrent 1700, at en stor Del unge Mænd, deriblandt ogsaa mange Præstesønner, opføres som værende i Holland.[5] Hollænderne selv fandt imidlertid, at Tilstrømningen af tydske og nordiske Søfolk nu formindskedes, og beklagede dette som et stort Tab for sig, hvorfor der flere Gange fra Admiraliteternes Side udsendtes Hververe.[6] Fra dansk og norsk Side lyde imidlertid Samtidens Vidnesbyrd ganske anderledes, idet ansete og kyndige Forfattere klage over en Udvandring i stor Maalestok, og disse Udtalelser finde den stærkeste Bekræftelse i Regjeringens gjentagne Anstrengelser for at lægge Udvandrerne Hindringer i Veien.

Gerhard Schøning ser (1758) en af de værste Hindringer for det norske Agerbrugs opkomst i Udvandringen til Holland der gjør det vanskeligt at faa Tjenestefolk, ja han betragter endog denne Udvandring som noget værre end den »sorte Død«, der ifølge de dengang og endnu længe efter raadende historiske Forestillinger dannede den bratte Grændse mellem det gamle Norges Guldalder og alle følgende Aarhundreders Tilbagegang og Usseldom.[7] Allerede tidligere end Schøning havde en anden bekjendt Forfatter, Erik Pontoppidan, brugt stærke Ord om den her omhandlede Sag, og det i to forskjellige Skrifter, nemlig først i sin religiøse Roman Menoza, derpaa i sin Norges naturlige Historie. Pontoppidan, der selv havde opholdt sig i Holland,[8] gaar saa vidt, at han »efter sikker Beregning« anslaar Antallet af de »danske, norske og holstenske« Matroser, der »ved Michelsdagstider, naar de ostindiske, vestindiske, grønlandske og andre Flaader samtlige ere kjemkomne«, findes samlede i Amsterdam, til 8 à 9000. Nogle af disse, siger han, komme stundom, f. Ex. hvert tredie Aar, tilbage til Hjemmet og »blive omsider i Alderdommen hjemme og fortære deres Fortjeneste«, men en stor Del bliver ogsaa sit Liv i Udlandet, ei at tale om dem, der drukne i Tjenesten.[9] Ganske i Overensstemmelse hermed udtaler sig ogsaa en Forfatter af holstensk Fødsel fra samme Tid, idet det hos ham heder: »Vi har været Hollænderne behjelpelige, idet at mange tusinde norske, danske og holstenske Matroser og Officierer aarlig har gaaet fra deres Hjem for at fortjene dem noget hos Fremmede, siden vi havde ikke noget for dennem at bestille«.[10]

Den dansk-norske Regjering følte sig ofte meget besværet ved dette Forhold, da det paa Grund deraf idetmindste i visse Egne blev meget vanskeligt at bringe saa mange Soldater paa Benene, som man ansaa det nødvendigt at holde. Dette føltes baade i Norge og i Danmark hvor oprettelsen af Landmilitsen (1701–1730) foraarsagede stærke Rømninger, navnlig fra Jylland.[11] Der blev gjentagne Gange, snart ved Trudsler og snart ved Løfter om Tilgivelse for de bortreiste unge Mandskaber, der inden en vis Tidsfrist kom tilbage, gjort Forsøg paa at standse Strømmen, men det lykkedes først sent og da udentvivl kun af helt andre Aarsager. Ved de saakaldte Pardon-Patenter eller Placater lovedes der imidlertid dem, som vilde komme tilbage, og vel at mærke ikke vare Mordere eller grove Forbrydere, fuldkommen Frihed for Landmilitærtjenesten, ifald de lode sig indrullere til Søtjeneste; de udstedtes 14 Decbr. 1722 og 25 Mai 1726 og gjentoges 16 April 1732, 18 Juni 1739 og 8 August 1742. Samtidig bestemtes tillige, at de Værnepligtige, der ikke inden fem Aar kom tilbage, skulde »ansees som infame og meenedige, og deres Navne slaaes paa Galgen«, hvorhos de skulde have: forbrudt den Arv, der ellers kunde tilkomme dem, og de selv, om de bleve paagrebne, være hjemfaldne til Livsstraf. Ogsaa for Medhjelpere ved Flugten sattes samme Straf, ligesom Medvidere skulde straffes paa sin hele Eiendom. Omsider kom den bekjendte, først i vor Tid ophævede Forordning af 9 August 1754, der bestemte, at alle af Bondestanden i Norge, baade Mands- og Kvindespersoner, som ei brugte Gaarde eller Husmandspladse, skulde være forpligtede til at fæste sig i aarlig Tjeneste og det endog i det Sogn, hvor de hørte hjemme, om der var Tjeneste at faa, ligesom og Husbondens Tilladelse udkrævedes for at kunne gaa tilsøs.

Spørger man om vore søfarende Landsmænds Skjebne i Holland, da er det vistnok sikkert nok, at den mangen Gang var ublid, og at de der vare udsatte for mange Farer. De hollandske Søhavne vare berygtede for den hensynsløse, ja ligefrem forbryderske Maade, paa hvilken man narrede uerfarne Folk til at gaa til Ostindien. Der gaves Mennesker, der gjorde en formelig Næringsvei heraf, og som man kaldte Zielverkoopers eller »Seelenverkopere«. Dette Uvæsen dreves især i to af Amsterdams Gader, de Ridderstraat og de Jonkerstraat, der næsten udelukkende bestode af liderlige Buler, hvorhen Fremmede lokkedes ved de værste Midler. Ve den, der var kommen over et saadant Hus’s Dørtærskel. De Ulykkelige, heder det, bleve kneblede, lagte i Lænker og ved Nattetid slæbte afsted til Skibene for at forsvinde som Træle i et usundt Klimat uden Haab om nogensinde at komme tilbage.[12]

Denne Skildring er dog vel noget overdreven, men at man for at opdrive Folk til Ostindien brugte de forkasteligste Midler, er udenfor enhver Tvivl. En Würtemberger, der i Aaret 1734 faldt i en rotterdamsk »Sjelekræmmers« Hænder, fortæller sine Oplevelser saaledes: Han traf en Schweizer, der fortalte ham, hvilken Lykke der var at gjøre i Ostindien, og lovede ham at skaffe ham Hyre derhen, og han slog til uden at ane Uraad. Schweizeren bragte ham imidlertid til en Zielverkooper, der strax udbetalte ham 3 Gylden for denne Fangst. Disse Zielverkoopers vare Folk, der toge Fremmede i Huset, gave dem Mad, Drikke og Klæder og i Begyndelsen behandlede dem godt. Men de havde sine hemmelige Accorder med det ostindiske Compagnis Agenter, der betalte dem for en Soldat 150 Gylden, for en Matros 200 Gylden, for en Haandverker 300 Gylden o. s. v., ligegyldigt, enten de i kortere eller længere Tid havde havt Vedkommende i Logis. Naar der saa under Trommeslag blev udraabt: »Hvem har Lyst til at gaa til Ostindien?«, mødte Zielverkooperne frem paa Compagnihuset med sine opkaprede Folk, hvoraf en Enkelt kunde have 10, 2o, ja 50 eller 60. Naar saa disse nye Ostindiefarere vare blevne mønstrede, fik Zielverkooperen en Anvisning paa de ham lovede Penge, der vel at mærke kom til Afdrag i hans Ofres Løn og derfor først udbetaltes, naar den af disse var optjent, hvorfor de ogsaa gik glip deraf, om Vedkommende forinden døde. I ældre Tider pleiede der at gives de Mønstrede Haandpenge, svarende til to Maaneders Hyre, men ogsaa disse Penge gik nu i Zielverkooperens Lomme, og dem fik han da altid contant. Almindeligvis brugte han dog at sælge sin Anvisning for Underpris til Pengemænd, der saaledes speculerede i de Ulykkeliges Liv og Død. Vor Tydsker skulde som Soldat have en Hyre af 9 Gylden om Maaneden, og da Zielverkooperen havde Anvisning paa 150 Gylden, varede det altsaa længe, inden han selv fik noget af sin Fortjeneste, men det forstaar sig, han havde dog af denne modtaget en Skibskiste med ikke ganske faa Klædningsstykker samt et Forraad af Tobak, Kridtpiber o. s. v. Foruden Hyren fik de Mønstrede Tilsagn om Pengeerstatning, ifald de i Compagniets Tjeneste lede Skade paa sine Lemmer. Der var en fast Taxt. For Tabet af et Øie fik man 300 Gylden, for dem begge 600, for en Haand eller Fod ligesaa 300 Gylden og for begge 600, for et Led af en Finger 25 Gylden o. s. v.[13]

Dernæst var Faren for at falde i Sørøveres Hænder ikke ringe. Man maa, foruden paa Dunkerkerne og andre europæiske Kapere, som vare paafærde i Krigstider, især tænke paa Barbareskerne fra de nordafrikanske Røverstater, hvis Corsarer gjorde Havet uroligt ligefra den britiske Kanal til Senegambien, og som stundom endog viste sig i nordiske Farvande, ja i 1627 bortførte 400 Personer fra Island. Allerede tidlig i det syttende Aarhundrede søgte Hollænderne at beskytte sin Skibsfart ved Tractater med hine Røverreders Beherskere, men disse vare aldrig at stole paa, og Christne bortførtes jevnlig som slaver indtil Midten af det attende Aarhundrede, tildels ogsaa senere; først henimod vore Dage ere de sidste Levninger af dette Uvæsen ophørte. Danmark opnaaede under Frederik den femtes Regjering mod Erlæggelse af Tribut Fredstractater med Sørøverstaterne, nemlig først med Algier 1746, dernæst med Tunis 1751, med Tripolis 1752 og endelig ogsaa efter mange Vanskeligheder med Marokko 1753,[14] men havde ogsaa senere gjentagne Ubehageligheder navnlig med Algier og tilsidst med Tripolis, mod hvis Dei der 1797 endog maatte udsendes en Flaade, der efter et heldigt Slag tvang ham til Eftergivenhed. Ved de bekjendte Søtræfninger mellem danske og norske Skippere og Barbareskerne, i hvilke hine flere Gange kjæmpede med Hæder, skulle vi her ikke opholde os.

Der gives ikke faa Beretninger om dette Slaveri, især Erindringer af hjemvendte Fanger,[15] og mange af vore Landsmænd have maattet tjene muhammedanske Herrer, og blandt dem ere mange blevne fangne, medens de fore under hollandsk Flag, noget, der falder af sig selv og desuden flere Gange udtrykkelig omtales. I Danmark og Norge havde man egne saakaldte Slavekasser, af hvilke Løsepenge eller »Ransonering« for de ulykkelige Fanger søgtes tilveiebragt. For at faa Penge i disse Kasser udsattes jevnlig Bækkener ved Kirkedørene, noget, hvortil der gjentagne Gange erhvervedes Tilladelse ved kongelige Rescripter.[16] Her i Norge pleiede saaledes efter 1715 Bækkenet regelmæssig at udsættes paa Mariæ Renselsesdag (2 Febr.) samt paa første juledag, og det baade ved Høimesse og ved Aftensangsgudstjeneste, hvor denne fandt Sted.[17] Men den Pris, som Barbareskerne forlangte for Udløsningen, var ikke liden, thi, som det heder, i et samtidigt Skrift:

Man prætenderer fuldt de hundrede Zechiner
For stykket ud af dem, der koste allermindst.
Men Norden sine Folk vel dobbelt op betaler,
Fordi de tjene der til deres Holm og Havn.
En Skipper koster et par tusinde Rigsdaler,
Enhver vurderes, som han veed at gjøre Gavn.[18]

Derfor maatte mangen en sømand dø i Fangenskab, inden Løsepengene, til hvilke Collecterne ved Kirkerne ingenlunde forsloge, kunde opdrives af hans Slægt. Et sagn om en saadan Ulykkelig, hvilket er aldeles paalideligt, har jeg selv hørt i unge Dage. Der var omtrent ved Aar 1745 i Kvinesdal en Capellan, Hr. Ole Vigedal, der blev ihjelslagen af drukne Bønder og derpaa kastet i Knivsvigen, en Bugt af Elven lige ved Hovedkirken. Hans Enke, Lisbet Godtzen Horsens, som med Vigedal havde havt en Søn Ole, giftede sig saa med en Bonde paa Gaarden Aamodt og fik med ham flere Sønner, der tilligemed Halvbroderen samtlige droge til Holland og toge Hyre derfra. Ole faldt imidlertid i Barbareskernes Hænder og skrev fra sit Fangenskab til Stiffaderen efter sin Fædrenearv til Hjelp ved Udløsningen. Denne, som ikke vilde ud med Pengene, skjulte Brevet og svarede ikke. Imidlertid døde Ole, og da dertil Brevet siden kom frem, sørgede Moderen sig tildøde.[19]

Som bekjendt gik mange christne Slaver i Nordafrika over til Muhammedanismen og bleve, hvad man kaldte Renegater. De opnaaede paa den Maade Frihed, men maatte da forblive, hvor de vare. At enkelte af vore Landsmænd have ladet sig overtale til saaledes at opgive sin Religion, er neppe tvivlsomt. En Forfatter, der var nøie kjendt med en af Røverstaterne, forsikrer imidlertid, at der paa hans Tid ingen »dansk« Renegat gaves i Marokko.[20] I Begyndelsen af indeværende Aarhundrede gik tvende Nordmænd, Sønner af en Postmester Conradi i Frederikshald, aldeles frivillig over til Muhammedanismen, den ene i Algier, hvor han var Sørøver, den anden i Tripolis.[21]

Ikke ganske sjelden hændte det, at omstreifende Pak ved at udgive sig for forhenværende »tyrkiske« Slaver søgte at vække Medlidenhed og aflokke Folk Penge. Dette fandt Sted baade i Norge og Danmark. Saaledes siger Amtmand Sommerfeldt i sin Beskrivelse af Christians Amt (udg. 1796): »Det er meget ilde, at Tydskere, Italienere o. A. saa ofte stryge Landet igjennem og sætte Indbyggerne i Contribution til foregivne Skibbrudne eller tyrkiske Fanger.«[22] Jylland hjemsøgtes ligeledes i forrige Aarhundrede »af saakaldte tyrkiske Fanger, gamle afdankede, skjæggede norske Krigsfolk under Navn af Nordbagger, som alle fordrede, snarere end tiggede«, og den Mand, fra hvem dette er hentet, fortæller paa et andet Sted, at en Gang hele tyve Personer i Jylland »sloge sig sammen for at agere tyrkiske Fanger, forsynede sig med falske Passer i adskillige Sprog og med Bøger til Indskrivning af Gaverne; de vidste saaledes at lægge Tungen dobbelt i Halsen, at det lod, som om den var afskaaren, og havde derfor hver en Tolk med sig for at forklare deres pantomimiske Gebærder. Saaledes adspredte de sig over Landet, indtil en Byfoged opdagede Bedrageriet og fik nogle af dem paa Tugthuset.«[23] Overhoved spillede »Tyrkerne« eller, som man kaldte dem, »Tryntyrken« en meget stor Rolle i Almuens eventyrlige Forestillinger om fjerne Lande. Man fortalte, som bekjendt, at Tyrkerne vare Menneskeædere og udsendte Agenter for at fange og nedsalte fede og velfødte Mennesker. Saadanne Rygter fremkaldte Ængstelse hos Menigmand i Norges Hovedstad i 1813,[24] ja endog saa sent som i 1869.[25] Og det er her vel at mærke, at disse Sagn maa være fremkaldte netop ved Erindringerne om vore Søfolks Fangenskab i Nordafrika, hvis Befolkning betragtedes som »Tyrker«. De egentlige osmanniske Tyrker kaldtes i Modsætning til dem »Stortyrken«.

Enkelte Gange kunde det ogsaa hænde at Afrikanere kom til Norden. Dels gjordes undertiden saadanne til Fanger, naar nordiske Skibe kjæmpede heldigt med Barbareskerne, dels gik de undertiden frivillig ombord til de Christne. Saadanne »Morer« vare søgte som Tjenere hos fornemme Herrer. Statholder U. F. Gyldenløve havde saaledes i sin Tid en »Mor« til Page, der døbtes og fik Navnet Christian Hansen Ernst, ja endog befordredes til Postmester i Kragerø, men her blev dræbt paa Gaden ved Nattetid 1694.[26] Da imidlertid Keiseren af Marokko klagede over saadan Bortførelse af hans Undersaatter, blev det ved Rescript af 3 Sept. 1772 aldeles forbudt skipperne at tage »Morer« ombord.

Det kunde imidlertid ogsaa stundom hænde sig, at nordiske Søfolk selv bleve Sørøvere. Et Exempel herpaa var en dansk Mand, født i Kjøbenhavn, Hans Burgen, der i Begyndelsen af det attende Aarhundrede gjorde sig frygtet som Corsar i de ostindiske Farvande. Han var oprindelig Bødker af Profession, men tog i London Hyre med en capitain Creed, faldt ved Guinea i Sørøveres Hænder og blev saa selv en af deres Høvdinger og røvede i Ostindien sammen med en af Tidens mest berygtede Sørøvere, »Koning Plantain«. Burgen, hvis Skib pleiede at føre det danske Flag, faldt omsider i en Fægtning, og Plantains Sørøverflaade led derved, heder det, et meget stort Tab.[27]

Det skulde have været værd at kjende noget nærmere til de Vilkaar, som de af vore Landsmænd opnaaede, der for stedse bosatte sig i Amsterdam og andre hollandske Stæder. De have i ethvert Fald været temmelig talrige, og mange af dem stiftede der Familie, i Regelen ved Ægteskab med norske Piger. Thi ogsaa af Fruentimmer droge ikke faa til Holland, især rigtignok, som vi skulle se, fra Vestlandet, og der var desuden fuldt op af danske Piger, som droge til Amsterdam »for at faa hundrede Gylden om Aaret i Løn«.[28] De færreste af disse Udvandrere medbragte imidlertid nogen synderlig Dannelse, thi det var jo i hin Tid en Sjeldenhed, at Almuesbørn i Danmark og Norge kunde læse, end sige skrive. Derfor have de sagtens i Regelen maattet nøie sig med tarvelige Kaar, og forsaavidt de bleve noget andet end Søfolk, var det vel Haandverkere og Tjenere. Enkelte Exempler kjendes dog tilfældigvis, der vise, at de stundom dreve det videre. En Nordmand, Johan Luder, levede saaledes i 1661 i Amsterdam som en velhavende Kjøbmand,[29] og i forrige Aarhundrede blev en Gut fra Vesthassel paa Vanse hollandsk Præst. Han besøgte siden engang sin norske Hjembygd og fik Lov til at prædike i dens Kirke; han hedte da Wessel ved en Afændring af Fødegaardens Navn.[30] Saadanne Navneforandringer vare ganske almindelige. En udvandret Mand fra Vigmostad i Undalen Boru Ljodusen kaldte sig saaledes paa Hollandsk Barend Ludersen, hans Søn Andor Borusen blev til Andrees Barendsen, Søsteren Anna Borusdatter derimod til A. Brouer, Astrid blev til Astræa o. s. v.[31] overhoved behøvede deslige Emigranter neppe lang Tid for ganske at tabe sin norske Nationalitet, og deres Børn bleve da naturligvis fuldstændige Hollændere. Men det norske Element, som paa denne Maade Aar efter Aar blev indpodet i det nederlandske Folk, kan ikke have været ganske ubetydeligt.

I den senere Del af det attende Aarhundrede medførte imidlertid de store politiske Begivenheder, at denne i flere Menneskealdere stedfundne Udvandring til Holland først aftog og omsider ophørte. Hollands velmagt befandt sig forlængst i afgjort Tilbagegang. Dets Orlogsflaade vandt ingen nye Seire efter den spanske Successionskrigs Ende, den formindskedes efterhaanden og tiltrængte færre fremmede Matroser. Den ulykkelige Krig med England, i hvilken Republiken 1780 blev inddragen, bibragte deres hele Søvæsen dybe Saar, som de ikke mere forvandt. Endelig kom Revolutionens Aar, da Holland aldeles maatte ligge under for Frankrige, ja for en Tid indlemmedes i Keiserdømmet og tabte baade Colonier og Søhandel. Men samtidig med Hollands Synken gik den dansk-norske Søfarts Væxt. Den amerikanske Krig og Revolutionskrigene, i hvilke Danmark-Norge nød Neutralitetens Fordele, fremkaldte som bekjendt hos os et uhyre Opsving i Handel og Skibsfart, og de hjemlige Redere vare nu istand til at byde Masser af Matroser baade Sysselsættelse og god Betaling. De behøvede ikke mere at gaa til Holland.

De Ønsker om en Forandring til Fædrelandets Fordel, som en dansk Forfatter i 1747 efter en Beskrivelse af de endnu da bestaaende Forholde havde udtalt, vare saaledes omsider gaaede Opfyldelse:

Hvor ere Nordmænd ei samt Holstener og Jyder
Adspredte overalt paa hele Jordens Kreds?
I Riget Ingen dem sin Tjeneste tilbyder,
Derover gaa de bort at tjene andensteds.
Det volder Mangelen paa Handel her og Vandel,
Og Nationens goût er just at gaa til Søes.
Om der med Tiden kan oprettes større Handel,
Da skal de ei saa vidt omkring i Verden strøes.
Til Holland søge de, og der er Samlings-Pladsen,
Hvor man i Tusindtal kan aarlig tælle dem

Mod Vinter-Tiden, naar de have endt Seiladsen
Og ere færdige igjen at reise hjem.
Hvorvel den mindste Del kan ventes hid tilbage,
De fleste blive der og andre Steder, hvor
Det Handels-rige Land skal sine vare tage;
Det gjør, at Nordens Folk fast allevegne boer.
Der sidde mange vel med Skibe. Gods og Penge:
Det var at ønske, at de sadde her hos os.
Det skulde sluttelig ei heller vare længe
Naar Handelen kom i Flor og slog sig til en Flos.
Hvis ikke Dannemark og Norge gav Matroser,
Da kunde Handelen i Holland ei bestaa,
Thi samme gjør vel Ord og af sin Handling roser,
Men feiler Folket, der med skibene skal gaa,
Naar vore Lande selv kan vore Søfolk bruge,
Ernære dennem vel og skaffe dem afsted,
Skal Holland visselig ei alle Ting opsluge,
Men lade Dannemark fortjene noget med.[32]

Men den Tid af mere end halvandet Aarhundrede, i hvilken Frugten af Norges Sømænds Arbeide for en væsentlig Del havde bidraget til et fremmed Folks Berigelse, har ikke været spildt for Udviklingen af vort eget Lands Søfart. Det har været en gavnlig Skole, om end en lang og en streng. Det norske Folk, der i Middelalderens sidste Aarhundreder var blevet afvant med at pløie Havene, vilde under de aldeles forandrede Forholde ikke have formaaet at gjenoptage sine Forfædres Farter paa en tidssvarende Maade, ifald ikke vor hollandske Periode havde opdraget en talrig og duelig Skare af Skippere og Matroser. Det er bekjendt nok, at Hanseaternes Handelsherredømme efterhaanden affødte en kyndig og foretagsom national Kjøbmandsstand, der var fremvoxet under Landets Trængsler, og at fornemmelig vor lige ind i Nutiden vigtigste Handelsstad Bergen ikke alene har lidt, men tillige lært i Contorets Dage. Paa samme Maade vil udentvivl en historisk Granskning af vor nu saa betydelige, ja forholdsvis storartede Handelsflaades Udvikling godtgjøre, at denne i lige Linie nedstammer fra de Berøringer med Holland, som der her er gjort et Forsøg paa at belyse. Allerede Sømandssproget, i hvilket de nederlandske Elementer ere saa mange og saa paatagelige, giver her et tydeligt Fingerpeg.

  1. ↑ Hic annus infamis rapinis Dunquercanorum, qui triginta et quinque Batavorum naves, praeter unam omnes, in Norvegiam missas lignatum, in potestatem redigerunt. Hugonis Grotii Annales et Historiae de rebus Belgicis. Amstel. 1658. 12. p. 338.
  2. ↑ Groen van Prinsterer, Handboek van het Geschiedenis van het Vaderland. 3de Druk. §§ 274, 284, 286, 361, 416.
  3. ↑ L. Daae, Norske Bygdesagn. II. Chra. 1872. S. 41 fgg.
  4. ↑ Christen Lohrmann, Anmærkninger over Drammens oeconomiske Beskaffenhed og Handel. Kbhn. 1771. S. 30 fgg. Smlgn. A. Schweigaard, Norges Statistik. Chra. 1840. S. 31.
  5. ↑ Blandt Thrøndere, der gik til Holland ved denne Tid, vare to af Tordenskjolds Brødre, der begge døde i hollandsk Tjeneste. B. Moe, Tidsskrift for den norske Personalhistorie. I. S. 112.
  6. ↑ J. C. de Jonge, Geschied. v. het Nederl. Zeewezen. V. S. 242–243.
  7. ↑ »Folke-Mangel er overalt her i Landet stor og hindrer mange nyttige Tings og Anstalters Iverksættelse og Opkomst. Samme kan vel ansees som en Følge af den Sorte Død. Men Intet har dog uden Tvivl været større Skyld deri, end de mange tusinde Mennesker, hvilke Hollænderne, fornemmelig efter deres store Skibsfarts Opkomst, og andre Nationer, som har fundet deres Regning med de Norske Matroser, har trekket og endnu aarlig trekke ud af Landet, til stor Fortræd for Indbyggerne, som ofte af Mangel paa Tjeneste-Folk ikke kan drive deres Jorde og Gaarde.« (G. Schøning), velmente Tanker om Agerdørkningens muelige Forbedring i Norge. Kbhvn. 1758. S. 59–60.
  8. ↑ Se hans Autobiographi, udg. af N. Hofman-Bang. Odense 1874.
  9. ↑ E. Pontoppidan, Menoza, en asiatisk Prinds, som drog Verden omkring og søgte Christne o. s. v. III. 52de Brev. E. Pontoppidan, Det første Forsøg paa Norges naturlige Historie. II. Kbhvn. 1753. 4. S. 381, 451.
  10. ↑ L. F. Rømer, Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea. S. 249.
  11. ↑ Danske Samlinger, udg. af Chr. Bruun m. Fl. IV. S. 200, samt Skand. Lit.-Selsk. Skrifter. IX. S. 10 fgg.
  12. ↑ Frederik Schaldemose, Reiser og Eventyr i fremmede Lande. I. Kbh. 1825. S. 386.
  13. ↑ Georg Bernhard Schwarzens Reise nach Ostindien. Heilbronn 1751. S. 5 fgg.
  14. ↑ J. K. Høst, Mærkværdigheder i Kong Frederik den fantes Levnet og Regjering. Kbhvn. 1820. S. 126 fgg og 209 fgg.
  15. ↑ Af saadanne Skrifter i den dansk-norske Literatur kunne nævnes: Harck Olufs (en sønderjyde eller Friser fra Amrom): Besynderlige Avantures især til Constantine og paa andre Steder i Africa. Kbhvn. 1747; Wilh. Fr. Ravn: Kort Underretning om det Maroccanske Slaverie 1751–53, forfattet paa Vers. Kbh. 1754. 4; samt L. Diederich, (en Bergenser, om hvem se Norske Magasin. III. S. 487): Sandfærdig Fortællelse om de Christnes ynkværdig Slaverie udi Barbariet (i Samtaleform). Kbh. 1755.
  16. ↑ Saaledes 5 Marts 1707 Bevilling til Bækkens Udsættelse for 40 Matroser i tyrkisk Slaveri, o. s. v.
  17. ↑ Wessel-Bergs Rescripter. I. S. 409.
  18. ↑ N. S. Bøgh, Den Algierske Freds-Historie. Kbhvn. 1747. 4. S. 134. Forfatteren tilføier i en prosaisk Note: »En Matros koster 500 Rigsdaler, men kan han forstaa mere, eller veed han noget Haandverk, saasom en Styrmand, en Tømmermand, en Seilmager, koster han 1000 Rigsdaler; der er og den Capitain eller Skipper, som kan koste langt over 2000 Rdlr., det kommer saavel an paa hans Dygtighed, som paa deres Trang til ham.«
  19. ↑ Et andet Sagn om en saadan Fange se L. Daae, Norske Bygdesagn. II. S. 45.
  20. ↑ Georg Høst, Efterretninger om Marokos og Fes. Kbhvn. 1779. 4. S. 140.
  21. ↑ Illustreret Nyhedsblad. 1857. S. 8.
  22. ↑ Topogr. Journal for Norge. H. XV. S. 43.
  23. ↑ J. N. Wilse, Reise-Iagttagelser i nogle af de nordiske Lande. V. Kbhvn. 1798. S. 166 og 205.
  24. ↑ Claus Pavels’s Dagbøger. Bergen 1864. S. 112–113.
  25. ↑ Datidens Blade, f. Ex. Morgenbladet for 17 Septbr., Aftenposten for 16 Septbr. o. s. v.
  26. ↑ F. W. Thue, Forsøg til en Beskrivelse af Kragerøe. 1789. S. 15, 95.
  27. ↑ Klement Downing, Histori der laatste Oost-Indische Oorlogen (uit het Engelsch vertaald). Amsterdam 1738. p. 196, 198, 205, 227.
  28. ↑ E. Pontnppidan. Menoza. III. 52de Brev.
  29. ↑ Chr. Bruun, Curt Sivertsen Adelaer. S. 125.
  30. ↑ Fortalt mig af Provst, Dr. J. Fritzner. Der hørte forresten ikke saameget til at blive Skibspræst i Holland; »mange af dem kaldes Domine, om de end vare Skræddere og Skomagere af Profession, naar de blot kunne læse Hollandsk og synge sine Psalmer«. (Odin Wolffs Journal. 1817. III. S. 111). Til virkelige Menighedspræster stilledes naturligvis ganske andre Fordringer.
  31. ↑ Alle disse Navne forekomme i en Notarialforretning i Listers Justitsprotokol under 16de Marts 1747.
  32. ↑ N. S. Bøgh, Den Algierske Freds-Historie. S. 132–133.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Nordmænds_Udvandringer_til_Holland_og_England_i_nyere_Tid/4&oldid=202574»