Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848/8
Da jeg efter et Par Aars Ophold hos Lie syntes, jeg havde lært, hvad der var af Vigtighed for mig, opsagde jeg min Post hos ham i Haab om, at blive Fuldmægtig paa et Sorenskriverkontor; men da ingen saadan Stilling var at opnaa, modtog jeg en Kontorpost paa Solørs og Oudalens Sorenskriverkontor hos den ovennævnte Præsident Ridder Arntzen, hvor jeg med fuld Selvstændighed behandlede Skifte- og Overformyndervæsenet, og derhos havde Anledning til at sætte mig ind i alle de ved et Sorenskriverkontor forefaldende Forretninger. Det var meget behagelige og i praktisk Henseende lærerige Dage jeg tilbragte her paa dette store Kontor indtil Vaaren 1847. Foruden den edsv. Fuldmægtig N. Astrup, som boede i sit Hjem paa Gruset, vare vi 4 Mand paa Kontoret og havde desuden stadig en Extraskriver udenfor Huset. Foruden Arntzen selv var der altsaa 6, som arbeidede med Sorenskriveriets faste Forretninger. Auktionerne udførtes i Oudalen og Vinger af Lensmændene, i Grue af Larsen og i Hoff af Isaksen, og med disse Forretninger havde vi intet andet at bestille paa Kontoret, end ved hvert Aars Udgang at revidere og opsummere i Protokollen og gjøre Uddrag for at udfinde Sorenskriverens Tilkommende og Fattigkassens 14 pCt. Jeg erindrer nu ikke længere, hvad Sorenskriverens Indtægter ved disse Auktioner udgjorde, men det var betydelige Summer. Det erindrer jeg derimod, at Sorenskriverens samlede Nettoindtægter udgjorde omtrent 5,000 Spd. Vi levede med et Kosthold, som i det bedste Gjestebud hver Dag, og saa aldrig en sur Mine af Sorenskriveren og Frue, som derimod viste sig at være de samme dannede, elskværdige, jevne snille Mennesker i det Hverdagslige, som de havde vist sig at være ved Søndagsgjestebudene i den Tid, jeg, som hørende til Omsteds Husstand paa Bjerke, deltog i disse. Arntzen havde kun 3 Børn, Døttrene Olivia, som var gift med Omsted, Hanna, med Stiftamtmand Arntzen, og Kaja, med Bureauchef Nils Pedersen Vogt – nu Statsraad. Stiftamtmand Arntzen, som med Familie var i Besøg paa Opaker i flere Uger, viste sig at være den samme ædle, sandhedskjærlige og rettænkende Mand, som hans Broder Carl Arntzen, Stiftsoverretsjustitiarius, der ogsaa var paa Opaker i Besøg. Disse Brødre, der saaledes i Sind og Karakter vare jevnbyrdige med sin Onkel, Præsidenten, vare Begge meget tunghørte, saa det var vanskeligt at tale med dem, og især var Carl forfærdelig døvhørt, men det var alligevel en sand Fornøielse at være sammen med disse gjennem civiliserede, elskværdige og med grundige Kundskaber, megen Forretningsøvelse og Livserfaring udrustede Mennesker Jeg har senere i mit Liv kun stødt paa en Mand, som efter min Opfatning kan taale Sammenligning med disse to Brødre og deres Onkel, Præsident Arntzen, og det var Amtmand Hilmar Meincke Krohg, der ligesom Præsident Arne Arntzen var Eidsvoldsmand og en sand Hædersmand. Men Arne Arntzen kan dog ikke i det Hele stilles ved Siden af Krohg, der med sin helstøbte Karakter forenede megen positiv Virksomhed for Folkets Vel udenfor sin Embedsvirksomhed, og gjorde Opoffrelser i denne Retning baade af Tid og Penge, uagtet sin middelmaadige økonomiske Stilling, medens Arntzens Deltagelse for Folkets Vel yttrede sig paa en rent negativ Maade, det vil sige, han røgtede sine Embedsforretninger men gjorde, mig bekjendt Intet for at ophjælpe Næringsveiene og fremme Oplysningen blandt Folket. Krohg var derhos uden Standsfordomme og havde aaben Sands for en grundlovsmæssig Fremadskridning i moderat og liberal Retning medens Arntzen var noget aristokratisk i sin Opfatning og ugunstig stemt mod tidsmæssige Reformer. Derhos havde han den Svaghed, at han med en til Barnlighed grændsende Kjærlighed holdt paa sin Rang som Embedsmand og Ridder, samt indbildte sig, at han nedstammede fra den i vor Historie berømte Slægt Arnesen. Justitiarius Carl Arntzen skulde have anvendt megen Tid for at finde Stadfæstelse paa dette; men, saavidt jeg har hørt, fandtes der nok ingen Oplysninger som tydede herpaa. Hvad man vidste var, at Stamfaderen for den Arntzenske Familie var Eier af den største Gaard i Solør, nemlig Grinder, at han hedte Arne, var Bonde og havde – om jeg ikke mindes feil 13 Sønner, deriblandt Peder, som fik Gaarden og var titulær Krigsraad, Oberstlieutenant Svend Arntzen, Statsraad Andreas Arntzen, Kapt. Ole Arntzen, Arne Arntzen, en Oberst i russisk Tjeneste, og en Præst i Danmark. Alle Breve, stilede til Arntzen, lød „Høivelbaarne Præsident Sorenskriver Ridder Arntzen“, og alle Akter, som udgik fra Sorenskriverkontoret, bar i Spidsen: „Arne Arntzen, Præsident, Sorenskriver i Solør og Oudalen, Ridder af Nordstjernen og Vasa“. Naar han talte om sine Brødre, hedte det altid: „min Broder Statsraaden, Krigsraaden etc.“. Man tiltalte ham altid med Hr. Præsident og under Navnet Presidenten gik han over det hele Sorenskriveri. Men uagtet denne Forfængelighed, som han rimeligvis er bleven paaført ved Smitte i „Kongens Kjøbenhavn“, var han i sine Sammenkomster og i sin Embedsvirksomhed med Almuen en meget venlig, fordringsløs, forekommende, snil og tjenstvillig Mand, og glædede sig levende i, at det gik Bønderne vel, men længere end til denne Opfyldelse af Embedspligter og venlige Deltagelse gik, som sagt, heller ikke hans Virksomhed for det Almindelige. I politisk Henseende var han, som sagt, Aristokrat. Med Bønderne indlod han sig sjelden og aldrig paa Politik, men under Samtalerne hjemme talte han oftest om Stabel, Bergh, Ueland, hvis Opposition mod Regjeringen og Nedsættelse af Embedsmændenes Indtægter og Pensioner han udtalte sin Misfornøielse med. Da Skyldsætningsloven af 28de Mai 1845 var udkommen, henvendte han sig til Sorenskriverne Muus og Rask med Forslag om at anlægge Sag mod det Offentlige, for at søge Erstatning for det Tab, de led, ved at Behandling paa Aastedet af Sorenskriveren var bortfalden; men da Rask nægtede at gaa med, blev der intet af med denne Sag. Arntzen fandt det vel i sin fulde Orden, at man havde Bønderne med i Storthinget, men han blev forarget, naar han læste, at Ueland dristede sig til at foreslaa nye Love og tale om fremmede Landes Love, thi dette, mente han, var anmassende og vidnede om, at Ueland gav sig ud paa Felter, hvor han ikke hørte hjemme. Især ærgrede han sig over, at en Mand, som ikke havde lært fremmede Sprog, citerede fremmede Love. Arntzen stod ikke over, men snarere lidt under Middelsmaal baade i Evner og Kundskaber. I den Tid, jeg var paa hans Kontor, indskrænkede hans Arbeide sig for det Meste til at føre Korrespondancen, hvorhos han selv førte baade Journal og Kopiebog. Hertil medgik hans Tid næsten aldeles, uagtet han begyndte Kl. 6 om Morgenen og arbeidede den hele Dag. Dommene bleve for det meste afsagte af den edsvorne Fuldmægtig; Carl Petersen extraherede og paategnede de thinglæste Dokumenter Christen Hansen førte Pantebogen, jeg forestod som ovenanført, Skifte- og Overformyndervæsenet, og Arkskrivningen udførtes af en fast Betjent og en à to Extraskrivere. Hver udførte sin Dont, uden at Arntzen selv havde andet og mere at gjøre dermed, end at underskrive sit Navn paa de Akter og Dokumenter, man forelagde ham. Ved Thingene sad Arntzen ialmindelighed kun i Retten hver Morgen og oplæste Extrakt af de til Thinglæsning indleverede Dokumenter, hvorimod han lod sin edsvorne Fuldmægtig administrere Thinget forøvrigt i sit Navn uden en Gang at være tilstede i Retten, idet han holdt sig paa sit Værelse og puslede med sin Korrespondance, forsaavidt Tiden ikke medgik til at modtage Betaling og kvittere for Akter og Dokumenter. C. Petersen var stadig Sekretær ved Thingene, og jeg var med og behandlede Skifter. I vore Dage vilde det vel neppe blive taalt, at en edsv. Fuldmægtig saaledes administrerede i Sorenskriverens Navn, men det gik den Gang, som om det saa maatte og skulde være. Jeg husker dog en Gang, at der ved et Maanedsthing blev gjort en Slags Indsigelse derimod, idet Prokurator Lie i Ærgrelse over, at en Eragtning i en Vidneførsel gik ham imod, forbeholdt Anke over den faldne Eragtning og „over Administrationen“. Den edsvorne Fuldmægtig N. Astrup, som var en samvittighedsfuld og dygtig, men meget varmblodig Mand, blev herover yderst fornærmet, tog i en opøst Stemning strax fat i Lie i Thingalmuens Paahør og opfordrede ham til udtrykkelig at udtale, hvad han havde at udsætte paa Administrationen eller imangel deraf at tage sin Incinuation i det nedlagte Forbehold tilbage, og hertil fandt nok Lie sig strax villig.
Ved Sage- og Skattethingene kunde der undertiden være mange Forretninger og nok at bestille for os alle Fire fra Sorenskriverkontoret, især i Hoffs Thinglag, hvor Thinget varede 4 og undertiden 5 Dage. Disse Thinge holdtes hos Lensmændene, som med det samme holdt Gjestebud for alle Storfolk og Storbønder i Bygden, hvoriblandt Ole Bjørnebye, E. Gjester O. Engebretsen fra Sønsterud, K. Glorvigen, H. Udnæsset m. Fl. Sagførerne levede ogsaa som Gjester uden at betale. Bevertningen var udsøgt god, og Opvartningen omhyggelig. Til Middags trakteredes med flere Retter varm Mad og Vin. Skaaler bleve udbragte, og Stemningen blev ofte livlig. Om Aftenen spiltes Boston eller Polspas, og Toddy lavede Enhver efter Behag.
Paa Overformynderthingene reiste Præsidenten og jeg sammen, og ved disse Reiser og Forretninger lærte jeg først rigtig at kjende, hvilken gjennem nobel og elskværdig Vand Arntzen var baade som Forretningsmand ligeoverfor Almuen og som Selskabsmand. Han hørte paa Folk med den største Taalmodighed og Opmærksomhed og blev ikke træt af at slaa op og undersøge i det Vide og Brede for at finde ud den ubetydeligste Ting, som en Værge eller Formynder ønskede Besked om. Om Aftenen spilte vi Boston sammen; han var lige venlig og yttrede aldrig et utilfreds Ord, enten han vandt eller tabte, enten man spilte saa eller saa. Og dette vidner ikke saa lidet talende om, at han, som jeg før har sagt, var en gjennem civiliseret og honet Mand. Og hvilken Fornøielse var det vel ikke at arbeide sammen med og for en slig Mand? Paa Kontoret hos Betjentene indfandt han sig meget sjelden og gav sig aldrig Mine af at føre nogensomhelst Kontrol, men til Gjengjeld holdt vi ogsaa Sagerne i god Orden og færdige til rette Tid og passede vore Forretninger med Flid og Omhu, og det kunde ikke undgaaes, at han under Thingene og paa anden Maade forstod dette, og at vi saaledes paaskjønnede hans Venlighed og al den Hygge og Opmærksomhed, som blev os til Del i dette det behageligste Hjem, som tænkes kunde, paa Opager.
Gaarden havde en ualmindelig smuk Beliggenhed paa en Høide, som var prydet med en hel Del plantede og vildtvoxende Løvtrær; Udsigten fra Gaarden og Afheldningerne mod Syd, Øst og Nord over den skjønne og velbebyggede Glommendal (Grue) var deilig og mod Vest laa en Aasryg, bevoxet med Furuskov. Tidlig om Vaaren 1847 blev vor kjære Præsident liggende syg – noget, som vist ikke havde været Tilfældet paa mange lange Tider. Uagtet Præsidentinden og den øvrige Familie bleve meget ængstelige herover, næredes dog ingen Frygt for hans Liv‚ da man antog, at det blot var en streng Forkjølelse, som snart vilde gaa over; men Lægen blev dog snart hentet og stationeret paa Opager, og Sygdommen tiltog i en foruroligende Grad og endte efter en 14 Dages Tid med hans Død. Faa ere vel de Mennesker, som under sin Sygdom har været fulgt med en saa oprigtig og varm Deltagelse og Bekymring, og efter sin Død saa savnet og begrædt af Familie, Husstand og Venner som Arntzen. Sent og tidlig spurgte Alle ængstelige om hans Befindende, og Utrøsteligheden var ubeskrivelig, da Lægen, ved at bruge Muskus anvendte sit sidste Middel uden Haab om Redning. Præsidentens Død var saaledes en hist sørgelig Dag for Alle paa Opager; lige op fra Fruen ned til Staldkarlen græd og jamrede de sig over, at have mistet denne Perle af en Mand og Husbond, dette elskværdige, hæderlige, christelige Menneske. Saavidt erindres, var han henved 60 Aar, da han døde.
Den edsvorne Fuldmægtig, Nicolay Astrup paa Gruset, fik nu Konstitution som Sorenskriver, og Kontoret med dets hele Personale, undtagen gamle Christen Hansen og Carl Petersen, flyttede nu did. Flytningen fra Opager var atter en tung Dag. Carl Petersen og jeg vare blevne oprigtigt gode Venner, og gamle Hansen havde med sin elskværdige Karakter mødt mig med en Godhed og Velvillie som for mig var uforglemmelig. Han spilte en ren, pen Violin og fornøiede os en Aftenstund imellem dermed. Det herlige Liv paa Opager, de mange, mange hyggelige Samtaler og Vistpartier, Spadsereturene og Udflugter paa og omkring den skjønne Eiendom var det altsaa nu forbi med.
Paa Gruset mødte vi en særdeles forekommende og venlig Modtagelse af den over Konstitutionen som Sorenskriver, lykkelige Nicolay Astrup, hans Kone, født Døderlein, hans Moder, Fru Astrup, Enke efter Foged Astrup, og hendes hjemmeværende voxne Børn, 4 Døttre og en Søn, Carl – Alle udsøgt snille, gode, hæderlige Mennesker. Enkefruen holdt særskilt Husholdning, og som oftest vare vi til Middag hos hende hver Søndag, og disse Dage imødesaa vi med Længsel, ikke alene fordi Anretningen var pen og Maden god og velstelt, men fordi disse Middagsselskaber oplivedes ved en livlig, utvungen og behagelig Konversation, som især lededes af den særdeles venlige, hjertelige og kvikke gamle Fru Astrup og hendes livsglade, staute, vakkre Søn, den konst. Sorenskriver.
Middagene paa de Søndage, vi spiste hos Principalen var af den samme behagelige Art, idet gamle Fruen med Familie da var Gjester der, men Hverdagskostholdet blev os, ovenpaa den udsøgte Beværtning paa Opager, mager og knap, og dette nedstemte ofte vort gode Humør. Maden var vistnok vel tillavet og pent anrettet; den var heller ikke saa daarlig eller knapt tilmaalt; men Sammensætningen var som oftest aldeles stridende mod vor Smag, og saadan, som jeg ikke har set den hverken før eller siden. En Middag fik vi kogt Kjød og Melsuppe, en anden Kjødsuppe og Ludfisk; til Aftens som oftest Grød og Melk; til Frokost Kaffe og Smør og Brød. Det hjalp ikke, at Vert og Vertinde vare venlige og forekommende og selv med glade Ansigter nød disse Middagsmaaltider; vi følte os ubehagelig stemte ved det nævnte Kosthold og søgte ikke saa sjelden at bøde derpaa ved dels at tage os et Extramaaltid ude hos en eller anden af Naboerne, dels at anskaffe os Madvarer til Kontoret. Det er rosværdigt at leve tarveligt og sparsommeligt, og det kan gjerne være, at det stemmer med Sundhedens Regler at spise blot for at leve, men det er og bliver dog saa alligevel, at et Madstel, som gjør, at man gaar utilfreds til Bords, og halvt hungrig fra Bordet, virker nedslaaende og fremkalder Utilfredshed Uvillie og Ulyst til Arbeide, ikke at tale om, at det gjør Folk tause og triste ved Bordet, medens derimod et velanrettet Middagsmaaltid fremkalder en glad og veltilfreds Stemning, som aabner Hjerterne og løser Tungebaandet og gjør Sammenkomsterne ved Bordet til en sand, behagelig og velgjørende Underholdning. Trods denne vor Utilfredshed, blev vor Opgave paa Kontoret at gjøre rent Bord og navnlig faa alle Skifter sluttede, førend den nye Sorenskriver blev udnævnt, fuldkommen løst, og Astrup tjente følgelig mange Penge. I et Punkt vidste han dog selv en Forsømmelse, som paadrog ham et haardt Sammenstød med Eftermanden Fitzens, idet han nemlig ved Sommerthinget for Hoff undlod at thinglæse Dokumenterne for hver Dag, men samlede alle til den sidste Dag, som netop traf til at være den Dag, Fitzens blev udnævnt. Dokumenternes Antal lød op til – om jeg ikke mindes Feil – over 1,000 Stykker, og Tvisten dreiede sig følgelig om en Sum af over 500 Spd., hvoraf Fitzens fordrede det Halve i Kraft af sin Udnævnelse, medens Astrup holdt sig berettiget til det Hele. Hvad Udfald det fik med Hensyn til Deling af Pengene, ved jeg ikke, men jeg hørte af den Betjent, som var tilstede da disse to krye og høirøstede Mænd røg sammen om det nævnte Ben, at Ordvexlingen var hed og hvas, og at Fitzens blandt andet yttrede, at han var en Mand, som ikke var uden Indflydelse paa høiere Steder, og at han skulde vide at stille Astrups Forhold i det rette Lys.
En Dag kom Astrup hjem i Følge med en lidenvorren, lyslet Fyr med tyndt, lyst Haar, krum Næse, kloge Øine og et graablegt, magert men ganske godt Ansigt, noget vævert uroligt Væsen og i en luslidt Dragt. Denne Person, som talte Dansk, bevægede sig strax med megen Lethed og Sikkerhed iblandt os og havde stra paa staaende Fod en Samtale igang med den Første den Bedste, han blev forestillet for eller mødte i eller udenfor Huset. Han ernærede sig ved at reise omkring og tegne Blyantsportraiter, hvilket han udførte taaleligt tilfredsstillende, og var anbefalet til Astrup af Prokurator Lie, som en morsom Fyr, der sang muntre Viser, declamerede, fortalte Anekdoter og var en øvet Gymnastiker. Men skjønt han var noget fri i sit Væsen og noget flot, selvgod og snaksom, saa opførte han sig dog som En, der er vant til Omgang med dannede Mennesker, og forstod godt at indsmigre sig hos Alle, der kunde være ham til Nytte og skaffe ham Fortjeneste og Underholdning. Det lod til, at han skulde være Gjest i nogle Dage paa Huset, indtil han havde udført Portraiter af alle Personer i Huset. Han fik strax efter sin Ankomst istand en Sangqvartet, hvori jeg deltog, for at forherlige den forestaaende 17de Mai Fest, som skulde feires i den store Hovedbygning paa Gaarden Grinder, som nu var ubeboet. Selv vilde denne fremmede Tusindkunstner declamere og spille Comedie: „I Slutteriet“, ved denne Fest. Og til Alles Overraskelse gik baade Sangen og Skuespillet fortræffeligt. Fra denne Stund voxte hans Anseelse betydeligt, og Lie og Astrup kappedes om at trække ham med sig paa sine Reiser, for at lade ham fortælle, synge, declamere og agere Bajas til deres og Venners Underholdning. Han blev derfor indbuden til at være med paa Aasteds- og Thingreiser, og efter Anbefaling af de nævnte Personer optog man ham som Gjest og engagerede ham til at tegne Blyantsportraiter overalt, hvor man kom. Paa en af disse Reiser traf vi General Rustad paa Skydsskiftet Gjølstad, hvor vi ventede paa de tilsagte Heste. Kunstneren valgte her som Samtaleemne Kommunismen, som han anpriste som den bedste af alle Statsforfatninger og erklærede sig forberedt paa at gjendrive enhver Indvending, som maatte blive fremsat herimod. Astrup optog strax Ordstriden og fremførte Indvendinger som den raptungede Danske gjendrev paa sin sædvanlige lette og flotte Maade. General Rustad sad en Stund taus og hørte paa denne Discussion, men reiser sig med en Gang op, farer med Stormskridt over Gulvet henimod og standser lige ind paa Livet paa Dansken, udbrydende i fuldt lynende Sinne: Hvad er De for en Karl, som kommer her og fører slig oprørsk Tale om Statsforfatningen, og som drister Dem til at forsvare en saadan fordømt tyv- og kjeltringsagtig Lære som Kommunisme. Jeg kan høre af Deres Pjat, at De er dansk, og jeg vil raade Dem til saa hurtig som muligt at forlade Landet og præke Deres gudsforgaaende Lære i den skidne Røverrede, hvor den er udklækket.“ Dansken var klog nok til at tie, da han skjønte, at et eneste Ord fra hans Side vilde have forledet den overmodige opfarende, fremfusende og ustyrlige General til at anvende Haandgribeligheder. Og Samtalen sluttede derfor med Generalens Generalsalve, og Astrup og jeg drog videre paa vor Thingreise ledsaget af den slukørede Danske. Hvad var det nu for et Menneske, denne danske Tusindkunstner? Jo, han kaldte sig Bøgh, men dette skulde være et paataget Navn. Han var relegeret fra Krigsskolen i Danmark og maatte rømme fra dette Land paa Grund af en Duel, hedte det. Han havde levet flere Aar i Sverige og kom derfra til Solør og Oudalen. Naar det led ud paa Høsten, rygtedes det, at han var forlovet med Andrea Schøyen, en meget vakker Pige, Datter af Capt. Schøyen. Familien blev meget ulykkelig ved at høre dette og søgte at faa Forbindelsen hævet, men uden Nytte. Erik Bøgh reiste om Høsten til Kristiania, gjorde Opsigt der med sin Nytaarsfarce, og lever nu som Journalist og Digter i Kongens Kjøbenhavn, og har der arbeidet sig op til en Anseelse og Berømmelse, hvorom Ingen drømte, da han opholdt sig i Solør.
Da Fitzens ud paa Høsten 1847 ankom til Solør, tog han ind hos Astrup. Det var en Mand over Middelshøide, med et stort, kraftigt Ansigt, stor krum Næse, høi Pande, hvasse Øine og en stærk, staut Legemsbygning; men han var nu noget gigtsvag og saa ud til at have levet meget over de 50 Vintre, han havde paa sin Bag. Hans Kone, som var en Datter af Byskriver Falsen i Bergen, var omtrent 20 Aar yngre og meget vakker. De vare børnløse. Fitzens var, da han ankom, som han selv sagde fattig som en Kirkerotte og eiede ikke andre Klæder end den graa simple Dragt, han gik og stod i. Men kry og fri og stortalende var han alligevel. Han var derhos en ren Vittighedsjæger, og glad i at fortælle tvetydige Historier og Tildragelser, især naar Damer var tilstede, som han kunde bringe disse til at rødme og vaande sig over sin Nærværelse. Han havde været Lieutenant, men underkastede sig Artium og juridisk Embedsexamen. Naar dette var slet, søgte han Bergens Politimesterembede, gik kortefter op til Statsraaden i Justitsdepartementet for at høre, hvorledes han stod som Ansøger. Statsraaden troede han kom for at søge en Kopistpost, og gav Fitzens strax efter hans Indtrædelse den Besked, at der ikke var nogen Kopistpost ledig. Hertil svarede den stolte Fitzens i sin krye Tone, at han ikke søgte nogen Kopistpost, men Bergens Politimestermbede, som han ogsaa fik. Derefter blev han Sorenskriver i Lofoten og Vesteraalen, og fra dette Embede var det, han nu kom, som beskikket Sorenskriver i Solør; Vinger og Oudalen fik Restad.[1] Det var næsten ikke muligt for Andre at komme til Orde, naar Fitzens var tilstede. Han havde Historier i det Uendelige at fortælle, og skjønt han fortalte godt og ofte kunde være vittig blev man dog i Længden træt af ham som af alle Pratmagere. Bergenserne og de Bedrifter, han der havde udført, som Politimester i Bergen, var især hans Thema. Bergenserne vare flittige, stræbsomme og tarvelige, sagde han. Han kjendte en Mand der, som havde et lidet Kontor til Gaden og et Værelse til Sengerum, som var saa lidet, at en tilstrækkelig lang Seng for ham ikke kunde rumme der. Han maatte derfor ligge aldeles sammenkrøket i sin Seng. For at afhjælpe denne Nød, lod han udslaa Væggen og bygge til et saa stort Rum, at han fik Plads til at rette ud Benene. Og det var en rig Mand.
Jeg havde glædet mig til at blive edsvoren Fuldmægtig hos Fitzens, men Lysten tabte sig betydelig, naar jeg lærte ham at kjende. Jeg modtog derfor ikke saa ugjerne en Post, som blev mig tilbuden som Assistent hos Lensmand Peder Astrup i Hoff, især for at udføre endel Undersøgelsesforretninger om en Masse Anmeldelser, som ventedes fra de da nylig indførte saakaldte Brændevinskontrollører om ulovligt Brændevinssalg og ulovlig Besiddelse af Apparater til Brændevinsbrænding. Jeg reiste til Lensmand Astrup, som var en Onkel af N. Astrup og som boede paa Nygaarden i Aasnæs Høsten 1847 og fik Amtets Autorisation til at fungere som Lensmands-Assistent overhovedet, og da Lensmanden paa den Tid var sygelig, fik jeg strax Nok at gjøre med at udføre Alt, som paalaa ham i dette store Ombud. Strax efter min Ankomst maatte jeg ud og anstille Undersøgelse om et Spædebarn, som var afgaaet ved Døden, medens det om Natten laa ved Moderens Bryst. Og naar jeg kom hjem, laa der en Anmeldelse fra den søndre Ende af Ombudet om en hel Del Tømmertyverier og en fra den nordre Ende om Udøvelsen af en hel Del Indbrudstyverier, hvorfor en Bonde fra Kaaten i Vaaler var mistænkt. Jeg var forrretningsivrig og udførte begge Undersøgelser i den kortest mulige Tid med Udfald, at den hele Tyvebande i Vaaler blev opdaget, tiltalt og straffet, og en hel Del Personer i Aasnæs og Hoff bleve fældte for at have taget mærket Tømmer til Ved fra Glommen. Jeg fik megen Ros af Fitzens for min Raskhed og Konduite ved Udførelsen af min Indberetning om disse Undersøgelser, som gav Anledning til en hel Del Retsmøder paa Nygaarden, som Fitzens selv udførte, da han endnu ingen edsvoren Fuldmægtig havde, og ved disse Leiligheder kom jeg til at tale med ham om Mangt og Meget. Han var en fuldblods Atristokrat og og talte med den yderste Suffisance og Foragt om vore Storthingsbønder, hvoriblandt der ikke fandtes en Eneste, som fandt Naade. Han maatte vistnok indrømme, at Ueland var en Mand med gode Evner og Forretningsøvelse, men hvorledes lønnede han nu saadanne Mænd som Stiftamtmand Falsen, der havde taget sig af ham og opmuntret ham til at træde op i Begyndelsen? Ja, han traadte dem nu paa Nakken, og opviglede sine Standsfæller til fordærveligt Kniberi og til at understøtte ham i hans umodne Reformsplaner. Nei, der vor efter hans Mening kun enkelte af de Mænd, overhovedet taget, som vare Storthingsmænd, som var sit Hverv voxne, og Gud hjælpe os, dersom der ikke var bedre Mænd hjemme end de som sade i Thinget, yttrede han.
Jeg opponerede og forsvarede de daværende Oppositionsmænd og bragte ofte Fitzens i en Knibe, som han ikke kunde komme rigtig fra. Han blev undertiden meget varm og ivrig. Men jeg tog mig ikke nær af det; jeg vedblev at udvikle min Mening fra mit Standpunkt, som var, at man for at faa gode Love netop maatte have de Folk i Thinget, for hvem Lovene egentlig bleve givne, nemlig Bønder og Næringsdrivende. Thi hvorledes vilde det vel gaa, om man fik bare Jurister og Embedsmænd til Lovgivere? Jo selvfølgelig saaledes, som da den danske Konge regjerede Landet ved sit Kanseli og sine Embedsmænd. Hertil svarede F. ved en Masse Udgydelser om Bøndernes og de Næringsdrivendes Uduelighed og Ukyndighed til at give Love og røgte forsvarligt de mange og vanskelige Forretninger, som paahviler Storthinget. Kun Embedsmænd havde efter hans Mening de fornødne Kundskaber, Indsigter og Erfaringer. Jeg bemærkede, at min Mening ikke var, at Storthinget udelukkende skulde bestaa af Bønder og Næringsdrivende, men at disse dog maatte udgjøre er saa stort Flertal at de havde den afgjørende Stemme i alle Sager. Jeg havde ellers Intet imod, at Embedsmænd valgtes til Storthingsmænd, naar de var aldeles uafhængige af Regjeringen og derhos karakterfaste, folkeligsindede, loyale, kundskabsrige og dygtige Mænd. „Folkeligsindede og loyale“, – repeterede Fitzens, „er det Ærlighed og Folkelighed, mener De, at en Embedsmand svigter sin Stands Interesser og understøtter umodne og landsfordærvelige Projekter, giver Bønderne Medhold i Nedsættelsen af Embedsmændenes Lønninger og Pensioner til en Yderlighed, som berøver dem Evnen til at leve sorgfrit og opdrage sine Børn anstændigt? Nei, det er ikke slige Embedsmænd, som bør sendes til Thinget, men saadanne, som handle aabent og ærligt efter egen Erfaring, Indsigt og Overbevisning om, hvad der tjener Staten og det hele Folk bedst uden at se hverken til Høire eller Venstre.“ „Men tillad mig, Hr. Sorenskriver, hvor finder man slige Mænd? Jeg nærer den dybeste Høiagtelse for den norske Embedsstands Dannelse, Kundskaber og Hæderlighed, men det vilde stride imod al historisk Erfaring, at der skulde gives en Stand, som var hævet over den almindelige Svaghed hos Mennesket, bevidst eller ubevidst at føle sig dragen til den Side, som stemmer med sin egen og sin Stands Tarv og Bedste. Er det nu saa, at Embedsmændene i Norge ikke har faaet noget Brev fra vor Herre paa at være andet end Mennesker, men at de derimod tildels har arvet en Tænkemaade om og Opfatning af sin Embedsstilling som slægter paa Embedsmændenes i Norge under Foreningen med Danmark, og at denne Opfatning og Tænkemaade ikke stemmer med vor nuværende Statsforfatning, saa maa det vel indrømmes, at det er lidet rimeligt, at man blandt dem skulde finde nok af Storthingsmænd, som vare skikkede til at udføre de Forandringer i Embedsværket, som nødvendigvis maa til for at bringe Alt i de Folder, som Folket efter dets Grundlov har Ret til at kræve og maa søge gjennemført for at leve frit og selvstændigt og være fri fra ethvert Spor af den Undertrykkelse som Embedsmændene i Dansketiden, trodsende baade Lov og Ret, tillod sig mod Folket. Vel er det saa, at denne gamle Herskeraand hos Embedsstanden ikke kan udryddes med et Slag, men maa have sin Tid til at uddø, men er det vel rimeligt, at denne Tid nogensinde vilde komme, hvis man blot valgte Embedsmænd til Lovstiftningen? Derimod vil de oplyste og hæderlige Mænd af Bønder og Næringsdrivende, som vælges til Storthingsmænd, og som i høieste Grad ere interesserede i, at man ikke alene faar gode Love, men at disse gjennemføres i Aand og Sandhed, vel vogte sig for at nedsætte Embedsmændenes Lønninger og Pensioner til et mindre Beløb end passende og rimeligt er efter Forretningernes Beskaffenhed Udstrækning, Vanskelighed og Ansvarsfuldhed og de afskedigede Embedsmænds Fortjeneste og Trang, vel vidende, at en Arbeider er sin Løn værd, og at man for at faa dygtige, uafhængige og kyndige Embedsmænd nødvendigvis maa ordne Lønningerne saaledes, at Embedet giver sin Indehaver et godt og sorgfrit Udkomme.“ Fitzens: „Og dette mener De, et Bondestorthing vilde forstaa. Nei, min Ven, de forstaa ikke, at Embedsmændene behøve mere end et Bord og nogle Træ- stole til Indbo, en Skindfeld og en Straamadras til Seng, Grød og Surmelk, Sild, Velling og Potetes til Mad hver Dag. Og derefter vilde de ordne vore Lønninger, om de fik Magten, som de have Villien“. Jeg: „Men det er da selv blandt Bønder Undtagelser, men ikke Regel, at de leve saa smaat. Ellers er Bønderne ikke saa stuttænkte og kortsynte, som De tror. De forstaa meget godt, hvad deres eget Hus koster dem, idet de nøie ved, hvad de avler og forbruger, og ved at gjøre dette i Penge, skjønne de godt, hvad det har at betyde at leve af Pengeløn og kjøbe Alt. Desuden ere de ikke blinde for den Sandhed, at Embedsmændene ikke er nogen priviligeret Klasse, og at det ikke er Embedsmændenes Børn alene, som blive Embedsmænd, skjønt dette vel er det Almindeligste, men at Enhver, som erhverver de fornødne Kundskaber og Examener, har den samme Ret og Adgang til Embeder, enten han er en Arbeidsmands eller en Statsmands Søn, og at det i Livet virkelig gaar til paa den Maade, at Embedsmænds Efterkommere gaar over til at blive Næringsdrivende og Haandarbeidere, medens Jordbrugernes, Haandværkernes og Arbeidernes Børn studerer faar sine Examener og blive Embedsmænd“. Fitzens: „Regelen er efter min Erfaring at Bønderne tænker saaledes som af mig anført, medens Bønder af det Slags, De har betegnet, høre til Undtagelserne, ja til de faa Undtagelser. Men dersom man nu endda valgte saadanne velstaaende, tænksomme oplyste og selvstændige Bønder, og dersom man valgte Embedsmænd af den af mig antydede Art til Storthingsmænd, ja da vilde vi faa gode Storthingsmænd, agtede og velanseede Storthing; men se, Tingen er den, at saadanne Mænd passer sin Dont paa sit Jordbrug eller i sit Embede med Flid og Samvittighedsfuldhed og optræder med Beskedenhed og Tilbageholdenhed, naar det gjælder Statssager og Politik, og de blive derfor tilsidesatte, medens man vælger nogle halvstuderede Røvere af Almueskolelærere og Klokkere som gaar omkring og foregjøgler Folket alskens Usands og gjør op Lovforslag og politiske Kandestøberier, som bær til Bloksbjerg om at det er Folket, som har Magten og Retten til at styre og stelle, som de vil, og at Kongen, Regjeringen og Embedsmændene, som Folkets valgte og leiede Tjenere, kun har at administrere og styre efter de Forskrifter, Folket giver dem. Og der gives Embedsmænd, som hykler og halter med paa denne Vei. Men mener De, at dette er Folk, som handle efter bedste Skjøn og Overbevisning, mener De, at det er Statens og Folkets sande Tarv og Bedste, de har for Øie, naar de saaledes gaar ind paa Uelands og ligesindede Bønders politiske Planer? Nei, det er Forfængelighed og Egeninteresse, som leder saadanne Folk. De sultne Klokkere og Skolemestere vil paa Thinget for at lægge sig op Penge, og de Embedsmænd, som luske sig frem ved at smigre Bønderne vil paa Thinget for at gjøre sig bemærket, og naar de ser sin Kans dertil, søge at erholde et fedt Embede. De saakaldte Hellige (Pietister, Haugianere), som er Troende i Aand og Sandhed, høre til Landets bedste Folk og nyder fortjent Agtelse. De fordømme ikke Andre, hænge ikke med Hovedet stønne og puste ikke under Virkningen af Guds hellige Ord, men leve stille og fredeligt, arbeide med Flid, Troskab og Redelighed og glæde sig i at gjøre Vel. Men hvormange er der ikke, som slutter sig til denne Sekt for derved at erhverve en Maske, et ydre Tegn paa at være et agtværdigt christeligsindet Menneske, men som i sit Sind og Hjerte ikke er mere hellig og troende, end Judas var det. Disse Hyklere kjender man ofte paa deres Hovedhængeri, paa deres Jammer over Verdens Synd, paa deres Jagen efter at vise sig hellige, naar Folk ser paa dem, deres Begjerlighed efter at omvende Folk og deres strenge Dom over Alle, der ikke vil lade sig lede af dem, smigre, skydse, huse og føde dem som fremmede og høitstaaende Gjester. Og saadanne Mennesker, som altsaa bruge den hellige Skrift og Pietisternes Lære som Middel til at erhverve sig timelige Goder og Fordele, ere da vel unægtelig fra Hjertets og Karakterens de sletteste, usleste og farligste Mennesker, som findes i et Samfund, og naar de kun kan skjule sin Brøde, skyr de intet Middel til at berige sig paa Næstens Bekostning eller til at tilfredsstille sine Lyster og Begjerligheder. Se, saadan er det omtrent ogsaa med de politiske Hyklere. Det er ikke Statens og Folkets Vel, som bevæger dem til at ofre sin Tid og sine Kræfter til at blive Storthingsmand og til at arbeide som saadanne, men, som sagt, Hensynet til deres egen Interesse. Og kan man have Tillid til saadanne Mennesker, som Lovgivere og som Udøvere af den beskattende og controllerende Myndighed? Kan man vente, at en agtet Regjering og de i Sandhed hæderlige og veltænkende Embedsmænd kan nære Agtelse for slige Storthingsmænd og Storthing, hvor saadanne Folk er de ledende og raadende?“ Jeg: „Jeg kan ikke gaa ind paa, at denne Skildring passer paa vore Storthingsmænd og vore Storthing. Tvertimod tror jeg, at Oppositionspartiet og dets Ledere ved Thinget den hele Tid siden 1830 har bestaaet af hæderlige Mænd, og at det har udrettet store og gode Ting til Landets Bedste.“
Fitzens begyndte nu at mønstre de enkelte Storthingsmænd, saasom J. Neergaard, Ueland, N. Løberg, N. Dahl, Stabell, Haaken L. Bergh m. Fl., og hver fik sit Pas ordentlig paaskrevet af den gamle Politimester, som nu talte sig saa sint, at hans Øine gnistrede. Og hermed sluttede denne Samtale, som selvfølgelig ikke er ordlydende, men dog i sin Mening, sandfærdig gjengivet.
Udover Høsten 1847 indkom de bebudede Anmeldelser fra Brændevinskontrollørerne. Loven af 4de August 1845, som indførte disse Ombud var en mærkelig haard og urimelig Lov, og Kontrollørernes Anvendelse af den stod i fuld Harmoni hermed. Det hedder i bemeldte Lov, at kun Kjedler paa 2000 Potter og derover maa benyttes til Brændevinsbrænden, dog saaledes, at de, der siden 1ste Januar 1843 lovlig havde benyttet mindre Apparater, fremdeles og indtil 31te Decbr. 1848 var berettiget til at bruge samme, men uden at have Ret til at foretage nogen Forandring med dem; at intet Apparat maa benyttes uden at være stemplet og opmaalt; naar det ikke brugtes, skulde det være forseglet. Et Apparat, hvis Segl er brudt, eller som En har beholdt uden Forsegling „ansees som benyttet fra den Tid, det sidst blev forseglet“. „Vedkommende fritages dog før Erlæggelse af Afgift i den Tid, han skaffer Bevis for, at det ikke er benyttet“. Afgiften var efter Skattekundgjørelsen af 1842 1184100 ß pr. Døgn for hver 10 Potters Rum af Kjedelen. Holdt nu Kjedelen 100 Potter, blev Afgiften altsaa for 1 Døgn 9 Spd. 100 ß, altsaa for et Aar omtrent 3,000 Spd. Den, som brændte ulovlig havde desuden forbrudt Apparaterne. Da det nu lige til denne (1845) Tid havde været almindeligt at hver velstaaende Gaardbruger havde Brændevinsapparater, og at største Parten havde beholdt disse uden Forsegling og Indmeldelse til Beskatning samt vedblevet af og til at bruge samme uden at betale Skat, saa var det en given Sag, at der over det hele Land fandtes et betydeligt Antal ustemplede og uforseglede Brændevinsapparater, og disse skulde nu altsaa konfiskeres og Besidderen betale Afgift pr. Døgn fra 1ste Januar 1846, da Loven traadte i Kraft, og til den Dag Apparatet anholdtes. Brændevinskontrollørerne skulde nu reise omkring i Landet og opsnuse saadanne Apparater, og derhos efterspore og anmelde Folk, som drev ulovligt Brændevinssalg.
Denne Lov vakte en overordentlig Forbittrelse og Uvillie blandt Folket i Solør og det med fuld Føie. Jeg vil ikke tale om, at Bønderne ansaa det for et betydeligt Tab, at de tabte Retten til at brænde Brændevin, og derved til at gjøre en fordelagtig Anvendelse af sødfrosne og mindre gode Potetes, for derved paa en let og billig Maade at skaffe sig det Brændevin, som de behøvede til Jul, hvorvel denne Indskrænkning i Næringsfriheden staar i en meget betænkelig og saavidt mig bekjendt endnu af rette Vedkommende (Norges Høiesteret) uafgjort Strid med Grundlovens § 101, som lyder: „Nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilstedes Nogen for Fremtiden“. Hellerikke vil jeg nævne det Tab, Staten paaførte Eiere af Brændevinsapparater derved, at de blev gjort ubrugelige, skjønt dette harmonerer saare ilde med den Fortolkning af Grundlovens § 105, at fuld Erstatning af Statskassen skal ydes den, som afgiver sin rørlige eller urørlige Eiendom, naar Statens Tarv kræver det, naar man ser hen til, at Embedsmænd, som ved Forandringer i Lovgivningen have lidt Tab i sine Indtægter, have saaet fuld Erstatning tilkjendt, selv hvor det har været givet, at Indtægterne alligevel har været rundelige, og der paa anden Maade er tilflydt dem betydelig Forøgelse i Indtægterne siden den Tid, de modtog sin Beskikkelse, og uagtet Storthinget har holdt paa den Fortolkning at Embedsmændene maa finde sig i de Forandringer i sine Lønninger, som en tidsmæssig Lovgivning medfører, uden Erstatning saalænge Formindskelsen i Indtægterne ikke gaar saavidt, at disse blive mindre, end de efter Rimelighed bør være.
At man bestemte, at de, der ikke inden en vis Tid tilintetgjorde sine Brændevinsapparater, skulde have forbrudt samme til Statskassen, kunde vel ogsaa have passeret; men at man snudde op og ned paa vor Bevislære og bestemte, at Besiddelsen af et Brændevinsapparat skulde være fuldt Bevis for, at Besidderen havde brændt Brændevin hvert Døgn siden 1ste Januar 1846 til den Dag Anholdelsen skede, var unægtelig en saa uretfærdig streng, ja rent ud barbarisk Bestemmelse, at man maa gaa tilbage til den raa og mørke Middelalder for at finde Sidestykker. Den Retsregel, at den, som sigter, maa bevise, staar i vor som i alle Landes Lovgivninger i den civiliserede Verden som en fast ufravigelig Regel og Grundsætning, som ikke kan rokkes uden at aabne Døren for uberegnelige Vilkaarligheder og Undertrykkelser. At der desuagtet af Storthinget i 1845 kunde blive vedtaget en Lov, indeholdende et saadant Brud paa denne Regel, og at denne Lov kunde opnaa Regjeringens Minde og Kongens Sanktion, forekommer mig saaledes som et høist mærkværdigt Bevis paa, hvorledes selv en loyal patriotisk Lovstiftning og Regjering kan forløbe sig, naar de virke under et saa brændende og ensidigt Had over et virkeligt eller indbildt fortærende Samfundsonde, som almindelig Smugbrænding og deraf følgende almindelig Smugsalg og Drik af Brændevin, da ansaaes for at være.
Paa den heromhandlede Tid (1845) var nemlig Iveren imod Brændevinsdrik paa sit Høieste. Den Tro havde bemægtiget sig fast alle Mand med Anseelse og Indflydelse, at Brændevin var Gift, og at alle Midler, som stode til Storthingets og Regjeringens Raadighed, maatte bringes i Anvendelse for at indskrænke Brugen af Brændevin og for derved at tilintetgjøre en Hovedaarsag til Befolkningens Demoralisation og Fordærvelse, Forringelse og Tilintetgjørelse af Folkets Formue, Legems- og Aandskræfter. Naar de Masser af Potetes og Korn, som nu gik i Brændevinskjedelen, bleve anvendte til Mad, skulde Alt blive ganske anderledes Folkets Velstand voxe og Fattigbyrderne formindskes. Præster, Skolelærere, Storthingsmænd og Alle, som vilde være paa høi Mode, reiste omkring og talte mod Brændevinsdrik og stiftede Nøgterhedsforeninger og overtalte Folket til at tegne sig.
Jeg var paa Kongsvinger i denne Tid, og Sognepræst Ole Gaarder Rønning, som var en af disse gammeldags jevne, rolige Folk, som ikke lettelig lader sig bevæge til at forlade den sikkre Middelvei, optraadte med stor Iver for Nøgterhedssagen og fik Almuen til at tegne sig mandjevnt. Om Professor Schweigaard fortaltes, at han paa denne Tid tog et Fad med Rumbudding fra Bordet, som hans Kone havde dekket til et større Gjestebud, og kastede Indholdet i Gaardsrummet, da han fik vide, at der i Buddingen var Rum. Med et Ord, Hadet mod Brændevin og „Brændevinsdjævelen“ var voxet op til Fanatisme, og Udtrykket for denne naar Toppunktet af sin vilde Virksomhed i den ovenanførte Lovbestemmelse. – Svarede nu Resultatet af alle disse brændende ivrige og grusomt kraftige Forføininger til Forventningerne? Jeg skal ikke forsøge paa at besvare dette Spørgsmaal. Jeg skal kun bemærke, at der ovenpaa denne, som alle lignende vilde, overilede Yderligheder fulgte et Tilbagefald, som tilintetgjorde Nøgterhedsforeningerne, og vakte en almindelig og bitter Uvillie mod Forbudet mod at brænde Brændevin, mod Brændevinskontrollører og mod den hele Agitation mod Brændevinsdrik, og at den gamle Mening blev ganske almindelig, at Brændevin, nydt med Maade, saa langt fra er skadeligt, at del tvertimod er sundt og i mange Tilfælde velgjørende; at Forbudet mod Brænding ikke skaffede Bønderne nogen Fordel, men Tab baade direkte derved, at de nu maatte kjøbe, hvad de selv uden synderlig Tidsspilde og med stor Fordel kunde producere, og indirekte derved, at de hindredes fra at tilgodegjøre Potetes, som de havde tilovers og ikke kunde faa solgt og, som tildels kun vare tjenlige til Brændevinsbrænding. Dertil kom at Kontrollørernes hensynsløse og overfladiske Anmeldelser og Opgaver af Vidner gav Anledning til, at Almuen sattes i den haarde Knibe enten at fordølge Sandheden eller vidne mod, og derved paaføre skikkelige Folk Tort og Skade indtil Ruin, Tiltale og Straf af Bøder og Konfiskation for Handlinger, som de ansaa for uskyldige. Thi om en Mand havde for en Gangs Skyld brændt Brændevin, og om han for at vise sin Nabo en Tjeneste havde solgt ham en Flaske Brændevin, saa var dette i Almuens Øine saadanne enkeltstaaende uskyldige Handlinger, som det aldrig kunde eller burde være Tale om at anse som Forbrydelser, hvorfor der skulde være bestemt Pengebøder og Konfiskation, og forsaavidt Brænding angik en Afgift, som kunde løbe op til mere end, hvad en almindelig velstaaende Bondemand eiede. Følgen heraf var, at Vidnerne ikke alene for Kontrollørerne og Lensmændene fordulgte Sandheden, hvilket allerede var demoraliserende nok, men at de herved, naar de kom for Retten, var stillet i den Knibe, enten at tilstaa, at de havde løiet for Lensmanden eller vedblive sin Fordølgelse af Sandheden ogsaa for Retten. At det sidste, som oftest, blev Tilfældet, og at dette i en betænkelig Grad svækkede Retssikkerheden og den nedarvede Agtelse for Lov og Ret og Edens Hellighed er sikkert.
Allerede Brudet af Nøgterhedsløftet var jo en Begyndelse eller Indledning til denne Fornægtelse af Sandheden og til disse ulyksalige falske Forklaringer for Retten. Et oplysende Exempel paa, hvorledes Folket vaandede sig og led under disse Brud paa Tro og Love, havde man paa Eidskoven, Annex til Vinger, idet man der ved Bryllupper fandt paa at servere Brændevin i Fad, man satte paa Bordet som Suppemad, og Gjesterne spiste da Brændevin for ikke at bryde sit Ord om ikke at drikke det. – Jeg skal nu fortælle hvorledes de Anmeldelser, som bleve sendte Lensmanden i Hof til Undersøgelse, saa ud, og hvad der kom ud deraf.
Anmeldelserne for ulovligt Brændevinssalg lød paa, at N. N. har solgt Brændevin og at alle voxne Personer, som boede i Strækningen mellem Glommen Elv og Skoven og fra N. N. til N. N. Tverelv, som løb ned i Glommen, vare Vidner. Har man nu hørt eller set slig Usands som dette? At Kontrollørerne vare saa besat dumme og dristige, at anmelde Folk og opgive Vidner paa Forseelsen paa denne løse og letfærdige Maade, var allerede noget uhørt, men at Øvrigheden modtog slige Anmeldelser og sendte dem til Lensmanden til Undersøgelse istedetfor at sende dem tilbage med Paalæg om at opgive bestemte navngivne Vidner, hører blandt de Slags Misbrug af Embedsmyndigheden, som kun kan forklares som Følge af den samme blinde Iver, som havde fremholdt Loven af 1845 med sine uhørte regorøse Bestemmelser, eftersom det ikke kan antages, at det skede af Ukyndighed. Men hvorledes man nu end vil opfatte det, saa er saameget vist, at den mindste Omtanke maatte have gjort det indlysende for Enhver, at disse Anmeldelser vare i den Grad ulovskikkede og blottede for Bevis, at de ikke egnede sig til nogensomhelst anden Forføining end Tilbagesendelse til Anmelderen, thi naar ikke Kontrolløren, hvis Hverv det var at reise omkring for at erhverve Oplysninger om ulovligt Brændevinssalg, kunde faa den Mistænktes Naboer til at forklare andet end, at de ingen Kundskab havde derom, hvorledes kunde man da vente, at Lensmanden, som ingen anden og større lovhjemlet Myndighed havde end Kontrollørerne til at anstille Undersøgelser, skulde kunne faa frem noget Bevis for Anmeldelsernes Rigtighed? Og hvorledes skulde nu Lensmanden bære sig ad ved Udførelsen af dette Hverv? Jo, paa dette Spørgsmaal havde Lensmand Astrup før min Ankomst faaet det Svar, at han skulde indkalde alle vidnedygtige Mandspersoner i den i Anmeldelsen angivne Kreds og afhøre dem paa sin Bolig. Dette var for det første aldeles ulovhjemlet, eller rettere sagt komplet ulovligt, idet Vidnebyrden ikke gaar længere end til at møde for Forhørs- og Domsretten, som kun Sorenskriveren kan bestyre. Dernæst var det skammeligt og uforsvarligt paa denne Maade at hefte Folk bort fra sit Yrke, men det Værste var, at Folkets Agtelse for Øvrighedens Forføininger og for Forhørsretten herved forvirredes og svækkedes i høi Grad. De kjendte sin Pligt til under Ansvar af Straf at tale Sandhed under et Forhør og vare forberedte paa at bekræfte denne Forklaring med sin Saligheds Eed; men var nu dette et sligt Forhør eller var det blot en foreløbig Undersøgelse hvor man kunde møde eller lade være at møde efter Behag, og hvor man kunde svare, som man behagede uden Strafansvar?
Bonden er skarpsindig overalt i vort Land i slige Tilfælde, og navnlig er de qvikke og opvakte Solunger paa sin Post mod slige ulovlige Forføininger. De mødte dog frem efter Indkaldelsen, og det vidste sig nu at Antallet af Vidner, uagtet kun de vidnedygtige Mandfolk vare indkaldte vare – om jeg ikke mindes Feil – lige indtil 100 Personer for hver Anmeldt. Og de Anmeldtes Antal løb, saavidt mindes, op til omkring 30 Personer.
De mødte, som sagt, de saaledes indkaldte Vidner, men førend jeg fik examinere dem, begyndte de at examinere mig. „Vi have hørt, at vi ikke ere pligtige til at møde for noget andet Forhør end det, Sorenskriveren holder, og at vi ikke ere pligtige til at svare paa Noget af det, Lensmanden forelægger os ved et sligt ulovligt Forhør, og vi forlange nu at høre Besked herom af Dem“.
Jeg maatte selvfølgelig forklare dem Sandheden. Derhos søgte jeg at stille deres høilydte Forbittrelse over Indkaldelsen ved at gjøre dem opmærksomme paa, at den foreløbige Undersøgelse, jeg havde at udføre, selvfølgelig var beregnet paa at spare dem, der intet vidste, fra at møde ved en Politiretssag og aflægge Eed, men da det jo var høist sandsynligt, at de Anmeldte vare skyldige i ulovligt Brændevinssalg, og at de som Naboer maatte vide Besked herom, saa maatte jeg advare dem imod at fordølge det, da det var af Vigtighed, at de, som overtraadte Loven, ikke levnedes Ret hertil ved, at de, som vidste Besked, lagde Skjul paa Sandheden. Ja de lovede da at svare og svare sandt, hvorvel Flere af dem vedblev at knurre baade mod de dumme og urimelige Love om Brænding og Salg af Brændevin og mod det Skammelige i, at udsende Spioner ud over Landet som Brændevinskontrollørerne for at paaføre Folk Tidsspilde, Fortræd og Ubehageligheder, som de burde være fri for i et Land med vor lovpriste Statsforfatning[2].
Udfaldet blev, at Alle som En af de indkaldte Vidner erklærede, at de ingen Kundskab havde om det anmeldte ulovlige Brændevinssalg.
Saa kom der to Anmeldelser om ulovlig Besiddelse af Brændevinsbrændingsapparater; den ene Synder boede paa Kveset i Hof og den anden paa Aasnæs Finskov. Jeg maa tilstaa, at det var med et bevæget Sind og bankende Hjerte, jeg modtog disse Anmeldelser, ikke fordi jeg et eneste Øieblik var i nogen Tvivl om at opfylde min Pligt som fungerende Lensmand; men fordi den forfærdelige Ulykke, som vilde overgaa de stakkels Anmeldte, dersom de vare skyldige i den paaklagede Brøde at være i Besiddelse af en ustemplet og uforseglet Brændevinskjedel, stod for mig som noget rædsomt og afskyligt. Jeg drog først paa Finskoven, laa paa Udnæsset, var oppe i Otten næste Dag og kom aldeles uforvarende over den Anmeldte, som benægtede Anmeldelsen. Ved anstillet Undersøgelse fandt jeg imidlertid en Brændevinskjedel med Hat i hans Hus. Efter hans egen og Kones Forklaring var den ikke benyttet paa flere Aar, og Naboerne troede, at dette forholdt sig rigtigt, uden at de dog kunde afgive nogen bestemt Oplysning hverken for Brug eller Misbrug. Jeg skal aldrig glemme den Fortvivlelse og Jammer, jeg blev Vidne til, naar Apparaterne vare fundne; Manden stod der bleg som et Lig med skjelvende Læber, og Konen og de halvvoxne Børn græd og jamrede sig paa den mest hjerteskjærende Maade. De kjendte nemlig Følgerne, som vare, at Afgiften, han havde at betale, var omtrent 1,300 Spd., det vil sige, mere end alt, hvad han eiede. Han havde ikke Nogen i Huset, som kunde bevidne, at han ikke havde benyttet Apparaterne, thi Konen og de halvvoxne Børn vare ikke brugbare Vidner. Der var saaledes ingen Udsigt for ham til ved Bevis for Ikkebenyttelse (et Nonfactum) at blive fri for Afgiften. Kongens Naade kunde der heller ikke være Tale om, da Afgiften ikke i Formen var en Straf. Den eneste mulige Udvei til at slippe for at betale var altsaa at søge Storthinget om Eftergivelse, men var der vel nogen Rimelighed for, at Storthinget efter de forhaandenværende Omstændigheder vilde gaa ind herpaa? Den af mig afholdte Forretning indeholdt, at Angjældende vidste, at det var ulovligt at have et ustemplet og uforseglet Apparat, og at han havde hørt, at der var fastsat Konfiskation og store Pengebøder for denne Forseelse, samt at han paa mit Spørgsmaal, før Undersøgelsen begyndte, havde svaret, at han ikke var Eier eller Besidder af noget Brændevinsapparat. Alt dette talte jo stærkt mod Eftergivelse. Men jeg trøstede alligevel de stakkels fortvivlede Mennesker med, at der var Haab om Eftergivelse og lovede at skrive Ansøgning for ham, tale med Storthingsmand Bergh om at tage sig af Sagen og gjøre Alt, som stod i min Magt, for at redde ham. Hermed bleve de da ogsaa noget beroligede.
Den anmeldte Person paa Kveset fandtes kun i Besiddelse af en gammel Brændevinskjedel uden Hat og Piber, og Undersøgelsen hos ham foranledigede ikke nogen saadan Skræk og Sorg som hos Forannævnte. Manden paa Kveset fandt sig derimod fornærmet over, at man trængte sig ind i hans Hus og foretog Ransagning, ret som han skulde have gjort sig skyldig i Tyveri eller nogen anden vanærende Forbrydelse. Et Spørgsmaal er det vel ogsaa, om man strængt taget er berettiget til at foretage Husinqvisition i slige Tilfælde som disse. Ifølge Grundloven kan Husinqvisition kun finde Sted i kriminelle Tilfælde, men jeg kan ikke forstaa, at de heromhandlede Forseelser, at være Eier og Besidder af et Brændevinsapparat, kan henføres herunder.
Jeg følte mig yderlig forarget over de blodige Bestemmelser i Loven af 1845, over Kontrollørernes letfærdige Anmeldelser om ulovligt Brændevinssalg og over de forfærdelig uhyggelige Husundersøgelser efter Brændevinsapparater, og uagtet jeg ikke var vant til eller havde nogen Øvelse i at skrive offentlig, tog jeg mig dog fore at sammensatte en Beretning, som blev optaget i Hedemarkens Amtstidende, hvori jeg skildrede den ovennævnte Lov og dens Anvendelse som aldeles uforsvarlig. Denne Opsats vakte betydelig Opsigt, og skjønt jeg var optraadt unavngiven og med Krav paa Anonymitet, kom det dog snart ud som Rygte, at jeg var Forfatter. Storthingsmand H. L. Bergh henvendte sig til mig og erklærede, at han ansaa det for sikkert, at Alle, som vare blevne fundne i Besiddelse af Brændevinsbrændingsapparater, vilde blive fritagne for at betale den lovbestemte Afgift, og at han ialfald vilde gjøre Alt, som stod i hans Magt, for at faa Loven af 1845 ophævet og den pligtige Afgift eftergivet.
Hvorvidt nu min Avisopsats har virket forøvrigt, kan jeg ikke sige, men jeg hørte, at den skulde være bleven optagen i andre Aviser. Og saameget er vist, at der ikke indkom flere Anmeldelser af ovennævnte Art til Lensmanden til Undersøgelse, at 1848 Aars Storthing ophævede Loven af 1845 og indtog en ny Bestemmelse saalydende:
„Den, der forinden 1ste Juni d. A. (1848) har gjort sig skyldig i ulovlig Brændevinsbrænden, fritages for at udrede den Brændevinsafgift, som herfor skulde have været at erlægge. Efterkommer han, uden at hans Forseelse har været opdaget eller angivet, Opfordringen i § 5 om Redskabernes Indløsning eller Budet i § 6 om denne Anmeldelse, skal han derhos være fri for alt Strafansvar, forsaavidt som den ulovlige Brændevinsbrænding er foretagen med de samme Apparater.“
Derhos blev det bestemt, at Staten skulde indløse Kjedler med Tilbehør efter Metalværdi med Tillæg af 10 pCt.
I Sommeren 1848 foretog jeg en Fodtour til Kristiania, bort Skovveien mellem Solør og Oudalen og hjem Skovveiene mellem Rommedal og Vaaler. Under mit Ophold der blev averteret en Post som Fuldmægtig hos Sagfører Bjørset i Molde. Jeg meldte mig og fik den. Men forinden jeg forlader Solør, vil jeg tilføie nogle Ord om dette Distrikt, dets Indvaanere og enkelte Familier og Personer.
Hvad jeg i Begyndelsen af min Fortælling har anført om Glommens Oversvømmelse, gjælder ikke alene for Gaardene langs Glommen i Grue Sogn, men med faa Undtagelser hele Glommendalen fra og med Eidsfossen i Vaaler til og med Brandvold. Og Frost paa Korn og Potetes rammer næsten alle Gaarde i hele Solør, baade de ved Glommen og de, der ligge i Bergesiderne, omkring Indsøerne, i Skovbygderne og paa Finskoven. Tømmerdrift er ligeledes fælles for næsten det hele Landskab, dog mindre for de paa vestre Side af Glommen liggende Gaarde, da Skoven paa denne Side er af forholdsvis liden Udstrækning og næsten udhugget, medens den betydelige Skovstrækning paa Elvens østre Side, fra Elverums til øvre Rommeriges Grændser, hører blandt de største og mest smukke og vexterlige Naaleskove – fornemlig Furu – i det hele Land. Det er noget trist, siger man, ved disse lange, ensformige, flade Furumoer i Solør, men i Sætermarken at se de høie, ranke, smukke Furutrær med de fine, glatte Stammer og en Dusk i Toppen, er for mig et smukt og herligt Skue; og Solungen ser sig glad paa disse velsignede vakre Trær, paa dette sit Skatkammer, denne sin Guldgrube. Han elsker og freder om disse Skovens Stammer som om de skulde være levende Væsener, og han kan blive rigtig gram i Hug, naar en eller anden tankeløs Slyngel kan have givet et Træ et Spjelk, Hug eller Saar, som de ofte kalde det. Hele Befolkningen i Solør er altsaa underkastet de i Begyndelsen af min Fortælling omhandlede skrækkelig ødelæggende Følger af Frost, en stor Del de samme Følger af Glommens Oversvømmelse, og den største Del Følgerne af høie og lave Tømmerpriser.
Og Folkets Yrke og Stel, Sorger og Glæder arter sig derfor over hele Solør overhovedet taget paa den Maade, som for Beboerne paa Sorknæs specielt er omhandlet. Min Karakteristik af Folket paa Sorknæs er overhovedet anvendelig paa hele Solørs Bondebefolkning, som altsaa i mine Tanker er et udmærket Folk i alle Henseender.
Den boglige Oplysning staar vistnok ikke høit, men derimod bestaar der en høist agtværdig nedarvet Dannelse, en ren Sædelære og stor Gudsfrygt, – og jeg tror, at Enhver, som har levet en længere Tid blandt Bønderne i Solør og deltaget i dets Arbeider og Adspredelser, deres Sorger og Glæder, vil sande dette. Imidlertid har jeg af indflyttede Embedsmænd og Andre, som indbilde sig at kjende og kunne dømme om Folket og Forholdene i Solør, hørt udtalt Meninger, der afviger betydeligt fra denne min Opfatning.
Alle stemme overens deri, at Solungen er et aparta Folk – „a head going people“, som Engelskmændene sige om Nordamerikanerne (Folket i de Forenede Stater), men hermed er det næsten forbi med Overensstemmelsen. Enkelte siger, at Solungen er storagtig, storfældt, letsindig, slyngelagtig, skrydende og vanskelig at gjøre tilpas og komme til Rette med. Andre sige, at det er et opvakt, livligt, ædelt og gjestfrit samt kraftigt, haardført og modigt Folk; med 500 Solunger vilde jeg paatage mig at banke 1,000 Gudbrandsdøler, sagde Lie. Atter Andre sige, de ere flotte i Ord og Levesæt og gjerne ville agere Storkarer, komme sig op blandt Storfolk og give sig Udseende af at være rige, kloge og store. Men disse Karaktertegninger ere i mere eller mindre Grad overfladiske og ensidige, forsaavidt angaar Slyngelagtighed, Flothed, Letsindighed etc., og de ramme ikke Folket i sin Helhed eller den egentlige Kjerne af Befolkningen, Bønderne, som det er, jeg har talt om, men kun enkelte Udvæxter deraf. Saaledes vil man blandt Hestehandlere og omløbende Spekulanter finde letsindige, storskrydende og slyngelagtige Folk; blandt Furuadelen (lig Englands Cantan-Lords – Bomuldslorder) – Folk, som ved Skov- og Tømmerhandel have svunget sig op fra Fattigdom til Velstand og Formue –, som oftest finde disse flotte, storagtige Folk, som reise til Byen i Ulveskindspels, kjøre med Spidsslæde og Dombjælder, spiller Blaapolsk og trakterer hele Laget rundt – Kjendte og Ukjendte – med Champagne, naar de ere i Hovedstaden. – Blandt de saakaldte Storbønder, hvis Forfædre fra gammel Tid have eiet og besiddet store og velbebyggede Gaarde, vil man i Regelen finde en udsøgt Gjestfrihed og Folk med en høi Grad af god Opførsel, ren Smag og en selskabelig Dannelse, som i Værdighed og Ædelhed nærmer sig den, man ser blandt Hofmænd og Diplomater. Ja den Ro, Sikkerhed, Takt og Lethed, hvormed disse nedarvede velstaaende Storbondefolk bevæger sig, er beundringsværdig. Og iblandt disse Folk finder man i Regelen en gjennem hæderlig Tænke- og Handlemaade. Som en ægte Prøve paa en Ætling af denne gamle nedarvede Storbondeslægt maa jeg nævne Ole Bjørnebye og hans Familie paa Bjørnebye i Aasnæs. Han var en Mand, hvis Formue man anslog til omtrent 100,000 Spd. Men der var ikke Spor af Kryhed eller Indbildskhed hos ham; men derimod en jevn, rolig mandig Værdighed forenet med Ligefremhed, Aabenhed, Fordringsløshed og et venligt, tillidsvækkende Væsen. Han var gift med en Datter af Storbonden Brede Breen (Bræi) i Brandvold, og hos hende fandt man igjen den samme beundringsværdige Dannelse, som hos alle Qvinder, jeg har stødt paa i gamle Storbondefamilierne i vort Land.
Alle skikkelige Reisende vare velkomne til Bjørneby og fandt der en gjestevenlig Modtagelse. Under mit Ophold paa Nygaarden, som var Nabogaard til Bjørneby, besøgte jeg ofte dette Sted og traf der som oftest Præsten H. L. Bergh, Organist Amundsen og Dokter Schneider. Vi spilte da gjerne Boston. Det ansaaes for en stor Skam under dette som alle Slags Spil at klage over daarlige Kort og over Tab, og Skjænd under Spillet var fast ukjendt. Det var derimod Modetone at være noget flot og munter i og under Kortspil, og at være lige blid og lige glad, enten man vandt eller tabte. Følgen heraf var, at Spillet maatte gaa rask, uden at man tog det saa nøie, enten det blev spilt fint og godt eller ikke. Opgaven var at more sig, og det gjorde man tilgavns. O. Bjørneby var lige glad enten han spilte høit eller lavt; han spilte fra 14 til 2 ß Boston og fra 4 til 60 ß Polspas med ubegrændset Stigning af Beter (Beten under Taget) og 10 Spd. Paré paa høieste Knægt, alt efter Gjesternes Behag, og altid med den samme uforandrede Ro og Gemytlighed, hvad enten han vandt eller tabte. Blaapolsk saa jeg aldrig spilt hverken paa Bjørneby eller andre Steder, uagtet jeg vankede hos fast alle Storbønder i hele Solør, men derimod saa jeg ofte det nysnævnte Spil af Polspas med 12 Spd. Indsats, Beten under Taget, og 10 Spd. Paré paa høieste Knægt, og Gevinst og Tab kunde her dreie sig om Beløb lige til et Par Hundrede Speciedaler. En Aften i Marts Maaned, vi sad og spilte Boston paa Bjørnebye, kom Efterretningen om, at Ludvig Filip var flygtet fra Paris og Republiken proklameret. Sympathierne vare forud varmt stemte for Oppositionen og imod Kongen i Frankrige, og Efterretningen modtoges derfor med stor Glæde og med store Forhaabninger om, at Feltraabet Frihed, Lighed og Broderskab nu vilde gjøre sig gjældende over hele Europa, tilintetgjøre den hellige Alliance, Metternichs og Keiser Nicolaus Undertrykkelser i Polen og i deres egne Lande, Pavens og Jesuiternes fordærvelige Indflydelse etc. En svensk Brugspatron kom netop reisende paa Hjemvei fra Grundset-Markedet, medens vi havde lagt fra os Kortene og vare fordybede i Samtale om det store franske Folk og dets Undergjerninger, og han blev ligesom elektriseret ved at høre den store Nyhed: „Ja ta mi tusan, der er Krudt i Fransosen“, udbrød han med Begeistring, og oplivede ved sine ildfulde Udtalelser af sine Sympathier for det franske Folk endnu mere vor varme Stemning.
Med B. Bredesens paa Breen, Gulbrand Bredesen paa Bjørnstad og John Bredesen paa Oudals Værk, Hans Sæther ved Vinger og E. Gjester paa Aasnæs kom jeg ofte sammen, og Alle disse hørte til Storbønderne, hvor man mødte den samme udsøgte Gjestfrihed som paa Bjørnebye. John Bredesen, som nogle Aar senere gjorde Konkurs og ruinerede ikke alene sig selv, men O. Bjørnebye, Omsted og Fl., var en særdeles behagelig Mand at være sammen med. Det var en høi vakker Mand, som ned en ubegrændset Tillid og Agtelse, og som efter min Opfatning, ligesom hans ovennævnte to Brødre og hans Svoger O. Bjørnebye, fra Karakterens Side var et Pragtexemplar. Det var en sand Fornøielse at komme til Værket og se hvor storslaaet og gilt Alting var der, og hvilken Orden og Smag der gik gjennem det hele Stel. Og saa den samme elskværdige Gjestfrihed som hos hans Slægtninge. Hvorvidt nu John Bredesen siges at have handlet ilde og uforsvarligt ved at benytte sin Tillid til at faa Slægt og Venner til at kautionere og ved at borge i den mest storartede Maalestok, kan jeg ikke bedømme, da jeg ingen Anledning har havt til at lære Detaillerne af disse Transaktioner at kjende, men det ved jeg, at jeg i Løbet af flere Aar havde rig Anledning til at lære den bredesenske Familie at kjende, ikke alene ved at jeg meget ofte var sammen med dem og besøgte dem, men derved at jeg kjendte deres Virksomhed og Handlesæt. Men aldrig kan jeg mindes, at jeg hverken saa eller hørte Noget, som tydede hen paa andet end Grundærlighed og en gjennem agtværdig og hæderlig Tænkemaade hos disse Folk. John var derhos, ligesom Bjørnebye, meget maadeholden i Nydelsen af Spirituosa, medens Brede og Gulbrand derimod ofte henfaldt til en overdreven Nydelse heraf. Jeg kan saaledes ikke betvivle, at John Bredesen har opfattet sin Stilling saaledes, at han vilde være istand til at betale Hver Sit, og dette vilde vel ogsaa have lykkes ham, dersom Priserne paa hans umaadelig store og værdifulde Jord- og Skoveiendomme havde holdt sig, eller, som man ventede, hævet sig; men istedet herfor sank de i Pris, og dette i Forbindelse med Uheld og mulige Feilgreb og ukloge Dispositioner fremkaldte endelig hans Fald, der vakte overordentlig Opsigt over det hele Land og fremkaldte et Røre i Kristiania og Oplandet, hvis Mage man aldrig havde set eller hørt om i vort Land. At John Bredesen skulde standse, og hans store Bo komme under Skifterettens Behandling, var en stor og uventet Ulykke for den Masse Mennesker, som han havde skaffet Arbeide og Underholdning og for hans Creditorer, men da det lidt efter lidt viste sig at Endossenterne ogsaa maatte stryge med, og Bankerne i Kristiania og Andre, som havde disconteret hans Papirer, oven i Kjøbet maatte lide betydelige Tab, saa voxte Forbauselsen og Skriget, og i Pressen og i Samtaler blev den faldne Mand, som sædvanligt i slige Tilfælde, stemplet som Svindler og tillagt alle de Mangler paa Forstand og paa Orden i Forretningsførelse, som tænkes kunde. Endossenternes og Bankernes Tab vare rigtignok ogsaa saa store, at det er vanskeligt at fatte, hvorledes det er gaaet til, at Bredesen har kunnet tilintetgjøre slige Formuer, naar man ved, at han var en Mand med gode Evner, bedre Kundskaber end almindelig blandt hans Standsfæller og havde en Indsigt og Erfaring om Værdier af Skov- og Jordeiendomme, hvoraf Boets Masse hovedsagelig bestod, som Faa eller Ingen i vort Land. Ole Bjørnebye tabte hele sin Formue, værdsat til 100,000 Spd., Vøringsaasen i Elverum et lignende Beløb, O. Lemnerbye, B. Gulbrandsen, Creditbanken, Creditkassen og Akers Sparebank strøg med for uhørt store Summer. Hvad Omsted tabte, har jeg ikke hørt, men han maatte omtrent samtidig med Bredesen opgive sit Bo og døde pludselig kort Tid efter som aldeles ruineret. Jeg har anført de ovenanførte Talstørrelser efter Hørensagen og er altsaa ikke sikker paa Summernes Rigtighed. Men trods den strenge Dom, som er faldt over denne Mand og hans mageløst storartede Spekulationer og umaadelig store Underballance, saa har jeg dog af velunderrettede og uinteresserede Mænd hørt, at den Beskyldning som Enkelte har slynget ud mod ham, at han skulde have noget sat tilside, er fuldkommen ubeføiet, idet det er hans Svigersøn, Grosserer Jacobsen i Fredriksstad og Grosserer Young i Kristiania, som har skaffet ham Gaarden Gjølstad i Brandvold, hvor han nu bor og har Midler til der at leve sorgfrit.
Hos Lensmand Astrup og Frue paa Nygaarden, som vare børnløse Folk, men havde flere Slægtninge i Huset, nød jeg en særdeles forekommende og venlig Behandling, og uagtet Lensmandsforretninger vare trivielle og usmagelige, vilde jeg rimeligvis have slaaet mig til Ro endnu en Tid der, især da man forespeilede mig Rimelighed af at faa Ombudet efter A., dersom der havde været tilstrækkelig og passende Beskjeftigelse for mig, men efterat Lensmanden, som var en meget arbeidsom og dygtig Mand, var bleven frisk, fandt jeg mig ofte overflødig og længtes derfor efter en anden og mere belovende og indbringende Stilling.
- ↑ Solør og Oudalens Sorenskriveremdede blev nemlig delt i 2, og denne Deling, hvori Cand. jur. Bing for den nye Sorenskr. i Vinger og Oudalen deltog, faldt meget let i alle Henseender, da Grændserne vare givne og Protokoller og Arkivsager havdes hver for sig. Folkemængden var omtrent ligestor i begge de nye Sorenskriverier, men i Solør faldt Indtægterne meget rigeligere.
- ↑ En af Brændevinskontrollørerne kom en Aften til Gaarden Andset og bad om Nattelogis, som blev ham indrømmet. Naar det led paa Qvellen klagede han over at lide af Mavepine og forlangte en Pegel Brændevin for at drikke, da han af Erfaring vidste, at dette var et probat Middel. Konen, som ikke vidste at Manden var Brændevinskontrollør og ikke anede noget Ondt, lod ham faa det forlangte Maal Brændevin, hvorfor hun modtog Betaling i Forening med hvad hun tilkom for Herberget. Kontrolløren anmeldte hende paa Grund heraf for ulovligt Brændevinssalg; og Konen betalte en Bod af 10 Spd.