Nordmænds Udvandringer til Holland og England i nyere Tid/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hollændernes Trælasthandel i Norge. Nordmænd gaa i deres Tjeneste. Hollænderne søge at vinde Besiddelser i Norge. Samtidiges Udtalelser om de Norske i Holland. Dansk-norsk Menighed i Amsterdam.

Til at drage Nordmænd til Holland bidrog mere end noget andet de stærke Berøringer, der indtraadte mellem de to Lande ved Trælasthandelen. Som bekjendt antog denne først en større Udstrækning i Christian den tredies Dage, og dette stod aabenbart i Forbindelse med Hollændernes stærkt voxende Søfart, der krævede mere og mere Træmateriale, ligesom ogsaa alene Amsterdams Væxt fordrede uhyre Masser af Skovprodukter, da denne Stad for en stor Del reiste sig paa Pæleverker, hvorfor man ogsaa sagde, at »Amsterdam stod paa Norge«.[1]

Den nye Trælasthandel havde i flere Henseender en helt anden Character end den gamle Fiskehandel, der for det første endnu vedblev i Hovedsagen at tilhøre Hanseaterne. Thi medens Fiskehandelen væsentlig kun gik for sig i Bergen, hvorhen Tydskerne som bekjendt af al Magt bestræbte sig for at samle den i et stort Hovedmarked, kunde Trælasthandelen ifølge sin Natur ikke concentreres paa enkelte Pladse, men maatte foregaa langs det hele Land, overalt, hvor der gaves en Skovtrakt og en Havn. Som Følge heraf kom Hollænderne strax i et ganske andet Bekjendtskabsforhold til den hele norske Kystbefolkning, end Hanseaterne nogensinde havde gjort. Deres Besøg i vort Land bleve ikke engang ganske indskrænkede til Kysterne, men strakte sig stundom ogsaa et Stykke op i Bygderne, thi de fandt som gode Kjøbmænd snart sin Fordel ved at handle umiddelbart med Skovbønderne langs Elvedragene, ja de havde i sine Falkefængere Reisende, der søgte lige op til de mest afsides liggende Høifjelde.

Hollænderne stødte i Norge paa en Nation, der vistnok for Tiden ikke egentlig kunde regnes blandt de søfarende, men som dog idelig færdedes ved Søen og saa at sige havde Salt i Blodet. Allerede i Frederik I.s Tid droge de Nordmænd med sig som Matroser paa sine Skibe,[2] og allerede i den første Del af det syttende Aarhundrede begyndte Danmarks og Norges Konge at vende sig til Holland, naar han havde Brug for sine Undersaatters Tjeneste paa sin Flaade. Her vare Nordmænd og Danske at finde, og her traf man netop saadanne, som allerede havde faaet sin Uddannelse og derfor vare at foretrække for de hjemmeværende. Da saaledes ogsaa Danmark havde begyndt at tage selvstændig Del i de ostindiske Farter, sendte Christian den fjerde i 1621 den bekjendte Nordmand Jens Munk, den samme, der viste stor Dygtighed paa sit Tog til Grønland, afsted til Holland for at faa Folk til en indisk Expedition. Han medbragte en almindelig Benaadning »for alle dem, som af Danmark og Norge eller af Hs. Majestæts Tjeneste vare undvigte, saa at de, som ikke havde begaaet Manddrab eller Blodskam, sikkert og frit kunde komme i Landet igjen uden derfor at tiltales«.[3] Som vi heraf se, var det altsaa ikke usædvanligt, at man for at unddrage sig for Straffe i Hjemmet søgte til Holland. Men endnu langt flere lokkedes vistnok af en anden Grund. Den dansk-norske Stat var i hine Dage neppe nogen meget rundelig eller solid Betaler, medens Hollænderne allerede havde begrebet den store Overlegenhed, som den altid faar, der er istand til at yde gode og contante Lønninger.

Under sin Krig med Cromwell (1652–1654) lode Generalstaterne foretage udstrakte Hvervinger paa den norske Kyst, hvilket strax vakte Englands Uvilje og Misundelse. Nogle Aar senere, da Hollænderne blandede sig i Kampen mellem Frederik den tredie og Carl Gustav og ved Wassenaer-Opdams berømte Expedition til Sundet øvede afgjørende Indflydelse paa denne, gjorde de endog et Forsøg paa at erhverve sig Besiddelser i Norge, et talende Bevis paa, hvilken Pris de satte paa Nordmændenes Deltagelse i deres Søfart. Den Landsdel, som de havde kastet Øinene paa, var Throndhjems Stift, der i Freden i Roskilde 1658 var blevet afstaaet til Sverige, men ved de Norskes egne Anstrengelser havde befriet sig fra det nye Herredømme, saasnart Krigen var bleven fornyet. Hollænderne vilde nu bevæge Regjeringen i Kjøbenhavn til at overlade Throndhjems Stift til dem, men Englænderne blandede sig i Sagen, idet de netop toge fortrinligt Hensyn til den Nytte, som deres Rival paa Søen vilde kunne gjøre sig af de norske Matroser, og paa Grund af Englands protest maatte Nederlandene lade den hele Plan falde.[4]

Dersom de hollandske Marinearchiver fra hine Dage havde været i Behold, kunde man have haabet nærmere Oplysninger om Antallet af Norske i hollandsk Orlogstjeneste, men de ere destoværre brændte i Haag 1844.[5] Men samtidige Vidnesbyrd, der omtale Forholdet i sin Almindelighed, saaledes som det var i Slutningen af det syttende Aarhundrede, savnes ikke, og nogle saadanne skulle her anføres.

I 1670 indberettede den dansk-norske Gesandt i Haag. Marcus Gjøe, til Regjeringen i Kjøbenhavn, at der gaves en stor Mængde af Kongens Undersaatter i hollandsk Tjeneste, samt at de fleste vare Nordmænd. Han tilføiede at næsten alle vare Matroser eller dog kun Officerer i de laveste Stillinger, thi Hollænderne vare altfor »jaloux« til at gjøre dem til Lieutenanter og Capitainer.[6] Ni Aar senere bemærkede Niels Juel, der selv i adskillige Aar havde tjent Hollænderne og kjendte disse Forhold til Punkt og Prikke, at ide Constabler, som duede noget, vare for det meste norske eller engelske, der droge til Holland for at lade sig hverve«.[7] Endelig omtales dette Forhold ogsaa af den bekjendte engelske statsmand Molesworth, der mod Slutningen af Christian den femtes Dage skrev en af de navnkundigste Bøger om den danske Stat, der nogensinde ere udkomne fra en fremmed Haand. Hos ham heder det: »De bedste Sømænd af den danske Konges Undersaatter ere Nordmændene, men de fleste af dem ere i Hollændernes Tjeneste. De have ogsaa sine Familier bosatte i Holland, hvorfra de ikke lettelig vende tilbage, medmindre de enten skulde blive slettere behandlede af Hollænderne eller bedre af de Danske, end hidtil er Tilfældet, thi den danske Søprovision er almindeligvis meget slet«.[8] Molesworths Bemærkning om, at de norske Søfolk havde nedsat sig i Holland med Familie tyder paa, at allerede nu Udvandringen ikke indskrænkede sig til Mænd, men omfattede begge Kjøn, hvorom vi senere for det følgende Aarhundredes Vedkommende skulle møde mange og interessante Vidnesbyrd.

Den dansk-norske Regjering der udentvivl længe havde seet skjævt til denne stærke Udstrømning af norske Søfolk, traf forøvrigt netop paa Molesworths Tid Foranstaltninger til at hindre idetmindste ligefremme Hvervinger i Norges Havne. I October 1692, altsaa under den Krig mellem William den tredie og Ludvig den fjortende, der endte med Freden i Ryswick, udgik der strenge Kongebud derimod. Ved Kongebreve til Magistraterne i samtlige Datidens Kjøbstæder sattes Livsstraf baade for Hvervende og Hvervede, og Commandanterne fik Befaling til i fornødent Fald at yde væbnet Hjelp til at hindre saadanne Hvervinger.[9]

Et talende Bevis paa, at Danske og Norske i det attende Aarhundrede vare bosatte i Holland i en ikke ganske ringe Mængde, kan ogsaa hentes fra den geistlige Historie. Christian IV skjænkede allerede i Aaret 1634 300 Daler til en luthersk Kirke i Amsterdam,[10] om hvilken det vel ikke siges, at den har været bestemt til dansk Gudstjeneste, men som dog utvivlsomt søgtes af Danske og Norske. I 1663 oprettedes en egen dansk-norsk Menighed, efterat »Friheden, Menigheden at oprette, var erlanget«, og denne traadte da i Virksomhed i det nævnte Aar 26de Søndag efter Trinitatis.[11] Hos hvem denne »Frihed« har været søgt, angives ikke, men det kan kun have været hos de municipale Autoriteter i Amsterdam. Menigheden sluttede sig, som vi skulle se, dog ikke til den danske Statskirke, men:til de Reformerte.[12] Deres første Præst var Christian Pedersen Abel fra Aalborg, der i Christiania 1658 havde udgivet et Skrift »Regler og Lærdomme om et sandt christeligt Levnet«, hvilket han 1663 atter udgav i Holland,[13] hvor han ogsaa lod trykke flere andre Skrifter, saasom den ovenfor citerede Psalmebog og et Skrift »de unitate & eterna trinitate Deitatis ex belgico latine editum«, i hvilket den reformerte Kirkes Trosbekjendelse fandtes indtagen. Klokkeren ved den nye Menighed var en Nordmand Didrik eller Erik Meyer, født i Søgne i Mandals Fogderi, der imidlertid ikke ret længe efter forlod Holland og nedsatte sig som Handelsmand i Kvinesdal i Listers Fogderi, idet han tog Borgerskab til Christianssand. Her søgte han imidlertid at udbrede sine afvigende Anskuelser, og en Anklager reiste i denne Anledning en Sag for Christianssands Domcapitel.[14] Samtidig med Abel opholdt sig flere Danske i Amsterdam, der ligefrem vare landflygtige for sine religiøse Anskuelsers Skyld, saaledes navnlig Sværmeren Jesper Kønechen, som der gav Undervisning, rimeligvis til danske og norske Børn, udgav adskillige Skrifter og vakte Opsigt i Amsterdam ved sine Prædikener fra selve Raadhustrappen om det syndige i at føre Krig.[15] Ogsaa den mere bekjendte Nils Svendsen Krønike, hvem man har kaldt det syttende Aarhundredes Søren Kierkegaard, tyede, efter at have vakt Røre baade i Christiania og Kjøbenhavn,[16] til Holland, dette Datidens Asyl for alle religiøse Secter. I den ovennævnte Meyers Optræden i Kvinesdal have vi et Exempel paa, at disse Secterere nok af og til have kunnet forplante sine Anskuelser til Hjemlandene.[17] Nogen lang Bestaaen har denne dansk-norske Menighed i Amsterdam forøvrigt neppe havt, thi, saavidt jeg ved, omtales den ikke i den følgende Tid. Den har naturligvis ingen Understøttelse kunnet finde fra den danske Regjering, som tvertimod snarere har modarbeidet den, og er rimeligvis derfor snart hendøet af sig selv, idet Nordboerne snart tilegnede sig det hollandske Sprog og sluttede sig til den herskende Landskirke.

  1. En dansk Reisende skrev 1671: »Amsterdam er bygt paa Pæle af Grantræ og kunde gjerne kaldes en underjordisk Skov. Man siger ogsaa i Danmark: Amsterdam staar paa Norge«. (Holger Jacobæus’s Reisejourual i Suhms Nye Samlinger til den danske Historie. III. Kbhvn. 1794. 4. S. 177).
  2. I Lensregnskabet for Akershus Len for 1528 opføres blandt »Sagefald« i Eker og Lier, at Betaling er erlagt af flere Personer »for at maatte seile med Hollændere«. I samme Aar havde 34 hollandske skibe betalt Told i Lenet, hvorunder dog dengang ogsaa Nedenes henregnedes.
  3. Jens Munk. Navigatio Septentrionalis. 2. Udg. (Kbh. 1723. 8.) i Tillægget (J. M.s Levnetsbeskrivelse) S. 23.
  4. Saga, et Fjerdingsaarsskrift, udg. af J. S. Munch. I. Chra. 1816. S. 117 fgg. Y. Nielsen. De nordenfjeldske Begivenheder i Aarene 1657–1660. (Program fra Nissens Latin- og Realskole for 1868). S. 41. Her citeres et engelsk Statsskrift fra hin Tid, hvori det bl. A. heder: »If the English should suffer ye Hollanders to become masters of Drontheim, there would thereby accrue to the Hollanders a incredible strength at sea, seeing that province alone by ye occasion of ye great fishing, that is upon that coast, is able to set forth in short time some thousands of seamen, whereof ye English have the proofe in ye war between the Hollanders and them, at which time theyhad onely ye King of Denmarks leave to leavy seamen there, and then wee may easily guesse, what is to be expected, if ye Hollanders should come to bee wholy masters there.«
  5. Meddelt mig af Dr. Yngvar Nielsen, som under en Reise i Holland 1878 forespurgte sig herom.
  6. Chr. Bruun, Curt Sivertsen Adelaer. Kbhvn. 1871. S. 217. Denne Jalousi var et fremtrædende Træk hos Hollænderne og gjorde sig endog gjældende mellem de enkelte Landskaber i den nederlandske Republik. En dansk Forfatter fra Midten af forrige Aarhundrede bemærker saaledes, at de egentlige Hollændere navnlig vare meget iversyge lige over for Zeuwerne (Zeelænderne). L. F. Rømer, Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea. Kbhvn. 1760. S. 33.
  7. Chr. Bruun. l. c. S. 215.
  8. An account of Denmark as it was in the year 1692. London 1694. p. 139. (Se om dette Verk Chr. H. Brasch, Om Robert Molesworths Skrift An account &tc. Kbhvn. 1879). Allerede Reimar Kock omtaler den slette Proviant ombord paa den danske Flaade, og at Søfolkene fandt Lybekkernes Kost at være langt bedre.
  9. Kgl. Rescripter o. s. v., udg. af Fr. Aug. Wessel-Berg. I. S. 237.
  10. Ny kirkehistoriske Saml. VI. S. 422, 458.
  11. Chr. Ped. Abel, Psalmebog for den danske Menighed i Amsterdam, prentet sammesteds 1667. 16mo. S. 217. (H. Rørdam, Arrebos Levnet og Skrifter. II. S. 161). Lokalet var tarveligt, thi man maatte til Kirke nøie sig med et Pakhus: »Es haben die Danm. dem Augsburgischen Glaubens-Bekenntniss zugethan, im itztlauffenden Jahre 1663 im Packhaus, Herrn Johan Rambau zugehörig, zu ihrem Gottesdienst gewidmet und zugerichtet, und daselbst pfleget ihr Prediger Herr Christian Petersen Abel von Aalburg in Jütland alle Sonntag in Dänischer Sprache zu predigen«. E. Pontoppidan, Gesta et vestigia Danorum extra Daniam. T. II. Lips. et Haun. 1741. p. 430 efter P. v. Zesens tydske Beskrivelse af Amsterdam, til hvilken jeg ei har Adgang.
  12. Nye kirkehist. Saml. VIi. S. 252, hvor der citeres en Udtalelse af en dansk Mand, J. B. Kønechen: »Mijn lieve lantsluyden hier in de stadt hebben met de gereformeerde belijdenisse een broderschap ingegaen.«
  13. Bogen, hvis Fortale er dateret Amsterdam i Mai 1663, altsaa endnu før Menighedens formelige Constitution, er tilegnet »Den danske og nordske Nation og Menighed udi Amsterdam og alle, som det danske Tungemaal forstaar«. (Expl. i det Deichm. Bibl.). Den første Udgave i Christiania var tilegnet Forf.s gunstige Herrer Cantsler Jens Bjelke og hans Søn Jørgen, dengang Befalingsmand over Bratsberg Len.
  14. A. Faye, Christiansands Stifts Bispe- og Stiftshistorie. Chra. 1867. S. 255–257.
  15. Ny kirkehist. Saml. III. S. 224–261.
  16. Se herom P. Coucheron i Theol. Tidsskr., udg. af Caspari m. Fl. B. I.
  17. Omtrent samtidig med denne Menigheds Oprettelse levede i Verdalen i Throndhjems Stift en Jemtlænding, Anders Kempe, der i Amsterdam var bleven Schwenkfeldianer og sammesteds havde udgivet et Par secteriske Bøger. I 1671 drog han paany til Amsterdam og udgav atter to Skrifter, som han ved Hjemkomsten omspredte baade i Norge og Sverige. Herom har jeg i sin Tid meddelt udførligere Oplysninger i Programmet fra Drammens lærde Skole 1860, S. 36 fgg.