Hopp til innhold

Nordmænds Udvandringer til Holland og England i nyere Tid/1

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Udvandringer fra Norge i Almindelighed. Næsten ukjendte i den senere Middelalder. Amerikas Opdagelse gjør heri ingen Forandring, medens Hollands store Skibsfart bliver uf desto større Betydning.

Tales der om Udvandringer fra Norge, da tænker strax Enhver først paa vore Landsmænds Deltagelse i Normannertogene og deres Colonisation af Island og andre fordums norske Øer, derefter paa Emigrationen til Amerika i vor egen Samtid, medens kun de færreste vide eller erindre, at denne Side af vor Fortid ogsaa har flere Capitler. Ganske vist staa disse i historisk Betydning langt tilbage for hine almenbekjendte, men de ere derfor ingenlunde uden Interesse. En saadan vil et Lands Udvandringshistorie aldrig savne, thi for det første har Udvandring altid sine eiendommelige Aarsager i Hjemlandets Tilstande, som det vel er værd at kjende, og for det andet følger man stedse med Sympathi sine Frænders Skjebne paa deres nye Skueplads.

Ganske uden Emigration kan ingen Periode af vort Lands Historie have været, forsaavidt som altid En og Anden har ombyttet sin norske Fødestavn med et fremmed Opholdssted, men man feiler neppe ved at antage, at Norges Befolkning, efter at Vesterhavslandene vare besatte, Christendommen almindelig indført og de sidste Spor af Vikingetogene og Korstogene forsvundne, næsten ganske har holdt sig hjemme i sit eget Land. I den senere Middelalder forfaldt baade den norske Krigsflaade og Søfarten overhovedet, idet næsten al Handel kom i Udlændingers Hænder. En nordtydsk Forfatter, Hamburgeren Albert Krantz, der kort før Reformationen skrev et Slags Norges Historie, har derfor neppe ganske Uret, naar han siger, at Nordmændene vare forstenede i sine Klipper, og at intet Folk siden Christendommens Indførelse havde været mere ubevægeligt. Man fortæller, siger han videre, at de, naar de komme hjem fra Udenlandsreiser, kaste sig til Jorden og kysse den med det Udraab: O du christeligste af alle Lande![1]

Af og til har det vistnok hændt, at Nordmænd have fulgt med Hanseaterskibe som Søfolk eller for at tage Tjeneste i Tydskland, men at det ikke gik ofte paa, kan man slutte deraf, at saadant sjelden eller aldrig omtales i de hidtil bekjendte Kildeskrifter. Kun fra Island, hvor Hamburgerne efter lange Stridigheder, dels med Englænderne, dels med andre Hanseater, i det femtende Aarhundrede havde forstaaet at tilrive sig omtrent den hele Fiskehandel, synes Udvandringen at have været noget hyppigere, thi den nysnævnte Albert Krantz fortæller, at han selv har seet unge Islændinger af begge Kjøn, der vare komne ned til Tydskland som Børn og derfor havde glemt sit Modersmaal og overhoved intet bevaret af sin Nationalitet uden Navnet, og han tilføier, at Forældrene gjerne saa, at de Fremmede toge Børnene med sig, ja »hellere gave slip paa en Søn end paa en Hund«.[2]

Reformationsaarhundredet, rigt paa Omslag i enhver Retning, medførte eller forberedte i det mindste Forandringer ogsaa paa det Omraade, hvorom vi her tale. Man maa dog her ingenlunde tænke paa Amerikas Opdagelse, thi det varede meget længe, inden den nye Verden kom til at øve nogen umiddelbar Indflydelse paa vore Lands- mænd Det skede først, efterat Samfærselsmidlerne havde formindsket alle Afstande. Hvor uklare Forestillinger endog de fornemste Mænd i Norge endnu langt nede i det sextende Aarhundrede nærede om Amerika, kan sees af den flinke Sømand Erik Munks Optegnelser i hans Fængsel paa Dragsholm, hvor der anstilles en Sammenligning mellem Spaniens store Indtægter fra Amerika og de norske Kongers formentlige Sølvgruber i Grønland i Fortiden.[3] I det syttende Aarhundrede anlagde de Svenske sin bekjendte, men hurtig tabte Coloni »Ny-Sverige«, og virkelig skulle ogsaa endel Norske (og Danske) have bosat sig i Nordamerika i Ny-Jersey, ja endog i Aarene 1664–76 have anlagt en Stad der, som de kaldte Bergen efter den norske By af samme Navn, ligesom det omliggende Distrikt skulde have faaet Navnet County Bergen.[4] Men denne Beretning er apokryphisk og støttes neppe ved noget dansk eller norsk Vidnesbyrd. I 1816, da Nicolai Wergeland, som en Johannes Magnus i formindsket Maalestok, fra alle Kanter søgte at opdrive Kæremaal mod Norges forrige Styrelse, maatte dog ogsaa dette frem for at gjøre Tjeneste som et Tegn paa Misfornøielse med Enevældens Indførelse.[5]

Stødet til, at Nordmændene paany kaldtes til at pløie Verdenshavet, om end for det første under fremmed Flag og i det store taget til Fremmedes Fordel, kom andensteds fra. Det kom fra Hollænderne, og det blev i deres Skole, at vore Landsmænd i flere Slægtled maatte tjene, forinden Fædrelandet selv kom til at høste Æren og Frugterne af sine Sønners naturlige Kald til at færdes paa Søen.

Allerede længe før Middelalderens Ende havde Nederlænderne vundet en høi Plads mellem Europas søfarende Folk. Deres stæder havde en Tidlang sluttet sig til Hanseforbundet, men fandt i Begyndelsen af det femtende Aarhundrede ikke længere sin Fordel ved at rette sig efter de Beslutninger, der toges under Lybeks Indflydelse. Navnlig blev Handelen paa Østersøen, især paa Lifland og Rusland, et Tvistens Æble mellem Hollænderne og de egentlige Hanseater. I Erik af Pommerns Dage skede det afgjørende Brud, og nu blev det netop denne Splittelse, som gjorde det muligt for de nordiske Riger nogenlunde at udholde Trykket af Fremmedes Handelsaag. Saa kom det sextende Aarhundrede og med dette Nederlændernes Glandsperiode. Kampen mod Spanien kaldte alle deres store Evner tillive, og Portugals Forbindelse med Spanien gav dem Anledning til ogsaa at angribe dette Land, der i Indien havde vundet en Magtstilling, som maatte synes næsten utrolig, naar man betænker dets egen Lidenhed.[6] I 1595 omseilede Hollænderne Cap under Cornelius Houtmans Anførsel, 1602 stiftedes deres ostindiske Compagni, og i 1621 oprettede de et »amerikansk«, nærmest bestemt til at grundlægge et Vælde i den Del af den nye Verdensdel, som dengang fortrinsvis betegnedes som »Amerika«, nemlig Brasilien. Overalt vare de i det hele taget heldige, Holland hævede sig til en overordentlig Rigdom og Magt, og Amsterdam, hidtil kun en By af anden eller tredie Rang, blev en Verdensstad, et Centrum som intet andet for Europas Søfolk.

Men ogsaa Holland var lidet, som Portugal. Dets Samfundsforholde, der bares af Reformationen og Frihedskampen, vare uendelig sundere end Jesuiternes forjættede Lands, og Hollænderne formaaede med et ganske andet Held at holde fast paa sine store Erobringer og Rigdomme, men baade for at skabe og bevare sin uhyre Søfart og Handel havde de Brug for at tage alle de Fremmede, de kunde faa, i sin Tjeneste.[7] Saadanne strømmede ogsaa til fra alle Kanter, ikke mindst fra Norden, og blandt de nordiske Lande vistnok især fra Norge.

  1. ↑ Populus in rupibus suis induruit, non facile mobilis ab eo, quod semel apprehenderat. Ante Christum agnitum nulla gens pertinacior errorum, post susceptam Christi fidem nulla immobilior. Ferunt, aliquando terra sua qualibet ex causa peregrinatos, quum primum redierint terramque tetigerint, pronos cadere in terram et facto signo crucis eam in terris osculari. O inqviunt: Terra Christiana ante omnes! Alb. Krantzii Norvegia. VI. p. 11. (Rer. Germ. etc. Chronica, Francof. a. M. 1585. fol. p. 422). Noget af den samme Fortælling findes i en noget anden Form hos Absalon Pedersøn. (Norske Magasin. I. S. 96).
  2. ↑ Catulos suos atque pueros aequo habent in pretio, nisi quod a pauperioribus facilius impetres filium quam catulum. Ita beatos putant, qui in regionem nostram transportantur. Vidimus utriusque sexus juvenes, a pueris illinc eductos, qui praeter nomen nihil gentile retinuerunt. Nam linguam alienam perdidicerunt, suam neglexerunt. Alb. Krantz l. c. p. 330.
  3. ↑ Erik Munks Forsvarsskrifter, udg. af L. Daae i Norsk hist. Tidsskrift. IV. (S. 298–300).
  4. ↑ Geschichte der engl. Colonien in Nordamerica, aus d. Engl. übersetzt. Lpz. 1776. II. S. 135.
  5. ↑ (N. Wergeland), En sandfærdig Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser imod Kongeriget Norge. En historisk Skizze. Norge i 1816. S. 112.
  6. ↑ At fremmede søfolk og det i Mængde deltoge i portugisernes Tog, er vist nok. Enkelte Nordboer have vel ogsaa været deriblandt. Saaledes skal en dansk Adelsmand »Balarte« i det femtende Aarhundrede være bleven skudt ved det grønne Forbjerg, idet Negerne lumskelig havde lokket ham i Land »for at vise ham en levende Elefant«. O. Peschel, Geschichte des Zeitalters der Entdeckungen. Stuttgart u. Augsburg 1858. S. 83.
  7. ↑ Vele Lubekkers, Denen, Zweden en Noren, die getuigen waren geweest van de roemrijke bedrijven der Nederlandsche Zeemagt in hunne gewesten; die de uitmuntende krijgstucht, welke op’s Lands vloot heerschte, van nabij hadden leeren kennen, vele dezer lieden en een aantal Duitschers, Franschen, zelfs Engelschen en Ieren kwamen herwaarts met het bepaalte oogmerk, om bij het Zeewezen dienst te nemen, waartoc de roem en de erkende uitmuntende inrigtingen van het Zeewezen als de naaste oorzaken moeten beschouwd worden. J. C. de Jonge, Geschiedenis van het Nederlandsche Zeewezen. II. 2. S’Gravenhage en Amsterdam 1835. S. 66–67.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Nordmænds_Udvandringer_til_Holland_og_England_i_nyere_Tid/1&oldid=202559»