Huldre-Ægteskab
I Nordland fortælles, at en rask Karl ved at lægge en Riflepibe over en Huldra i Skoven fik hende bunden. Hun blev døbt og hans Kone. De levede fortræffelig sammen og fik et Barn. Men pludselig, medens Barnet en Qveld legede ved Gruen, hvor Huldrakonen sad og spandt, medens Manden havde andet Virke fore, kom noget af hendes vilde Natur over hende, i det hun i et rasende Indfald yttrede til sin Mand om Barnet, at det skulde være en herlig Steg at sætte paa Spid og riste tilqvelds. Manden blev forfærdet, og Konen, der mærkede, at hun slemt havde forløbet sig, tog sig igjen, og bad, at det maatte være glemt. Men saa blev det ikke. Manden skrev sig det bag Øret. De frygtelige Ord løde stedse for ham. Han saa kun deri et fælt Indblik i sin nu afblomstrede Kones sande Natur, og Husfreden var forstyrret. Fra en god Mand blev han knarvurren, forekastede ofte Konen hendes glubske Forslag, bandede sit Indfald at ægte hende, slog og dængede hende. Saaledes gik det en Tid lang. Konen led og angrede. En Dag gik hun hen til Smidien for med et venligt Øie at see til sin Mands Arbeide; men da han begyndte som før, og det kom til Haandgribeligheder, greb hun, for at give ham et Beviis paa sin Overlegenhed, en Jernstang, og virrede den som en Staaltraad om sin Mand, der nu maatte falde tilføie og love at holde Husfred.
[Meddeelt].
Anm. Lignende Sagn ere almindelige rundt om i Landet. (See f. Ex. Nor, Side 67). Begrebet om disse Væsener ere ikke overalt i Landet det samme; men varierer temmelig betydeligt. Paa nogle Steder betragtes Huldra som en skjøn Qvinde, der kun ved sin lange Korumpe kan adskilles fra Menneskene, med hvem hun stundom omgaaes. Paa andre Steder beskriver man hende som en smuk Qvinde, naar man seer hende foran; men bag fra er hun huul som et Trug, eller og blaa. Paa nogle Steder gjenfinde vi hende under Navn af Skogsnerte, der ogsaa er blaa, men iført en grøn Stak, og maaskee svarer til de svenske Skogsnufvor. (Linnæi gothländska Resa S. 312). Paa enkelte Steder er hendes Sang „Huldre-Slaat,“ (Laat) bekjendt. Den skal lyde huul og sørgelig, og derved adskille sig fra de Underjordiskes Musik, der beskrives af Ørevidner som saare fortryllende. Dog ikke paa alle Steder betragtes hun som en eenlig Skovnymphe. Stundom tales der om Huldremænd og Huldrefolk, der leve i Fjeldene i Selskab, og blive da synonyme med de Underjordiske. Da Hul[1] i det oldnordiske Sprog betyder Dække, Dunkelhed, er den Mening sandsynlig at Huldrefolk kun er en appelativ Benævnelse paa de Underjordiske, paa hvilke Sagnene om Huldregaarde, Skiftunger o. s. v. godt passe. I Hardanger ere Huldrene altid grønklædte; men deres Kjør blaae, hvilke fanges, naar et voxent Menneske kaster sit Belte over dem. De give overflødig Melk. Huldrene tage de forladte Sætre i Besiddelse, og tage desuden Folk ind i Høiene til sig, hvor en deilig Musik høres, hvilket Alt ogsaa siges om de Underjordiske. Budst. 3, 735.
Begrebet om og Troen paa Hulda er meget gammel. Allerede den berømte islandske Skjald Sturle morede Magnus Lagabæters Dronning og del hele Hof ved at fortælle Eventyr om Hulda. I Skand. Litteratur Selskabs Skrifter 1815, 1 Bind 263, findes en Oversættelse af „Hulda Saga,“ og et Udtog i Sagabibliothek 1, 366.
Den Huld, der i Ynglinga Saga C. 16 omtales som en Seidkone, der forhexede Kong Vanlande, har saavel som Hulda, der i de gamle Søgur omtales som Moder til Torgerda Hørgabrud og Yrp, kun Navnet tilfælles med de norske Huldrer. I Eyrbvggia Saga C. 63 tales om en Huldre-Oxe, der var abildgraa, brølte forfærdelig og, som, da den var 4 Aar gammel, gjennemborede sin egen Herre. Paa Island kaldes vore Huldrefolk Huldu-folk, der ere beslægtede med Færøernes 42
Huldrefolk og tildeels med den danske Hyldemoer og Tydskernes Holde, Holderchen og Huldchen.
- ↑ Hulda occultatio a. v. ek. hyl, tego, celo jeg indhyller. Thorlacius Anm. til Thorsdrapa 161.