Nordmænds Udvandringer til Holland og England i nyere Tid/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Norske fare under hollandsk Flag paa alle Havne og gaa stundom fra Holland tilbage i dansk eller fremmed Tjeneste. Enkelte Sømænds Historie og Uddrag af deres efterladte Skrifter. Sømandsskikke, »Manden af Linien«.

Nederlandene var i første Halvdel af syttende Aarhundrede uden nogen Sammenligning Verdens første søfarende og handlende Nation. Man vil faa et Begreb om dets Velstand, naar man hører, at Forholdet mellem den engelske og den hollandske Handel i 1650 var som 1 til 5.[1] Kort efter kom vel Navigationsakten, Krigen med England under Cromwell og Brasiliens Tab, men Hollands Storhed holdt sig fremdeles, dets Skibsfart var endnu en Tidlang Englands langt overlegeen og i 1696 var Forholdet med Hensyn til Handelsmarine følgende: Nederlandene 900,000 Tons, England 500,000 Tons og de øvrige europæiske Nationer tilsammen 200,000 Tons.[2] Holberg, der gjentagne Gange besøgte Holland og kjendte det nøie, kunde endnu i Begyndelsen af det attende Aarhundrede betegne det som »et fælles Fædreland for alle Verdens Folk«;[3] i den Grad strømmede Mennesker did fra alle Kanter, og man havde Brug for alle dem, der kom.

Vore Landsmænd, der under hollandsk Flag fore paa Ostindien og Amerika, paa Nordishavet og Middelhavet, havde derfor ogsaa i Holland Adgang til, om de vilde, at gaa i andre Landes Tjeneste. Hid tyede nemlig alle, der havde Brug for dygtige Søfolk, de Svenske under Dronning Christina, Venetianerne under den lange og seige Kamp med Tyrkerne om Candia, og Peter Zar, da han fra nyt af skulde grundlægge en russisk Marine. Vi have allerede seet, at Christian den fjerde engang søgte at bevæge sine udvandrede Undersaatter til at komme tilbage, men det er kun et Exempel blandt flere. Det samme gjentog sig saaledes under den skaanske Krig, og blandt dem, som dengang vendte hjem, bleve de fleste af Flaadens Søofficerer udtagne. I Aaret 1700, da det atter saa ud til Krig i Norden, drog Just Juel til Amsterdam, hvorfra han i Løbet af nogle faa Uger sendte 5–600 dygtige Søfolk hjem og vilde have hvervet langt flere, hvis ikke det svenske Gesandtskab havde udvirket et Forbud af den nederlandske Regjering.[4] Endnu Tordenskjold gjorde en lignende Reise til Amsterdam i Aaret 1713 og hyrede der halvandethundrede Matroser.[5]

Ved disse og andre Leiligheder kom Mange tilbage til Norge og Danmark. Det er dem, hvis Navne tildels ere os bekjendte, men idet jeg fortæller, hvad jeg ved om dem, vil dette tillige give os en Forestilling om deres Liv, der forbleve i Udlandet, og om hvem Historien tier. Disse sidste udgjorde udentvivl den talrigste Del.

Først og fremst vil Enhver tænke paa Curt Adelaer. Han kom som femtenaarig Gut i 1637 fra sit Fødested Brevig over til Hoorn og blev Adelbors. Dette hollandske Ord har hyppig været oversat med Søcadet, men betegner i Virkeligheden noget andet, nemlig en Marinesoldat, der nød høiere Løn end de øvrige Menige, behandledes bedre og havde sikrere Udsigt til Avancement, hvorfor unge Mænd af Dannelse eller god Familie hyppigen begyndte som Adelborser.[6] Curt Adelaer betragtedes snart fuldstændig som indfødt Hollænder, hvortil udentvivl hans Familieforhold og den unge Alder, hvori han kom over, have bidraget. Han var ikke den eneste Nordmand, der siden drog til Venedig. Vi kjende med sikkerhed endnu en af vore Landsmænd, som opnaaede en saadan Stilling i hin berømte Republik, at der fra Danmark af blev truffet særegne Foranstaltninger til at faa ham i Kongens Tjeneste. Hans Navn, der aabenbart er noget forvansket, var Zeiger Peters; man ønskede ham til Ekvipagemester paa Holmen, og han kom ogsaa til Kjøbenhavn, men forsvandt strax igjen.[7] Foruden ham maa der dog ganske vist have været flere norsk-hollandske Søfolk paa Venedigs Flaade som simple Matroser. Hvad den store Adelaer angaar, skulle vi her ikke nærmere omtale hans, som bekjendt, i den senere Tid omstridte Bedrifter. Her se vi i ham nærmest en Type paa en ung Nordmand, der gjorde sin Lykke ved at gaa til Holland og saa at sige vandt det store Lod i dette Udvandrings-Lotteri. Vi gaa over til andre, der ogsaa vare heldige, om end i mindre Maalestok.

Mickel de Voss, født i Soggendal 1640, kom allerede 12 Aar gammel til Holland, hvor han rimeligvis ligesom Adelaer har antaget sit Familienavn, gjorde tre Reiser til Malaga som Dreng, gik under Wassenaer-Opdam til Danzig, dengang Hollænderne gjorde en Diversion til Østersøen i Anledning af Carl Gustavs Krig med Polen, fulgte Ruyter til Middelhavet, deltog i en Kamp mod Portugiserne, i hvilken disse tabte femten Skibe, og var saa atter under Opdams Befaling da denne 1658 undsatte Kjøbenhavn. Derefter gik han i Koffardifart til Smyrna, siden fra Holland af i venetiansk Tjeneste og kjæmpede i den følgende Tid i tre Slag med Tyrkerne, i to med Algiererne og i et med Tripoleserne. Efter atter at være gaaet i hollandsk Orlogstjeneste kjæmpede han mod Englænderne i Krigen 1665–1667 som Understyrmand og Constabel paa forskjellige Skibe, var atter i Levanten og tildels i Koffardifart, men kjæmpede 1672 paany med Englænderne ved Solbay.[8] Efter en kort Tid at have faret fra Hamburg fik han et skib at føre fra Amsterdam, indtil han omsider 1676 lod sig hverve som dansk Orlogscapitain. I 1690 var han Commandeurcapitain og fik da det Skudsmaal: »Er en Nordmand og en god soldat og Sømand; naar han ikke drikker, da er han en god Officier«.

Mickel Tennissen (Tønnessen), født paa Lister 1642, for først fra sit femtende Aar med norske Jagter, men gik 21 Aar gammel til Holland, snart i Koffardi, snart i Orlog, og deltog i Krigen 1665–67 »i alle Slagene«, ligesom han ogsaa kjæmpede i den følgende engelsk-hollandske Krig. I 1678 hvervedes han til dansk Tjeneste og var 1690 efter Niels Juels Dom en Orlogscapitain, »over hvem ingen Klage har været ført, saasom han er en god Sømand og derhos en ædru Mand«. En anden Nordmand, Evert Tennissen, der i 1690 rostes som en duelig Lieutenant, og som ligeledes i sin Tid havde tjent Hollænderne, var rimeligvis hans Broder.

Morten Pedersen, født 1652 i Skien, lod sig hyre i en Alder af 16 Aar i Medemblik ved Zuydersøen og for i Koffarditjeneste, indtil han ved Udbrudet af Krigen 1672 gik til Orlogs og deltog i flere Slag mod Englænderne. 1678 hvervedes han til den danske Flaade, i hvilken han 1690 var en Capitain, der rostes af Niels Juel for Tapperhed i sidste Svenskekrig.

Hans Schønnebøl, en norsk Adelsmand, født i Nordland 1654, havde tjent Hollænderne i 14 Aar tillands og tilvands og deltaget i to Slag med dem, inden han 1679 gik i dansk Tjeneste, i hvilken han 1690 var Capitain og af Niels Juel omtales som en god og dygtig Officier.

Thomas Diderikssen Seerup, født i Bergen 1638, havde i hollandsk Tjeneste deltaget i atten Søslag mod Englænderne og været Kvartermester under den ældre Tromp. Under Christian den femtes Krig traadte han i dansk Tjeneste og var 1690 Lieutenant med godt Vidnesbyrd om Dygtighed, men var tillige, ligesom en Flerhed af sine Colleger, henfalden til Drik.

Hans Garstensen (sic) Garde, født paa Spangereid 1652, gik sexten Aar gammel i sin Faders Følge til Holland og for bl. A. paa Levanten, deltog derpaa i Krigen mod England 1673 og var med i tre Slag, men blev saa Matros paa Niels Juels Admiralskib, blev Constabel og siden Lieutenant og var 1690 »en god Sømand og Lieutenant, naar han kunde ikkun lade sin Drikken«.[9]

Ogsaa Iver Tønnessen Huitfeldt af Throndstad i Hurum, der 1710 fandt Heltedøden i Kjøgebugt, kan nævnes mellem dem, der udgik fra Hollændernes Skole, hos hvem han tjente som Adelbors.[10] Som tilhørende en af Landets ypperste Familier har han dog aldrig tænkt paa at gjøre Holland til sit blivende Sted og staar derfor ikke ganske i Classe med de foregaaende.

Jeg gaar nu over til at omtale nogle Landsmænd, der selv have nedskrevet sine Erindringer fra den Tid, de færdedes blandt Hollænderne. Nogle Uddrag af disse autobiographiske Meddelelser ville bedre end noget andet give os et Begreb om Datidens Sømandsliv i fjerne Farvande.

I Christian IV.s Dage forlod en Jacob Jensen, som senere kaldtes Jacob Nordmand, sit Fødeland Norge og gik til Holland, lærte der først Smedeprofessionen og tog derpaa hollandsk Krigstjeneste i Brasilien, hvor han i Aarene mellem 1630 og 1640 en Tidlang kjæmpede under mange Eventyr, indtil han omsider 1640 kom hjem til Norge og tog Tjeneste som Constabel paa Akershus. I denne Egenskab deltog han i Krigen under Hannibal Sehested, men under Frederik den tredies og Sophie Amalias Ophold i Christiania ved Hyldingen 1648 gav han Prøver paa sit Talent som Billedskjærer, hvorfor Kongeparret tog ham med til Kjøbenhavn, hvor han opnaaede Anseelse som Kunstner. I en desværre kun delvis bevaret Autobiographi[11] har han fortalt om sine Hændelser.

Frederik Bolling, en studeret Mand, har efterladt en Beskrivelse over den Reise, han i Egenskab af Adelbors foretog til Ostindien i Aarene 1669–1673.[12]

Forfatteren, der tidligere havde været Huslærer for Generalmajor Reichweins Søn i sit Fødeland Norge, lod sig under en Udenlandsreise den i 1 December 1669 i Amsterdam hverve til som Adelbors at gaa til Ostindien. Han modtog som Haandpenge 20 Gylden, og der tilsikredes ham en Løn af to Gylden (svarende til 4 Rdlr.) om Maaneden imod Forpligtelse til at tjene i fem Aar. Nogle Dage efter gik skibet (»Sticht Utrecht« af 500 Læsters Drægtighed og besat med 60 Kanoner) afsted i Følge med flere andre Skibe. Besætningen bestod af de forskjelligste Nationaliteter, »Danske, Engelske, Franske, Norske, Italienere, Hollændere, Polakker, Høitydsker og Svensker«. Disciplinen skulde være streng, saaledes var Kortspil paa det alvorligste forbudt, men øvedes dog hyppig i Smug, stærke Drikke maatte Mandskabet heller ikke have paa egen Haand, men Vin uddeltes ved særdeles Leiligheder. Medens man var i den spanske Sø, hændte det, at en norsk Matros lumskelig stak en svensk Matros livsfarligt i Siden med en Kniv, og da man opdagede, hvo der var den skyldige, blev Skibsretten holdt i dens fulde Strenghed. Alle Mand maatte under streng Straf op paa Dækket, hvor de menige, »som paa Hollandsk for Spøgs Skyld kaldes Jan Hagel, medens de regjerende Hoveder kaldes Jan Dunder«, maatte staa for Masten, men Forbryderen i Bolt og Jern. Derpaa oplæste Bogholderen Søretten: »Hvo der drager skarpt for at saare en anden, skal springe fra den store Raa ved Merset tre Gange lukt under skibet og derefter slaaes med et Stykke Toug tre Gange for sin Rumpe (Soldaterne derimod med et Træ, der er gjort som Stokken paa en Snaphane), og dernæst skal han miste 6 Maaneders Gage af sin fortjente Løn, og en Kniv stikkes midt igjennem hans Haand ind i Stormasten, og selv skal han drage sin Haand derigjennem.« Denne barbariske Straf maatte nu vor norske Matros underkaste sig, men var da ogsaa »ligere at se død end levende«. Derimod slap han for at miste de sex Maaneders Løn, thi Nordmanden var gift og havde smaa Børn i Holland, og hans halve Maanedsgage var anvist hans Familie. Frederik Bolling var ikke den eneste studerede Mand ombord, thi der var desuden hele fjorten akademiske Borgere paa Skibet fra forskjellige tydske, hollandske, engelske og franske Universiteter. Disse bleve af Capitainen og hans Kone behandlede med en vis Forkjærlighed og morede sig selv og dem ved at opføre Comedier ombord.

Efterat have passeret Cap i Marts 1670 naaede man i Juni s. A. til Batavia, hvor Bolling traf flere bosatte Nordmænd og Danske; her fik han ogsaa Anledning til at bruge sin Lærdom ved for god Betaling at give en Hollænder, der ønskede Forfremmelse som Geistlig, Undervisning i Hebraisk. Han fik endog Tilbud om at blive Conrector ved Skolen i Batavia, men kunde ikke modtage det, da der sattes som Betingelse, at han skulde gaa over til Calvinismen.

Fra Batavia fik Bolling i 1672 Lov til at gaa som Bogholder nordover med en hollandsk Kjøbmand, Mynheer Pedel, der selv eiede et stort Skib, og kom bl. A. til Macao, efterat man underveis havde havt et og andet Sammenstød med chinesiske Junker, og videre til Canton. Derpaa reiste han atter til sin Post i Batavia, hvor han fandt Anledning til at omvende en ung Jøde, der lod sig døbe i December 1672.

I det følgende Aar søgte og fik Bolling Lov til at vende tilbage til Europa, uagtet endnu ikke den Tid var forløben, for hvilken han havde taget Tjeneste. Hjemreisen blev imidlertid urolig, thi der var, som bekjendt, i 1672 atter udbrudt Krig mellem England og Holland, og ved St. Helena blev Skibet, paa hvilket vor Landsmand befandt sig, efter en hed Kamp overmandet af Englænderne, der udplyndrede sine Fanger og tilsidst førte dem til Kinsal i Irland. Bolling og en Hollænder stjal sig iland paa egen Haand og kom til Dublin, idet vor Landsmand skaffede sig Penge ved at sælge for Spotpris nogle Diamanter, som han havde erhvervet paa Macao og forstaaet at skjule, da han blev tagen tilfange. I Dublin blev han behandlet med stor Venlighed af Studenterne, der optoge ham i sit Broderskab ved høitidelig at bryde Brødet med ham, fik Pas af Lordcantsleren og kom saaledes over London til Amsterdam. Her vilde han hæve sin resterende Gage, men fik til Svar: »Skib forloren, Alles forloren«. Omsider naaede han i November 1673 med et Skib til Tønsberg. Han levede siden i Kjøbenhavn som Sproglærer og udgav bl. A. en liden engelsk Grammatik med Ordbog, der ansees for det ældste Arbeide i sit Slags i vor Literatur.

Michel Caspar Lund for i Aaret 1698 fra Amsterdam med skibet »De Stadt Ceulen« og besøgte paa Veien Capoverderne og de portugisiske Besiddelser paa Afrikas Vestkyst, hvor han var i Land med den hollandske Gouverneur paa Caplandet, van der Stelle, og uden Held forsøgte paa at bese Fæstningen Jago de Rio, til hvilken Ende han havde klædt sig i »Japonisk« Dragt, saasom Hollænderne ikke vare vel sete af Portugiserne; i Januar 1699 glædede han sig ved de modne Druer i Capstaden og gjorde Bekjendtskab med Hottentotterne, »der vare vel saa vederstyggelige som det Slags Fiender (Finner) og Troldfolk, vi har i Nordlandene, Finmarken og Lapland, eller Ziener (Zigeunere) og Tarterne, der ligesom en sværm Græshopper beskadiger allevegne, hvor de kommer og overfarer, ja det forunderligere er, haver ingen Tungemaal, men deres Mening og Anliggende med baade Fødder og Hænder saavelsom Tungeklap og Hvin giver tilkjende.« Endelig naaede vor Landsmand Batavia, hvor han tilbragte to Aar. Her handlede han bl. A. med Chineserne og saa sig om blandt de øvrige hollandske Besiddelser, saaledes ogsaa paa Molukkerne, hvor han paa Øen Banda Nicra fandt en Kjøbenhavner ved Navn Blatt som Gouverneur. Efterat have forladt Ostindien for han i 1701, fremdeles i hollandsk Tjeneste, i de Grønlandske eller, som han ogsaa kalder dem, de »midnatske« Vande. I 1703 for han paa Østersøen. Senere kom han hjem til Norge, hvor han under Krigen mod Carl XII var Fourage-Forvalter, og udgav endelig i Kjøbenhavn det Skrift, hvoraf disse Notitser ere uddragne, og som trods alle sine Svagheder har nogen Interesse som den første Fremstilling af den almindelige Geographi, der vides at være forfattet af en Nordmand.[13]

Endnu maa her nævnes en søfarende Forfatter, hvis eventyrlige Skjebne i sin Tid vakte nogen Opsigt, og som derfor ogsaa paa sin Maade er foreviget ved at nævnes i Holbergs Comedier. Det er Gert Westphalers Collega, Skibsbarberen Anders Christensen fra Christiania, »der jo har været 3 à 4 Gange i Bordeus og Roven i Frankerig, ja Fanden i Vold hen i Trapezund eller Cattesund«.[14] Denne vor Landsmand drog 1675 ud fra Christiania til Holland, tilbragte her et Aar og gik saa med et Skib fra Amsterdam til Lissabon. Her tog han imidlertid portugisisk Hyre paa en Ostindiefarer som »Under-Balberer« og kom til Coa, men faldt allerede 1677 i Fangenskab hos en Stamme paa Sydkysten af Arabien, hvor han og hans Ulykkesfæller, blandt hvilke udentvivl flere Nordboer, maatte døie meget ondt i mange Aar. Siden kom han som Slave til Palæstina og arbeidede i Jerusalem, hvor nogle christne, i Persien bosatte Kjøbmænd, der vare ude paa Handelsreise, toge sig af dem og befordrede deres Flugt. Blandt disse Kjøbmænd var ogsaa en dansk Mand, Knud Madsen, født i Helsingør. Efter mange nye Eventyr kom Anders Christensen i 1698 til det dengang hollandske Ceylon, hvor han traf et Sødskendebarn, Claus Mathiesen, altsaa rimeligvis en Nordmand, som Sergeant i hollandsk Tjeneste. Her blev han modtagen med aabne Arme og fik Lov til at gaa med et hollandsk skib til Europa. Med to af sine forrige Medfanger, altsaa vistnok Nordboer, søgte og fandt han i England Understøttelse hos Prindsesse Annas Mand, Prinds Jørgen af Danmark og Norge, der forsynede dem med Reise- penge, saa at de kom over til Holland i Januar 1700 og der fandt yderligere Hjelp af den danske Gesandt i Haag. Nogle Maaneder efter sendte Hollænderne i Forbindelse med England en Flaade til Øresund for at operere sammen med Carl den tolvte mod Danmark i Anledning af Frederik den fjerdes Angreb paa de gottorpske Besiddelser, og paa et af disse Orlogsskibe fik de tilbagevendende Nordboer Lov til at gaa ombord, men kom naturligvis ikke iland i Danmark, før Tractaten i Traventhal havde gjenoprettet de fredelige Tilstande. Nu kunde den vidtbereiste Barber endelig vende hjem til Norge og kom da efter 27 Aars Fraværelse atter til sin Fødeby Christiania. Hans Reisebeskrivelse, der er maadelig skrevet og indeholder et og andet ligefrem fabelagtigt, udkom først 1728,[15] men maa forinden, siden den allerede tidligere af Holberg kunde anføres som en bekjendt Fortælling, have været omspredt i Afskrift.

Her kan ogsaa mindes om den gamle Sømandsskik, der neppe endnu ganske er forsvunden, hvorefter den, der første Gang passerer visse Farvande, seiler forbi visse Forbjerge o. s. v., maa finde sig i eiendommelige, for ham selv ikke altid behagelige ceremonier. Det er eller rettere var Sømanden ligesom en Grad, han tog, og maa vel nærmest sammenlignes med »de Contorskes Spil« i Bergen og med de Optog, der ledsagede Haandverkernes Svende- og Mesterpromotioner. For Sømændenes Vedkommende var dog det at passere »Linien« den store Indvielse til den høieste Grad af de »befarne« Folk. Naar Ostindiefarere naaede Stenbukkens Vendekreds, begyndte de af Mandskabet, som allerede før havde beseilet disse Farvande, at aftale med hverandre, hvilken Dag »Manden af Linien skulde komme«, og for de uerfarne lode de sig da paa en mystisk Maade forlyde med, at »det dog var Synd, at Fanden skulde tage de smukke unge Karle, det er nok meget at frygte for, at Manden af Linien tager alle vore nye Folk denne Gang, thi han forbød os jo sidst at bringe flere nye Folk, ja vi lovede ham det jo ogsaa« o. s. v. De nye Matroser lo ad saadan Tale, saalænge det kun var Matroserne, der førte den, men hvad skulde de tænke, naar Officiererne! ja Capitainen selv begyndte at bede dem om at berede sig til en stor Fare, som maaske kunde koste dem deres Liv, og med bedrøvede Miner fortalte dem om denne »Mand af Linien«? Om Natten, førend »Manden« skulde komme, lode de gamle Ulke den Person, som var udseet til at spille en saadan Rolle, indsy i et Par lodne Gjede- eller Faareskind, Ansigtet blev malet sort med en rød Ring om Øinene, og han fik en lang Hale, »saa at dette Menneske lignede ingenlunde et Menneske«. Alt dette foregik under Dækket, uden at nogen af de nye Folk fik det at se; vare de tilstede, sørgede man for at faa dem af Veien, saa at den færdige »Mand af Linien« i Stilhed kunde komme op i Stormasten, hvor han blev til om Morgenen og imidlertid var bleven forsynet med nogle fyldte Vandspand. Om Morgenen blev der da, som sædvanlig, ringet til Bøn, og Enhver indfandt sig da enten i Kahytten eller paa Skandsen. Men naar man begyndte paa det sidste Psalmevers, tog »Manden af Linien« til at skraale. Alle bleve nu eller lode, som om de bleve det, forfærdede, lukkede sine Bøger og spurgte: »Hvad er paafærde?« En svarer: »Det er vist Manden af Linien!« en Anden sagde: »Nei, det kan jeg da aldrig tænke, thi han pleier dog ikke komme saa tidlig.« Saa skraaler Manden endnu høiere, og nu er der da ingen Tvivl mere om, at det maa være ham. Capitainen tager sin Hue af helt ærbødig og beder »Manden« om at komme ned. Han kommer da og spørger, hvor mange nye Folk Capitainen har med, hvortil denne svarer: »Slet ingen«, men »Manden af Linien« ved bedre Besked og peger paa enhver af de nye, ja ved endog Besked, om nogen har forstukket sig, og disse blive da hentede. Denne Galskab kunde vare en hel Time. »Manden« forlangte først at tage alle de nye med sig; disse forsøgte at bede ham om at spare Liv og tage Penge. Saa vilde han dog have Halvdelen, men Capitainen bad for dem o. s. v. Endelig gik »Manden« op i Stormasten igjen, og de nye opstilledes saaledes, at han fra sit ophøiede Stade kunde slaa det Vand, han havde i Beredskab, udover de nyes Hoveder, altsaa et Slags Daab. Ceremonien afsluttedes saa dermed, at en af de nye fik et Toug om Livet, hidsedes under Storraaen og tre Gange »dumpedes« i Søen.

Dette er her fortalt efter en dansk Forfatters Skildring af hvad der i Begyndelsen af forrige Aarhundrede fandt Sted paa danske Ostindiefarere,[16] men der er ingen Tvivl om, at Skikken er optagen fra Hollænderne. Den samme Forfatter ved ogsaa at fortælle et Exempel i denne Retning, som ganske særlig vedkommer os her. Under sit lange Ophold i Guinea hørte han nemlig af en hollandsk Skibscapitain, der selv var Nordmand af Fødsel og i tredive Aar havde faret paa Ostindien, at denne kun to Gange havde tilladt saadan Morskab paa sit Skib, thi den anden Gang »var det blevet til en Tragedie«. Han havde nemlig havt mellem sine Matroser en »særdeles tosset« norsk Landsmand, med hvem Officierer og Matroser havde stadige Løier, og som derfor ogsaa var udseet til at holde for, naar »Manden af Linien« indfandt sig. Da nu »Manden« kom og det efter lang Forhandling tillodes ham at tage hin Nordmand, lod han da, som om han vilde afsted med ham. Men Nordmanden sled sig løs, sprang til en Geværkiste paa Skandsen og tog en Huggert, hvormed han kløvede Hovedet paa »Manden af Linien«, der døde paa Stedet. Capitainen maatte lade sin Landsmand forlade Skibet, saasnart der blev Anledning dertil, »thi havde han overleveret Delinkventen i Øvrighedens Hænder, saa havde uden Tvivl Officiererne faaet samme Straf som Nordmanden«.[17]

  1. H. v. Treitschke, Die Republik der vereinigten Niederlande (i Historische u. politische Aufsätze. Neue Folge. II. Lpz. 1870. S. 608).
  2. Groen van Prinsterer, Handboek der Geschiedenis van het Vaterland. Derde Druk. Amsterdam 1872. S. 254.
  3. Hollandia cunctis terrarum orbis incolis communis patria censenda est. L. Holbergii Opuscula quaedam Latina. I. p. 151.
  4. (N. Jonge), Den Danske Vice-Admiral Just Juels Liv og Levnets-Beskrivelse. Kbhvn. 1755. S. 114–115.
  5. C. P. Rothe, P. Tordenskiolds Livs og Heldte-Levnets Beskrivelse. I. Kbh. 1747. 4. S. 128.
  6. Danske Saml. s. R. II. S. 5. Odin Wolffs Journal 1817. 3. S. 108. Jonge, Gesch. van het Nederl. Zeewezen. II. 2. S. 91, hvor Otto Bjelke omtales.
  7. Chr. Bruun, Curt Adelaer. S. 255–256.
  8. Af andre norske Deltagere i dette berømte Slag (7 juni 1672), hvor Ruyter med Held maalte sig med den forenede engelsk-franske Flaade under Hertugen af York (Jacob II) og d’Estrées, kjendes Georg Carstensen Niebuhr fra Frederiksstad og Lauritz Lauritzen Stavanger fra Byen af dette Navn, begge siden Officerer i dansk Tjeneste. Se Tidsskrift for Søvæsen for 1861. S. 182 og 254.
  9. Disse Oplysninger ere hentede fra en ligesaa paalidelig som interessant Kilde, nemlig den i Tidsskrift for Søvæsen, Kbh. 1861, S. 168–193 og 241–272 af Lieutenant v. d. Recke meddelte »Niels Juels Conduiteliste over Marinens Officeerspersonale Anno 1690«. Man vil her foruden de ovenfor anførte finde endnu mange andre Nordmænd, der have gjort sin Sømandsskole i Holland. Den hele dansk-norske Søofficierstand bestod dengang (med Fradrag af Admiraler og Schoutbynachter samt af Lærlingerne) af 67 Personer. Blandt disse angives 4 Commandeur-Capitainer, 3 2den Classes Capitainer, 2 3die Classes eapitainer, 1 Capitain-Lieutenant og 7 Lieutenanter, tilsammen sytten Personer, udtrykkelig som Nordmænd, de danske vare kun lidet talrigere repræsenterede, og Resten var Udlændinger.
  10. Jonge, Just Juels Liv. S. 41. Tidsskr. for Søvæsen. 1861. S. 257.
  11. Trykt under Titelen »En ubenævnt dansk Kunstners LevnetsHistorie« i Suhms Saml. til den Danske Historie. II. 3. S. 134 fgg. Forf.s Navn er paavist af R. Nyerup i hans Efterretninger om Frederik den tredie. Kbhvn. 1817. S. 17–174.
  12. Frederici Bollingii Ost-Indiske Reisebog, hvorudi befattes hans Reise til 0stindien, saavel og en Deel Pladsers Beskrivelse med et Antal Hedningers Ceremonier o. s. v. Kbhvn. 1678. 96 S. 8. Et Uddrag af dette yderst sjeldne Skrift findes i Odin Wolffs nu heller ikke meget hyppig forekommende Journal for Politik o. s. v. 1817. III. S. 97–127.
  13. Om Verden og de Siunlige Tings Betragtning i Verden, af Michel Caspar Lund. Kbhvn. 1718. 4. S. 273, 329, 339, 349, 393. Nogle Smaabidrag til Norges Historie træffes ogsaa hist og her i Bogen.
  14. Gert Westphaler (Enaktstykket) Sc. 7. E. C. Werlauff, Histo- riske Antegnelser til L. Holbergs 18 første Lystspil. Kbh. 1858. S. 93.
  15. I Wielandts Nye Tidender om lærde og curieuse Sager for 1728. No. 15–20, ogsaa særskilt aftrykt fra denne Journal
  16. L. F. Rømer, Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea. S. 257–259.
  17. Samme Skrift S. 260.