Minder fra Tiden omkring Aaret 1830 til 1848/7
Efter Examen arbeidede jeg en Tid paa Advokat Lous’s Kontor og kom Sommeren 1844 paa Kontoret hos Prokurator Lie paa Kongsvinger. Denne Mand sad ved min Ankomst i gode Forretninger, og jeg havde i Begyndelsen som oftest fuldt op af Arbeide. Lie var gift med Gitta Møinichen, Datter af Sorenskriveren i Gudbrandsdalen, en alvorlig, men snil og brav Kone. Hun var liden, skjæv og mindre end vakker, men naar man lærte hende at kjende, glemte man snart disse ydre Ufuldkommenheder for hendes udmærkede gode indre Egenskaber.
Lie var en middels høi Mand med et godt, regelmæssigt, determineret Ansigt, spillende Øine og struttende lyst Haar; han var dygtig korpulent. Han var anset for et meget godt Hoved og for at være den vittigste Mand i hele Solør og Oudalens Sorenskriveri. Dette vidste han ogsaa selv og gjorde derfor Krav paa stor Opmærksomhed af Alle, og de, som ikke ydede ham denne Tribut, vare ikke hans Venner. Som Sagfører stod han i høi Anseelse overalt, og som Selskabsmand gjorde han stor Lykke, især blandt Damerne, som satte stor Pris paa at tale med denne, efter deres Omdømme mageløs aandrige og vittige Mand. Men Lie var ikke tilfreds med sin Anseelse som Sagfører og Selskabsmand, han vilde ogsaa være den første i Kongsvinger og i Vingers Kommune som Kommunemand og Stats-Politikus, og efterat det ogsaa havde lykkes ham at blive Formand, Ordfører og Valgmand, aspirerede han til at blive Storthingsmand, men uagtet et Par af Valgmændene fra Vinger forsøgte paa at puffe ham frem paa denne Vei, opnaaede han dog ikke mere end et Halvsnes Stemmer til Repræsentant i Distriktsforsamlingen. Der førtes et særdeles pent og hyggeligt Hus hos Lies, og der var ofte Fremmede, dels fra Stedet og dels fra Landet, hvor han stod i venskabelig Forbindelse med næsten alle Embedsmænd og deres Familier. Og det var ikke sjelden, at der var meget store blandede Aftensselskaber hos Lies, hvortil var indbuden ikke alene Kongsvingers fineste Familier, men alle i den nærmeste Omegn boende Storfolk. Der trakteredes med mange varme Retter og flere Sorter Vin, og Verten udbragte Skaaler, hvorved enhver enkelt af de Indbudne paa en eller anden Maade blev erindret paa en behagelig og smigrende Maade. Det ansaaes for en stor Ære, at blive buden til Lie, og Alle satte derfor stor Pris derpaa, medens de Enkelte, som bleve tilsidesatte, fordi de ikke vare fine nok eller ikke havde ofret Lies Talenter fuld Opmærksomhed, følte sig krænkede og i Stilhed eller aabenbart, eftersom de havde Mod og Magt til, søgte at hevne sig herfor. Naar Lie var hjemme uden Gjester, saa underholdt han os om Aftenen med at synge af Belmanns Sånger og Epistler, som den Gang vare i Mode, under smukt Akkompagnement paa Fortepiano af hans Frue. Lie havde flere Børn, hvoriblandt den som Pianistinde nu saa berømte Erika Lie, som paa den heromhandlede Tid endnu var et Spædebarn.
Jeg lærte meget, som er kommen mig til Nytte som Sagfører, under mit Samarbeide med Lie. Blot faa Dage efter min Ankomst fik jeg det Opdrag at møde ved en Aastedssag, som Lie havde tilstevnt for Harald Ulriksen, som Eier af Volds Sæterskov, mod Thore Vold, fordi denne, som havde Ret til Havn og Braatehugst i Skoven, havde nedhugget vexterlig Furuskov til Braate. Jeg havde aldrig mødt i Retten før, end sige i en Aastedssag, og blev meget ængstelig for, at Opgaven skulde overgaa mine Evner, især da Modparten havde T. Schøyen til Sagfører, en Mand, der havde mange Aars Øvelse og Erfaring som edsv. Fuldmægtig og Sagfører, som procederende paa Fuldmagt fra en Overretssagfører. Men der par ingen Udsigt til at slippe, da Lie selv ikke var rigtig vel, og han desuden som meget korpulent ikke vovede at foretage den lange og besværlige Reise til Grue Finskov, hvor Aastedet var, da den for største Parten maatte foregaa til Hest og tildels tilfods. Det var derhos at forudse, at Aastedsbefaringen maatte blive besværlig. Jeg satte mig da under Lies Veiledning ind i Sagen saa godt, jeg kunde. Det stod klart for os, at Sagens Udfald maatte bero paa om Fr. om Braatebrænden af 4de April 1781, skjønt ophævet, maatte ansees som gjældende alligevel fordi den stod ved Magt, da Ulriksens Hjemmelsmand kjøbte Skoven, og det i hans Skjøde var sagt, at Eieren af Vold som Sælger og hans Eftermand havde Ret til Braatehugst efter Loven. I bemeldte Fr. af 1781 var det forbuden at nedfælde væxterlige Furutrær, som ellers kunde blive tjenlige til Sagtømmer, til Braate. Nu havde T. Vold netop hugget ned en hel Del saadanne Trær, men forsvarede sig med den Sandhed, at Skoven var af den Beskaffenhed, at der overalt fandtes slige Trær paa de Steder, hvor der kunde være Spørgsmaal om at hugge Braate, og at hans Ret altsaa var Nul og Intet, om han ikke skulde kunne tage slige Trær med. Slagplan blev nu anlagt, og Spørgsmaale til Vidner og Lagrettesmænd skrevne af Lie og mig i Fællesskab. Jeg maatte le, naar Lie tog ind i sin Plan den Beregning, at Schøyen som T. Volds Sagfører vilde paaberaabe sig den nævnte Forordning, som gjældende her, idet jeg bemærkede, at det jo netop var dette, han havde at bestride. „Ganske rigtig, men der gives enkelte Jurister, der kjende Dato og Aarstal paa en hel Del Love og Forordninger, som de paaberaabe sig, uden at have gransket Sammes Indhold, og S. er netop en af disse Folk, og derfor maa De i det Længste søge at undgaa at nævne denne Forordning“, svarede Lie. Og saa drog jeg da afsted til vor Part, Ulriksen paa Præstegaarden i Brandvold, hvor jeg blev vel modtagen, men mærkede dog til min Sorg, at han var utilfreds med, at Lie selv ikke kunde møde, hvorvel dette kom frem paa en for mig saa skaansom Maade, som muligt. Jeg trøstede U. med, at Lie og jeg havde gjennemgaaet Sagen med den største Omhyggelighed, og at vi havde den Tro, at han vilde vinde. Tidlig næste Dag droge vi afsted, begunstiget af det skjønneste Veir, og naaede Aastedet ud paa Qvel, hvor vi traf Modparten med Sagfører, Sorenskriverens Fuldmægtig, Astrup, med Lagrettesmænd og nogle Herrer, der fulgte med ham for Selskabs Skyld, deriblandt Student Bendix Matthiessen fra Kristiansand. Med Ulriksen og mig fulgte J. W. Hovelsrud, som var i Besøg paa Grinder. Paa Sæteren var der ellers flere Budeier, Jetere, Arbeidsfolk samt desuden de, der skulde være Vidner i Sagen.
Der var saaledes en hel Almue tilstede, og der blev turet til langt paa Nat, og jeg tror, de Fleste fik sig et godt Rus. Jeg vovede ikke at nyde stort af alle de gode Drikkevarer, thi Ængstelsen for Morgendagen sad dertil altfor levende i mig. Jeg tænkte bare paa Sagen og drømte uden Tvivl om den, da jeg endelig kom til Ro om Natten. Og næste Morgen gik jeg skjælvende af Angst i Retten og dikterede med bankende Hjerte min Tilførsel og foreløbige Paastand. T. Schøyen optraadte med megen Sikkerhed og Selvtillid, dikterede blandt mere til Protokols, at Forordningen af 1781 her maatte komme til Anvendelse. Jeg svarede, at jeg var enig heri, fik Skjøn af Lagrettet om Værdien paa de nedhuggede vexterlige Trær og indlod Sagen til Doms. Schøyen undergav ligeledes Sagen Dom; thi da Paulsen nu paa sin Parts Vegne havde gjort en saadan Indrømmelse, som at Fr. af 1781 her var anvendelig, var det overflødigt for hans Part at gjøre mere. Sagen optoges, og nu troede baade Ulriksen og alle Andre, at jeg stakkels Begynder havde fusket bort denne vigtige Sag. En 14 Dages Tid bagefter faldt Dommen aldeles efter min Paastand, og Vold blev dømt til at betale Skadeserstatning og Procesomkostninger – ialt vistnok et Par hundrede Spd. Uagtet jeg i Grunden havde liden Andel i dette gunstige Udfald, blev der dog tildelt mig Ros fra alle Kanter for min Procedure i denne Sag. Og selv Lie syntes, jeg havde gjort det godt, og lod mig senere uden Betænkning møde i Aastedssager, Odelssager og ved Thinget, saa jeg i en Fart blev en hel rutineret og ikke saa ilde anseet Sagfører.
Lie og jeg kom altid meget godt ud af det, hvorvel det gik mig som saamange Andre, at jeg af og til kunde føle lidt Gene, ved at maatte følge Strømmen og offre Beundring for ham som Universal-Geni, ved pligtskyldig at høre paa ham med Fornøielse. Men hjemme faldt dog hans Fordringer paa at blive hørt mig sjelden besværlig. Tvertimod var det næsten altid en sand Underholdning at høre ham tale dels om, hvad han havde oplevet som Skolegut i Trondhjem, som Studerende i Kristiania, hvor han havde boet sammen med og blevet en fin Ven af den senere i vort Land saa bekjendte Adolph B. Stabel, som han satte meget høit baade som Redaktør af Morgenbladet og som Politikus, som Fuldmægtig hos sin Svigerfader, Sorenskriver Møynichen, og Do. hos Sorenskriver Arntzen og endelig som Sagfører. Thi han fortalte udmærket godt, og der var aldrig noget stødende, fordringsfuldt og blæret i disse Fortællinger, hvorvel han altid, hvor hans Person var med i Spillet, selv fremtraadte som den, der havde Betydning, og som forstod at opfatte Tingene paa den sande og rette Maade. Han havde en levende og stærkt udpræget Sands for Alt, som var komiskt og latterligt, og morede sig hjertelig godt, naar han kom sammen med en eller anden af Kongsvingers Indvaanere, med hvem han kunde agere. Enten det nu var saa, at der gaves et større Sæt af slige Mennesker, som en Spasmager kan spille Gjek med, eller Lie, som havde boet der i mange Aar, havde forstaaet at opøve en Del af Beboerne der i Saadant, faar staa derhen; nok er det, der gaves flere saadanne Personer paa Kongsvinger. Og disse besøgte han tit eller fik dem til sig, saasnart han mærkede, at han befandt sig mindre vel af en Sygdom, han led af, nemlig Blodstigning til Hovedet, som han var bange for skulde være Forbud paa Slag (Apoplexi), og hvilket gik over, naar han kunde komme til at prate og more sig paa den antydede Maade. Som han bedst sad og arbeidede paa Kontoret, kastede han Pennen og strøg afsted uden Videre. Blandt dem, han saaledes agerede med, var en Skomagermester Sjøberg, en Svenske, som, om jeg ikke mindes feil, var født og opdragen i Stokholm, og som var bleven boende paa Kongsvinger, uagtet han ikke fandt sig tilfreds hverken med Stedet eller dets Beboere. Og Sjøberg, som nu var en ældre Mand, var virkelig baade en original og meget morsom Fyr. Han talte smukt Svensk og udtrykte sig med megen Færdighed. En Dag, vie og jeg sad paa Kontoret, kom Mester Sjøberg, som var en høi, slank, ganske vakker Mand, i sin sædvanlige langsomme, værdige Gang, spadserende indover mod Lies Hus, og Lie skjønte, at Besøget gjaldt ham, og han tog da strax frem to Kunstgjenstande, som Sjøberg endnu ikke havde set, den ene var en Ting, som havde en aldeles skuffende Lighed med et Menneskes Exkrementer, som han satte midt paa Gulvet, og den anden var et Porcelains Pibehoved med nogle Kruseringer paa. Vi sad og skrev, som om vi Intet vidste af Sjøberg, da han kom ind, efter at have pikket paa Døren og faaet Indtrædelsessvaret. Han opdagede strax ved sin Indtrædelse Figuren paa Gulvet og blev staaende ganske forlegen, seende snart paa Lie snart paa Figuren, men Lie lod som han Intet mærkede, men bad Sjøberg komme nærmere og sidde ned. „Men ursäkte mig, Hr. Prokurator, jag ser noget är kommet paa Gulvet“. Lie ser paa med en forbløffet og undselig Mine, gjør Undskyldning, men tager til Sjøbergs Forskrækkelse Figuren i sin Haand og gaar til Døren, ligesom i Hensigt at bære den ud, men vender da om og gjør ham bekjendt med, hvad det var, og nu fik de begge sig en lang og god Latter, og hvori da ogsaa jeg utvungent tog Del, da Scenen var saa gjennem komisk, at jeg ikke kunde have baret mig, selv om jeg havde villet. Saa kom Touren til den anden Figur. Lie: „Se her Sjøberg, er ikke dette et smukt Pibehoved?’“ Sjøberg: „Jag kan als inte se, at det skiller sig mykket från de, som finnas paa hvar Boutik ändock på vort stakker lilla Kongsvinger“. L.: „Men ser De da ikke den Figuren der,“ pegende paa en sort Tegning paa det hvide Pibehoved. Sj.: „Jo, men det är da sagtens bare en klumset målat Fluga“. L.: „Ja men der hænger flere Figurer sammen nedover, ligesom i en Kjede“. Sj.: „Ja jag ser en Fluga af samme Slag,“ (tager Briller paa) „atter en, to, tre, fyre, fem, sex, syr otta, nio, tio, elve; ta me tusan, ialt tolv Stykkon Flugar af samma klumsa Slaget, blot den ena lidt mindre än den andra“. L.; „Men ser De ikke, at der bag den sidste ogsaa er noget“. Sjøberg stirrer: „Jo wassara,“ og nu slog han ud i en hjertelig Latter, „der ser jag bag den sidste vesle Flugan, henner – ja ursakta mig Hr. Prokurator – en Flueskit. Og nu forstaar jag“. Her udspandt sig nu en lang Samtale mellem Lie og Sjøberg, som jeg ikke mindes saa godt, at jeg vil forsøge paa at gjengive den. Men jeg hugser, at Sjøberg fik Anledning til at udvikle en Del af sit filosofiske System, som i Korthed bestod deri, at der var to store Drivhjul til i Verden, hvorpaa hele Menneskeslægtens Ve og Vel beroede, nemlig: „Kärleken og den store Stångjarnshammaran“. Med Kärleken mente han da, at alle Mennesker skulde lade den raade, og at Alle skulde agte og elske hverandre som lige gode; thi de vare Alle af et Stof og kun Vaner og Opdragelse gjorde en utilbørlig Forskjel. „Thi er nu ikke jeg“, yttrede han, „ligesaa god som Prokuratoren, som Kommandant Sissener, Provst Rønning, Kjøbmand Torsen etc.“. Lie: „Vel Hr. Sjøberg, men er da ikke ogsaa Skomager Hansen ligesaa god som De?“ Sjøberg: „Nei ursäkta mig, Hr. Prokurator, jag talar blot om Menniskor og als inte om fordrukne Svin som Hansen“. Hermed sluttede Samtalen, og jeg kom saaledes ikke til at faa høre Betydningen af den store „Stångjarnshammaren“, som det andet store Drivhjul, ligesaalidt som jeg senere fik Anledning til at tale med Sjøberg herom, men rimeligvis har han ment, at Guld, Sølv og Ædelstene er Luxus, og at alle Mennesker bør arbeide blot paa det, som er nyttigt.
En anden Person, som Lie holdt meget af og ofte sendte Bud efter til Selskab, var en theologisk Kandidat, som spilte Guitarre og havde en meget god Sangstemme. Han kunde mange morsomme Viser og især var der en, som Lie morede sig meget ved, nemlig en svensk Skriftemaalssang af et mere end tvetydigt Indhold: „Hvad är din Synd mit vakra Barn, du tykkes så forladt at vara“ –?
Der var en mærkelig svag Side ved denne Mands (Kandidatens) forøvrigt i enhver Henseende udmærkede og elskværdige Karakter, nemlig at han ikke kunde vise Fasthed og Stadighed i Kjærlighed. Han var forlovet med to særdeles agtværdige, unge, dannede Damer paa een Tid, og giftede sig med den ene af dem, uagtet han ikke havde Midler eller Indtægter til at leve af med Familie, fordi, som han troskyldig bemærkede, han ikke vilde udsætte sig for at blive prostitueret ved en tredie Forlovelse. Det var en Mand med mere end almindelig gode Evner, med et godt, sundt Udseende og et pent, tækkeligt Væsen. Han blev ogsaa snart befordret, og er nu Provst og Sognepræst samt lykkelig Forsørger af flere Børn. Jeg har ikke havt Anledning til at se ham siden, men efter hvad jeg har hørt, skal han være agtet og afholdt baade som Præst, Menneske og Familieforsørger.
Ole Torvig var nylig ankommen til Kongsvinger, da jeg kom til Lie, og levede som Lærer i Fortepiano-Musik og Sang. Han havde fuld Anvendelse for sin Tid og tjente saaledes meget godt, og var paa Grund af sine musikalske Talenter buden med i alle Selskaber i og i Nabolaget af Kongsvinger. Af Lies, med hvis to ældste Døttre han spilte Fortepiano, var han meget afgjort, og kom ofte der og spilte og fang. Det var virkelig en sand Fornøielse at høre ham synge med Akkompagnement enten af Fortepiano eller Guitarre. Ogsaa jeg tog Undervisning hos ham i Sang og Guitarre- og Fortepiano Spil, men det sidste kom der lidet eller intet ud af, da jeg havde for liden Tid og Anledning til at øve mig, og opgav det derfor snart, medens jeg derimod i Løber af et Aars Tid tog Timer i Guitarrespil og Sang, og tildels i Qvartet-Sang. Nu og da ymtedes om, at Torvig, der opførte sig som en dannet Mand og altid var ordentlig og ædruelig i Selskaberne, var set i beruset Tilstand. Og snart var det en given Sag, at han hver Aften, han ikke var optagen paa anden Maade, holdt Drikkelag i Gjestgivergaarden. Dette var en meget ubehagelig Efterretning for Lie, ikke alene fordi han frygtede for, at Torvig skulde gjøre sig uværdig til at beholde Informationerne hos Stedets og Omegnens Storfolk, og til at blive set i Selskaberne; men han havde efter Anmodning af Sorenskriver Arntzen, der havde taget sig af Torvig paa Grund af Venskab med hans Fader, lovet at bidrage, hvad han kunde, for at forebygge, at han henfaldt til sin gamle Svaghed, Drukkenskab. Lie talte da ved en passende Leilighed paa en saa pen og skaansom Maade som muligt med ham, og det hjalp da ogsaa, men blot for en kort Tid, da det atter viste sig, at han fortsatte med sine Svirelag og i daarligere og daarligere Selskab for hver Dag. Lie begav sig da en Dag hen til Gjestgivergaarden for at faa ham derfra. Men aldrig saasnart havde Lie henvendt sig til ham, førend Torvig, som nu var beruset og i denne Tilstand var baade raa og brutal, paa en yderst haanlig og uforskammet Maade spurgte Lie, om han ikke følte, hvor upasesende det var for ham, at komme ukaldt i et slusket Selskab og tale til Torvig om Ædruelighed „Thi jeg har aldrig faldt dybere, end jeg har vidst, baade hvad jeg har sagt og gjort, medens det er Gud og Hvermand bekjendt, at De har ført et Drankerliv mere end nogen Anden. Vel ved jeg, at De nu er Nøgterhedsmand og den Toneangidende i Vinger og flere Steder, men jeg vil alligevel raade Dem til at passe Dem selv og afholde Dem fra at trænge ind og forstyrre mine uskyldige Fornøielser. Indbild Dem nu bare ikke, at hvad jeg har sagt, er sagt i Ubetænksomhed i et Rus. Nei, min Herre! jeg er ikke beruset og har ikke talt i Vildelse hverken af Beruselse eller Dilirium, men med velberaad Hu sagt Dem den tørre Sandhed; forarget ikke alene over Deres Optræden her mod mig, men over Deres Arrogance ligeoverfor, snart sagt, Enhver, som ikke tilbeder eller smigrer Dem“. Saa omtrent skulle han have yttret sig, og Lie maatte selvfølgelig forlade Stedet, uden at indlade sig paa at besvare en slig Tiltale. Lie var dog høihjertet nok, til kort bagefter at tage Torvig til Naade, da han atter begyndte at leve ordentlig, men det varede ikke længe, førend han begyndte med sine Svirelag igjen, og nu gik det nedover med ham, og Enden blev, at han tabte sine Informationer og maatte forlade Stedet, arm og ussel, som han kom hertil fra Stokholm, hvor han skulde have opholdt sig en længere Tid, rimeligvis ligesom i Kongsvinger, dels som Gentleman og dels som Gjest hos de simpleste Krøgarer.
Hvad Lies politiske Tænkemaade var, maa jeg tilstaa at jeg ikke blev rigtig klog paa den. I Vaner og Tilbøieligheder var han Aristokrat, men han hyldede tilsyneladende sin Ven Stabels demokratiske Lære og Handlemaade. Og som af Folket valgt til Medlem af Formandskabet i Vinger og Valgmand for denne Kommune, maatte han da vise sit folkelige Tankesæt, naar Anledning gaves. I 1845 satte han sig derfor i Spidsen for at feire 17de Mai paa den Maade, som da var bleven Mode, ved at gaa gjennem Gaderne i stor Procession med vaiende Flag, Sang og Spil. Lie gjorde sig stor Umage for at faa alle Stedets Indvaanere af Mænd til at tage Del, og det lykkedes ogsaa godt, men Enkelte var det dog, som ikke vilde deltage, uden at man blev klog paa, om det var af Mangel paa Følelse for Dagen eller af andre Egenheder. Blandt disse var Kand. jur. og Landhandler Sigv. Rynning, en Broder af Sognepræsten i Vinger, O. G. Rynning. Han var Fuldmægtig hos Lie før mig, men var nu gift med en rig Landhandlerenke, og Processionen gik netop forbi hans Hus. Ligesom paa Trods havde han nu stillet sig op nede paa sin Trappe og stod der med et Haansmil paa sit store, gammelagtige og grinagtige Ansigt. Dette var formeget for den varmblodige og til Beundring og Hyldest vante Lie, og han gav sin Forargelse Luft ved at spytte mod Rynning og sige „tvi vøri“ med det samme han som første Mand i Processionen passerede R., og hvilket denne strax gjengjeldte ved at spytte en Klyse lige i Lies Bryst. Uagtet de ved Paaklage til Forligelseskommissionen paabegyndte Injuriesager ianledning af dette og nogle ærekrænkende Yttringer, som senere faldt mellem dem, bleve forligte, bleve disse to store Mænd paa Kongsvinger dog aldrig mere Venner i den Tid, jeg boede der.
Student Hans Schultze opholdt sig i den heromhandlede Tid hos sine Forældre, Distriktslæge Schultze og Frue, paa Gaarden Langeland, tæt ved Kongsvinger. Han var en kvik, behagelig og brav Kammerat, og i Løbet af det Aar, han var hjemme, havde vi mangen hyggelig Boston sammen hos Joh. Gysler, som bestyrede sin Broders Forretninger som Handelsmand. Fjerde og femte Mand var O. Berg og Johansen, alle tre snille, brave Mennesker paa min Alder. Det faldt den Gang Ingen af os ind, at H. Schultze skulde bære i sig Evner til at blive Digter, Journalist og Storthingsmand, som han nu er. Thi uagtet han var meget opvakt og røbede gode Forstandsevner, saa havde vi dog hverken hørt eller set Noget af ham, som tydede hen paa noget særdeles Ualmindeligt. Han var i Begyndelsen vel anset hos Lie og blev derfor indbuden i dennes Selskaber, men faldt dog snart i Unaade, saavidt man kunde forstaa, fordi han i Klubben optraadte med for stor Selvstændighed og Karslighed, samt vidste Lie mindre Opmærksomhed, end denne, som ældre, anset Mand, gjorde Krav paa af en Ungdom som Schultze. Brudet aabenbarede sig først tydeligt da Lie undlod at indbyde H. S. til et stort og glimrende Gjestebud, han holdt. En Tid bagefter holdt H. S. ved sine Forældres Hjælp et prægtigt Herreselskab, hvortil alle Kongsvingers Herrer, unge som gamle, bleve budne undtagen Lie. Der gjordes store Forberedelser til dette Selskab, hvis Afholdelse var bekjendt længe i Forveien, og Indbydelser paa Visitkort udgik Dagen forud. Lie ventede sikkert at blive buden og ordnede sig derefter. Men da Budet kom, bragte det kun Kort til mig, men ikke til Lie. Han sagde intet, saalænge vi sade paa Kontoret, men naar vi kom til Middagsbordet, kunde han ikke bare sig længere, men udbrød: „Tænk Gitta mi, at jeg er den eneste af alle Stedets Herrer, som ikke er buden til Schultzes imorgen – en Familie, som jeg har vist saamegen Oppærksomhed“. „Men“, svarede Fruen, „det er jo egentlig Student Schultze, som er Vert, og Du bad jo ikke ham til os sidst, vi havde stort Selskab“. L.: „Jeg har dog buden ham og hans Forældre saamange Gange før, medens jeg yderst sjelden har været Gjest paa Langeland, hvor der desuden nu første Gang paa lange Tider holdes stort Selskab. Og dette er da virkelig at vise Mangel paa Takt og Skjønsomhed“.
H. Schultze havde altsaa regnet rigtig. Lie taalte ikke, at der blev holdt et større galant Selskab paa Stedet eller i den nærmeste Omegn uden han var med, og da Alle gjerne vilde være Venner og velforligte med ham, var han heller aldrig bleven glemt, men hellere erindret som den Første og Fornemste. Besynderligt nok udviste Lie bagefter udsøgt Høflighed mod Schultze, som han tidligere ofte havde overseet som en Ungdom, der ikke hørte hjemme blandt Ældre og mere anseede Mænd.
Saavidt erindres, var det i Sommeren 1845, at Kong Oscar med en Del af sin Familie paa Reise mellem Stokholm og Kristiania overnattede paa Kongsvinger. Lie, som den Gang, saaledes som ovenanført, var Formand og forøvrigt anset som Stedets første Mand, var selvfølgelig ogsaa den fornemste af Stedets opvartende Herrer ved denne Leilighed. For Prinds August var der indrettet Logis i Lies eget Hus, og han satte høi Pris paa at se denne begavede Fyrste under sit Tag. To af Husets bedste Rum bleve satte istand og pyntede op for Prindsen, og i det ene blev Fortepiano anbragt. Og til Lies store Glæde, fik vi den Fornøielse, staaende i et Sideværelse at høre Prindsen spille et Par Melodier og fantasere lidt paa Instrumentet. Man glædede sig ogsaa meget ved at se denne unge, vakre, velskabte Mand, om hvis Elskværdighed og Begavelse Rygtet allerede den Gang vidste at fortælle store Ting.
Postmester Ole Tommelstad, som havde været Kopist ved Statssekretariatet i Stokholm, var ogsaa en af de Personer, Lie af og til havde lidt Moro af. Han havde sine Egenheder denne Mand, og deriblandt den, at han indbildte sig at være en lærd Mand og stor Filosof. Han havde oversat Sais „Moralen anvendt paa Politiken“ og en Bog om „Anvendelse af Potetes“, og vedblev at studere i franske Læsebøger.
Derhos troede han, at han var uundværlig som Postmester paa Kongsvinger. Da nu Regjeringen og Storthinget nægtede at gaa ind paa nogle Smaaforandringer i det ham paa Fæstningen indrømmede Lokale, forlangte han sin Afsked, sikker paa, at høie Vedkommende herved vilde falde til Føie og bede ham vedblive; men om Forladelse, Regjeringen tog ham paa Ordet, og Storthinget gav Tommelstad en meget liden Pension. Stakkels gamle Tommelstad, han fik saaledes bøde haardt for sin uskyldige Tro paa sin Uundværlighed. Han likte ikke Lie synderlig godt, thi hvor troskyldig han end var, skjønte han, at Lie ofte havde ham til Bedste. Og en Dag, jeg var oppe hos ham, lod han forstaa, at Lie ikke var hverken saa klog eller vittig som Folk holdt ham for at være. „Han kan prate, og det gjør han i Tide og Utide, men tænkte han dybt og alvorligt, saa holdt han mere Maade med sit Snak. Jeg læser netop om en saadan dyb, alvorlig Tænker. Han sad i Selskab blandt sine Venner uden at sige et Ord den hele Qvel, men naar de saa skulde gaa, saa yttrede han Farvel mine Venner, vi skilles nu, men vi skilles som Ølost, – De forstaar, for atter at samles, tillagde han“. Se dette var dybt og alvorligt og gav mere Stof til Eftertanke i faa Ord end timelangt Vrøvl“, bemærkede Gamlingen med et veltilfreds Ansigt. I denne Smag var det Tommelstad talte, og det var umuligt Andet, end at more sig ved at høre paa ham en liden Stund, men ikke længe.
Saa var det Kommandant Sissener. Lie var bange for at tale med denne Mand, ikke fordi han var saa farlig, som han teede sig til og truede med i sin Tale, men fordi han var yderst trættende. En Dag, han kom ned i fuld Uniform, smat Lie væk for at undgaa ham og overlod til mig, at modtage ham. Han talte daarligt Norsk, men dog forstaaligt, og hans Ærinde var, at bede om Henstand med en Del Gjeldskrav, Lie havde paa ham, fra Handelsmænd paa Stedet. „God dam de Kjøbmænd i den hele Leir og den Prokuratoren, som hjælper dem med deres ujuste Fordringer. Jeg kjøber Alt hos de Kanalier i dyre Domme, betaler Renter og enda sætter de paa mig den Prokurator. Fidere! Gjorde jeg min Ret, skulde jeg skyde ned den hele Leir og alt det usle Pak der“, yttrede han. Naar han var gaaet meddelte jeg da Lie vor Samtale, og han lo da godt over Gamlingens Trudsel, thi der fandtes for det første ikke Kanoner paa Kongsvingers Fæstning og intet Mandskab. Kommandantposten var allerede den Gang en Sinecure, som Kong Carl Johan havde skaffet denne Mand paa Grund af Kjendskab fra Frankrige, hvor S. skulde have været Underofficer ved den Del af Hæren, hvor Carl Johan var Officer.
Da S. kom til Kongsvinger, prangede Æreslegionens Orden paa hans Bryst, men efterat Carl Johan havde været paa Fæstningen og hilst paa sin gamle Ven og Krigskammerat, forsvandt dette høitanseede Ærestegn fra Oberstens Bryst for bestandig og Folk var ondskabsfulde nok til heraf at slutte, at det aldrig var bleven ham tildelt. Fru Sissener var ogsaa noget eiendommelig paa sin Vis. Der kom af og til svenske Adelsmænd til Kongsvinger som gjorde pligtskyldig Visit hos Kommandantens. Og i en af disse Adelsmænd af høi Anseelse og Dannelse blev Fruen saa indtagen, at hun inviterede ham til at besøge dem ved en given Leilighed tillæggende: „Men lad mig nu bare se, at De ikke gjør Svenske af Dem“. „Jo naadigste Oberstinna, jag vil hoppas, at jag altid ikke endast vil gjøra mig til, men virklig vara en Svenske alle mine Dager“, svarede den galante Junker.
Naar jeg var kommen lidt ind i Forretningerne hos Lie, gik Arbeidet lettere, og jeg fik adskillig Tid tilovers, hvilken jeg benyttede, foruden, som foran anført til at tage Undervisning i Sang og Guitar, til Læsning af Tysk og Fransk samt Skjønliteratur og efter et Par Aars Tid havde jeg bragt det saavidt, at jeg med nogenlunde Lethed kunde læse Tysk og ved Hjælp af Lexikon oversætte Fransk, som jeg dog efter min Afreise fra Kongsvinger lagde tilside medens jeg fortsatte med Læsning af Tysk, og hvoraf jeg senere, som Sagfører i Molde, fik stor Nytte, idet jeg kom i en betydelig Forretningsforbindelse med nogle tyske Handelshuse, som altid skrev tyske Breve.