Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848/9
Afskeden fra mit kjære Hjem Sorknæs og mine Forældre, Sødskende, Slægt og Venner der, havde altid været rørende; min Moder, mine Sødskende og jeg fældte da som oftest vore modige Taarer. Men denne Gang, da jeg skulde drage bort til et Sted, fjernet henved 50 Mile fra mit Hjem, for i en ubestemmelig Fremtid at virke mellem lutter fremmede Mennesker, stod det for os Alle, at vi nu maaske skiltes for bestandig og sagde hverandre det sidste Farvel. Afskeden blev derfor nu mere gribende end nogensinde før. Blot min Fader var som sædvanlig tilsyneladende rolig og fattet og sagde mig sit Levvel og lykkelig Reise uden at røbe nogen Bevægelse, medens min Moder, mine Sødskende og jeg under dyb Bevægelse og Graad frembar de mest brændende ønsker for hverandre over Lykke og Velsignelse. For min Moders Vedkommende blev det ogsaa vort sidste Farvel. Det var i Slutningen af Juni Maaned 1848, jeg drog afsted. Reisen gik over Elverum til Hamar, derfra med Dampskib til Lillehammer og videre gjennem Gudbrandsdalen til Molde, hvor jeg ankom den 4de Juli henved Midnat. Reisen var begunstiget af det herligste Veir; Trakterne fra Lillehammer af vare for mig ny og ukjendte. Med min levende Sands for Naturskjønheder og brændende Lyst til at se mig om, var Reisen derfor en af de mest behagelige og underholdende jeg har foretaget. Jeg havde ikke set mere af mit Fødeland end en Del af Glommendalen og Kristianias Omegn, fra hvilke de Landskaber, som nu mødte mit Øie, vare saa høist forskjellige og saa uendelig rige paa Afvexlinger. Medens de Dele af Glommendalen og Kristiania Omegn, jeg havde ser, for det meste var Lavland med skovbevoxte Aaser, er Gudbrandsdalen en Fjeldtrakt med herlige Agre og Enge, Skovpartier og Løvlier paa begge Sider af den vakre Laugen Elv, der snart udvider sig og glider stille og bred som Glommen, snart trænges sammen mellem Fjeld og Klipper og smal som en Rende bruser, fosser og farer frem i en rivende Strøm, her og der fra Sidedale, Kløfter og Rifter i Fjeldet optagende Bielve, Aaer og Bække med vakkre Fossefald. Her og der oppe i de bratte Lier ser man Gaarde i en Høide, som rimeligvis gaar lige op til 1,000 Fod over Dalbunden. Den øverste Del af de langstrakte og for det meste afrundede Fjelde er skovløse nøgne og tildels bedækkede med Sne, her og der med tverbratte, maleriske Styrtninger. Nu først forstod jeg, hvorledes Digterne have kunnet synge med slig Begeistring over Nora Fjeld; men jeg maatte ogsaa tænke paa, at de tildels have givet et lidet træffende Billede af den norske Fjeldnatur, til Ex. „Se Granen hisset saa stolt og saa skjøn paa Fjeldet, dets høieste Tinde“; thi paa Høifjelde findes hverken Gran, Furu eller andre Trær. Dovrefjeldene, som jeg efter Digterne havde forestilt mig som ragende over alle andre Fjelde, svarede heller ikke til Forventningerne. Paa Fjeldene mellem Lesja og Lom laa Sneen endnu helt og uafbrudt i milelange Strækninger som et Liglagen; dette Syn virkede alvorligt og gribende paa mig; men dette Alvor maatte snart vige og give Plads før livlige Fornemmelser, naar jeg nærmede mig Romsdalen og næsten i Fugleperspectiv fik se en Uendelighed af Topper, Pigger, Kammer og Styrtninger med Snefanner imellem, som i høi Grad forskjønnede Partierne. Naar man saa nedover de uhyre Bakker i Bjørnekleven, Brudebakkerne og Ormemsbakkerne langs den i idelige Fosser og Fald styrtende Rauma Elv kommer ned i den trange Romsdal, saa man sig omgivet af Fjelde paa begge Sider, vexlende fra 3,000 til henved 5,000 Fods Høide med Tinder, Horn og Toppe og tverbratte Styrtninger, vild Skov og her og der en Aa eller Bæk styrtende nedover Fjeldsiden i Fald af indtil 3,000 Fods Høide eller i Striber som Sølvtraade. Som det bedst er, lukker Dalen sig, saa man til alle Kanter kun ser Fjelde og Fjeldvægge. Dette finder Sted mellem Stavem og Horghjem. Men skjønt Dalen her er trang og i Længden vel vilde falde mørk og trist, saa gives der i dette Strøg, naar man ser sig vel om, de mest afvexlende og herlige Partier: i Fjeldkløfterne med sine Elve og Bække af den mest storartede og vilde Beskaffenhed og i Dalbunden langs Elven de mest smilende Landskaber. Naar man har passeret Horghjem, aabner Dalen sig og bliver smilende skjøn, ligetil man naar Veblungsnæs ved Elvens Udløb i Romsdalsfjorden, og i dette Strøg er det, man har de berømte Fjelde Romsdalshorn, Vengetinderne og Troldtinderne[1]. Kommen til Molde ser man nyfigen paa de smaa, for det meste hvidmalede Huse med tilliggende vakkre Haver, som giver den et landsbymæssigt Anstrøg, men hermed er man snart færdig og vender igjen uvilkaarlig sit Blik paa det Byen omgivende Landstad der frembyder paa en Gang en Ynde og en storartet Skjønhed, som jeg endnu ikke har fundet overtruffen, uagtet jeg nu har gjennemvandret de for sin Naturskjønhed mest berømte Dele af vort Land og set store Dele af Sverige og Danmark samt lidt af Trakterne omkring Hamburg. Jeg har hørt Folk med Smag og Skjønhedssands, Norske og Udlændinger som har reist i Sweits, Italien Rusland Orienten og Amerika, udtale sig paa samme Maade. Over den store, vakkre Romsdalsfjord med sine 5 Grene, sine Holmer og skovbevoxte Øer har man Egesdals-, Romsdals- og Vestnæsfjeldene, strækkende sig i en Bue fra Øst mod Vest langs Horizonten ligesom i et uhyre Bølgedrag i Høider vexlende mellem 2,000 5,000 Fod, men nærmere betragtet fremtræder de i en utallig Mangfoldighed af Kammer, Horn, Topper og Styrtninger i de mest maleriske Former. Mod Nord har man en Fjeldkjede, som strækker sig fra Thingvoldsfjorden til Julsundet i Høider mellem 1,000 og noget over 2,000 Fod. Ved Foden af disse Fjelde ligger langs Fjorden en Strimmel, som er ryddet og bebygget og i den nærmeste Omegn af Molde forskjønnet med vakkre Alleer langs Veien og op til de mange standsmæssigt bebyggede Gaarde, og imellem disse og den nævnte Fjeldkjede herlige Løvlier. Især er Stranden mellem Molde og Elgsaas yndig. Hvor man ellers gaar op i Lierne eller paa Høiderne ved denne Strand, Fanestranden, har man de mest afvexlende og herlige Prospecter for sig. I Vest har man Otterøn, i Øst Skaalen, begge vakkre topformede Fjeldhøider paa over 2,000 Fod. En Tour fra Molde til Elgsaas en vakker Sommerdag frembyder saaledes et sjeldent yndigt og herligt Skue af Naturskjønheder, og den Dag, jeg første Gang gjorde denne Tour, staar endnu efter 24 Aars Forløb lys levende for mig som en af Glandspunkterne i mine Minder af denne Beskaffenhed.
Og hvordan var nu Folk og Forholde i dette af Naturen saa malerisk skjønt udstyrede Landskab og i den lille pene By Molde? Og hvad har jeg røint og løint, hvad har jeg udrettet og tænkt i de 24 Aar, jeg har boet her? Ja det er disse Spørgsmaal, jeg nu skulde gaa over til at besvare, men Kræfterne svigter og bliver det ikke bedre med mig, end det har været i de sidste Uger, kommer jeg vistnok til at standse og nedlægge min Pen her.
- ↑ I Løbet af de 23 Aar, som er gaaet hen siden den heromhandlede Reise, er Veien mellem Lillehammer og Veblungsnæs for en stor Del omlagt, og om man ikke med en vis engelsk Dame kan sige, at the new roads have spoiled the beauty of the valey (at de nye Veie har forspildt Dalens Skjønhed), saa er det sikkert nok, at man paa den gamle Vei havde mangen en herlig Udsigt, som er gaaet tabt for Reisende paa den nye Vei.