Nissen
„Med Nisser maa man et oprigtigt Venskab holde;
De ellers i et Huus kan meget Ondt forvolde:
Ey Nisse, underjordisk gjør nogen Sjæl imod
Saa længe som de seer, mod dennem Folk er god.“
Peder Paars.
Af Nisser fandtes i gamle Dage en uhyre Mængde, da fast hver Gaard havde sin. I senere Tider er deres Antal meget formindsket. De ere ikke større end smaa Børn, ere iførte graae Klæder og bære paa Hovedet en rød Pikhue, men have kun fire Fingre, da de savne Tommelfinger. De have for det meste deres Tilhold i Lader og Stalde, hvor de hjelpe til at røgte Kreaturerne og passe Hestene, mod hvilke de dog vise samme Partiskhed som mod Menneskene. Man hører ofte, at Nissen har trukket Høet fra de øvrige Hestes Krybber hen til den, som han yndede og vilde fede, og at denne om Morgenen stod mæt ved fyldt Krybbe, medens de Øvrige fast Intet havde saaet. Han ynder Løier. Stundom slipper han alle Kjørene løse i Fjøset, skræmmer Budeierne, idet han snart blæser Lyset ud for dem, snart holder Høet saa fast tilbage, at de stakkels Piger ei kunne faae et Straa ud, og naar de nu anstrænge alle deres Kræfter, slipper han saa pludselig, at Pigerne falde saa lange de ere. En Pige, som hentede Hø fra Trevet, fandt engang mellem Høet Noget, der var at føle paa som en stor Tot Uld. Nysgjerrig tog hun det i Forklædet, for at see hvad det var; men hvor forskrækket blev hun, da Nissen leende hoppede ud af Forklædet. Saadant morer Nissen meget, og ved slige Puds slaaer han gjerne op en Latter. Ofte høres Gaardshunden gjøe om Natten og man kan ei vide hvorfor. Deri er tid Nissen Skyld. Han finder stor Moro i at knibe Katten i Rumpen og erte Gaardshunden. Han sidder da gjerne paa Lovbroen og strækker snart det ene og snart det andet Been frem med de Ord: „pus den, pus den,“ alt under en hjertelig Latter. Hvis han ynder Gaardens Eier, staaer han paa Husets Bedste, ja man vil endog have bemærket, at han fra Naboerne søger at drage Hø og andre Ting til Gaarde, hvorved der stundom opstaaer Strid og Slagsmaal mellem hver Gaards Nisse, saa at man har seet Halm og Straa at flyve dem om Ørene. Nissen er i Almindelighed af en honet Tænkemaade. Behandles han vel, saa er han meget tjenstagtig. Han hjelper da Budeien at stelle Kreaturerne og „Kokka“ at skure, bære Vand og andet tungt Arbeide, som han ofte forretter ene, medens hun sover paa sit grønne Øre; men saa maa hun ei heller uroe ham og ei glemme ham med god Mad og Drikke Thorsdagsqveld og især Juleaften. Man pleier da at opvarte ham med sød Grød, Kage, Øl og andre gode Sager, som sættes under Lovebroen. Er han i godt Lune og Maden smager ham, thi han er kræsen, saa spiser han det gjerne op. Spot og Foragt kan han ei taale, og da han trods sin lille Statut er stærk, saa bekommer det ofte Vedkommende ilde. En Bonde, der en Vinteraften mødte en Nisse paa Landeveien, og i en myndig Tone bød ham at gaae af Veien, blev, inden han vidste et Ord deraf, af den fortørnede Lille kastet tvert over Gjerdet langt hen i Sneen. Endnu værre gik det med en Pige, som selv spiste op Julegrøden og med Spot gav ham den tomme Skaal. Nissen greb hende og dandsede saadan Springdands med hende, at man næste Morgen fandt hende sprængt paa Loven. Under Dandsen sang han:
„Har du iti op Grauten for Tomten du?
Saa ska’ du faae dandse med Tomten du!
Aa du har iti op Grauten for Tomten du!
Og du ska’ faae dandse med Tomten du.“
De ynde Maaneskin, og man kan da om Vinteren see dem at more sig ved at age paa Kjelke eller at springe omkap over Gjerdene. Somme Tider blande de sig med Børnene, naar de age paa Lovbroen. Nissen ager da paa en Flis og for ham gaaer det lige godt op som ned af Lovbroen. Uagtet de selv ere muntre, lide de dog ikke altid, især paa en Helligaften eller Thorsdagsqveld, Larm og Støi i Nærheden af sig. I Almindelighed er Nissen vel lidt, og heder derfor paa mange Steder Nisse god Dreng.
[Mundligt og meddeelt].
Anm. Blandt alle de Væsener, der leve i den norske Almues Indbildning, er Nissen den, om hvis Tilværelse man er mest overtydet. Han hører udentvivl til Vette- eller Dvergeslægten, skjønt han adskiller sig fra Dvergene, deels ved sin Livlighed og proportionerede Udvortes, deels ved sit Ophold i Huse og Lader, for hvilke han har saadan Forkjerlighed, at han ikke taaler at de flyttes; thi da forlader han dem og tager Lykken med sig. Denne Forkjerlighed for gamle Hustomter har sandsynligviis forskaffet ham Navnene Toftvette, Tomtevette og Garddo, som han paa flere Steder bærer. Naar man i Sæterne i Valders vælter Gryder eller kogende Vand ud, pleier Mange at sige: „Agte dig Tomtebonde, at jeg ikke brænder dig.“ Beslægtet med Nissen er Hitterdals Haugebonde, der gjør Ugavn naar han bliver vred, og ei frygter for at skamslaae eller mørbanke dem, som gjøre ham Fortred; og den saakaldte „Gaardsvaard.“ der har sit Tilhold i og viser sig under sorskjellig Skikkelse i den gamle ærværdige Stue paa Qvale i Sogn (Urda 1, 146). Til Nisseætten maa vel ogsaa regnes den „Toret eller Thorlille,“ som Erkebisp Mauger i Rouen beskyldtes for at have i Et Huus. Han adlød Erkebispen, men var usynlig for Andre (Depping C. 12). I de gamle Søgur forekommer, saa vidt jeg veed, ei Nissen, med mindre man vil gjenkjende ham i de Vetter, som St. Olaf fordrev (Formanna Sögur 5, C. 171) og den spámadr, som boede i en stor Steen ved Islænderen Kodrans Gaard, passede hans Buskab o. s. v., men som Biskop Frederik med Vievand fordrev (1, C. 131). Om den norske Nisse see Schulzes physikalske Grublerier 269 og A Journey trough Norway by D. Conwny P. 221, hvor han feilagtigen kaldes Nipen. De færøiske Niägriusar, der beskrives som smaa med røde Huer og heldbringende (Landts Beskr. over Færøerne 445) bevare, saavelsom den svenske Tomtegubbe og den danske Nisse, deres nære Slægtskab med den norske Frænde. Dog hører man aldrig at den norske Nisse som den danske før Mikkelsdag bærer rund Hat eller har med Kirkeopsyn at gjøre (Thieles danske Folkesagn 1, 135). Til Nordens Nisser svare Tydskernes Kobolde[1], der forrette alle Slags Husarbeider, bære Vand til Kjøkkenet, hugge Brænde, hente Øl, skrabe Heste, gjøre Stalden reen, ere overgivne, og bringe Lykke med sig. De ere saa store som smaa Børn, men ere iførte buntede Klæder. (Grimms Sagen 1, 90). ”Sie sind launhaft und leicht gereizt, aber sehr dienstbeflissen und helfend, und bringen ihren Ernährern Getraide, das sie ihnen aus fremden Scheuern stehlen.” Qvæget trives ogsaa under deres Hænder. Spot og Udleen taale de ei, og den Kokkepige, der glemmer at bringe den belovebe Skaal med god Mad paa det bestemte Sted, kan være vis paa at forbrænde sig, eller gjøre Noget, hvorfor hun paadrager sig sine Foresattes Irettesættelse og Koboldens Latter (Dobeneck 125, 133). Til Nisseslægten maa vel ogsaa henregnes de smaa stygge Kobolde med røde Buxer, der havde Tilhold i Greifswalds Skorsteenspiber og den pommerske „Klabatermann,” som færdes ombord paa Skibe, hvor ogsaa vor Nisse stundom husserer. I Pommern kaldes Nissen ellers almindelig Chimmeke. En saadan havde fra umindelige Tider sit Tilhold paa et gammelt Slot, hvor han ingen Fortred gjorde, naar man kun hver Aften satte for ham sød Grød i en Leerpotte. En overmodig Kjøkkendreng drak engang selv Melken og spottede Chimmeke. Denne blev da arrig, greb Drengen, hug ham istykker, kastede ham i en kogende Kjedel og forlod Slottet for stedse. Temme 253, 300, 252. I Schweiz findes ogsaa Nisser eller Kobolde, som i Pays de Vaud hedde Servants og leve i afsides Huse og Sennhütten. (Idyllen aus Schweiz von Wyß og Mythologie der Feen und Elfen von Wolff, 2, 89). Med Nissen kan fremdeles lignes die branne Zwerge paa Rügen, Russernes Koltki, Belgiernes Kabauter, eller Mancken, den franske Lutin og Goblin, den spanske Duende v. Trasgo, den engelske Robin Goodfellow v. Hobgoblin, der gjerne paa den grønne Mark dandser en Runde og kniber Pigerne i Søvne, den irske Cluricaun og den skotske Brownie, der dog ere mere knyttede til Personer end til Steder. Clauricaun bærer ligesom Nissen en lille rød Hue og ynder Stalde, hvor han – syer Sko. „Er kennt auch das Geheimniß, daß die Dänen sollen nach Irland gebracht haben, Bier aus Heide zu brauen.“ (Irische Sagen übergesetz von den Brüdern Grimm). Chants populaires de l’Ecosse par W. Scott, 1. 113. Til Nissen paa Ørkenøerne, der heder Brownie, offrede man fordum Melk, Smør o. s. v., og paa Shetlandsoerne, hvor han nu sjelden findes, er han iført en bruun Vadmelskjole, og brugte sin Indflydelse til at skaffe god Kornmaling, godt Øl ved Brygning og god Adskillelse af Smøret ved Kjerning. Han benytter ogsaa Kornheiene i stærkt Stormveir (Hibberts descr. of Shetland, 467).
Blandt de finske Folkeslag bærer Nissen Navn af Para, der stjeler Melk, som han derpaa lader rinde af sin egen Mave i sin Vertindes Smørfad. (Mythologie der Feen und Elfen von Wolff. Riises Archiv 2, 97).
- ↑ Hos Hesychius forekommer Κοβαλοι κακουργοι, der atter kunde sammenlignes med Phoeniciernes Kabirer og Indiernes Kubera, der dog boe i Huler og Klipper. F. Magnusens Eddalære 2, 42.